Det lovforslag, som alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten har annonceret, at de om lidt vil stemme for, har SF's ordfører på området meget klart karakteriseret med et ord, nemlig ordet falliterklæring, og hvis man læser, hvad socialdemokrater, radikale og SF'ere har sagt om det her lovforslag, både i forbindelse med at det blev fremsat fra regeringens side og i forbindelse med den debat, der var ved førstebehandlingen, er det intet andet end ubegribeligt, at de øvrige oppositionspartier stemmer for det her lovforslag.
Man har undskyldt sig med, at hvis man ikke var med i forliget, ville det være blevet værre.
Dertil skal jeg bare sige, at ved at være med i forliget forhindrer man, at den her lov kan ændres umiddelbart efter det næste folketingsvalg, og det synes vi i Enhedslisten er en alvorlig fejltagelse.
Det, der sker, hvis Folketinget vedtager det her lovforslag, er, at man overskrider en meget vigtig grænse i forhold til, hvornår vi udøver tvang over for borgere, som ikke har gjort sig skyldige i noget som helst kriminelt, nemlig det, at vi går fra at sige, at hvis nogen er til fare for sig selv eller andre, kan vi anvende tvangsforanstaltninger, til at vi nu siger, at det vil vi gøre, hvis der er en formodning om, at en person
engang
kan blive til fare for sig selv eller andre.
Det er efter min opfattelse og efter Enhedslistens opfattelse et meget, meget afgørende principielt skridt, som man ikke bør tage, medmindre man selvfølgelig står over for nogle meget store problemer og udfordringer, som ikke kan løses på anden måde.
Hvad siger man så om den problemstilling i lovforslagets bemærkninger?
Der står, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i den forbindelse er vigtige redskaber, men erfaringerne har vist, at det ikke altid er nok til at fastholde patienten i den nødvendige behandling.
Der må man jo så sige, at det ikke fremgår nogen som helst steder i lovforslagets bemærkninger, hvordan det konkret har vist sig, og hvilke undersøgelser der er gennemført, som dokumenterer, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner ikke med den rette opfølgende indsats er tilstrækkelig til at sikre, at patienter, der har brug for at være i behandling, også er i behandling.
Det, der derimod fremgår med lysende klarhed af bemærkningerne, er, at kun et meget lille mindretal af dem, som man har forpligtet sig til at sørge for får udskrivningsaftaler og koordinationsplaner osv., rent faktisk har fået det.
Man har en helt fantastisk, synes jeg, historie om ti konkrete tilfælde, hvor folk efterfølgende har begået kriminalitet, og hvor man kan sige, at systemet totalt har svigtet.
Det er altså på baggrund af et systemsvigt, at man vedtager at indføre nye muligheder for at udøve tvang over for mennesker, der lider af psykiske sygdomme.
Det er efter Enhedslistens opfattelse udtryk for, at man lader de forkerte betale prisen for mange års omfattende omsorgssvigt.
Så er det her jo et led i et forlig.
Der er tale om et satspuljeforlig, og åbenbart er prisen, man skal betale for at få lov til at dele ud af de penge, som de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne og pensionisterne ellers skulle have, øget tvang over for psykisk syge.
Jeg undrer mig ikke over, at der er mange i oppositionspartierne, der har en dårlig smag i munden.
Jeg undrer mig over, at man ikke som konsekvens af det stemmer imod det lovforslag, der ligger her.
Så spørger man:
Er koordinationsplaner og udskrivningsaftaler gode nok?
Nej, men så har man argumenteret for i bemærkningerne, at det her lovforslag skal ses i sammenhæng med den store indsats, der er gjort for at løfte det psykiatriske område gennem de senere år.
Men kendsgerningen er jo, at hvis man foretager beregninger på de bevillinger, der ligger på det psykiatriske område, er det sådan, at den vækst, der har været, har været meget tæt på at være en nulvækst, og at man i realitetens verden har nedprioriteret og underprioriteret det psykiatriske område i forhold til andre sundhedsområder.
Det har konsekvenser for, om der er det fornødne personale til stede, fordi det netop er sådan – og det ved man godt, for det har man undersøgt – at erfaringerne er, at hvis der er det fornødne personale til stede, kan man reducere tvangen.
Og det har jo betydning, også det med at have de rette økonomiske midler, det har betydning for, om man kan sørge for, at folk får en tilfredsstillende behandling og er færdigbehandlede, inden de bliver udskrevet.
Der er jo masser af eksempler på, at folk siger, at her bliver mennesker enten ikke indlagt, når de har behov for det, eller de bliver udskrevet for tidligt.
Vi kan altså konstatere, at der ikke er tilstrækkelige økonomiske midler.
Der er ikke de økonomiske midler til at gennemføre en ordentlig opfølgning indsats, og der er ikke de økonomiske midler til at gennemføre en ordentlig behandling af mennesker, der er psykisk syge.
Så det her lovforslag er ikke bare en falliterklæring, som SF's ordfører har sagt det er, der er tale om en skamstøtte over et folketingsflertal, der ikke har viljen til at løfte det psykiatriske område, men i desperation – det tror jeg det er, for jeg tror ikke, der er nogen herinde, der ønsker at anvende mere tvang i psykiatrien, end der bliver anvendt nu – griber til den her metode, for så ser det ud, som om man gør noget.
Det synes jeg er en rigtig kedelig udvikling.
Det er i sandhed en falliterklæring.