Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 3. behandling af lovforslag nr. L 128:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje. (Tvungen opfølgning efter udskrivning).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen).

(Fremsættelse 12.02.2010. 1. behandling 25.02.2010. Betænkning 21.04.2010. 2. behandling 27.04.2010).

Der er ikke stillet ændringsforslag, men hr. Per Clausen beder om ordet.

Det lovforslag, som alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten har annonceret, at de om lidt vil stemme for, har SF's ordfører på området meget klart karakteriseret med et ord, nemlig ordet falliterklæring, og hvis man læser, hvad socialdemokrater, radikale og SF'ere har sagt om det her lovforslag, både i forbindelse med at det blev fremsat fra regeringens side og i forbindelse med den debat, der var ved førstebehandlingen, er det intet andet end ubegribeligt, at de øvrige oppositionspartier stemmer for det her lovforslag. Man har undskyldt sig med, at hvis man ikke var med i forliget, ville det være blevet værre. Dertil skal jeg bare sige, at ved at være med i forliget forhindrer man, at den her lov kan ændres umiddelbart efter det næste folketingsvalg, og det synes vi i Enhedslisten er en alvorlig fejltagelse.

Det, der sker, hvis Folketinget vedtager det her lovforslag, er, at man overskrider en meget vigtig grænse i forhold til, hvornår vi udøver tvang over for borgere, som ikke har gjort sig skyldige i noget som helst kriminelt, nemlig det, at vi går fra at sige, at hvis nogen er til fare for sig selv eller andre, kan vi anvende tvangsforanstaltninger, til at vi nu siger, at det vil vi gøre, hvis der er en formodning om, at en person engang kan blive til fare for sig selv eller andre. Det er efter min opfattelse og efter Enhedslistens opfattelse et meget, meget afgørende principielt skridt, som man ikke bør tage, medmindre man selvfølgelig står over for nogle meget store problemer og udfordringer, som ikke kan løses på anden måde.

Hvad siger man så om den problemstilling i lovforslagets bemærkninger? Der står, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i den forbindelse er vigtige redskaber, men erfaringerne har vist, at det ikke altid er nok til at fastholde patienten i den nødvendige behandling. Der må man jo så sige, at det ikke fremgår nogen som helst steder i lovforslagets bemærkninger, hvordan det konkret har vist sig, og hvilke undersøgelser der er gennemført, som dokumenterer, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner ikke med den rette opfølgende indsats er tilstrækkelig til at sikre, at patienter, der har brug for at være i behandling, også er i behandling.

Det, der derimod fremgår med lysende klarhed af bemærkningerne, er, at kun et meget lille mindretal af dem, som man har forpligtet sig til at sørge for får udskrivningsaftaler og koordinationsplaner osv., rent faktisk har fået det. Man har en helt fantastisk, synes jeg, historie om ti konkrete tilfælde, hvor folk efterfølgende har begået kriminalitet, og hvor man kan sige, at systemet totalt har svigtet.

Det er altså på baggrund af et systemsvigt, at man vedtager at indføre nye muligheder for at udøve tvang over for mennesker, der lider af psykiske sygdomme. Det er efter Enhedslistens opfattelse udtryk for, at man lader de forkerte betale prisen for mange års omfattende omsorgssvigt.

Så er det her jo et led i et forlig. Der er tale om et satspuljeforlig, og åbenbart er prisen, man skal betale for at få lov til at dele ud af de penge, som de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne og pensionisterne ellers skulle have, øget tvang over for psykisk syge. Jeg undrer mig ikke over, at der er mange i oppositionspartierne, der har en dårlig smag i munden. Jeg undrer mig over, at man ikke som konsekvens af det stemmer imod det lovforslag, der ligger her.

Så spørger man: Er koordinationsplaner og udskrivningsaftaler gode nok? Nej, men så har man argumenteret for i bemærkningerne, at det her lovforslag skal ses i sammenhæng med den store indsats, der er gjort for at løfte det psykiatriske område gennem de senere år. Men kendsgerningen er jo, at hvis man foretager beregninger på de bevillinger, der ligger på det psykiatriske område, er det sådan, at den vækst, der har været, har været meget tæt på at være en nulvækst, og at man i realitetens verden har nedprioriteret og underprioriteret det psykiatriske område i forhold til andre sundhedsområder. Det har konsekvenser for, om der er det fornødne personale til stede, fordi det netop er sådan – og det ved man godt, for det har man undersøgt – at erfaringerne er, at hvis der er det fornødne personale til stede, kan man reducere tvangen. Og det har jo betydning, også det med at have de rette økonomiske midler, det har betydning for, om man kan sørge for, at folk får en tilfredsstillende behandling og er færdigbehandlede, inden de bliver udskrevet.

Der er jo masser af eksempler på, at folk siger, at her bliver mennesker enten ikke indlagt, når de har behov for det, eller de bliver udskrevet for tidligt. Vi kan altså konstatere, at der ikke er tilstrækkelige økonomiske midler. Der er ikke de økonomiske midler til at gennemføre en ordentlig opfølgning indsats, og der er ikke de økonomiske midler til at gennemføre en ordentlig behandling af mennesker, der er psykisk syge.

Så det her lovforslag er ikke bare en falliterklæring, som SF's ordfører har sagt det er, der er tale om en skamstøtte over et folketingsflertal, der ikke har viljen til at løfte det psykiatriske område, men i desperation – det tror jeg det er, for jeg tror ikke, der er nogen herinde, der ønsker at anvende mere tvang i psykiatrien, end der bliver anvendt nu – griber til den her metode, for så ser det ud, som om man gør noget. Det synes jeg er en rigtig kedelig udvikling. Det er i sandhed en falliterklæring.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det fru Karen J. Klint som ordfører.

Tak for det. Hr. Per Clausen har ret i, at vi ikke alle sammen har elsket at gå med til det her lovforslag. Det er et lovforslag, som Socialdemokratiet har stemt imod tidligere, da det havde en lidt anden udformning – faktisk en væsentlig anden udformning.

Hvorfor er vi så med nu? Det er i høj grad, fordi lovforslaget er blevet pakket meget mere ind i nogle forudsætninger, der skal imødekommes og efterkommes, for at man kan aktivere loven. Vi har faktisk pakket det så meget ind, at det er en undtagelseslov, ligesom vi har gjort det i andre forbindelser, hvor der har været givet adgang til tvangsbehandling – det kan være af gravide misbrugere, misbrugere i det hele taget eller af narkomaner, som det var tilfældet for nogle år siden i forbindelse med noget frivillig tvangsbehandling. Der havde vi også to love, som ikke blev aktiveret …

Lige et øjeblik. Der er nogle, der markerer fra salen, at de ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Jeg får at vide, at det ikke er, fordi der ikke er kraftig lyd på, det er, fordi lyden nede fra salen er for kraftig. Jeg beder om, at man lytter på det, der siges fra talerstolen. Værsgo.

Tak for det. Nu kan jeg også selv høre højttaleren, så nu er der i hvert fald nogle ting, der virker, men jeg skal lade være med at starte forfra.

Det, jeg var ved at sige, var, at vi jo andre gange også har vedtaget nogle lovforslag herindefra for at give et signal til omverdenen om, at man skal samarbejde på en anden måde frem for at hoppe lige ind i en tvangshandling; at man skal samarbejde på tværs af nogle systemer, at man skal samarbejde om at motivere de mennesker, hvis behandlingsbehov er så komplekst, at det er fristende at bruge tvang i stedet for at gøre en massiv indsats på tværs af sektorerne.

Så det, vi er samlet om i dag, er at sige ja til en forsøgsperiode på rigtig mange skrappe betingelser. Når vi i Socialdemokratiet går med i en forsøgsperiode, er det også, fordi vi vil bruge evalueringen og de kvartalsvise indberetninger, de mange løbende indberetninger, der skal til, til hele tiden at stoppe op og spørge: Kunne vi have gjort tingene anderledes, og er der nogle ting, vi kunne forbedre? Så jeg vil sige til Enhedslisten, at vi ikke ønsker passivt at se til i 3-4 år, før vi ser på, hvor der er udviklingspotentiale.

Personlig står jeg også og håber på, at vi lang tid forinden har et andet flertal her i Folketingssalen, så vi kan få psykiatrien på finansloven og ikke fortrinsvis med i satspuljeaftalerne, for de 820 mio. kr., som over de næste 4 år er sat af via satspuljen, rækker ikke nok inden for psykiatrien til at nedbringe anvendelsen af tvang – i hvert fald ikke i forhold til den massive målgruppe, som vi taler om her. Når jeg siger massiv, betyder det ikke, at det er en stor gruppe, men at det er deres behandlingsbehov, der er massivt. Det er fraværet af motivation, som skal overvindes på en anden måde.

Jeg havde meget hellere håbet på, at vi kunne stå og tage stilling til en samlet national plan, hvor indsatsen var meget massiv over for anvendelsen af tvang i alle afskygninger. Det gør vi ikke.

Vi kommer også til i nær fremtid at drøfte en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, der har opgjort tvangsbehandlingstallene fra 2000 til 2008. I den rapport bliver udviklingen kaldt stabil. Det synes jeg er en sandhed med meget, meget store modifikationer, for udviklingen er faktisk meget ustabil. Vi har en gang mere fået dokumenteret, at det såkaldte gennembrudsprojekt var en succes, at anvendelsen af tvang kunne falde, men nu er den steget meget igen, og det vender vi tilbage til i forbindelse med nogle spørgsmål i næste uge – forhåbentlig herinde om onsdagen – så det vil jeg ikke stå og afsløre her.

Men jeg synes, vi skal kigge i den rapport og se, hvad det er, Sundhedsstyrelsen beder os om som politikere. Nu citerer jeg:

»Sundhedsstyrelsen har påpeget, at der generelt set bør foregå en kontinuerlig og målrettet indsats for at nedbringe anvendelse af disse tvangsforanstaltninger. Løsningen er ikke at erstatte anvendelse af fysisk magtanvendelse med tvangsmedicinering.«

Nu har vi fået Sundhedsstyrelsen over på det parti, der gerne vil i dialog med os om, hvordan man kan udvikle og forbedre psykiatrien væk fra den topscorerplacering, hvad angår anvendelse af tvang, vi har i Danmark. Men det ændrer ikke ved, at vi stadig væk som Socialdemokrater står bag det lovforslag, vi har med at gøre i dag, og den forsøgsperiode, som vi meget aktivt vil følge og være kritisk over for undervejs – også sammen med regeringspartierne.

Der er jo ikke nogen af os, der gør det her, fordi vi er onde politikere, vi gør det jo måske med en lille følelse af magtesløshed over for, at der er en gordisk knude, vi ikke har været kloge nok til at løse. Vi kan så håbe, at det bagland, der er i psykiatrien, patientorganisationerne, pårørendeorganisationerne og de faglige organisationer vil være med til at hjælpe os med at løse den gordiske knude, som vi alle sammen står over for, og som betyder meget store omkostninger for den konkrete borger, som lever et liv på randen af samfundet.

Jeg siger ikke, at alle skal indrulleres under lov om ambulant tvang, det skal faktisk være en undtagelse. Vi skal også passe på, at vi ikke indrullerer de forkerte, for det at sige nej tak til medicinsk behandling er ikke en adgangsbillet til at blive udsat for ambulant medicinsk tvang, der skal meget mere til. De mennesker, der det meste af året kan klare sig uden medicinsk behandling, skal selvfølgelig ikke, fordi de måske en enkelt gang hvert år får behov for en tvangsindlæggelse, tvangsmedicineres resten af året.

Det er de nuancer, vi skal have med ind i praksis. Men vi nødt til at have hjemmel til at gennemføre et forsøg og have en hjemmel til at gå tæt på nogle registreringer, for at vi kan forbedre udviklingen.

Tak til fru Karen Klint. Så er det fru Özlem Sara Cekic som ordfører.

Til dem, der ikke ved, hvad ambulant tvang drejer sig om, vil jeg forklare det. Før i tiden var det med psykiatriloven sådan, at hvis man var til fare for sig selv eller for sine omgivelser, kunne man blive udsat for tvang. Ambulant tvang drejer sig om, at man, hvis der er fare for, at man er til fare for sig selv eller for sine omgivelser, kan blive udsat for tvang. Vi sagde før forhandlingerne, under forhandlingerne og også efter forhandlingerne, at det her ikke var vores kop te. Derfor vil jeg også gerne give Enhedslisten ret i, at det her ikke er vejen frem.

Men da regeringen kom med sit oplæg og havde et massivt flertal, gik vi fra SF’s side ind og spurgte: Hvor er det, vores mandater kan gøre en stor forskel? Der er ingen tvivl om, at der, hvor vores mandater gjorde en forskel i forhandlingerne, var, at vi sikrede, at den her lov ikke bliver en permanent lov. Den gælder i en forsøgsperiode på 4 år. Ud over det strammede vi kriterierne i den grad, hvilket betød, at rigtig få mennesker vil blive ramt af ambulant tvang, samtidig med at det heller ikke er alle steder i Danmark, man kan blive udsat for ambulant tvang. Det er nemlig i dag et kriterium, at der skal være opsøgende team, der skal prøve at skabe kontakt til patienten, og da ikke alle regioner har et opsøgende team, betyder det jo også, at der er nogle steder i Danmark, hvor man ikke kan blive udsat for det.

Vi har gentagne gange fra SF’s side sagt, at vi ønsker en psykiatri med så lidt tvang som muligt. Men når der kommer et forslag, som vi ved vil blive vedtaget, gør vi, hvad vi kan, for at det bliver stramt, for at det rammer rigtigt, og for at det bliver tidsbegrænset. Derfor vil jeg sige med oprejst pande, at jeg faktisk er rigtig glad for, at SF var med til at sikre, at det blev så stramt som muligt, og at det blev tidsbegrænset. Så kan man altid gøre som Enhedslisten og stille sig udenfor og sige: Jamen det bliver jo vedtaget alligevel. Jeg synes, det var vigtigt at gå ind og præge det så meget som muligt. Jeg har vist det til nogle overlæger, som sagde, at hvis man var heldig, ville det være en håndfuld mennesker, der ville blive ramt af det.

Jeg synes faktisk, at det er et rigtig godt resultat, at det er få mennesker, der bliver ramt af det. Så derfor stemmer vi også for. For hvis man er med i et forslag og er med til at præge det, skal man også lægge mandater til. Vi synes, at det var langt vigtigere at gå ind og gøre det her til en tidsbegrænset periode, hvilket vi har sikret. Vi har sikret en masse stramme kriterier, og derfor støtter vi også forslaget. For det er ligesom det, der er prisen. Men jeg håber da, at vi kommer til at få en psykiatri med så lidt tvang som muligt, hvor der er sengepladser nok, hvor der er opsøgende hjælp nok, og hvor mennesker, som har en sindslidelse, ikke bliver tabt mellem to systemer, men hvor der sker en koordination. Det håber jeg så at vi kan være med til at forme, når der kommer et regeringsskifte. Tak.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger. Det er først fru Vivi Kier, og herefter har jeg noteret fru Sophie Løhde.

Når jeg rejser mig op og tager ordet på denne talerstol under vores tredjebehandling af forslaget om tvungen opfølgning efter udskrivelse, er det, fordi jeg stadig væk er dybt, dybt forundret over de udtalelser, der kommer fra Socialistisk Folkeparti. Det her er faktisk et lovforslag, som vi har brugt rigtig, rigtig lang tid på at forhandle og behandle. Det kan så godt være, at nogle gerne vil løbe med æren for, at der kom stramninger ind. Men der er faktisk lagt rigtig mange kriterier ind, og vi kommer til at følge det her område rigtig tæt. Jeg synes, at SF skylder os et svar på, hvorfor de stemmer for det her lovforslag, for det eneste, man har til svar, er, at det er dårligt, og at man, i det øjeblik der kommer et regeringsskifte, vil fjerne det igen. Det her er bred en aftale, der er forhandlet på plads. Hvorfor stemmer man for?

Ønsker ordføreren at svare på det? Værsgo til fru Özlem Sara Cekic.

Det må være larmen i salen, der gør, at ordføreren for De Konservative ikke hørte, hvad jeg sagde. Det ville blive en lang smøre, hvis jeg skulle tage det forfra, men jeg vil gøre det rigtig kort: Vi stemmer for, for med SF ved bordet er det lykkedes at lave et lovforslag, som er så stramt, at jeg håber, at det aldrig nogen sinde bliver brugt. Med SF ved bordet er det også lykkedes at gøre det tidsbegrænset. Oplægget fra regeringen var jo, at det skulle være en lov, der skulle gælde nu og for ever. Det har vi også ændret, og vi har lavet nogle kriterier, som i den grad gør, at regionerne nu skal tage sig sammen og lave opsøgende psykoseteam rundtomkring. Derfor stemmer vi for.

Så er det fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Jeg synes faktisk, at ordføreren for Socialdemokraterne, fru Karen J. Klint, kom med en rigtig, rigtig god tale, hvor hun redegjorde for alle de mange overvejelser, som har ligget til grund for det grundige og svære stykke arbejde, som et meget bredt flertal i Folketinget har foretaget – alle partier på nær Enhedslisten – og hvor vi for første gang forholder os seriøst til et af psykiatriens ekstremt svære spørgsmål, som der ikke findes nogen lette svar på, men det letteste er da helt klart at dukke hovedet og undlade at tage stilling.

Når jeg vælger at tage ordet her, er det jo ikke mindst, fordi jeg bliver ekstremt trist over at høre Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Özlem Sara Cekic. Det her er ikke vejen frem, startede ordføreren for Socialistisk Folkeparti med at sige. Hvis det ikke er vejen frem, hvorfor stemmer Socialistisk Folkeparti så for lovforslaget? Socialistisk Folkepartis ordfører siger også fra talerstolen, at regeringen havde et massivt flertal for det her lovforslag, hvilket er notorisk forkert, og at vi kun kan takke SF for, at kriterierne blev strammet op, og for, at det her blev i oppositionens favør.

Jeg tror, at jeg kan tale på vegne af et meget, meget bredt flertal af ordførere fra de forskellige partier, når jeg siger, at det er en underlig måde at samarbejde på, og at det er en underlig måde at tage æren for de ændringer, der er blevet foretaget, på. Hvis jeg skulle blive i oppositionens egen terminologi, ville jeg sige, at ordføreren for Socialistisk Folkeparti ikke har fået ændret så meget som et komma.

Tak. Jeg vil sige, at der er alt for meget støj i salen, alt for meget. Det kører op. Der er kun en, der må støje, og det er den, der står på talerstolen. Og det var altså ikke møntet på det, der blev sagt af den sidste ordfører. (Munterhed).

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg forstår at fru Anne Marie Geisler Andersen er ordfører, ikke?

Hun får ordet som ordfører. Det betyder, at der er en noget længere taletid. Værsgo.

I Det Radikale Venstre står vi inde for det her lovforslag, som jo er en del af satspuljeaftalen. Der er tale om et forsøg. I forlængelse af fru Karen J. Klint vil jeg gerne påpege, at Sundhedsstyrelsen jo også har været ude at sige, at man efterhånden har nået en smertetærskel, hvad angår at nedlægge sengepladser. Så der er langt endnu, før vi får en psykiatri i verdensklasse. Psykiatrien har alt for længe været underprioriteret, og det er på tide, at vi får gjort noget ved det. Vi bakker også op om, at psykiatrien kommer på finansloven, så vi kan få sikret permanente bevillinger.

Når det er sagt, har vi i Det Radikale Venstre været med ved bordet, ligesom så mange andre partier har påpeget de har været. Vi har også været med til at sikre, at man har fået fastsat en lang række kriterier for, hvornår der kan anvendes ambulant tvang. Bl.a. skal man jo have været tvangsindlagt tre gange inden for de seneste 3 år. Man skal have været ordineret opfølgende behandling, som man har undladt at følge. Der skal have været lavet en koordinations- eller en udskrivningsaftale, som hr. Per Clausen var inde på. Det betyder, at man ikke kan komme uden om, at der bliver lavet en sådan aftale. Den skal være lavet, før man anvender ambulant tvang. Det kan vi bakke op om.

Vi har på linje med en lang række andre partier været med til at sikre de her kriterier. Det kan jeg høre at vi alle sammen har. Det står vi inde for, og vi står inde for lovforslaget. Det skal køre over en forsøgsperiode over 4 år, det skal følges tæt, og det vil vi selvfølgelig gøre hvad vi kan for at leve op til. Så i Det Radikale Venstre står vi inde for det, vi har været med til at vedtage.

Tak. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører. Og så har jeg noteret hr. Per Clausen for en anden omgang.

Jeg er glad for, at de fleste af forligspartierne har været heroppe at fortælle, at vi har stået sammen om det her forslag – et forslag, som vi ikke alle sammen bare går ud jubler og er lykkelige over, for det drejer sig om nogle syge mennesker. Men Socialistisk Folkepartis ordfører går op og siger, at man hellere ville have været foruden det her. Det er simpelt hen så utroværdigt at være med til et forslag, som man bagefter siger man vil af med. Man har selv været inde over det. Vi har alle været enige om de ting, der skulle foregå. Det, at man tror, at det er Socialistisk Folkeparti, der har fået alle reglerne gennemført, er noget værre ... jeg siger ikke mere.

Grunden til, at vi er gået med til det her forslag, er netop, at regionerne ikke har kunnet løfte den opgave, som man gav dem for år tilbage. Regionerne skulle have lavet psykoseteam. Regionerne skulle have lavet koordinationsplaner og handlingsplaner. Det blev ikke gjort. Vi kunne ikke være bekendt at se på psykisk syge mennesker, der bliver ladt i stikken derude, og som er til fare for sig selv, deres pårørende og andre borgere. Derfor og fordi vi vil se på, hvordan det udvikler sig de næste 4 år, er vi gået med til det her forslag. Tak.

Tak til fru Liselott Blixt. Og så er det hr. Per Clausen som ordfører i anden omgang.

Fru Liselott Blixt understreger jo med sit indlæg, hvor absurd det her er. Hvorfor indfører man de her nye tvangsmuligheder? Det er, fordi regionerne og regeringen og Folketingets flertal har svigtet i forhold til at sikre de nødvendige ressourcer, der kunne gøre, at der f.eks. blev etableret psykoseteams; det er, fordi man har svigtet i forhold til det kvalitetsprojekt, som handlede om, hvordan man kunne reducere tvangen i psykiatrien, og som gav en lang, lang række konkrete anvisninger på, hvad der skulle gøres – og man har ikke gjort det. Fordi Folketinget har svigtet, fordi regionerne har svigtet, fordi regeringen har svigtet, så indfører man en ny tvangsforanstaltning.

Det gør man så i sammenhæng med, at man laver en aftale om at bruge nogle af de penge, som man har taget fra de arbejdsløse, taget fra pensionisterne, taget fra kontanthjælpsmodtagerne i form af satspuljen, på at opfylde en lille del af de løfter, man tidligere har givet. Altså, at karakterisere det her som en falliterklæring fra Folketingets flertal, synes jeg er en mild betegnelse, for det er jo blevet understreget gang på gang i debatten, at det her handler om, at man ikke er i stand til at løse de grundlæggende problemer, de grundlæggende udfordringer, og så griber man til at øge mulighederne for at bruge tvang.

Jeg kan jo ikke udelukke, at man stadig væk, hvis man først havde gjort alt det, som man ved man skal gøre, ville have haft en udfordring i forhold til tvang, men jeg ved det lige så lidt som de øvrige, der sidder her i Folketinget, for man har ingen som helst dokumentation for, at der nogen som helst steder findes eksempler på, at det her har hjulpet; til gengæld ved man, at en lang række andre ting, som man ikke gør, ville hjælpe.

Så skal jeg slet ikke kaste mig ud i at dømme om, hvem der nu har opnået de begrænsninger, der trods alt er blevet sat for tvangen i det her lovforslag, eller om det allerede lå i det oprindelige lovforslag. Det har jeg ingen anelse om, jeg har ikke deltaget i forhandlingerne, jeg kan bare konstatere, at da Enhedslisten for at tilgodese nogle af de indvendinger, der er kommet fra bl.a. Landsforeningen SIND, stillede fem ændringsforslag til det her lovforslag ved andenbehandlingen, fik vi det klare svar fra ministeren, at lovteksten var forhandlet i alle detaljer, og at man blandt forligspartierne var fuldstændig enige i indholdet.

Så det er altså et samlet Folketing med undtagelse af Enhedslisten, som gennemfører det her, som er en åbenlys falliterklæring. Og det synes jeg er ærgerligt. Og når det er ekstra ærgerligt, er det jo, fordi der melder sig det spørgsmål, at hvis man virkelig mener, det her ikke skal bruges – og det forstår jeg er SF's og Socialdemokraternes holdning – hvad ville så være mere oplagt end at stemme imod det og dermed ikke være en del af et forlig omkring det? Så kunne vi afskaffe det umiddelbart efter et valg. Nu må der jo gå de her 3-4 år, og så må vi se, hvor mange ulykker der sker, inden et flertal i Folketinget så kan afskaffe den her ordning igen.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karen Klint og bagefter en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Den korte bemærkning til hr. Per Clausen skal gå på, om hr. Per Clausen slet ikke kan se, at den måde, lovforslaget er pakket ind på, faktisk er for at sikre en gennemførelse af de øvrige tiltag, som ikke bliver gennemført i dag, og som vi nu siger skal gennemføres som en samlet pakke. Og hvis den pakke ikke virker, er der en ekstra lille kattelem – ikke en ladeport, det er en lille kattelem – og den er der faktisk for, at seks-syv kriterier, som i dag ikke bliver tilgodeset, nu skal tilgodeses, ikke enkeltvis, og man kan ikke sortere i dem, de skal være tilgodeset alle sammen, før loven kan blive aktiveret. Og det er klart en forbedring i forhold til i dag, hvor der både kan opstå menneskelige fejl – det kan vi ikke forhindre – og hvor der i høj grad ikke er samarbejde imellem systemerne. Med lovforslaget bliver systemerne nu pålagt et meget snævert samarbejde.

Jeg vil bare spørge, om vi ikke kan få en lille indrømmelse af, at der trods alt nu bliver tvunget samarbejde mellem systemerne og med den pågældende patient, et samarbejde, som ikke er til stede i dag.

Hr. Per Clausen, en kort bemærkning.

Som jeg har forstået det, er det sådan, at det tvungne samarbejde, som der nu tales om, skal igangsættes som en forudsætning for, at man efterfølgende kan tage den yderligere tvang i anvendelse, og derfor kan der naturligvis ske det, at den yderligere tvang slet ikke bliver taget i anvendelse, fordi folk ikke får de her tilbud, fordi det heller ikke den her gang lykkes at få sat dem i værk.

Men jeg er enig i, at den lange række tiltag, som man nu lover at ville indføre, vil være fremskridt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man, inden man ved, hvordan det går med de tiltag, mener, at det er nødvendigt at gennemføre en forsøgsordning med øget tvang i psykiatrien.

Tak. Så er det fru Sophie Løhde med en kort bemærkning til hr. Per Clausen.

Først vil jeg komme med en helt overordnet bemærkning. Nu er der er forespørgselsdebat senere i dag om dansk økonomi, og nu bliver der jo bl.a. sagt her, at psykiatrien finansieret via satspuljen skal afskaffes, så der har oppositionen jo allerede som minimum brugt de første 820 mio. kr., man skal finde ekstra et andet sted. Vi kan måske passende få et svar vedrørende det senere.

Men jeg synes, det er en lille smule trist, at hr. Per Clausen, som plejer at være kendt for at være en meget grundig herre, der læser alt, hvad der bliver sendt til ham, sådan set slet ikke forholder sig til det, der er det helt essentielle i aftalen om det her, nemlig at spørgsmålet om tvungen opfølgning ikke kan iværksættes, medmindre samtlige kriterier er blevet fulgt op, og at man dermed lever op til dem.

Det betyder jo også, at hvis man eksempelvis i en region ikke har etableret opsøgende psykoseteams, så er der ikke mulighed for at iværksætte tvungen opfølgning. Og det er jo netop, fordi det her ikke er et instrument, som er et symptom eller reaktion på, at et system har svigtet; det er et ekstra redskab til at kunne forebygge noget af den endnu mere langvarige tvang, som en lille gruppe af patienter er udsat for og dermed forhåbentlig kunne give et bedre tilbud i psykiatrien, selv om det er et rigtig svært spørgsmål.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan forsikre fru Sophie Løhde om, at jeg med hensyn til lige præcis det her lovforslag har læst alt, hvad der er fremsendt, også høringssvarene, og kender derfor også reaktionen fra samtlige faglige organisationer med undtagelse af Lægeforeningen, der beskæftiger sig med det her område, og det er en klar afvisning af det her lovforslag.

Lad mig så bare i al stilfærdighed spørge: Er det for at tvinge regionerne og kommunerne til at indføre psykoseteams, at man indfører yderligere tvangsforanstaltninger over for de psykisk syge? Er det sådan, at de psykisk syge skal rammes for at tvinge kommunerne og regionerne? Den logik forstår jeg simpelt hen ikke.

Tak. Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning, før hr. Christian H. Hansen også får en kort bemærkning.

Jamen så vil jeg da gerne spørge hr. Per Clausen, om det er udtryk for mere tvang, at en person bliver hentet en, to, tre, fire, fem, seks, syv gange af politiet for at komme ind på hospitalet og blive tvangsindlagt, end at man i tide siger: Nu skal vi have iværksat en lang række foranstaltninger, men vi hjælper også nogle personer, som måske i manglende sygdomserkendelse ikke er i stand til at tage den medicin, som de har brug for, og der laver vi en særlig mulighed for dem. Det drejer sig om ganske, ganske få patienter. Men jeg synes, det er ærgerligt, at man i Enhedslisten synes, at det er udtryk for værende mindre indgribende, at vi bare læner os tilbage og venter på sjette, syvende og ottende gang, psykiatrilovens foranstaltninger træder i kraft, og ser passivt til, at personen bliver tvangsindlagt.

Hr. Per Clausen.

Altså, det her er meget tæt på at være utroligt, selv i Folketinget. Jeg har et utal af gange stillet spørgsmål til skiftende sundhedsministre, jeg har et utal af gange haft samråd med skiftende sundhedsministre, og jeg har flere gange haft det op til forespørgselsdebatter i Folketinget og stillet det ganske enkle spørgsmål: Hvornår igangsætter man de initiativer, som fremgår af det kvalitetsprojekt for at begrænse tvang i psykiatrien fra 2004, hvor man, hvis man igangsatte dem, ville kunne gennemføre en omfattende reduktion af tvang?

Svaret har været, at det arbejder man på, og så igangsætter man nogle af dem nu, og det er godt, men hvorfor man, inden man ved, hvordan det virker, igangsætter et forsøg med noget, som ingen har sandsynliggjort kan have nogen som helst positiv effekt, tager et nyt tvangsinstrument i anvendelse, kan jeg bare ikke forstå. Så passivitet tror jeg nok er det sidste, som fru Sophie Løhde kan beskylde mig for i den her sag.

Tak. Så er det hr. Christian H. Hansen for en kort bemærkning til hr. Per Clausen.

Tak for det, formand, det skal blive ganske kort. Jeg vil bare sige, at Fokus faktisk har stemt for Enhedslistens fem ændringsforslag, og vi stemmer også imod selve forslaget i dag, og det gør vi, fordi vi mener, at det her er et skridt i den forkerte retning. Vi mener i øvrigt også, at hvis man skal gå ind og gøre noget for psykiatrien, skal man bl.a. sørge for, at den kommer på finansloven og ikke bliver sådan noget, man skal sidde og diskutere frem og tilbage.

Samtidig kan jeg også oplyse om, at hvis det skulle gå sådan, at SF får mulighed for at fremsætte et forslag, som går ind og ophæver det, som de åbenbart stemmer for i dag, vil vi også støtte det i Fokus.

Tak. Så er der ikke flere, der ønsker at udtale sig, og vi går til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 105 (V, S, DF, SF, KF, RV og LA), imod stemte: 3 (EL og Christian H. Hansen (UFG)), hverken for eller imod stemte: 0.

Lovforslaget er vedtaget og bliver sendt til statsministeren.