Når vi behandler det her lovforslag, skal vi være opmærksomme på, at det handler om at overskride en meget afgørende principiel grænse i forhold til, hvornår vi vil udøve tvang over for borgere, som ikke har gjort sig skyldige i noget som helst kriminelt, nemlig den grænse, at vi går fra at sige, at det gør vi, hvis vedkommende er til fare for sig selv eller andre, til at sige, at det gør vi, hvis der er en formodning om, at vedkommende engang kan blive til fare for sig selv eller andre.
Og det er efter Enhedslistens og min opfattelse et meget, meget afgørende principielt skridt, som man ikke bør tage, medmindre man har meget gode konkrete begrundelser for, at det vil afhjælpe nogle problemer, der ikke kan løses på anden måde.
I bemærkningerne til det her lovforslag kan vi konstatere, at med hensyn til de redskaber, man har forsøgt at bruge – udskrivningsaftaler og koordinationsplaner – er det jo ikke sådan, at man efter at have givet det tilbud til alle mennesker med psykiske lidelser har kunnet konstatere, at det ikke var nok, og at det ikke virkede og ikke hjælp.
Nej, det, vi kan konstatere, er, at systemet har svigtet og ikke har givet folk de tilbud, som man burde give dem.
Så det her lovforslag handler i virkeligheden om, at efter at man ikke har leveret varen over for mennesker med psykiske sygdomme, indfører man nye tvangsforanstaltninger.
Det havde vi en grundig debat om ved førstebehandlingen, og ved den debat var der adskillige ordførere, som gav udtryk for, at de i hvert fald i forhold til en række enkeltpunkter i lovforslaget var usikre.
Jeg tror også, der var ordførere, som var usikre på, om de ikke ved at indgå i den her aftale, som alle andre partier end Enhedslisten har indgået i Folketinget, havde bevæget sig for langt ud, men det er jo en anden side af sagen.
Men på en række konkrete områder, hvor f.eks.
Landsforeningen SIND har stillet nogle konkrete forslag til forandringer af lovgivningen for at sikre en større retssikkerhed for de mennesker, der udsættes for disse nye og udvidede tvangsforanstaltninger, var der en åbenhed og interesse, havde jeg fornemmelsen af, for at gå ind i en debat om, hvorvidt der var behov for præciseringer på en række områder.
Jeg havde jo sådan set forventet, at de forhandlinger, der så havde været i udvalget, og de forhandlinger, der havde været mellem de forligspartier, som havde aftalt det her, havde ført til, at der var kommet ændringsforslag, som gav indrømmelser i forhold til nogle af de høringssvar, der var kommet, bl.a.
fra Landsforeningens SIND.
Desværre skete det ikke.
Jeg stillede så selv nogle spørgsmål til ministeren om teknisk bistand til at få ændret lovforslaget på nogle afgrænsede områder, og jeg kunne så bare konstatere, da jeg fik svaret fra ministeren, at det ikke var så sært, at der ikke var kommet nogen ændringsforslag fra nogen partier eller fra forligspartierne, for det, der fremgik meget klart af ministeren svar, var, at enhver formulering i lovforslaget var afhandlet med forligspartierne, inden det blev fremsat.
Det synes jeg jo var lidt mærkeligt på baggrund af den debat, vi havde ved førstebehandlingen, hvor adskillige ordførere gav udtryk for en vilje til at indgå i en konstruktiv proces med henblik på at forbedre retssikkerheden på det her område.
Det har man så ikke valgt at gøre.
Enhedslisten har på den baggrund stillet fem ændringsforslag, som er nogle af de vigtigste ændringsforslag, som bl.a.
Landsforeningen SIND har bedt os om at stille, for jeg synes, at man her i Folketinget skulle have mulighed for at stemme om de ændringer, som jo altså på en række områder giver en større retssikkerhed.
Det handler om en sikkerhed for, at der er tale om en uvildig vurdering, når der bliver gennemført tvungen opfølgning, og det handler om at sikre, at det af lovgivningen fremgår, at politiet, når de skal møde op i forbindelse med gennemførelsen af en tvungen opfølgning – altså tvangsmedicinering af de psykisk syge mennesker i deres eget hjem – skal være i civil og ikke, som det nu står i bemærkningerne, skal bestræbe sig på at være det.
Så er der spørgsmålet om at give patienterne nogle muligheder, også i forhold til at sikre, at de også kan benytte sig af en patientrådgiver, når de udsættes for tvungen opfølgning.
Argumentet for, at de ikke skal have mulighed for at benytte sig af en patientrådgiver, er, at man ikke fra myndighedernes side kan tvinge folk til at tage imod en patientrådgiver i deres eget hjem.
Det er imidlertid heller ikke det, der står i vores ændringsforslag; der står, at man skal have den mulighed.
Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at et flertal i Folketinget ikke alene gennemfører en lovgivning, hvor man indfører yderligere tvangsforanstaltninger over for psykisk syge, på baggrund af at man massivt har svigtet de her mennesker, men at man efterfølgende heller ikke forholder sig seriøst til de konkrete forslag til ændringer, som bl.a.
Landsforeningen SIND og andre på området har fremsat, men vælger at gennemføre lovforslaget fuldstændig uændret.
Det synes jeg er rigtig trist og rigtig ærgerligt, men man kan sige, at der jo stadig væk er en lille chance for, at nogen vil ændre holdning og i hvert fald stemme for nogle af de fem ændringsforslag, Enhedslisten har stillet her.