Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 128:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje. (Tvungen opfølgning efter udskrivning).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen).

(Fremsættelse 12.02.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Sophie Løhde fra Venstre.

Hvor går grænsen mellem gøre godt-princippet og »vi ved, hvad der er bedst for dig«? Hvorfor er det nogle gange nødvendigt at skulle forholde sig til en balance mellem frivillighed og nødvendighed? Og hvordan sikrer vi, at mennesker med behov for hjælp og støtte til store dele af deres liv får den nødvendige omsorg, samtidig med at de får den personlige frihed og selvbestemmelsesret som alle andre i samfundet?

Problemet med den slags spørgsmål er nogle gange, at det er i krydsfeltet mellem, hvad der synes godt og ondt, rigtigt og forkert, at vi møder dilemmaet imellem på den ene side den omsorg, der fører til omklamring og dermed en omsorgstvang, og på den anden side den manglende omsorg og hjælp, der fører til et omsorgssvigt. Lovforslaget, vi i dag behandler, er et håndgribeligt eksempel på et sådant dilemma – et dilemma, hvor der ikke nødvendigvis findes entydige svar, men hvor vi hele tiden må reflektere over hensynet til den enkeltes personlige frihed og hensynet til omsorg for dem, der har behov for hjælp og støtte, men som vi i dag ikke kan nå inden for rammerne af den eksisterende lovgivning.

Det er her, hvor det er lettest at fortrænge frem for at erkende, at vi i dag har en lille gruppe af patienter, som tvangsindlægges ikke bare én eller to gange, men seks, syv, otte, ni, ja, nogle gange flere gange. Men det er også her, hvor det efter vores opfattelse er udtryk for omsorgssvigt, når mennesker måske uden sygdomserkendelse eller sygdomsindsigt får lov at synke dybere og dybere ind i deres sygdom, indtil den nuværende psykiatrilovgivnings kriterier for tvangsindlæggelse er opfyldt og politiet atter efter ordination kan hente patienten med tvang.

Med det udgangspunkt in mente vil jeg gerne have lov at takke hele satspuljekredsen, dvs. alle Folketingets partier på nær Enhedslisten, for ikke alene at turde tage en svær debat ud fra fornyede overvejelser, men også i enighed at turde sætte handling bag det sørgelige faktum, at der i dag findes en lille gruppe af patienter, som gang på gang bliver tvangsindlagt, men som dropper behandlingen, når de velbehandlet bliver udskrevet, for efterfølgende at få det dårligere og dårligere, inden de atter indlægges med tvang. Det er ikke alene udtryk for en enighed, som gør, at samtlige partier på nær Enhedslisten i dag bakker op om lovforslaget, som i en forsøgsperiode på 4 år giver mulighed for tvungen opfølgning efter udskrivning; det er vel i bund og grund også udtryk for en fælles erkendelse af, at det kan være nødvendigt med et alternativ, når alle andre muligheder er udtømt.

Jeg vil gerne i dag sætte en tyk streg under sætningen: når alle andre muligheder er udtømt. For det er netop derfor, at alle partier for det første har lagt afgørende vægt på, at patienter kun skal kunne omfattes af tvungen opfølgning, hvis alle de relevante og nødvendige behandlings- og støttemuligheder har været tilbudt og forsøgt anvendt, og for det andet at vi i fællesskab er blevet enige om opstillingen af en række strenge betingelser, som alle skal være opfyldt, for at tvungen opfølgning overhovedet kan anvendes, og for det tredje at der i lovforslaget er opstillet krav til den medicinske behandling samt en række retssikkerhedsmæssige garantier.

Et centralt formål med nærværende lovforslag er derfor også at medvirke til at forebygge og undgå mere indgribende tvang i form af gentagne tvangsindlæggelser for lovforslagets målgruppe. Eller som Lægeforeningens formand for Etisk Udvalg og medlem af Lægeforeningens bestyrelse skrev i den seneste leder i Ugeskrift for Læger – og jeg citerer:

»Vi støtter denne lovændring, fordi det gør det muligt at gribe ind, før skaden er sket, og inden patienten har skabt uoverstigelige problemer for sig selv og sine omgivelser.«

Samtidig vil jeg dog også gerne understrege, at lovforslaget her også er vigtigt at se i sammenhæng med alle de mange andre initiativer, som vi i fællesskab er blevet enige om i satspuljekredsen i forbindelse med den seneste satspuljeaftale, herunder også den meget ambitiøse psykiatriplan, som regeringen har lagt frem. Det er nødvendigt at se alle de ting i en sammenhæng, for det er netop summen af alle de ting, der som helhed skal gøre, at vi nu kan skabe og give nogle bedre tilbud til en gruppe patienter i psykiatrien.

Så foruden regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil jeg gerne takke oppositionspartierne, altså Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, for at være gået konstruktivt ind i forhandlingerne om det her forslag og for ikke mindst jo også i sidste ende at støtte det her lovforslag. Vi ser på den baggrund frem til den videre udvalgsbehandling i Sundhedsudvalget og herunder også behandlingen af alle de mange indkomne høringssvar. Jeg skal på den baggrund meddele, at vi i Venstre støtter det fremsatte lovforslag.

Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Per Clausen.

Jeg må jo indrømme, at jeg også er overrasket, men ikke positivt overrasket over, at samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten støtter det her lovforslag.

Jeg tænkte, at der, når jeg læste lovforslaget, ville være nogle nye, spændende informationer, som kunne vise, at det var dokumenteret, at den her øgning af tvangen var absolut nødvendig. Men hvad er kendsgerningen? Kendsgerningen er, at man skriver, at opfølgning og koordination af indsatsen efter udskrivningen har vist sig ikke at være tilstrækkelig for en mindre patientgruppe. Når man så læser lovforslagets bemærkninger lidt grundigere igennem, viser det sig, at det kan man i grunden ikke vide så meget om; for man havde forventet, at der ville være indgået omkring 1.000 udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, og der er indgået omkring 244. Det vil sige, at en lang række af de her mennesker slet ikke har fået det tilbud, som man siger ikke er tilstrækkeligt til at hjælpe dem.

Ordføreren.

Jeg er meget glad for, at ordføreren for Enhedslisten i dag sætter fokus på den gruppe af patienter, som ikke har fået det tilbud, som de vel at mærke burde have fået, hvis alt fungerede. Og det er jo her, hvor vi må sige at lovforslagets begrænsninger kommer ind i billedet, fordi lovforslaget her og spørgsmålet om tvungen opfølgning ikke kan finde anvendelse, medmindre alle muligheder er udtømt. Det var også det, jeg understregede i min ordførertale: Alle muligheder skal være udtømt.

Så det er altså ikke sådan, at det her er et lovforslag, hvor vi kan sige: Hold da op, nu kan man springe over, hvor gærdet er lavest. Tværtimod siger vi jo netop, at en forudsætning for, at det her lovforslag overhovedet kan finde anvendelse, er, at alle muligheder har været prøvet, og det vil sige, at der er lavet de nødvendige udskrivningsaftaler og de nødvendige koordinationsplaner.

Hr. Per Clausen.

Det vil sige, at det, fru Sophie Løhde siger, er, at forudsætningen for, at man fra satspuljepartiernes side kan give folk det, man har lovet dem, nemlig udskrivningsplaner og koordinationsplaner, er, at man indfører en tvang, sådan at patienterne fremover skal vide, at hvis de vil være sikre på at få en udskrivningsplan og en koordinationsplan, skal overlægen, inden de bliver sendt ud fra sygehuset, have sagt til dem: Hvis I ikke følger de planer, som vi lægger for jer, bliver I udsat for tvang.

For det er jo realiteten i det, som ligger i det her lovforslag, at den pris, man betaler for at være sikker på at få en udskrivningsplan og en koordinationsplan, er, at man skal acceptere – eller rettere sagt: bliver pålagt – en tvang fra systemets side.

Ordføreren.

Nej, man bliver ikke pålagt en tvang. Som sagt understreger vi med det her lovforslag, som alle partier her i Folketinget i dag bakker op, at alle andre muligheder skal være udtømt. Og så er det jo ikke sådan – og jeg skulle også kende de personer, som dagligt udøver en stor indsats i psykiatrien, meget dårligt, hvis det var sådan – at når man møder op på arbejde på det psykiatriske sygehus, siger man: Hold da op, nu sørger vi lige for at have tilbudt et eller andet, og når patienten har sagt nej, sørger vi for, at vi herefter kan iværksætte tvungen opfølgning. Sådan fungerer den virkelige verden bare ikke. Hvis det er det, der er Enhedslistens ordførers opfattelse, synes jeg, det er en lille smule beskæmmende over for de mange medarbejdere i psykiatrien, som dagligt yder et fantastisk stykke arbejde og en fantastisk indsats.

Det her er knyttet op på nogle meget strenge betingelser, som gør, at vi på den ene side giver systemet nogle håndgribelige værktøjer for at hjælpe dem, som, selv hvis alle muligheder havde været anvendt, ikke nødvendigvis var blevet hjulpet tilstrækkeligt, og samtidig iværksætter en lang række initiativer og giver penge med til iværksættelse af en lang række initiativer, som sikrer, at der bliver mulighed for at give nogle bedre tilbud.

Tak til fru Sophie Løhde. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Karen J. Klint som ordfører for Socialdemokratiet.

Først vil jeg gerne sige tillykke med ressortskiftet til ministeren og udtrykke håb om et godt og dialogbaseret og ærligt samarbejde om de udfordringer, der er på hele sundhedsområdet og ikke kun psykiatriområdet.

Dernæst vil jeg kvittere for de mange bekymrede faglige, etiske og retspolitiske overvejelser, der er oplistet i de mange høringssvar, for det er bestemt ikke et let lovforslag, vi drøfter i dag.

Vi taler alle om mindre tvang i psykiatrien, og vi ved, at der skal så lidt til, før de mest anvendte tvangshandlinger kan reduceres. Det så vi i de såkaldte gennembrudsprojekter. Mange af os taler også om en bredere sammensat palet af behandlingstilbud, så endnu flere personer med psykiske lidelser reelt kan få et behandlingstilbud ud fra egne ønsker og mestring af egen livssituation.

Socialdemokraterne har gentagne gange fremsat ønske om en national handlingsplan på linje med kræft- og hjerteplaner. Vi ønsker ligestilling mellem alvorligt syge patienter, uanset om de lider af en somatisk sygdom eller en psykisk lidelse, hvilket så indebærer en mere direkte finansiering af psykiatriske behandlingstilbud, ligesom man ser i det øvrige sundhedsvæsen. Psykiatrien skal kort sagt på finansloven og ikke i så høj grad puljefinansieres over satspuljen.

Mange af disse betragtninger taler imod mere eller ny tvang, og da vi første gang drøftede forslaget i Folketingssalen, var vi også imod. Og hvorfor er vi så med nu? Det vil jeg gerne forsøge at give lidt svar på.

Nu er der tale om en forsøgslov, hvor kriterierne for, at den kan bringes i anvendelse, er skærpede, og der er, som den forrige ordfører sagde, også tale om, at der skal være fuldt hus på antal betingelser. Man kan ikke bare tage en enkelt betingelse ud. Det skal være en samtidig opfyldelse af alle kriterierne.

Forsøgsloven kan således ikke bruges som lappeløsning på underbehandling i psykiatrisk regi eller som dække over fravær af sociale tilbud eller andre tilbud.

Målgruppen blev sidst vurderet til at være ca. 100 personer, og nu er bedste gæt i Sundhedsministeriet ca. 60 personer, hvilket også er med til at tydeliggøre, at loven ikke er en ladeport, som mange med psykiske lidelser kan skubbes ind eller ud af. Personer i målgruppen skal forlods med personlig god effekt have været i den medicinske behandling, som indgår i den tvungne ambulante opfølgning. Det betyder, at de personer, der ikke profiterer af en medicinsk behandling, ikke kan omfattes af loven.

Loven kan ikke med kort varsel bringes i anvendelse. Det vil faktisk tage 3 år og kræve meget samarbejde mellem de psykiatriske behandlingstilbud og forskellige ansvarsområder, for at man optjener adgang til at bringe lovens muligheder i anvendelse. Så der er god tid til at afprøve andre muligheder for at nå en bedre behandling for personerne i målgruppen.

Der har været det krav fra Socialdemokraterne for at være med, at der nu nedsættes en bredt sammensat følgegruppe for at følge og evaluere forsøgslovens anvendelse. Flere høringssvar nævner konkrete forhold, der bør indgå i den løbende opsamling af fakta, også af de utilsigtede bivirkninger. Derfor bør vi under udvalgsbehandlingen drøfte, hvordan vi kan give mere tryghed med hensyn til, at både den løbende opfølgning og den afsluttende evaluering bliver god nok til, at vi om 4 år kan vurdere, om forsøget blev en succes eller en fiasko.

Jeg vil afsluttende understrege, at udvikling og modernisering af psykiatrien ikke begrænses af dette lovforslag. Det forpligter snarere til, at vi alle husker, at de andre mange tusinde psykisk syge og psykisk sårbare borgere også har ret til en målrettet indsats kreeret lige efter deres behov, herunder også at sikre det rigtige antal senge, de rette tilbud, også til længerevarende og stabile indlæggelser, så personalet ikke dagligt skal vurdere, hvem de bedst kan udskrive i dag.

Derfor skal vi f.eks. også genoptage debatten om, hvordan der kan etableres medicinfri behandling for personer, der både ønsker det, og som kan klare at leve med de ulemper, det valg giver dem, et valg, der ikke må udelukke anden støtte og hjælp hele døgnet.

Selv om vi er med i aftalen om lovforslaget, tør jeg godt love ministeren, at vi i udvalgsbehandlingen vil gå ind i de mange høringssvar og også rejse nogle flere spørgsmål, end vi har gjort i forarbejdet, så vi også ad den vej kan være med til at give tryghed med hensyn til, at tvungen ambulant opfølgning ikke er et standardtilbud til mange, men et velovervejet og velforberedt tilbud til ganske få, som der er en positiv formodning om vil profitere af netop denne form for fastholdelse i medicinsk behandling til gavn for deres egen livssituation.

Med de ord går vi ind i et konstruktivt udvalgsarbejde.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Per Clausen.

Jeg er glad for fru Karen Klints indledende bemærkninger om de mange høringssvar, for det er jo bemærkelsesværdigt, at Enhedslistens synspunkt i den her sag deles af patientorganisationer, pårørendeorganisationer og alle faglige organisationer på området med undtagelse af Lægeforeningen. Så det kunne jo godt være, at der var noget ved det her forslag, der ikke var helt godt.

Jeg vil godt spørge fru Karen Klint, om hun alligevel ikke synes, det er mærkeligt, at man tager det her skridt i en situation, hvor man ved, at det, der handler om udskrivning og koordinationsplaner, ikke har fungeret, hvor man ved, at de psykiatriske sygehuses økonomi er blevet udhulet år efter år. Det får man ikke gjort noget ved, men i stedet laver man en aftale om at indføre mere tvang. Synes fru Karen Klint ikke, at det kan være vanskeligt helt at forstå, at det hænger sammen med et synspunkt om, at man vil reducere tvangen i psykiatrien?

Ordføreren.

Det her ændrer ikke grundlæggende ved vores holdning til, at vi skal reducere tvang, og det lagde jeg også vægt på i min ordførertale. Det her er et specifikt tilbud til måske 60 personer på landsbasis, og derfor er det ikke en standardløsning, som vi skal trække ned over hovedet på alle. Det er jo et forsøg, vi går ind i, og vi er kun med i forsøgslovforslaget, fordi vi så netop også kan være med til at følge forsøget og evaluere det, frem for at vi måske får en forkert praleværdi bagefter.

Lovforslaget er hængt op på så mange kriterier, og jeg har også læst alle høringssvarene, og jeg har noteret mig, at nogle af dem, der er allermest bekymrede for lovforslaget, faktisk også siger, at de egentlig gerne vil sidde i følgegruppen. Derfor ser jeg det også som en håndsrækning, at mange organisationer faktisk siger: O.k., vi kan ikke lide modellen her – jeg kan personligt heller ikke lide modellen – men vi vil gerne hjælpe en patientgruppe på en ny og gennemtænkt måde, hvor der ikke bliver brugt hovsaløsninger og standardløsninger, som vi ikke har styr på, og som vi ikke får evalueret. Vi har faktisk i et af høringssvarene set, at der er givet et konkret løfte om, hvilke organisationer der skal med i følgegruppen.

Hr. Per Clausen.

Det, jeg bare står tilbage med, er en stilfærdig forundring over, for det første, at man igangsætter et forsøg på det her område, vel vidende at der ikke findes noget som helst belæg for, at det virker – det fremgår også af bemærkningerne til lovforslaget, eller også er det i ministeriets høringssvar, at der ikke er noget belæg for det – og for det andet, at man ikke har opfyldt et eneste af de løfter, man tidligere har givet de her patienter. Ikke et eneste. Så siger man, at det fremover vil være sådan, at man for dem, der får at vide, at de nu er under tvangsregimet, så også vil gøre noget andet.

Synes fru Karen Klint ikke, at det ville have været et sympatisk træk, hvis man havde afprøvet, hvilke effekter det ville have fået, hvis man havde levet op til sine tidligere løfter til de her mennesker?

Ordføreren.

Man kan jo ikke afprøve noget, der ikke bliver sat i gang. Det er også derfor, at det her er en forsøgslov. Man kan ikke afprøve ambulant tvang, uden at man forsøger det. Hvordan pokker skal man afprøve noget, som man ikke kan få lov til at gennemføre i praksis?

Det er også derfor, vi siger, at det med udskrivningsplaner, som jeg er enig med spørgeren i ikke har virket, altså skal have virket en to-tre gange, før man kan gå til den sidste fase i det. Det er jo ikke førstegangskoordinationsplaner, der kan udløse ambulant tvang, det er først efter den tredje gang.

Derfor vil vi jo netop ind og afprøve, om der ikke er andre muligheder, før man ender i den situation. Det er også derfor, det er vigtigt, at den følgegruppe meget hurtigt bliver nedsat, så der hele tiden bliver gjort status på, om den her lov i det hele taget kommer i anvendelse, om det er nødvendigt at gå i den fulde længde af lovens muligheder, eller om folk får det væsentligt bedre, fordi vi nu netop giver dem den kompetente, understøttende behandling i hele forløbet.

Tak til fru Karen Klint. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

I dag behandler vi en meget omdiskuteret sag: tvungen opfølgning i psykiatrien. Vi har været igennem mange diskussioner, og vi har haft mange møder for at kunne nå dertil, hvor vi står i dag. I Dansk Folkeparti går vi ikke ind for tvang, og derfor er vores håb med dette lovforslag, at vi med de mange nye retningslinjer og krav, som skal iværksættes før en tvungen opfølgning, måske helt kan undgå at bruge denne lovgivning.

Tvang over for mennesker med psykiske lidelser er et voldsomt indgreb, og derfor bør og skal brugen af tvang reduceres så meget som muligt. Derfor bør alle i deres arbejde med psykisk syge bestræbe sig på at minimere risikoen for, at der opstår situationer, hvor tvang er nødvendig. Det er derfor vigtigt, at behandlingsstederne bruger tid og ressourcer på udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, ligesom der skal være en kontinuitet i de ambulante behandlingsforløb. Der skal lyttes til den enkelte borger, for at man kan finde frem til den behandling, som den enkelte finder acceptabel, sammen med de personer, borgeren føler sig mest knyttet til, det være sig kommunalt, regionalt eller via psykoseteam.

Det er vigtigt at påpege, at dette lovforslag efter hensigten kommer til at omfatte meget få personer, da der er krav om, at patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre gange og har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan; at den aktuelle indlæggelse er sket under tvang; og at patienten det sidste halve år forud for indlæggelsen har været ordineret opsøgende behandling af et udgående team. På den måde har vi sikret os, at regionen skal have lavet udskrivningsaftale eller koordinationsplan og iværksat fungerende psykoseteam.

Samtidig har vi også sikret os i aftaleteksten, at der skal være en sundhedsperson til stede ved afhentning, og at afhentningen skal ske så skånsomt og diskret som muligt.

Vi har også påpeget, at det er utrolig vigtigt, at medicineringen skal ske til gavn for patienten og ikke blot til gavn for omgivelserne. Vi har fået med i teksten, at den anvendte medicin skal have en kendt, gavnlig effekt på patienten, så det forudsættes, at den er gennemprøvet på patienten med en kendt effekt i henhold til relevante faglige krav og standarder.

Vi håber, at vi med dette lovforslag, som kun er et forsøg, og som vi sammen skal evaluere om 4 år, får nogle redskaber, der tilgodeser nogle patienter, som ofte kommer helt derud, hvor de bliver kriminaliseret og er til fare for både sig selv og andre. I Dansk Folkeparti vil vi følge det tæt i de næste 4 år. Det er et forsøg, og vi håber, at det lovforslag, vi nu siger ja til, ikke kommer i brug.

Tak. Der er korte bemærkninger, og det er hr. Per Clausen.

Det fremgår jo af bemærkningerne til lovforslaget og også af høringssvarene, at det her er en meget voldsom udvidelse af myndighedernes mulighed for at tvinge mennesker, også selv om det forhåbentlig kun rammer ganske få. Synes fru Liselott Blixt ikke, at det er noget af en falliterklæring for det danske politiske system, at man siger, at vi nok bliver nødt til at indføre tvang, efter at det har kunnet konstateres, at hverken når det handler om en ordentlig psykiatrisk behandling på sygehusene, eller når det handler om opfølgende indsats efter udskrivning, eller når det for den sags skyld handler om det at have et ordentligt ambulant tilbud til mennesker, som er psykisk syge, har man været i stand til at levere det, man har lovet i forhold til den her gruppe? For det er jo rigtigt, som fru Liselott Blixt siger, at tvangen først bliver effektueret efter tre gange, men en viden om, at hvis man ikke gør, som man får besked på, kan der blive taget tvang i anvendelse, vil jo eksistere fra den første dag. Og synes fru Liselott Blixt ikke, at samfundet over for den her gruppe af mennesker måske skulle yde det, vi har lovet dem, før man begynder at snakke om tvang?

Ordføreren.

Jamen jeg vil ikke kalde det en falliterklæring. Jeg synes, det er utrolig svært, når vi gang på gang ser, at regionerne ikke lever op til det ansvar, de får lagt ud, og vi så bliver nødt til at gøre nogle tiltag herindefra, for at vi kan sikre os, at de patienter, der er derude, får den behandling, de skal have. Men jeg ved også, at der er pårørende, der skriver og beder om at få en sikkerhed, hvis deres søn, datter eller mor igen lader være med at tage medicin, så de igen skal leve med de traumer, der er; de beder os om at få en lov sat i kraft, så der kan ske noget på området. Og det er dem, vi også tager hensyn til.

Hr. Per Clausen.

Jamen jeg kender godt til det, man kalder den saglige begrundelse for at fremsætte det her lovforslag, og som også fremgår af bemærkningerne, hvor der står, at der har været rettet henvendelse fra nogle psykiatere på området og fra enkelte pårørende. Men gør det alligevel ikke indtryk på fru Liselott Blixt, at hvis vi så kigger på de organisationer, de pårørende har, hvis vi kigger på de faglige organisationer, som organiserer alle dem, der arbejder inden for det her område, med undtagelse af lægerne, og når vi ser på, hvem der organiserer de mennesker, som lider af de her sygdomme, så ser vi, at de alle sammen afviser det og siger, at det her mener de er at gå for vidt, og at vi skal gøre nogle af alle de andre ting, for det vil have en lige så positiv effekt? Jeg synes jo ikke, at det, fru Liselott Blixt og folketingsflertallet her giver udtryk for, er at vise respekt for de synspunkter, der kommer fra de mennesker, der arbejder med det her – nej, det er tværtimod et forsøg på, synes jeg, at lave en hovsaløsning, fordi man ikke er villig til at bruge de nødvendige ressourcer til for alvor at give psykiatriområdet et løft.

Ordføreren.

Naturligvis lytter vi da til de patientorganisationer, der er, og vi har holdt utrolig mange møder. Men jeg mener heller ikke, at det er en hovsaløsning. Det her er noget, der har stået på i de sidste mange år, og der har været diskussioner på tværs om, hvorvidt vi kunne nå målet om at gøre det tilfredsstillende ved at sige: Jamen hvad skal der til, for at vi kan sikre os, at regionerne lever op til de krav, som der skal opfyldes for de patientgrupper?

Jeg forstod, at der var ønske om en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic, værsgo.

Jeg vil bare lige samle op der, hvor ordføreren fra Enhedslisten tidligere slap. Spørgsmålet lød mere på, om det gør indtryk, når man ser på høringssvarene, hvor det faktisk kun er Lægeforeningen, der støtter forslaget helt uden forbehold. Det er kun den, der synes, at det her er en rigtig god idé. Alle andre har en hel masse indvendinger.

Derfor vil jeg da rigtig gerne høre ordføreren fra Dansk Folkeparti, om hun mener, at medicin kan stå alene. Skal der ikke også alle mulige andre tiltag til, for at patienterne ikke falder mellem to stole?

Ordføreren.

Jeg tror, at de høringssvar, der er, gør lige så meget indtryk på mig, som de gør på ordføreren fra SF. Men vi er også klar over, at vi har ansvaret, når vi sidder herinde, for at gøre det godt for nogle borgere. Vi kan ikke blive ved med at se til det ene år efter det andet, vi kan ikke blive ved med at se til, at psykisk syge havner derude, hvor de ikke selv kan være med mere og enten bliver ofre for sig selv eller gør andre til ofre.

Det kan godt være, at det drejer sig om meget få personer, men vi ved også, hvor meget det fylder i medierne. Det gør indtryk. Det er grunden til, at vi gik ind og sagde: Der skal sættes penge af, der skal være nok sengepladser, der skal ikke udskrives nogen, før de er raske nok, der skal være planer, der skal være psykoseteam, og vi skal lytte til patienten.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jamen det lyder rigtig godt, at der skal være flere sengepladser, og at der skal sættes penge af, og at man skal lytte til patienten. Men hvad er der reelt kommet ud af de mandater, Dansk Folkeparti lægger til regeringen? Er der kommet flere sengepladser? Nej. Er der kommet flere ressourcer i psykiatrien? Nej. 1,4 mia. kr. halter psykiatrien bagud med.

Vi er da med – SF er da med på det her forslag, fordi vi tænker, at nåh ja, så må vi gå ind og begrænse så meget, som vi kan. Men problemet er jo, at Dansk Folkeparti har siddet og været støtteparti for dem, der har magten, og har haft muligheden for at gå ind og skabe flere sengepladser, muligheden for at stoppe nedskæringer. Det er klart, at så bliver det jo sådan nogle lappeløsninger som dem her, vi laver, fordi selve systemet simpelt hen mangler så mange ressourcer, at vi taber de sindslidende på gulvet.

Ordføreren.

Det undrer mig, at ordføreren fra Socialistisk Folkeparti hellere så, at det lå i finanslovaftalen. Så havde Socialistisk Folkeparti ingen som helst grund til at gå ind og have medindflydelse på det her. Det havde da været fint, for så kunne vi i Dansk Folkeparti have stået her alene. Her har vi gjort det med alle partiers opbakning på nær Enhedslistens. Det mener jeg da man bør være stolt af.

Men jeg synes fint, at man kan lægge det i finanslovaftalen; man kan jo bare være med til at nedlægge den satspulje.

Tak til fru Liselott Blixt. Så er det fru Özlem Sara Cekic som ordfører for SF.

Det her lovforslag går ud på, at man med loven i hånden kan tvangsbehandle mennesker, som hverken er til fare for sig selv eller for andre. Vi gør det for at forebygge, at de måske en dag er til fare for sig selv eller andre. Det er helt vildt nyt. Det har man aldrig gjort i Danmark før. Man udøver tvang mod et andet menneske for at forebygge, at vedkommende laver noget mod andre eller mod sig selv.

Det er jo ikke en hemmelighed, at vi i SF grundlæggende er imod forslaget. Vi går ikke ind for, at man skal bruge tvang, medmindre det er yderst, yderst nødvendigt. Det her lovforslag siger intet om, om det er yderst, yderst nødvendigt. Vi ved også fra en rapport fra Sundhedsstyrelsen om ti sager, som man undersøger for at se, hvor mange af de patienter der har begået kriminalitet. Mange af dem er jo der, hvor systemet svigter, distriktspsykiatrien svigter, egen læge svigter, eller hvor der ikke er koordinering mellem sygehuset og socialforvaltningen. Der er rigtig mange steder, hvor vi kan gøre det bedre.

Men vi gik så ind i det her lovsamarbejde med de andre. Og det var, fordi vi havde et eneste mål med det, og det var at forhindre, at den her lov blev brugt særlig meget. Derfor satte vi en hel masse kriterier ind i det, som gjorde, at den blev så stram som muligt, så så få mennesker som muligt blev ramt af den. Derfor er det også blevet i en tidsbegrænset periode, den her lov løber. Derfor er det også sådan, at der skal være en følgegruppe, som Socialdemokraterne også sagde. Vi har lagt noget kvalitet i det her arbejde, som gør, at det ikke bare er en hovsaløsning.

Jeg så jo hellere, SF så hellere, at vi tilførte de ressourcer i psykiatrien, der gjorde, at mennesker ikke blev tabt på gulvet, at der var de sengepladser, der skulle til, og at der var dem, der skulle tage de her samtaler, og der var det opsøgende arbejde, der skulle til. Lovforslaget kræver jo – en begrænsning, vi lagde – at der skal være kontakt til opsøgende psykoseteam. Der er faktisk en region i landet, som ikke har opsøgende psykoseteam. Vil regeringen give penge til opsøgende psykoseteam i den region? Nej. Det er jo også derfor, at det her virker dybt, dybt underligt. Man laver en lov, hvor hovedformålet fra regeringens side er, at vi nu skal samle op på de her mennesker, men det er jo ikke det, der sker.

Jeg håber inderligt, at den aldrig bliver brugt. Det håber jeg inderligt, for jeg har jo også lyttet til de kritiske høringssvar, der er. Jeg håber så også, at vores nye minister vil være med til at lytte. Der står flere steder, at man synes, at det er bekymrende, at politiet ikke skal komme i civil, og svaret er, at det jo ikke altid er sådan, at man kan planlægge det. Det er jo noget vrøvl, for vi ved, at ambulant tvang er et fuldstændig planlagt forløb. Vi ved, hvornår politiet skal rykke ud. Der håber jeg at ministeren vil være lydhør.

Noget andet er, at der skal være en second opinion, dvs. en gruppe udefra. Det kæmpede vi jo for, men det kom desværre ikke igennem. En gruppe udefra skulle kunne sige, om alle kriterierne er opfyldt for, at man kan lave ambulant tvang. Jeg glæder mig til at høre, hvad den nye minister siger til det.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, først fra fru Vivi Kier.

Tak. Nu har jeg jo stået rigtig mange gange i den her sal og debatteret, og jeg er helt med på, at vi er forskellige partier, og at vi kan have forskellige holdninger. Jeg er også helt med på, at jeg i de 2 år, jeg har siddet i Folketinget, har oplevet SF lave adskillige kovendinger, og at de har forsøgt at begrunde dem rigtig fint. Men jeg må sige, at den tale, jeg lige har hørt her, har rystet mig dybt i min grundvold, og jeg sidder faktisk og bliver utrolig meget i tvivl om, om Socialistisk Folkeparti, som har været en del af alle de her forhandlinger, og som har været med til at sige, at det var sådan, det her lovforslag skulle se ud, har fortrudt. Stemmer man for? For der var sådan set ikke andet end negativ tale. Så jeg har brug for et klart svar: Stemmer man for?

Ordføreren.

Da vi blev indkaldt til forhandlingerne, kunne vi jo godt se, at regeringen havde et flertal for det her, ikke bare et snævert flertal, men faktisk et ret bredt flertal. SF havde to muligheder: Vi kunne være med, eller vi kunne stå udenfor. Og som vi kunne se det, ville vores mandater give mest mening, hvis vi var med ved bordet og prøvede at indføre så mange kriterier som muligt for, at ambulant tvang ikke bare blev en lov, der ville blive brugt hver andet minut, men at der skulle nogle ordentlige kriterier til. Og vi er faktisk rigtig tilfredse med, at vi har et resultat; vi er ret stolte af, at kriterierne er blevet så stramme, som de er, og jeg er også helt overbevist om, at det ikke havde været muligt uden SF's mandater. Så jo: Vi støtter forslaget, men grundlæggende er vi ikke for tvang.

Fru Vivi Kier.

Ja, jeg har næsten kun hovedrysten til overs for det svar. Og så kunne jeg jo høre, at fru Özlem Cekic sagde, at SF så ville stå udenfor. Ergo, SF turde ikke stå udenfor, når S godt ville gå med på det. Det siger jo så meget om SF's politik.

Jeg må sige, at jeg synes, det er rigtig, rigtig trist, og jeg synes også, det er rigtig trist, når ordføreren står og giver udtryk for, at SF er det eneste parti, som har sikret nogle rettigheder for patienterne. Jeg er dybt, dybt rystet og synes ikke, det vidner om, at man har indgået i et konstruktivt forhandlingsforløb.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om ordføreren har bemærket det, men det her lovforslag handler ikke om SF. Det her lovforslag handler heller ikke om samarbejdet mellem S og SF. Det her lovforslag handler om sindslidende mennesker, som har brug for, at der er nogle politikere herinde, som er i stand til at gå efter sagen og ikke efter personerne. Det var ikke noget med, om vi turde stå udenfor. Vi kunne da se, at det bedste for patienterne ville være, at SF var med ved bordet og sikrede nogle rettigheder, og jeg ved også godt – det er jo kendt – at Socialdemokraterne har kæmpet for en følgegruppe, som jeg er dybt taknemlig for også kom igennem. Så det med at sidde og sige, at man er dybt rystet og alle de her ting, er jeg ikke så meget for. Det her handler ikke om, om diverse ordførere herinde skal være rystede, men det er patienterne, vi skal prøve at skabe nogle gode muligheder og rettigheder for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Nu har jeg jo ingen anelse om, hvad der er foregået under forhandlingerne, og det kunne jo være spændende at få lidt information om det. Men det, jeg gerne vil spørge SF's ordfører om, er, om jeg skal forstå SF's holdning på den måde, at man principielt er imod det her forslag, men at man så alligevel stemmer for, fordi det er blevet lidt mindre slemt, end det ellers ville være blevet. Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Var det her ikke en del af satspuljeaftalerne? Og er det ikke sådan, at satspuljeaftalerne først er færdige, når man er enige om det hele, sådan at det her ikke var blevet til noget, hvis SF havde sagt, at det ikke skulle med i aftalen?

Ordføreren.

Først det sidste spørgsmål: Hvis SF havde sagt nej, så ville man lave det uden om satspuljen. Det er jo ikke, fordi man har lagt millioner i det her. Det har man ikke.

Til det første spørgsmål vil jeg sige, at det jo ikke handler om, at vi stemmer for, fordi vi har fået nogle ting gennemført. Vi er grundlæggende imod tvang. Samtidig synes jeg også, at det er rigtig vigtigt, at man kan gå ind og præge det så meget som muligt. Jeg viste det her til en af psykiaterne og spurgte: Hvad tror du? Så svarede hun: Hvis vi er heldige, så er der måske to eller tre patienter, der bliver ramt af det, fordi man har strammet kriterierne så meget. Og det tilfredsstiller mig. Selvfølgelig betyder det utrolig meget for mig at kunne gå ind og præge det her arbejde, så det rammer så få som muligt.

Hr. Per Clausen.

Det med satspuljen skal jeg ikke kunne sige, det kan jo godt være, at der havde været et flertal, der alligevel ville have gennemført det, selv om det ikke var kommet i satspuljerne, og det havde måske været meget fornuftigt, at man havde sluppet for den sammenblanding.

Men der er et andet spørgsmål, der står tilbage. Jeg forstår, at SF principielt er imod den her foranstaltning. Ministeriet mener, at det nok kommer til at omfatte omkring 60 personer. SF's ordfører har talt med en psykiater, der siger, at det nok kun bliver 2. Men er det sådan, at når det kommer til stykket, så kan man gradbøje de her principper? Et princip, man har om, at man ikke skal indføre nye tvangsforanstaltninger, kan man godt vrage, fordi man mener at kunne vurdere, at det kun rammer ganske få. Hvis det så rammer 30 og vi om 4 år så kan konstatere, at det har ramt 30, er det så sådan, at SF med sikkerhed kan sige, at man så ikke stemmer for, at det fortsætter?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan med det her forslag, at når vi går ind i sådan et arbejde, så er det jo ikke ligegyldigt for mig, om det ligger det ene eller andet sted. Ordføreren fra Enhedslisten har vel også fulgt med i debatten i pressen, hvor det overhovedet ikke har været på tale, at det her til at starte med skulle være tidsbegrænset. Jeg synes da, det er en kæmpe sejr, at man gør det tidsbegrænset, og når der kommer et regeringsskifte, og når vi ser resultaterne fra følgegruppen, så går vi ind og kigger på det her. Det er jo ingen hemmelighed. Det har jeg altid sagt, og det siger jeg også gerne her fra talerstolen.

Så er der korte bemærkninger. Den første er fra fru Sophie Løhde.

Det er en falliterklæring, når retssikkerheden ryger sig en tur. Sådan lød karakteristikken fra folkesocialisternes ordfører i diverse aviser og andet, da hun skulle karakterisere det her lovforslag om tvungen opfølgning, som vi nu behandler. Men på trods af de hårde ord fra folkesocialisternes ordfører er det jo et faktum, at SF står bag aftalen og dermed står bag det her lovforslag, som bliver fremsat. Og når ordføreren i dag føler trang til at stå her og vaske hænder, hvis jeg må bruge det udtryk, hænger det jo nok sammen med, at fru Özlem Sara Cekic har en usædvanlig dårlig smag i munden over, at man over for hundredvis af psykiatribrugere, interesseorganisationer, pårørende og andre har sagt, at man vil det stik modsatte. Men alligevel indgik SF i en aftale som den, vi står og behandler her i dag.

Kan ordføreren fortælle mig, hvad det er, der lige pludselig har ændret sig helt markant, siden man er af en anden opfattelse, og kan ordføreren ikke også her bekræfte, at de ting, som fremgår af aftaleteksten, og som jeg bl.a. skitserede i min ordførertale, alle sammen er kriterier og betingelser, som samtlige partier i Folketinget på nær Enhedslisten stod bag og bakkede op om, da vi lavede den her aftale?

Ordføreren.

Nu har vi jo grundlæggende en aftale om, at man ikke refererer fra forhandlingerne, men det kan jeg sagtens gøre, jeg kan sagtens sige, hvad vi fik igennem, og så kan ordføreren fra Venstre sige, hvad de fik igennem, men det vil jeg ikke gøre. Det er jo ikke en hemmelighed, at vi helst så, at det her lovforslag ikke kom til behandling. Så spørger ordføreren: Er det så, fordi ordføreren fra SF sidder og har en dårlig smag i munden? Det har jeg da haft under hele forløbet. Jeg havde det før forhandlingerne, jeg havde det under forhandlingerne, og jeg har også haft det efter forhandlingerne, og det har jeg aldrig lagt skjul på, og det er, fordi jeg ikke synes, at det her er vejen frem.

Hvis vi for alvor skal få gjort noget, skal vi kigge på, hvilken hjælp de får tilbudt. Men det her handler jo om, at vi går ind i det, fordi vi kan se, at vi reelt kan ændre noget, og så synes jeg, det er det mest ansvarlige, et parti kan gøre, at gå ind og få indflydelse, så det kan komme patienterne til gavn, og det er det, vi har gjort; vi har sikret, at det ikke bare er nogle uheldige kriterier. Der er de tre indlæggelser, der er tidsbegrænsningen, der er følgegruppen og alle de her punkter, og vi er faktisk ret stolte af, at vi har strammet det så meget.

Fru Sophie Løhde.

Det er jo en lille smule paradoksalt at skulle høre på ordføreren fra Socialistisk Folkeparti, som ikke vil referere fra forhandlingerne, men alligevel er frisk nok til at sige i sin ordførertale, at Socialistisk Folkeparti har fået indført alt det gode, alle de stramme kriterier, og at regeringen er dem, der står bag alt det skidte. Jeg vil sige, at det er en forholdsvis unuanceret udlægning af, hvad der rent faktisk er foregået. Og man kan da også gå tilbage og se, præcis hvad der er blevet fremlagt fra regeringens side, inden SF trådte ind ad døren, og så sammenligne det med det, der blev resultatet; så vil man blive overrasket over, hvor lidt forskel der er mellem de to ting.

Derfor kommer vi tilbage til spørgsmålet, for ordføreren fra Socialistisk Folkeparti har også til en anden avis udtalt, at det her forslag var fuldstændig dobbeltmoralsk at indføre. Hvad er det, der har ændret sig? Hvad er det, der lige pludselig ikke er så dobbeltmoralsk, når man alligevel som Socialistisk Folkeparti er så dobbeltmoralsk at stå bag et forslag, tale det ned i salen og stemme for det efterfølgende? Hvad er det, der har ændret sig?

Ordføreren.

Jeg kan godt prøve at gentage nogle af de ting, jeg har sagt. Det gør jeg gerne. Jeg kan måske gøre det langsommere, for så er alle med.

Det her forslag løser ikke de grundlæggende problemer i psykiatrien i forhold til de mest udsatte grupper. Det gør det ikke. Til trods for at vi har lavet det her forslag, vil der stadig væk være patienter, som dropper ud af medicinen, dropper ud af behandlingen, som bliver udskrevet for tidligt, eller som ikke bliver udskrevet; patienter, som går fuldstændig amok, så politiet skal hente dem; der er nogle, der vil blive skudt. Alle de her ting ændrer forslaget ikke ved.

Men nu vil regeringen jo rigtig gerne lave det her, og jeg kan jo godt huske min samtale med Jakob Axel hernede, hvor vi snakkede om, hvad man kunne gøre, for at det blev så ordentligt som muligt. Derfor synes jeg også, man er nødt til at anerkende, at vi faktisk har fået et resultat igennem, som jeg synes er værd at stemme for. Så kommer der en følgegruppe. Jeg er selvfølgelig dybt bekymret over alle de høringssvar, der er kommet, og over, at der er så massiv kritik. Derfor undrer det mig, at man overhovedet ikke vil lytte til kritikken. Vi er bare talsmænd for kritikken herfra.

Jeg må lige sige, at jeg ikke ved, hvem Jakob Axel er, men jeg kan sige, at hvis man vil have et synonym, er det altså den tidligere sundhedsminister, og ellers er det hr. Jakob Axel Nielsen.

Så er det fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu har jeg efterhånden være medlem af det her Folketing i nogle år, og jeg må da sige, at jeg bliver dybt, dybt forundret over, at der står en ordfører på talerstolen, der ikke ved, hvordan præmisserne er for satspuljestof. Der kan jo ikke gennemføres noget, hvis ikke de partier, der er med i satspuljeforhandlingerne, er enige. Så jeg går ud fra, at SF's ordfører her vil tilkendegive, at man er enig i det, der er forhandlet på plads i satspuljekredsen.

Dernæst er jeg også noget forundret over, at der kan stå en ordfører på talerstolen, der ligesom jeg selv har arbejdet i psykiatrien, og sige, at vi nu indfører en lovgivning, der gør, at vi forebygger tvang, og signalere, at man sådan set ikke kender dem, vi nu forebygger tvang over for. Er det ikke korrekt, at det, der ligger i lovforslagets tekst, er, at det handler om svært psykisk syge personer, som man kender i psykiatrien, som har været indlagt et utal af gange, og som bliver udskrevet og dropper ud af deres medicin og så igen bliver psykotiske? Er det ikke den gruppe, vi taler om, eller hvad er det for et billede, SF's ordfører har af det her lovforslag, som man selv har været med til at forhandle på plads?

Ordføreren.

Vi er enige om satspuljeaftalen, så er den færdig.

Til det andet vil jeg sige, at jeg jo selv har en psykiatrisk baggrund. I modsætning til ordføreren, som jo har siddet herinde i mange år, kom jeg faktisk fra psykiatrien, da jeg blev valgt og kom herind. Jeg arbejdede også med de her allerdårligste grupper på gadeplan, hvor vi havde stofmisbrugere, som også havde en sindslidelse. Og hvad den gruppe angår, kan man jo se, at der, hvor det går galt for ordføreren fra Venstre, er, at hun tror, at medicin alene kan gøre en forskel for den her gruppe. Det kan den ikke.

Vi ved også fra tal fra Sundhedsstyrelsen, at der er en række patienter, der slet ikke har gavn af medicin, som den ikke virker på. Derfor er det også nødvendigt at sige, vil jeg sige som tidligere sygeplejerske – og det vil ordføreren give mig ret i, fordi hun også selv er sygeplejerske – at det er vigtigt med terapi, at det er vigtigt med opsøgende arbejde, at det er vigtigt, at der er en seng, når man har brug for den, at der er et netværk, alle de her ting. Ja, det her er en lillebitte del af det, men billedet er altså langt større.

Fru Birgitte Josefsen.

Jeg kom også fra psykiatrien og arbejdede med de meget, meget tunge psykiatriske brugere, da jeg kom herind, og jeg har faktisk meget god kontakt til psykiatrien stadig væk.

Jeg må jo sige, at jeg synes, det er fuldstændig misforstået omsorg, som SF's ordfører giver udtryk for. Det er omsorgssvigt af værste skuffe, at man ikke vil tage hånd om de svært psykisk syge borgere, vi har i det her land, og som er i den situation, at de har svært ved at administrere den behandling, der bliver sat i værk. Jeg synes, det er så beskæmmende at høre et partis ordfører stå her og udvise omsorgssvigt over for en meget, meget svær og tung psykiatribrugergruppe.

Ordføreren.

Så har man i hvert fald ikke forstået ordet omsorg, hvis det er den konklusion, man kan drage fra Venstres side. Venstre har jo været med til med den meget stramme økonomiplan for regionerne at nedlægge sengepladser rundtomkring. Er det ikke omsorgssvigt, at man nedlægger sengepladser i psykiatrien? Er det ikke omsorgssvigt, at man fyrer så mange medarbejdere i psykiatrien? Er det ikke omsorgssvigt, at psykiatrien er underfinansieret med 1,4 mia. kr.?

Nu vil ordføreren jo ikke engang høre efter, det er åbenbart udtryk for, at det ikke er omsorgssvigt med alle de her tiltag. Når man ikke har gjort noget for at rette op, når man ikke har gjort noget for at lukke hullet efter efterslæbet på 1,4 mia. kr., så skal man altså ikke stå her og snakke om, hvad der er omsorgssvigt. Jeg vil da enormt gerne være med til at løfte psykiatrien, det har vi altid sagt, men når det kommer til stykket, er det regeringen og Dansk Folkeparti, der står i spidsen for omsorgssvigt af sindslidende patienter.

Så det hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er meget, meget overraskende at skulle lytte til SF, i betragtning af hvordan man egentlig har en tradition for at indgå aftaler på Christiansborg. Uanset hvad politikområdet er, møder hver især frem med sine ønsker – dem er der mange af – og den aftale, man laver, står man sammen om. Jeg står med aftalen her, og jeg kan læse op: SF imødeser på den baggrund, at regeringen fremsætter et lovforslag, som i en forsøgsperiode på 4 år giver mulighed for tvungen opfølgning eller udskrivning over for disse meget få patienter. Og så bliver der sagt i talen, at det er en falliterklæring! Det er helt skizofrent at lytte til.

Enten står man ved aftalen, eller også gør man ikke, og ellers tror jeg, det er ved at være en hel tendens, vi ser fra SF, at man vil blæse og have mel i munden, og at man er ved at udvikle sig til et rent populistisk parti og i hvert fald en aftalepart, som vi overhovedet ikke kan regne med. Man er ikke tvunget til at være med i satspuljeaftalen, og hvis SF ikke vil stå ved de aftaler, de har indgået, kan de træde ud.

Ordføreren.

Tænk, at det kan skabe så meget kaos i regeringspartierne, at nærmest samtlige ordførere kommer herned i salen for at diskutere det her. Hvor er det dog fantastisk, at man gerne vil diskutere psykiatri. Problemet er bare, at psykiatrien simpelt hen er blevet underfinansieret med 1,4 mia. kr.

Vi står bag aftalen, det har vi sagt, men samtidig bliver vi da nødt til at snakke om de høringsforslag, der er kommet. Der har vi da også sagt under forhandlingerne, det er ikke noget nyt, vi sagde det før, og nu siger vi det også efter. Jeg forstår ikke, hvad det er, der gør, at regeringspartierne nærmest ikke kan høre, at det kun er Lægeforeningen, der støtter forslaget helt uforbeholdent. Der er rigtig mange, der synes, der er nogle problemer, og derfor opfordrer jeg også den nye minister til at være lydhør og lave en second opinion for at sikre, at politiet dukker op i civilt tøj, og sikre, at man ikke udskriver patienterne for hurtigt. Alle de her ting har afgørende betydning, hvis vi skal gøre noget for sindslidende.

Hr. Peter Christensen.

Jeg vil da ikke udelukke, at jeg begår en fejl ved at tage alvorligt, hvad der bliver sagt fra Folketingets talerstol. Det er muligvis en fejl, men det er nok en endnu større fejl, at jeg tager fru Cekics (udtaler navnet med [s]) ord alvorligt, men det synes jeg at man er nødt til, når vi fører sådan en debat, altså tage alvorligt, at det, der bliver sagt fra talerstolen, ikke bare er pjat og ligegyldigt og populistisk snak, men at man står ved en aftale, når man har indgået den.

Når fru Cekic læser høringssvarene og reflekterer over dem, står man så stadig ved aftalen, og er det det svar, man vil give høringsparterne?

Ordføreren.

Nu hedder jeg Cekic til efternavn (udtaler navnet med [tj]) , det vil jeg bare lige sige en gang til. Det er sådan lidt irriterende, at det altid bliver sagt forkert.

Jeg vil bare spørge igen: Er det populistisk snak, at vi spørger den nye minister, om han vil være lydhør over for høringssvarene, der går ud på, at politiet ikke skal dukke op i uniform? Jeg vil virkelig opfordre folketingsmedlemmet fra Venstre til at tænke sig rigtig godt om. Det er ikke særlig lang tid siden, at en politibetjent i den her meget kaotiske situation kom til at skyde en sindslidende, som faktisk endte med at miste livet.

Jeg synes ikke, det er populistisk snak. Jeg synes, det er dødærgerligt, at niveauet er så langt nede, at vi ikke kan komme med forslag til, hvordan man kan forbedre et forslag. Er det nu også et problem, at man siger til sin nye minister: Prøv at høre, det betyder meget, at politiet ikke kommer i uniform, fordi det er meget angstprovokerende for folk? Det kan godt være, at det er populistisk for Venstre, men vi synes, det er en vigtig kamp at kæmpe.

Så er der en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Jeg har et meget kort og simpelt spørgsmål, der kan besvares med enten et ja eller et nej: Var denne aftale blevet til noget, hvis Socialistisk Folkeparti havde sagt nej?

Ordføreren.

Det var den nok, men vi kunne jo fra starten af se, at regeringen havde et flertal. Derfor valgte vi at gå ind i forløbet, så vi kunne præge det så meget som muligt, så det blev til gavn for de patienter, som havde det allerallerdårligst, og så det ikke ramte alle og enhver. Vi havde en interesse i at gå ind og påvirke den udvikling, og vi har fået mest ud af vores mandater på den måde.

Fru Liselott Blixt.

Jeg kunne godt have ønsket mig et kort svar, for jeg synes, at borgerne har ret til at vide, hvad en satspuljeaftale er. Alle partier i satspuljekredsen skal være enige. Er der et parti, der stemmer nej, bliver det ikke til noget. Det har vi prøvet mange gange i satspuljekredsen. Derfor spørger jeg igen ordføreren: Var denne aftale blevet til noget, hvis Socialistisk Folkeparti havde sagt nej?

Ordføreren.

Nu vil jeg snakke til borgerne derude, for de sidder og lytter med. Det, der ligger i satspuljen, er, at man sidder rigtig mange mennesker i kredsen, alle partier undtagen Enhedslisten er med. Der er et oplæg, man kan sige ja eller nej til, og man kommer selv med sine egne forslag. Så kan det blive til noget. Til sidst skriver man under på, at det er rigtigt. Men regeringen kan altid gøre det, at den kan sige: Vi tager det her forslag ud af satspuljen. Det kan den altid gøre, fordi den bare kan fremsætte det uden om satspuljepartierne. Det var tilfældet her. Jeg kunne se, at der var flertal for forslaget. Selv om vi sagde nej i satspuljen, ville man tage det ud.

Jeg vil sige til borgerne, som kigger med, at så ville man gøre det uden om satspuljen, og det vil sige, at SF ville stå uden for og ikke ville have mulighed for at gøre det tidsbegrænset og bevirke, at der kom en følgegruppe, der skal følge det nøje, og at der kom mange andre kriterier: Der skal være tre tvangsindlæggelser, der skal være opsøgende psykoseteam. Så kunne man have udformet det på en anden måde. Vi har haft en interesse i at gå ind og præge det så meget som muligt, og vi er faktisk glade for, at vi kunne være med til det. Derfor stemmer vi da for forslaget, men samtidig fortæller vi også, at vi har nogle bekymringer. Jeg håber, at det er o.k., at man kan sige det, eller skal vi kun snakke positivt om det?

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jakob Axel Nielsen.

Det er måske i virkeligheden lidt upassende, at jeg som tidligere minister på området, der har haft ledelsen af forhandlingerne, tager ordet, men jeg vil gøre det som et slags sandhedsvidne. Jeg mener, at det smukke i det her forløb, vi havde i satspuljeforhandlingerne, var, at vi var tvunget til at nå en enighed. Jeg lagde vægt på, at vi alle sammen skulle være glade, når vi gik derfra, ud fra forskellige begrundelser.

Jeg skal ikke bestride, at jeg har talt med fru Özlem Sara Cekic nede bagved. Jeg taler med så mange, og det gjorde jeg også i min tid som minister. Men jeg vil i hvert fald sige, at min helt overordnede opfattelse af det her forløb var, at vi lavede en fælles pressemeddelelse, hvori vi glædede os over det her forslag. Og det var også mit indtryk, at SF stod bag det. Selv om der var ting, som SF fik ind i det, var der også ting, som Dansk Folkeparti, Konservative, Venstre og Socialdemokraterne fik ind i det. Det var et fælles forløb, og derfor synes jeg, det er en anelse upassende, at der her fra Folketingets talerstol løbes med 180 km/t. fra det forslag, som vi alle sammen var enige om, og som man har lagt navn til. Det er blot den kommentar, som jeg synes hører med til det samlede billede.

Ordføreren.

Nu sad nuværende folketingsmedlem, men tidligere minister og forhandlede det her. Vi siger jo ikke, at vi ikke stemmer for det. Vi sagde fra start af, at vi ville stemme for det. Vi sagde også fra start af, at det ville koste. Vi er rigtig glade for det resultat, der er kommet ud af det. Der er ikke nogen, der løber fra det, men det er vel o.k., at man kan fortælle, at der i forhold til de her sindslidende patienter er en bekymring for, at sengepladserne ryger, at medarbejderne ryger, at der ikke er opsøgende psykoseteam rundtomkring, at politiet dukker op i uniform, når de skal hente sindslidende patienter.

Jeg forstår ikke, hvorfor det kan skabe så meget røre, at der er nogen, der her fra talerstolen giver udtryk for, hvad der bliver snakket om uden for Christiansborgs tykke mure. Det er vel o.k., at man kan nævne, hvad man kunne gøre for at ændre den her aftale, så den blev lige så positiv, lige så god, som intentionerne var fra starten af. Desværre bygger den på mere tvang, men regeringen vil indføre det, og vi har prøvet at begrænse det så meget som muligt.

Hr. Jakob Axel Nielsen.

Det er jo de facto sådan, at vi skal være enige i satspuljeaftalen, og det betyder, at SF har haft en vetoret, lige så vel som andre partier har haft en vetoret. Men jeg hører nu fra Folketingets talerstol, at også SF er glade for forslaget og stemmer for det. Det manglede også bare, når man har lavet aftalen.

Men det var bare ikke det, der blev sagt indledningsvis. Der blev sagt, at det var et forfærdeligt forslag, og at man var imod det, og at man var imod enhver form for tvang. Det her indebærer faktisk en mild form for tvang, en tvang, som vi indfører for at undgå, at vi skal bruge en mere indgribende tvang senere i forløbet. Jeg synes, at man skal stå ved det i stedet for at stå på Folketingets talerstol og sige, at man er imod det hele. For man stemmer for det. Jeg tager den konklusion med mig, at også SF er glade for forslaget, og så synes jeg også, at det er sådan, man skal lade det fremstå i det offentlige rum.

Ordføreren.

Nu var hr. Jakob Axel Nielsen ikke til stede, da jeg holdt min tale, så jeg siger det bare lige igen: Grundlæggende er vi imod forslaget. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at forhindre, at forslaget skulle blive vedtaget. Man da der alligevel var flertal for forslaget, valgte vi at gå ind i forhandlingerne for at begrænse det så vidt muligt. Vi har fået mange krav igennem for til gengæld at stemme for forslaget. Så er det i hvert fald også blevet sagt en gang til.

Tak til fru Özlem Sara Cekic. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det fru Vivi Kier fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg er mor til en voksen skizofren søn. Desværre nægter han at tage sin medicin, hver gang han udskrives. Det betyder flere og flere tvangsindlæggelser, politianmeldelser for hærværk og aggressiv adfærd. Hver gang min søn tvangsindlægges, indstilles han på ny til medicinsk behandling, som har god effekt på ham, og som så desværre ender efter udskrivelsen, idet min søn nægter at tage sin medicin, når han er udskrevet. Vil du som politiker, Vivi Kier, ikke være med til at give min søn og andre skrøbelige medborgere en anstændig og rimelig tålelig tilværelse? Jeg ønsker, at tvangsmedicinering også skal være en mulighed under udskrivning. Dette vil forhindre meget smerte og lidelse hos såvel patient som hos de pårørende.

Det var et direkte citat fra et brev, som en mor til en psykisk syg engang skrev til mig. Det brev gjorde stort indtryk, ligesom jeg siden har fået mange andre personlige breve om, hvor meget det kan betyde, at nogle tager beslutninger på ens vegne.

Det her forslag, vil jeg gerne pointere, er møntet på en meget lille gruppe mennesker, som vi ad den vej kan sikre en langt mere værdig tilværelse. Tvang kan lyde som noget vældig negativt, men tvang kan altså også være en omsorgshandling for at skåne det enkelte menneske for at havne i uønskede og uværdige situationer.

Det er vigtigt for mig at understrege, at den her nye mulighed vil blive fulgt tæt af Sundhedsudvalget, at det er en forsøgsperiode på 4 år, og at målet faktisk er at undgå tvang. Det er målet at forebygge og undgå gentagne tvangsindlæggelser med den her nye mulighed for tvungen opfølgning efter udskrivelse.

Som ordførere før mig har været inde på, er der en lang række kriterier, der skal være opfyldt, før en psykisk syg kan blive omfattet af tvungen opfølgning. Derved har vi sikret, at den her nye lov ikke medfører unødvendig tvang. Men samtidig får vi også endnu en gang præciseret, hvor vigtigt det er, at der udformes både koordinations- og udskrivningsplaner for hver enkelt patient.

Der har helt naturligt været stor opmærksomhed omkring det her lovforslag, såvel psykiatrien som patientgrupper og enkeltpersoner har kommenteret forslaget. Der udtrykkes mange steder bekymring for brug af mere tvang, og her vil jeg igen vægte højt, at udvalget løbende orienteres om, hvor hyppigt den her nye lovhjemmel bruges, og at der vil ske en evaluering.

Som konservativ sundhedsordfører glæder jeg mig over, at en bred kreds af partier står bag det her lovforslag og dermed også har ændret holdning. Jeg kan fuldt støtte lovforslaget. Det er et lovforslag, som vi i udvalget har brugt rigtig lang tid på at diskutere, herunder at forholde os til hvert enkelt ord i hele lovteksten. Jeg vil slutte af med at takke for et konstruktivt samarbejde forud for det her forslag.

Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Per Clausen.

Det er da rart at høre, at alle partier i de her forhandlinger har kæmpet hårdt for at få så mange begrænsninger ind som muligt. Man kan filosofere over, hvem de har kæmpet hårdt med og mod, men det må vi leve i uvidenhed om.

Jeg vil godt spørge den konservative ordfører, om hun ikke også synes, at det er udtryk for omsorgssvigt, når man vedtager, at de mennesker, det her vedrører, plus ganske mange flere, skal have udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, men at de ikke bliver lavet, og om hun ikke også mener, at det er udtryk for omsorgssvigt, når man undlader at give et økonomisk løft til psykiatrien, der bare er i nærheden af det, man giver på andre sundhedsområder, sådan at behandlingen på de psykiatriske sygehuse kommer til at lide skade. Altså, om hun i virkeligheden ikke mener, at den politik, man har ført over for de psykisk syge i det her land i mange, mange år, også før 2001 og 2002 for nu at få det med, har været udtryk for et omfattende omsorgssvigt, som man nu forsøger at reparere på ved at indføre mere tvang.

Ordføreren.

Jeg vil give hr. Per Clausen ret i, at psykiske lidelser og psykisk sygdom aldrig har stået helt højt på prioriteringslisten, men det har det gudskelov gjort de senere år. Vi har igen og igen set nye tiltag fra den her regering – supergode tiltag på hele psykiatriområdet – og som det sidste nye er der faktisk lavet et kæmpe tværfagligt samarbejde mellem Sundhedsministeriet og Socialministeriet, så vi netop når hele vejen rundt. Så jo, det kunne jeg også have tænkt mig at vi for mange, mange år siden havde gjort meget mere ved, men det er vi i fuld gang med at gøre.

Så synes jeg da også, det er ærgerligt, at vi er nødt til at nævne, hvor vigtigt det er, at der bliver lavet udskrivningsplaner og koordinationsplaner. Jeg har forud for det lovforslag, vi står med her, faktisk været rundt og besøge en del psykiatriske afdelinger og også læger, som erkender, at de måske ikke altid er lige gode til at få de her planer brugt. Men nu får vi det præciseret endnu en gang, og det kan jo kun være et gode.

Hr. Per Clausen.

Jeg ved ikke, om den konservative ordfører ikke har det ligesom mig: at det er lidt underligt at tænke på, at vi nu i nogle år har prioriteret det psykiatriske område meget højt, og så kan vi konstatere, at der stadig væk er et meget stort efterslæb i bevillingerne i forhold til det øvrige sundhedsområde, for det er jo realiteten. Man tør næsten ikke tænke på, hvad der sker med områder, der ikke bliver prioriteret højt, når man tænker på, hvordan det går med et område, der bliver prioriteret højt.

Så vil jeg gerne til allersidst sige: Den konservative ordfører lagde meget vægt på et brev, hun havde fået fra en pårørende. Sådan nogle breve får vi alle sammen. Men lægger den konservative ordfører ikke også vægt på, at alle de faglige organisationer, der arbejder inden for det her område – de foreninger, der er for de pårørende og for de psykisk syge selv, alle med undtagelse af Lægeforeningen – afviser det her forslag? Der er ingen af dem, der betragter det her forslag som en god løsning på det omsorgssvigt, som jeg er enig med den konservative ordfører i at vi har udvist over for de psykisk syge i mange, mange år.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, som jeg også lagde vægt på i min tale, at der har været rigtig meget debat om det her lovforslag, og det synes jeg er dejligt, og jo, jeg hæfter mig ved bekymringen fra både lægefaglig side og fra patientforeninger og fra enkeltpersoner. Helt klart. Jeg lytter til det. Men jeg tror på, at det her er en mulighed for, at vi undgår, at nogle mennesker gentagne gange skal tvangsindlægges, gentagne gange kommer til at foretage nogle handlinger, som i den grad er uværdige for dem selv, og hvor de først senere finder ud af, hvordan de har handlet. Jeg vil gerne gå ind og beskytte nogle og forhindre mere tvang med det her lovforslag, og det kan jo lyde underligt og mærkeligt.

Men jeg har lyttet til høringssvarene og kan godt følge deres bekymring, og det signalerer vi jo rent faktisk ved, at udvalget løbende hvert kvartal orienteres om, hvor meget den her lovhjemmel bliver brugt, og hvad der sker. Så jo, jeg er bekymret og vil følge det her forslag tæt og nøje, men mener, det er et rigtigt værktøj, vi tager i brug.

Fru Sophie Løhde, kort bemærkning.

Nu fik vi jo desværre ikke nogen særlig klare svar fra den foregående ordfører. Hvis det havde været i svømmehallen, havde det vist været disciplinen rygsvømning, der blev udøvet.

Derfor vil jeg så prøve med den næste ordfører i rækken at spørge – nu kan ordføreren for Det Konservative Folkeparti selvfølgelig ikke svare på vegne af ordføreren for Socialistisk Folkeparti, men man kan jo svare generelt – om det ikke er korrekt, at det er et grundlæggende princip i satspuljeforhandlinger og -aftaler, at såfremt ét parti ikke vil være med til et forslag, har man vetoret til at hælde forslaget ned ad brættet.

Ordføreren.

Jamen det kan jeg jo svare rigtig, rigtig kort og enkelt på: Jo, jeg var også rystet før, for indgår vi en aftale, som alle er med på, så er alle vel med i aftalen. Hvis man ikke ønsker at være med, har man vetoret, og så ville det ikke være blevet vedtaget i den forhandlingskreds, vi sad i. Så alle har vetoret, når vi sidder og forhandler sådan et forslag.

Fru Sophie Løhde.

Så det havde også betydet, at såfremt ordføreren fra eksempelvis Socialistisk Folkeparti eller et andet parti havde haft nogle store betænkeligheder og havde været imod nogle ting, så havde man kunnet sørge for, at vi ikke behandlede det her lovforslag i dag, at det ikke var blevet til noget, fordi samtlige partier har vetoret.

Ordføreren.

Jamen jeg kan jo kun igen bekræfte, at man har vetoret, når man sidder i satspuljekredsen og forhandler, og havde der været et enkelt parti, som ikke ønskede at være med, kunne man have meddelt det, og så var forslaget ikke blevet til noget i den forhandling.

En kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Det kan man godt under en forhandling. Det er bare som en serviceoplysning til borgerne. Hvis regeringen kommer med et forslag til satspuljeaftalen og der bliver sagt nej, kan det så tænkes, at man kan stille det forslag et andet sted?

Ordføreren.

Jeg skal ganske kort sige, at jeg ikke mener, at vi fra Folketingets fornemste talerstol bringer servicemeddelelser og borgeroplysninger. Jeg mener faktisk, at vi stiller hinanden spørgsmål og debatterer med hinanden.

Fru Özlem Sara Cekic.

Fantastisk flot i forhold til ikke at svare. Det var da helt utroligt, at ordføreren kunne lave sådan en vinkel. Jeg spurgte: Når man har en forhandling, der handler om satspuljen, og der er nogle partier, der siger nej, kan regeringen så ikke vælge at tage den uden om satspuljen, ligesom man gjorde med oppegående fikseringer? Det kan man da vel godt sige ja eller nej til i stedet for at begynde at snakke om, hvad man kan sige, og hvad man ikke kan sige fra talerstolen.

Ordføreren.

Jeg føler ikke, at jeg har behov for at blive irettesat af SF's ordfører. Og så vil jeg sige: Jo, regeringen kan til enhver tid fremsætte de lovforslag, den måtte ønske at fremsætte, ligesom man kan fremsætte forslag i satspuljekredsen, og så kan man som parti vælge at sige nej tak. Det gjorde Socialistisk Folkeparti ikke, og det har de tilsyneladende vældig meget fortrudt. Derfor er det svært at være i forhandling med Socialistisk Folkeparti, som løber fra den aftale, de har indgået. Det er jeg stadig væk dybt, dybt rystet over.

Tak til fru Vivi Kier. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Det her forslag har til formål at forbedre mulighederne for at fastholde de svært psykisk syge patienter, som det inden for rammerne af den hidtidige lovgivning ikke har været muligt at fastholde i den nødvendige behandling. På samme måde er det vores håb, at lovforslaget vil være med til at reducere antallet af gentagne tvangsindlæggelser for en gruppe patienter med deraf følgende højere livskvalitet for den enkelte og dennes pårørende. Forslaget er en del af satspuljeaftalen, hvorfor vi bakker op om det.

Med de strenge betingelser for tvungen opfølgning, som vi har arbejdet for – det har vi tilsyneladende alle sammen – er det sikret, at tvungen opfølgning efter udskrivning anvendes som en sidste mulighed for at sikre patienten den nødvendige behandling i en afgrænset og tidsbegrænset periode. Det er et krav, at patienten har været tvangsindlagt tre gange inden for de sidste 3 år, at patienten er blevet ordineret opsøgende behandling, som han eller hun har undladt at følge, at patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde har undladt at følge den behandling, som er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan, samt at patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt.

På baggrund af de kriterier for, hvornår tvungen opfølgning kan anvendes, må man formode, at forslaget kommer til at omfatte en forholdsvis lille gruppe af patienter, nemlig netop den gruppe, som det er tilsigtet. Det er vigtigt at understrege, at intentionen med forslaget ikke er at øge antallet af tvangsanvendelser, men snarere at undgå, at man er nødt til at tvangsindlægge mennesker. Vi havde jo gerne set, at det havde fremgået direkte af lovteksten, at der skal anvendes lægemidler, hvis gavnlige effekt på patienten er kendte og dokumenterede. Ligeledes må vi beklage, at det ikke indgår i lovforslaget, at patienten har krav på en second opinion i form af en anden kompetent behandlers vurdering af den tvungne opfølgnings nødvendighed, på samme måde som det i dag sker ved tvangsindlæggelser.

Som sagt er lovforslaget en del af satspuljeaftalen, hvorfor vi støtter det. Der er dog én ting, som jeg især er nødt til at nævne i forbindelse med den her behandling, og det er, at høringssvarene har bekræftet min undren over, hvorfor det ikke er muligt for politiet altid at møde i civil i forbindelse med tvungen opfølgning. Som lovforslaget ser ud nu, skal politiet, så vidt det er muligt, være civilklædte, når de afhenter patienten. Med det kendskab, jeg har til praksis, har jeg indtryk af, at den formulering betyder, at det snarere hører til undtagelsen end reglen, at politiet møder i civil i forbindelse med tvangsindlæggelser. Ikke mindst set i lyset af de meget tragiske hændelser, der har været, hvor mennesker med psykisk sygdom har mistet livet under forsøg på tvangsindlæggelse, synes jeg, det er meget bekymrende. Jeg er af den opfattelse, at tvungen opfølgning jo netop er et tiltag, som tænkes anvendt, før en tvangsindlæggelse bliver nødvendig. At politiet ved tvangsindlæggelser til tider skal rykke så hurtigt ud, at de ikke har mulighed for at komme i civil, kan jeg til nød forstå og acceptere, men jeg begriber simpelt hen ikke, at det ikke er muligt, hvad angår tvungen opfølgning. Det håber jeg at ministeren vil opklare.

Sidst vil jeg gerne understrege, at det for Det Radikale Venstre er vigtigt, at evalueringen af det her forsøgsprojekt kommer til at indbefatte eventuelle utilsigtede konsekvenser. Eksempelvis er det vigtigt at sikre, at det her lovforslag ikke vil betyde, at borgerne udskrives for tidligt fra sygehuset, fordi der er mulighed for at benytte tvungen opfølgning.

Det er vores håb, at forslaget vil være med til at sikre færre tvangsindlæggelser for forslagets målgruppe.

Tak til fru Anne Marie Geisler Andersen. Der er ikke korte bemærkninger. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Hvis Folketinget vedtager det her lovforslag, overskrider man en meget vigtig grænse, i forhold til hvornår vi udøver tvang over for borgere, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst kriminelt, nemlig den grænse, at vi går fra at sige, at det gør vi, hvis vedkommende er til fare for sig selv eller andre, til at sige, at det gør vi, hvis der er en formodning om, at vedkommende engang kan blive til fare for sig selv eller andre. Og det er efter min mening et meget, meget afgørende principielt skridt, som man ikke bør tage, medmindre man har meget gode konkrete begrundelser for, at det ville afhjælpe nogle problemer, der ikke kan løses på anden måde.

Hvad siges der så om det i lovforslagets bemærkninger? Der står:

»Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er i den forbindelse vigtige redskaber, men erfaringerne har vist, at det ikke altid er nok i forhold til at fastholde patienten i den nødvendige behandling.«

Det fremgår intet sted – intet sted – i lovforslagets bemærkninger, hvordan det konkret har vist sig, og hvilke undersøgelser der er gennemført, og som dokumenterer dette. Det, der derimod fremgår med lysende klarhed af bemærkningerne, er, at kun et meget lille mindretal af dem, som man har forpligtet sig til at sørge for får udskrivningsaftaler, koordinationsplaner osv., rent faktisk har fået det. Man har en helt fantastisk, synes jeg, historie om ti konkrete tilfælde, hvor folk efterfølgende har begået kriminalitet, og hvor man kan sige at systemet totalt har svigtet.

Det er altså på baggrund af det, man vedtager at indføre nye muligheder for at udøve tvang over for mennesker, der lider af psykiske sygdomme. Det er for at sige det rent ud efter Enhedslistens opfattelse udtryk for, at man lader de forkerte betale prisen for mange års omfattende omsorgssvigt.

Så har jeg forstået – og det er jo også rigtigt – at det her er en del af satspuljen. Det er åbenbart prisen, man skal betale for at få lov til at dele ud af de penge, som arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og pensionister skulle have haft, at man skal gå med til et lovforslag af den her karakter. Jeg undrer mig ikke over, at SF's ordfører har en dårlig smag i munden, vil jeg sige. Det må være meget ubehageligt.

Så kan man sige: Jamen ud over koordinationsplaner og udskrivningsaftaler som alternativ, er det så godt nok? Nej, det er det næppe, men pointen er jo imidlertid, siger man, at vi også skal se det her forslag i sammenhæng med den store indsats, der er gjort for at løfte det psykiatriske område igennem de senere år. Prøv nu at spise lidt brød til. De økonomiske bevillinger til det psykiatriske område har, uanset om man regner alle satspuljemidlerne med, udviklet sig klart, klart mindre positivt end bevillingerne på resten af sundhedsområdet. Man har systematisk nedprioriteret det psykiatriske område. Det har konsekvenser, i forhold til om der er det fornødne personale til stede. Erfaringerne viser altså, at hvis man har flere ressourcer, kan man reducere tvangen. Det har betydning for, at man ikke skal begynde at snakke om, at nu skal man ikke fremover udskrive folk for tidligt. Men det gør man jo allerede. Der er masser af eksempler på, at folk siger, at her bliver mennesker enten ikke indlagt, hvor de skulle indlægges, eller udskrevet for tidligt. Vi kan konstatere, at der ikke er de økonomiske midler, ikke er de økonomiske ressourcer til at gennemføre en ordentlig opfølgningsindsats.

Så det her lovforslag er en skamstøtte over et folketingsflertal, der ikke har viljen til at løfte det psykiatriske område, men i desperation – og det tror jeg det er, for jeg tror ikke, der er nogen herinde, som ønsker at anvende mere tvang i psykiatrien, end der bliver anvendt nu – griber til denne metode, for så ser det ud, som om man gør noget. Og det synes jeg er rigtig kedeligt.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Liberal Alliance står som en del af satspuljeforligsgruppen også bag det her lovforslag.

Det er klart, at der har været en masse overvejelser oppe i forbindelse med lige præcis denne del af aftalen – det har der for os, og det har der jo også for andre, hvilket også allerede er fremgået af debatten. Det er jo altid nogle meget alvorlige overvejelser, der skal gøres, når man indfører tvangsmæssige indgreb over for borgerne, også når det er stærkt psykisk syge borgere, der er tale om.

For Liberal Alliance er frihed jo generelt udgangspunktet. Vi har generelt et ønske om at indføre mere frihed for borgerne i det danske samfund, og derfor er det for os selvfølgelig også en helt særlig situation, hvor der skal gøres nogle helt særlige overvejelser, når man skal vægte ønsket om mere frihed i forhold til tvang.

Men der er tale om en helt speciel gruppe af borgere med nogle helt specielle problemer, og vi har i samarbejde med de øvrige satspuljepartier vurderet, at det vil være godt at prøve at se, om man med den her form for tvungen opfølgning som allersidste nødløsning kan være med til at hjælpe disse mennesker – det er jo det, det handler om; lad os nu tale om det, som det er – efter at en lang række andre tiltag skal være foretaget, og kun når det er i samarbejde med en anden behandling. Det er jo det, der står i forslaget. Så har vi været med til at lave en forsøgsordning, som det oven i købet også er, og som vil løbe i 4 år, og som vi jo skal have evalueret og kan blive klogere af og se, om nogle af de indvendinger, der er, og som jeg også har læst i en række af høringssvarene, vil gøre, at man kan bløde op i løbet af den periode. Det ved man jo ikke, men det må man jo blive klogere på.

Men pointen er, at noget i hvert fald skulle gøres, og man kan sige, at med de garantier, der er, med tanke på alle de ting, der skal være gennemgået, og den retssikkerhedsgaranti, der i virkeligheden ligger der, så vil det jo heldigvis blive ganske, ganske få mennesker, det her vil komme til at dreje sig om. Men vi mener, at det er positivt og kan have nogle positive effekter for de mennesker, det handler om.

Derfor – og som en del af den aftale, vi har indgået – stemmer vi for, og så vil jeg bare lige til sidst sige, at da vi jo elsker frihed, også på sundhedsområdet, vil jeg gerne byde den nye sundhedsminister velkommen. Han er jo også kendt for at have nogle stærke synspunkter om frihed, og det håber vi så også vil komme til at gøre sig gældende på det her område.

Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg synes jo, at det var smukt af hr. Simon Emil Ammitzbøll, at han nævnte, at Liberal Alliance er et parti, der går meget ind for frihed, umiddelbart efter at han havde tilkendegivet, at han vil stemme for et lovforslag, som betyder en dramatisk udvidelse af myndighedernes mulighed for at fratage mennesker deres frihed, med henvisning til at noget må der jo gøres. Det var hans formulering.

Tror hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke, at hvis man kigger på den lange række af undladelsessynder, hvoraf adskillige er nævnt i lovforslagets bemærkninger, så kunne man måske gøre ganske meget og ganske meget bedre for at afhjælpe de her menneskers ulykkelige situation, og at tvang også i det her tilfælde er noget, man ikke skal gribe til, med henvisning til at noget må gøres, når man ikke har gjort ret meget?

Ordføreren.

Man kan sige, at i modsætning til så mange andre, herunder Enhedslisten, ønsker vi ikke at indføre tvang over for almindelige mennesker i flæng, men vi mener, at man skal tage det alvorligt, at der er tale om folk med svære psykiske lidelser, som man gerne vil hjælpe fra samfundets side.

Der står i lovgivningen, at det er en sidste mulighed. Der står alle de initiativer, som skal være taget, inden man går til tvang, og der står endda, at det kun må ske, i kombination med at der stadig væk er et behandlingsforløb.

Så jeg synes faktisk, at man har sørget for at tage hånd om de bekymringer, der kunne være. Derudover har man valgt kun at lave det som en forsøgsordning, så hvis det skulle gå så galt, som hr. Per Clausen tror, vil der jo også være mulighed for at rette op, netop fordi man kun har indført den for en 4-årig periode.

Hr. Per Clausen.

Jeg er nok enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll i, at det formentlig er en af forskellene på Liberal Alliance og Enhedslisten, at de er mindre bekymrede for tvang over for nogle af de mennesker, som har svært ved at forsvare sig i vores samfund, end vi er for tvang over for dem, som har gode muligheder for at forsvare sig. Det er jo nok en klar forskel på Liberal Alliance og Enhedslisten.

Men jeg vil bare gentage mit spørgsmål til hr. Simon Emil Ammitzbøll: Er han ikke enig med mig i, at det er besynderligt, at statsmagten er nødt til at tiltage sig større magtbeføjelser, med henvisning til at der er noget, der ikke virker over for en bestemt gruppe mennesker, opfølgningsaftaler osv.? Når det så viser sig, at det af den samme tekst klart fremgår, at det har man ikke gjort – man har ikke leveret varen fra samfundets, fra statens side – så siger man, at vi hellere må sørge for at indføre noget tvang, for vi tror ikke, at det ville virke, selv hvis vi gjorde det, vi skulle.

Er det ikke det omvendte af forholdet mellem individ og stat end det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll går ind for, når de store frihedstaler skal holdes?

Ordføreren.

Jeg tror, der andre forskelle på Enhedslisten og Liberal Alliance end dem, som hr. Per Clausen prøver at nævne. Det ville være uden for almindelig taletid, hvis jeg skulle gennemgå dem her, men jeg vil stadig væk sige, at jeg synes, at hr. Per Clausen begår den helt grundlæggende fejl at sige, at man bare kan sammenligne folk, som har de her stærke psykiske problemer, en til en med resten af befolkningen. Det her er jo faktisk, fordi vi netop vil hjælpe en svag gruppe. Det er jo ikke det modsatte, der er tale om.

Der, hvor adskillelsen jo i virkeligheden er i forbindelse med det om tvang i flæng, som jeg nævnte før, er, at man er parat til at lave indgreb over for almindelige mennesker, som er i stand til at tage vare på sig selv, fuldstændig vilkårligt. Her taler vi om folk, som har stærke psykiske problemer, og som har brug for, at man fra samfundets side også går ind og hjælper. Det gør man med en lang række tiltag. Virker de ikke, kan man i allersidste nødstilfælde gå ind med tvang, hvis det også er kombineret med et behandlingsforløb. Og det synes vi fra Liberal Alliances side er en rigtig god idé.

Tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Så er det indenrigs- og sundhedsministeren.

Jeg har stor respekt og sympati for det engagement, der præger sundhedsordførerne. Jeg siger det på den måde, for man kunne jo godt undre sig over, at et forslag, der er så bragende bred enighed om, kan føre til så hidsige diskussioner, men det skyldes jo nok, at SF's ordfører har indført en ny praksis for, hvordan man førstebehandler forslag, som man er enig i. Men det skal jeg slet ikke blande mig i.

Jeg synes, fru Vivi Kier gav et godt konkret eksempel på, hvad den her sag handler om, da hun oplæste et brev fra en mor. Jeg er selv far til en ung mand, der i visse tilfælde skal presses fysisk, han er handicappet, og der var på et tidspunkt en minister, der kom til at udsende et cirkulære om, at man nu ikke længere måtte tvinge nogen. Det blev hurtigt lavet om, fordi den virkelige verden er anderledes end den teoretiske verden med berøringsangst og alt det, vi helst ikke vil sige og gøre.

Jeg synes, at de ordførere og min forgænger, hr. Jakob Axel Nielsen, som har siddet i satspuljekredsen og er blevet enige om dette her, har haft en heldig hånd, da de blev enige om denne meget begrænsede mulighed for at bruge tvang efter udskrivning.

Det er jo ikke noget med, at nogle skal rammes, som en ordfører sagde, det er noget med, at nogle skal hjælpes! Det handler om personer, som gang på gang får tilbagefald i forbindelse med udskrivning, og hvor man med meget god grund hjælper dem til at kunne undgå tilbagefaldene.

Jeg har her til morgen læst de kritiske høringssvar og også set efter i bemærkningerne, om de ting, der kritiseres, er omhandlet i bemærkningerne, og jeg må sige, at jeg synes, at ganske meget af kritikken er berørt i bemærkningerne. Det er ikke sådan, at kritikken er ignoreret. Jeg synes, bemærkningerne har nogle gode ord, nogle heldige formuleringer – og det vil jeg sige, for det er jo ikke mig selv, der har skrevet dem eller har ansvaret for dem – omkring dette med at finde balancen mellem respekten for patienten, patientens selvbestemmelsesret og anvendelsen af tvang. Der står, at det skal foregå værdigt, omsorgsfuldt og respektfuldt, at man skal benytte det mindste middels princip, og at der skal være et rimeligt forhold mellem tvangen og det, man får ud af den. Jeg synes også, fru Sophie Løhde fik sagt gode ord om den ånd, der skal være omkring det. Som der står: Det drejer sig om en lille gruppe patienter med alvorlig psykisk sygdom, hvor det har vist sig umuligt at fastholde dem i nødvendig medicinsk behandling efter udskrivning. For disse patienter, der igen og igen indlægges med tvang, foreslås der indført hjemmel til tvungen opfølgning efter udskrivning.

Det er det, der står i bemærkningerne, og det er jo det, der skal gælde.

Når der står »så vidt muligt uden uniformering« – jeg tænker her på fru Anne Marie Geisler Andersens ønske om, at betjentene ikke skal være i uniform – betyder det jo »så vidt muligt uden uniformering«, og hvis det viser sig, at man ikke overholder det, skal det selvfølgelig indskærpes. Derfor er det godt, at vi har en følgegruppe, som fru Karen J. Klint nævnte, og det er godt, at der er en tidsbegrænsning på 4 år.

Det er også godt, at der er så stort et engagement blandt ordførerne for det. Det vil alt sammen være med til at sikre, at der ikke er nogen tvang på dette felt, der går over gevind.

Dermed vil jeg sige tak for den meget brede opslutning om forslaget.

Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det hr. Per Clausen.

Jeg skal også huske at sige velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren på den nye post. Vi har jo undertiden også mødt hinanden andre steder, på andre poster.

Men jeg vil godt spørge indenrigs- og sundhedsministeren, om det ikke er rigtigt, at det er en helt sædvanlig måde at argumentere på, at man siger, at når man indfører nogle restriktioner og tvangsforanstaltninger over for borgere, gør man det af hensyn til dem selv. Det er vel et helt almindeligt synspunkt. Jeg er sikker på, at ministeren også kan finde citater fra sig selv, hvor han har kritiseret den tilgang til debatter.

Men jeg vil godt spørge indenrigs- og sundhedsministeren, om det, når han læser teksten i bemærkningerne, som han har læst grundigt, kan jeg forstå, så ikke undrer ham lidt, at der er så mange ting, man ikke har gjort. Man har ikke sørget for, at de planer, der skulle laves ved udskrivningen, fungerer. Man kan konstatere, at det i nogle tilfælde har haft meget alvorlige konsekvenser, at de ikke fungerer. Alligevel konstaterer man sådan lidt lemfældigt, at selv om man havde gjort det, havde det alligevel ikke virket, og på den baggrund indfører man et helt nyt princip for tvangsudøvelse inden for psykiatrien. Synes ministeren alligevel ikke, at det er lidt mærkeligt, at man ikke har gjort nogle af alle de ting, som man kunne have gjort, og som man kunne prøve at gøre først?

Ministeren.

Jeg synes ikke, at vi ved denne lejlighed skal gennemgå alt, hvad der står i bemærkningerne. Jeg synes, at bemærkningerne rammer rigtigt med hensyn til den holdning, som vi går til dette spørgsmål om tvang med. Så må jeg nu nok sige, at det meste af den tvang, vi udøver i samfundet, vel er den, der fremgår af retsplejeloven, og der er det da mig bekendt som regel af hensyn til andre, at man udøver tvang mod personer. Her er det altovervejende af hensyn til patienterne selv, men vi ved, at der er enkelte tilfælde, tragiske tilfælde, hvor disse psykiatriske patienter også er til fare for andre. Men det er især af hensyn til dem selv, og det er berettiget, at det beskrives sådan.

Hr. Per Clausen.

Ministeren har jo ret i, at der står gode ting i bemærkningerne, som med fordel kunne stå i selve lovteksten, tror jeg. Det er der også nogle der har påpeget i høringssvarene, og det må vi se på om vi kan få gjort et eller andet ved i den videre proces.

Men der, hvor jeg synes at bemærkningerne er uendelig svage, er i argumentationen for, hvorfor det her er nødvendigt. Der henvises til, at der er forskellige ting, man kan gøre. Så skriver man, at det nok ikke altid er nok. Jeg tror, at man henviser til enkelte henvendelser fra borgere. Og selv om man ikke har gjort alle de ting, man ikke er helt sikker på er nok, så igangsætter man det her, som vel er en ret dramatisk udvidelse af muligheden for at udøve tvang over for borgerne, nemlig når de hverken har begået noget kriminelt eller i udgangspunktet er til fare for sig selv eller deres omgivelser, men kan blive det engang i fremtiden. Det gør man efter min mening på et meget, meget løst grundlag, og det er sådan set det, jeg er bekymret for. For selvfølgelig kan vi – måske – bryde alle principper for, hvornår der skal udøves tvang over for borgerne, hvis der er virkelig, virkelig gode og konkrete argumenter for, at det er det, der skal til.

Ministeren.

Når man indfører noget nyt, vil der jo gradvis blive etableret en praksis for, hvordan man bruger dette nye redskab. Vi kan ikke vide, helt præcis hvor mange det kommer til at dreje sig om, men vi ved, at der vil være en følgegruppe, der fra første færd vil følge det. Vi ved, at hele ordningen er tidsbegrænset, og vi ved også, at der udtrykkeligt – allerede på side 4 i bemærkningerne – står, at det drejer sig om en lille gruppe patienter med alvorlig psykisk sygdom, som det har vist sig umuligt at fastholde i nødvendig medicinsk behandling efter udskrivning. Det er den gruppe, det drejer sig om. Det kan man jo ikke komme bort fra. Den formulering er bestemmende for, hvad loven kan bruges til.

Så er der en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

I høringssvarene står der, at når det er planlagt, vil man rigtig gerne have, at politiet altid kommer i civilt tøj. Der har været rigtig mange uheldige situationer, hvor nogle sindslidende desværre har mistet livet, fordi det simpelt hen er for angstprovokerende for dem, at politiet kommer i uniform. Jeg vil rigtig gerne høre, om det er noget, ministeren vil være interesseret i at lave om på, så der står »altid«, fordi det er få patienter, fordi det er planlagt, og fordi vi kan forebygge, at der ikke pludselig opstår en meget, meget uheldig situation, der gør, at patienten i stedet for at få behandling ender med at miste livet.

Ministeren.

Jeg ved ikke, om selve synet af uniformen har haft katastrofale konsekvenser, men jeg vil ikke udelukke, at det kan være tilfældet i enkelte situationer, og derfor vil jeg lægge vægt på det, jeg sagde til fru Anne Marie Geisler Andersen, at når der står, at man så vidt muligt skal møde i civil, betyder det, at man så vidt muligt skal møde i civil. Og hvis følgegruppen finder frem til, at det bliver helt almindeligt, at man ikke møder i civil, skal det selvfølgelig indskærpes, for loven er ikke formuleret, som den er, for sjov, men fordi det er vigtigt, at betjentene så vidt muligt møder i civil.

Fru Özlem Sara Cekic.

Vi har jo to gange før haft en minister i samråd om præcis det her emne, i forbindelse med at politiet er rykket ud til sindslidende i uniform ved en tvangsindlæggelse, hvor det har haft nogle meget katastrofale følger. Der står i lovforslaget »så vidt muligt«, men det er faktisk ikke særlig tit, det sker. Når man snakker med LAP, som er Landsforeningen af tidligere og nuværende psykiatribrugere, siger de jo, at det betyder utrolig meget, at politiet kommer i civilt tøj, og derfor kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor vi skal vente 2 år. Hvis der er noget, der kan forebygge, at der opstår en uheldig situation, og vi har nogle meget smertefulde oplevelser fra tidligere, hvorfor kan vi så ikke skrive det ind?

Ministeren.

Det er skrevet ind, at politiet så vidt muligt skal møde i civil, og når der står »så vidt muligt« og ikke »altid«, hænger det selvfølgelig sammen med, at der kan være situationer, hvor der er noget, der haster utrolig meget, farlige situationer, hvor den pågældendes eget liv er truet, eller hvor andres liv er truet, og hvor der er brug for hurtig aktion. Derfor tror jeg ikke, det er klogt at udelukke, at politiet kan møde i uniform.

Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen for en kort bemærkning.

Der står allerede i dag i lovforslaget, at politiet i forbindelse med tvangsindlæggelse så vidt muligt skal møde i civil, men problemet er jo, at man i dag ikke registrerer, om politiet møder i civil eller ej. Kan ministeren fra talerstolen berolige mig og give mig vished for, at politiet oftere møder i civil end i uniform i forbindelse med tvangsindlæggelser?

Ministeren.

I forbindelse med følgegruppens arbejde vil jeg tro at der vil være interesse for, at man får at vide, i hvilket omfang der mødes op i uniform, og derfor kan det godt være, det ender med, at følgegruppen vil have en registrering af det, så man får et præcist materiale.

Nu ved jeg jo ikke, hvem der kommer til at sidde i følgegruppen, men det kunne jo være nogle af dem, der har skrevet kritiske høringssvar, eller nogle, der repræsenterer dem, der har skrevet kritiske høringssvar, og det synes jeg også må være en yderligere sikkerhed for Folketingets medlemmer, med hensyn til at denne lov bruges efter hensigten.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Vil ministeren være positiv over for, at man registrerer, hvorvidt politiet kommer i civil i forbindelse med ambulant tvang?

Ministeren.

Det, jeg forsøgte at sige, var, at hvis følgegruppen sætter fokus på det spørgsmål og siger, at det er nødvendigt for dens arbejde, at den får oplysninger om omfanget af brug af uniform, så må de jo leveres.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, og det er ikke tilfældet, er det vedtaget.

Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:58).