Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 119:

Forslag til lov om ændring af universitetsloven. (Nye rammer for universiteternes internationale samarbejder m.v.).

Af videnskabsministeren (Helge Sander).

(Fremsættelse 28.01.2010).

Forhandlingen er åbnet. Fru Malou Aamund.

Lovforslaget, vi skal behandle i dag, indeholder fem forskellige ændringer til universitetsloven.

For det første har vi endelig i forligskredsen fundet en løsning på Erasmus Mundus-problemet. Det betyder, at danske studerende skal bruge udlandsstipendiet, når de skal læse på et udenlandsk universitet i forløbet. I Venstre glæder vi os over, at vi efter lang tids bøvl får fjernet hindringer for, at de studerende kan få den enestående mulighed, det er, at få en international uddannelse. Det er et stort skridt på vejen, og vi mener faktisk, at man skal gå videre og lave en ambitiøs regelsanering på internationalisering af uddannelsesområdet.

For det andet er der det element i lovforslaget, at universiteterne får mulighed for at lægge en del af en godkendt uddannelse på et udenlandsk universitet. Det synes vi også er positivt. Jo flere muligheder og jo færre begrænsninger, jo bedre.

For det tredje bliver der også nye muligheder for forskeruddannelse, for vi åbner for, at man kan indskrive sig sideløbende på kandidat- og ph.d.-uddannelsen, som forhåbentlig kan give en øget rekruttering til forskerkarriere.

For det fjerde ændrer vi også på klagereglerne, så reglerne kommer til at svare til Undervisningsministeriets regler, og det betyder, at en klagesag kan ende med en lavere karakter end den først afgivne karakter, og målet er selvfølgelig, at de studerende skal have den rigtige afgørelse, hvad enten det er en højere eller lavere karakter.

Endelig og for det femte indeholder forslaget en ændring, så brugen af betegnelsen universitet reelt bliver beskyttet. Vi har set eksempler på fupuniversiteter, og det er det, vi ønsker at komme til livs her. Så vi vil gerne sikre transparens, vi vil gerne undgå risiko for forveksling, og det, som er det allervæsentligste, nemlig at der ikke er nogen risiko for, at de studerende bliver vildledt.

Så alt i alt er det fem gode forslag, som Venstre støtter.

Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Brosbøl.

Især er den her Erasmus Mundus-sag jo noget af det, som vi har brugt rigtig, rigtig meget tid på i universitetsforligskredsen. Vi lavede jo allerede tilbage i juni 2009 en aftale, som nu bliver udmøntet i det her lovforslag, og forløbet startede jo allerede tilbage i 2007 før sidste folketingsvalg, hvor det altså kom frem, at der var studerende, der var blevet opkrævet brugerbetaling på danske uddannelser. Derfor vil jeg gerne spørge Venstres ordfører: Synes Venstres ordfører, at det har været et smukt forløb? Og synes Venstres ordfører, at det har været tilfredsstillende at se, at der er gået så lang tid, fra man har identificeret et problem med opkrævning af ulovlig brugerbetaling, til vi i dag står her og kan fremlægge en løsning?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min tale, har vi nu efter lang tids bøvl fået fjernet de hindringer, der har været. Og ja, jeg synes, at det har været et bøvlet forløb. Jeg er ikke godt nok inde i den korrespondance, der har været mellem ministeriet og universiteterne, til konkret at sige, om man kunne have gjort det endnu hurtigere, men jeg har da tillid til, at den forhenværende minister har handlet så hurtigt, som han overhovedet kunne.

Fru Kirsten Brosbøl.

Det er jo korrekt, at der har været en lang korrespondance, men jeg synes sådan set, at den her sag og det her forløb godt kunne trænge til også i regeringspartierne at blive evalueret, sådan at man undgår, at man i fremtiden kommer i en situation, hvor der er studerende, der må klage, for at ministeren bliver opmærksom på, at der foregår opkrævning af ulovlig brugerbetaling, og at de sager så trækker i langdrag, så der går 2 år, før man altså får en løsning på problemet – ja, næsten 3 år, for reglerne blev i virkeligheden først klar til næste semesterstart. Er det en måde, som Venstre synes er god praksis i forhold til administrationen af de her regler, i forhold til tilsynspligten og i forhold til at sikre gratisprincippet for uddannelse?

Ordføreren.

I Venstre lægger vi meget vægt på at sikre gratisprincippet i uddannelserne, og selvfølgelig har man da gjort sig nogle erkendelser i ministeriet – jeg kan næsten ikke forestille mig andet – men jeg må da indrømme, at det, vi er optaget af i Venstre, altså også er at se frem og ikke tilbage. Man skal selvfølgelig lære af sine fejl, hvis man kunne have gjort noget hurtigere, men det, jeg lagde vægt på i min ordførertale var jo netop, at jeg faktisk synes, at det er en rigtig god aftale, vi har fået her. Ikke alene løser den problemet, men jeg synes også, at den viser vejen frem for, hvordan vi egentlig skal arbejde med internationalisering af uddannelserne, at vi skal fjerne de der begrænsninger, at vi skal fjerne nogle af de snævre bånd, der er på universiteterne i dag, og det er egentlig det spor, som vi ønsker at følge. Så jeg tror, at jeg nok har radaren lidt mere indstillet fremad og på udsyn i stedet for at begynde at endevende alle detaljer i et meget langt, kompliceret klageforløb.

Fru Hanne Agersnap for en kort bemærkning.

Jeg var rigtig glad for at høre, at fru Malou Aamund lige sagde, at Venstre lægger meget vægt på at sikre princippet om gratis uddannelse – gratisprincippet, eller hvad vi skal kalde det.

Så vil jeg godt høre ordførerens beskrivelse af, hvad det princip dækker, og om det er dækket i det her lovforslag. Jeg er opmærksom på, at aftalen gik ud på at sikre gratisprincippet, men er det gennemført i lovforslaget, hvor der ikke står noget om, at brugerbetaling ikke kan overstige udlandsstipendiernes størrelse?

Ordføreren.

Jamen jeg mener altså, at det er dækket ind her, og det er jo også noget, som vi har diskuteret meget i forligskredsen, og som Socialdemokraterne specielt også har lagt meget vægt på i de forhandlinger. Vi går meget op i, at det skal være gratis for danske studerende at tage en uddannelse, og jeg synes, at vi er godt dækket ind af den her aftale.

Det er et område, som det også bliver nævnt i nogle af bemærkningerne, vi vil følge meget nøje for at være sikre på, at de studerende, der nu ønsker det her, også får mulighed for at kunne tage den uddannelse i udlandet.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Jeg synes sådan set, at det er problematisk, at Venstres ordfører ikke klart svarer på det, fru Kirsten Brosbøl siger, nemlig spørgsmålet om det meget lange forløb, der har været, og det faktum, at rigtig mange studerende har siddet fast, og at der gik flere år, før de fik pengene tilbage. Det var et meget langstrakt forløb, og hvis ikke Venstre kan se, at det var et problem, så risikerer vi jo, at det vil være i orden, at en minister undlader at følge op på klager, der kommer fra studerende, der klager over at blive opkrævet ulovlig brugerbetaling.

Jeg kunne godt tænke mig at høre et lidt mere klart svar fra Venstres ordfører, nemlig at det forløb, vi har haft, ikke er i orden. Det er ikke i orden, at studerende i årevis sidder fast i sådan et system uden at få pengene tilbage.

Ordføreren.

Selvfølgelig skal man håndtere klagesager så hurtigt og effektivt som overhovedet muligt, og det lægger vi naturligvis også vægt på i Venstre. Jeg har ikke nogen grund til at tro, at der skulle være foregået noget nøl fra ministeriets side, det har jeg ikke noget konkret belæg for. Jeg ved godt, at det er noget, Enhedslisten og Socialdemokraterne og andre partier har brugt ufattelig meget tid på. Jeg har godt set, at når vi har været til forligsmøder, så er den socialdemokratiske papirbunke, der kommer med til Erasmus, omtrent så stor her i forhold til den, som jeg har med. Jeg tror, at da vi lavede bruttolisten, viste det sig, at det var 7-8 studerende, der endte med at være kommet i klemme her – altså, hvor der reelt var et udestående.

Jeg er meget optaget af, at de mange studerende, vi har, og som gerne vil til udlandet, får de muligheder. Nu har vi fået en rigtig god aftale, og lad os fokusere på, hvad vi kan gøre fremover, for at de studerende, der ønsker at komme ud, har de bedste muligheder for det i stedet for at blive ved med at køre rundt i det her gamle forløb.

Selvfølgelig gør de sig nogle overvejelser i ministeriet om, at de kunne have gjort det bedre, men er det virkelig det, vi skal sidde at bruge vores tid på?

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er helt rigtigt, at vi i Enhedslisten, og at man blandt Socialdemokraterne, har brugt rigtig meget tid på den her sag. Årsagen til, at vi har brugt rigtig, rigtig meget tid på den her sag, er, at det for os er fundamentalt, at uddannelse i Danmark er gratis. Det var det grundlæggende princip i vores uddannelsessystem, der blev fejet til side i den her sag. Så derfor har den været så vigtig både for Socialdemokraterne og for Enhedslisten. Men o.k., lad os se fremad. Hvordan sikrer vi, at samtlige studerende får gratis uddannelse?

En af de grupper, som jeg ikke umiddelbart mener er dækket ind ved det her lovforslag, er de studerende, der ikke har flere SU-klip tilbage. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentarer til lige præcis det kritikpunkt, som jo altså også er blevet fremført i høringssvarene. Mener Venstre, at de, der ikke har flere SU-klip tilbage, skal betale brugerbetaling, eller garanterer man, at disse studerende ikke kommer til at skulle betale for deres uddannelse?

Ordføreren.

Altså, nu er det jo ikke et isoleret standpunkt, at uddannelse skal være gratis, og at det er noget, som Enhedslisten er det eneste parti, der står for. Det er jo faktisk noget, der er skrevet en beretning om, og samtlige partier i hele Folketinget synes, at uddannelse skal være gratis. Jeg tror ikke, at vi får den mest opsigtsvækkende debat lige præcis om det i dag.

Så jeg vil sige, at det, som vi har gjort, med hensyn til om der er en restgruppe, som ikke bliver dækket ind af det her lovforslag, er, at vi i forligskredsen er blevet enige om, at vi følger situationen nøje for at være sikre på, at alle får de her muligheder. Og så må vi kigge på, om det kan blive dækket af udlandsstipendier, ellers tager vi sagen løbende op. Det har været diskuteret meget grundigt, og vi mener, at vi er dækket fint ind af forslaget.

Tak til Venstres ordfører. Fru Kirsten Brosbøl som socialdemokratisk ordfører.

Som det fremgik af debatten tidligere, er det her jo en sag, vi har brugt rigtig meget tid på. Hovedelementet i det lovforslag, vi behandler nu, er jo Erasmus Mundus-uddannelserne, og at vi hermed får sikret et regelgrundlag, som er klarere og meget præcist, i forhold til hvordan universiteterne fremover skal indgå i de her samarbejder.

For baggrunden for, at vi har brugt så mange år på den her sag og så mange kræfter i forligskredsen på den, er jo, at der på det her område har eksisteret nogle meget uklare regler: en bekendtgørelse, som efterlod universiteterne i en gråzone, og som efterlod de studerende i et retstomrum, som jo altså så betød, at der blev opkrævet brugerbetaling for den her type uddannelse; det er jo, som vi også har været inde på, i strid med gratisprincippet.

Derfor har det været en meget vigtig principiel sag for Socialdemokraterne, og derfor har vi brugt enormt meget tid på den. Vi mener, at vi med den aftale, som bliver udmøntet i lovforslaget her, har sikret et klart grundlag og et grundlag, der også sikrer gratisprincippet fremover. Jeg er meget glad for, at vi fra Venstres ordfører fik så klar en garanti for, at gratisprincippet også fremover står ved magt. For jeg bemærkede, at Venstres ordfører sagde, at uddannelse er gratis i Danmark, og det må jo så også gælde, hvis man eventuelt kunne finde på at indføre private universiteter, sådan som den tidligere videnskabsminister har været ude med; så må det jo også gælde der. Men det kan vi jo vende tilbage til.

Lovforslaget her sikrer altså, at universiteterne får mulighed for at indgå i de her Erasmus Mundus-samarbejder, altså at de udløser taxameter for den del, der foregår i Danmark, og udlandsstipendium for den del, der foregår på udenlandske universiteter, der måtte have brugerbetaling. Der er også i aftalen, hvilket vi har lagt meget vægt på, et loft over brugerbetalingen, sådan at man sikrer, at den ikke må overstige udlandsstipendiets størrelse, hvilket jo så betyder, at der altså heller ikke vil kunne opkræves delvis brugerbetaling for de dele.

Jeg synes, det er værd at dvæle en lille smule ved forløbet. For som jeg var inde på i et spørgsmål til Venstres ordfører, har det jo været et dybt kritisabelt forløb, hvor man på baggrund af klager fra enkelte studerende fra ministeriets side simpelt hen har – mener vi – svigtet sin tilsynspligt over for universiteterne. Man har altså haft en gråzone, som har betydet, at studerende er blevet efterladt i det her retstomrum, og det er helt uacceptabelt. Og det er uacceptabelt, at ministeriet ikke på et tidligere tidspunkt reagerede over for de her sager og sørgede for at få rettet op på reglerne.

Så vil jeg sige, at der også er flere af høringssvarene, der kommer ind på, at vi har brug for at se på det samlede område for de her parallelle og fælles uddannelser. For der er altså stadig uddannelser, som ikke er Erasmus Mundus-uddannelser, men som stadig væk hører ind under den her bekendtgørelse, og der kan vi jo risikere at komme ud i samme problem og i samme gråzone. Og der vil vi i hvert fald tilkendegive at vi synes vi har en opgave fremadrettet. Det står sådan set også i aftaleteksten, at vi skal se på de her områder for internationale uddannelser, så regelsættet er klart, og så vi sikrer, at universiteterne har mulighed for at indgå i de her aftaler.

Så vil jeg godt i forhold til de øvrige elementer i lovforslaget, som Socialdemokraterne bakker op om, nævne spørgsmålet om klagereglerne, som der jo altså her bliver ændret på, således at man fremover, hvis man klager over en karakter, risikerer, at karakteren bliver sat ned. Det sikrer en parallelitet med de regler, der gælder på Undervisningsministeriets område, og vi går sådan set meget ind for, at man sørger for at have parallelitet i reglerne, så der er gennemskuelighed. Men vi kan godt have en lille bekymring for, at der med den her regelændring simpelt hen vil opstå en social slagside, for hvem er det, der vil klage? Er det de ressourcesvage eller de ressourcestærke? Der tror jeg nok at man må sige, at der med den her øgede risiko for at få sat karakteren ned måske vil være den slagside. Det vil vi i hvert fald holde nøje øje med.

Jeg kan sige så meget, som at Socialdemokraterne er meget optaget af at sikre gennemsigtighed og gennemskuelighed i klagesystemet på universiteterne. Det er noget, vi har fremsat et beslutningsforslag om tidligere: om en studenterombudsmand eller en national instans, hvor man kan søge hjælp og vejledning til klagesager. For klagesystemet er uigennemskueligt, det er ekstremt svært og hårdt for den enkelte studerende at gå igennem sådan et klageforløb. Så vi vil også holde nøje øje med fremover, at vi får sikret en gennemskuelighed dér.

Vi støtter som sagt de øvrige elementer i forslaget om udlagt undervisning, beskyttelse af universitetstitlen og ph.d.-forløbet. Men vi har nogle spørgsmål på baggrund af høringssvarene til de her elementer, f.eks. i forhold til ph.d.-modellen, som vi vil stille i løbet af udvalgsbehandlingen. Men vi støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Jesper Langballe som ordfører for Dansk Folkeparti.

Hvad er et universitetsstudium? Ja, det er en bunden opgave, men en opgave, som den studerende er bundet til i frihed; ikke noget, som han eller hun skal trækkes igennem med et reb om halsen for hurtigst muligt at opnå kompetence med dertil hørende løn og forventelig pension, men en opdagelsesrejse i erkendelse, som den studerende gennemfører selvstændigt. Derfor skal universitetsundervisningen være forskningsbaseret, og derfor skal forskningen være fri, så at forskningens frihed kan forplante sig til undervisningen. Det sker efter vores mening bedst, hvor universiteterne ikke detailstyres centralt fra et ministerium, men har en udstrakt autonomi.

Da vi fik universitetsreformen i 2004, var vi nogle, der frygtede, at de nye universitetsbestyrelser med obligatorisk eksternt flertal til afløsning af det kollegiale selvstyre ville betyde, at erhvervslivet som aftagerled nu skulle sætte sig på universitetsstyrelsen, så forskning og undervisning tilrettelagdes efter et kommercielt nytteprincip og til skade for den individuelle forskningsfrihed. Det var vel sandt at sige også tæt på den oprindelige intention, men faktisk er det gået anderledes. Universiteterne har paradoksalt nok været udsat for en stigende ministeriel detailstyring, mens universitetsbestyrelserne har været temmelig usynlige, dels fordi ministeriet har forsømt at bruge dem til en økonomisk selvstændiggørelse af universiteterne, dels fordi bestyrelserne selv med klædelig beskedenhed og i overensstemmelse med gammel klassisk universitetskultur har overladt det meste til rektoraterne. I dag må vi erkende, at ingen på universiteterne ønsker det kollegiale selvstyre med valgte ledere tilbage, hvor administration røvede tid fra forskning og undervisning, ja, faktisk er de administrative byrder nogle steder vokset betydeligt siden 2004.

Den grundintention, der bærer regeringens ændringsforslag, er jo ønsket om en øget internationalisering af universitetsverdenen, og det er et langt stykke vej prisværdigt. Erasmus Mundus-problemet er løst, og jeg vil da også nok sige, at det vel ikke var noget overvældende kønt forløb, på den anden side er det jo historie nu, så det er jo kun, hvis der er gået valgkamp i sagen, at det bliver ved med at være interessant. Det klassiske flerfakultære universitet er måske det mest europæiske, der findes i vores kultur, fra adskillige hundrede år før EU tog patent på ordene Europa og europæisk. Det er bare nyttigt at huske, at det at flytte danske universitetsuddannelser for danske studerende til udlandet ikke tjener noget som helst formål i sig selv, men at man vinder mere internationalt udsyn ved at indbygge nogle semestre med et rigtigt udenlandsk universitet i en hjemlig dansk uddannelse. Denne internationaliseringsudvikling gør det i parentes bemærket ekstra påkrævet, at Folketinget gennemfører en sproglov, så det danske sprog ikke, sådan som danskforskerne frygter, lider domænetab og efterhånden bliver gjort uanvendeligt for forskningen, fordi der kun eksisterer engelsk.

Den nye evalueringsrapport peger på et par alvorlige potentielle trusler mod forskningsfriheden, først og fremmest den såkaldte instruktionsbeføjelse, § 17, stk. 2, hvor der bl.a. står:

»Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.«

Hvornår er så det? Kl. 2.00 om natten, når man er kommet hjem? Her vil vi nu, da loven er til revision, foreslå den individuelle forskningsfrihed direkte indskrevet, så der står, at i hovedparten af en forskers arbejdstid på instituttet kan han ikke afskæres fra at forfølge sine egne forskningsspor ved at blive sat til andet arbejde, medmindre – selvfølgelig – at andet er aftalt ved ansættelsen.

Vi mener også, at tiden er kommet til at styrke Akademisk Råd, så at rådet selv vælger formand og næstformand ud af sin midte, mens rektor og dekan er tilforordnede, desuden, at alle opslag af professorater sker efter forhandling med rådet, og at ledelsesdispositioner kan tages op i Akademisk Råd til kritisk behandling. Det betyder ikke, at beslutningskompetencen skal flyttes. Akademisk Råd skal fortsat kun være rådgivende …

Jeg skal gøre ordføreren opmærksom på taletiden.

Ja. Og så vil jeg bare sige, at med de bemærkninger siger vi et betinget ja til lovændringen.

Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Brosbøl.

Jeg er sådan set glad for, at hr. Jesper Langballe fik det sidste med, for man kunne jo efter talen at dømme ikke rigtig høre, hvad Dansk Folkeparti egentlig mener om det her lovforslag, som vi behandler i dag. På hr. Jesper Langballes ordførertale lød det jo, som om vi var i gang med hele den store revision af universitetsloven på baggrund af den evaluering, som kom i december.

Jeg vil bare spørge hr. Jesper Langballe, om han er opmærksom på, at der jo stadig udestår hele debatten om opfølgning på evalueringen og de spørgsmål om instruktionsbeføjelser og ledelsesstruktur og alle de her ting, som hr. Jesper Langballe var inde på i sin tale. Det er altså noget, som vi selvfølgelig vender tilbage til. De forhandlinger har vi slet ikke taget hul på endnu i universitetsforligskredsen, det her handler om en række andre ændringer af universitetsloven.

Ordføreren.

Jeg hørte godt fru Kirsten Brosbøls tale. Fru Kirsten Brosbøl er jo en kompetent forskningsordfører, men hun holdt en lidt perspektivløs tale. Jeg tillod mig så i stedet at gøre det her lidt bredere og gøre det til en status – lidt i utide – med hensyn til hele universitetsreformdebatten. Det gør ikke noget en gang imellem at være lidt fremme i skoene.

Fru Kirsten Brosbøl.

Jeg hilser da meget velkommen, at hr. Jesper Langballe har lyst til at deltage i den debat, som vi jo har løbende om hele universitetsloven, strukturen osv. Så jeg vil da blot komme med den opfordring til hr. Jesper Langballe, at Dansk Folkeparti, hvis man gerne vil ind at have indflydelse på den revision, der nu skal komme på baggrund af evalueringen, melder ud på den konstruktive bane, hvad det er for nogle ting, man gerne vil have ændret, og så måske kommer lidt mere på banen og er med til at forberede den lovrevision. For så kan vi måske slippe for at høre alle mulige betragtninger, når det nu er nogle helt andre ting, det her lovforslag handler om. Det var en opfordring.

Ordføreren.

Jeg kan forstå, at fru Kirsten Brosbøl ikke kan lide, at jeg er kommet med en række betragtninger. Jeg ved ikke, om det er, fordi det tager brødet ud af munden på fru Kirsten Brosbøl, men jeg vil sige, at jeg synes, det er dybt komisk at høre fru Kirsten Brosbøl sige, at Dansk Folkeparti er velkommen i universitetsdebatten. Det har vistnok været Dansk Folkeparti, der har genereret hele den principielle universitetslovdebat, og så er fru Kirsten Brosbøl da fulgt pænt med – og det har jeg ikke spor imod, det er altid rart. Somme tider skal man ride lidt fra hinanden og vise, at man er et helt kompagni, og somme tider rider man lidt sammen. Det er godt nok.

Der er en kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det gør selvfølgelig ikke noget at være lidt fremme i skoene, selv om man jo altid skal passe på med ikke at blive en alt for frisk fyr.

Men til spørgsmålet: Hr. Jesper Langballe talte jo forbavsende lidt om indholdet af forslaget i sin ordførertale, og derfor har jeg et meget konkret spørgsmål, nemlig hvad Dansk Folkepartis holdning er til de studerende, der ikke har flere SU-klip tilbage. For som jeg læser det her lovforslag, er der altså ikke nogen garanti for, at de ikke kommer til at betale for deres uddannelse. Så kan Dansk Folkeparti og hr. Jesper Langballe garantere, at de studerende, som ikke har flere SU-klip tilbage, ikke kommer til at betale for deres uddannelse?

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at forstå spørgsmålet. Det er klart, at hvis man ikke har flere SU-klip tilbage, så har man ikke det. Hvad kommer det dog det her ved?

Det, som er relevant at diskutere i den her forbindelse, er den brugerbetaling, der forekom – vi kan sige, det var et uheld, og vi kan måske sige, at det var forsøgt sådan listet lidt ind ad bagdøren – for danske studerende i forbindelse med Erasmus Mundus-programmerne, og der har Dansk Folkeparti gjort det fuldstændig lysende klart over for regeringen, at vi under ingen omstændigheder vil acceptere brugerbetaling på danske universiteter, og sådan bliver det.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg bliver da helt bekymret for, om ordføreren ikke har læst lovforslaget, og om ordføreren ikke har læst høringssvarene. Det her med de studerende, som ikke har flere SU-klip tilbage, er en af de indsigelser, der bl.a. er fra DSF, Danske Studerendes Fællesråd. Som jeg forstår det, er det noget, man har brugt en del tid på at diskutere i forligskredsen. Men kan ordføreren garantere – det var sådan, jeg hørte det sidste af det, hr. Jesper Langballe sagde – og kan Dansk Folkeparti garantere, at ingen studerende kommer til at betale for deres uddannelse, heller ikke dem, der ikke har flere SU-klip tilbage?

Vi taler ikke om, at de skal have SU, når de ikke har flere SU-klip tilbage. Vi taler om de udlandsstipendier, som nu skal gå til at dække deres udgifter, hvis de tager til et andet land via Erasmus Mundus. Kan Dansk Folkeparti garantere, at den gruppe af studerende ikke selv kommer til at skulle betale for deres uddannelse?

Ordføreren.

Jeg vil sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen, at det er sådan, at Dansk Folkeparti, selv om det er regeringens støtteparti, faktisk er et oppositionsparti. Vi sidder ikke i regering, og derfor garanterer vi ikke noget som helst, men vi har den opgave, som ethvert oppositionsparti for så vidt har, nemlig at holde regeringen fast – i det her tilfælde at holde regeringen fast på, at vi ikke under nogen omstændigheder vil acceptere brugerbetaling. Og det er ikke en fastholden, der kan hvile på løse gisninger; der må vi se, hvordan tingene går.

Men vi føler os ganske sikre på – vi garanterer ikke noget – at med Dansk Folkeparti ved roret ved siden af regeringen er der ikke nogen grund til at frygte, at der skal komme brugerbetaling.

Tak til ordføreren. Fru Hanne Agersnap som SF's ordfører.

Tak. Grundlæggende er SF positive over for lovforslagets idé om at styrke de danske universiteters internationale samarbejde. Det er helt afgørende for de danske universiteter, at de kan indgå i internationalt samarbejde med andre universiteter i andre lande, og EU's studieprogram Erasmus Mundus giver i dag de danske unge en unik mulighed for at tage en del af uddannelsen i udlandet.

Vi har haft internationalt samarbejde med mange lande i sådan nogle parallelle forløb med gensidig, gratis udveksling. Det har så desværre udviklet sig sådan inden for Erasmus Mundus, at det ikke er muligt.

Det svære i det her lovforslag er jo så, at man lemper på princippet om ikke at have brugerbetaling for uddannelse, fordi det har været svært for de danske universiteter at indgå i Erasmus Mundus-samarbejdet med det der gensidige gratisprincip.

Vi har hørt om dette uskønne forløb, hvor Socialdemokraterne, som er forligspartner i forbindelse med universitetsloven, har været med til at løse problemet med betaling og fået lavet den her politiske aftale. Den politiske aftale forsøger at inddæmme brugerbetalingen. Der er givet reference til aftalen i bemærkningerne til lovforslaget, og man har gjort det sådan, at udlandsstipendier skal finansiere eventuelle studieudgifter i udlandet. Det vil så kræve en ændring i en anden lov, som vi endnu har til gode at se, så derfor kan det være lidt svært på nuværende tidspunkt at få det fulde overblik over, hvordan vi får inddæmmet brugerbetalingen.

I SF har vi læst aftalen, og vi deler fuldstændig opfattelsen af intentionerne, nemlig at vi både skal have mulighed for at deltage i Erasmus Mundus-samarbejdet, og at vi skal værne om det princip, at danske uddannelser er gratis for de studerende. Det har foreløbig været rart at høre her i debatten, at det samlede Folketing – eller i hvert fald alle dem, vi har hørt indtil videre – selvfølgelig vil passe på gratisprincippet for de danske uddannelser.

Men når jeg læser lovforslaget, bliver jeg alligevel bekymret for, om den politiske aftale er tilstrækkelig indarbejdet i lovforslaget. Der er nogle ting, vi gerne vil have præciseret, f.eks. at der ikke kan blive krav om betaling fra enkelte studerende. Det kan, som fru Johanne Schmidt-Nielsen nævner, være studerende, der ikke længere kan få SU, og som derfor måske ikke kan få udlandsstipendierne, som i hvert fald hidtil har været hæftet op på SU-retten. Det kan være for uddannelser, hvor brugerbetalingen overstiger udlandsstipendierne, for der står ikke noget i lovforslaget om et loft over brugerbetalingen. Så under udvalgsarbejdet vil vi gerne sikre os at få præciseret, at der ikke kan blive tale om betaling for danske studerende.

Dernæst har jeg et mere teknisk spørgsmål, der måske vil komme op i udvalgsbehandlingen, nemlig om virkemåderne for udlandsstipendierne: Bliver det sådan, at de går ind over den studerendes indkomst for derefter at blive brugt til betaling for uddannelse? Det mener jeg vil være stærkt problematisk i forhold til skat og andre ting, men det kan muligvis løses på andre måder – ved hjælp af vouchers eller sådan noget, så man ligesom får en billet, eller at man betaler direkte til det udenlandske universitet.

Så med de her bemærkninger er vi altså i høj grad tilhængere af inddæmningen af gratisprincippet i aftalen, men vi er bekymrede over, om det her lovforslag afspejler aftalen tilstrækkeligt. Det vil vi forsøge at få afklaret i udvalgsbehandlingen.

Dertil er der en lille del af lovforslaget – det, som fru Malou Aamund jo beskrev rummer flere dele – som jeg vil kommentere, nemlig det om klagebehandling. Og der vil jeg sige, ligesom fru Kirsten Brosbøl sagde, at vi er gået ind for det på Undervisningsministeriets område, så vi vil også gå ind for det på det her område. Det kan jo være en bureaukratisk lettelse for universiteterne, så selv om det er kedeligt for de studerende, der kan risikere at få deres eksamenskarakterer sat ned, vil vi gå ind for det, fordi vi synes, der skal være det samme princip på hele undervisningsområdet.

Tak til ordføreren. Hr. Jørgen S. Lundsgaard som konservativ ordfører.

Det er regeringens politik, at Danmark skal være blandt de ti rigeste i verden, og til det formål skal Danmark have nogle af verdens bedste uddannelser og den bedst uddannede arbejdskraft. Men verden er under hastig forandring og kræver globalisering både af undervisningen og af rekrutteringsgrundlaget. Vi må ud i verden for at lære, og vi må blive så gode, at vi tiltrækker de bedste elever og lærere til vores uddannelsessystem og får dem til at blive i Danmark til gavn for Danmark og vores erhvervsliv. Derfor er den fremsatte internationalisering af universitetsloven et lovende og nødvendigt skridt mod en globalisering af vores universitetssektor.

En anden positiv effekt af lovforslaget kan blive, at udlandets tradition for at færdiggøre studierne tidligere end danske studerende kan smitte af. Et udlandsophold giver også smag for at være mobil, flytte efter de bedste muligheder for at udfolde sig professionelt. Så undgår vi måske, at vi skal oprette universiteter i alle landsdele for at sikre højt uddannet arbejdskraft som læger osv.

Det fremsatte lovforslag giver universiteterne en ny ramme for at udbyde kandidatuddannelser sammen med udenlandske universiteter. De studerende får således en mulighed for dobbeltgrader eller multiplegrader. Dette har stor betydning for senere jobmuligheder, når de internationale universiteters prestige kan kobles til ph.d.-titlen.

Universiteterne får desuden mulighed for at bestemme, om de studerende skal gennemføre en del af undervisningen ved en godkendt dansk uddannelse i udlandet i form af en såkaldt udlagt undervisning. Det giver internationalt perspektiv og et uvurderligt netværk. Jeg har selv i de første 10 år af mit liv, efter jeg var færdig med min uddannelse, faktisk kun brugt et sådant udenlandsk netværk, jeg fik under et udlandsophold.

Lovforslaget indebærer endvidere en rationalisering og dermed en mulig forkortelse af uddannelsesforløbet, ved at universiteterne får mulighed for at indskrive studerende sideløbende på kandidat- og ph.d.-uddannelserne. Og lovforslagets ændring af klagereglerne skulle gerne give universiteterne en masse sparemuligheder, fordi en klage nu kan medføre, at karakteren ændres i både positiv og negativ retning. Det var tidligere risikofrit at klage.

Endelig indeholder forslaget en savnet beskyttelse af brugen af universitetsbetegnelsen. Det bliver nu forbudt at drive de berygtede diplomfabrikker i Danmark under universitetsbetegnelsen. Denne gennemskuelighed bliver til gavn både for studerende og for det danske samfund, som skal bruge kandidaterne efterfølgende.

Vi skal derfor gøre dansk uddannelse og Danmarks universiteter til et af Danmarks store erhverv, og vi har mulighederne. Vi er gode til det. I Australien er det blevet det fjerde vigtigste erhverv med en indtægt på 45 mia. Det kunne muligvis klare lidt af vores problem her i den nærmeste fremtid.

De Konservative kan derfor tilslutte sig det fremsatte forslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved som radikal ordfører.

L 119 er et lovforslag, som Det Radikale Venstre kan støtte. Vi synes, det er glimrende, at der er fundet en løsning nu imellem universitetsforligspartierne om Erasmus Mundus-programmerne, og at vi nu kan implementere den aftale, således at danske universiteter og danske studerende kan få del i de muligheder, som EU-studieprogrammerne giver.

Vi synes også, det er glimrende, at der lægges op til en kvalitetssikring. Jeg har noteret mig, at Danske Universiteter er betænkelige ved den proces og omfanget af processen i forbindelse med akkreditering af uddannelserne, og vi må jo under udvalgsbehandlingen se på, om der er noget, der er for omfattende og bureaukratisk. Men under alle omstændigheder er det vigtigt at sikre, at der er en kvalitetssikring af de uddannelser og universiteter, der indgår i et sådant programsamarbejde.

Det er også tilfredsstillende, at der er mulighed for, at universiteterne kan lægge deres undervisning eller dele af den ud til udlandet. Vi synes i Det Radikale Venstre, at det ville være en rigtig god ting, hvis vi gradvis fik normer, der gik i retning af, at alle studerende skulle deltage i uddannelsesaktiviteter i udlandet i en del af deres studie.

Endelig er det også tilfredsstillende, at klagereglerne rettes på universitetsområdet, og at de bliver tilsvarende de regler, som vi behandler i Undervisningsministeriets, i ministerens regi.

Så alt i alt er det tilfredsstillende. Det er selvfølgelig et led i en internationalisering, som i virkeligheden måske endda burde gå lidt hurtigere, end den gør nu. Derfor kunne man også forestille sig, at vi fik en ændring af udviklingskontraktsystemet på vores universiteter og lavede nogle pejlemærker og gav nogle større frihedsgrader. Et pejlemærke kunne være, at universiteterne skulle udvikle samarbejdsrelationer både på forskningsniveau og uddannelsesniveau med andre universiteter i verden.

Så vi støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi lige husker på, hvorfor vi behandler det her forslag i dag. Sagen handler jo om et af de mest centrale principper i dansk uddannelsespolitik, nemlig at danske uddannelser skal være gratis uden brugerbetaling. På papiret er det jo noget, som alle partier på Christiansborg støtter. Enhedslisten fik vedtaget en beretning, som samtlige partier tilsluttede sig. Det er vi glade for.

Alligevel er det en tendens, vi oplever i landene omkring os, og som vi jo desværre også med den her sag oplever begynder at snige sig ind i det danske uddannelsessystem. I 2007 kunne vi afsløre, at universiteterne igennem flere år havde opkrævet brugerbetaling fra de studerende på Erasmus Mundus-uddannelserne, og det skete altså, samtidig med at de modtog taxametertilskud. Den praksis foregik i årevis, på trods af at den danske universitetslov specifikt forbyder at opkræve brugerbetaling, når man samtidig modtager taxametertilskud. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har i hvert fald siden februar 2006 været orienteret om, at danske universiteter opkrævede den her brugerbetaling fra de danske studerende. Alligevel tog det mere end et år, og det krævede massiv medieomtale, før man overhovedet begyndte at gå i gang med at løse problemet. Derfor er vi så optaget af den her sag, som vi er.

Forløbet er vigtigt af to årsager: For det første er de danske universiteter økonomisk pressede, og derfor er de altså parat til at være endda meget kreative, når det handler om uddannelsesfinansiering. Der er behov for et meget skarpt opsyn fra myndighedernes side og en krystalklar lovgivning, der sikrer gratisprincippet på de danske uddannelser. For det andet har vi haft en minister, som helt åbenlyst ikke har prioriteret at forhindre brugerbetaling for de danske studerende. For hvis man havde prioriteret det, var der blevet sat ind noget før. Jeg håber, at det er anderledes med den nye minister, og velkommen til i øvrigt.

Når det handler om det konkrete forslag, er vi ikke helt tilfredse i Enhedslisten. Vi mener, at den bedste løsning vil være, at vi deltager i Erasmus Mundus-programmet, men finder en europæisk løsning på det her, hvor man i stedet for brugerbetaling baserer programmet på gensidig udveksling mellem universiteter, der deltager i de internationale programmer. Ved at gøre gensidig udveksling til princip vil man undgå at lægge pres på de uddannelsessystemer, som ikke benytter brugerbetaling, og som har nogle principper og nogle grundlæggende ideer om, hvorfor brugerbetaling er en rigtig, rigtig dårlig idé.

Desværre har vi svært ved at se, hvor det er, regeringen indtil nu har arbejdet for den her europæiske løsning om gensidig udveksling igennem EU-systemet, men vi håber meget på, at det kommer til at ske. Det er jo nu en del af aftaleteksten, at man vil arbejde for gensidig udveksling. Jeg håber, at ministeren i sin tale vil komme ind på, hvordan regeringen i EU vil arbejde for, at det bliver den gensidige udveksling, der bliver det bærende princip fremover.

Vi er i Enhedslisten ikke principielt afvisende over for, at man kan bruge den her model med at lade udlandsstipendierne dække brugerbetalingen som en midlertidig lappeløsning, men der er stadig nogle ting, der skal afklares. For det første er der de studerende, som er løbet tør for SU og derved ikke har adgang til udlandsstipendierne. Det var det, jeg prøvede at diskutere med hr. Jesper Langballe. Faktum er jo, at hvis de studerende er løbet tør for SU, har de ikke adgang til de udlandsstipendier, som der altså i aftalen lægges op til skal dække brugerbetalingen i udlandet. Hvordan sikrer man, at de studerende fortsat kan få gratis uddannelse?

For det andet: Hvad sker der, hvis der bliver indgået Erasmus Mundus-aftaler, der overstiger niveauet på uddannelsesstipendiet? For i aftaleteksten står der, at det vil man bare ikke være med til. Danmark vil ikke indgå den slags aftaler. Men det fremgår altså ikke af lovforslaget. Vi har i hvert fald ikke været i stand til at se, hvor i lovforslaget det står, at Danmark ikke kommer til at indgå aftaler, hvor betalingen overstiger det udenlandsstipendium, den studerende får med sig. Med andre ord har vi nogle spørgsmål.

Afslutningsvis kan jeg sige, at vi kan støtte det forslag, der handler om at give universiteterne mulighed for at indskrive studerende på både kandidat- og ph.d.-uddannelsen samtidig, og vi kan også støtte beskyttelsen af universitetstitlen. Til gengæld må vi, præcis som da vi behandlede forslaget på Undervisningsministeriets område, stille os kritiske over for forringelserne af de studerendes klagemuligheder. Jeg mener, at det er en forringelse, når man lader institutionerne få mulighed for at sætte den studerendes karakter ned. Jeg håber, at ministeren vil adskille det forslag fra de øvrige. Jeg ser absolut ingen grund til, at forslaget om klageadgang bliver behandlet sammen med Erasmus Mundus-delen.

Tak til ordføreren. Så er det videnskabsministeren.

Tak for velkomsten. Jeg vil også gerne takke for dagens debat, som i høj grad viser, at det er et rigtig vigtigt og meget nødvendigt kapitel, vi går i gang med. Forslaget følger op på bl.a. den politiske aftale, som min forgænger indgik, om Erasmus Mundus. Man kan sige, at forslaget er endnu et vigtigt skridt på vejen i regeringens bestræbelser på at sikre bedst mulige vilkår for, at de danske universiteter kan være helt fremme i internationaliseringen. Men det slutter jo ikke her. Jeg vil gerne arbejde for at styrke internationaliseringen endnu mere, og hvordan det helt konkret kommer til at ske, vil jeg gerne glæde mig til at drøfte videre.

Så ser jeg rigtig meget frem til, at vi i den nærmeste fremtid skal i gang med at følge op også på universitetsevalueringen. Så ja, jeg glæder mig til rigtig mange flere debatter om universitetspolitikken. Som sagt, tak for debatten i dag. Der er ingen tvivl om, at det nu gælder om at komme i gang med udvalgsarbejdet, hvor jeg også regner med, at spørgsmålene kan blive drøftet endnu mere og yderligere.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det hr. Jesper Langballe.

Taletiden starter ikke, før hr. Jesper Langballe begynder at sige noget, værsgo.

Det var smukt, hr. formand.

Jeg vil sige, at den allervigtigste grund til, at jeg rejser mig nu, er, at jeg fuldstændig glemte, da jeg var på talerstolen, at byde den nye videnskabsminister hjertelig velkommen og sige, at vi glæder os meget til samarbejdet.

Nu, hvor jeg er oppe at stå, vil jeg lige stille et enkelt spørgsmål, og det er, om videnskabsministeren vurderer, at jeg har ret i den generelle betragtning – det er ikke særlig konkret udformet – at det at flytte en dansk universitetsafdeling for danske studerende til udlandet jo egentlig ikke rummer noget formål i sig selv. Hvis jeg selv var studerende, så ville jeg foretrække at komme på et rigtigt udenlandsk universitet i et par semestre frem for at komme ind på et dansk universitet.

Så er det ministeren, og der er op til et minut til at svare. Værsgo.

Jamen der er ingen tvivl om, at internationaliseringen betyder rigtig, rigtig meget for regeringens uddannelses- og undervisningspolitik. Det sker jo allerede i dag på rigtig mange forskellige måder på universiteterne, at der samarbejdes med andre internationale universiteter. I forskellige former lægges undervisningen ud, og der arbejdes med vidensudveksling frem og tilbage mellem internationale universiteter. Så der er i den grad både behov for og allerede gang i internationale samarbejder.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik svar på mit spørgsmål. Vi fik i sin tid den udmærkede ordning, at man kan bygge et par semestre på et udenlandsk universitet ind i en dansk universitetsuddannelse og på den måde udvide sin horisont, hvorimod vi ikke ville gå med til den tidligere statsministers idé om, at man bare kunne tage en hel uddannelse i udlandet, og så blev taxameterpengene kylet efter en.

Men når vi nu har den udmærkede ordning, at en studerende kan bygge nogle semestre ind i sin danske uddannelse, hvor det er forankret i en dansk uddannelse, er ministeren så ikke enig med mig i, at det så ikke i sig selv vil give så forfærdelig meget mening at søge ind på en dansk universitetsuddannelse i udlandet, hvis man er dansker. Altså, så er der mere internationalt udsyn vundet ved at gå ind på et rigtigt udenlandsk universitet.

Så er det ministeren.

Det synes jeg ikke man kan svare ja eller nej på, al den stund at jeg synes, det afhænger meget af det enkelte studie og af det enkelte område. Jeg synes, der er rigtig gode eksempler, men der er også lidt mindre heldige eksempler på, at man forsøger at kategorisere det så meget. Det vil være mit standpunkt.

Den næste korte bemærkning er fra fru Kirsten Brosbøl.

Jeg vil også her for åben mikrofon sige meget hjertelig velkommen til den nye minister. Nu er det selvfølgelig ministerens forgænger, der har indgået den her aftale om Erasmus Mundus med Socialdemokraterne, men da der nu blev rejst nogle spørgsmål her i debatten om loftet over brugerbetalingen og om de studerende, der ikke har flere SU-klip tilbage, vil jeg blot bede videnskabsministeren om at bekræfte, at det altså er noget, der indgår og er taget højde for i den aftale, vi har lavet.

Jeg vil også bede ministeren bekræfte, at det derfor selvfølgelig også vil afspejle sig i det lovforslag, der nu forhåbentlig bliver vedtaget, at der er et loft over den brugerbetaling, som de udenlandske universiteter må opkræve i de her Erasmus Mundus-samarbejder, hvis de skal samarbejde med et dansk universitet, selv om det ikke overskrider udlandsstipendiet, og at det fremgår af aftalen, at vi selvfølgelig forventer, at alle studerende vil kunne få dækket deres udgifter til at deltage i de her samarbejder.

Så er det videnskabsministeren.

Der er ingen tvivl om, at princippet om gratis uddannelse er gældende. Der kan være detaljer i lovforslaget, jeg endnu ikke er helt opmærksom på, så det vil jeg gerne vende tilbage til.

Den tredje korte bemærkning er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg synes, det er helt rimeligt og helt forståeligt, at ministeren som helt ny minister ikke kender alle detaljer i det her forslag, som vi jo har brugt meget lang tid på. Derfor vil jeg stille et principielt og overordnet spørgsmål: Hvad er ministerens holdning til brugerbetaling på uddannelse?

Så er det ministeren.

Jamen igen må jeg sige, at jeg med den erfaring og viden, jeg kommer med fra meget forskelligartede uddannelser, synes, det er meget svært at sige for eller imod. Jeg kan godt se, at der kan være nogle enkeltstående steder, hvor det kan overvejes, men mit overvejende og mest gældende princip er, at uddannelse er gratis.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen for yderligere en kort bemærkning.

Det bliver jeg da godt nok ked af at høre, for det er meget nye toner fra regeringen, hvis der skulle være steder i det danske uddannelsessystem, hvor brugerbetaling er en god idé. Ministeren siger, at der kunne være nogle få steder, hvor det kunne være en god idé. Kunne ministeren komme med nogen eksempler på det? Det vil være en grundlæggende ny tilgang til brugerbetaling på uddannelse i Danmark, hvis det er den nye holdning til brugerbetaling på uddannelse.

Så er det ministeren.

Jeg tror ikke, der er tale om nogen ny holdning. Jeg gentager gerne, at jeg går ind for, at undervisningen er gratis. Jeg bløder det op og gør det ikke hundrede procent kategorisk, da jeg gerne vil sætte mig yderligere ind i stoffet og lære alle områder mere at kende. Jeg ved, at det har været overvejet på forskellige områder, men jeg vil gerne sætte mig yderligere ind i sagen og holde fast ved mit grundlæggende princip om, at uddannelse er gratis.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Jamen jeg undrer mig over videnskabsministerens forklaring med at sige, at her i Danmark betaler man ikke for at tage en uddannelse, det er gratis at tage en uddannelse, og det slår ministeren fast som et princip, men siger, at der alligevel er nogle områder, som ministeren personligt synes det kunne være interessant at se om der skal være brugerbetaling på. Så derfor er jeg nødt til at spørge ministeren: Er der sådan en principiel støtte til det, som der har været her i Danmark i rigtig, rigtig mange år, nemlig gratis adgang til uddannelse, eller er det, som ministeren nu åbner for, at der ikke skal være?

Så er det ministeren.

Der er en principiel støtte til det.

Så er det fru Christine Antorini for yderligere en kort bemærkning.

Så vil jeg alligevel bede ministeren om at løfte sløret lidt for det, ministeren lige før sagde til fru Johanne Schmidt-Nielsen om, at der alligevel var nogle områder, ministeren gerne ville se på om der skulle være brugerbetaling på. Kunne ministeren bare komme med et enkelt eksempel på, hvad hun tænker på, hvis det ikke skal bryde med gratisprincippet?

Så er det ministeren.

Der vil jeg gerne have mulighed for at sætte mig endnu grundigere ind i sagerne, inden jeg siger noget om det her fra talerstolen.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Videnskab og Teknologi. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)