Som Socialdemokraternes ordfører har gjort rede for, så er det en skændsel for det danske samfund, at over 6.000 langtidssyge hvert år mister sygedagpengene, ikke fordi de er blevet raske, ikke fordi de er kommet tilbage på arbejdsmarkedet, ikke fordi de har fået førtidspension, men simpelt hen fordi sygedagpengene stopper på grund af den nuværende varighedsbegrænsning.
Og mellem 1.000 og 2.000 af dem havner oven i købet i det sorte hul, fordi de heller ikke kan få kontanthjælp, og det vil altså sige, at deres månedlige indtægt er siger og skriver nul komma nul kroner.
Det kan vi som samfund selvfølgelig ikke være bekendt.
Den lille forbedring, som der er forslag om her, stemmer vi selvfølgelig for, men den er helt utilstrækkelig.
Den betyder nemlig, at ni tiendedele af de 6.000, der mister sygedagpengene hvert år, ikke bliver hjulpet af det her.
Og så vil jeg tilføje nogle få betragtninger omkring kontrol.
I dag er det sådan, at en selvstændig erhvervsdrivende kan raskmeldes 50 pct., hvis tilstanden bliver bedre.
Men hvis rollen for den pågældende selvstændige, der måske har et lille firma eller en butik, eller hvad man nu kan forestille sig, og som raskmeldes med 50 pct., kun er at tage telefonen, så udgør arbejdet langtfra 50 pct.
Derfor bliver loven nu ændret, så man som selvstændig erhvervsdrivende kan nøjes med at raskmelde sig 25 pct.
og så fortsat få 75 pct.
sygedagpenge.
Et af svarene fra ministeren viser, at der er meget små muligheder for at kontrollere, om de her procenter bliver overholdt, altså om der bliver arbejdet mere, end det fremgår af sagen, sådan at den pågældende i virkeligheden får for stort et beløb i sygedagpenge.
Det er altså svært at kontrollere det her, og det er selvfølgelig ikke godt, men der siger vi også i SF, at det er o.k.
Vi skal have det hele til at fungere, og det skal vi også over for selvstændige erhvervsdrivende.
Men jeg må sige, at hvor ville jeg blive glad, hvis man havde den samme fleksible holdning over for f.eks.
arbejdsløse på dagpenge og kontanthjælp.
De er bastet og bundet af et vildtvoksende regelsæt med masser af kontrol og dynger af dybt indviklet bureaukrati.
Og så ville det dog være dejligt, hvis flertallet herinde også havde en mere fleksibel holdning, ligesom man har til selvstændige erhvervsdrivende, til de arbejdsløse på kontanthjælp og på dagpenge, som er tynget af alt for mange firkantede regler, som man ellers kun har set i det kommunistiske Sovjetunionen.