Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 2. behandling af lovforslag nr. L 117:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Ændring af reglerne om forlængelse af sygedagpengeperioden, sygedagpenge til selvstændige og ophævelse af bestemmelser om indbetaling til Særlig Pensionsopsparing (SP) m.v.)

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 28.01.2010. 1. behandling 04.02.2010).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Lennart Damsbo-Andersen ønsker ordet og får det som ordfører.

Hvis der var nogen, der havde troet, at der i regeringen og hos Dansk Folkeparti havde indfundet sig en grad af fornuft, så viste debatten ved førstebehandlingen af L 117, at det der med fornuft skal man lede efter andre steder.

Vi ved nu, at Venstre, Konservative og ikke mindst Dansk Folkeparti overhovedet ikke har forstået, at der ikke bliver holdt tilstrækkelig hånd under syge, der ikke er afklaret, ved at forlænge med de 13 uger, som loven indebærer.

Der er desværre rigtig mange borgere, der bliver ramt af at være syge uden at være afklaret i forhold til, om de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller om de skal have pension eller fleksjob, og som på grund af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge mister sygedagpengene og endda for tusind menneskers vedkommende mister forsørgelsesgrundlaget helt og aldeles. Der kommer nye eksempler hver eneste dag.

I går havde en mand foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget. Han er selvstændigt erhvervsdrivende, lider af slidgigt, har mistet sygedagpengene, og han kan ikke få et fleksjob, for han er ikke afklaret, fordi der hele tiden kommer nye komplikationer. Og i forgårs fik jeg så en henvendelse fra Lone Jensen, en dame, der bor i Midtjylland, der for 2 år siden faldt af sin hest og bogstavelig talt fik revet foden af. Den er syet på igen. Hun er opereret gentagne gange, ti gange faktisk, og hun skal opereres igen, er bundet til sin kørestol, kan ikke arbejde og har i øvrigt fået udsigt til at miste sygedagpengene her pr. 1. april, fordi alle muligheder er udtømt for kommunen. Endnu en fuldstændig umulig situation.

Lones historie blev bragt på TV 2 Midt-Vest den 22. februar kl. 22.00, og for at alle medlemmer, også dem, der ikke lytter lige nu, kan forstå, hvilken håbløs situation Lone står i, vil jeg sende linket til dem alle sammen, og så kan de jo overveje endnu en gang, hvad det er, de har gang i.

Bemærk især ministerens kommentar til sidst. Og for at sige det mildt kan Lone ikke bruge den til noget som helst, og det kan andre syge i øvrigt heller ikke.

Hvornår vågner ministeren og regeringen op og hjælper de mennesker, der ender i den form for fuldstændig umulig situation?

Dansk Folkeparti har jeg afskrevet. Deres ordfører har gentagne gange fra denne talerstol talt nok så fint om, at der nu skal gøres noget, og at det er noget så synd. Varm luft og røgslør, det er, hvad det er. Der har endnu ikke været antydning af handling bag ordene, tværtimod er der hver gang trukket i land. De floromvundne løfter er svigtet, og de, der har haft håb, er også blevet svigtet.

Argumentationen fra de borgerliges side er, at de syge skal aktiveres og afklares hurtigst muligt, og at det er den eneste rigtige medicin. Der er jo ingen uenighed i det her Ting om, at syge skal behandles og afklares så hurtigt som muligt, men det kan godt gøres samtidig med, at man følger vores forslag. Det eneste, der hjælper på de syges situation, er at afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, så de, der er syge, kan koncentrere sig om at blive raske i stedet for at bekymre sig om deres økonomi.

Ikke mere snak. Det er nu, der skal handles, og det kan klares nemt ved at stemme for oppositionens ændringsforslag, der vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.

Tak. Så er det hr. Eigil Andersen som ordfører.

Om lidt får vi en afstemning om, hvilke partier der vil hjælpe langtidssyge mennesker i Danmark, og hvilke partier der ikke vil.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets egne tal er der hvert år 6.000 – 6.000 – langtidssyge i Danmark, som mister deres sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen inklusive de forlængelsesmuligheder, der er. Af de 6.000 er der mellem 1.000 og 2.000, som oven i købet havner i det, man kalder det sorte hul, hvor man får – siger og skriver – 0,0 kr. i indtægt, fordi man ikke engang kan få kontanthjælp, typisk på grund af at man har en ejerbolig, eller fordi man har en ægtefælle, der har en indtægt.

Alle disse 6.000 langtidssyge mister deres sygedagpenge, selv om de stadig væk er syge, og selv om det stadig væk er uafklaret, om de kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår eller i fleksjob, eller om de skal have førtidspension. Vi kan som samfund simpelt hen ikke være bekendt at straffe syge medborgere på den måde.

Det hovedforslag, som er til behandling her, er en lille forbedring, som måske redder, vil jeg tro, 500 af de 6.000, der årligt mister sygedagpengene. Tilbage er der så 5.500, og hvad med dem? Dem skal vi naturligvis også hjælpe, og derfor er det her hovedforslag fra regeringen og Dansk Folkeparti fuldstændig utilstrækkeligt.

I oppositionen – Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Enhedslisten – har vi derfor stillet fælles ændringsforslag, som ophæver varighedsbegrænsningen på sygedagpengene. Efter vores opfattelse er den menneskelige udgave af det her, at varighedsbegrænsningen fjernes, så ingen langtidssyge mister deres sygedagpenge, før det er afklaret, om de kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår, om de skal have et fleksjob, eller om de skal have en førtidspension.

Både regeringspartierne og Dansk Folkeparti har gjort ihærdige forsøg på at tale om noget andet, selvfølgelig fordi man godt kan indse, går jeg ud fra, at man har en meget dårlig sag. Det, man har forsøgt at tale om, er, hvilke aktiviteter der foregår i forhold til de syge for at hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det har man forsøgt at dreje diskussionen ind på, men sagens kerne er, at det her forslag overhovedet ikke handler om, hvad der sker, mens man er syg, hvilken aktivering der finder sted, og hvilken hjælp man skal have. Derfor er det en misvisende debat i forhold til det her forslag. Alle de regler, som gælder med hensyn til aktivering af syge for at hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet, gælder under alle omstændigheder, uanset om de får sygedagpenge eller ej.

Selv om der er lidt spredt opmærksomhed, kan man godt sige, vil jeg alligevel med det her kraftigt opfordre til at stemme for oppositionens ændringsforslag. Mange mennesker i det danske samfund – både de 6.000 langtidssyge, som mister sygedagpengene hvert år, og alle deres familier og kolleger på arbejdspladserne – vil synes, at det er en utrolig god og solidarisk handling, så det vil jeg opfordre til.

Tak.

Altså, selv om der er en meget stor glæde ved at sidde i Folketinget og i Folketingssalen, vil jeg sige, at støjniveauet svarer sådan til en fætter-kusine-sammenkomst. Man er glad for at se hinanden og taler sammen, men det er altså ødelæggende for den, der står på talerstolen og gerne vil have lydhørhed. Så jeg beder om, at den summen, der er, i virkeligheden kommer ned på et lavere niveau.

Hr. Morten Østergaard har ordet som ordfører. Værsgo.

Jeg kan selvfølgelig kun tilslutte mig opfordringen fra hr. Eigil Andersen til, at man støtter oppositionens ændringsforslag. Jeg har måske ikke store forhåbninger om, at det så vil ske med et stort flertal i Folketinget i dag, men når jeg alligevel vil tage ordet som et supplement, er det, fordi vi i Det Radikale Venstre står i den særegne situation, at vi jo faktisk havde lavet en aftale med regeringen om, hvordan man skal lave en tidlig opfølgende indsats i forhold til folk, der er på vej til at blive langtidssyge. Og det er, fordi vi tror, det virker. Det har vi eksperterne bag os til at sige, og man er sådan set også rundtomkring bredt enige om, at en tidlig indsats i forhold til sygemeldte er en god måde at sørge for, at de ikke mister kontakten til arbejdsmarkedet, og at de vender hurtigt tilbage.

Der er det bare paradoksalt, for når man nu har lavet et system med en tidlig indsats, der forpligter både behandlingssystemet og kommunerne til at have en tidlig indsats i forhold til de sygemeldte og sikre, at der allerede fra den tiende uge helt konkret er kontakt til dem, skulle man jo tro, at det var overflødigt i den anden ende at have en varighedsbegrænsning på, hvor længe de kan være på sygedagpenge. For hvis indsatsen er god, hvis indsatsen er effektiv, vil dem, der kommer op i nærheden af udløbet af sygedagpengene og rammer den her varighedsbegrænsning, jo undervejs have været inde i et forløb, hvor de reelt har været syge og reelt fortsat har brug for at være på sygedagpenge.

Derfor må man sige, at når regeringen ikke er villig til at kigge på varighedsbegrænsningen, skyldes det jo nok, at den alligevel ikke er sikker på, at det, vi har lavet i fællesskab, er godt og effektivt, altså at man sikrer den tidlige indsats. Og det synes vi i Det Radikale Venstre er ærgerligt. Vi tror faktisk, at vi sammen med regeringen har lavet et godt system, som sikrer, at der er en tidlig indsats, og derfor kan man med sindsro støtte ændringsforslaget og afskaffe varighedsbegrænsningen. Alternativt kommer det til at virke, som man ikke tror på det, man selv har lavet, og det beklager vi, for vi synes, det er udmærket, og vi tror faktisk på, at en tidlig indsats er så effektiv, at vi kan undvære varighedsbegrænsningen. Og derfor støtter vi naturligvis ændringsforslaget, som vi selv har været med til at stille.

Tak. Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Jeg kunne godt tænke mig, at der også var nogle af de borgerlige ordførere, der gik op og kunne forklare, hvordan man ønsker at stemme til ændringsforslaget, og ville forklare, hvorfor man mener, at der er syge mennesker, som helt skal fratages deres indkomst, og om man mener, at folk bliver hurtigere raske, hvis de skal bruge deres ressourcer på at finde ud af, hvordan de skal betale deres husleje, og hvordan de skal få råd til at købe mad, end hvis de ved, at de er sikret en indkomst, indtil de enten er blevet raske og er kommet tilbage på arbejdsmarkedet eller er kommet i fleksjob eller er endt på førtidspension.

Hvad er det, der gør, at man tror, at det virker, så folk bliver raske, hvis de mister deres indkomst? Det ville være rart at få en ordfører på talerstolen, der kunne forklare det. For det må jo være det, der er logikken, når man siger, at folk skal miste indkomsten uden at have noget andet at sætte i stedet. Det må være, fordi man mener, at det vil gøre dem raske.

Man kunne også sige, at når nu regeringen mener, at den måde, vi skal komme ud af krisen på, er at øge privatforbruget, hvorfor er det så, at man for de her menneskers vedkommende siger, at de helt skal stoppe med at forbruge noget som helst, at de hverken skal have hus eller købe mad eller noget som helst, og at de skal klare sig uden noget?

Man kunne også nævne, at vi på mandag fejrer 100-året for 8. marts, som er kvindernes internationale kampdag, og et af de krav, der har været igennem mange år, er, at man skal behandles som et selvstændigt menneske. Men hvis man mister sine sygedagpenge og dermed jo skulle have kontanthjælp, får man det altså ikke, hvis man er gift og ens ægtefælle har en indkomst. Så er man pludselig ikke et selvstændigt menneske længere, så betragtes man bare som et påhæng til ægtefællen. Det burde vi se at få afskaffet; det har vi haft 100 år til, og vi bør ikke skulle bruge 100 år yderligere på at fjerne det.

Jeg håber meget, at det snart vil lykkes os at få gennemtvunget, at vi får et valg og et nyt flertal, sådan at vi kan få gennemført det forslag, som hele oppositionen står bag, både Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten, om, at syge mennesker altså ikke skal være bange for ikke at kunne betale deres husleje og ikke skal være bange for ikke at kunne købe mad, men at de kan være sikre på at have en indkomst, indtil det er afklaret, om de bliver raske og kommer tilbage på arbejdsmarkedet, kommer i fleksjob eller får førtidspension. Det er det eneste menneskeligt rigtige, og det er faktisk også det, der bedst kan betale sig for samfundet.

Tak. Hr. Torben Hansen har bedt om ordet.

Til det her, som oppositionen, Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, har stillet som ændringsforslag til regeringens lovforslag, har der nu været fire ordførere oppe, en fra hvert af oppositionspartierne, at gøre opmærksom på, at det her rent faktisk er et forslag, der vil hjælpe de mere end 6.000 mennesker, der hvert evig eneste år falder ud af sygedagpengesystemet og dermed bliver frataget deres forsørgelsesmulighed.

Det er meget muligt, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ikke er enige med oppositionen i den her sag, og det er regeringspartierne og Dansk Folkepartis ret, men når der er fire ordførere, der på rad og række er oppe at argumentere for det her forslag, der rent faktisk vil hjælpe mere end 6.000 mennesker hvert evig eneste år, så synes jeg ærlig talt, at det er noget sølle, at der ikke er skyggen af en ordfører fra regeringspartiet Venstre, fra regeringspartiet De Konservative eller fra Dansk Folkeparti, som også i den her sag støtter op om den her ulighedsskabende foranstaltning, og der er heller ikke en minister, der går op og forklarer, hvorfor man ikke vil være med til det her. Jeg synes, det er sølle, og jeg synes, det er ærgerligt, og jeg synes, det er endnu mere ærgerligt for de mere end 6.000 mennesker, der hvert evig eneste år bliver berøvet deres forsørgelsesgrundlag. Man kan i hvert fald ikke komme og beskylde regeringspartierne for, at de ikke har hørt, at det forholder sig sådan, for indtil videre er der fire ordførere, der har været oppe at gøre opmærksom på, at det her altså er galt.

Jeg synes, det mindste, man fra regeringspartiernes ordføreres side, fra Dansk Folkepartis ordførers side og fra beskæftigelsesministerens side kunne gøre, var at gå herop på Folketingets talerstol og forklare, hvorfor man ikke vil være med til at hjælpe de 6.000 danskere, der hvert evig eneste år falder ud af sygedagpengesystemet.

Tak. Der er ikke registreret flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning. Afstemningen er fra medlemmernes pladser – lidt overraskende.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 3 af et mindretal, S, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For ændringsforslaget stemte: 50 (S, SF, RV og EL), imod stemte: 61 (V, DF, KF, LA, Christian H. Hansen (UFG) og Pia Christmas-Møller (UFG)), hverken for eller imod stemte: 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Herefter er ændringsforslag nr. 1-2 og nr. 4-5 stillet af det samme mindretal bortfaldet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.