Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 108:

Forslag til lov om ændring af lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer. (Udskydelse af tidspunktet for revision af loven).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen).

(Fremsættelse 21.01.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, der får ordet, er fru Sophie Hæstorp Andersen.

Tobaksrygning skader, og al forskning viser helt tydeligt, at også passiv rygning er langt farligere, end vi troede. Allerede i 2002 fastslog WHO's internationale kræftforskningscenter, at tobaksrøg i omgivelserne er kræftfremkaldende for mennesker. Det er også blevet konstateret, at kronisk udsættelse for passiv rygning er årsag til mange af de samme sygdomme, som skyldes almindelig aktiv rygning, herunder lungekræft, hjerte-kar-sygdomme og forskellige børnesygdomme. Således har det i mange år været sådan, at gravide jo får besked om, at rygning skader det ufødte barn, og Arbejdsskadestyrelsen optog i 2005 lungekræft efter passiv rygning ved serveringsarbejde på listen over erhvervsbetingede lidelser. Så tobaksrygning skader altså ikke kun dem, som ryger, men også dem, som udsættes for passiv rygning.

Derfor var det selvfølgelig glædeligt, at vi i 2006 vedtog en lov, der havde til formål at skabe røgfri miljøer og beskytte de ansatte på landets arbejdspladser mod de skadelige virkninger af passiv rygning, selv om der ikke var nogen tvivl om, at lovforslaget var et kompromis – eller et resultat af mange kompromiser. Lovforslaget opfyldte dengang ikke alle de ønsker, Socialdemokratiet havde til, hvordan vi sikrede befolkningen bedst muligt mod de skadelige virkninger af passiv rygning, men nu her, hvor der er gået nogle år, har vi fået en evaluering, og den viser, at vi har taget vigtige skridt i den rigtige retning. Flere mennesker har brugt rygeloven til at få sendt signaler ud, også på familiefronten, om, at det er en god idé at lave nogle rygeregler hjemme, og at man i mindre grad udsætter sine børn for passiv rygning.

Det er også baggrunden for, at vi stadig væk er med i forliget om rygeloven. Der er masser af ting, vi stadig væk mener der mangler at blive sat fokus på i forhold til rygning, men det er ikke alle sammen ting, som skal rummes inden for den diskussion, der handler om rygeloven. Noget af det handler også om, hvordan vi f.eks. sikrer, at dem, som har de laveste indkomster, har råd til at få rygestopprodukter som nikotintyggegummi, hvis de ønsker at holde op med at ryge. For nylig var der en undersøgelse, der viste, at rigtig mange, især dem med de laveste indkomster, prøver at holde op med at ryge, men af forskellige årsager simpelt hen ikke kan gennemføre det, ikke kun fordi de er udsat for et massivt pres fra deres venner og kollegaer, men også fordi de ikke mener, at de har råd til at købe substitutionsmedicin, som det så flot hedder, altså nikotintyggegummi. Det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved, og der er rygeloven kun ét element.

At revisionen nu bliver udsat, er ikke noget, der oprindelig er født i den socialdemokratiske gruppe, men vi anerkender, at alternativet havde været, at vi slet ikke havde fået en lovrevision. Derfor gik vi ind i forhandlingerne med åbent sind. Vi har så fået lovrevisionen udsat, og vi håber, at den periode vil blive brugt til at få nogle gode diskussioner om, hvor det er, vi kan gøre reglerne endnu mere klare, når det kommer til den her rygelov. Hvor er det, der skal sættes ind i forhold til børn og unge? Hvor er det, der skal gøres en særlig indsats i forhold til social ulighed på det her område?

På den baggrund kan vi støtte lovforslaget her i dag.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Jeg var muligvis uopmærksom, men jeg skal bare høre: Mener Socialdemokraterne, at man skal rydde op i den nuværende rygelov og dermed lave et totalforbud mod rygning på restaurationer uden den nugældende undtagelse?

Ordføreren.

I Socialdemokratiet er vi af den holdning, at man også skal inddrage rygere i diskussionen af rygeloven, og vi vil også gerne inddrage dem i den her diskussion om, hvordan det har fungeret med den her 40-kvadratmeters-grænse, der er på serveringsstederne. Noget af den diskussion handler ikke så meget om, hvorvidt reglerne skal være der eller ej, men om, hvordan de tolkes rundtomkring. Vi er blevet gjort opmærksom på, at f.eks. Arbejdstilsynet mange steder har vidt forskellig praksis med, hvordan de udmåler kvadratmeter. Det synes vi ikke er særlig godt, og det er noget af det, som vi gerne vil have at ministeren får ryddet op i.

Når det kommer til selve det der med at ændre på de nuværende grænser, har vi ikke nogen planer om det, inden vi har haft en tilbundsgående diskussion, men vi havde gerne taget den diskussion nu og ikke først om 2 år.

Hr. Morten Østergaard.

Belært af erfaringen kunne man måske tage diskussionen nu. Så er der en chance for, at den er i land om 2 år, når loven skal revideres.

I den her snak om ulighed i sundhed osv. skal jeg bare høre: Altså, er det, der er Socialdemokraternes holdning, indtil man eventuelt qua en diskussion skifter holdning, at det fortsat skal være sådan, at det her rygeforbud på restaurationer kun gælder restaurationer, der er over 40 m²?

Jeg er helt enig i, at der er nogle, der har fået nogle enormt store garderober og dansegulve og bararealer og sådan noget som følge af det her for at komme rundt om de her regler. Men i relation til diskussionen om ulighed i sundhed synes jeg, det må være vanskeligt at føre et argument for, at netop de små værtshuse skal være undtaget, hvis det, man ønsker, er at rette op på den skævhed, der er, ikke mindst på rygeområdet.

Ordføreren.

Jeg havde også gerne, som jeg sagde, taget diskussionen nu, hvor vi kunne være kommet endnu mere til bunds i, om det her er den rigtige måde at gøre det på. Altså, skal der være en 40-kvadratmeters-grænse, hvordan udmåles det, er det konkurrenceforvridende? Det er det jo, det hører vi jo.

Jeg havde også gerne set, at vi f.eks. kunne have haft en diskussion af, om man skulle have tilladt nogle værtshuse at søge om ikke at skulle være røgfri. Vi kunne jo også lave det sådan, at vi sagde: Der kommer ikke nogen nye værtshuse fremover, hvor det er tilladt at ryge. Når der lukker et ned, bliver der ikke åbnet et nyt. I den diskussion har vi ikke lagt os endeligt fast endnu, men vi havde gerne taget den i forbindelse med den proces, der ligger i en revision af rygeloven, og den proces må vi så bare sige er udskudt i 2 år. Vi har ikke tænkt os at sidde på hænderne i den periode, vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at afklare de her forhold.

Tak til fru Sophie Hæstorp Andersen. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt.

Man må sige, at hvis der er noget, der er blevet diskuteret meget gang på gang i denne sal samt i samtlige medier i de forløbne år, er det rygelovgivningen. Dansk Folkeparti var ikke meget for at gå med i den rygelovgivning, fordi man taler om forbud og restriktioner, som skulle forhindre folk i at ryge. Men som alle ved, gik vi med netop for at lempe lidt på det, for ellers var vi endt med utrolig mange strammere krav. Det medførte, at vi kunne friholde værtshuse under 40 m 2 samt enkeltmandskontorer. Dem har der også været en del debat om. Men i Dansk Folkeparti mener vi, at det er vigtigt, at begge grupper, rygere og ikkerygere, skal kunne have plads i vores samfund.

Rygning er ikke sundhedsfremmende, det ved vi alle, det koster mange menneskeliv, og det kan skabe problemer for omgivelserne. I Danmark har vi i århundreder haft et frit syn på rygning, som indtil for nylig kunne udføres hvor som helst og når som helst, men de tider er forbi. Rygning praktiseres i dag hovedsagelig udenfor og i hjemmene, om end der er få små undtagelser. Der findes stadig de små beværtninger, der har lov til at lade gæsterne ryge.

I Dansk Folkeparti mener vi, at det er et godt dansk kompromis, der tager hensyn til, at rygning ikke kan afskaffes over en nat. Vi har med mennesker at gøre, ikke robotter. Dansk Folkeparti støtter danskernes ret til at ryge på særligt udvalgte beværtninger, men det er oplagt, at vi vil gøre alt for at hjælpe rygerne til et sundere liv. Men vi skal også huske at give rygerne plads. Vi ved, at mange netop bruger de små værtshuse til den daglige sociale kontakt. Disse mennesker ville blive socialt isoleret ved at forbyde rygning fuldstændig. I dag har vi valgmuligheden, om man selv vil være passiv ryger på et værtshus. Normalt er alle på et værtshus over 18 år, og det er deres valg, deres personlige frihed selv at kunne vælge.

Men netop på grund af alle de forskellige udsagn, som vi hører dagligt, har Dansk Folkeparti også foreslået en høring, hvor vi får alle fakta, negative som positive, på bordet.

Det er f.eks. ikke rimeligt, at en ældre mand på et aktivitetscenter ikke kan tage sin småkage ud i rygerummet, når han nu helst vil drikke sin kaffe og ryge sin cigaret, samtidig med at han spiser kagen. Næh nej, det må man ikke i Danmark. Kagen skal spises uden for rygerummet. Er vi nået så langt i dagens Danmark, at vi ikke kan se det fuldstændig anormale i sådan en tilgang?

På andre plejecentre sidder ældre 80-årige på en bænk eller i deres kørestol ude i kulden – og tænk lige på den vinter, vi har nu – og ryger deres cigaret. På sygehusene står mennesker med deres dropstativ, kateterpose og i morgenkåbe og får deres cigaret. Er vi ikke ved at komme for langt ud? Det er voksne mennesker, vi taler om.

Jeg mener, lad os så få den høring, og lad os vente med at revidere rygeloven, for med alle de røster, vi hører politisk fra mange af de andre partier, vil der kun blive stramninger fra de fleste andre partiers side. Tak.

Ja, og der er ønske om korte bemærkninger. Først er det fru Sophie Hæstorp Andersen.

Nu er det jo sådan, at rygeloven er en minimumslov, og det vil sige, at mange af kommunerne og regionerne gerne må lave strammere regler end dem, som er angivet i loven. Nogle af de eksempler – ikke alle, men nogle af de eksempler, som ordføreren kommer med nu – er vel egentlig eksempler på, at nogle kommuner har valgt at gå længere end det, som rygeloven har lagt op til. Der er f.eks. diskussionen om plejecentre, hvor det jo er sådan, at det er muligt for beboerne at få lov til at ryge, og man må også godt lave steder til dem, hvor de kan ryge. Man behøver ikke at sende dem, der bor på plejecenteret, ud i kulden. Det er Dansk Folkepartis ordfører er vel enig i.

Så vil jeg høre en anden ting: Hvad vil Dansk Folkeparti gøre ved det faktum, at rigtig mange unge lærer at ryge på efterskolerne? Det var jo netop et af de steder, som vi ikke tog med i rygeloven – vi lavede ikke nogle strammere regler for efterskolerne – og det, vi kan se i dag, er, at nu, hvor rigtig mange går på efterskole, er det sjovt nok også der, de lærer at ryge. Hvordan har Dansk Folkeparti det med det?

Ordføreren.

Ja, det var i hvert fald to spørgsmål.

Det er helt korrekt, at kommunerne kan stramme reglerne, og det er der også nogle der gør. Og det er netop derfor, vi mener, at vi ikke behøver lovgive om det her fra. Det kan man sagtens gøre ude på de kommunale institutioner, på samme måde som man kan gøre det på efterskolerne.

Jeg ved, at der faktisk er rimelig mange røgfri efterskoler efterhånden. Det er igen folks ret til selv at vælge, om de vil på en efterskole, hvor der ryges, eller en efterskole, hvor der er rygning forbudt. Jeg ved, at på nogle af de efterskoler, hvor der er rygning forbudt, bliver halvdelen af eleverne smidt hjem, fordi de bliver set med en cigaret i hånden. Er det så rimeligt, at de ikke får den 10.-klasses-eksamen, de måske har brug for? Nu kommer de i stedet for hjem til ingenting. Det skal være et menneskes ret at vælge, om man tager på en efterskole, der er for rygning, eller om man tager på en efterskole, der er imod.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg er fuldstændig enig i, at man bør diskutere de sanktioner, man så giver de unge, for hvis man mener, at efterskoler er et godt tilbud til unge, og at det også handler om at fastholde nogle unge i uddannelsessystemet, kan man selvfølgelig ikke bare sende folk hjem, fordi de så har overtrådt en regel om rygning. Så må man selvfølgelig finde andre metoder.

Igen: Det er jo ikke noget, vi lovgiver om her, men har Dansk Folkeparti ikke en eller anden forståelse for, at når vi ser, at rygning er noget, vi måske i særlig grad skal gribe an, for så vidt angår børn og unge – altså undgå, at børn og unge begynder at ryge – så er der også en eller anden problemstilling i, at efterskolerne er et af de steder, der er dårligst reguleret af den her lovgivning? Er det ikke noget af det, vi måske skal sætte fokus på ved den kommende høring?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal gøre noget ved det, at børn og unge starter tidligt med at ryge. Men når man går på efterskole, er man 15-16 år, og alle undersøgelser viser, at de unge starter med at ryge, når de er 12-13 år. Vi skal altså lave en tidligere indsats, og det er en af grundene til, at jeg i min kommune har sagt: Vi vil ikke have rygning udendørs ved børneinstitutioner. Det er små børn; det er nogle af dem, der kigger og får rollemodeller, så det er der, vi skal tage fat. Det er ikke først, når de når 15-16-års-alderen, for så er det for sent. Så er de rygere.

Vi ser frem til debatten og høringen, netop fordi vi kan se, at der jo i Irland er kommet endnu flere rygere på grund af en stram rygelovgivning.

Så er der en kort bemærkning, og det er fra hr. Per Clausen.

Nu deler jeg sådan set en del af fru Liselott Blixts synspunkter om, at vi ikke skal gøre det umuligt for mennesker at leve det liv, som de nu har valgt at leve. Men der er en ting, som jeg synes fru Liselott Blixt fuldstændig overser, og det er konsekvenserne for arbejdsmiljøet. Det kan jo lyde meget rart og godt, at folk selv skal have lov til at bestemme, om de vil komme på et værtshus, hvor der ryges – et stort fremskridt. Men hvad nu med de mennesker, der arbejder dér, og hvad med de mennesker, der arbejder på sygehuse og andre steder? Hvis man tillader rygning, betyder det jo, at de mennesker, der er ansat dér, bliver stillet i den situation, at de bliver udsat for ufrivillig rygning eller røg i deres arbejdstid.

Ordføreren.

Nu skal vi lige prøve at definere det, når jeg siger sygehuse osv. Jeg mener ikke, at man pludselig skal gøre det tilladt at ryge, som man gjorde før i tiden, men der bør være nogle muligheder for dem, der har det værst.

Vi har lige haft en debat om palliativ behandling. Jeg kender mange af dem, der kommer ind, og som har det virkelig hårdt – de har fået en diagnose, der gør, at de får det rigtig dårligt og skidt og måske derfor har brug for den her cigaret, men de må ikke ryge den nogen steder. Kunne man ikke sige, at der kunne være et enkelt lille sted, hvor man kan gå hen og få sin cigaret uden at blive udstillet foran et sygehus, så alle mennesker kan se, at der står en ryger, eller kan pege fingre ad vedkommende eller på tøjet kan se, at det er en patient?

Hr. Per Clausen.

Det kan jeg sådan set sagtens forstå, og det er jeg også med på at man skal prøve at finde nogle løsninger på. Jeg synes bare, det er vigtigt at holde fast i, at røg – også den røg, som andre, om jeg så må sige, udsender – jo er farlig. Vi ville ikke tillade, at man som medarbejder i en virksomhed gik rundt i tilsvarende giftig røg, hvis det stammede fra noget som helst andet. Så ville det i hvert fald forudsætte, at man gik rundt med maske på konstant – og måske endda i en rumdragt. Og det skal man jo i hvert fald ikke gøre på et sygehus; det tror jeg at fru Liselott Blixt er helt enig med mig i.

Så der er altså et udestående i forhold til arbejdsmiljøet. Der synes jeg bare, at man skal have meget mere fokus på det, for jeg er helt enig med fru Liselott Blixt i, at det ikke handler om at få folk til at holde op med at ryge ved at gøre det forbudt at ryge, men vi er nødt til at sikre, at de mennesker, der skal passe deres arbejde, kan gøre det uden at blive forgiftet.

Ordføreren.

Jamen der mener jeg igen at man jo som menneske har et valg. Altså, jeg har da været inde på restauranter og værtshuse, der ikke tillader rygning, og jeg har også været de steder, hvor der ryges, og jeg vil så også sige, at mange af dem, der står på den anden side af baren, selv står med en cigaret. De vælger selv deres arbejdsplads.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg vil sådan set starte med at takke for den ordførertale, som fru Liselott Blixt holdt. Jeg vil sige, at det fra vores perspektiv jo er rart at høre, at fornuftens stemme også er repræsenteret inde i forligskredsen; det er i hvert fald dejligt at høre.

Jeg hører jo nogle af de bekymringer, som ordføreren har, om, hvorvidt man måske i virkeligheden går for langt. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge om, hvorvidt det, der i virkeligheden bliver sagt, er, at man godt kunne overveje at bløde op nogle steder, når loven skal revideres om et par år. Det behøver ikke at blive værre, det kunne sådan set også blive mildere.

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig korrekt. En af grundene til, at vi skal have en høring, er, at vi altså bliver nødt til at se, hvad det har haft at virkning andre steder, i andre lande, og hvilke forhold der gør sig gældende ude i vores samfund. Vi behandler nogle gange mennesker, som skal stå uden for sygehusene med dropstativ, og jeg ved ikke hvad. Vi må tage hen og se på det, det er jo ikke rimeligt, det er ikke menneskeligt.

Jeg kan se, at i Irland, der har haft en rygelovgivning siden 2004, som er strammere end Danmarks, og hvor priserne er forhøjet, er der endnu flere unge mennesker, der ryger i dag, end der var tidligere. Og der er en mafia, der sælger billige cigaretter, det er groteske forhold.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak for svaret. Jeg går generelt meget op i, at vi her i Folketinget ikke bliver alt for meget silopolitikere, sådan at vi alle er sundhedspolitikere, når vi diskuterer sundhedspolitik, og socialpolitikere, når vi diskuterer socialpolitik osv. Derfor vil jeg bare høre, om Dansk Folkeparti kunne være interesseret i, at vi, når vi skal revidere loven, så ud over det sundhedsmæssige perspektiv også tager det økonomiske perspektiv med, grænsehandelsproblemer med, livskvalitetsproblemer med, personlige frihedselementer med, sådan at vi ser det i en lidt bredere sammenhæng. Det, der i virkeligheden bekymrer mig mest, er såmænd ikke, at man ikke vil gøre noget godt i forhold til sundheden, men det er, at man ser tingene i et alt, alt for snævert perspektiv.

Jeg skal bare høre, om vi kunne lave en eller anden form for alliance om at se på at få det bredt lidt mere ud end bare se det i det meget snævre perspektiv.

Ordføreren.

Vi kan helt sikkert lave en alliance. Det er et af de principper, vi har med, når vi diskuterer rygelovgivning, netop fordi vi ved, at mange af dem, der ryger, er folk med lav indkomst, at mange af dem er på kontanthjælp og andre overførselsindkomster, at det er nogle af dem, der går ud og får noget socialt samvær med andre, som er i samme båd. Hvis vi f.eks. forbyder rygning helt på de små værtshuse, mister de også den sociale kontakt, og den giver altså en livskvalitet for de mennesker.

Er der ønske om en kort bemærkning? Hr. Morten Østergaard, værsgo.

Tak, det er inspireret af den her lange tirade om menneskers ret til at ryge alle vegne osv. Nu har Dansk Folkeparti jo indgået forlig om, at den ret så ikke er til stede på store restaurationer, men kun på små, som jeg forstår det.

Hvis man har den sundhedsfaglige tilgang, at rygeloven – og det går jeg ud fra at man har, når man nu var med til at lave loven – ligesom skal fremme folkesundheden, ved at den skal forsøge at begrænse rygning, vil jeg bare spørge: Er der et sundhedsfagligt argument for, at man godt må ryge på små restaurationer, eller skal vi måske lidt mere over i det erhvervspolitiske, sådan at man tror, at de her restaurationer vil have bedre vækstvilkår, hvis de har den konkurrencefordel, at man gerne må ryge der? Det er vel svært at finde et sundhedsfagligt argument for, at det er sundt at ryge på små restauranter, men ikke på store restauranter.

Ordføreren.

Det sundhedsfremmende er, at man har retten til at vælge. Tidligere, hvor vi ikke havde forbud på nogen restauranter, kunne man ikke vælge at gå ind et sted, hvor der var ikkerygning. Da blev der røget alle steder. Det vil sige, at hvis man på eget initiativ sagde, at man gerne ville være sund, så kunne man ikke vælge det; man kunne ikke gå nogen steder hen og spise, for der blev røget.

Jeg nyder selv at kunne gå ind på en restaurant og spise min mad uden at få røg i ansigtet. Men jeg nyder også at gå ud på et værtshus, hvor der er rygere, og hvor jeg, hvis jeg har lyst til en cigaret, kan få lov til at ryge en cigaret. Der skal være lige ret for alle, og det sundhedsfremmende er, at vi selv bestemmer.

Hr. Morten Østergaard.

Det er bare dér, hvor fru Liselott Blixt bliver fanget lidt i sin egen argumentation, for det handlede jo, forstod jeg, om, at de her små værtshuse var sådan nogle sociale omdrejningspunkter, hvor det var vigtigt for en masse mennesker at have deres måske daglige eller ugentlige gang for at holde netværket ved lige. Hvilket valg har de? Hvis det er virkeligheden, at det er en del af deres sociale omdrejningspunkt, hvilket valg har de så reelt, når de altså ikke kan vælge ikke at gå hen på det sted for at undgå rygning, for der har man undtaget det her lille sociale sted, hvor man altså mødes på kryds og tværs og har det hyggeligt sammen?

Det valg er der jo ikke, for der er rygning på alle de her små steder, fordi det så er blevet en del af erhvervspolitikken og det erhvervsfremmende, at man ønsker, at de her små steder skal have en konkurrencefordel ved at kunne tiltrække dem, der gerne vil ryge og samtidig indtage spiritus.

Ordføreren.

Nu tror jeg – det er altså noget, jeg tror – at hr. Morten Østergaard måske ikke har været ude på de små lokale værtshuse. Jeg nyder at komme på de små, lokale værtshuse, fordi man der møder den lokalbefolkning, der er i området, man møder kontanthjælpsmodtagere, man møder de psykisk syge, man møder dem, der kommer der i det daglige, og jeg vil sige, at det er de færreste, jeg har set uden en cigaret i hånden. Måske er det, fordi det er noget, der hører sammen i lige præcis det miljø på de små værtshuse med den lokale kolorit. Vi kan jo også se, at der kommer flere cafeer og andre ting ved siden af, og derfor kan man jo sige, at der er den valgmulighed at gå et andet sted hen.

Tak til fru Liselott Blixt. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Karl H. Bornhøft som ordfører.

I SF har vi accepteret at udskyde revisionen af rygeloven til folketingsåret 2011-12. Det har vi valgt at sige ja til, fordi vi gerne vil give loven mulighed for at virke i længere tid. Dermed bliver det mere passende at få en evaluering af dens effekt. Det er den ene grund til det.

Den anden grund til det er, at vi med en revision i 2011-12 ser en enestående mulighed for at lave en ordentlig gennemarbejdet og frem for alt politisk ambitiøs revision af rygeloven.

Den tredje grund – og det er sådan helt nede på jorden – er, at der reelt ikke på nuværende tidspunkt er et flertal for en revision.

For at loven skal revideres, er der ingen tvivl om. Med den nuværende lovgivning har vi rent faktisk nået et pænt stykke ad vejen, men der er altså stadig væk stort rum for forbedring, og i SF ønsker vi altså at gå hele vejen og reelt sikre danskerne mod at blive udsat for passiv rygning mod deres vilje.

Vi mener, at vi inden for en overskuelig årrække bliver nødt til at vise, at vi tager de store sundhedsmæssige konsekvenser af rygning seriøst, og at vi ønsker at sikre røgfri miljøer, helt i overensstemmelse med hvad der er evidens for og alle eksperter på sundhedsområdet klart siger er det fornuftigste.

Lige nu er der en række huller i loven. Dem vil vi i SF på sigt have lukket. Vi vil ganske enkelt have en forståelig lov frem for en række mere eller mindre særprægede undtagelser i loven.

Rygeloven har mindsket, hvor mange danskere der bliver udsat for passiv rygning, men altså ikke i en grad, der gør, at vi kan sige, at man helt kan undgå at blive udsat for passiv rygning mod sin vilje. De faktiske undersøgelser viser, at 5 pct. dagligt udsættes for passiv rygning på deres arbejdsplads – 5 pct., der ikke har ønsket det. 5-10 pct. udsættes for passiv rygning i det offentlige rum, uden at de har ønsket det. Næsten halvdelen af gæsterne og de ansatte på værtshusene udsættes for passiv rygning, uden at de nødvendigvis har ønsket det.

Det mener vi ganske enkelt ikke er nok, og derfor bliver vi på et eller andet tidspunkt nødt til at gøre noget. Vi havde gerne set, at det skulle ske nu, men om 2 år bliver vi altså nødt til at sikre os mod de der syge bestemmelser, hvor der går en mærkelig grænse mellem 39 m² og 42 m², nemlig for, om man kan ryge eller ikke ryge. De grænser skal vi have ændret. De er på ingen måde logiske. Hvis man skulle snakke logik, ville det jo nærmest være sådan, at der, hvor det i det mindste burde være forbudt, var på steder på under 40 m². Og hvis man endelig skulle sige, at der var rum for noget, var det måske på steder over det. Men der er bare ingen logik i det.

Så bliver der hele tiden talt om det frie valg, når snakken falder på rygning. Men passiv rygning er jo lige præcis udtryk for, at der er nogle mennesker, der ikke har et frit valg. Derfor bliver vi nødt til at gå ind og hjælpe de her mennesker og sørge for nogle ændringer, der gør, at de på et tidspunkt kan sige, at de også reelt selv kan vælge, om de vil udsættes for rygning eller ej.

Der er faktisk utrolig meget skidt at sige om rygning, men desværre ikke ret meget godt. Der er mange ting, vi kan tåle i mindre doser, uden at det gør os skade, men her er vi jo i en situation, hvor vi kan henvise til Sundhedsstyrelsen, der siger, at hver cigaret skader. Det er vi altså nødt til at tage med ind i vores overvejelser, og vi har som politikere et helt særligt ansvar for at løfte den opgave, der sikrer, at alle individer kan undgå at blive udsat for passiv rygning. Det er det, der skal være det frie valg.

Vi kan også se, at der er behov for at gøre en ekstra indsats for børn og unge. I den sammenhæng må vi sige, at dem må vi i høj grad have med i en kommende revision, sådan at vi sikrer, at børn og unge i hvert fald ikke nogen steder kan udsættes for rygning. Vi kunne måske også ved at skabe nogle bedre rammer omkring det sikre os imod, at de går i gang med rygning.

Derfor vil vi bruge den kommende tid til at sørge for, at debatten kommer op på et lidt højere niveau. Vi vil bruge den kommende tid til at sørge for, at vi er klar til en revision i 2011-12.

Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det fru Liselott Blixt.

Tak. Jamen det er jo meget interessant: Nu har vi hr. Karl Bornhøft fra Socialistisk Folkeparti som de svages beskytter.

Vil hr. Karl Bornhøft forbyde de små værtshuse, dem, jeg lige omtalte, hvor man går hen og får den øl og den cigaret og det venskab, man har brug for, hvis det var, at vi skulle revidere og stramme lovgivningen?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at Dansk Folkepartis repræsentant har opdaget, at SF er de svages beskyttere. Det har jeg det helt fint med, og det er der i øvrigt mange andre end DF, der har opdaget.

I forhold til de små restaurationer er vi altså nødt til at sige, at vi også er nødt til at tage hensyn til de mennesker, der skal arbejde der. Vi er faktisk i en situation, hvor den der mærkelige opstilling, der bliver lavet i spørgsmålet, ikke er korrekt. Der er intet problem i at tage en øl, snakke med sine medmennesker, hygge sig og så gå udenfor og tage en cigaret. Det kan faktisk sagtens lade sig gøre; det er det, frie mennesker også gør.

Derfor vil jeg sige, at det er en forkert indgangsvinkel at se på det her spørgsmål, som om der var nogen, der skulle være udsat for et overgreb, for hvis der endelig er nogen, der er udsat for et overgreb, er det jo altså faktisk de mennesker, der bliver påtvunget andres røg.

Fru Liselott Blixt.

Jeg vil jo sige til hr. Karl Bornhøft, at det er vigtigere for den ene, der arbejder, i stedet for alle de andre, der måske ikke har arbejde på den anden side. Det er dem, man tager hensyn til, og man mener, at de ikke selv kan vælge det arbejdssted, de måske har. Jeg tror også, at hr. Karl Bornhøft måske skulle besøge nogle af de små værtshuse, der ligger rundtomkring i byen, og få en snak med de mennesker, der sidder der, og dem, der arbejder på den anden side af baren, for de har også et problem i, at de ikke må ryge.

Men vi har jo en gang imellem diskuteret udendørs rygning, og derfor kunne jeg da også godt tænke mig at vide: Vil hr. Karl Bornhøft også forbyde udendørs rygning, f.eks. uden for sygehusene, netop fordi der jo kommer andre mennesker? Det kunne det da være meget interessant at vide.

Ordføreren.

Nej, vi har i SF ingen intentioner om at forbyde rygning i det offentlige rum, altså udenfor; det har vi ingen intentioner om. Vi må i den her sammenhæng notere os, at folk jo har deres ret til f.eks. at gå udenfor alle mulige steder og ryge, og i den sammenhæng siger vi: Det er for os helt legalt. Vi anbefaler så bare, at folk tager så meget tøj på, at de ikke kommer til at fryse. Det er det, alle fornuftige mennesker gør, og det er et frit valg for enhver i det her land.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, en kort bemærkning.

Jeg er glad for at høre ordførerens nylige optagethed af det frie valg. Jeg synes bare ikke rigtig, det bliver kørt helt ud, sådan at der er tale om et reelt frit valg. For hvis det nu er sådan, at jeg går ind på et værtshus, så er det vel mit frie valg, at jeg går derind; det er også mit frie valg at lade være. Hvis jeg får et job på det værtshus, er det igen mit frie valg, at jeg tager jobbet, og det er mit frie valg at lade være. Og hvis man nu har et sted, hvor ejeren synes at der må ryges, hvor kunderne gerne vil komme, og hvor han også kan få nogle ansatte, hvorfor er det så en sag for hr. Karl Bornhøft og ikke de frie menneskers frie valg?

Ordføreren.

Det er, fordi vi i alle livets forhold faktisk står i nogle situationer, hvor det, der er den enkeltes frie valg for den ene, ikke er det samme for de mennesker, de er omgivet af. Og det er derfor, vi hver gang går ind og laver nogle skillelinjer, så vi kan sikre, at der bliver taget hensyn til alle.

I diskussionen omkring f.eks. værtshusmiljøer og miljøer af den karakter, hvor man mener at der er et stort socialt element, kan vi jo se, at i Irland, hvor man har valgt at gå ind og lave en efter nogles opfattelse åbenbart alt for skrap lovgivning, er miljøet altså blomstrende; der er faktisk kommet flere værtshuse. Og det betyder jo altså faktisk, at mange mennesker godt kan skelne imellem, hvornår de ryger, og hvornår de drikker.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Vi kan godt få opklaret i løbet af debatten, om den sidste oplysning er korrekt, for så vidt jeg er orienteret, var det sådan på den korte bane, men hvis man ser på det helt frem til den tid, vi lever i nu, er der desværre ikke den positive tendens, som hr. Karl Bornhøft taler om – tværtimod. Men det kan vi godt gå ind i en nærmere diskussion af.

Det, som bare står tilbage, er: 1) at man prøver at presse nogle middelklasseværdier ned over folk, som måske ikke har de samme værdier og de samme indkomster og dermed deler hr. Karl Bornhøfts syn på rygning, og 2) at man altså også er i en situation, hvor vi jo tvinger nogle mennesker ud, jeg er lige ved at sige fra bodegaen til bænken. Hvad interesse har vi i det?

Så er det da gået helt fløjten med den reklame, der var om, at man var de svages varetager, og hvad ved jeg. »Det er, fordi vi har ret til at arbejde på et hvilket som helst værtshus.« Selvfølgelig har vi da ikke det. Det er et tilbud, man kan tage imod eller ej, hvis man ellers vil arbejde under de forhold, der er.

Ordføreren.

Jeg vil meget antaste den her argumentation om, at vi er nogle stykker, der vil forsøge på at presse nogle middelklasseværdier ned over andre. Det har intet med den her diskussion at gøre. Den her diskussion – og det er vigtigt at huske, at rygeloven er en beskyttelseslovgivning – handler ganske enkelt om at sikre folk imod at blive udsat for passiv rygning, og det er det, der er frihedselementet i den her diskussion. De mange andre ting omkring, hvordan man kan begrænse rygning og få folk til i højere grad at lade være med at ryge, tager vi op på mange andre planer.

Så er det måske også nødvendigt her at sige, at den der illusion om, at alle rygere er så begejstrede for, at de ryger, intet har med virkeligheden at gøre. Når man spørger rygere – og det viser utallige undersøgelser – om de gerne vil holde op med at ryge, så er der over 75 pct., der tilkendegiver, at det vil de rent faktisk frygtelig gerne. Og de mennesker skal vi da hjælpe.

Tak til hr. Karl H. Bornhøft. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Vivi Kier.

For eventuelle tilhørere kan det måske lyde helt underligt, men det her lovforslag, vi står med nu, har alle partierne bag rygeaftalen faktisk været enige om. Jeg var ikke i Folketinget, dengang tilbage i 2006 da man vedtog den rygelov, vi har nu, men jeg er ikke i tvivl om, at der har været rigtig, rigtig meget debat, og at der er indgået rigtig, rigtig mange kompromiser.

Vi har så i forligskredsen bag den rygelov, der fungerer nu, været enige om, at det ikke var nu, vi skulle revidere den, at det ikke var nu, at vi enten skulle stramme den eller gøre den lidt mere blød, og derfor har der været en fælles enighed blandt alle partierne om, at nu udskyder vi revisionen i 2 år. Det kan man næsten være helt i tvivl om hvorvidt partierne stadig væk mener, når man sådan hører de forskellige udmeldinger. Men det er det, vi er blevet enige om, og det synes jeg er rigtig fint og godt, for den rygelov, vi har nu, har jo faktisk vist sig at virke på mange felter. Så er der nogle, der synes, at den skal strammes mere, og nogle, der synes, at den skal lempes.

I den periode, der går frem til en ny revision om 2 år, har vi også i forligskredsen været enige om at vi skal prøve at lave en høringsfase, hvor vi kigger på hele det her emne. Når vi står her i 2011-12, tror jeg ikke, at der ikke længere er nogen mennesker, der ryger i Danmark, så debatten bliver sikkert lige så vild og intens, som vi har oplevet den i dag. Men det, vi står og forhandler om i dag, er rent faktisk blot en udskydelse på 2 år af revisionen, og den har alle partierne været helt enige om.

Så har jeg lovet at sige, at jeg også taler på Venstres vegne.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det er jo fint nok, at ordføreren siger, at der er den her voldsomme diskussion. Men når nu, der bliver sagt, at alle er enige, vil jeg bare sige, at grunden til, at nogle af os diskuterer det voldsommere end andre, er, at vi jo ikke er med i det meget brede forlig, der har været om at indskrænke muligheden for at ryge på værtshuse. Så det er derfor, at vi i hvert fald har en anden tilgang til det.

Så vil jeg bare sige, når nu jeg alligevel har ordet, at jeg er utrolig glad for, at regeringen har taget initiativ til, at man udsætter revisionen af rygeloven, sådan at man ikke blander sig endnu mere i, hvad folk selv gør. For en borgerlig-liberal regering burde jo have som målsætning, at folk skulle have så meget frihed som muligt, og ikke det modsatte.

Ordføreren.

Jeg forstår godt, at hr. Simon Emil Ammitzbøll gerne vil blande sig i debatten, når han ikke er en del af forliget, og det har alle og enhver jo også ret til at gøre. Jeg vil gerne sige, at vi har den rygelov, vi har nu, men at jeg fra konservativ side heller ikke har noget ønske om at stramme mere, end der er strammet. Til gengæld må jeg sige, at jeg synes, at der har været rigtig mange gevinster ved den rygelov, vi har nu. Der er faktisk nogle mennesker, som synes, at det er blevet lidt besværligt at komme til at ryge, og som derfor er holdt op. Det er da rigtig, rigtig godt og udmærket, men at stramme den yderligere har jeg ingen intentioner om.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Så er jeg alligevel glad for, at jeg spurgte, når jeg kunne høre, at De Konservative ikke har nogen intentioner om at stramme yderligere. Det er da faktisk en rigtig god udtalelse fra fru Vivi Kier.

Men der er jo også nogle sager, som har været oppe, og som ifølge min overbevisning måske har haft en lettere komisk karakter, f.eks. sagen om en ældre herre, der ikke måtte ryge en cigaret sammen med sin kaffe og et stykke kage eller lidt frokost, fordi det åbenbart skulle være et stort problem. Så kunne De Konservative også, når vi skal revidere rygeloven om 2 år – jeg beder ikke om konkrete løfter nu – være interesseret i at se på, om man nogle steder måske er gået for langt og måske har ramt den personlige frihed for meget, især der, hvor det går ud over ældre eller meget syge mennesker?

Ordføreren.

Jamen jeg er altid åben for at debattere alt, hvad der er sket, og tage det op. Derfor mener jeg også, at i den høring, vi egentlig er blevet enige om, skal vi have alle aspekter af loven med. Så ja, jeg er altid åben for en debat og en dialog.

Tak til fru Vivi Kier. Næste ordfører er fru Margrethe Vestager.

Da den radikale ordfører ikke kan være til stede, kan jeg oplyse, at Det Radikale Venstre ikke kan støtte udsættelsen af lovrevisionen. Man kan sige, at det sådan set ikke kommer os ved, da vi ikke er en del af forliget om rygeloven. Men vi havde dog håbet, at forligspartierne var kommet så vidt, at de havde indset, at det var nødvendigt at revidere den utilstrækkelige og indviklede lovgivning, som rygeloven er. Tværtimod stiller man sig tilfreds med, at en utilstrækkelig lov skal virke i 5 år, før man vil revidere den. Det synes vi er en skam, og derfor kan vi ikke støtte udsættelsen.

Tak til fru Margrethe Vestager. Så er det hr. Per Clausen som ordfører, hvis man ønsker ordet. Der er måske rygepause? Man ved det ikke.

Så fik vi dagens motion. Jeg havde forventet, at Det Radikale Venstre ville holde et længere indlæg, hvor man forklarede, at vi havde brug for en langt skrappere rygelov. Men det skete ikke, og så må jeg jo hurtigt fortælle, hvad der er Enhedslistens udgangspunkt.

Jeg vil bare starte med at sige, at jeg ikke tror, vi skal starte nogen længere debat om, hvem der har størst erfaring med, hvad der foregår på de små værtshuse rundtomkring i landet. Hvis fru Liselott Blixt og hr. Simon Emil Ammitzbøll mener, at de har noget at lære mig der, må de jo prøve, men jeg tror, det kan tage lang tid, inden vi får det afklaret.

Selv om Enhedslisten er en del af det her forlig, og selv om vi accepterede udsættelsen, har vi selvfølgelig nogle synspunkter, som ikke er ganske identiske med de synspunkter, der er fremført indtil nu.

Det, der har været afgørende for os i diskussionen om rygeloven, har sådan set ikke været, at vi har haft en tro på, at man ved at forbyde folk at ryge kunne få dem til at holde op eller ved at gøre det svært for folk at ryge i særlig stor udstrækning kunne få dem til at holde op. Der tror vi sådan set, det er helt andre områder, man skal arbejde på, for at styrke forebyggelse og for at styrke den mulighed, der er for afvænning osv. Selvfølgelig er der også lidt den sociale debat, altså om det er socialt acceptabelt og godt at ryge, eller om det ikke er det. Det særprægede ved det er, at der er nogle ganske få nicher i Danmark, hvor det stadig væk anses for at være korrekt og rigtigt at ryge, og et af dem er jo det lille værtshus.

Det, der har været vores udgangspunkt for at gå ind i debatten, har primært været hensynet til arbejdsmiljøet, og der vil jeg bare sige om det med de små værtshuse, at det altså er et helt enestående synspunkt, at der skulle gælde andre særlige arbejdsmiljømæssige regler på små virksomheder end på store virksomheder. Det begriber jeg simpelt hen ikke. Derfor er vores grundsynspunkt, at den grænse, der i dag er sat op, er meningsløs, og det er meningsløst og urimeligt at acceptere, at mennesker arbejder i et arbejdsmiljø, som er direkte usundt.

Jeg må bare sig, at det kan være, at hr. Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliances store vælgerskare lever i en verden, hvor man frit vælger, hvilket job man vil have, men jeg kender mennesker, der ikke står i den situation. En del af dem arbejder faktisk på nogle af de små værtshuse. I det tilfælde, at de, der i forvejen ryger, holdt op med at ryge, ville de sikkert få svært ved at få et arbejde et sted, hvor der ikke ryges. Så der er altså ikke her tale om noget egentlig frit valg.

Det gælder jo også i forhold til en række af de andre spørgsmål, når man snakker om, om der skal være muligheder for at ryge. Jeg kan nævne de famøse enkeltmandskontorer, som vist nok mest kom med i rygeloven af hensyn til ganske få folketingsmedlemmer, og vi kan lugte på gangene, at der er andre end dem, som var meget fremme i skoene dengang, der benytter sig af det. Det interessante er her, at man grundlæggende er fuldstændig ligeglad med det arbejdsmiljø, man byder rengøringspersonalet. Man er fuldstændig ligeglad, for det er vigtigere, at man som menneske har ret til at ryge på sit kontor, end at rengøringspersonalet har et ordentligt arbejdsmiljø.

Vores udgangspunkt bliver om 2 år, at vi gerne medvirker til stramninger der, hvor de gennemføres af hensyn til arbejdsmiljøet, og vi medvirker også gerne til gode liberale løsninger på praktiske problemer, hvis det kan gøres uden at tvinge folk til at indånde andre menneskers røg, når de er på arbejde, men vi medvirker ikke til nogen stramninger, hvis man kun har det formål at gøre det sværere for de rygende at leve.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke har nogen intentioner om at kunne konkurrere med hr. Per Clausen om, hvem der har frekventeret flest værtshuse, eller hvad det var, spørgsmålet gik på, men jeg har selvfølgelig også nogle år til at kunne komme op på samme alderstrin, og så kan det jo være, at jeg alligevel kan indhente det. Spøg til side.

Liberal Alliance stemmer for lovforslaget. Vi er utrolig begejstrede for, at forligskredsen har fundet frem til, at man skal udsætte revideringen af den her lov, for vi frygter, hvad der sker, når loven skal revideres. Det, jeg frygter der vil ske, er, at man vil indsnævre rammerne endnu mere: Man vil tage endnu mere af folks personlige frihed fra dem, tage endnu mere af folks personlige ansvar fra dem. I Liberal Alliance frygter vi generelt, at vi får et Big Mother-samfund, hvor man tager ansvaret væk fra borgerne; hvor 179 folketingsmedlemmer tror, at man kan sidde herinde og være klogere end borgerne selv og bestemme, hvordan de skal leve deres liv; hvor man tror, at man kan indskrænke deres frihed, sådan at de slipper for deres ansvar. Det er en tendens, vi er imod og vil bekæmpe. Derfor mener vi også, at man skal gøre op med kvadratmeterspørgsmålet i lovgivningen og tillade rygning på alle værtshuse, restauranter og serveringssteder. Jeg håber helt personligt, at der stadig vil være utrolig mange restauranter, der vil have et frivilligt rygeforbud, for det kan da sagtens være irriterende at skulle spise sin mad et sted, hvor der bliver røget – sådan har jeg det i hvert fald selv – men det betyder nødvendigvis ikke, at lovgivningen skal ordne det for mig. Jeg kan jo også bare lade være med at gå derhen, hvor de ikke har indrettet det sådan, som jeg gerne vil have det.

Når det er blevet sådan, at man fra et politisk flertals side synes, at man kan tillade sig at lave regler for, om der må ryges på et værtshus, fordi alle jo har ret til at komme hvor som helst som kunde eller som arbejder, eller hvad ved jeg, så er det jo udtryk for, at man kollektiviserer det private. Det er det private område, det er mit værtshus, hvis det er mig, der har det, og hvis der er folk, der vil købe mine produkter, folk, der vil arbejde i min virksomhed, så burde den – ja, nu skal jeg jo ikke sige sjove udtryk – sag være ordnet. Så bliver der sagt: Ja, men der er jo også mange, der godt kunne tænke sig at holde op med at ryge, skal vi ikke hjælpe dem? Jamen der er også folk, der kunne tænke sig at holde op med at spise så meget eller drikke så meget, skal vi ikke hjælpe dem? Hvad med dem, der har lyst til at se lidt mindre fjernsyn? Skal vi ikke hjælpe dem og sørge for, at tv ikke må sende efter kl. 22.00, sådan at vi for deres skyld selvfølgelig sørger for, at de får det liv, som de egentlig gerne vil have, men som de åbenbart ikke kan tage sig sammen til at få?

Så er der hele myten om Irland, om, hvor fantastisk det er gået i Irland, efter at man har indført rygeforbud der. Lad mig bare give et par enkelte fakta: De sidste 5 år er der lukket 1.500 restauranter, pubber, barer, hoteller i Irland. Der har ikke været så mange rygere i Irland, som der er nu, i de seneste 11 år. De 16-30-årige irere ryger markant mere end den gennemsnitlige befolkning, og man har mistet en årlig omsætning på 4 mia. kr., det er da også værd at tage med. En omsætning på 4 mia. kr. kunne man søreme da have lavet meget sundhedsbehandling for, hvis det var det, man gerne ville. Man kunne have lavet rigtig mange gode ting, hvis det var det, man ville.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg endnu en gang sige: Vi stemmer for forslaget, men jeg synes, at det er på sin plads at sige, at vi i Liberal Alliance forventer, at så længe vi har en borgerlig-liberal regering, og det håber vi at have i mange år endnu, bør man satse på, at folk skal kunne gøre, som de vil, når de ikke generer andre, og at de også har en personlig frihed og et personligt ansvar.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg synes jo, det er en lidt defensiv holdning fra Liberal Alliance. Her er en lov, som man er inderlig imod. Så forlænges den, og så stemmer Liberal Alliance med begejstring for. Jeg ved godt, at det kan være svært at være støtteparti, og at man derfor skal begejstres af lidt, men alligevel.

Så bare mit spørgsmål til hr. Simon Emil Ammitzbøll: Er det sådan, at Liberal Alliance generelt set mener, at arbejdsgiverne skal have lov til at lade personalet arbejde i sundhedsskadelige omgivelser, i sundhedsskadelige lokaler? Er det sådan, at hr. Simon Emil Ammitzbølls opfattelse af, at det er min virksomhed – altså arbejdsgiverens virksomhed – skal udstrækkes til, at de arbejdsforhold, der er, hvad angår sundhedsforhold, ikke længere skal reguleres gennem lovgivningen, fordi det bare må være en sag mellem den arbejdsgiver og den medarbejder, der frivilligt har valgt at arbejde for vedkommende?

Ordføreren.

For at tage det sidste først vil jeg sige, at det ikke er sådan, at vi mener, at man bare kan gøre hvad som helst. Selv Liberal Alliance, som selvfølgelig er Folketingets mest liberale parti og mest frihedselskende parti, synes, at der dog skal være begrænsninger for, hvad man kan udsætte folk for, også sine medarbejdere.

Det, der bare er sagen i det her spørgsmål, er, at man har fået en fuldstændig hysterisk holdning til rygning. Vi siger faktisk, at man som borger selvfølgelig skal kunne møde den offentlige sektor i et røgfrit miljø, for man vælger ikke selv, om man skal ned og tale om sin skat på et offentligt kommunekontor. Men når vi taler om værtshuse – og det er det, vi taler om – så er det vores holdning, at hvis man går ind på en bar eller en restaurant, er det fuldstændig frivilligt. Der er ingen, der tvinger en til at gå derind.

Bare til sidst: Vi stemmer jo ikke for rygeloven, fordi vi stemmer for det her. Vi stemmer for, at revisionen bliver udsat i 2 år, og det er dejligt, for vi ved jo, hvad hr. Per Clausen og konsorter kan finde på.

Hr. Per Clausen.

Jeg troede ellers, at det stadig væk var sådan, at Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative havde flertal. Altså, der er jo ingen grund til at tage forskud på glæderne før efter næste valg, vil jeg sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Så vil jeg bare sige en ting mere, nemlig at hr. Simon Emil Ammitzbøll snakker fuldstændig udenom. Kender hr. Simon Emil Ammitzbøll andre former for luft, som er så forurenende som tobaksrøg, og som det er lovligt at lade sine medarbejdere gå rundt i? Og hvordan kan det være, at hr. Simon Emil Ammitzbøll mener, at der er en særlig hård lovgivning i forhold til tobaksrøg, når kendsgerningen er, at hvis man anvendte de almindelige arbejdsmiljøbestemmelser på det her område, ville der ikke være nogen tvivl om, at der skulle være et forbud?

Derfor er der ingen sammenhæng i hr. Simon Emil Ammitzbølls synspunkter, medmindre han mener, at der skal gælde en særlig regel for rygning, at det er sådan en særlig forurening, man har pligt til at acceptere at blive udsat for, når man er på arbejde.

Ordføreren.

Jeg vil starte med at give hr. Per Clausen ret i, at Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har flertal i Folketinget, også et godt stykke over 90 mandater, hvis man tæller alle med. Det er vi glade for, og det satser vi på at have også efter det næste folketingsvalg, hvilket vel især bliver afgjort af, om lige præcis vi kommer ind.

Pointen er jo, at hr. Per Clausen og jeg har vores udgangspunkt to forskellige steder: hr. Per Clausen i en teoretisk verden, hvor det er, som om vi nu skal beslutte, om cigaretter og tobak bliver indført i dag, og jeg i den virkelige verden, hvor tobaksrygning allerede findes, og hvor det er et nydelsesmiddel, som mange danskere benytter sig af – stadig færre, det ved vi godt, men stadig mange alligevel. Derfor er det vores klare overbevisning, at vi vil gøre op med den form for samfund, hvor det er staten, der går ind og tager ansvaret for mig, når jeg går ind på en restaurant, med hensyn til om jeg bliver udsat for rygning eller ej.

Skulle der være konsekvens i hr. Per Clausens synspunkt, burde man vel i virkeligheden forbyde tobak, men det kan jo også godt være, at det er det, der ligger i Enhedslistens program.

Der er endnu en kort bemærkning, og den er fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg bliver nødt til at følge op på hr. Per Clausens spørgsmål. Det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll antyder, er jo, at de ansatte på de værtshuse, hvor man stadig væk må ryge, åbenbart i Liberal Alliances øjne overhovedet ikke er undergivet nogen som helst arbejdsmiljøregler. Altså, det er jo det, man siger. Man taler om, at det er ens eget selvstændige valg at gå ind på et værtshus, men de mennesker, der arbejder derinde, står jo altså i røg dagligt.

Den evaluering, der er lavet af rygeloven, viser jo også, at mens andelen af folk, der bliver udsat for passiv rygning i dagligdagen på serveringssteder og i restauranter, ligger nede på 5-10 pct., er andelen af mennesker, som arbejder på værtshusene, og som dagligt udsættes for passiv rygning, op mod 50 pct. Det må man da forholde sig til, også i forhold til arbejdsmiljøet.

Ordføreren.

Man kan sige, at det ikke er nogen overraskende tal. Eftersom rygning er blevet forbudt de andre steder, burde man jo ikke blive udsat for passiv rygning der, mens man der, hvor det er tilladt, i større grad bliver udsat for passiv rygning. Altså, det giver jo nærmest sig selv. Man behøver ikke at lave nogen undersøgelse for at finde ud af, at tallene må være sådan.

Spørgsmålet er bare det, om vi tager udgangspunkt i et teoretisk synspunkt om rygning, nemlig at man synes, det burde være helt forbudt, eller om vi tager udgangspunkt i, at der er rygning i det danske samfund. Det er der, hvor skellet er mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten og så f.eks. os i Liberal Alliance. Vi mener ikke, at der var grund til at lave denne stramning, som Socialdemokraterne og andre har lavet. Den har vi være imod at man skulle lave. Det er jo fair nok, at man kan være uenige om det synspunkt, men vores synspunkt er klart det, at der er rygning, at folk skal have lov til at ryge på værtshuse og i restauranter, hvis de har lyst til det, og hvis ejeren ellers synes det. Men jeg har jo ikke sagt, at vi skal afskaffe al anden arbejdsmiljølovgivning.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg hørte så stadig væk, at hr. Simon Emil Ammitzbøll negligerer, at der fortsat er ansatte, der står i røg, til trods for at vi andre steder har sagt, at det er sundhedsskadeligt. Og så vil jeg gerne minde om, at der ikke er nogen partier, jeg har mødt herinde i Folketinget, som har sagt, at rygning skulle forbydes. Det, vi siger, er, at det er et personligt valg at ryge, men at det ikke er et personligt valg at udsætte andre for passiv rygning, i hvert fald i det offentlige rum.

Men folk kan jo gøre, hvad de vil, i deres egne hjem. De kan udsætte deres børn for passiv rygning, hvis de synes, det er i orden. De kan ryge udendørs en masse steder. Altså, der er da masser af steder, hvor man kan nyde sit rusmiddel, som det jo er, og det er fint nok, men det er bare ikke det samme som at udsætte folk for passiv rygning, og slet ikke folk, der er ansat til at varetage et job, hvor man ikke kan flytte sig væk fra den passive rygning.

Det er vel det, den her lov handler om, nemlig at mindske passiv rygning og sikre et ordentligt arbejdsmiljø. Det er jo ikke at forbyde tobak generelt.

Ordføreren.

Nu kan jeg godt forestille mig, at der er visse job, hvor der er større faremomenter, end der er ved at være folketingsmedlem. Derfor mener jeg ikke, at man nødvendigvis i de job skal sørge for at fjerne alle de faremomenter, der er, hvis det ikke kan lade sig gøre praktisk, fordi det kan lade sig gøre i vores job.

Så siger fru Sophie Hæstorp Andersen, at i det offentlige rum er der nogle særlige regler, men det er jo det, der skiller os. Det, der skiller os, er, om disse barer, restauranter og værtshuse er et privat rum eller et offentligt rum. Jeg mener, og Liberal Alliance mener, at vi kollektiviserer det private. Vi fratager folk ansvaret, og vi indfører et barnepigesamfund, hvor vi tror at vi skal redde folk fra dem selv. Det er det, der skiller. Det kan man være uenige om, men det er der, skillelinjen ligger.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger til ordføreren, så jeg siger tak. Det er ministeren for sundhed og forebyggelse, der har ordet. Der er en, der har bedt om en anden runde, men det er vist først efter ministeren.

Jeg vil gerne takke for den positive modtagelse, som lovforslaget har fået, om end med mange forskellige begrundelser. Det viser jo i al sin enkle tydelighed, hvorfor det er godt, at vi er enedes om at udskyde en lovrevision af en lov, der rent faktisk fungerer på det område, hvor det er lovens hensigt at fungere, nemlig at reducere folks risiko for at blive udsat for ufrivillig passiv rygning.

Nu går lovforslaget så til behandling i Sundhedsudvalget, og jeg håber på, at vi der kan få en hurtig behandling. Jeg skal i hvert fald gøre mit til, at det bliver tilfældet. Som alle involverede partier ved, altså partierne bag den oprindelige aftale fra november 2006, og det er regeringspartierne, altså Venstre og Konservative, og så er det Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten, var der på et møde i Sundhedsministeriet i november 2009 enighed om at udskyde revisionen af rygeloven. Konkret har vi aftalt, at vi skal mødes igen i maj/juni 2011 med henblik på at drøfte, hvilke elementer der eventuelt vil kunne indgå i en revision af loven. Først mulige lejlighed til at fremsætte lovforslaget vil herefter være i efteråret 2011.

Vi har endvidere aftalt, at vi i fællesskab vil invitere til en offentlig høring om rygeloven. Den vil formentlig blive afholdt i september 2010, og vi er i ministeriet gået i gang med den indledende planlægning. Partierne vil selvfølgelig få sendt et oplæg til drøftelse af indhold, form m.v. formentlig i begyndelsen af april. Jeg ser frem til den fortsatte behandling af lovforslaget og stiller mig naturligvis til rådighed for at svare på spørgsmål, såfremt der måtte være sådanne under udvalgsbehandlingen. Tak.

Tak til ministeren. Så har hr. Per Clausen bedt om ordet i anden runde som ordfører.

Da jeg jo med sikkerhed ved, at det her emne vil blive diskuteret på mit stamværtshus senere i eftermiddag, er det vigtigt for mig at præcisere, at hr. Simon Emil Ammitzbøll alligevel har overgået alle de mennesker, jeg har diskuteret det her med på bodegaer, i fuldstændig forvrængning af diskussionstemaet og synspunkterne. Aldrig har jeg hørt så meget sludder.

Pointen ved hr. Simon Emil Ammitzbølls synspunkt er, at hvis man går ind for, at mennesker skal kunne arbejde på et værtshus uden at blive udsat for passiv rygning, går man ind for forbud mod tobak. I øvrigt mente hr. Simon Emil Ammitzbøll også, at hvis der var nogen, der blev udsat for et farligt arbejdsmiljø, skulle man ikke forbyde det, hvis det var sådan lidt praktisk besværligt at gøre det. Det siger jo meget godt, hvad Liberal Alliances holdning er. Medarbejdernes arbejdsmiljø er fuldstændig ligegyldigt, for hr. Simon Emil Ammitzbøll har nu fundet en ny menneskeret, som man vil forsvare, nemlig arbejdsgivernes ret til at bestemme, om der må ryges på det værtshus, de ejer. Det er sådan den nye menneskeret. Der vil jeg bare sige, at Liberal Alliance jo på den måde ligesom endegyldigt er sprunget ud som den yderste højrefløj i dansk politik, for tænk at gøre det til en menneskeret, at arbejdsgiverne skal have lov til at tvinge deres medarbejdere til at gå i giftig luft. Det synes jeg alligevel er fantastisk.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Uden at skulle forlænge debatten unødigt vil jeg bare sige, at det, jeg prøvede på, var at finde en sammenhæng i hr. Per Clausens og Enhedslistens politik. At det så ikke lykkedes, skal jeg jo ikke drages til ansvar for. Det må hr. Per Clausen selv stå til ansvar for.

Så synes jeg egentlig, at det er meget tankevækkende, at i dagens Danmark kan man blive udråbt som det yderste højre, fordi man vil forsvare, at mennesker har et personligt ansvar og en personlig frihed. Vi er kommet derud, hvor det brede flertal i Folketinget er så optaget af Big Mother-staten, fratagelsen af det personlige ansvar, at man bliver udråbt som ekstremist, hvis man bare ønsker, at folk selv skal tage ansvar for deres eget liv.

Tak. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, hverken som det ene eller det andet. Da der ikke er flere, der har gjort det, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod det, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.