Tak for debatten.
Jeg er jo lige ved at blive betænkelig, når fru Line Barfod siger ja til et kirkeforslag, men jeg tager det som udtryk for, at man altså alligevel læser forslagene sagligt igennem.
Jeg takker for de faldne bemærkninger.
Jeg kan forstå, at der er nogle i salen, som ønsker en stor forkromet kirkeplan, men det kan jeg garantere for at der ikke kommer i min tid.
Det var også det, man antydede; man har også haft mig som formand for Kirkeudvalget.
Det er rigtigt, at jeg ikke mener, at vi herindefra skal sidde og bestemme, hvordan det skal være i folkekirken.
Men som debatten også viser med henvisning til tidligere betænkninger, er det jo ikke, fordi ideerne har manglet i betænkningerne, men det har så vist sig, at når de organisationer, der har siddet i udvalgene, der har formuleret betænkningerne, har skullet afgive høringssvar bagefter, var det ikke altid, at baglandet var med.
Derfor ligger der faktisk mange ubrugte ideer i mange betænkninger, for når det kom til stykket, var der ikke så mange, der var vilde med dem.
Og derfor er de naturligvis ikke blevet til noget, for det er jo ikke os, der skal sidde her og bestemme, hvad der skal foregå ude i sognene.
Jeg må så nu sige til fru Karen Klint, som jeg opfattede som givende udtryk for venskabeligt drilleri, at lige præcis det her forslag jo er mit eget.
Der har hverken været nedsat kommissioner eller noget som helst andet.
Allerede for en del år siden skrev jeg faktisk en artikel i Kristeligt Dagblad om dispensationsmagten og mente, at kirkeministeren sad inde med for stor magt.
Dispensationsmagten er jo faktisk en stor magt, og havde det stået til mig, som fru Karen Klint også var lidt inde på, havde jeg afgivet mere dispensationsmagt i dag.
Man kan se af høringssvarene, at dem, der så skulle have ansvaret, faktisk helst ville være fri for noget af det.
Det har jeg så rettet mig efter.
På den måde er det jo også rigtigt – var det fru Pernille Vigsø Bagge eller fru Bente Dahl, der sagde det?
– at lovforslaget er en efterrationalisering.
Jamen det skammer jeg mig ikke over, for grunden til, at det er det rigtige tidspunkt at fremsætte det på nu, er jo – for også at berolige hr.
Søren Krarup lidt, hvis jeg kan – at vi netop op til menighedsrådsvalget så så mange ansøgninger om sammenlægninger.
For det er så den næste forsikring, jeg kan udstede:
Der bliver ikke nogen tvungne sognesammenlægninger eller det, der ligner, i min tid.
Men det er også klart, at kirken skal være der, hvor folk er.
Og derfor vil jeg vende mig til hr.
Søren Krarup, som jo i hvert fald kender så meget til København, at jeg ved, at han i kirketiden i sin barndom spillede fodbold for Fremad Amager – det kan man jo læse i erindringerne – og derfor ved hr.
Søren Krarup jo også, at der var meget få kirker i København i vores bedsteforældres tid.
Da vi blev født, var der flere kirker i København.
Hvis ikke der var kommet alle de kirker, havde Sankt Jakobs Kirke været den eneste kirke på Østerbro – for nu at tage et eksempel – og på Amager ligger der også en middelalderkirke, så vidt jeg husker.
Altså, det er klart, at det er rigtigt, at sognene affolkes, men heldigvis er der liv i mange af dem alligevel.
Men hvis tingene skulle være som tilforn, ville det jo betyde, at der ikke var blevet bygget alle de nye kirker og ikke udskilt alle de nye sogne, som vi har fået i ny tid.
Sådan må det nødvendigvis gå, når befolkningen flytter.
Men der er altså ikke nogen, der skal få mig til at begynde at pille ved de små sogne.
Det må de selv om.
De må selv om, hvordan de samarbejder.
Jeg synes bare, at det i forbindelse med nogle af samarbejdsformerne ikke er nødvendigt, når de netop har så meget at lave og klager over bureaukrati, at de skal spørge mig hver gang.
Derfor kan de selv få lov at gøre det.
Så er det rigtigt, at det er en udvikling, som hr.
Søren Krarup ikke bryder sig om.
Jeg begræder det egentlig også, men det er jo det, som mange af sognene ude på landet har indset:
at i samlet flok trækker de bedre.
Derfor kom det op til sidste menighedsrådsvalg igen, og det har det også gjort tidligere, hvor de bad om forskellige former for rationaliseringer og sammenlægninger.
Og det er altså på den baggrund, at lovforslaget her er fremsat, og så sparer vi da også noget arbejde i Kirkeministeriet.
Så det er altså baggrunden for forslaget.
Det er for så vidt meget holdningsbetonet, for det er netop fremsat ud fra en grundholdning om, at ministeriet, ministeren og Folketinget ikke behøver at stå fadder til det.
Vi har det som De Konservative og vil gerne sige velkommen til hr.
Jarlov her i Kirkeudvalget og i Folketinget.
Vi har nu kørt på Rechendorffs lov, som jo også var et fremskridt dengang, i en snes år, og nu har vi fået erfaringerne, og så kan vi også lægge den dispensationsret bort, sådan at man selv bestemmer derude.
Så efterlyses der jo ud over det her med en plan for folkekirken en bred debat, og til det må jeg sige, at det står medlemmerne helt frit at rejse en debat i Folketinget, hvilket man også har gjort flere gange.
Jeg synes også, at vi har haft nogle gode debatter her, men der er ikke flertal for større planer for folkekirken i øjeblikket.
Jeg vil også sige, at selv om man lavede en plan, vil det vise sig dagen efter, at tingene bevæger sig.
Derfor skammer jeg mig ikke ved at sige, at jeg er meget fodslæbende, når det drejer sig om kirkelig lovgivning.
Det har jeg altid været, og det er jeg stadig væk, men som nogle af ordførerne også har været inde på, har der været nogle forslag, hvor vi har opdaget, f.eks.
med sognebåndsløsning, at vi simpelt hen havde sovet i timen.
Det havde vi faktisk alle sammen.
Det var i min tid, og jeg fik den lov gennemført meget hurtigt med hele Folketinget, for selvfølgelig kan sognebåndsløsning, en frihedslovgivning, ikke afhænge af præstens ansættelsesgrundlag.
Det var vi enige om.
Og sådan kan der komme andre ting.
Nu har jeg lige fremsat lovforslag om ligbrænding, fordi der jo altså er nogle miljøregler, som også folkekirken er undergivet, og vi er efter flere års diskussion landet på en absolut minimalistisk ordning, hvor vi overlader til menighedsråd og kommuner selv at gå sammen i selskaber, hvis de har lyst til det.
Det er også en form for frihedslovgivning, men med det åg, der ligger i, at miljøreglerne altså er ændret.
Men jeg takker for tilslutningen, og selv om jeg også deler hr.
Søren Krarups – hvad skal man sige?
– nostalgi, bekymringer, må jeg i hvert fald sige, at meningen med det her lovforslag fra min hånd, og det ved hr.
Søren Krarup også, ikke er at sætte gang i en proces, som sognene ikke ønsker.
Det er alene at understøtte den proces, som sognene selv sætter i gang.
Så jeg håber, når nu også Enhedslisten kan stemme for det, at vi alle sammen kan blive enige om denne lovgivning.