Jeg vil gerne starte med at takke alle ordførere for en meget positiv indstilling, i hvert fald til store dele af lovforslaget.
Enhedslisten havde jo et par kritiske bemærkninger til enkelte dele af det, men jeg vil alligevel gerne starte med at takke for den velvillige behandling, Folketinget har givet af lovforslaget.
Vi ønskede fra regeringens side at fremme den digitale kommunikation mellem virksomheder og det offentlige, og med det her lovforslag tager vi de første skridt til fuld digitalisering i 2012 mellem virksomheder og det offentlige, således at overgangen bliver så smidig som muligt for alle parter.
Den øgede digitalisering vil give store gevinster for vores samfund.
Hvis virksomhederne og det offentlige bruger digitale redskaber, sparer de både tid og penge.
Øget digitalisering skaber hurtigere sagsbehandling og generelt mindre administrativt besvær.
Det reducerer således virksomhedernes byrder, og det medvirker til at fastholde og udvikle et effektivt og konkurrencedygtigt erhvervsliv.
F.eks.
kan virksomhederne med brug af avancerede digitale løsninger indberette til flere myndigheder på en gang.
Og myndighederne kan på nogle områder udvikle digitale løsninger, der automatisk afsender en såkaldt straksafgørelse, når helt objektive data er indtastet for virksomhederne.
Det gælder eksempelvis for virksomhedsregistreringen i dag, hvor vi i Danmark er kendt for have en meget effektiv og brugervenlig digital løsning til brug for opstart af virksomhed.
Selvfølgelig vil jeg gerne her understrege, som hr.
Orla Hav var inde på, at de hensyn, der skal tages omkring personfølsomme oplysninger, naturligvis også vil gælde, hvad angår dette lovforslag.
Der vil jeg være meget indstillet på under udvalgsbehandlingen, at hr.
Orla Hav på vegne af Socialdemokratiet kan stille spørgsmål ind til det, så det i hvert fald kommer til at fremgå helt klart, at den øgede digitalisering ikke er noget, der skaber problemer i forhold til personfølsomme data.
Til gengæld tror jeg, at for alle, der har været ude at besøge en erhvervsvirksomhed, er det helt afgørende ikke at ende der, hvor fru Colette L.
Brix sagde at man kunne frygte for at ende, nemlig at hvis man laver en masse digitale løsninger, der hver især skal indberettes, er det noget, der kan komme til at tage meget tid for virksomhederne, og derfor er vores tankegang jo også, at man skal indberette ét sted, og så må myndighederne trække oplysningerne fra dette sted, så det bliver mere enkelt.
For at lette overgangen til fuld digital kommunikation i 2012 foreslår regeringen med dette lovforslag, at det for henholdsvis 2010 og 2011 bliver obligatorisk for virksomheder at foretage visse indberetninger digitalt til det offentlige.
Der er tale om i alt 11 indberetninger, der er fordelt henholdsvis på mit område, Økonomi- og Erhvervsministeriet, på fødevareministerens område og på beskæftigelsesministerens område.
Senere vil skatteministeren følge op med forslag om ændring af skatteforvaltningsloven.
Men med lovforslagene samlet set lægger vi op til, at ca.
50 pct.
af virksomhedernes samlede indberetninger til det offentlige skal foretages digitalt for henholdsvis 2010 og 2011.
Det tror vi er den helt rigtige vej at gå.
Det er selvfølgelig også helt afgørende, og det var fru Colette Brix også inde på i sit ordførerindlæg, at de virksomheder, som endnu ikke er vant til brug af computere og it-teknologi i hverdagen, ikke tabes på gulvet, når papirblanketterne forsvinder, og når digitale løsninger tager over.
Det er derfor regeringens målsætning at øge digitaliseringen uden at forhindre virksomhederne i at opnå de muligheder og indfri de pligter, der ligger i dansk lovgivning.
Hvis vi ser på tallene, kan vi se, at det i dag er sådan, at ca.
95 pct.
af virksomhederne i Danmark helt eller delvis allerede indberetter digitalt til det offentlige, enten via dem selv eller via deres advokat, revisor eller lignende.
Der er kun 2 pct.
af de danske virksomheder, der vurderer, at de vil få problemer med selv at kunne efterleve regeringens e2012-målsætning.
Vi laver altså både overgangsordninger og dispensationsmuligheder for at lette denne overgang.
Vi vil også målrette informationskampagner og derudover naturligvis også overveje, om der er andre initiativer – fru Colette Brix har nævnt læs ind-ordningen – for at lette overgangen for de virksomheder, som stadig væk ikke er så langt fremme.
Jeg synes også, det er vigtigt her at få understreget – flere ordførere har været inde på det, bl.a.
hr.
Orla Hav og hr.
Karsten Hønge – at det naturligvis vil være sådan, at for dette område vil det gælde ligesom for alle andre af statens områder, at vi også fremover selvfølgelig vil følge de anbefalinger, der er omkring standarder.
Men det er man meget velkommen – jeg tror også, hr.
Morten Østergaard stillede spørgsmål til det – til at spørge til under udvalgsbehandlingen, selv om det egentlig ligger hos en anden minister.
Men det er i hvert fald vigtigt for mig at få sagt, at naturligvis vil vi følge de standarder, man måtte blive enige om.
Endelig har der også været en diskussion om sammensætningen af Danmarks Vækstråd, og i den sammenhæng tror jeg det er meget væsentligt at få understreget, at vi i hvert fald vil forsøge at fastholde den balance, der er mellem lønmodtagerorganisationer og erhvervsvirksomheder, og at vi derfor er meget varsomme med at begynde at flytte for meget rundt på brikkerne, men forsøger at fastholde den sammensætning, som vi kender i dag.
Til gengæld må vi sige, at en af grundene til, at lovforslaget går ind og rører ved det her område, jo er, at der er en lang række organisationer, der har slået sig sammen – altså har fusioneret – og derfor har det været nødvendigt for os at foretage visse tilrettelser, i forhold til hvordan virksomhederne i dag samarbejder med hinanden og har sluttet sig sammen.
Jeg er helt overbevist om, at dette lovforslag vil forbedre vækstvilkårene for dansk erhvervsliv, og som både Venstres ordfører, hr.
Jacob Jensen, og den konservative ordfører, hr.
Mike Legarth, har været inde på, er der ingen tvivl om, at det her er noget, der kan være med til at sikre et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv på sigt, fordi man kommer væk fra papirnusseriet og over i et mere effektivt regi.
Så jeg vil gerne takke for de mange bemærkninger, og som sagt ser jeg frem til udvalgsbehandlingen, hvor jeg også meget gerne vil uddybe nogle af de synspunkter, jeg her er kommet med vedrørende de spørgsmål, der er faldet.