Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 6:

Forespørgsel til udenrigsministeren, klima- og energiministeren og ministeren for udviklingsbistand:

Hvad kan regeringen oplyse om sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og klimaændringer, herunder hvilke nye initiativer den danske regering vil tage i FN, EU og i det nordiske samarbejde for at sikre, at Danmarks overordnede sikkerhedspolitik også inddrager de globale klimaændringer?

Af Ole Sohn (SF), Anne Grete Holmsgaard (SF) og Steen Gade (SF).

(Anmeldelse 20.10.2009. Fremme 22.10.2009).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 10. november 2009.

Først får ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade, mulighed for at begrunde forespørgslen.

Tak for det.

Når SF har taget initiativ til den her forespørgsel, er det jo, fordi klimaændringerne gør, at vi må se i øjnene, at det fører til massive risici for sikkerhedsproblemer mange steder i verden. Det handler om, at vi får øget migration, altså kan vi få miljøflygtninge og problemer med, at der er lande, som simpelt hen vil forsvinde under havets overflade, og disse flygtninge vil sådan set blive statsløse, og vi må se i øjnene, at vi vil få store vandressourceproblemer, konflikter omkring udnyttelsen af flodernes vand, herefter fødevareproblemer, alt sammen noget, som kan føre til, at det ender med, at folk sætter sig i bevægelse, at der bliver kæmpe stridigheder om ressourcerne, hvilket i sidste instans kan føre til krige. Man kan vel sige, at når vi ser på Afrikas Horn og f.eks. folkemordet i Darfur, kan vi godt se i dag, at en af grundene, selvfølgelig ikke den eneste, men en af grundene til, at det er gået så galt der, er klimaændringer. Så det er noget, vi allerede kan se nu.

Når vi gerne vil have forespørgslen, er det, fordi vi fra Folketingets side gerne vil have en samlet politik, som bygger på nogle af de initiativer, der allerede er taget fra dansk side og af FN, og som bygger på den indledende diskussion, som startede for 2 år siden i EU, så vi får en vedtagelse, som satser massivt på forebyggende og tidlig advarsel, og så vi får en diskussion om at udvikle politikken på det her område. Jeg opfatter det selv som måske den vigtigste sikkerhedspolitiske diskussion, hvis vi kigger 20 år frem.

Tak til ordføreren. Så kommer vi til besvarelsen, og det er på regeringens vegne udenrigsministeren, der svarer.

Jeg takker for forespørgslen. Også regeringen finder, at det er et meget vigtigt anliggende at få kædet tingene sammen omkring klima, udenrigs- og sikkerhedspolitik og udviklingspolitik, så derfor er det en meget relevant forespørgsel. Vi har også arbejdet netop tværgående i flere år inden for disse områder og sat fokus på dem internationalt og fået dem prioriteret op internationalt. For det er rigtigt, at klimaændringerne kan få konsekvenser for international sikkerhed. Klimaændringer kan være farlige, de kan være destabiliserende, sådan som hr. Steen Gade sagde, og derfor skal vi også have en ambitiøs aftale på plads i København, for vi skal bremse klimaforandringerne, og det gør vi ved at handle præventivt. Det er det, vi håber på i København til december.

Klimaudfordringerne er mangesidede, de er komplekse, og vi må derfor bruge en bred vifte af instrumenter for at forstå, gøre opmærksom på og tilpasse os klimaforandringerne, for nogle forandringer er jo så vidt fremskredne, at de ikke lader sig stoppe fra den ene dag til den anden.

En af klimaforandringernes helt centrale konsekvenser ligger på sikkerhedsområdet. I debatten herom må vi anvende et bredt retssikkerhedsbegreb, der medtager menneskelig sikkerhed, udvikling, international sikkerhed og mellemstatslig dynamik. Derfor er det internationale diplomati, udviklingssamarbejdet og klima- og energipolitikken alle redskaber, der må sættes ind i kampen for at reducere klimaændringerne og tilpasse os de forandringer, der enten allerede er mærkbare, som jeg nævnte, eller som er uundgåelige.

Danmark har nu i flere år været aktiv for at sikre klima og sikkerhed en plads på den internationale dagsorden. Det er lykkedes, og spørgsmålet drøftes nu i EU, i FN, i det nordiske samarbejde, i samarbejdet omkring Arktis og i det nordisk-afrikanske samarbejde. Vi tog initiativ til at sikre, at emnet blev taget op i Det Europæiske Råd allerede i 2007. På denne baggrund leverede EU's høje repræsentant og EU-Kommissionen en fælles rapport i marts 2008, der analyserede sammenhængen mellem klima og sikkerhed, og som anbefalede en række videre initiativer. Siden er der så også nedsat en uformel EU-styregruppe, der koordinerer EU-institutionernes og medlemsstaternes arbejde på dette område. Danmark er en aktiv spiller i denne proces. Sammen med vores EU-kolleger arbejder vi i øjeblikket på en række anbefalinger for EU's indsats fremad.

Sammenhængen mellem klimaændringer og sikkerhed er som sagt også på dagsordenen i FN. I 2007 blev emnet for første gang debatteret i Sikkerhedsrådet. I juni i år vedtog FN's generalforsamling med enstemmighed en skelsættende resolution, der udtrykte generalforsamlingens dybe bekymring over klimaændringernes mulige sikkerhedskonsekvenser. I resolutionen blev FN's generalsekretær anmodet om at udarbejde en rapport om emnet. Denne rapport udgør nu et godt udgangspunkt for at fremme, at klima og sikkerhed kommer til at indgå i FN's konkrete arbejde.

I det nordiske udenrigspolitiske samarbejde er miljø, klima og sikkerhed også kommet på dagsordenen. Vi har for nylig haft et åbent samråd om den rapport om nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde, som tidligere udenrigsminister Thorvald Stoltenberg udarbejdede på opfordring fra udenrigsministrene for et år siden. Stoltenbergrapporten indeholder som bekendt også forslag vedrørende klimaudfordringen. Dem arbejder vi videre på, og rapporten skal vi jo have en forespørgselsdebat om næste fredag, så der kommer en særskilt debat i Folketinget om Stoltenbergrapporten og de sikkerhedsmæssige implikationer. Al den aktivitet peger samstemmende på, at emnet bevæger sig højere og højere op ad den internationale dagsorden, en udvikling, som regeringen har bidraget til, og som vi derfor naturligvis støtter fuldt ud.

Fra dansk side har jeg taget initiativ til at få udarbejdet en række studier, der analyserer sikkerhedskonsekvensen i et regionalt perspektiv, og derfor har vi særlig kigget på Afrika og Mellemøsten og fået lavet studier om dem, som vi offentliggjorde i FN-ugen i september i New York. Studierne gør det klart, at hvis vi ikke gør noget for at bremse klimaændringerne, vil de skærpe eksisterende sikkerhedstrusler. Klimaændringerne vil således bidrage til at forværre eksisterende konflikter, og de kan være med til at puste nyt liv i ulmende spændinger mellem stater eller lokalsamfund. Kort sagt: Klimaændringerne udgør det, der kaldes en trusselsmultiplikator.

Vores studier peger på, at klimaændringer kan føre til sikkerhedsmæssige implikationer på navnlig fire områder: adgang til vand, fødevareproduktion, de to emner nævnte hr. Gade jo, migration, som også blev nævnt af hr. Gade, og svage staters overlevelsesevne.

Lad mig så starte med vandet. Øget mangel på vand som følge af klimaændringer kombineret med en stigende efterspørgsel på grund af befolkningstilvækst vil føre til en stigning i konkurrencen om adgang til vand og vil også føre til rivalisering om de knappe ressourcer. FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har sagt, at det sker for ofte, at hvor der mangler vand, finder vi våben. Og det har han ret i, og det kan han få mere ret i i fremtiden.

Mellemøsten lider allerede under mangel på vand, som vores studier viser. Jordanfloden er forvandlet til en tynd strøm. Galilæasøen har nået sit laveste punkt nogen sinde, og dette problem påvirker direkte fredsprocessen mellem Syrien og Israel, fordi grænsen jo flytter sig i forhold til, hvor vandet ligger.

Men vandmangel kan også tvinge lande til at finde sammen i nye former for samarbejde, f.eks. Nilbassin-initiativet, hvor ti afrikanske lande fra Egypten i nord til Tanzania i syd koordinerer forvaltningen af Nilens vand og sikrer, at hver får sin del, altså at den første ikke tager det hele, og at resten så kan være uden vand. De har lavet et samarbejde. Men der er f.eks. også lavet et samarbejde om Mekongflodens vand. Begge steder støtter Danmark, og begge steder er jo eksempler på, at der kan laves regionale aftaler, som kan afspænde.

Så vil jeg nævne fødevaresikkerheden. FN’s klimapanel forudser, at et fald i produktionen af afgrøder på grund af ændrede nedbørsforhold kan føre til højere fødevarepriser og større problemer med fødevaresikkerhed. I denne proces bliver dyrkbar jord et endnu mere værdsat og omstridt aktiv. Alene i løbet af det seneste årti har fødevaremangel påvirket 25 afrikanske lande og truet op mod 200 millioner mennesker på deres eksistens. Nogle steder vil landområder blive oversvømmet og muldjorden blive skyllet bort. Andre steder vil tørke udtørre jorden og fjerne græsningsarealerne, og det er jo rigtigt, at det er et af problemerne omkring Darfur. Vi har allerede i fjor set, hvorledes de stigende fødevarepriser og mangel på fødevarer satte FN-organet FAO over for nye, større opgaver.

Sammen med vandmangel og øget knaphed på fødevarer vil havvandsstigninger medføre, at store befolkningsgrupper især fra kystbyerne må finde et nyt sted at bo. Dette kan som det tredje område føre til store, ukontrollerede migrationsstrømme, folkevandringer. Forudsigelserne varierer, men nogle analytikere vurderer, at op mod 200 millioner mennesker vil være tvunget til at flytte væk fra deres hjem inden midten af dette århundrede. Det vil kalde på ekstra store indsatser fra FN's flygtningeorgan, UNHCR.

Det fjerde nøgleområde, hvor klimaændringer kan spille ind, er svage staters evne til at håndtere de øgede stressfaktorer, som klimaændringerne medfører. Summen af klimapåvirkninger vil yderligere svække fattige lande med svage institutioner og muligheden for at levere de grundlæggende kerneydelser. Den kombinerede effekt af fattigdom og nedgang i vand- og fødevareforsyninger sammenholdt med kaotiske befolkningsbevægelser kan meget vel medføre, at allerede svage stater skubbes ud over randen og ned i kategorien af mislykkede stater. Mislykkede stater er jo f.eks., hvad terroristerne er på udkig efter at overtage.

Men hvorvidt klimaændringer rent faktisk fører til voldelige konflikter, afhænger af ikkeklimatiske forhold som regeringsførelse, regionalt diplomati og konfliktforebyggelse. Kort sagt: Vi har stadig mulighed for at agere. Derfor har jeg sat emnet på dagsordenen i diverse fora. I marts i år var det på dagsordenen ved det nordisk-afrikanske udenrigsministermøde. I september var jeg vært ved et internationalt seminar afholdt her i København om emnet. I marginen af FN's generalforsamling var jeg vært ved en uformel højniveau-rundbordsdiskussion om klima og sikkerhed. I alt deltog 15 lande i diskussionen, der markerede en opbakning til nødvendigheden af øget fokus på problematikken, og det var her, vi offentliggjorde vores to regionale studier.

Klimaændringernes sikkerhedsmæssige konsekvenser er ikke en eksplicit del af klimaforhandlingerne under COP15, men for at sikre fokus på emnet afholder jeg en såkaldt parallelevent om sammenhængen mellem klima og sikkerhed under COP15 den 15. december. Alle er velkomne, det bliver et offentligt arrangement, og vi forventer et stærkt panel til emnet.

Udviklingssamarbejdet er af helt afgørende betydning i forhold til at minimere klimaændringernes sikkerhedsmæssige konsekvenser. Vi må derfor med udviklingssamarbejdet sikre, at god klimabistand bliver god udviklingsbistand. Vi skal bistå landene med at indarbejde klima i de nationalt forankrede udviklingsplaner og sikre, at hensynet til klimaændringerne indgår alle de steder, hvor det er vigtigt, hvilket vil sige i udviklingen af infrastruktur og udviklingen af byplanlægning, i de produktive sektorer, i de sociale sektorer og ikke mindst på energiområdet.

Et område, som vil kræve særlig opmærksomhed, er udbygningen af landenes katastrofeforebyggelse og humanitære beredskab. Med den nye strategi for Danmarks humanitære indsats er der sat fokus på humanitære konsekvenser af klimaændringerne og dermed sammenhængen mellem fattigdom og naturkatastrofer.

Klimaudfordringen vil blive en omkostningstung byrde særlig for de fattigste udviklingslande. Det er derfor afgørende for en ny klimaaftale, sådan som vi også kan se på reaktionerne fra Afrika nu, at der opnås enighed om betydelige tilsagn om finansiering til udviklingslandenes klimaindsatser. Uden denne finansiering vil vi ikke få en aftale, og udviklingslandene vil ikke være i stand til at løfte byrden. En effektiv indsats stiller både krav om, at de rige lande justerer den traditionelle bistand, og at de yder en ekstra indsats. Det betyder, at de rige lande må yde en additionel indsats, også finansielt. Det skal en ny klimaaftale også afspejle. Det er regeringen parat til.

Danmark har lagt sig front i indsatsen over for klimaproblemerne i udviklingslandene. Regeringen har allerede i 2008 etableret en klimapulje, der gradvis vil vokse til 500 mio. kr. i 2012. Men vi kan ikke løse problemerne alene. Regeringen har derfor foretaget en række initiativer for at mobilisere centrale internationale partnere og for at imødekomme udviklingslandenes behov for hurtig handling.

Klimaudfordringerne forventes at blive et centralt emne i den kommende strategi for dansk udviklingssamarbejde, og der fremlægges en drøftelse i Folketinget til foråret. Herudover skal vi særlig i sårbare regioner som Afrika og Mellemøsten fremme det regionale samarbejde og det internationale engagement. Vores erfaringer med samarbejdet om det arktiske område er et værdifuldt eksempel herpå.

Klimaændringerne påvirker allerede det arktiske område på godt og ondt. Derfor indkaldte Danmark og Grønland til Ilulissatmødet mellem de fem arktiske kyststater i maj 2008 med det overordnede formål at få fastslået, at Arktis ikke er et terra nullus, som det kaldes, og som kan oversættes til et retstomt rum. Mødets konklusion bekræftede, at fordelingen af ressourcer og territorium i Arktis er reguleret af FN's havretskonvention. Alle fem arktiske kyststater, dvs. Norge, Canada, USA, Rusland samt Danmark/Grønland, tilsluttede sig denne konklusion. Ilulissaterklæringen sendte et stærkt politisk signal til både de lokale og til resten af verden om, at de fem kyststater vil handle ansvarligt, når det gælder den fremtidige udvikling i polarhavet. Landene forpligtede sig ved erklæringen politisk til at løse uoverensstemmelser gennem forhandlinger og har dermed forhåbentlig en gang for alle aflivet myterne om væbnede konflikter om og kapløb mod Nordpolen.

Regeringen er således yderst opmærksom på, at klimaændringer kan få sikkerhedsmæssige konsekvenser. Vi vil derfor fortsætte vores arbejde med at fremme dette synspunkt i internationale fora som FN og EU og i det nordiske samarbejde. Vi vil sikre, at problemstillingen tænkes ind i det bredere udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde, og at der tages højde for klimaændringer i vores sikkerhedspolitiske analyser, drøftelser og beslutninger, hvilket vi er rede til at vende tilbage til Folketinget om ved passende lejlighed.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi over til forhandlingen, og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Steen Gade.

Tak til udenrigsministeren. Jeg synes, det grundlæggende var en god besvarelse, og jeg er også meget glad for løftet om, at man vil komme tilbage med en grundigere redegørelse og med en mere udviklet politik på det her område, for det er jo det, vi har brug for i hele verden.

Først en betragtning om COP15, for COP15 har selvfølgelig med det her at gøre i den forstand, at en vigtig del af løsningen er, at vi får nødvendige reduktioner, massive reduktioner, hvilket også de afrikanske lande har sagt i Barcelona i den her uge, og at der er penge i rimelig mængde til at sørge for, at det her kan finansieres. Men det er jo ikke fokus, kan man sige, for den forespørgsel, som jeg har indkaldt til her, men derimod de temaer, som udenrigsministeren var inde på.

Jeg synes selv, at den rapport, der ligger fra FN, er et ganske godt udgangspunkt og tegn på, at der kom noget ud af det, da Tony Blair i sin tid tog initiativet i 2007 til for første gang i FN’s Sikkerhedsråd at få en debat på det her område.

En af de ting, man taler om her, er jo, at man får early warning – undskyld, det var på engelsk – at man får en tidlig advarsel om, at her kan komme en risiko. Det mener jeg er en vigtig del af det her, fordi man tydeligt kan sige: Der er konflikter på vej her på grund af klimaændringer. Det vil ofte, næsten desværre alt for ofte, være i områder, der i forvejen er følsomme, og i sårbare stater. Sådan et early warning-system synes jeg vi skulle arbejde massivt på at få etableret i tilknytning til FN's Sikkerhedsråd, sådan at FN's Sikkerhedsråd løbende får drøftelser om klima og sikkerhed.

Det kan ikke gå, at Sikkerhedsrådet kun interesserer sig for krudt og kugler og den slags ting, som er de sidste skridt, vi skal tage i verden. Men vi må have FN's Sikkerhedsråd meget mere ind på banen forebyggende. Det er faktisk rigtig mange år siden, at kansler Kohl fra Tyskland på en FN-generalforsamling foreslog, at der simpelt hen skulle laves et klimasikkerhedsråd. Og jeg mener faktisk, at vi med lidt snilde kunne være med til at finde ud af, hvordan en sådan konstruktion kunne laves. Jeg vil spørge, om ministeren vil overveje sådan nogle ting i det videre arbejde.

Så vil jeg sige nogle ting om Arktis. Det initiativ, som udenrigsministeren nævner, er jo et godt initiativ, Ilulissatprocessen. Også FN-rapporten peger på, at her kunne det godt være, at der var brug for at få styrket det internationale samarbejde. Og jeg vil spørge, om ministeren har nogle kommentarer til den konklusion i FN-rapporten. Man kunne jo forestille sig, at man havde et moratorium for udnyttelse af området under isen, indtil man havde grænsedragning på plads. Og jeg har et spørgsmål mere til udenrigsministeren. USA har jo endnu ikke tilsluttet sig havretskonventionen, og det er vel et stort problem, og hvad gør vi i forhold til USA på det punkt?

Jeg er meget glad for, hvad der bliver sagt om trusselsmultiplikator og forebyggelse og katastrofeforebyggelse. Jeg vil bare spørge til, om vi også fra dansk side tager en kraftig strategisk overvejelse om, hvordan vi kan medvirke til at få lavet et bedre system mellem nødhjælp og udvikling, for det er jo stadig, kan man sige, en mangel, at vi kommer med nødhjælp år efter år i de samme områder, men vi får ikke lavet en god kobling til udviklingsbistanden.

Så vil jeg jo overordnet kvittere for, at vi får en rapport hurtigt, som ministeren sagde. Og jeg vil på vegne af SF, Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Regeringen opfordres til at udarbejde en redegørelse for sammenhængen mellem klima og sikkerhed inden juni 2010 samt sikre, at sammenhængen fortsat indgår i det bredere sikkerhedspolitiske arbejde, herunder gennem

- at fremme internationalt og regionalt samarbejde, der kan bidrage til øget forebyggende indsats ved at

- aktivt fremme EU-samarbejdet på området

- arbejde for at emnet sættes højt på dagsordenen i det nordiske udenrigspolitiske samarbejde

- arbejde for at emnet sættes højt på dagsordenen i samarbejdet med udviklingslandene, der er underlagt den største trussel på dette område

- arbejde for en fortsat fredelig og bæredygtig udvikling i Arktis i overensstemmelse med internationale aftaler og konventioner

- støtte bestræbelser på at gøre klimaforandringer og sikkerhed til en integreret del af FN's arbejde med henblik på konfliktforebyggelse

- arbejde for at klimaændringernes sikkerhedsimplikationer og effekt som trusselsmultiplikator mindskes gennem udviklingssamarbejdet, bæredygtig naturressourceudnyttelse, katastrofeforebyggelse og humanitære indsatser samt en tættere koordination heraf.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 5).

Tak til ordføreren. Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse af alle de partier, hr. Steen Gade nævnte. Og det vil indgå i forhandlingerne.

Af hensyn til dem, der ikke står bag forslaget til vedtagelse, vil jeg læse de sidste linjer en gang til, for det lød jo næsten som en spiritusprøve. Det var svært lige at opfatte. Men der stod til slut:

»at arbejde for at klimaændringernes sikkerhedsimplikationer og effekt som trusselsmultiplikator mindskes gennem udviklingssamarbejdet, bæredygtig naturressourceudnyttelse, katastrofeforebyggelse og humanitære indsatser samt en tættere koordination heraf.«

Det er såmænd lige før, at man indimellem foretrækker et simpelt engelsk frem for et uforståeligt dansk.

Så er det hr. Lars Christian Lilleholt som ordfører for Venstre.

Tak for det, og tak herfra til udenrigsministeren for besvarelsen. Jeg vil også godt takke for den meget brede opbakning til forslaget til vedtagelse. Det er meget flot, at Folketinget kan samles så bredt om det her meget, meget vigtige forslag til vedtagelse.

Der er en tæt sammenhæng mellem sikkerhedspolitik og klimaforandringer og klimapolitik i det hele taget. Det er der to væsentlige grunde til. Den første er, at det er sådan, at klimaforandringerne rammer ikke mindst udviklingslandene meget, meget hårdt. Ikke mindst lande i Afrika og i Asien er meget hårdt ramt af klimaforandringerne. De har svært ved at brødføde deres egen befolkning. Tørke, meget vand, lidt vand, i det hele taget er konsekvenserne af klimaforandringerne mangfoldige. Der er risiko for flygtningestrømme, store bevægelser, lande, der næsten udslettes fra jordens overflade, ja, problemerne er rigtig, rigtig mange. Der er også risiko for ny rivalisering mellem lande, som hidtil ikke har rivaliseret. Der er risiko for krige og nye konflikter verden over.

Derfor er det helt afgørende, at det internationale samfund handler, og derfor er vi også meget tilfredse med den indsats, der gøres på alle internationale niveauer for at forhindre klimaforandringerne og for at imødegå konsekvenserne af klimaforandringerne.

Men der er også en dansk dagsorden i det her, og det er jo den anden del af det. Det handler om, hvor Danmark i fremtiden skal få sine energiforsyninger fra, og her er vi jo også påvirket af klimaforandringerne. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi gør os mindre afhængige af energiforsyninger fra politisk ustabile områder. Det er jo også sikkerhedspolitik. Også i den sammenhæng er Danmark rigtig, rigtig langt fremme.

Danmark er førende med udbredelsen af vedvarende energi; vi er blandt de lande i verden, der har den højeste andel af vedvarende energi i vores energiforsyning, og derfor har vi også en pligt og en opgave i at udbrede vores fornuftige klima- og energiløsninger til den øvrige del af verden og bidrage til, at der skabes sikkerhed andre steder for forsyninger af energi. Det er ganske centralt i den danske klima- og energipolitik, og det giver jo også danske virksomheder, som på det her område er rigtig langt fremme med at udbrede vedvarende energi i den øvrige del af verden, rigtig gode muligheder.

Det er afgørende, at vi satser internationalt gennem FN, gennem EU og andre internationale fora for at sætte den danske dagsorden højt på det her område. Klima- og energiministeren og statsministeren gør en stor indsats for at få en aftale på det kommende COP15-møde, og her er det jo helt afgørende, at der bliver en bindende international aftale, men også at der bliver en aftale i forhold til at sikre udviklingslandene økonomi og teknologi til at udvikle nye teknologier og til at imødegå klimaforandringerne. Alt det og meget mere er indeholdt i det meget brede forslag til vedtagelse, der er fremsat i dag, og som Venstre kan bakke helt op bag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, hr. Jeppe Kofod.

Jeg vil også starte med at takke SF for at have taget initiativ til den her forespørgsel. Jeg synes, det er højst relevant og helt på sin plads at diskutere sikkerhedsproblemstillinger i en bredere forstand i forhold til de klimaforandringer, vi ser i år og de kommende år. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi fra Socialdemokraternes side tager den her udfordring meget alvorligt, og jeg vil også gerne sige her, at vi fuldt ud kan bakke op om det, som også udenrigsministeren sagde i besvarelsen af forespørgslen. Jeg mener, at det rummer alle de rigtige elementer.

Jeg synes, der er en ting, der er meget vigtig at sige her og bruge lidt tid på, og det er, at når vi står over for de her klimaforandringer og sikkerhedstrusler, så er det interessant, at klima i virkeligheden ikke bare gælder i forhold til miljø og energi og forsyningssikkerhed, men også i forhold til sikkerhedspolitik. Her har vi altså et eksempel på, at noget, vi i de industrialiserede, højtudviklede lande har skabt – et problem, et klimaproblem med udledning af CO 2 – får store konsekvenser i ulande, lande langt væk fra os, med hensyn til deres sikkerhedssituation. Det synes jeg er meget vigtigt, for det viser jo i virkeligheden, at når vi taler om, at vi på den her planet skal samarbejde endnu mere, så er den her sag, synes jeg, god til at illustrere det.

Altså, vi har et ansvar for de fattigste lande; vi har et ansvar for de konflikter, der kommer til at udspille sig i Mellemøsten og Afrika i de kommende årtier, fordi vi har været med til at skabe et klimaproblem. Derfor har de partier, som siger, at vi ikke har nogen forpligtelse til eksempelvis at øge ulandsbistanden eller klimabistanden, ikke forstået, hvordan verden hænger sammen i dag, og hvilket ansvar man skal påtage sig.

Jeg synes, den vinkel er meget vigtig, og derfor er jeg også glad for, at regeringen har fastslået, at der er behov for øgede indsatser og ressourcer på klimaområdet i tillæg til det, vi allerede gør med hensyn til fattigdomsorienteret ulandsbistand og andre politikker til at fremme udviklingslandenes forhold.

Så jeg vil gerne slå fast, at det er vigtigt for os – også at fokusere på, at det her jo er en trussel mod mennesker, mod menneskers eksistens, deres sikkerhed, og det fokus skal vi have. Det er ikke noget, som enkeltlande kan løse, det er kun noget, man kan løse i fællesskab. Hele f.eks. Nilbassinsamarbejdet med ni lande er jo et godt eksempel på, at man tager proaktivt stilling til det og begynder at samarbejde om knappe vandressourcer. Sådan nogle ting kan vi også i vores udenrigspolitik sikre sker mange flere steder for at undgå, at vores skrækscenarier bliver til virkelighed. Derfor synes jeg, det er utrolig vigtigt med den her debat, vi har i dag.

Der er lige en ting, jeg gerne vil slå ned på, og som man også har haft fokus på fra FN's side, nemlig det store antal klimaflygtninge, vi kommer til at se fremover. Det må man bare sige er en stor udfordring, vi står over for. Og jeg vil igen understrege, at det er klart, at det her forfærdelig ufolkelige ord trusselsmultiplikator jo bare viser, at klimaet vil forstærke de allerede eksisterende problemer med fattigdom og sikkerhed, som man ser, og derfor kan man desværre forvente flere flygtninge, hvis ikke vi gør noget nu.

Jeg vil igen sige til partier og kræfter, der siger, at det ikke er vigtigt med en aktiv indsats, at det her er vigtigt også at forstå, at vi skal løse fattigdomsproblemer, sikkerhedsproblemer og klimaproblemer, hvis vi vil undgå at se nye humanitære, menneskelige katastrofer med kvinder og børn, men også se flygtningeproblemer, der faktisk kan blive problemer for Europa og i sidste ende Danmark, hvis ikke vi gør noget i tide.

Så vi står altså over for nogle scenarier, som kan skabe problemer uden sidestykke i verdenshistorien – det er jeg helt enig med hr. Steen Gade i – hvis ikke vi gør noget nu, og jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi tager debatten her.

Jeg vil gerne sige, at det også er en mulighed for Danmark at gribe til at være foregangsland på den her tænkning mellem klima og sikkerhed, og derfor er jeg glad for den redegørelse, der kommer til Folketinget – senest juni næste år, kan jeg forstå – men det er vigtigt, at Danmark tager lederskab. Jeg tror, at den her dagsorden bliver meget vigtig, og lad os da være foregangsland på det her område, og lad os vise, at vi har forstået udfordringerne.

Det tror jeg vi kunne stå sammen om i Folketinget, og hvis vi gør det, kunne Danmark få en meget stærk stemme internationalt. Det vil jeg sådan set i min afslutning opfordre til at vi gør, og så i øvrigt sige, at vi er glade for den brede tilslutning til det forslag til vedtagelse, der ligger. Det kan vi selvfølgelig fuldt ud støtte.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er Dansk Folkepartis ordfører, hr. Per Dalgaard.

Der er mange ting i denne verden, der har indflydelse på dansk sikkerhedspolitik, og vi erkender det, som forespørgslen drejer sig om, nemlig at de globale klimaændringer har nogle sikkerhedsmæssige og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Det store spørgsmål er så blot, hvad der skal gøres ved det, og hvem der skal gøre noget ved det.

Socialistisk Folkeparti vil inddrage FN, EU og det nordiske samarbejde, og det ville sikkert have haft en større effekt med FN i denne problematik, hvis FN stadig væk fungerede, som da det i sin tid blev oprettet. Men der er desværre mange gode, fornuftige, humanitære hensigter fra FN's start, som ikke helt efterleves i dag. FN er i dag styret af den tredje verdens mere eller mindre specielle regimer, hvoraf en stor del sågar er diktaturstater. Jeg vil sige, at FN næsten dagligt beviser, hvor langt fra almindelig sund fornuft og virksom, effektiv optræden denne organisation befinder sig. FN kritiserer aldrig diktaturstaternes huseren i egne lande, mens de jo næsten dagligt i forbindelse med Menneskerettighedsrådet er på banen og kritiserer f.eks. det demokratiske Israel.

Så vil SF have FN til at forholde sig til Danmarks sikkerhedspolitik. Det er Dansk Folkepartis forventning, at det ikke vil ske på en måde, der medfører endnu en ensidig FN-forklaring om, at alverdens problemer skyldes de vestlige demokratier. Det vil vi selvfølgelig tage afstand fra. Men den FN-resolution fra 2007, som jeg desværre ikke har læst rapporten om, vil sikkert gøre den bekymring til skamme. Det håber jeg meget. Og så vil vi slå fast, at Dansk Folkeparti anser Danmarks sikkerhedspolitik, den rigtige sikkerhedspolitik, for selvfølgelig at være baseret i NATO's demokratiske sammenslutning.

Vi kan såmænd også godt acceptere at spørge og lytte til EU’s argumenter på dette felt og vurdere, om de i det hele taget kan fremkomme med fælles aktioner for at sikre Europas sikkerhed, hvad enten denne er kompromitteret ved klimaændringer eller ved den flodbølge af de alt for mange mennesker, der fødes i specielt det nordlige Afrika, og som alle har kurs mod Europa. Her ligger virkelig en udfordring, som det også er påpeget af tidligere talere.

Vi vil også gerne se meget velvilligt på, at det nordiske samarbejde tager sagen op. Der findes allerede i dag et samarbejde i Norden om klimaændringer set i forskelligt perspektiv. Sammenkædningen med sikkerhedspolitikken har jeg ikke set som et punkt på dagsordenen, men det er sikkert, fordi jeg ikke har kigget godt nok efter.

Når Socialistisk Folkeparti også vil inddrage udviklingsministeren i forespørgslen, kan man få en mistanke om, at det handler om devisen »send flere penge«, som det faktisk også blev påpeget af Socialdemokratiets ordfører. Send flere penge til ulandene, så vil det løse alle problemer. Det tror jeg desværre ikke er helt rigtigt. Dansk Folkeparti vil meget gerne hjælpe folk i nød, meget gerne, men vi har vel også en forpligtelse over for skatteyderne til at sikre, at der viser sig bare en lille effekt af de mange milliarder, vi sender af sted som ulandshjælp. Nogle gange har vi svært ved at se, at der er en sådan effekt. Vi frygter, at hvis der bare bliver sendt flere penge til ulandene for at bøde på effekten af klimaændringerne, vil de forsvinde i nogle sorte huller, som vi har set alt for mange gange.

Der må nogle andre modeller til, f.eks. katastrofeforebyggelse, hvor man i forbindelse med klimaændringerne kan se, at det vil være hensigtsmæssigt at bygge diger og lave andre foranstaltninger i ulandene for at undgå konsekvenserne af klimaændringerne. Det er helt fint, og den slags projekter synes vi vil være en god ting for Danmark at støtte.

Dansk Folkeparti står selvfølgelig bag forslaget til vedtagelse.

Så er der foreløbig to korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jeppe Kofod.

Tak. Jeg blev på et tidspunkt helt i tvivl om, hvorvidt Dansk Folkeparti rent faktisk stod bag forslaget til vedtagelse, men det gør man. Det er også, fordi FN jo er nævnt i forslaget. Man vil støtte FN's arbejde med henblik på konfliktforebyggelse, og man kan undres over hr. Per Dalgaards tale, for hvis FN er styret af diktaturstater – jeg tror, det var det ord, der blev brugt – hvordan kan det så være, at Dansk Folkeparti går med til et forslag til vedtagelse, hvori FN skal have en helt central rolle i at forebygge de her nye sikkerhedsproblemer, som skyldes klimaforandringer. Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at hr. Per Dalgaard svarede på.

Så forstod jeg ikke helt hr. Per Dalgaards mere filosofiske betragtninger. Mener hr. Per Dalgård ikke, at vi har et medansvar for nogle af de klimaproblemer, vi ser rundtomkring, fordi vi har udledt CO 2 i store mængder og dermed også været med til at skabe problemerne? Eller er det i virkeligheden bare en forkert betragtning, hvilket vil sige, at ulandene må sejle deres egen sø – vi vil godt hjælpe dem med nogle diger, men ud over det så vil vi ikke påtage os vores del af ansvaret for de problemer, de står i?

Så er det ordføreren.

Nu er det vel ikke at lade landene sejle deres egen sø, at vi konkret vil hjælpe med projekter, der virkelig kan beskytte dem mod de klimaforandringer, vi ser. Og FN's styreform og dem, der rent faktisk udgør majoriteten i FN, er jo bekendt, også for hr. Jeppe Kofod, er jeg sikker på. Det anser vi for at være lidt problematisk, men i forbindelse med den her konkrete sag, der handler om klima og sikkerhed – sikkerhed forstået ud fra, at det påvirker ulandene specielt meget negativt – er jeg sikker på, at FN vil kunne håndtere den uden at køre over på den model, der hedder, at alverdens problemer er de vestlige demokratiers skyld. Og jo, vi har også et ansvar i forbindelse med udledning af CO 2 , helt klart, og det er jeg sikker på at der i forbindelse med COP15 vil blive talt meget om, hvor også de lande, ulandene, hvis udledning af CO 2 i dag overstiger USA's, vil få at vide, at de nu også skal gøre noget.

Så er det hr. Jeppe Kofod for den anden korte bemærkning.

Jamen jeg er glad for, at der blev modificeret lidt her i svaret. I forhold til ordførertalen er jeg enig i, at FN kan blive reformeret. Men jeg synes bare, det er lidt selvmodsigende, at man støtter et forslag til vedtagelse, hvor FN er så centralt, og samtidig påstår, at FN er styret af diktaturstater. Det synspunkt tror jeg hverken USA eller EU vil tilslutte sig. Men det kan man tage en debat om i en anden sammenhæng.

Det, som jeg synes er interessant, er jo altså også, om Dansk Folkeparti deler det, som jeg opfordrer til, nemlig ønsket om at få en samlet dansk foregangsindsats i forhold til klima og sikkerhed. Vi har et godt forslag til vedtagelse i dag, men Danmark skal også fremover arbejde på at få det her emne på dagsordenen, og Danmark skal tage førerskab for at se på det her problem og komme med forslag til løsninger internationalt. Er det arbejde noget, som Dansk Folkeparti støtter, for det ville være rigtig godt, så kunne vi have et bredt flertal her i Folketinget, eller vil man bare, som hr. Per Dalgaard nævnte i ordførertalen, sige: Jamen det her er ikke noget, vi interesserer os så meget for?

Så er det ordføreren.

Den sidste bemærkning er forkert. Selvfølgelig går vi ind for en samlet indsats for at få klimaændringerne gjort mindre der, hvor de virkelig har en uheldig effekt, betydelig mindre. Og der er, finder vi, nogle konkrete projekter, man kan gå ind med. Altså, jeg håber ikke, at Socialdemokratiet har den holdning, at bare vi sender flere penge til ulandene, så løses alle problemerne. Det synes jeg vi har set eksempler på at det faktisk ikke gør. Vi vil gerne have konkrete projekter. Vi vil gerne sige, at vi vil støtte, at vi vil bygge, at vi vil undervise i, hvordan man forholder sig i forbindelse med f.eks. flodbølger og andre problemer, f.eks. regn, som fjerner al muld, så der ikke kan gro noget osv. osv. Det kan man undervise dem rigtig meget i, og det er vi selvfølgelig indstillet på.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Steen Gade.

Jeg blev også lidt i tvivl om, hvor Dansk Folkeparti stod her, men jeg er glad for, at man er medforslagsstiller på forslaget til vedtagelse.

Jeg forstod, at hr. Per Dalgaard syntes, det var mig, der blandede for meget sikkerhedspolitik ind i det her. Men sagen er jo, at det handler om sikkerhedspolitik og klimaændringer; det er jo lige præcis det, forespørgslen handler om, og det er det, vi vedtager noget om. Men er hr. Per Dalgaard egentlig utilfreds med, at vi tager det ind? For en af de største trusler, vi står over for i de kommende år, er jo netop sikkerhedsproblemer, der kan opstå, fordi vi får alle de her problemer med migration, med ødelæggelse af livsvilkår osv.

Så er det ordføreren.

Det sikkerhedsmæssige aspekt omtalte jeg, altså, når vi taler sikker sikkerhed. Når det handler om militær sikkerhed, er det jo NATO, vi knytter os til, og det, jeg måske har haft et lille problem med, er, at hvis det sådan ligesom overgår til FN at holde Danmarks sikkerhed sikker, synes jeg, det er lidt problematisk, men i forbindelse med det, hr. Steen Gade nævner om konsekvenserne af klimaændringerne i lande, hvor det påvirker os sikkerhedsmæssigt, er jeg helt enig i, at der skal vi selvfølgelig have FN på banen. Ingen problemer i det.

Hr. Steen Gade for en sidste kort bemærkning.

Jeg er da glad for det sidste svar om, at vi skal have FN på banen, og det er jo også det, der er tanken her. Men det er vel lidt en forkert analyse, at dansk sikkerhed kun handler om NATO og sådan noget og om Danmark, for det er jo trods alt FN's Sikkerhedsråd, der bestemmer ret meget om krig og fred mange steder her på kloden. Det står ikke her, men det var en af de ting, jeg sagde i min ordførertale, at så gør det vel ikke noget, at de, der tager beslutningen om krig og fred mange steder her i verden, altså FN's Sikkerhedsråd – det er jo altså dér, beslutningen træffes – inddrager forebyggende ting, så vi undgår at komme i situationer, hvor der skal sendes soldater.

Så er det ordføreren.

Lige omkring FN's Sikkerhedsråd, og hvad de har foretaget sig med hensyn til konflikter ude i verden, er det jo ikke altid – hvad skal vi sige? – et ug+, de har kunnet få der. Men jeg er enig i, at vi selvfølgelig skal have FN inddraget i hele den her problematik; det er klart nok. Men igen: Danmarks reelle sikkerhed er jo baseret på NATO.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det den konservative ordfører, og det er hr. Per Ørum Jørgensen.

Klimaændringerne er asociale, asociale forstået på den måde, at der, hvor klimaændringerne rammer hårdest, er i de fattigste egne, og det er de steder, hvor forudsætningerne for at imødegå klimaændringerne er vanskeligst. Det påkalder sig et ansvar, et ansvar i de vestlige demokratier, et ansvar i vores del af verden. Det er måske somme tider svært, også i forhold til befolkningen, at skabe forståelse for det ansvar, vi har, men der påhviler vore ledere og der påhviler verdens ledere i de rige lande et kæmpe ansvar. Vi ved, hvad udfordringerne er. Det er nødvendigt at handle i tide, så vi har egentlig ikke nogen bortforklaringer i forhold til det ansvar, vi har i forhold til de fattigste lande.

Her i december måned er der klimatopmøde her i København i Bellacenteret, og netop sikkerhedsspørgsmålet er måske ikke så direkte formuleret, når vi taler klimatopmøde, men de ting, som der gerne skulle indgå i en international aftale i FN-regi, er jo noget, som absolut har meget med det her at gøre: hele spørgsmålet omkring finansiering af indsatsen, spørgsmålet om at sikre, at der bliver midler til klimatilpasning, så man kan imødegå udfordringen, i forhold til udveksling af teknologi, i forhold til at vi gennem FN yder det bidrag, der skal til for at sikre tålelige levevilkår for folk i bl.a. udviklingslandene. Det er et helt centralt tema, og jeg er faktisk lidt ked af, at man måske i den offentlige debat ikke har mere fokus på netop dette tema, når det gælder diskussionen om klimatopmødet, for det er det helt centrale. Men det er en vanskelig diskussion, fordi vi skal bevæge os ud over vores egen andedam, vores egne egoisme og have et syn, der rækker videre, et syn, som har fokus på de udfordringer, som man har i udviklingslandene.

Der har tidligere været en diskussion om, hvorvidt det nu kan betale sig at løse alle problemer eller det måske var mere hensigtsmæssigt at bruge pengene på at løse et af problemerne. Den diskussion er heldigvis forstummet. Der er en bred forståelse for, at sikkerhedspolitik, udviklingspolitik og klimapolitik hænger sammen. Det er helt centralt, at der er en flerstrenget indsats, og på den baggrund er der også grund til at anerkende udenrigsministerens svar på denne forespørgsel i dag, hvor man jo netop illustrerer, at vi fra dansk side i de relevante fora yder en flerstrenget indsats på det her felt.

Vi ved, at de steder, hvor tørke er et problem, kommer der mere tørke. Vi ved, at de steder, hvor det regner meget, regner det endnu mere på grund af klimaforandringerne. Klimaforandringerne er allerede nu konkrete og vil i stigende grad blive mere konkrete. Det påkalder sig selvfølgelig handling, for de fører til konflikter, de kan føre til øgede flygtningestrømme, og derfor er der nye diskussioner.

Løsningen er bl.a. tilpasning, men også at vi mere fordomsfrit tager en diskussion omkring f.eks. gmo, og hvordan vi i højere grad kan udvikle tørkeresistente afgrøder, for et af de store problemer er, at folk må flygte fra deres hjemby, hvor de har til huse, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at fortsætte med landbrugsproduktion og man derved vil få fødevaremangel.

Det sammensat med en ret voldsom befolkningstilvækst de kommende år giver os den her problemstilling, hvor vi har et ansvar, men vi kan løse det, og det er mit håb, at der også i forbindelse med den aftale, vi forhåbentlig ser i København her om en måned, vil komme nogle klare bud, og at der vil komme finansiering til, at også de rige nationer, herunder Danmark, tager det ansvar, som ligger på os. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den radikale ordfører, og det er hr. Niels Helveg Petersen.

Lad mig starte med at sige tak til hr. Steen Gade og SF for at have stillet denne forespørgsel, som omhandler et meget vigtigt og vanskeligt emne. Det er godt, at Folketinget får mulighed for at diskutere det.

Jeg vil også gerne sige tak til udenrigsministeren for en virkelig god redegørelse, som jo både viser, hvor bred en vifte af initiativer der er i gang i det internationale samfund, og viser, hvor Danmark er engageret i disse bestræbelser. Jeg synes, det tegner et billede af, at Danmark gør en god indsats for at sikre, at spørgsmålet om klimaændringer og sikkerhed får den opmærksomhed, som emnet fortjener.

Jeg har også hæftet mig meget ved, hvad ministeren sagde om mødet i Ilulissat. Jeg synes, det var en virkelig god erklæring, der kom fra mødet, en erklæring, der kan være til stor hjælp i det fremtidige arbejde med at sikre stabiliteten i det område.

Diskussionen om det her er vigtig, men den er også svær, for vi ved jo ikke med stor sikkerhed, hvordan klimaforandringerne vil give sig udslag i sikkerhedsproblemer. Vi kan diskutere det, og det er vigtigt, men at vide det er svært. Men det er jo også det, der er svært, der er interessant, og derfor er det godt, at der er så stor opmærksomhed om temaet.

Jeg er enig i, at COP15 er et vigtigt trin på vejen. Det er meget vigtigt for forebyggelsen af klimaforandringerne; den vil jo for alvor kunne reducere risikoen for store sikkerhedsmæssige problemer.

Under SR-regeringen, som gik forud for denne regering, var vi i færd med at opbygge en global ramme. Vi havde fra radikal side foreslået, at der ved siden af udviklingsbistanden skal være en global ramme til at finansiere indsatser for stabilisering, genopbygning og kapacitetsopbygning – nogle emner, der ikke direkte skal gå fra ulandsbistanden, som jo er fattigdomsbekæmpelse. Vi har et ønske om, at der netop skal være mulighed for at have ressourcer til at finansiere sådanne emner, som vedrører bl.a. klima og sikkerhed.

Vi ønsker os en sammentænkning af den danske indsats på det militære og det diplomatiske område og for udviklingsbistanden. For at vise, at vi også tager det alvorligt, vil jeg da gerne sige, at vores finanslovforslag også indeholder et beløb til øgede driftsmidler til udenrigstjenesten, fordi vi mener, at det også er en vigtig side af denne sag, at vi har mandskabsressourcer til at spille en rolle på områder som det her. Det kræver noget arbejde, det kræver mandskab og engagement, og vi mener, at der er så mange nye ting, som dansk udenrigstjeneste skal tage sig af, bl.a. det her, at vi altså også her stiller forslag om en styrkelse af Udenrigsministeriets muligheder.

Ved forsvarsforliget tog vi sådan set et godt skridt i retning af at påbegynde opbygningen af en global ramme. Ved forsvarsforliget afsættes der nu 160 mio. kr. til – som der står – at styrke og udbygge statens samlede evne til stabilisering, genopbygning og kapacitetsopbygning i konfliktområder. Vi tager dog her i hvert fald et interessant første skridt under denne regering i den retning. Men vi har ambitioner om, at vi skal videre med den globale ramme og nå op på ½ pct. af BNP ud over udviklingsbistanden, og vi foreslår konkret for dette år f.eks. en forøgelse af midlerne til dette felt på 400 mio. kr. årligt.

Vi er selvfølgelig også nødt til at tænke igennem, at indsatsen, diskussionen om klimaforandringerne og sikkerhed kommer til at kræve noget af os, også i form af ressourcer. Og jo før vi kommer i gang, jo større muligheder har vi for som nation at komme til at præge den her diskussion og præge de internationale indsatser.

Endnu en gang tak til ministeren for en rigtig god redegørelse. Den giver jo en god oversigt over, hvad der er i gang, og hvilken rolle Danmark spiller.

Tak til ordføreren. Den næste er Enhedslistens ordfører, det er hr. Per Clausen.

Det har jo indtil nu været en dejligt beroligende debat. Vi har godt nok nogle udfordringer – negative mennesker vil sikkert tale om problemer – men man kunne godt få indtrykket af, at der er styr på det. Der er et rigtig godt arbejde i gang i Danmark. Der foregår et rigtig godt arbejde i EU. Der foregår et rigtig godt arbejde i FN. Så man kan selvfølgelig rejse det spørgsmål, om der overhovedet er nogen grund til at forstyrre alt det her gode arbejde med en debat.

Når vi nu fra Enhedslistens side har været meget glade for, at SF tog det her initiativ til debat, er det vel, fordi man godt kan anskue situationen ude i verden som en anelse mindre beroligende, og man kan måske også betragte både Danmarks, EU’s og måske endda også FN's indsats lidt mindre selvrosende.

Realiteten er jo, at de ting, vi i dag ser på globalt plan, er, at klimaforandringerne allerede er der og allerede sætter tydelige spor på livsvilkår for mennesker i Afrika, som trues eller rammes af tørke. Vi ser det i andre dele af verden, hvor oversvømmelser er med til at ødelægge livsbetingelserne. Vi kan vel også i en vis udstrækning konstatere, at der ikke er nogen grund til at tale om, at krige om råstoffer er noget, der vil komme i fremtiden - nej, de er her.

Selvfølgelig kan man i den sammenhæng altid diskutere, i hvilken udstrækning det hele hænger sammen med vores forbrug af de fossile brændstoffer og vores CO 2 -udslip i den vestlige verden. Men at der er en sammenhæng, er der jo i Folketinget og blandt eksperterne osv. næsten enighed om. Jeg vil sige, at jeg er glad for, at der er nogle, der er lidt uenige i det, for ellers blev det næsten nordkoreanske tilstande, og det skal vi ikke have.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at den sammenhæng eksisterer, og hvis der er den sammenhæng, er man jo også enige i, at dem, der har et ansvar, et særligt ansvar, for at situationen er opstået, er de samfundssystemer, de mennesker, som lever i den rige del af verden. Her behøver man ikke lange historiske udredninger om kolonialisme og den slags. Man kan bare kigge rundt i verden og sige: Det er altså konsekvensen af den livsform, den produktionsform, vi har haft i den vestlige verden.

Dermed burde diskussionen om, at der er nogle, der skal betale ekstra for at løfte den opgave, det handler om, nemlig løse nogle af de klimaproblemer, der allerede eksisterer, være slut. Derfor er det bare så skuffende og så umådelig mærkeligt og verdensfjernt, når man ser de debatter, der foregår i EU, de debatter, der er foregået i Barcelona, om, hvordan man skal løse udfordringen med at skaffe finanser til både at beskytte mod klimaforandringernes trusler i tredjeverdenslande og sikre, at der kan komme en socialpolitisk udvikling, en økonomisk udvikling i de lande, uden at de skal op på det samme CO 2 -udslip som os.

Det er jo ikke debatten om klimatopmødet, som er den, der er i centrum i dag, men jeg vil bare sige, at hvis man ikke engang er i stand til at løfte den opgave og skaffe de penge, der skal til der, er der jo ikke megen grund til at tro på, at det skulle blive meget bedre fremover.

Enhedslisten er jo med i det gode selskab her og stemmer for det forslag til vedtagelse, hvor man i hvert fald kan sige, at der ikke står noget i det, som er forkert, og det kan godt føre til noget godt. Det vil vi jo bl.a. diskutere i foråret, når der kommer den her redegørelse fra regeringen, og jeg vil sige, at Dansk Folkepartis indlæg i debatten jo nok bekræftede mig i, at der ikke stod noget direkte forkert i vedtagelsen. Hvad der driver Dansk Folkeparti til at støtte den her vedtagelse, kan man så undre sig over, men jeg synes ikke, at man skal være ked af, at mennesker stemmer på en måde, der måske er mere fornuftig end det, de siger, burde få dem til at gøre.

Så pointen er, at vi altså støtter det her forslag til vedtagelse og ser frem til, at der kan blive fulgt op på debatten til foråret, og at vi der måske kan blive en anelse mere konkrete om, hvad det er, vi skal gøre, selv om det selvfølgelig giver en vis risiko for, at Enhedslisten ikke længere er med i det gode selskab. Men vi vil indtil da søge at påvirke den her proces og sikre, at de beslutninger, vi kan træffe i foråret på baggrund af Udenrigsministeriets uden tvivl højt kvalificerede redegørelse, kan være nogle ting, der kan føre os fremad.

Tak til ordføreren. Så er det udenrigsministeren.

Man kan jo blive helt utryg ved, om det er et godt nok forslag til vedtagelse, når nu Enhedslisten stemmer for. Så må der være et eller andet galt med forslaget til vedtagelse. Det er jo første gang i lang tid, man ser Enhedslisten stemme for noget som helst, men de skal være velkomne. Det er altid rart at få fuld opbakning fra Folketinget, og derfor vil jeg også godt takke Folketinget for den brede tilslutning, og jeg kan da sige til hr. Per Clausen, at vi er konkrete. Som hr. Per Clausen garanteret ved fra Bertolt Brecht, som garanteret er en af hans favoritforfattere, så er sandheden jo konkret. Vi har altså også været konkrete i de ting, vi går og laver, og de ting, vi agter at lave.

Jeg synes også, som hr. Niels Helveg Petersen påpegede, at der er taget en masse konkrete initiativer. Men selvfølgelig skal det da fortsætte. Efter konferencen i København til december håber vi faktisk at have fået basis for en masse konkrete tiltag, som også vil spille ind på sikkerhedsområdet, som jo ikke er hovedemnet, men som er en sidebegivenhed i december.

Når jeg har taget ordet her, er det jo ikke, fordi der var ret mange spørgsmål, for det var der faktisk ikke. Der var faktisk kun to, og de kom fra hr. Steen Gade. Det ene var om early warning, og der er det jo klart, at Danmark mener, at det er vigtigt – selvfølgelig, det gælder jo enhver ting, om det er trafikpolitik eller det er sikkerhedspolitik eller indenrigspolitik. Early warning, altså spørgsmålet om, hvor ulykkerne kan indtræffe, er jo vigtigt. Vi lavede jo også mellemøst- og afrikastudier for at gøre opmærksom på, at der her på grund af klimaet kan indtræffe nogle ulykker, som bliver meget, meget store.

Jeg nævnte fredsforhandlingerne, som jo indirekte bliver påvirket af, at søen pludselig er blevet mindre. Den grænse, man talte om i 2000, ligger nu et helt andet sted i forhold til søen og har skabt et nyt problem i forhandlingerne dernede. Så tingene kan opstå uventet. Derfor skal vi selvfølgelig udbygge vores viden om hvor, hvornår og hvordan. Det har vi gjort, det gør vi også via EU, og det fører vi ind i FN, sådan som vi gjorde i New York.

Men så er der spørgsmålet om Arktis vedrørende moratoriet. Det tror jeg faktisk at kyststaterne vil bede sig fritaget for, og jeg er helt sikker på, at vores grønlandske folketingsmedlemmer vil spørge, hvorfor de ikke skulle have lov til at udnytte de muligheder, der ligger, og som pludselig opstår. Der var en repræsentant i Tromsø, da vi havde møde i Arktisk Råd tidligere på året. Det var en meget klog mand, som var med som observatør – jeg sætter meget pris på ham – og han sagde: Når nu klimaforandringerne kommer, må de udnyttes på Grønland, for så kommer der endnu mere nedsmeltning. Så sagde jeg til ham: Ja, nu har de altså i 4.000 år ventet på nogle muligheder for at udvikle deres økonomi, så jeg synes, at så må hellere det land, som fremsatte forslaget, stoppe sin økonomiske udvikling for at give plads til den grønlandske. Så sagde han: Nå ja, nu har jeg forstået det. Så det forslag blev ikke genfremsat.

Derfor har moratorietanken ikke nogen gang på jorden. Det ville også være forkert. Og når man så sammenligner med Antarktis, vil jeg godt gøre opmærksom på, at det er et polarhav, vi har deroppe. Der gælder havretten, der gælder kyststaterne, der gælder den økonomiske zone, og man kan selvfølgelig kun udnytte områderne – og det er det, der skal ske på en bæredygtig måde osv. – inden for ens egne områder, indtil man har fået overdraget noget mere. Der er vi jo alle sammen enige om, at det kun kan ske via en FN-beslutning, og hvis man er uenig i den beslutning, må man gå til Haag og få en grænsedragning. Derfor vil jeg sige til hr. Steen Gade, at der ligger et de facto-moratorium i det, at man ikke udnytter de områder, man ikke har ret til, før man har fundet ud af, om man har ret til det. Men de øvrige har man jo ifølge havretten ret til.

Det fører så til næste spørgsmål om USA. Nej, de har ikke tilsluttet sig den, men min forståelse er, at de vil efterleve den, og jeg håber så sandelig også, at de underskriver den på et eller andet tidspunkt. Det er min vurdering, at de vil gøre det.

Det var de spørgsmål, jeg fik. Og så vil jeg bare konkludere med at takke for den meget brede opbakning, den meget brede tilslutning. Det er jo rigtigt, som hr. Niels Helveg Petersen sagde, at vi ikke ved, hvor sikkerhedsproblemerne opstår, men netop derfor er det også så meget desto vigtigere, at vi prøver at forudse, hvor de kan opstå, og i hvert fald gør, hvad vi kan, for at forhindre det uden at tro, at vi hermed kan forhindre alle ulykker her i verden, for det er der ingen der kan.

Tak til udenrigsministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade.

Tak. Først til udenrigsministerens sidste besvarelse af mine spørgsmål om early warning – og jeg forstår på formanden, at de to engelske ord lige går an i dag, når vi nu har så mange svære danske ord i forslaget til vedtagelse – vil jeg sige: Når jeg har lagt vægt på early warning, er det jo selvfølgelig for at gå et skridt videre måske i forhold til det, udenrigsministeren svarede.

Det, jeg synes Danmark skal arbejde for – og den diskussion bliver vi jo nok ikke færdige med i dag – er at få lavet et systematisk early warning-system, som er knyttet til FN-systemet, og som løbende informerer relevante organer, herunder FN's Sikkerhedsråd, om, hvor vi kan forudse at der på grundlag af klimaændringer vil blive nogle problemer. Og jeg mener på en måde, at det er på næsten de samme områder, som vi i forvejen godt kunne se det på, og hvor vi jo heller ikke har et ordentligt, systematisk institutionelt early warning-system. Det kan vi komme tilbage til, da jeg kan høre, at udenrigsministeren måske ikke er klar til, kan man sige, at tage sådan et initiativ, men jeg ville rigtig gerne, at Danmark tog et sådant initiativ og prøvede at finde ud af, hvordan et sådant system kunne bygges op. For jeg mener, at det sådan set er en forudsætning for, at man kan gribe forebyggende ind i tide.

Til det andet om Arktis: Jeg hører nu, at udenrigsministeren siger, at det moratorium, som jeg spurgte om, findes i virkeligheden, i den forstand at man ikke må udnytte de steder, hvor man ikke har lavet en grænsedragning, og så kommer der jo i hvert fald det problem ind, at der er nogen, der leger lidt med tanken om at placere forskellige ting andre steder: flag og hvad det nu kan være på havbunden. Så det er jo i hvert fald vigtigt at have fokus på den del. Men så kommer vi jo til det store spørgsmål om USA, som ikke har tilsluttet sig havretskonventionen, og vil Danmark lægge pres på USA – det, vi nu kan? Vi er jo ikke altid kæmpestore, vi er oftere meget mindre, end vi selv tror. Men lige netop i den her diskussion har vi på grund af Grønland måske en vis position, som gør, at vi kunne lægge pres på USA, så det opfordrer jeg meget stærkt udenrigsministeren til at gøre.

Så har jeg lige et par svar til nogle ordførere og i øvrigt tak til ordførerne. Må jeg godt sige til hr. Lars Christian Lilleholt, at jeg er enig i, at vi er gode til vedvarende energi, men vi skal jo passe på, at vi ikke sådan går og overpraler, også ude i verden. Vi har en fordel lige nu, men vi er godt på vej til at blive overhalet, og det er, fordi vi måske godt kunne gøre os lidt mere umage, end vi faktisk gør; vi hviler jo på laurbærrene, gamle laurbær.

Hr. Jeppe Kofod snakker om, at Danmark burde være med i den flok, der tager lederskab, og det er jeg enig i, og jeg håber og tror egentlig også, at det er det, udenrigsministeren mener, altså at vi skal tage lederskab på det her punkt.

Hr. Per Dalgaard har jeg snakket med om FN-sporet, og det ved jeg at der er kommet lidt mere klarhed over, men nok ikke nogen total klarhed.

Til hr. Niels Helveg Petersen vil jeg svare på det spørgsmål, han rejser om ressourcer, at jeg er helt enig. I SF er vi enige i, at der ud over ulandsbistanden er brug for en klima/miljøpulje . Vi havde jo faktisk sådan en pulje i 1990’erne, og derfor falder jeg ikke i svime over, at den her regering er forsigtigt i gang med at lave noget, der måske bare er 5-10 pct. af det, vi havde i 1990'erne. Det falder jeg ikke i svime over, men det er jo godt, at vi er en lille smule på vej. Vi havde det her på plads, da Anders Fogh Rasmussen tog over i 2001, og vi havde, kan man sige, lederskabet på det her område, og det er ikke, fordi jeg egentlig skal have sådan en slags efterkritik i den her debat, men jeg synes alligevel det skal siges, når der nu er pænt med selvros: Vi havde stået langt bedre også i den her diskussion, hvis vi havde fortsat med den miljøstøtte, som vi havde før til udviklingslandene.

Til hr. Per Clausen: Tak for tilslutningen. Jeg tror faktisk, at det er en udmærket vedtagelse, vil jeg sige til Enhedslistens ordfører, men jeg er da enig i, at vi skal langt videre, og jeg føler mig faktisk rimelig sikker på, at vi, når både hr. Per Clausen, regeringen og vi andre stemmer for det her, faktisk vil få en hel del ud af den redegørelse; det var i hvert fald det, jeg fik ud af udenrigsministerens tale og svar.

Så har udenrigsministeren bedt om en kort bemærkning, og inden den kommer, skal jeg lige oplyse, at når jeg ikke har grebet ind mod de senere mange ganges brug af det engelske udtryk early warning, er det, fordi netop hr. Steen Gade, første gang han brugte det, meget omhyggeligt oversatte det med tidlig advarsel. Men ellers er det rigtigt, at når man anvender udenlandske udtryk, hvad enten de er kinesiske og engelske, skal de af hensyn til os, som ikke er så gode til engelsk, men kun til kinesisk, oversættes.

Så er det udenrigsministeren, værsgo.

Jeg vil kalde det forvarsel. Vi har et godt gammelt dansk ord for det, der hedder forvarsel, så vi kan jo faktisk bare sige forvarsel. Så vil jeg så bare oplyse hr. Steen Gade om, at forvarsel om klimaforandringerne faktisk indgår som en del af klimaforhandlingerne. Så det er der. Det, der er tale om her, er et forvarsel omkring de sikkerhedsmæssige uroområder, f.eks. fødevaremangel, hvor FAO så skal give os et forvarsel til at være klar, hvis f.eks. det sker i Afrika, og UNHCR i forbindelse med flygtningestrømmene. Så det er der.

Men så var der et spørgsmål til mig. Det var om USA og Havretskommissionen. USA har tilsluttet sig Ilulissaterklæringen. Det betyder så også, at flag, uanset hvor det plantes, ikke spiller nogen som helst rolle, uanset hvad man måtte hævde. Som Ruslands udenrigsminister sagde: Når folk bestiger Kilimanjaro, sætter de jo også et flag, men det betyder jo ikke, at de ejer Kilimanjaro. Så det skal mere tages som en hyggelig spøg fra kaptajnens side.

Men USA har tilsluttet sig Ilulissaterklæringen. Det betyder så også, at havretten gælder, men det er da klart, at jeg, hver eneste gang jeg har mine bilaterale samtaler i bred forstand med den amerikanske udenrigsminister, når vi går hele paletten rundt, så da også opfordrer til, at de tilslutter sig Havretskommissionen. Det ville jo gøre det noget lettere, og mit indtryk fra Amerika er altså også, der er stor vilje til det, men det er bare ikke sket endnu. Men nu får vi se.

Tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som tidligere nævnt først finde sted på tirsdag.