Det næste punkt på dagsordenen er:

10) Forespørgsel nr. F 51:

Forespørgsel til ministeren for udviklingsbistand:

Hvad kan ministeren oplyse om status for revision af strategien for dansk udviklingsbistand?

Af Karsten Lauritzen (V), Jeppe Kofod (S), Tina Petersen (DF), Steen Gade (SF), Helle Sjelle (KF) og Jørgen Poulsen (RV).

(Anmeldelse 04.05.2010. Fremme 06.05.2010. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 1. juni 2010).

Så er det ordføreren for forespørgerne for begrundelse, hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Det er sådan, at den strategiske overligger for dansk udviklingsbistand, dvs. de i øjeblikket 15,3 mia. kr., der hvert år bruges på udviklingsbistand, i øjeblikket er noget, der hedder »Partnerskab 2000«. Det er, som navnet måske antyder, en strategi, en overligger, for dansk udviklingsbistand, der blev vedtaget af Folketinget ved en forespørgselsdebat i år 2000, altså for 10 år siden. Derfor har der været enighed i Folketinget om, at man skulle opdatere den gamle strategi til en ny strategi, og det er så den, som denne forespørgselsdebat handler om. Derfor er forespørgselsteksten også ganske kort:

»Hvad kan ministeren oplyse om status for revision af strategien for dansk udviklingsbistand?«

Det er det, debatten forhåbentlig kommer til at handle om, og det er jo en debat, som vi tager, og en opdatering af strategien, som vi tager, fordi vi har set og kommer til at se en anderledes verden nu i år 2010 og i de kommende år end i år 2000, hvor den sidste strategi blev vedtaget. Når verden udvikler sig, er det vel fair og reelt, at dansk udviklingspolitik og udviklingsbistand udvikler sig i takt dermed.

Tak til hr. Karsten Lauritzen. Så er det ministeren for udviklingsbistand.

»Frihed fra fattigdom – Frihed til forandring« er overskriften for Danmarks udviklingssamarbejde de kommende år og titlen på den nye udviklingspolitiske strategi, som jeg har glædet mig til at fremlægge for Folketinget i dag. Den nye strategi for dansk udviklingssamarbejde skal i al sin enkelhed give mennesker mulighed for at præge deres egen livssituation. Strategien skal udpege en retning, så dansk bistand anvendes der, hvor den kan gøre en forskel, og hvor den bidrager til at løse de fattigdoms- og ufrihedsproblemer, der alt for længe har været en del af den globale virkelighed.

Før jeg går til strategien, vil jeg kort berøre spørgsmålet om bistandsniveauet. Regeringen fastholder med genopretningsaftalen udviklingsbistanden på 15,2 mia. kr. om året over de næste 3 år. Aftalen fastholder Danmark som en udviklingspolitisk og bistandsmæssig stormagt og skaber arbejdsro om bistanden. Det er gode arbejdsbetingelser for at skabe de konkrete resultater og synlige succeser i bistanden, der skal til for også i en økonomisk krisetid at opretholde danskernes tillid og støtte til bistanden.

Jeg håber, debatten i dag kan handle om strategi og substans frem for økonomiske rammer og promillesatser. Rammerne ligger nu fast, der er arbejdsro. Det vil være forstemmende, hvis debatten i dag alene ender i spilfægteri og polemik frem for at handle om, hvad vi konkret kan gøre for denne verdens afmægtige. En strategi kan aldrig handle om den ene eller den anden promille.

Den strategi for dansk udviklingssamarbejde, som jeg fremlægger i dag, tager først som sidst udgangspunkt i, at virkelig fattigdom består i manglende evne til at forbedre sin egen situation, og at vi af mange grunde har en interesse i at gøre noget ved disse forhold. En moralsk frihed til at skabe sit eget liv er ikke forbeholdt os i de vestlige samfund, det er en menneskeret; vi skal have en økonomisk frihed – flere frie markeder, frie mennesker og åbne grænser øger samhandelen og den økonomiske velstand, også vores egen – og en sikkerhedspolitisk frihed, fordi en markant ulighed i velstanden mellem kontinenter i længden er uholdbart og nærer både folkevandringer og ekstremisme.

Udviklingspolitikken er en vigtig bestanddel i Danmarks aktive udenrigspolitik. Den er en selvstændig og ligeværdig del af vort globale engagement. Så forskellige indsatser som danske soldaters indsats i Helmand og den danske bistand til pigeskoler i Afghanistan er tæt forbundne. Vi kan ikke lykkes med det ene uden det andet. Samtidig kan vi med vores udviklingspolitik og høje bistandsniveau være med i en højere vægtklasse internationalt, end vores størrelse nu engang ellers ville tilsige, men det kræver, at vi tilrettelægger indsatsen rigtigt.

Der har siden september sidste år været en konstruktiv proces om den ny strategi med offentlige debatarrangementer, en bred offentlig høring og flere drøftelser i Udenrigsudvalget. Eksperter, politikere og borgere har bidraget til strategien. I lyset af den livlige debat og de gode indspil reviderede jeg strategien på en række områder efter den offentlige høring. Der ligger nu et solidt og bredt funderet grundlag for Danmarks fremtidige udviklingssamarbejde. Strategien indeholder både kontinuitet, hvor der bygges videre på hidtidige gode erfaringer, og fornyelse, hvor der gøres op med tidligere tiders måder at gøre tingene på.

Den nye strategi er funderet på et klart værdigrundlag. Udviklingspolitik skal kort og godt sikre frihed fra og fremme frihed til. Fattigdom, sult og ustabilitet trives ikke i åbne samfund, hvor borgerne kan tage aktivt del i politiske processer, vælge deres ledere og stille dem til ansvar, hvor mennesker kan ytre sig frit og have adgang til velfungerende retssystemer, hvor staten yder befolkningen den service, befolkningen har krav på. Frihed er en forudsætning for udvikling, men bekæmpelse af fattigdom kræver også, at de fattigste kan udnytte de muligheder, friheden giver. Man har ikke reel frihed, hvis man er svækket af sygdom eller på grund af sit køn er afskåret fra en basal uddannelse, hvis man som fattig ikke har adgang til rent drikkevand eller adgang til velfungerende markeder, eller hvis man mister sin ejendom eller afgrøder på grund af naturkatastrofer, konflikt eller vilkårlig og korrupt regeringsførelse. Det handler samtidig om at hjælpe de enkelte mennesker i armod og undertrykkelse til at turde stille det forkætrede spørgsmål: Hvorfor lever jeg i fattigdom, mens andre ikke gør? Og det handler om at hjælpe mennesker til at tro på frihed til forandring.

I strategien er der et klart budskab om nødvendigheden af fokusering og prioritering. Behovene i udviklingslandene er i princippet uendelige. Det er hverken effektivt eller realistisk, at Danmark skal løse alle problemer. Danmark skal koncentrere og fokusere sin indsats på prioriterede områder, hvor vi bedst kan gøre en forskel, opnå resultater og være med til at sætte en vigtig dagsorden. Det er det bedste bidrag, som Danmark kan give til den fælles internationale indsats for at nå FN's 2015-mål. Indsatsen skal støtte udviklingslandenes befolkninger i selv at gennemføre de påkrævede forandringer i deres samfund.

En effektiv dansk indsats forudsætter vanskelige valg. Regeringen vil fokusere det bilaterale udviklingssamarbejde på færre lande, såkaldte partnerlande, og i hvert af disse partnerlande vil vi være til stede i færre sektorer. Til gengæld vil vi have større politisk og økonomisk tyngde der, hvor vi er til stede. Vores engagement i partnerlandene vil være langsigtet og robust og bygge på åbenhed og gensidige forpligtelser.

Samme principper vil gælde for den multilaterale bistand, hvor vi vil koncentrere indsatsen på færre organisationer. Den slags beslutninger vil som oftest møde modstand, noget skal vælges fra, men en regering har pligt til at træffe sådanne valg. Vi skylder ikke blot de danske skatteydere, men også vores udviklingspartnere at være så effektive som overhovedet muligt.

Regeringen har i strategien fastlagt fem politiske prioriteter, der vil være de centrale pejlemærker for vores fremtidige indsats.

For det første vil regeringen styrke indsatsen for at fremme frihed, demokrati og menneskerettigheder. Det er fundamentale værdier og målsætninger i sig selv, og altså, som jeg ser det, forudsætningen for at bekæmpe fattigdom. Regeringen vil styrke det internationale samarbejde om frihed, demokrati og menneskerettigheder, god regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse. Respekt for menneskers frihed og rettigheder i åbne demokratiske samfund med stærke civilsamfund skal øverst på dagsordenen i vores dialog med udviklingslandene. Vi vil styrke indsatsen for opbygning af frie og demokratiske samfund og effektive offentlige forvaltninger, der er til for borgerne og ikke omvendt. Korruption skal bekæmpes i alle former og på alle niveauer i samfundet.

For det andet sætter strategien særlig fokus på at fremme markedsbaseret økonomisk vækst, der kan skabe beskæftigelse. Hvert år træder millioner af unge mennesker i udviklingslandene ind på arbejdsmarkeder, der ikke rummer nogen muligheder for dem. Energi, initiativ og virkelyst kan ikke udfoldes. Det betyder et uendeligt spild af ressourcer og er en kilde til utilfredshed og ustabilitet. Økonomisk vækst i udviklingslandene er et imperativ for at bekæmpe fattigdom og nå 2015-målene. Så enkelt er det. Man kan ikke omfordele sig ud af fattigdom. Derfor agter regeringen at lave en markant styrkelse af den private sektor i udviklingslandene. Vi vil arbejde for mere frihandel og bedre markedsadgang og skabe sunde rammer for markedsbaseret vækst med fokus på beskæftigelse. Det kræver, at alle led i økonomien fra produktion til forarbejdning inddrages, så der skabes job og en mere alsidig produktion i partnerlandene. Udviklingslandene skal have adgang til ny teknologi og innovation, og deres skattesystemer skal styrkes, så de bliver i stand til at finansiere deres egen udvikling.

For det tredje vil regeringen fortsat sætte ligestilling og kvinders rettigheder øverst på den internationale dagsorden. Det handler både om værdier og om sund økonomisk fornuft. Uden frigørelse af kvinders ressourcer når vi ikke 2015-målene. I dialogen med partnerlandene vil vi tale kvindernes sag. Vi skal have kvinderne integreret i økonomien. Kvinderne skal have ret til at bestemme over egen krop og over, hvor mange børn de får. Den betydelige danske indsats for at bekæmpe hiv og aids og fremme kvinders og pigers adgang til sundhed og uddannelse fortsættes.

For det fjerde vil regeringen øge indsatsen i skrøbelige og konfliktramte lande. En tredjedel af verdens fattigste bor i lande, hvor staten har begrænset eller ingen legitimitet. Disse lande er ofte længst fra at nå 2015-målene. Vedvarende konflikter og ustabilitet forhindrer bekæmpelse af fattigdom, og det sætter i sidste ende også vores egen sikkerhed under pres. Regeringen vil aktivt bidrage til, at det internationale samfund bliver bedre til at forebygge konflikter, skabe og bevare fred og genopbygge i fællesskab. Vi vil afhjælpe humanitære behov, bidrage til beskyttelse af særlig sårbare grupper og på længere sigt hjælpe med til at opbygge velfungerende demokratiske stater. Resultater i skrøbelige stater kræver vilje til at tage risici, til at trodse risikoen for svindel, snyd og korruption. Vi skal være rede til at acceptere fejl og tilbageslag på vejen mod langsigtede fremskridt og tale åbent om det. Men når det er sagt, vil regeringen gøre alt, hvad den kan, for at undgå misbrug af danske midler, og når det sker, og når vi bliver opmærksomme på korruption, vil der blive slået hårdt ned.

Sidst, men ikke mindst skal Danmark som en femte prioritet fortsat arbejde for at fremme miljømæssig bæredygtig udvikling og begrænse klimaforandringerne og deres konsekvenser for udviklingslandene. Vi skal have ambitiøse globale mål for bæredygtig udvikling. Udviklingslandenes adgang til pålidelig og bæredygtig energi skal styrkes, og den private sektor skal i højere grad bidrage til innovative løsninger. Miljø- og klimaindsatsen i udviklingslandene skal fortsat være fokuseret på bl.a. bæredygtig forvaltning af jord, skov og vand. Endelig skal vi være klar til at afbøde de humanitære konsekvenser af klimaforandringerne gennem katastrofeforebyggelse.

Det er en ambitiøs dagsorden, regeringen sætter med sin nye strategi. Den vil kræve, at alle relevante midler bringes i spil, også at EU er en stærk og central aktør. Danmark skal bruge medlemskabet af EU til at påvirke globale dagsordener. Et aktivt engagement i EU giver os mere indflydelse, end vores størrelse både befolkningsmæssigt og i bistandskroner og -øre tilsiger. Og EU kan blive en endnu mere central aktør, hvis EU aktivt bruger sin politiske og økonomiske vægt og alle de midler, som vi tilsammen råder over. Regeringen vil lægge flere kræfter i at præge EU's udviklingspolitiske dagsorden og styrke EU's rolle som global aktør. EU skal både i internationale sammenhænge og på landeniveau være en effektiv og relevant udviklingspartner med fokus på fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig global udvikling. I sidste ende handler det om resultater. Som Sir Winston Churchill en gang sagde: Uanset hvor smuk strategien er, må man af og til se på resultaterne.

De danske skatteydere og denne verdens fattige har krav på mest mulig udvikling for hver bistandskrone. Der skal skabes resultater, og de skal dokumenteres. Effektive og bæredygtige resultater kræver, at der sikres bedre sammenhæng på tværs af politikområder. Bistand kan ikke gøre det alene. Regeringen vil derfor styrke sammenhængen i alle dele af dansk politik, der relaterer sig til udviklingslandene. I de kommende år vil strategien blive udmøntet i konkrete initiativer. Det vil bl.a. ske i form af handlingsplaner for de fem politiske prioriteter i de årlige finanslove.

Som jeg sagde indledningsvis, har jeg glædet mig til i dag at præsentere Folketinget for den nye strategi for dansk udviklingssamarbejde. Men i en ideel verden skulle jeg ikke stå her i dag. Den fremmeste opgave som udviklingsminister er at gøre sig selv overflødig. Formålet med vores udviklingssamarbejde er at sætte mennesker fri og styrke deres muligheder for at leve et liv i frihed og værdighed, at få foden under eget bord. Det er i al sin enkelhed det bærende element i den ny strategi.

Tak til ministeren for udviklingsbistand, og herefter er det forhandlingen, vi går i gang med. Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

Siden år 2000, hvor den seneste strategi blev vedtaget, har verden forandret sig fundamentalt, og derfor er det også aktuelt og på tide, at man ændrer dansk syn på udviklingspolitik og den strategiske overligger for dansk udviklingspolitik.

Jeg tilhører en generation, der er født ind i globaliseringen, barn af globaliseringen – og hvad betyder det egentlig? Jeg tror, det betyder, at jeg og mine jævnaldrende er vokset op med en bevidsthed om, at verden hænger sammen, samtidig med at den er under konstant forandring og konstant hurtigere forandring. Informationer spreder sig med lysets hastighed, og jeg kan over Facebook få kontakt til mine venner i Mozambique hurtigere, end jeg kan nå at banke på hos min nabo i Hjørring. Vi deler viden om hinanden og med hinanden.

Globaliseringen har på meget afgørende vis ændret ved præmisserne for udviklingspolitikken. Vi skal i dag indrette vores udviklingspolitik efter en helt anden verdensorden, hvor der er langt flere aktører, ikke bare andre lande med andre værdier og andre kulturer, men også nye private aktører. Med andre ord er bistandsmidler ikke længere den vigtigste pengestrøm til udviklingslandene, det er privat kapital, og det synes vi faktisk i Venstre er en positiv ting. Men disse forandringer stiller krav, og det er derfor helt afgørende, at vi med den nye strategi ændrer den strategiske overligger på dansk udviklingspolitik. Det er ganske enkelt helt nødvendigt, hvis vi ønsker at gøre en forskel for den fattigste del af befolkningen i verden.

Globaliseringen betyder, at mulighederne for udvikling aldrig før har været bedre. De seneste 30 år er flere mennesker end nogen sinde før blevet trukket ud af fattigdom, men man må ikke tro, at der automatisk kan sættes lighedstegn mellem globalisering og udvikling. Globaliseringen er på mange måder et tveægget sværd. Den udgør en fantastisk mulighed for de lande, der ønsker udvikling, men samtidig forværrer den fattigdommen for de mennesker, der lever med regeringer, der modarbejder udvikling i et forsøg på at styrke deres eget magtmonopol. Og de lande er der desværre alt for mange af i verden.

Hvis vi vil hjælpe lande til udvikling i en globaliseret verden, kræver det en styrkelse af frihedsrettighederne, af demokrati, af en effektiv, troværdig og åben offentlig sektor i de lande, vi hjælper, og gode vilkår for investering og vækstskabelse. Og det er netop det, der er fokuspunkterne for den nye udviklingsstrategi, som man koncentrerer sig om. Omdrejningspunktet for dansk udviklingsbistand må og skal være rettighedsbaseret og frihedsfremmende fattigdomsbekæmpelse.

I Venstre mener vi, at den nye udviklingsstrategi skaber den helt rigtige ramme for fremtidens udviklingsbistand med større fokus på frihed og privat ejendomsret, fokusering både i forhold til lande og sektorer, en klar prioritering og fokus på resultater. Fremover vil fokus for dansk udviklingsbistand være at skabe forandring inden for fem områder: frihed, demokrati og menneskerettigheder; vækst og beskæftigelse; ligestilling; stabilitet og skrøbelighed; miljø og klima. Redskaberne vil være klare og forpligtende partnerskaber med modtagerlandene, stærkere engagement i færre lande, fokus på effektivitet og resultater og en større politisk vilje til øget risikovillighed.

I Venstre tror vi, at vi med den nye udviklingsstrategi har skabt den helt rigtige strategiske ramme for dansk udviklingsbistand, og vi tror, at den vil danne et solidt grundlag for at bringe os et stort skridt videre mod en virkeliggørelse af det, der er formålet med vores udviklingsbistand, og det, der også er Venstres vision for dansk udviklingspolitik, nemlig at de lande, vi hjælper, skal blive stærke og selvstændige og på sigt kunne klare sig selv. Særlig skal Afrika forvandles til et kontinent, der er frit og fredeligt og baseret på demokrati, retssamfund og frihandel.

Derfor skal jeg på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tilslutter sig regeringens strategi for dansk udviklingssamarbejde »Frihed fra fattigdom – Frihed til forandring« og opfordrer til,

- at målsætningen for dansk udviklingspolitik er at bekæmpe fattigdom ved at fremme frihed og skabe bæredygtig udvikling,

- at fokusere på fem politiske prioriteter: frihed, demokrati og menneskerettigheder; vækst og beskæftigelse; ligestilling; stabilitet og skrøbelighed; miljø og klima,

- et effektivt og fokuseret udviklingssamarbejde baseret på demokratisk ejerskab, en klar arbejdsdeling og målelige resultater,

- en øget lande- og sektormæssig koncentration af bistanden,

- at styrke EU`s globale rolle i udviklingen og det internationale samarbejde om 2015-målene,

- et globalt udviklingspolitisk engagement baseret på partnerlande, med øget fokus på skrøbelige stater og risikovillighed,

- at styrke sammenhængen mellem relevante politikker, udenrigspolitisk, forsvarspolitisk, m.v. til fordel for udvikling,

- at strategiens gennemførelse løbende drøftes med Folketingets Udenrigsudvalg, og at udvalget inddrages i valg af nye partnerlande.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 84).

Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, og det skal jeg lade indgå i de videre drøftelser.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jeppe Kofod.

Tak, og tak til Venstres ordfører. Jeg vil gerne sige, at jeg har glædet mig til i dag at drøfte den nye strategi og fornyelsen af »Partnerskab 2000«, som hr. Karsten Lauritzen var inde på. Men er hr. Karsten Lauritzen enig i, at der med »Partnerskab 2000« og hele den tankegang, der ligger bag, og som er videreført i den nye strategi, er tale om et partnerskab mellem ulande og ilande, mellem donorlande og modtagerlande, og at det i sådan et partnerskab er uhyre vigtigt, at man kan stole på, hvad man lover hinanden, og det gælder ikke kun ulandene i forhold til bekæmpelse af korruption og fremme af demokrati og frihed, men det gælder også ilandene, f.eks. Danmark, når vi lover at give bistand?

Derfor vil jeg spørge hr. Karsten Lauritzen, hvordan hr. Karsten Lauritzen selv synes det partnerskab harmonerer med, at regeringen for tredje gang inden for et år har brudt et løfte til ulandene, nemlig ved den aftale, man har lavet med Dansk Folkeparti, hvor man skærer 2,3 mia. kr. i bistanden og dermed kommer langt bag efter sammenlignelige lande.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, som hr. Jeppe Kofod siger, at Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om genopretning af dansk økonomi. Det har vi gjort, fordi man bruger massivt flere penge i staten end dem, der kommer ind, og så må man skabe balance mellem indtægter og udgifter, og dér må alle holde for. Og der er det rigtigt, at man har fastfrosset udviklingsbistanden nominelt på 15,3 mia. kr. i de kommende år. Det er til gengæld ikke rigtigt, som hr. Jeppe Kofod forsøger at italesætte det, at der er brudt nogen løfter til udviklingslandene. Det er jo ikke sådan, at der er nogen projekter, der vil blive lukket ned som følge af den her aftale.

Det er rigtigt, at de penge, som ville komme i fremtiden som følge af, at dansk økonomi vokser, og at vi har en procentsats, som vi sætter for dansk udviklingsbistand, altså de der ekstra penge, ikke kommer; det er rigtigt. Men det er ikke rigtigt, at der bliver skåret ned på dansk udviklingsbistand. Den er i år på 15,3 mia. kr., og det vil den også være i de kommende år.

Hr. Jeppe Kofod.

Jo, men altså, nu går jeg ud fra, at hr. Karsten Lauritzen kender regeringens eget regeringsgrundlag, altså det politikpapir, der ligesom er grundlaget for regeringens arbejde, det, som udviklingsministeren har sat sig i spidsen for at gennemføre. Der står der jo sort på hvidt – og jeg tror også, de kan læse i mange udviklingslande – at regeringen ikke vil lade udviklingsbistanden falde til under 0,8 pct. af BNI. Det står der i regeringsgrundlaget. Det er da et løfte, man har givet ulandene, eller tager jeg fejl? Og hvad er det så, der står i aftalen med Dansk Folkeparti? Der står der altså, at bistanden i 2013 falder til 0,76 pct. af BNI.

Jeg spørger bare: Hvis man virkelig mener det her med partnerskab alvorligt, som jeg synes er rigtigt, er det så særlig troværdigt, at man ikke holder, hvad man lover?

Ordføreren.

Jeg er nødt til at sige til hr. Jeppe Kofod, at jeg tvivler kraftigt på, at man nede i Ghana, i Tanzania og i Kenya læser regeringsgrundlaget og har siddet og kalkuleret med, at der kommer flere bistandsmidler som følge af noget, der har stået i et arbejdsprogram eller et regeringsgrundlag for den danske regering. Det, de regner med, er de tilsagn, som vi giver dem, og det er jo ikke sådan, at vi giver et tilsagn, at vi fortæller et land: Om 4 år har vi 2 mia. kr. mere til udviklingsbistand; dem kan I få. Altså, det er jo sådan, at når pengene kommer ind, bruger vi dem, og hvis pengene ikke kommer ind, jamen så bruger vi dem ikke. Og vi står bare i en situation, hvor vi skal lave et langsigtet partnerskab, ja, og det gør vi; det gør vi for 15,3 mia. kr., altså med det beløb, der bliver fastfrosset.

Men vi bliver også bare nødt til at være økonomisk ansvarlige, og det er altså den overligger, der er for dansk politik, og som der bør være for et politisk parti, og der er jeg da ked af, at Socialdemokratiet ikke ønsker at bidrage til, at vi får genoprettet økonomien og får balance i nogle indtægter og udgifter, men det må man bare tage ad notam. Men økonomisk ansvarlighed ligger os meget på sinde i Venstre, og derfor har man fastfrosset udviklingsbistanden.

Hr. Jørgen Poulsen for en kort bemærkning.

Vi er da mange, som har glædet os til, at vi skulle have denne nye strategi for vores udviklingsbistand, og jeg synes også, der har været rigtig mange mennesker, som positivt har bidraget til at udarbejde denne strategi. Men så synes jeg ærlig talt: Kunne Venstres ordfører ikke bekræfte, at da vi gik ind i dette arbejde konstruktivt, var det med et klart løfte om, at bistanden ikke ville blive berørt, hverken procentuelt eller i faktiske kroner?

Ordføreren.

Jeg erindrer faktisk, at det, der var forudsætningen for diskussionen om en ny strategi var, at man ikke skulle snakke om procent og ikke skulle snakke om beløb. For det er jo et punkt, hvor man har en vidt forskellig opfattelse. I Venstre har vi den opfattelse, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter i staten. Vi har den opfattelse, at man skal finde finansiering, når man vælger at give flere penge til noget. Sådan har det hele tiden været, men det er blevet skærpet af den finanskrise, som har ramt hele verden og selvfølgelig også rammer dansk økonomi. Det er jo derfor, man har valgt at lave en aftale med Dansk Folkeparti om genopretning af økonomien. Der må alle holde for, og det er så også sket med hensyn til udviklingsbistanden.

Jeg tror faktisk personligt, at det vil gøre, at vi bliver nødt til at fokusere udviklingsbistanden endnu mere på færre lande, som der også er lagt op til i strategien, og det kunne man jo godt forstille sig førte til, at vi også blev mere effektive. Det kunne også godt være, at det ikke kun handler om, hvor mange milliarder vi giver, men hvordan vi bruger pengene, og det synes jeg faktisk at den her diskussion i dag burde handle om.

Hr. Jørgen Poulsen.

Jeg bliver nødt til at spørge: Hvordan har Vestre og hr. Karsten Lauritzen det med, at vi nu skærer bistanden ned til det laveste niveau, dansk udviklingsbistand har været på de sidste 25 år? Vi er nede på et niveau, som svarer til 1984. Jeg kender hr. Karsten Lauritzens tanker om de her ting, så jeg vil gerne spørge: Hvordan har hr. Karsten Lauritzen det i dag med at skære bistanden ned til det laveste i 25 år?

Ordføreren.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det ikke var regeringen og Venstre, der smed bistandsbesparelser eller fastfrysningen af bistanden på bordet, det var Dansk Folkeparti, og det er det jo så endt med. Og hvorfor er det det? Jamen det er det jo, fordi hr. Jørgen Poulsens parti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mødte op til forhandlingerne med ultimative krav; man ville ikke reelt være med til at forhandle, og Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet havde en plan, der handlede om, at hver enkelt dansker skulle arbejde 12 minutter mere om dagen på et eller andet tidspunkt i fremtiden, og det ville man ikke rokke ved, det var et ultimativt krav. Derfor var det ikke muligt at nå til enighed, og derfor var der kun det parlamentariske flertal sammen med Dansk Folkeparti tilbage for regeringen i forhold til at genoprette dansk økonomi.

Jeg kan jo ikke, vi kan jo ikke i Venstre gøre for, at Det Radikale Venstre og oppositionen sætter sig uden for indflydelse. Hvis man havde vist en reel vilje til at finde besparelser på 24 mia. kr., kunne det jo også være, at udviklingsbistanden ikke var blevet ramt. Det kan jeg jo ikke gøre noget ved i dag, men det kunne hr. Jørgen Poulsen og hr. Jørgen Poulsens parti have gjort noget ved, hvis det var det, man i virkeligheden ønskede.

Fru Hanne Agersnap for en kort bemærkning.

Hr. Karsten Lauritzen har flere gange sagt, at verden forandrer sig, og at vi må få en ny strategi, og i lyset af krisen siger han nu, at vi må skære i vores bistand. Mener hr. Karsten Lauritzen så, at krisen kun har ramt Danmark, eller har den ramt hele verden? Er behovet for bistand det samme eller måske stigende?

Målene og strategien har været diskuteret gennem hele efteråret, hvor vi har diskuteret på basis af, at bistanden ikke blev beskåret. Kan målene stadig væk holde? Mener hr. Karsten Lauritzen, at man, med den beskæring, man nu foretager i bistanden, kan fastholde samme strategi? Eller vil man sammen med Dansk Folkeparti, som man nu læner sig op ad i udviklingspolitikken – og som man siger man er blevet kastet i armene på – revidere målene i den her strategi?

Ordføreren.

Altså, det er jo ikke ... Nogle gange må jeg indrømme, at jeg undrer mig over den tankegang, der er blandt dele af oppositionen og i Socialistisk Folkeparti – og som også fru Hanne Agersnap giver udtryk for – når det handler om, hvor mange penge vi giver. Og et eller andet sted kan jeg ikke andet end få mistanke om, at det handler om, at hvis vi bare giver et bestemt beløb, en bestemt procentsats, så kan vi tillade os at have ren samvittighed, og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvordan pengene bliver brugt.

Den overbevisning deler vi ikke i Venstre. For os er det vigtigt, at pengene bliver brugt rigtigt og bliver brugt effektivt. Vi bruger 15,3 mia. kr. i år, og det vil vi også gøre de kommende år, og for de 15,3 mia. kr. kan vi med den strategi, der ligger her, sørge for at lave effektiv fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene, og det er det, der er planen, det er det, vi har tænkt os at gøre. Jeg havde da gerne ønsket i dag, at Socialistisk Folkeparti kunne stå bag ved strategien, men det har så ikke vist sig at være muligt.

Fru Hanne Agersnap.

Jeg havde også ønsket, at vi kunne stå bag den her strategi. Der er mange gode tanker i strategien, og vi har været konstruktivt med i at diskutere den. Men nu påstår man, at beløbet ingen betydning har. Altså, et er at sige, at nogen siger, at det er det eneste, der har betydning, og at vi ikke går op i, hvordan pengene bliver brugt, og om det sker effektivt og sådan noget. Det mener jeg er skudt helt forbi; vi går meget op i, hvordan pengene bliver brugt. Men at påstå, at det ingen betydning har!

Ministeren sagde i sit indlæg, at han ikke så meget ville diskutere bistandsniveau, men at der nu er bragt arbejdsro omkring det. Der forestiller jeg mig, at hvis man cutter det helt ned til ingenting, så er der totalt arbejdsro. Det kan jo altså ikke give mere arbejdsro, jo mindre bistand vi giver. Jeg forstår hr. Karsten Lauritzen sådan, at det ingen betydning har, hvad vi giver i kroner og øre i bistand, bare den gives effektivt.

Ordføreren.

Selvfølgelig har det en betydning, men det, der har en større betydning, er, hvordan vi bruger pengene. Man kan jo godt sende milliarder af danske kroner til Afrika, men hvis de ikke går til noget fornuftigt, hvis de ikke skaber nytte, hvis de ikke skaber vækst og beskæftigelse i de udviklingslande, vi hjælper, jamen så kommer vi jo ikke ret langt. Og der nævner jeg bare i al stilfærdighed, at jeg synes, at oppositionen – det er jo oppositionens egen sag – er meget, meget fokuseret på, hvor mange penge vi sender til Afrika, og ikke, hvordan de bliver brugt. Og det er jo bare paradoksalt, men det er jo nok udtryk for den tankegang, der er i Socialistisk Folkeparti, at det handler om, hvor mange penge vi bruger på tingene, og ikke, hvordan pengene bliver brugt. Den overbevisning deler vi bare ikke i Venstre.

Vi giver 3.000 kr. pr. dansker i udviklingsbistand i øjeblikket, og det vil vi også gøre fremover. Jeg tror, de fleste danskere, der sidder og følger den her debat, synes, at Danmark leverer sit bidrag til at bekæmpe fattigdom, og med den strategi, som ligger her, har vi nogle fantastiske redskaber til at effektivisere dansk udviklingsbistand yderligere.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Man må sige, at hr. Karsten Lauritzen er kommet langt, efter at han sådan set på sin vej til Folketinget har været bannerfører for, at udviklingsbistanden skulle op på 1 pct. Nu er det tilsyneladende helt ligegyldigt, ja, faktisk nærmest useriøst, at diskutere procenter. Og det synes jeg bare er mærkeligt, når vi så går tilbage til det arbejdsgrundlag, som den nuværende regering arbejder efter, fra februar 2010, hvor man altså fortæller, at man vil sikre, at bistanden ikke falder til et niveau på under 0,8 pct. af BNI. Det var i februar 2010. Og sådan som jeg har forstået det, skyldes hele det forløb, vi har været igennem, at det nu går bedre for dansk økonomi og det derfor er tid til at sætte ind med konsolidering. Er det ikke dybt useriøst, at man i februar 2010 siger, at man har en målsætning, der går på en procentdel af BNI, og så står her som ordfører i dag og siger, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad procenten er, bare pengene bliver brugt rigtigt?

Ordføreren.

Hr. Morten Østergaard påstår, at jeg skulle have sagt, at det er fuldstændig ligegyldigt. Det er det ikke, men vi giver 15,3 mia. kr., vi fastfryser udviklingsbistanden, det er 3.000 kr. pr. dansker, og det tror jeg de fleste danskere synes er, at Danmark giver sit bidrag. Og så kunne jeg godt ønske mig, at debatten i dag handlede om andet end beløbet, men det er jo så ikke det, man lægger op til fra oppositionens side.

Løftebrud, siger hr. Morten Østergaard. Nej, det er sådan, at for den her regering og Venstre og Det Konservative Folkeparti er det meget magtpåliggende, at der er sammenhæng mellem indtægter og udgifter i staten. Vi har et overforbrug på 20.000 kr. pr. dansker. Vi bruger 20.000 kr. mere, end der kommer ind i statsbudgettet, og det underskud skal da bringes ned. Vi må finde nogle penge, og der har man lavet et forlig med Dansk Folkeparti, fordi oppositionen ikke vil være med til at finde nogen penge, fordi oppositionen bare er ligeglad med, at man bruger løs af danskernes skattekroner uden at have omtanke for, at der skal være økonomisk ansvarlighed. Og det synes jeg i virkeligheden er sørgeligt, vil jeg sige til hr. Morten Østergaard.

Hr. Morten Østergaard.

Jamen jeg bider slet ikke på det der, for Det Radikale Venstre fremlagde jo allerede i januar en plan, der kunne bringe holdbarhed i dansk økonomi. Men det, jeg tror er den største udfordring med hensyn til at holde niveauet i dansk udviklingsbistand lige nu, er, at der tilsyneladende er en alliance – selvfølgelig ikke en unaturlig alliance – mellem Venstres udviklingsminister og Venstres udviklingsordfører om, at det er ligegyldigt, hvor mange penge det er. Altså, aldrig så snart var det her smidt på bordet, før vi hørte udviklingsministeren i fjernsynet sige: Jamen selvfølgelig må udviklingsbistanden da holde for.

Derfor er det jo bare, at vi er nødt til at holde fast i, at i februar sagde man fra regeringens side, at man ville fastholde, at bistanden ikke faldt til et niveau under 0,8 pct. af BNI. Siden da er det ifølge den samme regering gået bedre for dansk økonomi, og derfor er det da et løftebrud – så pyt med hr. Karsten Lauritzens eget løfte om at arbejde for, at udviklingsbistanden skal op på 1 pct. Men så kommer man og siger, at det ikke er løftebrud, når man i februar sagde, at det er 0,8 pct. af BNI, og det siden er gået bedre, og man så nu skærer ned – logikken er fraværende, men løftebruddet er krystalklart.

Ordføreren.

Jeg har to ord til hr. Morten Østergaard, og det er: økonomisk ansvarlighed. Jeg må indrømme, at jeg faktisk var af den opfattelse, at Det Radikale Venstre var garant for økonomisk ansvarlighed og var garant for, at man lavede reformer i det danske samfund. Det er jo det, hr. Morten Østergaard siger – i hvert fald til tv-kameraerne uden for den her Folketingssal. Men når det så kommer til at være med i nogle af reformerne, når det kommer til at være med i den dagpengereform, som regeringen har lagt frem, i de besparelsesforslag, som regeringen har lagt frem for at skabe balance mellem indtægter og udgifter, så melder hr. Morten Østergaard og Det Radikale Venstre og resten af oppositionen pas. Og det er simpelt hen økonomisk uansvarligt.

Vilkårene er ændret for dansk økonomi, og derfor skal man finde nogle penge for at skabe balance mellem indtægter og udgifter, og det har den her regering gjort på ansvarlig vis. Og det er rigtigt, at der må udviklingsbistanden også holde for, men det betyder ikke, at Danmark ikke lever op til vores ansvar. Vi er et af de fem lande i verden – og det vil vi også fortsat være – som giver over 0,7 pct. i udviklingsbistand. Det beløber sig til 15,3 mia. kr., over 3.000 kr. pr. dansker.

Fru Tina Petersen for en kort bemærkning.

Jeg vil egentlig spørge ordføreren ganske kort og simpelt: Det er jo sådan, at vi i dag, som ordføreren selv nævnte, er blandt nogle af de givere i verden, som giver mest. Trods det, at vi nu beskærer bistanden, ved at vi fastfryser det beløb, som gives i dag, de kommende 3 år; trods det, at vi nu går ind og lægger et loft over den, er det så ikke korrekt, at Danmark fortsat ligger over FN-grænsen i procenter?

Ordføreren.

Jo, det er fuldstændig rigtigt. Der er fem lande i verden, som lever op til det, som verdens stats- og regeringschefer har skrevet under på i forbindelse med 2015-målene, nemlig at give mere end 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Det gør Danmark. Det beløber sig til et stort milliardbeløb, og det er i kroner og øre faktisk det højeste beløb, der er givet nogen sinde.

Det er selvfølgelig rigtigt, at når man fastfryser beløbet, så bliver det langsomt udhulet, men man har lavet den aftale om fastfrysningen af udviklingsbistanden, fordi der skal være balance mellem indtægter og udgifter, fordi vi ikke vil være det overtræk, der er på statens finanser, bekendt. Den regning vil Venstre ikke være med til at efterlade i børneværelset til kommende generationer. Der må man bare notere sig, at oppositionen – Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF – fundamentalt er af en hel anden opfattelse, med hensyn til hvad økonomisk ansvarlighed er.

Fru Tina Petersen.

Næste spørgsmål er jo så, om Venstres ordfører vil give mig ret i, at det ser sådan ud, at en del andre lande i Europa faktisk ikke efterlever de aftaler om procentdele, de selv har underskrevet, og som Danmark for længst har efterlevet på området.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at hvis EU og EU-landene som helhed levede op til at give 0,7 pct., som de som sagt har lovet, så ville der være noget, der lignede 200 mia. kr. ekstra til verdens fattigste. Jeg kunne da godt ønske mig, at vi i dag dels havde haft en debat om det, og om hvordan, vi sikrer det, dels havde haft en debat om måden, hvorpå vi bruger pengene, i stedet for udelukkende at fokusere på, at dansk udviklingsbistand kunne være højere, hvis der var bedre sammenhæng mellem indtægter og udgifter i statens finanser. Men det er der ikke, og vi må som ansvarlige politikere udvise økonomisk ansvarlighed. Det skylder vi de danskere, der betaler deres skat hvert evig eneste år, og det er nu engang den holdning, som vi har i Venstre.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Jeppe Kofod.

Der er ingen tvivl om, at jeg havde håbet på, at vi i dag kunne have haft en seriøs debat om fornyelsen af Partnerskab 2000 med den nye strategi, som har været under debat i længere tid, også før den nye minister kom til. Men jeg synes, det er lidt absurd at ønske sig det, for i lyset af, hvad der er sket bare det sidste halve år, er det jo svært at have en seriøs debat. Jeg synes det er ærgerligt, for det område fortjener en ordentlig debat. Jeg kan godt forstå, at ministeren og Venstre ikke har lyst til at tale om niveauet af dansk udviklingsbistand. Det siger sig selv, når vi ser på, hvad det er, man har brudt af løfter i den seneste tid. Jeg synes, det er alvorligt, at regeringen ikke er til at stole på.

Det er jo sådan, at man inden for det sidste år har brudt løfter tre gange. For det første skrev man i finanslovforslaget for 2010, at BNI-procenten skulle stige, altså at dansk udviklingsbistand skulle stige i de kommende år. For det andet lovede man op til klimatopmødet, at man ville give nye, additionelle midler til klimaindsatsen. Pengene skulle altså ikke tages fra ulandsbistanden. For det tredje lovede man her i regeringsgrundlaget fra februar måned i år, at bistanden ikke måtte falde til under 0,8 pct. af BNI. Alle tre løfter er brudt, og det er sket inden for et år. Det er selvfølgelig meget useriøst at diskutere det her, når man på den måde kommer med løfter til verdens fattigste og bryder dem næste dag.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi har en debat om dansk udviklingsbistand. Men man kan jo spørge sig selv, hvorfor det er sådan, at regeringen mener, at det er de allerfattigste børn, kvinder og mænd i ulandene, som skal betale en stor del af regningen for regeringens økonomiske politik. Det forstår vi ikke. Det er uanstændigt, det er forkert, og det er en vej, vi ikke kan støtte. Derfor har vi også den debat, vi har i dag, om strategien. Det er useriøst at have en strategidebat, mens regeringen bryder løfter og svækker Danmarks ambitioner på området.

Hvad er det så, som man har sagt? Lad os tage ministeren først. Udviklingsministeren udtalte så sent som den 15. marts i år til Jyllands-Posten:

Donorerne, herunder EU, må fastholdes på deres løfter til de fattigste lande, også selv om vores egne økonomier er berørt af den økonomiske krise.

Javel, det udtalte ministeren, men hvad er det, regeringen selv har gjort? Er det troværdigt? Jeg synes, at man selv må dømme, og jeg tror, at dommen bliver hård. Nu skal det hele heller ikke gå ud over Venstre, for Venstre har været meget på. Man kan også spørge, hvad et andet borgerligt parti, som sidder i regeringen, har sagt om det her område. Jeg vil gerne citere finansordfører hr. Mike Legarth fra De Konservative, der den 14. maj – og det er jo ikke særlig lang tid siden – udtalte til et medie, Berlingske Tidende:

Vi skal bedømmes på, hvordan vi hjælper de svageste, også på verdensplan, og midt i en økonomisk krise er det ikke tiden at lade besparelser ramme de svageste.

Lad mig i al beskedenhed bare konstatere, at jeg er fuldstændig enig i den kommentar. Så man kan sige, at baggrunden for forespørgslen som bekendt er regeringens nye strategi, og lad os lige se på, hvad der egentlig står i strategien. Der står bl.a., og jeg citerer:

»Som borgere i et af verdens mest velstillede samfund påtager vi danskere os gerne vores del af et globalt ansvar. … Vi tror på menneskers grundlæggende ret til et liv i frihed og værdighed og er rede til at give vores bidrag hertil.«

Igen er jeg fuldstændig enig. Sproget er jo nærmest poetisk. Men hvad er det så, man gør? Man gør det modsatte af det, man lover. Hvis det, som jeg citerede her, havde været ledetråden i regeringens politik, tror jeg, at vi ville have været mange, der kunne støtte den nye strategi. Men det er det desværre ikke.

Sammenligner man med Danmark med nabolandene Norge og Sverige, ja, så kan man se, at vi lå på niveau med dem for 10 år siden i udviklingsbistand. I dag sakker vi voldsomt bagud. Selv en liberal-konservativ ny regering i Storbritannien, som har vedtaget en omfattende spareplan, har valgt ikke at skære på udviklingsbistanden. Så man kan sige, at det er lidt ærgerligt, at vi har den her debat i dag, når man ser på regeringens svækkede ambitioner. Der er mange positive elementer i den nye strategi, f.eks. fastholdelse af fattigdomsorienteringen – i hvert fald i ord – og fokus på menneskerettigheder, klima, ligestilling osv., men hvor er det, man vil dreje bistanden hen? Til det kan man også komme med nogle kritiske bemærkninger.

Erhvervsstøtte er blevet det store nye fokusområde, og jeg skal være den første og sidste til at insistere på, at der skal skabes bæredygtig økonomisk vækst for at bringe mennesker ud af fattigdom, men der er ingen dokumentation for, at erhvervsbistanden virker. Tværtimod har mange af evalueringerne vist, at der er meget af den bistand, der ikke har nået sit mål.

Derfor vil jeg i al beskedenhed bare gerne spørge: Har man sat sig ned og undersøgt – lad os bare tage de sidste 10 år – hvilke dele af dansk bistand der har virket, og hvilke der ikke har virket? Det har man ikke. Hvis man havde gjort det, havde man måske kunnet formulere en bedre strategi, der byggede på, at vi for hver eneste bistandskrone, vi brugte, sikrede, at vi nåede de allerfattigste. For vi er optaget af, at hver skattekrone går til de mennesker, der er i nød.

Derfor kunne jeg jo sige, at jeg havde håbet på at få den debat i dag, men set i lyset af, hvad regeringen har foretaget sig sammen med Dansk Folkeparti, synes vi, at det desværre er ærgerligt, og vi mener, at det skuffer mange mennesker, som har set frem til, at der skulle vedtages en strategi i bred enighed.

Jeg skal så afslutningsvis på vegne af Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Danmarks fremtidige strategi for udviklingssamarbejde skal understrege, at verdens allerfattigste ikke skal betale for den finansielle og økonomiske krise, men tværtimod hjælpes igennem forøget bistand. Folketinget tager derfor afstand fra regeringens løftebrud og nedskæringer på ulandsbistanden.

Folketinget opfordrer derfor til,

- at de centrale mål i dansk udviklingspolitik er at bekæmpe fattigdom og ulighed, skabe bæredygtig udvikling samt at fremme menneskerettigheder og demokrati,

- at gennemførelse af FN’s 2015-mål skal have højeste prioritet, hvilket kræver, at uddannelse og sundhed opprioriteres på linje med regeringens prioriteringsområder,

- øget fokus på skrøbelige stater og risikovillighed,

- en øget lande- og sektormæssig koncentration af bistanden, styrke det regionale samarbejde og styrke EU’s udviklingsindsats samt fortsat have bistandssamarbejde i Latinamerika,

- at styrke sammenhængen mellem relevante politikker i Danmark og i EU til fordel for udvikling,

- strategiens gennemførelse, herunder ændringer i landevalg, løbende drøftes med Folketingets Udenrigsudvalg.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 85).

Der er nu fremsat yderligere et forslag til vedtagelse, denne gang på vegne af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, og ligesom med det foregående skal jeg lade dette indgå i de videre drøftelser.

Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Det var jo interessant at høre hr. Jeppe Kofods ordførertale. Jeg bliver nødt til at spørge hr. Jeppe Kofod: Som jeg har forstået det, har Socialdemokratiet den politik, at man vil give 1 pct. af BNI i udviklingsbistand. Det vil jeg høre om hr. Jeppe Kofod kan bekræfte. Det står i hvert fald i det oplæg med ti teser om bistand, som Socialdemokratiet har lavet, og hr. Jeppe Kofod har gentaget det på Ritzau i april måned.

Så vil jeg godt spørge hr. Jeppe Kofod, hvordan det kan være, at udviklingsbistand ikke står nævnt et eneste sted i den såkaldte plan for dansk økonomi, som Socialdemokratiet har sammen med Socialistisk Folkeparti, og som man siger er det, man går til et eventuelt kommende valg på. Hvorfor står der ikke et eneste sted noget om udviklingsbistand? Og hvorfor er der ikke sat en bøjet 25-øre af til at indfri det løfte, som Socialdemokratiet tilsyneladende har givet, om en udviklingsbistand på1 pct. af BNI?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Karsten Lauritzen, som jo ellers påstod, at vi ikke skulle diskutere bistandens størrelse nu, selv rejser spørgsmålet her i salen. Det er interessant. Ja, vi har en politik om at nå 1 pct. af BNI i bistand igen. Det havde Danmark for 10 år siden, det ønsker vi at Danmark skal tilbage til over en årrække. Og ja, det er rigtigt, at kigger man på vores finanslovforslag fra sidste år, så er der faktisk en øgning i ulandsbistanden. Det gælder også fra andre partier i oppositionen – SF, som hr. Karsten Lauritzen nævnte, og Det Radikale Venstre. Og ja, vi vil fastholde den ambition. Når vi får et flertal, vil vi skabe en udvikling, der gør, at vi kommer tilbage på 1 pct. af BNI igen. Det er det korte svar.

Hr. Karsten Lauritzen.

Her bliver jeg nødt til at korrekse hr. Jeppe Kofod, for det, der står i Socialdemokratiets plan – det skulle man tro hr. Jeppe Kofod egentlig var klar over; det står på side 86 – er, at de ting, der er i planen, er det, man vil gøre i øjeblikket, og så står der, at alle øvrige forslag fra Socialdemokraterne og SF må afvente en afgørende forbedring af landets økonomiske situation, før de gennemføres. Det kan man jo ikke, når der ikke står et eneste ord om udviklingsbistand i Socialdemokratiets såkaldte plan, hvor der til gengæld står, at de løfter, man ellers har givet, inklusive de løfter, der ligger i Socialdemokratiets finanslovudspil for 2010, først skal gennemføres, når økonomien er væsentlig forbedret. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Hvor er milliarderne til det løfte, hr. Jeppe Kofod lige har stået og givet fra Folketingets talerstol? Hvor er den økonomiske ansvarlighed?

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Karsten Lauritzen skal lytte lidt til, hvad jeg siger. Jeg siger jo rent faktisk, at det står i vores finanslovforslag for 2010. Det vil også stå i vores kommende finanslovforslag, og når vi får et valg næste gang, er der faktisk et flertal af partier – forhåbentlig – som vil sikre, at vi kommer tilbage igen til 1 pct. af BNI.

Men er det ikke påfaldende, at Venstre, som nu i den her uge har indgået en aftale med Dansk Folkeparti om at skære 2,3 mia. kr. i bistanden, angriber oppositionen for at ville hæve bistanden? Det synes jeg er helt absurd. Jeg synes i virkeligheden, at hr. Karsten Lauritzen burde bruge sine kræfter på at overtale sin egen regering til at holde de løfter, man har givet til de allerfattigste – som i øvrigt også er, hvad hr. Karsten Lauritzen har sagt tidligere, også da hr. Karsten Lauritzen var formand for Venstres Ungdom.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Det vil jeg så gerne følge op på, for vi havde jo med Venstres ordførers tale lagt op til, at vi også her i dag kunne komme til at diskutere kvaliteten. Men der kunne vi jo se på alle de spørgsmål, der blev stillet til Venstres ordfører, at Socialdemokraterne var mere interesseret i at diskutere økonomi, så lad os da holde os til økonomien.

Så kan jeg jo passende følge op på det, hr. Karsten Lauritzen spurgte om. Når der står i Socialdemokraterne og SF's økonomiske plan, at alt det, der ligger ud over det, der konkret står i planen, kun kan finansieres, når landets økonomi er forbedret, hvordan skal de løfter, hr. Jeppe Kofod står og giver til verdens fattigste, om, at man skal op på 1 pct., så finansieres?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at man nu rejser den her diskussion. Grunden til, at jeg spurgte Venstres ordfører om det her punkt, er, at »Partnerskab 2000« og hele partnerskabstanken bygger på, at man som ulande og ilande har et ansvar over for hinanden. De har et ansvar for at levere god regeringsførelse og demokrati og sikre, at udviklingen kommer de fattigste til gavn. Vi har et ansvar for – og det gælder altså den her regering – at holde, hvad man lover, at være til at stole på.

Der må man bare konstatere, at regeringen gang på gang har lovet noget, som ikke har været til at stole på. Det er det, som er indgangsvinklen til den her strategidebat. Og ja, jeg har sagt det flere gange, og jeg vil gerne gentage det: Vi skal nok, som vi har sagt, sammen med oppositionen, når vi kommer til, genoprette dansk udviklingsbistand over en årrække, så vi kommer tilbage til 1 pct. igen. Men jeg synes igen, det er tankevækkende, at Venstre angriber oppositionen for ikke at være ambitiøs nok, må man forstå, når Venstre lige har accepteret at skære 2,3 mia. kr. i bistanden. Jeg synes, at det, der kommer fra Venstre i øjeblikket, er helt uforståeligt.

Fru Ellen Trane Nørby.

Det er jo notorisk forkert, hvad hr. Jeppe Kofod står og siger, og det ved han også godt. Regeringen har jo ikke skåret i noget beløb, som er givet til udviklingslandene. Beløbet fastfryses jo nominelt, og det vil sige, at de aftaler, som Danmark har indgået med verdens fattigste lande, skal vi selvfølgelig overholde. Og det kommer vi jo også til.

Det, hr. Jeppe Kofod står og taler om, er en foruddiskontering af, hvordan dansk økonomi ville se ud i fremtiden, og dermed om nogle penge, der heller ikke er lavet aftaler om. Derfor må man bare sige, at man godt kan stole på de aftaler, regeringen har lavet med verdens fattigste. Til gengæld kan verdens fattigste på ingen måde stole på det, Socialdemokraterne har lovet. De stod så sent som i sidste uge med hr. Jeppe Kofod i spidsen og sagde: 1 pct. lover vi. Men der er bare fundet 0 kr. i finansiering i den økonomiske plan, som Socialdemokraterne har lagt frem. Og det synes jeg simpelt hen er for fattigt og for sløvt.

Ordføreren.

Nu har jeg, måske modsat af hvad der bliver sagt her, faktisk læst regeringens genopretningsplan, og der står faktisk 0,76 pct. af BNI i 2013, og det er et løftebrud. For i regeringsgrundlaget fra februar måned står der, at 0,8 pct. er minimumsgrænsen for den her regering. Det er et løftebrud i forhold til de allerfattigste lande og befolkninger. Jeg kunne så sige, at jeg kunne være ligeglad, men jeg synes, det er vigtigt, at en regering holder sine løfter, at man er til at stole på i sådan nogle debatter her. Og det er useriøst at tale om en fornyelse af »Partnerskab 2000«, hvis det er sådan, at den ene partner ikke holder det, som man lover og giver løfte om.

Så vil jeg endnu en gang sige – jeg kan godt gentage det – at når vi får et nyt flertal, vil vi lave en politik, så vi kommer tilbage igen på 1 pct. af BNI i bistand. Og det er klart, at det vil fremgå af de finanslove, som vi kommer til at vedtage, ligesom at jeg går ud fra, at alt det, der står i regeringens genopretningsplan, ikke er en udtømmende liste, i forhold til hvad regeringen fremsætter i finanslovforslaget senere på året. Ellers bliver det en meget, meget lille finanslov, vi får i år.

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Det klinger jo en anelse hult, at man vil fastholde en ambition om 1 pct., når der samtidig ikke er afsat så meget som én eneste krone i den seneste plan, vi har set fra oppositionen, og som oven i købet på en god dag er underfinansieret med 11 mia. kr.

Kan hr. Jeppe Kofod ikke forklare, hvordan man sådan kan udstede løfter og love en hel masse og samtidig lige glemme at afsætte penge til det? Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Modsat Venstre holder vi de løfter, vi giver. Det er sådan, at da der sidst var en SR-regering, gav vi 1 pct. af BNI i udviklingsbistand, og det er det, som vi siger at vi gerne vil tilbage til. Så man kan sige, at historien viser, at de løfter, vi har givet, er blevet holdt.

Så må man bare sige, at det jo er helt absurd, at vi har en debat i dag, hvor Venstre – det store parti i regeringen, der har lovet befolkningen og de fattigste mennesker ikke at skære i bistanden – angriber oppositionen for ikke at have mål, der er ambitiøse nok, eller hvad det nu er, der ligger bag. Det er altså det Venstre, som har accepteret, at bistanden falder ud over det, som man har skrevet i regeringsgrundlaget.

Det er et parti, der ikke er til at stole på, en regering, der ikke er til at stole på, og det synes vi er ærgerligt. Vi synes, det er ærgerligt for Danmarks troværdighed på området. Vi havde gerne set, at der var nogle høje ambitioner, og vi havde også gerne set, at man bare holdt de ord, levede op til de udtalelser, som man er kommet med tidligere – også Venstres finansminister, som har sagt, at det jo ikke er de fattigste, som skal komme til at bære den her byrde.

Fru Sophie Løhde.

Jeg kan høre, at man har en anelse svært ved at komme med et svar her i dag, men jeg kan godt forstå, det er lidt svært for hr. Jeppe Kofod, når man nu er kommet til at love en hel masse og samtidig i dag må anerkende, at der ikke er afsat så meget som én eneste krone til det her område fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.

Derfor vil jeg bare spørge hr. Jeppe Kofod, om han mener, det er udtryk for, at man holder sine løfter, når man samtidig ikke afsætter én eneste krone til at holde det løfte, man har givet. Hvordan harmonerer de ting?

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at der er sådan en tendens til, at man ikke kan lytte til, hvad der bliver sagt fra talerstolen. Jeg ved ikke, om det er manglende evner eller dårlig lyd i salen. Altså, det, jeg siger klart og tydeligt, er, at vi i finanslovforslagene jo beskriver, hvordan vi vil øge bistanden. Det gjorde vi sidste år, det vil vi gøre fremover, og det vil et nyt flertal også gøre.

Jeg synes, det er en lidt absurd debat. Jeg synes, det er absurd, fordi Venstre burde stå her og forsvare det, man har lovet de allerfattigste mennesker, i stedet for at angribe andre på de ambitioner, de har. Altså, det havde da været så dejligt, hvis vi havde set, at Venstre, som i februar måned sagde, at man ikke ville lade procenten falde til under 0,8 af BNI, havde forsvaret det synspunkt. Hvad hører vi? Vi hører, at når en minister i fjernsynet bliver spurgt, om man kan gå med til de her nedskæringer på bistandsområdet, kan man ikke rigtig svare på, om man synes, det er en god idé eller ej.

Jeg savner simpelt hen, at Venstre træder i karakter og forsvarer det, man tidligere har lovet de allerfattigste mennesker. Alt andet er utroværdigt, og det er desværre det, vi har været vidne til.

Hr. Mads Rørvig for en kort bemærkning.

Tak for det.

Der er godt nok mange ord, der flyver gennem luften, og meget ukonkrete svar på det, der bliver spurgt om. Jeg har et meget konkret spørgsmål:

Der er et spænd på et milliardbeløb op til en hævelse af ulandsbistanden til 1 pct. af BNI; hvor skal pengene komme fra til at finansiere det? Kan jeg få et svar på det? Det er ganske simpelt: Hvor skal pengene komme fra til at finansiere det?

Ordføreren.

Altså, vi har i sidste års finanslovforslag fremlagt finansiering for løftet i ulandsbistanden for i år, og det vil vi også gøre i de kommende års finanslovforslag.

Jeg synes, det er lidt absurd, for vi taler jo om, at man prioriterer inden for den samlede husholdning. Nu skal det her ikke blive en finansdebat, så jeg vil ikke være belærende, men jeg vil bare sige, at vi prioriterer inden for den samlede husholdning, og i den prioritering har vi fra oppositionspartiernes side sagt, at vi over en årrække vil tilbage til 1 pct. af BNI i bistand. Det løfte skal vi selvfølgelig nok holde, det har vi gjort tidligere, og det vil vi gøre igen.

Så synes jeg, det er absurd, at Venstre og Konservative, som ellers har lovet de allerfattigste, at man ikke vil sænke bistanden, nu kommer med det her angreb på oppositionen. Det er simpelt hen så underlødigt. Det er, som om det bedste forsvar er et angreb, men det virker ikke. Jeg tror, regeringen er gennemskuet på det her område, og det er jo derfor, at alle, som følger området, synes, det er absurd at have en debat om strategien i dag, når man har lavet den her aftale med Dansk Folkeparti.

Hr. Mads Rørvig.

Det vil så sige, at når man fremlægger noget i et finanslovforslag og fremlægger en plan bagefter, er det finanslovforslaget, der gælder – eller er det planen? Jeg er lidt forvirret, så jeg håber, hr. Jeppe Kofod kan hjælpe mig og så bare oplyse her, hvis man ikke lige har Socialdemokratiets udspil til finanslov i frisk erindring: Hvad er det, der skal finansiere det? Hvor skal pengene komme fra til at komme op på 1 pct. af BNI? Det er ganske simpelt.

Ordføreren.

Mig bekendt har man heller ikke set regeringens forslag til finanslov for 2011, men det kan være, jeg tager fejl. Men i det seneste finanslovforslag for 2010 sagde regeringen, hvilket jeg også citerede i min egen tale, at man ville lade andelen af BNI stige. Det løfte har man jo brudt. Hvad sagde vi i finanslovforslaget for 2010, som er det sidste finanslovforslag? Der sagde vi, at vi vil lade bistanden stige. Det gjorde Radikale og SF også.

Så jeg synes, det er en helt absurd debat. Selvfølgelig vil vi holde fast i, hvad vi siger. Jeg synes bare, det er tankevækkende, at regeringen ikke holder fast i, hvad de lover. Det er en regering, der ikke er til at stole på, og det synes jeg er ærgerligt over for de allerfattigste mennesker, der kommer til at betale en stor del af regningen for den krise, vi har her i Danmark. Det er noget, regeringen og Konservative og Venstre lægger ryg til trods løftet om det modsatte. Det er ikke troværdigt.

Hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning.

Ja tak. Den socialdemokratiske ordfører henviser til finansloven. Så kan vi bare forstå, at de tidligere fremlagte planer fra Socialdemokratiet ikke gælder længere, og at de er kastet ud med badevandet. Men det er fair nok.

Nu har vi så den socialdemokratiske ordfører på talerstolen, og så må det også være rimeligt, at vi får nogle svar på, hvad Socialdemokratiet har tænkt sig. Så vi ser frem til den kommende finanslov og et forslag fra Socialdemokraterne: Hvor er det, man vil finansiere de løfter, man står og udsteder nu? Det må være rimeligt, at danskerne får et svar på det, ellers er det jo bare ren bluff.

Ordføreren.

Det er jo en helt absurd debat, man forsøger at skabe her. Sidste år fremlagde vi et finanslovforslag, hvor vi havde finansieret en stigning af bistanden, og det vil vi gøre igen i 2010. Vi har ikke udarbejdet vores finanslovforslag, og det har regeringen heller ikke endnu, det er der faktisk ingen partier, der har. Der er lavet en økonomisk plan, som er et svar på den krise, vi har i Danmark, og vi har lavet vores sammen med SF. Regeringen har lavet sin sammen med Dansk Folkeparti, og med den har man brudt løfter til verdens allerfattigste. Den plan er jo kun en lille del af en samlet finanslov for næste år også. Der kommer til at stå meget i finansloven, som ikke står i den her plan, som regeringen har fremlagt. Jeg synes, det er absurd, at jeg skal belære en fra regeringspartierne om, hvordan det hænger sammen med de her planer.

Igen vil jeg spørge: Er man blevet så desperat, at det eneste, man kan komme med, er angreb for at dække over sine usympatiske nedskæringer til verdens allerfattigste i den aftale, man har lavet med Dansk Folkeparti? Det synes jeg desværre er lidt sølle.

Hr. Erling Bonnesen.

Det er jo en ren tilståelsessag for åbent tæppe fra Socialdemokraternes side og tak for det, for det giver klarhed. I dag her midt på formiddagen er der så udskrevet en ny regning til danskerne. Det er jo en øvelse, man har gjort sig til eksperter i over flere uger nu, nemlig at udstede nogle løfter og så sige, at finansieringen kommer engang om nogle år. Med hensyn til det med at belære eller ikke belære vil jeg sige, at det må stå for ordførerens egen regning. Men tak for et klart svar. Man udsteder en masse løfter, bl.a. skal man bruge en masse flere penge på ulandene, men finansieringen bliver engang om en halv snes år, eller hvornår man nu måske kan få det til at hænge sammen. Vi kan bare konstatere, at danskerne kommer til at betale. Spørgsmålet er kun hvor meget. Man kunne gå den anden vej rundt og spørge: Er der overhovedet nogen grænse for, hvor meget skatten må stige for at finansiere det her hul, der nu er blevet gravet i finansloven i dag af Socialdemokraterne? Er der overhovedet nogen grænse for, hvor meget skatten må stige?

Ordføreren.

Hr. Erling Bonnesen er jo fuldstændig afmarcheret i den her debat. Jeg kan godt gentage det. Vi fremlægger finanslovforslag hvert år, det gør regeringen og partierne også, og her har vi så fremlagt, hvad vores tanker er på det her område. Jeg synes simpelt hen, at det er grænseoverskridende absurd, at vi har en debat i dag, hvor regeringen for tredje gang inden for et år har brudt et klokkeklart løfte til verdens allerfattigste ved at skære de her 2,3 mia. kr. i ulandsbistand over de kommende år, og at regeringen angriber os andre for at være uansvarlige. Hvem er det, der er uansvarlig? Det er regeringen, der mener, at det er verdens allerfattigste, der skal betale prisen for den økonomiske krise her i Danmark.

Jeg troede, at de udtalelser, der kom fra finansministeren sidste år og fra Konservatives finansordfører for ikke så mange uger siden i år, stod til troende, nemlig at det selvfølgelig ikke er verdens allerfattigste, der skal betale for krisen. Men alligevel laver man en aftale sammen med Dansk Folkeparti. Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg synes, at man burde være lidt selvkritisk og vende skytset i den retning, det hører hjemme, nemlig mod sig selv.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Tina Petersen.

Først vil jeg starte med at sige, at jeg synes, det er lidt trist at skulle høre en ordfører fra Socialdemokratiet stå og tale ned til samtlige ordførere, der stiller spørgsmål. Det, der konkret sker lige i øjeblikket, er en udstilling af bedreviden af højeste karakter. Dernæst vil jeg sige: Myter, myter, myter, det skabes lige i øjeblikket. Mit eneste spørgsmål lige nu er: Er det en benægtelse af, at regeringen og Dansk Folkeparti faktisk fastfryser det beløb, der er afsat til udviklingsbistandsområdet de kommende 3 år? Ja eller nej?

Ordføreren.

Til fru Tina Petersen: Jeg taler ikke ned til nogen, jeg prøver bare at foreholde den realitet, der er, nemlig at regeringen trods løfter om det modsatte i regeringsgrundlaget nu skærer ned i bistanden, bryder sine egne løfter og dermed ikke er til at stole på. Det synes jeg er en tør konstatering, så må andre dømme, om det er noget, regeringspartierne skal straffes for eller ej, det skal jeg ikke være dommer over. Jeg synes bare, det er forkert, at man ikke holder det, man lover.

Så til det konkrete spørgsmål. Ja, man fastfryser et nominelt beløb. Det står der i aftalen. Jeg kan jo godt læse, hvad der står i aftalen. Og det betyder så, at bistandsprocenten falder de kommende år mod det, som regeringen har lovet. Så enkelt er det. Dansk Folkeparti har fået deres sejr, og man kunne spørge sig selv, om det er sådan, at de 0,76 pct. af BNI, som der står i aftalen, er bundgrænsen, eller den for Dansk Folkeparti er endnu længere nede. Det synes jeg står lidt hen i det uvisse. Jeg tror, at bundgrænsen er lavere, men jeg håber da, at den ikke er det, det kunne man bare få en fornemmelse af.

Fru Tina Petersen.

Ja, det er jo lidt skægt. Det ene øjeblik siger ordføreren, at vi fastfryser, og i næste øjeblik står ordføreren og siger, at ydelsen falder. Det vil jeg lade være op til folk selv at bedømme.

Dernæst går vi tilbage til Socialdemokratiets program, igen til side 86. Det er med en vis undren, at vi i Dansk Folkeparti kan se, at man i Socialdemokratiet slet ikke, som det er sagt tidligere, har nævnt det her område, når det nu er så forfærdelig vigtigt for ordføreren at præcisere, hvordan tilstanden er set med ordførerens egne øjne. Hvordan har Socialdemokratiet, når man nu ikke har taget det med i sin egen plan, tænkt sig at afsætte midler hertil? Hvordan har man tænkt sig i Socialdemokratiet at holde de løfter, når man jo ikke engang har brugt to sætninger i programmet på at nævne udviklingsbistandsområdet?

Ordføreren.

Jeg er nødt til at sige, at det program, som man henviser til, går jeg ud fra er det program, der hedder »En Fair Løsning«, og det er jo ikke en udtømmende liste for vores politik, for så havde det været et meget mere omfattende program. Det er heller ikke et finanslovforslag. Det tror jeg også står meget klart efter debatten i dag, hvis der er nogen, der har misforstået det.

Det, som står helt klart, er jo, at vi er en række partier i Folketinget, som forhåbentlig har flertal efter næste valg, og som vil øge ulandsbistanden over en årrække til 1 pct. af BNI, og vi har så sent som i sidste års finanslov, altså i finanslovforslaget for i år, beskrevet, hvordan vi vil lade bistanden stige. Det vil vi også gøre, når vi får flertal og kan danne regering, så vil vi også sikre, at ulandsbistanden stiger igen. Det synes jeg er et meget klart svar, og jeg synes, det er ærgerligt, måske ikke hvad Dansk Folkeparti angår, for det er nok forudsigeligt, men at andre partier, som vi normalt kan have en forståelse med omkring ulandsbistandsområdet, ikke har lyst til at være med til at sikre en ordentlig dansk bistand.

Så er det hr. Per Dalgaard for en kort bemærkning.

Også på det her område er løsningen fra Socialdemokratiets side flere penge, flere penge, flere penge i en uendelig mængde. Kan man ikke nogle gange spørge sig selv, specielt i forbindelse med ulandsstøtten, om det egentlig har nogen effekt?

Jeg er helt sikker på, at hr. Jeppe Kofod er bekendt med, at flere forskere, bl.a. Martin Paldam fra Aarhus Universitet, har lavet undersøgelser i årevis over, hvilken effekt ulandsstøtten har, og er kommet til det resultat, at den ingen effekt har. Og nu taler jeg ikke om at bore en lille brønd i Afrika og sådan noget. Det er helt fint for de mennesker, der oplever at få rent vand, men det er slet ikke det, der er problemet.

Problemet er i det større perspektiv. Her viser resultatet af de undersøgelser, han har lavet i forskellige lande, om, om det har fremmet demokratiet, om det har fremmet menneskerettighederne, om de pågældende lande opfører sig ordentligt, så de ikke kapper hovedet af de journalister, der skriver kritisk om styret, at der overhovedet ikke er nogen god udvikling. Bekymrer det slet ikke hr. Jeppe Kofod? Skal vi bare blive ved med at drysse penge ud til stort set ingen verdens nytte?

Ordføreren.

Jo, det bekymrer mig, og derfor er vi i Socialdemokratiet meget optaget af, at hver eneste skattekrone, vi bruger på ulandsbistanden, bruges så effektivt som overhovedet muligt. Derfor har jeg også noteret mig i dag, at eksempelvis Gorm Rye Olsen fra Roskilde Universitet, som også er ekspert på det her område, har været ude at kritisere regeringens nye strategi, den drejning, strategien tager, og siger, at det ikke er det, Danmark er bedst til, at det ikke er der, vi får mest for bistandskronerne.

Det kunne jeg godt tænke mig en diskussion om, for jeg er enig med spørgeren i, at vi skal have mest muligt ud af hver eneste bistandskrone. Samtidig er det jo sådan, at »Partnerskab 2000« – den strategi, vi fornyer nu – bygger på et partnerskab mellem uland og donorland. Begge parter har et ansvar, det er jeg helt enig i. Ulandet har et ansvar for at levere god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder, bekæmpe korruption osv., sikre, at udviklingen når de fattigste. Og vi har et ansvar i den rige verden for at holde de løfter, vi giver.

Hr. Per Dalgaard.

Nu er det jo sådan, at hvis man f.eks. kigger 40-50 år tilbage og specielt kigger på Afrika, har de fået et tocifret milliardbeløb i dollar hvert eneste år, og jeg har svært ved at se, at det faktisk har løftet noget som helst. Igen kan man sikkert finde små enklaver, hvor folk har fået det bedre, men hvis man kigger helt overordnet på det, må man erkende, at den model, man har brugt hidtil, ikke har fungeret, og så bør den jo laves om.

Men jeg vil spørge til noget andet i den forbindelse. Hvordan har hr. Jeppe Kofod det med, at vi giver ulandsstøtte til lande, der producerer atomvåben – Pakistan, Kina, Indien? Hvordan har hr. Jeppe Kofod det med, at vi giver ulandsstøtte til lande, som har et enormt militærbudget eller bruger rigtig mange penge på paramilitære organisationer, hvortil de måske bruger af pengene til deres egen befolkning, hvis befolkningen overhovedet får nogen midler ud af den ulandsstøtte, vi giver, altså at pengene fra deres egen økonomi kan blive ført over på nogle paramilitære grupper, som jo ikke altid opfører sig særlig godt?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg bestemt ikke har lyst til at give ulandsstøtte til f.eks. Pakistans regering, hvis den skal bruge dem på atomvåben, altså hvis det er det, der er tanken. Det mener jeg at vi skal sætte en Berlinmur op for at stoppe, hvis det er tilfældet. Men at vi giver noget bistand til menneskerettighedsgrupper, fremme af demokrati og frihed i Pakistan, synes jeg faktisk er meget fornuftigt, og det gælder også andre lande.

Altså, dansk udviklingsbistand er jo flerstrenget. Vi giver også en stor del – og det synes jeg er rigtig godt – af vores bistand gennem danske ngo'er, der er med til at samarbejde med ngo'er, civilsamfundsorganisationer, i ulandene, der sikrer, at de fattigste mennesker, de mest udsatte befolkninger, kommer til orde. Den type bistand, der giver magt til befolkningen, er vi meget tilhængere af i Socialdemokratiet, og det er den bistand, vi også vil forsvare. Og der ligger også mange gode elementer i den danske strategi i forhold til netop at støtte den del.

Så er der en kort bemærkning, og det er fra hr. Søren Espersen.

De seks eller syv gange, hvor ordføreren måtte svare på spørgsmål om Socialdemokraternes finansiering, var det normale ord, der blev brugt, absurd. Det er helt absurd, at vi skal tale om, hvordan ting skal finansieres. Jeg er altså nødt til at vende tilbage til det, for som jeg ser det, har vi altså en stor, forkromet plan, som Socialdemokraterne har lavet sammen med SF, der skal række over flere år og redde Danmarks økonomi, ved at vi arbejder 12 minutter længere og brandskatter rygerne, det ved vi godt. Det er den store, forkromede plan, der skal redde Danmark. Men da siger jeg så, at hvis man oven i det lægger en stigning i ulandsbistanden, så den kommer op på 1 pct., mangler der altså 3 mia. kr. i den finansieringsplan. Det synes jeg er meget fair, det er ikke absurd eller grotesk. Det er et ganske almindeligt spørgsmål: Hvor skal de penge komme fra? Det må vi da kunne få et svar på.

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Søren Espersen også godt ved, at den plan, vi har fremlagt, »En Fair Løsning«, jo ikke er en altudtømmende liste over det samtlige i oppositionspolitik de næste mange år. Det, den plan handler om, er et svar på krisen nu og her, som er sympatisk, som gør, at vi kan arbejde os ud af krisen og ikke, som Dansk Folkeparti og regeringen har lagt op til, at vi skal spare os ud af krisen, så børnefamilier bliver straffet, så folk på dagpenge bliver straffet osv. Det er ikke den type plan, vi ønsker.

Det, jeg så har sagt klart fra talerstolen, er, at vores genopretning i bistanden vil fremgå af vores finanslovforslag, ligesom andre partier har finanslovforslag om en række ting, der ikke står i de planer, vi diskuterer, som svar på krisen.

Hr. Søren Espersen.

Så tror jeg, at jeg har forstået det. Altså, så har jeg faktisk forstået det nu. I det øjeblik, hvor Danmarks økonomi er genoprettet, hvor vi ikke længere har en stor statsgæld, hvor vi igen har balance, da vil Socialdemokratiet sætte ulandsbistanden til 1 pct. Er det sådan, det skal forstås? For så synes jeg, at det sådan er en langsigtet plan. Det er noget, man vil gøre om 10-15 år eller sådan noget. Hvis det er på det niveau, tror jeg faktisk, at jeg har forstået. Ellers er det jo et mundsvejr. Hvis ikke det er det, der ligger i det, hvad er det så?

Ordføreren.

Det er klart, at hvornår vi kan komme op på 1 pct., selvfølgelig afhænger af, hvordan det går med dansk økonomi. Det har hr. Søren Espersen fuldstændig ret i. Forskellen mellem os, oppositionen, og regeringspartierne og Dansk Folkeparti er, at Dansk Folkeparti jo klart har meldt ud, at de vil skære ned i dansk udviklingsbistand, så det er der jo ikke noget nyt i. Man kan sige, at de har fået en stor sejr igennem i den aftale, de har lavet med regeringen, og jeg tvivler på, at det, der står, altså 0,76 pct. af BNI i 2013, er bundgrænsen for Dansk Folkeparti. Jeg tror, at man vil helt ned på 0,7 pct., og jeg synes, at det er pinligt for regeringspartierne, når de har lovet noget andet i regeringsgrundlaget, at de nu gør noget helt modsat. Men det er selvfølgelig fuldt fortjent for Dansk Folkeparti, de har fået deres politik igennem. De allerfattigste mennesker i denne verden kommer til at betale en stor del af regningen for krisen i Danmark. Det er realiteterne, og det synes jeg man skal forholde sig til.

Så er der en kort bemærkning fra fru Helle Sjelle.

Jeg har normalt meget stor respekt for hr. Jeppe Kofods viden om udviklingspolitik, og desto mere undrer det mig jo så netop, når hr. Jeppe Kofod ikke er i stand til at redegøre for, hvor de her 3 mia. kr. ekstra, som andre ordførere også har været inde på, egentlig skal komme fra. Og derfor tillader jeg mig at gentage spørgsmålet: Hvor er det, at man vil finde de her 3 mia. kr.?

Ordføreren.

Ja, altså, det er jo lidt ærgerligt, for jeg har lige svaret på samme spørgsmål fra hr. Søren Espersen, som tilsyneladende virkede tilfreds med svaret, altså at vi i finanslovene selvfølgelig vil pege på, hvordan vi finansierer bistanden. Det gjorde vi sidste år med vores finanslovforslag for 2010, og det vil vi også gøre fremover. Så simpelt er svaret.

Men når man nu har en konservativ, der stiller spørgsmål på det her område, synes jeg, det er værd at nævne Konservatives finansordfører, hr. Mike Legarth, som her den 14. maj, det er jo ikke særlig lang tid siden, sagde: Vi skal bedømmes på, hvordan vi hjælper de svageste, også på verdensplan, og midt i en økonomisk krise er det ikke tiden at lade besparelser ramme de svageste. Det sagde Konservatives finansordfører. Hvad er der sket siden? Altså, det var den 14. maj, og nu er vi snart omkring den 1. juni, men det er jo ikke så mange dage siden, at Konservative havde det synspunkt.

Fru Helle Sjelle.

Nu er det jo ikke hr. Jeppe Kofod, der skal stille mig spørgsmål, men omvendt. Det andet kommer vi tilbage til på et senere tidspunkt, forventer jeg.

Men jeg synes, det er ret interessant, for hr. Jeppe Kofod sagde jo egentlig også før, da vi talte om den økonomiske plan, som Socialdemokratiet har fremlagt, og om finanslovforslag og i hele den debat om det her, at den økonomiske plan fra Socialdemokratiet simpelt hen ikke var udtømmende. Det vil altså sige, at vi kan forvente endnu flere forslag om øgede skatter og afgifter, og hvad der ellers er, når den plan ikke er udtømmende. Er det korrekt opfattet?

Ordføreren.

Nej, det er ikke korrekt opfattet. Vi har en plan, et svar på den krise, som vi står i, og det er, at vi skal arbejde os ud af krisen. Regeringen har et andet svar, der handler om, at vi skal spare os ud af krisen. Det er regeringens valg, og det kommer til at gå ud over dagpengemodtagere, børnefamilier osv., og der må folk bedømme, om de synes, det er fornuftigt eller ej.

Jeg forholder mig bare til i dag, hvor vi har en debat om udviklingsbistanden, og her vil jeg bare gerne forholde mig til, hvad Konservative har sagt i offentligheden. Det er jo ikke noget, der er sagt i hemmelighed, men det er i offentligheden, at Konservatives finansordfører siger, at det ikke er de fattigste i verden, der skal holde for, når der er krise i Danmark. Alligevel laver regeringspartierne en aftale med Dansk Folkeparti, der skærer 2,3 mia. kr. af bistanden og sænker vores bistand til det laveste niveau i 25 år, hører vi. Og det synes jeg er ærgerligt, for jeg troede, der var en anden konservativ politik på området, det er i hvert fald det, man har fået indtrykket af, når man har lyttet til konservative politikeres udtalelser i medierne.

Tak til hr. Jeppe Kofod. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det fru Tina Petersen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det kan jo gå hen at blive en rigtig interessant debat i dag, og det var da meget rart at høre Socialdemokratiet ytre deres ønske om 1 pct. i udviklingsbistand. Vi fik afviklet det så meget, at vi kan vente måske 10, 15, 20, 30, 50 år, inden vi ser den stigning i udviklingsbistanden.

Først vil jeg sige tak til ministeren for den her redegørelse for den danske udviklingsbistand. Vi står utvivlsomt i en helt ny situation, hvor ministeren bliver nødt til at målrette den danske udviklingsbistand langt bedre og mere effektivt end tidligere set. Man kan ved at kigge i pjecen »Regeringens Udviklingspolitiske Prioriteter, Plan til udgiftsrammer for udviklingssamarbejdet for 2011-2015«, som jeg har her, se, at der ikke hersker nogen tvivl om, at ministeren – gerne i samarbejde med Dansk Folkeparti – bør revurdere nogle af de fremtidige initiativer, som fremgår af pjecen.

Intentionerne i 2015-målene er Dansk Folkeparti ganske enige i. Dansk Folkeparti mener dog, at der bør målrettes langt bedre, end vi gør i dag. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti har fokus på bl.a. indsatsen i Afrika. Selvfølgelig skal vi bekæmpe fattigdom, dog kan fattigdom bekæmpes på rigtig mange måder, bl.a. ved at fremme frihed og sætte yderligere fokus på at fremme en bæredygtig udvikling.

Regeringen sætter fokus på de her fem prioriteter, og jeg er helt enig i de her fem punkter. De vil skabe frihed, vækst, demokrati og langt bedre menneskerettigheder, beskæftigelse og ikke mindst ligestilling, skabe stabilitet og bedre miljø og klima.

Udviklingsarbejdet skal være baseret på et effektivt og målrettet samarbejde, hvor målene i sig selv bliver langt mere mærkbare. Det skal ske ved bl.a. at øge den sektormæssige koncentration af den givne bistand og ved at styrke dialogen med andre lande, bl.a. i EU, om at nå 2010-målene. Når jeg nævner det, er det, fordi vi for mindre end en uge siden havde en debat her i salen, hvor vi netop snakkede om EU og andre EU-lande, som langtfra efterlever kravene, de selv har skrevet under på, i forbindelse med FN's mål, og som bl.a. Danmark for længst har efterlevet. Det er også derfor, vi kan bryste os af fortsat at være blandt de her fem førende lande i verden, når det drejer sig om hjælp til udviklingslandene.

I Dansk Folkeparti lægger vi stor vægt på, at målene bliver mærkbare som nævnt tidligere. Vi sætter selvfølgelig vores lid til, at ministeren i højere grad forsøger at undgå lande, som misbruger danske midler, og ikke mindst til, at vi sammen forsøger at undgå lande, hvor der er korruption. Sidst, men ikke mindst, ser vi i Dansk Folkeparti frem til, at vi alle kan få et konstruktivt samarbejde om udviklingsbistanden.

Tak til fru Tina Petersen. Der er ikke bedt om korte bemærkninger. Så forstår jeg, det er fru Hanne Agersnap som ordfører.

Tak for den her debat, som vi også havde glædet os til. Jeg har ikke deltaget i forhandlingerne, det har vores udenrigsordfører, hr. Steen Gade, men da han er optaget af andre forhandlinger i dag, tager jeg talen. Jeg har også interesseret mig meget for den nye udlændingestrategi, og jeg har på de indre SF-linjer engageret mig i det.

Fattigdomsbekæmpelse er jo stadig væk det altoverskyggende omdrejningspunkt for dansk udviklingspolitik, og det skal det også være. Derfor synes vi, at FN's 2015-mål og videreudbygningen heraf er et oplagt måleredskab for dansk udviklingspolitik. Gennemførelse af 2015-målene bør være af højeste prioritet for Danmark, ikke mindst på grund af den særlige rolle, Danmark har ved statuskonferencen her i september, hvor vi skal lede forhandlingerne.

Seks ud af de otte 2015-mål omhandler uddannelse og sundhed, så vi synes, de burde have været opprioriteret i den nye strategi. Uddannelse og sundhed er også en af forudsætningerne for vækst, frihed og lighed. Der er ikke meget at bruge frihed til, hvis man er dødeligt syg, og der er ikke meget at buge de demokratiske rettigheder, hvis man er analfabet og aldrig har gået i skole. Vi vil derfor gerne sikre os, at uddannelse og sundhed bliver en selvstændig prioritet på samme niveau som de øvrige prioriteter, altså frihed, demokrati, menneskerettigheder, vækst, beskæftigelse, ligestilling, stabilitet, skrøbelighed, miljø og klima. Så vi har hørt om det. Det er prioriteter, som vi i øvrigt støtter op om som vigtige for den nye danske strategi.

Initiativer, der skal tages i den her nye danske strategi, bør altid være initiativer, der bekæmper fattigdom. Regeringens målsætning om at skabe vækst og beskæftigelse er vi enige i, for det bekæmper også fattigdom, men vi har haft nogle uenigheder om, hvordan vi skaber den her vækst. For at sikre, at væksten kommer de fattige til gode, skal den startes fra neden. Vi mener ikke, at man er fattigdomsorienteret nok, som det står i strategien. Ved at støtte store og mellemstore virksomheder i byerne, støtter man ikke de fattige bønder på landet, og netop landbruget og især de fattige landløse og småbønder bør prioriteres langt højere. Der er sket forbedringer på området efter høringssvarene, men vi mener, at man godt kunne lave en klarere markering af landbrugets betydning for vækstpolitikken.

Så er der et spørgsmål om hvilke lande. Vi er enige i det, der angår koncentrationen, men vi mener, at det er uheldigt at flytte helt ud af Latinamerika, og f.eks. Bolivia, hvor 80 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, kunne vi godt ønske os var prioriteret. Det var så til selve strategien.

Nu ser det ud, som om bemærkningerne til Socialdemokraternes ordfører mest drejede sig om bistandsniveauet. Det er jo så også det store bump, der er opstået på vejen, efter at regeringen og DF vedtog de store nedskæringer i ulandsbistanden i tirsdags. Det vil jo betyde markante nedskæringer de kommende år. Selv om beløbet i kroner og øre fastholdes, bliver det jo nedskæringer, fordi der samtidig er udvikling i priser og vækst i verden. Den danske BNP udvikler sig, og derfor vil det være en nedskæring i procent. Det er mest som et svar til fru Tina Petersens tidligere spørgsmål.

Så den her fastfrysning indebærer, at ulandsbistanden når ned på 0,76 pct. af BNI, selv om regeringen så sent som i seneste regeringsprogram i februar lovede os, at ulandsbistanden aldrig ville komme under 0,8 pct. af BNI. Det er under al kritik, at en regering så groft og åbenlyst bryder et løfte, og også at regeringen mener, at det er ulandene, der skal betale for den verdensomspændende økonomiske krise.

I øvrigt er det endnu en vending i regeringens politik. Den tidligere udviklingsminister, fru Ulla Tørnæs, gjorde meget ud af at nævne, at det netop ikke er verdens fattigste, der skal betale for vores krise, især fordi de i forvejen er ramt hårdest. Ikke nok med at det ud fra et argument om global ansvarlighed er totalt uacceptabelt, men det stiller også Danmark i en vanskelig situation som forhandlingsleder op til det kommende statusmøde i New York til september.

Danmark har altid været et foregangsland på udviklingsområdet, og det er vel også derfor, vi er blevet valgt som leder af konferencen, men det er meget vanskeligt at vedligeholde den her status med så kraftig en nedskæring i bistanden.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det hr. Karsten Lauritzen.

Først og fremmest vil jeg rose fru Hanne Agersnap for i sin ordførertale rent faktisk at forholde sig til indholdet af den strategi, vi diskuterer. Det synes jeg var rigtig godt. Jeg vil dog påpege over for fru Hanne Agersnap, at det, at sundhed og uddannelse ikke specifikt er nævnt som en prioritet i strategien, jo ikke er ensbetydende med, at området fuldstændig udfases af den danske udviklingsbistand. Jeg vil spørge fru Hanne Agersnap, om hun er klar over, at det blot kan betyde, at vi har gjort en stor indsats der over de senere år og nu vælger at fokusere på nogle andre områder, og om hun er klar over, at vi fortsat også vil yde markante bidrag til både hiv/aids-bekæmpelse og grundskoleuddannelse og videre bidrage til uddannelsessektoren i udviklingslandene, selv om det ikke står som en selvstændig strategi.

Ordføreren.

Jo, det er vi nogenlunde bekendt med, men formålet med at præcisere nogle ting i en strategi er jo altså at fastholde nogle mål fremover. Jeg bliver også lidt bekymret, når hr. Karsten Lauritzen siger: Nu har vi ordnet den sag, nu går vi videre til næste sag. For det er jo sådan med de sociale sektorer sundhed og uddannelse, at der hele tiden kommer nye til, der har brug for skolegang. Vi håber selvfølgelig, at der er lande, der løfter sig ud af fattigdommen, og det er jo også derfor, vi er med på at fokusere på vækststrategier. Men at tage fokus væk fra de sociale sektorer er vi nervøse over, ved at de så kommer ud af et af de eksplicitte mål. Men jeg er bekendt med, at man fortsætter programmerne.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak for svaret. Jeg nødt til at spørge fru Hanne Agersnap om det med, at man nu i SF og i Socialdemokratiet ønsker at øge udviklingsbistanden til 1 pct. Nu har man godt nok ikke skrevet noget om det i den økonomiske plan, som man siger er fremtiden for Danmarks økonomi; der står det ikke nævnt med et eneste ord, der står tværtimod i planen, at alle øvrige løfter, også bistandsløftet, må afvente en væsentlig forbedring i den danske økonomi, og det vil sige, at det i hvert fald ligger 3 år ude i fremtiden, i hvert fald efter 2013.

Så vil jeg godt spørge fru Hanne Agersnap, hvorfor der ikke står nævnt noget om det i forslaget til vedtagelse. Kunne det være, fordi løftet om 1 pct. ikke er finansieret?

Ordføreren.

Altså, det er meget interessant med de her spørgsmål. Jeg synes, det er, som om regeringspartierne ikke kan vente med at komme i opposition og spørge til vores regeringsprogram. Vi har lagt et program frem, der hedder »En Fair Løsning«, der relaterer sig til de her kriseproblemer, der bliver talt om nu, og det relaterer sig også til at løse problemet med at opfylde fremtidens vækstbehov i Danmark ved hjælp af udvidet arbejdstid. Der er mange ting i det her »En Fair Løsning«-program, der ikke er nævnt, og det skal nok komme, hvis eller når vi en dag får lavet et regeringsprogram. På kulturpolitikområdet og på masser af andre politikområder har vi ønsker og vil gerne lave noget, og det skal vi nok finde finansiering til. Det kommer til den tid.

I første omgang går vores »En Fair Løsning« ud på at sikre den fremtidige vækst i Danmark.

Så er det fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil også ligesom hr. Karsten Lauritzen fremhæve, at det jo var rart at høre, at SF's ordfører også forholder sig til nogle af de gode strategier, der ligger i den nye plan. Jeg må så sige, at det undrer mig ret meget, når man har læst Afrikakommissionens arbejde, at SF så kan mene, at der ikke er et problem omkring beskæftigelsessituationen i de store byer, særlig i Afrika, for vi ved, at den kæmpe urbanisering, der sker i nogle af verdens fattigste lande, og den meget store arbejdsløshed, der er blandt unge, netop er med til at underminere hele vækstgrundlaget i mange af de her økonomier. Og derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at SF ikke ser det som et problem at skabe job og beskæftigelse, særlig i byområderne i Afrika og i andre af verdens fattigste lande.

Men jeg vil egentlig gerne spørge lidt videre i forhold til det, hr. Karsten Lauritzen siger omkring økonomien, for det er jo ikke nok at have gode hensigter, hvis man ikke også påviser den økonomi, der er til at føre det ud i livet. Og nu siger SF's ordfører, at man vil op på 1 pct., og derfor vil jeg blot, ligesom vi også spurgte Socialdemokraternes ordfører, spørge til, hvordan det så kan være, at det ikke er finansieret i den store økonomiske plan, som SF har lagt frem, for det må vel være et udtryk for, at man egentlig ikke prioriterer området så højt, som man står og siger fra Folketingets talerstol.

Ordføreren.

Der var vel to spørgsmål, altså et om vækst i byerne og et om ungdomsarbejdsløsheden, som Afrikakommissionen især har fokuseret på – og jeg deltog også selv i et af Afrikakommissionens møder, nemlig det, der var i Ghana – og vi anerkender det som et indsatsområde. Men en af grundene til den store arbejdsløshed i byerne og den store vækst i byerne, og det er jo efterhånden 50 pct. af befolkningen, der bor i byerne, er den kraftige fraflytning fra landet, fordi eksistensmulighederne på landet bliver minimeret. Så derfor tror vi, at vækst i landbrugserhvervene og i beslægtede erhverv, som foregår på landet, kan løse en stor del af migrationsproblemerne. Derfor mener jeg ikke, at der ikke skal være fokus på urbanisering og ungdomsarbejdsløshed i byerne, men der skal også være fokus på, at der fortsat er beskæftigelsesmuligheder på landet.

Til det andet spørgsmål, der jo relaterede sig til det seneste, hr. Karsten Lauritzen nævnte, nemlig hvordan vi vil finansiere vores langsigtede ønsker for ulandsbistanden, vil jeg sige, at det nok skal komme.

Fru Ellen Trane Nørby.

Men det er jo ikke nok, at man bare siger, at det nok skal komme, for hvis man kigger på den genopretningsplan, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om, kan man jo se, at der netop ligger en nominel fastfrysning af udviklingsbistanden, som sikrer, at de aftaler, vi har indgået med udviklingslandene, bliver overholdt til fulde. Men der er jo ikke på nogen måde en indikation om, at man, når økonomien i Danmark bliver konsolideret, når vi igen har en anden situation, så ikke kan kigge på det fremadrettet. Og derfor kan jeg jo ud fra det, fru Hanne Agersnap står og siger nu, høre, at det, SF vil, jo egentlig ikke er anderledes end det, regeringen vil.

I siger, at de problemer, der ligger herhjemme, kommer først, for jeg kan jo ikke se, at I på nogen måde har finansieret de ønsker, I står og taler så højt og forblommet om fra Folketingets talerstol i dag, i den økonomiske plan, I har lagt frem; I taler jo om, at det er noget, der må komme i fremtiden. Og derfor må man bare konstatere, at der er en forskel på over 3 mia. kr. mellem, hvad det er, I står og lover fra Folketingets talerstol, og hvad I egentlig reelt set har finansieret i den plan, I har lagt frem.

Jeg vil bare sige, at det, når man benytter formen I , jo altså svarer til, at man siger »du«, medmindre man siger »eder«!

Så er det ordføreren.

Jamen jeg kan jo berolige fru Ellen Trane Nørby med, at det, vi vil, overhovedet ikke er det samme som det, regeringen vil. Vi vil ikke løbe fra vores løfter, 3 måneder efter at de er fremsat, vi vil ikke fortsat udhule ulandsbistanden ved at lade den være på det samme nominelle beløb. Så jeg kan berolige fru Ellen Trane Nørby med, at vi ikke vil det samme. Vi vil fastholde ulandsbistanden, og vi har et langsigtet mål om at få den op på 1 pct.

Så er det hr. Per Dalgaard for en kort bemærkning.

Bortset fra, at også Socialistisk Folkepartis tilgang til alle problemer er flere penge, flere penge, vil jeg spørge om noget helt overordnet: Er det ikke underligt at tænke sig, at et lille land som Danmark med de relativt få ressourcer, vi har, skal give ulandsstøtte til kæmpestore lande, hvor ressourcerne er enorme – enorme – og til lande, som producerer atomvåben?

Jeg vil spørge ordføreren og kan måske få et svar a la det, som Socialdemokratiet gav mig, nemlig at det var bekymrende, hvis vi gav ulandsstøtte til lande, der producerer atomvåben, om det også er noget, SF bekymrer sig for, og om vi så ikke i givet fald skal stoppe al støtte til Pakistan, Kina og Indien.

Ordføreren.

Penge er ofte en del af løsningen, men det er ikke hele løsningen. Det er meget vigtigt, at man ser på, hvordan pengene bliver brugt, og sikrer sig, at løsningen lever op til de mål, man har sat sig forinden. Så det er absolut ikke sådan, at penge gør det alene; det skal være en tænksom bistand.

Med hensyn til hvem man støtter, kan der jo godt være fattigdomslommer i store lande. Man kan støtte lande uden at støtte regeringer. Derfor er det også sådan, at strategien er bygget op, så der er forskellige kanaler til bistand. Skrøbelige stater kan man ofte slet ikke støtte via regeringer, og andre steder, hvor regeringer er korrupte, går man via ngo’er og lignende. Det er jo netop derfor, vi har brug for en grundigt gennemarbejdet strategi og en tænksom tilgang til det.

Hr. Per Dalgaard.

Igen er jeg udmærket klar over, at ganske små enklaver i givne lande kan få glæde af en dansk ulandsstøtte, men det rykker jo ingenting, når vi kigger helt overordnet på landet.

Jeg vil spørge: Hvordan kan det egentlig være, at vi har udviklet os, som vi har, og med så frit et samfund, vi har? Hvem gav os ulandsstøtte i sin tid? Ingen. Det klarede vi selv. Når der nu findes lande ude i verden, som har så enorme ressourcer, hvordan kan det så være, at de ikke kan det i dag? Fra os kan de få al den information, de har lyst til, om, hvordan vi har gjort. Hvordan kan det være, at de ikke selv kan finde ud af det? De har alle ressourcerne. I de sydlige lande kan man høste tre gange om året, hvis man har lyst. Hvorfor sker det ikke? I stedet for drysser vi bare penge ud til små enklaver, som derved får det bedre, det er klart, men det rykker jo overordnet set ingenting.

Ordføreren.

Vi skal selvfølgelig nå derhen, at det overordnet set rykker. Og det er jo netop derfor, man ved en tænksom bistand skal finde ud af: Hvad er det, der er barrieren for, at det rykker? Hvorfor gør de ikke bare som os? Hvorfor bliver de ikke bare lige så rige som os? Det er der, man prøver at finde ud af, om det er nogle strukturelle ting, eller om det er uddannelsesniveauet, eller hvor det er skoen trykker. Det er netop det analysearbejde, der gør, at vi kan anlægge en fornuftig strategi og støtte.

Den anden del af spørgsmålet om, hvordan Danmark, som er så lille et land – hvorfor vores bistand i den store sammenhæng selvfølgelig heller ikke er så stor – kan få en betydning i verden. Det kan vi ved at give en bistand på et meget højt professionelt niveau, en meget tænksom bistand. Og vi har på mange områder været et foregangsland, både ved vores måde at give bistand på og måske også gennem det brede flertal, der har været om udviklingsbistanden tidligere i det danske Folketing.

Så er det fru Tina Petersen for en kort bemærkning.

Først vil jeg spørge ordføreren fra SF, om hun også mener, at der ikke er nogen fastfrysning her de kommende år, altså at vi bibeholder det, vi faktisk har lovet.

Med hensyn til de intentioner, der er bag de strategier, der er lagt, kunne jeg godt tænke mig at høre en bemærkning.

Ordføreren.

Der er det sådan, at løftet har gået på procenten, hvilken procent af BNI man ville give til ulandsbistand. Løftet har ikke gået på kroner og øre-beløbet.

Jeg vil gerne medgive fru Tina Petersen, at det, som jeg også har læst ud af aftalen, er, at man fastholder kroner og øre-beløbet, og det betyder en forringelse af procenten. Derfor er det et løftebrud, fordi løftet har gået på procenten, hvilken procent af vores samlede danske produktion vi ville give i udviklingsbistand.

Fru Tina Petersen.

Nu er der jo andre ordførere hernede, som tidligere har nævnt Asien generelt, og nu kan jeg nævne Vietnam. Vietnam er faktisk et af de lande i verden, som har haft størst vækst, og kunne være et af de områder, man kunne gå ind at kigge på, så jeg vil spørge ordføreren, om deres tilværelse ikke er stabiliseret så kraftigt nu, at man kunne give bistanden derfra til andre lande, bl.a. Afrika, og så målrette noget mere der.

Ordføreren.

Jeg forstår spørgsmålet sådan, at vi skulle flytte dansk bistand til Vietnam over til dansk bistand til Afrika. Jeg blev i tvivl, om det var vietnamesisk bistand til Afrika.

Men i hvert fald er det rigtigt, at Vietnam har haft meget høje vækstrater, og det er jo et land, hvor bistandsindsatser faktisk har haft rigtig stor succes. Jeg kiggede på det forleden dag, fordi vi havde en diskussion om velstandsniveauet i de forskellige lande, og indkomstniveauet er stadig væk meget lavt i Vietnam, men der er en mere ligelig fordeling end i mange af de andre lande.

Vi har jo sådan set været med på i strategien at fokusere på et antal lande, og derfor kunne jeg godt medgive fru Tina Petersen nogle af de overvejelser, som hun er inde på.

Tak til fru Hanne Agersnap. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Jeg vil starte med at sige tak til udviklingsministeren for besvarelsen af forespørgslen, der jo handler om status for revision af strategien for dansk udviklingsbistand. Jeg vil også gerne takke ministeren for hans lydhørhed i forhandlingerne om den nye strategi, der jo lægger rammerne for dansk bistand de næste mange år. Sidst Folketinget vedtog en strategi for dansk bistand, var som bekendt i 2000.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi Konservative synes rigtig godt om den linje, der bliver lagt i udspillet til strategien. Helt overordnet er der stærkt fokus på frihedsrettighederne og på demokrati, og det er værdier, som vi i Vesten tager for givet, men som mennesker i mange udviklingslande kun kan drømme om. De har ikke mulighed for at vælge politikere, der varetager deres interesser, fordi der ikke afholdes frie valg, og de har ikke mulighed for at ytre sig kritisk om korrupte og undertrykkende magthavere, fordi deres ytringsfrihed ikke bliver sikret af nogen som helst.

Frihed og demokrati fylder altså en del i den nye udviklingspolitiske strategi, men den indeholder også mange andre gode og fornuftige tiltag, som vi Konservative er tilhængere af, og det vil jeg også gerne komme nærmere ind på.

Vi drøftede jo også disse ting sidste fredag, og da påpegede vi Konservative, at vi jo sidst i det gamle år fremlagde vores bud på fremtidens danske udviklingsbistand. Vi fremlagde bl.a. et supplerende udspil til det, vi allerede havde, hvor vi havde fokus på ligestilling, og vi er derfor også meget glade for, at vi nu kan konstatere, at en øget ligestilling mellem mænd og kvinder indgår som en af prioriteterne i den nye udviklingspolitiske strategi.

I mange udviklingslande ser vi jo, at kvinder er undertrykt på det groveste og lever fuldstændig efter mændenes anvisning, og det går ud over den enkelte kvinde, der ofte lider voldsomt på forskellig måde. Det ser vi bl.a. i forhold til de sundhedsmæssige vilkår. Der er mange kvinder, der lider voldsomt under graviditet og fødsel, og mange kvinder dør simpelt hen i barselsengen, men det går også ud over samfundet, når kvinder ikke får lov til at udfolde det kæmpe potentiale, som de har. I mange udviklingslande udgør kvinderne størstedelen af arbejdskraften i landbruget, og hvis kvinder i højere grad end i dag fik lov til at eje den jord, ville landbrugsproduktionen efter vores opfattelse sandsynligvis også stige i mange af udviklingslandene.

Vi Konservative mener altså, at kvinder langt hen ad vejen er nøglen til udvikling i verdens fattigste lande, og derfor bakker vi naturligvis også fuldt og fast op om den prioritering af kvinder og ligestilling og reproduktiv sundhed m.v., som ministeren lægger op til. Vi synes ikke, at der kan tales om kvinders vilkår for tit. Det gavner den enkelte kvinde at få bedre vilkår, og der er virkelig basis for forbedringer. Kvinder har det i mange udviklingslande rigtig skidt, og det gælder i særlig grad, når de er gravide, og når de føder. Men en investering i ligestilling og forbedring af vilkårene generelt er også en investering i hele samfundet, og allerede i dag ser vi jo, at mange kvinder netop udgør en vigtig del af arbejdsstyrken i udviklingslandene. Derfor mener vi også, at hvis kvinderne fik øget ligestilling og flere rettigheder, ville produktiviteten og dermed samfundets velstand stige.

Ud over frihed og ligestilling indeholder strategien jo også mange andre ting og bl.a. en tredje prioritet, som vi Konservative også kun kan være tilfredse med. Det drejer sig om vækst og beskæftigelse. Den eneste måde, udviklingslandenes velstandsniveau kan vokse på, er lige præcis gennem en målrettet indsats for at skabe vækst og beskæftigelse. På den front indeholder strategien mange gode initiativer, bl.a. fremme af entreprenørmentalitet i Afrika. Ved hjælp af bl.a. mikrolån til personer, der ønsker at starte deres egen lille virksomhed, og generel støtte til udvikling af den private sektor i udviklingslandene kan Danmark, selv om vi er et lille donorland i en stor verden, forhåbentlig bidrage til at skabe foretagsomhed, produktion, vækst og velstand.

Her er det jo så, at man tydeligt ser, hvor gennemarbejdet den nye udviklingspolitiske strategi er. En forudsætning for, at der bliver etableret små virksomheder, er jo netop frihed, altså erhvervsfrihed, og ikke mindst sikring af den private ejendomsret. I mange udviklingslande er beslaglæggelse, røveri og tyveri ganske almindeligt, og det betyder, at det kun er få mennesker, der f.eks. har mod på at løbe den risiko, som det også er, at starte en virksomhed.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at vi Konservative deler ministerens holdning, som går ud på, at dansk udviklingsbistand fremover bør koncentreres i Afrika og andre steder, hvor fattigdommen og nøden er allerstørst. Alt i alt synes vi altså, at udkastet til den nye udviklingspolitiske strategi er en hel bunke af gode ideer og konkrete forslag, som forhåbentlig vil gøre, at den bistand, som de danske skatteydere hvert år yder til verdens fattigste lande, bliver udnyttet så godt som overhovedet muligt.

Tak. Så er der korte bemærkninger, og det er hr. Jeppe Kofod.

Tak. Først stor ros for fokus på ligestillingen og den seksuelle og reproduktive sundhed. Det synes jeg er meget vigtigt, og det er godt, at De Konservative har det som et hovedmål.

Jeg har også med stor interesse læst De Konservatives politik på hele udviklingsbistandsområdet. Den kan man læse på hjemmesiden. Der står, at De Konservative er garant for et højt niveau på ulandsbistanden – det er sådan punkt 1 i politikken. Og der står også længere nede, hvis man nærlæser det lidt, at De Konservative vil øge bistanden år for år. Det her oplæg er vedtaget af folketingsgruppen i december 2008.

Jeg spørger bare De Konservatives ordfører: Hvordan harmonerer den politik, De Konservative har, med det, som man vedtog i den her uge sammen med Venstre og Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at slå fast over for hr. Jeppe Kofod, at Danmark jo fortsat er et af de lande, som yder allermest bistand pr. indbygger. Vi ligger i top fem, så vidt jeg husker, og det synes jeg faktisk er rigtig, rigtig flot.

Så kan man selvfølgelig spørge, som hr. Jeppe Kofod også gør, hvordan det hænger sammen med den genopretningsplan, som er blevet vedtaget. Der synes jeg det er væsentligt at fastslå, at vi var nødt til det, fordi vi stod over for at skulle finde 24 mia. kr. for at leve op til de krav, som EU har stillet, men også fordi vi naturligvis meget gerne vil have, at Danmark har en sund og fremtidssikret økonomi. Og hvis der skulle findes et flertal for sådan en plan, var vi også nødt til at gå ind at se på udviklingsbistanden.

Hr. Jeppe Kofod.

Jeg troede jo, at det med at være garant for et højt bistandsniveau, som der står i folketingsgruppens politikpapir her fra december 2008, var en konservativ mærkesag, at det altså var et af de her ultimative krav, man stiller for at være med ved bordet. Det harmonerer også fuldstændig med, hvad De Konservatives finansordfører, hr. Mike Legarth, har udtalt til offentligheden, nemlig at det ikke er de allerfattigste mennesker på den her klode, der skal betale regningen for krisen i Danmark.

Mit spørgsmål er: Hvor går grænsen så? Altså, hvor er smertegrænsen for De Konservative?

Da vi diskuterede Partnerskab 2000 for 10 år siden, altså den forrige strategi, lå Danmark med 1 pct. af BNI i udviklingsbistand. Med det nye forslag fra regeringen og Dansk Folkeparti kommer vi ned på 0,76 eller noget i den retning. Hvad så om 10 år? Er vi så nede på 0,5 pct., og er De Konservative stadig tilfredse? Hvor går grænsen? Hvornår vil konservativ politik trænge igennem?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne slå fast over for hr. Jeppe Kofod, at De Konservative stadig væk mener, at vi skal have et højt niveau for dansk udviklingsbistand, og det har vi jo også fortsat, for vi har jo et niveau, som altså er højt sammenlignet med resten af verdens lande, som hr. Jeppe Kofod også ganske fint påpeger. Vi ligger altså stadig væk højt, selv når vi har foretaget de ændringer, som sker som konsekvens af genopretningsplanen. Vi vil ligge på de her 0,76 pct., og det er stadig væk højt sammenlignet med resten af verden.

Tak til fru Helle Sjelle. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det hr. Jørgen Poulsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak. Jeg synes altså, det er temmelig ærgerligt og også sørgeligt, at det fantastisk store arbejde, som er gjort med at udforme en ny strategi for den danske udviklingsbistand, skal ende på den her måde, altså ende med brudte løfter, med nedsættelse af den danske udviklingsbistand – som sagt til det laveste niveau siden 1984 – og faktisk ende med frontale angreb på oppositionen her i dag.

Jeg synes faktisk, det er noget af en provokation, og det er også en hån mod de mennesker, som har involveret sig i at udforme den nye strategi. Det er en hån mod de mange mennesker, som med stort engagement har deltaget i cafémøder og andre arrangementer; det er en hån mod de organisationer, som aktivt har bidraget med deres kunnen og viden; og det er også en provokation mod de politiske partier, som virkelig konstruktivt er gået ind i det her på et helt klart løfte om, at man ville skabe de bedste rammer, og at der ikke skulle røres ved hverken beløbsstørrelsen eller procenten for den danske bistand.

Nu må vi så konstatere, at regeringens løfter ikke er noget værd. I stedet for som lovet gradvis at øge bistanden frem mod 2015 skærer regeringen altså ned med milliarder, og det sker, samtidig med at den nye bistandsminister, som en gang imellem er i salen ( Formanden : Han er her også), rejser rundt i verden for at fortælle alle andre lande om deres ansvar for at holde fast i den bistand og ikke sende regningen videre. Jeg vil sige, at nu står det rimelig klart, hvad det er, der menes med de fine ord i strategien. Ordet frihed betyder åbenbart friheden til at sende regningen for vores økonomiske problemer videre til verdens fattigste.

Det gør naturligvis, at vi har mistet meget af vores lyst til at gå ind i en debat om indholdet af strategien her i dag. Vi har mistet vores tillid til, at regeringen kan gøre det, den siger at den vil gøre. Det er da muligt, at regeringen har de bedste hensigter om at føre denne strategi ud i livet, men det, vi ikke ved, er jo, om den må for Dansk Folkeparti. For det er jo helt klart, at nu ligger dansk udviklingspolitik i hænderne på Dansk Folkeparti.

Så siger ministeren, at nu skal man jo ikke hænge sig så meget i procenter eller promiller. Det er da noget af et argument! Det forekommer omtrent lige så sørgeligt, som hvis en spirituspåvirket bilist ville sige til politiet, at nu skal de da ikke hænge sig i promillerne. Altså, det står jo fuldstændig klart, at det her er nedskæringer med milliardbeløb. Det bringer som sagt dansk udviklingsbistand tilbage på et niveau, som svarer til 1984, og hvis vi alene tager 2009, er der jo tale om besparelser på 3 mia. kr. på bistanden.

Men en ting er jo, at regeringen render fra sine løfter. Hvad der er meget værre, er jo, at det har konsekvenser. Det betyder jo ikke, som ministeren siger, at der så bare er en række projekter, som ikke bliver til noget i fremtiden. Jeg kan fortælle ministeren, at noget af det allerværste, man kan komme ud for, er, når man lover partnere i disse udviklingslande, at der er sikkerhed for, hvordan de fremtidige planer og projekter kan udvikle sig. Den forventningskrise, der opstår i den slags situationer, er noget af det mest ødelæggende, vi overhovedet kan udsætte dem for. Vist kender vi da lande, som render fra deres løfter og stiller ting i udsigt, som de ikke kan indfri, men det har altid været sådan, at når danske ngo'er har indgået aftaler og lavet fremtidsplaner med partnere i udlandet og har haft navnet Danida og Danmark i ryggen, så har det været bedre end penge i banken. Det er det så ikke længere. Regeringen render fra det hele, og jeg kan altså ikke forstå, hvorfor regeringen, Venstre og Konservative, ikke kan se, at det totalt underminerer hele den seriøsitet, som det gennem årene er lykkedes at bygge op omkring dansk bistand. Tak.

Tak. Der er ønske en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil rose hr. Jørgen Poulsen, ikke for den sidste del af talen, men den del af talen – og jeg synes godt, den kunne have fyldt mere – som egentlig omhandlede indholdet af strategien, mere end den her procentdiskussion. Men lad det nu ligge.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hr. Jørgen Poulsen har været dybt engageret i en af de største bistandsorganisationer i Danmark, Dansk Røde Kors, og lavet et prisværdigt arbejde i den forbindelse, og jeg vil godt spørge hr. Jørgen Poulsen: Hvordan gjorde man i Røde Kors, for en del af pengene kom jo fra indsamlinger, men altså, gik man ud på forhånd, inden man vidste, hvor mange penge der var, og lovede et land og en gruppe, som man ville hjælpe, at de ville få præcis så og så mange penge, eller kiggede man på, hvor mange penge man havde i år og næste år, og så udbetalte man pengene, når man havde dem?

Ordføreren.

Jamen jeg kan sige til hr. Karsten Lauritzen, at når Dansk Røde Kors lovede partnere i udlandet noget, så holdt vi det. Vi lagde planer, vi så ud i fremtiden, og de kunne være sikre på, at de planer, som vi lagde, og som vi fik godkendt i Danida for fremtiden, også ville holde næste år og næste år igen.

Hr. Karsten Lauritzen.

Ja, og det er jo fint nok, men så kan jeg ikke forstå, hvorfor hr. Jørgen Poulsen ikke kan følge, at man nu har fastfrosset bistanden på 15,3 mia. kr., og det er den i år, næste år og næste år igen. Så er det rigtigt, at man selvfølgelig kan argumentere for, at der sker en glidende udhuling af det, fordi det er det samme beløb, men der går jo et stykke tid, og de løfter, der er givet i år, de penge, der bliver udbetalt i år, og de penge, der bliver udbetalt næste år, er jo de samme.

Det er jo de samme penge, det er blot en fastfrysning. Så kan jeg ikke forstå, at hr. Jørgen Poulsen fremstiller det, som om der skal lukkes projekter, og at der er folk, der bliver svigtet. Det er jo ikke det, der er tale om, der er blot tale om en fastfrysning af bistanden nominelt, og det kan jeg ikke forstå at hr. Jørgen Poulsen ikke forholder sig til.

Ordføreren.

Der mangler milliarder i de kommende års budgetter for den danske indsats i udviklingslandene. Det er milliarder, som jo ikke kan bruges til at fuldføre de langvarige projekter. Det er da sådan, at nu bliver også Danmark nødt til at trække sig ud af lande; i strategien er nævnt Bolivia, Nicaragua og andre lande, og det er lande, f.eks. Bolivia, hvor 80 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger. Altså, det er da klart, at det her kommer til at gøre ondt på de mennesker derude. Det er de allerfattigste, og det er ærgerligt, at det skal ske, præcis som vores økonomi jo i virkeligheden sagdes at være i bedring.

Tak til hr. Jørgen Poulsen, der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Frank Aaen som ordfører for Enhedslisten.

Jeg skal starte med at beklage, at jeg ikke deltog i den første del af debatten, fordi jeg for lang tid siden har indkaldt forsvarsministeren i samråd i Forsvarsudvalget vedrørende Afghanistankrigen og filmen »Armadillo«, et samråd, som jeg selvfølgelig ikke kunne blive væk fra. Men jeg er glad for, at jeg lige nåede at komme og bidrage med, hvad Enhedslisten mener.

Jeg er sikker på, at et tema, der har fyldt meget indtil videre, har været de uanstændige nedskæringer i udviklingsbistanden på 2-3 mia. kr., som regeringen sammen med Dansk Folkeparti vil gennemføre, og som vi synes er fuldstændig uanstændige. Det er jo kun lidt under halvdelen af, hvad den rigeste tiendedel af danskerne har fået bevilget i skattelettelser af den her regering, og det er jo lidt sigende, at de fattigste i verden skal bidrage på den måde til at finansiere de skattelettelser, som f.eks. gav bankdirektør Straarup ca. 0,5 mio. kr. i ren skattelettelse i år. Men det er jo altså regeringens og Dansk Folkepartis måde at prioritere på, at tage penge fra dem, der slet ingenting har, for at give til dem, der i forvejen har så mange penge, at de knap nok kan finde ud af at bruge dem.

Vi er enige i nogle af de hovedprioriteter, der er lagt frem, af både regeringen og oppositionen, f.eks. fattigdomsorienteringen, men det er altså ikke lige det, der slår igennem i det, vi behandler i dag. Der er fattigdomsorienteringen for VKO’s vedkommende jo mere noget, man siger, end noget, man faktisk gør i praksis.

Vi hører selvfølgelig til dem, der dybt beklager, at det fremover er Dansk Folkeparti, der skal svinge taktstokken i udviklingspolitikken. Det er simpelt hen næsten ikke til at bære. Det er resultatet af den politik, der er blevet ført, men det er ikke til at bære, at det skal være sådan i et års tid måske. For det her er jo et nyt argument for, at vi snart skal have det valg, der kan sikre et nyt flertal, og som kan sikre, at bistanden igen kommer på rette spor og kommer op på det niveau, som vi er enige om.

Om det så bliver det første år, ved jeg ikke om jeg kan lokke mine samarbejdspartnere til, men vi er i hvert fald enige om det principielle i, at vi skal op på 1 pct., og at vi på sigt skal op på 1,5 pct., fordi hjælp ved klima- og miljøkatastrofer ikke er udviklingsbistand. Det er reparation på ulykker, som ikke skal finansieres ved at tage penge fra de udviklingsprojekter, som vi prøver at sætte i gang rundtomkring i verden. Men det er jo klart nok, at med de økonomiske planer, der er lagt frem, er det ikke noget, vi lige gør straks efter regeringsskiftet, selv om vi meget gerne ville fra Enhedslistens side. Men at vi skal forhøje ulandsbistanden, lige så snart vi får et regeringsskifte, er der jo ikke nogen som helst tvivl om. Det står også i det forslag til vedtagelse, som den samlede opposition har lavet.

Vi har selvfølgelig en lang række konkrete holdninger til, hvad det er, der skal til. Jeg vil bare sige, at en af de ting, der skal ryddes ud – det burde ske allerede nu – er, at gæld, som en diktator måske for mange år siden optog i et udviklingsland, og som så i dag betales, ved at gælden bliver eftergivet, nu betales, ved at man nedskærer i de bistandsmidler, der er til rådighed. Det er en af de helt urimelige ting, der foregår. Det er rent bogholderi til gavn for det danske Finansministerium.

Vi skal selvfølgelig også have taget det ud, at klimaindsats bliver betalt af udviklingsbistanden, herunder f.eks. at klimatopmødet i København skulle betales af de fattigste i Afrika. Det hører ingen steder hjemme.

Vi skal have ud, at den krigsindsats, Danmark står for i Afghanistan, underbygges af bistandsmidler, når man sammenblander militær indsats og udviklingsbistand. Den slags ting skal også ryddes ud.

Endelig vil jeg sige, at noget af det, der skal være meget fokus på i det fremadrettede arbejde, er den liberalistiske handelspolitik, ulandene er blevet påduttet, både af EU og af verdenshandelsorganisationen WTO, og som har været til umådelig stor skade for udviklingslandenes økonomi og deres udvikling. Det skal vi have kigget på, og i den forbindelse skal vi selvfølgelig også kigge på de multinationale selskaber, som jo i dag unddrager udviklingslandene skattebetaling i et omfang, der mange gange overstiger verdens samlede ulandsbistand. Vi skal simpelt hen hjælpe dem til at opkræve skat, ikke mindst af de multinationale selskaber. Det ville faktisk være meget vigtigere end det, vi giver i udviklingsbistand, hvis det kunne lykkes os.

Tak. Så er der korte bemærkninger. Først fru Tina Petersen.

Det er tydeligt, at Enhedslistens ordfører ikke har læst regeringens program og de aftaler, der er indgået. Nu er det jo ikke sådan, at man lader topskatten slippe. Næ, den fastfryses lige akkurat sådan, som man gør med udviklingsbistandspengene. Så det bliver jeg nødt til at korrigere. Topskatten er faktisk noget af det, der kommer til at give flest midler. Så vidt jeg kan huske, er det omkring 13 mia. kr., som de, der betaler topskat, kommer til at lægge.

Det lyder lidt, som om Enhedslisten er meget opsat på den her ene procent, som Socialdemokraterne også var. Nu kunne jeg da godt tænke mig at høre, hvor den her ene procents stigning, som man nu ønsker, og som svarer til ca. 3 mia. kr., skal skaffes ifølge Enhedslisten.

Ordføreren.

Det er korrekt – nu er jeg jo heldigvis også skatteordfører – at den næste lempelse af topskatten er udskudt 3 år. Jeg havde gerne set den elimineret, men en udskydelse er da også i orden.

Men det, jeg talte om i mit indlæg, var den skattelettelse, de højestlønnede allerede har modtaget i år, og som de også modtager næste år, og som de også modtager næste år og næste år og næste år. Den skattelettelse til de 10 pct. rigeste udgør 7,6 mia. kr., og den er givet. Hvis vi nu aflyser det, er der jo rigeligt til at lade være med at skære i ulandsbistanden og tværtimod forøge den. Altså: Tag fra de allerallerrigeste i Danmark, og giv til de allerallerfattigste i verden. Det er da smukt. Det burde Dansk Folkeparti støtte.

Fru Tina Petersen.

Det er måske også dumt at spørge Enhedslisten om, hvor man vil skaffe de yderligere 3 mia. kr. henne. Nu nævnte jeg topskatten. Jeg synes, 13 mia. kr. i sig selv er enormt mange penge – selv for en, der betaler topskat. Nu skal man måske også tænke på, at hvis man bliver ved med at hugge, er det lige før, at det inden for den kategori måske ikke kan svare sig at arbejde. Nu er der jo heldigvis rigtig mange i Danmark, der tjener til og betaler topskat.

Dernæst vil jeg gerne tilbage til den ene procent, for jeg mangler et uddybende svar. Socialdemokratiet kunne bl.a. oplyse, at der måske gik 10 år, at der måske gik 15 år, at der måske gik 40 år, inden man oplevede den her ene procents stigning, som venstrefløjen ønsker inden for udviklingsbistand. Der kunne jeg da godt tænke mig at høre hvad Enhedslisten har at sige.

Ordføreren.

Man kan i hvert fald i første omgang gøre opmærksom på, at beskæftigelsen jo er faldet, siden topskatten blev sat ned. Så det har jo ikke vist sig at være særlig effektivt, hvad man påstår. Det, at man giver så enorme skattelettelser til de rigeste, går altså ud over velfærden. Det går altså ud over de fattigste i verden. Det kan Dansk Folkepartis ordfører ikke tale sig uden om.

Står det til os, skulle vi op på den ene procent umiddelbart efter regeringsskiftet. Hvis ikke vi kan komme igennem med at tage skattelettelserne til de allerrigeste, der er givet i år, så kan vi jo bare indføre en skat på spekulation, på handel med værdipapirer, så ville vi også få mere end 7 mia. kr. Hvis man vil, kan man sagtens løse de finansielle problemer, uden at det skal gå ud over de fattigste i verden.

Så er det hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Hr. Frank Aaen er som vanligt fuld af mange interessante forslag.

Nogle af de andre ordførere og de andre partier har sagt, at hvis det ikke var for nogle enkelte ting, så syntes man egentlig, at strategien og det, der ligger, var rimelig fornuftigt. Der ligger jo ikke en Tobinskat og andre ting i strategien. Hvad synes hr. Frank Aaen egentlig om den strategi, der ligger, og hvad er det, der afholder hr. Frank Aaen fra at sige, at det er et fornuftigt udgangspunkt for en strategisk overligger for dansk udviklingsbistand?

Ordføreren.

Lad os lige tage det med Tobinskatten, som resten af verden faktisk er ved at diskutere meget seriøst. Da vi forleden dag var til en konference – jeg var der noget af tiden – hørte vi bl.a. den danske ambassadør, der forbereder mellemkonferencen vedrørende, hvordan det går med at opfylde 2015-målene, og jeg kan se, at hr. Karsten Lauritzen nikker. Han nævnte jo, at man konkret arbejder med forslaget om en Tobinskat til at kunne finansiere penge til ulandene. Så det er en rigtig god idé.

Det er korrekt, at der er rigtig mange ting i planen, som den er fremlagt, som er ganske udmærkede. Vi synes, der er for meget fokus på privatsektorprogrammer; det er vi ikke så meget for. Vi synes, der skulle være meget mere fokus på f.eks. udbygning af civilsamfund. Det er med, men vi synes bare, at det skulle endnu mere med, end det er tilfældet. Vi ønskede også en skarpere indsats i forhold til det med skattebetaling, men det er ikke sådan, at det havde været umuligt at diskutere en plan, vi også kunne være med til, men vi kan selvfølgelig ikke gøre det inden for rammerne af så dramatisk en nedskæring, som der er lagt op til.

Så er det hr. Karsten Lauritzen.

Er det ikke rigtigt, at hr. Frank Aaen og Enhedslisten vil noget helt andet end regeringen i forhold til bistandsprocenten? Det er mig bekendt 1,5 pct., og det er jo et stort milliardbeløb, der skal findes.

Det, jeg godt vil spørge hr. Frank Aaen om, er det med privatsektorprogrammet, for det er lidt interessant. Her er jo en ideologisk forskel på, hvordan man skaber vækst i et samfund. Hvem er det, der bidrager til opbygning af et samfund? Hvordan får man tingene til at hænge sammen? Jeg vil godt spørge hr. Frank Aaen, om det ikke er korrekt, at det, vi lever af i Danmark, er det, der produceres i den private sektor og bliver solgt til andre lande. Det er ikke det, der produceres i den offentlige sektor. Det er den private sektor, der finansierer den offentlige sektor. Så vil jeg godt spørge hr. Frank Aaen, hvis han ellers er enig i det, hvorfor vi ikke skal tage den samme model og anbefale den til en række udviklingslande – det er jo den vej, de har valgt – og så som sagt understøtte dem i det.

Ordføreren.

Nu er det altså ikke sådan, at den private sektor skaber det hele. Det er den offentlige sektor, der med uddannelse, forskning og det overhovedet at have et godt samfund, der danner basis for hele den økonomiske udvikling. Det er den offentlige indsats i f.eks. udvikling af vedvarende energi, produktion af høreapparater, andet velfærdsudstyr, medicinalindustri, der har givet anledning til nogle af de største industrielle succeser i Danmark. De er ikke kommet ud af den blå luft i det private. De er kommet på basis af, at vi har haft en god velfærd og en stor offentlig sektor.

Lad mig så sige omkring det med, at ulandene skal leve af at sælge til andre lande: Ja, måske til deres nabolande, men at tro, at ulandenes umiddelbare økonomiske udvikling går ud på at sælge varer til Europa, er fuldstændig forkert tænkt. De skal i første gang sørge for at udvikle en selvbærende økonomi hos dem selv, så de kan få noget mere at leve af.

Tak til hr. Frank Aaen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det ministeren for udviklingsbistand.

Det var egentlig den socialdemokratiske ordfører, der ramte det bedst. Det var vist ikke helt hans hensigt, men han sagde: Det er svært at føre en seriøs debat.

Åbenbart. Men det er ordførerens politiske tilhørsforhold til trods vel næppe en genetisk disponering. Det er jo et valg, man træffer. Og altså, for nu at sige det ærligt, så synes jeg ikke, at den her debat fra oppositionens side har været nogen prisværdig debat i forhold til verdens svageste.

Oppositionen har koncentreret sig om en diskussion, som for bonden i Zimbabwe, som for masaikvinden i Tanzania, som i det hele taget for de mennesker, der slås for at få bare en minimal hverdag til at hænge sammen, må virke uendelig fjern og langt borte fra deres egentlige virkelighed.

Oppositionen – på nær SF, det vil jeg gerne sige, og det vil jeg gerne kvittere for – har valgt fuldstændig at se bort fra det her dokument i sin diskussion, fuldstændig at se bort fra, hvordan Danmark anvender det femtestørste budget i verden pr. indbygger på udviklingsbistand, og har i stedet valgt at koncentrere sig om indenrigspolitisk trætte, om indenrigspolitisk diskussion, om plat og snak. Det synes jeg er sigende.

Sagen var også den, da jeg blev ringet op her til morgen af Radioavisen, at jeg kunne konstatere, at der sådan set i realiteten ikke var noget i det her, man var uenige i i oppositionen, men man ville stemme imod. Jeg sagde så til intervieweren: Du må spørge dem om, hvorfor de gør det, for hvordan kan man stemme imod noget, som man ikke er imod?

Ja, det gjorde man så på grund af en finanslovdiskussion, nemlig om, hvor mange penge der nu skulle tilflyde eller ikke tilflyde dansk udviklingsbistand, selv om vi altså er blandt de største bidragydere i verden.

Det kan man selvfølgelig godt kalde en diskussion om politik. Havde det her været kommunalpolitik, havde borgmesteren måttet afvise oppositionens indlæg, fordi de ikke var sagen vedrørende. Men her i Folketingssalen beskytter vi heldigvis ytringsfriheden. Det er jeg glad for, formand, men jeg synes alligevel, at det er sigende for debatniveauet.

Oven i købet – når man så fortsætter den her diskussion – har Socialdemokratiet den frækhed at belære Venstre om løftebrud. Det gør det parti, der personificerer selve løftebruddet, det parti, der om nogen har lært de danske vælgere, hvorfor man skal nære en stærk bekymring, hver eneste gang en politiker åbner munden – og i øvrigt holde godt fast i sin tegnebog. Giv en politiker frie hænder, og han stikker dem straks i din lomme. Det er det, Socialdemokratiet har lært den danske befolkning.

Hvorfor er diskussionen om løftebrud så vigtig for oppositionen? Det er, fordi man af egen hårdt lært erfaring så, hvad der skete med den største løftebryder i dansk politik, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Derfor forsømmer man ikke én lejlighed, ikke én sag til at påpege en eller anden form for løftebrud, man nu mener regeringen har begået. Det er jo entydigt tydeligt, at der er gået total inflation i det begreb.

Sagen er jo den, at regeringens politik grundlæggende er kommet til udtryk i regeringens arbejdsgrundlag. Der står det ganske rigtigt, at regeringen ønsker et niveau for dansk udviklingsbistand på 0,8 pct. Men da oppositionen fuldstændig valgte at forlade forhandlingerne og fravalgte ansvaret for dansk økonomi, så forhandlede V og K med det eneste ansvarlige parti, der var tilbage i lokalet, hvis man overhovedet kan tale om tilbage, for der var jo åbenbart ikke nogen ansvarlige partier før. Og det var et parti, hvis erklærede politiske målsætning er, at udviklingsbistanden skal ned på 0,7 pct. Og bagefter bebrejder man så regeringen, at den har indgået et kompromis, hvor vi i øvrigt først i 2013 når ned på et anslået niveau på 0,76 pct. Jeg forstår egentlig ikke helt, at man ikke har rost regeringen for at nå et niveau på omkring 0,89 pct. i år, når det nu er så vigtigt. Men på den anden side ville det dog også være mærkeligt.

Så jeg har ikke meget godt at sige om oppositionens indsats i den her sammenhæng. Der er jo også en række fakta, som simpelt hen ikke stemmer overens med virkeligheden. Når hr. Jeppe Kofod siger, at der ikke bliver foretaget evalueringer – hvorfor man ikke gør det – så kan jeg sige, at det gør vi hele tiden. Der er lige foretaget en evaluering af erhvervssektorprogrammet i Tanzania, som dokumenterede en række gode resultater, men selvfølgelig også underbyggede, at der skulle ske ændringer. Jeg har selv været i Tanzania for nylig og set, at nogle af de danske sektorbidrag virker. Jeg var nede at besøge en virksomhed, som bl.a. eksporterer T-shirts til Samsøe & Samsøe, og som har været med til at skabe lokale arbejdspladser der.

Vi har landeprogramevalueringerne af vores indsatser i Ghana og Mozambique, som peger i samme retning. Det virker. Jeg må da også sige, at jeg for nylig talte med en masaikvinde, som nu bl.a. på grund af dansk udviklingsbistand kunne være med til at levere mælk til et mejeri, hvilket gjorde en forskel for 400 familier fra den ene dag til den anden. Så at komme her og sige, at vi ikke ved, om det virker, er jo ikke rigtigt. Vi ved godt, hvad der virker. Men det er måske sigende for debatten.

Når hr. Jørgen Poulsen taler om det laveste niveau siden 1984, ved jeg ikke, om hr. Jørgen Poulsen er ude i endnu en af sine Vietnamhistorier. Sagen er meget enkelt den, at vi aldrig har ydet mere i dansk udviklingsbistand, end vi gør i dag. 15,2 mia. kr. Danmark har aldrig givet mere. Hr. Jørgen Poulsen siger også, at 80 pct. lever under fattigdomsgrænsen i Bolivia, men det er ikke rigtigt. Det er 66 pct. Det er selvfølgelig stadig mange, men det siger noget om niveauet i debatten. Bolivia er tilmed på vej. Bolivia har en bruttonationalindkomst pr. indbygger på 1.460 US-dollar. Det er mere end tre gange så meget som Burkina Faso. Derfor skal vi fokusere og hjælpe nogle af de fattigste lande i verden. Og sådan kunne man i det hele taget blive ved.

Jeg synes, det er ærgerligt, at oppositionen ikke i højere grad træder i karakter og siger, hvad det egentlig er, man er imod her. Ja, o.k., jeg ved, at man har sine forbehold over for nogle ting i Latinamerika, men skulle det virkelig befordre, at oppositionen skulle stemme imod den brede enighed i Danmark, som i hvert fald hidtil har været tilgangen til dansk udviklingsbistand? Næh, det er ikke det, det handler om. Det handler om fattigt indenrigspolitisk partitaktisk fedtspilleri, og det kan man i hvert fald ikke hævde tjener de fattigste i denne verden.

Men jeg vil godt sige tak til Dansk Folkeparti. Jeg vil godt sige tak til V’s og K's ordfører. Og så må verdens svageste jo klare sig uden oppositionens hjælp.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det hr. Jeppe Kofod.

Jeg må tilstå, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, at ministeren ikke forholder sig til det forhold, at når vi gik ind og diskuterede at lave en ny strategi, var det under forudsætning af, at regeringen lever op til de løfter, den selv har givet, senest i regeringsgrundlaget fra februar måned, om, at den ikke vil lade ulandsbistanden falde til under 0,8 pct. af BNI. Jeg vil sige til ministeren, at der er en sammenhæng mellem omfang og kvalitet af bistand, og hvis vi vil alt det, vi vil i strategien, er det også vigtigt, at vi giver bistand, og at vi lever op de løfter, der er.

Jeg stiller bare et spørgsmål til ministeren: Er ministeren enig i, at strategien bygger på et partnerskab med de lande, vi hjælper, hvor både ulandet og ilandet forpligter sig? Vores forpligtelse består bl.a. i, at de løfter, som man giver ulandene om bistand eksempelvis, holder man. Derfor er punktum i debatten i dag, at regeringen på det her punkt ikke er til at stole på, desværre.

Ministeren.

Hr. Jeppe Kofod må jo påpege, hvor det er, regeringen svigter sine løfter i forhold til samarbejdspartnere. Jeg kan ikke forholde mig til løsagtige påstande. Jeg kan jo ikke forholde mig til, at man uden kildeangivelse i Folketingssalen – for som sagt har vi ytringsfrihed – bare øser påstande ud over regeringen. Hr. Jeppe Kofod må jo dokumentere, over for hvilke samarbejdspartnere det er, Danmark svigter løfter.

Hr. Jeppe Kofod.

Men når regeringen skriver i deres regeringsgrundlag, at de ikke vil lade bistandsprocenten falde til under 0,8 pct., tror jeg, at mange af os tager for givet, at så er det det, man mener. Hvor er den minister, den udviklingsminister, som er sat i verden for at gennemføre det regeringsgrundlag, hvor er den minister henne?

Vi taler om noget, der foregik i februar måned, et løfte til de fattigste. Jeg kunne være ligeglad, altså, oppositionen kunne jo være ligeglad og sige: Jamen det er et forhold mellem regeringen og de fattige mennesker, at man har lovet en bistand på minimum 0,8 pct. Men vi er ikke ligeglade. Og derfor er jeg glad for, at der i den her Folketingssal trods alt er nogen, der siger, at niveauet af bistand også er afgørende, og at når man lover noget fra regeringens side, senest i regeringsgrundlaget, og her har vi kilden fra februar måned, jamen så skal man også gennemføre det og leve op til sine løfter. Alt andet er jo ikke seriøst.

Ministeren.

Hr. Jeppe Kofod siger »tror«, og det er udmærket, men det er altså ikke denne sal, der beskæftiger sig med tro, det er lidt ovre på den anden side af gaden eller eventuelt mange andre steder i Danmark. Her er det hårde fakta, og jeg kan jo konstatere, at hr. Jeppe Kofod til trods for sin anklage mod regeringen for at svigte løfter, konkrete løfter, over for samarbejdspartnere ikke kan påpege et eneste brudt løfte over for en samarbejdspartner, og det er jo sigende, det er jo sigende for debatten.

Der er ikke nogen som helst tvivl om, at regeringen ønsker et niveau for dansk udviklingsbistand på 0,8 pct. af BNI. Det står vi ved. Men hr. Jeppe Kofod burde som den første demokrat i dette land vide, at demokrati altså også kræver, at man er operationsduelig hernede i salen, og det er vi ikke, medmindre vi har 90 mandater, og når oppositionen melder sig ud og bagefter hykler en stor interesse i denne sag, samtidig med at man overlader det til regeringen at forhandle med et ansvarligt parti, som i sin programerklæring har, at man ønsker dansk udviklingsbistand ned på 0,7 pct. af BNI, så bliver det, som det bliver.

Hr. Jørgen Poulsen.

Det er jo fuldstændig rigtigt, når ministeren siger, at oppositionen har mistet sin lyst til her i dag at drøfte indholdet i denne strategi. Det er fuldstændig korrekt. Det er jo ikke, fordi indholdet er særlig dårligt, det er egentlig blevet rimelig godt, det er blevet bedre og bedre for hver gang, vi har fået et nyt udkast. Der er bare det ved det, at de ord, der står der, jo ikke længere kan stå til troende, når ministeren på den her måde river hele tæppet væk under det grundlag, som jo dog immer væk var, at vi skulle beholde det niveau på bistanden. Det var udgangspunktet for det her. Banen blev kridtet af i det allerførste møde med ordførerne: Det var det, som var udgangspunktet. Hvordan skal vi tro på, at ministeren ville få lov til at føre det ud i verden med den konstellation efter at have lagt alt det her i hænderne på Dansk Folkeparti?

Ministeren.

Jeg beder sådan set ikke hr. Jørgen Poulsen om at tro, jeg beder ham om at forholde sig til, at der er indgået en aftale, hvor dansk udviklingsbistand er garanteret 45,6 mia. kr. over de næste 3 år. Det melder oppositionen sig så ud af, fordi der så skal gennemføres en besparelse på lidt over 2 milliarder ud af 45 – eller oven i købet endnu mere. Så vil man, på grund af de lidt over 2 milliarder, ikke være med til at diskutere, hvordan de 45,6 skal bruges. Jeg synes, det er et mærkværdigt rationale, og jeg synes i hvert fald ikke, det er noget, der tjener de mennesker, som vitterlig har brug for vores hjælp, ret godt.

Hr. Jørgen Poulsen.

Jeg kan jo godt forstå, at en dårlig samvittighed giver en temmelig skærpet opfattelsesevne, men i det her tilfælde synes den nærmest at blokere for opfattelsen. Det er ikke et rimeligt argument, vil jeg sige til hr. Søren Pind, at man holder fast ved beløbet. Jeg kunne lige så godt pege på det menneske, som om et år eller to dør af sult eller sygdom, fordi der ikke var penge til at redde vedkommende. Det er jo helt usagligt. Det er da nærmest arrogant at påstå, at disse mennesker i Afrika ville forundres over den her debat. Det handler om milliarder til de lande, som de nu ikke får. Det bliver da til at mærke. Det kommer da til at gå ud over de mennesker.

Det hedder altså udviklingsminister. Og så kender vi godt navnet på ministeren. Værsgo til ministeren.

Man kan jo ikke udelukke, at hr. Jørgen Poulsen ønsker sig det anderledes, men det kan tiltalereglerne nu ikke lave om på. Nu har jeg ellers ofte nok hørt hr. Jørgen Poulsen på tv-skærme, ganske vist i en lidt anden rolle, stå og sige lige netop det, han sagde ville være useriøst, men nok om det.

Jeg må bare fastholde, at hvis oppositionen mener, at der er konkrete løfter, der er brudt i forhold til samarbejdspartnere, så må man sige det. Hvem er det, det handler om? Og hvis oppositionen mener at kunne påvise, at der er konkrete ofre for det, vi nu beslutter, så må man påpege det, og ellers må jeg konstatere, at jeg synes, det er dybt ærgerligt, at man på grund af i virkeligheden indenrigspolitisk fnidder ikke vil være med til en strategi, som man i øvrigt ellers i dybden erklærer sig enig i, og som alene over de næste 3 år anvender over 45 mia. kr. på at gøre verden til et bedre sted for de fattigste i denne verden. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen.

Så er det fru Hanne Agersnap for en kort bemærkning.

Jeg må erklære mig fuldstændig enig i, at det er dybt ærgerligt, at vi har fået brudt det brede flertal bag udviklingspolitikken i Danmark, og jeg synes samtidig, det er dybt ærgerligt, at regeringen er nødt til at læne sig op ad sit støtteparti, som har som erklæret målsætning at nå ned på 0,7 pct. af BNI og ikke er særlig begejstret for udviklingsbistanden.

Derfor vil jeg alligevel spørge ministeren, selv om han ikke vil beskæftige sig med tro, hvad han tror det kommer til at betyde for den fremtidige udviklingsbistand. Og så vil jeg kommentere det med løftebrud. Altså, det er jo et løftebrud over for forligspartnere, de andre partier og de danske vælgere, der troede, at man diskuterede den her strategi på baggrund af at ville fastholde procentsatsen, som jo er blevet nævnt fra både regeringspartimedlemmers side og i regeringsprogrammet senest i februar.

Ministeren.

Jeg må sige, at da min forgænger indkaldte til de første forhandlinger om det her, blev det ganske klart sagt, at hvis det skulle være en diskussion om procentsatser, var der ikke ret meget grund til at fortsætte forhandlingerne. Så jeg kan slet ikke genkende det, der bliver sagt om det her.

Så synes jeg egentlig, det er meget påskønnelsesværdigt, at fru Hanne Agersnap siger, at regeringen har været nødt til at læne sig op ad Dansk Folkeparti. Det kan man jo lægge i, hvad man vil. Jeg har altså principielt ikke noget imod at samarbejde med Dansk Folkeparti, men jeg synes, det er en akut, rigtig beskrivelse af situationen, så det vil jeg godt sige SF tak for; det glæder mig, at oppositionen selv erkender, at det var situationen.

Hvad betyder det her så for den fremtidige udviklingsbistand? I virkeligheden ikke ret meget, for det her er indenrigspolitisk sniksnak. Der er lige neden under alt det her en meget, meget bred opbakning til den linje, der skal være omkring dansk udviklingspolitik. Jeg er så bare ærgerlig over at være blevet fanget ind i en hvirvelstrøm i løbet af de sidste 2-3 dage, hvor det her i realiteten er den første mulighed for oppositionen til at forholde sig til genopretningsplanen.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen ... (Hanne Agersnap (SF): Jeg har et spørgsmål yderligere). Værsgo. (Hanne Agersnap (SF): Jeg mener ikke, jeg har været på to gange). Nej, men man skal markere for at få ordet.

Ja, undskyld.

Hvorvidt det var en fortalelse eller en forhørelse, kan vi jo høre på båndet siden hen, men det er jo i hvert fald sådan, at regeringen har følt, at man var nødt til at læne sig op ad Dansk Folkeparti, for man har jo i forbindelse med sin genopretningsplan lagt nogle ultimative krav på bordet, før man ville forhandle med oppositionspartierne. Det medgiver jeg at man kan kalde fnidder, men det er jo i hvert fald regeringens valg.

Så kan jeg da glæde mig over, at det ingen betydning har, men må dog alligevel forundres over, at vi har syntes, at det har været meget væsentligt igennem mange år at have et bredt flertal om dansk udviklingspolitik. Så jeg tror, jeg må erklære mig uenig dér; jeg tror, det får en betydning for, hvor meget ro vi får om udviklingspolitikken. Og jeg håber i hvert fald, at man kan genskabe det brede flertal om udviklingspolitikken.

Ministeren.

Jamen så lad mig da ganske kort beskæftige mig med håb, for det er dog trods alt også et politisk emne.

Det håber jeg da også, men jeg må på den anden side også sige, at jeg mener, det er fuldstændig op til oppositionen, for i dag kan man konstatere, at oppositionen i bund og grund erklærer sig enig i strategien, men på grund af alt muligt andet vælger at fremsætte et andet forslag til vedtagelse.

Så er der tak til ministeren for udviklingsbistand.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Det er tidligere oplyst, at afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse finder sted tirsdag den 1. juni i år.