Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 49:

Forespørgsel til statsministeren om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation:

Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Af Peter Christensen (V), Henrik Sass Larsen (S), Pia Kjærsgaard (DF), Villy Søvndal (SF), Henriette Kjær (KF), Margrethe Vestager (RV), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Anders Samuelsen (LA), Pia Christmas-Møller (UFG) og Christian H. Hansen (UFG).

(Anmeldelse 28.04.2010. Fremme 04.05.2010. (Omtrykt)).

Jeg beder medlemmerne om at indtage deres pladser i stilhed.

Den første, der får ordet, er hr. Peter Christensen som ordfører for forespørgerne til begrundelse af forespørgslen. Værsgo.

Jeg tror godt, at jeg på vegne af alle forespørgerne kan konstatere, at det folketingsår, som nærmer sig sin afslutning, bestemt har været interessant, og at det på den baggrund er godt at gøre status, som vi plejer at gøre på denne tid af året.

Jeg skal derfor på vegne af forespørgerne anmode statsministeren om at give en redegørelse for den indenrigs- og udenrigspolitiske situation.

Tak. Så er det statsministeren til besvarelse.

Gennem mange år har Danmark været begunstiget af globaliseringens milde vinde. Verdenshandelen steg, økonomien voksede, og velstanden blev større end nogensinde. Det var gode år. Desværre har de seneste 2 års internationale krise gjort indhug i vores velstand. Vi er som samfund og nation blevet fattigere. Det har været hårde år.

Nu står vi ved en skillevej. Det er nu, vi afgør, om håbet skal tændes og væksten skal spire frem igen, eller om de første vækstspirer skal visne og håbet slukkes. Om håbet skal tændes eller slukkes, afhænger af vores evne – man kan også sige af vores mod – til at træffe de nødvendige, alvorlige og realistiske beslutninger, ikke de smarte, ikke de populære, men de rigtige, de nødvendige beslutninger, de beslutninger, der er i Danmarks sande interesse.

Regeringen har fra dag et sat ind for at mindske de menneskelige omkostninger ved krisen. Vi har fremrykket offentlige investeringer til et historisk højt niveau med massive statslige investeringer i jernbaner og veje. Vi har givet det største løft i de kommunale investeringer, der er set i en generation, med nye investeringer i skoler og plejehjem. Vi har frigivet den særlige pensionsopsparing. Vi har gennemført en fuldt finansieret skattereform. Vi har udmøntet en renoveringspulje. Vi har gennemført en bankpakke og en kreditpakke. Vi har forlænget kreditterne for virksomhederne. Vi har forbedret eksportlånemulighederne. Vi har holdt hånden under kommunernes økonomi. Vi har kort sagt ført Europas mest ekspansive krisepolitik, en krisepolitik, som har skærmet 85.000 danskeres job. Og det har virket.

Danmarks økonomi er i bedring. Ledigheden ser ud til at stige mindre, end vi frygtede. Forbrugerne tror mere på fremtiden. Vores eksport til udlandet vokser. Finanskrisens mørke er ved at slippe sit greb. Det er så småt igen begyndt at spire og gro rundtomkring i vores land, ja, måske endda så meget, at krisebevidstheden er forsvundet. Det er regningen for krisen til gengæld ikke. Enhver, der har prøvet at stifte gæld, ved, at den ikke bliver mindre af, at man lader være med at åbne rudekuverterne. Hvis man har trukket over på sin kassekredit, gælder det om at komme hurtigt ned i banken og få lavet en aftale om at betale pengene tilbage. Det bliver kun dyrere af at vente. Derfor skal krisegælden væk nu, så vi kan løfte blikket mod fremtiden igen. Derfor er det tid til realisme i dansk politik, ikke til ønsketænkning. Det er tid til konkret handling, ikke til luftige planer – flygtige, vidtløftige overskrifter.

Vi står med en kriseregning af en betydelig størrelse. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Alene de flere arbejdsløse har betydet, at udgifterne til dagpenge og kontanthjælp er vokset med 16 mia. kr., og regeringens ekspansive krisepolitik har umiddelbart kostet i omegnen af 60 mia. kr. Men sammenlignet med andre lande er Danmark i en gunstig situation, fordi vi jo brugte de gode år til at skære gælden væk og spare op til dårligere tider.

I 2001 var den offentlige nettogæld på 268 mia. kr. – 268 mia. kr. Det er omkring en femtedel af vores fælles velstand, bruttonationalproduktet. I 2008, da krisen ramte os, var gælden væk, helt væk. Derfor var vi godt forberedt, da den økonomiske tsunami slog mod vores kyster.

Det er jo ikke, fordi det i de gode tider ellers skortede på forslag om, hvad alle de dejlige milliarder skulle bruges til. Pengene brændte jo nærmest i lommen på oppositionen. Overskuddet på de offentlige finanser var for fristende. Det skulle straks formøbles i en stor forbrugsfest, mente venstrefløjen.

Jeg priser mig – og det tror jeg også, danskerne gør – lykkelig for, at regeringen valgte den ansvarlige kurs og lagde til side, da tiderne var gode. Hvis det stod til Socialdemokraterne, hvis det stod til Socialistisk Folkeparti for ikke at tale om Enhedslisten, havde Danmark været i en meget alvorligere situation, da krisen ramte os, og så havde det ikke bare gjort ondt, så havde det gjort rigtig, rigtig ondt.

I andre lande var bolværket tyndere, og krisen slog hårdere. I andre lande skal de nærmest omkalfatre deres samfund. I andre lande må de skære drastisk ned, også i de offentligt ansattes løn.

Hvis Danmark skulle forbedre de offentlige budgetter lige så meget som Holland, skulle vi finde 37 mia. kr. omregnet til danske forhold. Hvis vi skulle forbedre budgetterne lige så meget som Irland, skulle vi finde i størrelsesordenen 170 mia. kr. Og hvis den danske situation var på niveau med Grækenlands, ja, så var opgaven, at vi skulle finde 275 mia. kr. omsat til danske forhold – 275 mia. kr. I Danmark skal vi finde 24 mia. kr.

Det er ikke let. Jeg ville hellere have været det foruden, men det er ladsiggørligt. Vi betalte af på gælden, da vi havde overskud, og derfor slipper vi også af med krisegælden på en langt mindre dramatisk måde i Danmark end i resten af Europa. I Danmark er regeringen og Dansk Folkeparti nemlig nået til enighed om en genopretningspakke; en pakke, der med en række resolutte og konkrete initiativer krone for krone samler regningen op, mens den stadig har en håndterbar størrelse; en pakke, hvor vi omprioriterer, så der bliver plads til 10 mia. kr. ekstra til sundhed, til samfundets svageste og til vores uddannelser; en pakke, hvor vi tager hul på at løse de fremadrettede udfordringer med en reform af dagpengene; en pakke, der samlet set øger udbuddet af arbejdskraft med 11.000 personer. Det svarer faktisk til to tredjedele af effekten fra skattereformen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til her i dag at takke Det Radikale Venstre og Liberal Alliance for at stemme for denne del af aftalen.

Samlet betyder aftalen om genopretningspakken, at vi på en gang sparer på udgifterne, øger skatteindtægterne og reformerer økonomien på en realistisk, rimelig og socialt velafbalanceret måde. Regeringen og Dansk Folkeparti tager ansvaret på sig – ikke ved luftige overskrifter, ikke i form af løse hensigtserklæringer, men ved en række helt konkrete og jordnære løsninger, der får kassen til at stemme igen og skaffer hænder og hjerner til fremtidens vækst.

Over for det har vi så en opposition, der vil lade hullet i statskassen vokse med yderligere over 25 mia. kr. og dermed øge Danmarks gældsproblemer, en opposition, der tror, at man kan forbruge sig ud af krisen for lånte penge; at stor bankgæld skal håndteres med mere bankgæld. Det holder altså ikke i virkelighedens verden. Med den indstilling til tilværelsen burde oppositionen snarere melde sig til tv-programmet »Luksusfælden«, for her kan man jo lære, at økonomiske problemer kun vokser sig større, hvis man venter med at gøre noget ved dem.

Oppositionen lader, som om Danmarks problemer vil være løst med et fingerknips, hvis vi bare om nogle år arbejder 12 minutter mere om dagen. Men hvordan skal det så konkret gribes an? Skal danskerne have en uges mindre ferie? Nej, nej, det er ikke lige på den måde, siger de selv. Skal industriarbejderen stå 12 minutter længere ved samlebåndet hver dag? Nej, nej, det var ikke lige ham, der skulle stå 12 minutter længere. Skal pædagogen tvinges til at blive 12 minutter længere i vuggestuen? Nej, der er ingen, der skal tvinges til noget som helst, siger de selv. Det er altså en helt igennem løs hensigtserklæring. Udfaldet er deponeret hos fagbevægelsen, og konklusionen ligger lige for: Oppositionen har ikke forstået situationens alvor. Man vil bare øge gælden og vente med regningen.

Men så løber der jo renter og renters rente på. Så vil en stadig større andel af vores økonomi blive brugt på ingenting i stedet for at blive brugt på skoler, på sygehuse og i ældreplejen. Hvis vi bare gjorde som oppositionen, ville statsgælden vokse med 70 mia. kr. i 2014, og alene renterne ville løbe op i 3 mia. kr. ekstra om året. Det svarer til halvdelen af prisen på det nye supersygehus i Århus, eller det svarer til 10.000 praktikpladser, eller det svarer til det samlede budget for Kriminalforsorgen – men så kan vi vel slippe fangerne fri.

Vi ved godt, at Danmarks problemer ikke kan løses på 12 minutter. Vi ved godt, at det kræver hårdt arbejde. Oppositionens plan er ikke fair, den er kejserens nye klæder. Danmark skal i arbejdstøjet, og arbejdstøjet væves ikke af vidtløftige overskrifter og drømmestof. Der skal sys af de realistiske beslutningers stærke tråd – beslutninger, truffet på grundlag af en realistisk vurdering af Danmarks styrker og Danmarks svagheder. Alt andet er bluff.

Vi skal have betalt regningen for krisen nu. Det er helt afgørende for, at vi har råd til vores velfærdssamfund i dag og i fremtiden, for vi skal have og vi vil have penge til velfærd. Udfordringen består i at udvikle den offentlige sektor inden for en fast økonomisk ramme, så budgetterne ikke skrider gang på gang, og så regningen ikke også her bare bliver sendt videre.

Vi skal have en velfungerende offentlig sektor, en offentlig sektor, som først og fremmest måles på sin evne til at løse rigtige menneskers rigtige problemer, så vi får dygtigere og gladere skoleelever, og så vi får sundere danskere og mere tilfredse ældre.

Penge er en del af forudsætningen. Selvfølgelig er penge en del af forudsætningen, men måden, vi bruger pengene på, er lige så vigtig. Vi har ikke råd til spild, vi har ikke råd til unødigt bureaukrati, og vi har ikke råd til bare at gøre tingene, sådan som vi altid har gjort tingene.

Regeringen vil sætte 10 mia. kr. ekstra af til at styrke tre højtprioriterede områder: sundhed, de svageste danskere og undervisning.

På sundhedsområdet har regeringen siden 2001 gjort op med, at dankortets ydeevne skal bestemme køens længde. Vi har gjort op med den ideologiske frygt for private sygehuse. Patienterne har fået udvidet frit sygehusvalg. Det har 300.000 danskere haft direkte glæde af. Det frie valg har sat en positiv spiral i gang, som har gavnet endnu flere patienter, for når danskerne selv kan vælge, ja, så er systemet nødt til at tilpasse sig danskernes valg. Det giver kvalitet, det giver effektivitet, og det giver større tilfredshed.

Den udvikling vil Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti spænde ben for. De foreslår, at vi deler patienterne op i et A-hold og et B-hold, hvor B-holdet er danskere med såkaldt mindre alvorlige sygdomme. Den sidste kategori skal så igen vente flere måneder på en ny hofte eller en operation for grå stær. I praksis vil det betyde, at de, der har pengene til det, vil springe køen over. I praksis vil oppositionens forslag dele danskerne op i hold efter pengepungens størrelse, sådan som vi så det frem til 2001. Det vil være en alvorlig svækkelse både af den nye dynamik i det danske sundhedssystem og af patienternes rettigheder.

Regeringen vil holde fast i den positive udvikling, hvor lægerne udfører flere operationer, 100.000 flere i dag end i 2001, hvor overlevelseschancerne for danske kræftpatienter er forbedret for syv ud af otte kræftformer, hvor vi tegner et nyt danmarkskort af supersygehuse, og hvor vi spreder et trygt og effektivt akutberedskab ud mellem de nye sygehuse.

Vi er godt i gang, men opgaven er også stor. Der er stadig meget, vi skal gøre bedre, og derfor sætter regeringen flere penge af til sundhedsområdet, også i ellers økonomisk trængte tider, i alt 5 mia. kr. ekstra fra 2011 til 2013.

På tilsvarende vis sætter vi ekstra penge af til samfundets svageste. Det er et hjerteskærende dilemma, at vi i vores rige samfund har danskere, som er fattige, og som lever på kanten af samfundet, børn, der er udsatte, og familier, som kæmper med misbrugsproblemer. Dem skal vi hjælpe, dem skal vi løfte op, men ikke ved at begrænse andre, der har haft et lykkeligere udgangspunkt eller en heldigere hånd i livet, for den enes død er ikke den andens brød. Nej, den enes succes er den andens chance. Det er dynamikken i et samfund med lige muligheder for alle, det er dynamikken i Danmark, verdens mest lige samfund.

Regeringen har siden 2001 arbejdet målrettet og utrætteligt på at forbedre vilkårene for dem, der har mest brug for det. Alene med satspuljeaftalerne for 2009 og 2010 er der afsat 5,3 mia. kr. over 5 år målrettet alkoholmisbrugere, stofmisbrugere, prostituerede, hjemløse, sindslidende og udsatte børn og unge.

Men for at hjælpe bedst skal vi vide, hvem der trænger mest, og her er det altså ikke nok at se på bankkontoens størrelse. En studerende på SU, der kan se frem til en solid indtægt som læge eller jurist, er ikke fattig. Reel fattigdom bunder i, at det enkelte menneske eller den enkelte familie ikke har overskud til at klare hverdagen og ikke har udsigt til at komme til at klare hverdagen. Derfor har vi sat et arbejde i gang, der skal udvikle reelle, operative fattigdomsindikatorer for Danmark. Vi skal have alle reelle og relevante forhold med, ikke kun penge, men også sundhed, uddannelse og jobchancer.

Vi skal være endnu bedre til at bruge de muligheder, som alle mennesker rummer. Det gælder også de mange, der har valgt Danmark til, og som ikke i generationer har været slægts- eller skæbnebestemt til at være danskere. For selv om Danmark ligger i det absolutte førerfelt, når det handler om resultater på integrationsområdet, er der fortsat udfordringer. Både socialt og kulturelt er der opstået parallelsamfund i en række af vores sociale boligområder, parallelsamfund, hvor normer og værdier ikke afspejler det danske samfund. Alt for mange børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk kan ikke sproget godt nok, selv om de er vokset op i Danmark. Alt for mange drenge med anden etnisk baggrund går ud af folkeskolen uden at kunne klare sig. Det er ikke godt nok. Det skal vi rette op på, for vi har brug for alle – alle, der vil.

Derfor vil regeringen udarbejde en samlet ghettostrategi, der sætter målrettet ind over for både fysiske rammer og beboersammensætning i ghettoområder. Det skal være lettere at lægge de mest utidssvarende lejemål sammen. Det skal være lettere at rive de sorte pletter ned. Det skal være lettere at hjælpe udsatte familier til at flytte fra ghettoen. Det skal være lettere at få ressourcestærke beboere ind i stedet. Vi vil ikke have flere lappeløsninger, vi vil have varige løsninger.

Regeringen vil sætte 3 mia. kr. ekstra af til svage grupper over de næste 3 år. På tilsvarende vis sætter vi 2 mia. kr. ekstra af til uddannelse, som er vores tredje høje prioritet.

Midt i en krisetid fremtidssikrer vi Danmark ved at have modet til at prioritere om – noget op, noget ned. Men vi skal videre end det. Vi skal vise evnen og viljen til at udvikle vores samfund. Vi skal helt grundlæggende sørge for, at velfærden hviler på et solidt fundament. Det er en del af at føre realistisk politik. Vores velfærdssamfund – det danske velfærdssamfund, et af verdens bedste – hviler på et fundament af dygtige og idérige virksomheder. Uden private virksomheder ingen velstand, uden private virksomheder ingen skatteindtægter, uden private virksomheder ingen velfærd. Så enkelt er det.

Danmark er et land med husrum og hjerterum til hver af sine borgere. Vi har opbygget og udbygget vores velfærd, generation efter generation. Vi har så at sige lagt etage efter etage på vores fælles hjem: Danmark. Mens vi har gjort det, har vi taget for givet, at fundamentet holdt, men det er ikke en selvfølge. Krisen har tæret på fundamentet under velfærdssamfundet Danmark. Danmarks produktion faldt med 5 pct. sidste år. Et tilsvarende fald er ikke set i statistikkens historie. Vi er blevet fattigere, fundamentet krakelerer.

Danske virksomheder står til at miste i omegnen af 200.000 arbejdspladser på grund af krisen, og krisen har gjort det krystalklart, at vi er oppe mod en benhård international konkurrence. De nye vækstøkonomier – især i Asien – har fortsat haft fremgang, mens Europa og USA har ligget underdrejet, og de nye økonomier er konkurrencedygtige op gennem hele værdikæden: fra samlebåndsproduktion til avanceret forskning. Så også her er Danmark udfordret, også her må vi være realistiske, og også her må vi se i øjnene, at der er sket et sceneskift.

En hollænder skaber hver arbejdstime 25 pct. mere værdi end en dansker. En finne arbejder 2 timer mere om ugen end en dansker. En koreaner påbegynder sin videregående uddannelse 4 år tidligere end en dansker. På den baggrund er regeringens mål om, at Danmark i 2020 skal være et af verdens ti rigeste lande, meget ambitiøst. Danmarks velstand og Danmarks velfærd er ikke naturgiven. Det vil kræve reformer, gennemgribende reformer at nå så langt, og derfor ser regeringen fordomsfrit på alle forslag, der kan sætte skub i væksten og bringe os nærmere vores mål. Hele efteråret vil stå i vækstens tegn.

Derfor har regeringen også nedsat et vækstforum af førende erhvervsledere, forskere og organisationsfolk. I fællesskab skal vi nå frem til en ærlig og tilbundsgående analyse af Danmarks udgangspunkt for ny vækst efter krisen. Vi vil male det realistiske danmarksbillede, så vi har et sandt grundlag for at træffe de beslutninger, som er nødvendige for at styrke fundamentet under velfærdens hus, og som er nødvendige for at erobre væksten tilbage og for at genskabe håbet og genskabe drivkraften.

Der er fire veje til vækst:

Vi skal for det første skabe vækst ved at være flittigere. Vi skal for det andet skabe vækst ved at være dygtigere og bedre uddannet. Vi skal for det tredje skabe vækst ved at gennemføre en grøn omstilling af vores samfund. Vi skal for det fjerde skabe vækst og udvikling i hele Danmark.

Vi skal være flittigere. Vi skal forberede Danmark på, at vi igen får brug for hænder og hjerner. Det skal drive fremtidens vækst.

Siden 2001 har regeringen skridt for skridt fået flere i job ved at sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde. Det er gjort med velfærdsaftalen og med skatteomlægningen. Vi modstod oppositionens skræmmebilleder, da vi lagde loft over kontanthjælpen, da vi indførte startydelsen, da vi gennemførte 450-timers-reglen, da vi strammede rådighedsreglerne, og da vi lavede nye regler for supplerende dagpenge. Resultatet af alt det har været, at vi har mere end halveret antallet af danskere, for hvem det ikke kunne eller kun meget dårligt kan betale sig at arbejde.

Nu har vi helt aktuelt aftalt en reform af dagpengesystemet som en del af genopretningspakken. Vi er i gang med at udmønte vores arbejdsprogram, »Danmark 2020«. Vi har fremlagt konkrete forslag, der vil gøre det lettere for højtuddannede at komme til Danmark for at arbejde eller studere. Vi har spillet ud med en pakke til knap ½ mia. kr. med nye initiativer, der skal bekæmpe langtidsledigheden, bl.a. ved jobrettet uddannelse og aktive tilbud ude på arbejdspladserne. Vi vil efter sommer fremlægge vores bud på justeringer af SU-reglerne, så de unge tilskyndes til at blive tidligere færdige med deres uddannelse. Og vi vil foreslå en ændring af førtidspensionen, så færre, særlig færre unge, ender på førtidspension på grund af lidelser, der rent faktisk kan behandles.

Jo, regeringen tager udfordringen om flere i arbejde meget alvorligt, og vi møder den med konkrete løsninger, ikke luftige overskrifter.

Vi skal for det andet skabe vækst ved at være dygtigere og bedre uddannet. Når lande som Sydkorea og Singapore i disse år stormer frem, er det, fordi de satser massivt og succesfuldt på uddannelse. Når Danmark er ved at sakke agterud, er det, fordi vi ikke får nok ud af vores uddannelser.

Regeringen har allerede gennemført betydelige omlægninger gennem hele uddannelsessystemet: Vi har sat kraftigt ind for at forbedre det faglige niveau i folkeskolen. Det viser sig allerede tydeligt i resultaterne for læsning på mellemtrinnet. Vi har reformeret erhvervsuddannelserne, de gymnasiale uddannelser og de videregående uddannelser. Men kravene bliver skærpet, og det haster derfor med at tage fat på de problemer og udfordringer, der fortsat er. Vi skal gøre meget dyre danske uddannelser meget bedre, så vi løfter alle, og så Danmark kan stå distancen i den globale konkurrence.

Uddannelsernes fødekæde starter jo med folkeskolen. Derfor ser jeg også frem til allerede på fredag at få afrapporteringen fra skolens rejsehold, det rejsehold, vi har sendt rundt i landet for at kortlægge både styrker og svagheder ved den danske folkeskole og til at komme med anbefalinger om, hvordan vi kan gøre en god folkeskole endnu bedre. Når vi har verdens dyreste folkeskole, kan vi også rimeligt stille det krav, at den skal være blandt verdens bedste.

Den arbejdsform vil i det hele taget gennemsyre de uddannelsespolitiske forslag, som regeringen vil fremlægge i den næste tid. Vi vil nøgternt analysere, hvor den er gal. Vi vil realistisk og fordomsfrit undersøge, hvad der har en konkret effekt.

Vi skal for det tredje skabe vækst ved at gennemføre en grøn omstilling af vores samfund. Regeringen er stålsat på at gennemføre en grøn omstilling, som udfaser brugen af kul, olie og naturgas. Vi skal gøre det på en måde, som fortsat understøtter grønne danske styrkepositioner, som tilrettelægges, så Danmark får mest for pengene, og som ikke belaster de offentlige finanser unødigt.

Regeringen har den realistiske tilgang, at for at komme et bestemt sted hen skal man kende vejen, og man skal kunne gå på sine ben. Derfor vil vi både sætte en dato på, hvornår vi skal være uafhængige af fossile brændsler, og fremlægge en konkret strategi for, hvordan vi skal tilrettelægge indsatsen. Ingen luftige overskrifter, men konkrete anvisninger. Det er store skridt, der kræver grundig analyse og mange overvejelser. Derfor venter regeringen på det indspil, som Klimakommissionen kommer med til september.

Så skal vi for det fjerde skabe vækst og udvikling i hele Danmark, for Danmark er så lille et land, at vi må udnytte hele vores territorium, ikke som led i en eller anden misforstået socialhjælp, men som led i en national strategi, der kan mobilisere alle vores ressourcer, uanset hvor i landet de findes, fra Karup til København, fra Skagen til Svaneke.

Men krisen har jo helt ærligt ramt hårdest i de brancher, der vejer tungt i yderområderne, nemlig industri, håndværk og landbrug. Der er områder i Danmark, som hægtes af udviklingen: Først lukker bageren, så lukker brugsen, så flytter de unge væk, og så kan huset ikke sælges. Regeringen vil ikke acceptere et Danmark med for store regionale forskelle, hvor udkantsområder står som spøgelsesbyer med vinden susende gennem knuste ruder i forladte huse.

Derfor har vi fremlagt en landbrugspakke, som giver en hånd til et trængt erhverv, der har stor betydning i landdistrikterne. Hvor var oppositionen henne den dag? Derfor vil vi sikre uddannelsesmuligheder i hele landet. Vi er allerede i gang med at få etableret en lægeuddannelse i Aalborg. Derfor vil vi lette erhvervsudviklingen gennem en særlig investeringspulje under Vækstfonden målrettet Udkantsdanmark. Og derfor skal alle danskere have adgang til højhastighedsbredbånd inden udgangen af 2020. Regeringen vil arbejde konkret for vækst i hele Danmark til gavn for alle danskere.

Men vi skal også se ud over vores grænser for at få væksten igen. En national vækststrategi oven på en betalt kriseregning kan ikke stå alene. Som en lille og åben økonomi skaber vi vores velstand gennem samhandel og samarbejde med resten af verden, og her spiller vores nærmeste naboer selvfølgelig en særlig central rolle. Danmark kan kun blive en vindernation, hvis også Europa er en vinderregion.

Derfor er det positivt, at EU-landene hele vejen igennem har tacklet krisen gennem samarbejde og koordination. Det seneste og mest aktuelle eksempel er jo de meget omfattende lånepakker til Grækenland og andre lande med store gældsproblemer. Det var en helt nødvendig beslutning, for på et tidspunkt var der en reel risiko for, at gældskrisen i Sydeuropa kunne føre til en ny global offentlig finanskrise. Jeg synes, det skal understreges, at lånepakkerne er hjælp til selvhjælp. Grækenland har måttet forpligte sig til meget dramatiske tiltag og tæt overvågning fra EU og fra Den Internationale Valutafond.

Der er en klar forventning om, at alle lande, alle lande respekterer deres forpligtelser inden for stabilitets- og vækstpagten. Det gælder naturligvis også Danmark. Samtidig er det afgørende, at vi får gang i vækst og beskæftigelse i Europa. Derfor støtter regeringen arbejdet med at udvikle en ambitiøs og målrettet europæisk vækststrategi, EU’s 2020-strategi. Den flugter fint med de danske prioriteter: grøn vækst, fri og lige konkurrence, styrket uddannelse og forskning.

Vi skal ikke have nok i os selv. Vi er dybt afhængige af beslutninger, der træffes uden for Danmark, hvad enten det er på børsen i New York, i bestyrelseslokalet i Singapore eller på slagmarken i Afghanistan. Derfor skal vi følge det, som vi gør i Danmark, op med en effektiv og målrettet udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der skal vi have modet til at træde frem i forreste linje med den risiko for knubs, det kan give.

Kernen i vores aktive udenrigspolitik er at fremme ægte danske værdier: frihed, demokrati og ligestilling mellem kvinder og mænd. Vi skal bidrage til at gøre en forskel i verden. Vi skal bære vores del af byrden, og vi skal tage vores del af ansvaret. Men vi skal også være målrettede, og vi skal være realistiske. Vi kan ikke gøre det hele, vi skal gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt. Og vi kan selvfølgelig heller ikke gøre det hele alene, vi skal opnå indflydelse og skabe resultater i samarbejde med andre.

EU er den helt centrale ramme til fremme af vores interesser og værdier, men EU er endnu ikke den stærke aktør på den internationale scene, som vi har brug for, og som vi ønsker. Danmark skal derfor arbejde aktivt og vedholdende for at styrke EU’s globale rolle, og lige så afgørende er det at arbejde for et fortsat stærkt og effektivt transatlantisk samarbejde, også inden for NATO.

Verdensbilledet er jo under hastig forandring. Den økonomiske magt forskubber sig, og med pengene følger magten. Den politiske magt bliver spredt til flere centre i verden. Derfor skal Danmark også skabe stærke partnerskaber uden for EU’s grænser med Kina, Rusland, Brasilien, Indien og Sydafrika. Det er vejen til indflydelse på internationale beslutninger.

Afghanistan er et eksempel på, at Danmark gennem et markant internationalt engagement er med til at gøre en forskel, samtidig med at vores nationale sikkerhed og interesser forsvares. De danske soldater yder til stadighed en flot indsats under meget vanskelige vilkår. De fortjener altid vores dybeste respekt.

Så sent som i går blev vi mindet om, at danske soldater risikerer deres liv for vores sikkerhed og tryghed og for det afghanske folks håb om en bedre fremtid. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse med de efterladte og de sårede. De har betalt en høj pris, og Danmark har som nation betalt en høj pris for vores indsats i Afghanistan, en pris, der skal stå mål med resultaterne. Derfor forventer vi også en markant udvikling i Afghanistan, ikke kun militært, men også civilt. Udvikling i Afghanistan eller andre steder i verden kan ikke basere sig på militære midler alene.

Sikkerhed og udvikling går hånd i hånd, og det kræver jo også en aktiv udviklingspolitisk strategi. Sådan en har vi nu. Det er en strategi, der kombinerer danske interesser og værdier, og som ser realistisk på, hvor vi kan hjælpe, og hvor vi kan gøre en forskel. Jeg vil gerne beklage, at oppositionen ikke har villet tage et medansvar for Danmarks indsats i den tredje verden.

Udenrigspolitikken har fyldt meget i dette folketingsår. Vi så det ved klimaforhandlingerne, som blev både vanskelige og dramatiske. Med meget stærke interessemodsætninger kunne vi ikke nå så langt, som vi havde håbet på og arbejdet for, men nu, hvor tingene er lidt på afstand, vil jeg dog fremhæve, at en del faktisk lykkedes.

Vi fik for første gang nogensinde engageret verdens stats- og regeringsledere i en direkte og alvorlig drøftelse af, hvordan vi kan dæmme op for menneskeskabte klimaændringer, og vi nåede frem til en aftale, der rummer helt afgørende elementer i et nyt, globalt samarbejde om klima: 2-graders-målsætningen, den politiske ramme og de enkelte landes konkrete bidrag.

Vi er jo alle enige om, at Copenhagen Accord kun udgør et første politisk skridt, og at ambitionsniveauet skal hæves for at nå 2-graders-målsætningen, men med opbakning fra nu mere end 130 lande, der dækker 90 pct. af verdensøkonomien, fik vi i København trods alt skabt den mest omfattende aftale, der hidtil er indgået på klimaområdet. Jeg glæder mig over, at den allerede er ved at blive ført ud i livet, senest for ganske få dage siden i Oslo med etableringen af et nyt internationalt partnerskab til beskyttelse af vores skove.

Også i forhold til rigsfællesskabet bliver nye muligheder ført ud i livet. Færøerne og Grønland bruger de muligheder, som vi har skabt sammen, for at udvikle selvstyret. I år har Færøerne overtaget områderne vedrørende formueret, ophavsret og strafferet, og Grønland har overtaget råstofområdet og arbejdsmiljø for offshorearbejde.

Det er jo rigsfællesskabets styrke, at vi træffer egne valg om udviklingen af vores samfund inden for en fælles ramme, men det er også en styrke, at vi står sammen i det internationale samarbejde. Det kan nogle gange betyde, at vi ikke kan opfylde ønsker fra alle dele af riget på en gang, f.eks. følger Danmark i spørgsmål om hvalfangst i vidt omfang grønlandske og færøske interesser, mens det i andre situationer vil være grønlandske eller færøske ønsker, der må vige. Men samlet er jeg meget overbevist om, at vi alle – og ikke mindst Grønland og Færøerne – får et positivt udbytte af at stå sammen.

Fra nord til syd og fra øst til vest står Danmark som samfund over for store udfordringer. Regeringen fremlagde i februar et ambitiøst arbejdsprogram, »Danmark 2020«, med konkrete forslag til, hvordan vi kan møde udfordringerne, forslag, som vi er i fuld gang med at føre ud i livet, mens oppositionen bevæger sig i de besnærende overskrifters højere luftlag.

Jeg tror, at danskerne grundlæggende har meget stor tålmodighed med os politikere, men jeg forstår også godt, at de bliver trætte af os, når alt for meget handler om, hvad der er smart markedsføring, og hvad man lige kan nå at forklare på 12 minutter, og alt for lidt handler om, hvad der er vigtigt, nødvendigt og rigtigt. Danskerne har krav på klare svar i en usikker tid. Vi bør præsentere dem for løsninger, der konkret, realistisk og jordnært handler om at gøre det rigtige for Danmark og gøre det rigtige for danskerne. Det er regeringens tilgang.

Vi vælger ikke de kortsigtede, letkøbte smutveje, som viser sig ubrugelige, når det kommer til stykket. Vi vælger de solide og holdbare løsninger, så vi har kræfter til at stå imod kriser, og så vi kan lægge grunden til ny vækst i gunstigere tider. Vi vil bygge vores fælles hjem, Danmark, på klippegrund og ikke på kviksand, så vi kan modstå de oversvømmelser, der altid truer, og så vi trygt kan bygge videre på det gode samfund, vi har opnået, i sikker forvisning om, at velstand er det eneste holdbare fundament for vores velfærd.

Jeg vil gerne slutte af med at takke de partier, der har påtaget sig et ansvar, og som har samarbejdet med os i det folketingsår, der nu snart er gået. Jeres navne står indgraveret på soklen til det gode samfund, som Danmark er, og som Danmark skal vedblive med at være.

Tak til statsministeren for besvarelsen. Så går vi over til forhandlingen, og den første, der får ordet, er hr. Peter Christensen som ordfører for Venstre, værsgo.

Tak til statsministeren for redegørelsen. For 2 år siden blev verden ramt af en omfattende krise. Aktiekurserne styrtdykkede, verdenshandelen bremsede op, arbejdsløsheden steg, og statsgælden i de fleste lande eksploderede. Skrækeksemplet er Grækenland, der har oplevet en decideret økonomisk nedsmeltning. Landet er havnet i en vaskeægte gældsfælde. I de gode år lagde man intet til side. Man gad ikke åbne rudekuverterne, for det gik jo lige så godt.

Grækenland var heldig, for EU trådte til med en hjælpende hånd, men kom også med strenge krav. Som statsministeren var inde på, ville vi, hvis vi havde stået i samme situation som Grækenland, i de kommende år skulle spare 275 mia. kr. I Grækenland skal de offentligt ansatte gå 10 pct. ned i løn, skatten bliver sat kraftigt op, og den tidligste pensionsalder bliver sat op til 67 år.

Når jeg ser på den græske tragedie, kan jeg ikke lade være med at glæde mig over Danmark, for vi er et land, hvor skiftende regeringer har holdt orden i økonomien.

Siden Poul Schlüter trådte til i 1982, har vi udviklet en fælles forståelse af, hvad der er sund økonomisk politik. Vi begyndte at føre fastkurspolitik, så borgernes penge ikke bare blev udhulet af inflationen. Vi afskaffede den automatiske dyrtidsregulering, så automatiske lønstigninger ikke bare udhulede vores konkurrenceevne. Vi liberaliserede kapitalbevægelserne og lagde grunden til en større pensionsopsparing.

Poul Nyrups regeringer øgede arbejdsudbuddet, forkortede dagpengeperioden, satte marginalskatten ned og afskaffede formueskatten.

Foghregeringerne fortsatte de gradvise reformer med det resultat, at Danmark frem til krisen har haft overskud på de offentlige finanser i hele 10 år. I 10 år har vi afviklet gæld, og i 10 år har vi været i stand til at lægge til side.

Så kom den internationale krise, men i modsætning til Grækenland blev vi ikke blæst omkuld. Regeringen greb resolut ind for at mindske de menneskelige omkostninger ved krisen. Vi fremrykkede offentlige investeringer, frigav penge til forbrug, holdt hånden under de kommunale budgetter og gav bankerne et sikkerhedsnet, så den finansielle sektor ikke kollapsede. Og initiativerne har virket – faktisk ville arbejdsløsheden have været op mod 85.000 højere uden regeringens beslutninger.

Nok har Europa oplevet en græsk tragedie, desværre, men det blev ikke til nogen dansk tragedie, heldigvis. Til gengæld har krisen været dyr, også for Danmark. I 2009 havde vi et underskud på knap 50 mia. kr., og vi forventer et underskud på 90 mia. kr. i år. Et underskud i budgettet på 90 mia. kr. forsvinder ikke bare på 12 minutter – 12 minutters ønsketænkning: måske og hvis nu. 90 mia. kr. i underskud forsvinder kun, hvis man påtager sig ansvaret helt konkret og håndgribeligt.

Oppositionens ønsketænkningsplan minder mig lidt om de mennesker, der har optaget store forbrugslån, og når så rudekuverterne vælter ind ad brevsprækken, lægger de dem uåbnede i en køkkenskuffe og satser på, at boligmarkedet igen vil boome, så de kan optage nogle flere lån og trøsteforbruge sig ud af problemerne.

Sådan er den virkelige verden bare ikke. Den virkelige verden er meget enkel. Hvis man skylder penge, kommer man til at betale dem tilbage med renter. Hvis man venter for længe med at gå i gang, så løber der rente og renters rente på regningen, og den bliver altså større. Det siger sig selv, at enhver fornuftig regering hellere vil bruge penge på f.eks. bedre sygehuse og bedre velfærd end at bruge penge på rente og renters rente.

Den ustabile situation på finansmarkederne er en anden god grund til at betale hurtigt af på gælden. Vi skal for alt i verden undgå, at udlandet taber tilliden til dansk økonomi. Udlandet skal vide, at vi kan betale vores regninger, og at vi har tænkt os at gøre det. Hvis udlandet mister tilliden til os, kommer kronen under pres, og renten stiger. Det vil ramme alle, der har lån, uanset om det er virksomheder, boligejere, almindelige forbrugere eller statskassen.

Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti forhandlet sig frem til en genopretningsplan, som vil dække det hul, krisen har efterladt i den offentlige kasse. I den forbindelse er halveringen af dagpengeperioden en vigtig strukturel reform, en reform, som vel at mærke vil betyde, at Danmark fortsat vil være blandt de lande i Europa, der har den længste dagpengeperiode. Det glæder mig, at både Det Radikale Venstre og Liberal Alliance stemmer for. Selv om man ikke har størrelsen, vil jeg gerne kvittere for, at man har gørelsen.

Men jeg vil i særdeleshed gerne takke Dansk Folkeparti for deres ansvarlighed. Dansk Folkepartis ansvarlighed udstiller tydeligt det kolossale svigt, som vi oplever fra andre store partier i Folketinget. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti påstår, at de vil arbejde Danmark ud af krisen, men i stedet for at smøge ærmerne op og trække i arbejdstøjet og medvirke til arbejdsmarkedsreformer har S og SF i bogstaveligste forstand afleveret deres stemmekort hos LO.

Det er mildt sagt uklart, hvad S og SF egentlig vil i forhold til dagpengeperioden. Nogle gange hører vi dem sige, at dagpengeperioden skal tilbage til 4 år, andre gange, at det må afhænge af forhandlinger med fagbevægelsen. Det eneste, der står klart er, at oppositionens sande leder hverken er fru Helle Thorning-Schmidt eller hr. Villy Søvndal. Oppositionens sande leder er LO-formand Harald Børsting.

Her for nylig kunne man læse om Harald Børstings planer for den kommende valgkamp på avisen.dk. Det var interessant, men det mest interessante var dog at læse, at det nu er op til fagbevægelsen at finde sin rolle i en mulig S-SF-R-regering. Skal fagbevægelsen ligefrem med i regering? Det var selvfølgelig bare en dum formulering, men det siger noget om ambitionsniveauet. Fagbevægelsen investerer medlemmernes penge for at få S og SF i regering. Nu forstår jeg pludselig, hvad det er, fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal mener, når de taler om at investere sig ud af krisen.

S og SF har fremlagt et oplæg, de kalder »En Fair Løsning«. Hele fundamentet bygger på, at hårdtarbejdende danskere engang langt ud i fremtiden vil arbejde mere bare for at glæde fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal. Som statsministeren sagde, er det ikke fair; det er kejserens nye klæder. Jeg påtager mig gerne rollen som den lille dreng i H.C. Andersens eventyr: Hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidts plan har jo ikke noget tøj på. Man kan nemlig ikke forbruge sig ud af en gældskrise, sådan som de lægger op til. Når man øger forbruget midt i en gældskrise, svarer det til at bekæmpe ild med tændvæske.

Jeg har hørt, at TV3-programmet »Luksusfælden« søger nye deltagere. Jeg overvejer faktisk at melde hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt til programmet. Her kan man jo uge for uge følge med i, hvordan helt almindelige mennesker har stiftet en enorm gæld, fordi de ikke tids nok satte forbruget ned, så det passede til deres indtægter. Drømmehus på landet, årgangsvine i kælderen og pantefogeden i entreen, sådan lyder reklamen for programmet. Har man set »Luksusfælden« bare en gang, kan man ikke være i tvivl om, at det gælder om at få betalt regningen med det samme i stedet for at finde på alle mulige og umulige lappeløsninger og i stedet for at gemme rudekuverterne i køkkenskuffen.

Socialdemokraternes og SF’s ansvarsløshed er påfaldende. I Europa-Parlamentet har de stemt imod, at EU-landene skal overholde konvergenskravene. Det kan lyde teknisk, men det er et klart bevis på, at S og SF netop fejer rudekuverterne ned i køkkenskuffen. De har kun et skuldertræk tilovers for EU’s spilleregler, og deres svar er som altid: Brug flere penge.

Alene i denne folketingssamling har S og SF foreslået nye initiativer for 50 mia. kr. ekstra frem mod 2013. Samtidig vil S og SF rulle store dele af genopretningspakken tilbage: Dagpengereformen skal måske rulles tilbage, besparelser på udviklingsbistand skal rulles tilbage osv. Alene de sidste 2 uger har S og SF påpeget, at de vil rulle stort set alle elementer i regeringens økonomiske genopretningspakke tilbage: dagpenge, børnecheck, faglige kontingenter, kommunale budgetoverskridelser osv. De partier, som drømmer om en ny regering, vil altså tilbage til en gammeldags politik. Og det betyder rent faktisk, at S og SF de seneste 2 uger har rullet initiativer tilbage svarende til 28.000 kr. hvert eneste sekund. Når man lytter til rød blok, så tæller taxametret, og regningen bliver kun større.

I modsætning til S og SF vil Venstre fortsætte den ansvarlige linje. Vi lægger vægt på at sige sandheden, som den er: Der er et hul i kassen, men hvis vi betaler nu, ser fremtiden lys ud, og vi kan fortsætte med være et rigt land med en sund økonomi og en god offentlig service. Tiden kalder på realisme, tiden kalder på mådehold, tiden kalder ikke på ønsketænkning.

Jeg skal på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og hr. Per Ørum Jørgensen (UFG) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at forudsætningen for fortsat tiltro til dansk økonomi er, at Danmark fører en politik, som nedbringer statens underskud. Dermed fastholdes tilliden til kronen, renten holdes på et lavt niveau, og dansk økonomi stabiliseres.

Folketinget konstaterer, at et element i en ansvarlig økonomisk politik er en dagpengereform. Reformen bidrager til at løse vores økonomiske udfordringer, og når der fremover vil mangle arbejdskraft, bliver det mere attraktivt at arbejde frem for at modtage passiv forsørgelse.

Det konstateres endvidere, at der fortsat skal fokuseres på vækstinitiativer, herunder reformer af førtidspensions- og SU-området.

Folketinget konstaterer, at en ansvarlig økonomisk politik er forudsætningen for den fremtidige velfærd.

Der skal værnes om den borgernære velfærd, og det konstateres, at den økonomiske genopretning sker, uden at der skæres i kommunernes budgetter, men at den kommunale økonomi kan vokse med pris- og lønudviklingen.

Samtidig bliver der plads til vækst i sundhedsvæsenet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 86).

Tak. Det således oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Jeg har noteret følgende med ønske om korte bemærkninger: Villy Søvndal, Margrethe Vestager, Per Clausen, Morten Bødskov, Simon Emil Ammitzbøll, Kim Mortensen, Ole Sohn, Morten Østergaard, Carsten Hansen, Jesper Petersen, Frank Aaen, Anders Samuelsen, Maja Panduro, Niels Helveg Petersen, Jens Peter Vernersen, Pernille Vigsø Bagge og Mogens Jensen. Der er her taget skyldigt hensyn til ordførerne, som indgår i prioriteret rækkefølge.

Der er 1 time til rådighed. Det vil sige, at der skulle kunne nås 15, og det skulle være til og med Jens Peter Vernersen. Hvis man er hurtigere, kan det være til og med Pernille Vigsø Bagge og Mogens Jensen, som er nr. 17 på listen. Men det er altså op til medlemmerne selv, hvor mange der egentlig når igennem.

Den første, der under alle omstændigheder får ordet for en kort bemærkning, er hr. Villy Søvndal.

Tak for det. Sidst vi havde en debat, sagde Venstres ordfører hr. Peter Christensen, og jeg citerer efter hukommelsen: Vi gør det, så godt vi kan – underforstået regeringen og Venstre. Der tror jeg sådan set, hr. Peter Christensen sagde noget, der var rigtigt. Jeg tror, at et af hovedproblemerne er, at regeringen ikke er i stand til at gøre det bedre.

Det må specielt vække til eftertanke i en periode, hvor jeg tror vreden udeomkring er meget stor – vreden over alle de brudte løfter, vreden over det skønmaleri, man tegner, og som ingen jo kan genkende ude i virkeligheden – når man nu lægger op til et forslag til vedtagelse, der hedder, at man nu skal gøre noget for velfærden, og det sker i samme periode, hvor Silkeborg Kommune er i færd med at spare 250 mio. kr. Det skyldes ikke socialdemokrater, som hr. Peter Christensen formentlig vil sige om lidt. Der var en konservativ borgmester indtil den 1. januar.

Jeg tror, at et af regeringens hovedproblemer er, at de massive besparelser, der finder sted på velfærden i kommunerne lige nu, passer så dårligt til det skønmaleri, og de bliver i øvrigt sat i relief af de kæmpe ufinansierede skattelettelser, som den her regering har givet. Jeg tror, det er det, folk reagerer imod.

Hr. Peter Christensen.

Jeg vil nok starte med at advare hr. Villy Søvndal mod at bruge den frie hukommelse for meget og vil derfor anbefale at gå ind på TjekLigeFakta.dk, for vi har haft en række eksempler på, at det er gået galt for hr. Villy Søvndal, når det kun var hukommelsen, der var til hjælp.

Jeg mener sådan set ikke, at jeg i mit indlæg tegner noget skønmaleri. Det, som sådan set er min pointe, er, at Danmark står i en vanskelig økonomisk situation ligesom alle andre lande i Europa. Men modsat hr. Villy Søvndal tror vi ikke på, når man har et stort underskud, fordi man har investeret massivt, at løsningen bare er at låne flere penge og gældsætte Danmark yderligere. For det kunne man godt købe sig til mere offentlig velfærd for på den korte bane, naturligvis kunne man det, men hvad ville konsekvensen være? Ja, den ville være, at den samme velfærd langsomt ville blive udhulet, fordi staten og det offentlige skulle bruge flere og flere penge på at afvikle gæld.

Hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning.

Jeg tror, at det for hovedparten af danskerne ikke er så underligt, at der opstår et underskud, når man op til hvert valg leverer ufinansierede skattelettelser i den størrelsesorden, man gjorde i 2005 og i 2007 og her igen den 1. januar.

Jeg tror, at det, folk synes er dybt uretfærdigt, er, at man leverer skattelettelser til de allermest velhavende – 465.000 kr. om året til Peter Straarup fra Danske Bank – samtidig med at man sender regningen videre til børnefamilierne, som jo ikke har gjort noget andet, end at de har fået børn, hvilket jo sådan set ikke er nogen samfundsforbrydelse; sender regningen videre til de arbejdsløse, der oven i at blive ramt af arbejdsløshed bliver ramt af at få deres livsgrundlag trukket væk, i det øjeblik de rammer 2-års-reglen; sender regningen videre til helt massive velfærdsforringelser. Det er det miks af skattelettelser til de mest velhavende og velfærdsforringelser og markante besparelser på udsatte grupper, som folk reagerer på i øjeblikket.

Jeg vil spørge hr. Peter Christensen, om han overhovedet vil forholde sig til det problem, at det er velfærd og retfærdighed, folk vil have, frem for Venstres skattelettelser.

Hr. Peter Christensen.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg har jo i debatten i meget, meget lang tid kunnet lytte mig til, at stort set ligegyldigt hvad vi diskuterer, bliver der kørt en grammofonplade med, at skattelettelserne er ufinansierede.

De er fuldt finansierede, og når vi siger, at de er fuldt finansierede, betyder det jo, at for hver krone man har lettet skatten på arbejde, har man sat afgifter op og fradrag ned. Så vi har flyttet rundt på skatteelementerne for at sætte skatten ned på arbejde. Vi har sat fradraget ned for bl.a. boliglån. Vi øger grønne afgifter. Ja, der har også været en meget stor debat om en udligningsskat for de største pensioner, som jeg også tror folk har kunnet lytte sig til. Det er jo netop debatter, som har taget udgangspunkt i, at vi finansierer de skattelettelser, vi har givet.

Så er det fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor ordføreren handler, fordi det jo er en butik, som giver en overordentlig velvillig rabat. Statsministeren, ordføreren, hele holdet taler og taler og taler om, at regningen er betalt. Kan vi ikke få den fuldstændig nøgterne forklaring på, hvordan det kan være tilfældet, når vi kun er på vej op til noget, der måske bliver lige at røre ved nul i 2015, hvorefter der er røde tal, røde tal, røde tal, nemlig underskud på underskud på underskud?

Hvordan kan det blive til, at regningen er betalt, når sandheden er, at det er den ikke, og at det, der venter, hvis man fortsætter regeringens linje, er nye spareplaner, nye besparelser, der, hvis vi skal forestille os, at det fortsætter, helt tilfældigt rammer folk, der ikke har noget medansvar for den økonomiske situation, vi er i?

Ordføreren.

Med vedtagelsen af genopretningsplanen er kriseregningen betalt. Det er jo fuldstændig korrekt, at hvis man ser langt nok frem i tiden, er der selvfølgelig udfordringer, vi ikke har løst endnu. Vi tillod os beskedent, da vi tiltrådte i 2001, at sige, at vi ikke skulle løse alle fremtidens problemer på et år. Vi har taget det bid for bid, gennemført reformer gang på gang og dermed sikret, at der netop kunne være tillid til dansk økonomi, at vi får skabt en balance mellem indtægter og udgifter.

Når vi ser frem til 2015, vil vi se, at vi med genopretningsplanen har taget en meget, meget stor bid af den manko, der var på 31 mia. kr. Der udestår stadig væk en udfordring på omkring 4 mia. kr., og der har regeringen allerede bebudet, at den også vil se på en førtidspensions- og en SU-reform.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg synes egentlig, at ordføreren var overraskende klar i sin erkendelse af, at regningen ikke er betalt. Der mangler stadig væk. Der mangler 4 mia. kr. frem til 2015, og fra da af er der ingen bud på, hvordan Danmarks økonomi skal holdes sund. Det er ikke en kriseregning, der er betalt. Det er endnu et afdrag på 10 års uansvarlig økonomisk politik, et opsving, som er soldet op.

Jeg synes, det er interessant, at den besked, der kommer fra Venstre i dag, er, at SU-modtagere og førtidspensionister skal betale resten af regningen, for det er det, ordføreren siger: De 4 mia. kr. skal komme fra en SU-reform og en førtidspensionsreform, og så kan det være, at Venstre kan gøre regnebrættet op. Jeg synes bare ikke, at det er i orden.

Ordføreren.

Jeg vil sådan set ikke stå her og love, at vi nu i det kommende år vil løse alle udfordringer frem til 2025 og 2030. Det vil vi ikke. Vi tager det bid for bid.

Personligt synes jeg også, at det ville være meget at forlange, at det første år, man var i Folketinget, skulle man simpelt hen tage ansvaret for 30 års politik og rydde op i det hele på en gang. Jeg synes sådan set, at det er rimeligt nok, at man tager det bid for bid og sørger for, at hver gang vi laver en fremskrivning af dansk økonomi, får vi i orden i vores hus i den periode.

Regeringen har bebudet, at der vil komme en 2020-plan, og så tager vi selvfølgelig også de udfordringer, den plan vil vise. Jeg er sådan set enig med fru Margrethe Vestager i, at der også ligger en udfordring efter 2015. Men grunden til, at der jo også er tillid fra de finansielle markeder til Danmark, er, at vi har vist, at vi rent faktisk løbende sørger for at skabe orden i vores hus.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Vi har nu fået afklaret, at regningen ikke er betalt. Det er den første af regeringens påstande, som ikke holdt vand. Den anden påstand havde statsministeren taget ud af sin tale i dag, og det har hr. Peter Christensen også, og det er talen om, at alle skal være med til at betale regningen. Det er man klogeligt holdt op med at sige, for det var jo ved at nærme sig en historisk løgn. For hr. Peter Christensen må vel bekræfte, at dem, der nu kommer til at betale regningen, er børnefamilierne, de arbejdsløse, der ryger på kontanthjælp, mens den halve million, man har givet i skattelettelser til de bedst lønnede bankdirektører i det her land, beholder de. Altså, regningen er ikke betalt, og det er de økonomisk dårligst stillede, der kommer til at betale den del af regningen, der bliver betalt.

Ordføreren.

Nu er det jo så ikke første gang, jeg oplever, at hr. Per Clausen ikke hører efter, hvad der bliver sagt, for kriseregningen er betalt med den her genopretningsplan. Så ved vi, at når vi kigger ud i fremtiden og følger de årgange, der er født for længe siden, og de årgange, som lige er født, kan vi se, at der jo kommer nogle store årgange, der går på pension, og det giver selvfølgelig nogle økonomiske udfordringer også på sigt. Men det er der sådan set ikke noget nyt i, det er jo netop den opgave, vi gerne tager på os ansvarligt for at sørge for år for år at bringe orden i vores økonomi.

Så er det simpelt hen ikke rigtigt, at dem med de største indkomster ikke er med til at betale kriseregningen. Med udskydelse af grænsen for, hvornår man skal betale topskat, i 3 år, er de netop også med til at betale en stor del af kriseregningen.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå på hr. Peter Christensen, at det, han siger, er, at i første omgang kaster vi en stor del af regningen ind i børneværelset; til gengæld siger man så også, at de børn også skal betale en regning i fremtiden, fordi man ikke betaler det hele nu. Og det er selvfølgelig til at forstå, det er Venstrepolitik, der vil noget.

Men det andet, som jeg godt vil stille et spørgsmål om igen, er: Er det ikke rigtigt, at bankdirektørernes skattelettelse på 0,5 mio. kr. beholder de? Så er det rigtigt, at de skattelettelser, man har lovet dem de kommende år, bliver udsat en lille smule, men det står jo i stærk modsætning til de arbejdsløse, til den arbejdsløse murer, som efter at have haft arbejde har tabt halvdelen af sin indtægt ved at blive arbejdsløs og nu risikerer at ryge på kontanthjælp eller ingen hjælp, fordi han er så uheldig at være gift med en kvinde, som tjener penge, eller som måske ejer sin egen bolig; han får ingenting. Kan hr. Peter Christensen ikke se, at det jo meget godt illustrerer, at det var klogt af Venstre at droppe snakken om, at alle er med til at betale regningen?

Ordføreren.

Vi er alle sammen med til at betale en del af regningen, og selv om det er blevet sagt tidligere, vil jeg alligevel gentage det: Altså, de skattelettelser, vi har givet, hvor vi har sat skatten ned på arbejdsindkomst, er fuldt finansieret, ved at vi bl.a. sætter grønne afgifter op, at vi beskærer de fradrag, der er, og mange, mange andre ting. Og jeg ved jo udmærket godt – det er der sådan set heller ikke noget nyt i – at Enhedslisten bedst kan lide den ene halvdel, nemlig at sætte afgifterne op og forringe fradragene, så summen sådan set bare skal være, at danskerne skal betale meget, meget mere i skat. Det er der jo sådan set heller ikke noget nyt i.

Problemet er jo bare, at så får vi da for alvor et problem, hvis den måde, som Danmark skal få fuld fart i væksten på, fuld fart i økonomien på, er, at vi bare skal beskatte og beskatte. Hvis det rører sig, så beskatter vi det, indtil det holder op.

Så er det hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.

Nu vil jeg høre, om det kan lade sig gøre at få et helt konkret svar fra Venstres ordfører. I det udspil, som regeringen kom med til forhandlingerne om sin nedskæringsplan, er der et forslag, hvor man fastfryser overførselsindkomsterne. Det forslag rammer eksempelvis enlige folkepensionister meget hårdt.

Jeg har to helt konkrete spørgsmål, som jeg vil høre om man kan få et svar på fra ordføreren. Det første er: Hvorfor mente Venstre, at folkepensionisterne skulle fratages penge? Det andet er: Hvor mange penge var det, en enlig folkepensionist ville miste med det her forslag? De to konkrete spørgsmål tror jeg der sidder rigtig mange folkepensionister som stadig er meget rystet over, og dem tror jeg faktisk gerne de vil have svar på.

Ordføreren.

Det er sådan set et meget pudsigt emne at slå an, for det er nærmest tydeligt, at det er til stor irritation for Socialdemokratiet, at vi har fundet på en anden måde at løse de økonomiske udfordringer på; at det faktisk lidt irriterer hr. Morten Bødskov, at vi ikke valgte at fastfryse alle overførselsindkomster i 2 år. Men forslaget gik som udgangspunkt netop ud på at sige: Vi tager ikke nogen penge fra nogen; til gengæld skal man beholde det, man har her i 2010.

Under forhandlingerne nåede vi så frem til, at det at lave en reform af dagpengeperioden var en bedre måde at løse det på, også fordi det jo giver et positivt bidrag til at få en sund økonomi på lang sigt. Derfor er jeg sådan set glad for det kompromis, som kom ud af forhandlingerne med Dansk Folkeparti. Jeg synes, det er en rigtig god aftale, vi har fået lavet, og det er en ansvarlig aftale. Man kan jo ikke finde 24 mia. kr. på en nem måde. Vi står jo ikke og siger, at der ikke er nogen, der bliver ramt af det; at der ikke er nogen, der vil kunne mærke det. Selvfølgelig er der det, men alle danskerne ville også blive ramt, hvis vi ikke gjorde noget og der kom en manglende tillid til vores økonomi.

Hr. Morten Bødskov.

Altså, jeg spurgte ikke om alt det, som ordføreren valgte at svare på her. Jeg stillede to meget konkrete spørgsmål. Jeg ved ikke, om ordføreren har Venstres og dermed også regeringspartiernes eget udspil med på talerstolen, men man kan jo slå op på side 14, og der kan man finde svaret på det ene af spørgsmålene, nemlig hvor meget det var, det her forslag ville betyde, hvor mange penge man ville tage fra folkepensionisterne. Med det her forslag vil man efter skat tage 3.240 kr. om året for altid.

Det synes jeg at man skylder at forklare landets folkepensionister. I stedet for at bevæge sig ud i alle mulige underlige forklaringer skal man sige det, som det er, nemlig at Venstre bakker op og bakkede op om et forslag, som vil forringe den enlige folkepensionists økonomi med 3.240 kr. om året for altid. Det skylder man at stå ved. Jeg tror, der sidder rigtig mange folkepensionister, som oprigtig talt stadig væk er meget rystede over, at regeringen kunne finde på at foreslå det her, og at Venstre bakkede op, men også at de ikke kan få noget svar på, hvorfor folkepensionisterne skulle betale til regningen.

Ordføreren.

Jamen vi står ved, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, og at det for os er en bunden opgave at finde de 24 mia. kr. Vi kom med et udspil, hvor vi bad alle, der modtager en overførselsindkomst, om at leve for det, de lever for i 2010, de kommende 2 år. Under forhandlingerne fandt vi en endnu bedre måde at løse det på. Jeg ved godt, at det irriterer Socialdemokraterne, at det ikke blev til noget. Det kan jeg jo næsten høre. Jeg synes, at det er en god måde, vi har fundet de penge på nu, men jeg synes sådan set også, at det vigtigste jo var, at vi netop får nedbragt vores underskud.

For det, jeg var ved at sige tidligere, var, at hvis der ikke er tillid til dansk økonomi, har det kun én konsekvens. For finansmarkederne agerer ikke politisk, men til gengæld meget kontant, og det vil sige, at hvis de begynder at tvivle på de danske politikeres beslutsomhed med hensyn til at føre en ansvarlig økonomisk politik, stiger renten. Det er der ikke nogen politikere der kan gøre noget ved. Det vil bare ske. Man skal jo altså huske på, at det vil ramme alle danskere.

Det, der også, synes jeg, er lidt bedrøveligt, er, at vi ikke har kunnet få et eneste svar på fra Socialdemokraterne på, hvordan man skal finde 24 mia. kr. de næste 3 år. Man smider simpelt hen rudekuverterne ud og bilder danskerne ind, at det behøver vi simpelt hen ikke lytte til, at det er der ingen grund til at tage alvorligt.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg forstår godt, hvis ordføreren har svært ved at svare på alle oppositionens mærkelige skattespørgsmål. Når man taler om, at der har været massive skattelettelser til de rigeste på det seneste, har det jo en troværdighed på linje med LO's kampagner. Sandheden er, at regeringen indfører skattestigninger for 10 mia. kr. med genopretningspakken. Så det er jo det modsatte, der er tilfældet.

Men jeg vil spørge om noget helt andet. Statsministeren gentog i sin tale målet om, at i 2020 skal Danmark være et af verdens ti rigeste lande. Det støtter vi meget op om i Liberal Alliance. Men hvordan hænger det sammen med, at OECD forudser, at hvis vi fortsætter, som vi gør nu, får vi en af de laveste vækstrater i den vestlige verden? Så bliver vi jo ikke et af verdens ti rigeste lande.

Ordføreren.

Nej, og der vil jeg på ingen måde betvivle OECD's prognose, for den bygger jo netop på en forudsætning om, at vi ikke gør noget. Pointen i statsministerens tale var jo netop, at til efteråret vil regeringen sætte fuld fokus på en vækstdagsorden. Når vi har betalt kriseregningen, fået vedtaget den her genopretningspakke, kan vi komme videre netop med en vækstdagsorden, der skal sikre, at vi kan få skabt endnu flere arbejdspladser, at vi kan få pæne overskud både i den private og den offentlige økonomi.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg er glad for, at man ikke betvivler OECD, især fordi OECD også siger, at noget af det problematiske ved genopretningspakken netop er den del, der handler om skattestigningerne, og det er vi meget enige i i Liberal Alliance. Et godt slag på tasken ville være, at det koster 10.000 danske arbejdspladser, at man vælger at lave skattestigninger som en del af genopretningspakken. Derfor er der jo en endnu større udfordring til efteråret med at få skabt vækst i det her samfund. Vækst i det her samfund kræver, at man laver nogle reformer. Vi har foreslået en markant lavere selskabsskat, en lavere personskat og en fjernelse af efterlønnen, sådan at det ikke kun er børnefamilierne og de handicappede, der skal betale regningerne, men sådan at regningen også bliver betalt af dem, der går rundt og laver ingenting på det offentliges regning, selv om de bare kunne passe et arbejde. Var det ikke noget at gå videre ad den vej?

Ordføreren.

Jeg er sådan set ikke uenig i, at det at udskyde topskattegrænsen i 3 år har en negativ effekt på arbejdsudbuddet, for det er jo lige så logisk, som at det, når vi har sat skatten ned på arbejde, selvfølgelig motiverer danskerne til at arbejde mere, og dermed at arbejdsudbuddet stiger. Der kan vi jo se, at den største del af sænkningen af skatten på arbejde jo netop har givet et rigtig flot resultat. Når vi så gør det alligevel, er det, fordi vi synes, at alle skal være med til at betale kriseregningen, og at de bredeste skuldre også skal være dem, der bærer det største læs. Så derfor er det en politisk beslutning, og ikke fordi vi sætter spørgsmålstegn ved, at når vi om 3 år hæver grænsen for, hvornår man skal betale topskat, vil det så også der give et positivt resultat.

Så er det hr. Kim Mortensen, kort bemærkning.

Nu har vi jo hørt ikke bare statsministeren, men også Venstres ordfører lave en lang opremsning af det – man kunne kalde det et brandudsalg eller ophørsudsalg – regeringen har haft i gang, en snak om rudekuverter og regninger, som ligger tilbage i den ene eller den anden skuffe. Det, vi ikke har hørt så meget om, er jo, hvem der egentlig har udstedt den faktura, der er på den regning.

Sagen er jo, at vi har haft en regering, der med rund hånd har delt ud af ufinansierede skattelettelser, med rund hånd har brudt det ene løfte til vælgerne efter det andet og nu står tilbage med en regning. Den regning skal så eksempelvis betales af danske lønmodtagere – enten af dem, der er arbejdsløse, eller af dem, der har en risiko for at blive arbejdsløse, ved at man halverer dagpengeperioden. Man halverer dagpengeperioden og skaber en helt unødvendig økonomisk usikkerhed for helt almindelige danske lønmodtagerfamilier, der prøver at få det hele til at hænge sammen i den private økonomi. Det er ikke et spørgsmål eller en påstand, som man bare kan sidde og finde på her, det er faktisk bl.a. regeringens egen beskæftigelsesminister, der siger følgende så sent som den 15. februar 2010:

»Det er overhovedet ikke aktuelt med en dagpengereform, og derfor vil jeg ikke tale om det. Vi skal ikke gøre folk usikre på deres økonomi«.

Er Venstres ordfører enig med Venstres beskæftigelsesminister og alle andre i, at det her med at halvere dagpengeperioden skaber en helt unødvendig usikkerhed om danske lønmodtageres økonomi?

Ordføreren.

Vi er på vej ud af en krise, vi kan begynde at se væksten, som så småt kommer, og om 2 år, når dagpengeperioden så er 2 år, har vi en klar forventning om at vi vil se en beskæftigelse, som er steget markant, at væksten er kommet godt i gang, og derfor vil det være en helt anden situation. Det vil være en helt anden situation end dengang, hvor Socialdemokraterne satte dagpengeperioden ned fra 7 til 4 år. Det var en helt anden situation, og da gjorde man det alligevel. Man så også effekten af det, nemlig at ledige kom hurtigere i arbejde. Det tror jeg sådan set vil gentage sig.

Men jeg vil alligevel også godt sige, at det her jo handler om at føre en ansvarlig økonomisk politik, hvor vi gerne står til ansvar for den genopretningspakke, vi har vedtaget, fordi det er det bedste for danskerne. Det står bare i skærende kontrast til, at Socialdemokraterne ikke vil give et eneste bud på, hvad de vil. De vil heller ikke engang give et klart svar på, om de vil rulle dagpengeperioden tilbage, hvis de kunne få flertal for det.

Så er det hr. Kim Mortensen.

Nu er rækkefølgen jo den, at skiftende ordførere fra partierne får 10 minutters taletid på Folketingets talerstol og der så er mulighed for at stille spørgsmål til ordførerne. Og det her var jo faktisk et helt banalt spørgsmål til Venstres politiske ordfører: Er Venstres politiske ordfører enig i, at det her skaber en helt unødvendig økonomisk usikkerhed?

Det, som regeringen har gjort her, er jo at lave en permanent halvering af dagpengeperioden uanset beskæftigelsessituationen, mens det, man laver for dem, der er delt skattelettelser ud til, nok er en udskydelse af topskatten, men det er jo penge, der kommer tilbage igen. Her laver man en økonomisk usikkerhed for den lønmodtagerfamilie, der eventuelt skal låne penge til deres hus, skal have vurderet deres rådighedsbeløb nede i banken, skal have deres privatøkonomi til at hænge sammen.

Er Venstres ordfører ikke enig i, at det her skaber usikkerhed omkring lønmodtagernes økonomi? Spørgsmål nummer to er: Kunne det så ikke være en idé at lytte til forslaget om, at man sammenkobler arbejdsløshedsperioden med den konjunktur, altså den beskæftigelsesmæssige situation, der er, så man ikke kaster danske lønmodtagere ud i den her krise?

Jeg beder om, at man registrerer lamperne. Det er ikke særlig kollegialt at afskære så mange fra at få ordet, fordi timen er gået, i og med at man ikke har overholdt sin taletid. Værsgo til ordføreren.

Det er rigtigt nok, at jeg skal svare på de spørgsmål, der bliver stillet, men det er ikke sådan, at det decideret er forbudt lige at krydre det ind i spørgsmålet, hvis man alligevel har svaret på, hvad Socialdemokraterne vil med dagpengeperioden. Det må man gerne, men jeg tror, det er, fordi der ikke er noget svar.

Jeg mener sådan set, at det, at vi nu ændrer dagpengeperioden, også skal ses i sammenhæng med den aktive arbejdsmarkedspolitik, og det skal ses i sammenhæng med, hvad det er for en økonomisk situation, vi vil stå i om 2 år. Vi tror jo, at der vil være en helt anden situation om 2 år, fordi vi kan se, at væksten så småt allerede er i gang.

Jeg mener sådan set, at Socialdemokraterne fuldstændig løber fra deres ansvar ved ikke at ville give et eneste bud på, hvordan vi skal finde 24 mia. kr. Man betvivler endda, at vi skal finde 24 mia. kr., selv om EU har et klart regelsæt, som vi er røget ind i, og som siger, at det mindste, man kan blive bedt om, er 0,5 pct. i 2011, 2012 og 2013. Det er det, der svarer til de 24 mia. kr. Der synes jeg simpelt hen, det er for ringe, at et parti, som har fået os ind i det regelsæt, nu løber, lige så snart regelsættet skal aktiveres.

Så er det hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Vi er jo i en situation, hvor der er udbetalt nogle skattelettelser til de mest velstillede, og nu viser det sig, at der ikke er penge i kassen til at finansiere dem. Det første var vel at erkende, at det måske ikke var det rigtige tidspunkt at give de store skattelettelser. Men det gjorde man, og nu beder man så de arbejdsløse og børnefamilierne om at finansiere de store skattelettelser. Det har der været en debat om her i salen. Men kan jeg ikke lige få Venstres ordfører til at bekræfte, at topskattelettelsen bliver udsat i 2 år, og så udløses den, hvorimod de nedskæringer, der rammer de arbejdsløse og børnefamilierne, er permanente?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke bekræfte, for det er 3 år, det udsættes. Det gør vi, fordi vi synes, det er vigtigt, at de bredeste skuldre er med til at bære det største læs i forhold til at betale den her kriseregning. Det er også ofte folk med meget store indkomster, som har f.eks. store boliglån, det drejer sig om, og derfor vil de jo også i sig selv have en enorm interesse i, at der er tillid til dansk økonomi, for hvis renten stiger, vil de sandelig også blive ramt hårdt af det. Det ved alle, som har egen bolig og kan se på deres kreditforeningslån, hvad det vil betyde.

Jeg ved godt, at SF uanset hvad har besluttet sig for bare at blive ved med at påstå, at skattelettelserne ikke er finansieret, og uanset hvor meget dokumentation der bliver fremlagt, ændrer det nok ikke på, at det er SF's mediestrategi, for de har haft nogle kloge spindoktorer til at udtænke det for sig, men det gør det jo bare ikke mere rigtigt. Skattelettelserne er fuldt finansieret.

Hr. Ole Sohn.

Nu forsøgte jeg faktisk at undgå den der lidt polemiske debat ved blot at konstatere, at regeringen og Dansk Folkeparti har givet de mest velstillede i det her samfund store skattelettelser. Nu viser det sig, at der er et hul i kassen, og det hul skal dækkes ind, men det bliver jo ikke de personer, som har fået skattelettelserne, som dækker det, det bliver de arbejdsløse og børnefamilierne, som skal dække det.

Nu ved jeg ikke helt, om det var et forsøg på at give et svar og erkende, at udsættelsen af topskattelettelsen er midlertidig, mens nedskæringerne for børnefamilierne og de arbejdsløse er permanente. Men er det ikke korrekt forstået, at det hænger sammen på den måde, at man giver nogle skattelettelser, som det viser sig der ikke er dækning for, og at skattelettelserne skal finansieres permanent af nedskæringer for børnefamilierne og de arbejdsløse, hvorimod dem, der skulle have skattelettelserne og har fået dem, får nogle ekstra skattelettelser, men bare først om en lille periode?

Ordføreren.

Hul i kassen – bliver der sagt. Som jeg sagde i min ordførertale, har vi i 10 år kunnet afdrage på gælden. Det var ikke noget, som SF og Socialdemokratiet anbefalede, nej, vi fik meget kritik for det, men den valgte vi heldigvis at overhøre, så vi har i 10 år høvlet af på gælden, så Danmark var gældfrit, da krisen ramte. Og det er jo netop beviset på, at hr. Ole Sohn ikke har ret.

Så er det jo korrekt, at udskydelsen af grænsen for, hvornår man skal betale topskat, er 3 år. Så vil vi indføre den, for vi tror stadig væk på, at det vil have en positiv effekt på at få sat noget arbejde i gang. Og dagpengeperioden, jo, men det er jo det rene hykleri at skulle blive ved med at lytte til, at det, at vi halverer dagpengeperioden, er fuldstændig uhørt, når man kan huske tilbage på de forhandlinger, vi havde i 2008, hvor Socialdemokratiet mødte op og ville forhandle om dagpengeperioden og i øvrigt ikke syntes, at der var noget forkert i det. De havde så samtidig et ønske om, at ydelsen skulle sættes op, og de to krav gjorde, at vi ikke kunne være med til det, for det ville trække flere ud af arbejdsmarkedet, end det ville give.

Så er det hr. Morten Østergaard, kort bemærkning.

Venstre og hr. Peter Christensen slår sig jo op på, at man skal tjekke fakta. Og fakta i forhold til det, som hr. Peter Christensen har sagt, er jo, at regningen ikke er betalt. Hullet i regeringens økonomiske politik er på 31 mia. kr., og de er ikke fundet. Det er jo bare fakta.

Så er det spørgsmålet, om det er regningen for krisen. Og det er også forkert, for det er jo den slingrekurs og kortsigtethed, der har været i den økonomiske politik, der har skabt problemerne. Jeg vil gerne prøve at illustrere det med skattestoppet. Skattestoppet har jo i den tid, det har eksisteret, kostet i omegnen af 100 mia. kr. i løbende skattelettelser på forskellige afgifter osv., og det er klart, at regeringen jo også er kommet til en erkendelse af, at man ikke har råd til det længere. I februar 2010, hvor regeringen fremlagde sit arbejdsgrundlag, var der godt nok ikke noget om, at skattestoppet vil blive sat ud af kraft. Så har vi forstået, at økonomien har været i bedring hele foråret ifølge regeringen, og nu har man så, fordi det går bedre, besluttet sig for at sætte skattestoppet ud af kraft.

Det, der så undrer mig, er, at man ikke er stoppet med at tælle dagene for skattestoppet på Venstres hjemmeside. Er det ikke netop den falske markedsføring, som statsministeren talte om, når man har en slingrekurs, som slingrer så stærkt, at man ikke kan nå at rette sin hjemmeside, så den passer til fakta?

Så er det ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at vi vil få hjemmesiden til at passe, når der er truffet de beslutninger i Folketingssalen, der skal træffes. Men det, jeg gerne vil give et par ord med på vejen om, er det, at der skulle være en slingrekurs. Det er sådan i den radikale optik, at hvis man ikke løser det hele frem til 2030 på en gang, så har man ikke løst noget. Det er jo ikke rigtigt. Vi har jo gennemført reformer løbende. Vi lægger ikke skjul på, at den udfordring, der er frem til 2015, netop er på de 31 mia. kr., og at vi med genopretningsplanen lægger omkring 27-28 mia. kr. frem til 2015. Det er jo en meget stor bid, og så finder vi det sidste løbende. Det håber jeg sådan set også at De Radikale vil være med til, ligesom de stemmer for en halvering af dagpengeperioden.

Så til allersidst: Vi ser simpelt hen forskelligt på det med, hvad det har kostet at sætte skatterne i ro. Vi mener som udgangspunkt, at danskerne har ret til deres egne penge, og det koster ikke noget at sige, at vi ikke vil tage dem fra dem.

Hr. Morten Østergaard, kort bemærkning.

Alligevel måtte statsministeren jo konstatere, da han fremlagde genopretningsplanen, at der ikke længere var råd til at have skattestoppet, som altså ifølge hr. Peter Christensen ikke koster noget. Det var der ikke længere råd til at have, for nu skulle regningen betales. Jeg er glad for, at hr. Peter Christensen indrømmer, at det ikke er hele regningen, men at det kun er noget af regningen, der er betalt, så kan vi da i det mindste få det faktum på plads. Men virkeligheden er jo, at skattestoppet alene i 2010 koster 19 mia. kr. – 19 mia. kr. Og det, man kan se, hvis man kigger på, hvad de uafhængige økonomiske rådgivere, som regeringen har, siger, er jo bl.a., at tidligere overvismand Peter Birch Sørensen i Politiken i august 2009 har sagt, at netop skattestoppet har bidraget til boligboblen og derfor har været med til at forstørre den regning, som er nu.

Derfor må jeg bare sige til hr. Peter Christensen, at det jo er en slingrekurs, når man fastholder et skattestop i februar, skifter det ud i maj, men ikke har tid til at opdatere Venstres hjemmeside, så den er i overensstemmelse med fakta.

Ordføreren.

Det er jo helt rigtigt, at rigtig mange økonomer synes, at vi skal beskatte boligen. Det kan man høre, det står sikkert også i de fleste af de lærebøger, de har på økonomistudiet. Det er jo også rigtigt, at De Radikale brænder for at komme i gang med at beskatte boligen. Jeg håber så ikke, hvis der en gang langt, langt ud i fremtiden måtte komme en rød regering, at De Radikale får alt for stor indflydelse. Jeg frygter det, for det er jo en meget stor skattekilde, der ligger i boligbeskatningen. Vi vil gerne give boligejerne den tryghed, at vi ikke vil øge boligbeskatningen, og det er i øvrigt, uanset hvad økonomer måtte sige, fordi det er et politisk valg, vi har truffet.

Hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt tilbage til det, man kalder løftebruddet, som hr. Kim Mortensen jo var inde på. Og jeg vil sige, at forleden morgen, da jeg gik ud af Folketinget, stod Mellemfolkeligt Samvirke udenfor, og der stod seks mand høj og løftede på tre brude, og jeg synes faktisk, det var en meget god stunt. Men hr. Peter Christensen skal vist ud og løfte på rigtig mange brude, hvis det her skal forklares. Men nu ser jeg frem til et svar.

Hr. Claus Hjort Frederiksen, den daværende beskæftigelsesminister, sagde i Jyllands-Posten den 29. januar 2006:

»Vi siger også, at der ikke bliver tale om at indføre brugerbetaling eller afkorte dagpengeperioden. Det er nogle af de ting, som vi ikke tager fat på«.

Så skal jeg spørge hr. Peter Christensen: Er det et løftebrud, at man så ændrer på dagpengeperioden så kort tid efter?

Man sagde det faktisk også den 9. januar 2007 til Information. Der sagde man:

»Vi risikerer, at det går ud over vores flexicurity, hvor det er nemt at hyre og fyre, hvis vi reducerer dagpengene. I givet fald vil lønmodtagerne nemlig ved overenskomstforhandlingerne kræve længere opsigelser eller bedre godtgørelser …«.

Er det et løftebrud, eller er det ikke et løftebrud? Der kan faktisk bare svares ja eller nej.

Ordføreren.

Hr. Carsten Hansen indleder sit spørgsmål med at sige en hel masse ting om et stunt, og jeg ved godt, at for Socialdemokratiet handler politik om stunts og smarte overskrifter, men for os er Danmark en virkelighed, en virkelighed, der fortjener respekt, en virkelighed, der fortjener, at vi tør stå ved vores ansvar og træffe også de svære beslutninger.

Jeg synes jo, det er tankevækkende, når vi nu diskuterer dagpengeperioden, at Socialdemokratiet har været langt inde i forhandlinger om at korte i dagpengeperioden, ud fra at de syntes, det var bedre, og så ville man til gengæld gerne have nogle højere ydelser. Det var jo en helt rimelig forhandlingsposition. Vi var ikke enige i, at det var den rigtige måde at gøre det på, men der var jo ikke tale om noget løftebrud på det tidspunkt, hvor vi sad og forhandlede, så det er jo opfundet til lejligheden.

Men vi vil altså træffe de beslutninger, der skal til for at få Danmark igennem krisen, og Socialdemokratiet vil ikke.

Jeg skal gentage, at spørgetiden og svartiden er 1 minut, når der er korte bemærkninger. Ellers risikerer vi, at en lang række af dem, der gerne vil have ordet, ikke får ordet.

Hr. Carsten Hansen.

Jeg har aldrig hørt så meget udenomssnak, som jeg har hørt de sidste tre kvarter fra hr. Peter Christensen. Man får intet svar på det, man spørger om. Jeg spørger fuldstændig klart og klokkeklart i forhold til de her citater, hvor den tidligere beskæftigelsesminister hr. Claus Hjort Frederiksen har sagt, at der ikke bliver tale om at indføre brugerbetaling eller afkorte dagpengeperioden. Når man så gør det som en tyv om natten uden at diskutere det med arbejdsmarkedets parter eller nogen andre og jeg spørger, om det så er et løftebrud eller ej, så taler man uden om, taler om forhandlinger og noget, der engang er sket for hundrede år siden.

Kunne vi ikke bare få et klart svar på spørgsmålet? Og må jeg så lægge et andet spørgsmål til: De Konservative og andre partier og også medlemmer af regeringen vil gerne af med efterlønnen. Er det det næste, man vil indføre uden at tale med nogen om det? Vil Venstre løbe fra velfærdsforliget også? Er der tale om et løftebrud her, eller er der ikke tale om et løftebrud? Enten er der, eller også har den tidligere beskæftigelsesminister hr. Claus Hjort Frederiksen jo været fuld af løgn på daværende tidspunkt.

Ordføreren.

Da krisen rammer, skaber det jo en helt ny situation for vores lands økonomi, og det har vi handlet efter – konkret og ansvarligt. Vi løber ikke fra regningen. Det gør Socialdemokraterne; de prøver at bilde danskerne ind, at hvis man låner nogle flere penge, så skal det nok gå alt sammen. Jeg kunne også se, at der var en socialdemokrat, der i medierne havde sagt, at Grækenlands problem var, at de ikke havde investeret nok i den offentlige sektor. Ja, man ryster jo simpelt hen på hovedet over, hvad det er, der foregår. Og det er brandærgerligt, fordi vi i så mange år i det her Folketing har haft en fælles forståelse for, hvad det vil sige at føre en økonomisk ansvarlig politik. Den ros vil jeg gerne give Poul Nyrup Rasmussen som statsminister: Der blev taget mange ansvarlige beslutninger. Men der skal jeg da love for, at Socialistisk Folkeparti har fået indflydelse på Socialdemokraterne. Det er simpelt hen væk som dug for solen.

Så kan jeg bare konstatere, at den der forargelse, der nu er hos Socialdemokraterne, ikke var der for 2 år siden, da vi forhandlede om dagpengeperioden.

Så er det hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Der sker jo nogle interessante ændringer i dansk politik. For nogle år siden, for ret kort tid siden, ville hr. Peter Christensen og Venstrefolk på stribe have brystet sig noget mere af de skattelettelser, der er gennemført, end man gør nu. Dengang hed det: Skattelettelser er ikke noget, vi taler om, det er noget, vi gennemfører.

Det gjorde man jo så. Der er givet ufinansierede skattelettelser i 2003 og 2007, penge, som nu mangler i kassen, dem, men tidligere brystede sig af, og nu skal regningen altså betales. Regningen havner bl.a. hos dagpengemodtagere, hos vores fælles velfærd og hos børnefamilierne, selv om Venstre har lovet det stik modsatte, nemlig at børnefamilierne tværtimod skulle have flere penge.

Statsministeren siger nu, at regeringen gør alt, hvad den kan for at begrænse fattigdommen. Faktisk er det jo sådan, at fattigdommen blandt børn er steget med 13.000 børn på 1 år under den her regerings politik. Er det virkelig at mindske fattigdommen, og gør man det ikke endnu værre nu ved at beskære børnechecken?

Ordføreren.

Sænkningen af skatten på arbejde er fuldt finansieret krone til krone. Det ved hr. Jesper Petersen udmærket. Det har også været genstand for en grundig behandling i Skatteudvalget. Det er dokumenteret krone til krone, hvor pengene kommer fra, altså hvilke skattekilder der bliver sat op, for at man kan sætte skatten på arbejde ned.

Derfor er det sådan lidt fordummende for debatten, at den påstand bare gentages og gentages, fordi der har siddet en eller anden spindoktor hos SF og arbejdet lidt med nogle overskrifter. Men det gør det altså ikke mere sandt.

Under opsvinget havde vi jo mange diskussioner om ulighed. Da skete der jo det, at uligheden steg, fordi der også var vækst i boligpriserne. Det syntes SF var helt forfærdeligt. Går SF nu og glæder sig over, at uligheden så faldt, da bunden gik ud af boligmarkedet? For der fik man det jo endelig, som man gerne ville have det. Det ved jeg ikke om man stadig går og glæder sig over.

Det er hr. Jesper Petersen.

Undskyld mig, men det, der er fordummende og fladpandet her, er altså at høre på hr. Peter Christensens argumenter. Han taler totalt uden om og besvarer simpelt hen ikke spørgsmålene. Der er givet ufinansierede skattelettelser. Jeg taler ikke om skattereformen nu, der muligvis er finansieret engang om mange år. Men der er givet ufinansierede skattelettelser i 2003 og 2007. Regningen er der nu. Den bliver så bl.a. betalt af børnefamilierne, selv om regeringen har lovet det stik modsatte. Det forholder hr. Peter Christensen sig overhovedet ikke til.

Det er sådan nu, at børnechecken bliver forringet. Det vil føre til, at flere børn vokser op i fattigdom. I forvejen er det tal vokset fra 30.000, da regeringen kom til, til 65.000. Der er kommet 13.000 flere fattige børn bare på 1 år. Hvordan kan hr. Peter Christensen og Venstre påstå, at man vil gøre noget for at mindske fattigdommen i det her samfund, når man nu gennemfører forringelser af børnechecken, hvilket betyder, at endnu flere bliver fattige?

Ordføreren.

Lad os lige tage det med skattelettelserne først. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Vi har 10 år, hvor vi har overskud på de offentlige budgetter. Indtil krisen rammer os, har vi en bundsolid økonomi. Så det er ganske enkelt ikke rigtigt.

Når vi snakker fattigdom, hvad er så det bedste, vi kan gøre som samfund for at mindske fattigdom? Det er at skabe beskæftigelse. Det er det bedste socialpolitiske instrument, der er, altså at have vækst i samfundet, ved at beskæftigelsen stiger. Det er ved at arbejde for, at vi, så snart den europæiske finanskrise er vel overstået, kan vende tilbage til en situation, hvor vi var nede på at have vistnok 42.000 ledige. Det skal vi arbejde for at komme tilbage til. Det er det allerallerbedste socialpolitiske håndtag, der er. Det mål når vi altså ikke ved at følge S og SF's opskrift om, at vi bare skal øge skatterne.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det fyger jo lidt omkring med påstande og tal. Hr. Peter Christensen prøver at fremstå som meget økonomisk ansvarlig, hvorimod oppositionen er uansvarlig.

Jeg vil bare gøre det helt enkle at holde mig til regeringens egne tal, f.eks. den seneste rapport fra finansministeren, som viser, at ØMU-gælden i dag er 65 mia. kr. større, end da den her regering kom til.

Jeg vil lige så roligt tage et svar fra Skatteministeriet, der viser, at skattelettelserne fra 2002 til 2010 i alt udgør 223 mia. kr. Og det er ikke noget med, om det er finansieret eller ufinansieret. Det her er det, man har givet i lettelser samlet set – siger skatteministeren. Det er altså ikke noget med, at de er taget hjem med grønne afgifter eller andet, som hr. Peter Christensen har stået og påstået.

Altså: 65 mia. kr. mere i gæld og 223 mia. kr. i skattelettelser, der ikke er finansieret. Hænger det mon sammen?

Ordføreren.

Det er jo netop den kriseregning, som vi med genopretningsplanen ønsker at betale, for at vi som samfund kan komme videre. Vi har jo lempet finanspolitikken massivt her i 2010. Vi har fremrykket offentlige investeringer, lavet skattenedsættelser, bankpakker, investeringspulje og udbetalt SP-midler – alt sammen for at sætte gang i økonomien, så konsekvenserne af krisen ikke blev for store. Det svarer, når man snakker i økonomiske termer, til, at vi har øget finanseffekten med 2½-3 pct. Det er helt historisk, men det har selvfølgelig også været dyrt.

Derfor er det jo rigtigt, at der er et underskud nu. Det er der, fordi vi har investeret de penge sådan, at der rent faktisk er 85.000 færre, der bliver ramt af ledighed, end hvis vi ikke havde gjort det. Der er hele pointen jo så, at den massive investering kan vi da godt lukke øjnene for og så bare fortsætte, men så løber der bare renter og renters rente på, og hvor skal de penge komme fra? Ja, de kommer jo i sidste ende fra den offentlige velfærd.

Hr. Frank Aaen.

Vi er altså enige om, at gælden er steget, og selv om hr. Peter Christensen talte udenom, er det altså også oplagt, at der er givet skattelettelser, mest til de rigeste, på 223 mia. kr., der er røget ud af statskassen. Så kommer man nu og siger, at det er krisens skyld, at der mangler penge. Og så kommer man og siger, at nu skal regningen sendes til børnefamilierne, til de arbejdsløse, til pensionisterne, som skal betale mere i skat, og til de fattigste i verden ude i udviklingslandene, som får skåret i deres bistand.

Kan vi ikke bare få den indrømmelse, at det er en bevidst politik fra regeringen VKO, at man tager fra de svageste i verden og i det danske samfund og forærer massive skattelettelser til de rigeste, og at man, når der så er krise, tager ekstra fra dem, der har mindst?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke rigtigt, at vi skal blive ved med at diskutere, om der er et underskud, for det er jo hele pointen i, at vi har været nødt til at lave en genopretningsplan, så det er fuldstændig korrekt. Det underskud er kommet, fordi vi har investeret massivt, for at krisen ikke skulle ramme for hårdt.

Så beder vi, det er også korrekt, om, at ulandsbistanden er et af de områder, som er med til at finansiere de 24 mia. kr., og det synes jeg er rimeligt. Vi er stadig væk et af de lande i verden, der giver mest, og derfor er det ikke urimeligt, når landet fattes penge, at også ulandsbistanden er med til at holde lidt igen.

Hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Al den her evindelige snak om skattelettelser! Sandheden er jo, at den her regering netop sammen med Dansk Folkeparti har vedtaget en såkaldt genopretningsplan, som hæver skatterne med 11 mia. kr. Hvad vil venstrefløjen dog mere? Skal det være med 15 mia. kr. eller med 20 mia. kr., at man skal hæve skatterne?

Sandheden er, at vi har en Venstreordfører, der står deroppe og forsvarer skattestigninger for 11 mia. kr. og forsvarer, at vi ifølge OECD har udsigt til rekordlav vækst i de næste 15 år, at vi har en kæmpemæssig offentlig sektor, som man overhovedet ikke har kontrol over, at vi har en Venstreordfører, der står og forsvarer efterlønnen, og at vi har en Venstreordfører, som ikke har noget bud på, hvordan landbruget skal komme til at konkurrere på rimelige vilkår.

Hvad er det, der er gået galt? Hvornår var det, at Venstres ordfører forvandlede sig fra en liberal løve til en fodslæbende folkesocialist?

Ordføreren.

Liberal Alliance har jo friheden til ikke at skulle træffe de beslutninger, som er nødvendige, for at vores land kan komme videre. Det er jo en frihed, der benyttes til fulde, kan jeg høre. Men det ændrer sådan set ikke ved, at vi politisk har ønsket af den genopretningspakke her, at de personer, der har de største indkomster, også skulle være med til at bidrage. Det har vi ønsket, og det synes jeg heller ikke er urimeligt. Som jeg har sagt tidligere, er det jo de personer, der har de højeste indkomster, som sådan set vil have glæde af, at der bliver ført en meget ansvarlig økonomisk politik.

Så blev der spurgt fra hr. Anders Samuelsens side, hvor meget oppositionen mon egentlig vil sætte skatten op. Ja, det må guderne vide.

Hr. Anders Samuelsen.

Det der med den sociale balance synes jeg lige vi skal opholde os kort ved. Hvad er det for en social balance, når man hæver skatterne og Venstres ordfører selv erkender, at det koster arbejdspladser? Det indgreb, man laver her, koster op mod 10.000 arbejdspladser. Altså, de såkaldt rige er vel i bund og grund, hvis de er rige, fløjtende ligeglade med, om man hæver skatterne en lille smule. Det socialt problematiske i det her er jo, at det koster arbejdspladser.

Jeg vil godt høre Venstres ordfører forsvare, at man ved at hæve skatterne smider arbejdspladser ud af det her land. Og så ganske kort: Man stjæler børnenes penge, for at man fortsat kan have råd til at betale for efterlønnernes ferie i Sydfrankrig. Hvordan kan det forsvares?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Anders Samuelsen, at det jo er meget svært at finde 24 mia. kr., uden at de forskellige elementer hver især kan påvirke beskæftigelsen i en eller anden forstand, for der er trods alt altid en eller anden aktivitet forbundet med enhver krone, der bruges. Men for os har det bare været vigtigt, når vi har investeret så massivt for at komme ud af krisen, at den regning også bliver betalt.

Jeg har medgivet, at det, at man udskyder tidspunktet for, hvornår man hæver grænsen for topskatten, har en negativ beskæftigelsesmæssig effekt i de 3 år, det sker, men så bliver den jo sat op. Og for den mellemliggende periode har regeringen allerede bebudet at der vil komme en massiv vækstdagsorden, når vi vender tilbage efter sommerferien. Det er jo netop det bedste socialpolitiske instrument, vi har, og der ved jeg at vi er enige, nemlig at få sat gang i vores økonomi og få sat gang i beskæftigelsen, sådan at danskerne kan komme til at tjene nogle penge igen.

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Nu har flere af mine kolleger forsøgt at få Venstres ordfører til at svare på, om der er tale om løftebrud, når Venstre alligevel nu er med til at halvere dagpengene, selv om bl.a. finansministeren før sidste valg sagde: Vi rører ikke ved dagpengene. Hr. Peter Christensen har tilsyneladende ikke tænkt sig at svare, selv om han jo ellers er blevet opfordret til, at han bare kunne sige ja eller nej. I stedet for får vi sådan en eller anden sang om, at man skal have respekt for virkeligheden. Og det er jeg enig med ordføreren i, men jeg synes også, man skal have respekt for vælgerne, og jeg synes, at vælgerne fortjener, at de kan regne med, at man overholder de løfter, som man har givet. Vi har at gøre med et parti, som plejer at have et slogan, der hedder »Venstre ved man hvor man har«, et parti, som siger: »Det, vi siger før valget, gennemfører vi også efter valget«. Kan vi ikke nok nu få klar tale: Ja eller nej, er der tale om et løftebrud?

Ordføreren.

Jamen hele det spørgsmål afslører sådan set noget, som går igen hos rigtig mange Socialdemokrater, nemlig at man taler om vælgere, man taler om, at der snart skal komme et valg, og det hele er fokuseret på valg og ikke på danskerne.

Der er jo behov for, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, at vi kommer videre, men i stedet for er Socialdemokratiet optaget af, at der skal være valg, og at danskerne skal ses som vælgere, man kan komme med nogle smarte budskaber til. Der er halvandet år til næste valg, og vi har tænkt os at arbejde ansvarligt med de udfordringer, Danmark har, og jeg synes ærlig talt også, at Socialdemokraterne skulle tage at gøre det og så lade være med at være så fokuserede på et valg, der kommer om halvandet år.

Fru Maja Panduro.

Det skal altså opfattes sådan, at Venstres ordfører mener, at det er sådan lidt smart og lidt vælgertækkeagtigt at synes, at man skal overholde de løfter, som man giver. Nu sagde finansministeren jo ikke i sin tid: Vi rører ikke ved dagpengeperioden, medmindre vi pludselig synes, at det er det økonomisk kløgtige at gøre. Han sagde: Vi rører ikke ved dagpengeperioden. Men konklusionen i dag må jo så være, at Venstre opfatter det hul i statskassen, som man selv har været med til at slå, som en blankocheck til, at man så kan løbe fra hvad som helst, man nogen sinde har lovet vælgerne, for nu står vi i en anden situation. Så jeg skal bare spørge: Er alle løfter, som Venstre nogen sinde har givet vælgerne, aflyst nu? Det må jo være sådan, vi må forstå det.

Ordføreren.

Nu er det selvfølgelig en oppositions lod at være kritisk, men at være imod alting bliver simpelt hen mavesurt. Og nu kan jeg forstå, at det også er regeringens skyld, at der har været en finanskrise, og at det er regeringens skyld, at man har måttet investere massivt for at mindske effekterne af den krise.

Lad mig så sige lidt til spørgsmålet om dagpengeperioden. Det ville da have været præcist, at de socialdemokratiske forhandlere, da Arbejdsmarkedskommissionen kom med sine anbefalinger og regeringen indkaldte til forhandlinger om bl.a. dagpengeperioden, så havde startet med at sige: Det er løftebrud, og det vil vi slet ikke diskutere. I stedet for satte man sig ned med papirer, der viste, at man gerne ville sænke dagpengeperioden. Og nu er det pludselig blevet løftebrud. Jeg mangler fuldstændig, at der er en eller anden linje i, hvad Socialdemokratiet vil, og at der også er nogle konkrete forslag til, hvordan vi kommer videre som samfund, i stedet for at man bare er imod og imod.

Så er det hr. Niels Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Problemerne i vores økonomi skyldes for det første, at regeringen var alt for længe om at se, at en krise var under udvikling. Det var ikke ansvarligt. For det andet er problemet, at regeringen er alt for frygtsom over for de strukturreformer, som virkelig kan bære os igennem krisen, og det er så børnefamilierne, der nu skal holde for. Loftet over børnefamilieydelsen er helt meningsløst og rammer helt vilkårligt. Der er ingen fornuftig begrundelse for forslaget; hvorfor er det f.eks. netop ved det tredje barn? Har den nuværende krise nogen som helst sammenhæng med antallet af børn i et ægteskab? Og derfor vil jeg stille Venstres ordfører følgende spørgsmål: Kan Venstres ordfører overhovedet pege på en eneste gruppe i samfundet, der har mindre ansvar for krisen end børnefamilierne?

Ordføreren.

Først vil jeg gerne kvittere over for Det Radikale Venstre for, at de stemmer for en ændring af dagpengeperioden, og Det Radikale Venstre må jo også alt andet lige medgive, at regeringen rent faktisk forsøgte at lave en dagpengereform i 2008, men at stemmerne så ikke var til det. Men det er jo ikke, fordi regeringen ikke gerne har villet lave netop de her reformer.

Så spørger hr. Niels Helveg Petersen: Hvad har børnene med krisen at gøre? Jamen de har vel ikke mere med krisen at gøre, end alle andre danskere har. Altså, den er kommet udefra, den har ramt Danmark, ligesom den har ramt alle andre lande, og det, at vi nu lægger et loft over, hvor meget man kan få i børnecheck, i børnefamilieydelse, er jo et finansieringsinstrument, og længere er den sådan set ikke. Det er jo et sted at finde nogle penge, og vi har bare måttet konstatere, at det at finde 24 mia. kr., uden at nogen opdager det, kunne vi ikke, og jeg vil også sige, at havde vi kunnet det, så kunne man jo med rette have kritiseret os for at have sløset lidt med skattekronerne.

Hr. Niels Helveg Petersen.

Jeg lyttede meget nøje efter svaret. Spørgsmålet var: Kan ordføreren pege på én gruppe i samfundet, der er mindre skyld i krisen end børnefamilierne? Jeg fik ikke noget svar på det. Det var nærmest, at børnenes skyld var det vel ikke, for de har jo heller ikke været med til at stemme på det flertal, der eksisterer her i salen. De har sådan set ikke noget ansvar, men alligevel er det børnefamilierne, det skal gå ud over. Synes Venstres ordfører, at det er rimeligt? Hvad er den logiske begrundelse for, at børnefamilierne nu skal finansiere det?

Ordføreren.

Jamen vi skal finde 24 mia. kr. over 3 år, og det har vi gjort. Børnefamilierne skal nu alle sammen undvære 5 pct. i børnecheck, det indgår jo så som et element til at finansiere det, og selvfølgelig vil alle børnefamilier kunne se, at der så vil være 5 pct. mindre. Men man kunne jo stille det andet spørgsmål: Hvem er det så, der er skyld i krisen? Altså, er det de ældre, der er skyld i krisen? Er det dem, der er på arbejde, der er skyld i krisen? Er det teenagerne, der er skyld i krisen? Det giver jo sådan set ikke rigtig nogen mening, for vi kan bare konstatere, at krisen også har ramt Danmark – det ville nok også have været overraskende, hvis vi var den eneste nation, det eneste land, der ikke havde opdaget, at der var en krise, eller som ikke var blevet ramt af krisen – og derfor synes jeg, det er sådan en lidt bemærkelsesværdig måde at stille det op på. Nu må jeg jo ikke spørge mere, men jeg kunne godt tænke mig at sige: Hvilke danskere er så skyld i krisen?

Tak til ordføreren. De overskridelser af taletiden, der er sket, har afskåret tre af de indtegnede fra at få ordet. Jeg håber, at vi i fortsættelsen kan få en bedre disciplin.

Det er fru Helle Thorning-Schmidt, der nu har ordet som socialdemokratisk ordfører.

Sjældent har man haft mere lyst til at blive 12 minutter længere på jobbet end i de her dage. For sjældent har Danmark haft en regering, som har været så uegnet til at løfte den opgave, vi står over for, og sjældent har Danmark haft mere behov for et nyt politisk lederskab. Faldet for dansk økonomi er jo dramatisk: Alt for få unge får en uddannelse, Danmark taber konkurrencekraft, arbejdspladserne forsvinder ud af landet. På et år blev vi 5 pct. fattigere, og vi står nu med et statsunderskud, som nærmer sig 100 mia. kr. Et solidt opsving er blevet soldet bort af regeringen. Muligheder er gang på gang blevet forspildt.

For Socialdemokraterne er der et enkelt mål, som står over alt andet, nemlig en ansvarlig genopretning af dansk økonomi. Vi ønsker væksten tilbage så hurtigt som muligt. Vi ønsker, at danske virksomheder igen skaber job og velstand. Vi ønsker at sikre den langsigtede holdbarhed, så vi også i fremtiden har råd til den velfærd, vi gerne vil have. Selvfølgelig skal der være orden i vores fælles husholdningsregnskab. For vi ved jo alle, hvem det er, der kommer til at åbne statsministerens berømte rudekuverter, hvis pengene ikke passer. Det bliver børnefamilierne og de mennesker i vores samfund, som er mest udsatte.

For 3 uger siden fremlagde Socialdemokraterne og SF en helhedsplan for dansk økonomi, hvor vi beder alle om at løfte Danmark tilbage på sporet. Sidste uge kom regeringen og Dansk Folkeparti så med deres såkaldte genopretningsplan, og det er vel nok det største og det skæveste spareindgreb i nyere tid.

Der er nu to veje i dansk politik. På den ene side står regeringen og Dansk Folkeparti. Hvis man tror, at Danmark bliver rigere og mere konkurrencedygtigt af at skære 3 mia. kr. i forskning og uddannelse; hvis man tror, at der kommer nye job, hvis vi halverer de arbejdsløses dagpengeperiode og skærer ned på deres uddannelsesmuligheder; hvis man tror, at nulvækst virkelig vil betyde uændret serviceniveau i kommunerne; hvis man tror, at vi fremmer Danmarks indflydelse i verden ved at skære i udviklingsbistanden, så skal man vælge dem igen. Men man må samtidig også gøre sig klart, at der efter valget kan komme nye og pludselige spareindgreb. For man kan ikke stole på regeringen, og historien om den økonomiske krise er også historien om regeringens katastrofalt dårlige dømmekraft.

Ja, det er rigtigt, at finanskrisen kom udefra, men det gjorde zigzaghåndteringen og de ufinansierede skattelettelser ikke. Igen og igen har regeringen fejllæst den økonomiske situation og fejldiagnosticeret, hvad der skal gøres. Den ene uge er krisen meget dyb. Den næste uge lysner det. Den ene uge siger statsministeren, at der ikke skal spares en bøjet femøre i den offentlige sektor. Den næste uge skal der fyres 8.000 offentligt ansatte. Den ene uge er topskattelettelser en del af løsningen. Den næste er de en del af problemet. Regeringens økonomiske politik er en rodebutik, og regeringens økonomiske politik er reelt kollapset.

På den anden side står Socialdemokraterne og SF. Vi har sammen peget på en ny vej for Danmark. Dansk økonomi har nemlig brug for både kortsigtede og langsigtede løsninger. Først og fremmest skal vi sikre, at væksten får ordentligt tag i det danske samfund. Derfor skal vi fremrykke offentlige investeringer. Så skaber vi nemlig beskæftigelse i den private sektor og får bugt med den langtidsledighed, der er gift for dansk økonomi. Samtidig skal vores konkurrenceevne fornys og forbedres. Derfor skal vi selvfølgelig her og nu investere i forskning og uddannelse – og frem for alt i vores folkeskole.

Bagefter bliver der brug for at udvide arbejdsstyrken, så vi kan arbejde os ud af problemerne og arbejde os ud af underskuddet i stedet for at skære på velfærden til dem, der har mindst. Derfor skal de unge hurtigere gennem deres uddannelser, og derfor har vi bedt danske lønmodtagere om at arbejde 1 time mere om ugen – med fuld løn naturligvis.

Vi vil indkalde til trepartsforhandlinger, så snart vi har muligheden for det, med den bundne opgave, at dansk økonomi skal styrkes med 15 mia. kr. i holdbarhed. Lønmodtagerne har taget positivt imod det forslag. De har sagt ja til at gå aktivt og konstruktivt ind i det arbejde, og det er da egentlig en indstilling fra lønmodtagernes organisationers side, som bør påkalde sig respekt fra Folketingets partier. For er det ikke netop samarbejde og dialog, der er den rigtige måde at skabe forandringer og fornyelse på i Danmark?

Jeg er overbevist om, at danskerne er parate til at yde deres bidrag til at genoprette dansk økonomi, men kun hvis – kun hvis – det her fra Christiansborg samtidig kan sikres, at økonomien styres med en sikker hånd uden hovsaløsninger og på en måde, så byrderne fordeles fair. Derfor vil Socialdemokraterne og SF bede de bedst stillede om at yde et særligt bidrag. Det sker med en ny millionærskat, og det sker, ved at bankerne og de multinationale selskaber kommer til at bidrage.

Regeringen har valgt en anden vej. Sammen med Dansk Folkeparti har de valgt en vej, hvor de sender regningen til de grupper, som de regner med kan gøre mindst modstand. Det er ikke fair. Det vil sige, at klokkeklare løfter til dagpengemodtagerne er blevet brudt uden at blinke, og det vil også sige, at børnefamilierne uden varsel har fået ændret deres økonomiske situation. Socialdemokraterne vil gøre tingene på en anden måde. Vi har åbent lagt vores politik frem. Vi har fremlagt vores skattepolitik, så den enkelte borger ved, hvad han eller hun har at regne med. Det er sådan, vi ønsker at Danmark skal regeres, nemlig sådan, at man forbereder tingene og man breder tingene ud, både her på Christiansborg og ud af Christiansborg.

Siden 2001 har regeringen og Dansk Folkeparti forsøgt at skabe skel i det danske samfund: her på Christiansborg, mellem får og bukke, mellem dem og os. Nu rammer det så velfærden og den offentlige sektor. Tænk sig: I april udtalte statsministeren, at den offentlige sektor skulle være solidarisk med den private sektor. Derfor skulle der skæres ned. Nedgang i virksomhederne og nedgang i den private efterspørgsel skulle modsvares af ringere velfærd og fyresedler i folkeskolen og ældreplejen. Ud over at det selvfølgelig er dårlig nationaløkonomi at dæmpe efterspørgslen, når der er ledig kapacitet i vores økonomi, så er det også udtryk for en gammeldags modstilling mellem den private og den offentlige sektor. I den forbindelse vil jeg gerne citere en konservativ politiker, som jeg egentlig respekterer højt. Det er tidligere finansminister Palle Simonsen. Han sagde nemlig:

Problemet er ikke, at den offentlige sektor er for stor, men at den private sektor er for lille.

Hvor er det dog trist, at der ikke længere lyttes til et sådant synspunkt i det borgerlige Danmark. For Schlüters finansminister havde jo ret. Der er ikke nogen tvivl om, at den velstand, der gør det muligt at have velfærd i samfundet, skabes af virksomhederne og deres medarbejdere. Men velfærdssamfundet, den offentlige sektor, er jo også selve forudsætningen for, at vi i Danmark har en konkurrencedygtig økonomi. Det vil altså sige, at den private og den offentlige sektor ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Det er derfor, vi mener, at nulvæksten skal tages af bordet og erstattes af beskeden vækst i kommunerne, og det er derfor, vi ønsker et nyt partnerskab med kommunerne. Vi vil ikke love guld og grønne skove før et valg. Det er ikke den måde, vi vil tale med vælgerne på. Vi vil ikke love 80 mia. kr. til nye hospitaler og ende med det halve. Vi vil ikke love kvalitetsreform og et megaløft i velfærden og så ende med nulvækst. Vi vil ikke sige, at der er råd til skattelettelser og mere velfærd, for så at ende med at fjerne støtten til familier med alvorligt syge og handicappede børn, samtidig med at der gives enorme skattelettelser til landbruget.

Vi vil sige tingene, som de er. Vi vil investere i velfærden, og vi vil finansiere det krone for krone. Når vi vælger at styrke vores skoler og vores sundhedsvæsen, så gør vi det, fordi vi ved, at et stærkt fællesskab er det, der giver den enkelte de bedste muligheder her i livet. Men vi gør det også, fordi vi ved, at lighed og fællesskab måske er Danmarks vigtigste konkurrencefordel. Vi har jo ikke enorme naturressourcer, vi har ikke verdens stærkeste valuta, vi har ikke en endeløs strøm af billig arbejdskraft, men vi har hinanden.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil spare på børnefamilierne, de arbejdsløse, uddannelse og forskning. Oppositionen vil investere i fremtiden. Vi vil skabe vækst og muligheder for danske virksomheder og danske lønmodtagere, og vi vil gøre det i en fair og åben dialog med de borgere, vi er sat herinde for at tjene. Jo, der er i sandhed to veje i dansk politik, og jeg tror i stigende grad, at befolkningen har lyst til, at de får lov til at vælge.

Med formandens tilladelse vil jeg godt læse et forslag til vedtagelse op. På vegne af Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og hr. Christian H. Hansen (UFG) vil jeg godt fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens økonomiske politisk fører til et Danmark, der er mere sårbart over for krisens konsekvenser og ringere forberedt til kampen om fremtidens velstand.

Regeringens økonomiske politik medfører store reduktioner i den offentlige service og rammer enkeltgrupper i befolkningen helt urimeligt. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at fjerne besparelser på børnechecken og i stedet gennemføre reformer, der sikrer en holdbar økonomi og dermed giver plads til en fortsat offentlig realvækst, samt skabe initiativer til fornyet vækst og beskæftigelse på et miljø- og klimamæssigt bæredygtigt grundlag.

Danmark har i stort omfang tabt produktionsarbejdspladser som følge af krisen. Regeringens planlagte reduktion af uddannelse, efteruddannelse og forskning vil samlet set forværre Danmarks konkurrencekraft. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at fjerne alle bebudede besparelser på uddannelse og forskning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 87).

Det af fru Helle Thorning-Schmidt oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i den fortsatte forhandling.

Nu har jeg noteret mig, at statsministeren gerne vil have ordet til en intervention. Det har jeg så tænkt mig at forvalte på den måde, at vi, før vi går i gang med de øvrige, der har bedt om ordet, afsætter ½ time til, at fortrinsvis ordførerne kan komme ind i debatten med statsministeren. Så jeg skal bede den socialdemokratiske ordfører om at vige pladsen et øjeblik. Statsministeren.

Tak for det.

Det er selvfølgelig ikke kutyme, at statsministeren tager ordet på det her stadium af debatten. Når jeg føler mig kaldet til det, er det, fordi vi her igen fik den falske påstand om de ufinansierede skattelettelser, som har præget hele den politiske debat igennem mange måneder, men som ikke desto mindre er et falsum, vi er nødt til at få taget et opgør med.

Regeringen har ikke givet nogen ufinansierede skattelettelser. Den skatteaftale, der blev indgået sidste år, forårspakken, er en fuldt finansieret skatteaftale, hvor vi krone til krone tager lige så meget ind, som vi giver ud, og hvor det i øvrigt er sådan, at der er en indbygget social balance. Det er i høj grad de samme grupper, der får glæde af topskattelettelserne, som selv finansierer dem ved reducerede rentefradrag, ved beskæring af muligheden for at afsætte meget store pengebeløb til pension etc.

Det er i øvrigt sådan, at når man ser på det samlede resultat, kan man se, at de 20 pct. rigeste betalte i omegnen af 50 pct. af samtlige skatter før reformen og nu betaler i omegnen af 49½ pct. Så det er en myte, at der er givet ufinansierede skattelettelser, både for så vidt angår skattelettelserne sidste år, og for så vidt angår skattelettelserne i 2004 og 2007. Jeg synes, at det er på sin plads at få det bragt ind i debatten, fordi det er fair nok, at vi er uenige, det er fair nok, at vi også er uenige om, hvad der er fair, men det er simpelt hen ikke rimeligt, at den politiske debat foregår på en falsk præmis.

Så er det fru Helle Thorning-Schmidt.

Jeg takker selvfølgelig for, at statsministeren giver os mulighed for at have en ægte debat om de skattelettelser, der er givet.

Det er jo rigtigt, at de skattelettelser, der blev givet til statsministeren selv, bankdirektører og andre her den 1. januar, er finansieret over 10 år, det vil sige, at der mangler penge i kassen over de næste 10 år. Det er jo lidt besynderligt, at vi skal høre på, at det faktisk er en god ting, al den stund regeringen nu selv har droppet de skattelettelser i hvert fald i de første 3 år. En dag er de en del af løsningen, den næste dag er de en del af problemet.

Men kunne statsministeren så ikke bekræfte her i dag, nu vi snakker om 2004 og 2007, at det jo er der, de ufinansierede skattelettelser er givet? Det er der, der gives skattelettelser, i 2004 for 11 mia. kr., i 2007 for over 8 mia. kr. Det summer op til 18-20 mia. kr. Det ligner nærmest de tal, vi skal til at spare i øjeblikket. Så er sandheden ikke, at den gode økonomiske situation er blevet soldet op i ufinansierede skattelettelser? Regningen falder nu. Regeringen forsøger at bilde danskerne ind, at det er en kriseregning. Det er det på ingen måde. Det er regningen for regeringens ufokuserede og uansvarlige økonomiske politik.

Statsministeren.

Det glæder mig utrolig meget, at vi nu er enige om, at de skattelettelser, der blev givet sidste år, er finansieret. Det er jo det, som fru Helle Thorning-Schmidt siger – og der nikkes. Jamen så skal vi ikke diskutere det mere. De er finansieret. Spar mig så for al den snak om de ufinansierede skattelettelser til de rigeste, fordi i det omfang den her regering har givet skattelettelser til de rigeste, har vi gjort det én gang, og det var sidste år. Det var der, vi satte topskatteprocenten ned og sænkede marginalskatten. Alle tidligere skattelettelser har været målrettet mellemindkomster i form af at løfte niveauet for mellemskat, i form af at lave beskæftigelsesfradrag, der kommer alle danske skatteydere til gode. Så nu er vi altså enige om, at der i hvert fald under ingen omstændigheder kan være ufinansierede skattelettelser til de rigeste.

Så er spørgsmålet, om der har været ufinansierede skattelettelser i 2004 og 2007. Jeg gør bare opmærksom på, at der selvfølgelig ikke har været det. Skattelettelserne i 2004 er givet inden for 2010-planen, som vi overtog fra den tidligere regering, hvor der også var sat en blok af til eventuelle skattelettelser. Skattelettelserne i 2007 er finansieret ved to ting, nemlig for det første en indeksering af de grønne afgifter og for det andet en indfrielse af et socialdemokratisk løfte, der er vedtaget ved lov i Folketinget, nemlig at når arbejdsløsheden faldt, skulle arbejdsmarkedsbidraget sættes ned. I stedet for at sætte arbejdsmarkedsbidraget ned lettede vi skatten.

Fru Helle Thorning-Schmidt.

Vi har nu fået at vide, at skattelettelserne i 2004 og 2007 ikke var finansierede, for vi får at vide, at de var delvis finansieret af en reserve, som man overtog fra den tidligere regering. Skal man bruge en reserve til skattelettelser? Næh, man kan bruge den til opsparing; man kan bruge den til at betale af på gælden; man kan bruge den til bedre velfærd. Så vi har nu fået konstateret, at Socialdemokraterne og andre, der i årevis har sagt, at der var tale om ufinansierede skattelettelser, havde fuldstændig ret.

Så siger statsministeren, at han står helt inde for de skattelettelser, der er givet til de allerrigeste danskere. Så er jeg bare nødt til at spørge: Er det rimeligt, at de allerrigeste danskere, som har fået i hvert fald 0,5 mio. kr. i skattelettelser, nu skal gå fri, samtidig med at vi sender regningen til de arbejdsløse og til de børnefamilier, som jo intet har med denne krise at gøre? I øvrigt: Hvor meget har statsministeren selv fået i skattelettelse sidste år? Og er det rimeligt at bede de arbejdsløse og almindelige mennesker, som slider hårdt i det, om at betale for den skattelettelse?

Statsministeren.

Alle de spørgsmål diskuterer jeg gerne senere i debatten. De handler om politik, men når jeg intervenerer i debatten nu, er det for at få fakta på plads. Det er det, jeg henholder mig til.

Fru Helle Thorning-Schmidt har jo helt ret i, at når man har indbygget et råderum i en plan – den, vi overtog, nemlig 2010-planen – kan det bruges til forskelligt. Det er jo det, fru Helle Thorning-Schmidt siger. Man kan bruge det til opsparing; man kan bruge det til bedre velfærd; man kan bruge det til, hvad man vil. Regeringen valgte så i 2004 at bruge det til skattelettelser, men det gør dem da ikke ufinansierede. Det ville jo fuldstændig svare til, at når Socialdemokratiet på det tidspunkt havde tanker om at bruge pengene til velfærdsløft og alt muligt andet, så ville det også være ufinansieret.

Så der er sådan set ikke noget at komme efter. De skattelettelser, der er givet i 2004, og de skattelettelser, der er givet i 2007, som var målrettet de brede befolkningsgrupper, og som gjorde det muligt, at det kunne betale sig at gå på arbejde, fordi man fik beskæftigelsesfradrag, er fuldt finansierede. Og vi har nu også fru Helle Thorning-Schmidt ord for, at det var også skattelettelserne – også til de rige – sidste år.

Fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning.

Jeg synes, det var dejligt, at statsministeren gik på talerstolen og gav fru Helle Thorning-Schmidt en økonomisk belæring.

Jeg har to spørgsmål: Synes statsministeren ikke, det er stærkt bekymrende, at en person, i det her tilfælde fru Helle Thorning-Schmidt, er statsministerkandidat og har en så dårlig økonomisk formåen og så dårlig økonomisk indsigt, som det her viser sig at være tilfældet?

Det næste spørgsmål er: Hvis vi nu havde droppet hele den her skatteomlægning, som jo ikke er en skattelettelse, men en skatteomlægning, taget den væk og slet ikke foretaget den, havde vi tre partier så ikke alligevel siddet i pinsedagene og skullet foretage den her spareøvelse, fordi vi er ramt af en finanskrise?

Statsministeren.

Jeg tror, at jeg også af hensyn til tiden vil indskrænke mig til at svare på det sidste spørgsmål. Til det kan jeg sige, at den fuldt finansierede skattereform – det har vi nu også Socialdemokratiets formands ord for – som regeringen lavede sidste år, jo er en del af løsningen og ikke en del af problemet. Den er finansieret krone til krone. Vi fjerner nogle fradrag, og vi hæver nogle skatter og afgifter, bl.a. på cigaretter og usunde fødevarer, mod, at vi så til gengæld giver nogle skattelettelser. Det hænger fuldstændig sammen krone for krone.

Det har så samtidig det indbygget i sig, at det øger arbejdsstyrken, og det gør på sigt Danmark rigere. Det kan helt præcist beregnes til 5,5 mia. kr. Så uden den fuldt finansierede skatteaftale, vi lavede sidste år, ville dansk økonomi altså være 5,5 mia. kr. mere ude at hænge, end den er nu.

Fru Pia Kjærsgaard for endnu en bemærkning? Nej, så er det Hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, det er rigtig godt, at statsministeren deltager aktivt i debatten på det her tidlige tidspunkt, oven i købet med en umulig mission, nemlig at forsøge at forklare alle mennesker, der med det blotte øje kan se på alle de opstillinger, der er lavet, at de, der for alvor tjener på de her skattelettelser, er de mest velhavende. Det er soleklar logik for enhver, måske med undtagelse af statsministeren, på samme måde som det er soleklar logik for enhver, at når man fjerner indtægtsgrundlaget, sker der jo det, som der sker lige nu, nemlig at krisen banker rigtig hårdt ned i velfærden.

Det er jo besynderligt at se et forslag til vedtagelse fra flertallet, der siger, og jeg citerer, at der skal værnes om den borgernære velfærd, og at det kan konstateres, at den økonomiske genoprejsning sker, uden at der skæres i kommunernes budgetter.

Hvordan tror statsministeren det ser ud for eksempel i Silkeborg eller i alle andre byer, hvor man nu er i gang med at skære benhårdt i ældreomsorgen, på folkeskoleområdet, på daginstitutionsområdet? Har den her regering fuldstændig mister forbindelsen til virkeligheden?

Statsministeren.

Jeg forstod ikke helt det med, når man fjerner indtægtsgrundlaget, men det må så opklares på anden vis. Hvorvidt man kan se noget med det blå øje, eller om man bare er blåøjet, skal jeg også afholde mig fra at kommentere på. Der er én grund til, at jeg tager ordet her, og det er at få taget et opgør med den falske påstand om, at skattelettelserne er ufinansieret. Det er ikke for at diskutere skattelettelserne – det kan vi gøre senere i debatten, for vi kan sagtens diskutere, og det er jo fair nok, om man tror, at vejen frem er at øge beskatningen af danskerne, altså som S og SF foreslår at øge beskatningen på virksomhederne, lægge en afgift på nye arbejdspladser; det kan man sagtens diskutere politisk – for det, vi diskuterer nu, er, om regeringen har givet ufinansierede skattelettelser. Det må hr. Søvndal komme lidt stærkere tilbage med end det, der var i det første spørgsmål.

Jeg har fru Helle Thorning-Schmidts ord for, at skattelettelserne sidste år var finansieret. Så nu diskuterer vi altså 2004- og 2007-skattelettelserne.

Hr. Villy Søvndal.

Jeg vil bare advare statsministeren mod den arrogance, at han tror, at det er ham, der bestemmer, hvornår vi diskuterer hvad. Lige nu diskuterer vi de ting, der bliver spurgt om, når statsministeren har bedt om at træde op på talerstolen, sådan er det.

Jeg konstaterede bare, at statsministeren er statsminister for en regering, der er i gang med vel nok de største nedskæringer i den offentlige sektor, vi nogensinde har set, og for en regering, der bryder alle løfter om dagpengeperiodens længe, i forhold til børnefamilier. Der var ingen annoncering af, at de her ting ville ske.

Så forsøger statsministeren sig med et, synes jeg, meget billigt prokuratorkneb, og derfor vil jeg bare bede statsministeren om at bekræfte, at den nuværende skattereform er underfinansieret, altså underfinansieret lige nu. Regeringens egne beregninger går på, at der er balance i 2019. Vil statsministeren bekræfte, at skattereformen er underfinansieret frem til 2019, ja eller nej?

Statsministeren.

Jeg vil til enhver tid afstå fra at stille op i en konkurrence om arrogance mod hr. Villy Søvndal. For hvis der er noget, der er topmålet af arrogance, er det jo at turnere rundt og forsøge at bygge sin politiske fremtid op på falske anbringender om de ufinansierede skattelettelser til de rigeste.

Den skatteaftale, der blev lavet sidste år, er fuldt finansieret krone til krone, den yder et bidrag til holdbarheden i dansk økonomi, den er faset ind for at understøtte familiernes økonomi. Det første positive bidrag til statens saldi kommer allerede i 2013; det er en fuldt finansieret skatteaftale.

For så vidt angår 2004 og 2007, er skattelettelserne i 2004 givet inden for det råderum, den tidligere regering selv anviste, og skattelettelserne i 2007 er givet ved, som jeg sagde, at indeksere de grønne afgifter og indfri løftet om, at arbejdsmarkedsbidraget skal sættes ned, når arbejdsløsheden faldt.

Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg synes, statsministeren glemte, at skattereformen er finansieret i 2019 – i 2019 er skattereformen finansieret. Den er underfinansieret med 14 mia. kr. i 2010, med 11 mia. kr. i 2011, med 9 mia. kr. i 2012 osv. Det er fakta. Det er en del af billedet, altså at skattereformen er finansieret i 2019.

Man kan dertil lægge, at skattestoppet ikke har været finansieret. For meget kan man sige om penge, man har til rådighed, men to gange kan man ikke bruge dem. Og om de skattelettelser, som måtte være givet før denne skattereform, kan man sige: Hvis de er finansieret, så er skattestoppet i hvert fald ikke finansieret.

Statsministeren.

Den skatteaftale, der blev indgået sidste år, er fuldt finansieret. Den er indfaset under hensyn til konjunkturerne. Det første positive bidrag til de offentlige saldi kommer i 2013. Det er fuldstændig magen til den måde, man i øvrigt også historisk har lavet fuldt finansierede skattereformer på. Dyk tilbage i SR-regeringens tid og se, hvordan man gjorde det.

En skattereform, hvor man tager lige så meget ind, som man tager ud, hænger sammen, og den er finansieret. Det, vi lavede sidste år, var en aftale, hvor vi krone for krone giver lige så meget ud, som vi tager hjem. Og så gør vi det på en mere begavet måde, fordi vi mere beskatter det, vi vil have mindre af, forurening og energiforbrug, og mindre beskatter det, vi vil have mere af, nemlig arbejde. Det giver et overskud til holdbarheden i dansk økonomi på den gode side af 5 mia. kr.

Fru Margrethe Vestager.

Når statsministeren ikke vil belære mig yderligere, tager jeg det som en fuldstændig entydig accept af fakta: Skattereformen er finansieret i 2019. Det er godt nok træls, når man står og mangler pengene nu. Derfor kunne det jo være, at man skulle have rykket noget af finansieringen frem, så man ikke var nødt til at hente pengene hos børnefamilierne, de frie skoler, efterskolerne, højskolerne, produktionsskolerne og på de voksnes uddannelser. Det er også fakta, at det er nu, den er underfinansieret. I 2019 er vi et helt, helt andet sted, nemlig med et endnu større underskud på Danmarks forskellige konti.

Statsministeren glemte også at komme ind på skattestoppets finansiering. Jeg vil gerne bede statsministeren om at forklare, hvor og hvordan skattestop for 100 mia. kr. over et tiår er finansieret.

Statsministeren.

De skattelettelser, vi gav i 2004 og i 2007, og administrationen af skattestoppet frem til krisens start er jo finansieret inden for råderummet i dansk økonomi, sådan som det blev tilrettelagt først i 2010-planen og siden i 2015-planen.

Hvis man følger dansk økonomi frem til, at vi blev ramt af krisen, vil man også kunne se, at vores gældsafvikling har været bedre end det, der var forudsat i planerne. Hvordan kan man tale om, at noget ikke er finansieret, at vi giver noget væk, vi ikke har, når vi i den samme periode har været i stand til at betale mere af på vores gæld end det, vi har planlagt? Det giver simpelt hen ikke nogen mening.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Det var dejligt at høre, at det økonomiske råderum nu også dukkede op igen. Men er realiteten ikke, at man finansierede skattestoppet med et økonomisk råderum, der viste sig ikke at være der, fordi der kom en krise, og at det vil sige, at det ikke var finansieret?

Det andet, jeg godt vil spørge statsministeren om, er: Er det ikke rigtigt, at det, vi snakker om, når vi snakker om den såkaldte genopretningsplan, er nogle økonomiske vanskeligheder i 2011 og 2012 og 2013, og at det lige præcis er i 2010 og 2011 og 2012, at der mangler indkomster på over 30 mia. kr. på grund af den såkaldte finansierede skattereform?

Så på den korte bane mangler vi altså pengene, og på den lange bane ser det helt anderledes ud, har vi hørt hr. Peter Christensen sige, for der har vi nogle helt andre problemer. Der har vi slet ikke løst nogen problemer. Så vi bruger altså nu angrebet på de arbejdsløse og børnefamilierne til at fylde et hul på den korte bane, som er skabt af skattelettelserne.

Statsministeren.

Hr. Per Clausen har helt ret i, at skattestoppet er finansieret inden for et råderum, som nu på grund af krisen viser sig ikke at være der, og som vi havde planlagt efter. Det er helt rigtigt. Det er jo helt rigtigt, at dansk økonomi har været tilrettelagt på den måde, både med 2010-planen og med 2015-planen, at vi har styret på det, vi selv kunne styre og agere på.

Så kommer der en krise – i øvrigt i en situation, hvor den offentlige nettogæld er helt væk – som slår benene væk under dansk økonomi. Vi bliver på 1 år 5 pct. fattigere. Ja, det påvirker vores planlægning. Ja, det gør det, og det er sådan set baggrunden for, at regeringen har lagt op til, at vi i de næste 3 år så at sige låser nogle satser i vores skattesystem og dermed jo helt åbent og ærligt tager mere ind i skat end det, vi havde planlagt efter.

Det er også det, der er årsagen til, at vi skubber nogle af de elementer, der var i den fuldt finansierede skatteaftale fra sidste år, nogle år ud i fremtiden.

Hr. Per Clausen.

Men statsministeren vælger så – og det gør Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti også – at sige, at de skattelettelser, der f.eks. er givet til bankdirektører på 0,5 mio. kr., de skattelettelser, der er givet til de 10 pct. rigeste danskere, og som løber op i godt 7 mia. kr. her i år, vælger man at fastholde, på trods af det nu har vist sig, at der ikke var råderum til dem, og på trods af at vi står og mangler pengene her og nu.

Så siger statsministeren: Vi lader de arbejdsløse betale, vi lader børnefamilierne betale, vi lader særlig de børnefamilier, der har handicappede børn, betale. Det er jo realiteten. Man står og mangler penge i de næste 2-3 år, og så sender man regningen, ikke til dem, der var med til festen, men til dem, der hverken var inviteret til festen eller havde noget ansvar for, at krisen kom.

Statsministeren.

Nu er det altså ikke en fest, vi har holdt, og som vi samler en regning op fra. Vi samler en regning op fra et meget, meget voldsomt kriseforløb, der har påvirket alle europæiske lande, og hvor regeringen, altid sammen med Dansk Folkeparti og i visse sjældnere sammenhænge også med en bredere kreds af partier, har ført en meget, meget offensiv politik for at bekæmpe, at arbejdsløsheden steg dramatisk, og for at sikre, at vi kom fri af krisen med færrest mulige menneskelige omkostninger. Og det er lykkedes. Arbejdsløsheden kommer ikke til at stige til det niveau, vi frygtede. Arbejdsløsheden befinder sig i øjeblikket på et niveau, der er langt lavere, end da den gamle socialdemokratiske regering lavede en pinsepakke, fordi man syntes, at nu gik det hele lidt for muntert for sig.

Det er sådan set den regning, vi samler op. Og den beder vi i øvrigt heller ikke de arbejdsløse om at betale. Når vi laver en dagpengereform, er det for at geare dagpengesystemet til tiden efter krisen, hvor vi igen kommer til at mangle hænder og hjerner på det danske arbejdsmarked.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne have lov til at takke statsministeren for at intervenere her og få sat på plads, at skattereformen selvfølgelig ikke var underfinansieret. Faktisk må man sige, at efter den seneste genopretningspakke er skattereformen overfinansieret, fordi man jo udskyder en række skattelettelser på personskatten. Til gengæld har man husket at indføre nye skatter og afgifter på el, varme, tobak, fedt, slik, alkohol, sodavand, mobiltelefoner, chokolade, kød, computere og pensioner. Så denne skattereform er nu overfinansieret. Vil statsministeren ikke give mig ret i det?

Statsministeren.

Hvis det var sådan, at de topskattelettelser, som vi nu skubber, aldrig blev gennemført, så har hr. Simon Emil Ammitzbøll jo helt ret. Så ville der være tale om en skattereform, som var overfinansieret både krone til krone og jo også, men det er den allerede nu, hvad angår positiv langtidseffekt på dansk økonomi. Det har hr. Simon Emil Ammitzbøll helt ret i. Nu er vores plan jo altså at levere de udskudte topskattelettelser, når tid er.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu er det jo desværre ikke kun topskattelettelserne, der bliver udskudt. Man låser jo også beløbsgrænserne fast, sådan at der kommer i hundredtusindvis af nye topskatteydere i de kommende år. Man ender jo med, at man får langt flere penge ind i skat, også på længere sigt, på grund af at man låser grænserne fast. Så vil der vel komme flere milliarder ind.

Men sandheden er vel også, at det koster arbejdspladser, at man har truffet den beslutning. Det har jeg jo Venstres politiske ordførers, hr. Peter Christensen, ord for. Topskattestigningen koster danske arbejdspladser. Er det ikke en lidt dårlig idé i en situation, hvor vi skulle gøre noget for at redde dansk økonomi, sikre arbejdspladser, skabe vækst?

Statsministeren.

Den samlede effekt af den genopretningspakke, regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti, er, at vi skaber velstand i Danmark, at vi øger arbejdsudbuddet, at vi gør Danmark rigere.

Men hr. Simon Emil Ammitzbøll har helt ret i, at de elementer i vores genopretningspakke, der går ud på, at vi strammer skatteskruen en smule, ikke yder det positive bidrag på den lange bane. Men nu står vi altså også med en udfordring på den helt korte bane, der handler om at få den her regning samlet op. Det gør vi så i en fair og ordentlig balance, hvor vi bruger alle tre stilleskruer. Vi justerer på udgifterne. Vi justerer på indtægterne ved at tage mere ind i skat end det, vi har planlagt efter. Og vi laver reformer. Det er en fair og ordentlig balance, som også betyder, at det økonomiske indgreb, vi har lavet her, formentlig er det mest lige og mest retfærdige i Danmarks politiske historie, vil jeg mene.

Hr. Henrik Sass Larsen for en kort bemærkning.

Den sidste bemærkning her frister mig over evne til at ændre spørgsmål, for hvis det er det mest lige og retfærdige, man nogen sinde har oplevet, kan statsministeren så ikke bekræfte, at her pr. 1. januar fik bankdirektør Straarup over 400.000 kr. i skattelettelse som følge af den skattereform, som regeringen har indført? Og kan statsministeren ikke også bekræfte, at en familie med fire børn i 2020, når man har indfaset hele den her pakke, man har lavet nu, ender med at skulle betale en regning på 23.000 kr. for at rette op på det her? Synes statsministeren, at det er det mest lige og retfærdige, han nogen sinde har hørt om?

Statsministeren.

Jeg må sige, at jeg ikke har noget personligt indblik i den pågældende bankdirektørs selvangivelse; det har jeg ikke. Men det er selvfølgelig rigtigt, at når man sætter skatterne ned, vil det være sådan, at hvis man tjener penge, får man en skattelettelse. Tjener man mange penge, får man en større skattelettelse målt i kroner og øre. Det er jo sådan set den indre logik. Det er der ingen grund til at lægge skjul på.

Hvorfor har vi så lavet denne fuldt finansierede skatteomlægning, som i øvrigt målt på en lighedsvægt er mere lige end det forslag, som Skattekommissionen med den tidligere socialdemokratiske skatteminister i spidsen lagde frem? Hvorfor har vi lavet den? Det har vi, fordi i en verden, hvor – det har vi også Socialdemokratiets formands ord for; det er jeg helt enig i – forudsætningen for velfærd er velstand, skal Danmark begå sig i en konkurrence. Det er sådan set uklogt at brandbeskatte job, at brandbeskatte beskæftigelse. Derfor: Mindre skat på arbejde, mere skat på forurening og energiforbrug.

Hr. Henrik Sass Larsen.

Nu er det muligt, at statsministeren ikke kender hver enkelt bankdirektørs aflønning. Men man kunne måske have en fornemmelse af, hvor meget de tjener, inden man startede på en skattereform. O.k., det kan selvfølgelig være, statsministeren er blevet inspireret af fru Pia Kjærsgaards store økonomiske indsigt, så det er derfor, det hele er gået galt, men det kan man jo ikke vide.

Men der er et spørgsmål, jeg tror alle danskere stiller sig selv i øjeblikket. Den 1. januar kan man uddele over 400.000 kr. i kontanter til folk, der er meget, meget højt lønnede, og så kommer man bagefter først i juni vadende og siger til børnefamilierne: Nu skal I betale. Nu skal I betale 23.000 kr., fordi I har fire børn. Det er da blodig uretfærdighed. Det er derfor, jeg ikke forstår, at statsministeren kan få sig selv til at stå og fortælle, at det er det mest rimelige og retfærdige, han nogen sinde har oplevet, for så vil jeg nødig være befolkning, hvis statsministeren skulle blive genvalgt. Jeg spørger: Hvor er det rimelige? Kan statsministeren forklare børnefamilierne derude, hvorfor det her er rimeligt?

Statsministeren.

Jeg kan godt forstå, at befolkningen stiller sig selv det spørgsmål. Det ville jeg da også stille mig selv efter at have lagt øre til en demagogisk kampagne uden sidestykke i nyere danmarkshistorie, som kører på et fast omkvæd, nemlig at der skulle være givet nogle ufinansierede skattelettelser til nogle særlig rige danskere, og at det er forklaringen på, at vi nu skal konsolidere dansk økonomi.

Men det er jo en forkert påstand. Sandheden er jo, at når vi i øjeblikket ser, at forbrugertilliden spirer, når vi ser, at væksten er på vej frem, så skyldes det jo den samlede effekt af den politik, regeringen har ført. Der er den fuldt finansierede skatteaftale, som stimulerede familiernes økonomi i en utryg tid. Det er da en del af forklaringen på det. Ligesom det er en del af forklaringen på det, at vi har fremrykket offentlige investeringer, vi har udbetalt SP, vi har lavet bankpakke, kreditpakke, forlænget erhvervskreditter, lavet bedre eksportkreditordning og alt muligt andet for at sørge for at få Danmark fri af krisen, hvor den ganske almindelige dansker ikke skulle bløde som følge af en for høj arbejdsløshed. Det efterlader så et behov for en konsolidering. Det samler vi op på en socialt retfærdig måde, hvor alle bidrager.

Hr. Ole Sohn for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er flot, at statsministeren går op i debatten og forsøger at sætte tingene på plads. Men jeg forstår ikke den der aggressivitet i argumentationen. For statsministeren tilkendegiver selv, at den seneste skattereform er underfinansieret, så man i de kommende år står med store underskud, som skal hentes ind – nu bliver det så med Dansk Folkepartis hjælp, og det er hos børnefamilierne, og det er hos de arbejdsløse, for vi siger, at den i 2019 er finansieret, erkendt, men den er underfinansieret i starten – og henviser så til de tidligere skatteomlægninger i 2007 og 2004, som skulle være finansieret af et råderum. Men jeg nægter at tro på, at medarbejderne i Finansministeriet ikke har forklaret også den tidligere finansminister, at et råderum kun er til stede, hvis forudsætningerne er opfyldt, og de har ikke været opfyldt, og det har regeringen vidst i årevis.

Statsministeren.

Må jeg ikke lige starte med at kvittere for de positive bemærkninger om medarbejderne i Finansministeriet. Lad os da lige notere os det til senere brug. For jeg har sådan set også det grundsynspunkt, at man skal nære tillid til det, de regner med i Finansministeriet, og det, de lægger frem, og det gælder jo så, kan vi sige, også beregningerne af den såkaldte »En Fair Løsning«, som viser, at det overhovedet ikke hænger sammen – overhovedet ikke.

Jeg er grundlæggende enig i, at man skal stole på Finansministeriet, og derfor skal man selvfølgelig også stole på, at man, når man opererer med et råderum, der hviler på nogle forudsætninger, så har et problem, hvis forudsætningerne brister. Ja, det har man ved gud. Det er da sådan set også derfor, vi har fremlagt en genopretningspakke, hvor vi siger, at man altså nødt er til i 3 år at tåle, at man kommer til at betale mere i skat, end man ellers skulle; vi er nødt til at fastfryse nogle skattegrænser, også selv om det ikke er i fuld overensstemmelse med skattestoppet, sådan som vi formulerede det i 2001, hvor vi heller ikke kunne forudse den globale krise. Der er da ikke noget aggressivt i, at jeg udtrykker det her; det er bare et forsøg på almindelig folkeoplysning.

Hr. Ole Sohn.

Jamen det er bare for at komme ind til kernen. Hvis man påstår, at skattelettelserne i 2004 og 2007 var underfinansieret, så er det, fordi man konstaterer, at forudsætningerne for det råderum ikke var til stede. Ergo var skattelettelserne ufinansierede. Det er jo bare simpel regning. Det har jo ikke noget med politik at gøre. Så er det, vi kan tage diskussionen om, hvorfor forudsætningerne ikke var til stede, og hvad var det, der bristede? Det er den politiske debat. Men konstateringen er, at oppositionen har ret, når vi konstaterer, at forudsætningerne for nogle givne skattelettelser ikke er til stede, og så er konklusionen altså på almindeligt dansk, at så er de ufinansierede. Så skal man finde finansieringen, og det har Dansk Folkeparti så hjulpet med, og det er ved at sige: Skattelettelserne finansierer vi ved at skære i børnechecken, vi finansierer dem ved at forringe dagpengene osv. osv. Det er en politisk debat, og den tager vi bagefter.

Statsministeren.

Nu tror jeg, vi er ovre i sådan noget Mor Karen-argumentation. Samlet set var den danske finanspolitik helt på det planlagte spor, frem til krisen at eskalerede i 2008. Vi nedbragte gælden, endda i et hastigere tempo end det, vi planlagde efter; vi var on the track. Så kommer der en krise, og det ændrer på forudsætningerne; vi er udfordret. Så kan man jo godt, når man nu mangler penge, tage en stor diskussion om: Hvad var det, vi i sin tid ikke skulle have gjort? Er det de store løft, vi har givet til det danske sundhedsvæsen, der nu viser sig at være et problem? Er det de 21 mia. kr., regeringen har brugt på at fjerne ventelister og øge kvaliteten i kræftbehandlingen? Er det det, der er underfinansieret? Sådan kan man jo ikke argumentere. Politik formes fremadrettet. Da vi lavede skatteaftaler i 2004 og 2007, var det fuldstændig inden for skiven af den økonomiske planlægning, vi havde, og som vi i øvrigt har forfulgt; de var finansierede. For var de ikke det, ville det jo være det samme som at sige, at de forslag, oppositionen havde om, at pengene skulle bruges på noget andet, også var et udtryk for, at de ikke var finansieret, og jeg vil da ikke være så ond at stå her og sige, at oppositionen tilbage i 2006 og 2007 kørte med ufinansierede løfter.

Tak til statsministeren. Forretningsordenen giver statsministeren meget vide beføjelser til at få ordet, men taletiden er udløbet i denne omgang.

Så er det den socialdemokratiske ordfører, der skal tilbage på talerstolen, og hr. Peter Christensen har en kort bemærkning.

Der har været sat mange tillægsord på det forhold, at vi nu laver en reform af dagpengeperioden, og lige så lidt det har skortet på løsninger fra Socialdemokratiet på, hvordan vi skulle finde de 24 mia. kr., lige så meget har der været skældsord over, at vi nu sænker dagpengeperioden. Så har jeg forstået, at Socialdemokratiet vil tage en snak med fagbevægelsen, med den nye leder Harald Børsting, om det, hvis de kunne få flertal for det. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad Socialdemokratiets tilgang til den samtale vil være? Hvad er en sympatisk dagpengeperiode?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, som Venstres ordfører siger, at man har bedt de arbejdsløse om at betale regningen for de ufinansierede skattelettelser, som statsministeren jo heller ikke i dag har fået vist ikke var ufinansierede. Der er givet ufinansierede skattelettelser. Regningen skal betales, og det er de arbejdsløse, der skal betale. Man har sikkert vurderet, at det var en gruppe, som i forvejen lå ned. De har først fået en lussing af en finanskrise, som de intet havde med at gøre. Nu har de så fået en ny af fru Pia Kjærsgaard og statsministeren, en, hvor man halverer deres dagpenge og så også lige tager noget på uddannelsesindsatsen. Så der er givet en stor lussing til dagpengemodtagerne.

Vi har sagt ganske, ganske tydeligt, at den forringelse ændrer vi, så snart vi får et flertal. Det er en uacceptabel forringelse, og man skal bare huske på, at der jo ikke bliver skabt et eneste job af den forringelse, som Dansk Folkeparti og regeringen nu har besluttet.

Hr. Peter Christensen.

Jeg kan jo lytte mig til, at de faktiske forhold, der kom frem via statsministerens indlæg for en halv time siden, har fru Helle Thorning-Schmidt ikke rigtig fået fat i. Skattelettelserne er fuldt finansieret, men lad det være.

Jeg synes sådan set, at det var tankevækkende at få et så klart svar, for da vi havde første behandling af forslaget om dagpengeperioden, nægtede den socialdemokratiske ordfører netop at give det løfte, fru Helle Thorning-Schmidt lige har givet, nemlig at man vil føre det tilbage til en 4-årig dagpengeperiode, og til det vil jeg sådan set bare sige, at det jo er ærlig snak. Så udestår der selvfølgelig stadig et svar på, hvordan Socialdemokratiet vil finde 24 mia. kr. Men det er altså et klart løfte, at man vil føre dagpengeperioden tilbage til 4 år.

Ordføreren.

Vi har sagt, at vi annullerer de dagpengeforringelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet. Når nu ordføreren rejser spørgsmålet om de ufinansierede skattelettelser, kan jeg ikke lade være med at vende tilbage til det, for det var jo egentlig ærgerligt, at diskussionen skulle slutte så hurtigt.

Jeg vil egentlig gerne læse noget op, som kom fra de økonomiske vismænd i efteråret 2007. De siger nemlig, at bortset fra et lille finansieringsbidrag fra indekseringen af energiafgifterne, er skattelettelserne ikke finansieret på kort sigt. Vismændene siger tydeligt, at skattelettelserne ikke er finansieret. Det kan så bakkes op af regeringens eget konvergensprogram, sådan et blev der nemlig også lavet i 2007. Så siger man i konvergensprogrammet, og det er jo Finansministeriet selv, der skriver det: De nye prioriteringer i skatte- og udgiftspolitikken frem mod 2015 svækker isoleret set finanspolitikkens holdbarhed. Altså, man har brugt råderummet til at give en skattelettelse. Råderummet har ikke vist sig at være der. Det er jo fugle på taget, når økonomien forandrer sig. Skattelettelserne var ufinansierede.

Jeg skal måske for en ordens skyld oplyse, at der før pausen vil være ca. 17 minutter af timen til korte bemærkninger til den socialdemokratiske ordfører. Og det vil sige, at der vil være 43 minutter efter pausen.

Der er foreløbig indtegnet følgende, og de kan ikke alle sammen nå at få ordet: Pia Kjærsgaard, Henriette Kjær, Simon Emil Ammitzbøll, Per Clausen, Kristian Jensen, Kristian Thulesen Dahl, Helle Sjelle, Flemming Damgaard Larsen, Søren Espersen, Jacob Jensen, Bent Bøgsted, Anders Samuelsen, Torsten Schack Pedersen, Mads Rørvig, Liselott Blixt, Hans Kristian Skibby, Karsten Lauritzen, Erling Bonnesen, Peter Juel Jensen, Ellen Trane Nørby, Henrik Brodersen og Marlene Harpsøe. Det var derfor, vi på et tidspunkt gjorde opmærksom på, at der var full house heroppe.

Så er det fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning.

Hvis fru Helle Thorning-Schmidt kan nå det, og det vil jeg bede meget om, her i spørgerækken, kunne jeg godt tænke mig at få at vide, om man vil rulle den her nedsættelse af dagpengeperioden tilbage. Jeg ved ikke, hvor fru Helle Thorning-Schmidt vil finde flertallet, for De Radikale vil jo ikke, men det er i hvert fald, hvad der er blevet lovet. Jeg synes ikke, vi har fået et klart svar.

Når nu Socialdemokratiet og for så vidt også Socialistisk Folkeparti igen er blevet så tæt forbundet med fagbevægelsen, at man er i lommen på LO, hvad den sidste tid virkelig har vist, vil jeg godt høre, hvordan det ser ud med de bidrag, som bliver givet, om fru Helle Thorning-Schmidt kan være enig i, at det bør der være offentlighed om, altså også de mere eller mindre indirekte bidrag, der kommer fra fagbevægelsen, og som udelukkende går til venstrefløjen.

Jeg skal bare, og det er så mere konkret, henvise til kommunevalget, hvor man fra venstrefløjens side, fra fru Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiets side, forpligtede sig med nogle politiske løfter i forhold til de bidrag, man ville få. Jeg vil gerne have fuld åbenhed, er fru Helle Thorning-Schmidt enig i det?

Ordføreren.

Som jeg også svarede før til Venstres ordfører, så agter vi at kæmpe imod de forringelser, som bl.a. fru Pia Kjærsgaard er med til at gennemføre. Vi synes, det er fuldstændig urimeligt, at det er dagpengemodtagerne, der skal betale for den her krise og regeringens ufinansierede skattelettelser. Jeg synes, det er så urimeligt, at man siger til en slagteriarbejder i Holstebro, som måske er den person, som har mindst med Wall Street og med finanskrisen at gøre, at det er ham, der ikke bare skal betale én gang for krisen, men så kommer der også lige et par ekstra stød fra fru Pia Kjærsgaard, så kommer der også lige en regning, i form af at man halverer dagpengeperioden, og at man i øvrigt lige tager uddannelsesindsatsen også – og så kommer der måske også noget med børnepengene oveni.

Det er så urimeligt, at det skriger til himlen, og det vil vi selvfølgelig lave om. Jeg håber, jeg får stillet det her spørgsmål mange gange i dag, for så får jeg lejlighed til at sige: Det laver vi om.

I forhold til det med bidrag vil jeg sige, at det kan man jo se i vores regnskaber – og nu har jeg ikke tid til at sige mere. Fru Pia Kjærsgaard kommer forhåbentlig tilbage med en bemærkning.

Fru Pia Kjærsgaard.

[Lydudfald] … svartid til fru Helle Thorning-Schmidt, hvis jeg altså kan få et svar. Jeg vil godt høre helt konkret: Vil man rulle dagpengeperioden tilbage til 4 år? Et helt konkret svar.

Så skal jeg igen spørge til det med støtten fra fagbevægelsen, som man nu har forpligtet sig sammen med, hvor man igen er blevet forbundne kar, det er blevet sådan lidt et ekstra parti: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, LO og Enhedslisten. Det er jo en stærk alliance, må man sige. Jeg vil godt høre: Når man tænker på, at der f.eks. er mange gratis kampagnebiler, pr-plads, udlån af ansatte, og at man også har set en fagforening, som har udlånt sine lokaler med vinduesplads til Socialdemokratiets valgpropaganda, er det så også blandt de bidrag, som skal offentliggøres?

Der var så alligevel ikke noget taletid at bytte med. Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er interessant at høre, at når vi her på Christiansborg siger, at vi gerne vil lave politik i samarbejde med de mennesker, vi er her for at tjene – hvis vi f.eks. laver politik for lønmodtagerne, så taler vi med lønmodtagerne, hvis vi laver politik for erhvervslivet, så agter vi at tale med erhvervslivets organisationer, hvis vi laver politik for de handicappede, så agter vi at tale med de handicappedes organisationer, hvis vi laver politik for de ældre, så taler vi med de ældres organisationer – bliver det i Dansk Folkepartis optik til, at man er i lommen på nogen. Og det forstår jeg egentlig godt, al den stund at de sidste 9 år er blevet brugt til at lave politik i lukkede lokaler, hvor det at samtale med mennesker uden for Christiansborg åbenbart er noget fordækt og noget mærkeligt. Jeg siger det ligeud: Det er ikke den måde, vi vil drive politik på. Vi vil sådan set gerne tale med de mennesker, som vi er sat herind for at tjene.

Fru Henriette Kjær for en kort bemærkning.

Fru Helle Thorning-Schmidt lyder jo umiskendeligt som en papegøje med sin evindelige gentagelse af, at regeringen gennemfører ufinansierede skattelettelser. Det er hult at høre på, særlig når man ser på S og SF's egen plan, »En Fair Løsning«, hvor der efterhånden sidder så mange fugle på taget, at tagryggen er ved at bryde sammen. Men jeg vil tilbage til de ufinansierede skattelettelser, for det har man jo sagt igen og igen, og det sagde man også i 2007. Men alligevel brugte man i sit eget finanslovforslag i 2008 den finansiering, regeringen brugte til skattelettelserne, til noget, man kalder velfærdsrettighederne. Hvordan hænger det, at man selv brugte finansieringen i sit eget finanslovforslag, sammen med, at regeringens skattelettelser i 2007 var ufinansierede?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvilken fugl jeg skal sammenligne den konservative ordfører med, og egentlig synes jeg heller ikke, det passer sig for den debat, vi skal have her i Folketinget.

Men jeg er nødt til at minde ordføreren om, at statsministeren lige har været på talerstolen her og har sagt meget tydeligt til os alle sammen, at man finansierede skattelettelserne i 2004 og 2007 af det råderum, der var i dansk økonomi. Et råderum er minsandten en fugl på taget, hvis man kan tale om sådan en, for et råderum kan jo forsvinde, og det vil sige, at det mest ansvarlige, hvis man skal bevæge sig ud i at give skattelettelser, er at finansiere det krone for krone og ikke i et eller andet virtuelt system, hvor man arbejder med et råderum, der viser sig ikke at være der, og regeringen har selv indrømmet i konvergensprogrammet fra 2007, at det råderum ikke var der, fordi man ikke havde opfyldt de nødvendige forudsætninger. Jeg synes, den debat, vi har haft i dag, har været meget befriende, fordi statsministeren har indrømmet, at skattelettelserne blev givet af råderummet.

Fru Henriette Kjær.

Jeg fik ikke svar på spørgsmålet. Skattelettelsen i 2007 blev finansieret ved en indeksering af energiafgifterne og ved, at man aflyste den nedsættelse af arbejdsmarkedsbidraget, der var påtænkt. Den finansiering koopererede man ind i Socialdemokraternes eget finanslovforslag for 2008, og man ville bruge dem aktivt til såkaldte velfærdsrettigheder. Hvordan hænger det så sammen med, at man mener, at skattelettelserne var ufinansierede? Og det beder jeg altså fru Helle Thorning-Schmidt svare på.

Ordføreren.

Men ordføreren har ikke ret i det, hun siger. Vi har aldrig nogen sinde sagt, at man kunne finansiere det med det råderum, som ordføreren påpeger vi har. Vi har ikke villet finansiere det med råderummet, for Socialdemokraterne har den holdning, at en skattelettelse bliver man nødt til at finde pengene til krone for krone, for ellers bliver det sådan, som vi efterhånden har sagt i årevis, at man giver en skattelettelse den ene dag, og den næste dag går det ud over velfærden, fordi der ikke er råd til den velfærd, vi gerne vil have. Det har vi sagt, ja, i flere år, og nu ser vi så, at vi havde ret, for vi ser nu, at det er velfærden, der skal betale, der skal være nulvækst i den offentlige sektor, man skal spare på ydelserne til børnefamilierne, og man skal spare på dagpengene. Det er det, vi har sagt i årevis: Der var ikke råd til skattelettelser, hvis man samtidig skulle have en god velfærd.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg deler fuldt ud fru Helle Thorning-Schmidts bekymring for slagteriarbejderne fra Holstebro, som blev nævnt. Jeg er bare nødt til at sige, at slagteriet i Holstebro er lukket; den 5. maj fik de at vide, at det ikke genåbner. Og hvorfor er det sådan? Det er det, fordi Danmark ikke er konkurrencedygtigt nok, fordi Danmark er alt for skatteplaget og derfor ikke kan deltage i den internationale konkurrence. Det kan ikke betale sig at aflønne en dansk slagteriarbejder.

Når fru Helle Thorning-Schmidt nu ved det, er det så stadig fru Helle Thorning-Schmidts intention at sætte skatten yderligere op, således at vi mister endnu flere arbejdspladser, så endnu flere danskere ikke har en beskæftigelse?

Ordføreren.

Jeg synes, spørgsmålet afspejler en meget dyb forskellighed i den måde, vi ser velfærdssamfundet på. Der er nogle, der ser – og det gør statsministeren jo også – den offentlige sektor og den private sektor som konkurrerende med hinanden. Sådan ser vi det ikke hos Socialdemokraterne. Vi mener dybest set, at den private og den offentlige sektor er hinandens forudsætninger, og det er jo også derfor, vi har oplevet det fantastiske i Danmark, at vi kan have et flot velfærdssamfund, som giver tryghed til de borgere, som har behov for det, samtidig med at vi – i hvert fald tidligere – har haft en konkurrencekraft, der er helt i top i verden. Det er drømmen om Danmark; det er ikke drømmen, at vi skal sænke lønninger og sænke skatterne, så vi ikke har råd til en offentlig service, som danskerne vil have. Vi skal jo netop køre på det, som er vores styrkeposition, nemlig at vi har en offentlig sektor, der virker, og en konkurrencekraft, som virker i kraft af den offentlige sektor.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jo, men det kan den arbejdsløse slagteriarbejder jo ikke bruge til noget som helst. Hvad skal fru Helle Thorning-Schmidts drømme gøre for ham?

Sandheden er jo den, at der er forskel, og at den offentlige og den private sektor hænger sammen. De hænger nemlig sådan sammen, at pengene skal tjenes i den private sektor først, før vi kan bruge dem i den offentlige sektor bagefter. Det anerkender fru Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne desværre åbenbart ikke.

Det er sådan, at OECD har kritiseret genopretningspakken. Ja, det har de, på grund af at man nu laver skattestigninger, for skattestigninger vil kun medføre én ting, og det er, at der er endnu flere danskere, der ikke har et arbejde. Så man skulle stoppe med at drømme og komme ind i realpolitik og sørge for at skabe en politik, der skaber vækst og arbejdspladser, vil jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt.

Ordføreren.

Meget kan man sige om Socialdemokraterne, men vi drømmer ikke, vi er i realpolitik. Og jeg tror egentlig, at slagteriarbejderen er fuldstændig klar over, at han er bedre stillet med en socialdemokratisk regering, end hvis Liberal Alliance skulle få indflydelse på den politik, der eksisterer her i landet. For vi vil jo netop gøre noget for den slagteriarbejder, vi vil ikke bare halvere dagpengene og så håbe på, at der opstår et nyt job derefter. Vi vil sikre, at der er uddannelsesmuligheder, vi vil sikre, at der er gode vækstbetingelser for virksomheder i vores udkantsområder, og vi vil sikre, at Danmark igen får en konkurrencekraft, men uden at vi skærer i den grundlæggende tryghed og service i vores velfærdssamfund. Det var det, Danmark kunne i 1990'erne, og det er det, Danmark skal kunne igen, og der nytter det altså ikke noget, at ordføreren mener, at man kan konkurrere med de lande, som har den laveste skat, den laveste tryghed, eller hvad det måtte være, den laveste løn måske. Det gør intet for denne slagteriarbejder.

Vi når som den sidste til en kort bemærkning inden pausen hr. Per Clausen.

Jeg er glad for, at fru Helle Thorning-Schmidt så klart afviser Liberal Alliances tanker om, at vi skulle sætte skatterne så langt ned, at slagteriarbejderne i Danmark kunne blive aflønnet, ligesom polske kolonnearbejdere bliver i Tyskland, dvs. med 30-40 kr. i timen. Det var rart at få det på det rene.

Men det, jeg godt vil spørge fru Helle Thorning-Schmidt om, er, at jeg har forstået, at diskussionen om at rulle dagpengeforringelserne tilbage er en diskussion, som skal foregå i trepartsforhandlinger. Det, som jo er det interessante her, er: Starter man i de trepartsforhandlinger med den klare forudsætning, at de forringelser, der bliver gennemført nu, og som jo ikke kun er en afkortning af perioden, men også andre elementer, er væk, så man altså snakker om et nyt og reformeret dagpengesystem ud fra en enighed om, at de angreb, der er kommet den her gang, er væk?

Ordføreren.

Svaret er enkelt: Ja, det gør vi. Som jeg opfatter det, starter vi med et blankt stykke papir. Vi taler med lønmodtagernes organisationer. De taler på vegne af lønmodtagerne, og jeg tror egentlig, at det tryggeste og rareste for hele Danmark er, hvis vi skaber politik på baggrund af dialog med de mennesker, den politik vedrører.

Så vi starter med et blankt stykke papir. Vi fjerner regeringens forringelser, og det, vi gerne vil, er at skabe et moderne og trygt dagpengesystem – og selvfølgelig også et dagpengesystem, som sikrer, at vi har en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de mennesker, der bliver arbejdsløse, som giver en håndsrækning, og som giver mulighed for mere uddannelse.

Det, regeringen og Dansk Folkeparti har gjort, er jo det modsatte. Det er at forringe mulighederne for at få uddannelse for lige præcis de mennesker, der har mest brug for det.

Hr. Per Clausen.

Jeg vil sige, at jeg er meget, meget glad for den meget klare tilkendegivelse, der kommer fra fru Helle Thorning-Schmidt, også fordi vi somme tider glemmer, når vi snakker om trepartsforhandlinger – de borgerlige partier beskriver det jo som et møde mellem LO, måske FTF og Socialdemokraterne – at det jo betyder, at arbejdsgiverne også er med.

Jeg ville jo være meget bekymret, hvis det var sådan, at arbejdsgiverne kunne møde op og sige: Ja, det er meget godt, men hvis vi skal være enige, beholder vi de forringelser, som VKO har gennemført.

Derfor forstår jeg på det, fru Helle Thorning-Schmidt siger, at udgangspunktet er, at man starter før de forringelser, der nu er gennemført, og snakker om, hvilke forandringer og ændringer man i øvrigt kan blive enige om. Jeg vil bare sige, at jeg er meget, meget glad for den meget klare tilkendegivelse.

Ordføreren.

Det må jeg give ordføreren ret i. Det har også undret mig, hvor hånligt der tales om parterne i det her hus og i den her sal. Der tales om trepartsforhandlinger som fugle på taget, og at det løb slet ikke kan nytte noget, men det er en metode, som er blevet anvendt ikke bare af den tidligere statsminister, men af statsministre før ham. Og det er da et godt eksempel på, at vi driver politik på en måde, hvor vi lytter til folk uden for Christiansborg.

Jeg synes ærlig talt, at arbejdsmarkedets parter fortjener bedre end den hån, som de får fra fru Pia Kjærsgaard og statsministeren, som kalder en samtale med arbejdsmarkedets parter for fugle på taget.

Jeg skal her udsætte mødet indtil kl. 13.00.

Den første, der får en kort bemærkning efter pausen, er hr. Kristian Jensen.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Så er forhandlingen åbnet igen. Jeg skal bede den socialdemokratiske ordfører, fru Helle Thorning-Schmidt, om at genindtage sin plads på talerstolen. Den første korte bemærkning er fra hr. Kristian Jensen.

Nu kunne jeg forstå på fru Helle Thorning-Schmidt, at fru Helle Thorning-Schmidt tager de økonomiske vismænd som sandhedsvidne i rapporten fra efteråret 2007. Det kan ærgre mig, at fru Helle Thorning-Schmidt så ikke også har læst rapporten fra foråret 2007, hvor de økonomiske vismænd anbefalede, at man forkortede dagpengeperioden.

Når jeg nævner det, er det, fordi jeg faktisk er temmelig forvirret efter de udmeldinger, der er kommet, både i forbindelse med mandagens debat om genopretningsplanen og med fru Helle Thorning-Schmidts indlæg her i dag. Jeg er forvirret over, hvad det præcis er, Socialdemokraterne vil med dagpengeperioden. Så må jeg ikke lige høre: Vil Socialdemokraterne foreslå, at dagpengeperioden igen bliver sat op til 4 år?

Ordføreren.

Jeg har egentlig svært ved at forstå, hvorfor ordføreren skulle være forvirret, for jeg har sagt det meget præcist. Så på et tidspunkt bliver det jo et spørgsmål om, at man ikke vil høre.

Vi er imod, at man fra den ene dag til den anden sænker dagpengeperioden fra 4 år til 2 år. Vi er imod, at man sænker dagpengeperioden! Derfor vil vi, når vi får et flertal, indkalde til trepartsforhandlinger, og i forbindelse med de trepartsforhandlinger vil vi drøfte med arbejdsmarkedets parter, hvordan vi kan modernisere dagpengesystemet. Vi gør det på et blankt stykke papir, hvor vi sådan set annullerer de forringelser, som bl.a. Venstre har været med til at indføre over for de arbejdsløse, som jo helt uforskyldt står i den situation, de står i nu. Så det er svaret. Vi tager de der forringelser af bordet og finder et nyt og moderne dagpengesystem, som også passer til det samfund, vi har. Vi vil også gøre det, som regeringen måske kunne lære noget af: Vi vil lytte til de mennesker, som er på arbejdsmarkedet, nemlig lønmodtagerne.

Hr. Kristian Jensen.

For det første håber jeg, at fru Helle Thorning-Schmidt er klar over, at de, der er i dagpengesystemet, får 2 år yderligere på dagpenge, og at det er de nye, der kommer ind, der så er på 2-års-perioden. Så fra den ene dag til anden er altså fra 1. juli 2012.

For det andet er det sådan, at når vi spørger til det, er det, fordi fru Helle Thorning-Schmidt bliver ved med at fortælle, at det er så urimeligt, så uanstændigt – tror jeg det var der blev sagt i mandagens debat – at dagpengeperioden bliver forkortet fra 4 år til 2 år. Så er det bare, jeg spørger: Hvis det er så forfærdeligt og så uanstændigt med en kortere dagpengeperiode, hvorfor kan vi ikke så få et svar, der klart hedder, at Socialdemokratiet vil sætte dagpengeperioden op?

Ordføreren.

Jeg går da bestemt ud fra, at vi skal sætte dagpengeperioden op. Jeg synes, det er fuldstændig urimeligt over for de mennesker, som totalt uforskyldt har fået en fyreseddel, at de nu også får en på siden af hovedet af Venstre og Dansk Folkeparti, som siger: Nu får I altså en til, fordi vi halverer jeres dagpengeperiode. Jeg synes, det er så urimeligt over for de mennesker.

Det, man skal huske på, er, at der ikke kommer et eneste job ud af det her. Der bliver ikke skabt et eneste job.

Det, vi gerne vil, er at skabe et moderne dagpengesystem, der er trygt og ordentligt, og det vil vi, straks vi får et flertal, gå i gang med at forhandle med lønmodtagerne og arbejdsmarkedets parter. Det synes jeg er en rimelig og ordentlig måde at gøre det på. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor hr. Kristian Jensen er så forhippet på at få at vide, at det skal være lige præcis, som det er i dag. Det er da meget bedre at gå videre med den tankegang, som vi hele tiden har haft: at vi vil modernisere det danske dagpengesystem.

Så er det fru Helle Sjelle for en kort bemærkning.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at vi Konservative virkelig glæder os over, at vi for alvor er kommet i gang med reformerne, og at vi nu får nedsat dagpengeperioden. Derfor er vi naturligvis også meget interesserede i at høre, hvad det egentlig er, Socialdemokraterne og fru Helle Thorning-Schmidt vil, hvis såfremt ifald og til skade for det danske folk der skulle ske det, at man kom til magten efter næste valg. Vil man så rulle dagpengeperioden tilbage – og i så fald til hvad? Er det 3, 4 eller 5 år? Eller er det, som SF også var ude i i mandags, til 19 år og 364 dage? Vi mangler nogle klare svar på det her, og det vil vi meget gerne have.

Ordføreren.

Før regeringen besluttede at lave dagpengeperioden om, fik vi at vide af regeringen eller i hvert fald af nogle fra regeringen, bl.a. finansministeren, at man ikke ville ændre dagpengesystemet, overhovedet ikke. Så det der med at bryde løfter og den slags overlader jeg trygt til regeringspartierne og i øvrigt også til Dansk Folkeparti. Det er regeringen og Dansk Folkeparti, man ikke kan stole på. Os kan man stole på. Vi har sagt helt, helt tydeligt i vores plan for dansk økonomi, at vi agter at modernisere dagpengesystemet, og at vi vil gøre det i tæt dialog med de mennesker, det berører. Hvad er problemet? Vi er imod regeringens forringelser. Vi vil tilstræbe, at vi starter på et blankt stykke papir; det vil sige, at vi fjerner regeringens forringelser, og så vil vi i åben dialog med arbejdsmarkedets parter skabe et moderne og trygt dagpengesystem.

Fru Helle Sjelle.

Jamen det er jo netop det, der er problemet. Vi kan ikke få nogen klare svar. Det er åbenbart lige så svært at få et klart svar fra fru Helle Thorning-Schmidt, som det er at vinde i lotto. Det står hen i det uvisse, hvad det egentlig er, man vil. Er det 3, 4 eller 5 år, man vil rulle dagpengeperioden tilbage til? Eller er det 19 år og 364 dage? Hvad er det, man vil på det her område? Det synes jeg egentlig man skylder det danske folk et svar på. Eller har man pantsat sin sjæl hos fagbevægelsen? Er det dem, der skal til at bestemme, hvor lang dagpengeperioden skal være? Jeg synes ærlig talt, vi alle sammen fortjener et klart svar.

Ordføreren.

Jamen vi vil skabe et trygt og sikkert dagpengesystem, et moderne dagpengesystem. Vi kender nogle af de indvendinger, befolkningen har imod dagpengesystemet. Der er jo rigtig mange, som nu har opdaget, at de har en meget lav dagpengeydelse, som ikke slår til i forhold til familiens økonomi. Derfor vil vi tage en åben drøftelse med arbejdsmarkedets parter, som arbejdsgiverne jo også en del af, og så finde det bedste og mest moderne dagpengesystem.

Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor man vil have at vide helt præcist, om vi skal føre det tilbage til den måde, det er på i dag. Vi er imod regeringens forringelser, det skal der ikke være et sekunds tvivl om. Vi synes, det er for ringe, at det lige præcis er de mennesker, som har betalt hårdest for krisen, der skal straffes af regeringen. Og så vil vi tage en åben drøftelse om, hvordan vi får et moderne, trygt og sikkert dagpengesystem. Det vil jeg gerne sige igen, hvis jeg bliver stillet det spørgsmål, og jeg synes egentlig, det er et rigtig godt svar i stedet for at give løfter om, at det skal være på en vis periode. Det er et godt svar at sige, at vi vil have et moderne og trygt dagpengesystem. Jeg tror, det er det, lønmodtagerne ønsker, jeg tror, det er det, arbejdsgiverne ønsker, og det er også det, Socialdemokraterne ønsker.

Hr. Flemming Damgaard Larsen for en kort bemærkning.

Nej, vil jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt, det går ikke det her, vi bliver nødt til at have nogle helt klare svar.

Nu skal jeg prøve at forklare situationen. Socialdemokratiet er imod det forslag, der nu ligger fra regeringens side, men det bliver jo alligevel vedtaget, det ved vi alle sammen. Så er vi jo i en ny situation. Hvad er det så derefter, Socialdemokratiet vil gøre, hvis Socialdemokratiet – Gud forbyde det – måtte komme i regering efter næste valg? Vil man så rulle tilbage til 4 år, eller vil man lade den her dagpengeperiode stå på 4 år? Kan vi ikke få et helt klart svar på det?

Ordføreren.

Jeg kan godt høre, at man har forberedt sig rimelig monotont på den her debat. Jeg håber, vi også skal tale om andet, for ellers bliver det da kedeligt.

Vi er imod de forringelser, man har lavet af dagpengesystemet. Jeg synes, det er urimeligt, at det er lønmodtagere, som har mistet deres arbejde, som skal betale for den helt forkerte økonomiske politik, der er ført i Danmark, med ufinansierede skattelettelser. Jeg synes, det er fuldstændig urimeligt, og vi tager de forringelser af bordet. Hvor klart kan det siges?

Så går vi i øvrigt i dialog med lønmodtagerne og arbejdsmarkedets parter for at finde den bedste model for et moderne og trygt dagpengesystem med udgangspunkt i, at vi fjerner de forringelser, som Venstre og Dansk Folkeparti har indført, og at vi skaber et bedre dagpengesystem. Det kan ikke siges mere præcist.

Hr. Flemming Damgaard Larsen.

Jeg tror ikke, at der er ret mange mennesker, der har forstået det der svar på, hvad det er, Socialdemokratiet vil. Men så må jeg prøve at spørge om noget andet, når det svar, man får, er så uklart. I en række lande, nordiske lande, i Tyskland, i England osv., er dagpengeperioden nu 2 år og derunder. Hvad er for nogen forhold i Danmark, der gør, at den skal være 4 år og ikke 2 år?

Ordføreren.

Vi har i Danmark et meget godt system, og det er et system, finansministeren også tidligere har rost, dengang han mente noget andet om dagpengesystemet. Vi har nemlig et system, hvor vi har meget stor tryghed på arbejdsmarkedet kombineret med, at vi har meget fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Det vil sige, at hvis man mindsker trygheden på arbejdsmarkedet, risikerer man også bare, at lønmodtagerne ved næste overenskomstforhandling ikke vil være så fornuftige, som de egentlig altid har været, men vil kræve mindre fleksibilitet på det danske arbejdsmarked, og derfor bliver det sværere at hyre og fyre medarbejdere i Danmark.

Det er jeg ikke den eneste der siger. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen rejste verden rundt og talte om dette fantastiske flexicuritysystem. Finansministeren lærte også på et tidspunkt at tale pænt om det danske arbejdsmarkedssystem. Derfor skal vi værne om den balance, vi har på det danske arbejdsmarked, og ikke bare fra den ene dag til den anden forringe den tryghed, der er på arbejdsmarkedet, for vi risikerer også, at vi skader den meget hårfine balance, vi har på det danske arbejdsmarked, hvor vi også har fleksibilitet.

Det er det, der er problemet med den her løsning, som regeringen og Dansk Folkeparti har fundet på.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det, formand.

Altså, jeg forstår ikke, at et meget enkelt spørgsmål ikke kan besvares meget enkelt. Der er flere, der har kredset om det samme i forbindelse med dagpengeperioden: Er det socialdemokratisk politik, at hvis man får magten, skal dagpengeperioden igen være 4 år – ja eller nej?

Det er et meget enkelt spørgsmål, der kan besvares med et enkelt ja eller et enkelt nej.

Ordføreren.

Det er Socialdemokratiets politik, at vi vil diskutere dagpengene med arbejdsmarkedets parter. Jeg synes, det er meget, meget enkelt. Vi er imod den forringelse, man har lavet, og som Dansk Folkeparti har bidraget til, på trods af at de havde lovet vælgerne det modsatte. Vi er lodret imod det, men vi synes, det er mest rimeligt, når vi skal genopbygge et fornuftigt dagpengesystem, at tage en åben drøftelse med arbejdsmarkedets parter.

Jeg er godt klar over, at Dansk Folkeparti helst vil lave politik i lukkede lokaler uden at tale med nogen – som en tyv om natten. Det vil vi ikke. Vi vil gerne lave politik bredt i Folketinget og ud af Folketinget, hvor vi diskuterer med andre mennesker, og det er også det, vi vil gøre i forbindelse med dagpengesystemet.

Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, der ser den her debat, som har problemer med at forstå, hvad jeg siger, netop at vi vil skabe et dagpengesystem, som er trygt, ordentligt og moderne, og gøre det i samarbejde med dem, der berører.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu synes jeg, at de masker, der har været i annoncerne, mere fik os til at ligne Zorro end en tyv om natten, og det havde jeg sådan set ikke noget imod.

Men derudover er det jo lidt mærkeligt at opleve, at den socialdemokratiske formand ikke kan svare på så enkelt et spørgsmål, altså ikke har en politik på det område, men skal henvise til, at det skal man snakke med nogle i fagbevægelsen om og også nogle arbejdsgivere, altså med parterne, men man har ikke en selvstændig politik. Altså, man har ikke en politik, med hensyn til om dagpengeperioden i Danmark skal være 4 år eller 2 år eller et eller andet derimellem. Man kan kun udtrykke sig negativt om det, vi andre laver, men man kan ikke fremlægge, hvad man så selv vil. Man vil bare afvise det, vi andre laver. Man har ikke noget bud på, hvad man så vil gøre i stedet for. For det er da et meget enkelt spørgsmål, om dagpengeperioden skal være 4 år, om den skal være 2 år, eller om den skal være et eller andet derimellem. Hvad er svaret, hvis man spørger Socialdemokratiets formand?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, det mest naturlige er, at vi holder fast i det, vi hele tiden har sagt. For 3 uger siden fremlagde vi en helhedsløsning for dansk økonomi, hvor vi siger klart og tydeligt, at vi vil forhandle med arbejdsmarkedets parter om at modernisere det danske dagpengesystem. Det har vi sagt hele tiden fuldstændig konsistent. I mellemtiden er det så lykkedes Dansk Folkeparti modsat klare løfter, de har givet befolkningen, at ændre dagpengesystemet fra den ene dag til den anden.

Så siger vi bare, at med udgangspunkt i det, der var, – de 4 år, som vi har indtil den 1. juli – indgår vi i en åben dialog med arbejdsmarkedets parter for at modernisere det danske dagpengesystem. Det har vi sagt for 3 uger siden, det har vi sagt for 2 uger siden, og det siger vi også i dag. Det er meget, meget enkelt.

Hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Betaler fru Helle Thorning-Schmidt for lidt i skat?

Ja. I forhold til den velfærd, vi gerne vil have i Danmark, så betaler vi jo faktisk for lidt i skat i Danmark. For regeringen har givet meget store skattelettelser, som desværre ikke var finansieret, og det betyder jo så også, at den velfærd, som vi er mange der gerne vil have, er kommet i fare. Vi har igennem rigtig lang tid – og jeg tror, der er mange, der har hørt mig sige det før – sagt, at der er et valg mellem velfærd og skattelettelser. Det er blevet afvist af regeringen igen og igen, men nu ser vi jo, at vi havde ret. For nu kommer regningen, og hvem er det, der skal betale regningen for regeringens ufinansierede skattelettelser? Det er søreme de arbejdsløse, som intet har med det her at gøre, og det er børnefamilierne. Så jo, jeg tror, at vi som samfund kommer til at bidrage med lidt mere i skatter og afgifter, og det inkluderer selvfølgelig også mig selv.

Hr. Jacob Jensen.

Kommer fru Helle Thorning-Schmidt til at betale mere i skat med S og SF’s skatteudspil?

Ordføreren.

Vi har jo lagt et skatteudspil frem, som er en del af vores program, »En Fair Løsning« og »Fair Forandring«, hvor vi siger, at vi gerne vil hæve skatterne og afgifterne for over 12 mia. kr., så det inkluderer jo også mig, sådan at jeg kommer til at betale lidt mere. De vil være rimeligt fordelt, og det vil sige, at de allerallerrigeste danskere, som Venstre og Dansk Folkeparti har givet nogle enorme skattelettelser – jeg tilhører ikke selv den gruppe – vil komme til at betale lidt mere i skat, end de gør i dag, og lidt mindre, end de gjorde i de første år af Anders Fogh Rasmussens regeringstid.

Hr. Bent Bøgsted for en kort bemærkning.

Tak. Nu har vi jo haft et par interessante dage her siden mandag. Vi har diskuteret et dagpengeforslag. Vi har også set en meget interessant kampagne i aviserne fra LO om, hvordan det kommer til at fungere, og nu er den så blevet trukket tilbage. Jeg skulle høre, hvordan fru Helle Thorning-Schmidt ser på, at der har været en kampagne i gang, der har vist sig at være usand. For der er jo netop regler om, at man, hvis man er blevet 54 år før den 1. januar 2007, så beholder man sine dagpenge, til man bliver 60 år og kan gå på efterløn; det bliver der ikke ændret ved i det her. Men hvordan har fru Helle Thorning-Schmidt det med, at der en kampagne, der prøver på at sige det modsatte af, hvad der er fakta?

Ordføreren.

Jeg synes for det første, det er rigtig fint, at hr. Bent Bøgsted har fået styr på fakta, for det havde han jo ikke, da han stod på talerstolen forleden dag og han blev stillet præcis det spørgsmål af nogle af vores ordførere fra Socialdemokraterne. Da vidste han det ganske enkelt ikke, da måtte han henvise til Finansministeriet; han anede det ikke, for han havde ikke undersøgt det på forhånd. Og det understreger for mig, at Dansk Folkeparti har været fuldstændig ligeglad med, hvordan deres nye regler rammer de ledige. De har troet, at det jo var en lille gruppe, der ikke ville råbe så meget op, og har dybest set være ligeglade med, hvordan det rammer de ledige.

Noget af det, man for det andet kunne have lyst til at spørge arbejdsmarkedsordføreren for Dansk Folkeparti om, er selvfølgelig: Hvad med de optjeningsregler, der gælder her? Hvad med de mennesker, der er i Udkantsdanmark, og som i første runde har mistet deres job? Hvordan står de med de regler, som Dansk Folkeparti nu har været med til at vedtage sammen med regeringen?

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen det er da forunderligt, at fru Helle Thorning-Schmidt kan stå deroppe og sige, at alle i Socialdemokratiet vidste, hvordan reglerne var. For den øverste chef for Socialdemokratiet, der åbenbart er Harald Børsting, har ikke haft styr på det. Fru Helle Thorning-Schmidt, der måske skulle vejlede Harald Børsting, har heller ikke haft styr på det, for så havde vi ikke set den annoncekampagne i aviserne.

Vi kan så se, at der er regler om, at folk, der er blevet 54 år før den 1. januar 2007, ikke mister deres dagpenge, trods det, at der er kommet påstande om, at det ikke er fakta. Vi ved også, at der er lavet regler om, at man kan få et seniorjob, hvis man er over 55 år og mister sit job. Det fungerer åbenbart heller ikke udeomkring. LO har i hvert fald ikke vidst det, og så er der noget, der tyder på, at Socialdemokratiet har givet en forkert vejledning. Det er for øvrigt også regler, som fru Helle Thorning-Schmidt selv har været med til at indføre, og så er det forbavsende, at man kan se en kampagne, der kører på, at folk mister deres dagpenge, når de ikke gør det.

Ordføreren.

Det er rigtig fint, at hr. Bent Bøgsted nu har fået styr på fakta. Det havde han ikke i debatten forleden dag, hvor han blev stillet netop det her spørgsmål. Så det er rigtig, rigtig godt, at der er styr på fakta.

Det, som jeg har lyst til at få at vide, er, om Dansk Folkeparti har undersøgt den her sag til bunds. Da de imod deres løfter gik ind i forhandlingslokalet og forandrede dagpengene fra den ene dag til den anden, overvejede de så, hvad der skal ske med de mennesker, som netop har mistet deres job, bor i Udkantsdanmark og får forringet deres dagpenge, ikke kun hvad angår perioden, men også hvad angår deres optjeningsret? Overvejede man det den dag? Overvejede man den dag, om man skadede den uddannelse, som egentlig også skulle komme de arbejdsløse til gode, hvis de ville ændre spor i livet? Overvejede man det?

Faktum er, at Dansk Folkeparti imod deres egne løfter og imod hr. Bent Bøgsteds løfter for 3 uger siden er gået ind i den her debat uden at overveje de alvorlige konsekvenser, det her har, hvis man er arbejdsløs. Det er en usikkerhed, der er til at føle på for helt almindelige familier, som helt uforskyldt er kommet i klemme i den økonomiske krise.

Hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Jeg har en god bekendt, som er leder af en række handicapinstitutioner. Hun siger til mig, at hvis Socialdemokratiet og SF's plan om, at alle skal arbejde 12 minutter ekstra, bliver gennemført, også ude på hendes institutioner, så er hun nødt til at fyre folk, hvis der ikke kommer penge med. Hvad er den socialdemokratiske formands svar til hende? Skal hun fyre folk, eller kommer der penge med?

Ordføreren.

Jeg synes, det er meget interessant, at vi nu i årevis har haft en debat i Danmark om, at vi på et tidspunkt kommer til at mangle arbejdskraft. Det har den tidligere statsminister stået her og sagt, det har den nuværende statsminister stået her og sagt, og det har jeg også stået her og sagt fra Folketingets talerstol. Vi kommer til at mangle arbejdskraft, og hvis jeg ikke tager fejl, har hr. Anders Samuelsen også sagt det.

Man kan skaffe ny arbejdskraft om nogle år på forskellige måder. Man kan gøre det ved at fjerne efterlønnen, som hr. Anders Samuelsen gerne vil. Man kan gøre det på andre måder. Vi har så foreslået, at den mest solidariske og ordentlige måde at gøre det på er at bede alle danskere om at bidrage lidt mere. Det, vi så bare må konstatere, er, at når Socialdemokraterne og SF foreslår det, er det helt forkert og vil skabe arbejdsløshed og kaos derude, men når alle andre foreslår midler til, hvordan vi skal øge arbejdsudbuddet, så er det den helt rigtige løsning.

Vores forslag er en solidarisk og ordentlig måde, hvorpå vi kan sikre, at vi øger arbejdsudbuddet i Danmark, ikke i morgen – for det kan jo ikke lade sig gøre, og det skal heller ikke kunne lade sig gøre – men om føje år, når vi netop får brug for den arbejdskraft. Jeg tror egentlig, at hr. Anders Samuelsen er enig med mig i, at vi får brug for mere arbejdskraft.

Hr. Anders Samuelsen.

Nu vil jeg jo gå tilbage til hende og spørge, om hun synes, hun fik svar på spørgsmålet. Spørgsmålet var jo, om hun skulle fyre, eller om hun fik penge med ud. Og hvis svaret er ingen af delene, så er det jo bare sådan, at så kommer der ikke mere arbejdskraft derude til at løse de sociale opgaver, og så er det bare et spørgsmål om, at der er nogle, der skal gå på pension.

Så har jeg et andet spørgsmål i en lidt anden boldgade: I 2013 bliver der nu med de skatteforhøjelser, regeringen har vedtaget, 850.000, der skal betale topskat. Er det for mange eller for få set med socialdemokratiske øjne, der kommer til at betale topskat i 2013? Ønsker Socialdemokratiet at hæve antallet, der skal betale topskat, eller vil man sænke antallet, der skal betale topskat?

Ordføreren.

Jeg vender lige tilbage til den første del af hr. Anders Samuelsens kommentar og spørgsmål, for pointen bidrager hr. Anders Samuelsen jo selv med: Der vil være folk, der går på pension. Problemet for dansk økonomi og velfærd er, at der de kommende år vil være mange, der trækker sig ud af arbejdsmarkedet, og at vi kommer til at mangle hænder på arbejdsmarkedet. Derfor er det, vi beder danskerne om at arbejde en time længere, og det vil sige, at den person, hr. Anders Samuelsen taler om, og som arbejder med handicappede, vil opleve, at der er en, der trækker sig ud af arbejdsmarkedet og går på pension, og så vil hun have arbejdskraft, fordi vi netop i tide har bedt danskerne om at arbejde en time længere.

Så det er egentlig ganske enkelt: Hr. Anders Samuelsen vil gerne afskaffe efterlønnen, vi vil gerne bede danskerne om solidarisk at bidrage ved at arbejde en time længere om ugen – med fuld løn naturligvis.

Hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Fru Helle Thorning-Schmidt talte om noget, der vil ske om føje år. For mig er det lidt sådan, at det, der præger meldingerne fra Socialdemokratiet, er, at det er lidt svært at få nogle klare svar.

Jeg vil stille et meget præcist spørgsmål, som der må kunne gives et meget præcist svar på: Hvorledes påvirker det udspil, som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har fremlagt, de offentlige budgetter i 2011, 2012 og 2013?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at vi skal leve op til de konvergenskrav, der er, og de budgetmålsætninger, der er, og vi har jo sagt ganske, ganske tydeligt, at vi lever op til konvergenskravene, og det vil sige, at vi sænker underskuddet, og det vil sige, at saldoen vil være sådan, at det faktiske underskud i 2012 vil være 3 pct., og i 2013 vil vi være helt nede på 2 pct. i underskud. Så der lever vi fuldstændig op til EU's konvergenskrav.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg håber, fru Helle Thorning-Schmidt vil fremlægge dokumentation og præcisere det, som hun nu siger fra talerstolen, for i pixiudgaven skriver man jo selv, at planen ikke går »i detaljer med effekterne på de offentlige finanser på kort sigt«. Men hvordan kan fru Helle Thorning-Schmidt så nu sige, at man løser de kortsigtede problemer? Det er da fuldstændig divergerende meldinger.

Problemet er jo, at Socialdemokratiet og den tidligere formand i dag ifølge Politiken ikke anerkender, at der er den her udfordring på de 24 mia. kr., som man skal løse her og nu, og nu står fru Helle Thorning-Schmidt og siger, at man alligevel kan levere nogle tal. Altså, hvad skal vi stole på? Skal vi stole på det, fru Helle Thorning-Schmidt siger fra talerstolen, eller det, som S og SF har fremlagt i deres udspil, hvor man ikke anerkender den kortsigtede udfordring?

Ordføreren.

Jamen naturligvis anerkender vi, at der både er en kortsigtet og en langsigtet udfordring for dansk økonomi, og det vil vi da gerne diskutere. Det kan være, ordføreren ikke skal læse pixiudgaven, men læse den fulde udgave, for der anviser vi, præcis hvordan vi nedbringer de underskud, som vi naturligvis skal nedbringe.

Hr. Mads Rørvig for en kort bemærkning.

Tak for det. Tidligere blev vi jo ikke særlig meget klogere på, hvor lang Socialdemokraterne mener dagpengeperioden skal være. Men man kunne forstå på fru Helle Thorning-Schmidt, at en 2-årig dagpengeperiode var urimelig og uanstændig. Så vil jeg gerne spørge Socialdemokraternes formand: Hvad er en rimelig og anstændig dagpengeperiode?

Ordføreren.

Jeg synes i udgangspunktet, at vi har et udmærket dagpengesystem i Danmark, hvor vi har en 4-årig dagpengeperiode. Det er jo ikke meningen, hvis man på nogen mulig måde kan undgå det, at nogen skal gå arbejdsløse i 4 år, og derfor synes jeg i udgangspunktet, at vi har et udmærket dagpengesystem.

Men jeg vil også godt understrege, at vi i ganske lang tid har sagt, at der måske kunne være behov for at modernisere det dagpengesystem, for netop nu, hvor vi oplever rigtig ledighed, er der altså mange lønmodtagere, der siger til os, at de synes, at den dækning, de har, er for lav, og som gerne vil diskutere et mere moderne dagpengesystem. Og det vil vi da gerne diskutere. Derfor har vi sagt meget tydeligt i vores plan, at vi gerne vil diskutere et mere trygt og moderne dagpengesystem, og det vil vi gøre i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Så det er altså vores holdning til det: At i udgangspunktet har vi et fint dagpengesystem, men vi vil gerne modernisere det og gøre det bedre, og det gør vi, så snart vi har et flertal, hvor vi indkalder til trepartsforhandlinger og moderniserer vores dagpengesystem.

Hr. Mads Rørvig.

Jamen fru Helle Thorning-Schmidt behøver jo ikke at indkalde til trepartsforhandlinger; LO har allerede sagt nej. Så jeg vil gerne have lov at spørge fru Helle Thorning-Schmidt igen: Hvad mener Socialdemokraterne vedrørende dagpengeperioden? Hvor lang skal den være?

Ordføreren.

Da vi fremlagde »En Fair Løsning«, som jo immer væk siger klart og tydeligt til danskerne, at der er en regning og den skal betales, sagde vi også meget tydeligt, at den skal betales af os alle sammen, ved at vi arbejder mere. De studerende skal hurtigere igennem deres uddannelser, og folk skal være længere tid på arbejdsmarkedet; de skal arbejde en time mere. Det er faktisk meget at bede om. Og lønmodtagernes reaktion var ikke, som spørgeren antyder, et nej – den var et ja. Og det er noget af det, jeg har været mest imponeret af i dansk politik det sidste stykke tid. De sagde ja, oven på at de netop havde godtaget nogle af de overenskomster, som måske var de mest ansvarlige i danmarkshistorien. Så der er tale om en meget ansvarlig fagbevægelse, som faktisk har sagt ja til at drøfte det her seriøst. Det ville egentlig klæde regeringspartierne, inklusive finansministeren, inklusive statsministeren, at tage hatten af og udvise den fornødne respekt for de lønmodtagere, som har sagt ja til at løfte byrden af den krise, som regeringen selv har været med til at skabe.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Har du 12 minutter? Så har vi en fyreseddel. Det hørte jeg en direktør udtale i går.

Socialdemokraterne har lavet en løsning, der hedder »En Fair Løsning«. Man vil sådan groft sagt redde Danmark, ved at vi alle sammen skal arbejde 12 minutter mere om dagen, svarende til 1 time mere om ugen, svarende til afskaffelse af en hel ferieuge. Derudover har jeg læst i »En Fair Løsning«, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil omlægge den femte ferieuge til fem feriedage, som så kan udbetales som løn.

Man står lidt og undrer sig over, hvor meget arbejderparti der egentlig er tilbage i Socialdemokratiet. Fagbevægelsen har i årevis kæmpet for at sætte arbejdstiden ned og for mere ferie, og nu går man hen og vil hæve arbejdstiden og afskaffe ferieugerne. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Den selv samme direktør sagde også, muligvis i en anden avis, at man skulle sikre, at man øgede arbejdsudbuddet. Alle er enige om – selv i Dansk Folkeparti tror jeg – at vi om nogle år får behov for, at der er flere mennesker, der er på arbejdsmarkedet, hvis vi skal opretholde den velfærd, som danskerne er meget, meget glade for. Hvordan skal vi gøre det? Skal vi afskaffe efterlønnen, som nogle partier foreslår? Eller skal vi bede danskerne om solidarisk at arbejde 1 time mere om ugen? Vi har bedt om det sidste. Det er meget at bede om fra danskerne, men mange har svaret, at det vil man egentlig gerne gå ind i en konstruktiv dialog om. Det er da flot, og det vil ikke betyde afskedigelser. Det vil netop betyde, at vi skaber holdbarhed i dansk økonomi, og at vi løser det problem, som alle taler om: at der mangler hænder på arbejdsmarkedet om få år. Det taler alle om, så direktøren har ikke ret i, at det vil skabe arbejdsløshed. Han har kun ret i, at vi mangler at øge arbejdsudbuddet i Danmark, og S-SF-planen løser den udfordring.

Fru Liselott Blixt.

Så kan vi se på sundhedsvæsenet, som i lang tid har manglet noget sundhedspersonale. Vi ved, at vi vil komme til at mangle sundhedspersonale i fremtiden. Det er nogle af dem, der har de længste sygemeldinger, og som netop har 30-timers arbejdsuger, fordi de har skifteholdsarbejde. Er det her, Socialdemokratiet vil gå ud at sige, at de skal arbejde mere? Hvor er det så, man vil lægge arbejdstiden? Det kan jo ikke være der, hvor de skifter vagt, for det er ikke dér, man har behov for det i sundhedsvæsenet. Så skal det enten være en helligdag mere, en weekenddag mere om måneden eller som sagt en hel ferieuge, man vil tage fra dem, hvor de har brug for at være sammen med den familie, som de ikke ser, når de eventuelt er på skifteholdsvagt, i aftenvagt osv. Hvordan ser det ud i det offentlige?

Ordføreren.

Vi har jo netop sagt, at vi godt er klar over, at det her ikke er nogen nem løsning. Der er ikke nogen nemme valg i den krise, som regeringen og Dansk Folkeparti har bidraget til, at Danmark står i. Der er ingen nemme valg. Dansk Folkeparti er gået med til, at det skal gå ud over de absolut svageste i vores samfund: dem, der lige har fået en fyreseddel. Det er Dansk Folkepartis vej. Det er Dansk Folkepartis måde at sige tak for din arbejdsindsats: du har fået en fyreseddel, nu får du også lige et slag i hovedet af Dansk Folkeparti.

Vi har valgt en anden vej, og jeg synes, at den er mere sympatisk. Vi har sagt til danskerne, åbent og ærligt: Der er en regning, der skal betales. Den synes vi at vi skal betale i fællesskab, ved at vi alle sammen bidrager på arbejdsmarkedet, selvfølgelig med fuld løn. Det er klart, at der vil være individuelle omstændigheder, hvor man ikke kan arbejde så meget. Og det her skal jo selvfølgelig også følges op med, at den arbejdsdag, som møder både de offentligt ansatte og de privatansatte, er mindre hård og mindre nedslidende end den, vi finder i dag.

Så det er klart, at det stadig er socialdemokratisk politik. Jeg ved ikke, om det er Dansk Folkepartis politik. Det er længe siden, jeg har hørt Dansk Folkeparti tale om arbejdsmiljø, tale om forholdene på arbejdsmarkedet. Det sidste, vi har fået fra Dansk Folkeparti, er et slag i hovedet på de mennesker, som har betalt for krisen. Jeg synes ikke, det klæder Dansk Folkeparti.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Jeg håber da, at vi trods alt kan finde en vis form for enighed, vil jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt, for uanset hvordan det går, er det altid trist, når den enkelte borger i Danmark mister sit arbejde. Så tænker man lidt på, hvad der står i den her nye bibel, vi har fået i Danmark, der hedder »En Fair Løsning«, hvor der står, at vi skal arbejde 12 minutter længere, og så kan vi alle sammen få en åndelig velsignelse fra det store Socialdemokrati.

Hvad er det, vi skal sige til de borgere, der mister deres arbejde, eksempelvis de 300 medarbejdere hos Novo Nordisk, som jo får en fyreseddel, fordi man siger, at alle skal arbejde 1 time mere om ugen, 1 uge mere om året? Hvor skal pengene til lønningerne komme fra, spørger direktørerne, for de har jo ikke mere medicinsalg og større overskud at betale af. Derfor spørger jeg ordføreren i dag: Hvad skal vi gøre ved de mange, mange tusind danskere, som står til at miste deres job med det her såkaldte finansieringsforslag, som Socialdemokraterne har fremlagt?

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at der er mange borgere, som tænker: Vi har jo arbejdsløshed nu, hvordan kan det så være, at vi bliver bedt om at arbejde 1 time mere? Til dem er der jo bare at sige, at der er en kortsigtet udfordring og en langsigtet udfordring og også kortsigtede og langsigtede løsninger.

Den kortsigtede udfordring er at sætte gang i væksten, sikre, at den bider sig ordentlig fast, og selvfølgelig også at afvise alle de forslag, som straffer de ledige, fjerner uddannelse, fjerner penge til forskning i Danmark. Det er en dårlig løsning; vi skal tværtimod sætte gang i væksten.

Den langsigtede udfordring er, at flere danskere vil trække sig ud af arbejdsmarkedet, og at vi får behov for flere mennesker på det danske arbejdsmarked. Der kan man foreslå, at man skal afskaffe efterlønnen. Det synes Socialdemokraterne er urimeligt. Man kan også foreslå, at vi alle sammen løfter i flok og arbejder noget mere.

Statsministeren har jo været på talerstolen tidligere i dag, hvor han sagde mange ting – og nogle af dem var faktisk også rigtige. Han sagde bl.a., at de i Finland arbejder 2 timer mere om ugen, end danskerne gør, og at det er derfor, det går så godt i Finland. Hvis det er så godt i Finland, kunne man så ikke bare tage en vis dosis af det i Danmark? Det er lige præcis det, vi har foreslået, nemlig at man skal arbejde 1 time mere for at få holdbarhed i dansk økonomi, så vi har råd til den velfærd, vi gerne vil have. Det skaber ikke arbejdsløshed, det skaber holdbarhed i dansk økonomi.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik et konkret svar på, hvad vi skulle komme med af positive nyheder til de mange, mange tusinde danskere, der rent faktuelt står til at miste deres job, hvis Socialdemokraterne skulle gå hen og vinde næste valg og skulle gennemføre »En Fair Løsning«, som man mener vil velsigne hele Danmark.

Ordføreren siger, at vi skal have gang i væksten. Jamen det lyder da vældig flot, men man får da ikke gang i væksten ved at fyre medarbejderne. Derved får man ikke gang i væksten, derved får man endnu flere over på passiv forsørgelse, og endnu flere familier bliver økonomisk berørt af, at en i familien mister sit arbejde. Forslaget »En Fair Løsning« er jo lige til Guinness Rekordbog i elastikspring. Det er så fuld af elastik, at vi ikke kan se fra den ene ende til den anden.

Ordføreren.

Nu er jeg tidligere blevet beskyldt for ikke at have styr på økonomien. Jeg vil råde fru Pia Kjærsgaard, som heller ikke har så meget styr på den, til her at undgå at lytte til ordføreren, hr. Hans Kristian Skibby, for det er da helt, helt galt. Hvis man udvider arbejdsstyrken på et tidspunkt, hvor man mangler arbejdskraft, så løser man holdbarhedsudfordringen i dansk økonomi.

Ordføreren spørger, hvad vi har af positive nyheder til de arbejdsløse. Jeg er nødt til at vende spørgsmålet om: Hvad er det for positive nyheder, Dansk Folkeparti har haft til de arbejdsløse i den her uge? Halvering af dagpengeperioden, længere optjeningstid, mindre uddannelse til dem, som gerne vil skifte spor midt i livet. Det er de positive nyheder, Dansk Folkeparti har haft, og det er et parti, som gerne vil repræsentere Udkantsdanmark. Må jeg bede om mine himmelblå, for det er jo i Udkantsdanmark, folk bliver ledige og har så store problemer med at finde beskæftigelse igen. Det her er en hån mod Udkantsdanmark og de mennesker, som er blevet hårdest ramt af krisen, og som har haft mindst indflydelse på den krise, der nu har ramt dem.

Den sidste korte bemærkning i denne runde er fra hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil godt spørge fru Helle Thorning-Schmidt, om hun er bekendt med tv-programmet »Luksusfælden« og konceptet bagved.

Ordføreren.

Ja, det program er jeg bekendt med, og jeg synes, det er et rigtig godt program. Det handler jo ofte om to mennesker – men i den her situation i Folketinget er det så tre, nemlig V, K og O – der har rodet sig ud i noget værre noget med økonomien, hvor det ikke fungerer helt og de er overbelånt og alt er galt. Det, jeg synes er så spændende ved det program, er, at – tænk sig – så kommer der en socialdemokrat ind ad døren, og det er så hende, Mette Reissmann, som må tackle situationen. Jeg synes, det er så fantastisk at se, at det igen igen skal være en socialdemokrat, som får bragt økonomien i orden.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at det ikke er en socialdemokrat, der kommer ind ad døren; det er pantefogeden, der kommer ind ad døren. Det er rigtigt, at der er en socialdemokratisk vært med, og det er faktisk det, der er essensen. Jeg vil godt spørge fru Helle Thorning-Schmidt, når hun nu er bekendt med programmet og indholdet bagved, om hun kan nævne nogle programmer, hvor det, man anbefaler folk, der har brugt for mange penge, er at gå ud og arbejde 12 minutter mere. Er det, man siger til folk, ikke tværtimod, at de har et overforbrug? Staten har et overforbrug på over 20.000 kr. pr. dansker, så anbefalingen i år og de følgende år er, at staten reducerer det overforbrug, så der kommer balance mellem indtægter og udgifter.

Ordføreren.

Der skal være balance mellem indtægter og udgifter, og det er også derfor, det er helt forkert, at man i tider, hvor det egentlig går godt, sådan lader sig rive lidt med af situationen og giver ufinansierede skattelettelser. Det er en kolossal fejl. For så sidder man til sidst med regningen, og det betyder, at de dele af ens familie, som man egentlig ikke havde regnet med skulle betale, alligevel kommer til at betale. I Danmarks tilfælde er det meget alvorligt, for der er det de arbejdsløse og børnefamilierne, som intet har med denne krise at gøre, som bliver sat til at betale regningen. Så havde det da være smartere i gode tider at lægge til side og lade være at bruge pengene på ufinansierede skattelettelser, for så havde man faktisk haft en situation, hvor man havde kunnet videreføre den gode husholdning og have et godt og ordentligt velfærdssamfund.

Tak til den socialdemokratiske ordfører.

Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 49:

Forespørgsel til statsministeren om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation:

Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Af Peter Christensen (V), Henrik Sass Larsen (S), Pia Kjærsgaard (DF), Villy Søvndal (SF), Henriette Kjær (KF), Margrethe Vestager (RV), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Anders Samuelsen (LA), Pia Christmas-Møller (UFG) og Christian H. Hansen (UFG).

(Anmeldelse 28.04.2010. Fremme 04.05.2010. (Omtrykt)).

Så er det fru Pia Kjærsgaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Krisen kradser. Det kunne næsten være overskriften over dagen i dag og har været det ganske længe i forhold til, hvordan meningsudvekslingen og stemningen i det hele taget har været i Danmark. Der er ingen tvivl om, at rigtig mange partier, og det er også det, man har udtrykt, har fundet det nødvendigt, at man selvfølgelig fra Folketingets side, fra politikernes side har været nødt til at gribe ind på den ene eller anden måde. Vi har ikke bare lade kunnet stå til. Men vi må bare også konstatere, og det har jo været en glæde, specielt for et parti, som har været med i meget store beslutninger, har været parlamentarisk grundlag for den borgerlige regering, har været med i stort set alle forlig, aftaler og finansaftaler siden 2001, at det er mindre omkostningsfyldt for Danmark end for mange andre lande.

Jeg synes faktisk godt, at man ofte kan blive lidt forskrækket, når man enten i aviserne eller i de elektroniske medier, TV-avisen, TV 2 Nyhederne, ser kort over andre lande og ser, hvor mange milliarder de skal rejse, hvor forpligtet politikerne føler sig til, at nu skal der altså ske noget. Der er det trods alt, selv om vi synes, det er svært, og det gør vi, og til tider også ret barsk at skulle foretage en spareøvelse, mindre omkostningsfyldt for Danmark end for mange andre lande, fordi vi har været omkostningsbevidste, fordi vi har været økonomisk ansvarlige, fordi der har været sat gang i mange ting. Det er så også det, der giver underskud, men vi har trods alt været så ansvarlige, at vi fra 2001 har fundet ud af, hvordan budgettet skulle være. F.eks. synes jeg, det må være umådelig barsk for den nyvalgte regering i Storbritannien at skulle i gang med en spareøvelse, hvor der er det største fald i bruttonationalproduktet siden 1958. Jeg skal også bare nævne Grækenland. Jeg tror, det er skrækeksemplet. Det er trods alt et land, mange af os kender og tager på ferie i og ved hvordan fungerer. Bunden er gået fuldstændig ud af den græske økonomi. Det synes jeg faktisk tjener en sammenligning, når vi står her i dag.

Jeg synes, det tjener en sammenligning, at det, der har været opgaven, har været at skulle spare 24 mia. kr. Jeg kan godt sige som en, der har været med ved bordet, til dem, der ikke har været det, at det er meget, meget svært. Det er jo ganske forpligtende, når man først sidder der. Så er man altså tvunget til at gå noget mere i dybden end det, jeg opfatter der f.eks. er kommet fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Det går ikke bare at lave overskrifter. Det går ikke bare at komme ud med nogle smarte bemærkninger. Nej, man er forpligtet til at følge det fuldstændig til dørs. Under overskrifterne skal der ligge en meget nøjagtig tekst for, hvad man har tænkt sig at gøre.

Naturligvis medvirker Dansk Folkeparti og har gjort det, når det er nødvendigt, og jeg må så også bare en gang til sige, at det ikke har været nogen forlystelsestur, men alligevel synes jeg, at det resultat, vi kom ud med efter pinsedagene, var et resultat, vi absolut kunne være bekendt. Først og fremmest hænger det sammen, og det er jo umådelig vigtigt, at der er en form her, hvor det hele hænger sammen, og hvor der nu bliver styr på de ting, der skal foretages besparelser i forhold til.

Jeg må så også sige, at det, som Dansk Folkeparti jo blev præsenteret for, synes jeg ikke rigtig vi har hørt tak for fra Socialdemokratiets side. Vi ville ikke gå med til at fastfryse overførselsindkomsterne. Det var noget, som vi nok måtte konstatere fra vores side ville være umådelig svært. Der ville vi ikke svigte, og det ville vi klart føle at vi gjorde, hvis vi gik med til det. Det ville også have været meget svært for os at foretage besparelser for 4 mia. kr. – og ikke 24 mia. kr., vil jeg sige til hr. Villy Søvndal – i kommunerne. Det ville være meget svært i forhold til kommunernes økonomi. Det var vi helt på det rene med.

Ja, så er der taget penge andre steder. Man må sige, at nedsættelsen af dagpengeperioden i den grad er blevet berørt her. Jeg tror også, at den bliver det resten af dagen. Vi har også foretaget et indgreb i forhold til børnechecken. Javel, jeg synes, det var en god og korrekt justering, der blev foretaget mandag, og jeg tror, at rigtig mange børnefamilier, selv om jeg fornemmer, at venstrefløjen stadig væk forsøger at hidse op, er faldet noget til ro i forhold til det. Man ved mere, hvad man kan regne med, og der er lavet lidt om på tingene – stadig væk med det samme provenu.

Så bliver ulandsbistanden frosset fast. Det har jo været et mål – det vil jeg slet ikke lægge skjul på – for Dansk Folkeparti meget længe, at man selvfølgelig også måtte se på ulandsudgifterne, når man enten, som vi har været ude for i tidligere finanslovaftaler, hvor vi er kommet med det som besparelsesforslag, har skullet omprioritere, eller mere konkret som nu simpelt hen har skullet spare penge. Der har naturligvis også været forskellige områder på udlændingeområdet, netop fordi vores overbevisning har været, at alle skal være med til det her, og selvfølgelig skal folk med anden etnisk baggrund, der kommer udefra, også være med til at foretage en spareøvelse. Topskattelettelsen er så er udskudt i 3 år, og det synes vi bestemt også er fornuftigt i den tid, som vi befinder os i.

Når jeg så vender mig lidt, og jeg synes, det har været berørt alt for lidt her i dag, til Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis »En Fair Løsning«, så er jeg noget overrasket. 12 minutter mere om dagen var slagnummeret. 1 time om ugen, 1 ferieuge om året er sådan set det, det skulle være. Vores vurdering er, at det er der faktisk ikke særlig stor opbakning til. Jeg hørte fru Helle Thorning-Schmidt stå her og sige, at der var vældig stor opbakning til det. Det er altså ikke det, vi har hørt. Det er ikke de resultater, der er kommet ind til os, må jeg så sige.

Det, der har været berørt meget lidt af andre ting i »En Fair Løsning«, er sådan nogle overskrifter, som jeg simpelt hen ikke fatter man bare kan slippe af sted med: Modernisering af dagpengesystemet – hvad det så end er – synes jeg heller ikke rigtig vi har hørt noget om her i dag. Vi har også bemærket, at efterlønsbidraget skulle hæves. Nå! Det var da ellers noget af det, man overhovedet ikke ville gå ind at røre ved, fordi man har et forlig. Der synes jeg, at det er mest ordentligt, at man overholder forlig, naturligvis. 400 mio. kr. til begrænsning af uddannelsesinstitutioners annoncering – det er lidt luftigt. Er det ikke? Jeg synes det. 1 mia. kr. mindre på brug af konsulenter i staten – hvordan kommer man dog frem til det resultat? 1 mia. kr. er ganske mange penge. Det skal ses i sammenhæng. Øge produktiviteten, som giver 10 mia. kr. Jeg synes bare ikke, man kan nøjes med overskrifterne. Man er jo nødt til at tage noget med, naturligvis er man det, og se det i den store sammenhæng.

Så må jeg sige i forhold til Dansk Folkeparti, der har været med til det her, at det bestemt ikke har været nemt. Jeg tror heller ikke, at det er nemt for befolkningen at forstå, at når vi går frem og tilbage ovre i Finansministeriet og laver aftaler og finanslove, og hvor man prøver at gøre det bedre for de grupper i samfundet, som man mener det skal være bedre for, at vi denne gang er kommet ud med en rendyrket spareplan. Jeg tror stadig væk, det er svært for folk at forstå, og alligevel tror jeg, at den løsning, vi har fundet frem til, bestemt er en af dem, der vil glide ned, jo mere man har forstået, hvad det handler om, og hvad det i virkeligheden betyder, og måske ikke bare lige tager oppositionens luftige udtalelser eller mediernes omtale af det her.

Vi har selvfølgelig også gjort det i lyset af, at ledighedstallene ikke stiger så meget. De stiger faktisk mindre, end man havde forventet, og vi har en tro på, at på det tidspunkt, hvor den nye dagpengeperiode vil være endelig til stede, vil der være brug for folk. Det er jo sådan set også det, Socialdemokratiet har lagt lidt op til. Vi ønsker bare at gøre det på en anden måde. Vi vil egentlig hellere sætte de ledige i gang, end at folk skal arbejde, om det så er 12 minutter mere om dagen, 1 time mere om ugen, eller om man vil tage 1 ferieuge fra dem om året. Så jeg synes alt i alt, det har været en fornuftig løsning.

Jeg skal også huske at sige, som statsministeren også var inde på i sin redegørelse, at der jo altså også er penge, der skal bruges: 5 mia. kr. mere til flere i uddannelse; det synes jeg er væsentligt. 5 mia. kr. mere til sundhedssektoren; det synes jeg bestemt også er væsentligt. Så der har bestemt også været foretaget nogle besparelser, hvor man har flyttet nogle ting over til områder, man synes har været meget, meget afgørende.

Alt i alt må jeg sige, at der jo altså skal lidt mere end overskrifter til. Jeg ved, der er nogle, der har været ude med, at man eksempelvis reducerede eller fjernede nogle erhvervsstøtteordninger. Så kan man godt lave det som en overskrift, men i det øjeblik man sidder inde i Finansministeriet, er man altså også nødt til at konkretisere, hvor de skal komme fra. Skal det være fra hjemmeservicen for de ældre, eller hvad? Og så har vi hele balladen. Sådan vil det være, når man er et ansvarligt parti. Vi tager såmænd gerne de tørre tæsk, vi også kan få fra oppositionen i forhold til det her, men jeg føler hundrede procent, at den aftale, vi har indgået, er så skånsom, som den overhovedet kan være i en tid, hvor det så sandelig er meget, meget svært, for det er det. Tak.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Det er ikke nogen forlystelsestur, fik fru Pia Kjærsgaard sagt. Det må man sandt for dyden indrømme at det ikke er. Det er ikke nogen forlystelsestur. Har fru Pia Kjærsgaard tænkt nærmere over, hvordan det er i en familie med et kræftramt barn, som har valgt at tage fri fra arbejde for at passe det her barn, at man nu oplever, at Dansk Folkeparti, der intet sagde om det i valgkampen, nu har fundet på, at der skal være en særlig kræftskat, hvor man simpelt hen siger til børneforældre, der vil passe deres syge barn: I skal ned i løn, vi vil ikke længere hjælpe jer med at passe jeres kræftramte barn? Hvordan tror fru Pia Kjærsgaard at man oplever det i den her familie? Det er i hvert fald ikke nogen forlystelsestur, det tør antydes.

Ordføreren.

Der må jeg altså sige til hr. Rasmus Prehn, at jeg synes, det er en usmagelig måde at fremføre tingene på. Jeg synes, det er en skræmmekampagne i forhold til de familier, som hr. Rasmus Prehn omtaler, for det passer jo ikke. Altså, man er jo bare med til at sætte mere skræk i de familier, og det synes jeg ikke er ordentligt. Lad mig sige, at ingen familier, der har den ordning i dag, vil blive ramt – ingen familier, der i dag har den ordning, vil blive ramt. Så hr. Rasmus Prehn har skudt forbi målet.

Hr. Rasmus Prehn.

Til gengæld må man sige, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti lige nøjagtig har ramt målet. Man har siddet og udtænkt en plan om folk, der i forvejen er i den ulykkelige situation, at deres barn er sygt, og sagt: De skal betale mere, de skal sættes ned i løn. Det fremgår jo tydeligt af Danmarks Radios telegram på hjemmesiden, at der er en familie, hvor moren, der har valgt at tage fri fra sit arbejde for at passe sit kræftramte barn, går 13.000 kr. ned i løn på grund af den kræftskat, som Dansk Folkeparti har valgt at lægge på kræftramte børn. Det fremgår helt tydeligt; det er Danmarks Radio, hvor man jo må sige at Dansk Folkeparti efterhånden har en rimelig stor indflydelse med repræsentanter i bestyrelsen og alt muligt andet, som har udlagt det her: 13.000 kr. ned i løn, fordi man har et kræftramt barn. Hvorfor har Dansk Folkeparti ikke fortalt inden valget, at en erklæret politik var at lægge skat på kræft?

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at der lyder et dybt suk. Altså, principielt er jeg sådan set imod de der mishags- og latterytringer og sådan noget, men jeg forstår det faktisk godt nu. For jeg synes ikke, at det, som hr. Rasmus Prehn siger, er ordentligt, og jeg vil anbefale, at man i stedet for læser den her aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretningen af dansk økonomi, for det er fakta.

Danmarks Radio – jamen det er jo meget socialdemokratisk at tro på alt, hvad der står på Danmarks Radios hjemmeside. Det er jo fuldstændig fantastisk. Det passer ganske enkelt ikke. Og hvad er det, man kalder det? Altså, jeg vil godt præcisere, hvad det her handler om. Det drejer sig om, at forældre, der kan passe deres børn, nu bliver sidestillet med andre, der tager orlov, eller hvad de gør, for at passe et sygt familiemedlem. Og ingen, der er i systemet i dag, bliver ramt – ingen, der er i systemet i dag, bliver ramt. Og de, der beslutter sig for fra den 1. januar 2011 at gøre det, får knap 231.000 kr. årligt. Det står her, og det er det, vi er forpligtet af, og ikke det, som Danmarks Radio sætter ud på sin propagandahjemmeside.

Hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning.

Tak. Fru Pia Kjærsgaard redegjorde for, at Dansk Folkeparti var inde i en svær tid, og det kan man jo godt se, når man ser det udefra.

Jeg synes selv, at fru Pia Kjærsgaard havde to interessante tolkninger, der måske siger noget om, hvorfor Dansk Folkeparti er inde i en svær periode. Den ene var, at det var venstrefløjen, der gik rundt og hidsede folk op; underforstået, at folk ikke sådan helt kan tænke selv, må være antagelsen i Dansk Folkeparti. Det er ikke, fordi de bliver ramt på dagpenge eller på børnepenge eller på uddannelsesnedskæringer, at de reagerer, nej, det er, fordi der er nogle, der sådan går rundt og bilder dem noget ind, forstod jeg på fru Pia Kjærsgaard. Jeg vil bare spørge: Er det ikke lidt en nedvurdering af mennesker?

Den næste sætning, jeg hørte, var, at det her nok skal glide ned, når folk forestår det, vi vil – underforstået, at de ikke har forstået det endnu. Når de forstår det, skal det nok glide ned. Hvad er det for et syn på mennesker, fru Pia Kjærsgaard har – som en flok mennesker, der ikke kan tænke selv?

Ordføreren.

Nu kan det godt være, at hr. Villy Søvndal havde forberedt sit spørgsmål inden hr. Rasmus Prehn. Jeg synes jo egentlig bare, at det er et åbenlyst eksempel på misinformation. Jeg har ikke sagt, at det ikke rammer nogle. Nej, tværtimod, jeg har sagt, at det rammer os alle.

Det, vi har forsøgt at gøre, er at gøre det så skånsomt som overhovedet muligt. Jeg siger ikke, at alt er lutter lykke og jubel, overhovedet ikke, tværtimod. Men jeg synes egentlig, at hr. Rasmus Prehns eksempel da er oplagt til at sige, at det er misinformation, og at der er alt for meget propaganda omkring det her, som venstrefløjen bevidst vil have. Det synes jeg stadig væk ikke er i orden. Jeg synes, at det er i orden, hvis vi bliver angrebet – gør bare det, når man ikke selv har været med i det – for ting, der er fakta, men ikke for ting, der ikke passer.

Hr. Villy Søvndal.

Men min antagelse er jo, at når folk er vrede i de her dage, og når Dansk Folkeparti har de problemer, de har, og folk skriver vrede ting på Facebook og sådan noget, så er det, fordi de føler, at Dansk Folkeparti har svigtet nogle grundlæggende løfter, som man troede Dansk Folkeparti holdt. Så er det, fordi man kan se, at det der med at være den lille mands beskytter ikke helt holder, fordi Dansk Folkeparti har været med alle de gange, skatten er sænket for de velhavende, og har været med hver eneste gang, der har været nedskæringer i den her periode over for almindelige mennesker. Det er det, folk ikke kan få til at passe sammen. Derfor vil jeg godt spørge fru Pia Kjærsgaard, som jo også hævdede, at skattelettelserne var finansierede: Hvad var det, der finansierede skattelettelserne i 2003 og 2007?

Ordføreren.

Altså, man kan godt forsøge, og det har man virkelig gjort i dag; man har forsøgt, forsøgt og forsøgt. Jeg tror bare ikke på – i modsætning til hr. Villy Søvndal – at hjernevask virker på den almindelige danske befolkning. Jeg tror, at statsministeren, og gud ske tak og lov for det, meget hurtigt satte tingene på plads i forhold til skattelettelser til de rige, at de var ufinansierede osv. Man kan altså godt blive ved, og det tror jeg at man vil gøre resten af dagen. Jeg tror, at man vil blive ved resten af året. Jeg tror, at man vil gøre det under valgkampen, og jeg tror måske også, at når fagforeningerne har sundet sig lidt oven på den her fadæse, som de har begået, vil man igen få dem til at rykke annoncer ind, som er misvisende. Jeg tror altså bare ikke – i sidste ende har jeg en tillid til den danske befolkning – at de hopper på den, når det er løgn, uanset hvor mange gange det bliver sagt.

Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Nu har det jo været sådan lidt frem og tilbage, men jeg havde det indtryk, at Dansk Folkeparti var særdeles tilfreds med den første aftale, man havde lavet med regeringen med loftet på de 30.000 kr. for børnechecken. Jeg vil gerne bede ordføreren om at uddybe, hvad det er ordføreren har ment, da fru Pia Kjærsgaard har skrevet til en borger: Dansk Folkeparti havde også ønsket at graduere børnefamilieydelsen efter indtægt, men en sådan graduering ville uvægerligt betyde, at børnerige indvandrerfamilier ville blive tilgodeset i uforholdsmæssig høj grad, så vi ønskede en kombination med antallet.

Vil fru Pia Kjærsgaard uddybe, hvad det helt præcist er, fru Pia Kjærsgaard mener er problemet med, at børnerige familier bliver tilgodeset i uforholdsmæssig høj grad? Hvad er det for et problem, som fru Pia Kjærsgaard har forsøgt at løse her?

Ordføreren.

Jeg har overhovedet ikke spor imod den debat, der har været i aviserne, om den her meget, meget pæne mail, der er sendt fra Dansk Folkepartis sekretariat til to borgere, som efterfølgende har henvendt sig til pressen. Det er de jo hjerteligt velkomne til. Jeg har sådan set altid sagt til min folketingsgruppe, lige fra jeg kom i Folketinget, at det første råd, jeg fik fra en garvet politiker fra mit eget parti, da jeg kom i Folketinget, var: Pia, alt, hvad du skriver ned, skal du kunne tåle at se på forsiden af Ekstra Bladet. Så det er vi helt bekendt med.

Men jeg synes, at det er helt ret og rimeligt, for det er jo sådan, at selvfølgelig vil børnerige familier blive meget favoriseret i forhold til den tidligere ordning med børnechecken. Jeg tror faktisk ikke, at der er flere danske familier med fire-fem børn og derover, man kan hive i medierne for at fortælle, hvordan de har det. Så er der altså en masse indvandrerfamilier, og der er jo ingen tvivl om, at de har lukreret meget på den her ordning. Det har vi da aldrig nogen sinde lagt skjul på. Det har jeg stået og sagt til vælgermøder. Jeg tror faktisk også, at jeg har sagt det i valgkampe, og jeg vil da gerne gentage det.

Fru Margrethe Vestager.

Fru Pia Kjærsgaard mener altså, at med den nye aftale er der ikke flere danske børnerige familier, der vil opleve en beskæring i deres børnecheck. Skal jeg forstå det sådan, at man nu her i anden omgang er lykkedes med det, der var intentionen, som der står i denne mail, nemlig at de børnerige indvandrerfamilier kommer til at betale? Det er lykkedes ved en manøvre at friholde alle de mange, mange familier, som helt naturligt er blevet fuldstændig målløse over den brutale ublufærdighed, der ligger i at gå efter en bestemt befolkningsgruppe, som har mange børn, og som har en stor forsørgerbyrde og derfor naturligt bør opleve det her samfunds støtte.

Ordføreren.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange, der føler, at det, der er sket, er uretfærdigt set ud fra dem selv. Sådan vil det altid være, når man bliver ramt. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg synes også, i forhold til det som hr. Villy Søvndal sagde – hvis jeg lige må have lov at vende tilbage – at folk da naturligvis også skal have lov til at give udtryk for deres irritation, harme og vrede, hvis de føler det. Vi har bare været nødt til at gøre det, der var nødvendigt.

Ja, der er familier med mange børn, uanset om det er indvandrerfamilier eller danske familier, der stadig væk vil blive ramt af det her. Men den løsning, vi så fandt frem til mandag, er bedre end den første. Det skal man jo aldrig som politiker være bange for at erkende: Ja, der er nogle, der har hørt efter protesterne, og lige på det her område kan det godt være, at vi skar for dybt. Jeg synes egentlig, at det, vi fandt frem til, nemlig 35.000 kr. skattefrit årligt, er ganske mange penge, og jeg synes, at den løsning er bedre end den første løsning.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan sådan set godt forstå, at fru Pia Kjærsgaard er skuffet over, at folk er blevet vrede, for der er jo intet nyt fra Dansk Folkepartis side. Man har jo altid været villig til at forringe vilkårene for de økonomisk dårligst stillede danskere, hvis man bare kunne være sikker på, at man kunne komme til at genere nogle flygtninge og indvandrere lidt mere.

Det er vel også derfor, det er helt naturligt for Dansk Folkeparti at forsvare skattelettelser på 0,5 mio. kr. til bankdirektører, skattelettelser på 7,3 mia. kr. til de rigeste danskere i 2010. Det er skattelettelser, som disse mennesker skal beholde. Til gengæld går man efter børnefamilierne og de arbejdsløse. Det er vel sådan set helt naturligt for Dansk Folkeparti, fordi forsvaret for de økonomisk dårligst stillede danskere altid bliver underordnet hensynet til muligheden for at genere flygtninge og indvandrere så meget som muligt.

Ordføreren.

Det er overhovedet ikke det, der er formålet. Det ville da være primitivt at have sådan et formål. Det, der har været formålet specielt med det her, har selvfølgelig været, at alle skal bidrage til det. Og jeg tror faktisk nok, at folk med anden etnisk baggrund i virkeligheden bidrager med forholdsmæssigt mindre end mange andre, men de har selvfølgelig også skulle være med. Nej, jeg kan slet ikke se, det skulle være formålet, og det må jeg afvise.

Hr. Per Clausen.

Nu kunne jeg jo aldrig drømme om at karakterisere Dansk Folkepartis politik på samme måde, som fru Pia Kjærsgaard gjorde.

Jeg vil godt stille et spørgsmål: Hvad er forklaringen på, at Dansk Folkeparti, som hævder at være et socialt bevidst parti, synes, at det er udtryk for, at alle bærer byrderne, og at alle er med til at betale regningen, når skattelettelserne til de rigeste danskere, som er kommet i 2010, fortsætter uændret? Bankdirektøren beholder den halve million kroner i skattelettelse; de 10 pct. rigeste beholder 7,3 mia. kr. i skattelettelser, men børnefamilierne skal betale, og de arbejdsløse skal betale.

Mener fru Pia Kjærsgaard, at det er, fordi børnefamilierne og de arbejdsløse har et særligt ansvar for den krise, som vi er kommet i, så det derfor er retfærdigt, at de kommer til at betale? Eller er det bare, fordi prisen for at komme med i den her aftale er, at man skåner Venstres og De Konservatives vælgere og dem, der finansierer de to partiers valgkamp?

Ordføreren.

Jeg må sige, at skatteomlægningen intet har med det her at gøre. Det eneste, den har med det her at gøre, er, at man udskyder topskattelettelsen i 3 år. Det har naturligvis været en pris, der måtte betales af andre partier for at komme igennem med det her. Ellers må jeg afvise det.

Jeg må så sige – nu havde jeg sådan set ventet, at fru Helle Thorning-Schmidt ville stille spørgsmålet, men nu var det hr. Per Clausen, der stillede det – at man altid drager bankdirektøren og helst Peter Straarup ind i det, men man hører aldrig nogen sinde noget om Vestas direktør, Ditlev Engel, som tjener 16 mio. kr., og det er jo sådan set en meget god hyre. Han bliver aldrig nogen sinde udstillet, men det er jo bare, fordi han er en af vennerne, men bankdirektøren kan man hver evig eneste gang ligesom puste op og bruge som skræmmeeksempel. Brug Ditlev Engel, som har endnu større skattelettelser i sigte, næste gang.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det er lidt i en anden boldgade og måske lidt mindre surt, for jeg vil nemlig gerne takke fru Pia Kjærsgaard. Jeg vil gerne takke for, at Dansk Folkeparti fik presset en dagpengereform igennem i forbindelse med genopretningspakken. I Liberal Alliance har vi prøvet at trygle og tvinge og bede og ønske, og hvad ved jeg, for at få regeringen til at lave en dagpengereform. Og vi kunne ikke få dem til det.

Men det lykkedes fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, og vi er fuldstændig ligeglade med, hvem der har æren, bare det sker. Så det kan godt være, at jeg skulle have nogle staldtips fra fru Pia Kjærsgaard om, hvordan man får statsministeren til at gøre, som man gerne vil have, for det kunne vi godt have brug for.

Det, jeg bare ikke forstår, er, at man laver en samlet reform, hvor man gør så meget ud af at bevare efterlønnen, at børnefamilierne skal straffes. Det er en mærkelig balance, synes jeg. Kunne jeg ikke få en forklaring på det til gengæld?

Ordføreren.

Allerførst et godt staldtip, som hr. Simon Emil Ammitzbøll beder om: Man skal have nogle flere mandater for at få noget indflydelse.

Men når det er sagt, og når hr. Simon Emil Ammitzbøll tager fat i dagpengereformen, et efterlønsindgreb og børnefamilierne, må man jo bare konstatere – og det synes jeg er meget vigtigt, og det er også med adresse til de partier, som hele tiden rejser spørgsmålet – at der er et forlig på efterlønsområdet, som faktisk er indgået af mange partier i 2006: Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Der synes jeg ærlig talt, at både Det Radikale Venstre og De Konservative skal holde op, for der er slet ikke behov for noget indgreb i efterlønnen overhovedet netop på baggrund af det, der er gjort nu. Det er den endegyldige forskel. Så der må jeg altså skuffe hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu har jeg da også erfaring med, at Dansk Folkeparti i hvert fald skiftede holdning på dagpengeområdet, så jeg håber stadig, hvad angår det med efterlønnen – det skal da ikke hedde sig.

I de næste 30 år bliver der 350.000 færre i den erhvervsaktive alder i det her land. Det er da et meget godt argument for, at man alligevel skulle gøre noget ved den efterløn, men det vil man ikke. Så kunne man gøre noget ved skatten. Det er jo sådan, at med de skattestigninger, man her vedtager sammen med V og K, mister vi 10.000 arbejdspladser i Danmark. Det synes vi er meget ærgerligt.

Var ikke sådan, at der var en partifælle, som fru Pia Kjærsgaard før nævnte, der gav råd om, at man skulle huske ikke at skrive ting ned, man ikke ville se senere? Hvis det er den partifælle, jeg tror det var (Pia Kjærsgaard (DF): Det er det ikke) – det er det måske ikke? (Pia Kjærsgaard (DF): Nej!) – men hvis det var ham, ville jeg tro, han havde sagt: Ned med skatten og op med humøret og skab flere arbejdspladser. Har vi ikke brug for flere arbejdspladser, hvis vi skal have vækst, og kræver det ikke, at vi laver nogle skattereformer?

Ordføreren.

De sidste to ting kan jeg i hvert fald fuldt ud tilslutte mig, men ikke den første.

Men jeg må så bare igen i forhold til efterlønnen sige: Det er godt forsøgt, og jeg forstår godt, hr. Simon Emil Ammitzbøll med den politik, som Liberal Alliance har, forsøger og forsøger og forsøger. Jeg kan kun sige: Sådan er det.

Men det kommer altså ikke til at virke på Dansk Folkeparti. Der ligger et forlig, og jeg har et stort håb om, at de partier, der står bag, vil lade være med at blive ved med at komme frem med røster om at bryde det forlig.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

I går bekræftede hr. Peter Skaarup på TV 2/Fyn, at når Dansk Folkeparti indgår forlig med regeringen, er det for målrettet at ramme indvandrerne, og det var også grunden til spørgsmålet fra min kollega om det her med, at man går ind og sætter et loft over børnechecken. Som vi også hørte ordføreren fru Pia Kjærsgaard sige, driver man altså glædeligt klapjagt på bestemte befolkningsgrupper fra Dansk Folkepartis side. Der var faktisk en rystet borger – en borger med otte børn, der bor på Ærø – som sagde, at vedkommende havde fået det her brev fra fru Pia Kjærsgaard, hvori man netop står frem og siger, at man går målrettet efter at ramme indvandrerne.

Jeg vil bare spørge, om det også var for at ramme indvandrere med handicappede børn, at man gik med til, at familier, der i fremtiden rammes af at få et sygt barn, nu maksimalt kan få en lønkompensation på 19.000 kr. for selv at passe barnet frem for fuld kompensation, som jo har været gældende indtil nu, og som jo har sparet mange døgninstitutionspladser til handicappede børn.

Ordføreren.

Jeg har ikke selv set det, men jeg har hørt om det, og jeg vil først og fremmest sige, at den kvinde, der åbenbart var på TV 2/Fyn i går, og som har været rigtig meget fremme i pressen, nu venter sit ottende barn og har meddelt sine yngste børn, at hvis hun havde vidst, at der ville komme et indgreb i børnechecken, skulle de aldrig nogen sinde have været til. Det synes jeg var en hård og ubarmhjertig og nådesløs bemærkning, som jeg har været dybt forundret over, og jeg tror faktisk ikke, det er kendetegnende for børnefamilierne. Jeg tror, at langt de fleste – næsten alle børnefamilierne, der kan være et par enkelte undtagelser – får børn, fordi de er glade for at få dem.

Jeg tror altså ikke et øjeblik på, at den argumentation, som den kvinde er kommet med, er gældende. Og jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt før: Dansk Folkeparti havde gerne ønsket både en indtægtsregulering og en reduktion pr. antal børn. Men den løsning, vi har fundet frem til, står vi ved – selvfølgelig gør vi det. Det var det, vi tre partier i fællesskab fandt frem til, og det er det, der er gældende.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jamen det er jo ærlig snak, og jeg kan også godt se, at der på Facebook er en medarbejder og byrådsmedlem i Vallensbæk Kommune, der også går ud og siger: Se nu her, en somalisk kvinde med otte børn bliver ramt af det her loft over børnechecken. Og så siger hun, og jeg citerer:

Det var lige det, vi ville i Dansk Folkeparti.

Så der er altså stor glæde der.

Men jeg fik ikke svar på, om det så også var målet at ramme de forældre, der har handicappede børn, og om det også sådan var målrettet indvandrerfamilier med handicappede børn, når man nu siger, at der ikke kan være fuld lønkompensation, hvis børnene skal passes derhjemme i eget hjem.

Jeg vil også godt spørge om dette: I næsten alle andre lande er det sådan, at man går aktivt ind for at bekæmpe børnefattigdom, og derfor tilskynder man jo børnefamilier til at få børn og siger, at har de tre eller fire børn, går man for at undgå børnefattigdom ind og støtter op om dem også fra statslig side. Hvordan har Dansk Folkeparti det med, at vi er med til at sikre, at børn ikke vokser op i fattigdom, ved at sikre, at der også er en børnecheck til det syvende eller ottende barn – til det sidste barn – uanset om det er en dansk familie eller en dansk-somalisk familie?

Ordføreren.

Uanset om det er en dansk eller somalisk familie, er der jo et system i Danmark, og heldigvis for det, der netop gør, at det, som fru Sophie Hæstorp Andersen lægger op til sker, ikke sker, og sådan skal det naturligvis være. Naturligvis skal folk have hjælp, de skal ikke sulte. Det er jo slet, slet ikke det, vi er ude i – overhovedet ikke.

Men jeg har altså også bare bemærket, og det tror jeg også at fru Sophie Hæstorp Andersen har, at der trods alt har været familier ude at sige, at det er en fin ordning, for de har slet ikke brug for det – altså, det er fint, som der er. Medierne har dog tilladt, at der også er kommet nogle sådanne til orde.

Så vil jeg godt gentage mit svar – og det var jo først hr. Rasmus Prehn, der stillede det fremragende, ubehagelige spørgsmål: Der er ikke nogen af de familier, der i dag er i det system, som fru Sophie Hæstorp Andersen omtaler, der bliver ramt af det her. Det er nye familier, og de får næsten 231.000 kr. om året, og det svarer jo bare til, at man ligestiller dem med folk, der passer pårørende på en orlovsydelse, selvfølgelig. Og det er altså også noget af det, vi har været nødt til at foretage.

Man kan igen komme med punkt for punkt for punkt af kritik og sige, at det er uretfærdigt, og at det ikke er fair, og spørge, hvorfor det lige skal være sådan, men jeg savner bare fornuftige løsninger fra venstrefløjen i Folketingssalen.

Jeg skal bede om, at man respekterer taletiden på 1 minut. Hr. Ole Sohn med en kort bemærkning.

Jeg forstod på fru Pia Kjærsgaard, at den uansvarlighed, som fru Helle Thorning-Schmidt øjensynlig skulle stå for, ikke var den måde, som Dansk Folkeparti ønskede at arbejde på. Der skulle være styr på sagerne, der skulle være hold i billetterne, og der skulle være rum til det, man lavede. Nu har Dansk Folkeparti været med til at lave pinsepakken med nedskæringer i børnechecken og med nedskæringer i dagpengene for at betale for den underfinansiering, der er i den seneste skattereform, som statsministeren bekræftede er underfinansieret i starten. Men Dansk Folkeparti har jo lagt stemmer til alle regeringens økonomiske skattelettelser igennem tiden. Kan fru Pia Kjærsgaard bekræfte, at skattelettelserne i 2004 forudsatte, at der var dækning for det råderum, som man gav skattelettelser ud fra? Og kan fru Pia Kjærsgaard bekræfte, at det råderum faktisk aldrig har været til stede?

Ordføreren.

Det bliver gentaget, at nu skal børnefamilierne og dagpengemodtagerne osv. betale for de skattelettelser, men det passer jo ikke, vil jeg sige til hr. Ole Sohn, og det ved man også godt. Det er finanskrisen, der gør, at vi står i den her situation, ubetinget, og det ved hr. Ole Sohn, som har været med i bankpakker og andre ting for at rette op på det her. Man ved det udmærket godt.

Jeg må så bare sige med hensyn til de skattelettelser, som blev foretaget tidligere, at der var økonomisk råderum; man sørgede præcis for – hvad der var rigtig godt – at det var mellemindkomsterne, at det var beskæftigelsesfradraget, som der blev fokuseret på. Og det var faktisk til gavn – det var faktisk til gavn – i modsætning til det, som hr. Ole Sohn påpeger.

Hr. Ole Sohn.

Det er muligt, at fru Pia Kjærsgaard ikke bryder sig om at høre det, men statsministeren gik faktisk på talerstolen og bekræftede, at den seneste skattereform er underfinansieret i de første år. Det vil sige, at der mangler penge i kassen, og de penge skal findes, og dem har Dansk Folkeparti så fundet ved at skære i børnechecken og i dagpengene. Men man har jo også tidligere været med til at give skattelettelser; det gjorde man i 2004 på baggrund af det råderum, som regeringen overtog i den forrige regerings 2010-plan. Men det forudsatte jo, at forudsætningerne for råderummet var til stede, bl.a. at det offentlige forbrug blev sat ned, og det blev det ikke, ergo – og det har statsministeren også bekræftet – er det sådan, at de skattelettelser, som blev givet i 2004, var ufinansierede. Derfor står vi med en regning, som skal betales, og det er den, som Dansk Folkeparti så mener det er børnefamilierne og de arbejdsløse der skal finansiere. Hvorfor ikke bare bekræfte, at man er et økonomisk ansvarligt parti – man har givet nogle skattelettelser, som ikke var finansierede, og de skal finansieres nu?

Ordføreren.

Det var altså ikke det, jeg hørte statsministeren sige. Jeg hørte faktisk statsministeren sige, at der var finansiering hele vejen igennem, også i forhold til den seneste skatteomlægning. Og så bed jeg mærke i, at hr. Ole Sohn sagde, at det offentlige forbrug ikke var sat ned. Det er da en erkendelse fra Socialistisk Folkeparti. Det har jeg ikke hørt før, men det fik vi så en bemærkning om nu, og det kan jeg da egentlig være godt tilfreds med.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne følge op på spørgsmålet om bevæggrunden fra Dansk Folkepartis side vedrørende børnechecken. Jeg synes, det er mærkeligt. Det kan jo være, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti kan oplyse mig om det, men er det sådan, at det er billigere at have børn, hvis man er indvandrerfamilie? For jeg forstår, at argumentet jo er det, at indvandrerfamilier får mange børn, og at der derfor skal sættes loft over børnechecken. Det har jeg bare ikke forstået. Hvor er det, man går hen og køber ind og får rabat, hvis man er indvandrerfamilie, siden de børnefamilier åbenbart kan klare sig med færre penge? Er det sådan, som fru Pia Kjærsgaard siger i dag, at Dansk Folkeparti har én børnepolitik for børn med dansk statsborgerskab eller danske børn med dansk oprindelse og en anden børnepolitik, når det handler om børn med en anden etnisk oprindelse, og at de altså må leve for færre penge end almindelige danske børn?

Ordføreren.

Nej, nej. Der er jo ingen tvivl om, at uanset om man er en dansk familie med ni børn – der findes nok ikke så mange af dem, måske er der nogle, men tv har ikke fundet dem endnu – eller det er en somalisk familie med ni børn, så er det nøjagtig samme regler, der gælder. Jeg tror så bare, at det vil være godt for den somaliske familie, hvis man ikke bare forventer ting, for det tror jeg der er en forventning om og en vanetilpasning med hensyn til, altså at man bare får af det danske samfund. Jeg tror faktisk også, at det her vil betyde, at man måske begynder at få en anden tilgang til tilværelsen i Danmark; at man ikke bare får børnecheck, at man ikke bare skal lade sig forsørge af det offentlige. Det tror jeg faktisk vil være en forbedring på bare lidt længere sigt.

Hr. Morten Østergaard.

Det er jo helt evident, at det, som regeringen og Dansk Folkeparti har ønsket at sende af signal til danskerne, er, at de skal lade være med at få så mange børn. Det er jo det helt åbenlyse signal: Lad nu være med at få så mange børn, og hvis I ikke har børn og er ramt af barnløshed, så lad helt være med at få børn. I hvert fald skal I selv til at betale for det.

Men det, der undrer, er jo, hvordan de familier, der i dag har mange børn, skal kunne reagere på det her nye signal. De kan jo ikke så godt aflevere de børn, de har fået engang, og derfor har de jo stadig væk de udgifter.

Derfor er jeg bare nødt til at spørge fru Pia Kjærsgaard, om ikke det er sådan, at det præcis er indvandrerfamilierne, man har i tankerne. I hvert fald var det jo det, fru Pia Kjærsgaard sagde til Ritzau den 25.5., og jeg citerer:

»Men det er da fuldstændig rigtigt, at det rammer folk, som får mere end seks, syv, otte, ni … 10 børn. Og vi ved rent statistisk også – i de fleste tilfælde – hvem det er. Det er jo så bare en kendsgerning.«

Er det, der er en kendsgerning, ikke netop, at fru Pia Kjærsgaard fører én børnepolitik, når det drejer sig om børn af anden etnisk oprindelse, og så har hun en anden børnepolitik over for danske børn?

Ordføreren.

Nej, det vil det ikke, for vi har jo ikke sat to regelsæt op. Det er nøjagtig samme regelsæt. Man kan sige ligeud, at der altså er folk med anden etnisk oprindelse, som kommer fra en anden kultur, og som kommer fra en anden del af verden, og som har en anden fertilitetsrate, og det er jo en kendsgerning. Og jeg må så bare sige, at uanset hvem det er, så mener jeg stadig væk, at den ordning, der blev foretaget i mandags, er mere retfærdig. Der er så lang en overgangsordning, og man har delt det mere ud på familierne, end man gjorde i første omgang, og det er nu 35.000 kr. skattefrit. Jeg tror, at det er en mere retfærdig ordning, og jeg tror faktisk, at familierne har tid til at indordne sig under den.

Hr. Nick Hækkerup for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne vende tilbage til den relevante problemstilling, hr. Rasmus Prehn rejste, nemlig det, der er skjult under overskriften i papiret her, altså erstatning af regler for tabt arbejdsfortjeneste. Her står der, at der indføres et loft over kompensation til forældre, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. I praksis betyder det oversat folk med svært handicappede børn. Det viser de eksempler, vi har fået så mange mail om de seneste dage. Det er folk med svært handicappede børn, børn, som ikke kan komme i daginstitutioner på grund af de infektionsfarer, der er, osv.

Med den her aftale vælger man at lægge betydelige besparelser på præcis de familier. Antalsmæssigt er det måske ikke så stort et tal, men de besparelser, som man laver, er ekstremt intensive. Det kan godt være, at ordføreren siger, at det ikke er noget særligt, men i 2011 skal den her besparelse på præcis de familier give 72 mio. kr. I 2012 skal den give 167 mio. kr. Og i 2013 skal besparelsen her give 201 mio. kr.

Finder ordføreren, at det er en rimelig måde at fordele samfundets ressourcer på?

Ordføreren.

Jeg må sige, at det skal ses i lyset af en situation, hvor der skal foretages besparelser. Man sidder i Finansministeriet og pløjer papirer igennem. Man finder 100 mio. kr. her, man finder 50 mio. kr. her, man finder 75 mio. kr. her, og det er sådan lige i første omgang. Og man skal op på 24 mia. kr. Det er jo det, vi møder nu. Så der vil være folk, som føler sig uretfærdigt ramt. Og jeg må stadig væk sige, at i forhold til det her, som nu er omtalt igen, håber jeg, at man fra Socialdemokratiets side, når man har fået de her henvendelser, husker at sige til de familier, at de ikke bliver ramt, altså dem, der ringer ind nu eller mailer eller skriver på Facebook, eller hvad de gør. Jeg håber, man husker at sige, at det ikke rammer dem. Det gælder dem, der indstiller sig på ordningen pr. 1. januar 2011, og det, man har gjort, er jo, at man ensretter vilkårene for tabt arbejdsfortjeneste på lige fod med folk, der ellers behandler en nærtstående pårørende.

Hr. Nick Hækkerup.

Det er jo rigtigt, at situationen nu i 2010 er sådan, at vi lever i et samfund, hvor vi har sagt, at hvis du får et handicappet barn, hvis du bliver bragt i den menneskeligt set vanskelige situation, skal du ikke også økonomisk have smadret din familie af det. Så vil vi gerne hjælpe, så vil vi gerne støtte.

Nu har man besluttet, at vi i 2011 ikke længere skal have sådan et samfund i Danmark. Der skal vi have et samfund, hvor børnefamilierne, der får et handicappet barn, bliver behandlet dårligere; hvor de udsatte handicappede børn i Danmark bliver stillet ringere. Det er jo konsekvensen. Så nytter det da ikke noget at sige, at vi en gang for lang tid siden havde et bedre samfund, for der stod vi for nogle andre regler – mange af dem var jo i øvrigt skabt af Socialdemokratiet – for det er flertallet, der med sine politiske beslutninger nu bestemmer, at de handicappede familier i Danmark skal bøde for de ufinansierede skattelettelser, der med rødvinsreformen er givet til de allermest velstillede.

Ordføreren.

Det sidste må jeg sige nej til igen. Det her drejer sig om, at der er en finanskrise, hvor vi skal finde 24 mia. kr. på budgettet. Det er det, det drejer sig om, nemlig en global finanskrise. Sådan er det.

Jeg kan da godt sige til hr. Nick Hækkerup, at jeg egentlig tror, at alle mennesker og folketingspolitikere i forhold til familier, der er ude i en svær situation, måske ville give dem tre gange så meget, hvis der var mulighed for det – tre gange så meget. Det er altså en svær situation, ingen tvivl om det.

Men jeg siger, og det finder jeg er meget vigtigt, at situationen for nogle er uændret. For vi har jo også hørt det og er også blevet konfronteret med spørgsmålet: Hvad skal jeg, som har et handicappet barn, gøre nu? Du skal ikke gøre noget som helst. Din situation er uændret. Men der er folk, der indstiller sig på det fra 1. januar 2011. Og så vil jeg da godt sige: Lad os se, hvordan det kommer til at fungere. Det synes jeg da i det hele taget vi skal med alting, vi gør i Folketinget. Vi skal da følge sådan nogle ting nøje, naturligvis.

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Under denne debat er det jo blevet meget klart, at der er blevet indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som rammer børnefamilierne, og som rammer de arbejdsløse. Men der er et element, som vi ikke har diskuteret så meget endnu i dag, og som jeg har set meget frem til at få lejlighed til at diskutere med ordføreren fra Dansk Folkeparti, nemlig spørgsmålet om nulvækst i kommunerne. Det er jo også en del af den her aftale.

Hvis man ellers kigger på regeringens egen 2015-plan, ja, så kan man se, at kommunerne skulle have 2 mia. kr. om året for at kunne følge med demografien, for at have råd til børnepasning, folkeskoler og værdig ældrepleje. Derfor må man også sige, at denne nulvækst er en meget alvorlig sag for vores kernevelfærd, der ligger ude i kommunerne. Ordføreren fra Dansk Folkeparti sagde da også til Ritzau den 15. januar 2010, og nu citerer jeg: Vi synes ikke, nulvækst lyder særlig interessant.

Derfor vil jeg meget gerne høre ordføreren fra Dansk Folkeparti: Hvad er det, der har forandret sig i den kommunale virkelighed i vores velfærdssamfund siden januar, der gør, at Dansk Folkeparti nu så entydigt tilslutter sig en aftale, der medfører nulvækst i kommunerne med forringelser af velfærden til følge?

Ordføreren.

Jeg ved egentlig ikke, om man kan sige, hvor meget af det her der lyder interessant. Det ved jeg ikke, men jeg mærker ikke noget honnør for, at Dansk Folkeparti var medvirkende til, at de besparelser, der lå på 4 mia. kr. i kommunerne, blev pillet af. Og så skal kommunerne klare sig med de budgetter, de har.

Jeg må så også sige – og det synes jeg man hører alt for lidt om fra specielt Socialistisk Folkeparti – at det jo altså har været sådan, at der har været store investeringer i kommunerne. Vi hører om offentlige nedskæringer, men det passer simpelt hen ikke, det passer ikke. Der er det ligesom det med de såkaldte skattelettelser til de rige og rødvinsreform: Lad være med at sige det, lad være med at sige ting, der ikke passer, hold jer til fakta. Jeg kan bare sige, at det offentlige forbrug er steget med 67 mia. kr. siden 2001. Der har været 70 nyansættelser om dagen i den offentlige sektor siden nytår. Kommunerne må altså også lære, hvordan de skal styre budgetterne.

Fru Astrid Krag.

Jeg synes ikke rigtig, at ordføreren fra Dansk Folkeparti giver noget ordentligt svar på, hvad man skal stille op i kommunerne. Regeringen har selv i sin 2015-plan slået fast, at skal vi kunne have et uændret serviceniveau, når det kommer til vores ældre borgere, der har krav på en ordentlig ældrepleje, og til vores børn, der har krav på en ordentlig pasning og en folkeskole, der gerne skulle være i verdensklasser, skal der 2 mia. kr. til om året. Nu kommer der 0 mia. kr. om året, og det kommer oven i et krav fra regeringen og i en aftale, man har indgået, om, at kommunerne skal finde 1 mia. kr. i effektiviseringer.

Derfor vil jeg bare spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun ikke er gevaldig bange for, at den aftale, man har indgået – og det er så med åbne øjne, kan jeg forstå, man ved udmærket godt, hvad nulvæksten betyder for kommunerne – kommer til at gøre rigtig ondt på kernevelfærden, på børnepasningen, på ældreplejen og på folkeskolerne rundtomkring i kommunerne.

Ordføreren.

Altså, jeg skal jo ikke stå og sige, hvordan den enkelte kommune skal få budgettet til at hænge sammen. Det er kommunernes ansvar og kommunernes opgave, og det har kommunerne været for dårlige til, til trods for at de er blevet tilført meget, meget store midler igennem de senere år – meget store midler til renovering, til folkeskole, til fremrykning af investeringer, til ældrepleje osv. osv.

I det små må jeg da bare sige til fru Astrid Krag, at hvis hun kunne få sine partifæller rundtomkring i kommunerne til at målrette de 300 mio. kr., der er sat af i finansloven til de ældre, ville det da være en god begyndelse, i stedet for at der er rigtig mange SF’ere, der sidder rundtomkring og ikke vil være med til det. Der er penge i kommunerne, men selvfølgelig skal kommunerne ligesom alle andre også finde ud af, hvordan de vil budgettere. Jeg tror egentlig, at rigtig mange kommuner allerede havde indstillet sig på at spare de 4 mia. kr., hvad de fandt meget, meget svært. Det kunne så være, at nogle af de ideer, der ligger på ting, som bestemt ikke går ud over kernevelfærden, kunne komme til udmøntning.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

»Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden.«

Det var jo hr. Kristian Thulesen Dahl, der udtalte det til Jyllands-Posten den 9. januar i år – i år! Nu ser man så, at Dansk Folkeparti ikke alene lægger stemmer til, men ligefrem er det parti, der foreslår de massive forringelser af dagpengeperioden, som vi nu står over får.

Så er mit spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard: Hvordan skal man som vælger kunne stole på noget som helst af det, der kommer ud af fru Pia Kjærsgaards mund?

Nu kan vi læse i det forslag til vedtagelse, der er fremsat af VKO i dag, at vi står over for reformer af førtidspensionen. Vi ved godt, hvad reformer af dagpengene betød: Det betød forringelser. Hvilke forringelser af førtidspensionen har fru Pia Kjærsgaard tænkt sig at lægge stemme til?

Ordføreren.

Det er jo et rigtig godt spørgsmål på nuværende tidspunkt, hvor der ikke er fremlagt noget som helst. Jeg synes jo bare, at der har været mange klager fra førtidspensionisterne over førtidspensionen, som SF var med til at lægge stemmer til på et tidspunkt. Derfor tror jeg, at en reform er på sin plads. Der er unge førtidspensionister, som måske skal hjælpes til at komme mere ud i arbejde, og som gerne vil. Jeg tror, der er rigtig mange ting at gøre, som absolut ikke betyder forringelser.

Jeg håber, at andre partier vil være med, men jeg ser ikke så lyst på det efter det, jeg har hørt tidligere i dag, hvor folk har været inde på emnet. Måske vil det igen være regeringen og Dansk Folkeparti, det får vi at se. Jeg vil godt understrege, at jeg meget gerne ser – og det har jeg i øvrigt altid sagt – at andre partier også kommer med, for jeg synes, det er for sølle bare at gå med og så gå igen. Det synes jeg ikke ligner noget som helst. Så jeg håber på bred opbakning til en førtidspensionsreform.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Vil det sige, at fru Pia Kjærsgaard kan love, at der ikke bliver taget penge fra området? Fru Pia Kjærsgaard siger, at man ønsker at forbedre området, og det lyder sympatisk, det kan vi godt lide. Kan fru Pia Kjærsgaard stå her på Folketingets talerstol og love, at der ikke bliver taget penge fra førtidspensionisterne?

Derudover vil jeg sige til fru Pia Kjærsgaard, at der ikke kom noget svar på spørgsmålet: Hvordan skal man som vælger i Danmark kunne stole på noget som helst af det, der bliver sagt fra Dansk Folkepartis side, når Dansk Folkeparti i januar i år kan stå og sige, at de under ingen omstændigheder vil lægge stemmer til en forringelse, en forkortelse af dagpengeperioden, og så rent faktisk er det parti, der foreslår det nu? Hvordan skal man kunne stole på det, Dansk Folkeparti siger, og hvad bliver det næste? Nu ved vi, at førtidspensionen kommer, så jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard, om det er efterlønnen, der kommer derefter?

Ordføreren.

Det sidste har jeg jo svaret klart nej til. Fru Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten er jo fuldstændig uden for politiske forlig og aftaler og har ikke været med i noget som helst, men jeg må så bare sige med hensyn til en afkortning af dagpengeperioden, at de partier, som fru Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten gerne vil læne sig op af, jo gentagne gange har været ude med udsagn om, at dagpengeperioden skulle forkortes, og andre gange har man sagt: overhovedet ikke. Det har været meget, meget svært at få et svar her i dag fra eksempelvis fru Helle Thorning-Schmidt.

Jeg må så bare sige til fru Johanne Schmidt-Nielsen, at jeg igen synes, at der mangler lidt accept og respekt i forhold til Dansk Folkeparti, hvor man burde sige til os: Vi er taknemmelige for, at I på områder, hvor vi føler, vi står sammen, fuldstændig har skånet folkepensionisterne, førtidspensionisterne, SU-modtagerne, folk på sygedagpenge, efterlønnerne, alt, der vedrører overførselsindkomsterne.

Fru Karen Hækkerup.

Jeg synes, at Dansk Folkepartis ordfører gør sig store tanker og drømme, når man ligefrem står på talerstolen og ønsker at få tak for, at man ikke har været mere hård. Jeg mener, når man kigger på den spareplan, som Dansk Folkeparti lægger stemmer til, kan man se, at den går den så meget ud over almindelige mennesker, så det da er svært at stå og sige: Tak, fordi I kun slog os på den ene kind. Der er så rigtig, rigtig mange mennesker, der kommer til at opleve, at deres sociale sikkerhedsnet forsvinder under fødderne på dem, fordi Dansk Folkeparti har været med til at lægge stemmer til de mange, mange forringelser, der er.

Jeg synes, det kunne være et rigtig godt spørgsmål at stille fru Pia Kjærsgaard, hvad man egentlig har tænkt sig gøre med de mange mennesker, der falder ud af dagpengesystemet, når man forkorter perioden. Vi ved jo, at når man forkorter perioden fra 4 til 2 år, vil det betyde, at der er nogle mennesker, der ikke kan få noget arbejde. Jeg så godt, at fru Pia Kjærsgaard forleden i fjernsynet sagde, at hvis man var arbejdsløs, så kunne man jo bare gøre noget ved det og tage sig et arbejde, men kan fru Pia Kjærsgaard ikke bekræfte, at der findes mennesker i det her land, der ønsker et arbejde, men som ikke kan få det?

Ordføreren.

Jo, men det, der har været valget for Dansk Folkeparti – og jeg må lige igen forholde mig til det drastiske, som vi synes, det var, hvis man skulle begynde i forhold til overførselsindkomsterne – har været, at det sidste er en gruppe mennesker, som ikke kan gøre noget ved deres egen situation. Det kan folk trods alt, hvis de er på dagpenge eller skal på dagpenge, og det er jo sådan, at langt de fleste, der er på dagpenge, stadig væk fortsætter i den periode, de har, på 4 år. Altså, det er jo ikke dagpenge til evig tid – det lyder nogle gange sådan, synes jeg, når Socialdemokratiet siger det. Og det gennemføres i en periode, hvor vi kan se, at der heldigvis og forhåbentlig for os alle sammen er ved at ske en ændring med arbejdsløsheden. Og der har vi det så bare på den måde i Dansk Folkeparti, at vi hellere vil have de arbejdsløse ud i arbejde end det, som Socialdemokratiet har foreslået, nemlig at vi alle sammen skal arbejde lidt mere, hvad der overhovedet ikke er opbakning til.

Fru Karen Hækkerup.

Jo, men det giver jo ikke rigtig nogen mening, hvis man siger, at vi nu korter dagpengeperioden ned, hvis konsekvensen er, at der er folk, der bliver skubbet ud i ledighed, som ikke kan finde sig et job, og som dermed kommer ud af dagpengesystemet, så de skal have kontanthjælp. Vil Dansk Folkepartis ordfører ikke svare på mit spørgsmål: Hvad vil det komme til at koste staten, at man siger til folk, at de nu ikke skal gå på dagpenge, men at de nu i stedet skal have kontanthjælp? Hvor mange penge vil det komme til at koste, og hvad er det for nogle folk, det vil berøre?

Jeg har da talt med mange, som siger, at det vil være ganske forfærdeligt, især for dem, der er lidt oppe i årene, at de her nye regler kommer, fordi de ikke kan se, hvordan de skal kunne komme ud af den situation, de er i. Der er yngre, som gerne ville have haft noget voksenuddannelse, som nu må se, at den mulighed forsvinder. Det er helt almindelige mennesker, som har det behov, og hvor Dansk Folkeparti siger, at der slet ikke er råd til at opfylde de behov. Men det giver da ingen mening at tage penge fra folk, når det så ender med at give en større regning i den anden ende.

Ordføreren.

Jamen det håber jeg så sandelig heller ikke at det vil. Hele målet er jo at få folk i arbejde, og det ser ud, som om situationen kan være til det. Og så er der altså ganske mange eksempler. Jeg ved jo, at LO har vist nogle lodret forkerte, hvor folk er i en seniorordning, hvor der bliver taget hånd om dem netop i den alder, som fru Karen Hækkerup omtaler.

Så jeg tror altså heller ikke her, at man skal male fanden på væggen, men tværtimod have et håb om, at den her situation vil vende, i stedet for at lade det virke, som om det nærmest er noget, man ikke er interesseret i.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Jeg kan da godt forstå, at fru Pia Kjærsgaard gerne vil have andre partier med på nuværende tidspunkt, men det skulle man jo have tænkt over, dengang man gik på vandet. Da var man aldeles ikke interesseret i bredere forhandlinger. Da der var gode tider, var det rigeligt, at VKO satte sig sammen og uddelte pengene.

Det andet, som jeg har en bemærkning til, er, at fru Pia Kjærsgaard siger, at man vil gøre det bedre for førtidspensionisterne. Statsministeren sagde jo tidligere på dagen, at førtidspensionisterne og SU-modtagerne skulle bidrage med 4 mia. kr., for ellers kunne man ikke gå i nul i 2015. Det tyder da ikke på de helt store forbedringer.

Men så tænker jeg på det med børnefamilierne, det er jo lovgivning med tilbagevirkende kraft. Vi havde oven i købet en familieminister, der i forbindelse med sidste valg sagde, at kvinderne skulle føde nogle flere børn. Det kan man så være enig i eller ej, men vi er jo nødt til at have et passende antal børnefødsler, hvis ikke vi skal klare vores arbejdskraftproblemer gennem indvandring, og det, som Dansk Folkeparti gør nu, er jo lige præcis det modsatte.

Ordføreren.

Jeg syntes, det var mange spørgsmål på en gang, men må jeg begynde med at kvittere over for fru Lone Dybkjær med at sige, at vi ikke står helt alene. Vi er da meget tilfredse i Dansk Folkeparti med, at Det Radikale Venstre kan tilslutte sig dagpengereformen, så nogle ting når vi da stadig væk. Lad mig understrege, og det har været min holdning hele tiden, at jeg meget gerne ser, at der er andre partier med. Derfor var jeg faktisk rigtig glad for – det var også derfor, jeg fremhævede det i dag – at der står mange partier bag hele velfærdsforliget, hvor efterlønsreformen er omfattet. Der kunne vi være mange, og det er derfor, jeg vil appellere til bl.a. Det Radikale Venstre om at stoppe den diskussion om at forringe efterlønnen.

Så var der igen spørgsmålet om børnefamilierne. Jeg synes, fru Lone Dybkjær lægger det op, som om det hele går i sort og der ikke rigtig er noget at gøre osv. Jeg tror ikke på det, specielt ikke med den lange overgangsordning, hvor folk har tid til at indstille sig på nye forhold.

Fru Lone Dybkjær.

[Lydudfald] … utallige eksempler, men det bliver for langt nu at komme ind på det, på, at Det Radikale Venstre gerne havde deltaget i nogle forhandlinger, og hvor vi simpelt hen er blevet smidt ud, fordi VKO ikke ville have os med – for det var meget nemmere at lave det selv. Og det er det jo, det er meget nemmere at lave det selv. Jo færre partier der er, jo nemmere er det da, for så behøver man ikke tage hensyn til andre.

Hvad børnefamilierne angår, er sandheden jo i dag, at fertiliteten for indvandrerfamilierne og fertiliteten for efterkommerne og fertiliteten for danske kvinder er den samme nu. Det har den ikke været tidligere, og derfor er det dem, der allerede har født, man rammer.

Når man så taler om, at børnefamilierne får 35.000 kr. skattefrit, har man ligesom ikke regnet med, hvad det koster med daginstitutioner og vuggestuer. Det koster jo rigeligt med penge, sådan at man virkelig ikke kan sige, at der er tale om en rimelig fordeling mellem børnefamilier og ikkebørnefamilier, og det var jo det, hele børnecheckydelsen gik ud på.

Det er der, jeg ikke kan forstå, at fru Pia Kjærsgaard virkelig vil være med til at have to politikker, en for danske børnefamilier og en for andre. Men under alle omstændigheder rammer fru Pia Kjærsgaard jo også dem, hun gerne vil have til at føde nogle børn. Og dem, der allerede har gjort det, bliver så ramt med tilbagevirkende kraft.

Ordføreren.

Altså, når nu fru Lone Dybkjær fremhæver daginstitutionerne, må man jo bare sige, at der altså også er en ganske flot søskenderabat. Jamen det koster altså, uanset hvad koster det at have børn, og det skal det også gøre. Det kan da ikke være anderledes, det skal ikke være gratis.

Nu hører jeg pludselig, at både børnechecken og daginstitutionerne og det hele er håbløst. Det er det jo ikke. Og det, jeg bare har noteret, er, at der trods alt har været velhavende familier, nogle, der var velhavende, og nogle på mellemindkomst, der var mindre velhavende, som har sagt: Vi kan egentlig godt forstå det her, vi har slet ikke behov for den børnecheck.

Dem tror jeg altså også at der er en del af.

Hr. Jeppe Kofod.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at gribe fat i et svar, som fru Pia Kjærsgaard gav tidligere, for man tror jo simpelt hen ikke, det kan være rigtigt.

Er det sådan, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti virkelig mener, at den mor, som har et barn, der eksempelvis er ramt af leukæmi eller har hjerteproblemer eller lungesygdomme eller er multihandicappet, og som gerne vil gå hjemme og passe det barn, fremover kun skal have en kompensation på 19.000 kr. om måneden? Kan det virkelig være rigtigt? Og kan det være rigtigt – og det er det, jeg ikke forstår – at den familie skal betale for den økonomiske krise og de ufinansierede skattelettelser til bankdirektører osv.?

Hvorfor er det sådan, at Dansk Folkeparti mener, at det er den mor, som ønsker at passe sit syge barn, der skal betale for det rod, der er i økonomien, og de skattelettelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har givet de rigeste danskere?

Ordføreren.

Dette har hverken noget med skattelettelser eller med skatteomlægning at gøre. Der må jeg så igen sige noget i forbindelse med det, der er draget frem, og som hr. Rasmus Prehn – og jeg har lidt svært ved at komme mig over det – kalder en kræftskat. Nu var det altså også multihandicappede osv., ja, det er rigtigt. Det er usmageligt, det bliver jeg nødt til at sige endnu en gang til hr. Rasmus Prehn.

Men jeg må så bare sige, at det er næsten 231.000 kr. om året fra den 1. januar 2011, og det er nye, der kommer ind på den ordning, hvis de ønsker at tilslutte sig den. Og det er altså ikke meget anderledes, end hvis man skal passe andre familiemedlemmer, der også på en eller anden måde er ramt.

Hr. Jeppe Kofod.

Men det, jeg gerne vil have en forklaring på af fru Pia Kjærsgaard, er, hvorfor det er de familier, der står i en meget, meget vanskelig situation, der fremover, fra 2011, skal betale for, at Dansk Folkeparti og regeringen har givet ufinansierede skattelettelser til de rigeste danskere som bankdirektøren og har lavet en genopretningsplan. Hvorfor er det de familier? Hvor er logikken, hvor er det socialt retfærdige i det? Det har vi jo ikke fået noget svar på.

Så må man bare sige, at det jo er tankevækkende at se. Det er nogle af de allersværeste situationer, en familie kan komme i, og så lægger Dansk Folkeparti her i 2010 stemmer til en så usympatisk ændring af nogle regler, der gør, som vi hører, at en moder ikke kan passe sit leukæmiramte barn, fordi hun går så meget ned i indkomst, at det ikke kan lade sig gøre.

Altså, hvad er det for et samfund, vi får med det, som Dansk Folkeparti her lægger stemmer til sammen med regeringen? Det synes jeg at man skylder offentligheden og Folketinget et klart svar på.

Ordføreren.

Moderen kan stadig væk passe sit leukæmiramte barn. Sådan er det, og det skal man huske at fortælle, når folk med børn, der har et eller andet handicap, henvender sig til Socialdemokratiet. Det synes jeg man skylder sagligheden.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

Tak for det. I går morges, da jeg stod på Odense Banegård, ringede en god ven til mig, og han undskyldte, at han ringede så tidligt, men han havde bare lige et hurtigt spørgsmål, og det spørgsmål vil jeg egentlig gerne stille videre til formanden for Dansk Folkeparti, fru Pia Kjærsgaard. Det, han sagde, var: Det er om det her, som Dansk Folkeparti og regeringen nu har gang i, med dagpengeperioden; er det ikke rigtigt forstået, at når jeg nu om 3 uger, den 22. juni, altså inden den 1. juli, har min sidste arbejdsdag ude på Lindø, har jeg 4 års dagpengeperiode?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, jeg rent ud sagt vil have svært ved at gå ind i de enkelte tilfælde, men jeg kan bare sige, at en, der f.eks. pr. 1. juli har 5 måneder tilbage af sin 4-års-dagpengeperiode efter de gamle regler, fortsat vil have 5 måneders dagpengeret. Jeg ved ikke, om det var det, der var spørgsmålet.

Det finder vi ud af. Fru Julie Skovsby.

Nu er det en af mine gode venner, og dem svarer jeg ærligt, og jeg er egentlig glad for, at formanden for Dansk Folkeparti ikke er ven med mine venner. Svaret er selvfølgelig: Nej. Fra den 1. juli har han 2 år på dagpenge. Men så vil jeg gerne spørge Dansk Folkepartis formand, om det er rigtigt, at hr. Kristian Thulesen Dahl så sent som den 9. januar 2010 har udtalt til Jyllands-Posten:

»Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden.«

Og er det ikke rigtigt, at det er lige præcis det, man har gjort, og at det er det, der rammer tusindvis af fynboer, som har været ansat på Lindøværftet, som nu må lukke?

Ordføreren.

Jo, det er sådan set rigtigt. Det citat har været fremme så mange gange, at jeg tror, at hr. Kristian Thulesen Dahl ville have protesteret, hvis det havde været forkert. Det har jo også været bragt i Socialdemokratiets nære allierede, LO's, annoncer, så det har været fremme så mange gange. Jo, det er fuldstændig korrekt. Og der må jeg så bare endnu en gang sige det, som er sagt så mange gange, at situationen, som vi står i, er til, at hvis det skal gøres, er det nu, hvor vi ser, at ledigheden ikke stiger så meget som forventet, hvor vi bestemt regner med, at også den ven, som fru Julie Skovsby har omtalt, i løbet af en 2-årig periode vil kunne komme i arbejde. Det er sådan set det, vi satser på. I stedet for at sige til folk, at de altså nu skal arbejde mere, er det mere væsentligt for Dansk Folkeparti at få de ledige ud i arbejde. Det er sådan set det, hele øvelsen går ud på.

Fru Nanna Westerby.

Tak for det. Noget af det, jeg er meget ærgerlig over i forbindelse med den her genopretningspakke, er, at den særligt rammer nogle af dem, som i forvejen er allerhårdest ramt af krisen. Hvis man f.eks. ser på de nedskæringer, der er på uddannelse, kan man se, at de går meget målrettet efter nogle af de unge, der i forvejen har ekstremt svært ved at tage en uddannelse. Man halverer faktisk den månedlige ydelse til unge over 18 år, der er i skolepraktik eller på produktionsskole, og man gør det sværere at komme ind på produktionsskolerne.

Jeg vil sådan set bare høre formanden for Dansk Folkeparti, om man finder det retfærdigt, at man særligt beder de unge, der i forvejen er allerhårdest ramt af den her krise – de tømrerlærlinge, der ikke kan finde praktikpladser, de kontorelever, der ikke kan finde praktikpladser – holde for i den her genopretningspakke. Synes ordføreren for Dansk Folkeparti, at det er en retfærdig social profil i den pakke?

Fru Pia Kjærsgaard.

Vi har jo så tit diskuteret produktionsskoler her i Folketinget, og jeg kan da udmærket godt forstå, at man tager det op igen, når det er et led i den her genopretningsplan, at der sker nogle besparelser dér; det forstår jeg udmærket godt. Men der må jeg så bare sige, at det jo altså heller ikke skal være økonomisk attraktivt at komme på en produktionsskole frem for at komme på en uddannelse eller i et arbejde. Det, man får, er stadig væk højere end SU, og det vil det også fortsat være.

Jeg må så også sige, at der jo er en aftale med regeringen om at skaffe 5.000 flere praktikpladser. Og det synes jeg er en investering frem for produktionsskoler, som jo ikke rigtig giver nogen kompetencer.

Fru Nanna Westerby.

Jamen jeg stillede sådan set ordføreren et spørgsmål om retfærdigheden i det, altså om, om man virkelig mener, at det er retfærdigt, at dem, der skal holde for i den situation, vi er i lige nu med den genopretningspakke, som regeringen har lavet, er de unge tømrerelever, der ikke kan finde en praktikplads, de unge kontorassistenter, der ikke kan finde en praktikplads, de unge metallærlinge, der ikke kan finde en praktikplads.

Fordi der er krise i samfundet lige nu, straffer man dem – oven i, at de har svært at finde en praktikplads – ved at halvere deres månedlige økonomi. Jeg ved ikke, om ordføreren for Dansk Folkeparti kunne forestille sig, hvordan det ville være at få halveret sin månedlige indkomst. Det er faktisk det, man gør sammen med regeringen lige nu.

Synes ordføreren, at det er retfærdigt, og at det er en tilskyndelse til de unge om at tage en uddannelse, som vi jo ellers så gerne vil have at de unge skal gøre?

Ordføreren.

Jamen der er vældig meget i den her pakke, som gør, at mange mennesker føler sig uretfærdigt behandlet og føler, at det er uretfærdigt lige præcis for dem. Vi har været inde på dem alle sammen, bl.a. børnefamilierne og dagpengemodtagerne, og nu bliver der nævnt dem, der skal på produktionsskoler.

Jeg må så bare sige, at det, man kan glæde sig over – for jeg synes altså også, at der skal være plads til lidt begejstring og lidt glæde en gang imellem – er, at der er en stor fremgang i antallet af praktikpladser. Det er jo i virkeligheden det, det drejer sig om. Der er faktisk indgået 12 pct. flere uddannelsesaftaler i de første 4 måneder af 2010 end i 2009, og det synes jeg da at man skal glæde sig over, for det er jo i virkeligheden det, der er meningen. Altså, en produktionsskole giver ikke kompetencer. Det allerbedste ville være at få folk ud i praktik og i uddannelse, og stadig væk får de mere, end de unge på SU får.

Der bliver lige plads til yderligere en kort bemærkning, og den går til fru Pia Christmas-Møller. Fru Pia Christmas-Møller for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge Dansk Folkepartis formand, hvor meget man forventer at de familier, der har et handicappet barn, skal bidrage med til genopretningen af dansk økonomi.

Ordføreren.