Jeg vil gerne starte med at takke både miljøministeren og transportministeren for deres besvarelser og ikke mindst for den vilje, jeg trods alt – med lidt god vilje – fornemmer der er til at gøre op med års fastlåste positioner.
Det har jo været trægt at trænge igennem, men jeg fornemmer, at foråret også er kommet igennem de tykke mure her til Folketingssalen, og det er jeg rigtig glad for.
Må jeg ikke allerede her lige sige, at det godt kan være, at der i selve forespørgselsteksten står »det nordøstlige Sjælland«, men jeg forestiller mig altså, at vi skal have kigget på hele transportkorridoren, som den går fra Helsingør over Frederikssund, Allerød, Hillerød og ned til Roskilde og Køge.
Så det er det hele, jeg har fokus på.
Der er et åbenlyst behov for at revidere fingerplanens transportkorridorer.
Det er soleklart for enhver, der får lidt indsigt i de mange eksempler, der er på, hvordan udviklingen er løbet fra den, og på, hvordan manglende oplysninger til borgerne og grundejerne samt tilfældige dispensationsprincipper undergraver ganske almindelig retsbevidsthed.
Ingen, heller ikke de borgere og borgmestre, der bliver ramt af urimelighederne, er i tvivl om, at det er en god idé at lægge fremtidsplaner – ingen.
Men mange borgere oplever, at deres ejendomsret er blevet undergravet, og at de bliver uretfærdigt behandlet på grund af en skrivebordsplan, som tiden er løbet fra, og som dermed er kommet ud af trit med enhver sund fornuft på flere strækninger.
Alle, jeg har talt med, understreger, at det er både klogt og fremsynet at lægge langtidsplaner for placering og udvikling af transportanlæg m.v.
Det har ingen noget imod, så der er jeg helt enig, ikke mindst i transportministerens udlægning af, hvad det er, vi har at gøre med her.
Alle synes også, det er klogt at satse på, at kommende erhvervsarealer, boliger og nye storsygehuse kommer til at ligge tæt på god offentlig transport og effektive transportsystemer i det hele taget, ikke bare af hensyn til borgernes tid, men nok så meget af hensyn til miljøet.
Men vi er rigtig mange, der synes, at det er hul i hovedet at fastholde reservation af arealer, som man længe har vist aldrig ville kunne komme i anvendelse, f.eks.
på grund af fredning og råstofudvinding, eller fordi planerne, så langt både øjet og fantasien rækker, nu går i en anden retning.
Helt galt bliver det, når man f.eks.
som parcelhusejer, grund- og lodsejer pludselig opdager, at der er restriktioner på ens ejendoms anvendelse, og når man pludselig opdager, at ingen har gidet eller været forpligtet til at oplyse om restriktionerne, dengang man købte, bl.a.
fordi der ikke har skullet tinglyses.
Pludselig står man der og vil gerne have en tilbygning, enten som privatperson eller som erhvervsdrivende, og så får man at vide, at det er udelukket på grund af transportkorridoren, som man måske aldrig har hørt noget som helst om.
Hvis man er blandt de heldige, der får dispensation, er det på den betingelse, at man river det hele ned uden erstatning, hvis det offentlige får brug for arealet.
Arealerne er i det hele taget, som miljøministeren sagde det, udlagt uden nogen erstatning til borgerne og altså også uden tinglysning eller anden form for pligt til at informere ejere og købere direkte.
For nogle har deres jord været reserverede i et halvt århundrede, uden at de har anet det mindste om, at det offentlige faktisk kunne lægge beslag på den til enhver tid for at bygge nye motorveje m.v.
Det er simpelt hen ikke rimeligt.
Når det ikke længere giver fornuftsmæssig mening at fastholde visse dele af den omfattende arealreservation, der går helt fra Helsingør i nord over Hillerød, Frederikssund til Roskilde og Køge, bliver forståelse og velvilje let vendt til forståelig modvilje.
Der er altså strækninger, der kan sløjfes og ændres, mens andre kan slankes.
I dag behøver man f.eks.
ikke en helt kilometer for at anlægge en motorvej.
Det er alt sammen noget, vi har brug for at få grundigt analyseret og justeret og ajourført.
Jeg er derfor meget glad for at kunne fremsætte et forslag til vedtagelse på vegne af et samlet – jeg siger:
et samlet – Folketing.
Det vil sige, at ud over mig selv er det på vegne af hr.
Eyvind Vesselbo, Venstre, hr.
Klaus Hækkerup, Socialdemokratiet, hr.
Kim Christiansen, Dansk Folkeparti, fru Anne Baastrup, SF, hr.
Tage Leegaard, Det Konservative Folkeparti, hr.
Johs.
Poulsen, Det Radikale Venstre, hr.
Per Clausen, Enhedslisten, hr.
Villum Christensen, Liberal Alliance, hr.
Christian H.
Hansen, UFG, og hr.
Per Ørum Jørgensen, ligeledes UFG.
Forslag til vedtagelse
»Folketinget noterer, at formålet med transportkorridorerne er at sikre mulighed for at gennemføre nye overordnede infrastrukturanlæg i mindst mulig konflikt med hovedstadsområdets byområder.
Der er ikke restriktioner for fortsat landbrugsdrift i korridorerne.
Transportkorridorerne er konkret afgrænset i »Fingerplan 2007«.
I transportaftalen fra januar 2009 indgår spørgsmålet om udnyttelse af transportkorridorerne i de strategiske analyser, hvor der bl.a.
ses på perspektiverne ved anlæg af en ny vestlig ringforbindelse.
Den geografiske afgrænsning af transportkorridoren trænger til at blive gennemgået med henblik på at udtage områder, hvor reservationerne ikke længere giver mening.
Analysen af Ring 5-korridoren vil endvidere konkretisere arealbehovet ved vestlig ringforbindelse.
Folketinget beder på denne baggrund ministeren om at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg med det formål at modernisere og præcisere fingerplanens arealreservation til transportkorridorer.
Udvalget afleverer sin rapport i februar i 2011.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 88).