Jeg vil gerne takke de partier, der har stillet denne forespørgsel, for at stille den.
Når man specielt i sommer læste aviserne, kunne man jo tro, der ikke var lov og ret i Danmark.
Når man i sommer så, hvordan visse oppositionspolitikere sammen med en række personer i Danmark trak overskrifter, kunne man jo tro, at ministeren har en magt, som overhovedet ikke bør findes i en retsstat.
For der var mange, der gav udtryk for, at jeg bare kunne og skulle uddele humanitære opholdstilladelser, også til dem, der har unddraget sig opfyldelsen af lovlige afgørelser.
Ja, det blev faktisk påstået, at de, der gemte sig for myndighederne i en kirke, skulle have en særlig adgang til at få en humanitær opholdstilladelse.
Det er jo et synspunkt, som man unægtelig må sige er udtryk for ulighed i loven, så det basker, det er ikke en retsstat værdig.
Diskussionen om de humanitære opholdstilladelser har netop ikke været en retsstat værdig.
Holdningen har været udtryk for et ønske om en vilkårlighed i retten – dem, man kunne lide, skulle jeg give opholdstilladelse til, og dem, man ikke kunne lide, skulle ikke have opholdstilladelse.
Et udenomsparlamentarisk mindretal ønskede at diktere et flertal i Folketinget, der er valgt af befolkningen.
De oppositionspolitikere, der har været med til den her diskussion, har efter min opfattelse handlet både ansvarsløst og fejt.
Havde de så taget konsekvensen af deres egne standpunkter og her i Folketinget fremsat et lovforslag til særlov, kunne man endda forstå det, men det tør de jo ikke, i stedet vil de hellere intimidere det, der er lov og ret i dag.
Vi har haft den opfattelse, at oppositionen rent ud sagt, som også hr.
Karsten Lauritzen var inde på, har været nervøs for at tage debatten her i Folketingssalen.
Det er vi ikke, vi synes, det er rigtigt, at den danske befolkning nu får at vide, hvordan det er med lov og ret med hensyn til humanitære opholdstilladelser, og jeg er derfor taknemlig for, at vi har fået denne forespørgsel, og jeg håber, at alle partier vil være med til at bidrage, så vi nu ved, hvad de forskellige partier har af synspunkter.
Man tør nok sige, at det er temmelig forplumret.
Her til morgen har jeg været inde på Kirkeasyls hjemmeside, og man kan på Kirkeasyls hjemmeside se, at navngivne S-politikere, R-politikere og SF-politikere fra det kommunale bagland tilslutter sig Kirkeasyl – Kirkeasyl, der så sent som i går nat udsendte en plan, som var det en soldaterhær, om, hvordan man ville forsøge at låse politiet inde, hvordan man med alle mulige redskaber ville forsøge at forhindre politiet i at udføre deres arbejde.
Det er det, som navngivne kommunalpolitikere fra S, R og SF tilslutter sig.
Det kan være interessant her i dag at få at vide, om det er det, som Socialdemokratiet, der brænder for at komme i regering, går ind for.
Jeg er også interesseret i at høre, om man stadig væk kan tilslutte sig den praksis, som tidligere socialdemokratiske ministre før mig har forvaltet efter.
Jeg vil derfor i dag give en redegørelse for, hvordan det egentlig er med den praksis, som altså går tilbage til længe før VK-regeringens tid.
Det er jo sådan, at der ifølge loven i særlige tilfælde kan gives humanitær opholdstilladelse til afviste asylsøgere, men det fremgår også, at det er en meget konkret afgørelse, og at det skal være i særlige tilfælde, der kan gives opholdstilladelse.
Det er meningen, at den regel kun skal anvendes undtagelsesvis.
Det har skiftende ministre fulgt.
Reglen har hele tiden haft et meget begrænset område.
Det er også sådan, Folketinget har bestemt det, for det kan man se i lovforslagets bemærkninger, da det blev til i sin tid.
De hensyn, der navnlig kan føre til humanitær opholdstilladelse, er alder, helbred, og så kan der være nogle helt særlige personlige forhold.
I praksis er det først og fremmest helbredsforholdene, der har betydning for at få humanitær opholdstilladelse, og det er jo ikke bare enhver sygdom, for det skal jo netop have undtagelsens karakter, men jeg skal på den anden side understrege, at der både kan være tale om fysisk og psykisk sygdom, men den skal være af meget alvorlig karakter, og den skal selvsagt være dokumenteret.
Inden for det psykiske kan jeg nævne paranoid psykose og skizofreni som det, der kan give humanitær opholdstilladelse.
Når det drejer sig om fysiske sygdomme, har vi givet opholdstilladelse til aids-ramte og mennesker med kræft i terminalstadiet.
Men det er, udover at der er en diagnose, en betingelse, at den meget alvorlige sygdom er behandlingskrævende.
Hvis det er sådan, at man ikke modtager behandling for sygdommen, vil man som udgangspunkt ikke kunne få humanitær opholdstilladelse.
Betingelsen er yderligere også, at der ikke skal være adgang til den nødvendige behandling i hjemlandet.
Hvis der er det, vil man alligevel kunne give en humanitær opholdstilladelse, hvis det er så dyrt derhjemme at få behandling, at enhver kan sige sig selv, at den enkelte ikke kan betale det.
Om han kan det, bliver afgjort ved en konkret vurdering i hver enkelt ansøgning.
Så kan det også være, at vi i enkelte tilfælde har givet opholdstilladelse til børnefamilier, hvor forældrene, som følge af at de er syge eller handicappede, ikke kan tage vare på deres børn.
Der kan også i ganske sjældne tilfælde være andre kriterier end sygdom.
Det kan være, at man, hvis man har været her meget længe – lovligt – kan få en opholdstilladelse.
Det er også en af de regler, man har manipuleret ganske gevaldigt med i den offentlige debat, og man har selvfølgelig helt overset, at det forudsætter, at de pågældende er lovligt her i landet.
Det er klart, at man ikke ved at sætte sig ind i Brorsons Kirke og gøre modstand, når politiet kommer, kan gøre sig særlig berettiget til en opholdstilladelse.
Det er klart, at det at nægte at efterkomme myndighedernes afgørelse selvfølgelig ikke er noget, der skal være belønning for i Danmark.
Der kan endvidere gives humanitær opholdstilladelse, hvis familier med små børn kommer fra krig, men det er også en meget snæver og meget restriktiv fortolkning.
Vi opererer også med det, vi kalder overlevelseskriteriet.
Det har særlig været enlige kvinder – men familier i det hele taget med børn – har i sjældne tilfælde fået humanitær opholdstilladelse efter de kriterier, som vi kalder overlevelseskriteriet, og det vil sige, hvis der er tørke og det er fuldstændig udsigtsløst på grund af de menneskers forhold, som f.eks.
børnefamiliers, at sende dem hjem, ja, så vil de kunne få en midlertidig opholdstilladelse, indtil hungersnøden er forbi.
Dette med, at der skulle være en subjektiv frygt, og at landet, man vender hjem til, er farligt, jamen dertil er at sige, at en subjektiv frygt ikke har noget at gøre med humanitær opholdstilladelse, og trusler i det land, som man er rejst fra, jamen til det må man sige, at det er der gjort op med, da Flygtningenævnet jo i alle disse sager har nægtet asyl.
Der har også været en diskussion om tortur, og det er klart, at mennesker på grund af tortur kan være blevet så syge, at de også derfor skal behandles i Danmark og altså får en midlertidig humanitær opholdstilladelse.
Som jeg sagde i starten, så er det her jo et område, som har bestået, ja, faktisk siden 1985.
Mange regeringer har forvaltet den bestemmelse, som jeg forvalter i øjeblikket.
Jeg kan fra den tid nævne, at min forgænger, indenrigsminister Thorkild Simonsen, f.eks.
i 1999 – det er altså godt 10 år siden – orienterede Folketingets Retsudvalg om, at han justerede bestemmelsen, og når man orienterede Folketingets Retsudvalg, var det selvfølgelig, fordi Folketinget naturligvis skal vide og tilslutte sig den fortolkning, som en minister gør brug af.
Han understregede så igen-igen, at både efter formuleringen og forarbejderne er den bestemmelse tiltænkt et meget begrænset anvendelsesområde.
Og han understregede igen, at det skal have undtagelsens karakter, at ministeren giver opholdstilladelse til personer, der har fået afslag på egentlig flygtningestatus, og at praksis altså er meget restriktiv.
Det er den restriktive praksis, som vi fortsat har fortolket efter, men vi har da udvidet praksis en smule i 2007, og vi har altså derefter meddelt nogle få opholdstilladelser til børnefamilier, hvor forældrene som følge af helbredstilstanden meget vanskeligt kan tage vare på børnene – det nævnte jeg tidligere – men det er altså en praksis, der er udvidet en smule.
Ellers må jeg gentage, at det altså er en bestemmelse, som har et meget snævert anvendelsesområde.
Som jeg også tidligere har orienteret Folketing om, så er det jo altså sådan, at det her er en sag, som Folketinget i alle årene har ønsket at følge meget tæt, og derfor er der i en lang årrække sket det, at ministeriet – tidligere Justitsministeriet og Indenrigsministeriet, nu Integrationsministeriet – simpelt hen fire gange om året sender et stykke papir over til Integrationsudvalget, hvori man gør rede for, hvad det er for sager, der har ført til opholdstilladelse; man giver simpelt hen et lille resumé af hver enkelt humanitær opholdstilladelse.
Så Folketinget har altså været orienteret hele vejen.
Jeg har aldrig hørt, at man har gjort indvendinger mod praksis.
Jeg synes også, det er en god bestemmelse, fordi man kan sige, at det er en bestemmelse, der giver nogle muligheder, og man siger:
Jamen her er altså en situation, hvor forholdene er fuldstændig udsigtsløse, i hvert fald lige i øjeblikket, og vi har mulighed for at give en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse, i hvert fald i første omgang.
Så derfor er jeg selvfølgelig meget forundret over den debat, der er blevet ført i pressen, og den tone, der har været, når man har kaldt mig i samråd, når jeg skulle kunne både det ene og det andet, og jeg skulle gøre både det ene og det andet.
Derfor mener jeg, at det rimeligt, at vi nu i Folketinget får at vide, hvad det egentlig er, partierne mener, og jeg hører da også meget gerne partiernes kommentarer til den hjemmeside på Kirkeasyl, hvor altså navngivne kommunalpolitikere tilslutter sig den ulovlige virksomhed, som Kirkeasyl selv har skrevet om på sin hjemmeside så sent som i går.
Jeg afventer med spænding partiernes holdninger.