Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 3:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

På hvilke måder følger regeringen forslagene i den forhenværende norske udenrigs- og forsvarsminister Thorvald Stoltenbergs rapport til de nordiske udenrigsministre om det fremtidige nordiske samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik?

Af Niels Sindal (S), Anita Knakkergaard (DF), Kristen Touborg (SF), Line Barfod (EL), Marion Pedersen (V), Bente Dahl (RV) og Jørgen S. Lundsgaard (KF).

(Anmeldelse 07.10.2009. Fremme 20.10.2009).

Den første, der får ordet, er hr. Niels Sindal som ordfører for forespørgerne. Værsgo.

Da Stoltenbergrapporten blev præsenteret, blev man i delegationen i Nordisk Råd enige om at drøfte denne rapport mere indgående. Vi har i Nordisk Råds præsidium og i salen ved sidste samling haft besøg af Stoltenberg. Det var også delegationens ønske, at vi skulle have regeringens holdning præsenteret. Derfor har vi rejst den her forespørgsel i dag, hvor regeringen får lejlighed til at fortælle om, hvordan man ser på Stoltenbergrapporten.

Tak til hr. Niels Sindal. Så er det udenrigsministeren for besvarelse af forespørgslen.

Jeg takker for forespørgslen. Jeg kan som forbrugeroplysning sige, at regeringen for længst har tilkendegivet sit synspunkt på Stoltenbergrapporten, for vi har netop haft et åbent samråd – vist indkaldt af hr. Jeppe Kofod før sommerferien – om Stoltenbergrapporten, hvor vi tilkendegav det, men det er fint nok at gøre det også Folketingssalen.

Det er en god rapport, som sætter fokus på relevante udfordringer for at styrke det nordiske samarbejde, og derfor er jeg også glad for den interesse, som Nordisk Råds parlamentarikere har vist rapporten. Stoltenberg tegner en vision for et styrket nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde med en horisont på 15-20 år. Generelt er regeringen positivt stemt over for rapporten som helhed og dens anbefalinger. Nogle er allerede sat i værk, mens andre er lige til at arbejde videre med, og atter andre kræver flere overvejelser og undersøgelser.

I den forbindelse må man jo bl.a. overveje, om et forslag er bedst i en ren nordisk ramme, eller om det vinder ved at inddrage partnere, enten lande eller organisationer eller begge dele. Man skal også se på, om et samarbejde mest effektivt finder sted i en anden ramme, f.eks. i NATO eller i EU. Her bør man så for det første jo være opmærksom på den politiske gevinst eller signalværdi, der ligger i et nordisk samarbejde, og for det andet skal man jo altså også være opmærksom på, at nogle nordiske lande står uden for EU, og at andre står uden for NATO.

Man må overveje de økonomiske konsekvenser af forslaget og foretage cost-benefit-analyser. Det er nemlig noget, som Stoltenbergrapporten slet ikke har kigget på, og det var heller ikke det, den var blevet bedt om, men vi kommer jo ikke uden om at se på pengene.

Man må overveje, om man kan bygge videre på allerede eksisterende nordisk samarbejde, f.eks. det militære samarbejde i NORDSUP, Nordic Supportive Defense Structures, eller om man skal starte fra bunden.

Man må også overveje, hvordan vi sikrer en proces, som er åben, således at de nordiske lande, der ikke er med fra starten, kan komme til senere, og man skal også se på, om det skal være åbent for andre deltagere, f.eks. fra det arktiske område, hvis det er relevant, hvor vi jo har kyststater, som ikke hører under Nordisk Råd. Så skal vi undgå duplikations- og dobbeltarbejde.

Men som sagt er regeringen positiv over for alle forslagene, og flere af forslagene kan man allerede nu gå i gang med at føre ud i livet, og det sker faktisk også.

Stoltenbergrapporten blev igangsat af de nordiske udenrigsministre i Luxembourg den 12. juni 2008, og regeringens opfølgning på Stoltenbergrapporten tager udgangspunkt i de beslutninger, vi traf på det nordiske udenrigsministermøde i Reykjavik den 8. og 9. juni 2009. Vi var enige om, at der i første omgang skal arbejdes videre med 6 af de 13 forslag, og det drejer sig om følgende forslag: oprettelsen af en nordisk stabiliseringsstyrke, luftovervågning over Island, satellitovervågningssystemer, kompetencenetværker mod digitale angreb, samarbejde om udenrigstjenesten og militært samarbejde. Samtidig var vi enige om, at det gav mest mening at lægge det videre arbejde med forslaget om amfibieenheder ind under forslaget om det militære samarbejde.

I forhold til de øvrige forslag var vi enige om, at de løbende skulle følges op, men at det skulle ske i et lavere tempo og med et længere sigte. Det skyldes, at der på disse områder allerede eksisterer et meget velfungerende nordisk samarbejde; det gælder f.eks. forslaget om en efterforskningsenhed for krigsforbrydelser. Det kan også skyldes, at et styrket samarbejde skal tænkes ind i en større sammenhæng end den nordiske, f.eks. ved inddragelse af de baltiske lande, det gælder f.eks. Østersøen, og i andre sammenhænge gælder det USA og Canada som nævnt i forbindelse med det arktiske område. Det gør sig gældende for forslagene om havovervågning, etablering af en maritim indsatsenhed, nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål, som jeg vil vende tilbage til senere, og selvfølgelig også etablering af en katastrofeenhed, hvor vi har brug for flere, der er med, hvor det er relevant.

I forhold til forslaget om en nordisk solidaritetserklæring vedtog vi på udenrigsministermødet i Reykjavik den 8. og 9. juni en erklæring, som tager højde for de nordiske landes forskellige sikkerhedspolitiske udgangspunkter. I erklæringen understreges det lige og naturlige fællesskab, de fælles interesser, og den geografiske nærhed, som gør det oplagt for os i den nordiske kreds at samarbejde.

Efter udenrigsministermødet i Reykjavik i juni har vi fastlagt en konkret arbejdsplan for det videre arbejde med Stoltenbergrapporten og altså alle elementerne. Regeringen er som sagt positivt stemt over for alle Stoltenbergs forslag, og derfor arbejder vi videre med dem. Og jeg vil gerne oplyse nærmere om den konkrete opfølgning, der har fundet sted indtil nu.

Et af de forslag, som regeringen lagde særlig vægt på, er opfølgningen på forslaget vedrørende oprettelsen af en nordisk stabiliseringsstyrke. På baggrund af et ekspertmøde i slutningen af september i år blev det besluttet at skifte fokus i forhold til Stoltenbergs oprindelige forslag. I stedet for forslaget om en nordisk enhed fokuseres der nu på at skabe synergieffektiviseringer ved samordning af uddannelse af nordisk personel på krisestyrings- og beredskabsområdet.

Et eksempel på en mulighed for øget samarbejde kunne være i forbindelse med træning og uddannelse af politienheder med henblik på udsendelse i FN-regi. Det er dog endnu usikkert, hvilke konkrete resultater man når frem til; der arbejdes på at afklare mulighederne, men vi kan jo konstatere, at der er brug for netop vores polititrænere i FN-regi og de nordiske med de nordiske traditioner og den nordiske indstilling. Vi så f.eks. gerne flere i Afghanistan, hvor vi er godt til stede, men hvor vi mangler mange andre.

I kraft af det danske formandskab for Arktisk Råd er regeringen særlig opmærksom på opfølgningen på forslaget om nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål. Vi har det koordinerende ansvar for forslaget, og vi vil medvirke til at sikre, at Arktisk Råd er i stand til at møde både nuværende og kommende udfordringer i forhold til Arktis. Klimaændringerne medfører jo en række vigtige udfordringer; i takt med isens afsmeltning opstår der mulighed for transport nord om Rusland eller Canada, og med øget sejlads øges også risikoen for grundstødninger og forlis. Derfor indeholder de arktiske kyststaters Ilulissaterklæring fra den 28. maj 2008 – det møde, som Danmark indkaldte kyststaterne til – også en fælles forpligtelse i forhold til eftersøgning og redning. Jeg vil derfor som et første skridt indbyde til et politisk møde på viceministerniveau for at fremme arbejdet i den taskforce, som Arktisk Råd har nedsat til at se på spørgsmålet.

Netop opfølgningen på dette forslag er et godt eksempel på, at vi trods et fortrinligt nordisk samarbejde inden for Arktisk Råd skal sikre os, at samarbejdet er åbent for kyststaterne Canada, Rusland og USA, ellers giver det jo ikke nogen mening. Vi kan ikke påtage os al redning i Polarhavet.

I forhold til forslaget om et satellitovervågningssystem er det besluttet at nedsætte en nordisk ekspertgruppe. Den skal afsøge mulige fordele ved et styrket nordisk samarbejde i forhold til et internationalt satellitsystem. I dansk regi er der under ledelse af Forsknings- og Innovationsstyrelsen afholdt et koordinationsmøde og på den baggrund udarbejdet en dansk holdning til forslaget, som indgår i den samlede nordiske rapport, som Finland er pennefører på.

Fra dansk side er indstillingen, at der ikke er behov for en egentlig nordisk satellitmission, men vi ser gerne en nordisk koordinering i forhold til internationale satellitprojekter såsom det, der hedder GMES, Global Monitoring of Environment and Security. Den samme holdning gør sig gældende i de øvrige nordiske lande. Der er også enighed om, at de nordiske lande med fordel kan koordinere fælles holdninger i forhold til internationale aktører såsom EU og ESA, den europæiske rumorganisation, i forhold til den europæiske meteorologiske satellitorganisation og muligvis også i forhold til Canada med hensyn til udvikling af nye generationer af deres radarer og satellitter.

De nordiske lande har en fælles interesse i at sikre, at internationale satellitprojekter i videst mulig udstrækning leverer data over Norden til brug for en bred vifte af indsatsområder. Det gælder f.eks. sikker ledelse af skibs-, land- og lufttransport, det gælder iskortlægning, det gælder forureningsovervågning, og det gælder selvfølgelig også overvågning af klimaforandringerne. Der har vi jo glæde af de internationale systemer.

I forhold til opfølgning på forslaget om kompetencenetværk mod digitale angreb er hensigten at gøre de nordiske lande i stand til at handle koordineret og effektivt på trusler mod informationssikkerheden. Det skal ske gennem et styrket samarbejde mellem landenes nationale CERT'er – som forkortelsen hedder, og det betyder Computer Emergency Response Team. I Danmark er det IT- og Telestyrelsen, som står for den konkrete opfølgning. En dansk CERT forventes funktionsdygtig i 2010. På et ekspertmøde den 4.-5. november 2009 i Stockholm drøftede man, hvordan information kan deles mellem de nationale CERT'er, altså disse Computer Emergency Response Team, og hvilken type af informationer der kan deles; det er jo ikke alt, man ønsker at dele.

I forhold til opfølgning på forslaget om samarbejde om udenrigstjenesten har Sverige på baggrund af fælles indberetninger fra de nordiske repræsentationer udarbejdet en samlet rapport, og det kan konstateres, at der på samtlige poster findes et nordisk samarbejde mellem organisationerne – det har vi dagligt. De fælles rapporter opridser en lang række ideer til at udvide samarbejdet: at få udvidet informationsudveksling over samordning af policyinitiativer til egentlig samlokalisering i forskellige konstellationer.

Regeringen er som udgangspunkt interesseret i fælles kancelliprojekter, der kan skabe bedre rammebetingelser, placere os flere steder og nedbringe vores driftsudgifter. Emnet behandles løbende i de faste nordiske administrative fora.

Endelig vil jeg i forhold til forslaget om militært samarbejde gerne nævne, at der i mange år har eksisteret et godt og tæt samarbejde mellem de nordiske landes forsvar. Samarbejdet er i de seneste år blevet yderligere styrket, og der er etableret en ny samlet enstrenget struktur, som afløser de tre eksisterende formelle samarbejdsstrukturer. Faktisk er der tale om, at det nordiske forsvarssamarbejde allerede er generelt langt mere omfattende udbygget og integreret, end Stoltenbergrapporten foreslår.

Regeringen lægger stor vægt på en fortsat aktiv opfølgning på forslagene i Stoltenbergrapporten, som jeg sagde indledningsvis. Det er afgørende, at processen bevæger sig fremad, og at der skabes resultater. Det gælder i en dansk sammenhæng, og det gælder i forhold til det nordiske. På det nordiske udenrigsministermøde i Stockholm i slutningen af oktober betonede jeg netop dette som en prioritet for de nordiske udenrigsministermøder under det danske formandskab næste år, for vi overtager jo formandskabet for Nordisk Råd nu.

Regeringen vil tage initiativ til, at der opstilles milepæle i forhold til den videre opfølgning på rapporten for at få klare pejlemærker, og så vi kan følge med med implementeringen – jeg nævnte de første seks, som kan gå hurtigere, men vi skal jo stadig væk undersøge de andre. Og det skal netop sikre, at der sker en styrkelse af det nordiske samarbejde, som regeringen jo arbejder for, og som vi i fællesskab i de nordiske lande arbejder for.

Tak til udenrigsministeren for besvarelsen.

Så går vi over til forhandlingen, og her er det hr. Niels Sindal, der får ordet først som ordfører for forespørgerne … nej? Er det ikke rigtigt? Jeg beklager, det bliver senere. Men så er det fru Marion Pedersen som ordfører for Venstre.

Som vi netop har hørt, fremlagde Thorvald Stoltenberg sin rapport om udvikling af det nordiske samarbejde inden for sikkerheds- og forsvarsanliggender i februar i år. Rapporten blev meget positivt modtaget fra alle sider, fordi den indeholder forslag, som kan og bør resultere i et meget konkret nordisk samarbejde om emner af fælles interesse for de nordiske lande, og som også yderligere styrker de nordiske bånd. Der vil også være behov for at se på, om forslagene kan gennemføres ved et rent nordisk samarbejde, eller om det er mere hensigtsmæssigt at lægge op til et bredere samarbejde med andre partnere om de enkelte forslags gennemførelse.

Der foregår med andre ord allerede en livlig aktivitet med henblik på at sikre, at gennemførelsen af de enkelte forslag kommer til at foregå så hensigtsmæssigt som muligt, og udenrigsministeren har netop løftet sløret for, hvordan noget af arbejdet skrider frem. På embedsmandsplan er man, som ministeren også netop berettede om, straks gået i gang med en yderligere bearbejdning af de enkelte forslag. Udenrigsministeren har, som alle ved, på regeringens vegne i juni haft et møde med sine nordiske kollegaer, og i Venstre er vi meget tilfredse med, at konklusionen blev, at der med det samme vil blive arbejdet videre med seks af forslagene, og at resten vil komme senere. Dette er naturligt, da nogle af forslagene umiddelbart er til at gå til, mens andre af forslagene er mere komplekse og kræver omfattende forberedelse.

Arbejdet med rapporten falder i naturlig forlængelse af det løbende samarbejde om udenrigs- og sikkerhedsanliggender, som allerede foregår regelmæssigt i de nordiske lande. Jeg vil ikke ved denne lejlighed gå i detaljer med de enkelte forslag – det er jeg sikker på at andre af mine kollegaer vil gøre – men jeg vil dog understrege, at Venstre med særlig interesse vil følge arbejdet med forslaget om fredsskabelse ved hjælp af militær og civil stabilisering.

Jeg tror, alle forventer – og det bekræftede ministeren netop også – at realiseringen af forslagene i Stoltenbergrapporten vil blive et af hovedemnerne under det danske formandskab for det nordiske udenrigspolitiske samarbejde i 2010, og at forudsætningerne herfor er ved at blive tilvejebragt.

Til slut er jeg glad for, at ministeren sagde, at det danske formandskab vil yde et særligt bidrag til at fremme udviklingen af den arktiske region, hvor øgede kommercielle aktiviteter og skibstrafik udløser behov for større opmærksomhed fra mange sider. Det er noget, vi har diskuteret i Nordisk Råd de sidste 3, 4, 5 år, fordi vi er meget bekymrede for, hvad der kan ske oppe i det område.

Med disse ord vil jeg gerne på Venstres, Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Liberal Alliances og Enhedslistens vegne – dvs. samtlige partier i Folketinget – fremsætte følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til

- fortsat aktivt at arbejde med løbende opfølgning på Thorvald Stoltenbergs rapport om det fremtidige nordiske samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik,

- at arbejde for, at opfølgningen på Stoltenbergrapporten står højt på dagsordenen under det danske formandskab for det nordiske udenrigspolitiske samarbejde i 2010.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 10).

Tak. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ønske om korte bemærkninger fra fru Line Barfod.

Tak for indlægget. Jeg ville gerne høre, om Venstre mener, at det er afgørende for også det her område i det nordiske samarbejde, at der, hvis det for alvor skal blive til noget, også skal være et folkeligt engagement, og at det også, når man ser på beredskabsområdet, er afgørende, at vi har de folkelige organisationer med, og at det derfor er meget vigtigt, at det kommer til at indgå som en stærk del af opfølgningen på og det videre arbejde med et tættere samarbejde mellem de nordiske lande, at vi får et tæt samarbejde med de mange folkelige organisationer, ikke bare Foreningerne Norden, men jo også beredskabsforbund og andre, som arbejder på det her område.

Ordføreren.

Det er vi fuldstændig enige om, og jeg forstod også på det, ministeren sagde, at det sådan set også er det, der er lagt op til. I nogle af de papirer, vi allerede har set, kan jeg se, at det er tænkt med ind. Og det vil vi bestemt være opmærksomme på, fordi det er utrolig vigtigt, også for at borgerne i hele Norden skal forstå, at det her vedkommer dem hver dag.

Fru Line Barfod.

Det er jeg glad for at Venstre mener.

Så et andet spørgsmål: Vi er jo mange, der, som ordføreren også var inde på, er meget optaget af Arktis. Mener ordføreren så, det er vigtigt, at vi sikrer, at de store investeringer, der foregår i de nordiske lande i de kommende år i fly, skal ske i nogle fly, der rent faktisk kan bruges i Arktis, så de altså er i stand til at lave den overvågning, der er brug for, altså er i stand til både at overvåge i forhold til eventuelle miljøkatastrofer og søredning osv., og at det er det, man skal sikre sig at vi får nogle fly der kan?

Ordføreren.

Ja, det er bl.a. en af de ting, som de fly skal kunne. Jeg sidder jo også i Forsvarsudvalget, så jeg har det tæt inde på kroppen den vej rundt også. Og det er klart, at det vil være nogle af de ting, der bliver taget med, når man skal vurdere, hvad flyene skal kunne.

Nu er det jo nok nogle fly, som skal kunne lande på vores skibe, man fortrinsvis skal bruge i det arktiske område som helikopterne, vi har deroppe i øjeblikket på inspektionsskibene. Så det er ikke sikkert, at de fly kommer til at kunne de samme ting i forhold til Arktis, men det er klart, at det er en af de ting, der bliver taget med ind under det.

Tak til fru Marion Pedersen. Der er ikke flere, der har ønsket korte bemærkninger. Vil hr. Niels Sindal have ordet nu? For det er der jo mulighed for som ordfører for Socialdemokratiet, men det vil man ikke? Det vil man gerne? Værsgo. Man havde jo også retten før til som den første at få ordet, men der er frit valg inden for rimelighedens grænser.

Tak.

Først tak til ministeren for svaret på det stillede spørgsmål og så en lille bemærkning om, at det er fint, at der har været samråd og orientering, men vi vil godt fra Nordisk Råds delegation løfte det op i salen, så de folkelige organisationer også kan følge med i, hvad der foregår inde i Folketinget.

Der er en glædelig enighed om projektet her. Tiden vil vise, om den 9. februar 2009 bliver en historisk dag. Det var den dag, Stoltenberg afleverede sin rapport. Det vil tiden vise. For 20 år siden var der vel ikke mange, der kunne forestille sig, at vi ville drøfte forsvars- og sikkerhedspolitik på nordisk plan i salen i dag. Og årsagen skal nok findes i flere forhold. Ganske vist er der en vis asymmetri i de nordiske landes medlemskaber af internationale organisationer, men størrelsen af EU betyder, at vi oplever en vis regionalisering i den europæiske politikudvikling. Efter den kolde krig er det blevet lettere at tale om forsvar og sikkerhed i Norden, og udfordringen er således anderledes.

Men det nordiske samarbejde er en god ramme for de fem lande at udvikle fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i.

Nu er det ikke en akademisk analyse eller redegørelse, vi har her på bordet. Det er faktisk 13 konkrete forslag, og derfor skal der selvfølgelig arbejdes med sagerne. Nogle af dem er ligetil – man har prioriteret seks – og nogle er mere procesorienterede og til at vurdere ud i fremtiden.

Jeg vil godt nævne nogle af de sager, der for os er mest vigtige. Da USA forlod Keflavik på Island, efterlod de også et tomrum i luften. Siden hen har Danmark og Norge via NATO påtaget sig en støttefunktion. I rapporten foreslås det, at Norden tager ansvaret for luftovervågningen i Nordatlanten, og at luftrummet fra Vestgrønland til Norges kyster kommer under et nordisk havovervågningsregime. Det er jo ganske store områder, vi taler om. Danmark har faktisk forpligtelsen fra Nordpolen og ned til syd for Grønland, og lægger vi det sammen med de nordiske landes forpligtelser, når vi helt over til Barentshavet.

Det er et projekt, der kan udvikles til også at gælde andre dele af Norden, Østersøen og, som nu nævnt, Barentshavet. I den sammenhæng er det jo værd at nævne de satellitsystemer, man allerede nu har. Udveksling af oplysninger til fælles gavn er en nærliggende ting. Rapporten diskuterer, om man skal udvikle flere satellitter eller flere systemer. I første omgang er det vores opfattelse, at vi rent faktisk har meget håndgribeligt, vi kan anvende, og det vil vi foreslå at man ser på først.

Vi er optaget af udenrigstjenesten. Der kan man virkelig samarbejde. Jeg tænker altid på de baltiske lande. Vi er virkelig godt repræsenteret i de nordiske lande her. Det må kunne gøres i et samarbejde.

Rapporten nævner også, om jeg så må sige, militært isenkram. Det er dyrt. Er det muligt at samarbejde om anskaffelse og vedligehold? Det er i hvert fald en tanke værd. Det samme gælder samarbejde om transport, sanitet, uddannelse og materiel i forbindelse med forskellige indsatser.

Noget, der ligger lige for, er som nævnt arbejdet i det arktiske, og vi har jo Arktisk Råd. Men ud over det er der jo konkrete opgaver som søredning og miljøsikkerhed inden for det nordiske territorialområde. Og igen: Det strækker sig fra Nordpolen syd om Grønland og op i Barentshavet.

Jeg tror, rapporten vil føre til et stærkere nordisk samarbejde. Vi vil gennem processen opleve, at der opstår en mere udtalt nordisk bevidsthed omkring det sikkerhedspolitiske, men forslagene skal selvfølgelig gennemføres inden for rammerne af de enkelte landes medlemskaber af diverse organisationer.

Jeg ser frem til at se, hvad udenrigsministrene når frem til i Reykjavik næste år. Jeg tror, der kan etableres fornuftige samarbejder på nordisk plan, og de bliver en fornøjelse at drøfte, når de konkret skal gennemføres. Vi støtter for øvrigt forslaget til vedtagelse, som det er fremgået.

Tak. Der er ønske om kort bemærkning, og det er fra fru Line Barfod.

Først vil jeg gerne spørge til det med de folkelige organisationer. Jeg er jo helt enig med hr. Niels Sindal i, at det er vigtigt med den åbne debat her i Folketingssalen, så man kan følge med. Men mener hr. Niels Sindal også, det er vigtigt, at vi rent faktisk inddrager de folkelige organisationer i den proces, der skal være, og at det er helt umuligt at få et ordentligt beredskab i nordiske lande, hvis ikke vi har et stærkt engagement fra de folkelige organisationer? Det var det ene spørgsmål.

Det andet er vedrørende Arktis og fly. Nu hørte vi fra Venstres ordfører, at det er noget, der indgår i overvejelserne om de fly, der skal købes, men at man, da de jo også skal kunne alt muligt andet, godt kan risikere, at det bliver nogle fly, som ikke kan det, vi har brug for i Arktis. Det er jo også det, Dansk Institut for Militære Studier har været ude og sige angående de fly, der overvejes i øjeblikket. Så hvad er Socialdemokraternes holdning: Skal vi sikre, at vi får nogle fly, der kan bruges i Arktis?

Ordføreren.

Med hensyn til det første spørgsmål om det folkelige, som jeg jo har hørt tidligere i dag, har jeg siddet og spekuleret lidt på, at vi jo i det nordiske samarbejde virkelig har store traditioner, bl.a. gennem foreningen Norden, for at arbejde på tværs af grænserne. Jeg tror, det ligger helt naturligt i forlængelse af det nordiske samarbejde – både fra regeringens og fra Nordisk Råds side – at det, fru Line Barfod efterspørger, bliver en naturlig ting.

Med hensyn til fly og overvågning har vi jo i Grønlandsudvalget og i andre sammenhænge drøftet den om ikke manglende, men så, skal vi sige, ikke sufficiente overvågning, som der i øjeblikket er etableret i Nordatlanten. Det er jo sådan, at Grønland er ganske stort fra den ene til den anden side. Det er ganske langt, og vi skal også højere op, og vi skal til Island osv. Det er vores ønske, at man får etableret nogle fly på baser i samarbejde med Island og Grønland og Norge, der kan overvåge området på fornuftig vis. Jeg kan ikke snakke om flytyper – jeg kan godt høre, at det sådan ligger lidt i luften, men det mener jeg er lige tidligt nok.

Så er det fru Line Barfod.

Det er mere for at høre, hvor Socialdemokraterne er henne. For det er jo nogle ret store investeringer i fly. Hvis man går ud nu og bruger 15 mia. kr. fra Danmarks side på nogle kampfly, som ikke kan bruges i Arktis, og så samtidig skal i gang med at investere et lignende milliardbeløb i nogle fly, der kan bruges i Arktis, burde man så ikke i stedet overveje, at de fly, som man skal ud og bruge 15 mia. kr. på, og som man træffer beslutning om næste år, skulle være nogle, der også kunne bruges i Arktis, og som man primært skulle kunne bruge til det, der er vores største opgave fra flyside, nemlig at sikre både miljø og søredning i det arktiske område, i stedet for at satse på nogle fly, som kan bruges til at kaste med bomber?

Ordføreren.

For det første skal vi samle det, vi har: Hvad kan Norge stille med, hvad kan Danmark stille med, og hvad kan Island eventuelt bidrage med?

For det andet skal vi jo huske på, som ministeren også nævnte, at der er temmelig langt om på den anden side eller om til Island for den sags skyld, hvis man er på den forkerte side af Grønland. Så derfor drejer det sig også om et samarbejde med USA's kystvagt og USA's overvågningssystemer. Det er ikke noget, vi kan klare bare ved at købe isenkram nok. Det er en meget, meget stor opgave. Vi har jo drøftet sagen – jeg ved ikke, om fru Line Barfod var med, men jeg har jo haft fornøjelsen af at være på Grønnedal et par gange, og kommandøren deroppe siger jo helt klart, at det ikke er nok bare at anskaffe et antal fly, som skal placeres forskellige steder, for afstandene er så store, at man er nødt til at have et early warning-system både med Canada og USA og for den sags skyld også med Rusland.

Tak til hr. Niels Sindal. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Henrik Brodersen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Der er jo allerede sagt meget og også meget godt. Rapporten, der er fremlagt, er let at læse og forstå. Der er kommet mange ting med. Det eneste, jeg måske savner lidt i det her, er en lille smule økonomi. Der er ikke sat beløb på noget som helst, og det kan måske også være svært. Men jeg vil tage et par punkter frem.

Hele spørgsmålet om militær og civil stabilisering: Vi skal da om noget fortsætte det samarbejde, der er gang i, og vi skal da også lave nye tiltag og gerne sammen med nogle andre samarbejdspartnere.

Luftovervågning over Island, der som tidligere sagt bliver foretaget af os sammen med Norge, efter at USA har forladt Island: Det er jo også noget, som vi laver i et samarbejde.

Havovervågning i nordisk regi handler jo lige så meget om samkørsel af materiel og udstyr, men her synes jeg vi skal huske, at vi skal have USA, Canada og Rusland med også, for ser vi os omkring, ja, så ser vi, at der er nogle lande, der er med i NATO, og andre er det ikke. Nogle er medlem af EU, nogle har meldt sig ud, og nogle er måske på vej ind. Så hele det område her skal vi have fundet en løsning på. Vi skal huske på, at isen smelter lige så hurtigt, som vi snakker, så det er ikke noget, vi sådan kan lade stå hen.

Det handler om sikkerhed og sikkerhed og sikkerhed med den store interesse, der er blevet for sejlads i Arktis, både med krydstogtskibe og med fragtskibe, hvor der ikke er noget, der er kortlagt. Herunder kommer hele snakken om katastrofehjælp i området. Man kan måske forsøge sig med den lille detalje med at lave nogle regler om, at skibe skal sejle minimum to og to sammen, sådan at de netop kan hjælpe hinanden. Altså, det er bare et forslag, men det er dernede i den detalje, at vi skal være, for vi skal tænke på, at de afstande, der er i Arktis, er så enorme, at selv om vi sender jagerfly derop, tager det alligevel tid at komme frem. Og de har måske ikke mulighed for at redde et krydstogtskib, hvor der er op til 5.000 mennesker om bord.

Så skal vi også huske på, at der er mange andre end os, der har interesse i det arktiske. Her tænker jeg på Japan og Kina, som jo har interesse i, at det bliver frit at sejle nordom. De sparer 40 pct. på transporten, hver gang de skal sælge en Toyotabil i Sorø f.eks., og derfor er de om nogen interesseret i, at der bliver åbent. Så det er en fælles opgave, og det gælder både hav-, luft-, militær- og satellitovervågning.

Om det så skal føre til en solidaritetserklæring, så alle punkter kommer med, ved jeg nu ikke, men vi skal i hvert fald finde ud af, hvor Danmark står i den her sag, set i lyset af at Grønland, Færøerne og Danmark er et rige. De andre lande har deres områder. Jeg kan bl.a. nævne, at Norge jo har Svalbard og Jan Mayen. Derfor giver det mening at se, om ikke vi kan få samlet det, også med vores tidligere fjender i øst. Her har vi en god sag, som vi mageligt kan stå sammen om.

Tak til hr. Henrik Brodersen. Der er ikke ønske om korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken, og det er så hr. Kristen Touborg som ordfører for SF.

Før i tiden kunne vi ikke diskutere sikkerhedspolitik i Nordisk Råd. Det er heldigvis ændret nu. Faktisk forekommer de sikkerhedspolitiske debatter at være nogle af de væsentligste i det nordiske samarbejde. Det er ikke, fordi det er nemt, i og med at de nordiske lande har forskelligt tilknytningsforhold til nogle af de internationale fora, hvor der drøftes sikkerhedspolitik. Norge og Island er ikke medlem af EU, og Sverige og Finland er ikke medlem af NATO. Der ligger en stor fælles interesse i at styrke FN, og det er vigtigt at have det perspektiv i baghovedet, ikke mindst i en tid, hvor mange forsøger at undergrave FN's autoritet.

Men Stoltenbergrapporten er udtryk for, at det er muligt at gå videre end fælleserklæringer om nødvendigheden af et stærkt FN. Der er tale om en fremragende rapport, ikke mindst fordi den på pragmatisk vis skitserer en række meget konkrete forslag. Forslagene ligger inden for rammerne af, hvad der er realistisk i nordisk regi, samtidig med at de tager fat på nogle af kernepunkterne i sikkerhedspolitikken i det 21. århundrede. Det gælder f.eks. sammentænkningen mellem militær og civil indsats. Som det også fremgår af Forsvarskommissionens beretning, er det en afgørende udfordring for fremtidens forsvar, og med de traditioner, vi har i Norden, ligger der et rigtigt perspektiv i at skabe en fælles nordisk indsatsstyrke for militær-civil sammentænkning.

Vi har en fælles interesse i det arktiske område. Med klimaforandringerne og isafsmeltningen konfronteres vi med helt nye udfordringer, ikke mindst af sikkerhedspolitisk karakter. Fremtidens konflikter vil i høj grad blive skabt af kampen om de naturlige ressourcer, ikke mindst olie, og Arktis har alle forudsætninger for at blive et højspændingsområde. Det er vigtigt at konfliktmulighederne inddæmmes i tide, hvilket forudsætter et vidtstrakt politisk samarbejde. Der ligger i den forbindelse i Stoltenbergrapporten en række visionære forslag om samarbejde vedrørende farvandsovervågning, satellitovervågning, patruljering m.v. Der er uden for enhver tvivl store fordele, også økonomiske, i et styrket nordisk samarbejde om disse områder.

SF skal kraftigt opfordre de nordiske regeringer, herunder den danske, til at tage handsken op. Rapporten skitserer en række forslag til samarbejde på det militære område – forslag, som ligger i forlængelse af forslag fra de nordiske landes forsvarschefer. Det gælder samarbejdet vedrørende transport, materiel, uddannelse m.v. samt en sømilitær enhed, som på sigt også får arktisk kompetence. Vi er fuldstændig enige i det perspektiv.

Der er alt i alt tale om en meget visionær og perspektivrig rapport, som samtidig er yderst pragmatisk og konkret. Det er et godt stykke politisk arbejde, og det ville være meget uklogt af de nordiske lande, hvis de ikke tog udfordringen op.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg vil gerne spørge SF, som jo er med i forliget om de mange milliarder, der skal bruges på nye fly, om SF vil sikre, at de fly, der bliver købt, og som man skal bruge så mange milliarder på, også er nogle, der kan bruges i det arktiske område, så man ikke bruger en kæmpe milliardsum, som vi ellers kunne have brugt til velfærd og andre gode ting, på nogle kampfly, som gør, at vi kan bombe andre steder i verden, men som ikke kan bruges i det arktiske område. Jeg synes, det er ret vigtigt at høre, om SF's melding er, at man vil sikre, at de fly bliver nogle, der kan bruges i det arktiske område, og altså ikke dem, man kigger på i øjeblikket, og som Dansk Institut for Militære Studier har sagt ikke vil kunne bruges i det arktiske område.

Ordføreren.

Om SF kan sikre det, kan jeg jo ikke stå her og love. Vi er jo en del af et forlig, hvor man skal arbejde med de ting, men det lyder klogt, at man gør sig de overvejelser, og derfor er det da noget, SF er opmærksom på.

Fru Line Barfod.

Ja, det er jo fint nok, at SF er opmærksom på det. Men vil man også gå ind og sige, at det er afgørende i det forlig, at de fly bliver nogle, der kan bruges, så man ikke først bruger omkring 15 mia. kr. på at købe nogle fly til at kunne bombe andre steder i verden og bagefter skal ud og bruge et stort milliardbeløb på nogle fly, som kan bruges dér, hvor vi faktisk har behov for fly, nemlig i det arktiske område?

Ordføreren.

Som sagt synes jeg, det lyder klogt at gøre sig de overvejelser og tage helhedsvurderingen af spørgsmålet, men her i dag kan jeg ikke love Enhedslisten, at det vil SF sikre, for det har vi jo ikke umiddelbart mandat til.

Tak til hr. Kristen Touborg. Så er det hr. Jørgen Lundsgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Det er en konstruktiv vision, Stoltenberg tegner for styrket udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde, og vi bemærker med tilfredshed, at nogle af dens elementer allerede er sat i værk, og at der arbejdes videre med andre.

Enhver kan konstatere, at Arktis smelter, og det skal selvfølgelig bremses. Men når isen smelter, gøres Arktis også sejlbar og dermed væsentlig mere interessant for skibsfart, militær, råstofudvinding og turisme. Samtidig er området domineret af de to store nationer USA og Rusland og de nordiske lande, og det giver det nordiske samarbejde og Stoltenberg-visionen et særligt perspektiv og et særligt ansvar. Vi skal i Norden sammen forsvare og beskytte vore områder mod suverænitetskrænkelser og miljøkatastrofer samt overvåge miljøets langsomme ændring og dets indflydelse.

Med øget skibsfart, turisme og militær tilstedeværelse lurer katastroferne. Spørgsmålet er ikke, om der sker uheld, men hvornår. Når som helst kan et militær-, turist- eller fragtskib forulykke eller ramme en boreplatform. Vi har intet rednings- eller miljøberedskab i dette enorme område, og derfor får Nordisk Ministerråds arktiske samarbejde stor betydning.

Samtidig har Danmark i april 2009 overtaget formandskabet for Arktisk Råd. Det danske formandskabsprogram skal prioritere arktiske klimaændringer og deres lokale, regionale og globale konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at vi fra dansk og nordisk side fremmer en række af de forslag, der er fremlagt i Stoltenberg-rapporten. Her skal blot nævnes øget nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål, og her bemærker vi, at regeringen er særlig opmærksom på opfølgningen på forslaget om nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål og vil medvirke til at sikre, at Arktisk Råd er i stand til at møde både nuværende og kommende udfordringer.

En militær indsatsenhed for civil stabilisering er en særlig dansk prioritet. Vi bemærker, at det er et af de forslag, som regeringen har lagt særlig vægt på, og det er en udmærket løsning, at man vil skabe synergi og effektiviseringer ved at samordne uddannelser på krisestyrings- og beredskabsområdet i nordisk regi.

Så er der det nordiske hav- og satellitovervågningssystem, hvor vi gerne ser nordisk koordinering i forhold til internationale satellitprojekter. Vi mener også, at de nordiske lande med fordel kan koordinere fælles holdninger i forhold til internationale aktører såsom EU, og vi skal også sikre, at internationale satellitprojekter i videst mulig udstrækning leverer de nødvendige data.

Vi vil også gerne have en maritim indsatsenhed og en nordisk katastrofeenhed. Her er det, som ministeren sagde, vigtigt at fremme arbejdet i den task force, som Arktisk Råd har nedsat for at se på spørgsmålet, og vi skal sikre os, at samarbejdet er åbent over for Canada, Rusland, USA og eventuelt andre. Vi skal også have et tættere samarbejde mellem udenrigstjenesterne, og det er en dansk prioritet, som der lægges stor vægt på.

Som sagt kan nogle af forslagene mest hensigtsmæssigt gennemføres i nordisk ramme og andre med partnere som f.eks. USA og Canada; det gælder overvågning, maritime indsatsenheder osv. Regeringens initiativ til at overveje de økonomiske konsekvenser af forslagene og undgå dobbeltarbejde som nogle få, klare pejlemærker er også et godt initiativ, og vi er derfor positive over for forslaget til vedtagelse.

Der er ingen markeringer for korte bemærkninger. Tak til hr. Jørgen S. Lundsgaard. Så er det fru Bente Dahl som ordfører for Det Radikale Venstre.

Vi behandler her i dag den tidligere norske udenrigsminister Thorvald Stoltenbergs rapport. Han har på opfordring af nuværende nordiske udenrigsministre udarbejdet en række forslag i sin rapport, helt præcis 13, som også andre ordførere har nævnt, med den hensigt at styrke det nordiske samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Opgaven er at belyse mulighederne for øget samarbejde mellem de nordiske lande på udenrigs- og sikkerhedsområdet. Opgaven blev stillet i 2008 og blev med rapporten løst i februar 2009.

I Det Radikale Venstre ser vi samarbejdet på de omtalte områder som meget vigtigt og hilser derfor rapporten velkommen. Vi er da også med i det fælles forslag til vedtagelse, som er delt ud.

Men hvorfor så en forespørgselsdebat, når der er så stor enighed? Det er, fordi rapporten er så vigtig, at vi mener, den bør frem i lyset her i Folketingssalen og alle andre steder. Det nordiske samarbejde er vigtigt, og vi må hele tiden arbejde på udmøntningen af det, sådan at det ikke kun bliver ord. Ordene er ikke nok. Der skal handling til.

Vi mener i det hele taget i Det Radikale Venstre, at det nordiske samarbejde bør have en højere politisk placering. Det nordiske samarbejde er ikke et hensygnende, lidt gammeldags fænomen, der blot har overlevet årene og synger på sidste vers. Nej, overhovedet ikke

Rapporten med de 13 helt konkrete anbefalinger er lige til at udføre, og vi har da også i Danmark fået et par af dem ind i den nationale politik. Det glæder os oprigtigt.

Men det nordiske samarbejde er ikke selvfølgeligt. Vi politikere må tage det på os og ville noget med det nordiske. Vi skal ville det nordiske, for at det kan leve. Vi skal forvente noget af hinanden, vi skal stille krav til hinanden, vi skal holde hinanden fast på at revitalisere det samarbejde. Det sker kun ved handling.

De 13 anbefalinger vil jeg ikke remse op. De lægger op til at håndtere udfordringer, som vi står over for, og i Det Radikale Venstre støtter vi den udvikling. Vi mener ikke, at Norden med disse anbefalinger kommer i konflikt med andre internationale aftaler og samarbejdspartnere. Tværtimod vil et øget samarbejde på sikkerhedsområdet gøre vores små lande stærkere. Vi har i vore nærområder Østersøen og det arktiske område. Problemfelterne i de to områder er forskellige og dog ens. De kan løftes bedre og mere effektivt, hvis vi løfter i flok, i den nordiske flok.

Problemerne og udfordringerne ligger primært på sikkerheds- og miljøområdet. De to ting hænger sammen. Både i Østersøområdet og det arktiske område må vi have andre samarbejdspartnere med. Der er mange flere lande, der har interesser i de områder. USA, Canada og Rusland er som vore naboer i området helt oplagte at arbejde sammen med.

Men Norden har en helt særlig forpligtelse og opgave, fordi de nordiske lande har den geografi, som vi/de nu har. Med Stoltenberg-rapporten i hånden har vi konkret anviste handlinger, og så skal vi udvise politisk vilje til at foretage os videre.

Her i Danmark er vi både danskere, nordboere og EU-borgere. Norden er en del af EU, en region i Europa, på trods af at der stadig er nordiske lande og selvstyreområder, der ikke er medlemmer af EU. Lad os benytte os af den fordel, det er, at det nordiske samarbejde har stået på i så mange år, til at tage de fælles udfordringer op sammen.

Tak til fru Bente Dahl. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Line Barfod, Enhedslisten.

Det nordiske samarbejde er på mange måder meget enestående i forhold til andre internationale samarbejder, fordi det i den grad hviler på et folkeligt engagement. Det var de folkelige organisationer, der startede med at gå sammen i et nordisk samarbejde, og som fortsat udgør en stor grundsten. Det nordiske samarbejde er også enestående, fordi der er en kolossal folkelig opbakning. Det er stort set umuligt at finde nogle, der for alvor mener, at man ikke skal samarbejde i Norden. Tværtimod er der klart et ønske om, at vi på en række områder skal have et stærkt samarbejde mellem de nordiske lande, og en oplevelse af, at det er fuldstændig indlysende, at man skal have det.

Men det er jo ikke naturgivent, at det vil blive ved med at være sådan, og derfor mener jeg, at det også er afgørende, når vi diskuterer et stærkere samarbejde på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, at vi skal sikre, at de folkelige organisationer bliver inddraget, selvfølgelig Foreningerne Norden, som er dem, der arbejder mest med det nordiske samarbejde, men i høj grad også dem, der sikrer det frivillige beredskabsarbejde. Jeg synes, det er utrolig glædeligt, at Foreningerne Norden og de forskellige frivillige beredskabsorganisationer er gået sammen og bl.a. nu er i gang med at prøve at sikre oprettelsen af et frivilligt beredskabsforbund i Grønland, fordi det i den grad vil være med til at styrke beredskabet i Grønland. Jeg mener, at det er afgørende, at det kommer til at indgå i det fremtidige arbejde både for Nordisk Ministerråd og for Nordisk Råd, altså at vi skal sikre, at man i de debatter, vi har, den måde, vi arbejder på, der inddrager de folkelige organisationer og sikrer, at der også er løbende debatmøder osv. om, i hvilken retning befolkningerne i Norden ønsker, at samarbejdet skal udvikle sig, for det er så afgørende, at vi har opbakning fra befolkningerne til samarbejde på det her område.

Der ligger mange spændende ting i rapporten. Jeg synes, at noget af det, der mangler i rapporten, er hele spørgsmålet om Nordens rolle i forhold til freds- og konfliktforskning og i forhold til faktisk at spille en meget aktiv rolle ved at mægle i konflikter. Jeg synes, at det er afgørende, at vi holder fast i, at Norden historisk har spillet en stor rolle, og at vi virkelig får udviklet den rolle. Vi har rigtig meget at bidrage med, og derfor er noget af det, vi også vil arbejde med i den kommende tid, et forslag i Nordisk Råd om, at vi skal styrke freds- og konfliktforskningen, men også den konkrete mæglerrolle. Der er jo desværre flere af de nordiske lande, der er med i EU og har bundet sig til EU's terrorlister, og som derfor ikke længere aktivt kan medvirke til at mægle i konflikter rundtom i verden.

Vi oplevede på mødet i Nordisk Råd den tidligere finske præsident Ahtisaari, der klart sagde, at vi havde et stort ansvar for massakren på Sri Lanka, fordi vi fulgte terrorlisterne og dermed var medansvarlig for, at man ikke kunne sikre en fortsat fredsbevarende styrke på Sri Lanka. Jeg mener, at det ville være rigtig godt, hvis vi fra Nordisk Råds side kunne sikre, at vi får et mæglingsinstitut i Norden, som kan gå ind og overtage den rolle, som de nordiske lande ikke kan påtage sig i øjeblikket, i hvert fald ikke de nordiske lande, som er med i EU og derfor har bundet sig op på terrorlisterne.

Så synes jeg i øvrigt, at det ville være rigtig godt, hvis man begynder at få langt større ambassadesamarbejde mellem de nordiske lande. Jeg tror også nu, hvor Lissabontraktaten træder i kraft og man begynder at lave EU-ambassader, at det er rigtig vigtigt, at de nordiske lande har nogle ambassader, der kan fremme vores indsats og kampen for også at vise, at de nordiske lande er noget særligt. Jeg tror hurtigt, at vi drukner på en kæmpestor EU-ambassade, der skal fremme de store EU-lande.

Så der er nok at tage fat på. Og så, som jeg har sagt et par gange under debatten, mener jeg, at det er afgørende i forhold til det arktiske område, at de fly, som man skal investere i fra de nordiske lande i de kommende år, bliver nogle fly, der faktisk kan bruges i det arktiske område. Jeg er selvfølgelig enig i, at vi ikke kan nøjes med de nordiske landes indsats, og at vi også skal have Canada, USA og Rusland med, men det er trods alt afgørende, at vi også selv har nogle fly, der kan bruges. Derfor mener jeg, at det er fuldstændig vanvittigt, hvis man fra dansk side vil bruge 15 mia. kr., som vi ellers kunne have brugt på velfærd og andre gode ting, på at købe nogle kampfly, der kan bombe ude i verden, men som ikke kan bruges i Arktis. Det er simpelt hen en fejlinvestering af skandalestørrelse, og jeg synes, at man i stedet skulle gå sammen med de andre nordiske lande om at se, hvordan vi får nogle fly, som vi faktisk kan bruge til miljøovervågning og til søredning.

Tak til fru Line Barfod.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet. Og når medlemmerne har indfundet sig på pladserne, stemmer vi om forslaget til vedtagelse.

Jeg kan orientere om, at vi stemmer om 2½ minut. Så har vi overholdt fristen på de 7 minutter, som medlemmerne har til at nå frem til afstemningspulten.

Man kan tydeligt se forventningens glæde ved måske at kunne få lov at gå i gang med afstemningen, og det kan jeg jo overveje, selv om der egentlig er et minut tilbage til, at formanden kan undgå klager fra dem, der ikke nåede frem.

Indledningsvis kan jeg i hvert fald sige her, at der stemmes om forslag til vedtagelse nr. V 10 af Marion Pedersen (V), Niels Sindal (S), Henrik Brodersen (DF), Kristen Touborg (SF), Jørgen S. Lundsgaard (KF), Bente Dahl (RV), Line Barfod (EL) og Simon Emil Ammitzbøll (LA). Og med den brede opbakning tør jeg godt sige, at der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 108 (V, S, DF, SF, KF, RV, EL og LA), imod stemte: 0, hverken for eller imod stemte: 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 10 er vedtaget.

Dermed er forespørgslen afsluttet.