Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 27:

Forespørgsel til undervisningsministeren:

Hvordan vil ministeren sikre, at professionshøjskolerne får mulighed for at leve op til deres lovbestemte forpligtelse til at sikre uddannelsesforsyning i alle egne af landet - også i udkantsområder - f.eks. uddannelsen til lærer og pædagog, herunder eventuelt ændre taxametersystemet, så det gør det muligt at leve op til denne forpligtelse?

Af Christine Antorini (S), Nanna Westerby (SF), Marianne Jelved (RV) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

(Anmeldelse 14.01.2010. Fremme 19.01.2010).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 16. marts 2010.

Den første, der får ordet, er fru Marianne Jelved til begrundelse for forespørgslen og til og med som ordfører for forespørgerne, værsgo.

Tak. Vi har et relativt højt uddannelsesniveau i Danmark, og det har vi fået, ved at vi har haft uddannelsesinstitutioner spredt ud over landet. Det er især uddannelse til velfærdssamfundets kerneopgaver, vi har haft spredt, f.eks. lærere, pædagoger, socialrådgivere, social- og sundhedsmedarbejdere osv. Det har bidraget væsentligt til vækst og udvikling i hele samfundet og til veluddannede medarbejdere i velfærdsopgaverne. Der er også uddannelsesmuligheder for voksne spredt ud over landet, som gør det nemmere at tage uddannelse, også når man er familie.

Professionshøjskolerne er skabt ved at fusionere 23 CVU'er i 2008, og jeg citerer fra bemærkningerne til lov om professionshøjskoler:

»En række af de små faglige miljøer i udkantsområder har svært ved at fastholde søgning og kvalitet, og de har svært ved at leve op til de nye og mere krævende målsætninger. Det skaber vanskeligheder med at fastholde udbuddet af uddannelse i alle egne af landet.

Ved at skabe professionshøjskoler, der har en større kvantitativ og kvalitativ ressourcebasis, kan behovet for at varetage vigtige regionale behov tilgodeses langt bedre.

Der kan skabes og fastholdes attraktive uddannelsesmiljøer overalt i landet, idet stærkere miljøer kan understøtte svagere udkantsmiljøer. Der kan etableres differentierede løsninger i overensstemmelse med de lokale behov.

Professionshøjskolerne skal have pligt til at sikre uddannelsesforsyning i alle egne og skal samtidig fungere som regionale videninstitutioner, der har et tæt og stærkt samspil med regionale interessenter, herunder virksomheder, aftagere, regionale vækstfora mv.«.

Siden vi vedtog den lov og den trådte i kraft, det er knap et par år siden, har vi kunnet følge professionshøjskolernes kamp for at leve op til det politisk fastsatte formål, som jeg lige har nævnt her. Der er nedlagt uddannelsessteder mange steder i landet, og vi har svært ved at se, hvordan uddannelsesmulighederne bredt kan opretholdes.

Derfor vil vi gerne høre, hvad regeringen påtænker af initiativer, der gør, at det bliver muligt at have rammer for professionshøjskolerne, så de kan leve op til de formål, som Folketinget som helhed har været enig i.

Tak. Så er det undervisningsministeren til besvarelse af forespørgslen.

Tak. Jeg vil sådan lige indledningsvis henlede opmærksomheden på, at det lovgrundlag, som hele forespørgslen jo tager udgangspunkt i, er dannet af en bred kreds af forligspartier i Folketingssalen. Jeg deltog selv i de forhandlinger i sin tid som uddannelsesordfører, og vi tillagde det alle sammen stor betydning, at der er regional og lokal uddannelsesdækning, og vi tillagde det alle sammen også stor betydning, at der var faglige miljøer, der var tilstrækkelig store og stærke til, at vi kan klare fremtidens krav i det danske samfund.

Baggrunden for oprettelsen af professionshøjskolerne, som jo altså et bredt flertal i Folketinget bakker op om, er at samle professionsbacheloruddannelserne i færre og stærkere uddannelsesmiljøer. Færre og stærkere uddannelsesmiljøer sikrer den nødvendige faglige tyngde, ledelsesmæssig kapacitet og faglige miljøer til at udvikle og fremtidssikre uddannelserne.

Som bekendt er formålet med professionshøjskoleloven først og fremmest at udmønte regeringens målsætning om, at mindst halvdelen af alle unge skal have en videregående uddannelse i 2015, samtidig med at færdiggørelsesalderen reduceres. Jeg vil godt sige, at begge dele arbejder vi pænt hen imod. Der var en delmålsætning for i år om, at 45 pct. skulle have en videregående uddannelse, og det er vi faktisk oppe på, samtidig med at det også går lidt stærkere med, at de unge kommer i gang og igennem og får afsluttet deres uddannelse.

Professionshøjskolernes dækningsforpligtelse er med til at sikre, at vi kan leve op til den her målsætning også i fremtiden. Det er den målsætning, vi kører efter og har kørt efter siden globaliseringsaftalen fra november 2006. Det er også den målsætning, som oprettelsen af professionshøjskolerne i henhold til loven skal være med til at sikre.

Det fremgår af loven om professionshøjskoler, at skolerne har pligt til at sikre regional uddannelsesdækning. Det er samtidig i loven forudsat, at bestyrelserne har vide rammer til at opfylde denne forpligtelse, så der er mulighed for at afstemme den enkelte professionshøjskoles organisation efter dens særlige behov i den region, hvor den hører hjemme. Med andre ord, det er op til bestyrelsen at træffe beslutninger i meget vidt omfang. Det er dog sådan, at ønsker en professionshøjskole at nedlægge et uddannelsessted, skal professionshøjskolen i henhold til § 29 i lov om professionshøjskoler indhente en udtalelse fra Regionsrådet herom.

Regeringens målsætning er som bekendt, at mindst halvdelen af alle unge skal have en videregående uddannelse i 2015. Endvidere fører Undervisningsministeriet tilsyn med, om professionshøjskolen lever op til denne dækningsforpligtelse. Det er således ministeriets opgave at vurdere, om professionshøjskolen lever op til forpligtelsen til regional uddannelsesdækning, når et uddannelsessted lukkes. Hvis professionshøjskolen ikke lever op til den forpligtelse, kan ministeriet i henhold til loven udstede påbud om at ændre den pågældende virksomhed. I særlige tilfælde kan bestyrelsen blive pålagt at undlade at nedlægge et helt uddannelsessted efter lovens § 29, stk. 2. Det er dog som nævnt den enkelte professionshøjskole, der efter loven tager stilling til, hvordan et samlet udbud i en region sikres bedst muligt efter § 4 i professionshøjskoleloven. I henhold til loven vurderes det også at være hensigtsmæssigt, at bestyrelsen generelt har vide rammer i forhold til varetagelsen af denne opgave.

Jeg har følgende bemærkninger til spørgsmålet om eventuelt at ændre taxametersystemet i forhold til udkantspørgsmålet.

På ungdomsuddannelsesområdet har man særlige tilskud, som tilgodeser institutionerne i tyndt befolkede områder og sikrer en geografisk spredning af uddannelsesstederne. Det gælder både for erhvervsskolerne og gymnasierne. De taxametre er faktisk tilvejebragt, ved at de øvrige gymnasier og erhvervsskoler bidrager til en pulje, som så går til udkantsområderne.

Professionshøjskolernes område er derimod meget stort, og derfor er det ikke rigtig relevant med udkantstaxametre. For alle professionshøjskoler gælder det nemlig, at de skal dække både tæt og tyndt befolkede områder. Det gælder for dem alle sammen. Det er derfor op til professionshøjskolerne selv at fastlægge en hensigtsmæssig uddannelsesstruktur i regionen, men jo også at fordele ressourcerne hensigtsmæssigt imellem stederne. Den enkelte professionshøjskole kan frit disponere midlerne inden for deres samlede formål, herunder til aktivitet i udkantsområder.

I den forbindelse vil jeg gerne nævne, at areal indgår i beregningerne af professionshøjskolernes institutionstilskud, som derved kompenserer institutionerne med meget store geografiske dækningsområder. Finansieringen tager altså i en vis udstrækning – ikke voldsomt, men i en vis udstrækning – højde for, at nogle professionshøjskoler skal dække større og tyndere befolkede områder.

Jeg vil da også nævne, at de problemer, vi helt aktuelt oplever, og som har fået UC Lillebælt til at beslutte at lukke Skårup Seminarium, ikke er problemer af en karakter, der ville kunne være løst med et udkantstilskud. Det skyldes, at alle UC Lillebælts læreruddannelsessteder har givet underskud og forventes at ville give underskud. Jeg har derfor på det foreliggende grundlag ikke planer om at ændre taxameteret.

Det er vigtigt at understrege, at etableringen af professionshøjskolerne bl.a. havde til formål at skabe et bedre grundlag for at opretholde uddannelsestilbud over hele landet. Det stiller krav til professionshøjskolernes bestyrelser om at udvise fantasi, dygtighed, kreativitet og langtidsplanlægning. Hvis grundlaget for et uddannelsessted svigter, må lukning ikke nødvendigvis være den eneste løsning, der overvejes. Det mener jeg så bestemt heller ikke er tilfældet aktuelt i Skårup.

Jeg agter derfor at følge professionshøjskolernes planer for at sikre uddannelsesdækningen meget nøje, og jeg er glad for den politiske aftale af 5. november 2009 om udmøntningen af midler til de videregående uddannelser 2010-2012, som sikrer, at der er øget fokus på netop denne forpligtelse.

Helt konkret skal professionshøjskolerne i deres udviklingskontrakter for 2010 fremlægge en strategi for, hvordan de lever op til deres regionale dækningsforpligtelser. Når disse strategier foreligger, vil vi alle sammen have et godt grundlag for at vurdere professionshøjskolernes evne til at sikre en bred uddannelsesdækning.

Jeg vil afslutningsvis nævne, at jeg håber, vi er enige om i forligskredsen, at det i høj grad fortsat er et mål for os, at de faglige niveauer i professionsuddannelserne er i verdensklasse og på topniveau, og at det af og til også forudsætter, at man lokalt træffer beslutning om, hvordan man når dertil. Det er begrundelsen for, at vi gennemførte etableringen af professionshøjskolerne og overlod så stor en del af ansvaret til netop bestyrelser, som jeg har fuld tillid til.

Tak til ministeren. Så er det fru Marianne Jelved som ordfører for forespørgerne.

Jeg vil gerne takke ministeren for besvarelsen af forespørgslen. Jeg synes, der var rigtig mange gode takter i det, ministeren sagde. Det er korrekt forstået, at også forespørgerne er enige i, at vi skal have uddannelseskvalitet i høj klasse, og at det kræver, at vi har store institutioner som professionshøjskolerne. De har altså en stor opgave.

Alligevel er jeg lidt skuffet over ministerens svar, for det er selvfølgelig udmærket, at udviklingskontrakterne med rektorerne indeholder krav om, at de skal have en strategi for at placere uddannelser rundt om i den region, det opland, de er ansvarlige for. Det er også korrekt, at der er givet flere penge til professionshøjskolerne i forbindelse med aftalen fra sidste efterår, men de fleste af de midler, som de fik dengang, var jo midler, de havde i forvejen. Hvis de ikke havde fået de godt tohundrede og nogle og tredive millioner kroner – tror jeg det var – ville de jo have haft et endnu større hul i deres kasse. Så lagde vi i størrelsesordenen 60-70 mio. kr. oveni, og det er jo ikke meget til otte professionshøjskoler, som har et meget stort antal studerende.

Derfor vil jeg tillade mig at fremsætte et forslag til vedtagelse fra forespørgerne – Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten – og det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre rammerne for, at professionshøjskolerne kan leve op til deres lovbestemte forpligtelse til at sikre uddannelsesmuligheder overalt i landet, herunder udkantsområder.

Samtidig opfordres regeringen til at komme med et oplæg til en taxameterreform, der styrker uddannelsesinstitutionernes mulighed for at tage sociale og regionale hensyn. Det kunne f.eks. indebære

- et større grundtilskud afhængig af skolens størrelse eller kapacitet, så små institutioner bliver mindre afhængige af variationer i elevtal,

- en reguleringsfaktor på det almindelige taxameter ud fra sociale forhold for at forebygge frafald,

- afskaffelse af færdiggørelsestaksten og tilsvarende forhøjelse af den løbende takst og

- flerårige grundtilskud, så uddannelserne bedre kan langtidsplanlægge.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 49).

Begrundelsen for … (Formanden : Ja, man må godt fortsætte) … at stille det forslag med eksempler på, hvad vi kunne tænke os i en taxameterreform, er at skabe større stabilitet omkring økonomien, så man ikke bliver så afhængig af elevaktiviteten, altså antallet af studerende, hvor udsving kommer til at spille en meget stor rolle i forhold til det enkelte års budget og dermed muligheder.

Så for at bevare en større stabilitet vil vi inden for den gældende ramme omprioritere – så det er ikke flere midler, men en anden måde at give tilskuddet og finansiere uddannelsesinstitutionerne på.

Tak. Og jeg kan oplyse, at det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønske om korte bemærkninger. Det er fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jeg bliver nødt til at blive oplyst på et højere plan nu. Jeg hører, at der er lagt op til en drøftelse, der er lagt op til en forhandling, og det plejer vi at gøre i forligskredsen. Vi har en god forligskreds, den er stabil, synes jeg. Men vil det sige, at jeg kan forstå det sådan, at man opsiger forliget fra Det Radikale Venstres side? Jeg kan regne mig frem til, at vi nu skal stemme om to forslag til vedtagelse, og er det rigtigt forstået, at Det Radikale Venstre stemmer imod den ene del af det?

Ordføreren.

Det er ikke givet, det har vi ikke forholdt os til endnu. Vi skal jo se, hvad det er for et forslag til vedtagelse, regeringen kommer med, men hvis det er det forslag, jeg har set, er vi jo langt hen ad vejen enige i det, der står der. Vi mener bare ikke, at det er tilstrækkeligt for at løfte den opgave for professionshøjskolerne. Vi indgår jo i den forstand ikke i et forlig om taxametre, vi appellerer til regeringen om at prøve at se på en taxameterreform. Det er den, vi lægger op til at drøfte.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jeg sagde tidligere, at jeg mener, vi har en god forligskreds, og jeg synes, vi har været gode til at tale sammen, vi har været gode til at imødekomme hinandens ønsker på møderne. Men jeg forstår her, at man faktisk ikke er interesseret i at støtte Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse. Og ja, det er det forslag, fru Marianne Jelved har set, for det var mig meget magtpåliggende, at Venstre viste omsorg for hele forligskredsen, for vi ønskede, at vi sammen havde en drøftelse her i dag, og at vi derefter også havde et fælles forslag til vedtagelse. Men sådan ønsker Det Radikale Venstre det ikke, og det, som jeg hører De Radikale lægge op til, er en drøftelse, men det har jo aldrig nogen sinde været nægtet i forligskredsen.

Ordføreren.

Vi er i en situation, hvor taxameterfinansieringen udhules år efter år ved hjælp af finansloven. Det Radikale Venstre og de øvrige partier bag forespørgslen er ikke med i finanslovaftalen, og derfor er vi i en lidt absurd situation, hvor vi har forlig på uddannelsesområdet, men vi har ikke indflydelse på den årlige regulering gennem finansloven. Vi har det kun, i det omfang globaliseringsmidler bruges til også det her område af uddannelsessystemet. Derfor kan vi ikke betragtes som ansvarlige for den udhuling, der sker år efter år via finansloven. Vi lægger op til en forhandling om en ændret struktur på taxameterordningen.

Så er det hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning.

Tak. Det, der fik mig på banen, var Venstres uddannelsesordfører fru Anne-Mette Winther Christiansens spørgsmål om, om vi var med i forliget eller ej i forhold til taxameter. Jeg står her med Professionshøjskolernes Rektorkollegiums svar og beregninger i forhold til taxametrene i 2008, hvor man jo for at sige det meget kort skar 6 pct. eller 200 mio. kr. på de eksisterende taxametre. Man kan godt begynde at remse det op: Det var 133 mio. kr. til kvalitetssikring, 33 mio. kr. til udvikling af de regionale videncentre osv., og også det generelle taxametertilskud.

Men det var uden om den eksisterende forligskreds, så derfor vil jeg bede fru Marianne Jelved bekræfte, at det har regeringen gjort, på trods af at vi havde et forlig, på trods af de meget fine hensigter, der jo står i loven, og som vi er enige om.

Ordføreren.

Jeg vil gerne bekræfte, at den situation, som hr. Carsten Hansen refererer til, er dybt utilfredsstillende for en forligspartner. Og det er et problem af stigende karakter, synes jeg, at vi kan have forlig omkring uddannelsesområder, men at vi ikke er medansvarlige eller har indflydelse på finanslovarbejdet, fordi regeringen og Dansk Folkeparti ikke vil have, at vi er med.

Hr. Carsten Hansen.

Blot af hensyn til den undrende befolkning eller dem, der måtte se tv, vil jeg sige, at regeringen selvfølgelig ikke opsagde forliget, selv om de skar i taxametrene tilbage i 2008.

Ordføreren.

Det er også korrekt. Vi har i øvrigt rejst den problemstilling over for den tidligere undervisningsminister, hr. Bertel Haarder, fordi det har været utilfredsstillende, at der er blevet taget penge fra uddannelsesområder og også fra det her område, og vi har senere selv skullet fylde op via globaliseringsmidlerne; og det er et problem.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Jarlov.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren uddybede lidt omkring det her med taxameteret. Det lyder i retning af, at man vil bruge flere penge end det, vi bruger på finansloven i forvejen. Er det korrekt? Og hvor skal midlerne i så fald komme fra?

Ordføreren.

Det er ikke korrekt. Altså, vi tager udgangspunkt i den ramme, der er i dag, for finansieringen af i det her tilfælde professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. Vi har ikke flere penge i det her, det er en anden måde at fordele midlerne på, nøjagtig som det allerede sker for ungdomsuddannelserne – som ministeren i øvrigt refererede til i sin besvarelse af forespørgslen – og det er jo inden for den givne ramme. Så vi kan godt give de midler på en anden måde, end vi gør det i dag.

Hr. Rasmus Jarlov.

Vil ordføreren så være lidt mere præcis, med hensyn til hvorfra pengene skal tages inden for rammen. Altså, der er jo ingenting, der kommer af ingenting, så hvor er det, at man skal skære ned på taxameteret? Hvilke andre institutioner skal have mindre for at opfylde de her ønsker?

Ordføreren.

Vi vil simpelt hen hæve grundtilskuddet ved at sænke det taxameter, som følger den enkelte studerende. Altså, det er en forestilling, vi har, og som vi gerne vil have beregnet på. Men man kan så sige, at man eksempelvis kan tage halvdelen af taxameteret og lægge et grundtilskud, og så fordeler man grundtilskuddet efter gennemsnittet af årselever for et par år forud og så giver man resten af taxameteret pr. studerende. Færdiggørelsestaxameteret så vi gerne afskaffet og lagt oven i det egentlige taxameter.

Tak til fru Marianne Jelved. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen som ordfører for Venstre.

I Venstre kan vi tilslutte os, at geografisk nærhed til uddannelsestilbud er en afgørende faktor for, at vores borgere har mulighed for at udvikle de rette faglige og personlige kompetencer.

Vi kan også kun tilslutte os, at det er trist, når professionshøjskoler kan blive nødt til at lukke et tilbud ned eller omstrukturere, men vi fastholder nu engang, at faglighed også har en meget stor betydning, og med alt for små elevgrundlag kan en professionshøjskoles bestyrelse jo vælge at disponere, og dermed kan det være, at de prioriterer og siger, at så må det være en lukning, da de umuligt kan opretholde et helt tilfredsstillende fagligt niveau. De studerende viser også nogle gange med fødderne og deres handlinger, hvor de ønsker at tage en uddannelse.

Professionshøjskolerne spiller generelt en meget afgørende rolle i vores uddannelser af de unge, og der skal gennemføres uddannelser rundt i hele landet, for vi er nødt til at have et højt uddannelsesniveau, for at vi kan sikre vores konkurrenceevne fremover. De unge er nerven, der sikrer, at vi hele tiden styrker og videreudvikler både vores folkeskole, vores sundhedsvæsen og vores velfærdssystem. Altså vækst, velfærd, velstand bærer byrden for det hele, men for søren, hvor gør de det godt.

Derfor har vi givet professionshøjskolerne selvstyre. Vi har valgt at give dem mandat til, hvordan en region selv vurderer, at de bedst muligt kan lave de forhold, der skal til, for at de uddannelsessøgende og det regionale erhvervsliv får opfyldt deres behov.

Vi er faktisk ikke umiddelbart uenige i formuleringerne af det. Og alligevel vil jeg gerne sige herfra, at det undrer, at man ønsker at fremsætte en forespørgsel til debat på en måde, hvor vi netop lige i forligskredsen den 5. november lavede en delaftale for finansloven om, hvordan vi ville lave denne forpligtelse ude på vores professionshøjskoler, og hvor vi udfærdigede et ganske tydeligt skrift. Det undrer os såre, at vi står her og diskuterer det i Folketingssalen, når vi har en stabil og god forligskreds, som netop evner at mødes ret hurtigt, når det er nødvendigt, og når der er behov for at få de drøftelser, der skal til.

Jeg havde langt hellere ønsket, at vi havde haft drøftelsen i forligskredsen, for jeg synes, at vi bør vise respekt for vores forligsstof og vores forligskredse, men oppositionen har ønsket det anderledes, og det må vi jo så vurdere på. Jeg synes stadig, at det er vigtigt, at vi fastholder den konstruktive dialog, og jeg vil opfordre til, at man i hvert fald forsøger at fastholde den brede opbakning og enighed.

Jeg skal på vegne af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der med oprettelsen af professionshøjskolerne er sikret stærke uddannelsesmiljøer.

Professionshøjskolerne skal dække behovet for udbud af professionsbacheloruddannelser i det område, hvor de hører hjemme. Det er den enkelte professionshøjskole, der efter loven tager stilling til, hvordan et samlet udbud i en region sikres bedst muligt.

Folketinget konstaterer dog, at partierne bag udmøntningen af professionshøjskoleloven klart har tilkendegivet, at den enkelte professionshøjskole har en forpligtelse til at sikre uddannelsestilbud i yderområderne. Ministeren kan gribe ind, hvis professionshøjskolerne ikke sikrer en hensigtsmæssig geografisk uddannelsesdækning i henhold til lovens § 4. Det er i den forbindelse vigtigt, at yderområderne ikke negligeres, og at man kan tage en professionsbacheloruddannelse i alle dele af Danmark.

Professionshøjskolerne skal fremlægge en strategi for, hvorledes de vil leve op til denne regionale dækningsforpligtelse i deres udviklingskontrakter for 2010.

På den baggrund tager Folketinget undervisningsministerens redegørelse til efterretning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 50).

Jeg vil sige, at også dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønsker om korte bemærkninger, og den første er fra hr. Carsten Hansen.

Jeg forstår simpelt hen ikke fru Anne-Mette Winther Christiansens undren, for vi har jo haft et samråd om lukning af Skårup Seminarium, vi har haft en diskussion om, hvordan vi sikrer uddannelsesdækningen, for mindre end et år siden. Vi skrev nogle meget flotte formuleringer på et stykke papir, men nu lukker det altså. Det er ikke kun sådan, at det er Skårup; det har jo rumlet omkring Skive og Nørre Nissum. Jeg forstår, at de skal leve op til en udviklingskontrakt nu, hvor de skal sikre mindst 100 årselever i indtag hvert år, og jeg garanterer for, at et af dem kommer til at lukke, hvis ikke der sker noget.

Derfor undrer det mig, at man ikke fra det store regeringsparti Venstres side går med i en dialog om, hvordan vi kan sikre, at der leves op til love og forpligtelser, men blot afviser det på grund af faglighed. Er det sådan, at Skårup Seminarium ikke lever op til nogen faglighed her? Er det ikke sådan, at over 80 pct. at de lærere, der bliver uddannet på Skårup Seminarium faktisk bliver beskæftiget i lokalområdet? Hvordan skal vi sikre opbakning til at nå vores fælles målsætning om både antal og i forhold til at uddannelsesdække hele Danmark?

Ordføreren.

Jeg sidder ikke i bestyrelsen for UC Lillebælt. Jeg har ikke indsigten eller forpligtelsen til at gå ind i den specifikke sag, men jeg har intet at kritisere lærerne, der er på lærerseminariet i Skårup, for. Jeg må så bare konstatere, at eleverne, de studerende, selv har valgt. For hvis optaget var stigende og dermed bekræftede, at det var der, de ønskede at være og at blive uddannet til lærer, så var der jo ikke noget at sætte spørgsmålstegn ved. Og mon så ikke også, at man havde fastholdt uddannelsesstedet. Det er jo også sådan, at der er muligheder, men det er jo ikke mig, der skal komme med mulighederne.

Men for at vende tilbage til drøftelsen vil jeg sige, at vi gerne vil drøfte det. Jeg synes bare ikke, at det skal være her. Jeg mener, det vitterligt hører til i forligskredsen, fordi det er så specifikt forligsstof, og fordi vi lavede formuleringerne så tydelige sammen. Vi ønskede at få en klar formulering ind i deres udviklingskontrakter, så vi var sikre på, at de levede op til deres forpligtelser via loven. De kender godt den lov, de arbejder under.

Hr. Carsten Hansen.

Det undrer mig meget, at jeg ikke fik svar på det om fagligheden, når det var hovedbegrundelsen for, at man gav UCL, altså University College Lillebælt, retten til simpelt hen at lukke et seminarium. Så siger man, at det er på grund af fagligheden. Det siger man fra Venstres side i en ordførertale, men man vil ikke gå ind i en diskussion om fagligheden. Det er det ene.

Det andet er: Hvor stort er et lille seminarium, og hvordan er det med optaget? Der har faktisk været et meroptag på tre til fire årselever i forhold til sidste år, så den der historie med, at det skulle gå nedad, passer ganske enkelt ikke. Vi taler altså om en lærerhøjskole med 229 årselever. Er det et stort eller et lille seminarium? Det kunne jeg da godt tænke mig at få at vide. Hvor små skal de være, før man fra Venstres side lukker dem uden at gå i en dialog, og hvordan vil man leve op til forpligtelserne her, når man bare kan lukke, uden at man har lavet udviklingskontrakterne? Altså, hvor stort er et lille seminarium? Hvorfor er fagligheden begrundelsen, når man ikke ved noget om det? Hvor få årselever, skal der være på et seminarium, før man lukker det?

Ordføreren.

Man kan jo så vende den om og fundere lidt over: Hvor langt skal vi gå med at lave alt statsligt? Hvor langt skal vi gå for at vise, at vi ikke har respekt for bestyrelserne og det mandat, vi har givet dem? Hvor langt skal vi gå, før vi bekræfter os selv i, at vi herinde på Christiansborg faktisk er de allerklogeste og allerbedste? Jeg synes, det er forkert set.

Jeg mener vitterlig, at vi må respektere, at UC Lillebælt har truffet de beslutninger, de har, og så har vi ikke mulighed for at komme synderligt videre i dybden med det. Men vi glæder os jo til efterfølgende at se udviklingskontrakterne. Jeg kan forstå, at samrådet var i december, og vi lavede en aftale 5. november. Det har måske været for tæt til, at man har haft mulighed for at nå at lave en fremtidssikring af det, vi har krævet, for de havde kun en måned til det.

Jeg synes ikke, det er fair, at vi skal gå ind her og påtage os samtlige beslutninger i landets organisationer og bestyrelser, hvis de gør noget, som vi ikke lige synes de skulle have gjort.

Så er det fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu handlede ordførerens indlæg jo rigtig meget om forligskredse og Christiansborgregler, og jeg må sige, at det sådan set ikke er derfor, jeg har været med til at stille den her forespørgsel. Det har jeg gjort, fordi man har nedlagt seminarier – nu et seminarium på Fyn, på Sydsjælland, og i Nordsjælland har man gjort det. Man har diskuteret, som vi lige har hørt, at gøre det i Skive og i Lemvig. De ungdomsuddannelsesinstitutioner, som f.eks. ligger ude på Vestegnen, klager også over, at det er rigtig svært at drive deres institutioner og bliver ved med det, fordi der i taxameteret ikke tages hensyn til, at nogle af de elever, de har, koster ekstra, fordi de kommer fra socialt belastede områder.

Der er altså en tendens, synes jeg, til, at man lukker eller diskuterer at lukke uddannelsesinstitutioner, som ligger i områder, der ikke er særlig rentable, enten fordi der er få elever, eller fordi der er mange elever med en socialt belastet baggrund.

Jeg vil så bare gerne høre, om Venstres ordfører ikke kan se, at det er et mere grundlæggende strukturelt problem, at man netop lukker de her institutioner i ikkerentable områder, og om det ikke bekymrer Venstres ordfører, at vi har indrettet et tilskudssystem, der lægger op til det.

Ordføreren.

Dele af spørgsmålet kan jeg tilslutte mig. Jo, jeg bekymrer mig. Vi er i Venstre meget opmærksomme på, hvordan vi finder veje og løsninger her, og lige præcis derfor blev netop formuleringen i vores aftale af 5. november, at vi skulle have deres klare svar på, hvordan de ville tilvejebringe et uddannelsesflow, der dækkede hele landet. Det er rigtigt.

Der er flere i ting i spørgsmålet, som går på noget mere generelt og overordnet om alt, og der er vi ligesom ude i, at vi også skal have fat i alle mulige andre lovgivninger. Lige nu står vi specifikt og drøfter professionshøjskolerne, så lad os holde os til dem.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi har uddannelse i hele landet. Det er helt tydeligt. Vi skal bare huske en ting: Hvis vi tager eksemplet med Skårup, som hr. Carsten Hansen bragte på banen, er pædagoguddannelsen en professionsbachelor og en professionsuddannelse. Professionsuddannelsen pædagog fortsætter på Skårup. Der er jo uddannelse i området.

Fru Nanna Westerby.

Jeg kan sådan set godt forstå, at ordføreren ikke har lyst til at diskutere andet end Skårup Seminarium, for regeringen står jo med en rimelig dårlig sag, når den ikke vil gøre mere for at sikre uddannelse i alle områder i Danmark.

For mig handler det her altså om en generel tendens. Det handler ikke kun om Skårup Seminarium. Det her handler om, at man har indrettet et taxametersystem, som man har på alle institutioner under Undervisningsministeriet, bortset fra folkeskolen, som ikke tager højde for geografiske og sociale udfordringer.

Ordføreren sagde lige før i et svar til hr. Carsten Hansen, at eleverne jo selv har valgt, at der ikke lige skal være et seminarium i Skårup. Så vil jeg høre, om det virkelig er sådan, man mener vi skal styre uddannelsesinstitutionerne – det gør vi jo i dag, der er tilskuddet næsten udelukkende elevafhængigt. Mener ordføreren det? Eller skal vi se lidt på, om der ikke er nogle gale strukturer? Skal vi ikke gøre tilskuddet lidt mindre elevafhængigt og til gengæld sikre, at der er et udbud i geografisk tyndt befolkede områder og også i socialt belastede områder?

Ordføreren.

Det undrer ikke såre meget, at Socialistisk Folkeparti ønsker at statsliggøre alt – lad os få alt herind.

Nej, jeg ønsker altså, at vi har vores bestyrelser, som vi har givet et mandat af respekt for, og fordi vi vidste, at de ville kunne løse opgaven. De ville kunne være ansvarlige og træffe de beslutninger, der skulle til. Jeg har ikke interesse i at tage det fra dem igen og sige: I øvrigt synes vi ikke, at I gjorde det rigtige, så nu tager vi hele molevitten tilbage igen. Det er en opgave, der skal ligge lokalt. Der ved man noget om, hvad der rører sig, og hvilke behov der er rundtomkring i de enkelte områder.

Igen, jeg mødes gerne i forligskredsen, det skal ikke være nogen hemmelighed, jeg har aldrig sagt nej til et møde. Det er altså lige så meget der, vi skal tage de drøftelser om, hvordan vi egentlig ser tingene nu i forhold til 2008, da det hele blev oprettet og situationen var en anden.

Så er det fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er meget overrasket over, at Venstres ordfører bliver ved med at tale om, at det her nærmest er et forligsbrud. Det er der jo ikke tale om. Jeg minder om, at der er et stort, bredt forlig i Folketinget om erhvervsuddannelserne, der er rigtig mange partier, der er med der. Ikke desto mindre lavede VKO en aftale, der gælder for finansloven i år, om ændringer i taxameterordningen på erhvervsuddannelserne. Der var vi jo ikke med. Vi kan jo godt diskutere taxametre i Folketingssalen, vi kan godt diskutere de problemer, der er med uddannelsesstederne, selv om vi har forlig om det. Det er da mærkeligt, hvis man ikke kan diskutere det i Folketingssalen, så jeg vil gerne have bekræftet, at vi selvfølgelig kan diskutere alle sager i Folketinget.

Ordføreren.

Den største bekymring, jeg har, drejer sig ikke om selve diskussionen, men om forslaget til vedtagelse. Jeg oplever virkelig, at det er tæt ved, at man ligesom signalerer, at vi ikke er i en forligskreds, for vi kan ikke blive enige om en fælles tekst til et forslag til vedtagelse på et fælles fokus- og omsorgsområde for os lige i øjeblikket. Man må jo så gøre op med sig selv, om det, der er ønsket her, er, at vi drøfter det videre. Det var der, min bekymring var størst.

Fru Marianne Jelved.

Venstres forslag til vedtagelse på vegne af tre partier er ikke et tilstrækkeligt svar på det spørgsmål, som forespørgslen rejser. Det er ikke tilstrækkeligt at bede rektorerne om at lave en strategi i deres udviklingskontrakt for at bevare uddannelsesinstitutioner bredt i landet. Vi mener, at rammerne for finansieringen af den opgave, som professionshøjskolerne har, bør være indrettet på en anden måde, end de er i dag. Det er nøjagtig det samme, som da regeringen og Dansk Folkeparti opfattede det sådan, at taxameterordningen skulle være anderledes på erhvervsuddannelserne. Det er det, vi gerne vil have med, og det står også i forespørgslen som en mulighed.

Derfor beder jeg igen fru Anne-Mette Winther Christiansen om at bekræfte, at vi godt kan drøfte taxameterændringer inden for rammen. Og så spørger jeg: Hvorfor vil Venstre ikke være med til det?

Ordføreren.

Venstre svarer tilbage: Vi har altid sagt ja, når der blev indkaldt til møde i forligskredsen.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Venstres ordfører står og beklager dybt, at der bliver diskuteret politik i Folketingssalen. Det er da en meget, meget mystisk tilgang til arbejdet på Christiansborg. Jeg synes også, det er en meget, meget arrogant tilgang, Venstre her lægger for dagen over for de mange mennesker, de mange studerende, der bliver berørt af seminarielukninger, nemlig at det vil man ikke stå og diskutere i offentligheden, men det vil man diskutere, hvis man bliver indkaldt til et møde. Det er da rimeligt, at de mange studerende, der bliver berørt af lukningen af Skårup Seminarium, kan få at vide, om Venstre mener, at vi her har at gøre med et problem, eller om det slet ikke er noget, man forholder sig til i regeringen og i partiet Venstre. Jeg har sjældent oplevet sådan en arrogance fra Folketingets talerstol.

Men mit spørgsmål til Venstres ordfører, fru Anne-Mette Winther Christiansen, er: Har vi at gøre med et strukturelt problem, når vi oplever seminarielukninger, lukning af uddannelsesinstitutioner flere steder? Vi oplever, at man flere steder diskuterer det her. Har vi så at gøre med et strukturelt problem, eller er det bare de enkelte uddannelsesinstitutioner, som uafhængigt af hinanden ikke kan finde ud af at få det til at hænge sammen?

Så er det ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at vi har fået en ny udfordring i vores uddannelsesverden, selvfølgelig har vi det, for hele verden har ændret sig de sidste 2 år. Det skal vi hele tiden følge tæt og forholde os til, for det giver en ændring i, hvor mange der søger ind, det giver en ændring i, hvordan uddannelserne planlægges, og det giver en ændring i, hvordan vi kommer videre. Men til gengæld kan jeg sige, at vores behov jo var dybt bekymrende for 2-3 år siden, hvor ingen søgte ind på vores velfærdsuddannelser, og gudskelov er det ved at ændre sig til, at der er flere, der søger ind, og dermed får vi faktisk snart set nogle positive tal, der kan vise, at vi er ved at kunne hjælpe os selv og dække os selv ind i forhold til det behov, vi har.

Det er jo professionshøjskolernes store ansvar, så det er en bekymring, vi skal udvise, at vi er meget opmærksomme på, hvordan det går dem. Og jeg synes jo også sagtens, vi kan tage drøftelserne, men det undrer mig ikke, at fru Johanne Schmidt-Nielsen ærgrer sig over, at vi ikke kan mødes andre steder, for fru Johanne Schmidt-Nielsen tager jo ikke medansvar for hverken økonomi eller andet.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det var så det klassiske Venstresvar eller det klassiske svar fra de borgerlige, der kommer, hvis man ikke ønsker at svare på det, der virkelig er spørgsmålet. For fru Anne-Mette Winther Christiansen svarede ikke på mit spørgsmål, der ellers er så forholdsvis simpelt, at det burde være til at forstå. Mit spørgsmål er: Kunne man forestille sig, at der var en sammenhæng mellem de lukninger, vi oplever, og de diskussioner, vi oplever, om lukning af uddannelsesinstitutioner i udkantsområderne, de små uddannelsesinstitutioner? Kunne man forestille sig, at der var en sammenhæng, altså at vi har at gøre med et strukturelt problem, eller mener man i Venstre, at det her bare skyldes tilfældige uafhængige institutioners dårlige ledelse?

Ordføreren.

Jeg har netop ikke talt om dårlig ledelse, for jeg taler om meget ansvarlige bestyrelser, som vi har givet et mandat. Så det er absolut ansvarlige bestyrelser, der træffer beslutninger på et højt plan. Og nogle af dem er svære; det må være svært at træffe beslutning om at lukke en institution, et uddannelsestilbud. Men i det store og hele må vi jo respektere, at man i det område har lavet nogle vurderinger og gjort sig nogle overvejelser, for det er ikke noget, der foregår over natten, og hvor man bagefter er stolt af, at man har truffet en beslutning om, at man nu må tage konsekvensen.

Jeg har stor respekt for, at de er ansvarlige i forbindelse med det, de foretager sig. Og lad os så snakke om det igen i forligskredsen.

Så er det hr. Rasmus Jarlov for en kort bemærkning.

Fru Nanna Westerby fra Socialistisk Folkeparti nævnte, at der ikke var noget i taxametersystemet, som tog højde for de her forpligtelser i udkantsområderne. Vil ordføreren bekræfte, at det ikke er korrekt, fordi vi yder et tilskud i forhold til det areal, som professionshøjskolerne dækker?

Ordføreren.

Ja, det kan ordføreren bekræfte.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Anne-Mette Winther Christiansen. Så er det hr. Carsten Hansen som ordfører for Socialdemokratiet.

Jeg må indrømme, at jeg føler mig en lille smule skuffet. Jeg føler mig skuffet over, at den nye undervisningsminister, fru Tina Nedergaard, og Venstre som det store regeringsbærende parti, og en række partier i Folketinget, som har haft nogle fælles målsætninger om at uddannelsesdække hele Danmark, ikke går ind i en dialog. Vi har bedt om at få at vide, hvad regeringens strategi er for at uddannelsesdække hele Danmark, hvad regeringens strategi er for at sikre, at man lever op til de målsætninger, vi har vedtaget i vores fælles forlig og vores fælles lov. Det har jeg ikke hørt et ord om. Jeg har hørt den afvisning, at det kan man ikke tage tilbage, for det har man lavet nogle bestyrelser til.

Men det er jo Folketinget, der vedtager rammerne, der vedtager målsætningen, og der vedtager økonomien i øvrigt uden for forligskredsen. Så vi har jo et kæmpe ansvar, og hvis virkeligheden ikke lever op til de fine målsætninger, vi skriver ind i lovene, må vi da kigge på det, og jeg forstår ikke, at Venstre så henviser til en diskussion i en forligskreds, for de diskuterer søreme ikke med os, når de skærer, som de gjorde i 2008, over 200 mio. kr. på professionshøjskolerne. På trods af at vi havde en målsætning, og på trods af at elevtallet på det tidspunkt var dalende, diskuterede man det ikke med os. Der måtte vi få det ned i Folketingssalen for overhovedet at få en debat. Så henholder man sig til, man skulle have taget diskussionen alene i forligskredsen. Vi har haft samråd, vi har haft møder i forligskredsen ganske mange gange, og derfor er det da vigtigt, at også befolkningen bliver gjort bekendt med, hvad det er for nogle målsætninger og visioner, vi har, og om der leves op til det, og hvad Venstre vil.

Jeg skal sige, at den konkrete diskussion jo er endt der, hvor den er, fordi der har været ganske store nedskæringer på hele professionshøjskoleområdet i 2008. Så fik vi rettet lidt op på det sidste år, men det betyder, at man er i en økonomisk underforsyning af midler til at kunne leve op til de fine målsætninger. Derfor tror jeg, at vi har nogle fælles udfordringer i Folketinget, nemlig at diskutere, hvordan vi skaffer de nødvendige økonomiske rammer for at sikre den uddannelsesdækning, vi har vedtaget også regionalt og lokalt. Det står jo, som fru Marianne Jelved sagde, så ganske flot i loven, at de her professionshøjskoler skal sikre og har pligt til at sikre uddannelsesforsyningen i alle egne og skal fungere som regionale videninstitutioner i et tæt samspil med regionale interessenter.

Lad mig nævne, at Svendborg Kommune havde lavet en udviklingskontrakt så sent som i efteråret 2009 med Skårup. Man havde lavet en udviklingskontrakt, der betød, at man nemmere kunne komme til Skårup, hvordan man sikrede, at eleverne kunne komme dertil. Man ville lave en opfølgning i forhold til de elever, der faldt fra, osv. Men alligevel bliver det her vedtaget hen over hovedet. Hvorfor det? Jo, fordi vi har et UCL, altså University College Lillebælt, som er økonomisk nødlidende. Og så kan man jo hoppe og danse og slå på tromme og sige, at det skal de selv beslutte. Derudover hørte jeg, at ministeren og Venstres ordfører sagde, at nu kommer de der udviklingskontrakter, og der skal de leve op til forpligtelsen til regionalt at uddannelsesforsyne rundtomkring, også i udkantsområder. Jamen god morgen, min bare – var jeg lige ved at sige – fordi når den udviklingskontrakt kommer, er Skårup lukket, så er Skårup Seminarium lukket, og så er det altså en af de der fantastiske beslutninger, som bare træffer sig selv, hvor man ikke har haft lejlighed til at diskutere det, hvor man ikke er gået ind i diskussionen.

Det undrer mig også, når man fra Svendborg by kommer med så stærke udtalelser, man kommer fra regionen med så stærke udtalelser og opbakning til lokalområdet, at Venstre fuldstændig sidder på hænderne og bare afviser at tage diskussionen og siger, at de afventer udviklingskontrakterne. Når udviklingskontrakterne kommer, er Skårup lukket, for der bliver ikke optaget elever her efter sommerferien. Men Venstre sidder bare og siger: Ja, vi må afvente udviklingskontrakterne, og vi har givet et regionalt og lokalt ansvar. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad der står i vores fine formålsparagraffer. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Jeg mener, at vi har nogle fælles udfordringer om at sikre vores målsætning om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, og 95 pct. af alle skal have en kompetencegivende uddannelse. Jeg mener, at de lokale uddannelsesinstitutioner er et utrolig vigtigt led, det mener vi i Socialdemokratiet, for at sikre den uddannelsesdækning, for at nå de målsætninger, og vi vil også gerne være med til at diskutere en omlægning af taxameteret, vi vil også gerne være med til at diskutere, hvordan vi måske kan finde nogle ekstra penge, som vi har gjort det for vores gymnasier, hvor vi har udkantstaxameter, hvor vi har gjort det muligt at køre med mindre hold. Det, man har været inde i i Skårup, er det samme, som man er inde i i Nørre Nissum og Skive nu, nemlig en ond spiral. Man har i Skårup sparet i 3 år, man har sparet hvert år, og nu er man nede på at have 6 ud af 40 linjefag tilbage. Så tror da pokker, at folk søger væk. Det ender så med, at man træffer en beslutning, fordi nu kan det ikke køre videre rent økonomisk, for så lukker UCL helt. Det er da ikke økonomien, der skal bestemme, hvad vores målsætning er, og hvordan vi vil opnå den. Det må da være et strukturelt problem, vi kan løse, hvis vi gider tage dialogen og diskussionen om det for at leve op til det, vi har besluttet.

Derfor må jeg sige, at jeg er meget skuffet over, at man overhovedet ikke vil gå ind i en diskussion om taxametrene og de strukturelle forudsætninger, der ligger. Det er en ganske alvorlig situation for Sydfyn, der jo også er truet på andre områder i forhold til sygehus, uddannelsesdækning for sygeplejersker osv.

Så min konklusion er, at det her ikke bliver sidste gang, vi kommer til at diskutere det. Jeg håber, at Venstre vil ændre synspunkt, og jeg håber også, at ministeren vil gå i dialog med os frem for bare at afvise det og afvente udviklingskontrakterne.

Der er ønsker om korte bemærkninger, først fra fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jeg er glad for, at hr. Carsten Hansen bekræfter, at faglighed betyder noget, og at antallet af linjefag er meget lavt, i forhold til hvad det kunne have været. Og jeg er jo også glad for, at det betyder noget for hr. Carsten Hansen, hvor en institution ligger.

Men jeg vil gerne spørge: Hvornår mener hr. Carsten Hansen, at Folketinget ikke skal gribe ind? I hvilke situationer ønsker Socialdemokraterne, at vi ikke griber ind?

Ordføreren.

Det er sådan et ikkespørgsmål.

Vi kan se, når virkeligheden ikke passer til det, vi vedtager herinde, og så synes jeg, at vi skal diskutere, hvordan vi kan ændre det.

Det er os, der vedtager rammerne, det er os, der vedtager økonomien, det er os, der vedtager målsætningerne. Det vedstår vi os, i hvert fald målsætningerne. Men som ham der Søren Kierkegaard, der rendte rundt i København, sagde, er sandheden altid konkret. Men når det kommer til sandheden, lader man den fra Venstres side bare sejle sin egen sø. Det synes vi ikke er reelt. Der vil vi gerne gå ind og diskutere, om man kan kigge på det strukturelle med hensyn til taxametrene. Kunne man her kigge på, om man kunne have lavet aftaler om at få lagt undervisningen i Skårup?

Man kan faktisk danne profiler. Må jeg pege på, at alle søfartsskolerne på Sydfyn faktisk kører ret godt med selvstændige profiler. Oure Idrætshøjskole og Oure Efterskole kører ret godt med selvstændige profiler; der har man investeret i det. Vi har givet dispensation, så de kan lave hf osv. Man kunne sagtens have været gået ind i en dialog og have pålagt f.eks. UCL at leve op til den målsætning, loven har, om at sikre uddannelsesdækning og at komme med en udviklingskontrakt eller komme med en rapport om, hvordan de vil leve op til den uddannelsesdækning, før man reelt lukker Skårup Seminarium. Men det vil komme til at ske andre steder, vil jeg sige til fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Så jeg kan få bekræftet, at fagligheden betyder noget, for det var jo det, ordføreren også sagde. Det synes jeg er en stor respekt at vise, og jeg vil gerne rose for, at man betragter faglighed som et fundament for at få alle godt funderet i uddannelse. Og det er jo flot, at vi allerede nu står med vores delmål om, at 45 pct. er på videregående uddannelser, hvilket også var sat som et delmål i 2010. Det betyder jo, at fagligheden har nydt fremme her.

Jeg kan så forstå, at vi alligevel skal have meget ind på Christiansborg. Hvornår mener Socialdemokraterne, at det er rigeligt, altså at vi ikke længere viser respekt over for de bestyrelser, vi har givet et mandat?

Ordføreren.

Nu har vi flere gange oplevet, at en minister har grebet ind over for en beslutning, der er truffet lokalt og regionalt. Det er ikke et spørgsmål om ikke at have respekt. Lad mig gøre opmærksom på, at den tidligere undervisningsminister, hr. Bertel Haarder, jo faktisk greb ind over for de lukningstanker, der var i forbindelse med Lolland – der taler jeg om seminariet. Havde hr. Bertel Haarder ikke respekt for de lokale beslutninger? Jo, lige præcis, og Venstre bakkede i øvrigt den beslutning op, så der er i hvert fald noget, der halter her, noget, som ikke hænger sammen i argumentationen.

Men jeg må sige, at fagligheden da selvfølgelig betyder noget, det er klart. Men jeg har da ikke hørt nogen beklage sig over, at der ikke er faglighed på Skårup Seminarium – fru Anne-Mette Winther Christiansen afviste før at gå ind i den diskussion. Jeg har kun hørt, at det er dygtige lærere, der kommer ud fra Skårup Seminarium.

Det andet er, at der faktisk har været et stigende optag, i modsætning til hvad fru Anne-Mette Winther Christiansen sagde før. Der har faktisk været en lille stigning i optaget, så det kan ikke være det, der gør det. Og det går jo fuldstændig imod de lokale og regionale beslutninger. Så jeg synes, vi bør diskutere det, også i Folketinget.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Tak. Nu er det jo fuldt forståeligt, at enhver politiker sådan gerne vil gøre noget for sit eget lokalområde, sikre, at der er nogle aktiviteter – alt det, vi kalder det regionale, lokale perspektiv på det. Det ville måske også have klædt debatten lidt at få med ind i redegørelsen her, at Skårup Seminarium ikke lukker, men at det rent faktisk er sådan, at pædagoguddannelsen stadig væk bliver der. Så man kan jo sige, at det ville have klædt helheden i debatten, at det kom med, at der stadig væk er nogle aktiviteter. Så er det sagt.

Så kan jeg jo konstatere, at Socialdemokraterne mildt sagt ikke er enige i den her sag. Nu er vi jo begge to i den, set med vores øjne, heldige situation, at vi kommer fra det fynske, når nu vi diskuterer Skårups situation. Jeg kan forstå, at den socialdemokratiske borgmester fra Odense og en meget stor del af Fyn faktisk siger, at det sådan set er helt i orden, at der fra bestyrelsens side bliver lagt op til, at man på baggrund af det elevtal, der nu er på læreruddannelsen på Skårup Seminarium, er nødt til at samle kræfterne. Så er der den nye Svendborgborgmester, der selvfølgelig holder fast i den anden ende. Hvad er gruppeformandens svar til dem i Odense, der nu må se til, at man så trækker i nogle andre retninger?

Ordføreren.

Nu er jeg jo lidt mindre lokal i forhold til Svendborg end hr. Erling Bonnesen, vil jeg sige. Hr. Erling Bonnesen er jo stillet op dernede, og jeg er trods alt valgt i Odense. Men det skal ikke ændre ved, at jeg synes, at vi har en væsentlig problemstilling, også en principiel problemstilling, vi skal drøfte.

Jeg var som uddannelsesordfører med til at skrue de første lovgivninger om vores professionshøjskoler sammen. Også den sidste lovgivning var jeg med til sammen med vores uddannelsesordfører, fru Christine Antorini. Der har vi netop lagt vægt på at sikre, at der er en pligt til at sikre uddannelsesforsyning i de tyndtbefolkede områder, men også lagt vægt på, at det er en del af det samlede lovgivningskompleks. Det er nemlig ikke kun i Skårup, det går den vej. Vi har fire-fem seminarer rundtomkring i landet, som er under observation, og som risikerer at lukke inden for de nærmeste år. Så tvivler jeg på, at vi kan leve op til vores målsætning. Det er det ene.

Det andet er, at et lokalområde mister sin identitet, når de lukker så store arbejdspladser. Jeg vil bare sige, at det er rigtigt, at pædagoguddannelsen ikke fortsætter på Skårup Seminarium. Skårup Seminarium skal jo sælges med kollegier osv., og så flytter man ind til Svendborg med resterne af det, der lå på Skårup Seminarium, nemlig pædagoguddannelsen. Det synes jeg personligt jo ikke er tilfredsstillende, men det kan være, at hr. Erling Bonnesen synes, det er o.k.

Omkring borgmesterudtalelser vil jeg bare sige, at der i Socialdemokratiet lokalt på Fyn er fuldstændig opbakning til den linje, jeg giver udtryk for her. Det er der også i regionen, og det er der på Christiansborg. Så er der en enkelt borgmester, som har haft lyst til at udtale sig om, at det her var o.k. Det kan man jo aldrig fuldstændig styre, har jeg lagt mærke til – heller ikke i Venstre.

Så er det hr. Erling Bonnesen.

Allerførst vil jeg sige tak for – jeg kan godt forstå, at man taktisk prøver at minimere den del af svaret – bekræftelsen af, at der stadig væk er gode aktiviteter i Svendborg. Om de så lige skal foregå i de nuværende bygninger eller eventuelt i nogle andre bygninger, kan man så diskutere. Men jeg har da hørt gode lokale kræfter, også lidt bredt politisk, der har sagt, at det måske egentlig var fint nok, at man fik samlet nogle af aktiviteterne, sådan lidt i retning af campustanker osv. Så der arbejdes da også med nogle gode ting i Svendborg. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at man prøver at udstille det, som om alt bare er negativt. Det her giver grobund for nogle nye tanker om det.

Men jeg kan jo så konstatere, at den socialdemokratiske gruppeformand skærer igennem. Selv om der er en masse politikere på resten af Fyn, der bakker op om bestyrelsens beslutning om at få samlet læreruddannelsen, tilsidesætter man fra Socialdemokratiets ledelses side kvalitetshensynet og siger, at vi ikke skal se på kvaliteten. Det bliver ligesom droslet ned, så man kan varetage nogle andre interesser lidt i debatten. Så det er da lidt ærgerligt. Har man forladt kvalitetsprincipperne?

Ordføreren.

Nu kan jeg ikke helt finde ud af, hvad hr. Erling Bonnesen mener. Han har haft alle synspunkter i den her debat. Først bakkede han op om lukningen, så var han imod den, og nu går han så ind for den. Det kan han selvfølgelig selv redegøre for over for massemedierne, men hr. Erling Bonnesen har haft samtlige synspunkter i debatten. Det er selvfølgelig meget bekvemt, men jeg må sige, at der både har været substans og kraft i det, vi har sagt, og vi har sagt det hele tiden. Det har man kunnet regne med, det har vi kunnet leve op til.

Nu er jeg jo selvfølgelig ikke valgt i Svendborg, men for mig betyder det noget, at der er en regional uddannelsesdækning i et område med 60.000-80.000 mennesker. Vi taler om 229 årselever – 229 årselever – på Skårup Seminarium. Vi taler om 50, der er i årspraktik. Vi taler om 45 ansatte, og vi taler om en omsætning alene på læreruddannelsen på 23 mio. kr. For mig at se betyder det altså meget for et lokalområde. Det er Danmarks ældste seminarium, vi taler om, og det er ikke det eneste seminarium, der står over for dette, og derfor forstår jeg ikke, hvad hr. Erling Bonnesen vil med den diskussion.

Jeg kan bare sige, at vi selvfølgelig lægger vægt på faglighed og kvalitet, men vi lægger også vægt på den regionale uddannelsesforsyning. Når der er et problem, er det ikke, fordi det er de mest onde mennesker, vi kender, vi har valgt ind i UCL's bestyrelse, men det er jo, fordi der er nogle økonomiske hensyn. Hvis det kun er økonomien, der bestemmer vores uddannelsespolitik, ser det jo ganske anderledes ud. Vi har vedtaget nogle målsætninger. Dem vil vi gerne leve op til, og vi vil gerne diskutere, hvordan man kan leve op til dem.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Rasmus Jarlov.

Jeg lugter jo lidt et mediestunt i det her, i forhold til at man vælger ikke at tage det op i forligskredsen, men vælger at stille en forespørgsel her i Folketingssalen. Jeg kan godt se fordelen i, at det giver mere opmærksomhed, men ellers har jeg svært ved at se fordelene ved det, så det må ordføreren gerne redegøre lidt for.

Ordføreren.

Vi vedtager lovgivning sammen, som har sådan nogle smukke formålsparagraffer, som den her har, hvor vi giver ret og pligt til uddannelsesforsyning, og hvor vi siger, at hele formålet med at lave professionshøjskoler og vores University College er at sikre, at den kritiske masse også kan få uddannelsesdækning i de tyndt befolkede områder. Det står i øvrigt meget smukt, men det var før, du ( Formanden : Hr. Rasmus Jarlov!) – hr. Rasmus Jarlov kom ind i Folketinget, det står meget, meget smukt. Så viser det sig, at det ikke lever op til den virkelighed, og så synes jeg, vi skal diskutere det. Vi har i øvrigt diskuteret det i et samråd, og jeg har også haft lejlighed til at diskutere det både formelt og uformelt med Venstrefolk og folk fra De Konservative. Jeg synes, det er vigtigt, når der ikke sker noget på området og det er økonomien, der er bestemmende for uddannelsespolitikken, og ikke vores visioner og målsætninger, at vi så kan diskutere det her.

Det, der var formålet, var i virkeligheden at finde ud af, hvad Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ville med det her, for det er jo dem, der sidder på kassen. Men det svar, vi har fået indtil nu, er, at man ikke kan pille ved noget; man vil bare overlade det til virkeligheden derude og til bestyrelserne at træffe beslutningerne.

Hr. Rasmus Jarlov.

Så vil jeg bare kort spørge, om ordføreren eller andre har fået afslag på at diskutere det med os, siden formålet er, at man skal diskutere det. Jeg tror altså, at vi kunne have fundet nogle måske lidt mindre grøftegravende initiativer, hvis vi havde haft en god drøftelse, før man begyndte at stille forespørgsler.

Et andet kort spørgsmål er: Hvordan harmonerer det, at man vælger at skride til forespørgsler og krav om ændringer i lovgivningsrammerne, når der bliver truffet en beslutning, som går lidt imod det, man umiddelbart ønsker, med det, som vi ofte hører fra Socialdemokraterne om, at man ønsker at give frihed til institutioner fra meget detaljeret statslig indgriben?

Ordføreren.

Faren ved at have været i Folketinget i flere år er, at man har erfaring, og jeg husker dengang, hvor der var en anden regering end den nuværende og den nuværende regering var i opposition. Jeg skal love for, at der blev stillet B-forslag og forespørgsler, også på områder, hvor vi havde indgået forlig. Det er jo en mulighed, en opposition har for at få sat fokus på et område. Og det er i øvrigt en helt legal ting i politik, at man sætter fokus på et bestemt område, man har forlig om, fordi det ikke går, som det skal. Det håber jeg hr. Rasmus Jarlov inden for et års tid også får lejlighed til, når vi nu bytter rundt, som vi tror og mener forhåbentlig vil ske. Så jeg synes sådan set, det er o.k.

Så vil jeg sige, at vi selvfølgelig har en forligskreds, og vi diskuterer det også gerne der, og det er faktisk sådan, at vi har indkaldt til mange forskellige møder med ministeren om nogle af de her spørgsmål. Vi vil gerne vide, hvad regeringen vil, og vi vil gerne vide, hvad De Konservative og Venstre vil – og det drejer sig ikke kun om ministeren, forstår jeg, det er derfor, der er en ordfører for hvert parti. Nu glæder jeg mig til at høre hr. Rasmus Jarlov, men indtil videre har vi fået en afvisning. Jeg forstår ikke, at De Konservative kan leve med, at Skårup reelt lukker sig selv, førend vi har fået en udviklingskontrakt, der viser, hvordan man lever op til den dækning, der ifølge loven skal være der.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Carsten Hansen. Så er det fru Marlene Harpsøe som ordfører for Dansk Folkeparti.

Da Undervisningsministeriet i 2007 oprettede otte nye professionshøjskoler for videregående uddannelser var visionen klar: Der skal tilbydes langt flere praksisorienterede uddannelser på bachelorniveau overalt i landet. Det var resultatet af en bred aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne. I forbindelse med aftalen blev der lagt vægt på, at professionshøjskolerne skulle dække behovet for udbuddet af professionsbacheloruddannelser i den enkelte professionshøjskoles dækningsområde.

Professionshøjskolerne har med andre ord en usædvanlig vigtig funktion. De er i høj grad en garant for, at de såkaldte yderområder ikke blot består, men også udvikler sig. For det skal og må ikke være sådan, at næsten alle danskere om 50 år bor i eller lige ved landets største byer. Og det kommer til at ske, hvis ikke vi giver unge fra de lidt mindre byer mulighed for at uddanne sig i nærområdet og dermed blive boende under uddannelse. Det skal ikke være sådan, at man absolut skal flytte til København, Odense, Aalborg eller Århus for at få sin drømmeuddannelse.

I dag er det f.eks. muligt at blive bioanalytiker, ergoterapeut, sygeplejerske, lærer og pædagog i Esbjerg. Det er ubetinget godt, og lige så godt er det, at f.eks. læreruddannelsen fortsat vil være og skal være at finde i endnu mindre byer. Det er godt, at man kan blive lærer i byer som Nørre Nissum, Skive og Ribe. VIA University College har ellers overvejet at nedlægge læreruddannelserne i Nørre Nissum og Skive og så samle dem i Holstebro, men det blev heldigvis ikke til noget. Borgmestrene fra Lemvig og Skive Kommuner advarer da også om, at en nedlæggelse af læreruddannelserne vil betyde færre lærere på skolerne i de to udkantsområder.

For det er jo ofte sådan, at man møder manden eller kvinden i ens liv i de år, man studerer. Måske får man også børn, og i hvert fald bliver mange boende i netop den by eller det område, hvor de tager deres uddannelse. Så gode uddannelsestilbud overalt i landet er i høj grad med til at sikre, at danskerne ikke samles om nogle få hovedbyer, men derimod bebor et bredt spektrum af hele Danmark. Gode uddannelsestilbud i de såkaldte udkantsområder er med til at starte en positiv spiral i de områder, mens fravær af uddannelsestilbud er med til at starte en negativ spiral.

Det er netop op til professionshøjskolerne at dække behovet for udbuddet af professionsbacheloruddannelser i det område, som professionshøjskolerne dækker. Vi i Folketinget skal holde meget nøje øje med, at professionshøjskolerne lever op til deres forpligtelse til at sikre uddannelsestilbud i yderområderne. Derfor kan vi i Dansk Folkeparti også tilslutte os, at professionshøjskolerne skal fremlægge en strategi for, hvorledes de vil leve op til den regionale dækningsforpligtelse, i deres uddannelseskontrakter.

Med hensyn til professionshøjskolerne, der ligger i yderområderne, kan jeg høre på flere forskellige ordførere, at man er meget optaget af f.eks. at se på et særligt udkantstaxameter, et særligt udkantstilskud til de skoler, som har aktiviteter i udkantsområderne. I Dansk Folkeparti ligger det os jo ikke fjernt at sikre yderområderne, langtfra kan man sige. Vi har f.eks. lavet et udkantstilskud til gymnasier og erhvervsskoler, og vi har også sikret udflytning af offentlige virksomheder, f.eks. skattecenteret, der er flyttet til Ringkøbing, ligesom vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre færgedrift, førstehjælpskurser osv. for vores mange øer i Danmark.

Vi skal selvfølgelig sikre, at udbuddet af professionsbacheloruddannelser også sker i de tyndtbefolkede områder, og derfor vil vi gerne i Dansk Folkeparti fra talerstolen opfordre undervisningsministeren til snarest muligt at indkalde til et møde i forligskredsen, så man kan drøfte det her rigtig grundigt. For i Dansk Folkeparti mener vi, at man bør have en rigtig grundig diskussion af det her, for man skal selvfølgelig sikre sig, at der også er professionsbacheloruddannelsestilbud i de tyndtbefolkede områder. Tak.

Der er ønsker om korte bemærkninger. Først er det fru Nanna Westerby.

Tak. Vi diskuterer jo mange ting her i Folketinget, og på uddannelsesområdet er en af de ting, vi har diskuteret meget, størrelsen af klasserne på ungdomsuddannelserne rundtomkring i landet. Det er nu ikke det, jeg vil diskutere lige nu, men jeg tager det bare frem, fordi Dansk Folkepartis daværende ordfører, sidste gang vi diskuterede det, sagde, at man godt nok ikke ville være med til at sætte en grænse for, hvor mange elever der skulle være i klasserne, selv om klassestørrelserne havde været stærkt stigende, men han foreslog selv, at man måske skulle overveje at ændre taxametersystemet, sådan at der var et mindre incitament til at proppe flere elever i klasserne, og sådan at skolernes økonomiske tilskud måske var lidt mindre afhængigt af elevantallet.

Faktisk foreslog Dansk Folkepartis daværende ordfører, at man jo kunne overveje at lægge mere af taxametertilskuddet over i et grundtilskud. Og nu har vi jo så i oppositionen faktisk hjulpet Dansk Folkeparti lidt på vej, for det er jo faktisk det, der er et af hovedelementerne i det forslag til vedtagelse, som vi har fremsat i denne forespørgselsdebat. Og så vil jeg bare høre Dansk Folkepartis ordfører, om det er noget, man så vil overveje at støtte.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi i Dansk Folkeparti synes, at vi har fået lavet en rigtig, rigtig god tekst i forslaget til vedtagelse sammen med Venstre og Konservative. Jeg synes faktisk, det er ærgerligt, at der ikke er flere i Folketinget, der bakker op om den tekst, for jeg synes faktisk, den er rigtig, rigtig god. Den handler bl.a. om, at man selvfølgelig ikke skal negligere yderkantsområderne, og den handler om, at ministeren kan gribe ind, hvis der er nogen, der påtænker at nedlægge et rigtig godt uddannelsessted.

I forhold til det her med taxameterordningen vil jeg sige, at det er noget, som vi er et bredt flertal i Folketinget der jævnligt diskuterer og tager op i forligskredsen. Vi mener, der skal være en grundig diskussion af omfanget af taxameteret, men også af, hvorvidt det er muligt at rykke rundt på det, og om der overhovedet er behov for det, for vi mener i Dansk Folkeparti, som jeg også har sagt tidligere, slet ikke, at det er noget, man skal lade være med at kigge på, tværtimod mener vi, at man skal gøre alt, hvad man kan, for at sikre, at der også i de tyndtbefolkede områder skal være en ordentlig uddannelsesdækning, så hele Danmark ikke bare bor i de store byer, men at vi altså bor bredt fordelt i hele Danmark. Nu lyser lampen rødt.

Fru Nanna Westerby.

Det var lidt svært at finde hoved og hale i det, som ordføreren sagde. Man vil måske gerne være med til at se på det på et tidspunkt, men man ved ikke helt, om man vil tage det op. Altså, Dansk Folkepartis tidligere uddannelsesordfører har sagt, at han syntes, det var en god idé, at man så på, om ikke grundtilskuddet skulle fylde mere og taxametertilskuddet skulle fylde mindre, sådan at skolerne bliver mindre elevafhængige, mindre sårbare over for udsving i antallet af elever og får mindre incitament til at komme flere elever i klasserne. Det var det, som Dansk Folkepartis daværende ordfører sagde. Så siger Dansk Folkepartis ordfører nu: Jamen det har vi ikke tænkt os at stemme for i dag, men det vil vi jo altid gerne kigge på.

Jeg kunne godt tænke mig en lidt mere håndfast melding fra Dansk Folkeparti. Har man tænkt sig at tage det her op med regeringen? Nu er Dansk Folkeparti jo det parti i Folketinget, der som det eneste parti ud over regeringspartierne har indflydelse på netop taxameteret og finansloven. Så har Dansk Folkeparti tænkt sig at tage det op? Hvis man synes, det er en god idé at ændre på den her fordeling, vil man så tage det op med regeringen?

Ordføreren.

Nu har jeg efterhånden været her i Folketinget et stykke tid, og hvis der er noget, jeg i hvert fald har lært, så er det, at det er rigtig, rigtig vigtigt selv at finde citater frem og ordret læse, hvad der står, for man kan blive stillet til regnskab for det i Folketingssalen. Så det vil jeg gøre, og jeg vil gerne opfordre fru Nanna Westerby til at finde det præcise citat frem, for så vil jeg meget gerne gå i dybden med, hvad det er, der står. Jeg ved heller ikke på nuværende tidspunkt, hvilken uddannelsesordfører fru Nanna Westerby henviser til.

Ledelsen på de enkelte professionshøjskoler har selvfølgelig et ansvar for at sikre, at der også er midler til udkantsområderne, således at uddannelsesdækningen er bred, men når det er sagt, ligger det os jo på ingen måde fjernt i Dansk Folkeparti at sikre yderområderne. Det har vi gjort mange gange, og vi vil også meget gerne drøfte det her rigtig grundigt i forligskredsen, for det tror jeg der er behov for.

Så er det fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Det vil jeg gerne kvittere for over for fru Marlene Harpsøe, for det er meget vigtigt for os, at vi også deltager i forhandlinger om taxameterstrukturen, og det er bl.a. derfor, vi gerne vil have det op her i Folketingssalen, som vi har det i dag, som et led i at drøfte professionshøjskolernes finansiering og deres muligheder for at leve op til også at dække udkantsområderne med uddannelse. Derfor vil jeg spørge fru Marlene Harpsøe, om vi meget klart fra talerstolen kan få bekræftet, at fru Marlene Harpsøe vil sikre, at det er den brede forligskreds og ikke finanslovkredsen, der diskuterer taxameterændringer her.

Ordføreren.

Jo, men jeg synes egentlig, jeg havde bekræftet det. For jeg henviste også i min tale til den aftale, der er indgået på området, altså det forlig, der er indgået. Så når jeg taler om forlig, er det selvfølgelig den brede kreds, som også inkluderer fru Marianne Jelveds parti.

Som sagt vil vi meget gerne have et bredt udbud af uddannelser i hele landet, og selvfølgelig har professionshøjskolerne en forpligtelse til at sikre, at det udbud findes. I Dansk Folkeparti er vi også glade for, at vi rent faktisk fik med ind i selve loven, at ministeren i sidste ende kan gribe ind, hvis der er noget, der er helt hen i vejret, for det mener vi der skal være mulighed for. Der skal være sådan en rød knap, man kan trykke på og sige: Hov, nu holder vi her. Dansk Folkeparti var med til at sikre, at man kan det.

Så derfor kan jeg kun svare bekræftende på det, som fru Marianne Jelved spørger om.

Fru Marianne Jelved.

Det er jeg meget glad for. Så vil jeg bare bede fru Marlene Harpsøe bekræfte, at den store forligskreds ikke blev indkaldt, da taxameterordningen blev ændret i forbindelse med finanslovaftalen for erhvervsuddannelserne, selv om der er en bred forligskreds omkring erhvervsuddannelserne.

Ordføreren.

Jeg er ikke klar over, hvornår det her blev drøftet, altså om det var før min tid som uddannelsesordfører, men det vil jeg gerne sætte mig nærmere ind i for at kunne svare helt korrekt på, om fru Marianne Jelved var indkaldt til det pågældende forligskredsmøde.

Men når det så er sagt, er det klart, at vi også er nogle forligspartier omkring finansloven, og der har fru Marianne Jelved jo også mulighed for at komme med sit bidrag i forhold til finansieringen af alt det, der sker, altså de økonomiske rammer for bl.a. uddannelsesområdet. Hvis man kun vil give, men ikke vil tage, dvs. ikke være med til at finansiere tingene, så er det jo klart, at det selvfølgelig bliver et problem for fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre. Men i Dansk Folkeparti har vi det sådan, at vi gerne vil være med til at finansiere de ting, som vi gerne vil give, og det har vi også gjort i det her tilfælde.

Så er det hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning.

Jeg vil også gerne kvittere for den konstruktive holdning, jeg hørte Dansk Folkeparti havde her. Jeg må sige, at det blev jeg glædeligt overrasket over. Jeg må også sige, at jeg håber, fru Marlene Harpsøe og Dansk Folkeparti er indstillet på, at vi forholdsvis hurtigt arbejder videre med det som det ene af spørgsmålene. For hvis der ikke sker noget her og nu, lukker Skårup Seminarium. Så har man ikke haft diskussionen. Så bliver der bare ikke noget optag i år, så flytter man skolen, og det uden, at man har haft den mere tværgående diskussion om det, andet end på et overordnet plan.

Jeg vil høre, om Fru Marlene Harpsøe er indstillet på, at vi forholdsvis hurtigt får den diskussion om bl.a. Skårup – der vil jo også komme andre steder – med den optagethed af udkantsområderne, jeg opfatter der er i Dansk Folkeparti, således at Skårup ikke bare får lov til at lukke, uden at partierne her har været inde over og haft en diskussion.

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti blev vi selvfølgelig bekymrede, da vi hørte, at Skårup Seminarium står over for en lukning, i hvert fald af den del, der gælder de lærerstuderende. Det er ikke kun, fordi vi selvfølgelig skal sikre den her brede uddannelsesdækning, men også, fordi vi står over for en situation, hvor vi mangler lærere. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at vi får flere lærere, og så ville det da være trist, hvis vi lige pludselig fik en flot stigning i antallet af lærerstuderende og der så ikke var uddannelsestilbud i de egne af Danmark, hvor vi gerne så at der var de her uddannelsestilbud.

Men nu, hvor vi skal se på netop yderområderne og have en drøftelse i forligskredsen, er det klart, at det også er helt naturligt at komme ind på Skårup Seminarium i den forbindelse. Det synes jeg da bare vi skal gøre.

Hr. Carsten Hansen.

Det vil jeg gerne kvittere for, for det, ministeren og Venstre sagde, var, at de lokale professionshøjskoler nu er bundet op på, at de i deres udviklingskontrakter skal vise, hvordan de vil sikre den lokale regionale uddannelsesdækning, og også de forpligtelser, de har ifølge loven. Men se, den udviklingskontrakt og den diskussion kommer først, efter Skårup er lukket, og derfor er det lidt vigtigt, at man får diskussionen nu.

Fru Marlene Harpsøe sagde, at hun sådan set var indstillet på at tage diskussionen. Vi har jo her anvist nogle områder, man kunne diskutere: et større grundtilskud, en reguleringsfaktor af det almindelige taxameter for at forebygge frafald og afskaffelse af færdiggørelsestaxameteret for at sikre en mere løbende takst til seminarerne. Var det nogle elementer, som Dansk Folkeparti egentlig synes kunne være spændende at diskutere, selv om de har bundet sig til regeringens forslag til vedtagelse?

Ordføreren.

Vi går selvfølgelig ind for det forslag til vedtagelse, som et flertal i Folketinget, V, K og Dansk Folkeparti, har været med til at sikre.

Når det så er sagt, betyder det jo ikke, at vi ikke kan drøfte yderkantsområdernes udfordringer. Det betyder det jo ikke. I Dansk Folkeparti synes vi altid, man bør gøre det, for der er jo en særlig udfordring i yderområderne. Det kan vi ikke negligere. Vi er også glade for, at det er kommet ind i selve teksten med det forslag til vedtagelse, som vi jo netop har været med til at udarbejde sammen med regeringen. Jeg er i hvert fald rigtig positiv over for, at der i teksten – jeg kan endda tage den frem – helt klart står:

»Det er i den forbindelse vigtigt, at yderområderne ikke negligeres, og at man kan tage en professionsbacheloruddannelse i alle dele af Danmark.«

Vi siger meget klart, at det her ligger os meget på sinde. Så jeg synes, vi skal tage en drøftelse af det i forligskredsen, for yderområderne skal selvfølgelig sikres, også i forhold til uddannelse.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Fru Marlene Harpsøe påpeger, at vi jo faktisk mangler folkeskolelærere, og det er også rigtigt. Derfor er det også så tosset, at man faktisk er begyndt at fyre folkeskolelærere rundtomkring i kommunerne. Men det er jo en anden snak.

Det er da positivt at høre, at fru Marlene Harpsøe og Dansk Folkeparti vil gøre noget ved det meget store problem, at uddannelsesinstitutionerne i de små byer systematisk trues af lukning. Det kan selvfølgelig undre, at man fra Dansk Folkepartis side ikke har gjort noget tidligere, for det er jo ikke et nyt problem. Jeg skal også sige til fru Marlene Harpsøe, at vi naturligvis vil følge meget tæt, hvad man har tænkt sig at gøre. En ting er jo, hvad man siger fra Folketingets talerstol, noget andet, hvad man rent faktisk har tænkt sig at gøre fra Dansk Folkepartis side.

Mit spørgsmål til ordføreren går på, om ordføreren har nogen konkrete ideer til, hvordan man kan sikre uddannelsesinstitutioner i udkantsområderne. Når det nu er så vigtigt for Dansk Folkeparti, som jeg kan forstå det er, hvilket jeg synes er meget positivt, kunne man forestille sig, at de havde gjort sig nogle overvejelser over, hvordan vi kan sikre uddannelse i udkantsområderne.

Ordføreren.

Enhedslistens ordfører er inde på, at Enhedslisten vil følge den her sag meget tæt, og det synes jeg bare, Enhedslisten skal gøre – alt det, de vil.

Jeg synes, det er forkert nærmest at angribe Dansk Folkeparti for ikke at ville gøre noget ved det her noget før. Vi har stillet et hav af spørgsmål til ministeren, bl.a. om de truende lukninger af Skårup og tegnsprogsuddannelsen i Århus, som også er et kritisk punkt lige i øjeblikket. Så jeg synes simpelt hen ikke den påstand passer.

Når Enhedslistens ordfører så efterlyser konkrete ideer til, hvordan man skal sikre udkantsområderne, synes jeg bare, Enhedslistens ordfører skulle tage fat i loven og se på de mange gode paragraffer og bestemmelser, der er i loven, og som netop skal medvirke til at sikre yderområderne. Der står bl.a. noget om de her udviklingskontrakter, og at ministeren – og det fik Dansk Folkeparti med – i sidste ende kan gribe ind, hvis en nedlæggelse af et uddannelsessted er helt absurd. Der er mange gode ting, så jeg synes bare, man skulle slå op i loven.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Når man kigger på virkeligheden, er der jo noget, der tyder på, at loven ikke er tilstrækkelig, og det er jo bl.a. også derfor, vi har diskussionen i dag. Det er jo præcis, fordi vi – på trods af at vi har en lovgivning, hvor der står, at man skal sikre uddannelse også i udkantsområderne – oplever, at de små uddannelsesinstitutioner er truet, og at flere institutioner lukker. Derfor spurgte jeg ordføreren, om man i Dansk Folkeparti har gjort sig nogen overvejelser over, hvad man konkret kan gøre. Har man nogen ideer? Det vil jeg stadig væk gerne have et svar på.

Jeg kunne også godt tænke mig at spørge ordføreren, om man kunne forestille sig, at ideen om at give et større grundtilskud til institutionerne kunne være en mulighed for simpelt hen at sikre, at de små institutioner bliver mindre følsomme over for svingninger i antallet af studerende. Kunne det være noget, man i Dansk Folkeparti kunne gå i gang med at diskutere og overveje som en mulighed?

Ordføreren.

Først kan jeg sige, at da Dansk Folkeparti stemte for den her nye lov – jeg vil tillade mig at sige nye lov, for så mange år har den alligevel ikke været på banen – var det klart, at vi gik ind med en forventning om, at de forskellige ledelser på professionshøjskolerne går ind i det her med engagement og gør alt, hvad de kan, for at sikre, at der også er uddannelsestilbud i yderområderne. Det ansvar pålægger vi dem jo sådan set stadig væk. Det har vi ikke tænkt os at tage fra dem. Vi har ikke mistillid til de her bestyrelser i Dansk Folkeparti.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at vi selvfølgelig skal være bekymrede og se nærmere på, om der, hvis der er et uddannelsestilbud eller uddannelsessted, som er truet af lukning, er en reel årsag til at lukke det, eller om vi bør gribe ind.

Hvis vi skal se på nogle konkrete initiativer til, hvad man kunne gøre for at sikre yderkantsområderne, ligger det jo ikke Dansk Folkeparti fjernt, som jeg også har sagt før, at se på sådan noget som udkantstilskud. Det har vi jo før fået indført, og vi kigger gerne på det igen i forhold til professionshøjskolerne. Men det skal så også siges, at vi altså ønsker en grundig diskussion af det her forinden.

Tak til fru Marlene Harpsøe. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Nanna Westerby fra SF.

Som vi har hørt nogle gange, er det lige blevet vedtaget, at Skårup Seminarium på Fyn skal nedlægges eller i hvert fald den del, hvor der er læreruddannelse. Det har selvfølgelig skabt protester blandt de studerende og i lokalområdet. For nylig havde man den samme debat i Skive og i Nørre Nissum, og for et års tid siden havde man den samme debat i Haslev. Ikke kun på professionshøjskolerne, velfærdsuddannelserne er lukninger af afdelinger og fusioner i større uddannelsescentre en diskussion. For nylig var jeg på besøg på CELF, en stor erhvervsuddannelsesinstitution på Lolland-Falster, og også her kan de mærke økonomien puste dem i nakken, når de skal beslutte, om de skal opretholde afdelingen i Nakskov. For det er dyrere at have mange små afdelinger i tyndtbefolkede områder end at samle dem i én stor og særlig i områder, hvor rigtig mange af eleverne er uden en uddannelsestradition i familien.

Problemet er bare, at hvis vi gør det, hvis vi samler vores uddannelsesinstitutioner i store centre, så er der færre unge, der får en uddannelse – både en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. De unge og særlig dem fra hjem uden tradition for uddannelse pakker nemlig ikke deres kuffert og rejser til en ny by for at tage deres uddannelse. Hvis ikke der er et udbud lokalt, tager de bare ikke en uddannelse. Det er så desværre konsekvensen for mange unge i dag. Tal fra Undervisningsministeriet viser, at kun syv ud af ti får en ungdomsuddannelse i nogle yderområder, mens ni ud af ti gør det i hovedparten af kommunerne, særlig nord for København. Det er både til skade for uddannelsesniveauet i Danmarks befolkning og Danmarks fremtidige arbejdsstyrke, og det er til skade for yderområderne.

De seneste års økonomiske vækst har ikke været ligeligt fordelt. Tværtimod klumper gevinsterne sig sammen omkring de store universitetsbyer København og Århus, mens udkantskommunerne langs Vestkysten og Smålandshavet mister arbejdspladser, skatteborgere og fremtidsmuligheder. Kvinderne forsvinder fra de områder. I løbet af de sidste 30-40 år har stadig flere kvinder valgt at tage en længerevarende uddannelse. Det er jo en rigtig god idé, men det har man altså dårligere muligheder for at gøre i Lemvig, Vejen eller Varde. Derfor må de kvinder, der er født og opvokset på landet, pakke tasken og drage mod København, Århus eller nogle af de andre store uddannelsesbyer, hvor de har mulighed for at forfølge deres drømme og visioner. Problemet er så, at med eksamensbeviset og den lange uddannelse i hus er der bare ikke så meget at komme efter i udkantsområderne for en karrierekvinde, hvis førsteprioritet ikke nødvendigvis er manden, børnene og køkkenet.

Det er ikke kun yderområderne, der er trængt på uddannelse. Også i de områder af Danmark, hvor der er mange elever fra hjem, der ikke har tradition for uddannelse, har uddannelsesinstitutionerne det svært, for vores taxametersystem fungerer helt på markedsvilkår. Det vil sige, at der altså ikke tages de sociale eller geografiske hensyn, som der burde tages. For en elev er nemlig ikke bare en elev. Der er kæmpestor forskel på f.eks. et gymnasium eller en erhvervsskole eller en professionshøjskole på Vestegnen og i Gentofte. Der er kæmpestor forskel på, hvor meget vejledning de elever skal have. I nogle områder af Danmark, hvor eleverne kommer fra ressourcestærke hjem med veluddannede forældre, ved man nærmest allerede i folkeskolen, at man skal videre på universitetet. Der er stor forskel på, hvordan undervisningen skal strikkes sammen. Lærerne har nogle helt andre opgaver. Tingene skal forklares meget grundigere, og den enkelte elev skal have meget mere støtte. Derfor er det skævt, når vores taxametertilskud ikke tager højde for de forskelle, der er på uddannelsesinstitutionerne.

Ekstra skævt bliver det, når en del af taxametertilskuddet til skolerne først gives, når eleverne bliver færdige med deres uddannelse, det såkaldte færdiggørelsestaxameter. For det betyder, at man tilgodeser uddannelsesinstitutioner, der ligger i områder med et højt uddannelsesniveau og en høj gennemførelsesprocent, og så er der færre penge til de skoler, der ligger i socialt belastede områder og derfor har højt frafald. Når der kommer en så skæv økonomisk fordeling imellem vores uddannelsesinstitutioner, hvor institutioner i yderområderne og institutioner i socialt belastede områder sakker bagud i tilskud, så får vi A- og B-skoler. Så har skolerne med de bedste elever også råd til det bedste udstyr og de bedste lærere. Det burde jo være helt omvendt. Det burde være på de skoler, der har de største udfordringer blandt eleverne, at man havde det bedste udstyr og de bedste lærere.

Når det er blevet sådan, er det altså, fordi vi har et markedsbaseret system. Skoler drives som små virksomheder, der udbyder uddannelse på et marked. Eleverne er forbrugere, der stemmer med fødderne. Der tages ingen sociale hensyn, og der tages ikke nok regionale hensyn. Det skal efter SF's opfattelse laves om. Vi vil have et tilskudssystem, der prioriterer uddannelsesinstitutioner i yderområderne, så de ikke må lukke ved det mindste fald i elevtallet, et system, der skaber incitamenter til at have uddannelse i yderområderne, så de store professionshøjskoler ikke lukker deres små afdelinger. Vi vil have et taxametersystem, der tager højde for de sociale forskelle, der er i elevmassen, og som giver ekstra tilskud til de institutioner, der løfter ekstra opgaver, fordi de ikke bare skal levere uddannelse, de skal faktisk også bryde den sociale arv.

Vi er rigtig glade for, at man som samlet opposition i dag har kunnet fremlægge nogle forslag til, hvordan man kan tage højde for netop de to ting, så vi støtter selvfølgelig det forslag til vedtagelse, som vi selv er med til at fremsætte.

Ja tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Jo tak. Nu har Skårup Seminarium jo været nævnt en del i debatten her, og der er det da klart, at der ikke er nogen, der sådan ønsker at lukke nogen institutioner eller uddannelser som sådan – og det gør jeg heller ikke. Hvis man prøver at sætte lidt mere fokus på det ved at se på, hvad det rent faktisk er, eleverne gør, så er der jo rigtig mange elever, der selv siger, at de faktisk søger et andet sted hen, altså netop det, at de stemmer med fødderne, selv om de har mulighed for at vælge Skårup Seminarium.

Pengene følger jo eleven, som vi ved, så der er ingen problemer, der er ikke mangel på penge, der er faktisk mangel på elever, og det er sådan set kernepunktet i det her, og jeg vil gerne markere, at der ikke er nogen, der ønsker at lukke. Men hvad siger SF's ordfører egentlig til, at mange af dem selv søger bare nogle ganske få kilometer længere væk til en anden nærliggende institution for at, om jeg så må sige, kunne arbejde på hele paletten netop for at sikre kvalitet? Det må da også indgå i SF's overvejelser.

Ordføreren.

Jamen det er jo helt rigtigt. Problemet er, at når vi har det system, der er så markedsbaseret, som vi selv det hører fra hr. Erling Bonnesen, nemlig at pengene udelukkende følger eleven, så betyder det, at de unge, som kan overskue at tage til Odense f.eks. og søger derind, gør det, og så følger pengene med dertil, men de, som ikke kan overskue at skulle pakke kufferten og rejse til Odense, de, som gerne vil have uddannelse i lokalområdet, bliver tabt, fordi der ikke er nogen uddannelsesinstitution til dem.

Derfor siger vi i SF, at der er noget galt med strukturen, så bliver vi nødt til at skævdele lidt, og så bliver vi nødt til at sige, at der prioriterer vi altså, at der skal være en uddannelsesinstitution, som har et tilskud, så den kan løbe rundt i yderområdet. Vi vil ikke gå ind og sige, hvor præcis i landet man skal lægge institutioner, men vi vil sige, at der skal være et incitament, sådan at det er attraktivt at udbyde uddannelse i yderområderne, og sådan at de institutioner faktisk også har økonomien til at blive attraktive, så man ikke ryger ind i den onde cirkel, der gør, at man så lukker uddannelsesinstitutionen til sidst, fordi den har fået så få elever, at den faktisk har en kvalitet, der er ret dårlig. Den skal have et tilskud, der gør, at den bliver så attraktiv, at den kan tiltrække elever.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Men klart igen, der er bred enighed om, at der ikke sådan som udgangspunkt er nogen, der ønsker at lukke nogen ting, men det er alligevel sådan lidt kendetegnende, at det synes at være antallet af uddannelsessteder, der er afgørende i argumentationen fra SF, og ikke så meget overordnet fokus til sidst. Det er jo rent faktisk sådan, at pengene ikke bare forsvinder af sig selv. Samlet set er det jo konstateret tidligere i debatten, at der er tilført flere penge til området. Så man kan sige, at hvis der var mange elever, der søgte hen til et bestemt sted, f.eks. til Skårup, ville der jo lige præcis være en stor, lys fremtid der. Nu er der bare mange elever, der i hvert fald nu søger andre steder hen, for der kan man jo få en bredere palet, faktisk hele paletten, f.eks. på linjefag og den slags. Er det ikke sådan nogen tendenser? Man kan jo næsten sige, at de unge faktisk lidt viser vejen, så skulle man ikke lytte en lille smule til det også, selv om vi ikke som udgangspunkt ønsker at lukke nogle ting?

Ordføreren.

Ja, antallet af institutioner betyder faktisk rigtig meget for mig. Det betyder faktisk rigtig meget for mig, at der også ligger uddannelsesinstitutioner i udkantsområderne, og det skuffer mig rigtig meget, at Venstre som et gammelt parti, der faktisk gjorde noget for yderområderne i Danmark, ikke synes, at det betyder noget, og at man udelukkende vil lade eleverne stemme med fødderne og de unge mennesker stemme med fødderne. For hvis man gør det, er konsekvensen bare, at der sidder en gruppe af unge mennesker tilbage, som ikke bare lige kan pakke kufferten og flytte ind til Odense, som ikke kan overskue det, og de bliver altså tabt, hvis der ikke er et uddannelsestilbud til dem i yderområderne. Så ja, det betyder rigtig meget. Det betyder så meget for mig, at jeg ikke bare vil overlade det til et frit marked. Jeg synes faktisk, at det er skuffende, at Venstre er hoppet med på den vogn.

Tak til ordføreren. Hr. Rasmus Jarlov som konservativ ordfører.

Jeg skal understrege, at vi i Det Konservative Folkeparti selvfølgelig også er meget kede af, at Skårup Seminarium skal lukkes. Vi er dog meget tilfredse med ministerens beretning, og vi er – det siger sig selv – selvfølgelig enige i det forslag, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har fremsat.

Jeg er også enig med Venstres ordfører i, at vi burde behandle spørgsmålet i forligskredsen. Når forespørgerne bruger Folketingssalen til at bringe det her op, giver det selvfølgelig mere opmærksomhed omkring deres holdning, men ellers er det lidt svært at se fordelene i forhold til uddannelsesinstitutionerne.

Vi bekymrer os i Det Konservative Folkeparti meget om de regionale forpligtelser. Vi er meget enige i, at der skal være uddannelsesinstitutioner bredt i det danske land, men vi er også af den holdning, at der skal være et selvstyre for professionshøjskolerne, og at vi skal passe på, at vi ikke regerer med lovgivning og indskrænkninger af det lokale selvstyre, når der bliver truffet beslutninger, som vi ikke umiddelbart er enige i. De har det bedste beslutningsgrundlag, og det er en fejltagelse at tro, at Christiansborg skal bestemme i detaljer, hvor alle uddannelsesinstitutioner skal ligge henne, når vi har nogle professionshøjskoler, som har den kompetence.

Hvis man har den holdning, at man skal gribe ind, når der er de her beslutninger, som går os lidt imod herinde på Christiansborg, så kunne vi lige så godt fjerne det her lokale selvstyre med det samme. Og det er egentlig hovedbegrundelsen for, at jeg mener, det er forkert, at der bliver reageret så kraftigt på den her beslutning om Skårup Seminarium. Vi må respektere, at der er en professionshøjskole og en bestyrelse, som er bedre i stand til at træffe de beslutninger, end vi er herinde på Christiansborg. Jeg troede egentlig også, at der bredt her i Folketinget var opbakning til, at vi skulle have det her lokale selvstyre, og så nytter det ikke noget at fare frem med bål og brand.

Så vi støtter det forslag til vedtagelse, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har fremsat, og stiller os tilfredse med ministerens beretning og de mekanismer, som i forvejen findes for at sikre de regionale forpligtelser.

Der en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Tak. Netop fordi loven, som vi taler om her, indeholder bestemmelsen om, at professionshøjskolerne – ud over at have kvalitet i uddannelserne – skal sikre et bredt udbud, også i lokalområder, er der mulighed for, at ministeren kan gå ind, hvis ministeren finder, at det ikke sker på forsvarlig vis. Vi er tilhængere af selvstyret, men der er lagt begrænsninger ind, for regionsrådet skal høres, og ministeren kan i visse situationer gribe ind. Er De Konservatives ordfører enig i det, eller skal vi afskaffe de to instanser, der også skal medvirke?

Ordføreren.

Jeg er naturligvis fuldstændig enig i, at det fortsat skal være sådan. Men jeg må også sige, at beslutningen om at nedlægge lige netop Skårup Seminarium jo ikke er så vidtrækkende for den regionale forpligtelse, som mange andre beslutninger kunne være. Der var for et års tid siden, så vidt jeg er orienteret, også en drøftelse om at nedlægge en læreruddannelse på Falster, hvor der ville have været 125 km til det nærmeste alternativ. Det havde været langt mere alvorligt. Det fik man så snakket dem fra af hensyn til den regionale forpligtelse.

I forhold til hvilke beslutninger der kunne blive truffet, som ville være langt værre end nedlæggelsen af Skårup Seminarium, er det her ikke så dramatisk. Derfor virker det også forkert, at man lige netop i den her sag, og så snart vi har en beslutning af den her type, griber så voldsomt ind og stiller forespørgsler her i Folketingssalen.

Fru Marianne Jelved.

Det beroliger mig altså lidt, for i ordførerindlægget lød det, som om vi skulle holde op med overhovedet at interessere os for, hvad professionshøjskolernes bestyrelser traf af beslutninger.

Vi har jo også en anden sag kørende, som drøftes, nemlig tegnsprogstolkeuddannelsen i Århus. Hvad er Det Konservative Folkepartis ordførers holdning til den sag?

Ordføreren.

Det har jeg p.t. ikke nogen holdning til. Det vil jeg gerne være med til at drøfte nærmere.

Fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Jeg tager bare ordet, fordi jeg er lidt i tvivl om, om den konservative ordfører overhovedet har læst det forslag til vedtagelse, som oppositionspartierne faktisk har fremsat her i dag. Vi har jo ikke sagt, at der skal være et udbud i Skårup, og vi har ikke på noget tidspunkt i det forslag til vedtagelse eller i debatten i dag taget stilling til, hvor præcis i landet der skal være et udbud. Det, som det forslag til vedtagelse handler om, er struktur og incitamenter. Det, som det forslag til vedtagelse handler om, er, at vi vil lave nogle incitamenter, sådan at man i højere grad kan tage nogle sociale og nogle geografiske hensyn, som der altså er ret dårlig mulighed for i dag, fordi man har et ret markedsbaseret system.

Så jeg vil bare høre, om den konservative ordfører ikke vil anerkende, at det altså ikke drejer sig om, at vi vil sige, præcis hvor i landet der skal være et udbud, men at vi i hvert fald vil sørge for, at der er incitamenteter til at have udbud i yderområder og i socialt belastede områder.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at jeg har læst forslaget.

Jeg ser altså det her som en reaktion på Skårup Seminarium, og det er også det, hele debatten har handlet om her i dag, og det er derfor, den debat bliver taget op nu.

Så forsøger man selvfølgelig at fremlægge nogle mekanismer, som gør, at man ikke kommer til at stå i den her situation igen. Det er således, jeg opfatter forslaget. Hvis det er forkert, vil jeg selvfølgelig gerne korrigeres, men jeg har meget svært ved at læse debatten på anden måde.

Fru Nanna Westerby.

Jamen det er jeg virkelig ked af, for så har den konservative ordfører virkelig misforstået hele præmissen for debatten i dag. For hele præmissen for debatten i dag er netop, at vi har et problem, fordi der er en tendens til, at uddannelsesinstitutioner i yderområder og socialt belastede områder er urentable. Man kan simpelt hen ikke få dem til at løbe rundt økonomisk. Så har vi lavet et system, der gør, at man har nogle meget store uddannelsesinstitutioner, der lukker afdelinger i de urentable områder. Det er det, vi som opposition gerne vil have lavet om.

Bare som oplysning til den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov, vil jeg sige, at det her altså ikke drejer sig om Skårup Seminarium. Det drejer sig om en større tendens. Så jeg vil gerne høre den konservative ordførers holdning til den tendens, nemlig at alting er blevet meget mere markedsorienteret, og at det gør, at man lukker uddannelsesinstitutioner i yderområder og socialt belastede områder. Er det det, som den konservative ordfører synes er rigtig god uddannelsespolitik?

Ordføreren.

Med hensyn til taxameterets sammensætning og størrelse har der været diskussioner i årtier for at finde den bedste model. Der er ikke nogen, der er kommet frem med et bedre alternativ endnu, og det er derfor, at man, selv om diskussionen bliver taget hvert år, stadig væk har den form for finansieringsstruktur. Den støtter vi fuldt ud op om. Vi mener, det er vigtigt, at pengene skal følge den enkelte studerende for at give uddannelsesinstitutionerne et godt incitament til at få de studerende gennem uddannelserne.

Hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning.

Vi har set, at flere af vores små seminarier rundtomkring i landet under professionshøjskolerne har været i problemer, og jeg tror, vi vil komme til at se flere. Er den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov, ikke enig i, at vi har en fælles udfordring, hvis vi mener det, der står i loven, nemlig at vi har skabt professionshøjskolerne med henblik på at sikre en uddannelsesdækning alle steder? Jeg vil høre, om De Konservative anerkender, at der her er en udfordring, som vi i fællesskab skal løfte, hvis vi ellers skal leve op til lovens krav og målsætninger.

Ordføreren.

Selvfølgelig anerkender jeg det. Som jeg også sagde i min indledende tale, er vi enige i, at der skal være uddannelsesinstitutioner spredt ud over landet, således at det ikke kun er i de tre-fire største danske byer, at man kan komme til at studere. Så jo, det er jeg helt enig i.

Hr. Carsten Hansen.

Er det så ikke et paradoks, at når vi vil diskutere det og anvise nogle veje, afviser man fuldstændig at diskutere nogen af de muligheder? Hvad er De Konservatives bud på, at vi sikrer både Skårup, Nørre Nissum, Skive og de andre seminarer, som garanteret vil komme på tale inden for det næste år eller to? Hvad er buddet, ud over at der bare skal laves udviklingskontrakter? Det har vi hørt, men det er jo bare nogle ord på et stykke papir, der er jo ikke andet i det. Hvad er buddet fra De Konservative på, hvordan vi kommer videre?

Vi hørte Dansk Folkeparti sige, at de meget gerne vil diskutere det, og vi kan jo risikere, at vi måske kan finde hinanden, både i forhold til taxametre, lidt flere penge og sådan nogle ting. Afviser De Konservative fuldstændig, at vi kan kigge på taxametrene, flere penge og også at bruge den ministerbeføjelse, der ligger i forhold til de mindre seminarer og uddannelsessteder?

Ordføreren.

Jeg har ikke bemyndigelse til at afvise noget hundrede procent, men jeg ser ikke for mig, at vi skal til at diskutere taxametrene, og at vi skal til at dele flere penge ud nu, hvor vi har et statsunderskud på 100 mia. kr. Det må jeg sige helt ærligt.

Jeg må også sige, at selvfølgelig vil vi gerne diskutere problematikken. Det er klart. Vi tager altid gerne et møde med forslagsstillerne og andre, som har gode ideer. Det siger sig selv. Alligevel vil jeg stadig væk have lov til at afvise det her beslutningsforslag, og det vil jeg gøre, især fordi jeg synes, det er en overreaktion, når vi har selvstyre ude på professionshøjskolerne.

Tak til ordføreren. Fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Da man besluttede sig for at etablere professionshøjskolerne, var der mange, der var bekymrede for, om centraliseringen af de mellemlange uddannelser i nogle meget store institutioner, som professionshøjskolerne jo er, ville lægge pres på de små seminarier og på de små sygeplejeskoler i udkantsområderne.

Her 3 år efter viser det sig jo altså desværre, at det ikke var en grundløs bekymring, for på trods af at loven indeholder et eksplicit påbud om at sikre uddannelsesmuligheder i udkantsområderne, ser vi jo altså igen og igen, at mindre uddannelsesinstitutioner må dreje nøglen om. I 2008 var det på Sjælland, hvor UCSJ først planlagde at lukke alle videregående uddannelser på Lolland-Falster. Efter massive protester endte man så med i stedet at nedlægge seminariet i Haslev. Sidste år var seminarierne i Nørre Nissum og Skive tæt på at lukke, og lige nu er Skårup Seminarium på Sydfyn i en situation, hvor det eneste, vi kan håbe på, er, at ministeren griber ind.

Der er kort sagt ikke tale om sådan et lille lokalt problem, der skyldes en enkelt institutions dårlige ledelse eller en enkelt institutions problemer. Vi har at gøre med et landsdækkende problem, nemlig det problem, at udkantsområderne risikerer at miste deres uddannelsesinstitutioner. Og hvis regeringen tog deres egen målsætning om, at flere unge skal have en videregående uddannelse, alvorligt, ville man også tage den her situation meget alvorligt. Det er et alvorligt problem for alle os, der mener, at alle unge, uanset hvor i landet de bor, skal have en fair chance for at uddanne sig, og det er jo lige præcis i udkantsområderne, at de unge, vi har sværest ved at få fat i, altså de unge, der i mindst grad uddanner sig, bor. Det er samtidig i de her områder, at der faktisk bor en del unge, som oplever det som meget uoverskueligt at skulle flytte så langt for at uddanne sig.

Hvis vi vil have et Danmark, hvor videregående uddannelse ikke bare er en mulighed for de ressourcestærke og målrettede unge, der gerne tager til Århus eller København, uanset hvor de i forvejen bor, skal vi altså sikre, at der er adgang til uddannelse alle steder, uden at man skal transportere sig mange timer hver vej. Det er den eneste måde, vi sikrer den enkelte unge, men det er jo altså også den eneste måde, vi sikrer den målsætning, vi alle sammen har om, at flere unge uddanner sig. Og det kan vi komme til at tjene rigtig mange penge på som samfund, og hvis ikke det sker, bliver det rigtig, rigtig dyrt.

Vi skal huske på, at det jo ikke er af ond vilje, når bestyrelserne på professionshøjskolerne, som vi f.eks. oplever det på Fyn nu, snakker om at lukke et uddannelsessted i et udkantsområde. Det er ikke af ond vilje, det er simpelt hen en følge af den måde, systemet er indrettet på i dag. Det giver alt for store økonomiske incitamenter til at lukke de små uddannelsesinstitutioner. Taxametertilskuddet gør, at det er endda meget svært at opretholde en bæredygtig økonomi på de små institutioner. Med andre ord betyder det økonomiske system, den økonomiske model, vi har, en social og en regional skævvridning af uddannelsesinstitutioner.

I oppositionen har vi jo en lang række forslag til, hvordan man kunne forbedre den her situation, og dem har vi lagt frem i et forslag til vedtagelse i dag. Hvis ministeren ikke kan støtte vores forslag – det kan jeg jo forstå at ministeren ikke kan – håber jeg meget, at ministeren selv kommer med nogle konkrete bud på, hvad der skal gøres. For hvis ikke der sker noget, hvis bare man lader som ingenting og siger, at det må de finde ud af ude i bestyrelserne, og at det ikke har noget med os at gøre, risikerer vi altså at stå i en situation, hvor det kun er unge i store byer eller unge, som er villige til at flytte sig meget langt, og som har så mange ressourcer, at de kan flytte sig meget langt, der har mulighed for at uddanne sig.

Tak til ordføreren.

Undervisningsministeren.

Tak. Som nordjyde kender jeg alt til at bo i et udkantsområde, hvor man også værner om og søger at beskytte de uddannelsestilbud, der er. Så jeg er også optaget af diskussionen.

Jeg synes, at der også blandt forespørgerne har været lidt forskellige vinkler på forespørgselsdebatten i dag. Fru Marianne Jelved koncentrerede sig mere om det generelle og så på, hvilke behov der overordnet set er for regional dækning, mens man kan sige, at hr. Carsten Hansens indlæg var mere koncentreret om en konkret sag. Jeg vil prøve at omfavne begge niveauer i min reaktion på det.

Jeg vil sige, at jeg må beundre venstrefløjens evne til alene at se på den ene side af en sag. Derfor er den her sag lidt kompleks at behandle i Folketinget, for vi, der var med til at lave professionshøjskolerne, oplevede jo, hvor mange timers forhandlinger der skulle til for at få den nødvendige balance mellem på den ene side at sikre, at der er en decentral styring og autonomi, selvbestemmelsesret ude i den enkelte institution, og på den anden side at sikre, at der både er faglige miljøer, vi kan være bekendt over for de studerende og vores fremtid, og en regional dækning, vi kan være bekendt over for de unge, der skal til at starte på uddannelsen. Så vi har altså et ret komplekst spørgsmål, som vi har brugt mange timer på at løfte i fællesskab under den tidligere minister. Jeg mener, at vi fandt en god balance.

Det er dog sådan, og det må jeg som liberal erkende, at uanset hvor mange love vi laver herinde på Christiansborg, kan vi ikke lovgive om de unges kultur, intentioner, interesser og måder at leve på. Det, jeg tror man har oplevet – hvis jeg må vende mig til den konkrete sag – er jo, at storbyerne virker tiltrækkende. Jeg kender det fra mit eget område, hvor bl.a. fordelingen af gymnasieelever er en sikkerhedsgaranti for, at der ikke bliver nedlagt små uddannelsesinstitutioner i det nordjyske. Men det er ikke de unges ønsker, vi følger. Den overvejelse synes jeg vi var utrolig grundige med i forligskredsen, da vi i fællesskab lavede det lovgrundlag, som nogle mener jeg nu skal agere på.

Jeg agter ikke at gribe ind konkret i forhold til Skårup Seminarium. Det gør jeg ikke af den ene grund, at der ikke er noget belæg for mig for at gøre det. Elevgrundlaget er blevet svagere og svagere. Uagtet at der har været ganske få ekstra elever meroptaget, er elevgrundlaget blevet svagere og svagere og vil fortsat blive det, fordi de årgange, der er kommet ind, er mindre end dem, der træder ud. Så det vil blive svagere.

Noget andet er, at alle tre læreruddannelser i Skårup, Jelling og Odense har et underskud. Så kan man sige, at der ikke er penge nok. Nej, men jeg kommer ikke med flere lige nu, så det må bestyrelserne tage bestik af. Efter 3 år, hvor man har givet Skårup en chance for at udvikle sig, og hvor man har forsøgt at gøre en indsats for at få elever, beslutter man sig nu for at sige: Vi er nu nødt til at sige, at elevgrundlaget ikke er tilstrækkeligt til, at vi har et fagligt miljø og kan forsvare den økonomi, som vi trækker ud fra andre uddannelser for at bevare den i Skårup. Man skal jo også være opmærksom på, om det er et nulsumsspil. Når man vælger at bevare en klart underskudsgivende uddannelse, trækker man pengene fra andre studerende. Derfor er opbakningen til beslutningen i skolens bestyrelse også mere broget end, hvad hr. Carsten Hansen f.eks. giver udtryk for. På Fyn er der også personer, der mener, at det er bedre at sikre de faglige miljøer i Jelling og i Odense end at udsulte eller udvande alle tre miljøer.

Jeg synes, at det er stort med løsninger til at ændre ungdomskulturen og sikre, at der f.eks. er mere end seks linjefag på et lærerseminarium. Jeg synes, det er et komplekst spørgsmål. Jeg agter ikke at gribe ind aktuelt. Det synes jeg jeg skylder at sige, så folk kan tage bestik af det i bestyrelsen, men også i omverdenen i det sydfynske.

I forhold til det generelle, som jeg mere hørte fru Marianne Jelved gøre sig betragtninger om, har jeg selvfølgelig noteret mig ønsket om, at man gerne vil drøfte taxametersystemet. Jeg vil ikke starte min ministerperiode med at sige, at jeg ikke deltager i drøftelser, for det gør jeg gerne. Man skal være meget velkomne, og man vil også blive inviteret, men jeg vil dog lige knytte et par kommentarer til det.

Det, der er problemet, er, hvis man f.eks. tager grundtilskuddet og siger, at man øger det for at sikre regional dækning – man kan jo øge det så meget, at det kan lykkes, det kan jo lade sig gøre – for hvad bliver det så på bekostning af? Det bliver på bekostning af andre studiemiljøer, hvor man måske netop også har brug for ressourcer til at understøtte personer, der måske har en anden etnisk baggrund, eller personer med svag social baggrund. Derfor kan der komme et skisma mellem det ene og det andet.

Noget, der er helt væsentligt, er, at et øget grundtilskud jo ikke ville have hjulpet i den konkrete situation. Det synes jeg er væsentligt, for der er tre læreruddannelsessteder på de professionshøjskoler, vi taler om, og det er Odense, Jelling og Skårup, og alle tre har en økonomisk udfordring. Man kan klandre mig som minister for ikke at skaffe penge nok til området som helhed, men at vi i forligskredsen skal pålægge hinanden at lave et udkantstaxameter, redder ikke Skårup og ville heller ikke gøre det, hvis situationen først opstod senere, fordi man allerede har haft en 3-årig proces, hvor man har afdækket mulighederne for at kunne styrke elevgrundlaget.

Med disse ord ser jeg frem til det videre samarbejde i den forligskreds, der jo er med hensyn til professionshøjskolerne. Jeg håber, at vi i fællesskab vil bære det ansvar, der følger med, og at vi tager dobbelthensynet – jeg vil faktisk sige, at det i den her situation er et tredobbelt hensyn: at vi har sikret decentral styring med vores professionsuddannelser, at vi har taget et fagligt hensyn for at skabe faglige miljøer, som kan opkvalificere de unge til at varetage deres opgaver ude i sektoren og i samfundet, og at vi også har søgt at tage et regionalt hensyn. Et regionalt hensyn er imidlertid ikke at forhindre en lukning af en konkret uddannelse, for så skulle vi have placeret beslutningen herinde, og det gjorde vi ikke. Tak.

Så er der nogle korte bemærkninger. Hr. Carsten Hansen er den første.

Jeg vil takke for svaret, men til det, vi rejste forespørgslen om, nemlig hvad ministeren vil gøre for at leve op til de intentioner, der ligger i loven, har jeg ikke fået andet svar, end at det, der er, er godt nok. Det er sådan set det svar, jeg har fået.

Vi ved, at en lang række lokale, mindre uddannelsessteder vil være voldsomt under pres. Det håber jeg at ministeren også vil erkende, altså at vi har den problemstilling, og det gælder overalt i landet i udkantsområderne. Det var med henblik på at løse noget af det, at vi skabte vores professionshøjskoler, men det ser ud, som om det ikke hjælper nok. Hvad mener Venstre og regeringen? Hvad vil man i forhold til det her? Vi har foreslået, at man kigger på taxametrene, vi har foreslået, at man lever op til den forpligtelse ved at give nogle bedre muligheder for at levere uddannelsesforsyning i udkantsområderne, og så undrer det mig, at undervisningsministeren fuldstændig overser, at det er et enigt regionsråd, som går imod det, det er et enigt Svendborg Byråd med alle politiske partier, der går imod. Er det fuldstændig ligegyldigt i Venstres optik med det lokale demokrati her?

Ministeren.

Nej, det er jo netop ikke ligegyldigt, men jeg synes faktisk næsten, at det er et frækt spørgsmål, når det er mig, der står heroppe og forsvarer, at man qua lovgivningen skal træffe de lokale beslutninger, mens det er hr. Carsten Hansen, der vil omgøre dem. Så nej, jeg vil fuldt og helt respektere de reaktioner, der er kommet.

Men hr. Carsten Hansen har jo også med åbne øjne lavet lovgivning i forligskredsen, som netop gør, at det vil være undtagelsesvis, at en minister griber ind i det her, hvor det netop er sådan – jeg tror, det var fru Marlene Harpsøe, der sagde det – at hvis det er helt hen i vejret eller ude i hampen eller noget i den retning, griber man ind. Vi har jo ikke lavet en lovgivning, som pålægger ministeren at gribe ind. Så derfor er jeg næsten nødt til at vende spørgsmålet om og sige: Jeg vil gerne gå videre med arbejdet med at styrke professionshøjskolernes mulighed for at kunne agere lokalt og se i forhold til deres strategier, om vi kan støtte dem i det. Men vil hr. Carsten Hansen lave loven om, så jeg bliver påbudt at gribe ind, for det jo nærmest det, som hr. Carsten Hansen siger jeg skal?

Hr. Carsten Hansen.

Nu er det sådan, at det er mig, der spørger ministeren og ikke omvendt i denne sag. Men må jeg ikke sige, at hvis man kigger på § 29 i loven, kan man se, at der står, at ministeren har en adgang til at pålægge en professionshøjskole at undlade lukning af et uddannelsessted, hvis ministeren vurderer, at der stadig er et behov for det pågældende uddannelsessted. Det forventes især relevant at anvende bestemmelsen i forhold til uddannelsessteder beliggende i landdistrikter og udkantsområder. Det vil sige, at det egentlig var ret kloge mennesker, som lavede den her, fordi det passer lige præcis på alle de steder, hvor vi begynder at få problemer. Så det er op til ministeren, og ministeren vurderer så åbenbart ikke, at der er behov for Skårup Seminarium. Det må jeg jo så konstatere.

Det andet, som det undrer mig lidt at ministeren ikke har lyst til at gå i dialog om, er, at man skal afvente udviklingskontrakterne, hvor man beder professionshøjskolerne om at levere eksempler på, hvordan de vil leve op til deres uddannelsesforsyning. Se, når den udviklingskontrakt kommer, er Skårup Seminarium lukket. Hvorfor dog ikke gå ind i dialogen og sige: Når nu man står i en aktuel situation, hvordan lever professionshøjskolen op til at sikre den lokale uddannelsesforsyning, og hvorfor vente, til den er lukket, med at bede om at få den udviklingskontrakt?

Ministeren.

Nu kan jeg ikke se, at forespørgerne har taget højde for det i det forslag til vedtagelse, man har fremsat. Der lægger man op til at ændre i taxametersystemet. Selv om jeg agter at arbejde hurtigt som minister, vil jeg sige, at uanset hvor enige vi måtte være, vil et nyt taxametersystem heller aldrig kunne redde Skårup. Så der er vi vist i samme båd.

Jeg har jo – det er korrekt – den mulighed at kunne gribe ind, hvis jeg finder, at der er behov. Men hvis behov er defineret som, at der er noget, der er ved at lukke, og at der pr. definition er et behov for, at det forbliver åbnet, skal jeg jo gribe ind hver gang. Det var vi jo meget bevidste om i forligskredsen, og det ved hr. Carsten Hansen godt, for vi var der sammen. Vi var meget bevidste om i forligskredsen, at det jo netop ikke skulle være hovedreglen. Det var en mulighed, der blev givet. Hvis man havde ønsket det som en hovedregel, skulle man jo i lovgivningen have skrevet, at det skulle til godkendelse hos ministeren. Det skal det altså ikke. Så det ville være meget vidtgående for mig at gribe ind. Men jeg er optaget af regional dækning, og derfor vil jeg også i udviklingskontrakterne arbejde videre med professionshøjskolerne for at sikre, at de lever op til det ansvar decentralt.

Fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

For det første forstod jeg ikke helt, hvad ministeren mente med, at et øget grundtilskud på bekostning af taxametertilskuddet vil forringe mulighederne for at gøre mere f.eks. for de elever med anden etnisk baggrund, som har ekstra brug for noget sproghjælp. Det vil jeg gerne høre ministeren uddybe hvordan hænger sammen.

Så siger ministeren, at det her er udtryk for en ungdomskultur, og at storbyerne virker tiltrækkende. Og det er jo sådan set rigtigt nok, det gør de på en masse unge mennesker. Så siger ministeren, at de unge stemmer med fødderne; i stedet for at tage til Høje-Taastrup Gymnasium tager de ind til Rysensteen i København, og i stedet for at tage til Skårup Seminarium tager de til Odense.

Det er sådan set rigtigt nok, men problemet er bare, at der altså er en gruppe unge, der sidder tilbage, og at der er nogle yderområder, som bliver forladt; f.eks. kommer Høje-Taastrup til at være uden mulighed for flere ungdomsuddannelser. Jeg vil bare høre, om ikke det bekymrer ministeren, at der er nogle, der sidder tilbage? Og mener ministeren ikke, at vi skal gøre noget for at gøre op med de strukturer, der gør, at det er mindre attraktivt at tage en uddannelse i Høje-Taastrup og Skårup end i København og Odense?

Ministeren.

Jo, jeg er nøjagtig lige så optaget af det som alle ordførerne. Jeg tillader mig blot at sige, at der er flere sider af denne sag, og det ved i hvert fald de ordførere, der har været med i forhandlingerne, udmærket godt. Vi havde tre ønsker. 1: Vi ønskede mere lokal styring af uddannelsesudbuddet. Det opnåede vi. 2: Vi ønskede at kunne skabe rum for, at man lokalt kunne skabe større og stærkere faglige miljøer. Det opnåede vi. 3: Vi ønskede en sikring af den regionale dækning af uddannelsesudbud. Den sikrede vi.

Det, man jo sidder og forudsætter, når man påstår, at det er den lovgivning, vi har i dag, der har ført til lukningerne, er, at de selvstændige seminarier har haft glimrende overlevelsesmuligheder. Det vil jeg dog drage i tvivl.

Så har jeg lige en enkelt bemærkning: Det gælder også, at der er visse partier, der har bidraget til at skabe disse miljøer, og der er visse partier, der ikke har, og de partier, der ikke har, skulle måske ikke kritisere fru Marlene Harpsøes parti for ikke at have gjort noget, for hun har været en del af det.

Fru Nanna Westerby.

Tak. Jamen altså, det, vi jo bare har fået skabt, er et system, hvor de unge stemmer med fødderne, og man hører fra uddannelsesinstitutioner i udkantsområderne, at de altså ikke er rentable, de har simpelt hen ikke penge nok til at få det til at løbe rundt, når det er sådan, at pengene følger den studerende, følger eleven. Vi hører fra gymnasierne på Vestegnen, at de altså ikke kan få det til at løbe rundt, fordi deres elever bare er dyrere og mere omkostningstunge end alle mulige andre elever, f.eks. dem i Rungsted.

Så er det bare, jeg vil høre: Mener ministeren virkelig, at den markedslogik er den bedste i forbindelse med at drive uddannelserne? Mener ministeren ikke, at vi skal have lavet det her lidt om, sådan som oppositionen faktisk foreslår, sådan at der bliver lidt mere plads til at tage nogle sociale hensyn og til at tage nogle geografiske hensyn? Skulle vi ikke sige her fra politisk hold, at for os er det faktisk vigtigt, at man også kan tage en uddannelse i de områder, hvor der er få elever, og hvor der er mange elever, som koster meget at få igennem systemet? Mener ministeren ikke, at vi burde ændre systemet lidt mere i den retning?

Må jeg lige benytte lejligheden til at indskærpe, at der til både spørgsmål og svar er 1 minut for de korte bemærkningers vedkommende.

Ministeren.

Tak. Det må jo nærmest være et kompliment til spørgerne, at de stiller så interessante spørgsmål, at jeg gerne vil bruge lang tid på at svare dem, men jeg skal prøve at indskrænke mine svar.

Der blev lige spurgt til, hvordan det påvirker taxameteret til f.eks. unge med anden etnisk baggrund eller til unge med en svær social baggrund, at man har et udkantstaxameter. Altså, det var bare et eksempel. Hvis vi taler om et nulsumsspil, skal det jo alt andet lige tages et sted fra, og jeg siger bare, at det er en kompleks diskussion, men jeg har også tilkendegivet, at forligskredsen vil blive inviteret til en drøftelse, sådan som ordførerne ønskede det.

Men fru Nanna Westerby peger på, om ikke det kunne være en idé med det udkantstilskud. Det er muligt, og lad os kigge på det. Men jeg tror ikke på det, for hvis vi ser på den situation, der er opstået nu, kan man se, at det overhovedet ikke ville have reddet Skårup Seminarium. Det ville det ikke, for det gælder alle tre læreruddannelser, fordi elevgrundlaget simpelt hen er for spinkelt til at understøtte tre uddannelsessteder. Det er det, der er årsagen til, at bestyrelsen har truffet en beslutning om lukning. Det synes jeg vi er nødt til at respektere.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Kan ministeren bekræfte, at man i forbindelse med finanslovene år efter år – det er jo den tidligere finansordfører, der nu er minister – har undladt at pris- og lønregulere grundtilskuddene til uddannelsesinstitutionerne og dermed har udhulet værdien af grundtilskuddet?

Ministeren.

Det ser det ikke ud til jeg kan. Nu kom mikrofonen.

Jeg skal selvfølgelig ikke bekræfte noget som forhenværende, men som nuværende. Om grundtilskuddene skulle have ændret sig, er jeg nødt til lige at få undersøgt nærmere, for det kan jeg simpelt hen ikke svare på. Det er jo mere reelt at sige det sådan.

Men det, jeg synes kunne være relevant, er jo, at jeg i forligskredsen kunne orientere om, hvad det er for problemstillinger, der efter min opfattelse rejser sig, hvis det er sådan, at man vælger at øge grundtilskuddet; hvad det måske kan løse, og hvad det ikke kan løse. Jeg kunne også uddybe den økonomiske mekanisme, der i dag ligger i professionshøjskolerne, der går ud på, at de kan flytte og dermed har den decentrale beslutningskraft. Det oversender jeg gerne til forligskredsen.

Fru Marianne Jelved.

Nu siges der jo mange ting fra Folketingets talerstol – her tænker jeg ikke på ministeren. Derfor vil jeg gerne spørge, om ministeren kan bekræfte, at f.eks. Det Radikale Venstre år efter år mødte op til finanslovforhandlinger med den hensigt at kunne indgå i forhandlingerne og både komme med nye forslag og besparelsesforslag, som embedsmændene i øvrigt gerne tog imod og brugte bagefter, men at vi ikke blev lukket ind ved bordet.

Ministeren.

Jeg har oplevet, at Det Radikale Venstre har været inviteret til forhandlinger. Vi har haft møder med de politiske partier, hvor man kunne fremlægge sine ønsker, og jeg må sige, at jeg på stående fod faktisk ikke ønsker at lægge hovedet på blokken, med hensyn til hvorvidt Det Radikale Venstre mødte frem. Men jeg erindrer de møder, der var sidste efterår, hvor andre partier – også partier, vi ikke laver finanslov med og heller ikke har gjort det med i år – fremlagde deres synspunkter.

Men jeg synes også, at spillereglerne herinde lige så godt kan være sådan, at hvis man alligevel ved, at man står så langt fra hinanden, altså hvis man alligevel overhovedet ikke kan nå hinanden og der er over 30 mia. kr. i forskel i de udspil, man har, og regeringen alligevel ved med sig selv, at den ikke vil kunne imødekomme de krav, der bliver stillet, så er det jo det rene spild af tid for både partierne og regeringen at fortsætte drøftelserne. Uden i øvrigt at offentliggøre, hvad der foregår der, vil jeg sige, at det også var min oplevelse under de møder, at der egentlig var bred forståelse for, at sådan arbejder Folketinget.

Tak til ministeren. Så er det fru Marianne Jelved som ordfører for forespørgerne.

Jeg vil gerne takke for debatten, og jeg synes, at der er kommet noget meget interessant ud af den.

Jeg vil først slå fast, at der er bred politisk enighed om, at professionshøjskolernes formål bl.a. er at sikre de faglige miljøer, og at velfærdsuddannelserne kan udbydes bredt i landet. Men allerede nu kniber det med at finansiere de opgaver og især med at finansiere de uddannelsessteder, der ligger i de tyndere befolkede områder. Vi har bl.a. haft erfaringerne med professionshøjskolen for Region Sjælland, og der er flere ordførere, der også har været inde på den sag. Der er linjefag, der ikke oprettes på læreruddannelsesstederne, fordi der ikke er studerende nok, til at de kan løbe rundt, og et faldende antal studerende truer endnu flere uddannelsessteder. Det er jo bl.a. på læreruddannelsen, at der har været en faldende tilgang.

De udsving, der kommer i den type forskelle fra år til år, er meget hårde for et uddannelsessted som professionshøjskolerne. Og det er de udsving, som vi er interesserede i at få stoppet eller gjort mindre voldsomme. Dengang vi vedtog lovgivningen, var det vigtigt med et grundtilskud, og at grundtilskuddet blev gjort afhængigt af befolkningstætheden dér, hvor professionshøjskolen lå, men vi ser nu, at grundtilskuddet udhules, og det vil ministeren kunne bekræfte senere, når det er blevet undersøgt.

Jeg vil også godt understrege, at der er enighed om selvstyret på professionshøjskolerne, men vi har jo alligevel vedtaget, at der er to instanser, der kommer ind, når en professionshøjskoles bestyrelse har truffet en beslutning om at nedlægge et uddannelsessted, nemlig Regionsrådet, som skal forholde sig til det, og ministeren, som kan forholde sig til det. Og det har vi jo gjort, fordi vi vil sikre, at der er et bredt udbud. Derfor er det interessant at vurdere på – nu er der gået nogle år – om rammerne er tilstrækkelig stabile til, at professionshøjskolerne kan modstå de udsving, der kommer i antallet af studerende, og som ingen jo kan garantere ikke vil komme.

Derfor vil jeg gerne sige, at vi ikke mener, at det forslag til vedtagelse, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har fremsat, er et tilstrækkeligt svar. Det er i orden at lave udviklingskontrakter og bede rektorerne om at komme med en strategi for, hvordan de vil tilgodese det formål, som professionshøjskolerne skal leve op til, nemlig et bredt udbud af uddannelsessteder. Men det er ikke tilstrækkeligt, til at vi synes, at det er forsvarligt.

Derfor vil jeg gerne kvittere meget stærkt over for Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe, som ret hurtigt greb ideen med at se på taxametersystemet. I hvert fald slog fru Marlene Harpsøe fast, at hun ville sikre, at der blev indkaldt til et møde i den brede forligskreds. Et af formålene med den forespørgsel, vi har i dag, er at sikre os, at eventuelle ændringer for professionshøjskolerne på taxameterområdet ikke sker i en snæver finanslovkreds, som vi oplevede det med taxameterændringerne for erhvervsuddannelserne. Så det vil jeg gerne kvittere for over for fru Marlene Harpsøe.

Jeg vil også gerne kvittere over for ministeren, som har sagt, at man selvfølgelig vil mødes også om de spørgsmål. Det ser vi frem til, og det er et tilfredsstillende resultat af forespørgslen. Det var det første vigtige skridt. Tak for det.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 16. marts 2010.