Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 18:

Forespørgsel til integrationsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om planlagte opførelser af stormoskeer i Danmark og de deraf følgende integrations- og sikkerhedsmæssige udfordringer?

Af Pia Kjærsgaard (DF), Jesper Langballe (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Peter Skaarup (DF) og Martin Henriksen (DF).

(Anmeldelse 03.12.2009. Fremme 08.12.2009).

Jeg vil her gøre Folketinget opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 9. februar 2010.

Den første, der får ordet, er hr. Martin Henriksen som ordfører for forespørgerne.

Tak for det. Grunden til, at Dansk Folkeparti har valgt at bede om en forespørgselsdebat, er jo, at vi gerne vil spørge regeringen om, hvad den kan oplyse om planlagte opførelser af stormoskeer i Danmark og de deraf følgende integrations- og sikkerhedsmæssige udfordringer.

Vi synes, der er visse problemstillinger forbundet med de diskussioner og planer, der er om at opføre stormoskeer i Danmark. Det synes vi, fordi det er med til at understøtte en udvikling, som vi i hvert fald i Dansk Folkeparti synes er en uheldig udvikling, nemlig at man ser, at der flere og flere steder i samfundet bliver taget religiøse særhensyn, og det er med til at understøtte parallelsamfundene. Vi synes ærlig talt, at det var godt, hvis vi her i Folketinget kunne blive lidt enige om, at der måske var behov for at gå i en anden retning.

Vi synes også – og det kommer nok ikke som den store overraskelse, at Dansk Folkeparti har den indstilling til problemstillingen – at det kunne være relevant at høre, hvad de andre partier har af holdninger til det, for vi har jo set eksempler på, at der f.eks. er planer om at bygge nogle stormoskeer, hvor man godt kunne sige, at der var fundamentalister, der stod bag. Det iranske styre har også haft en finger med i spillet et enkelt sted, og det synes vi er vigtigt at man tager stilling til rent politisk.

Jeg vil gerne, hvis der er mulighed for det, fremsætte et forslag til vedtagelse, så det kan indgå i den videre debat … ikke endnu, men efterfølgende?

Det er sådan, at ordføreren får ordet, umiddelbart efter at ministeren har givet sin besvarelse, og der kan man fremsætte sit forslag til vedtagelse.

Det vil jeg så gøre, og så håber jeg, at vi kan opnå opbakning. Det vil i hvert fald være ganske udmærket.

Tak til hr. Martin Henriksen. Og så er det integrationsministeren, der får ordet til besvarelse af forespørgslen.

Spørgsmålet går på, hvad regeringen kan oplyse om byggeri af stormoskeer. Nu ved jeg ikke helt, hvad en stormoské er. Jeg er i hvert fald blevet belært af en del muslimer om, at mange af de bygninger, vi i dag kalder moskeer, kun er bedehuse.

Med hensyn til hvad regeringen ved om bedehuse og moskeer, får vi vores viden ved at spørge rundt om i kommunerne. Som man vil vide, er det jo ikke et regeringsanliggende. Det kræver ikke tilladelse fra regeringen at bygge i Danmark; det henhører under kommunerne.

Det, vi anslår, er, at der er ca. 120 bedesteder eller moskeer – hvad man vil kalde dem. Senest var jeg selv med til indvielsen af et meget stort kulturhus i Glostrup, hvor der var 600 tyrkiske muslimer til et festligt arrangement i anledning af indvielsen. Vi ved så også, at vi har haft bedehuse og moskeer i Danmark i 40 år, så det er altså ikke noget nyt.

Det, vi har kunnet finde ud af ved at spørge kommunerne, er, at der i øjeblikket ligger to ansøgninger i København. Jeg har forstået, at den ene er den stormoské, man har talt om, siden jeg startede her i Folketinget eller længere tilbage – jeg tror, jeg hørte om den første gang i slutningen af 1970’erne, uden den er blevet til noget. Så skulle der også være en ansøgning undervejs i Århus Kommune, og der skulle foreligge en ansøgning om et kulturhus i Helsingør. Der kan selvfølgelig være andre, for det er ikke noget, vi fører statistik over.

Det er som sagt kommunen, der træffer afgørelse. Man indgiver ansøgning til kommunen, og der er en lang række love, der skal overholdes, hvis man vil bygge i Danmark. Kommunen er på sin side selvfølgelig forpligtet til at foretage lovmæssig forvaltning og også respektere princippet om lighed for loven.

Inden vi går videre i debatten, kan det måske være nyttigt lige at gøre sig nogle tanker om religionsfriheden. Religionsfriheden er fastlagt i grundlovens § 67, så vidt jeg husker. Det er jo noget meget grundlæggende i Danmark, at enhver – og det betyder også dem, der ikke har opholdsgrundlag, og dem, der sidder i fængsel – der har sat sin fod på dansk jord, har religionsfrihed. Man kan dyrke sin gud, det vil sige, at man kan holde gudstjenester, man kan bygge bedehuse og i øvrigt udøve sin religion.

Der er grund til at sige, at denne religionsfrihed altså gælder for alle, og at der ikke gælder nogen særlig kvalificeret religionsfrihed for kristne. Den særstilling, der er, er for den danske folkekirkes ordning. Der er et særligt forhold mellem stat og kirke, når det drejer sig om folkekirken, men religionsfriheden som sådan er lige for alle, og sådan har det været siden 1849.

Det indebærer som sagt, at man kan holde gudstjenester, man kan bygge, og i øvrigt at ethvert trossamfund kan foretage, hvad der falder inden for lovgivningens rammer. Det er jo en begrænsning i grundloven, at det, at man udøver sin religion, ikke giver et retskrav på, at man kan overtræde alle mulige danske love. Det fremgår klart af grundlovsbestemmelsen selv. Så man skal altså, også hvis man vil bygge en moské, overholde de mange byggelove, miljølove, og hvad der er, og man skal have lokalplan med nabohøringer osv. Enhver må følge den procedure, og enhver har så de klagerettigheder, som også er tilknyttet dette område.

Det betyder altså, at jeg ikke kan sige noget om, hvorvidt der bliver givet byggetilladelser. Vi må afvente de lovlige myndigheders lovlige afgørelse, ligesom vi jo altid må – også når der er tale om et menighedsråd, der f.eks. bygger en kirke.

Der er så i forespørgslen stillet spørgsmålet: Hvordan går det med det integrationsmæssige og det sikkerhedsmæssige omkring moskeerne? Der er svaret, at det naturligvis er meget forskelligt. Ved den indvielse, jeg var til forrige lørdag i det tyrkiske kulturhus i Glostrup, var det meget klart, at ikke bare det religiøse overhoved, der kom fra Tyrkiet, men også menigmand var meget optaget af integration, var meget optaget af at lære menighedens medlemmer, at de skal tage sig en uddannelse i Danmark, at de skal integrere sig i det land, de bor i. Man må bestemt sige, at der i den menighed er et integrationsfremmende miljø, en integrationsfremmende faktor, som er god for de pågældende og for samfundet.

Videnskabeligt kan man ikke finde nogen entydig undersøgelse, der siger, at rundtomkring moskeerne udvikler religionsudøvelsen sig til terrorisme og ekstremisme. Man kan ikke påvise, at det, at der er en moské, i sig selv skulle fremme ekstremisme og terrorisme. Man ved selvfølgelig, at de, der bliver ekstremister, på et tidspunkt har gået i en moské, og de har måske fundet hinanden i en moské. Nogle af dem er så også rykket til nogle mindre religiøse grupper, hvor de har omgåedes hinanden, og hvor der, må vi formode, er en glidende overgang fra det er religion, til det går over i politik, ideologi og ren terrorisme.

Man kan heller ikke sige, at terrorisme og ekstremisme lettere skulle gå i svang i en stor moské end i en lille moské og slet ikke i Danmark, men vi ved, at i London var der nogle af terroristerne, som kom i en større moské. Men det medfører blot, at der altså ikke er nogen entydig undersøgelse af, hvorvidt det skulle have betydning, om det er store eller små moskeer eller moskeer i det hele taget.

Det, som jeg som integrationsminister må fremhæve, som er så vigtigt for at forebygge og undgå ekstremisme, er selvfølgelig, at vi alle i samfundet udøver det pres over for alle, der kommer til Danmark, at vi har en forventning om og forlanger, at man yder en indsats i Danmark, at man tilslutter sig og i hvert fald overholder de love, der er i Danmark, og at man tilslutter sig de grundlæggende normer som f.eks. ligestilling mellem kønnene.

Det er jo noget af det, som vi gør mere og mere ud af i integrationsarbejdet. Man kan sige, at integrationen bliver mere og mere værdibaseret. Det er stadig væk helt fundamentalt, at man skal kunne lære dansk og have et arbejde, men det værdimæssige spiller en stadig større rolle, ikke mindst ved, at vi i Integrationsministeriet støtter og opmuntrer til den frivillige indsats i fritiden. Det er ud fra det synspunkt, at det er gennem foreningsdannelsen og sammen med danskere, at man lærer de danske værdier at kende, at man lærer at agere demokratisk. En forening er jo et lille parlament, kan man sige, hvor man uddannes i demokrati. Det er helt grundlæggende vigtigt.

Det er også grundlæggende vigtigt, at vi får lært dem, der kommer til Danmark, om vores frihedsværdier. Vores frihedsværdier gælder jo også for alle. Det er jo ikke bare religionsfriheden. Det er ytringsfrihed; det er åndsfrihed; det er i det hele taget. De gælder for alle. Frihed for Loke såvel som for Thor.

Konsekvenserne af den frihed, som vi har i Danmark, er, at vi nu har en række religiøse mindretal, som også har lov at udøve deres religion på en lidt anden måde, end vi er vant til i Danmark. Det er jo ikke noget med, at vi skal begynde at lave os selv om. Jeg mener, at det er meget vigtigt at mindes det, som Grundtvig altid sagde, nemlig at vi er ét folk, men at vi må holde gudstjeneste hver for sig. Vi skal ikke i det daglige arbejdsliv fokusere på f.eks. religionen.

Det gør man heller ikke. Der er lavet undersøgelser, der viser, at det ikke er noget, som de gør et stort nummer ud af på arbejdspladserne. Det bør det heller ikke være, for man er fælles på arbejdspladsen, man har sine pligter og rettigheder, fuldstændig uafhængigt af hvilken religion man har. Det spiller en mindre og mindre rolle. Hvis man synes, at der er nogen, der skal have en særbehandling, ligesom rygere kan gå udenfor for at ryge, må man indrette sig efter det på virksomhederne. Det er ikke noget, vi, som når det drejer sig om rygning, bør lovgive om herinde.

Det er også meget tydeligt, at en større og større del af danskerne og andengenerationsdanskerne i de seneste år har deltaget i integrationsarbejdet. Derfor går det bedre og bedre; inklusionen bliver bedre og bedre.

Men det bortforklarer jo ikke, at vi med smertelig erfaring har observeret forfærdelige terrorhandlinger ikke mindst siden 2001. Denne regering tiltrådte jo kort tid efter den forfærdelige terrorhandling i USA, og vi overtog et lovforslag fra den tidligere regering, som vi forbedrede og fik gennemført. Der var huller i loven. Vi havde jo aldrig drømt om, at vi skulle have terrorisme i Danmark.

Sådan har vi siden i regeringen selvfølgelig løbende overvåget, om der er brug for lovændringer. Vi har strammet udvisnings- og udlændingereglerne. Vi holder selvfølgelig øje med, om der mangler noget i den danske lovgivning. Det er utrolig vigtigt, at vi udviser rettidig omhu, og derfor har vi jo også ret strenge terrorlove, som udvider det strafbares område til også at omfatte det, vi kalder forberedelseshandlinger. Det kan f.eks. være strafbart bare at give penge til en organisation, hvis det viser sig, at det er en terrororganisation.

Vi har udvidet PET ganske betydeligt, og vi ved, at PET selvfølgelig overvåger de ekstremistiske miljøer, der er, og dér, hvor det kunne se ud, som om der er ved at blive ekstremistiske miljøer. Vi har uddannet det almindelige politi, som vi kalder det, til at observere. Vi forsøger til stadighed fra Integrationsministeriets, men også fra politiets og Justitsministeriets side at have kontakt med skolefolk og med kommunerne for hele tiden at gøre dem klogere på, hvordan man observerer, hvis der er noget, der er ved at gå i svang, og som er ved at begynde at udvikle sig til ekstremisme. Det er jo utrolig vigtigt, at vi virkelig gør, hvad vi kan, for at minimere terroren, og derfor arbejder det danske efterretningsvæsen selvfølgelig også sammen med andre efterretningstjenester og foretager løbende trusselsvurderinger om dette og hint.

Nu har jeg talt om religionsfriheden, men det er jo lige så vigtigt at få sagt, at dette, at man begynder at gemme sig bag en religion for at udøve terrorisme, selvfølgelig ikke er beskyttet af grundloven. Tværtimod har vi alle disse straffelove, som jeg har nævnt. Efter min mening er terrorisme ikke religion. Det er blevet ren ideologi. Islamisme kan sammenlignes med kommunisme og andre totalitære ideologier. Der er ikke nogen forskel, og der skal ikke tages nogen hensyn. Tværtimod skal der slås hårdt ned på dem. Det bliver der altså ved straffesager, og der er som sagt overvågning. Der er også overvågning af pengestrømmene. Det er jo meget vigtigt, at der ikke kommer penge til terrorismebevægelserne.

Men det er jo også lige så vigtigt, at vi hele tiden skelner mellem, hvad der er terrorisme, og hvad der er ganske almindelig religionsudøvelse. Vi har 80 pct. af den danske befolkning som medlemmer af den danske folkekirke. Det er ikke noget, danskerne gør så meget stads af, men de insisterer på at være medlem af folkekirken, og vi skal selvfølgelig ikke lægge gift for vores eget kristne miljø ved at begynde at mistænkeliggøre enhver religionsudøvelse. Derfor er det så vigtigt at skelne mellem, hvad der er religion, og hvad der er terrorisme, hvad der er totalitær ideologisk udøvelse.

Jeg ved, at der er nogle, der er meget optaget af det her med pengestrømmene. Hvad er det for penge, der kommer til Danmark fra udlandet? Der må jeg sige, at det i sig selv, at man giver penge til religionsudøvelse i Danmark, jo svarer til det, at en del danskere støtter Dansk Kirke i Udlandet og sømandskirkerne, og at der er store donationer bag nogle af menighederne i udlandet over den danske stat, og også tilskud til præstelønningerne bidrager til folkekirkens udøvelse i udlandet. Der er ikke nogen forskel.

Men vi har jo netop gennem lovgivningen sørget for, at det ministerium, som det så hører under, Økonomi- og Erhvervsministeriet, kan kontrollere pengestrømmene ved forskellige indberetningsregler, sådan at man altså kan følge med, hvis der pludselig forsøges en slags hvidvaskning af penge, der i virkeligheden skulle gå til terrorisme, og at man så dækker sig bag religionsudøvelse. Det er der, spændingspunktet er, og det er dér, regeringen på alle måder i en lang række ministerier, forebyggende, udøvende og med hensyn til at bringe straffesagerne frem til domstolene lægger mange kræfter i det arbejde.

Det er vel næsten ikke nødvendigt at sige, at regeringen naturligvis tager afstand fra ethvert tilløb til ekstremisme, tager afstand fra enhver form for terrorisme og også har fået vedtaget love her i Folketinget, som vi vel i virkeligheden ikke bryder os om, men som jo langt størstedelen her i Folketinget har erkendt var nødvendige, fordi terroren pludselig blev en del af den danske hverdag.

Summa summarum må jeg altså sige, at hovedvægten i mit ministerium ligger på integration. Jeg tror stadig væk, at det er den bedste måde at skabe en fornemmelse af inklusion, af medborgerskab, af ansvar for folkestyret. Undersøgelser viser også, at langt de fleste indvandrere går ind for demokratiet, og det er jo også forudsætningen for, at de kan føle sig som en del af det, nemlig at de føler, at de selv har indflydelse.

Så vil jeg bare til sidst citere Paulus – for jeg mener egentlig, at religionsfriheden er en kristen lov – der siger, at hvor der er ånd, der er frihed. Det er værd at holde sig for øje.

Tak til integrationsministeren. Så går vi over til forhandling, og den første, der får ordet, er hr. Martin Henriksen som ordfører for forespørgerne.

Tak for det. Tak for ministerens redegørelse, om end vi nok ikke ender med at blive helt enige, men det skal der jo også være plads til.

Islam sondrer ikke mellem religion og politik. Alle livets forhold er et anliggende for islam, og islam har svar på alt, også politiske spørgsmål. Det synes jeg man skal gøre sig klart, når man taler om religionsfrihed og religionsudøvelse, nemlig at i forhold til islam og dem, der er meget praktiserende, har det altså også markant indflydelse på andre af livets forhold, og det synes vi fra Dansk Folkepartis side er problematisk.

Vi mener, at Danmark har brug for mindre islam og ikke mere islam, og vi vil selvfølgelig meget gerne fra Dansk Folkepartis side have, at indvandrere og efterkommere i Danmark med en muslimsk baggrund bliver integreret, men løsningen er ikke at etablere stormoskeer eller at tage specielle særhensyn. Løsningen er klare krav til indvandrere og efterkommere, og det er sådan set uanset baggrund, om at tilpasse sig, og så skal vi i øvrigt blive bedre til at være stolte af vores egne værdier og normer i stedet for at undskylde for dem.

Der har jo været flere diskussioner og planer om at etablere stormoskeer forskellige steder. I København er to stormoskeer under forberedelse, måske også tre, Islamisk Trossamfund vil mig bekendt også gerne etablere en. Vi kender til den, der har været omtalt flere gange i det københavnske Nordvestkvarter på Vibevej, hvor der jo har været forbindelser til det iranske præstestyre. Det i sig selv er også problematisk. Vi kender til de andre planer ude på Amager, hvor Muslimernes Fællesråd har en finger med i spillet. I Århus har der i mange år været en debat om etablering af en stormoské, bl.a. har det været foreslået, eller man kunne tænke sig, at den skulle placeres centralt i Århus Midtby. Brabrand har været nævnt som et område, og Gellerup har også. I Odense har man talt om at etablere en stormoské i Vollsmose, og i Roskilde har der som bekendt også været diskussion om det.

Stormoskeer er sjældent moderate. I et dokumentarprogram vist i britisk tv i januar 2007 afslørede et hold journalister, der under dække af at være troende, at seks britiske moskeer, herunder den kendte London Central Mosque i Regent Park, på trods af i offentligheden at fremstå som relativt moderate var alt andet. Dokumentarprogrammet afslørede bl.a., at imamerne i disse moskeer agiterede for at korsfæste frafaldne, at kvinder var mindre intelligente end mænd, at de, der drog i hellig krig, skulle hædres, at jøder skulle dræbes, og at man ikke skulle lade sig integrere i det britiske samfund, men gå imod det britiske demokrati.

Et andet foruroligende eksempel fra Storbritannien handler om Finsbury Park-moskeen, hvor den rabiate imam Abu Hamza al-Masri huserede, og hvor moskeen igennem en årrække fungerede som samlingssted for mange jihadister. Det drejer sig bl.a. om Zacarias Moussaoui, der var involveret i terrorangrebet den 11. september 2001, den såkaldte skobombemand, Richard Reid, der forsøgte at sprænge et fly i luften undervejs fra Paris til Miami. Også en række andre har været nævnt i den forbindelse. Måske er de mest kendte de fire attentatmænd fra angrebet mod undergrundsbanen i London den 7. juli 2005.

Så der er en problemstilling omkring radikaliseringen, der er også en problemstilling, som jeg også nævnte i min begrundelse, om, at vi er inde i en udvikling, hvor samfundet på flere forskellige områder giver efter for krav, der bliver stillet af religiøse mørkemænd. I går så vi, hvordan socialdemokrater og folkesocialister bakkede op om kønsadskilte forældremøder i folkeskolen for at imødekomme islamiske skikke. I Århus har det været fremme, at institutioner fravælger dansk madkultur for at imødekomme islamiske skikke. Det er alt sammen et udtryk for en islamisering af samfundet, og stormoskeer understøtter den udvikling. Det skal vi gå imod.

Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at danskerne skal have mulighed for at tage stilling til det, og jeg vil gerne nu fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget udtrykker bekymring over, at der flere steder i Danmark er planer om at oprette stormoskeer.

Folketinget konstaterer, at stormoskeer understøtter en proces, der går imod målsætningen om at sikre kulturel og social sammenhængskraft i samfundet.

Folketinget ønsker at fremme en principiel debat om forståelsen af grundlovens frihedsrettigheder. Folketinget understreger, at frihedsrettighederne udgør en uundværlig del af det danske folkestyre.

Folketinget konstaterer, at de værdier, der ligger i de danske frihedsrettigheder, i sig selv er en afstandtagen til islamisk fundamentalisme og den undertrykkelse, der udgår fra parallelsamfundene.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde med forebyggelsesindsatsen i forhold til ekstremistiske miljøer, herunder at have fokus på bl.a. de såkaldte kældermoskeer.

Folketinget opfordrer regeringen og kommunalbestyrelserne til på forskellig vis at forhindre opførelse af stormoskeer. Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en arbejdsgruppe, der hurtigst muligt skal fastlægge kriterier og tidsplaner for afholdelse af en national vejledende folkeafstemning om stormoskeer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Tak. Dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønsker om korte bemærkninger. Jeg kan lige sige, at jeg har noteret fru Astrid Krag, hr. Kamal Qureshi, hr. Christian H. Hansen, fru Johanne Schmidt-Nielsen, fru Karen J. Klint, hr. Simon Emil Ammitzbøll og fru Marianne Jelved.

Den første, der får ordet, er fru Astrid Krag.

Tak for det. Lad mig starte med at berolige hr. Martin Henriksen med, at SF’s linje er helt klar. Når der bliver holdt officielle forældremøder i den danske folkeskole, er det selvfølgelig for alle forældrene. Men er der behov for nogle socialpolitiske tiltag i integrationsarbejdet med cafémøder og opsøgende arbejde, er det selvfølgelig helt rigtigt at målrette det de mest isolerede kvinder, som vi faktisk gerne vil hjælpe.

Men jeg har et spørgsmål, for jeg kan forstå, at det her for hr. Martin Henriksen egentlig handler en hel del mere om radikalisering og ekstremisme, end det handler om egentlige moskeer. Derfor vil jeg spørge hr. Martin Henriksen: Skal det her ses som et udtryk for mistillid til det arbejde, Politiets Efterretningstjeneste laver, med at have snor i, hvad der foregår i de radikale miljøer? Har hr. Martin Henriksen ikke tillid til, at de kan være med til at sørge for, at dansk lovgivning bliver overholdt? Er hr. Martin Henriksen enig eller uenig i den plan imod radikalisering, som regeringen fremlagde i juni 2008?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om man kan sige, at Socialistisk Folkeparti har en helt klar kurs i forhold til den diskussion, der var i går, omkring hvordan man skulle afholde møder i folkeskolen. Jeg er da i hvert fald bekendt med, at hr. Villy Søvndal har sagt, at det ikke skulle foregå på den måde, som op til flere lokale SF-formænd osv. har givet udtryk for at det lige præcis skulle. Så jeg ikke helt sikker på, at Socialistisk Folkeparti har en helt klar linje der. Men fred være med det.

Med hensyn til radikalisering så er det jo ikke sådan, at vi i Dansk Folkeparti er enige i alt, hvad regeringen foretager sig. Det er jo heller ikke sådan, at alt, hvad Politiets Efterretningstjeneste foretager sig, er vi nødvendigvis enige i. Det ville også være underligt, hvis vi skulle være enige i alt, hvad regeringen foretog sig, og vi skulle være enige i alt, hvad der kommer fra Politiets Efterretningstjeneste. Politiets Efterretningstjeneste har også sagt, at de mener, at den nuværende terrorlovgivning er god nok, og det mener vi ikke i Dansk Folkeparti at den er. Men omkring radikalisering så er det en del af problematikken, men det her med, at man understøtter en udvikling, hvor man sådan set giver et o.k. til, at vi har parallelsamfund Danmark, er også en del af det.

Fru Astrid Krag.

Jeg beklager, hvis hr. Martin Henriksen ikke er i stand til at forstå den ellers temmelig simple skelnen, at forældremøder i den danske folkeskole selvfølgelig skal være for alle forældrene. Men det er klart, at hvis man vil ud og nå de mest isolerede kvinder, så kan man blive nødt til at lave integrationstiltag, socialpolitiske tiltag, hvor man opsøger dem direkte, og hvor man laver cafémøder osv. Det kan godt være, at det er uden for hr. Martin Henriksens fatteevne, at der er forskel på de to ting. Jeg synes nu, at det er ret klart.

Jeg skal bare lige være helt sikker på, at det, hr. Martin Henriksen egentlig så mener, at den debat, vi har i dag, bør være, ikke så meget skal være en diskussion om moskeer, men mere en diskussion om, hvad vi kan gøre for at give politiet og PET og andre myndigheder flere redskaber til at bekæmpe den radikalisering, som jeg er meget enig i vi skal være bekymrede for opstår i vores samfund. Det er i virkeligheden det, Dansk Folkeparti og hr. Martin Henriksen er ude efter. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg har det lidt, ligesom om det måske burde være hr. Villy Søvndal, der stod heroppe på talerstolen, og så kunne fru Astrid Krag spørge hr. Villy Søvndal, om han har en fatteevne, der er i stand til at forstå og redegøre for de forskelle, som fru Astrid Krag mener at redegøre for her. Altså, der er jo ikke en klar linje fra Socialistisk Folkepartis side på det her område, så fred være med det. Jeg opfatter det nu som et forældremøde, når det foregår i forbindelse med folkeskolens arbejde, men det kan man så have en længere diskussion om, og vi har i hvert fald ikke nogen slingrekurs fra Dansk Folkepartis side på det område. Så der ligger det sådan set meget klart.

Jeg tror også, at det, man skal forstå, når vi taler om stormoskeer er, at der altså er mange ting, der gør sig gældende; dels er der det om radikalisering, dels er der det om den udvikling, der er i samfundet. Men det er også et spørgsmål om at forstå stormoskeens, moskeens rolle i samfundet, og fordi islam netop, som jeg også indledte med at sige, jo ikke bare er en religion, men altså også er en ideologisk bevægelse og en politisk og social bevægelse, er det et sted, hvorfra der udgår en social kontrol med andre, også dem, som ikke er praktiserende muslimer. Og det er jo et problem, for på den måde risikerer vi faktisk, at det bliver en platform for nogle religiøse mørkemænd, som de kan bruge til at regulere nogle med muslimsk baggrund, som egentlig dybest set gerne vil det danske samfund og måske ikke går så meget op i islam. Det er da problematisk, at vi giver mulighed for sådan en platform.

Så er det hr. Kamal Qureshi.

Tak. Jeg kan godt forstå, at hr. Martin Henriksen har svært ved at sætte sig ind i den måde, SF formulerer sig på, for vi har faktisk nuancer i vores opfattelse af virkeligheden og i opfattelsen af problemløsningerne, hvorimod hr. Martin Henriksens dagsorden jo reelt set bare er at se sort på tingene. Det kan det selvfølgelig være meget svært at forstå, når der er den grundlæggende forskel på indgangen til tingene.

Jeg vil gerne spørge hr. Martin Henriksen: Er Dansk Folkepartis politik generelt set, at man ikke ønsker moskeer som sådan, altså hverken store eller små, bederum i øvrigt? Er det ikke korrekt, at hr. Martin Henriksen i flere andre debatter reelt set har sagt, at han ikke ønsker, at der skal være moskeer i Danmark, at han ikke ønsker, at der skal være nogen muligheder for muslimer for at mødes i bedehaller, bedesale, eller hvad man nu skal kalde det? For så synes jeg ligesom, hr. Martin Henriksen skal sige direkte, at det er det, han lægger op til; så ved vi nemlig, hvad vi har med at gøre.

Ordføreren.

Nej. Altså, der er jo omkring 50-100 moskeer i Danmark – det er der forskellige bud på – og vi har ikke nogen planer om at gå ud at lukke dem; der har vi en forventning om at politiet og Politiets Efterretningstjeneste holder øje med dem, og hvis der er grund til, at man skrider ind, skal man selvfølgelig gøre det. Den diskussion, vi har i dag, er om stormoskeer, og så vil jeg bare sige – det kan man jo ikke lade være med – at det jo er lidt pudsigt, at der er to medlemmer fra Socialistisk Folkeparti til stede i salen, og at de tilsyneladende begge to er uenige med deres egen partiformand, men det kan man så more sig over.

Hr. Kamal Qureshi.

Nu er det jo ikke hr. Martin Henriksen, der skal tolke, hvorvidt vi er uenige med vores formand. Det må vi ligesom have lov til at gøre selv.

Men er det så ikke korrekt, at det, som Dansk Folkepartis logik egentlig handler om, er det, som faktisk er – vil jeg tillade mig at sige – meget udansk. Det er jo en dagsorden, hvor der kun skal være én religion til stede synligt i gadebilledet; andre religioner må ikke være til stede. Hr. Martin Henriksen vil gerne bestemme, hvad børn skal spise i børnehaverne. Hr. Martin Henriksen vil gerne lave nogle klare retningslinjer for, hvordan folk skal gå klædt. Altså, et monoreligiøst samfund, hvor der kun er én religion, der bestemmer det hele, og hvor staten eller nogle ledende folk dikterer, hvad folk skal have på, og hvad folk skal spise.

Jeg vil spørge hr. Martin Henriksen: Kan det minde om nogle lande, som vi kender fra andre dele af verden?

Ordføreren.

Altså, den udlægning af Dansk Folkepartis politik, som kommer her, er simpelt hen ikke korrekt. Det passer jo ikke, at vi mener, at der kun skal være én religion i Danmark. Jeg ved ikke, hvor hr. Kamal Qureshi har det fra, for det har vi da aldrig nogen sinde givet udtryk for i Dansk Folkeparti, og det kunne vi aldrig nogen sinde drømme om at give udtryk for i Dansk Folkeparti. Når hr. Kamal Qureshi taler om, at noget skulle være specielt udansk, kunne man jo pege på, at hr. Kamal Qureshi selv har delt danskerne op i brune og hvide. Det gør vi trods alt ikke i Dansk Folkeparti.

Med hensyn til den lille bemærkning om, at vi i Dansk Folkeparti skal bestemme, hvad børnene skal spise i daginstitutionerne, vil jeg sige: Nej, sådan forholder det sig nu ikke. Vi mener bare i Dansk Folkeparti, at det ikke skal være islamiske religiøse regler, der bestemmer, hvad børn skal spise i daginstitutionerne.

Der er det altså vigtigt at forstå, at mange af dem, der presser på i eksempelvis folkeskolen og andre institutioner for, at man indfører religiøse regler, sådan set er de religiøse mørkemænd. Det er dem, der vil stå og tage en meget bogstavelig fortolkning af islam, og det er jo imamer. At give dem en stormoské ville jo være en platform, hvorfra de kan udøve deres propaganda, og det skal vi passe på med.

Så er det fru Karen Klint for en kort bemærkning.

Jeg venter lige … der kom mikrofonen, tak for det.

Jeg kan forstå på hr. Martin Henriksen, at det her i høj grad handler om bygningens størrelse, når vi taler om moské kontra stormoské eller omvendt: stormoské kontra moské. Så jeg vil spørge hr. Martin Henriksen, om der er forskel på folkekirkens indhold i en sognekirke i forhold til i en domkirke.

Ordføreren.

Nej, altså vi har jo ikke nogen planer om fra Dansk Folkepartis side at skrive folkekirken ud af grundloven, og hvis man skulle forsøge at påstå, at det var en hensigt, Dansk Folkeparti har, tror jeg, de fleste er i stand til at gennemskue, at det nok ikke hænger helt sådan sammen.

Men jeg håber da, at vi, når den socialdemokratiske ordfører kommer på talerstolen, fra socialdemokratisk side kan få et klart bud på, hvordan man stiller sig til islamisering af samfundet, og hvordan man stiller sig til, at der flere steder er planer om at etablere stormoskeer, og hvor der mildest talt er pengemænd involveret i det, som vi nok ikke har en interesse i kan få fodfæste og få en platform i Danmark, hvorfra de kan komme med deres ideologiske, forkvaklede budskaber.

Fru Karen Klint.

Nu var det jo sådan set ikke det, jeg spurgte om; jeg spurgte til størrelsen. En sognekirke er pænt lille – selv om nogle af dem også er store – en domkirke er som regel meget større, og jeg spurgte så, om religionsudøvelsen var væsentlig forskellig i den lille sognekirke i forhold til i domkirken. Hvis det handler om størrelsen alene, kan vi jo også have et problem andre steder, og jeg antyder ikke noget med det. Jeg skal nok vende tilbage til min egen ordførertale senere.

Når det nu handler om størrelse, vil jeg også lige kort spørge, om hr. Martin Henriksen ikke hørte ministeren sige, at der ikke er belæg for, at størrelsen betyder noget i forhold til religionsudøvelsen.

Ordføreren.

Jo, jeg hørte udmærket ministerens redegørelse. Jeg vil bare sige, at vi ikke er enige med regeringen på det her område, og jeg fornemmer også, at vi heller ikke er enige med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne på det her område, ligesom de to partier heller ikke er enige med sig selv på flere forskellige områder. Og sådan er det.

Med hensyn til det oprindelige spørgsmål fra spørgeren har jeg jo sådan set svaret på det. Det kan man slå op i referatet.

Jeg tror, at de fleste udmærket er klar over, hvad vi taler om. Vi taler om, at der er ønske om at etablere moskeer med store, synlige symboler, med kupler, minareter osv., hvor man måske kunne frygte, at der ud i fremtiden vil blive indkaldt til bøn osv. Som der i folkekirken er kirkeklokker, der ringer, kunne man sagtens forvente, at der i lighedens navn var nogle, der ville kræve, at det også skulle kunne gøre sig gældende i f.eks. stormoskeer. Der prøver vi bare så at sige at tage forskud på glæderne for nogle og forskud på sorgerne for nogle andre. Dansk Folkeparti mener, vi skal være på vagt her, og at vi skal sige fra, før vi når en situation, hvor det er for sent at sige fra. Og så har jeg jo altså også i mine svar og i min ordførertale redegjort for, at der er tilfælde i f.eks. Storbritannien, hvor man har stormoskeer, hvor der er store, dybe problemer.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Jeg synes, vi skal prøve at finde ud af, hvad en stormoské er. Jeg kan altså ikke finde nogen definitioner på en stormoské, men jeg kan forstå, at hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti synes, at stormoskeer er farlige; når noget bliver kaldt en stormoské, er det rigtig, rigtig farligt.

Jeg vil spørge hr. Martin Henriksen: Hvad er en stormoské? Har det noget med antallet af kvadratmeter at gøre eller kælderareal eller etager? Hvad skal der til, før noget kan kaldes en stormoské?

Jeg synes, det er en meget underlig diskussion, vi har, og hele grundlaget for diskussionen i dag er Dansk Folkepartis spørgsmål om planlagte opførelser af stormoskeer. Jeg tror kun, det er Dansk Folkeparti, der kender definitionen på begrebet stormoskeer, så hvad er det? Og hvor stor skal en moské være rent fysisk, før den bliver farlig?

Ordføreren.

Altså, mig bekendt er der da flere politikere fra flere forskellige partier, der er tv-aviser, journalister og medier osv. osv., som igennem længere tid har beskæftiget sig med stormoskeer og godt har kunnet finde ud af at beskrive, hvordan en stormoské ser ud. Så hvis Enhedslisten har fulgt lidt med i den debat, der har været, tror jeg egentlig, at man godt ved, hvad det er, der tales om.

Når der er tale om, at man ønsker at etablere en moské, hvor der er kuppel og minareter, og hvor der også bliver lagt op til, at man eksempelvis kalder til bøn, jamen så er der i Dansk Folkepartis optik tale om en stormoské.

Så er der selvfølgelig en hel masse andre ting, der også kommer ind og gør sig gældende. Det kan eksempelvis være, hvem der står bag finansieringen. Der har vi jo nævnt nogle eksempler i dag, f.eks. moskeen i Nordvestkvarteret, hvor vi ved, at det iranske styre har en finger med i spillet, vi ved, at Muslimernes Fællesråd på Amager har en finger med i spillet, og vi ved, at dem, der har samlet ind til en stormoské i Århus, også har nogle bevæggrunde for at samle ind, som måske ikke, ja, falder helt i takt med, hvordan vi mener det danske samfund skal indrettes. De kriterier kan man sagtens skrive ned på et stykke papir, og så kan man bruge det til at udskrive en vejledende folkeafstemning, og så kan man jo så se, hvad folk siger til det.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det var da ikke et svar, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen. Hr. Martin Henriksen siger, at der er mange andre politikere, der har brugt det her ord. Jeg spurgte ikke til mange andre politikere; jeg spurgte, hvad hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti forstår ved en stormoské.

Jeg kan forstå, at hvis der er minareter, er det en stormoské. Jeg vil spørge hr. Martin Henriksen: Har vi en stormoské i Tivoli? Og udgør den en sikkerhedsrisiko?

Ordføreren.

Nu svarede jeg på spørgsmålet, og så henviste jeg til, at der sådan set er politikere og medier, der også har forholdt sig til stormoskeer, og derfor kan Enhedslisten vel også godt forholde sig til det.

Det her er jo sådan et typisk Enhedslistenspørgsmål med, at vi så har en bygning i Tivoli. Vi har også Marmorkirken, hvor der en kuppel, og vi har Christiansborg Slotskirke her inde ved siden af, hvor der også er en kuppel, og jeg tror ærlig talt godt, at folk er i stand til at skelne. Jeg tror ærlig talt godt, at de fleste mennesker – måske lige bortset fra Enhedslisten og nogle andre – kan forstå, hvad det er, vi snakker om, når vi snakker om stormoskeer i Danmark, og når vi har en forespørgselsdebat her. Jeg har jo svaret på spørgsmålet én gang.

Det er nu engang sådan, at vi synes – for nu at sige det ligeud – at det er fint, at vi har Marmorkirken, vi synes, det er dejligt, at der er en kuppel på, og vi synes, det er fint, at vi har Christiansborg Slotskirke, og at der er en kuppel på, men vi ønsker ikke stormoskeer i det danske samfund. Det gør vi ganske enkelt ikke.

Definitionen på en stormoské har jeg jo forsøgt at komme med, og med hensyn til at Enhedslisten ikke kan blive klog på det, er det jo ikke første gang, Enhedslisten ikke kan blive klog på noget.

Så er det hr. Christian H. Hansen for en kort bemærkning.

Tak for det. Mit spørgsmål er egentlig ganske enkelt. Jeg kan forstå på hr. Martin Henriksen, at det her handler meget om, at man gør lidt forskel på nogle mennesker i forhold til andre. Hr. Martin Henriksen er jo travlt optaget i det daglige af sit folketingsarbejde, så vi forestiller os den situation, at hr. Martin Henriksen har nogle venner, som han inviterer på en middag. På grund af at hr. Martin Henriksen har haft så travlt, går der lidt tid, inden han ser de her venner, og i mellemtiden er de blevet vegetarer. Vil hr. Martin Henriksen så servere svinekød og oksekød for dem, bare fordi hr. Martin Henriksen synes, at det gør man, eller vil hr. Martin Henriksen efterfølgende gå ud og sige, at der nu er ved at ske en vegetarisering af det danske samfund?

Ordføreren.

Det er jo pudsigt, så hurtigt man kan skifte politisk ståsted. Jeg husker, at hr. Christian H. Hansen op til flere gange har problematiseret, at eksempelvis religiøse regler skal diktere, hvordan man slagter dyr; at halalslagtning osv. var et problem, som man skulle forholde sig til. Vi mener stadig i Dansk Folkeparti, at det er et problem.

Jeg tror, at det, der vil gøre sig gældende, egentlig bare er sådan almindelig dansk gæstfrihed, for hvis der kommer nogen på besøg hjemme hos en eller man skal holde et møde, eller hvad man nu skal, så vil man selvfølgelig forsøge at indrette sig efter dem, der kommer på besøg. Man vil forsøge at indrette sig bedst muligt og ud fra, hvad der praktisk kan lade sig gøre. Og det er jo en sund indgangsvinkel til livet.

Problemet er jo der, hvor man hele tiden rykker lidt, fordi man siger: Nå ja, vi kan godt lige her i institutionerne gøre tingene på en bestemt måde, for så undgår vi nogle konflikter; vi kan godt lige her i folkeskolen indrette undervisningen på en bestemt måde, for så undgår vi lige nogle konflikter osv. osv. Problemet er, når der ikke på et eller andet tidspunkt er nogen, der siger: Måske bør vi sige til dem, der ønsker de her særhensyn, at de bør overveje at begynde at tage hensyn til kulturen i det land, hvortil de er kommet.

Så er det hr. Christian H. Hansen.

Tak for det. Vi hørte hr. Martin Henriksen sige, at islamister har svar på alt – det var dagligdags ting, og det var politiske spørgsmål. Har hr. Martin Henriksen kendskab til nogen nuværende præster eller tidligere præster tilhørende den danske folkekirke, som altid har svar parat på alt? Har hr. Martin Henriksen hørt om det?

Hr. Martin Henriksen nævner også, at man i Dansk Folkeparti ikke ønsker, at der kun skal være én religion i Danmark. Kunne hr. Martin Henriksen så lige fortælle, hvad det er for religioner, der skal være tilladt i Danmark? Bare lige kort.

Ordføreren.

Det er imponerende, hvordan man på kort tid kan skifte politisk standpunkt – så hurtigt og så markant. Det kan man jo så gøre sig sine egne overvejelser over.

I Dansk Folkeparti har vi det jo ganske, ganske fint med, at der er religionsfrihed. Vi synes, det er rigtig væsentligt, at der er religionsfrihed. Vi står vagt om frihedsrettighederne. Det er også det, vi har skrevet i vores forslag til vedtagelse, og vi har sådan set også skrevet i vores forslag til vedtagelse – og det kan man jo altså forhandle om – at vi ønsker en grundlæggende diskussion om grundloven; vi ønsker en grundlæggende diskussion om de frihedsrettigheder, der er i grundloven. Hvor går grænserne? Hvordan skal man fortolke det?

Der mener vi i Dansk Folkeparti, at fordi det er sådan, at islam ikke bare er en religion, men også en politisk og social bevægelse, bliver man nødt til at forholde sig til det og ikke kun forholde sig til, at det er en religion, man bliver også nødt til at inddrage alle de andre elementer i diskussionen. Når man ikke gør det, mener jeg, at man trækker debatten ned på et niveau, hvor den ikke hører hjemme, for selvfølgelig er det sådan, at vi har religionsfrihed. Grundloven er et glimrende eksempel på, hvilke værdier og hvilke rettigheder der skal være gældende i det danske samfund. Men der er selvfølgelig også grænser for, hvad man kan tillade sig i det samfund, og det er altså også det, der i sidste ende gør, at det er et retssamfund.

Så er det hr. Naser Khader, kort bemærkning.

Erkender hr. Martin Henriksen, at der er mange moderate, lovlydige, demokratisk indstillede danske muslimer, der er loyale over for Danmark, der bidrager positivt til det her samfund, og som samtidig har forstået at kombinere det at være dansker og muslim? Erkender hr. Martin Henriksen det?

Ordføreren.

Altså, jeg har overhovedet ikke noget problem med at erkende – og det mener jeg nu også at jeg har gjort i dag, og jeg gør det meget gerne igen – at der er indvandrere og efterkommere med muslimsk baggrund, som formår at blive en del af samfundet. Nogle af dem stemmer på Dansk Folkeparti – ikke så mange af dem, men nogle af dem gør – så selvfølgelig er der da det.

Jeg synes også bare, at det, der gør, at debatten sådan bliver skæv, er, at når vi taler om at imødekomme de ønsker og krav, der er om at tage hensyn til islamiske skikke, så imødekommer vi jo sådan set ikke dem, der gerne vil det danske samfund. Vi imødekommer ikke dem, som sådan set er på vej imod en dansk og vestlig levestil. Vi imødekommer sådan set dem, der forsøger at holde dem væk fra det. Det er jo det, der er så problematisk, og det er derfor, det er vigtigt at skelne. Når vi fra Dansk Folkepartis side siger, at vi skal være kritiske over for islam, og at vi skal være kritiske over for islam som noget, der ikke bare er en religion, men en politisk og social bevægelse, der regulerer livets forhold, så er det jo netop, fordi vi synes, det er forkert, at der er en tendens, en udvikling, en ideologi, en bevægelse, som netop forsøger at regulere andre menneskers adfærd.

Hr. Naser Khader.

Jeg er glad for den erkendelse, for det får mig til at stille mit egentlige spørgsmål, og det er: Skal de moderate, demokratisk indstillede, meget loyale danske muslimer så ikke have lov til at bygge en stormoske, hvis de ønsker det?

Ordføreren.

Altså, jeg må sige, at min opfattelse er sådan, at det er blandt de indvandrere og efterkommere i Danmark med muslimsk baggrund, som går meget op i at praktisere deres religion – og det er jo typisk dem, der frekventerer moskeerne – vi har de største integrationsudfordringer. Fordi de har fordybet sig så meget i islam, gør det netop også, at det bliver en del af noget, der sådan set omklamrer hele livet, og så begynder det også at gå udad i samfundet, og det begynder at regulere andre folks adfærd. Og det er jo helt absurd, når vi kan se, at det i visse tilfælde begynder at regulere ikkemuslimers adfærd, hvad vi jo ser eksempler på.

Det er den skillelinje, som Dansk Folkeparti lægger, og den synes jeg er væsentlig at fastholde.

Så er der en kort bemærkning, og det er fra fru Marianne Jelved.

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at hr. Martin Henriksen gør så meget ud af at skabe en mistænkeliggørelse af moskeer. Derfor synes jeg, at fru Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål om, hvad en stormoske er, er interessant, for hr. Martin Henriksen skelner altså mellem moskeer og stormoskeer. Derfor mangler jeg stadig væk en egentlig beskrivelse af, hvori den forskel består, og en begrundelse for, hvorfor stormoskeer er farligere – i anførselstegn – end moskeer.

Ordføreren.

Man kunne måske for at forsøge at give en forståelse af, hvordan stormoskeer opfattes, referere til det, som den tyrkiske præsident Erdogan tidligere har sagt. Han har jo betegnet muslimske moskeer som kaserner, og udtalelsen er måske meget betegnende for moskeens status i den muslimske verden. Og som jeg også talte om før, er det et sted, hvorfra der udgår en regulering af andre folks adfærd.

Når man skelner mellem moskeer, som man også kunne kalde for bedehuse, og stormoskeer, er det jo, fordi vi er ude i et knæfald, mener vi fra Dansk Folkepartis side, når vi går hen og etablerer meget synlige store symboler på, at islams tilstedeværelse i Danmark har markant indflydelse på den måde, som vi indretter vores samfund på – i hvert fald visse steder. Og før vi overhovedet går i gang med at sige god for, at man kan etablere moskeer med kupler, minareter osv., er det utrolig vigtigt, at vi gør det helt klart, at vi ønsker at se de muslimske indvandrere rykke i retning af det danske samfund – også dem, som er meget praktiserende, og som går meget op i at fordybe sig i islam osv., og som har nogle meget bogstavtro fortolkninger af, hvordan koranen mener at livet skal indrettes. Hvis vi ikke får sagt det klart og tydeligt, tror jeg altså, at problemerne vokser sig større.

Fru Marianne Jelved.

Jeg hører faktisk på hr. Martin Henriksens svar, at Dansk Folkepartis ordfører i denne sag ikke mener, at islam er en religion, der kan sidestilles med andre religioner og dermed er omfattet af religionsfriheden jævnfør grundloven. Er det korrekt hørt?

Ordføreren.

Jeg synes, man skal gøre sig klart, at islam er en religion, men det er også andre ting. Det mener jeg at jeg har redegjort for op til flere gange. Man kan ikke bare skrive det ud af islam, som islam også er. Hvis man kunne det, ville det jo være dejligt.

Men jeg tror bare, det er utrolig vigtigt, at vi fra politisk side siger, at hvis islam skal kunne fungere på en god måde i det danske samfund og blive velintegreret i det danske samfund, er der altså behov for en reform af islam – det tror jeg slet ikke vi har tid til at debattere i dag, og det skulle slet ikke være os, der havde debatten, måske var der også andre, der skulle involvere sig i den. Der er behov for, at man begynder at fortolke islam i en mere demokratisk retning.

Den udvikling mener jeg ikke at vi på nogen måde understøtter ved bare at stille os op og sige: Jamen, stormoskeer er da dejligt, og er det Iran, der står bag og har en finger med i spillet osv., ser vi stort på det. Jeg synes, det er udtryk for en naivitet, som for mig er meget uforståelig, for hvis ikke vi diskuterer de her problemer, og hvis ikke vi først og fremmest tør erkende, at de er der, tror jeg heller ikke, vi får den reform af islam, som jeg tror at mange muslimer også har brug for.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, en kort bemærkning.

Jeg vil godt have lov til at fortsætte der, hvor hr. Christian H. Hansen slap i forbindelse med det her med at have svar på alt vedrørende islam, som hr. Martin Henriksen talte om. Altså, jeg kommer mere til at tænke på Dansk Folkeparti, når jeg tænker på dem, der har svar på alt. Man har svar på, om der skal være badeforhæng, om der skal spises svinekød, hvilket sprog der skal tales i frikvartererne, om der må holdes mødremøder, og hvilke størrelser moskeer der skal være.

Den her diskussion om størrelsen på moskeer minder mig nærmest om en diskussion om størrelsen på englevinger. Altså, hvad er pointen? Der er vel ikke nogen sammenhæng mellem størrelsen alene og så det forhold, om der er et problem eller ej. Ministeren gav jo en fantastisk redegørelse, hvor der blev sagt, at alle pengestrømme, der har noget med terror at gøre, skal man nok tage sig af. Hvorfor er det, at man dybest set vil knægte religionsfriheden? Det er jo det, det handler om.

Ordføreren.

Nej, det handler ikke om at knægte religionsfriheden. Jeg synes, at det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll gør sig skyldig i – ligesom så mange andre – er, at man forholder sig overfladisk til problemstillingen, for nu siger hr. Simon Emil Ammitzbøll: Herregud, hvis man holder et forældremøde eller et socialmøde, eller hvad man ønsker at kalde det, på en folkeskole, hvor det kun er mødre, der dukker op, og hvis man kan nå nogle på den måde, hvad er der så med det? Men hele problemstillingen er – og det er jo det, der er den dybereliggende grund, og som man ville vide, hvis man eksempelvis læste, hvad skolelederen på den pågældende skole har sagt til Berlingske Tidende – at det er indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, når der er andre mænd til stede. Det er det, der ligger bag.

Det er altså fuldstændig grotesk, at man kan forholde sig så overfladisk til det og sige: Herregud, det er o.k., hvis der kun kommer kvinder. Men hvad ligger der bag det? Det er det, der er dybt problematisk, og det er jo dybt problematisk, når vi ved, at nogle af dem, som praktiserer den her form for islam, er nogle af de religiøse mørkemænd. Det er jo altså nogle imamer, der har indflydelse på nogle af de muslimer – heldigvis et mindretal – der befinder sig i Danmark, og vi må turde gå op imod dem og sige, at det, der ligger bag de særhensyn, man tager, er et kvindesyn, et menneskesyn, som alle sammen herinde vel bør tage afstand fra. Så lad os dog gøre det.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu behøvede jeg ikke at læse i Berlingske Tidende, hvad skolelederen sagde, for jeg ringede sådan set til ham og talte med ham i stedet for bare at gå amok i medierne som de fleste andre, men lad det nu ligge.

Jeg er sådan set enig i, at den tid, hvor politikere bare kunne gå med skyklapper for øjnene og have sådan en særlig holdning om, at, uha, der var nok ikke var nogen problemer, man skulle forholde sig til, er forbi. Altså, det er vi mange der har gjort op med på forskellig måde, så bare rolig, det er slet ikke det, det handler om.

Det, det handler om, er: Vil hr. Martin Henriksen betragte islam som en religion, hvor man nyder de samme friheder som alle andre, og dermed betragte dens tilhængere som nogle, der nyder den samme grundlovsbeskyttede religionsfrihed som alle andre? Det er sådan set det, som det her handler om.

Med hensyn til om det er overfladisk eller ej, vil jeg sige, at det, der er overfladisk, er, at hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti er meget optaget af, hvad fundamentalistiske muslimer måtte mene. Men hvis man nu satte sig lidt mere ind i, hvad fundamentalistiske folk fra andre religioner egentlig går og mener, og hvad deres religion betyder for deres tilhængeres hverdag, ville man vide, at det måske ikke var så forskelligt fra, hvad muslimske fundamentalister mener, som man går og tror. Men det aner man jo ingenting om.

Ordføreren.

Det var jo meget karakteristisk, fordi hr. Simon Emil Ammitzbøll igen, til trods for at hr. Simon Emil Ammitzbøll har talt i telefon med den pågældende skoleleder, ikke forholdt sig til, hvad der ligger bag, hvilken præmis der ligger bag, at man afholdt mødet på den pågældende skole på den måde. Og det er jo et eller andet sted meget afslørende. Man forholdt sig ikke til den præmis, der ligger bag.

Jo, islam er en religion, men det er også en politisk og en social bevægelse, og det forholdt man sig heller ikke til. Jeg mener, at hvis man skal have en nuanceret debat om det, bliver man også nødt til at forholde sig til det i stedet for bare at sige, at islam er en religion. Ja, men den er altså også andre ting.

Når nu man fremhæver, og det gør man sådan med jævne mellemrum, at vi også har katolikker i Danmark, at vi også har jøder i Danmark, at vi også har hinduer i Danmark – og det har vi da – vil jeg sige, at jeg nu altså ikke mindes, at der er institutioner osv. rundtomkring, hvor man begynder at indrette sig på særlige måder, fordi der er nogle katolikker til stede, eller fordi der er nogle jødiske børn til stede osv. Det mener jeg simpelt hen ikke foregår, og hvis det foregår, foregår det jo slet ikke i samme omfang som det, der er tale om i forbindelse med religiøse mørkemænd, der ønsker, at man i institutioner osv. skal indrette sig på en bestemt måde.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe.

Måske har hr. Martin Henriksen ligesom jeg sendt en vemodig tanke tilbage til de mange års gruppemøder, fire om ugen, hvor hr. Christian H. Hansen har været totalt indforstået med Dansk Folkepartis udlændingepolitik og protest mod islamisering. Ak ja, ja, ja. På alle de mange gruppemøder har man ikke kunnet undgå at få en klar fornemmelse af, at Dansk Folkeparti går ind for fuldstændig ubetinget religionsfrihed, ligesom vi går ind for fuldstændig ubetinget ytringsfrihed, uden at der overhovedet trækkes noget fra. Det er jo derfor, at vi har muslimske bedehuse og moskeer spredt ud over landet, hvor der holdes fredagsbøn.

Kan hr. Martin Henriksen bekræfte, at med en såkaldt stormoské, hvad det så ellers er, forholder det sig lidt anderledes, og at Erdogan i det citat, som hr. Martin Henriksen lige har anført, fortsætter med at sige:

Menigheden er vores soldater, kuplerne er vores hjelme, minareterne er vores bajonetter?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at man også skal forstå, hvordan de i de islamiske miljøer selv opfatter stormoskeen og opfatter, hvilken rolle moskeen har i samfundet, og det er jo netop rollen som en platform, hvorfra man kan udøve eksempelvis kontrol med andre mennesker. Der er mange historiske betragtninger og fortællinger om, hvad moskeer og stormoskeer er blevet brugt til.

Nu er hr. Jesper Langballe nok bedre til at fortælle om det, end jeg selv er, men det er rigtigt nok, at man skal have en forståelse af, hvilken rolle moskeen og stormoskeen har i samfundet, for at man også kan forstå, at det er nødvendigt at sætte nogle grænser og nogle rammer op for, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt i det danske samfund.

Hr. Jesper Langballe.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at islam er en erobrende religion. Alt, hvad der findes af islamisk territorium i dag, er vundet ved sværdet, aldrig, som for kristendommens vedkommende, ved mission. Og i de erobringsfelttog er der ingen tvivl om, at lige siden Muhammed har den virkelige, manifeste moské ikke bare været et sted, hvor muslimerne har kunnet udøve gudsdyrkelse, men med hele udtrækket, kupler osv., været en bastion i det erobringsfelttog.

Jeg synes i og for sig, at hr. Martin Henriksen har sagt det, men jeg vil gerne bede hr. Martin Henriksen bekræfte, at selv om vi går ind for fuldstændig og ubetinget religionsfrihed, agter vi ikke at lade os erobre.

Ordføreren.

Der kunne man jo så fremhæve eksemplet fra Vibevej i Københavns Nordvestkvarter, hvor det i Weekendavisen er blevet godtgjort, at det iranske styre jo har en finger med i spillet der. Vi kan se, hvad der foregår i Iran på nuværende tidspunkt, og det er bestemt ikke noget, som vi ønsker får fodfæste i Danmark. Derfor er det rigtigt, at vi skal være utrolig påpasselige med, at vi ikke giver sådan en ideologi og sådan nogle mennesker, der har sådan en tankegang, en platform i Danmark, hvorfra de så at sige kan udøve deres propagandavirksomhed, og hvorfra de kan udbrede deres opfattelse af islam til andre muslimske grupperinger i Danmark.

Jeg tror også, at mange af dem, som rent faktisk er flygtet fra det iranske styre, vil være meget kede af det, hvis det forholder sig sådan, at noget af det, de er flygtet fra, rent faktisk får fodfæste i Danmark.

Så kan jeg også bekræfte det, som jeg ikke nåede at bekræfte i første omgang, da hr. Jesper Langballe stillede spørgsmål, at det er rigtigt, at hvis man har deltaget i Dansk Folkepartis gruppemøder, har man nok en fornemmelse af, at Dansk Folkeparti er en anelse kritisk over for islam og over for stormoskeer.

Tak til hr. Martin Henriksen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken. Næste ordfører er hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

I Venstre har vi stor respekt for grundlovens ord og de deri beskrevne principper om religionsfrihed. Vi gør ikke indgreb i folks ret til udøvelse af religion, uanset om det drejer sig om kristne menigheder, jødiske eller muslimske. Men det er klart, at også religiøse bygninger må overholde den gældende lovgivning, byggelov, planlov og anden lovgivning, der måtte være.

Religionsfrihedsbestemmelsen i grundloven skelner jo ikke imellem kristne, jøder, muslimer og alle andre troende. Alle troende har den samme ret til religionsfrihed i Danmark, uanset tro, uanset statsborgerskab og uanset opholdsgrundlag, men man har til gengæld ikke krav på en positiv særbehandling.

Religionsfrihed i Danmark er jo som sagt en grundlovsfæstet frihed, der giver en ubetinget ret til at dyrke sin gud, men det fremgår netop af grundlovens § 67, at:

»Borgere har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

§ 67 indbefatter altså en ret til at dyrke den gud, man vil, som man vil, og det vil sige, at man kan holde gudstjeneste eller bede, som man vil, så længe man overholder de regler, som i øvrigt gælder i samfundet. Man kan f.eks. ikke bare bygge en kirke eller en moské, som man vil, nej, man skal have tilladelse af den respektive kommune, og det skal ske inden for lovens grænser at der gives byggetilladelse.

Helt konkret er det f.eks. Københavns Kommune, der skal give tilladelse til en eventuel stormoské i Nordvestkvarteret, og det skal de gøre ud fra planlovens bestemmelser, byggelovgivningen, miljølovgivningen og sundhedslovgivningens bestemmelser. Staten blander sig altså ikke i de konkrete tilladelser eller byggerier, uanset om det er kirker, synagoger eller moskeer, af den simple årsag, at det ville være grundlovsstridigt, hvis vi gik ind og forbød en bestemt form for bederum, f.eks. stormoskeer.

Hvis det kan påvises, at en bestemt religion systematisk prædiker radikalisering og prædiker terrorisme, er det selvfølgelig både forbudt og uacceptabelt ud over alle grænser. Men det er der jo ikke tale om. Det, der er tale om, er, at religion af nogle misbruges som redskab til at understøtte radikalisering og ekstremisme. Historisk må vi også anerkende, at de fleste religioner desværre er blevet misbrugt i terrorens tegn. Det gælder både den kristne tro, og islam, som vi jo har set eksempler på i det seneste år. Den form for misbrug – og uanset hvilken form, den har – tager vi i Venstre den stærkeste afstand fra, lige så vel som vi med bekymring ser på en del af miljøerne omkring nogle moskeer i København, som nogle unge kommer i.

Men det er vores overbevisning, at det mere er personer i miljøet omkring de her moskeer, der er problemet, end selve moskeen som institution. Derfor er vi i Venstre tilfredse med og har fuld tillid til, at Politiets Efterretningstjeneste overvåger alle former for radikale miljøer i Danmark som en del af regeringens antiradikaliseringsindsats.

Uanset om det er moskeer, ghettoer eller klubber, ser vi dog i Venstre med stor alvor på eksistensen af parallelsamfund. Vi vil ikke acceptere, at grupper af mennesker melder sig ud af det danske samfund, og det er et gennemgående træk, siden VK-regeringen kom til i 2001, at vi stiller klare og konsekvente krav til integrationen og til nydanskere og til indvandring. Det vil vi også fortsat gøre. Personer, der ikke vil integrere sig og gemmer sig i parallelsamfund, er ikke velkomne i Danmark, og det er, uanset hvorhenne vi ser de her parallelsamfund udvikle sig, og uanset hvad der måtte være deres omdrejningspunkt. Regeringens politik har siden 2001 været og vil fortsat være at modarbejde parallelsamfund.

Men faktum er også, at der ikke er påvist nogen indbygget sammenhæng mellem moskeer og parallelsamfund. Der er nogle eksempler på moskeer og på andre bederum, som er omdrejningspunkt for parallelsamfund, men ikke nogen systematisk sammenhæng. I Venstre anerkender vi, at der kan være parallelsamfund, som holder til omkring en bestemt moské, nogle bestemte kældermoskeer, og når det er tilfældet, er det selvfølgelig noget, vi kigger på med stor alvor, og vi handler også derefter. Det er bl.a. noget af det, regeringens antiradikaliseringsindsats handler om.

Der er ingen bevislig sammenhæng mellem ekstremisme og forekomsten af moskeer, men det er klart, at hvis der er moskeer, hvor der prædikes ekstremisme og opfordres til terrorisme, skal vi være parate til at gribe ind, og det er her, Politiets Efterretningstjeneste har kompetencen og spiller en betydelig rolle. Det er vi glade for i Venstre.

Moskeer, herunder stormoskeer, er altså ikke i sig selv en påvist trussel mod integrationen i Danmark, det er parallelsamfund og ekstremisme derimod, noget, som vi i forvejen siden 2001 har gjort meget for at bekæmpe, og som vi til stadighed vil have skarpt fokus på.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først hr. Jesper Langballe.

Nu vil jeg stille Karsten Lauritzen på en alvorlig prøve, nemlig ved at stille ham et spørgsmål, som egentlig er rettet til ministeren, og så se, om hr. Karsten Lauritzen kan svare på ministerens vegne. Ministeren sagde i sin i og for sig klare redegørelse, at det, at et andet land, et fremmed land, støtter religiøst byggeri her i landet, er der i og for sig ikke noget galt i. Det svarer til, at Dansk Kirke i Udlandet støtter danske kirker i udlandet. Det er jo egentlig helt klart.

Somme tider er det klogt, når man vil vejre holdningen bag et eller andet så at sige: Følg pengene, følg pengene. Synes hr. Karsten Lauritzen ikke, at der er en forskel på en dansk kirke i England eller i Frankrig og så en pengestrøm, der kommer fra Saudi-Arabien, hvor man ved, at wahabismen og salafismen, de mest yderliggående muslimske retninger, rene islamistiske terroristreder, styrer det hele? Er der ikke en lille forskel?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Jesper Langballe, at min tillid til den danske folkekirke og de personer i Danmark, som ellers finansierer kirker i udlandet, er betydelig større end min tillid til det iranske præstestyre. Men det er nu engang sådan, at når vi ikke kan påvise det og det ikke kan dokumenteres, at penge givet fra Iran til et moskébyggeri i Danmark har en direkte sammenhæng med udviklingen af radikalisering, ekstremisme eller terrorisme, er loven meget klar, og lovgivningen er jo klar for alle trossamfund med hensyn til, hvad man skal overholde, også i forhold til finansieringen.

Jeg vil godt sige, at der har været noget diskussion om finansieringen af stormoskeen i Nordvestkvarteret, og jeg vil da godt opfordre til, at man – og det gælder alle, der ønsker at bygge moskeer eller kirker eller synagoger – har åbenhed omkring finansieringen, for man kommer til at bidrage til en mistænkeliggørelse, når man siger, at der ikke kommer penge til det her byggeri fra det iranske præstestyre, og det så alligevel viser sig, at der er penge fra Iran involveret, hvis vi skal tro Weekendavisen, som har skrevet historien. Det mistænkeliggør projektet, og jeg vil opfordre til, at man har åbenhed om det, men det er jo ikke noget, vi kan lovgive om.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg er sådan set tilfreds med det svar. Der er altså forskel på penge, der kommer fra DKU og fra Saudi-Arabien; der er forskel i vores vurdering af, hvad den pengestrøm skal bruges til.

Så vil jeg gerne spørge om noget andet, som hr. Karsten Lauritzen selv sagde; hr. Karsten Lauritzen talte om misbrug af religion til ulovligheder, terrorhandlinger osv. – misbrug . Vil hr. Karsten Lauritzen bestride eller bekræfte, at der i Koranen er temmelig kraftigt belæg for jihad, hellig krig, undertrykkelse af anderledes troende?

Ordføreren.

Nu skal jeg være helt ærlig og sige, at jeg ikke har læst Koranen, jeg har læst uddrag af Koranen, og jeg må også helt ærligt sige, at jeg har læst betydelig mere i Bibelen, men jeg kan heller ikke stå og citere, hvad der står i Bibelen. Men jeg kan sige, at man kan læse religiøse forskrifter på forskellige måder, og jeg har noteret mig, at der er nogle, der læser Koranen og bruger den som argumentation for jihad og hellig krig mod Vesten og til legitimering af terrorisme. Men jeg har også noteret mig, at der er en ganske stor del, i hvert fald af de muslimer, som befinder sig i den vestlige verden, som tager afstand fra det og siger, at det er en forkert fortolkning af islam, og at der intet modsætningsforhold er mellem islam og demokrati. Og det, jeg hæfter mig ved, er, at de muslimer, som befinder sig i Danmark, siger, at man tager afstand fra jihad og hellig krig og dem, der med Koranen eller et andet religiøst skrift i hånden legitimerer terrorisme. Det tror jeg vist er det tætteste på et svar til hr. Jesper Langballe, jeg kan komme.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Dalgaard.

Tak. Fru Karen Jespersen har en hjemmeside – og nu taler vi penge og pengestrømme – hvor hun bl.a. skriver:

»Takket være oplysninger fra blandt andet den saudiarabiske regerings egne hjemmesider har man fundet frem til, at der er givet omfattende støtte til mindst 1.500 moskeer, 210 islamiske centre og 2.000 skoler i ikke-muslimske lande.«

Det kan man altså ikke sammenligne med, at der fra det danske samfund gives nogle midler til tre, fire, fem, ti kristne kirker ude i den store verden. Det her vidner jo om en bevidst aktion for at forsøge at islamisere de vestlige demokratier og undergrave netop deres demokrati. Og fru Karen Jespersen fortsætter med at skrive, at de vestlige værdier bliver beskrevet af imamerne i disse moskeer som korrumperende for muslimer.

Jeg må sige, at jeg er fantastisk overrasket og skuffet over, at flertallet af partierne herinde tager den problematik så let og faktisk forsøger at gøre den til stort set ikke noget problem. Det er skræmmende.

Ordføreren.

Jeg synes nu, at jeg gjorde det ganske klart i min tale, hvordan Venstres folketingsgruppe forholder sig, og det er sådan, at vi tager afstand fra enhver, som misbruger religion til at legitimere terrorisme og terrorhandlinger. Lovgivningen er også meget klar: Hvis man støtter finansiering af terrorisme, er det ulovlig støtte. Vi har jo EU’s hvidvaskningsdirektiv, som giver beføjelser til at gribe ind, såvel som dansk terrorlovgivning, og der er jo så de rette myndigheder, som overvåger pengestrømmene.

Men jeg bliver også bare nødt til at sige, at man ikke kan påvise, at det iranske præstestyre systematisk støtter terrorisme. Man kan påvise, at det støtter en ekstrem fortolkning af islam, men man kan også påvise, at der er andre, der i USA støtter en ekstrem fortolkning af den kristne tro, af Det Nye og Det Gamle Testamente, men det er jo ikke noget, vi kan forbyde og skal forbyde, og grundlovens bestemmelser er, som jeg redegjorde for, ganske klare.

Hr. Per Dalgaard.

Nu var der i det her tilfælde, som jeg læste op, tale om Saudi-Arabien, som bruger tocifrede milliardbeløb i dollar hvert eneste år på præcis at agitere for udbredelsen af den islamiske lovreligion, som faktisk mere er en politisk bevægelse end en religion, sådan som jeg ser det. Men jeg vil lige spørge med hensyn til forholdene her i landet og til det, som hr. Karsten Lauritzen rigtigt siger, når han refererer til grundloven, at vi har religionsfrihed: Hvilken religion, hvis vi nu skal betegne islam som udelukkende en religion, er det, der egentlig hver eneste dag stiller specielle krav til det danske samfund, til de danske institutioner? Gør hinduerne det? Gør jøderne det? Gør katolikkerne det? Nej, det gør de faktisk ikke. Jeg vil gerne have hr. Karsten Lauritzen til at nævne, hvem der så gør det.

Ordføreren.

Det er mit indtryk, at der bliver stillet krav til den danske folkeskole, og det er jo meget godt, der bliver stillet legitime krav, som kommer fra forældrene, til undervisning og til, hvordan skolen skal være indrettet, og det er en stor del af det forældredemokrati, vi har; der er også nogle, der ønsker, at der skal tages kulturelle eller religiøse særhensyn. Og der har regeringen det udgangspunkt, at det jo er op til den enkelte institution, den enkelte folkeskole og dernæst kommunen at bestemme, hvilke krav man vil give efter for. Men vi går ikke af vejen for en politisk debat om religiøse særhensyn og om, hvordan man laver effektiv integration. Og jeg skal da være den første til at sige her, at hvis der skulle være skoler, der holder forældremøder, skole-hjem-samtaler og sådan noget, hvor elevens undervisning er i centrum, og som forbyder moren eller faren at komme, så synes vi ikke, det er i overensstemmelse med noget, der kommer til at gavne integrationen, så er vi bange for, at det skader integrationen. Men hvad man laver af møder på forskellige folkeskoler er ikke noget, vi har tænkt os at lovgive om.

Så er det hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Jeg har fanget, at Venstre og Dansk Folkeparti ikke er helt enige om spørgsmålet stormoskeer. Hr. Jesper Langballe og hr. Per Dalgaard har også været lidt inde på det, og hr. Karsten Lauritzen har svaret på det, men jeg vil godt se, om man kunne gå lidt videre.

Hr. Karsten Lauritzen nævnte selv sagen fra Weekendavisen, hvor det fra Tinglysningskontoret fremgår, at den iranske ambassade i Danmark har ejerskabet til den grund i Nordvestkvarteret, hvor der skal bygges en stormoské.

Jeg vil så godt høre, om Venstre vil være indstillet på som minimum at undersøge mulighederne for at bremse pengestrømme fra regimer, som vi ved er fundamentalistiske – det kan være Saudi-Arabien, og det kan være Iran. Er Venstre indstillet på at iværksætte en undersøgelse, så Venstre med god samvittighed vil kunne sige: Der laver vi en lovgivning, der gør, at man kan stoppe det?

Ordføreren.

Som jeg sagde i et af mine tidligere svar på et spørgsmål, der blev stillet, opfordrer jeg alle trossamfund til at være åbne omkring deres finansiering, fordi der desværre er nogle kedelige eksempler på, at nogle misbruger religionsudøvelse til at understøtte radikalisering og understøtte terrorisme. Det håber og tror jeg ikke er tilfældet med hensyn til stormoskeen ude i Nordvestkvarteret, men for at undgå den mistænkeliggørelse var det jo en god idé, hvis man selv havde åbenhed omkring finansieringen. Hvis man ikke har noget at skjule, har man jo heller ikke nogen problemer i forhold til åbenhed.

Der er jo stillet en række udvalgsspørgsmål om, hvilke muligheder vi har i den nuværende lovgivning og for at ændre lovgivningen i retning af at overvåge pengestrømme. Som jeg husker udvalgssvarene, er det begrænset, hvilke muligheder der er ud over det, vi i øjeblikket har sat op, hvor pengestrømme jo bliver overvåget. Det er jo de samme regler, der skal gælde for alle trossamfund, så hvis man skal stramme reglerne, rammer det som sagt alle, og jeg vil ikke være med til at forhindre, at man kan finansiere trossamfund fra udlandet til Danmark, for der bliver jo finansieret en række forskellige religioner, herunder kristendom såvel som islam.

Hr. Martin Henriksen.

Ja, og det er jo også et dilemma. Det er klart. Det er et åbenlyst dilemma, for der er jo katolske skoler i Danmark, som modtager penge fra Rom osv. Det er selvfølgelig et åbenlyst dilemma, men hvis vi så i fællesskab kunne løse det dilemma ved at lave nogle regler, som målrettet går efter dem, som vi ønsker at ramme – det er jo eksempelvis pengestrømme fra Saudi-Arabien, og det kan være pengestrømme fra Iran. Med hensyn til den moské, der er tale om på Amager, er der lidt uklarhed, men Saudi-Arabien har været nævnt som en mulig donor. I forbindelse med den i Nordvestkvarteret synes jeg, at det står forholdsvis klart, at der er tale om en forbindelse til det iranske styre.

Så vil Venstre – på trods af begrænsede muligheder og på trods af et dilemma – være med til at undersøge, om der ikke skulle være en lille mulighed for at kunne gribe ind og ændre lovgivningen, så vi målrettet kan gå efter dem, som jeg kan forstå vi dybest set er enige om vi bør gå efter?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Martin Henriksen, at mit indtryk bare er, at med de udvalgssvar, der er givet, og hvis man kigger på, at Saudi-Arabien og Iran støtter moskébyggeri i en række andre europæiske lande, der har lignende grundlovsbestemte religionsfrihedsparagraffer, som den danske grundlov har, så tror jeg ikke, der eksisterer noget andet spillerum, end at man skal kunne dokumentere, at f.eks. Iran systematisk støtter terrorisme. Det er der ikke nogen, der har kunnet påvise indtil videre, og det tror jeg heller ikke vil kunne påvises.

Jeg vil godt sige, at vi i Venstre tager stærkt afstand fra det iranske præstestyre. Vi tager også stærkt afstand fra den tolkning af islam, som de prædiker, og som de finansierer rundtomkring i verden. Men at forbyde dem at lave finansiering på det nuværende grundlag ville efter min bedste overbevisning være i strid med grundloven.

Så er det hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil egentlig gerne stille hr. Karsten Lauritzen et spørgsmål. Der er meget omkring Dansk Folkeparti, som man kan blive meget forvirret over og være i tvivl om. Der har i hvert fald været diskussioner om de her mødrecafeer, som Holbergskolen har holdt. Er det ikke korrekt, at Dansk Folkeparti selv har været med til at afsætte penge til lige præcis de her aktiviteter, de her bydelsmøder, som der er udtryk for, igennem satspuljerne? Er det ikke rigtigt, at de her møder er finansieret igennem satspuljerne, som Dansk Folkeparti er forligspartner på, og at partiet har været med til at godkende, at der bliver sat penge af til de her typer møder, som mødet på Holbergskolen er et eksempel på?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig rigtigt, som jeg har forstået det. Nu skal man passe på med, hvad der bliver skrevet i avisen, og der kan jeg jo henvise til integrationsministeren. Hun plejer at sige, at en avis ikke nødvendigvis er en retskilde. Og i den her store diskussion, vi har haft med udgangspunkt i Holbergskolen, er der jo nogle, der i hvert fald – og det kan jeg så forstå også gælder hr. Kamal Qureshis eget parti – lidt har misforstået, hvad det var, det handlede om, og som har fået det indtryk, at det handlede om forældremøder, hvor man skulle diskutere eleven, og hvor skolen skulle give informationer til forældrene om undervisningen og om de børn, som gik der. Der har man så forment mænd adgang.

Der kunne jeg se, at Socialistisk Folkeparti og Venstre i hvert fald har haft den samme holdning. Hvad man laver på skoler af forskellige møder, strikkeklubber, bedsteforældreaftener og sådan noget, er jo ikke noget, vi blander os i fra Folketingets side. Det er heller ikke noget, Venstre ønsker vi skal lovgive om.

Hr. Kamal Qureshi.

Nogle gange kan tingene jo få deres egen dynamik i pressen, hvilket jeg tror alle os, der er herinde, kender til. Men jeg er i hvert fald glad for, at vi endnu en gang kan få fremstillet Dansk Folkepartis måde at lave politik på, altså at man laver et forlig, som afsætter penge til nogle møder, og når de møder så efterfølgende bliver sat i værk med de selv samme penge, man selv har været med til at give, så truer man med at gå ud og fyre den pågældende skoleleder, som er med til at gennemføre de her møder.

Så jeg er glad for, at Venstres ordfører, hr. Karsten Lauritzen, kan bekræfte mig i det. SF er jo en del af forligspartierne, så vi har også været med til at lave det pågældende forlig med afsætning af penge til integrationsfremmende møder i nærområderne, bl.a. de her mødrecafeer og andre aktiviteter.

Ordføreren.

Jeg synes nu, at man skal være fair over for dem, der sidder i satspuljen og forhandler, og over for de mange borgere, som givetvis følger den her debat. Man sidder jo ikke og krydser af og siger: Vi godkender det der møde tirsdag den 5. februar på en eller anden københavnsk skole. Man får præsenteret et projekt og får en indstilling, og så fordeler man pengene. Det er det koncept, der er omkring satspuljeforhandlinger. Det synes jeg også man må respektere.

Så kan jeg bare sige til hr. Kamal Qureshi, at det, som han anklager Dansk Folkeparti for at gøre, har hr. Kamal Qureshis egen partiformand, hr. Villy Søvndal, jo gjort sig skyldig i. Så jeg synes egentlig, at det ikke er sådan en helt saglig debat at tage. Det, man kan lære af den diskussion, er måske i virkeligheden det, at når man bliver præsenteret for noget, skal man lige sørge for at tjekke op på de fakta, der nu er, nemlig om det er et eller andet tilfældigt bydelsmøde, eller det er en forældresamtale, så det bliver fuldstændig korrekt.

Tak til hr. Karsten Lauritzen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er næste ordfører fru Karen Klint fra Socialdemokratiet.

Jeg står ikke her i dag og benægter – og så i anførselstegn: at religion kan være sikkerhedsmæssigt udfordrende. Det kan mange mennesker i Belfast tale med om, og det kan mange i Eksjugoslavien tale med om, sammen med mange, mange andre over hele verden, hvor der i et eller andet helligt navn er blevet undertrykt eller slået ihjel.

Overgreb på andre begået af dybt religiøse personer er desværre også en virkelighed på linje med overgreb begået af andre mennesker. Men jeg vil ikke stå her og give medhold i, at en eventuel trussel fra religiøse fanatikere opstår i kraft af en bygning. Sikkerhedstrusler, had og overgreb bygges inde i folks hoveder, altså med holdninger, tanker og handlinger og ikke med mursten. Sker der noget kriminelt på en eller anden måde i en bygning, og er det i strid med den offentlige orden, er det en sag for politiet og ikke Folketinget.

Vi har trosfrihed i Danmark, men ikke handlingsfrihed. Vore handlinger skal være inden for de love, vi vedtager her i Tinget. Ingen religion kan tilsidesætte denne lovgivning. Alle trossamfund og enkeltborgere skal respektere de danske frihedsværdier, og vi skal sammen bekæmpe ekstremisme og radikalisering.

Vi har meget spredt lovgivning på området religiøs virksomhed og trossamfundenes vilkår. Den lovgivning giver vi gerne i Socialdemokraterne et serviceeftersyn i respekt for grundlovens paragraffer om trosfrihed og særstatus til folkekirken. Det er så alle paragrafferne, både § 4 og de paragraffer oppe i tresserne. For vi trænger til sådan et serviceeftersyn.

Men der er ikke brug for at give reglerne for bygning af religiøse huse et tilsvarende eftersyn. Her slår planlovens regler om lokalplaner og deres høringer, regler om udledning af støj m.m., fint til. De regler og love ligger i gode hænder i det kommunale demokrati.

I Danmark har vi faktisk flere moskeer, men der er kun en, der er bygget specielt dertil. Den ligger smukt og frit tilgængeligt i et dejligt villakvarter her i Københavnsområdet. Den er bygget til danske mandlige konvertitter, tegnet af en dansk arkitekt og betalt af en indsamling foretaget af muslimske kvinder i andre lande.

Alle er velkomne til at komme i den moské, og man kan høre fredagsbønnen på dansk, og det er både mænd, kvinder og børn. Og man kan sågar også få en stol at sidde på, hvis man ønsker det.

Vi har her i Folketinget og Kirkeudvalget fået en indbydelse til deres 40-års-fødselsdag og til aftensmad lillejuleaften. Man kan også få en rundvisning for at se, hvordan en moské virker i praksis.

Netop denne moské viser som bygning, at den fint kan indpasses i et almindeligt nabomiljø, i et almindeligt boligkvarter, både fysisk og i det gode naboskabs sammenhold. Det sidste er der mange lokale historier om.

Vi skal derfor ikke frygte bygninger. Smukke bygninger kan faktisk være med til at binde bånd mellem mennesker på tværs af religioner. Tænk bare på, hvor mange religiøse bygninger vi selv går ind og besøger, når vi rejser rundt i verden.

Jeg skal slutte med på vegne af Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance og enkelmedlemmerne fru Pia Christmas-Møller og hr. Christian H. Hansen at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Afgørelser vedrørende opførelser af moskeer afgøres lokalt af kommunalpolitikerne under hensyn til lokalplaner, planloven og byggeloven.

Trosfriheden hænger sammen med muligheden for, at trossamfund kan etablere hellige steder til at dyrke deres religion, og der er ingen baggrund for påstanden om, at store synlige moskeer i særlig grad skulle vanskeliggøre integrationsprocesser eller forstyrre den offentlige orden.

I Danmark tager vi afstand fra ekstremisme og radikalisering, og til at religion eller kultur bruges til dannelse af parallelsamfund til skade for sammenhængskraften i landet.

I Danmark accepterer vi og giver plads til religiøse mindretal. Det signal vil vi gerne sende til alle intolerante regimer, der ikke har religionsfrihed, og som forfølger religiøse mindretal.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 42).

Tak. Også dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønsker om korte bemærkninger, først fra hr. Jesper Langballe.

Fru Karen Klint omtalte en smukt beliggende moské for mandlige konvertitter. Jeg vil godt lige høre, om fru Karen Klint kan bekræfte, at den moské er rejst af Ahmadiyyabevægelsen, som er en gennemeuropæiseret udgave af islam, hvorfor den hades og foragtes af det genuine, det rigtige islam. Det er i øvrigt den bevægelse, som står for den indtil for nylig eneste koranoversættelse, vi havde til dansk, forfattet af Abdel S. Madsen. Den er jo kendt for at være propfyldt af fejl, fordi man har villet tillempe den til vestlige værdier.

Der er altså tale om noget, som i og for sig slet ikke kan henregnes til islam, og specielt ikke med hele den militante, krigeriske ånd, der normalt gennemsyrer islams stormoskeer.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at moskeen er bygget til danske konvertitter. Men jeg vil ikke stå her og gøre mig til dommer over, hvilke fraktioner der er inden for islam, ligesom jeg heller aldrig gør mig til dommer over, hvilke fraktioner der er inden for den danske folkekirke. I den danske folkekirke ser vi også forskelligt på tolkningen af Bibelen, af testamentet og alt muligt andet. Det må muslimerne have den samme frie ret til. Så jeg står ikke og gør mig til dommer eller vil give en historisk belæring om detaljerne i forskellene på, hvordan man praktiserer Koranen i den ene eller den anden moské.

Jeg bruger eksemplet på, at der er en smuk moské i Danmark. Der er faktisk kun en, og den har ligget i over 40 år på samme sted, og den giver ikke nogen naboproblemer.

Hr. Jesper Langballe.

Det er jo rigtigt nok, at der findes de der forskellige tolkninger af evangeliet inden for de kristne kirker. Kan fru Karen Klint for resten nævne en, som går ind for, at man skal kidnappe fly og flyve dem ind i høje huse, eller at man skal føre hellig krig, eller at man fysisk skal undertrykke anderledes troende? Har fru Karen Klint noget svar på det?

Så vil jeg lige sige, at det, jeg anholdt i forbindelse med den moské, altså er, at fru Karen Klint vil gøre Ahmadiyyabevægelsen til noget, der er typisk for islam, al den stund at rigtige muslimske menigheder rundtomkring hader og foragter denne europæiserede Ahmadiyyabevægelse, som jo måske i virkeligheden ligger meget nærmere ved os, end den gør ved det genuine islam.

Ordføreren.

Jeg vil gerne gentage, at jeg ikke vil gøre mig til dommer over, hvilke dele af den muslimske verden der er mere korrekte end andre, for jeg er ikke lærd udi det. Men hr. Jesper Langballe har jo ikke ret – man har ikke ret, hvis man ikke vil indrømme, at der også i kristne bevægelser har været undertrykkelse. Og det skal vi da også tage afstand fra. Det var faktisk derfor, jeg startede med at nævne det fra Belfast. Det er to kristne grupper, der slås mod hinanden. Der er da flydt meget blod i de gader, og jeg har selv været i byen engang, hvor der røg en lille bombe. Jamen det er da ikke specielt demokratisk, og derfor synes jeg, vi skal passe lidt på med, hvad det er, vi gør, og hvad det er, vi tillægger hinanden af motiver, og vi skal i hvert fald ikke gøre det ud fra, at det er bygningen, der styrer motiverne. Vi skal tage afstand fra holdninger og handlinger og mindre fra bygninger.

Så er der en kort bemærkning fra fru Astrid Krag.

Den er ultrakort. Jeg vil bare spørge fru Karen Klint, om hun mener, at hr. Jesper Langballe er en særlig velvalgt retskilde, når det drejer sig om at afgøre, hvad der er den genuine eller rigtige islam.

Ordføreren.

Jamen det er jeg jo nok heller ikke den der skal gøre sig til dommer over. Jeg ved ikke, i hvilket omfang hr. Jesper Langballe har bestået eksamener i islamisk teologi. Men jeg vil da gerne plædere lidt for – det har jeg faktisk mange gange sammen med mit parti foreslået – at vi i Danmark netop skulle have en mulighed for på universitetet at studere islamisk teologi på demokratiske, kritiske vilkår.

Så er det hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne stille fru Karen Klint et spørgsmål. Nu siger hr. Jesper Langballe, at der i alle stormoskeer bliver prædiket en meget krigerisk og meget militant og meget ekstrem udgave af islam. Og så vil jeg da gerne spørge fru Karen Klint, om hun som kristen føler sig allieret med hr. Jesper Langballe og hans meget krigeriske og militante udgave af en kristen fortolkning af, hvad kristendommen er for en størrelse.

Ordføreren.

Nu har jeg det ikke med at sammenligne mig eller andre med andre navngivne politikere, men jeg vil gerne sige, at Socialdemokraterne går ind for en demokratisk praksis, uanset hvilken religion det er. Alle religioner skal administreres efter dansk lovgivning, og der er ikke nogen religiøs overbevisning, der kan overgå dansk lovgivning. Derfor er det vigtigt, at alle religioner, der praktiseres i Danmark, skal tilknytte sig det danske værdisæt, også frihedsrettighederne.

Så kan der være forskel på, hvordan man i det indre liv ønsker at praktisere sin religion; der kan man jo se forskelligt på skilsmisse f.eks., og man kan se forskelligt på andre forhold. Selv om vi alle juridisk har ret til at få en skilsmisse, kan ens tro og ens overbevisning jo godt gøre, at man ser forskelligt på det. Men det er heller ikke det, vi taler om her. Her taler vi om noget helt andet, vi taler nemlig om radikalisering, vi taler om parallelsamfund, og der skal vi selvfølgelig advare mod, at man bruger sin religiøse overbevisning til at udskille sig fra samfundet, for vi ønsker jo integration og inklusion.

Hr. Kamal Qureshi.

Det er jeg sådan set meget enig i, og jeg vil da også sige, at i SF deler vi det samme værdigrundlag. Men årsagen til, at jeg rejste det spørgsmål, er, at mange muslimer bliver slået i hartkorn med andre muslimer i hr. Jesper Langballes spørgsmål tidligere. Jeg kan se, at fru Karen Klint meget tydeligt viser et symbol på, at hun er kristen, og det ved jeg jo at hr. Jesper Langballe også er – det er der vist ingen af os der er i tvivl om – og jeg synes, det er afgørende, at man i diskussionen om værdisættet netop breder det ud og også gør det til en politisk diskussion, for fru Karen Klint er næppe enig med hr. Jesper Langballe, når han f.eks. bruger Bibelen til at sige, at homoseksuelle ikke skal have ret til ægteskab eller lignende, eller når kristendommen bliver taget til indtægt for en masse ting. For der er jo uenighed inden for kristendommen, ligesom der selvfølgelig også er inden for alle andre religioner. Så jeg er glad for, at fru Karen Klint bakker op om det og deler det samme værdisæt, som SF har.

Ordføreren.

Jeg kan da bekræfte, at mennesker er forskellige, og det tror jeg vi er, uanset om vi er i samme parti, eller om vi tilhører den samme religion. Jeg tror, der findes muslimske socialdemokrater, og der findes sikkert også muslimske medlemmer af Dansk Folkeparti, selv om det sidste måske kan undre mere end det første. Og sådan er vi jo forskellige. Det er også derfor, det er meget vigtigt for mig at understrege, at religion netop er religion, det er ikke politik, og det er heller ikke noget, som vi skal bruge til at styre vores lovgivning med. Religion må meget gerne for mig være synlig i det åbne og det offentlige samfund, men det må ikke styre det.

Tak til ordføreren. Så er det fru Astrid Krag … undskyld, hr. Martin Henriksen har åbenbart bedt om en kort bemærkning – jeg havde ikke set fingeren. Værsgo.

Tak for det. Det var en interessant udveksling af spørgsmål og svar, der var mellem SF og S, hvor vi fik konstateret, at mennesker er forskellige. Så har vi også fået det åbenbaret i dag, og det er jo alle tiders.

Jeg vil gerne spørge ind til det med den moské, som fru Karen Klint fremhævede, nemlig ahmadiyyamoskeen. Nu har jeg selv haft lejlighed til at have et debatmøde i den pågældende moské for lang, lang tid siden, men det er jo altså en afart af islam – og det er sådan lidt pudsigt, at man fremhæver det som et eksempel på, at islam så godt kan fungere i det danske samfund – for de har jo f.eks. opfundet en profet efter profeten Muhammed, og det er bl.a. årsagen til, at alle andre islamiske retninger for at sige det mildt ser lidt ned på dem og faktisk betragter dem som vantro.

Så kan fru Karen Klint ikke se, at det måske er lidt underligt at fremhæve dem som et eksempel på, at islam godt kan fungere på en fornuftig vis i det danske samfund, når de på alle måder er frastødt af alle andre muslimske retninger?

Ordføreren.

Det er jo, fordi vi også taler om bygninger. Det her handler om en bygning, som Dansk Folkeparti i forespørgslen kalder en stormoské. Det kan man så ikke påstå at den smukke hvide moské ude i Hvidovre er. Det er jo ikke nogen specielt stor bygning, det er en pæn bygning, der passer fint ind i bybilledet.

Det er også derfor, jeg understreger, at det jo ikke er bygningen, der styrer indholdet. Det er meget vigtigt, at vi slås for, at religiøs virksomhed jo også skal optræde demokratisk, og derfor skal vi tage afstand fra ekstremistisk, radikaliseret religiøs virksomhed, uanset hvilken bygning det udleves fra.

Men at påstå, at man ikke kan have en smuk religiøs, muslimsk bygning, en stormoské, uden at der er ekstremisme i den, er virkelig forkert.

Hr. Martin Henriksen.

Nu forsøgte jeg i min ordførertale at sætte tingene ind i en sammenhæng og forklare, at det ikke kun handler om bygninger – det gør det også – men at det også handler om så mange andre ting. Der synes jeg bare, det er pudsigt, at man fremhæver den pågældende moské i Hvidovre som et eksempel på, at islam godt kan fungere i samfundet, når det rent faktisk er en – hvad kan man sige? – bevægelse, som andre muslimske retninger tager stærkt afstand fra. Så holder den argumentation ikke helt, men fred være med det.

Socialdemokraterne siger i deres forslag til vedtagelse, at det er vigtigt, at man tager afstand fra ekstremisme og radikalisering. Hvordan forholder den socialdemokratiske ordfører sig så til, at Frank Jensen i Kristeligt Dagblad den 22. september 2009 – og han er jo så blevet overborgmester i mellemtiden – siger, at han gerne møder op i den kommende moské i København, og at det for ham ingen forskel gør, om den er betalt af Iran eller ej? Er det ikke et uheldigt signal at sende, når man tager i betragtning, at de fleste vel mener, at det, det iranske præstestyre står for, er radikalisering og ekstremisme?

Ordføreren.

Jamen jeg formoder, at hvis det er penge fra kriminalitet, der kommer ind i landet, bliver de opfanget et andet sted. Jeg formoder også, at der er demokrater i det pågældende land, og de demokrater må for min skyld gerne have lov til at være med til at finansiere en moské i Danmark. Så jeg mener ikke, at vi skal lave en politisk kontrol af pengestrømmene; det har vi et efterretningsvæsen der skal lave kontrol af.

Så siger vi tak til ordføreren, og så er det fru Astrid Krag som ordfører for SF.

Mange tak til ministeren for redegørelsen – i første omgang.

Jeg ved, at hr. Martin Henriksen har været tidligt oppe i dag og har været på tv og udtalt sig om sagen her. Jeg var nemlig også tidligt oppe, og jeg hørte hr. Martin Henriksen forklare, at baggrunden for den her debat er en bekymring for en islamisering af Danmark. Det har hr. Martin Henriksen så siden gentaget her.

Jeg vil sige til hr. Martin Henriksen, at jeg tror, han kan slå koldt vand i blodet, hvad angår frygten for en overhængende fare for en islamisering af landet her. Vi har et muslimsk mindretal i Danmark på godt 200.000 personer, og langt størstedelen af dem er helt almindelige kulturmuslimer, ligesom de fleste danskere er kulturkristne. Religionen er ikke nogen ledetråd i hverdagen, man har et helt afslappet forhold til sin tro. Der udgår fra dem ingen trussel om islamisering. Her tages der også ofte direkte afstand fra islamisternes krav.

Men lad mig da også sige, at jeg er helt enig i, at vi skal være optaget af det lille mindretal, der så har ekstremistiske holdninger. Vi bør bestemt være optaget af ekstremisme og radikalisering i vores samfund, ikke bare fordi det underminerer sammenhængskraften, uanset hvilket fortegn de ekstremistiske holdninger har, men også fordi der med radikalisering ofte følger en øget risiko for voldelige handlinger.

Jeg er også meget enig i, at vi herinde har et stort ansvar for, at den generelle integrationsindsats er på skinner. Vi sætter de lovgivningsmæssige rammer, og vi kan gøre det sværere eller lettere for kommunerne at løfte opgaven. Man kan så diskutere, hvor godt det står til dér, men det er jo en helt anden diskussion.

Til gengæld har jeg svært ved at se, hvordan de to ting, der nævnes i forespørgslen, sikkerhed og integration, hænger sammen med spørgsmålet om opførelsen af stormoskeer, og det er jeg heldigvis ikke den eneste der har svært ved at se. Integrationsministeren har selv tilbage i august svaret på et spørgsmål fra hr. Martin Henriksen, at ministeren ikke havde set noget, der bekræfter, at store moskeer i særlig grad skulle vanskeliggøre integrationsprocessen eller give nogle sikkerhedsmæssige udfordringer.

Spørgsmålet på bundlinjen af hele den her debat må være: Er der større eller mindre grobund for rekruttering til ekstremisme, udvikling af parallelsamfund og efterfølgende islamisering af Danmark i en moské med kupler og minareter, end der er i de mere end 100 mindre moskeer og bedehuse, der ligger i baggårde og kælderlokaler i dag?

Jeg tror, de fleste vil give mig ret i, at det ikke er bygningen, der gør forskellen, snarere tværtimod. Det her er jo ikke en kamp om mursten, det er en kamp om værdier. Vi skal ikke acceptere ekstremisme og radikaliserede holdninger, vi skal ikke acceptere udvikling af parallelsamfund, og vi skal få integrationen til at lykkes. Og når man lokalt flere steder har vedtaget at give tilladelse til opførelse af moskeer, er det, fordi der kan være flere positive effekter ved at opføre stormoskeer. Det kan gavne følelsen af medborgerskab og anerkendelse blandt vores muslimske mindretal, noget, regeringen også selv var inde på som en vigtig ting i sin handleplan mod radikalisering fra juni 2008. Det kan i virkeligheden også være en stor styrke, når vi snakker om fundamentalisternes mulighed for at rekruttere unge. Den dæmonisering af Vesten, som udgår fra de ekstremistiske kredse, vil få en sværere gang på jorden, hvis enhver kan se, at i Danmark praktiserer vi religionsfrihed, og at vi accepterer og giver plads til vores religiøse mindretal.

Endelig er det et klart signal at sende til verdens intolerante regimer, der undertrykker religiøse mindretal, at den slags kæmper vi imod, både ude og hjemme.

Jeg synes i virkeligheden, det er lidt spøjst at se, hvordan Dansk Folkeparti stiller sig i den her sag. Vi har i Danmark en historisk tradition for religionsfrihed, sågar en sikring af det i grundloven, og vi forventer og forlanger jo også, at kristne skal have lov til at opføre kirker i lande, hvor de er i mindretal. Og vi fordømmer det, når det ikke bliver tilladt, som det bl.a. er tilfældet i Saudi-Arabien. Det undrer mig, at Dansk Folkeparti i den her diskussion er parat til at gå imod grundlæggende danske værdier og sætter sig selv på samme hold som intolerante styrer som Saudi-Arabien. Men sådan er der jo så meget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Igen føler jeg det – som jeg også sagde, da jeg stod oppe på talerstolen og fik stillet spørgsmål, jeg tror, det var af fru Astrid Krag – som om det burde være hr. Villy Søvndal, der stod hernede og førte en diskussion med sin ordfører. Men fred være med det.

Jeg har forstået, at Socialistisk Folkeparti i tråd med Socialdemokraterne og vel også regeringen mener, at stormoskeer er en god ting. Det er jo så et standpunkt; vi har et andet i Dansk Folkeparti.

Når man spørger ind til den her diskussion, der er om islamisering af samfundet, siger fru Astrid Krag, at det ikke er et problem, at det ikke er noget, der fylder noget. Hvordan hænger det sammen med, at hr. Villy Søvndal så sent som i går var ude at sige, at vi nu skal passe lidt på? Når der f.eks. er nogle mænd, der mener, at deres koner ikke må deltage i møder med andre mænd, så skal vi passe lidt på med at indrette – jeg forstod det faktisk sådan, at det skulle vi slet ikke gøre – vores folkeskole efter de her mænds tanker om kvinder, og hvordan de der ting hænger sammen. Så jeg vil bare høre, om hr. Villy Søvndal mener, at der er en islamisering af samfundet, eller hvordan?

Ordføreren.

Det kan være, det er, fordi hr. Martin Henriksen har været så tidligt oppe, at det går galt med hørelsen. Jeg slog jo netop fast i min ordførertale, at jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi tager det alvorligt, at der ikke udvikler sig ekstremistiske, voldelige miljøer i Danmark. Det var også noget af det, jeg spurgte hr. Martin Henriksen om, nemlig om vi skulle tage hele den her debat som udtryk for, at Dansk Folkeparti har en grundlæggende mistillid til det arbejde, som bl.a. Politiets Efterretningstjeneste laver med at holde snor i de her ekstremistiske miljøer. Så jo, jeg mener afgjort, det er noget, vi skal tage meget alvorligt, og jeg mener, det er der, vi skal sætte ind.

Jeg er glad for at se, at Dansk Folkeparti står alene med den analyse, der siger, at det er murstenene, det her handler om. Det her er ikke en kamp om mursten, det er en værdikamp, og den pågår i forhold til alle ekstremistiske strømninger, også inden for det muslimske miljø. Om en moské ligger i en baggård, i et kælderlokale eller i en egentlig moskébygning, er ikke det, der gør forskellen.

Hr. Martin Henriksen. Taletiden er 1 minut.

Det skal jeg bestræbe mig på.

Jeg forstår det stadig væk ikke helt, for så sent som i går og op til flere andre gange har Socialistisk Folkepartis formand, hr. Villy Søvndal, været ude at tale dunder imod den udvikling, som er på institutioner forskellige steder i samfundet. Og så forstår jeg bare ikke, hvordan man fra fru Astrid Krags side kan sige, at der ikke er en islamisering af samfundet, for hvem er det så, hr. Villy Søvndal opponerer imod? Hvem er det, han kritiserer? Hvilken udvikling er det, han går op imod, hvis ikke det er den udvikling, som vi betegner som en islamisering af samfundet? Altså, hvem er det, man kritiserer? Det har jeg ikke helt forstået.

Ordføreren.

Vi har jo været igennem det her et par gange, og jeg tror bare snart, jeg må konstatere, at jeg ikke når helt igennem til hr. Martin Henriksen. Altså, det er jo fuldstændig klart, hvad hr. Villy Søvndal sagde i går, og det står sådan set også fast, at når det handler om officielle forældremøder i den danske folkeskole, skal alle forældre have mulighed for at komme. Det ligger fuldstændig fast. Det andet, og det, som man jo desværre kunne læse en skoleleder citeret for på forsiden af Berlingske Tidende, at man kunne blive nødt til at holde fædrene væk, for ellers var der nogle mænd, der ikke ville lade deres koner komme, er ikke på nogen måde et synspunkt, som den danske folkeskole skal være med til at legitimere.

Men sagen er, at der jo ikke var tale om et officielt forældremøde på den her folkeskole. Der var tale om et cafémøde for nogle mødre under projektet »Bydelsmødre«, som Dansk Folkeparti selv har været med til at bevilge penge til. Og jeg mener, det er et stort problem, hvis vi vil forhindre, at man laver et opsøgende arbejde for at få fat i de allermest isolerede indvandrerkvinder. Det er jo lige præcis dem, vi skal have fat i, og dem, vi skal have på banen i forhold til deres børns skolegang og deres børns velfærd, og det får vi altså ikke ved at stå og råbe og skrige herinde i Folketinget om moskeer og forbud mod at snakke arabisk i frikvartererne og sådan noget. Det får vi ved at lave helt konkrete projekter, hvor vi kommer hjem og får fat i dem, får dem på banen og f.eks. får dem til at komme til cafémøder på skolerne.

Tak til ordføreren. Hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Vi har religionsfrihed i Danmark, og det er en fundamental rettighed, og med religionsfrihed hører religionspraksis og dermed retten til bygninger til at udøve religionen i. Med andre ord: Som følge af religionsfrihed har folk ret til at bygge kirker, synagoger, templer, moskeer m.v.

Vi i Det Konservative Folkeparti er generelt ikke modstandere af, at der bliver bygget moskeer. Der er i øvrigt allerede imellem 100 og 150 bedesteder eller moskeer, eller hvad man skal kalde dem, og de har forskellige størrelser.

Vi mener ikke, at der er en sammenhæng mellem moskéstørrelsen og terror, og der er heller ikke forskel på islam i forhold til moskéstørrelsen. Nogle af terroreksperterne siger, at der nogle gange kan være en sammenhæng mellem kældermoskeerne og radikalisering, men at der skulle være en sammenhæng med store moskeer, er der i hvert fald ikke belæg for at sige.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi bakker op om de mange gode muslimske kræfter, der forsøger hver dag at gøre en indsats, og som bidrager positivt til det her samfund, og som har forstået at kombinere islam med demokrati, med det at være dansker. Det så vi meget, meget tydeligt under Muhammedkrisen. Der var rigtig mange demokratisk indstillede danske muslimer, der gik ud og forsvarede Danmark og demonstrerede for Danmark. Det var jo ikke i Danmark, vi så flagafbrændinger. Det var heller ikke i Danmark, vi så ambassadeafbrændinger. Tværtimod var der flere demonstrationer for Danmark. Bål, ballade og brand så vi først og fremmest i den islamiske verden, og jeg synes, det er vigtigt, at vi påskønner dem, der virkelig forsøger.

Jeg har ikke ondt af, hvis en gruppe af moderate demokratisk indstillede danske muslimer går sammen om at bygge en stor moské. Det har jeg ingen problemer med. Det, vi er modstandere af, er politisk islam, det er islamisme, og det er symboler. Jeg mener, det er vigtigt, at vi holder fokus og fokuserer på islamisme eller politisk islam. Efter min opfattelse er islamisme/politisk islam meget, meget problematisk, endda farligt for både demokratiet og integration. Der skal vi virkelig være opmærksomme, men det er også vigtigt at skelne mellem religionen islam og islamisme. Det er islamisme som ideologi, vi skal bekæmpe, og ikke religionen islam, som kan praktiseres på mange forskellige måder.

Det, der også er bekymrende, er de steder, der medfører radikalisering. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at det altså ikke først og fremmest er moskeerne rundtom i verden, der skaber terrorister. Det sker andre steder. Der er internettet, der er satellitkanaler, der er mange andre steder. Hvis man har læst bogen »Truslen indefra« af Morten Skjoldager, som handler om radikalisering i Danmark, vil man vide, at der ikke nogen steder i den står, at det er moskeerne, der skaber terroristerne i Danmark.

Vi skal være opmærksomme på, at radikalisering jo er en proces, og vi skal være opmærksom på tendenserne, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forebygge radikalisering. Det gør vi ikke kun ved at fokusere på moskeerne, men ved at fokusere på de unge generelt.

Så i forhold til store moskeer er det, vi er forbeholdne over for, når lande som Iran og Saudi-Arabien vil finansiere store moskeer. Erfaringerne fra Balkan og fra Afrika viser, at når Saudi-Arabien eller Iran går ind og finansierer moskeer, kræver de også ideologi til gengæld. Derfor mener vi, at det, der skal gøres her, er at sørge for, at der er åbenhed omkring finansieringen, og at der er åbenhed omkring den ideologi, der bliver praktiseret i moskeen. Så det handler ikke om store og små moskeer, det handler om, hvad det er for en finansiering, der ligger bag, og hvad det er for en ideologi, der bliver dyrket i moskeerne.

En kort bemærkning fra fru Karen J. Klint.

Jeg vil gerne kvittere for en meget afdæmpet og velgørende ordførertale. Jeg kan forstå, at hr. Naser Khader jo også synes, at noget af den debat, som vi i dag har hørt, kammer over. Det, jeg gerne vil spørge hr. Naser Khader om, er, om ikke vi lige kan få gentaget, hvordan det er, at vi kan være bedre til at opspore begyndende, spirende islamisme, politisk islam, som hr. Naser Khader kalder det, så vi kan få fat i integrationen, i stedet for at folk føler sig så isoleret, at de går ud og bliver radikaliserede i stedet for at gå ind og blive aktive medborgere.

Ordføreren.

Som sagt er radikalisering jo en proces, og det, vi har været gode til de seneste år, er at gøre en indsats i sidste fase i processen. Politiets Efterretningstjeneste har anholdt flere personer, der var ved at planlægge terror. Det synes jeg er fremragende.

Men det er også vigtigt, at vi gør en indsats i de tidligere faser. Det gør man også med regeringens plan om radikalisering og med det, at man i dag har fået et demokratikontor i Integrationsministeriet, og med de antiradikaliseringsplaner, der også er i Kriminalforsorgen over for de indsatte. Det synes jeg er rigtig fint, og det skal vi bakke op om. Det er det, der efter min opfattelse kan være med til måske at hindre nogle få i at bevæge sig videre ad radikaliseringens vej.

Fru Karen J. Klint.

Nu ligger der to forslag til vedtagelse på bordet, og Venstre var på talerstolen, før vi fremsatte vores forslag til vedtagelse, så det er jo lidt fristende nu at spørge et af regeringspartierne, hvordan regeringspartierne forholder sig til de to forslag til vedtagelse.

Ordføreren.

Det forslag til vedtagelse, som er fremsat af Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance og så de to uafhængige folketingsmedlemmer, er jo et forslag til vedtagelse, som man ikke kan stemme imod. Det, der står der, er hentet – noget af det – fra grundloven, og resten er hentet fra integrationsministerens forskellige kronikker, så det vil være svært at stemme imod, så det regner jeg med at vi stemmer for.

Så er det hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Jeg synes også, at det var en meget interessant ordførertale, som jeg takker for. Det særlig interessante for mig var hr. Naser Khaders påpegning af, at når et land som Saudi-Arabien finansierer en moské i Europa, følger der nogle krav med. Man vil bestemme indholdet. Tak for den oplysning. Det var jo i hvert fald noget andet end det, integrationsministeren sagde.

Så har jeg to spørgsmål. Vil hr. Naser Khader fuldstændig bestride, at der i forbindelse med fredagsbøn kan finde opfordring sted til jihad og til samfundsomstyrtelser og lignende? Til sidst et helt åbent og kort spørgsmål: Mener hr. Naser Khader, at minareter og kalden til bøn hører hjemme i en dansk by?

Ordføreren.

I forhold til det første med Saudi-Arabien, så viser erfaringerne det. Men det er ikke noget, der gør sig gældende i Danmark. Derfor siger jeg, at skulle det ske, er det utrolig vigtigt med gennemsigtighed og åbenhed omkring regnskaberne. Det synes jeg er meget afgørende. Jeg har også selv været meget skeptisk over for de planer, der var i Nordvestkvarteret, altså finansieringen fra Iran, men det er vigtigt med åbenhed og gennemsigtighed.

Men det er ikke ensbetydende med, at det så gælder for alle dem, der har planer om at bygge stormoskeer, at det hele er finansieret af Saudi-Arabien og Iran. Derfor siger jeg, at principielt har jeg ikke noget imod, at der bliver bygget store moskeer af moderate demokratisk indstillede danskere. Det, jeg er forbeholden over for, er, når finansieringen eksempelvis kommer fra lande som Iran og Saudi-Arabien.

Med hensyn til hvad der bliver sagt ved fredagsbønnerne, sker der mig bekendt efterhånden ikke opfordringer til jihad og lignende, fordi der er åbenhed om de der fredagsprædikener. De er efterhånden blevet så harmløse. Det, der måske kan være bekymrende, er det, der sker ved enemøder og rådgivning af unge mennesker. Det er noget andet end fredagsprædikener.

Jeg skal gøre både spørger og svarer opmærksom på taletiderne. Hr. Jesper Langballe.

Jamen jeg takker for svarene. Jeg savner så kun svar på et lille spørgsmål, som i og for sig er ganske åbent, og som ligger i yderkanten af emnet her, men det kunne interessere mig at høre, om hr. Naser Khader mener, at minereter, hvorfra der kaldes til bøn, hører hjemme i en dansk by.

Ordføreren.

Det er jo ikke kutyme, at man stiller spørgsmål heroppefra, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at få at vide af hr. Langballe, hvor i Vesteuropa der findes moskeer, hvor man råber ud af minareterne.

Det gør der faktisk ikke. Så vidt jeg ved, må man i Oslo gerne råbe ud, men det må ikke være højere end trafikstøjen. Så hvis man mener, at problemet med minareter er, at der bliver råbt ud, er der ikke nogen problemer, for det bliver der ikke gjort i Vesteuropa. Tidligere råbte man ud, fordi folk ikke havde ure, men det har alle i dag. Så når der skal kaldes til fællesbøn, er der ikke behov for at råbe ud mere. Så hvis det eneste problem, der er, er, at der bliver råbt ud, så tror jeg ikke, at der er nogen problemer med minareter.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Det, som gav mig anledning til at tage ordet, var, at hr. Naser Khader nævnte Saudi-Arabien som et særligt problem, og jeg ved jo, at hr. Naser Khader også sidder som udenrigsordfører og har en partifælle som udenrigsminister i regeringen. Jeg er meget enig i betragtningen om Saudi-Arabien. Jeg synes, det er et af de mest totalitære og undertrykkende regimer i verden over for kvinder, homoseksuelle, religiøse mindretal, andre mindretal m.v.

Det, jeg gerne vil spørge om, er, om hr. Naser Khader kunne fortælle os her i dag, hvornår udenrigsministeren sidst har taget det her emne op over for den saudiarabiske ambassadør eller til et møde med den saudiarabiske udenrigsminister eller med andre højtstående repræsentanter for det saudiarabiske regime og sagt, at man mener, at det her er et problem. Jeg vil meget gerne spørge, om man har gjort det, og om det har været et tema, for det er vores indtryk, at den her regering ikke ønsker at tage temaer som menneskerettigheder, mindretal og kvinders rettigheder op, når man bl.a. har møder med Saudi-Arabien, men udelukkende diskuterer handelsaftaler.

Ordføreren.

Til det sidste: Det ved vi ikke noget om. Jeg ved ikke, hvornår vores udenrigsminister sidst har haft møder med saudierne. Det må spørgeren spørge udenrigsministeren om.

Det, jeg ved, er, at jeg selv har spist frokost med den saudiarabiske ambassadør her i Danmark for nogle måneder siden og havde en rigtig, rigtig god snak med ham om alle de her ting. Han er faktisk yderst fornuftig, så jeg vil anbefale, at hr. Kamal Qureshi også tager en snak med ham.

Hr. Kamal Qureshi.

Med al respekt for hr. Naser Khaders position, vil jeg sige, at hr. Naser Khader jo ikke er udenrigsminister. Derfor er det afgørende sådan set, hvem udenrigsministeren som repræsentant for den danske regering har mødt. Det undrer mig jo, at hr. Naser Khader ikke ved, hvornår hr. Naser Khaders partifælle udenrigsministeren har holdt møder med en person, hr. Naser Khader oven i købet har siddet og spist frokost med. Jeg ville da spørge ham om, hvornår han eller nogle andre højtstående personer havde haft møder med den danske regering. Det undrer mig, at hr. Naser Khader ikke ved, hvornår hans partifælle har haft møder med dem. Det er så, hvad det er.

Jeg synes egentlig også, at det er bekymrende, at hr. Naser Khader synes, at den person, som sidder og repræsenterer et regime, som undertrykker kvinder i et land, hvor kvinder ikke har ret til at køre bil, hvor kvinder får piskeslag, hvis de er utro, og bliver stenet, er fornuftig. Yderst fornuftig, siger hr. Naser Khader om en repræsentant for det regime. En yderst fornuftig mand - det må jeg så sige. Det er nok ikke den tilgang, jeg ville have til den person, hvis jeg havde en frokostsamtale med ham.

Ordføreren.

Jeg troede, hr. Kamal Qureshi gik ind for dialog og påvirkning. I øvrigt vil jeg understrege, at er der nogen, der har kritiseret Saudi-Arabien her i Folketinget, er det undertegnede. Det kan man gå ind og se mange steder i Infomedia. Men jeg vil også understrege, at det jo ikke er alle saudier, der er kvindeundertrykkende. Der er altså også blandt saudier folk, der forsøger at kæmpe for deres frihed. Det er ikke alle 4-5 millioner saudiarabere, der er kvindeundertrykkende. Så der er nogle, der er meget fornuftige, og som man godt kan gå i dialog med og fortælle, at de ting bryder man sig ikke om.

I forhold til udenrigsministeren vil jeg sige, at jeg ikke kender udenrigsministerens kalender. Spørgeren må spørge udenrigsministeren. Nu er det her en debat om stormoskeer. Det er ikke en udenrigspolitisk debat.

En kort bemærkning fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg kan forstå, at hr. Naser Khader interesserer sig meget for åbenhed omkring økonomien, åbenhed omkring finansieringen. Det synes jeg er rigtig interessant, for jeg interesserer mig også rigtig meget for åbenhed omkring regnskaber.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om den her nyopfundne interesse for åbenhed omkring regnskaber, så man kan finde ud af, hvem det egentlig er, der betaler, hvem der står bag, er udtryk for, at det også er noget, vi vil kunne opleve med hensyn til De Konservatives regnskab? Vi ved jo, at Det Konservative Folkeparti er et af de partier, som modtager allermest støtte fra de store danske virksomheder – det kunne være tobaksindustrien, det kunne også være andre industrier – men det forholder jo sig sådan, at vi ikke kan få at vide, hvor mange penge Det Konservative Folkeparti rent faktisk modtager fra de her virksomheder.

For at kunne forstå Det Konservative Folkepartis politik, ville det jo være interessant at finde ud af, hvem det egentlig er, der finansierer. Så mit spørgsmål lyder: Gælder den her nye interesse for åbenhed omkring regnskaberne, når det handler om moskeer, også for Det Konservative Folkepartis eget regnskab?

Ordføreren.

Jeg kender ikke Det Konservative Folkepartis regnskab, men så vidt jeg ved, er der ikke nogen terrorister eller terrororganisationer, der finansierer Det Konservative Folkeparti.

Det, jeg taler om her, er, at hvis nogle med ekstremistisk udgangspunkt finansierer moskeer – det viser erfaringer fra andre lande – er det også dem, der bestemmer, hvem der skal være hovedimam, og hvad det er for fortolkninger, der skal være i den moské. Derfor siger jeg, at det er vigtigt, at der er åbenhed og gennemsigtighed omkring regnskaberne, så vi ved, hvem det er, der står bag.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jamen jeg må sige til hr. Naser Khader, at det i forvejen er ulovligt at modtage penge, som kommer fra en eller en form for kriminel handling. Det er i forvejen ulovligt, så når hr. Naser Khader vil have åbenhed omkring regnskaberne, hvilket jeg synes er en god idé, er det jo altså for at finde ud af, hvem det er, der støtter, hvem der står bag.

Præcis den samme interesse har jeg i forhold til De Konservatives politik. Der er altså ikke nogen principiel forskel på de to situationer, for hvis det handler om en økonomisk støtte med penge, der kommer fra økonomisk kriminalitet, er det i forvejen ulovligt. Hvorfor kan vi ikke få lov til at se, hvem det er, der bidrager til økonomien i Det Konservative Folkeparti? Det er jo præcis den samme argumentation som i forhold til moskeerne.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg da synes, det er dybt problematisk, hvis hr. Naser Khader som folketingsmedlem ikke kender til De Konservatives økonomi og ikke ved, hvilke virksomheder der f.eks. finansierer partiet.

Ordføreren.

Jeg forstår ikke, at det skulle være dybt problematisk, at jeg ikke ved, hvilke virksomheder der finansierer partiet. Hvis spørgeren har lyst til at få indsigt i Det Konservative Folkepartis regnskab, vil jeg anbefale, at spørgeren skriver et brev til generalsekretær Martin Dahl og hører, om spørgeren kan få mulighed for at se regnskabet.

Men nu handler det ikke om Det Konservative Folkepartis regnskab, det handler om moskeer og finansiering af moskeerne.

En kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Hvis Saudi-Arabien har penge med, vil jeg også opfordre Det Konservative Folkeparti til, at man siger det åbent, så vi ligesom kan komme ud over det. Jeg synes, at det er at afspore debatten.

Jeg vil godt bringe os lidt tilbage til det, som hr. Jesper Langballe spurgte om, det er det her med, at der bliver kaldt til bøn, og hvor hr. Naser Khader sagde, at det ikke var tilfældet i Vesteuropa. Der har altså været et eksempel med den moske/det bedehus, der ligger i Brabrand på Krimhøjvej, så vidt jeg husker, og hvor der i hvert fald førhen blev kaldt til bøn på arabisk. Ikke fordi det skal udvikle sig til en konkurrence om, hvem der har besøgt flest stormoskeer, men nu har jeg også haft lejlighed til at besøge den, der ligger ovre i Malmø. Der spurgte jeg, om man kalder til bøn derfra, og de sagde, at det gør man i forbindelse med religiøse højtider.

Så jeg vil høre, om det måske får hr. Naser Khader til lidt at ændre opfattelse af, at det er noget, der hører hjemme i danske byer.

Ordføreren.

Så vidt jeg ved, er der ingen moskeer i Vesteuropa, der kalder til bøn fem gange i døgnet, som er det antal gange, man skal bede. Det kan godt være, at der er nogle moskeer, der får lov til det en gang imellem, men det er noget, der bliver besluttet de pågældende steder. Jeg tænker på Oslo. Det var Oslo Byråd, der gav tilladelse til, at der kunne blive kaldt til bøn, dog ikke højere end lydniveauet fra trafikstøjen. Det var noget, de besluttede sig for der. Men der er altså ikke behov for det rent praktisk. Grunden til, at man oprindelig kaldte til bøn, var, at så kunne folk komme og bede samlet. Men der er ikke behov for at bruge minareterne længere, man bruger uret.

Hr. Martin Henriksen.

Nu er det i hvert fald konstateret, at det finder sted, at der bliver kaldt til bøn – ikke fem gange om dagen, men det forekommer i hvert fald. Det er en begyndelse, som man så kan have den ene eller den anden holdning til. Det er i hvert fald godt, at det er blevet konstateret.

Så vil jeg godt spørge ind til det, som hr. Naser Khader var inde på, og som jeg synes er ganske fornuftigt, nemlig at det er problematisk, hvis regimer, som har meget fundamentalistiske udlægninger af islam, er med til at finansiere kulturcentre og stormoskeer osv. i Danmark. Vil hr. Naser Khader være med til at undersøge, om der er mulighed for, at man kan indrette en lovgivning sådan, at man målrettet kan gå efter de regimer, som vi udmærket godt ved hvem er - det kan være Iran eller Saudi-Arabien - og bremse pengestrømmene derfra til danske projekter?

Ordføreren.

Jeg mener, at åbenhed omkring moskeernes regnskaber er vigtig, moskeernes regnskaber skal være lige så åbne som kirkernes og andre trossamfunds. Der skal være den samme åbenhed. Det er i alles interesse, at der er den åbenhed. Så kan vi se, hvem det er, der finansierer dem, og så kan vi i hvert fald placere den pågældende moské ideologisk.

Der er en kort bemærkning til fru Astrid Krag.

Ja, vi kommer vidt omkring i debatten her, lige fra saudiarabiske ambassadører til det konservative partiregnskab. Jeg ville egentlig bare helt kort tage ordet for at høre, om hr. Naser Khader kan bekræfte, at også regeringspartneren Venstre vil stemme for det forslag til vedtagelse, der ligger, ligesom Det Konservative Folkeparti vil. Det var sådan, jeg forstod Venstres ordfører, men det var ikke helt klart. Kan hr. Naser Khader bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg har sagt det klart. Man kan ikke stemme imod et forslag til vedtagelse, hvor dele af det er taget fra grundloven og andre dele fra integrationsministerens forskellige kronikker. Så det vil vi stemme for.

Fru Astrid Krag.

Det vil jeg bare kvittere for og så sige, at jeg synes, at det er en meget fornuftig tilgang at have, og at den her diskussion jo langt hen ad vejen har været lidt af en parodi, fordi det, forespørgslen egentlig drejer sig om, jo er noget, som Dansk Folkeparti igen og igen har fået svar på såvel mundtligt som skriftligt fra ministeren. Det her, at debatten breder sig så meget, er vel også et udtryk for, at det lidt er en skindebat, vi tager.

Ordføreren.

Det ved jeg ikke. Nu er det Dansk Folkeparti, der har rejst forespørgselsdebatten, men jeg synes egentlig, at det har været en o.k. debat. Der er nogle myter, der er blevet aflivet, og der er nogle ting, som er blevet sat på plads, så jeg synes, at tiden er blevet brugt godt.

Tak til ordføreren. Fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre.

Jeg vil gerne indlede med at takke ministeren – i virkeligheden hjerteligt – for svaret på forespørgslen.

Jeg er glad for at bo i et land, hvor jeg kan være meget uenig med f.eks. integrationsministeren om den politik, ministeren gennemfører, men hvor der er grundlæggende principper og værdier, som vi er fælles om uanset forskelle i politiske synspunkter, og det på tværs af partier i regering og i opposition.

Jeg er glad for at bo i et land, hvor alle kan tro, tænke og tale frit inden for lovens rammer, og jeg er glad for den religionsfrihed, jeg bogstavelig talt kan se, når jeg kører hjem på cykel ad Bredgade, forbi Marmorkirken, den katolske kirke og den russisk-ortodokse kirke, som alle er meget synlige i gadebilledet.

Jeg er glad for at bo i et land, hvor frihedsrettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er borgernes rettigheder, og at grundlovens bestemmelser er til for at begrænse statens magt over for borgerne.

Jeg er glad for at bo i et land, der bygger på en stærk foreningstradition og frihedstradition, og hvor der er bred politisk enighed om, at det er traditioner, som nye borgere i Danmark skal have del i.

Vi ved, at mødre uanset etnisk baggrund betyder rigtig meget for børn og unges skolegang og deres uddannelsesvalg, og vi ved, at det er vigtigt at have netværk. Derfor skabes der kvindenetværk fra Hjørring i nord gennem hele landet til København i øst. Det er stærke bydelsmødre, det er kvindegrupper og pigegrupper og mange andre slags grupper i alle dele af landet. Vi ved, at satspuljemidler – og det er godt 55 mio. kr. – er afsat til kvindeprogrammer i 2007-2011 i bred politisk enighed.

De netværk, der dannes, er med til at skaffe kvinder job, og jeg kan f.eks. nævne KVINFO's mentornetværk. Kvinders deltagelse i kvindenetværk kan føre til frigørelse og til rigtig god integration i Danmark. Jeg er glad for, at der tages initiativer til integration, der faktisk virker, uanset der indimellem er uhensigtsmæssig råben og skrigen i medierne, fordi man ikke helt har forstået, hvad det er, det drejer sig om, når mødre inddrages på tværs af etnisk baggrund.

Det er netværk, der er udtryk for ligestilling og ligeværd i den mangfoldighed og forskellighed, der er og må være i et demokrati, hvor den personlige frihed er ukrænkelig. Det er den bedste modgift mod ekstremisme og radikalisering. Derfor er jeg glad for at bo i Danmark og glad for, at hr. Martin Henriksen på Dansk Folkepartis vegne kan rejse dagens forespørgsel og ministeren kan give så glimrende et svar.

Tak til ordføreren. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Hele udgangspunktet for debatten i dag er dybt besynderligt. Dansk Folkeparti konkluderer, at det at bygge en moske skulle medføre integrations- og sikkerhedsmæssige udfordringer. Altså, undskyld mig, hvor kommer den slags fra?

Der findes absolut intet sagligt belæg for den påstand. Dansk Folkepartis udmelding er ikke udtryk for andet end partiets sædvanlige banale, pinlige, forsimplede mistænkeliggørelse af alt, hvad der har med islam og muslimer at gøre. Der er absolut intet, der tyder på, at en potentiel risiko for terror eller radikalisering skulle vokse i takt med højden på eventuelle minareter, ligesom der heller ikke er noget, der tyder på, at risikoen for kristen fundamentalisme skulle stige, i takt med hvor højt kirkeklokkerne ringer eller hvor mange steder i Danmark de ringer.

I Enhedslisten har vi den meget klare opfattelse, at kirke og stat skal adskilles. Vi mener ikke, at religionen hører hjemme i staten i et moderne demokrati, som det danske. Men det er samtidig helt grundlæggende for os at kæmpe for retten til at tro, hvad man vil, altså religionsfriheden. Det er klart, at der med religionsfriheden selvfølgelig også følger retten til at kunne praktisere sin tro, hvad enten det så foregår i en kirke, i en moske eller i en eller anden form for hal, som man har bygget, hvor man kan tilbede Thor og Odin, eller hvad man nu har lyst til.

Netop det, at vi i Danmark forsvarer og accepterer mindretalsrettigheder og f.eks. også accepterer og forsvarer mindretallets rettigheder til at praktisere deres tro, finder jeg faktisk er med til at hjælpe integrationen på vej. Det, at vi ikke har et samfund, hvor vi forbyder folk at tro på det, de vil, er med til at modvirke radikalisering og fundamentalisme.

Den konkrete afgørelse om f.eks. opførelse af moskeer er naturligvis et anliggende, der skal afgøres lokalt af lokalpolitikerne, og der er selvfølgelig ligesom med alt andet nybyggeri i den forbindelse en række hensyn, der skal tages i forhold til lokalplaner, planloven og byggeloven.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det her jo er endnu et eksempel på, at Dansk Folkeparti forsøger at piske en debat op uden nogen som helst form for rationel begrundelse. Tænk, hvis Dansk Folkeparti brugte lige så mange kræfter på den stigende arbejdsløshed eller på mangelen på praktikpladser eller på de klimaproblemer, som vi står over for, som Dansk Folkeparti bruger på at bekæmpe alt, hvad der har med islam at gøre, tænk, hvis de kæmpede lige så benhårdt for de mange tusinde mennesker, der har mistet deres arbejde, så tror jeg, at vi kunne komme et stykke. Tænk, hvis Dansk Folkeparti rent faktisk respekterede det demokrati, som vi lever i, og dermed også retten til at have den religion, som man nu engang har!

I efteråret var det burkaerne, der fyldte. Man fik oven i købet nedsat et særligt burkaudvalg for at trække debatten i langdrag. I går diskuterede vi et forældrearrangement om mobning på en skole i Nordvestkvarteret i København. Og i dag diskuterer vi så, om det er sådan, at jo større en moske er, om der er en kuppel eller ikke er en kuppel på den, udgør den en eller anden form for særlig sikkerhedsrisiko. Jeg håber i det mindste, at den her debat har gjort det klart for alle, hvordan Dansk Folkeparti prioriterer deres kræfter, og hvad der er vigtigt for Dansk Folkeparti, for det er da i hvert fald hverken praktikpladsmangel, arbejdsløshed, klima eller fyringerne på sygehusene.

Tak til ordføreren.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det her var den mest mærkværdige debat, Folketinget har haft længe, men det er det jo desværre ikke. Det er efterhånden nærmest ved at blive en vane, at vi skal diskutere mere eller mindre mærkværdige ting. Men fair nok – i et demokrati skal alle selvfølgelig have lov til at få diskuteret det, som de gerne vil.

Jeg vil lægge ud med at sige, at jeg faktisk var utrolig glad for ministerens tale. Jeg synes virkelig, at det var en god tale. Jeg synes, det er rart at høre, at vi selvfølgelig slår ned på terrorisme her i landet, at man selvfølgelig følger de pengestrømme, som kan være mistænkelige, og at ministeren selvfølgelig også understreger religionsfrihedens betydning i det danske samfund. Det vil jeg gerne have lov at takke for. Jeg synes faktisk næsten ikke, at jeg kan gøre det bedre selv, men jeg vil alligevel trætte Folketinget med yderligere et par bemærkninger.

Jeg synes næsten, at man kan sige, at forespørgeren taler med to tunger i netop spørgsmålet om religionsfriheden. Forespørgeren siger på den ene side: Ja, vi går også ind for religionsfrihed. Men alligevel vil man diskutere størrelsen på muslimers bedehuse, altså moskeerne, og alligevel er der en masse andre ting, man også gerne vil gøre i forhold til muslimer. Der bliver lidt tvivl om, om religionsfriheden egentlig også udstrækkes i praksis til det muslimske mindretal, og det synes jeg egentlig er bekymrende. Jeg synes, det er flot, at Danmark er et land, hvor vi har sat ytringsfriheden til debat, og hvor vi siger, at der ingen tvivl er om ytringsfriheden her i landet. Men religionsfriheden er altså en grundlæggende værdi på lige fod med ytringsfriheden, og jeg synes da, det er problematisk, når man ikke hundrede procent fast i kødet kan stille sig op og sige – også i praksis – at man går ind for den.

De seneste par måneder har vi diskuteret mange sjove ting: procenter for svinekød i danske daginstitutioner, burkaer, som man endda bruger flere hundrede tusind på at undersøge, i går var det mødremøder, i dag er det, hvilket sprog man må tale i frikvartererne, og så her fra talerstolen er det størrelsen på moskeer.

Asger Aamund har i dag et indlæg i Berlingske Tidende, hvor han taler om, at man måske nærmere skal til at forberede sig på fattigdommen, fordi vi i Folketinget ikke bruger nok tid på at diskutere, hvordan der stadig skal være velstand i det danske samfund i fremtiden. Vi kan være uenige om løsningerne – det er jo fair nok, det er jo derfor, at vi er fra forskellige partier – men det er da et problem, at vi virker, som om det er romerrigets sidste dage, hvor man bare lever over evne og overhovedet ikke er interesseret i at diskutere, hvilke reformer og hvilke forandringer skal der til for at sikre, at vi har den velstand, der skal til i fremtiden. Vi bliver altid skudt i skoene, at vi er et parti for bankdirektører, og hvad ved jeg, men det er jo ikke bankdirektørerne, der kommer til at lide, hvis man ikke får styr på det med velstanden.

I forhold til størrelser på moskeer – det, der altså er forespørgslens vigtigste formål, nemlig hvad regeringen kan oplyse om planlagte opførelser af stormoskeer i Danmark – er der jo blevet spurgt lidt ind til det, og vi kan faktisk ikke få andet svar end, at det er et sådan lidt udefinerbart problem. Hele Folketinget er jo enigt om, at vi skal slå ned på terrorisme og ned på ekstremisme, men hvorfor skal det blandes sammen med en indblanding i, hvilke størrelser der må være på visse trossamfunds bedehuse? Det forstår jeg ikke, og det undrer mig, at man synes, at det er det, der er det væsentlige spørgsmål.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Altså, nu er der jo en grund til, at vi fra Dansk Folkepartis side her i debatten ikke har nævnt eksempelvis ældrepolitikken. Det kan folk slå ind på på tirsdag, der har vi et glimrende forslag på, der handler om, hvordan man kan gøre mere for at sikre, at demensramte bliver fundet igen, når de stikker af fra plejehjem. Sådan kan man gå ind på forskellige tidspunkter, og man kan følge med i dagsordenen herinde i Folketingssalen, og så kan man se, hvornår de forskellige ting bliver debatteret. Så alting bliver selvfølgelig debatteret.

Jeg vil godt høre, om hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke er bekymret, når vi kan se, at der er regimer, som er med til at finansiere etablering af stormoskeer i Danmark, eksempelvis det iranske præstestyre i forbindelse med den konkrete sag fra Nordvestkvarteret i København. Altså, mener hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke, det er noget, der er grund til at være kritisk over for? Mener Liberal Alliance ikke, at det er noget, som Folketinget bør beskæftige sig med? Er det ikke et alvorligt samfundsemne, at vi risikerer at give mulighed for en platform for en ideologi, som kommer fra det iranske præstestyre, eller er det fuldstændig ligegyldigt?

Ordføreren.

Jeg tror, at man, hvis man havde fulgt med, faktisk ville vide, at Liberal Alliance er gået en del op i spørgsmålet om Iran; vi har faktisk både stillet spørgsmål om det i forhold til regeringen, og jeg har selv deltaget som taler ved flere demonstrationer i Danmark som støtte til de iranske demonstranter. Så det er ikke et spørgsmål, der ligger os fjernt. Jeg synes bare, vi er nødt til at have det udgangspunkt: Gør vi noget for at forhindre terrorstøtte i Danmark, også i forhold til støtte for regimer, der eventuelt skulle støtte terror? Ja, det gør vi; det har vi ministerens ord for, og det stoler jeg på at ministeren har ret i. Og hvis det er sådan, kan vi jo ikke hver uge eller hver måned så stille spørgsmålet om, om vi ikke skulle gøre et eller andet, der er fuldstændig langt ude, f.eks. diskutere størrelsen på moskeer, for at forhindre et spørgsmål, som ikke har noget som helst med det her at gøre, men i stedet for gøre noget der, hvor det virker. Og det er jo det, regeringen allerede gør, og det er vi sådan set glade for i Liberal Alliance.

Hr. Martin Henriksen.

Men så skal jeg bare se, om jeg kan forstå det, som er Liberal Alliances indgangsvinkel til det her: Man er med på at sikre, at der ikke kommer pengestrømme til at etablere stormoskeer i Danmark fra eksempelvis det iranske præstestyre. Er det Liberal Alliances holdning, at man skal forhindre det? Sådan må jeg næsten forstå det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll siger. For hvis vi kan blive enige om det – der er godt nok et stykke til de 90 mandater; vi mangler stadig væk V og K – og når hr. Simon Emil Ammitzbøll nu er så glad for det, ministeren har sagt, og det, ministeren står for, så kunne det måske også være, at hr. Simon Emil Ammitzbøll kunne forklare ministeren og Venstres og Konservatives ordførere og også meget gerne andre, at det måske ville være meget fornuftigt, at man sikrede, at der ikke kunne kanaliseres penge fra eksempelvis det iranske præstestyre til etablering af islamiske kulturcentre og stormoskeer i Danmark. For jeg kan forstå, at vi der faktisk er enige.

Ordføreren.

Jeg tror, man skal høre med nogle helt særlige ører eller regne med en helt særlig målestok for at komme frem til det, hr. Martin Henriksen kom frem til, nemlig at vi, på baggrund af at vi gerne tager ministerens beretning fuldstændig til efterretning, så skulle være enige med Dansk Folkeparti imod regeringen. Ja, det giver jo ingen mening.

Det, som er Liberal Alliances politik, er: Vi er imod terrorisme, vi er imod ekstremisme, og vi støtter fuldt ud op om, at man kan gøre noget for at forhindre terrorisme og ekstremisme. Samtidig siger vi, at vi er et parti, der bygger på de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder både ytringsfriheden og religionsfriheden. Jeg synes, at det, vi har været vidne til i dag og har lagt øre til i dag, om, at islam skal stoppes, og hvad ved jeg, er et angreb på religionsfriheden, og det er det, som forespørgerne har stået for i dag.

Tak til ordføreren. Hr. Christian H. Hansen.

Tak for ordet, formand.

Jeg vil egentlig sige, at det jo er sådan, at når der bliver stillet en forespørgsel i Folketinget, får vi det at vide sådan i lidt god tid. Det har ministeren også fået, og jeg må sige, at i den tid, der er gået, fra den blev stillet, og indtil nu, har ministeren virkelig fået skrevet et brag af en tale. Tak for det. Det var fantastisk at høre ministerens indstilling til det her.

Det, der er meget vigtigt for mig, er, at vi har religionsfrihed i Danmark. Det skal vi acceptere. Det er vigtigt for mig også at slå fast, at sådan noget som terrorisme er jeg stærk modstander af. Men jeg må også sige, at når vi på den måde, som der er lagt op til i forespørgselsdebatten her, mistænkeliggør islamister og egentlig også samtidig mistænkeliggør dem, som er demokratiske muslimer, og som ønsker at være her i landet, leve under de forhold, vi har her i landet, så tror jeg, at der kun sker én ting, nemlig at dem, der er demokratiske muslimer på nuværende tidspunkt – det er bare min opfattelse – får man påvirket i en retning, så de siger: Nu er det nok, nu vil vi også gå over og blive islamister. Så får vi flere over på den side, og det kan virkelig være med til at true forholdene i Danmark. Det er ikke det, vi skal.

Derfor er vi nødt til at acceptere, at vi har religionsfrihed. Vi er nødt til at acceptere, at forskellige trossamfund skal have lov til at være her i Danmark. Det har været en tradition igennem mange år, og det skal fortsætte med at være en tradition.

Jeg er med på forslaget til vedtagelse sammen med en række andre partier, og det er jeg glad for at være. Og jeg vil til slut endnu en gang takke ministeren for en rigtig god tale, som slog fast, hvordan de virkelige forhold er.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne bede hr. Christian H. Hansen – og i øvrigt sige velkommen tilbage til Folketinget efter en længere pause – om at bekræfte, at han siden 1998 har været medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, og at han i de sidste mange, mange år som medlem af hovedbestyrelsen har været med til at godkende alle kampagner, som Dansk Folkeparti har iværksat, herunder altså også kampagner, som har med modstand mod stormoskeer at gøre. Og jeg vil gerne bede hr. Christian H. Hansen i den sammenhæng bekræfte, at han aldrig – aldrig – nogen sinde har ytret sig imod de tiltag.

Hr. Christian H. Hansen.

Jeg kan sagtens bekræfte, at jeg har været medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti siden 1998. Jeg kan også bekræfte – det fik hr. Søren Espersen ikke med – at jeg var med til at stifte partiet, det vil sige, at jeg var med til at samle underskrifter ind helt fra starten. Jeg anerkender også, at den danske udlændingepolitik, da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, lå i ruiner. Det gør den ikke længere efter min opfattelse.

De andre ting, hr. Søren Espersen har fremført, er også korrekte. Det ville være mærkeligt, hvis jeg stod her på talerstolen og benægtede dem her fra talerstolen, for det ville ikke være så svært at finde ud af, at det var mig, der talte usandt. Men jeg må også tilføje, at der kan ske det for alle mennesker – og jeg håber da også, at hr. Søren Espersen kommer ud for den situation en dag – at man kan blive klogere, og det er det, der er sket for undertegnede.

Hr. Søren Espersen.

Jamen det er da kun dejligt, hvis der er nogen, der bliver klogere, og det er jo så åbenbart det, der er sket her.

Det, der kan undre lidt, er, at hele den lange udvikling og den meget positive udvikling, der med ét slag har ændret alting, har fundet sted i løbet af de der 11 måneder, hvor hr. Christian H. Hansen ikke har været i Folketinget, og i øvrigt også i løbet af tiden indtil for, skal vi sige bare en måned siden, hvor hr. Christian H. Hansen var fuldgyldigt medlem af Dansk Folkeparti, for han var aktiv deltager ved f.eks. det sidste sommergruppemøde, hvor de her ting blev drøftet, og det var så sent som i august.

Hvad er der foregået af dramatiske ting i hr. Christian H. Hansens nye liv, der med ét slag har ændret hele hans verdensopfattelse? Vi taler faktisk om en periode fra august 2009 til nu.

Hr. Christian H. Hansen.

Jamen jeg har jo ikke stået her og påstået, at hele min verdensopfattelse er ændret. Jeg har ændret mine synspunkter på nogle områder, og det har man lov til. Man har lov til at blive klogere.

Nu er det engang sådan, at man kan sige, at det, vi har haft sammen på et tidspunkt, har været en form for ægteskab, og at det også sker for mand og kone, der måske har levet i ægteskab i 25 år, at sådan her ( et knips med fingrene ) ophører det ægteskab. Der er så det, der er sket. Begge parter går hver til sit, og det har de det rigtig godt med. Den ene er blevet klogere, det kan også være den anden er blevet det, og sådan er det.

Tak til hr. Christian H. Hansen. Ønsker ministeren ordet? Det gør hun ikke.

Da der så ikke er flere, der efter mine notater har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 9. februar 2010.