Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til ministeren for sundhed og forebyggelse:

Vil ministeren redegøre for regeringens planer med fremtidens sygehusstruktur og akutmodtagelse samt for, hvordan regeringen vil sikre betjeningen i de såkaldte udkantsområder?

Af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 18.11.2009).

Hr. Per Clausen for begrundelse af forespørgslen.

Baggrunden for den her forespørgsel er jo, at der i mange år rundtomkring i Danmark har været diskussioner om den sygehusstruktur, der skulle være. Der har været diskussioner om sygehuslukninger, sygehusnedlæggelser m.m.

Men den aktuelle anledning til forespørgslen er sådan set den debat, der udspillede sig i forbindelse med valgkampen til regionalrådene her sidst på året sidste år. Der kom mange spændende diskussioner frem om betjeningen af mennesker, der bor i Nordvestjylland; der kom spændende ting frem om den fremtidige betjening af mennesker, der bor i Det Sydfynske Øhav; der kom spændende diskussioner om sygehusstrukturen i Region Sjælland.

Det interessante var, at der var en lang række folketingspolitikere, der havde meget klare opfattelser af, hvordan sygehusstrukturen skulle være. Det var sådan, at nogle faktisk på matrikelnummer vidste, hvor sygehusene skulle være i Nordvestjylland. Man kunne næsten få indtryk af, at de havde taget forskud på statsministerens trusler eller løfter – eller hvad det er – om at nedlægge regionerne. Der var i hvert fald meget klare udtalelser, meget klare tilsagn, og der var ikke mangel på politikere fra de store partier, som stillede sig frem og sagde, at nu var man dem, der vogtede på, at de mennesker, der boede i de såkaldte udkantsområder, fik varetaget deres interesser. Det synes jeg sådan set var en god anledning til så at få en diskussion i Folketingssalen for at finde ud af, hvad der ligger bag alle de mange store ord, de store erklæringer, som man kom med dengang.

Den sidste begrundelse for at tage debatten her i salen er jo, at vel er det regionerne, der bestemmer, som man siger, men staten har jo meget klart fortalt regionerne, hvordan de skal planlægge, hvis de vil have adgang til de ekstra midler, som skal investeres i sygehussektoren i de kommende år. Så i sidste instans er det jo staten, som bestemmer, hvordan sygehusstrukturen skal være i Danmark, og derfor er det jo naturligt og logisk at tage den her diskussion op med sundhedsministeren.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Sundhedsministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne takke Enhedslisten for denne anledning til at redegøre for regeringens planer med fremtidens sygehusstruktur og akutmodtagelse. Det er nemlig et absolut helt centralt satsningsområde for regeringen. Vores mål er helt klart og meget tydeligt: Alle danskere skal have adgang til den bedste behandling.

Med kommunalreformen fik vi samlet ansvaret for sygehusvæsenet hos fem regioner. Regionerne fik med det en særdeles vigtig opgave med at samle og samordne de tidligere amters sundhedsvæsen. Parallelt hermed har Sundhedsstyrelsen som en udmøntning af sundhedsloven foretaget en meget grundig gennemgang af de enkelte specialer for at fastsætte nogle anbefalinger og krav til specialeplanlægningen. De krav og anbefalinger udmøntes til regionerne her i februar måned i år. Det gennemgående tema er: Øvelse gør mester. Flere behandlinger skal samles på færre enheder for at sikre kvaliteten og de faglige standarder. Der er med andre ord behov for strukturændringer af sygehusvæsenet, hvis vi skal fremtidssikre det danske sundhedsvæsen.

De fleste af Danmarks sygehuse er bygget for mere end 30-40 år siden. En stor del er endda fra før anden verdenskrig, og bygningerne lever flere steder ikke op til moderne krav. En modernisering af de fysiske rammer er derfor en forudsætning for, at vi kan komme videre med et sundhedsvæsen i verdensklasse. Regeringen har med kvalitetsfonden afsat 25 mia. kr. som et ekstra løft til sygehusinvesteringer frem til 2018. Med regional egenfinansiering bliver de samlede investeringer på i alt 40 mia. kr. Der er tale om den største samlede investeringssatsning på sygehusområdet nogen sinde. Det giver os en helt enestående mulighed for at skabe en fremtidssikret sygehusstruktur for Danmark som helhed. Målet er, at alle danskere skal have adgang til den bedste behandling. Det er derfor, vi har taget det lange lys på, så vi sikrer en holdbar og en bæredygtig sygehusstruktur i Danmark. Visionen er fremadrettet med fokus på Danmark som ét sammenhængende område, hvor vi ikke lader regionsgrænser udgøre en barriere, og med fokus på samling af viden, udvikling af kvalitet og sikring af tryghed, og hvor vi samtidig sikrer den rigtige anvendelse af vores personaleressourcer.

For at understøtte den vision om en langtidsholdbar sygehusstruktur og for at sikre, at de 25 mia. kr. fra kvalitetsfonden anvendes bedst muligt, nedsatte regeringen i efteråret 2007 et panel bestående af en række danske og udenlandske eksperter på sundhedsområdet, det såkaldte ekspertpanel eller Erik Juhl-udvalget. Ekspertpanelet fik til opgave at tilvejebringe et grundigt beslutningsgrundlag for regeringen, så kvalitetsfondsmidlerne går til de rigtige projekter og de projekter, der tænker nyt, ansvarligt og sammenhængende. Panelet har i sin rådgivning til regeringen taget udgangspunkt i sundhedsfaglige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om specialeplanlægning og om tilrettelæggelsen af akutberedskabet. Regeringen har i prioriteringen af de 25 mia. kr. fra kvalitetsfonden baseret sig på den rådgivning, vi har fået derfra – en beslutning, der i øvrigt har fået meget stor og bred opbakning fra stort set alle sundhedsfaglige aktører.

Regeringen ønsker at sikre den højst mulige kvalitet i behandlingen for alle borgere. Det kræver en sygehusstruktur, der anerkender præmissen om, at øvelse gør mester. Der er således i stigende omfang dokumentation for en positiv sammenhæng mellem volumen og kvalitet på både specialist- og afdelingsniveau. Ligeledes er der dokumentation for behovet for et tæt samarbejde mellem de forskellige specialer, og det forventes, at den fremtidige udvikling vil forstærke den tendens.

Nødvendigheden af at samle funktioner på færre enheder gør sig ikke mindst gældende på det akutte område, for her er det altafgørende, at den akut syge eller tilskadekomne har adgang til en bred vifte af specialiserede lægelige og sundhedsfaglige kompetencer og specialiseret udstyr. Alvorligt akut syge mennesker skal modtages på et hospital, der besidder den nødvendige ekspertise og de nødvendige faciliteter.

Sundhedsstyrelsen har som led i specialegennemgangen rådgivet om tilrettelæggelsen af akutberedskabet, og Sundhedsstyrelsens anbefalinger til de fælles akutmodtagelser vedrører primært tre forhold.

For det første vedrører de en anbefaling om, hvilke specialer der bør være til stede på matriklen, herunder hvilke specialer der bør have speciallæge i tilstedeværelsesvagt. På den måde sikres det, at den akutte patient møder en bred vifte af mennesker med ekspertise.

For det andet vedrører de en anbefaling om, hvilke faciliteter, f.eks. scannere og akutte operationsfaciliteter, der skal være til stede på matriklen med fælles akutmodtagelse for at sikre, at den akutte patient kan få foretaget de nødvendige undersøgelser og de nødvendige behandlinger på samme sted.

Endelig vedrører de for det tredje en anbefaling om, hvor stort befolkningsunderlaget for en fælles akutmodtagelse skal være for at sikre, at personalet opnår den nødvendige erfaring og ekspertise, for det skulle jo nødigt være sådan, at den komplicerede, akutte patient var årets begivenhed. For at få den nødvendige patientvolumen anbefaler Sundhedsstyrelsen, at hospitaler med en fælles akutmodtagelse har et befolkningsunderlag på mellem 200.000 og 400.000 indbyggere.

De sundhedsfaglige anbefalinger om fremtidens sygehusstruktur og akutmodtagelser vedrører derfor både faglige kvalifikationer, medicinsk udstyr og også, som jeg lige sagde, befolkningsunderlag. Lad mig derfor understrege, at en af grundene til, at vi skal samle akutbehandlingen på færre steder, er, at vi skal væk fra, at uerfarne læger behandler de alvorligt, akut syge mennesker.

Som Sundhedsstyrelsen anbefaler, skal vi have speciallæger til stede til at behandle de alvorligt, akut syge patienter døgnet rundt. Det vil ikke være muligt at leve op til det berettigede kvalitetskrav, hvis vi skal have akutbehandling på flere hospitaler, end der nu er planlagt. Det er derfor, jeg synes at det er vigtigt, at vi som politikere holder fast i de faglige anbefalinger og de berettigede kvalitetskrav, og at vi ikke stikker folk blår i øjnene ved at kræve, at der skal ligge et hospital på hvert gadehjørne, for det er jo ikke mursten og hospitalskilte, der sikrer borgerne en god behandling og høj kvalitet. Det gør derimod det stærke team af læger med mange forskellige specialer, der har den nødvendige erfaring og det rigtige udstyr. Jeg mener, at det er at give borgerne en falsk tryghed, hvis vi som politikere sidder de faglige anbefalinger overhørige.

At opretholde et beredskab af høj kvalitet, kræver som allerede nævnt et befolkningsunderlag på mindst 200.000, og det er naturligvis en udfordring i de mere tyndt befolkede egne i Danmark. Det gælder eksempelvis Vestjylland, hvor borgerne som bekendt ikke bor helt så tæt, som de gør østpå – afstandene er større. Det rejser to problemstillinger, som jeg udmærket forstår at vestjyderne er optaget af.

For det første er der spørgsmålet om en hurtig præhospitalindsats, så akut syge og tilskadekomne kan være sikre på hurtig behandling i de situationer, hvor minutterne tæller.

For det andet er der spørgsmålet om de nære tilbud i tilfælde af småskader og lettere sygdomstilfælde, som ikke behøver at blive behandlet på et stort sygehus. Derfor er det også vigtigt for mig gang på gang at understrege, at behandlingen af alvorligt syge og tilskadekomne allerede begynder i ambulancen.

Tidligere var ambulancen stort set kun et transportmiddel, men i dag er avancerede ambulancer jo små hospitalsafdelinger, og allerede her starter behandlingen. Ved brug af telemedicinske løsninger i ambulancer og akutbiler kan man trække på ekspertisen på hospitalerne og påbegynde den nødvendige behandling, hvis det er relevant.

Jo længere der vil være til det nærmeste akutsygehus, jo mere udbygget skal dækningen være med skadesklinikker, lægeambulancer og eventuelt også helikopterbetjening. Derfor skal der parallelt med specialesamlingen gennemføres en generel modernisering og fremtidssikring af strukturen på det præhospitale og på det almen medicinske område, herunder vagtlægeordningen. Det er helt afgørende for regeringen, at befolkningens tryghed sikres, i takt med at den nye sygehusstruktur falder på plads.

Jeg har før kaldt det danmarkskort, som tegner sig med 18 moderne, specialiserede akutsygehuse fordelt over hele landet, for det blå landkort. Det blå landkort viser altså, hvor vi i fremtiden får moderne, specialiserede sygehuse, der kan løse akutte opgaver på det absolut højeste kvalitetsniveau. Og det viser, at vi i vores lille land bliver ved med at være rigtig godt dækket ind.

Det blå landkort, akutsygehusene, kan ikke stå alene, for den samling af akutfunktioner, der er nødvendige for kvaliteten i den specialiserede behandling, skal jo ikke betyde, at borgerne kommer til at opleve manglende tilbud og dermed utryghed. Derfor skal etableringen af fremtidens sygehusstruktur understøttes af det, jeg kalder det grønne landkort.

Det grønne landkort består af de nære tilbud på sundhedsområdet, f.eks. almen praksis i kommunerne og på de mindre sygehuse, der fremover ikke skal have akutte patienter. Det grønne landkort består også af ambulancer og helikoptere, der skal sikre akutindlæggelsen.

Regeringen har nedsat et udvalg, der skal se på behov og løsninger i forhold til hele indsatsen uden for hospitalerne. Det udvalg vedrørende den præhospitale indsats skal bl.a. se på to ting: For det første den indsats, der skal sikre hurtig hjælp, altså ambulancer og helikoptere, og for det andet den indsats, hvor et akut opstået behov for hjælp skal vurderes og imødekommes i lokalmiljøet.

Når det drejer sig om akuttilbud i borgerens nærmiljø, er almen praksis jo helt centralt, for almen praksis er døgndækkende lægetilbud i nærmiljøet, som tager imod akutte patienter i dagtid og i vagttid, i hverdage og på helligdage. Og kommunerne er der også. Den kommunale sygepleje har især siden kommunalreformen mange steder udviklet sine akutfunktioner. Skadesklinikker, lægevagt og kommunale akutfunktioner er derfor alt sammen muligheder, der indgår i udvalgets arbejde, så det samlede fremtidige landkort kommer til at afspejle en effektiv akutindsats, der kan skabe tryghed for borgerne.

Lad mig gentage endnu en gang: Alle danskere skal have adgang til den bedste behandling. En blodprop i hjertet er lige farlig i Thyborøn og på Østerbro. Alvorlige sygdomme og skader skal behandles hurtigt af erfarne og rutinerede læger. Det giver høj kvalitet og tryghed, og det har alle danskere krav på uanset deres adresse.

Der har været meget fokus på Vestjylland i debatten om fremtidens sygehusstruktur, og Enhedslisten spørger også i denne forespørgsel til, hvordan regeringen vil sikre betjeningen i de såkaldte udkantsområder. Lad mig understrege, at regeringen vil sikre, at vestjyderne får den bedst mulige akutte behandling. Ligesom borgerne i resten af landet skal de også have adgang til moderne akutsygehuse, hvor der er speciallæger med forskellig ekspertise til stede døgnet rundt.

Vestjyderne kan stole på, at regeringen er helt klar over, at der skal skræddersys løsninger til de borgere, som har længst til de nye sygehuse. Det eksisterende akutberedskab på Holstebro Sygehus fortsætter, indtil det nye akutberedskab er klar til at tage over, avancerede lægeambulancer, hvor behandlingen kan starte, helikoptere og telemedicin indgår i vores overvejelser, og vi er i det hele taget åbne over for forslag i det kommende år, hvor de nye akutsygehuse er under opførelse.

Det afgørende er, at alle danskere får et trygt og moderne akutberedskab, også tæt på. I finanslovaftalen for 2009 og 2010 har regeringen bl.a. sammen med Dansk Folkeparti afsat 600 mio. kr. i alt for at understøtte, at der i forbindelse med etableringen den nye sygehusstruktur overalt i landet sikres hurtig hjælp, så trygheden fastholdes.

Lad mig derfor til sidst understrege hovedtrækkene i fremtidens sygehusstruktur: Regeringen og regionerne investerer 40 mia. kr. i en ny sygehusstruktur. Det er den største samlede investeringssatsning på sygehusområdet nogen sinde. Det er en unik mulighed for at skabe fremtidens sygehusstruktur for Danmark som helhed, og vi baserer vores prioriteringer af de her midler på anbefalinger fra sundhedsfaglige eksperter, og vi opbygger parallelt med etableringen af den nye sygehusstruktur et fintmasket sikkerhedsnet af hurtig hjælp og nære tilbud.

Tak til ministeren. Ordføreren for forespørgerne, hr. Per Clausen.

Når man hører sundhedsministeren fremlægge, hvordan fremtidens udfordringer i forhold til akutberedskab og akutsygehuse i de tyndtbefolkede dele af Danmark skal løses, skal man være opmærksom på detaljen, for det er ofte i detaljen, at det spændende gemmer sig. Når sundhedsministeren f.eks. siger, at akutberedskabet på Holstebro Sygehus bevares, indtil alt det nye er på plads, må man sige: Ja, det betyder, at det bevares på det niveau, det har i dag, hvor det er sådan, at en del af akutberedskabet faktisk ligger i Herning, og at der er sygdomme, som man på bestemte tidspunkter af døgnet ikke kan komme i akut behandling for på Holstebro Sygehus. Det vil sige, at man ikke har noget fuldt udfoldet akutberedskab på Holstebro Sygehus i dag, og man får det altså heller ikke i fremtiden, hvis sundhedsministerens ord står til troende.

En anden ting, som jeg synes er spændende, er, at sundhedsministeren det ene øjeblik siger, at akutberedskabet og behandlingen skal være lige god for alle, uanset hvor de bor, og så alligevel slutter af med at sige, at det tilbud, man vil give folk i Vestjylland, skal være det bedst mulige. Det er ikke nødvendigvis det samme, og jeg håber da på, at vi senere i debatten kan få opklaret, hvad der gemmer sig bag disse formuleringer.

Så lagde ministeren også meget vægt på, at man havde en række ideer til, hvordan man kunne løse akutbehandlingen i de tyndtbefolkede dele af Danmark i fremtiden med hensyn til skadeklinikker og praktiserende læger. Men er det ikke sådan, at indtil nu har de praktiserende læger faktisk været ganske afvisende over for, at de var i stand til at løfte nogle opgaver, der i dag løftes på sygehusene? De siger sådan set, at det er en udfordring, der er stor nok, hvis man i fremtiden skal være i stand til at bevare en betjening med praktiserende læger i landdistrikterne. Så måske er nogle af de ting, der her nævnes, ikke så fantastisk sandsynlige, at de helt kan leve op til sundhedsministerens forventninger.

Nu ved vi godt, hvordan det problem vil blive løst om nogle år. Det vil blive løst ved, at den til den tid siddende sundhedsminister og statsminister vil sige, at regionerne har svigtet, de praktiserende læger har svigtet. Vi ved jo godt, hvem der har svigtet, når de storslåede planer ikke lykkes.

Noget, jeg også synes er vigtigt her, er, at sundhedsministeren igen gav indtryk af, at de her sygehusplaner var sådan en slags objektiv videnskab, hvor man kun havde én ting at gøre, og det var at rette sig efter den ypperste sagkundskab, som jo er samlet i Sundhedsstyrelsen i det her land, når det handler om sundhedsområdet. Og så må jeg sige, når det netop handler om akutfunktioner, at jeg gentagne gange grundigt har læst, hvad Sundhedsstyrelsen er nået frem til her, og det er ganske rigtigt, at man forsøger at finde evidens, dokumentation for, at de her 250.000-400.000, som er det mindste antal borgere, der kan være tale om, er rigtigt og godt. Man har læst grundigt på litteraturen. Man har gjort det, at man har prøvet at se på, om man ikke, hvis man nu planlagde med udgangspunkt i, hvordan det var nu, og forestillede sig, hvordan det kunne blive bedre, kunne dokumentere, at det ville blive bedre. Man har forsøgt at lave konsekvensanalyser. Og så når man frem til, at de intet siger om, at det, man foreslår, er bedre.

Men heldigvis siger sund fornuft det, siger Sundhedsstyrelsen, så det, der er sundhedsministerens sundhedsfaglige videnskabelige grundlag for sygehusplanlægningen, er altså sund fornuft – måske kan det være, at regeringen også skulle påtage sig at følge den på andre områder.

Når jeg i udgangspunktet er optimistisk i den her debat, er det jo, fordi det er sådan, at hvis man ser på, hvad store partier uden for regeringen har sagt, fremgår det, at Dansk Folkeparti har gjort det helt klart, at de er de bedste forsvarere for dem, der bor i udkantsområderne, når det handler om det her. Og Socialdemokraterne har så sent som i 2008 sagt, at de mente, at afstande, som betød over en halv times transport, var fuldstændig uacceptable. Så der er jo grund til at tro, at der kan træffes beslutninger i dag, der kan bringe os videre i debatten.

Enhedslisten har fremsat et forslag til vedtagelse, og det skal jeg så læse op.

Forslag til vedtagelse

»Regeringens favorisering af den private sygehussektor og de manglende økonomiske ressourcer til at leve op til regeringens løfter har indskrænket regionernes økonomiske råderum og handlefrihed.

Folketinget støtter specialiseringer i sygehusvæsenet, som kan begrundes med veldokumenterede sundhedsfaglige hensyn, således at der på den ene side sikres en høj faglig kvalitet i behandlingen af patienterne, og at borgerne samtidig behandles så hurtigt og så tæt på hjemmet som muligt.

Folketinget afviser derfor centraliseringer, hvor der ikke findes sundhedsfaglig dokumentation for fordelene. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at gå i dialog med regionerne for at sikre en sygehusstruktur, hvor der ikke nedlægges akutmodtagelser, hvor dette fører til, at der bliver over en halv times transport til nærmeste akutmodtagelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 33).

Forslaget til vedtagelse fra hr. Per Clausen vil indgå i de videre forhandlinger.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Birgitte Josefsen som ordfører for Venstre. Fru Birgitte Josefsen kommer løbende nu.

Når vi er raske, ønsker vi nærhed, og når vi er syge og har brug for behandling, ønsker vi alle en høj kvalitet. Netop de synspunkter var baggrunden for, at en række partier blev enige om en politisk aftale i 2007 – med i aftalen er Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti – der bærer overskriften »Principper for specialeplanlægning«.

Hovedelementerne i aftalen er, at høj kvalitet skal være til stede uanset tid og sted. Patienterne i det danske sundhedsvæsen skal være sikre på, at behandlingen altid har høj kvalitet, uanset om man bliver indlagt om morgenen, om aftenen eller i weekenden. Behandlingssted og specialiseringsniveau er også i fokus.

Der skal sikres et dynamisk sygehusvæsen, hvor langt hovedparten af patienterne i sygehusvæsenet behandles på almindelige sygehusafdelinger. For borgerne er kvalitet i sig selv ofte et tilbud, der er tæt på, så så længe der fortsat kan leveres en højt faglige kvalitet og effektivitet, skal det være tæt på. Derfor skal vi fortsat rykke indsatsen tæt på borgeren, hvor det ud fra en samlet vurdering er hensigtsmæssigt.

Behandlingen, der indføres på specialiserede afdelinger, skal udbredes i sygehusvæsenet, når rutiner og andre faglige forudsætninger er til stede.

Partierne bag aftalen var enige om, at de generelle principper for specialeplænlægning skulle ligge til grund for arbejdet med at tilrettelægge den præhospitale indsats, og i tilslutning hertil blev det understreget, at det er vigtigt, at der i alle egne af landet skabes tryghed for, at befolkningen hurtigt kan komme i relevant behandling.

Lægeambulancer, akutbiler og helikopterbetjening skal kunne inddrages i den hastende, akutte behandling. I aftalen er der skrevet, at partierne er enige om at understrege vigtigheden af, at borgerne som udgangspunkt skal føle sig trygge ved at have adgang til relevant sundhedsfaglig bistand i nærområderne, og det indbefatter også øerne og yderområderne. Det skal ske ved en fleksibel opgaveglidning, forbedret tilgængelighed og service, og ved at inddrage eksempelvis de praktiserende læger, sundhedscentre og skadeklinikker i behandlingsforløbene, og det skal være steder, der altid er bemandet med uddannet sundhedsfagligt personale.

Det er den aftale, der er arbejdet ud fra, og den politiske aftale, der har dannet basis og baggrund for det arbejde, der er iværksat med at få etableret en ny sygehusstruktur, men også den aftale, der danner basis for det arbejde, der pågår i forhold til den præhospitale indsats. Venstre er indstillet på, at den politiske aftale følges, og vi vil derfor være sikre på, at den bedste behandling er til stede uanset tid og sted, og også være sikre på, at alle i Danmark kan føle tryghed, når de er syge.

Jeg vil derfor på vegne af V, DF, KF og LA fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget lægger vægt på, at befolkningen fortsat kan have tillid til, at sundhedsvæsenets aktuelle indsats sker på et højt kvalitetsniveau. Befolkningens tryghed er et helt centralt omdrejningspunkt for denne indsats.

Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fremhæver, at den akutte indsats følger to spor. Det ene spor er en udvikling af et fintmasket sikkerhedsnet og nære tilbud. Det andet spor er udviklingen af en sygehusstruktur af høj kvalitet, der bygger på faglige anbefalinger.

Folketinget konstaterer, at der er afsat 40 mia. kr. til udviklingen af sygehusstrukturen inkl. regional egenfinansiering og i alt 600 mio. kr. på de to seneste finanslove til facilitering af løsninger i udkantsområder med store afstande, herunder organisering af nære tilbud, samt en helikopterordning med fokus på blandt andet udkantsområder og øer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 34).

Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er bedt om et antal korte bemærkninger. Først er det hr. Per Clausen.

Jeg kan forstå, at det, fru Birgitte Josefsen synes er et rigtig godt tilbud til de mennesker, der bor i de tyndtbefolkede dele af Danmark, er, at man har besluttet det, ministeren kalder det blå landkort. Det er en udmærket beskrivelse og farvevalg. Det er det blå landkort, som ligesom gennemfører centraliseringen. Og så har man nogle tanker om, hvordan der kan opbygges et grønt landkort, som så skal fylde hullerne ud.

Jeg vil gerne spørge fru Birgitte Josefsen, om hun ikke er en lille smule betænkelig ved og har lagt sig fuldstændig fast på det blå, centralisering, når hun jo i virkeligheden ikke ved, om det, der er visionen i det grønne, kan lade sig gøre.

Ordføreren.

Det blå landkort er det specialiserede område, og det skal jo suppleres med det, der foregår på de sygehuse, hvor man har almen funktion. Det er jo ikke sådan, at sygehusmatrikler nedlægges, men man kigger på, hvordan opgaverne skal fordeles imellem sygehusene.

Derudover er der jo et supplement i det, der hedder den primære sundhedstjeneste, nemlig de praktiserende læger, som også har deres døgnbetjening. Der oprettes i øjeblikket rundtomkring i kommunerne sundhedscentre med sundhedsfagligt personale. Der arbejdes med oprettelse af skadeklinikker, hvor der føles behov for det. Og der arbejdes i det hele taget på at få opbygget et finmasket system og samarbejde, så borgerne kan få servicering og behandling, når de har brug for det, uanset om det er dag eller aften eller nat.

Hr. Per Clausen.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal takke for svaret, for, som jeg har forstået det, er det sådan, at den centraliserede del er det blå, og det ligger fuldstændig fast. Det grønne er sådan noget, man arbejder på.

Lad os bare tage det der med sundhedscentre med døgnbetjening, som ligesom kunne udfylde nogle af de funktioner, som akutmodtagelser tidligere har haft. Hvis man nu spørger de praktiserende læger og deres organisation om, hvad de mener om det, så siger de sådan set bare, at det ikke kan lade sig gøre. Man skal ikke have nogen forventning om, at de kan løfte den opgave.

Gør det slet ikke noget indtryk på fru Birgitte Josefsen, når det er sådan, at det, der ligesom skal fylde hullerne ud, sås der tvivl om, og at der er en meget vigtig aktør, der siger, at det tror de ikke rigtig på, i hvert fald hvad angår et meget vigtigt enkeltelement?

Ordføreren.

Nu ved jeg jo ikke, hvem det er, hr. Per Clausen konfererer med, men hr. Per Clausen og jeg bor i den samme region, og der er det jo sådan, at vi faktisk har et godt sundhedssystem, der fungerer, både inden for sygehusrammer og uden for sygehusrammer. Og jeg har for nylig været til et møde med en række praktiserende læger, som faktisk siger, at det er en rigtig god måde, man får kigget på sundhedsvæsenet på og får kigget på, hvordan det skal organiseres fremadrettet.

Der er ingen tvivl om, at vi har noget, der fungerer godt. Vi har også noget, der fungerer mindre godt. Derfor er det jo også vigtigt, at man fremadrettet får sat fokus på, hvordan vi kontinuerligt kan gøre det bedre og bedre, så vi sikrer, at alle borgere får den bedste betjening, når man har behov for det.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Ifølge DR's P1 i morges er der indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om, hvordan der for 95 pct. af alle udrykninger skal sikres 15 minutters responstid, fra man tilkalder en ambulance, og til den når frem til skadestedet. Jeg vil godt spørge, hvordan man har tænkt sig, at man kan opnå den her meget flotte responstid, som vi selvfølgelig alle sammen ville kunne ønske os, og hvordan man vil sikre finansieringen af det, set i lyset af at man jo har bebudet nulvækst i den offentlige sektor og også, at de ambulanceudbud, der har været rundtomkring i regionerne indtil videre, ikke har givet de store besparelser.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at jeg er en del af Folketinget. Jeg er ikke en del af regeringen. Så derfor kan jeg ikke svare på, hvad der ligger i den aftale, der er etableret.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Nu er det sådan, at jeg kan forstå, at det er Venstres politik, sådan som ordføreren også netop fremlagde det, at der skal ske en markant udbygning af den præhospitale indsats. Jeg går ud fra, at man, når Venstre er en del af regeringen, der i sit regeringsgrundlag har, at der skal laves en 15 minutters responstid, så også selv har nogle bud på, hvordan det skal kunne lade sig gøre, også f.eks. i udkantsområderne i Danmark.

Ordføreren.

Som jeg var inde på i min ordførertale, er vi to partier, nemlig Socialdemokratiet og Venstre, der er en del af den aftale, der blev indgået i 2007, og det er sådan set den, der danner basis for det arbejde, der pågår omkring hele den præhospitale indsats. I øjeblikket sidder der jo en arbejdsgruppe og arbejder med, hvordan den præhospitale indsats skal organiseres fremadrettet, og jeg synes, at det vil være meget vigtigt at forholde sig til det udspil, der kommer fra den arbejdsgruppe, som jo har repræsentanter for de aktører, som skal være medvirkende til, at opgaven løses, nemlig kommunerne, regionerne og ministeriet. Så lad os se, hvad det er for et udspil, de kommer med.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Nu taler Venstres ordfører, fru Birgitte Josefsen, jo meget om, at vi skal have et meget fintmasket net, som kan sikre alle borgere tryghed, hurtig assistance og kvalitet. Det er vi fuldstændig enige med Venstre i.

Men jeg hørte også P1 her i morges. Nu skal jeg så ikke spørge, om det er rigtigt, at regeringen har lavet en aftale, man jeg skal spørge Venstres ordfører, om det er Venstres politik, at man skal arbejde for en responstid på 15 minutter. Og i samme ombæring vil jeg gerne spørge ordføreren, om det betyder, at Venstre altså er villig til rundtomkring i landet at oprette væsentlig flere, om man må sige kørende biler med lægefaglig eller anden sundhedsfaglig ekspertise, og samtidig dermed også siger, at man er villig til at betale flere penge, end man gør til det beredskab, der er i dag.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at Venstre bakker op om det, der står i regeringsgrundlaget om, at der skal arbejdes på, at responstiden skal være på maks. 15 minutter. Så det er det, der fokuseres på i øjeblikket. Vi har ikke arbejdet os så meget ned i den opgave, at jeg her kan stå at sige, hvordan det nøjagtig skal organiseres.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Når vi nu taler om responstider – og det har vi diskuteret her i Folketingssalen faktisk rigtig mange gange – kunne Venstres ordfører så fortælle mig, hvor mange procent af den danske befolkning der skal være dækket ind under, at man har en ambulance, en paramediciner eller en lægeakutbil fremme i løbet af 15 minutter. Er det 80 pct. eller 95 pct., eller er det, som fru Birgitte Josefsen siger, alle danskere, der skal have trygheden og det gode tilbud, det fintmaskede præhospitale netværk?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det er nu, vi skal snakke procenter. Det, der er vigtigt, er jo at forholde sig til, hvad den arbejdsgruppe, der sidder og arbejder med hele den præhospitale indsats, kommer ud med. Jeg er helt sikker på, at der også vil komme nogle bud på, hvordan man skal organisere hele ambulancebetjeningen.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Det er da meget interessant at høre Venstres ordfører prøve at bortforklare det løfte, som regeringen kom med op til folketingsvalget i 2007, om, at der skulle være en maksimal responstid på 15 minutter. Indtil videre har vi ikke set noget konkret udspil om det. Det er jo sådan set sådan, at sundhedsministeren for, jeg tror, det er et års tid siden, sagde, at der i efteråret 2009 ville blive fremlagt en plan. Vi må bare sige, at vi endnu ikke har set den plan, og det udvalg, som fru Birgitte Josefsen bliver ved med at henvise til, vil jeg måske snarere kalde en syltekrukke, for der er jo ikke kommet noget ud af arbejdet. Vi har endnu ikke hørt noget om, hvordan regeringen har tænkt sig at leve op til det valgløfte, den gik til valg på i 2007.

Jeg vil gerne prøve en ekstra gang at spørge: Hvordan har fru Birgitte Josefsen tænkt sig, at man skal skaffe de privatpraktiserende læger, der skal bruges ekstra, for at man kan leve op til det, som fru Birgitte Josefsen lægger op til, og hvordan har regeringen tænkt sig at finansiere den responstid, som ifølge regeringsgrundlaget skal være på maks. 15 minutter?

Ordføreren.

Som jeg har været inde på, bakker vi op om det, der står i regeringsgrundlaget om en responstid på 15 minutter, men vi er også loyale over for, at der er en proces i gang, hvor der sidder en arbejdsgruppe med repræsentanter for kommunerne og regionerne, en arbejdsgruppe, der har proklameret, at den kommer med sit udspil her i løbet af foråret.

Hr. Jonas Dahl.

Hvis jeg forstår Birgitte Josefsen ret, så fremlægger regeringen her i løbet af foråret en plan, der sikrer, at borgerne maksimalt får en responstid for en ambulance på 15 minutter. Er det korrekt forstået? Og har regeringen så i øvrigt også tænkt sig at finansiere det, eller er det sådan, at regionerne selv skal finansiere det? Har regeringen tænkt sig at bidrage til det, eller er det regionerne, som nu står til at komme ud med nogle meget store underskud, der kommer til at hænge på regningen?

Ordføreren.

Hvad regeringen fremlægger, kan jeg ikke svare på. Jeg er ikke en del af regeringen. Det spørgsmål må man stille til ministeren. Jeg er en del af Folketinget.

Fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Tak. Så vil jeg omadressere de spørgsmål, som hr. Jonas Dahl lige har stillet. Er det korrekt, at Venstre som parti var med til i en valgkamp at love en kort responstid, som vi alle sammen har talt om, og er det korrekt, at Venstre vil sætte penge på til at indfri det løfte, nu hvor Venstre er en del af regeringen?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at partiet Venstre går ind for, at der skal være en maksimal responstid på 15 minutter, og det er jo det, vi sidder og arbejder med og fokuserer på.

Fru Karen J. Klint.

Jeg vil spørge ordføreren: Hvad så med pengene? Sikrer Venstre også, at der er tilstrækkeligt med penge, så vi netop får det akutberedskab og den faglighed på hjul, som vi alle sammen ønsker, i stedet for at vi får gjort responstiden længere for dem, der har behov for at få hjælpen ud på hjul, så der ikke skal være en længere transporttid for at få hjælpen? Vi er jo enige om, at det handler om at give hjælpen og nogle gange på stedet, i stedet for at man skal køre langt for at få hjælpen.

Ordføreren.

Nu er Venstre et parti, der aldrig fremlægger forslag, der ikke er finansierede. Derfor vil det, på det tidspunkt hvor der kommer et forslag, også være finansieret. Og jeg vil allerede nu proklamere, at vi ikke vil finansiere vores forslag ved kontinuerligt at skrue på afgiftsskruen, som Socialdemokratiet jo gør, for at finansiere løbende driftsudgifter. Vi vil finansiere de forslag, vi kommer med, krone for krone.

Tak til ordføreren. Fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører for Socialdemokraterne.

Det er Socialdemokratiets mål, at danskerne altid skal føle sig trygge ved, at det danske sundhedsvæsen kan tilbyde hjælp og behandling, hvis sygdommen eller ulykken rammer. Flere dyrere og mere specialiserede behandlinger i det danske sundhedsvæsen betyder, at der i disse år foregår store forandringer. For at sikre et sundhedsvæsen med høj lægefaglig kvalitet i international klasse bliver fremtidens sundhedsvæsen organiseret i større enheder, og flere små hospitaler og skadestuer lukker eller får færre funktioner. Udviklingen medfører en stigende utryghed om, hvorvidt man kan få hjælp, hvis akut sygdom eller ulykke indtræffer i hjemmet, på arbejdet eller i trafikken.

Derfor kræver Socialdemokraterne, at der i udviklingen af sundhedsvæsenet sættes fokus på nærhed, sammenhæng og kvalitet. Vi Socialdemokrater mener, at det er essentielt, at der altid er akut hjælp at hente, hvis man udsættes for en livstruende ulykke, uanset om man bor i byen eller på landet. Derfor foreslog vi allerede i 2004 – og også mens vi var i regering – at der over en 3-årig periode skulle udarbejdes en landsdækkende plan for, hvordan alle danskere sikres adgang til hurtig og relevant akut hjælp uanset afstanden til nærmeste sygehus.

Det er indlysende, at hovedparten af alle behandlinger i sundhedsvæsenet også fremover skal foregå på de regionale hospitaler så tæt på borgerne som muligt. Det er det, LEON-princippet handler om – det er en forkortelse af laveste effektive omkostningsniveau. Behandlingen skal således ske på det mindst specialiserede niveau, der kan tilbyde en fuldt forsvarlig faglig behandling.

For borgerne har det betydning, at der hurtigt kan igangsættes behandling af høj kvalitet, når der opstår en akut situation eller behov for lægehjælp. Derfor skal regionerne sikres de fornødne kompetencer og økonomiske ressourcer til at sikre en sygehusstruktur med et sammenhængende akutsystem, der omfatter alle elementer fra det tidspunkt, der opstår akut sygdom eller sker en ulykke, og indtil patienten har modtaget relevant behandling af høj faglig kvalitet håndteret af egen læge, vagtlæge – eventuelt i eget hjem – skadeklinik eller akutmodtagelse inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Bliver der for langt til nærmeste hospital med akutbetjening, skaber det utryghed hos borgerne. Debatten i efteråret op til den årlige finanslovaftale om placeringen af et nyt hospital i Region Midtjylland gjorde ikke denne utryghed mindre. Faktisk gjorde den også store dele af regeringspartierne til grin, ligesom den debat, der har været om sundhedsministerens ekspertudvalg ledet af Erik Juhl, der også er kommet med udmeldinger om, at man vil lukke akutmodtagelsen i Svendborg som betingelse for at bygge et nyt hospital uden for Odense, heller ikke skaber den fornødne tryghed for de borgere og turister, der befolker de sydfynske øer. Det er i den forbindelse tankevækkende, at det er en region, Region Syddanmark, der har igangsat en demokratisk proces, har sat en høringsproces i gang og nu bliver underkendt af embedsmænd på højere niveau, efter at denne demokratiske proces faktisk var blevet godkendt af Sundhedsstyrelsen. Det er ikke i orden.

Regeringen taler om at sikre øget kvalitet i sundhedsvæsenet via specialisering, men det kan kun lade sig gøre, hvis de nødvendige investeringer i den præhospitale indsats er til stede først, og det er de endnu ikke. Det præhospitale beredskab skal udbygges, så svært akut syge eller tilskadekomne for det første kan få hurtig lægehjælp på stedet og for det andet kan blive bragt hurtigt ind på akutmodtagelsen. Der skal være dækning med lægehelikopter i hele landet, og der skal være flere ambulancer med bedre uddannede redere og paramedicinere og enkelte steder også lægeambulancer og andre enheder, der kan bringe den nødvendige sundhedsfaglige ekspertise ud til patienten, så behandling kan igangsættes på stedet inden og under transporten til sygehuset. Mennesker, der ringer 112, skal kunne få en hurtig sundhedsfaglig vurdering af behovet for hjælp og rådgivning om, hvordan den syge eller tilskadekomne kan hjælpes, imens ambulancen er på vej. Der skal være telemedicinsk udstyr, elektroniske ambulancejournaler i alle ambulancer. Der skal ske en udbygning af sundhedstilbuddene i nærområderne til de mennesker, som er akut syge, men som ikke har behov for de avancerede tilbud på akutmodtagelsen. Der skal være tilbud til de ældre eller kronisk syge, for hvem det måske er problemfyldt at skulle tage til et fjerntliggende sygehus hver gang. Der skal være en bred palet af tilbud, som tilsammen udgør et fintmasket og sammenhængende net af sundhedstilbud – tilbud, der giver tryghed.

Vi ønsker at afsætte de penge, som er nødvendige for at sikre, at alle danske borgere kan modtage et hospitalstilbud af høj kvalitet. For os er nye hospitaler og øget specialisering i de behandlinger, der kræver høj ekspertise, ikke et besparelsesprojekt, men et spørgsmål om at sikre både nærhed, sammenhæng og kvalitet. Derfor skal jeg nu oplæse følgende forslag til vedtagelse, der støttes af SF og De Radikale, og jeg skal også sige, at vi ikke har haft mulighed for at forholde os til regeringspartiernes og Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse, fordi det ikke har været rundsendt tidligt nok til, at vi kunne behandle det i vores gruppe:

Forslag til vedtagelse

»Regeringens favorisering af den private sygehussektor og de manglende økonomiske ressourcer til at leve op til regeringens løfter har indskrænket regionernes økonomiske råderum og handlefrihed.

Folketinget støtter specialiseringer i sygehusvæsenet, som kan begrundes med veldokumenterede sundhedsfaglige hensyn, således at der på den ene side sikres en høj faglig kvalitet i behandlingen af patienterne, og at borgerne samtidig kan behandles så hurtigt og så tæt på hjemmet som muligt.

Folketinget respekterer regionernes kompetence til at sikre en sygehusstruktur med et sammenhægende akutsystem, der omhandler alle elementer fra det tidspunkt, der opstår akut sygdom eller ulykke, og indtil patienten har modtaget relevant behandling af høj faglig kvalitet håndteret af egen læge, vagtlæge, eventuelt i eget hjem, skadeklinik eller akutmodtagelse inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Folketinget anerkender, at det har taget for lang tid at sikre tryghed hos borgerne om denne struktur, både fra regeringens og regionernes side.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 35).

Tak for ordet.

Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Jeg skal bede ordføreren om at blive stående. Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Nu er jeg jo enig i store dele af det forslag til vedtagelse, der er kommet fra Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre. Men jeg har alligevel to spørgsmål.

Det første er: Er fru Sophie Hæstorp Andersen ikke enig med mig i, at det er fuldt berettiget, at borgerne stadig væk ikke føler sig trygge? Vi har hørt, hvordan ordføreren fra Venstre – med alle de storslåede planer, man har, der skal udfylde hullerne – end ikke er i stand til at svare på, hvordan det element med, hvornår der bliver 15 minutters tid til, at ambulancen er fremme, skal opfyldes. Man har ingen anelse om, hvornår eller hvordan det skal ske, så der er jo god grund til, at borgerne stadig væk er utrygge.

Det andet, jeg godt vil spørge om, er: Er det ikke rigtigt, at Socialdemokraterne i hvert fald indtil for godt et års tid siden havde den klare opfattelse, at der ikke skulle gå længere tid end 30 minutter, fra ambulancen var fremme, til man var på hospitalet, og hvad er forklaringen på, at Socialdemokraterne har skiftet synspunkt? Jeg henter den oplysning fra en mail, som fru Helle Thorning-Schmidt sendte til en borger i Holstebro, hvor hun bekræftede, at hr. Jens Peter Vernersens udtalelser stod til troende dengang, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad det er, der er sket, siden Socialdemokraterne har ændret opfattelse.

Ordføreren.

Det, der er afgørende for Socialdemokratiet, er jo, at man opnår en hurtig hjælp og en relevant hjælp. Som jeg sagde, havde vi allerede i 2004 et sundhedsudspil, hvori vi også sagde, at der skulle sikres hjælp helt ude på skadestedet. Det, der også er interessant, er jo, at man i den mail, som fru Helle Thorning-Schmidt sammen med hr. Jens Peter Vernersen afsendte, også nævnte, at der maksimalt skulle være 100 km til nærmeste hospital med akutbetjening. Der må man sige, at der indtil videre heller ikke har været nogen eksempler på, at der er nogen, der har fået det.

I forhold til det med ½ time er det sådan, at der kan være mange gode grunde til at gøre det sådan. Men det er ikke acceptabelt at lægge sig hundrede procent fast på det, for vi ser allerede i dag eksempler på, f.eks. når det gælder en patient, der får brandsår oppe i Skagen, at det vil være sådan, at man kører patienten hele vejen til Rigshospitalet, hvor der er den mest specialiserede brandsårsafdeling i Danmark. Det bliver man også nødt til at tage med i sine betragtninger fremadrettet.

Hr. Per Clausen.

Jeg er helt enig med fru Sophie Hæstorp Andersen i, at der allerede nu vil være tilfælde, hvor man umiddelbart transporterer folk meget længere, og hvor det vil være uhyre fornuftigt at gøre det. Men det er jo noget andet end at nedlægge den almindelige akutmodtagelse i en situation, hvor det betyder, at alle får længere transporttid end ½ time.

Så vil jeg godt spørge fru Sophie Hæstorp Andersen, om hun ikke er enig i, at det må siges at være uforsvarligt nu at lægge sig fast på lukning af Svendborg Sygehus, lukning af Holstebro Sygehus på et tidspunkt, hvor det, der ligesom skal fylde hullerne ud, er en grøn plan, som vi ikke rigtig kan få at vide hvad præcis indeholder, og som man ikke ved hvordan skal gennemføres.

Ordføreren.

Det, der må være det forsvarlige, er i hvert fald, at man sikrer, at borgerne har fået en præhospital service til rådighed, før man lukker akutmodtagelser rundtomkring. Det er også sådan, hæfter jeg mig ved, at man f.eks. i Region Midtjylland nu har skitseret andre muligheder med skadeklinikker og andre ting, der kan gøre, at man nedsætter akuttiden for en lang række mere almindelige behandlinger, så patienterne kan komme til der. Men der er selvfølgelig stadig væk en helt bestemt grund til, at man skal sikre sig, at man har en ordentlig, kvalificeret akutmodtagelse i regionen, som er fuldt funktionsdygtig, og hvor speciallægerne er til stede.

Vi kan jo alene ud fra det faktum se, at hvis vi skulle tage det antal speciallæger, der er til i Danmark, og dele dem ud på en radius, der svarer til 15 minutter, som jeg tror jeg på et tidspunkt har hørt Enhedslisten sige der skulle være til nærmeste akutmodtagelse, så ville der blive den problemstilling, at vi simpelt hen ikke havde speciallæger nok. De ville stå og vente på patienterne, og det ville ikke være optimalt for patienterne.

Jeg synes også, at der ligger noget andet i det, nemlig at vi i dag foregiver over for patienterne, at bare de kommer til et hospital, er der en behandling, der kan redde dem. Det betyder jo, at folk i dag groft sagt kører forkert og kommer til steder, hvor man alligevel ikke kan behandle dem, og det kan heller ikke være acceptabelt.

Tak til ordføreren. Fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

I 2005 blev partierne bag sundhedsloven, Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, enige om, at planlægningen af sygehusvæsenet skulle følge fire grundprincipper, som byggede på høj kvalitet, uanset tid og sted, et robust og dynamisk sygehusvæsen samt åbenhed og dokumentation. Særligt skulle den akutte indsats prioriteres. Det er den aftale, der ligger til grund for, hvad der sker på området i dag, og for Dansk Folkeparti er det stadig væk den aftale, vi skeler til, når vi diskuterer emnet.

Borgerne i Danmark har krav på at få en behandling af allerhøjeste kvalitet, uanset tid, behandlingssted og specialiseringsniveau, og derfor var det regionernes opgave at samle specialerne på sygehuse, som kunne danne basis for et højt fagligt grundlag for en konstant høj kvalitet.

Der har været forhandlinger mellem de forskellige regioner og regeringen, så selve strukturen er snart på plads. Vi mangler dog stadig væk Region Sjællands sygehusplan, men den skulle gerne være på plads inden for det næste halve år. Det er ikke sket uden turbulens, og jeg tror heller ikke, at vi er færdige med at diskutere denne sag.

For Dansk Folkeparti har det vigtigste været at sikre, at borgerne kan føle sig trygge i deres hverdag. De skal være trygge ved at sende deres kære på sygehuset, uanset om det er med en brækket arm eller en svær kræftsygdom. Samtidig skal de vide, at uanset hvor i landet de bor, skal hjælpen aldrig være længere væk, end at et akutberedskab kan nå frem og hjælpe de mennesker, der har brug for det. Det gælder først og fremmest om, at en borger, der ringer 112, bliver behandlet seriøst og på en sundhedsfagligt betryggende måde, mens der bliver sendt det materiel og de reddere ud, som der er brug for i en given situation. Der kan så være forskel på, om det skal være en helikopter, en lægeambulance, paramedicinere eller reddere – alt efter hvad der er brug for i den pågældende landsdel.

Der skal også være fokus på vagtlægesystemet i beredskabet. Det er vigtigt, at det første beredskab er tæt på borgeren, og derfor lægger vi vægt på, at der, hvis der er langt til nærmeste sygehus, i borgernes nærhed skal oprettes skadeklinikker, hvor vagtlæger kan tage sig af de lette skader.

Alle borgere skal have tillid til sundhedsvæsenet og føle sig trygge. De skal vide, at hjælpen vil komme, når der er brug for den. Vi har i Dansk Folkeparti igennem hele forløbet villet sikre os, at borgere i udkantsområder kan få den hjælp, der er brug for, i det pågældende område. Dansk Folkeparti har derfor ved det sidste par finanslove fået afsat 500 mio. kr. til den præhospitale indsats samt 100 mio. kr. til de steder, hvor der skal være helikopterhjælp. Vi følger det nøje, og så sent som i tirsdags var vi til møde med sundhedsministeren for at følge op på planerne for det videre forløb. Vi blev i tirsdags enige om en køreplan for den akutbehandling, som skal sikre både den nødvendige sundhedsfaglige hjælp på 112 og et trygt akutberedskab i udkantsområderne.

Dansk Folkeparti har om nogen presset på for, at vi får et akutberedskab, der fungerer, og det skal fungere fra dag et. Vi har derfor forlangt, at den præhospitale indsats skal sættes i gang i god tid, før man lukker andet ned, og det har sundhedsministeren lovet os. Nu afventer vi blot de sidste anbefalinger samt regionernes udspil, så de sidste brikker kan lægges i det her store puslespil.

En kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg skal bare være sikker på, at jeg har forstået det rigtigt. Fru Liselott Blixt siger, at sygehusstrukturen er på plads. Det vil sige, at Dansk Folkeparti har accepteret placeringen af hospitalet i Vestjylland, at man har accepteret, at akutmodtagelsen forsvinder på hospitalet i Svendborg, og det, man så siger, er, at man til gengæld har krævet sikkerhed for, at der kommer en plan for, at hullerne bliver fyldt ud med et velfungerende akutberedskab i de tyndtbefolkede dele af Danmark. Men ville det ikke være mere rimeligt at sige, at man ville have et klart bud på, hvordan de huller konkret blev fyldt ud, inden man accepterede en ny struktur?

Ordføreren.

Det er jeg da fuldstændig enig i. Nu lægger spørgeren mig ord i munden. Det, jeg sagde i min ordførertale, var, at strukturen snart er på plads, for regionerne skal komme med en plan inden sommer, og de skal også komme med deres udspil til, hvordan akutberedskabet skal foregå i regionerne, da det er dem, der sidder derude, og dem, der har opgaven – og så tager vi stilling til, om vi stadig væk mener, at der er nogle sorte huller. Jeg håber og tror på, at regionerne kan udføre det arbejde, som de har fået til opgave, fyldestgørende.

Hr. Per Clausen.

Nu kan der jo være to forklaringer på, at det, som ministeren kaldte det grønne kort, som skulle løse alle de problemer, der kunne opstå omkring akutfunktioner i de tyndtbefolkede dele af Danmark, ikke bliver løst tilfredsstillende. Det ene kunne være regionerne, det kan man ikke udelukke, men det andet kunne selvfølgelig også være det oplæg, der kom fra regeringen – for slet ikke at snakke om fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Men det afgørende her er, at fru Liselott Blixt jo meget klart siger, at betingelsen for, at Dansk Folkeparti accepterer den sygehusstruktur, som er ved at blive etableret, er, at man har en hundrede procent tilfredsstillende løsning på akutudfordringerne i de tyndtbefolkede dele af Danmark. Det synes jeg da er en god og betryggende udtalelse, der kommer der.

Ordføreren.

Det er korrekt, at de betingelser, vi har stillet, er, at før vi siger ja til en strukturændring på området, så vi kan dække hele befolkningen, skal akutberedskabet, det præhospitale, være i orden.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt høre ordføreren om det forløb, der var i efteråret i forbindelse med finanslovaftalen. Anerkender Dansk Folkeparti, at regionerne har nogle kompetencer til inden for Sundhedsstyrelsens rammer og anbefalinger at tilrettelægge den præhospitale og akutte indsats rundtomkring?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at regionerne har fået en opgave, der skal løses. Men der er regioner, som er meget navlebeskuende, og hvor vi så må gå ind og sige, at vi som politikere også som folketingspolitikere har et ansvar.

Jeg anerkender, at regionerne har fået en opgave, der skal løses. Men der er regioner, som er meget navlebeskuende, og hvor vi så må gå ind og sige, at vi som politikere, også som folketingspolitikere, har et ansvar.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg synes selvfølgelig, at det er helt o.k., at man går ind i nogle sager, men det, der skete her, var jo, at man løftede den problemstilling et hak op – nemlig den problemstilling, som handlede om, at et meget stort flertal i Region Midtjylland havde været med til at vedtage den plan, der lå. Det var en plan, der var godkendt i Sundhedsstyrelsen.

Det, der var diskussionen, var den præhospitale indsats, som alle de tilstedeværende er enige om skal være der, før man gør nogle ting. Den problemstilling blev løftet op til en finanspolitisk diskussion inde i Folketinget. Er det ikke at tilsidesætte regionernes kompetencer og også den måde, som vi arbejder på i Folketinget, at en så regional sag bliver løftet op til at være et nationalt anliggende?

Ordføreren.

Nu synes jeg ikke, at der er noget problem i det med at løfte nogle sager op, når man sidder som folketingsmedlem, for man er folketingsmedlem for alle, der er bosat i Danmark. Når vi ser et område som det, vi her taler om, hvor der for nogle personer vil blive en stor afstand, er det, at vi må råbe vagt i gevær. Det mener jeg også at ordføreren selv gør.

En kort bemærkning fra hr. Jonas Dahl.

Jeg vil høre, om Dansk Folkepartis ordfører kan uddybe det, som hun omtalte som sorte huller – det tror jeg at udtrykket var i ordførertalen. Det er jo interessant at høre om det, for ordføreren siger jo selv, at hvis regionerne ikke makker ret – dvs. gør som Dansk Folkeparti siger, for regeringen har åbenbart ikke så meget indflydelse på det her – kommer regeringen og Dansk Folkeparti efter regionerne. Derfor kunne det måske være meget rart for regionerne at vide, hvor det er, at de skal makke ret for at tilfredsstille Dansk Folkeparti. Kunne ordføreren uddybe det?

Ordføreren.

Man kan få lagt mange ord i munden og blive tillagt meget magt. Når vi taler om sorte huller – nogle kalder det så også hvide huller, så jeg ved ikke rigtigt, om det måske er grå huller – er det mange gange der, hvor det kan være svært for et beredskab at komme til. Vi ved, at hvis man har bosat sig på en ø, kan man have svært ved at komme til fastlandet, når man bliver syg. Ergo skal der være et beredskab, der fungerer på den ø. Det sorte hul kan dækkes, ved at der er en lægefaglig til stede på øen, eller ved at der er en helikopter.

Der er andre steder, hvor der er huller. Det kan være lysreguleringen, der skal gøres noget ved, så en ambulance hurtigt kan komme igennem en by; det kan være et trafiknet, der skal udbedres med en motorvej, for at infrastrukturen virker. Det er de huller, som vi mener der er forskellige steder, som skal dækkes, for at vi kan undgå den lange transporttid.

Hr. Jonas Dahl.

Det må næsten være dagens længste søforklaring. Jeg brugte det udtryk, som ordføreren selv brugte, nemlig sorte huller. Det var det udtryk, som ordføreren brugte i sin ordførertale, og så vidt jeg ved, diskuterer vi i dag sygehusstrukturen – det er i hvert fald det, der er programsat – så jeg vil bare gerne høre, om ordføreren præcis kan redegøre for, hvor Dansk Folkeparti finder, at der er sorte huller i regionernes sundhedsplaner.

Det er jo tydeligt, at Dansk Folkeparti vil gå ind og kræve et eller andet, men det er stadig væk uklart for mig, hvad det rent faktisk er, Dansk Folkeparti kræver. Kræver Dansk Folkeparti, at der skal være en maks. begrænsning til det nærmeste sygehus? Eller kræver Dansk Folkeparti, at der skal være en maks. responstid for ambulancer? Hvad er det helt præcist, Dansk Folkeparti kræver? Noget af det fik de så gennemført i finanslovaftalen, men det er lidt uklart for offentligheden og andre, hvad der rent faktisk står i den aftale, for den er ikke så offentlig, men det er jo så en del af det politiske spil.

Kan ordføreren ikke redegøre for den del? På hvilke sygehuse og i hvilke regioner er det, at der set ud fra sygehusstrukturen er sorte pletter på landkortet?

Ordføreren.

Jeg kan da godt komme med eksempler på nogle af de sorte huller, som jeg omtaler. Vi ved jo nok alle sammen, hvor de er, så jeg ved ikke, hvad grundlaget er for, at ordføreren vil have det præciseret. Men vi ved, at der i Vestjylland er nogle områder, og at der på Fyn er nogle områder. Vi ved ikke noget om Sjællandsregionen endnu, i og med at vi ikke har en plan på området. Det er sådan nogle huller, vi taler om.

Vi har om nogen gået ud og talt om, hvad vi forlanger i forhold til sygehusstrukturen og akutberedskabet. Vi har sagt, at vi vil have nogle akutpakker. Vi vil have nogle garantier på området, så man som patient ved, hvad man har at forholde sig til. Det er det, vi har sagt til ministeren, og det er det, vi er blevet lovet.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

Tak for det. Ordføreren siger, at Dansk Folkeparti og regeringen har talt om akutberedskabet i udkantsområderne på et møde i tirsdags, og at det nu lige er ved at være på plads. Ordføreren har jo også talt om de her sorte huller og nævner bl.a. Fyn, og der er jeg da enormt interesseret i at få at vide: Betyder det, at Dansk Folkeparti nu har fået igennem, at der bliver en akutmodtagelse både i Odense og i Svendborg, eller har man ligesom regeringen og Erik Juhl-udvalget valgt at gå imod det store flertal, som der var i Region Syddanmark, nemlig 40 ud af 41 medlemmer, som stemte for en sygehusstruktur og -forlig?

Ordføreren.

Det er jo meget sjovt at stå her som ordfører: På nogle steder skal man helst ikke udtale sig om visse områder, og andre steder skal man udtale sig om nogle konkrete områder. Det er jo netop lagt ud til regionen, og det er derfor, vi venter på regionens plan, sådan at vi kan se, om der er nogle steder, hvor vi skal gå ind og sætte et fingeraftryk.

Fru Julie Skovsby.

Nu har jeg jo tidligere været medlem af en Region Syddanmark, og forhistorien er, at regionsrådet har lavet en sygehusstruktur. Her har man besluttet, at der skal være og er behov for en akutmodtagelse i både Odense og Svendborg. Så nedsætter regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti Erik Juhl-udvalget, som fuldstændig overruler den regionale demokratiske beslutning, der ligger, altså at 40 ud af 41 medlemmer har stemt for. Og nu siger ordføreren så, at man i regionen skal tage stilling til det igen. Regeringen har jo været inde at sige, at hvis man ønsker et nyt OUH, kan man ikke samtidig få en akutmodtagelse i Svendborg. Er det også Dansk Folkepartis holdning? Ønsker Dansk Folkeparti virkelig ikke, at der skal være nogen akutmodtagelse i Svendborg? Eller hvad er holdningen?

Ordføreren.

Som sagt udtaler jeg mig ikke om bestemte hospitaler, og jeg vil sige, at jeg mener, at regionen har beføjelsen til at gøre, hvad den har råd til at gøre. Så det er jo op til regionen selv. Men man kan vel ikke altid bare forlange.

En kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at citere ordføreren: Alle danskere har krav på behandling af allerhøjeste kvalitet. Sådan lød det i ordførerens tale.

Det er de velkendte og meget flotte ord fra Dansk Folkepartis side, når det gælder vores sundhedsvæsen, men der er en gang imellem også virkelig behov for at anholde partiet på konsekvenserne af det.

For jeg vil gerne spørge ordføreren: Er Dansk Folkeparti villig til at gå ud og finde flere penge til det her sundhedsvæsen, til det præhospitale akutberedskab, som skal være derude? For også fru Liselott Blixt proklamerede i morgenradioaviserne i dag, at der kun skal være 15 minutters responstid.

Jeg må bare sige, at rigtig mange sundhedsøkonomer herhjemme siger, at vi har et billigt sundhedsvæsen. Vi har et sundhedsvæsen, hvor vi ikke kan forvente højere service, uden at der skal puttes flere penge i det. Vi har et effektivt sundhedsvæsen, men vi har et meget billigt sundhedsvæsen.

Vi så i sidste uge konsekvensen af, at regionerne ikke har penge nok. Der må fyres 1.000 sundhedsfaglige personer derude. Dansk Folkeparti har lavet finansloven sammen med V og K på det her område. Der er konsekvenser i det. Og derfor spørger jeg: Er Dansk Folkeparti villig til at bære flere penge til det her område, for at vi kan få den kvalitet, som ordføreren siger alle danskere har krav på?

Ordføreren.

Nu tror jeg nok, at ordføreren blander to ting sammen. Men ja, vi er villige til at sætte penge af, og det har vi også gjort i de sidste to finanslove. Det er en af grundene til, at vi siger, at vi forlanger noget af det her system, og vi er også villige til at kigge på omkostningerne.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg har et helt konkret spørgsmål om den udmelding, der var i morges, hvor ordføreren udtalte sig om det møde, som var tirsdag aften samme med sundhedsministeren.

Kan fru Liselott Blixt bekræfte, at det her er en plan for den store plan, og at der er lavet en fast aftale med regeringen om, at der skal være 15 minutters responstid? Og som det også forlød i radioudsendelsen i morges, er man enige om, at afstand ikke betyder det helt store, men det, der betyder noget, er, at man skal have et præhospitalt beredskab, og at der skal være en responstid på 15 minutter til alle danskere.

Ordføreren.

Meget konkret siger vi stadig væk, at 15 minutter skal være den responstid, man kører efter. Jeg kan også sige, at som det er i dag, er der 12.000 kørsler om året, hvor det tager over 15 minutter. Jeg kan sige, at det er en andel på 7 pct. af alle kørsler, der er på over 15 minutter. Der, hvor der er længst gennemsnitstid, er i Thyborøn, hvor det er 16 minutter.

De, der kører det her beredskab, siger, at man sagtens kan overholde den her responstid, men der skal nogle øgede ressourcer til, og de regner med, at der skal 200 ekstra reddere til. Det er måske dem, som regionen har skåret væk, og som vi kan få ansat igen, og så kører det måske, som vi gerne vil have det.

Tak til ordføreren. Hr. Jonas Dahl som ordfører for SF.

Det har været en interessant debat indtil videre i dag. Jeg har personlig glædet mig til den debat, vi skulle have dag, fordi det altid er interessant at høre, hvad regeringens planer rent faktisk er for fremtidens sygehusstruktur. Indtil videre har ministeren jo gemt sig bag ekspertpaneler og det ene og det andet, nu får vi så den her åbne debat – vi havde den også lidt i efteråret – og jeg synes, det altid er på sin plads at tage en god debat om sygehusstrukturen, som betyder meget for utrolig mange mennesker. Men vi har beklageligvis haft et forløb, hvor Sundhedsstyrelsen meldte nogle overordnede retningslinjer ud og regionerne traf deres demokratiske beslutninger i overensstemmelse med de udmeldinger, der kom fra Sundhedsstyrelsen. Så skulle man jo tro, at alt sådan set var i skønneste orden.

Men ak, nej, Dansk Folkeparti benyttede sidste års finanslovforhandlinger til at skabe endnu mere virak om sygehusplaceringerne. Og så sent som i går satte statsministeren trumf på ved at gå på banen og foreslå, at regionerne helt skulle afskaffes. Det er jo da ikke underligt, at regionerne synes, det er vanskeligt at drive det, de er sat i verden for, nemlig sundhedsvæsenet, når Dansk Folkeparti og regeringen konsekvent truer med at tage livet af dem, når de ikke retter ind efter regeringens eller Dansk Folkepartis mindste vink.

Men i hvilken udstrækning er det så en sundhedsfaglig vurdering, der ligger bag planerne for sygehusstrukturen? Tja, hvis vi tager det, som man har haft hovedfokus på, nemlig akutstrukturen, så har Sundhedsstyrelsen allerede fra starten meldt ud, at der ikke rigtig var nogen evidens for de anbefalinger, man kom med. Det er jo tankevækkende, at den centralisering, som vi er vidne til i dag, og som regeringen er i gang med trumfe igennem sammen med Dansk Folkeparti, i denne henseende faktisk ikke er specielt fagligt begrundet. Omvendt må man også medgive, at der er behov for en specialisering, så længe den kan begrundes i faglige hensyn. Men der har Sundhedsstyrelsens problem hidtil været, at man har haft svært ved at konkretisere og påvise, hvordan denne centralisering eller specialisering skulle se ud for at være sundhedsfaglig korrekt.

Det giver unægtelig indtryk af, at man i højere grad har været optaget af, at der skal skabes en centralisering inden for en bestemt økonomisk ramme, end man har været optaget af at skabe et solidt sundhedsfagligt udgangspunkt. Fra SF's side synes vi, at det er en noget tvivlsom måde at forvalte de sundhedsfaglige hensyn på, men ikke mindst er det også en tvivlsom måde at forvalte det regionale demokrati på.

Når vi nu er ved spørgsmålet om økonomiske rammer, kan jeg jo i dag ikke dy mig for at slå et lille slag for, at den markante skævvridning, vi trods alt har set i det danske sundhedsvæsen, jo i høj grad er regeringens skyld. I de seneste 5 år er antallet af behandlinger på de private sygehuse steget betragteligt – så vidt jeg husker, er stigningen endog oppe over de 1.000 pct. Ikke nok med det, så har man ikke har betalt privathospitalerne, nej, man valgte fra regeringens side at overbetale og overkompensere privathospitalerne – en debat, som ikke mindst har kørt i dag i Finansudvalget, hvor statsministeren var i samråd om regeringens overbetaling af privathospitalerne og Rigsrevisionens efterfølgende kritik af dette. I SF har vi haft svært ved at forstå, hvordan det harmonerer med en god borgerlig tankegang om at sikre den frie og lige konkurrence. Men lad os fra SF’s side sige det så pænt, som vi nu kan, at hvis det er os, der skal være forsvareren for den frie og lige konkurrence, tager vi det såmænd gerne på vore skuldre.

I SF vil vi gerne støtte en specialisering af sundhedsvæsenet, så længe den er begrundet i veldokumenterede sundhedsfaglige hensyn. Det må og skal være fagligheden og kvaliteten, der skal være i højsædet i den danske sundhedsdebat. Akutberedskabet, som netop er noget af det, der skal styrkes, har jo f.eks. på ambulanceområdet sejlet ikke bare de seneste måneder, men stort set det seneste år – ja, det har faktisk sejlet, siden dengang regeringen gennemtrumfede en udbudsrunde om ambulancestrukturen. Når regeringen nu tvangsgennemførte en udbudsstruktur og samtidig nu sammen med Dansk Folkeparti vil tvinge regionerne til at lukke akutmodtagelser, er man jo noget forundret over at høre Dansk Folkeparti gøre sig til den store talsmand for det præhospitale og en ordentlig akutstruktur.

Løsningen fra regeringen og Dansk Folkepartis side har så været – det kunne vi i hvert fald høre i morges – at man nu afsætter nogle midler til nogle helikoptere, som så kan flyve rundt. Man har endnu ikke fundet ud af, om de her helikoptere kan flyve om natten, og man har ikke fundet ud af, om de kan flyve, når det sner, eller når det i øvrigt er dårligt vejr, hvad det i hvert fald nogle gange er i visse dele af Danmark.

Men ud over det er man ikke rigtig kommet med konkrete bud på, hvordan man vil sikre en akutstruktur, som stadig væk kan sikre, at danskerne kan komme i behandling hurtigst muligt og på en højt specialiseret afdeling. Man foreslog i folketingsvalgkampen i 2007, at der skulle være et maks.-loft på en responstid på 15 minutter, stadig uden at kunne konkretisere, hvordan man rent faktisk vil leve op til valgløftet.

Vi er fra SF's side fuldstændig uforstående over for, at hele den her præhospitale indsats, altså ambulancerne, slet ikke var inddraget i den nuværende proces omkring akutstrukturen. I stedet har man først villet kigge på akutstrukturen og så bagefter villet kigge på ambulancestrukturen. For SF har det hele tiden været klart, at hvis man skal se på akutstrukturen, skal man se på både sygehusstrukturen og ambulancestrukturen samtidig. Fra SF's side vil vi gerne opfordre regeringen til at tage det danske sundhedsvæsen op som en samlet størrelse og ikke tage et hjørne ad gangen. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Fra SF's side kan vi støtte det forslag til vedtagelse, som blev læst op af fru Sophie Hæstorp Andersen. Det har været svært for os at tage stilling til det forslag til vedtagelse, der er kommet fra regeringen, da vi ikke har set det, før forhandlingerne startede i dag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Vivi Kier som ordfører for De Konservative.

Den her forespørgselsdebat har jo egentlig tre elementer: sygehusstrukturen, akutmodtagelsen og udkantsområderne. Og som hr. Per Clausen selv sagde, er det vigtigste nok at diskutere det med udkantsområderne. Ganske kort skal jeg lige kommentere alle tre elementer.

Sygehusstrukturen har vi jo diskuteret rigtig, rigtig mange gange; der er afsat rigtig, rigtig mange penge, og den nye sygehusstruktur er lavet på baggrund af den store politiske enighed, der har været blandt mange partier, om principperne for specialeplanlægning. Dernæst er der akutmodtagelsen, som er vigtig, og som flere har sagt går på to ben: Der er de nære tilbud, og så er der den høje faglige ekspertise. Så er der udkantsområderne. Tryghed for borgerne er rigtig, rigtig vigtigt, og som fru Liselott Blixt sagde lige før, er der afsat 600 mio. kr. til det her område. De 500 mio. kr. er til at sikre udkantsområderne, og de 100 mio. kr. er til at sikre helikoptere.

Hvorfor er det så egentlig, vi skal have den her specialeplanlægning? Er det ikke bare noget træls og besværligt noget? Hvorfor beholder vi ikke hvert et lille sygehus, vi har rundtomkring i landet? Jamen det gør vi ikke, for øvelse gør mester, og hvis man spørger mig, hvor jeg ville opereres, hvis jeg skulle være så uheldig at få brystkræft i morgen, ville jeg svare, at der for mig ikke er nogen tvivl, for jeg har ikke lyst til at blive opereret af en læge, som blot en gang imellem opererer brystkræftpatienter. Næh, jeg vil opereres af den læge, der hver eneste dag opererer brystkræftpatienter, og som synes, at det er det mest spændende fag i hele verden, og derfor er opdateret med hensyn til det sidste nye. Derfor skal vi have en specialesammenlægning, så vi har de ypperste eksperter samlet.

Etableringen af den nye sygehusstruktur og akutmodtagelsen er et centralt satsningsområde. Det er nødvendigt med færre enheder, hvis vi vil have og kunne fastholde en høj ekspertise. Men det udelukker jo ikke, at vi skaber tryghed for den enkelte borger, for trygheden skal være i højsædet. For mig at se snyder vi ikke på nogen vægt, og der er ikke noget om, at vi ikke vil noget. Og med hensyn til den præhospitale indsats – som er et frygteligt ord, vi har skabt, men der er jo ikke nogen af os, der kan finde på et bedre ord – vil jeg sige, at det hele jo skal ses i en sammenhæng, og i det øjeblik man er klar med de her nye sygehuse, hvor alle specialerne bliver lagt sammen, jamen så har man også en helt klar plan for, hvordan vi skaber tryghed i udkantsområderne.

Det var de ord, jeg ville sige.

Der er en kort bemærkning fra fru Julie Skovsby.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, fru Vivi Kier: Hvad er det i hele den proces, som vi jo på Fyn og i Region Syddanmark har været igennem, for nogle faglige overvejelser, som fru Vivi Kier ikke er enig i, eftersom man ikke mener, at der skal være en akutmodtagelse både i Odense og i Svendborg?

Ordføreren.

Nu har vi jo lagt vægt på, at der har været nogen, der overordnet set har siddet og kigget på Danmark som landkort. Det ville jo have været skidt, hvis vi havde lagt alt sammen i én region. Når vi nu investerer så mange penge i det her, skal vi også have sikkerhed for, at det bliver spredt geografisk.

Så vil fru Julie Skovsby gerne have mig til at sige noget om akutfunktionen på Svendborg Sygehus, men jeg må sige, at vi mennesker, der bor i den region, har krav på, når man kommer ind i en akutfunktion, at så er de højt specialiserede læger til stede.

Fru Julie Skovsby.

Og det mener fru Vivi Kier ikke er tilfældet, hvis man kommer til akutmodtagelsen i Svendborg? Eller hvordan skal det forstås?

Jeg vil egentlig også rigtig gerne stille fru Vivi Kier et spørgsmål om sygehusstrukturen. De Konservative, som er valgt på Fyn, har jo også stemt for det sygehusforlig, som er vedtaget i Region Syddanmark; det er jo 40 ud af 41 medlemmer. Det medlem, der stemte imod, var Enhedslistens. Det er jo et meget, meget bredt politisk forlig, der står bag den sygehusstruktur, der er valgt lige netop på Fyn. Hvordan kan det være, at fru Vivi Kier synes, at det er helt i orden, at et Erik Juhl-udvalg fuldstændig overruler den beslutning? Vi har haft folkehøring og har været i debat med alle borgerne.

Ordføreren.

Man kan jo diskutere, om der er nogen, der overruler nogens beslutning. Der lå nogle krav om faglighed med hensyn til, hvad regionerne skulle kigge på. Og når fru Julie Skovsby så spørger, om jeg ikke mener, at der er læger til steder i bestemte akutfunktioner, må jeg sige, at nej, det er faktisk lige nøjagtig det, der i dag er problemet, nemlig at når man kommer ind og er akut syg, mangler de faktisk nogle steder nogle specialer. Eksempelvis kender jeg mennesker, der har fået en hjerneblødning, og som så kom ind i en akutfunktion, hvor det viste sig, at der faktisk ikke lige var den ekspertise, man den dag havde brug for, for det kræver højt kvalificerede læger at opretholde et beredskab. Og jeg vil sikre mig, at alle patienter, også patienter i udkantsområderne, får den fuldstændig rigtige behandling.

Når sygehusene ligger klar og vi ved, hvordan det ser ud, begynder vi jo på hele den præhospitale indsats, og det er langt, langt bedre, at en patient, der får en hjerneblødning, får behandling i ambulancen lige med det samme, og så gør det såmænd ikke noget, at man skal køre en halv time i stedet for at køre et kvarter, men det er vigtigt, at behandlingen er påbegyndt, og at man kommer ind til eksperterne.

Der er en kort bemærkning fra Sophie Hæstorp Andersen.

Så vil jeg godt spørge fru Vivi Kier, hvad det er for midler, der skal sikres til hele det sydfynske øhav og de steder, hvor man så netop får op mod 100 km til nærmeste akutmodtagelse i fremtiden. For vi kan jo ikke være uenige om, at får man en hjerneblødning eller noget andet, hvor der virkelig er liv på spil, er det også allerede i dag sådan, at der er en helikopter, som flyver ud til øerne og henter folk og flyver dem direkte til Odense Universitetshospital, hvis det er det, der skal til. Det, som der ligger i det at have et sted i Svendborg, er vel også, at man sikrer, at der er et sted for det, der stadig væk er akut, men som ikke kræver behandling, der kræver, at der er fuldt specialiserede læger til stede.

Hvad er det for sundhedstilbud, man giver til borgerne i det område? Det er vel stadig væk sådan, at i de tilfælde, hvor det er semiakut, og hvor helikopteren groft sagt ikke vil rykke ud – for så akut er det heller ikke – skal folk altså sejle ind og så bagefter oven i sejltiden bevæge sig 40 km til Odense for overhovedet at få et akuttilbud i den del af regionen. Er det rimeligt?

Ordføreren.

Nej, men sådan mener jeg heller ikke at det er. Altså, nu er det lige, når vi snakker om det her specifikke område, vigtigt at sige, at det jo ikke er sådan, at Svendborg Sygehus lukkes. Det er alene akutfunktionen, vi snakker om nu. Og ja, vi skal skabe de nære tilbud. Har man brækket en arm, som man skal have i gips, eller har man en flænge, som man skal have syet, osv., skal man jo ikke køre helt ind til Odense derfra, hvor man kommer.

Det er jo derfor, vi snakker om de nære sundhedstilbud, f.eks. skadesklinikker, og hvordan vi kan gøre tingene på en anden måde med opgaveglidning og opgaveflytning. Det er jo alt det, der ligger i den præhospitale indsats, og der har vi et udvalg, der nu sidder og kigger på, hvordan vi laver de her nære tilbud, og hvordan vi sikrer et højt kvalificeret udbud, når det gælder alvorlig sygdom.

Så nej, der ligger ikke en plan klar lige her og nu, men der arbejdes på højtryk for at få et samlet overblik og for at skabe tryghed for alle borgere.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg synes alligevel, at det er slående, at når det kommer til eksperter, er der ifølge regeringen og også De Konservative, altså nogle, der er eksperter, nemlig de fageksperter, som sidder i et ekspertudvalg, som er udpeget af regeringen, og deres meninger overruler totalt de eksperter, som der måtte være i en region. Det er jo ikke sådan, at regionen bare sådan ud i det blå træffer en eller anden beslutning om, at en akutmodtagelse er nødvendig i Svendborg. Der har man jo netop også eksperter og embedsmænd, der har kigget på det.

Jeg hører selvfølgelig også, at man nævner skadesklinikker og alt muligt andet, men ordføreren er vel enig i, at det i forhold til Svendborg Sygehus' fremtid vel også er sådan, at det, at en akutmodtagelse forsvinder, får indflydelse på, om man kan opretholde en fødeafdeling, og det kan igen få indflydelse på, om man kan opretholde andre funktioner osv. osv. Det kan jo også blive en dominoeffekt, hvor en brik vælter alle de andre brikker.

Ordføreren.

Egentlig kan man godt blive helt ked af det og bekymret, og jeg synes faktisk, at der er nogle, der er med til at skabe en stemning af, at samtlige borgere i det her land pludselig skal føle sig fuldstændig utrygge. Jeg bliver lidt overrasket, når fru Sophie Hæstorp Andersen spørger sådan her, for jeg troede faktisk, at man var enig i de principper, der er lagt til grund for specialesammenlægninger, nemlig at vi siger, at vi simpelt hen ikke har uanede personalemæssige ressourcer til rådighed, og at vi skal samle det, og at vi skal sikre det.

Nej, der er ikke nogen, der siger, at man ikke kan opretholde en fødeklinik eksempelvis i Svendborg. Men jeg skal ikke stå herinde og blive så detaljeret. Vi har lyttet til regionerne, og regionerne har fået en opgave. Man kan bare ikke ville løse alting. Så er jeg med på, at vi skal have ekstremt stort fokus på yderkantsområderne, og det synes jeg vi har. Vi må se, hvad det udvalg, der nu sidder og kigger på akutfunktioner og den præhospitale indsats, kommer frem med. Det bliver da ret væsentligt at se. Vi skal turde tænke nyt, lægge specialer sammen og sikre høj faglig ekspertise. Det er simpelt hen et nøgleord for mig. Alle patienter, også dem på Ærø, skal være sikret et fagligt tilbud på højt niveau.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Jeg vil sige, at jeg da ikke synes, at der er nogen i oppositionen, der lægger op til at bringe usikkerhed for danskerne, og til det vil jeg sige, at det har regeringen sådan set sit helt eget bagland til at klare. Men udover det vil jeg bare høre ordføreren om den her responstid på 15 minutter, som er indskrevet i regeringsgrundlaget. Har De Konservative afsat midler til det, og har den konservative ordfører en idé om, hvor stor omkostningen vil være for at få en maks. responstid på 15 minutter?

Ordføreren.

Jeg vedkender mig som konservativ sundhedsordfører, at der i regeringsgrundlaget er indskrevet, at vi vil arbejde for en maks. responstid på 15 minutter. Jeg kan også forstå på de tidligere spørgsmål, at hr. Jonas Dahl er så skuffet over, at vi ikke allerede har gennemført det. Nu håber jeg, at der er en vis forståelse for, at når man skriver et regeringsgrundlag, er det jo ikke sådan, at man, kort tid efter at regeringsgrundlaget er skrevet, kan indfri alle tingene. Ja, vi arbejder for det, og så må jeg sige, at jeg endnu ikke har oplevet, at den her regering har fremsat nogen konkrete lovforslag, uden at de var fuldt finansieret.

Hr. Jonas Dahl.

Nej, men vi har vel trods alt i hvert fald oplevet, at den her regering er kommet med en række forslag, som man så siden hen har taget af bordet, fordi man har erkendt, at man muligvis ikke havde finansieringen til det. Men det, jeg egentlig fortsat gerne vil høre om, er, om det, der er løsningen på de her sygehuslukninger ude i det ganske danske land, ifølge ordførerens mening er et nyt ambulanceberedskab, hvor der er en maksimal ventetid på 15 minutter, og om det er tilstrækkeligt til at sikre en tryghed i befolkningen med hensyn til det danske sundhedsvæsen.

Tak. Så er det ordføreren.

Nej, så må jeg sige, at jeg faktisk ikke synes, at hr. Jonas Dahl har hørt efter, hvad jeg har stået og sagt, fordi ambulanceberedskabet er én del af det. Der er rigtig mange ben i det her, forskellige sundhedstilbud, semi-akutfunktioner , som vi har snakket om, så det er bestemt et nej. Det her drejer sig ikke kun om et ambulanceberedskab.

Tak

Tak til ordføreren. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

Helt overordnet synes jeg, at det ville være en god idé, hvis man prøvede på at analysere sundhed og sygehusvæsen, inklusive alle dets led fra forebyggelse til den endelige behandling, og spurgte sig selv, om der i virkeligheden er de rette incitamentsstrukturer i det system, vi har bygget op. Der sker jo det, at når man udvikler et system på den måde, som alle systemer udvikler sig, har man ikke altid et overblik over netop det. Det tror jeg vil være en god analyse at foretage.

Det siger jeg specielt, fordi vi synes, at det også vil gælde for det samspil, der er mellem staten og regionerne. Vi synes, det ville have været en god idé, hvis ansvar og beføjelser fulgtes ad, men det er jo ikke tilfældet her. Regeringen sætter nogle meget overordnede mål, som regionerne så – selvfølgelig gennem dialog med regeringen – skal prøve på at opfylde, men alligevel er det jo sådan, at det økonomiske ansvar og opkrævningen af pengene jo ikke ligger ude i regionerne. Det er en gammel diskussion, men det er også derfor, vi ser nogle problemer med den nuværende struktur.

Så kunne man i det mindste sige, at hvis tingene så var gennemskuelige, ville det være til at have med at gøre, men netop denne tids diskussioner om fyringer, overskridelse af budgetterne og andet viser, at den måde, som man har indrettet sig på, gør, at det er meget svært for de enkelte afdelinger og hospitaler og regioner at få et virkeligt overblik over budgetterne og udgifterne i tide, sådan at man kan indrette sig. Det er sådan nogle helt overordnede betragtninger.

Vi er tilhængere af, at regionerne bevares, selv om der har været overskridelse af budgetter og alt muligt. Vi tror ikke på, at tingene bliver bedre, bare fordi vi får regionerne nedlagt, og alt så skal styres fra, om man vil, statens side. Der er ikke noget, der tyder på, at det vil blive bedre, og man kan jo godt spørge sig selv, om døgnets timer ville slå til, hvis vi skulle tage samtlige af de debatter, der så vil komme herinde i Folketinget. Man kan sige, at vi har et par stykker i forvejen, og det giver jo et billede af, hvad det ville være, hvis regionerne så også var nedlagt.

Svaret på de budgetoverskridelser og andre ting, der har været i regionerne, er altså for vores vedkommende ikke, at regionerne skal nedlægges. Vi er opmærksom på, at både DF og Konservative siger, at det er det, der skal til. Vi synes, det er en rigtig dårlig idé.

Vi er så også tilhængere af, at vi selvfølgelig har de specialiserede sygehuse. Det tror jeg er meget svært ikke at være.

Man kunne i øvrigt prøve at bruge den såkaldte banalitetstest på sundhedsministerens tale. Banalitetstesten går ud på, at man sætter et ikke foran: Hvem er ikke tilhænger af en god behandling, hvem er ikke tilhænger af, at menneskene får den bedste behandling, hvem er ikke tilhænger af, at man får den så hurtigt som muligt osv. osv. Men det er så, hvad det er. Man kan i en lang række af de ting, sundhedsministeren har sagt, selvfølgelig ikke være uenig om indholdet, også fordi det er meget runde vendinger om, at vi vil alt det gode.

Når det så er sagt, er det jo også klart, at hvis vi vil f.eks. det meget højt specialiserede sygehusvæsen, så kan vi jo ikke få det i alle egne af landet; det siger sig selv. Derfor er der selvfølgelig også noget, der må nedlægges, hvis vi vil sikre alle mennesker den optimale behandling.

Jeg synes sådan set, at ministerens billede med det blå og det grønne er et meget godt billede. Det giver altså en meget god beskrivelse af to hovedfunktioner i systemet, og det synes jeg godt man kan operere med. Der er det, som andre jo også har været inde på, at det blå sådan set er rimeligt kortlagt, hvorimod det kniber mere med det grønne. Der synes jeg, det er vigtigt, at man får indtænkt det grønne, inden vi er for langt med det blå, fordi det jo ikke er sådan, at de to systemer er totalt uafhængige af hinanden. Derfor er det vigtigt, at vi hurtigt får en plan, for ellers bliver det lidt meningsløst. Det kan jo også være, når man får gennemtænkt det grønne, at der er visse justeringer i det blå, der skal finde sted. Derfor tror jeg, det er meget vigtigt, at man meget hurtigt får hele den grønne, om man så må sige, planlægning klar – altså, hvordan man forestiller sig, at det primære sundhedsvæsen og akutfunktionerne og alt det der bygget op, sådan at man også kan tilgodese udkantsområderne.

Trafikmæssigt må man sige, at det somme tider kan det være enklere at komme frem i udkantsområderne, end det er i Københavnsområdet eller andre steder, men det er så en detalje. Vi kan jo hæfte os ved de 15 minutter under alle omstændigheder.

Men da vi ikke har den grønne plan, er det jo altså også svært at tage en mere konkret diskussion af, om regeringen lever op til sine løfter eller ikke lever op til sine løfter. Der har vi jo efterhånden ret mange gange hørt, at der er et udvalg og udvalget kommer med en plan, og så må vi jo finde ud af, hvad det er, der bliver resultatet af det.

Omkring forslaget til vedtagelse vil jeg bare sige – det er jo ikke, fordi det undrer mig – at regeringen og regeringspartierne har en dårlig stil. Jeg synes, det er helt urimeligt, at oppositionen generelt skal få et forslag til vedtagelse stukket ud her i forbindelse med forhandlingerne, navnlig når oppositionen faktisk har sendt et forslag til regeringspartierne om, at det var noget af det, man kunne tænke sig. Det viser jo også, at regeringen og regeringspartierne ingen som helst interesse har i at diskutere med andre end sig selv og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det kan vi så bare tage til os, men lad være med at komme med pladder om, at man ønsker at samle Folketinget i et bredt samarbejde.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Jeg vil gerne takke for debatten. Der har selvfølgelig været nogle bemærkninger omkring det rent processuelle, om processen er rigtigt skruet sammen, om det og det er demokratisk, om man giver plads nok til regionsrådene osv. osv. Men det rent faglige indhold: bevæggrundene for, at regeringen nu sammen med Dansk Folkeparti bruger 40 mia. kr. på at bygge nye sygehuse, bevæggrundene for, at vi har lavet et specialeplanlægningsudvalg, som skal puttes ind i de nye sygehuse, og at det er med det formål, at vi skaber et bedre sygehusvæsen af en højere kvalitet, synes der ikke at være den store uenighed om, og det er jeg selvfølgelig meget glad for at kunne konstatere. Så man har i debatten taget det blå landkort til sig, og billedet med det blå og det grønne har fået ros, det er jeg også glad for.

Jeg vil så sige til dem, der har bemærket det, at det er fuldstændig rigtigt, at det blå landkort i dag er sådan meget tydeligt og det grønne landkort mere diffust, og det er klart, for det er den politiske udfordring, at vi skal tydeliggøre det grønne landkort, og det grønne landkort skal de facto stå færdigt, udbygget, inden det blå landkort er færdigudbygget med nye sygehuse, der er klar til at tage i brug. Det gør jo ikke noget, at det grønne landkort og hele det akutte og præhospitale står klar til at fungere, længe før de lidt større afstande bliver en realitet. Men alt i alt synes jeg vi har haft en god debat, som vidner om en bred opbakning til selve det faglige indhold.

Tak til ministeren for sundhed og forebyggelse. Og vi skal have hr. Per Clausen til at afrunde som ordfører for forespørgerne.

Bare nogle ganske få bemærkninger til afslutning: Det er jo sådan, at man i det forslag til vedtagelse, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har fremsat, ser, at der meget smukt står, at der er to spor; det ene spor er en udvikling af et fintmasket sikkerhedsnet og nære tilbud, det andet spor er udviklingen af en sygehusstruktur af høj kvalitet, der bygger på faglige anbefalinger. Det virker jo umiddelbart meget tilforladeligt, til gengæld ret upræcist.

Om det ene ved vi godt, hvad der menes, det, der handler om udvikling af en sygehusstruktur af høj kvalitet, der bygger på faglige anbefalinger, for der er tale om en centralisering af sygehusvæsenet i Danmark, som i nogle tilfælde bygger på fagligt begrundede, dokumenterede synspunkter, og jo i andre tilfælde er baseret på, hvad man sådan synes at sund fornuft og regeringens ønsker tilsiger at man skal rådgive om. Men det er præcist. Det er der, hvor man, på trods af at Region Syd var nået frem til, at de ønskede at have en akutmodtagelse både på Svendborg Sygehus og i Odense, bl.a. har besluttet, at betingelsen for, at Odense Universitetshospital kan udbygges i de kommende år, er, at akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus lukkes.

Så sker der oven i købet det, og der synes jeg måske alligevel frækheden bliver lidt stor, at man fra Dansk Folkepartis side siger: Det er regionerne, der er forpligtet til at komme med et bud på, hvordan man sikrer, at akutbetjeningen kan være i orden i de tyndtbefolkede områder i Det Sydfynske Øhav, på trods af at regionen jo sådan set meget klart har sagt, hvordan man synes den problemstilling skal løses, nemlig ved bevarelse af Svendborg Sygehus. Der må jeg sige, at jeg altså synes, at det bliver lidt for festligt. Til gengæld har Dansk Folkeparti jo så lovet, at hvis der ikke kommer en plan for, hvordan udfordringen med at skabe en tilfredsstillende akutbetjening i Det Sydfynske Øhav kan løses, vil man ikke stemme for strukturen, altså man vil ikke godkende, at Svendborg Sygehus nedlægges. Sådan må man jo tolke det. Hvad man så i den anledning i øvrigt vil gøre ved regionerne, henstår jo i det uvisse. Men jeg vælger at opfatte det positivt, nemlig at Dansk Folkeparti sådan set har sagt, at det, man kunne kalde det grønne kort – planen for hvordan der skal være et ordentligt akutberedskab i de tyndtbefolkede områder – skal opfyldes, og at det er en forudsætning for, at man lukker sygehuset.

Det er omkring det ene element.

Det andet element er jo det, vi også kan konstatere, at når vi kommer til det såkaldt grønne kort – og når vi har et blåt kort og en grønt kort, mangler vi jo kun et rødt kort – fremstår det jo med al ønskelig tydelighed efter den debat, der har været her i dag, at ingen ved, hvordan det grønne kort skal se ud. Når man spørger til bare en så banal ting, som hvordan og hvornår man regner med at få styr på det med 15 minutters responstid, kan man ikke få noget svar. Når man spørger til, hvordan man vil håndtere det her med at have døgnbetjente sundhedscentre, når det er sådan, at de praktiserende læger siger, at det anser de for at være stærkt usandsynligt, så kan vi ikke få noget svar.

Det er på den baggrund, at jeg stadig væk må indtage det standpunkt, at Enhedslistens forslag til vedtagelse er det bedste, ikke fordi det nødvendigvis er sådan, at det altid vil være rigtigt at kræve, at der kun skal være 30 minutter til et behandlingssted, men fordi man ved at vedtage det kunne sætte en effektiv stopper for sygehuslukninger, i hvert fald indtil regeringen havde sandsynliggjort, at den var i stand til at løfte opgaven med, hvordan det decentrale akutberedskab skal sikres.

Til al den snak, som nogle kom med, om, at nogle skaber usikkerhed ude i landet: Der er ingen, der behøver at arbejde på at skabe usikkerhed i det sydfynske område eller i Nordvestjylland. Det har regeringen effektivt sørget for med den sygehusplan, den har fremlagt. Og det ville være dejligt, hvis vi i dag kunne få tryghed. I stedet er vi bare i en fuldstændig usikker situation, hvor vi ikke ved, hvordan det her slutter, og det synes jeg faktisk er rigtig ærgerligt.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut, og vi går til afstemning, men inden tager vi lige en lille pause, for der er endnu ikke gået de obligatoriske 7 minutter. Men hvis man indtager sine pladser, får vi overblik over, når alle er her.

Vi går til afstemning.

Der stemmes om forslag til vedtagelse nr. V 34 af Birgitte Josefsen, Liselott Blixt, Vivi Kier og Villum Christensen, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 54 (V, DF, KF og LA), imod stemte: 2 (EL), hverken for eller imod stemte: 51 (S, SF og RV ).

Forslag til vedtagelse nr. V 34 er vedtaget

Herefter er forslag til vedtagelse nummer V 33 af Per Clausen, Sophie Hæstorp Andersen, Jonas Dahl og Lone Dybkjær bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.