Tak for anledningen til at få en debat om brugen af sprog på universiteterne.
Det er jo, som det fremgik af begrundelsen fra hr.
Søren Krarup, en meget naturlig diskussion, fordi universiteterne på den ene side er helt centrale kulturbærere i det danske samfund, og fordi universiteterne samtidig på den anden side altid har og altid vil indgå i tæt dialog med verden omkring os, og her rækker det danske sprog som bekendt ikke.
Jeg håber, at vi under debatten her i dag kan bekræfte hinanden i, at vi for det første vil have, at vore universiteter har gode muligheder for at agere internationalt for derved også at blive stærkere i Danmark, og at vi for det andet vil have, at vores studerende får kompetencer til at begå sig på det globale arbejdsmarked, og at vi endelig for det tredje vil have, at det også i fremtiden er universiteterne, der tilrettelægger studierne.
Overordnet er det regeringens politik, at lovgivning ikke er det rigtige instrument i forhold til valg af sprog på universiteterne.
Det hører under den frihed til at tilrettelægge uddannelsesindholdet og undervisningen, som universiteterne selvfølgelig skal have, så det er med andre ord en central del af universiteternes faglige selvstyre.
Men det betyder ikke, at vi i regeringen ikke er opmærksomme på emnets vigtighed.
Vi følger udviklingen særdeles nøje og har da også i år som led i regeringens opfølgning på sprogudvalgets rapport taget flere konkrete initiativer på området.
Regeringen har således lovet at offentliggøre en rapport om universiteternes sprogstrategier inden årets udgang, altså en rapport der vil foreligge inden for ganske få dage.
Regeringen vil derudover hvert andet år udarbejde en rapport om udviklingen i undervisningssproget på universiteterne og sammenhængen med kandidaternes arbejdsmarked; den kommer første gang i 2011.
Og ikke mindst har regeringen iværksat en grundig undersøgelse af kvaliteten af engelsksproget undervisning på universiteterne; det er en undersøgelse, hvis resultat vil foreligge om ca.
1 år.
Vi gør altså noget, for selvfølgelig er jeg optaget af, at universiteterne sikrer kvalitet i undervisningen, uanset hvilke sprog der undervises på.
Det er en opgave for universiteterne at finde den konkrete balance mellem kvalitet og relevans.
Det er jo ikke tilfældigt, at vi hylder princippet om universiteternes faglige selvstyre, fastlæggelse af fagligt indhold i uddannelserne, og hvordan undervisningen skal tilrettelægges, herunder undervisningssprog.
Det overlades nu engang bedst til universiteterne selv, og det er derfor heller ikke noget, jeg ser behov for at lovgive om.
Det har været fremme i beretningen, at dansk skulle være undervisningssprog på uddannelser, hvor kandidaterne hovedsagelig er beskæftiget i danske sammenhænge, men hvordan afgrænser man det i praksis?
Hvem skal afgøre, hvilke uddannelser det gælder for, og findes der overhovedet i dag universitetsuddannelser, der uddanner kandidater uden behov for internationale kompetencer?
Det danske arbejdsmarked består jo dels af danske virksomheder med internationale kontakter, dels også af internationale virksomheder med base i Danmark, og hvis vi vil sikre, at Danmark er et attraktivt land for internationale virksomheder at investere i, skal vi kunne levere højt kvalificerede videnmedarbejdere med de relevante internationale kompetencer.
Ellers risikerer vi, at virksomhederne flytter udenlands.
I øvrigt skal universiteterne jo inddrage aftagepaneler i udviklingen af nye og eksisterende uddannelser.
De bidrager naturligvis til at sikre sammenhængen mellem uddannelserne og det arbejdsmarked, som de retter sig imod.
Det har også været fremme i beretningen, at universiteterne bindende skal forpligte sig til, og jeg citerer:
»...
at sikre den fortsatte eksistens og udvikling af det danske sprog.«
Jamen selvfølgelig skal det danske sprog bevares.
Men jeg tror nu ikke, at vores sprog er ved at dø ud, og jeg vil godt benytte lejligheden til at mane et par af de misforståelser, som debatten af og til præges af, i jorden.
En af de påstande, jeg er stødt på, er, at dansk i stor stil fortrænges af engelsk på de danske universiteter, men det mener jeg nu ikke er tilfældet.
Langt de fleste bacheloruddannelser i dag udbydes på dansk, og de nyeste tal viser, at kun omkring 7 pct.
udelukkende udbydes på engelsk – 7 pct.
Det er først på kandidatuddannelserne, der inden for visse fagområder udbydes engelsksprogede uddannelser i større udstrækning, og samlet set er det ca.
19 pct.
af alle uddannelser, der kun udbydes på engelsk.
Der er altså ikke tale om, at vi i dag uddanner danske dyrlæger, ingeniører og for den sags skyld jurister, der ikke har kunnet tilegne sig et fagsprog på dansk i løbet af deres 5-årige uddannelse på universitetet.
Netop dyrlægestudiet fremhæves ofte i debatten.
Man har hæftet sig ved, at KU's biovidenskabelige fakultet Live har en politik om at udbyde samtlige kandidatuddannelser på engelsk, og nogle har så fået den opfattelse, at kandidaterne ikke vil kunne kommunikere deres faglighed på dansk i deres fremtidige virke som dyrlæge.
Men faktum er, at 45 pct.
af dyrlægestudiet på kandidatuddannelsen rent faktisk foregår på dansk, idet man med de uddannelsesdele, der involverer klientkontakt, anvender dansk som undervisningssprog.
En anden myte er, at universiteterne helt ukritisk indfører engelsk som undervisningssprog, hvor det er muligt, men sådan forholder det sig ikke.
Allerede tilbage i 2002, hvor der blev talt om øget udbud af engelsksprogede uddannelser, betonede universiteterne både kvalitet og relevans.
Universiteterne udarbejdede dengang nogle fælles anbefalinger, og i dag har de jo som bekendt alle en sprogpolitik.
Universiteterne har altså haft fokus på vigtigheden af at føre en afbalanceret sprogpolitik, længe inden hr.
Søren Krarup i 2006 tog emnet op her i Folketinget.
Af universiteternes sprogstrategier fremgår det generelt, at engelsksprogede uddannelser skal udbydes, hvor det er relevant, og hvor det kan styrke den faglige kvalitet, og den betragtning er jeg enig i.
Tilsvarende betyder universiteternes formidlingspligt, at de også er forpligtede til at formidle på dansk.
Lad mig slutte, som jeg startede, nemlig med at sige, at min ambition er stærke danske universiteter, der kan agere internationalt, med studerende, der lærer at begå sig på fremtidens globale arbejdsmarked.
Hvordan kan vi ellers i 2009 gøre os håb om at fastholde og udbygge Danmarks position som et stærkt uddannelsesland?
Men selvfølgelig anerkender jeg fuldt ud, at universiteterne ikke kun er globale aktører, men også kulturbærende videninstitutioner herhjemme.
Jeg forventer, at universiteterne kan afbalancere begge disse hensyn, og jeg overlader det trygt til universiteterne at løse denne opgave.