Det næste punkt på dagsordenen er:

17) Forespørgsel nr. F 1:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren og finansministeren:

Vil ministeren redegøre for regeringens vurdering af og opfølgning på Arbejdsmarkedskommissionens rapport, herunder konkret, hvordan regeringen fremadrettet agter at løse problemet med mangel på arbejdskraft, samtidig med at man sikrer høj velstand for fremtidige generationer?

Af Anders Samuelsen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Villum Christensen (LA).

(Anmeldelse 07.10.2009. Fremme 20.10.2009).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 24. november 2009.

Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, hr. Simon Emil Ammitzbøll, for begrundelse.

I mange år har vi diskuteret det problem, hvis man kan kalde det det, at der bliver flere og flere ældre som en del af den danske arbejdsstyrke, der vil blive færre til at finansiere dem, der står uden for arbejdsmarkedet, og hvis vi skal have et ordentligt velstandsniveau fremadrettet, bliver vi nødt til at gøre noget.

Mens det gik godt, udsatte man reformerne for at vente på, at der kunne blive et bedre og mere passende tidspunkt, og efter at krisen nu er indtruffet, siger man, at det ikke er så godt under krisen, så nu findes der åbenbart også et bedre og mere passende tidspunkt.

Finansministeren aflyste reformerne, i forbindelse med at Arbejdsmarkedskommissionen kom med sin rapport tidligere på året, og derfor er vi fra Liberal Alliances side meget nysgerrige efter at høre, hvordan regeringen fremadrettet agter at løse de problemer, der vil komme med mangel på arbejdskraft, og den betydning, det vil få i form af mindre velstand for den danske befolkning.

Finansministeren.

Regeringen nedsatte Arbejdsmarkedskommissionen i 2007. Formålet var at få de fagligt bedste anbefalinger til, hvordan vi får flere i arbejde på længere sigt, og det på en måde, så enderne i den offentlige økonomi kommer til at hænge sammen i lyset af den demografiske udvikling i de kommende år, hvor de små årgange kommer ind på arbejdsmarkedet, mens de store årgange går på efterløn og pension.

Mere præcist skulle kommissionen komme med forslag til opfyldelse af regeringens beskæftigelsespolitiske målsætninger om 20.000 flere i arbejde og uændret arbejdstid, der er en del af regeringens 2015-plan om en holdbar finanspolitik. Målsætningen om en holdbar finanspolitik forudsatte ved kommissionens nedsættelse en varig forbedring af de offentlige finanser på 0,8 pct. af BNP eller ca. 14 mia. kr. i 2008.

I det første 1½ år af 2015-planens levetid er der gennemført strukturreformer, der bidrager til at styrke dens finanspolitiske holdbarhed med ca. 7 mia. kr. Det er omkring halvdelen af det oprindelige reformkrav frem mod 2015. Bidragene til forbedringer af den finanspolitiske holdbarhed stammer fra skattereformen i forårspakke 2.0, jobplanen og sygefraværshandlingsplanen fra 2008. Men vi må også se i øjnene, at finanskrisen har forværret holdbarheden af de offentlige finanser.

Regeringen fremlægger Danmarks konvergensprogram 2009 kort efter årsskiftet. Konvergensprogrammet vil indeholde en vurdering af de finanspolitiske udfordringer, vi står over for. Regeringen arbejder hårdt på, at dansk økonomi kommer skånsomt igennem krisen. Derfor fører vi en meget ekspansiv finanspolitik. Danmark er et af de lande i EU, der gør mest for at understøtte økonomien ved hjælp af finanspolitikken. De kraftige finanspolitiske lempelser i 2009 og 2010 omfatter både et stort løft i de offentlige investeringer, relativt høj vækst i udgifterne til offentligt forbrug og lavere skat i kraft af »Lavere skat på arbejde 2007« og forårspakke 2.0 i 2009.

Samlet set er godt halvdelen af lempelserne i kraft af større udgifter. Lempelserne i 2009 og 2010 omfatter bl.a. en forøgelse af de offentlige investeringer med godt 30 pct. over 2 år. Det er den største vækst i de offentlige investeringer over en 2-årig periode siden 1960'erne og indebærer, at de offentlige investeringers andel af BNP kan stige til det højeste niveau siden 1981.

Den planlagte vækst i de offentlige investeringer i disse år er samtidig større end hovedparten af de andre OECD-landes. Uanset finanspolitikken kommer effekten af det kraftige fald i renteniveauet siden 2008. Isoleret set øger den økonomiske politik beskæftigelsen med omkring 75.000 personer i 2010, i forhold til hvad den ellers ville have været.

Jo mere finanspolitikken lempes på kort sigt, jo større er det efterfølgende behov for konsolidering, og erfaringerne viser, at det er sværere at stramme finanspolitikken end at lempe finanspolitikken. Samtidig kræver det en større ansvarlighed i finanspolitikken, når man som Danmark fører fastkurspolitik og ikke deltager i euroen. Det er desuden et centralt hensyn, at lempelser af finanspolitikken ikke medfører unødige store underskud og gæld, som kan være rentedrivende og dermed modvirke de positive aktivitetseffekter af den lempelige finanspolitik.

Det forventede underskud i 2010 er noget større end EU-grænsen på 3 pct. af BNP, og Danmark vil formentlig i løbet af 2010 modtage en henstilling fra EU's økonomi- og finansministre om at nedbringe underskuddet til under 3 pct. af BNP senest i 2012. I den forbindelse vil det formentlig blive henstillet, at den strukturelle saldo forbedres med ½-1 pct. af BNP om året i 2011 og 2012.

Det er centralt, at genopretningen af den offentlige økonomi ikke sker på en måde, som svækker vækstbetingelserne efter krisen. Både et højt arbejdsudbud og høj produktivitet skal være med til at sikre et højt velstandsniveau for fremtidige generationer. Her må vi erkende, at produktivitetsudviklingen har været svag i det seneste årti. Det er klart en udfordring fremadrettet at få rettet op på dette forhold. Det arbejder vi på, bl.a. ved at styrke uddannelserne, udbygge infrastrukturen, styrke forskning og innovation og sikre gode rammebetingelser for danske virksomheder.

Desuden har regeringen nedsat et vækstforum, der skal rådgive regeringen og bidrage til at analysere og besvare morgendagens udfordringer og ruste dansk økonomi til fornyet vækst.

Jeg vil nu overlade ordet til beskæftigelsesministeren, som vil redegøre for regeringens vurdering af Arbejdsmarkedskommissionens rapport og de specifikke tiltag, regeringen har foretaget inden for beskæftigelsespolitikken.

Tak til finansministeren. Værsgo til beskæftigelsesministeren.

Arbejdsmarkedskommissionen kom den 20. august med deres endelige rapport og deres bud på, hvordan man kan løse de langsigtede udfordringer, som den danske velfærdsstat står over for. Jeg er helt enig i, at udfordringerne skal løses. Det bliver bare ikke lige nu. Lige nu befinder vi os i en international økonomisk krise, hvor dagsordenen er, at arbejdsløsheden stiger både i Danmark og i resten af verden. Derfor er regeringens topprioritet nu at manøvrere Danmark så skånsomt som muligt igennem den økonomiske krise, og vi vil ikke skabe usikkerhed om de svageste gruppers vilkår.

Desuden tyder de meldinger, vi fik fra oppositionen både i august i år og under forhandlingerne om en modernisering af dagpengesystemet i efteråret 2008, ikke på, at oppositionen er indstillet på at være med til at løse udfordringerne. At hæve dagpengene med 20 pct., som Socialdemokraterne har foreslået, eller at sætte dem op til 30.000 kr. om måneden, som Enhedslisten fremsatte forslag om i sidste uge, er ikke ligefrem den medicin, de økonomiske doktorer anbefaler at vi udskriver til patienten Danmark. Oppositionens forslag vil ganske enkelt ikke løse problemerne på en økonomisk ansvarlig måde – tværtimod. Derfor mener regeringen, at det ville være formålsløst at kaste sig ud i forhandlingerne om dagpenge, efterløn eller førtidspension på nuværende tidspunkt.

Denne regering er en reformregering. Vi har sammen med et bredt flertal i Folketinget vedtaget og gennemført velfærdsreformen, en reform, som betyder, at vi hæver efterløns- og folkepensionsalderen fra 2019 og frem, således at vi sikrer, at efterløns- og folkepensionsalderen følger med levealderen, når den stiger, som den forventes at gøre i de kommende år. Ud over velfærdsreformen har regeringen også gennemført reformerne »Flere i arbejde«, »En ny chance til alle«, en aftale om en jobplan og sygefraværsaftalen.

Det er reformer, som tilsammen udgør et regimeskifte i dansk arbejdsmarkedspolitik, et regimeskifte, som indebærer, at vi for det første har slået fast, at ledige skal i job og ikke opbevares på offentlig forsørgelse, som det tidligere var tilfældet, og for det andet, at alle skal have en chance for et liv med arbejde og ikke parkeres på passiv offentlig forsørgelse år ud og år ind, som det tidligere var tilfældet med f.eks. kontanthjælpsmodtagerne.

Med reformen »Flere i arbejde« rettede vi fokusset i jobcentrene over på at få de ledige hurtigt tilbage i job. Med reformen »En ny chance til alle« tog vi fat om modtagerne af langvarig kontanthjælp, som var blevet efterladt og havde fået at vide, at de ikke duede. Det menneskesyn gjorde vi op med. Vi satte fokus på, at alle skal have en chance for et liv med arbejde, også selv om vejen til job kan synes lang. Vi vil simpelt hen ikke være med til at opgive nogen som helst. Med aftalen om en jobplan satte vi fokus på internationale rekrutteringer og behovet for at hente dygtig udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Vi gjorde op med, at man permanent kunne indrette sig på et liv med deltidsjob og supplerende dagpenge. Det var en usund alliance mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som fastholdt mennesker på deltid med statsstøtte.

Senest har vi så gennemført sygefraværsaftalen, som indeholder et nyt fokus på sygefravær. Vi skal ikke længere fokusere på, hvad man som syg ikke kan, men derimod hvad man fortsat kan. Her taler jeg selvfølgelig ikke om folk, der f.eks. har fået influenza A, men om folk, der f.eks. har ondt i ryggen. Her ved vi, at en dårlig ryg faktisk kan have godt af at blive brugt, og at den bliver bedre, hvis den bliver styrket.

Alle disse reformer har bidraget til de gode resultater, som Danmark har opnået økonomisk og på arbejdsmarkedet fra 2001 og frem til, at den internationale krise satte ind sidste år. Lad mig blot nævne to af disse store fremskridt: Ledigheden i Danmark blev bragt ned på under 50.000, hvilket var det laveste niveau siden 1960'erne. Antallet af langtidsledige er bragt ned til knap 20.000. Da regeringen kom til, var der mere end fire gange så mange langtidsledige. Det er resultater, som har bidraget til, at vi har fået høvlet statsgælden kraftigt ned, og at vi i dag står rustet til at imødegå krisen. For der er krise i Danmark for tiden, en international krise, som denne regering vil gøre alt, hvad der overhovedet står i dens magt, for at bringe Danmark så skånsomt som muligt igennem.

De unge er dem, der er hårdest ramt af krisen og den stigende ledighed. Lige nu er ungdomsledigheden ikke så stor i Danmark, hvis man sammenligner med resten af Europa, men den kan vokse og bide sig fast, ligesom man f.eks. ser det i Sverige, hvor ungdomsledigheden er dobbelt så høj. Unge skal være i gang med et job eller en uddannelse. Det er sårbare år, hvor de unge former deres identitet og opbygger deres selvværd; det er her, de har brug for et sted at høre til.

Vi ved, at unge ledige sidder meget nemmere fast i ledighed end dem med mere viden og arbejdserfaring i bagagen. Jeg vil ikke acceptere, at en hel generation risikerer at starte deres arbejdsliv med at føle nederlag. Derfor har regeringen indgået en aftale med et bredt flertal i Folketinget om to ungepakker på i alt 2,3 mia. kr. Blandt unge med uddannelse er beskæftigelsen 20 pct. højere end blandt unge uden en uddannelse, og derfor er regeringens mål også, at 95 pct. af alle unge i 2015 tager en ungdomsuddannelse.

At tage hånd om de unge i en krisetid er helt afgørende for, at vi på længere sigt har den arbejdskraft, vi skal bruge. Derfor er ungepakkerne og globaliseringsaftalen som helhed for mig at se endnu et eksempel på, at regeringen udviser rettidig omhu, og på, at vi tænker langsigtet, når vi håndterer krisen.

Ud over udfordringerne med at hjælpe de unge står vi også over for en anden udfordring, en udfordring af en lidt anden karakter. Kriser skaber nemlig myter, og myter er som bekendt sejlivede. Den myte, vi står over for lige nu, og som vi alle sammen er forpligtet til at gøre op med, er myten om, at der ikke er nogen job at få i Danmark i øjeblikket. Faktum er imidlertid, at Beskæftigelsesministeriets undersøgelser viser, at efter 3 måneders ledighed er fire ud af ti kommet videre. De er i job eller uddannelse. Det tager ca. 2-3 uger længere for nyledige at finde et job eller komme i gang med en uddannelse end før krisen.

Det er altså ikke udsigtsløst for de ledige at finde et nyt job, selv om der er krise. Der er ganske vist færre job, og de kan ligge lidt længere væk eller være i en anden branche, men som ledig bliver man nødt til at være aktiv og kreativ. Det kan meget vel være, at man skal til at tænke i helt nye baner, for der er ikke længere frit valg på alle hylder.

Uddannelse kan også være den rigtige vej. Vi ser lige nu, at rigtig mange unge går i gang med en uddannelse, og vi ser, at rigtig mange medarbejdere efter- og videreuddanner sig. Der er med andre ord mange, som tænker langsigtet her under krisen, og mange af de ting, som vi gør under krisen, kommer Danmark til gavn på længere sigt.

At bringe Danmark så skånsomt som muligt igennem krisen, så vi kommer ud på den anden side i fin form, er for mig at se selve forudsætningen for, at vi kan tage hånd om de mere langsigtede udfordringer. Derfor er det også helt afgørende, at vi ikke benytter krisen som undskyldning for at vende tilbage til fortidens synder. Vi må ikke misbruge krisen til at vende tilbage til blot at opbevare de ledige eller – endnu værre – bare at lade dem passe sig selv. Det vil nemlig være det samme som at gøre os selv en bjørnetjeneste. Vi skal holde fast i succesen fra de gode tider, det skylder vi ikke mindst de ledige, for det er jo deres ve og vel, det gælder.

Tak til beskæftigelsesministeren. Ordføreren for forespørgerne, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

I slutningen af august kom Arbejdsmarkedskommissionen med sin rapport. Vi har prøvet at rejse den her forespørgsel for at finde ud af, hvad regeringen egentlig agter at gøre i den anledning. Den blev jo aflyst allerede dagen før af finansministeren, og nu håbede jeg så, at man, når der var hele to ministre oppe at svare, kunne få løftet lidt af sløret for, hvad regeringen har tænkt sig at gøre. I stedet for har jeg nu fået at vide, hvad man har gjort de sidste 8 år, og det er selvfølgelig også meget interessant; nu hvor regeringen fylder 8 år her lige om lidt, er det jo en spændende gennemgang. Men jeg synes bare ikke, der kom svar på de spørgsmål, som fremgår af forespørgslen.

Halvanden måned før Arbejdsmarkedskommissionen kom med sin rapport, kom OECD med en rapport, der sagde, at Danmark skal have 100.000 flere i beskæftigelse, hvis vi skal have en vækst på EU-niveau, og 180.000 flere, hvis vi skal have en på OECD-niveau. Sådan er det. Der mangler arbejdskraft i Danmark i fremtiden, hvis vi skal have råd til at have et velfærdssamfund.

Højkonjunkturen blev undskyldningen for ikke at gennemføre reformerne; nu er krisen blevet undskyldningen for ikke at gennemføre reformerne. Man må håbe, der findes en mellemvej mellem højkonjunktur og lavkonjunktur, så der er et gyldent tidspunkt, hvor der vil være et lille vindue, hvor selv en borgerlig regering vil være villig til at gennemføre reformer. Man skulle nærmest tro, at det var en socialdemokratisk regering, og det er vel heller ikke underligt, at Berlingske Tidende karakteriserede finansministerens udtalelser som en »halv Jørgensen« – det var vist tidligere statsminister Anker Jørgensen, der her blev henvist til.

Arbejdsmarkedskommissionen er kommet med en række forslag – 44 styks. I Liberal Alliance er vi meget glade for reformer og har sagt, at vi sådan set er parate til, at man kunne gennemføre alle 44, hvis det var det. Men der er selvfølgelig et stykke fra 3 til 90 mandater, det er vi godt klar over. Når man ser på forslagene, er der jo to af dem, der virkelig vil batte. Det er primært en ændring af efterlønnen, for ikke at sige en afskaffelse, der vil gøre noget, og det er sekundært en ændring af dagpengesystemet, som vil have en effekt. Så er der måske nogle, der tænker: Et land uden efterløn og et land med en halv dagpengeperiode, kan man kalde det et velfærdssamfund? Man skal sådan set ikke gøre meget mere end at tage over Øresundsbroen for at finde sådan et land, som hedder Sverige, og som vel godt kan karakteriseres som et velfærdssamfund med kortere dagpengeperiode og ingen efterlønsordning.

Det er da også sådan, at både Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og den borgerlig-liberale tænketank CEPOS alle som en siger, at der er brug for reformer. Jeg tror sådan set, det næsten er svært at skaffe nogenlunde ædruelige økonomer, der vil sige, at der ikke er brug for reformer, for vi ved det jo alle sammen; vi mangler den arbejdskraft i fremtiden, også selv om vi har en midlertidig konjunkturarbejdsløshedsstigning i øjeblikket. Ja, faktisk er vi kommet så langt, at selv formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, i dag har været ude at tale om, at noget må gøres. Som hun siger i dag: Alle taler om reformer, når kameraerne er slukket på Christiansborg, men næsten ingen tør sige det højt.

I Liberal Alliance tør vi godt sige højt, at hvis Danmark skal være et samfund, der er præget af velstand også i fremtiden, så kræver det reformer. Og jeg synes, det er noget bekymrende, når beskæftigelsesministeren her fra Folketingets talerstol netop har sagt, at hun er enig i, at udfordringerne skal løses, tænkepause, bare ikke lige nu. Det har været regeringens politik i 8 år, at de her udfordringer – mangel på arbejdskraft – skal løses, bare ikke lige nu, som beskæftigelsesministeren netop har udtrykt det. Vi må opfordre regeringen til at komme i gang med en mere borgerlig-liberal dagsorden, så vi kan få gang i reformerne. Fremtidige generationer vil laste dette Folketing for ikke at have gjort noget, hvis ikke man snart tager initiativ og sørger for, at det enorme problem, vi har i dag, med mangel på arbejdskraft bliver løst.

Tak til ordføreren. Hr. Jens Vibjerg som ordfører for Venstre.

For tiden er situationen på arbejdsmarkedet bekymrende. Ledigheden stiger på grund af den økonomiske krise, og det skaber usikkerhed. Konkurser og det at miste arbejdet har store konsekvenser for medarbejdere og for lokalsamfund, og derfor må man sige, at det jo ikke lige er tiden nu at diskutere, hvordan vi skaffer mere arbejdskraft. Selvfølgelig skal vi have blik for det langsigtede, men den store udfordring nu er at skabe arbejdspladser til de mennesker, der bliver ledige.

Regeringen har sammen med et bredt flertal her i Folketinget gennemført en lang række tiltag, som netop sikrer, at vi også har arbejdskraft til rådighed lang tid fremover. Velfærdsreformen er jo en de allerstørste landvindinger, og den har sikret, at vi har kunnet lave reformer, der er meget, meget langtidsholdbare. Netop det forhold, at vi rykker folkepensionsalderen og efterlønsalderen i forhold til middellevetiden, er vel noget af det største, man kan tænke sig at gennemføre, og det er en meget langtidsholdbar reform.

Derudover er der, som ministeren også har sagt, gennemført en lang række tiltag til at sikre, at vi får de mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet af den ene eller en grund, ind på arbejdsmarkedet, så de bliver en del af det samfund, som er aktivt på arbejdsmarkedet. Det gælder de unge, det gælder de ældre, det gælder de syge – vi skal give alle, der har mulighed for at bidrage, de bedste muligheder.

Men lige nu handler det om at få de mennesker, der bliver ledige, i gang på arbejdsmarkedet. En af de ting, som regeringen har gennemført, og som bidrager til at hjælpe de ledige, er det enstrengede beskæftigelsessystem, som betyder, at der er én indgang, ét sted, man skal henvende sig, uanset om man mangler et arbejde, om man er syg, eller hvad problemet er. Det er det samme sted, man henvender sig, det er den samme myndighed, der følger den enkelte hele vejen igennem.

Vi har gennemført en lang række reformer, som ministeren også har været inde på, og som jeg derfor heller ikke skal gentage her. Det ligger jo ret naturligt, at alle de tiltag, som regeringen har gennemført, også er noget, vi i Venstre har været meget optaget af at få gennemført.

For ikke at forlænge debatten skal jeg nu på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti løbende har gennemført betydelige reformtiltag for at øge arbejdsudbuddet og sikre finanspolitisk holdbarhed, senest i form af skattereformen i Forårspakke 2.0, jobplanen og sygefraværshandlingsplanen fra 2008, der isoleret styrker den finanspolitiske holdbarhed med ca. 7 mia. kr.

Folketinget konstaterer, at målsætningen om finanspolitisk holdbarhed fortsat udgør en væsentlig udfordring på trods af de gennemførte strukturreformer. Finanskrisen har forværret holdbarheden af de offentlige finanser. Endvidere består der fortsat en langsigtet udfordring med at øge arbejdsudbuddet.

Folketinget imødeser, at regeringen kort efter årsskiftet fremlægger Danmarks Konvergensprogram 2009, som vil indeholde en status for de finanspolitiske udfordringer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 14).

Tak til ordføreren. Det fremsatte forslag til vedtagelse af Jens Vibjerg (V), Bent Bøgsted (DF) og Per Løkken (KF) vil indgå i de fortsatte drøftelser.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak. Jeg synes desværre, at ordføreren fortsatte lidt i samme spor som sine partifæller – men det er måske ikke så mærkeligt – med, at der er sket så meget godt i 8 år, men der skal ikke ske så meget nu. Jeg tror endda, at ordføreren brugte formuleringen: Jeg skal ikke forlænge debatten unødigt. Nej, men det er jo egentlig en ret vigtig debat. Det er en debat, der handler om, hvordan vi får skaffet den arbejdskraft, der sikrer, at Danmark også i fremtiden kan være et samfund, der er præget af velstand.

Har ordføreren ikke nogen bud på det, og har ordføreren ikke en holdning til, hvad vi skal gøre med alle de glimrende 44 forslag, som Arbejdsmarkedskommissionen er kommet med?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at den regering, vi har nu, har været kendetegnet ved rettidig omhu hele vejen igennem ved at gennemføre de reformer, der er nødvendige i den situation, vi er i.

Vi har været igennem en periode, hvor vi havde stor mangel på arbejdskraft, da var dagsordenen at øge udbuddet af arbejdskraft. Det har vi gennemført. Nu er situationen, at vi skal sikre flest mulige arbejdspladser til dem, der mister deres arbejde. Det er dagsordenen nu. Så jeg mener, at regeringen på den led kommer med de tiltag, der på det givne tidspunkt er nødvendige.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Men det vil sige, at Venstres ordfører mener, at for at løse en midlertidig konjunkturstigning i arbejdsløsheden – en konjunkturarbejdsløshed – skal man ikke tage fat på de strukturelle problemer, så man på lidt længere sigt kan sørge for, at vi ikke kommer til at mangle arbejdskraft.

Jeg forstår det sådan, at det er sagt meget klart fra Venstres side, at under krisen vil man ikke gøre noget, man ville heller ikke før krisen sørge for at tage fat på de reformer, der skulle sikre, at vi kan forsørge alle de ældre, der er, og at vi kan sørge for, at vi får en større arbejdsstyrke på lidt længere sigt. Vil det sige, at man helt har opgivet at gøre noget i forhold til de strukturelle reformer? Har man helt opgivet den liberale arv?

Ordføreren.

Det undrer mig lidt, at hr. Simon Emil Ammitzbøll slet ikke har fulgt med i, hvad vi har gennemført i det her Folketing, siden vi fik den her regering. Der er gennemført den ene reform efter den anden for at sikre tilstrækkeligt udbud af arbejdskraft. Derfor undrer det mig, at Liberal Alliances ordfører kan give udtryk for det, han gør her, for det er jo direkte i strid med den virkelige verden.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Bødskov.

Tak. Altså, jeg må sige, at jeg simpelt hen ikke ved, hvem det er, der fortæller den såkaldte sandhed om regeringens økonomiske politik både til finansministeren, beskæftigelsesministeren og Venstres ordfører.

Man siger, at det man foretager sig, er præget af rettidig omhu, og at man har en politik, som skal sikre, at Danmark kommer så skånsomt som overhovedet muligt igennem krisen, og at det lige nu handler om en indsats, hvor man vil sikre flest mulige arbejdspladser. Slår man en streg der og kigger på, hvad der står på bundlinjen af regeringens krisestyring, så er det punkt 1: Man har en økonomisk strategi, som ikke hænger sammen. Punkt 2: Man har et parlamentarisk grundlag, man ikke kan bruge til at sikre sammenhæng i sin egen økonomiske strategi. Det er fint nok at klandre oppositionen for, at den ikke vil være med til noget, men man er trods alt regering og sidder på et flertal. Punkt 3: Man er uden svar på, hvad det er for væksttiltag, der skal bringe Danmark videre.

Bare en af de udfordringer, som man sprænger nænsomt hen over, kunne jeg godt tænke mig et svar på: Langtidsledigheden eksploderer lige nu, og det kommer til at gå meget stærkere. Hvad er Venstres svar på at undgå, at langtidsledigheden stiger?

Ordføreren.

I en tid, hvor verden i den grad er mærket af en økonomisk krise, påvirker det selvfølgelig også det danske arbejdsmarked. Men vi må da sige, at når vi kigger på Danmark og den udvikling, vi har her, set i forhold til alle de lande, vi normalt sammenligner os med, så har vi haft en regering, der har leveret varen i den periode, den nu har siddet, altså siden vi fik den borgerlige regering. Den har skabt forudsætningerne for en økonomisk politik, der sikrer, at vi nu har den handlefrihed, der skal til. Det er jo det, der så er gennemført det sidste års tid – senest her med finansloven – som er med til at stimulere den indenlandske efterspørgsel. Vi kan selvfølgelig ikke i kraft af dansk politik få tyskerne til at købe flere varer, få englænderne til at købe flere varer, eller få svenskerne til at købe flere varer, men vi kan stimulere den indenlandske efterspørgsel, og det har vi gjort.

Hr. Morten Bødskov.

Det kan man jo sige, men hvis man så ser på, hvilken strategi regeringen rent faktisk har benyttet, så er det jo heller ikke gået særlig godt. Altså, det, der er hele problemet i regeringens økonomiske strategi, er, at frigivelse af SP-ordningen – det kan være meget fint – skattelettelser og alt muligt andet jo ikke har stimuleret den indenlandske efterspørgsel i tilstrækkelig stort omfang. Det er i hvert fald ikke nok til at modvirke, at arbejdsløsheden efter vurderingerne jo risikerer at havne på 190.000, nogle siger 200.000, med udgangen af 2011.

I de der 200.000 – eller 190.000, eller hvad vi kommer op på – ligger altså en eksplosion i antallet af langtidsledige. Der skal jeg konstatere, at man fra Venstres side ikke har et svar på, hvad man vil gøre ved det, andet end at sige, at det er en international krise, at vi ikke kan gøre noget, og at vi ikke engang kan tage toppen af stigningen i arbejdsløsheden. Vi kan ikke gøre noget ved den stigning i langtidsledigheden, som der er. Er det svaret til dem, som havner i langtidsledighed i de her uger og måneder?

Ordføreren.

Jeg må sige til hr. Morten Bødskov, at det jo ikke er rigtigt. Regeringen har virkelig taget toppen af stigningen, for hvis ikke man havde gjort det, hvis ikke man havde gennemført de tiltag, havde verden set helt, helt anderledes ud. Men det store problem er jo eksportvirksomhederne, og vi kan ikke stimulere efterspørgslen på det store verdensmarked, som jeg har givet udtryk for tidligere. Vi kan stimulere den indenlandske efterspørgsel, men det løser jo altså ikke eksportudfordringerne.

Det, vi så kan, er at gøre alt muligt for, at de mennesker, der bliver ledige, kommer i andre job. Vi har stadig væk områder, hvor der er jobåbninger. Det er jo rent faktisk sådan, at stiger ledigheden i en måned med 5.000 personer, dækker det over, at ca. 60.000 går ud af det job, de er i, og at 55.000 kommer i et nyt job. Det er et udtryk for, at vi har et meget, meget dynamisk arbejdsmarked, og det skal vi være meget glade for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Jamen der skal jo også være plads til at rose, og jeg synes, at det lyder, som om der i det forslag til vedtagelse, vi får i dag, er en eller anden form for problemerkendelse fra regeringens side af, at der er et problem med holdbarheden. Det står jo i skærende kontrast til det forslag til vedtagelse, man præsenterede den første arbejdsdag det her år i det her Ting. For der sagde man jo, og jeg citerer:

»Folketinget konstaterer desuden, at der er et solidt fundament for en fortsat sund udvikling i dansk økonomi med høj og stabil beskæftigelse, gode rammevilkår for vækst samt en holdbar udvikling i de offentlige finanser.«

Siden den 13. januar, hvor man fremsatte det her, er der så sket det, at dansk økonomi mildest talt ikke har været i en sund udvikling. Der har været en voldsom vækst i ledigheden, der har været en negativ vækst i BNP, og holdbarheden i dansk økonomi er blevet markant forværret. Derfor er mit spørgsmål til hr. Jens Vibjerg selvfølgelig: Hvad vil man gøre for at øge holdbarheden i dansk økonomi – lave skattestigninger, nedskæringer eller reformer?

Ordføreren.

For mig er der da ingen tvivl om, at når vi kommer over krisen, hvilket vi jo forhåbentlig gør i løbet af et års tid eller halvandet, så skal der igen ske reformer, ligesom der skulle i den periode, hvor vi havde mangel på arbejdskraft. Men i øjeblikket er fokus altså på at sikre, at der er færrest mulige, der mister deres arbejde, og at få flest mulige af dem, der mister deres arbejde, i arbejde igen.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, for et års tid siden, hvor det var mangel på arbejdskraft, der var en del af problemet, blev det jo ikke til nogen reformer. Regeringen var ikke i stand til at skabe et flertal i Folketinget, som ville lave reformer, og derfor står man jo lidt i en besynderlig situation nu. Jeg skal i øvrigt sige til hr. Jens Vibjerg, at han glemte at sige »den internationale krise«, og jeg tror nok, at det er en fast vedtagelse blandt regeringspartierne, at man ikke bare må sige »krise«.

Dernæst vil jeg så sige, at det er udmærket: Vi er enige om, at det ikke er skattestigninger, det ikke er nedskæringer, men reformer. Så må vi spørge hr. Jens Vibjerg: Når man har en 2015-plan, hvornår skal de reformer så indtræde, og hvad skal de bestå af? Det kan jo være fint nok, at man siger, at det ikke skal være nu, vi skal lave dem, men jeg går ud fra, at Venstre – efter at have set Arbejdsmarkedskommissionens bud, Velfærdskommissionens bud, læst vismændenes rapporter, som siger, at man umuligt kan nå 2015-planen – garanteret har et bud på, hvilke reformer der skal føre til holdbarhed i økonomien, for ellers sejler det jo bare derudad.

Ordføreren.

Arbejdsmarkedskommissionen er kommet med mange glimrende forslag, som kan diskuteres, når vi når dertil. Derfor har den her regering jo heller ikke smidt rapporten i skraldespanden, men lagt den i skuffen, hvorimod det parti, som De Radikale samarbejder tæt med nu, har smidt rapporten i skraldespanden. Så jeg må altså nok sige, at det jo er regeringen, der leverer den ansvarlige politik.

Tak til ordføreren. Den næste er hr. Morten Bødskov – undskyld, hr. Eigil Andersen med en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvad hans synspunkt er på at indføre en arbejdsmiljøreform. Det er jo rigtigt, at der p.t. ikke er brug for arbejdskraft; vi har rigeligt med arbejdskraft, vi har den største opgave med at skaffe job til dem, der er arbejdsløse. Men om nogle år kan situationen opstå på grund af de mindre årgange, der kommer ud på arbejdsmarkedet.

Mange mennesker lider under følgerne af arbejdsulykker, under erhvervsbetingede lidelser. Der er bl.a. blevet anmeldt 17.000 erhvervsbetingede lidelser sidste år, og der blev anmeldt 48.000 arbejdsulykker. Dels lider de under det, dels er de jo så ikke på arbejdsmarkedet, mens de er syge, og havner måske på førtidspension. Hvad er Venstres syn på at gennemføre en arbejdsmiljøreform, som for alvor vil forbedre arbejdsmiljøet og sørge for, at folk ikke bliver syge og ramt af ulykker?

Ordføreren.

Igen kan jeg jo sige, at regeringen har været præget af rettidig omhu. Man har gennemført en arbejdsmiljøreform, man har oprettet Forebyggelsesfonden, hvor der er sat milliarder af i bestræbelserne på at forebygge nedslidning, og hele sygefraværshandlingsplanen er et udtryk for indsatsen på det her område. Så det har virkelig haft en meget, meget høj prioritet at sikre, at folk ikke bliver nedslidt, at folk ikke bliver syge, at vi har et godt arbejdsmiljø.

Hr. Eigil Andersen.

Tallene modbeviser det. Antallet af anmeldelser er stort set uændret, og i det omfang de har bevæget sig, har de været lidt stigende. Så tallene modbeviser simpelt hen, at der sker noget. Og jeg vil minde om, at der dagligt er 50.000 mennesker i Danmark, som er syge på grund af et dårligt arbejdsmiljø. Det gælder, hvad enten det er nedslidning af SOSU-assistenter inden for ældreområdet, eller det er mennesker, der får eksem eller bliver mobbet på deres arbejdsplads og ender med at måtte gå på førtidspension. Hvad er regeringens planer med hensyn til at gøre noget fremadrettet her for at sikre fremtidens arbejdskraft?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at Forebyggelsesfondens indsats altså ikke kan aflæses af statistikkerne endnu, al den stund at det er første år, det kører. Det tager altså tid at få resultater af den. Sygefraværsindsatsen begynder vi at se resultater af nu. Så sent som for et par dage siden så jeg, at sygefraværet i Fredericia Kommune er raslet ned på grund af indsatsen, så der begynder vi at se virkelig positive tal som produkt af den handlingsplan, som regeringen har gennemført.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Det er ret utroligt at høre alle de her mange rosende ord om sit eget arbejde, når det, der har været realiteten, har været en eksploderende arbejdsløshed og nedskæringer inden for arbejdsmiljøet.

Men det, jeg egentlig gerne vil spørge hr. Jens Vibjerg om – i forlængelse af, hvad hr. Eigil Andersen sagde – er, om Venstre går ind for det, som Venstres medlemmer af Nordisk Råd har været med til at stemme for, nemlig at vi skal begynde at indrette arbejdsmarkedet, så det er bæredygtigt, sådan at mennesker ikke skal tilpasses arbejdsmarkedet, men at det i stedet er arbejdsmarkedet, der skal tilpasses mennesker, så vi holder op med at slide dem ned. Særlig har vi jo en forpligtelse på det offentlige arbejdsmarked til at lade være med at nedslide og udstøde mennesker.

Vil Venstre være med til at sige, at det er arbejdsmarkedet, der skal tilpasses mennesker?

Ordføreren.

Det er jo det, vi er i fuld gang med.

Fru Line Barfod.

Betyder det, at Venstre vil tilslutte sig, at arbejdsmarkedet skal være bæredygtigt, og at man rent faktisk skal stille krav til arbejdsmarkedet om at sikre, at det er bæredygtigt, ikke kun når vi snakker miljø, men også bæredygtigt i forhold til mennesker – altså at man skal sikre, at mennesker ikke bliver slidt ned, men tværtimod får lige så meget energi med hjem fra arbejde, som de havde med, da de kom, og at mennesker skal kunne holde til et helt arbejdsliv og ikke, som vi ser for nogle grupper i det offentlige, være nødt til at have en gennemsnitlig pensionsalder på midt i 40'erne?

Ordføreren.

Nu er fru Line Barfod jo ikke med i arbejdsmiljøforligskredsen og har måske derfor ikke helt indsigt i, hvad det er, vi har gjort af indsatser på det her område. For det er jo meget, meget store indsatser, der er gjort, og der bliver i den grad stillet krav til arbejdspladserne.

Jeg kunne foreslå, at fru Line Barfod en dag tog med mig ud i det virkelige liv og besøgte arbejdspladserne, så hun virkelig fik set, hvad det er for nogle krav, der bliver stillet ude på de enkelte arbejdspladser, for så ville det også for fru Line Barfod stå lysende klart, at indsatsen i hvert fald er til rosende bemærkninger. Der bliver virkelig gjort en stor, stor indsats for at nedbringe både sygefraværet, nedslidningen og antallet af skader og ulykker.

Tak til ordføreren. Den næste er hr. Morten Bødskov som ordfører for Socialdemokraterne.

Der er ingen tvivl om, at dansk økonomi er i krise. Man kan læse det i aviserne, man kan se det i nyhederne: Hver dag mister i hundredvis af mennesker deres arbejde. Antallet af konkurser eksploderer i de her tider, eksporten er hårdt ramt, væksten er på et historisk lavt niveau, og innovationen i vores erhvervsliv sætter bundrekord. Samtidig er den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi også under pres, ikke kun, som det er sagt, af et midlertidigt, voldsomt internationalt økonomisk tilbageslag, men også af VKO-flertallets fejlslagne økonomiske politik.

Man kunne indtage det standpunkt, at efter snart 15 års konstant økonomisk fremgang indtil sidste år burde 7-8 år måske have været nok til at sikre den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi og sikre et løft i velfærden. Men sandheden er, at de forhold, der kunne have polstret Danmark til krisen og sikret en stærk og langsigtet økonomisk holdbarhed i dansk økonomi, har svigtet. Regeringen har konsekvent taget fejl af krisens omfang, og med finanslovaftalen for 2010, ja, så begår VKO-flertallet sin anden historiske fejl. Først undervurderede man krisens omfang og dens voldsomme konsekvenser for vækst og beskæftigelse, og nu mener man åbenbart i ramme alvor, at krisen er ved at være drevet over og der derfor ikke er behov for et markant væksttiltag, som kunne skabe vækst og beskæftigelse her og nu til gavn for de mange arbejdsløse. Det er to så helt fatale fejl, at det er vores vurdering, at det vil få meget, meget alvorlige konsekvenser for væksten og beskæftigelsen i det danske samfund. Endnu flere tusinde familier vil skulle se arbejdsløsheden i øjnene, og vækstkrisen i dansk økonomi risikerer man derved at trække i langdrag.

Vi har fra starten i Socialdemokratiet gjort det fuldstændig klart, at vi ikke stiltiende vil se på, at dansk økonomi går i knæ, og at lav vækst og stigende arbejdsløshed skal sætte sig i en svækkelse af den økonomiske holdbarhed i Danmark. Men nu er vi i knæ, og regeringens manglende vilje til at sikre vækst og arbejdspladser holder os i knæ. Prisen betales af dem, som kastes ud i arbejdsløshed.

Rapporten fra Arbejdsmarkedskommissionen er selvfølgelig interessant læsning, men problemet lige nu er ikke mangel på hænder, for dem er faktisk alt for mange af. Problemet lige nu er mangel på job, og at vi skal have skabt grundlaget for at styrke væksten og beskæftigelsen, således at vi her og nu kan få skabt job og sikret den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi.

Med velfærdsaftalen i sommeren 2006 tog vi i Socialdemokratiet, i øvrigt sammen med et bredt flertal i Folketinget, et stort ansvar for at fremtidssikre dansk økonomi. Med ændret tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet var grunden lagt for at sikre en langtidsholdbar udvikling af dansk økonomi, og det bekræftede vi alle sammen hinanden i. Men bare et år efter underminerede regeringen og Dansk Folkeparti velfærdsaftalen, for før folketingsvalget i 2007 uddelte VKO-flertallet store ufinansierede skattelettelser. Og resultatet, ja, det er det, vi reelt diskuterer her i dag, nemlig et kæmpe, milliardstort hul i statskassen, og det kan kun være på grund af det huls størrelse, at regeringen, som det også er sagt, i efteråret foreslog, at man skulle forkorte dagpengeperioden. For det virker fuldstændig absurd for Socialdemokraterne, at regeringens svar i en tid, hvor arbejdsløsheden nærmest fordobles fra år til år, er, at man vil halvere dagpengeperioden.

Vi skal undgå et alvorligt økonomisk tilbageslag i Danmark, og derfor er der behov for en vækstpakke nu, som fremrykker og øger de offentlige investeringer; som forbedrer mulighederne for, at vi kan skabe grundlaget for også at udvikle små og mellemstore virksomheder i Danmark; som omlægger vores skattesystem, således at skatten på arbejdsindkomst sænkes markant, at skattehullerne ikke mindst lukkes, og af hensyn til at et bedre miljø kan fremmes via skattesystemet; og som stopper besparelserne på uddannelsesområdet og øger mulighederne for at blive længere tid på arbejdsmarkedet, således at marginaliseringen og udstødelsen ikke skal være den herskende dagsorden.

Samtidig skal vi minimere effekterne af finanskrisens omfang og sikre, at der er den nødvendige kapital til små og mellemstore virksomheder, således at de kan skabe vækst og beskæftigelse.

Hvis regeringen fortsætter sin hidtidige vej med stadig større og ufinansierede skattelettelser, ja, så må vi sige, at recepten er klar: Det er en større nedslidning af velfærden, det er et endnu større hul i kassen, og det vil skade holdbarheden i dansk økonomi varigt. Det skal vi undgå, og derfor skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, SF og De Radikale fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark står i en økonomisk krise af historiske dimensioner, og at regeringen konsekvent har fejlvurderet krisens omfang og ikke lever op til egne målsætninger i 2015-planen.

Folketinget konstaterer samtidig, at regeringen har ført en politik uden synderlig effekt for bedre vækst og beskæftigelse og ikke har taget et nødvendigt ansvar for at sikre den langsigtede holdbarhed af dansk økonomi og velfærd.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at fremlægge en vækstpakke, der her og nu kan afbøde krisens negative konsekvenser for Danmark, imødegå den hastige stigning i arbejdsløsheden og fremtidssikre vores økonomi og velfærd ved yderligere at fremrykke offentlige investeringer og investere målrettet i bl.a. klima, uddannelse og bedre arbejdsmiljø.

Folketinget opfordrer desuden regeringen til at fremlægge en ny og realistisk økonomisk plan, der kan sikre den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 15).

Det fremsatte forslag til vedtagelse af hr. Morten Bødskov, hr. Eigil Andersen og hr. Morten Østergaard vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Ja, hvis det her havde været en eksamen, måtte man sige, at oppositionen havde misforstået opgaven. Forespørgslen handler jo om, hvad der skal ske i forlængelse af Arbejdsmarkedskommissionens rapport og i forhold til den fremtidige mangel på arbejdskraft.

Det har jo interesseret os noget, hvad forskellen var på regeringen og Socialdemokraterne, og jeg kan forstå det sådan, at man er enig om at aflyse reformerne. Er det korrekt forstået? Man vil så bare poste endnu flere penge ud i det offentlige lige nu.

Ordføreren.

Altså, jeg tror ikke, det kommer som nogen overraskelse, at Liberal Alliance og Socialdemokraterne ikke deler synet på den økonomiske politik. Vi mener, at hovedproblemet lige nu er mangelen på job. Vi skal have skabt de her job, og det er derfor, vi agiterer stærkt for – og det er ikke bare os som Socialdemokrater, der gør det; også de økonomiske vismænd har jo argumenteret kraftigt for det – at der bliver sat gang i vækstinitiativer, som kunne skabe de her job. Det hænger meget nøje sammen med de problemer, som regeringen har skabt for sig selv, ved at den har sønderskudt sin egen økonomiske politik og dermed skabt hullet i statskassen. Hvis vi ikke gør noget nu og bare fortsætter, som regeringen gør, ja, så bliver det hul større, og derfor er der faktisk god samfundsøkonomi i at fremrykke offentlige investeringer og skabe job. Og der rammer vi lige nøjagtig ned i det, der er kernen i Arbejdsmarkedskommissionens rapport: at sikre og styrke holdbarheden i dansk økonomi. Det er det, der er pointen i den socialdemokratiske vækststrategi.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det er meget fint, at man gerne vil følge vismændene. Det er bare lidt ærgerligt, hvis man så at sige ikke læser alle siderne – hvis det kun er den del, der koster penge, som man læser, og man f.eks. ikke læser det, der handler om, at der er brug for strukturreformer i det danske samfund, brug for en lettelse af selskabsskatten. Man burde jo, i hvert fald efter vores overbevisning, i højere grad gå ind og sikre, at fremtidige generationer ikke overlades regningen fra vores generation; sikre, at der er arbejdskraft nok i fremtiden; sikre, at der er velstand i fremtiden, sådan at Danmark kan blive et land, der ligger i toppen, også i fremtiden. Vi er jo gledet ned i forhold til de øvrige OECD-lande i de senere år – er det fra en fjerdeplads til en 12. plads? Skulle vi ikke til at kravle opad igen? Det skulle vi jo gerne, men det kræver bare, at også Socialdemokraterne tager fat på reformarbejdet.

Ordføreren.

Altså, nu har to regeringsrepræsentanter stået og tegnet et skønmaleri af, at regeringen er en reformregering, at man gør tingene med rettidig omhu, og at man med de reformer, man gennemfører, forsøger at snige Danmark så skånsomt igennem den her krise, som det overhovedet er muligt. Jeg må sige, at det brede flertal, der stod bag velfærdsaftalen i 2006, bekræftede hinanden i, at der med den aftale var holdbarhed i dansk økonomi. Det hul, der nu er i statskassen, og som Arbejdsmarkedskommissionen var sat til at fylde op med reformer, er skabt af regeringen selv. Man forsøger at skyde skylden på finanskrisen og andet – det kan have forværret problemerne – men hullet var der før finanskrisen. Hvordan kommer vi ud af det? Det er der, hvor vi har en opfattelse, der er grundlæggende forskellig fra regeringens.

Vi mener, at svaret her og nu på krisen er at lave vækstpakker, som kan sætte folk i beskæftigelse nu – og det er vi jo ikke ene om at anbefale: Vismændene gør det, andre lande gør det. Det gør man ikke her i landet. Med finanslovaftalen har man skabt en såkaldt vækstpakke, hvor man vælger at investere 5 mia. kr. over de næste 4 år. Vismændene anbefaler, at der næste år bliver investeret, fremrykket offentlige investeringer, for 10 mia. kr.; regeringen kommer med en såkaldt vækstpakke, hvor man altså giver 5 mia. kr. over 4 år. Det er en fejl, og det vil skade dansk økonomi på lang sigt.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Vibjerg.

Jeg må sige, at alt er ved det gamle, når det handler om Socialdemokraternes politik, for det problem, man vil løse, med de mangler, der nu er på grund af den internationale krise, skal løses med skattestigning. Alt er ved det gamle. Har Socialdemokraterne ikke andre forslag til at løse fremtidens udfordringer, bl.a. med den manko, der er, end bare ved hjælp af skattestigninger?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvem der har talt om skattestigninger. Vi taler om fremrykning af offentlige investeringer – fremrykning af offentlige investeringer! Altså, det taler vismændene om. Det gør de i andre lande. Man må have misforstået den socialdemokratiske politik. Jeg synes sådan set, at vi har forsøgt at få meldt rimelig klart ud, at vi er ganske uenige i regeringens økonomiske strategi, og at vi mener, at det, der er behov for, er fremrykning af offentlige investeringer, som kan skabe arbejdspladser her og nu.

Hr. Jens Vibjerg.

Ja, man er uenig i regeringens strategi, man er uenig i regeringens skattenedsættelser med henblik på at give flere penge ud til borgerne, så de på den led får mulighed for at stimulere efterspørgslen. Det fremgår jo klart, at det ikke er det, Socialdemokraterne vil. Næh, man vil kræve flere penge ind hos skatteborgerne. Det er det, det handler om.

Ordføreren.

Altså, man må bare konstatere, at regeringens økonomiske strategi ikke virker. Først siger finansministeren, at man ikke så finanskrisen – man har indrømmet, at man har fejlvurderet krisens omfang – og nu er man så med den her finanslov ved at begå en anden historisk brøler: Man er ved at aflyse krisen. Hele hovedproblemet i regeringens tilgang er de to fatale brølere, man har begået. Man så ikke krisen komme, man undervurderede den konsekvent, på trods af at der var masser af advarsler – ikke mindst fra den her sal – og nu er man så ved at aflyse krisen. Det må vel være konklusionen, når man kommer med, ja, vel i gennemsnit 1,5 mia. kr. de næste 4 år til fremrykning af offentlige investeringer.

Socialdemokratiets holdning til det her er meget enkel. Vi vil ikke acceptere den meget kraftige stigning, der er i arbejdsløsheden, for det sætter sig i stigende ungdomsarbejdsløshed, det forringer familiernes vilkår, og det sætter sig i en markant stigning i langtidsledigheden. Det er sådan set der, forskellen er. Det er helt enkelt forskellen på regeringens og den socialdemokratiske strategi.

Der er en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Tak. Nu noterer jeg med tilfredshed først, at regeringen har en fast hånd på rattet i styringen gennem krisen. Det kan man så være uenig i. Det, der så kan undre, er, at man ikke hører andet fra den socialdemokratiske ordfører end kritik af det bestående. Det undrer så meget desto mere på baggrund af, at vi lige har været igennem en kommunal valgkamp, hvor mange af de samarbejdspartnere, man jo skal stå på mål sammen med, hvis man får magt, som man har agt, har lovet meget store nye velfærdsforbedringer.

Når man har lyttet til de løfter, der er blevet givet under den kommunale valgkamp, og stillet spørgsmål til finansieringen af dem, har svaret været, at finansieringen kommer fra Christiansborg, og at man skal spørge på Christiansborg. Så det vil jeg da benytte lejligheden til nu og spørge: Hvad er det, man har aftalt med sit bagland for at få finansieret de nye store udgifter på lang sigt? Det spiller jo meget godt sammen med det, som ordføreren selv har været inde på, nemlig at man skal kigge på det langsigtede perspektiv. Jeg har forstået, at man på kort sigt vil have vækstpakker, men hvad vil man så på lang sigt for at kunne finansiere de nye løfter, man nu har givet?

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at det, der blev hentydet til, kunne være SF's valgkampsløfter. Men man må jo spørge SF om, hvordan de har tænkt sig at håndtere det.

Vores hovedprioriteringer er fuldstændig klare. Jeg tror i al beskedenhed, at mange af de hovedprioriteringer, vi har lagt frem herinde, når det handler om at styrke den grundlæggende velfærd – at styrke kommunernes vilkår for rent faktisk også at udvikle velfærden frem for at leve under et regime, hvor der år for år for år er en lavere realvækst i den kommunale økonomi – måske har været en del af årsagen til, at det trods alt er lykkedes for massevis af socialdemokrater at sætte sig i borgmesterstolen. Vi er helt trygge ved, at når der kommer en ny regering, vil de også være i stand til at udvikle den grundlæggende velfærd under helt andre rammer end dem, den her regering er i stand til at sikre dem.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak. Og tak for det svar. Det var faktisk fuldstændig som forventet, nemlig at man ville henvise til, at SF kan løse det selv, når man får regeringsmagten – hvis man ellers får den. Men jeg kan så forstå, at den måde, en S-SF-regering vil føre sin økonomiske politik på, er at sige: Værsgo, her er finansministerposten, og så klarer I det. Men det rækker jo ikke, for man må også i Socialdemokratiet have nogle svar på, hvordan man får de her ting til at hænge sammen.

Jeg har da også senest i dag noteret, at pressen nu efterfølgende begynder at spørge nogle af de kommende socialdemokratiske borgmestre og sågar også nogle af de siddende, hvordan man nu vil få de her ting til at hænge sammen. Der er jo en overordnet samfundsøkonomi, der skal hænge sammen, så man må da også i Socialdemokratiet have gjort sig nogle tanker om, hvordan man vil finansiere de løfter, man selv har været med til at give.

Ordføreren.

Altså, nu er det ikke en finanslovdebat, selv om det er tæt på. Men ordføreren kunne jo starte med at læse det socialdemokratiske finanslovudspil, og så kunne det måske være, at man kunne følge sig fristet af det forslag til vedtagelse, vi har fremsat, hvor der jo klart står, hvordan vi mener at Danmark skal komme ud af krisen. Det er forudsætningen for, at vi kan få skabt vækst og fremgang i det danske samfund igen. Så det er sådan set meget, meget enkelt for Socialdemokraterne, og der er også i SF's finanslovforslag – så meget kan jeg sige – fuldstændig klare prioriteringer til fordel for den grundlæggende velfærd.

Det socialdemokratiske finanslovforslag er finansieret krone for krone, og der er klare prioriteringer, således at kommunerne og regionerne får mulighed for at udbygge den grundlæggende velfærd. Det bliver den dagsorden, som kommer til at gælde, når regeringen skifter og de mange nye socialdemokratiske borgmestre så kan sætte sig for bordenden og begynde at udvikle velfærden i stedet for som sagt at leve under regime, hvor der er besparelser, og hvor der er stadig lavere realvækst i kommunernes økonomi fra år til år.

En kort bemærkning fra hr. Tom Behnke.

Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke den retorik, der bliver brugt. Når jeg sidder og følger debatten her, kan jeg forstå, at når det går godt i Danmark, skyldes det internationale forhold, men når det går rigtig skidt eller knap så godt i Danmark, ja, så er det regeringens skyld. Til trods for at samtlige lande i hele verden er ude i en kolossal finanskrise, er det regeringens skyld. Det har intet med internationale forhold at gøre, det er alene, fordi vi har en elendig regering i Danmark. Det er en underlig form for retorik, synes jeg. Jeg kan konstatere, at man simpelt hen nægter at se virkeligheden i øjnene. Man bruger bare sin retorik.

Men mit spørgsmål er egentlig meget mere konkret, og det er: Ordføreren siger, at der er et hul i statskassen. Så sad jeg og tænkte, at det kan man godt se for sig, hvis det er en regulær kasse. Men hul i statskassen? Hvad er definitionen på, at der er et hul i statskassen? For det må være noget med, at pengene fosser ud i en lind strøm uden nogen begrænsninger, eller hvad?

Ordføreren.

Finansministeren har selv fra talerstolen defineret, hvor stort det hul er. Jeg tror, man mener, at hvis man lægger virkninger af de initiativer, man har sat i værk, sammen, så er det hul, som tidligere var på 14 mia. kr., nu nede på 7-8 mia. kr., så vidt jeg forstår. Så ordføreren kunne gå over og spørge sin finansminister om, hvordan regeringen definerer det hul.

Pointen er den, at vi nu har en regering, som ikke har sammenhæng i kassen, hvor pengene ikke stemmer fra dag til dag, i en situation, hvor man altså heller ikke engang kan bruge sit eget parlamentariske grundlag til at sikre en sammenhængende økonomisk strategi. At det lige pludselig skulle gå hen at blive oppositionens problem, forstår jeg ikke rigtig.

Hr. Tom Behnke.

Nej, nej, bestemt ikke. Vi skal gerne påtage os ansvaret, bare rolig. Det var kun for at høre Socialdemokratiets definition af det. Når man nu selv bruger begrebet, er der rart at høre, hvad definitionen på det er. Den har Socialdemokratiet ikke givet. Man henviser til at spørge ministeren. Det vil jeg så gøre. Så har vi konstateret det.

Så er der det andet meget konkrete spørgsmål, når man nu taler så meget om ledighed: Hvordan var det nu lige, antallet af ledige var i f.eks. 2001 sammenlignet med antallet af ledige i dag? Kan vi huske, hvordan forholdene var der? Vi skal nok gå et par år længere tilbage – det kan også være 1999 eller 1998 eller sådan noget. Hvordan så det ud med ledigheden på det tidspunkt, da vi havde en socialdemokratisk ledet regering, sammenlignet med i dag?

Ordføreren.

Man må bare fastholde, ligesom andre førende økonomer siger, at man skal passe på med at sammenligne de her perioder. Hvorfor skal man det? Det skal man, fordi det, der er hovedproblemet lige nu, er en meget, meget giftig cocktail af en voldsom, voldsom opbremsning i væksten og en meget kraftig international opbremsning og en deraf følgende nærmest lodret stigning i arbejdsløsheden, særligt inden for nogle sektorer. Det er det alvorlige lige nu, og det er det, man skal forholde sig til.

Så er det rigtigt nok, at der tidligere i historien har været nogle perioder, hvor ledigheden har været højere, men man skal som sagt bruge en vækstpakke til at bryde denne negative spiral af en voldsom tilbagegang i væksten og en eksplosiv ledighed, særligt inden for nogle fag. Det er derfor, vi sammen med SF og De Radikale har foreslået, at regeringen fremlægger den her vækstpakke. Det er simpelt hen for at tage toppen af den meget kraftige stigning, der er i arbejdsløsheden nu.

Tak til ordføreren. Den næste er hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti.

Ja, jeg tror, at jeg vil prøve at holde mig til forespørgslen. Det er der mange af de andre, der ikke har gjort. Som vi også hørte hr. Simon Emil Ammitzbøll sige, skulle man forholde sig til, hvad forespørgslen gik ud på, og det er jo Arbejdsmarkedskommissionens rapport, og hvordan regeringen fremadrettet agter at løse problemet med mangel på arbejdskraft.

Hvad angår det der med mangel på arbejdskraft, er der jo blevet lavet en del tiltag, der skulle styrke arbejdskraften fremover: Der er velfærdsreformen, efterlønsalderen er blevet skubbet, og pensionsalderen er blevet skubbet, så man kan blive længere på arbejdsmarkedet. I forbindelse med de sidste tiltag her, har man lavet ungepakken, der skulle hjælpe de unge bedre i gang på arbejdsmarkedet, og man har lavet bedre praktikpladsforhold, der skulle få flere i gang på arbejdsmarkedet.

Vi ved også, når det gælder det her med mangel på arbejdskraft, at der selvfølgelig er en del, der siger, at fødselstallet falder, vi bliver færre og færre, og der bliver flere og flere ældre. Der har vi så heldigvis også kunnet se, at fødselstallet er begyndt at stige igen. Det varer selvfølgelig nogle år, inden de, der nu er født, kommer ud på arbejdsmarkedet, men det er de fremtidige generationer, er jeg ret overbevist om, når vi taler om det. Så der er jo lavet en hel del tiltag, der er lavet flere pakker – der er lavet vækstpakker for også at fremme beskæftigelsen – så langt hen ad vejen er der lavet rigtig mange tiltag.

Jeg må indrømme, at vi i Dansk Folkeparti ikke synes, at det sådan lige måske er det mest passende tidspunkt at skulle diskutere Arbejdsmarkedskommissionens rapport. Vi har faktisk ikke rigtig diskuteret den i Dansk Folkeparti, for da regeringen hældte Arbejdsmarkedskommissionens rapport ned i skuffen, var der ingen, der rigtig vidste noget om, hvad der så kom ud af den. Det er slet ikke sikkert, at den kommer frem igen, det ved vi ikke noget om. Det kan også være, at regeringen bare tager nogle af punkterne frem, og så må det jo være sådan, at det er på det tidspunkt, vi så skal tage en diskussion om Arbejdsmarkedskommissionens rapport.

De tiltag, der er lavet, skal vi også lade virke, før vi begynder at sige, at vi skal lave nye tiltag. Og vi ved også godt, at der er nogle, der siger, at for at skaffe mere arbejdskraft, skal man halvere dagpengeperioden. Jamen altså, hvis ellers man har de rigtige tiltag til at få folk i arbejde, betyder det ikke noget, om man har en dagpengeperiode på 4 år eller 2 år, for så kommer de jo ikke til at gå arbejdsløse så lang tid. Det så vi jo også her under højkonjunkturen; da kom folk hurtigt i arbejde igen. Så der er ingen begrundelse for, at man skulle skære dagpengeperioden ned fra 4 år til 2 år.

Men altså, jeg synes som sagt, at vi skulle lade reformen ligge nu her og så koncentrere os om, at vi kommer over krisen. Og så kan vi til den tid se, om der er nogle af de punkter, som kunne være aktuelle at tage fat på. Der er selvfølgelig mange gode forslag eller dårlige forslag i Arbejdsmarkedskommissionens rapport, det er, som man ser på det. Der er i hvert fald nogle, vi ikke synes om. Men lad os nu se, hvad regeringen kommer med, og så tager vi en diskussion af det til den tid. Og så skal vi også lade de reformer, som vi har lavet, virke.

Hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.

Jeg forstår på Dansk Folkepartis finanslovoplæg, at man, da man gik ind til finanslovforhandlingerne, havde et krav om en vækstpakke næste år på 8-10 mia. kr. med. Man kommer så ud fra forhandlingerne med 5 mia. kr. over 4 år, dvs. sådan 1¼ mia. kr. næste år. Hvorfor accepterer man det?

Ordføreren.

Jo, men altså hvorfor accepterer man det? Dansk Folkeparti er jo selvfølgelig en del af finansloven og regeringens grundlag, det er da fuldstændig korrekt. Men selv om vi er det, er det ikke alt, vi kan få igennem. Det var jo skønt, hvis vi i Dansk Folkeparti, hver gang vi havde et eller andet ønske om noget, kunne få alt igennem. Men sådan forholder det sig jo ikke. Vi må også en gang imellem acceptere, at der er noget, vi ikke kan få igennem, og her kunne vi ikke få den større pakke igennem. Vi kom ud med det, vi kunne få igennem hos regeringen.

Jamen altså, hvis det var sådan, at hr. Morten Bødskov kunne garantere, at Dansk Folkeparti altid kunne få alt, hvad vi ønsker, igennem, ville det simpelt hen være pragtfuldt. Men det kan Dansk Folkeparti ikke engang garantere.

Hr. Morten Bødskov.

Nu er der mange, der siger, at arbejdsløsheden risikerer at stige til de der 180.000, nogle siger 200.000, ved udgangen af 2011. Jeg hører Dansk Folkepartis ordfører sige, at nu må man vente og se, om de initiativer, der er sat i værk, virker, og ellers må vi vente og se, hvad regeringen kommer med. De der beregninger på en stigning i arbejdsløsheden til 180.000, 190.000, 200.000 bygger jo på de initiativer, som regeringen allerede har sat i værk. Derfor er spørgsmålet: Vil man fra Dansk Folkepartis side acceptere, at arbejdsløsheden stiger så kraftigt, som den gør, så flere tusinde vil blive kastet ud i langtidsledighed og ungdomsarbejdsløsheden stiger, eller har man slet ikke selv nogen synspunkter eller holdninger til, hvad der skal til for at tage toppen af stigningen i arbejdsløsheden?

Ordføreren.

Jo, det synes jeg da nok, for hvis man går ind og ser på, hvilke tiltag der er blevet gennemført det sidste års tid, viser det sig jo, at vi også bekymrer os om, hvordan vi skal begrænse arbejdsløsheden. Det der med at lade reformerne virke, er rettet mod den langsigtede mangel på arbejdskraft, som hr. Simon Emil Ammitzbølls forespørgsel omhandler. Forespørgslen omhandler jo ikke, hvor stor arbejdsløsheden er her under krisen; den handler om, hvordan vi fremadrettet sikrer arbejdskraft. Og det er bl.a. der, velfærdsaftalen har været med til at sikre arbejdskraft fremadrettet. Det er jo ikke krisen her og nu, som forespørgslen går ud på at løse.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil såmænd bare først takke hr. Bent Bøgsted for at forholde sig til forespørgslen. Det er jo dejligt.

Så vil jeg stille det helt konkrete spørgsmål: Vil hr. Bent Bøgsted ikke give mig ret i, at hvis der i vore dages Danmark er folk, der er arbejdsløse i mere end 2 år, har de nok andre problemer end arbejdsløshed?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at der er nogle, der kan have andre problemer end arbejdsløshed. Det er også derfor, at der er blevet taget tiltag for at hjælpe dem, bl.a. med ekstra uddannelse og hjælp til at komme i gang på arbejdsmarkedet.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Når nu Dansk Folkepartis ordfører vil give mig ret i, at hvis man i dagens Danmark er arbejdsløs i mere end 2 år, har man andre problemer end arbejdsløshed, vil jeg spørge: Hører de mennesker så virkelig hjemme i dagpengesystemet?

Bør de ikke hjælpes andre steder, fordi det egentlig ikke er arbejdsløshed, der er problemet, mens dagpengesystemet reserveres til dem, der har arbejdsløshed som problem?

Ordføreren.

Jeg vil ikke udelukke, at der er nogle i dagpengesystemet, der skulle hjælpes over i et andet system. Det vil jeg overhovedet ikke udelukke. Jeg kender ikke hver enkelt, der får dagpenge, så det kan sagtens være sådan, at der er nogle, der har nogle forhold, der gør, at de måske skulle hjælpes på en anden måde end gennem dagpengesystemet. Det kan vi jo ikke se herinde. Det er noget, de skal bedømme ude i a-kasserne. Og så skal de selvfølgelig gennem jobcenteret sørge for at samle dem op og give dem den rette hjælp.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Jeg vil godt vende tilbage til det spørgsmål, hr. Morten Bødskov stillede om den såkaldte vækstpakke. Det, jeg forstår hr. Bent Bøgsted nikkede ja til, var, at Dansk Folkepartis vurdering af, hvad dansk økonomi har brug for, er en vækstpakke i den størrelsesorden, som også vismændene taler om, på omkring 10 mia. kr. Det er som bekendt det, som vi og andre oppositionspartier har foreslået i vores finanslovudspil.

Det, det så er blevet til, er en vækstpakke på 1¼ mia. kr. i 2010, og så er der noget i de efterfølgende år.

Jeg vil bare bede hr. Bent Bøgsted bekræfte, at det altså betyder, at man for Dansk Folkepartis vedkommende nu lægger navn og stemmer til en finanslov, som kun lige er godt 10 pct. af den kriseindsats, som Dansk Folkeparti mente var nødvendig, på trods af at alle er enige om, at den altovervejende udfordring her i dag er at få gang i væksten igen. En tiendedel af den indsats, som Dansk Folkeparti syntes var nødvendig – er det ikke for pauvert?

Ordføreren.

Vi gik som sagt til finanslovforhandlingerne med et ønske om en vækstpakke i den størrelsesorden, som hr. Morten Bødskov var inde på. Det er fuldstændig korrekt. Der har været forhandlinger i gang, og resultatet af finansloven er jo det, der er kommet ud af det. Det er det, vi kunne få igennem.

Jeg ved da godt, at hr. Morten Østergaard meget gerne havde set, at Dansk Folkeparti havde sagt, at det vil vi overhovedet ikke være med til, at vi var gået fra forhandlingerne, og at der var blevet udskrevet folketingsvalg. Jeg ved godt, at det har været ønsket. Det er ren ønsketænkning fra hr. Morten Østergaards side.

Men Dansk Folkeparti er et ansvarligt parti. Vi forhandler en finanslov igennem. Der er noget, man kan få, og noget, man må give. Det resultat, der er af finansloven, er det, vi har kunnet komme igennem med her.

Hr. Morten Østergaard.

Det er sådan set, fordi jeg prøver at tage Dansk Folkeparti alvorligt som et ansvarligt parti. Jeg går ud fra, at man ikke har foreslået en vækstpakke af en bestemt størrelse efter at have slået med to terninger, men har gjort det, fordi man har en vurdering af – baseret på, hvad sagkundskaben også siger – at der er et behov for en vækstpakke i omegnen af 10 mia. kr.

Det, der så står tilbage, er altså, at den regering, som Dansk Folkeparti støtter, og den finanslov, som Dansk Folkeparti bærer igennem, ikke leverer det, som Dansk Folkeparti mente var nødvendigt for at sætte gang i væksten i dansk økonomi. Den er ikke engang tæt på.

Jeg stod hernede med statsministeren i onsdags og spurgte: Hvad er regeringens vurdering af behovet for en vækstpakke? For man fornemmer ligesom, at regeringens totale afvisning af behovet på en eller anden måde er væk.

Det kunne man ikke komme frem til, fordi der var forhandlinger i gang. Der må man sige, at regeringen tilsyneladende dimensionerer sin vurdering af dansk økonomi efter forhandlinger med Dansk Folkeparti i stedet for at lytte til den økonomiske sagkundskab. Det er selvfølgelig en ærlig tilgang til det. Hvis man ikke har en holdning selv, kan man jo se, om man kan forhandle sig frem til en holdning.

Men det, som står tilbage, vil jeg sige til hr. Bent Bøgsted, er, at dansk økonomi ikke får en saltvandsindsprøjtning, som der ellers var et stort flertal for i Folketinget, hvis Dansk Folkeparti ville tilslutte sig det. Men Dansk Folkeparti ville hellere lave en finanslov med regeringen, som ingenting ville og ikke har en holdning til, hvad dansk økonomi har behov for.

Ordføreren.

Det, der står tilbage, vil jeg sige til hr. Morten Østergaard, er jo, at der igennem de sidste år er gennemført flere pakker til gavn for den danske økonomi. Jeg ved også godt, at der for et år siden blev snakket om, at hr. Morten Østergaard sammen med S og SF gerne ville have en vækstpakke på 35 mia. kr. Det er det samme krav stadig væk, og der er ikke noget med, at man så ser på, hvor mange penge det er, der bliver sendt ud til at gavne væksten. Det er stadig væk 35 mia. kr., man kører frem med i en vækstpakke, uanset hvor mange tiltag der er blevet lavet for at gavne væksten.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg skal bare vide, om jeg hørte rigtigt før. Sagde hr. Bent Bøgsted, at han var enig med Liberal Alliance i, at mennesker, der går arbejdsløs i mere end 2 år, har andre problemer end arbejdsløshed, altså at hvis man bor i Nordjylland, på Lolland eller et andet sted, der er hårdt ramt af arbejdsløshed, og ikke kan komme i arbejde i mere end 2 år, er det, fordi man har nogle andre problemer?

Er Dansk Folkeparti enig med Liberal Alliance i det, eller mener Dansk Folkeparti, at problemet er, at der mangler arbejdspladser, og at det er dér, vi skal sætte ind, altså med at skaffe arbejdspladser og ikke med at straffe de arbejdsløse?

Ordføreren.

Det er, fordi fru Line Barfod ikke hørte, hvad jeg sagde. Jeg sagde, at jeg ikke ville udelukke, at der kunne være nogle enkelte, der gik som langtidsledige, og som havde nogle andre problemer end ledighed. Det kan man jo få af at gå ledig, fordi der mangler arbejde.

Så jeg vil ikke udelukke, at der kan være nogle enkelte, der har nogle problemer. Det kan være, at der er nogle, der har fået nogle psykiske problemer af at gå ledig, og så skal de selvfølgelig have hjælp. Jeg har ikke sagt, at alle dem, der går ledig i mere end 2 år, har andre problemer. Det var ikke det, jeg sagde. Jeg sagde, at der godt kunne være nogle enkelte, der har behov for en anden form for hjælp; det kan være psykologhjælp, eller det kan være andre ting.

Det kan man ikke udelukke. Jeg kender ikke alle dem, der går ledig i mere end 2 år, så det kan jeg ikke forholde mig til på den måde, men jeg vil ikke udelukke, at der kan være nogle enkelte, der har nogle problemer, man så måske kunne hjælpe dem med.

Fru Line Barfod.

Det glæder mig trods alt, at Dansk Folkeparti ikke mener, at det er ens egen skyld, hvis man er arbejdsløs i mere end 2 år, og at det er, fordi man har andre problemer.

Men jeg vil så høre: Hvis Dansk Folkeparti mener, at problemet er, at der mangler arbejdspladser, hvad er det så mere konkret, Dansk Folkeparti mener man skal gøre for målrettet at skabe arbejdspladser? Jeg har forstået, at man har stemt for kæmpe skattelettelser, at man har stemt for bankpakker osv., der har givet stor hjælp til bankdirektører, spekulanter og andre banditter i habitter, men hvad er det, Dansk Folkeparti vil gøre målrettet, for at der bliver skabt arbejdspladser? Mener man f.eks., at der er behov for fremover at have industriarbejdspladser i Danmark, og at vi målrettet skal gøre noget for at sikre, at vi har industriarbejdspladser f.eks. i forhold til de mange klimatiltag – vindmøller, udvikling af vedvarende energi, udvikling af elbiler osv. – som der er behov for?

Ordføreren.

Jamen altså, det der med at kalde en bankdirektør for en bandit må stå for fru Line Barfods egen regning. Det er i hvert fald ikke det, jeg betragter folk som.

Med hensyn til det her med at skabe arbejdspladser vil jeg sige, at vi har lavet rigtig mange tiltag, der skulle skabe flere arbejdspladser, men fru Line Barfod ved lige så godt, som jeg gør, at hvis ikke omverdenen begynder at købe vores varer, kan vi ikke skabe industriarbejdspladser, der eksporterer varerne ud af landet. Nogle af dem, der er rigtig hårdt ramt, er industriarbejdspladser, hvor hovedparten går til eksport, og hvis ikke Tyskland køber vores varer, hvis ikke Sverige og vores samhandelslande køber vores varer, går det ikke, for vi kan ikke producere det hele til hjemmemarkedet.

Derfor er det mere komplekst end som så, det hænger sammen. Vi skal have hele verdensmarkedet op i omdrejninger, og det kan vi ikke klare herhjemme i Danmark. Vi kan gøre nogle tiltag, der kan begrænse den stigende ledighed, og det er det, der bliver gjort. Vi kan heller ikke tvinge folk til at bygge et parcelhus, hvis de hellere vil spare pengene op og vente, til de har nogle flere penge til udbetalingen, inden de skal bygge et parcelhus; det kan vi jo ikke tvinge folk til.

Men vi har lavet rigtig mange tiltag, der skal afhjælpe arbejdsløsheden og skaffe flere arbejdspladser på hjemmemarkedet.

Hr. Bjarne Laustsen for en kort bemærkning.

Det er jo en kendt sag, at Dansk Folkeparti har lagt ryg til regeringens genialiteter på arbejdsmarkedsområdet, når det drejer sig om at forringe de arbejdsløses forhold osv. Jeg ved ikke rigtig, om Dansk Folkeparti er stolt af det. Men en af tingene var jo, at man forringede reglerne omkring de supplerende dagpenge og tog en hel masse grupper med ind, som ikke havde været omfattet før, og så lavede man en skrap, rigid regel på 30 uger. Det har jo ført til, at f.eks. deltidsbrandmændene må stoppe deres gerning, fordi de mister deres fuldtidsarbejde, som hr. Bøgsted også er inde på.

Er Dansk Folkeparti helt tilfreds med sin indsats i finanslovforhandlingerne? Man erkender, at der er et stort problem, men man har ikke gjort noget for at løse det. Man sagde i Folketingssalen, da vi diskuterede det her, at hvis der var nogle grupper, der blev særlig hårdt ramt, så ville man se på det. Kan Dansk Folkeparti som forligspartner være sin indsats bekendt i den sag, eller er der stadig væk et problem, der udestår?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes, det er dejligt, at hr. Bjarne Laustsen er kommet herned, fordi hr. Bjarne Laustsen så, at jeg var på talerstolen. Det er da simpelt hen pragtfuldt at få en anden nordjyde herned i salen.

Hvad deltidsbrandmænd angår, vil jeg sige til hr. Bjarne Laustsen, at jeg ikke har lagt skjul på min holdning til det. Det, der ligger i finansloven, kan være med til at løse nogle problemer fremadrettet med at rekruttere brandmænd, men det løser ikke problemet her og nu, og det er der, vi stadig væk skal bearbejde ministeren. Det er, som om der er lidt pingpong mellem beskæftigelsesministeren og forsvarsministeren: Hvem sidder med løsningen? Hvem skal finde løsningen for de her deltidsbrandmænd? Og den løsning, der ligger i finansloven, og som vi har accepteret, er en løsning, der kan være med til at løse det fremadrettede problem med hensyn til, hvordan man rekrutterer og skaffer flere deltidsbrandmænd. Men det løser absolut ikke noget for dem, der er i klemme her og nu, og som snart mister muligheden for at agere som deltidsbrandmænd. Og så har vi jo det problem, at ministeren så må erkende, at der er nogle huse, som må brænde ned.

Hr. Bjarne Laustsen.

Man kan jo i en finanslovforhandling flytte sygehuse – man kan i hvert fald fremsætte forslag om det – og man kan give flere penge til kulturen, og man kan gøre rigtig mange ting. Her er en livsvigtig opgave, men den har altså ikke været så livsvigtig for Dansk Folkeparti, at det er en sag, man vil gå ind og ændre på. Men jeg kan forstå, at hr. Bent Bøgsted giver det tilsagn nu, at når Socialdemokratiet kommer med et forslag om at lave en vederlagsmodel, der løser deltidsbrandmændenes problem, vil Dansk Folkeparti stemme for det forslag. Og så tror jeg, at der vil være et flertal, der siger til ministeren, at de her regler skal laves om. For jeg kan forstå på hr. Bent Bøgsted, at han fuldt ud erkender, at det er et problem, der skal løses. Vi kan ikke have nogle arbejdsmarkedsregler, der gør, at vi ikke kan have et fornuftigt system for deltidsbrandmænd, fordi vi har en stigende ledighed og regeringen sammen med Dansk Folkeparti er kommet til at lave et selvskabt problem, der gør, at deltidsbrandmænd har været – hvad de aldrig har været før – inde under reglerne om de supplerende dagpenge.

Ordføreren.

Jamen hr. Bjarne Laustsen ved jo lige så godt som jeg, at når man er bundet af et forlig, kan man ikke stemme for et lovforslag, som laver indgreb i det forlig. Det ved hr. Bjarne Laustsen udmærket godt. Hr. Bjarne Laustsen ved også godt, at en eventuel socialdemokratisk regering ikke ville bryde sig om det, hvis der blev fremsat forslag, som deres forligspartnere begyndte at stemme for uden om den siddende regering. Sådan er spillets regler, og det ved hr. Bjarne Laustsen udmærket. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg ikke er tilfreds med det her og prøver at bearbejde ministeren for at få en ændring inden for forligskredsen.

Vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Eigil Andersen som ordfører for SF.

Det er meget skræmmende, at virksomheden LM Glasfiber i dag har sagt, at den vil fyre yderligere 700 medarbejdere. Man vil lukke produktionen i Danmark og flytte den til Kina, og rækken af arbejdsløse i Danmark bliver dermed endnu længere. Det er med til at understrege, hvor uhyggeligt det er, at den borgerlige regering gør alt, alt for lidt for at skabe flere job, men tværtimod øder pengene væk på ufinansierede skattelettelser. Det duer bare ikke. Det er galimatias, at regeringen er så utrolig passiv med hensyn til at skaffe flere arbejdspladser til de ledige. Her må jeg give den socialdemokratiske ordfører fuldstændig ret.

Det er rigtigt, som det er sagt her i debatten, at vi lige nu bestemt ikke har mangel på arbejdskraft. Den anden side af sagen er så, at det formentlig er korrekt, at der i løbet af en årrække vil være brug for en større arbejdskraft, og det skyldes jo det her med de ændrede forhold med bl.a. flere ældre i vores samfund.

Der er virkelig meget, man kan gøre for at skaffe mere arbejdskraft, som er det, Liberal Alliance har sat til debat i dag, men Arbejdsmarkedskommissionens forslag om at forringe forholdene for arbejdsløse ved at halvere dagpengeperioden fra 4 til 2 år er jo simpelt hen en hån mod almindelige mennesker og deres mulighed for at have en rimelig indtægt, mens de desværre er ledige. Og forslaget om at afskaffe efterlønnen er langt ude i skoven, fordi mange mennesker har brug for selv at kunne beslutte, at de stopper på arbejdsmarkedet. Efter mange års hårdt slid er de simpelt hen så nedslidte, at det er nødvendigt for dem at holde op, men på den anden side er de altså ikke så syge, at de kan få førtidspension, for det er utrolig svært at få førtidspension i dagens Danmark

Så kan man spørge: Hvilke veje kan man så i stedet for gå for at skaffe mere arbejdskraft, når vi formentlig kommer til at mangle den om en årrække? Ja, der er f.eks. mange lønmodtagere omkring de 60 år, der har lyst til at arbejde videre, men de synes, at det er alt for hårdt at arbejde på fuld tid, så de vil gerne gå ned i arbejdstid, og dem kan man så som den første vej give en gulerod. Hvis den enkelte f.eks. går 10 timer ned i arbejdstid om ugen, kan man sige, at tabet af indtægt kan deles mellem lønmodtageren, arbejdsgiveren og staten, sådan at staten dækker noget af indtægtsnedgangen, arbejdsgiveren dækker noget, f.eks. ved fortsat at indbetale pension for det fulde timetal, og at den enkelte ansatte også må bære en del af indtægtsnedgangen.

Det vil være en spændende model, som vil få tusinder af lønmodtagere i Danmark til at arbejde længere, end til de er 60 år, og dermed vil de være med til at sikre vores velfærd. Men det forudsætter, at staten tager et initiativ til at skrue en sådan ordning sammen, og det forlyder der jo intet som helst om at den her regering vil have nogen som helst tanker om at gøre, desværre. I det hele taget mener jeg, at der er brug for at se meget mere på seniorpolitikken, at satse langt mere på den, og man skal også have nedbrudt nogle af de fordomme, der er fra en hel del arbejdsgiveres side, desværre, i forhold til at ansætte ledige, som er oppe i årene.

Den anden vej er, at man også kan få mange flere ud på arbejdsmarkedet ved at sætte forebyggelse i højsædet, og det betyder, at mange mennesker vil slippe for at slås med sygdomme, så de stadig kan arbejde. Men det vil også betyde langt færre udgifter til sygedagpenge og sygehuse, og der kan man bare nævne fedmeepidemien, hvor der kan gøres langt mere forebyggende arbejde.

En tredje vej er at satse mere på uddannelse. Uddannelse betyder samtidig, at når folk så får en anden jobfunktion, bliver de mindre syge, de lever længere, og de arbejder, til de er længere oppe i årene. Faren for at blive udstødt af arbejdsmarkedet bliver også mindre, hvis man får en uddannelse; det er et meget vigtigt punkt.

En fjerde vej er at mindske det voldsomme frafald hos unge, der starter på erhvervsuddannelserne, hvor der kan være 30-40 pct.s frafald allerede i grundforløbet. Det er nødvendigt at se på den enkelte unges situation, og f.eks. vil der være unge, der har brug for at komme på produktionsskole, inden de starter på teknisk skole. Og der er altså brug for, at man laver en individuel plan for dem.

Så er der en femte vej, som er meget vigtig, og det er at gøre arbejdsmiljøet bedre. Som jeg var inde på tidligere, er det meget skræmmende, at der hver dag er 50.000 danskere, der er sygemeldt på grund af dårligt arbejdsmiljø. Man skulle prøve at tænke på, hvor godt det ville være, hvis vi fik fjernet bare halvdelen af arbejdsulykkerne, nedslidningen, erhvervssygdommene og de psykiske arbejdsskader. Det ville betyde, at vi hver eneste dag i Danmark ville have 25.000 flere mennesker til stede som arbejdskraft på arbejdspladserne, offentlige såvel som private. Og det ville også betyde, foruden flere aktive hænder, større skatteindtægter, færre udgifter til sundhedsbehandling, færre udgifter til sygedagpenge, til fleksjob og til førtidspension.

Det er et fantastisk perspektiv. Derfor skal vi have langt færre alvorlige arbejdsulykker, helst ingen; vi skal have færre tunge løft, der udvikler sygdomme i bevægeapparatet; vi skal forebygge sygdomme i bevægeapparatet gennem nedslidning i social- og sundhedssektoren, som er storproducent af førtidspensionister; vi skal have færre hjerte-kar-sygdomme såsom blodpropper i hjertet på grund af stress og giftpåvirkninger; og vi skal have stop for mobning og mange andre ting.

Jeg skal til at slutte min tale, kan jeg se. Det kan kun gå for langsomt med at forbedre det danske arbejdsmiljø, når vi skal sikre arbejdskraft og velfærd i fremtiden, og derfor er der brug for en arbejdsmiljøreform.

En kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Man kan da i hvert fald sige, at der blev svaret på spørgsmålet. Vi bliver jo nok ikke helt enige om svarene, men det var måske heller ikke forventet.

Hvis vi skal skaffe de der 150.000 ekstra job over noget tid, er jeg ikke sikker på, at det er tiltag imod mobning og for at kurere nogle hjerte-kar-sygdomme, som lige er det, der ligger først for, for nu at sige det pænt. Nu stiller jeg det samme spørgsmål, som jeg stillede til hr. Bent Bøgsted, og vil hr. Eigil Andersen ikke give mig ret i, at hvis man forkortede dagpengeperioden … Undskyld, jeg kan simpelt hen ikke koncentrere mig for dem, der taler bagved. Jeg prøver lige igen, hvis det er o.k. med formanden.

Jeg vil bare spørge hr. Eigil Andersen, om man ikke må sige, at hvis folk er arbejdsløse mere end 2 år i dagens Danmark med det arbejdsløshedsniveau, vi har, så har de i langt de fleste tilfælde andre problemer end arbejdsløshed.

Ordføreren.

Det er jo en meget underlig teori at have. Hvor kommer den fra? Hvis der i Danmark mangler arbejdspladser, hvad der jo gør i fatal grad for øjeblikket, og mennesker ikke kan søge et arbejde og ikke få et arbejde, hvor kommer det så fra, at det betyder, at de skulle have andre former for problemer, sociale problemer eller misbrugsproblemer? Det er jo en meget mærkelig måde at slutte på. Man kan da sagtens, hvis der ikke job nok, være et velfungerende menneske, uden at man har andre sociale problemer. Så jeg forstår ikke den tankegang.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu har jeg hverken sagt, at det var folks egen skyld, eller at man var et dårligt menneske eller noget i den stil. Det er sådan set ikke det, der er pointen. Pointen er jo, hvis man ser på det arbejdsløshedstal, der er, så dækker det primært over en masse mennesker, som har en meget, meget kort arbejdsløshed, i perioden mellem at de skifter job, og når arbejdsløsheden så har en let stigning, som den har i øjeblikket, betyder det for langt de fleste af de mennesker, at de så må vente en måned eller to eller tre længere end hidtil, inden de får det nye job. Men der er godt nok lang tid op til, at man går arbejdsløs i 2 år, med den arbejdsløshed, vi har nu, som stadig væk – det skal vi ikke glemme – er forholdsvis lav. Så derfor vil jeg gerne spørge måske mere direkte: Hvis man med den lave arbejdsløshed, der trods alt stadig er, kan gå arbejdsløs i mere end 2 år, skyldes det så ikke, at man har andre problemer end arbejdsløshed? Det kunne jo også være, at problemet var, at man ikke gad flytte efter job.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om hr. Simon Emil Ammitzbøll kan fortælle mig, at der er ubesatte job i Danmark for øjeblikket. Det tror jeg altså ikke. Vores medicin til det her er at tilbyde arbejdsløse uddannelse, langt flere uddannelsesrettigheder, tilbyde arbejdsløse job, og hvis Liberal Alliance vil være med til det, synes jeg da, at man skal gå i gang med den metode. Det er den mest effektive metode til at få folk i arbejde, nemlig at tilbyde dem et job.

Derudover vil jeg sige: Pas på med ikke at undervurdere arbejdsmiljøets betydning. Det skuffer mig da meget, hvis man fra Liberal Alliances side ikke vil være med til at lave en arbejdsmiljøreform, når man nu efterlyser reformer, for den vil kunne skaffe titusinder i arbejde i Danmark, som kan fremme vores velfærd, som der bliver spurgt om i den her forespørgsel.

Så er der en kort bemærkning, og den er fra hr. Erling Bonnesen.

Tak. Allerførst vil jeg da gerne kvittere for de ting, ordføreren også nævnte om at få begrænset sygefraværet og få forbedret arbejdsmiljøet for at hjælpe dem, der er ledige nu, i arbejde. Jeg kvitterer for det.

Det, der kunne være interessant, var at få lidt fat i det perspektiv, som jo ligger her i dagens forespørgsel, altså om mere langsigtet at få skaffet tilstrækkelig med arbejdskraft, ikke mindst set i lyset af den kommunale valgkamp, vi lige har været igennem, hvor mange af ordførerens egne partifæller har været ude at udstede en masse nye løfter om en forbedret velfærd. O.k., men så er spørgsmålet jo også lige præcis, om det kan løses med de skattestigninger, som SF har på programmet. Der skal jo lige præcis mange flere – rigtig mange flere – hænder til. Hvilke reformer på arbejdsmarkedet er det så, der virkelig skal til sådan på lidt længere sigt for at få det til at hænge sammen med de løfter, man nu har udstedt?

Ordføreren.

Af det finanslovforslag, som SF har fremsat her i efteråret, og som jo er fuldt finansieret, fremgår det altså f.eks., at kommunerne skal have tilført nogle flere penge. I stedet for de 500 mio. kr., man vil lave serviceudvidelser for fra regeringens side, hvoraf de 400 mio. kr. bliver spist op af det stigende antal ældre og de behov, som de har i den forbindelse, har vi jo sagt, at kommunerne burde have det tredobbelte beløb fra statens side. Og det er der finansiering for i det finanslovforslag, vi har fremsat, så derfor er der ikke noget problem, selv om hr. Erling Bonnesen påstår det.

Hr. Erling Bonnesen.

Jeg har forstået, at SF bare vil skrive en tilpas stor check, og jeg håber bare, at der bliver plads til nullerne. Det er den måde, man vil løse det på, når man skal have finansieret sine nye løfter. Og så vil man selvfølgelig hæve skatterne, det er jeg med på.

En ting er at få skrevet den check og få den sendt derud, men arbejdet skal jo udføres. Og det er præcis det, som dagens dagsorden også handler om. Hvordan vil man så få det gjort til virkelighed derude? Hvordan vil man skaffe de hænder? Hvilke reformer er det, der skal til? For når vi har gennemført de ting, som ordføreren selv har været inde på, så er man nået nogle få skridt, og det bliver kun til nogle ganske få skridt, hvis det perspektiv med de ufinansierede løfter, der nu er givet under valgkampen, skal tegnes.

Som man siger udeomkring i landet: Spørg inde på Christiansborg, for det er der, man har svarene. For vi ved jo, at der er en stærk sammenhæng mellem SF her på Borgen og baglandet. Så det må jo være i dag, vi må kunne få svaret, vi må kunne få det her og nu.

Ordføreren.

Der er mange faktorer, der bliver blandet sammen her.

For så vidt angår finansieringen, fremgår det jo af det udspil, som Socialdemokratiet og SF har lavet, og som hedder »Fair Forandring«, at der f.eks. også skal gives 2 mia. kr., tror jeg det var, til folkeskolen. Og der er jo skaffet en finansiering bl.a. ved den her ekstraskat for de mennesker i Danmark, der tjener over 1 mio. kr. Det er særdeles rimeligt. Men der bliver jo i øvrigt også i udspillet »Fair Forandring« fra Socialdemokratiet og SF indført en afgift på f.eks. usunde fødevarer, og det skal man i Venstre være opmærksom på også er et glimrende forslag.

Tak til hr. Eigil Andersen. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Per Løkken fra Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren er ikke til stede i Folketingssalen, og derfor oplæser jeg ordførerens tale.

Først mange tak til finansministeren og beskæftigelsesministeren for en glimrende besvarelse af forespørgslen. Vi Konservative kan til fulde tilslutte os, at reformer er nødvendige for at sikre udviklingen af et velfærdssamfund i fremtiden.

Lige nu er Danmark påvirket af den internationale økonomiske krise, og vi har med rette været meget optaget af at få iværksat en række målrettede initiativer, der kan afbøde krisens virkninger på dansk økonomi. Disse initiativer skal have lov til at virke, og som ministrene har påpeget, har vi grundet en fornuftig arbejdsmarkedspolitik mødt finanskrisen med meget lave ledighedstal. Det betyder, at vi i dag sammenlignet med andre lande i Europa stadig har forholdsvis få arbejdsløse. Samtidig oplevede vi i sensommeren, at overvældende mange unge søgte ind på de videregående uddannelser, og at danskerne generelt efteruddanner sig som aldrig før. Danskerne har altså forstået, at det er vigtigt at tænke langsigtet og opkvalificere sig til tiden efter krisen.

Sidste år ved denne tid talte alle om mangel på arbejdskraft, og selv om vi i år ulykkeligvis har mistet alt for mange arbejdspladser, vil den langsigtede udfordring med mangel på arbejdskraft ikke forsvinde af sig selv. Efter krisen vil vi igen stå i en situation, hvor det at få øget arbejdsudbuddet er en central udfordring, og hvor behovet for at få styrket de offentlige finanser vil være mindst lige så stort som før krisen. Så vi kommer ikke uden om, at vi skal have lavet reformer, der effektivt sikrer en holdbar økonomisk politik på længere sigt.

Tiden er ikke moden til arbejdsmarkedsreformer lige nu, men det ændrer ikke på, at vi Konservative er garanten for reformer, når tiden er inde og der er politisk vilje. Der er ikke noget alternativ til reformer, medmindre man vil gennemføre besparelser eller skattestigninger, da der bliver flere ældre og færre på arbejdsmarkedet.

Det er ikke den vej, vi vil. Derfor er det afgørende, at vi fastholder den overordnede reformdagsorden. Vi Konservative bryder nemlig ikke generationskontakten, men det kræver, at vi gennemfører de nødvendige reformer, så vi ikke overlader det til næste generation at betale dagens regning.

Reformer er en vigtig del af videreudviklingen af vores velfærdssamfund. Vi forandrer for at bevare, kortere og mere præcist kan det ikke siges. Jeg siger ikke, at det bliver nemt, jeg siger heller ikke, at det sker hurtigt, men jeg siger, at vi agter at føre Danmark nænsomt igennem krisen. Jeg siger også, at vi ønsker, når tiden er til det, at vi i samarbejde med Folketingets partier gennemfører de nødvendige reformer, der igen kan føre Danmark frem til en ny vækst og nye arbejdspladser. Det er den politik, vi vil sikre Danmarks økonomiske fremtid på.

Tak til hr. Per Løkken. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Til gengæld er der et ønske fra hr. Morten Østergaard om at få ordet som ordfører.

En tidligere finansminister, Knud Heinesen, sagde, da han gik af, de berømte ord: Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden; det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan tydeligt se den.

Det havde været en ansvarlig finansminister, der havde indledt sin tale med de samme ord, for det er jo det, der er situationen. Hvis man lader stå til og kører videre, går bunden totalt ud af dansk økonomi.

Det er rigtigt, at der med skattereformen, uanset hvad man måtte mene om den, efterhånden som den indfases, kommer et bidrag, men det er jo ikke et bidrag, der på nogen måde lukker det hul, der er i dansk økonomi, og gør noget ved den alarmerende lave holdbarhed, som dansk økonomi har på mellemlang sigt.

Dertil er så kommet den økonomiske krise, som lige nu fylder mere i debatten. Den har jo så blot forværret problemerne. Regeringen har jo helt konsekvent undervurderet omfanget af den økonomiske krise. Jeg tillader mig igen at bringe frem, at der altså her den 13. januar fra regeringens side i dette Ting med Dansk Folkepartis støtte blev fremsat og vedtaget et forslag til vedtagelse, hvori man konstaterede, at der er:

»et solidt fundament for en fortsat sund udvikling i dansk økonomi med høj og stabil beskæftigelse, gode rammevilkår for vækst og en holdbar udvikling i de offentlige finanser«.

Siden da er ledigheden gået op, væksten er gået med, og holdbarheden i dansk økonomi er blevet stærkt, stærkt forværret. Jeg skal i øvrigt kun sige, at forespørgerne også var med til at vedtage dette forslag til vedtagelse den 13. januar.

Men der er heldigvis også mulighed for at debattere de her ting, og derfor er jeg også tilfreds med, at vi har den her debat i dag. For hvis der skal skabes holdbarhed i dansk økonomi, er der kun tre muligheder:

Man kan sætte skatten op. Det konstaterer jeg at der ikke er ret mange i dansk politik der ønsker at gøre på en måde, så det løser holdbarhedsproblemet. Vi gør det i hvert fald ikke i Det Radikale Venstre, fordi det er en uhensigtsmæssig måde, som bider sig selv i halen, fordi et højere skattetryk vil give mindre arbejdskraft.

Så kan man vælge at lave reformer. Det ønsker vi i Det Radikale Venstre.

Man kan også, hvis man ingenting gør, vælge at lave nedskæringer. Det er passivitetens pris, og så kommer der dramatiske nedskæringer i den velfærd, som vi kender. Hvis vi tager udgangspunkt i et niveau på 10 mia. kr., svarer det jo til hele politiets budget eller budgettet for Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet eller budgettet for hver anden daginstitution. Det er det hul, der er i dansk økonomi om få år, i 2015, hvis man ikke er villig til at lave reformer.

Vi er i Det Radikale Venstre villige til at lave reformer. Vi har indgået en velfærdsaftale, som vi for så vidt er tilfredse med i den forstand, at her blev reformer da endelig sat på dagsordenen. Men vi må også konstatere, at det ikke er nok, og at det slet ikke er nok nu, hvor den økonomiske krise har forværret holdbarheden.

Derfor var vores opfordring forud for finanslovforhandlingerne, at vi både gik i gang med at forhandle en vækstpakke i en størrelsesorden på 10 mia. kr. næste år, der kunne sætte gang i økonomien, og samtidig lavede de nødvendige reformer. Præcis som da man i 1980'erne lavede reformer, da økonomien havde det allerslemmest, og som da man i 1990'erne under Nyrup lavede reformer, da der var langt flere ledige, end der er i dag.

Man kunne selvfølgelig vælge fuldstændig at afskaffe efterlønnen. Det ville løse problemet og endda efterlade et solidt overskud i forhold til holdbarhedsproblemet. Det ville give i alt 18 mia. kr. Det forestiller vi os ikke i Det Radikale Venstre. Vi forestiller os i stedet for, at man fremrykker velfærdsforliget, så efterlønsændringerne træder i kraft fra 2011. Det vil give et bidrag på 5 mia. kr. Vi skulle også tage erfaringerne fra den håndholdte beskæftigelsesindsats op og gennemføre det på landsplan. Det kan med vismændenes ord give et bidrag på 3,5 mia. kr. Ved at halvere dagpengeperioden, så vi kommer ned på et almindeligt skandinavisk niveau, kunne vi få 3 mia. kr. Vi forestiller os nogle ændringer i regeringens skattereform, som yderligere kunne bidrage med 2 mia. kr., ved bl.a. at flytte topskattegrænsen, så skolelærere og sygeplejersker ikke skal betale topskat for at finansiere rentefradraget til de husejere, der har den største gæld. En reform af fleksjob og førtidspension kunne forhåbentlig give et bidrag på en 1 mia. kr., og så vil en bedre og mere effektiv rekruttering af udenlandsk arbejdskraft give 0,5 mia. kr. Det vil tilsammen give 15 mia. kr., hvilket er 5 mia. kr. mere end udgangspunktet for diskussionen.

Det betyder altså, at vi her har et reformprogram, som Det Radikale Venstre fremlagde i forbindelse med vores finanslovforslag, der vil løse problemet. Men som Bente Sorgenfrey, som er formand for FTF, har sagt det i dag, er det kun, når kameraerne slukkes, at man for tiden kan have den diskussion i Folketinget. Det er et problem, for jo længere, vi skubber den her diskussion, jo større bliver problemerne.

Derfor er det også en skuffelse at høre Venstres arbejdsmarkedsordfører, hr. Jens Vibjerg, mere eller mindre direkte konstatere, at regeringen godt ved, hvad den ansvarlige politik er, men den har man lagt i skuffen, fordi man ikke ønsker at gøre det nu. Vi kan også se i regeringens egen rapportering til EU om det nationale reformprogram, at man også der konstaterer, at gælden ikke har været større siden 1983, og at der ikke er politisk grundlag for at lave reformer. Det er jo en fuldstændig tilståelse af, at regeringen ikke har begreb om, hvordan den skal løse udfordringerne i dansk økonomi, men i stedet for bare sidder for at sidde.

Ja tak. Der er korte bemærkninger. Det er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg skal gøre noget, jeg ikke har haft lejlighed til i lidt mere end et år. Jeg skal nemlig rose hr. Morten Østergaard. Jeg vil gerne takke for, at Det Radikale Venstre som det første af partierne, synes jeg, virkelig har svaret på de udfordringer, som ligger. Det kan godt være, at vi er uenige om nogle af detaljerne, men der er dog et bud på, hvordan vi kan skaffe arbejdskraften.

Der er bare en enkelt ting, jeg lige skal have afklaret, som jeg blev lidt i tvivl om, da jeg hørte ordførerens tale. Hørte jeg rigtigt: at Det Radikale Venstre ikke længere går ind for at afskaffe efterlønnen?

Ordføreren.

Det Radikale Venstre ville gerne afskaffe efterlønnen, hvis der var basis for det, men det, vi lægger op til i vores reformprogram ved at tage bestik af situationen, er altså en fremrykning af velfærdsforliget, så det træder i kraft fra 2011 frem for 2019.

Hvis der skulle være et flertal, der ville afskaffe efterlønnen, så tog vi også gerne den diskussion. Men det, vi forsøger, er sådan set at lave konturerne af et reformprogram, som rent faktisk vil levere det, som regeringen har forpligtet sig på i 2015, men ikke har nogen ideer, vi må høre om, til, hvordan skal være, og som Arbejdsmarkedskommissionen, vismændene og Velfærdskommissionen har vist.

Jeg er glad for, at det forslag til vedtagelse, som vi er med til at fremsætte i dag, understreger, at der skal skabes holdbarhed i dansk økonomi, og ikke bare som regeringens konstaterer, at der ikke er holdbarhed i dansk økonomi. Derfor er det i det lys, vores reformprogram skal ses.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det er da spændende at høre, at det forslag til vedtagelse både kan rumme dette egentlig meget interessante reformprogram og SF's reformprogram om antimobning og noget med hjerte-kar-sygdomme, og hvad ved jeg. Men sådan er der så meget.

Jeg skal på Liberal Alliances vegne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at antallet af personer på over 65 år vil stige i forhold til i dag. Derudover konstateres også, at gruppen i den erhvervsaktive alder er faldende. Der er altså tale om en markant ændring i forholdet mellem antallet af personer, der skal forsørges, og antallet af erhvervsaktive, hvilket vil medføre et pres på de offentlige finanser.

Folketinget anerkender det grundige arbejde, Arbejdsmarkedskommissionen har udført og præsenteret i august i år.

Med udgangspunkt i Arbejdsmarkedskommissionens konkrete forslag imødeser Folketinget, at regeringen påbegynder et ambitiøst reformarbejde, der aktivt bidrager til at sikre flere hænder på arbejdsmarkedet og en høj velstand for fremtidige generationer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 16).

Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger. Der er ikke noget principielt i vejen for, at man kan gøre det her, nemlig læse et forslag til vedtagelse op i en kort bemærkning. Der er så også adgang til at kommentere hele forslaget til vedtagelse, hvad i øvrigt hr. Morten Østergaard har lyst til.

Jeg tror da, at jeg så vil holde mig til forslaget til vedtagelse.

Jeg synes, det er al ære og respekt værd, at Liberal Alliance rejser denne forespørgselsdebat, men jeg synes også, at man nødt til at forholde sig til, at det eneste bud fra den regering, som man støtter og agter fortsat at støtte, er, at man konstaterer, at der ikke er en holdbar udvikling i dansk økonomi. Det er selvfølgelig bedre end det fra januar, hvor man konstaterede, at der var en holdbar udvikling, hvad alle kunne se ikke var rigtigt.

Men jeg synes, at hr. Simon Emil Ammitzbøll skal forholde sig til, når nu forespørgslen skal afsluttes, hvilket forslag til vedtagelse han sådan set bedst kan lide: det, der både sætter gang i dansk økonomi nu og forpligter sig på at skabe holdbarhed, eller det, som regeringen og Dansk Folkeparti fremsætter, som alene konstaterer det, som alle ved er rigtigt, nemlig at der ikke er holdbarhed i dansk økonomi. Det synes jeg er rimeligt nok at forespørgeren, selv om man så her i allerallersidste ombæring selv kommer på bane med et forslag til vedtagelse, forholder sig til. Hvad er det, hr. Simon Emil Ammitzbøll synes er vigtigst: at Folketinget forpligter sig på at løse holdbarhedsproblemet eller bare konstaterer, at det er der?

Så er der en kort bemærkning fra hr. Bjarne Laustsen.

Tak. Jeg vil gerne høre, om hr. Morten Østergaard er enig med hr. Bent Bøgsted i, at regeringen ikke har handlet problemet med deltidsbrandmændene godt nok af i finansloven. Jeg ved jo, at Det Radikale Venstre desværre gik med – jeg forstår det ikke helt – i aftalen om at skære på de supplerende dagpenge. Men jeg ved også, at der står i den aftale, at hvis der er nogen af de grupper, der er omtalt deri, der bliver særlig hårdt ramt, skal man finde en løsning på det.

Nu står vi altså med det problem, at nogle deltidsbrandmænd, som mister deres fuldtidsarbejde, kun kan få dagpenge i 30 uger, og så er spørgsmålet, om Det Radikale Venstre vil være med til at finde en løsning på det, eller om man måske har sanktioneret det, som Dansk Folkeparti og regeringen lavede i finanslovaftalen.

Ordføreren.

Jamen svaret på den del af spørgsmålet, der handler om, hvorfor Det Radikale Venstre er med i jobplanen, finder man sådan set i den her afrapportering til EU om det nationale reformprogram, som regeringen har lavet, og hvori der jo er opridset, hvilke initiativer der er taget for at bidrage til arbejdsudbuddet. Her er der bl.a. aftalen om en jobplan for 2008, som jo bidrager til at øge arbejdsudbuddet, og derfor er Det Radikale Venstre selvfølgelig med. Jeg kunne jo ikke stå med troværdighed og holde den her tale om reformer uden at være villig til at lave dem. Derfor er vi også med i de andre elementer, der er, med voksenlærlingeordning og nedbringelse af sygefraværet. Og så kommer der nogle lidt mere heroiske ting med det kommunale beskæftigelsessystem, som formentlig må siges at bidrage til udfordringen og ikke til løsningen.

Men det er korrekt, at der blandt forligspartierne er en aftale om at kigge på brancher, der er særlig hårdt ramt, og der har jeg så den fordel at være en del af forligspartierne og derfor kunne gøre noget ved problemet, mens hr. Bjarne Laustsen må nøjes med at stille spørgsmål, som måske nok lige er i udkanten af det, vi diskuterer her i dag.

Hr. Bjarne Laustsen.

Det er det aldeles ikke. Vi taler om arbejdskraft, og vi taler også om, at der bliver mange flere ledige, ved at man har lavet den aftale, som De Radikale desværre er en del af. Der bliver mange flere fuldtidsledige.

Nu er vi i en situation, hvor der er en gruppe, der er blevet ramt. Jeg kan forstå, at det ikke ligger hr. Morten Østergaard særlig meget på sinde, at der er livsvigtige opgaver, der ikke kan blive løst, fordi man har lavet nogle tåbelige a-kasse-regler, og det har da lige nøjagtig noget med den her sag at gøre. Hvis det ligger hr. Morten Østergaard meget på sinde at få løst det problem og man har indflydelse, hvornår har man så tænkt sig at gøre den gældende?

Ordføreren.

Jamen jeg har på given foranledning aftalt med ministeren, at der er møde i forligskredsen i indeværende kalenderår, og der drøfter vi dette og andre relevante spørgsmål. Men det, jeg synes er vigtigt for hr. Bjarne Laustsen at holde sig for øje, er, at de første evalueringer af ændringerne i de supplerende dagpenge jo har vist, at det sådan set har ført til det, vi ønskede, og som man sådan set også ønskede fra Socialdemokraternes side, nemlig at mange af dem, der var deltidsbeskæftigede, fordi arbejdsgiverne spekulerede i, at der var de her fordelagtige dagpengeregler, er blevet fuldtidsbeskæftigede. Så på den måde kan man sige, at vi i hvert fald der har bidraget også til arbejdsudbuddet.

Jeg er som sagt meget villig til også at kigge på vilkårene for deltidsbrandmænd. Der skal selvfølgelig kunne slukkes brande alle vegne. Men jeg vil sige, at i forhold til forespørgslen her i dag løses de udfordringer ikke alene ved brandslukning.

Tak til hr. Morten Østergaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Line Barfod.

Forespørgslen her har jo tydeligt vist, må man sige, at der er forskel på partierne. Nogle mener, at når folk er arbejdsløse, er det i høj grad deres egen skyld, og at man bare kunne forringe dagpengene, for så ville de komme i arbejde, eller at hvis vi skal have flere i arbejde, skal vi bare fjerne efterløn og dagpenge osv., for når folk bliver rigtig, rigtig fattige, skal de nok arbejde noget mere.

Vi andre mener så, at det i høj grad handler om at tilpasse arbejdsmarkedet til mennesker, sikre at der er nogle job at få, og om at sikre, at de job, der er, faktisk også er nogle job, som man kan holde til i et langt liv.

Jeg vil gerne sige til hr. Jens Vibjerg, at jeg meget gerne tager med ud og ser på nogle arbejdspladser, det synes jeg er en rigtig, rigtig god idé. Jeg var for nylig også med Byggefagenes Samvirke ude at se på nogle byggearbejdspladser, men desværre var hr. Jens Vibjerg og de andre borgerlige ordførere ikke med, de havde takket nej til invitationen. Der kunne man ellers godt se nogle arbejdspladser, hvor der absolut ikke var noget godt arbejdsmiljø, og hvor det måske ikke var helt smart, at Arbejdstilsynet i forvejen anmeldte, hvornår de kom, for så var der tid til at rydde op og få sikkerhedsforanstaltningerne på plads, inden Arbejdstilsynet ankom og så, hvordan arbejdsmiljøet egentlig var.

En væsentlig del af problemet og en væsentlig del af årsagen til, at så mange mennesker bliver udstødt af arbejdsmarkedet, er, at der mange steder er et rigtig dårligt arbejdsmiljø. Og det er her, man for alvor kunne gøre noget for at sikre, at vi får et bedre arbejdsmarked og mange flere mennesker, der kan bidrage med noget.

Jeg er enig i, at der på nogle områder kan opstå problemer med mangel på arbejdskraft i fremtiden, på trods af det, der er det store, altoverskyggende problem lige nu, nemlig den eksploderende arbejdsløshed. Der er ingen tvivl om, at når især nogle af de unge ikke får en uddannelse, ikke kommer i gang på arbejdsmarkedet og aldrig nogen sinde kommer til at bruge den viden, de ellers kunne få om håndværk og andet, risikerer vi, at der om nogle år, når vi forhåbentlig har fået et nyt flertal og igen har fået gang i beskæftigelsen, kommer til at mangle arbejdskraft på en række områder, hvor det tager år at uddanne. Desværre har regeringen og Dansk Folkeparti jo ikke rigtig villet gøre noget. Man har hældt masser af skattelettelser ud til de rigeste, og i alt er det blevet til 223 mia. kr. i skattelettelser i denne regerings levetid – penge, der kunne have været brugt rigtig, rigtig meget bedre til at sikre nogle gode job både i forbindelse med klimainvesteringer og mere velfærd. Man har også lavet nogle kæmpe bankpakker, hvormed man har reddet bankspekulanter, men ikke gjort noget for at sikre, at de ordentlige virksomheder kunne få de kreditter, der kunne have gjort, at de kunne holdes i gang.

Vi synes, at de mange milliarder hellere skal bruges til at sikre nogle arbejdspladser. Vi synes også, der skal gøres noget for at sikre, at især de unge kommer i gang, bl.a. ved at sørge for, at alle får praktikplads, og at arbejdsløse straks kan komme i gang med uddannelse og omskoling. Og så mener vi, at det er rigtig vigtigt at sikre, at man kan få et seniorjob. Det, vi så, da efterlønnen for nogle år siden blev sat ned, var faktisk, at tilbagetrækningsalderen steg, altså at folk blev længere på arbejdsmarkedet, når de kunne se frem til at få efterløn, for de kunne så bedre holde de sidste par år ud, indtil de kunne gå på efterløn, hvorimod de, hvis der havde været mange år til efterlønnen, ville have givet op og søgt førtidspension. Der er ikke mange, der har lyst til det, for det er en ydmygende proces at skulle igennem. Men det er der nok flere, der vil begynde på igen, hvis man fjerner efterlønnen, sådan som nogle partier her ellers ønsker sig. Men man risikerer altså den modsatte effekt.

Vi synes, at man langt hellere skulle sikre seniorjob, så alle får mulighed for at blive på arbejdsmarkedet og for at bidrage alt det, de kan, uden at blive slidt ned af det. Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for, at det er lykkedes i Nordisk Råd at få en fælles vedtagelse fra alle partier der, og dermed også stort set alle partier her, om, at vi skal til at arbejde med et bæredygtigt arbejdsmarked, som bliver indrettet efter menneskers behov og ikke efter, at det er mennesker, der skal tilpasses. Vi skal ind at se på, hvordan vi skaber et arbejdsliv, som man kan holde til gennem hele livet og stadig også have kræfter tilbage, når man går på pension – et arbejdsliv, hvor man har lige så meget energi med hjem fra arbejde, som man havde, da man gik på arbejde, et arbejdsliv, som er udviklende og spændende, og en arbejdsplads, hvor vi har fået skabt et ordentligt arbejdsmiljø, så der ikke hvert år bliver udstødt 10.000-15.000 mennesker fra arbejdsmarkedet.

Det er det, vi for alvor mener der er behov for at tage fat på, og som der vil være rigtig gode muligheder for at tage fat på her, også i en krisetid, så vi kan få ansat rigtig mange flere hænder til at aflaste dem, der i dag bliver slidt ned af at løbe alt for stærkt. Det koster næsten ingenting ekstra at ansætte nogle flere i den offentlige velfærd, for man sparer dagpenge og administration. Så der er også rigtig gode muligheder for lige nu at gøre noget ved det elendige arbejdsmiljø.

Jeg skal på vegne af Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der lige nu er stærkt stigende arbejdsløshed, især ungdomsarbejdsløshed. Men at der samtidig på lang sigt er udsigt til, at der på nogle områder kommer til at mangle arbejdskraft, såfremt vi ikke gennemfører ændringer i såvel uddannelserne, som på arbejdsmarkedet.

Derfor pålægges regeringen:

- at øge indsatsen for at alle unge kommer i gang, bl.a. ved at sikre praktikpladser,

- at åbne for at arbejdsløse straks kan komme i gang med uddannelse og omskoling,

- at komme med forslag til hvordan arbejdsmarkedet, herunder de offentlige arbejdspladser, kan blive bæredygtige, så mennesker kan holde til et helt arbejdsliv og så også de, der ikke kan bidrage 150 pct., kan være på arbejdsmarkedet og

- at sikre ret til seniorjob for alle over 55 år.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 17).

Tak. Også dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger. Der er ønske om en kort bemærkning, og den er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Fru Line Barfod talte om folks egen skyld, og at det skulle være sådan et særligt princip, som vi skulle gå ind for i Liberal Alliance. Det var sådan set ikke det, jeg sagde. Jeg siger ikke, at det er folks egen skyld, fordi de er syge, har psykiske problemer eller ikke gider flytte fra den ene del af landet til den anden; jo, det er måske deres egen skyld, hvis de ikke gider det.

Det, jeg spurgte nogle af de andre ordførere om, og som var det, der fik diskussionen op, var jo i virkeligheden spørgsmålet om, at det med den lave arbejdsløshed, vi har i dag, da burde kunne lade sig gøre at finde et job inden for 2 år, hvis man ellers vil have et job. Det kan jeg ikke se skulle være den helt store åbenbaring; det er jo i virkeligheden ret indlysende. For de fleste mennesker vil det med den arbejdsløshed, vi har lige nu, være ganske få måneder, der vil være mellem jobbene. For nogle vil det vare lidt længere, og det er også derfor, vi dog taler om, at det skal være mere end et år. Så hvad er det, der er så forfærdeligt?

Ordføreren.

Jeg synes, det er ret uhyggeligt at høre hr. Simon Emil Ammitzbøll tale om, at der er en lav arbejdsløshed i dag. Det er altså ikke det, der opleves i de dele af landet, hvor arbejdsløsheden er eksploderet. Det er ikke det, der opleves blandt de unge, der har virkelig svært ved at komme i gang. Det ikke det, der opleves i byggesektoren og andre fag, der er virkelig hårdt ramt. Vi har tidligere set, at når arbejdsløsheden bider sig fast, er det ikke til at få arbejde.

Med hensyn til de unge, der kommer ud, og som aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet, er det altså ikke bare, fordi de er alkoholikere eller narkomaner, eller hvad det ellers er, hr. Simon Emil Ammitzbøll prøver at påstå, altså at de har andre problemer som årsag til, at de ikke kommer i arbejde inden for 2 år. Det er også sådan, at hvis man ikke kommer i arbejde ret hurtigt efter sin uddannelse og får noget erfaring, kommer der et nyt kuld ud, og så får de jobbene. Og jeg vil spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll: Hvad er det så, man skal gøre for at komme i arbejde?

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Altså, der er jo stor forskel på, hvad den enkelte arbejdsløse måtte opleve – det er selvfølgelig kedeligt og trist og ærgerligt at være arbejdsløs – og så det, om der er en høj arbejdsløshed. Selv for 2 år siden, da der var en lavere arbejdsløshed, end der er i dag, var det jo problematisk for den enkelte.

Men det er jo derfor, vi skal gøre noget for at sikre, at Danmark også i fremtiden er et velstandssamfund. Hvis ikke vi tager fat på de her reformer, hvis ikke vi sørger for at skaffe den nødvendige arbejdskraft i fremtiden, bliver Danmark jo ikke et velstandssamfund. Vi er røget ned fra en fjerdeplads til en 12. plads blandt OECD-landene. Vi ryger længere ned, hvis ikke vi tager fat på reformerne, og fremtidige generationer vil, om ikke straffe os, for det kan de jo ikke, men så i hvert fald ærgre sig utrolig meget over, at vi ikke gjorde noget i tide.

Så jeg synes, det er helt vendt på hovedet, når Enhedslisten prøver at fremstille det, som om Liberal Alliance ikke vil gøre noget. Tværtimod: Vi gør rigtig meget.

Ordføreren.

Det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll påstår at man skal gøre, er jo det, vi har set i en række andre lande. Det er, at man skal gøre folk mere fattige, og det er altså det stik modsatte, der har virket i de nordiske lande, med at opbygge velfærden. Det er tværtimod, at man har sikret, at man havde nogle gode dagpengesystemer – de er desværre blevet udhulet temmelig kraftigt i de senere år – som har været med til at opbygge velfærden, altså at man ikke røg ned på en stor social nedtur, når man blev arbejdsløs. Det, vi risikerer, hvis vi gennemfører de reformer, som hr. Simon Emil Ammitzbøll efterlyser, er altså, at flere vil risikere at komme langt ud i fattigdom og dermed ikke så nemt kunne gå ind og tage et arbejde, ligesom vi risikerer, at mange flere vil føle sig tvunget til at søge førtidspension, fordi der ville være alt for lang tid til, at de havde udsigt til efterløn.

Det er derfor, vi siger, at vi langt hellere vil sikre nogle seniorjob, vi vil langt hellere sikre et ordentligt arbejdsmiljø osv., så folk har muligheden for at holde til et helt arbejdsliv, i stedet for at man sender 10.000-15.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet hvert år. Vi er altså oppe på, at det er flere hundrede tusind mennesker i den erhvervsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, som vi kunne tage ind, hvis vi ville, i stedet for at lade dem stå udenfor og – med hr. Simon Emil Ammitzbølls forslag – blive endnu mere fattige.

Tak til fru Line Barfod. Og så er det finansministeren.

Vi har jo været vidt omkring i debatten i dag. Jeg vil gerne sige, at jeg synes, der har været nogle misforståelser i denne debat. Det har været sådan, at oppositionen har fremstillet det, som om regeringen sidder på hænderne i arbejdsmarkedspolitikken og med hensyn til at sikre holdbarheden af dansk økonomi.

Jeg vil gerne sige, at den måde, vi har løst den her opgave på, er, at vi har taget udfordringerne hen ad vejen. Vi tror ikke som hr. Morten Bødskov og hr. Morten Østergaard på, at man kan lave sådan et big bang-indgreb en gang for alle, og så har vi løst holdbarhedsproblemerne. Vi tror faktisk på, at man ved at gribe det fornuftigt an kan løfte de udfordringer, som man står over for.

Jeg vil gerne erindre om, at vi i den her regerings tid har arbejdet med arbejdsmarkedspolitikken hele tiden. En af de forudsætninger, der er, for det, vi kalder den danske model, er jo, at arbejdsmarkedsmodellen ikke er et statisk system, hvor vi en gang for alle har fundet løsningen på, hvordan tingene skal indrettes. Vi må hele tiden arbejde med arbejdsmarkedspolitikken, vi må hele tiden arbejde med den danske model.

Hvis jeg sådan lige skal sige, hvad jeg har kunnet huske, mens debatten har været i gang, kan jeg nævne, at vi har lavet en »Flere i arbejde«-reform. Vi har lavet en »Flere i arbejde«, reform nr. 2, hvor vi har målrettet beskæftigelsespolitikken, gjort den mere orienteret mod at få folk tilbage i job. Vi har ændret dagpengesystemet, senest i 2008, hvor vi ændrede reglerne for supplerende dagpenge. Vi har lavet et enstrenget beskæftigelsessystem, der gør, at man nu mere målrettet kan arbejde med de ledige, uanset om de tilhører det forsikrede system eller kontanthjælpssystemet. Vi har fået 55.000 flere indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande i arbejde i perioden 2001-2008. Vi har lettet jobrekrutteringen i udlandet. Vi lavede først østaftalen, og senest har vi jo ændret reglerne for jobkortordningen og gennemført greencardordninger, der gør, at folk kan komme ind på det danske arbejdsmarked. Ja, vi har sågar på ambassaden i Indien lavet et jobrekrutteringskontor for at se, om vi kunne få folk til sundhedssektoren. Vi har lavet en sygedagpengereform, som har sikret, at sygeperioderne bliver kortere, og at folk hurtigere kommer tilbage på arbejde.

Vi har så gennemført et skattestop, fra den første dag vi satte os i stolen i 2001, og vi har så kunnet gennemføre skattereformer i 2007 og i 2009, som hjælper med til at øge arbejdsudbuddet. Ja, vi lavede jo så i 2006 velfærdsforliget, som sikrede, at vi flyttede tidspunktet for, hvornår man kunne gå på efterløn og folkepension. Og vi har lavet noget helt unikt, nemlig at man flytter folkepensionsalderen i takt med den forventede stigning i levetiden – en helt unik ordning, som jo får mange andre lande til at kigge på os for at finde ud af, hvordan vi kan slippe af sted med at lave den slags reformer i Danmark. Vi har gennemført og nu her taget fat i ungepakker, de unges uddannelse. Vi har set på praktikpladser osv.

Forudsætningen for den danske arbejdsmarkedsmodel og for arbejdsudbuddet er jo, at vi hele tiden arbejder med reformerne. Så når hr. Morten Østergaard hele tiden stiller sig op og siger – og det gælder tilsyneladende også hr. Simon Emil Ammitzbøll og hr. Morten Bødskov – at man kan lave et stort tryllegreb, og så er Danmarks problemer forsvundet, vil jeg bare sige: Det er muligt, at de partier kan lave det, men jeg tror på, at det er vigtigt at møde udfordringerne hen ad vejen.

For det var jo sådan, at den udfordring, vi så stod med i 2007, da vi lavede programmet frem til 2015, var en udfordring på 14 mia. kr. Den har vi jo så fået reduceret ved skattereformen, ved sygedagpengeforliget og ved jobplanen til 7 mia. kr., men jeg skal ikke skjule, at den krise, vi er kommet i her det sidste års tid, jo har gjort, at når vi skal lave det såkaldte konvergensprogram her i begyndelsen af det nye år, vil vi opleve, at vi er tilbage og har en udfordring af mindst samme størrelsesorden.

Men for regeringen har det været vigtigt at styre os igennem den her krise, så vi så skånsomt som muligt kommer igennem. Og det er jo derfor, vi har taget en lang række initiativer. Vi fører en meget lempelig finanspolitik. Den finanspolitik, vi har gennemført, giver jo lettelser i størrelsesordenen 55 mia. kr. i 2009 og 2010, og oven på det har vi haft en meget lav rente, og det betyder, at vi, hvis vi ikke havde gennemført de her initiativer, ville have haft en ledighed, der var på 75.000 flere, end den er.

Man kan sige, at forudsætningen for, at vi kan løfte de udfordringer med henblik på den langsigtede holdbarhed, er, at vi tager initiativer hen ad vejen. Det har regeringen gjort, og vi har hele tiden kunnet løfte den opgave, og det vil vi naturligvis fortsætte med.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først fra hr. Morten Bødskov.

Det var jo en gentagelse af indlægget fra før, og jeg kan også se, at finansministeren bare tager det samme talepapir op af lommen igen. Det er helt fair, men det rykker ikke ved, at uagtet de mange initiativer, som man her har stået og redegjort for, er der stadig væk et hul i kassen på nu 7-8 mia. kr., siger man selv. Hvordan er det at være finansminister i et land, hvor man ikke har et parlamentarisk grundlag, som man kan bruge til at sikre en holdbar og afbalanceret økonomi og økonomisk politik?

Finansministeren.

Jeg vil gerne sige, at mange af de her reformer, vi har gennemført for at møde de udfordringer, har vi jo lavet i fællesskab her i salen, og det går jeg da også ud fra at vi har en fælles interesse i. Nu fortaber det sig jo lidt, når hr. Morten Bødskov taler om underskud, men det er klart, at den udfordring, vi har i år, til næste år og til næste år igen, medfører, at der bliver et underskud på de offentlige finanser. Det ved jeg godt at hr. Morten Bødskov fremstiller, som om vi ikke har styr på økonomien. Jeg vil sige, at vi har fuldstændig styr på økonomien.

Grunden til, at vi kan tillade os det, er jo, at vi førte en fornuftig politik i de år, hvor det gik rigtig godt for dansk økonomi, og hvor vi reducerede statens gæld, hvilket så betyder, at vi nu i år og til næste år kan tillade os at køre med et underskud. Som jeg har sagt tidligere, priser jeg mig lykkelig for, at vi ikke har lyttet til oppositionens råd om i de gode tider at bruge 2 kr. for hver gang, vi tjente 1, for så ville vi jo have det værre, end vi har det i dag.

Hr. Morten Bødskov.

Jeg er godt klar over, at det som finansminister må være vanskeligt at erkende, at man sidder i regering på et parlamentarisk grundlag, som kun vil være med til alle de gode ting, til at give ufinansierede skattelettelser og alt muligt andet, men som ikke vil være med til at hjælpe regeringen med at sikre balance i dansk økonomi.

Man oplister alle mulige udmærkede ting, som man har lavet, og som Socialdemokraterne for en hel dels vedkommende har været med til, men på bundlinjen står jo bare, at man er langt fra at nå målene i sin egen økonomiske strategi, 2015-planen. Den er ude af balance, og man har ikke et parlamentarisk grundlag, der er klar til at hjælpe en med at skabe balance. Så er mit spørgsmål bare: Hvad har man tænkt sig at gøre? Altså, man kan da ikke som beskæftigelsesministeren stå og klandre oppositionen for, at den ikke vil hjælpe regeringen med at lukke hullet. Det er da regeringens ansvar at sikre, at der er balance i dansk økonomi. Så hvordan har man tænkt sig at sikre det?

Finansministeren.

Jeg har jo sagt, at vi vil møde udfordringerne, efterhånden som de opstår. Hele den lange liste, jeg gennemgik før, er jo udtryk for, at vi hele tiden har taget den udfordring på os. Vi gennemførte sidste år med en kreds af partier, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, nogle ændringer i dagpengesystemet, som jo er en af de ting, der kan gøre, at vi får et større arbejdsudbud. Der valgte Socialdemokraterne at stå af, og derfor er spørgsmålet fuldstændig malplaceret. Vi tager jo ansvaret på os. Det er Socialdemokraterne, der kører på frihjul.

Så er der en kort bemærkning, og den er fra hr. Morten Østergaard.

Jeg tror altså, at det, der vel i hvert fald er fælles i oppositionen, er, at ingen af os ønsker at køre på frihjul, vi vil alle sammen gerne have ansvaret. Det, som kendetegner regeringen og finansministeren i særdeleshed, er jo, at man ikke vil tage ansvaret. Jeg nævnte selv hr. Knud Heinesen i min tale, og er det ikke sådan, at den væsentligste forskel på den situation, som hr. Knud Heinesen betragtede som at have kurs direkte mod afgrunden, og nu er, at der dengang dog var en eller anden form for problemerkendelse? Da anerkendte man dog, at man stod med problemer, og at regeringen ikke anede, hvordan den skulle løse udfordringerne.

Vi kan ikke slå et konkret forslag af finansministeren. Selv når det fagforbund, som i går holdt kongres, det forbund, som organiserer både skolelærerne og pædagogerne og alle dem, der skal løse de opgaver, som der ikke bliver råd til at løse, kommer med et forslag om at diskutere reformer, så kan man læse i avisen, at det vil finansministeren sandelig ikke kommentere, og at han ikke vil stille op til noget reforminterview netop nu. Man vil ikke engang tage dialogen, når fagbevægelsen forsøger at være ansvarlig. Det er da pinligt.

Finansministeren.

Jeg synes, det er en helt vild beskrivelse, hr. Morten Østergaard er ude med. Vi løser de udfordringer, efterhånden som vi møder dem, og jeg vil gerne sige, at hvis hr. Morten Østergaard bare gad kigge sig rundt i vores nære omegn i Europa, så ville han opdage, at vi er meget langt fremme med reformer, der styrker den langsigtede holdbarhed.

I 1980'erne blev der gennemført arbejdsmarkedsreformer, som gør, at vi nu om nogle år, hvor folk har haft et helt arbejdsliv med arbejdsmarkedsreformer, vil opleve, at pensionssystemet er holdbart. Vi har gennemført skattereformer, vi gennemførte velfærdsforliget, hvor vi flyttede folkepensionsalderen, hvor vi flyttede efterlønsalderen, arbejdsmarkedets parter har gennemført reformer med voksen- og efteruddannelse, livslang læring, der gør, at vi nu bygger op, så folk på et tidspunkt i deres arbejdsliv kan tage en uddannelse med fuld lønkompensation. Vi er år forud for vores omverden med hensyn til det her. Tag til Italien, tag til Spanien, tag til næsten et hvilket som helst andet land og se, om ikke de kigger på Danmark som en rollemodel med hensyn til at lave langsigtede reformer, der gør, at vi styrker det danske arbejdsmarked og beskæftigelsen.

Så den beskrivelse, som hr. Morten Østergaard giver, er fuldstændig ude i hampen i forhold til den virkelighed, vi lever i.

Hr. Morten Østergaard.

Det er jo altså i regeringens egen afrapportering til EU om det nationale reformprogram, at man konstaterer, at gælden ikke har været så stor siden 1983, at man konstaterer, at man har haft en Arbejdsmarkedskommission, som skal forsøge at adressere de holdbarhedsproblemer, der er i dansk økonomi, og at man konstaterer, at regeringen ikke mener at have politisk grundlag for at gøre noget ved problemerne. Det er jo det, man fortæller omverdenen.

Så kunne jeg godt gøre som alle dem, som regeringen har givet penge her i krisesituationen, jeg kunne rejse Europa rundt og hygge mig med det, selv om det ikke bidrager til at løse krisen herhjemme.

Det, som er virkeligheden, er, at finansministeren, hver gang vi har den her diskussion, flygter tilbage til fortiden og tager tidligere regeringers arbejde til indtægt. Det, som kendetegnede både Schlüterregeringen og Nyrupregeringen, var, at man lavede reformer, selv da det så allermest sort ud. Det, der kendetegner finansministerens og regeringens tid, er, at man ikke vil lave reformer, men bruger den økonomiske krise som en undskyldning. Og det er en passivitet, der forpligter, for det bliver skolelærerne, det bliver pædagogerne, og det bliver sygeplejerskerne, der skal slide meget hårdere i det, når der ikke er tilstrækkelig med kolleger til at yde en ordentlig service. Og det er finansministerens ansvar.

Finansministeren.

Vi gennemførte jo en skattereform for et halvt års tid siden, som styrker holdbarheden i dansk økonomi væsentligt. Det skete uden deltagelse fra hr. Morten Østergaards parti og uden deltagelse fra Socialdemokratiet. Når vi ser på nogle af de reformer, der laves, ja, så er hr. Morten Østergaard ikke med, og så er hr. Morten Bødskov ikke med, og alligevel står man her og klandrer regeringen for, at vi ikke gennemfører reformer.

Det er jo helt ved siden af. Vi gennemfører reformer, vi tager det i den rækkefølge. Så er det da rigtigt, at vi, fordi der er en international økonomisk krise i øjeblikket, har sagt: Nu prioriterer vi, at Danmark kommer så skånsomt igennem den her krise som overhovedet muligt. Vi skjuler jo ikke, at der bliver en regning at betale bagefter, men at vi vælger at prioritere, at Danmark kommer igennem krisen, har jeg vanskeligt ved at se at man skal klandre regeringen for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil godt lige starte med at rette den misforståelse, som kunne snige sig ind med finansministerens bemærkning fra før. Liberal Alliance har ikke tænkt sig at blive en del af det der udgiftspolitiske mindretal, der åbenbart er i Folketinget, så jeg vil sige: Bare rolig. Tværtimod vil vi gerne trække i den anden retning.

Som jeg hører det, anerkender finansministeren i virkeligheden i sin tale, at problemerne nu er rigtig store med hensyn til også at skaffe flere hænder på lidt længere sigt. Og jeg synes stadig væk ikke, at det står klart, hvorfor det er, at man ikke kan gå i gang med at lave strukturreformerne, inden den her krise er helt slut. Det står i hvert fald ikke særlig klart for mig.

Finansministeren.

Jeg vil bare sige, at det, jeg prøver at sige, er, at den demografiske udfordring, vi står over for, ikke går væk på grund af krisen, men vi må jo ligesom prioritere. Når vi har tilladt os at drage den konklusion, at det er svært at lave reformer, bygger det jo bl.a. på nogle erfaringer fra sidste efterår, hvor regeringen fremsatte en del af Arbejdsmarkedskommissionens forslag, nemlig det om dagpenge, og hvor vi kunne konstatere, at der ikke var flertal for det her i salen. Socialdemokraterne havde et forslag, som trak yderligere arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet, og som ville bidrage til via dagpengesystemændringerne at forværre den problemstilling, der var.

Så det, der står i det konvergensprogram, som hr. Morten Østergaard citerer fra, er sådan set konstateret ved forhandlinger i Folketinget, nemlig at der ikke er politisk basis for det. For vi havde netop fremrykket Arbejdsmarkedskommissionens forslag til sidste efterår, men som hr. Simon Emil Ammitzbøll måske kan erindre, måtte vi pakke forslagene ned og sige, at vi ikke kunne komme længere med dem. Så det er helt forkert at sige, at vi ikke tackler de udfordringer.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil sige, at indtil den sidste sætning tror jeg faktisk, at finansministeren og jeg var enige, så vi behøver ikke at tale os så langt væk fra hinanden. Jeg vil bare sige, at jeg synes, vi har brug for, at regeringen tydeligere markerer, at der er brug for reformer af det her samfund, at der er brug for at gøre noget. Man kan lige så godt sige det, som det er. Hvis man ser på Arbejdsmarkedskommissionens forslag, er det efterlønnen og dagpengene, der gør forskellen. Alt det andet er nogle småtterier, der også kan gøre noget, men det er efterlønnen og dagpengene, det drejer sig om.

Derfor ville det da være befriende, hvis en borgerlig/liberal finansminister gik ud og sagde: Kære venner, det er det her, der er brug for for at løse udfordringerne. Så kan det da godt være, at man må konstatere, at man ikke kan samle flertallet på den sidste dag, men jeg tror, at det ville gøre en utrolig stor forskel, hvis finansministeren og regeringen sagde - også til støttepartiet, der sidder på den anden side: Vi er nødt til at gøre noget for at løse de her udfordringer.

Finansministeren.

Jeg vil spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll: Hvad kan en regering gøre tydeligere end at fremsætte Arbejdsmarkedskommissionens forslag, indbyde til forhandlinger og prøve at få et flertal igennem for det ved forhandlinger her i Folketinget? Vi måtte konstatere, at Socialdemokraterne som pris ville ændre dagpengesystemet sådan, at endnu flere ville blive trukket ud af arbejdsmarkedet. Og der sagde vi så: O.k., hvis det er det, det skal ende med, nemlig at vi trækker flere ud af arbejdsmarkedet – det er det modsatte af, hvad vi har brug for – er det nok bedst, at vi pakker den dagsorden sammen. Så jeg forstår slet ikke den kritik, som hr. Simon Emil Ammitzbøll kommer med om, at vi ikke gør noget. Vi indkaldte til forhandlinger, vi har siddet i forhandlinger om det, men vi har måttet konstatere, at vi ikke kunne komme nogen steder. Den kritik er altså taget fuldstændig ud af den blå luft.

Så er det hr. Bjarne Laustsen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har lagt mærke til, at regeringen vil fjerne 105 regler, som er blevet overflødige, og jeg synes, der er behov for at fjerne nogle flere. En af reglerne har finansministeren jo selv lavet, da han var beskæftigelsesminister, nemlig reglen om de supplerende dagpenge. Jeg påstod dengang, at det ville føre til flere ledige, og det diskuterede vi meget. Jeg har spurgt den nye beskæftigelsesminister, men hun kendte ikke til det. Jeg har lige fundet det svar frem, som jeg fik fra den daværende beskæftigelsesminister, og der står, at som følge af de regler vil der blive 900 flere fuldtidsledige.

Siden hen har vi fået 50.000 flere ledige. Det er sikkert ikke på grund af den regel alene, men jeg synes bare, at der er grund til at kigge på den, for der må vel være forskel på, om man laver ting på arbejdsmarkedsområdet i en højkonjunktur, som det var dengang, og nu, hvor vi har en massiv stigning i ledigheden, desværre. Så jeg vil spørge, om ikke der er grund til at kigge på det her. Vi ved også, at reglerne om deltidsbrandmænd, tagdækkere og en lang række andre grupper spiller ind her.

Finansministeren.

Jeg vil gerne advare imod at forlade det, at vi har et generelt virkende dagpengesystem. Det, som vi greb ind over for dengang, var jo, at der var et incitament til, at arbejdsgivere kunne indrette deres produktion efter de supplerende dagpenge, og det syntes vi ikke var rigtigt. Vi synes, at man i videst muligt omfang skal arbejde for fuldtidsjob. Jeg ved godt, at hr. Bjarne Laustsen ønsker et system, hvor alle kan gå på supplerende dagpenge og have deltidsjob osv., men den vej vil vi ikke følge, og derfor har vi jo gradvis ændret reglerne for de supplerende dagpenge, og hver gang har det medført adfærdsændringer på virksomhederne, der har strammet op, sådan at man har kunnet undgå at blive ramt af det.

Så vil jeg gerne medgive hr. Bjarne Laustsen, at det nok ikke er den her regel, der har gjort, at den internationale krise har fået den virkning på ledigheden i Danmark, som den har.

Hr. Bjarne Laustsen.

Det er da helt uforståeligt, at finansministeren overhovedet ikke hører efter, hvad det er, der bliver spurgt om. Vi har nogle regler, som regeringen selv har lavet. Finansministeren har stået i spidsen for det. Regeringen siger, at den vil lave regelforenkling, og så har vi nogle regler, der gør, at f.eks. brandmændene nu må nedlægge deres brandmandsjob. Det koster 100.000 kr., hver gang man skal give en brandmand en uddannelse. Vi har et velfungerende beredskab, som forsvarsministeren fortalte om i går. Så har man altså lavet den regel her, og så vil man ikke ændre den.

At forestille sig, at vi nogen sinde skulle have sagt, at vi ikke ville være med til at ordne forholdene omkring de supplerende dagpenge, er aldeles ude i hampen. Hvorfor skulle vi egentlig lave nogle ting sammen med finansministeren og regeringen, når man står og påstår, at vi gør det modsatte af det, vi gør?

Jeg spurgte konkret, da vi behandlede forslaget her i maj måned 2008, hvad det her ville føre til, og det ville føre til 900 flere arbejdsløse. Nu spørger jeg så, hvor mange flere arbejdsløse det reelt har ført til, at man har skærpet reglerne om de supplerende dagpenge, for siden hen har vi fået over 50.000 flere arbejdsløse, end der var dengang.

Finansministeren.

Jeg vil bare sige til hr. Bjarne Laustsen, at det, vi forfulgte dengang, og det, som Socialdemokraterne ikke ville være med til, jo var at lægge det pres på virksomhederne, at man altså ikke kan indrette sig på supplerende dagpenge, så man ikke behøver at planlægge produktionen. Al erfaring viser, at hver gang man har skærpet de her regler for supplerende dagpenge, har virksomhederne strammet op.

Jeg ved godt, at hr. Bjarne Laustsen ønsker et system, hvor man hele tiden kan supplere dagpenge, havde jeg nær sagt, med lønindkomst, men for os er det vigtigt, at dagpenge er en kompensation for tab af indtægt, og sådan må det naturligvis være. Derfor kan vi ikke lave de regler om og så vende tilbage til noget, som er uhensigtsmæssigt – og det er uhensigtsmæssigt, at virksomhederne kan ligge og jonglere med de supplerende dagpenge.

Tak til finansministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Så er forhandlingen sluttet, og afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på tirsdag i næste uge.