Uanset at der er uenighed om det her forslag, er der selvfølgelig ingen i Folketinget eller forhåbentlig andre steder, der ønsker, at nogle måtte havne i den situation, som vi taler om her, hvor et forældrepar oplever spædbarnsdød.
Det må være blandt de allermest ulyksalige situationer, man overhovedet kan tænke for mennesker at opleve, at deres barn er dødt ved fødslen eller kort tid derefter.
Derfor handler det her jo egentlig helt simpelt om, hvorvidt man tror, at den enorme sorg, der opstår i sådan en situation, bearbejdes bedst i fællesskab mellem ægtefællerne, eller om der er en væsentlig forskel, som gør, at man, som lovgivningen lægger op til i dag, ikke skal kunne bearbejde den på samme måde i fællesskab, uanset hvordan vilkårene måtte være.
Det er det helt simple spørgsmål, der skal tages stilling til.
Så hører vi en masse krumspring og forskelligartet snak, og jeg synes, at den konservative ordfører virkelig tager prisen med, at det her skulle være en overregulering, og at det skulle være at sætte systemet før mennesket.
Nej, det er i dag sådan – og det har vi jo også fra ministeren og fra Venstres ordfører – at hvis en mand har et helt individuelt ønske om at bearbejde sorgen, hvilket jeg synes man sagtens kan forstå, sammen med sin ægtefælle, er svaret, buddet fra systemet i dag, at han så må erklære sig syg og gå til lægen og få en lægeerklæring, uanset at han måske ikke er syg.
I en hvilken som helst anden sammenhæng ønsker vi ikke, at folk møder op hos deres læge og påberåber sig sygdomme, de ikke har, og vi ønsker slet ikke, at de gør det for opnå sociale fordele i form af ydelser af den ene eller den anden art.
Det er et helt bizart svar at give til folk, som i forvejen kæmper med sorgen over deres barns alt, alt for tidlige død, nemlig at de så skal gå til lægen og blive sygemeldt, uanset om de måtte være syge eller ej.
Det er da virkelig at sætte systemet før mennesket.
Jeg er såmænd ikke engang klar over, hvad omfanget af det her er, men jeg kan sige fra Det Radikale Venstres side, at vi slet ikke er i tvivl om, at det er et fattigt samfund, der ikke er i stand til at gøre noget helt særligt for forældre i den her situation og sige, at der selvfølgelig skal være mulighed for, at man, uanset hvordan vilkårene måtte være, beslutter sig for, at den sorg vil man bearbejde i fællesskab med den orlov, som der lægges op til her i forslaget.
Så synes jeg, at hr.
Bent Bøgsted sådan set har en udmærket pointe fra Dansk Folkepartis side, at man såmænd sagtens kunne gøre det på den måde, at der er en pulje, hvor man så beslutter sig for, hvordan man vil fordele den, i stedet for at man, som forslaget her lægger op til, ligesom laver en skarp afgrænsning, hvor man siger, at begge dele har lige meget til rådighed.
Vi vil være fuldstændig åbne over for, at man skaber de muligheder, og hvis det kan løses gennem et ændringsforslag til det her beslutningsforslag, vil det jo være godt.
Jeg synes i hvert fald, at det, man så trods alt må hænge sig fast i, er, at der tilsyneladende er en vis interesse.
De fleste vil gerne være med til at se på forskellige aspekter af problemstillingen, og det er da positivt.
Jeg synes altså, som jeg sagde for et øjeblik siden, at det er fattigt, hvis ikke vi i Folketinget er i stand til for den her helt afgrænsede gruppe at blive enige om, at her må vi gøre noget helt ekstraordinært, og at her må vi vælge at sige, at uanfægtet resten af barsellovgivningen skal der her være helt ens vilkår for mænd og kvinder.
Det er ikke, fordi jeg som sådan synes, at det nødvendigvis er diskrimination, men snarere, fordi familierne har behov for at behandle den her type sorg i fællesskab og ikke blive tvunget til f.eks.
at gå til lægen og bede om en sygemelding, selv om de ikke er syge.
Vi støtter forslaget her, og vi håber for det første, at det gennem udvalgsbehandlingen kan blive slået krystalklart fast, at ingen – heller ikke ministeren – opfordrer folk til at melde sig syge, hvis ikke de er det, og for det andet at vi kan finde en model eventuelt sammen med Dansk Folkeparti, hvor vi skaber et forslag, som kan bære frem til en vedtagelse, så vi rent faktisk får taget hul på noget, der kan pege fremad.
En anden mulighed eller en sideløbende mulighed var jo, at vi – i det omfang, der måtte være et behov i forhold til sorggrupper og andre ting, vil vi være helt åbne over for det – i forbindelse med f.eks.
satspuljeforhandlingerne til efteråret tog noget af det op eller fandt økonomi, hvis der var behov for det.
Vi synes, at det er utrolig vigtigt, at vi får gjort noget på det her område.
Vi synes, det er vigtigt, at vi får gjort det hurtigt, og derfor håber vi, at udvalgsbehandlingen kan vise, at der er et arbejdsdygtigt flertal i Folketinget på det her område.