Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 95:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af varighedsbegrænsningen for udbetaling af sygedagpenge.

Af Lennart Damsbo-Andersen (S), Eigil Andersen (SF), Morten Østergaard (RV), Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 17.12.2009). (Omtrykt).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg har stor fokus på, hvordan vi hjælper de langtidssyge væk fra køen igen som sygemeldte. Men jeg mener, at vi vil gøre de langtidssygemeldte en bjørnetjeneste ved at give dem ubegrænsede sygedagpenge, som forslagsstillerne af dette beslutningsforslag ønsker.

Derimod skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe de sygemeldte tilbage i job. Det er også baggrunden for den store og brede trepartsaftale om nedbringelse af sygefraværet fra efteråret 2008, som der jo også er politisk opbakning til. Aftalen bygger netop på, at vi skal hjælpe langvarigt syge tilbage i job med en tidlig og aktiv indsats. Det skal vi gøre, fordi vi ved fra undersøgelser, at kontakt til arbejdspladsen under sygdomsforløbet og det at holde sig i gang kan være afgørende, når det gælder mulighederne for at vende tilbage til arbejdspladsen.

Siden vi sidst, for lidt under 1 år siden, havde det selv samme beslutningsforslag fra oppositionen til behandling her i Folketinget, er der sket en del på sygedagpengeområdet for netop at få nedbragt sygefraværet. Med det lovforslag, vi vedtog i sommer, som udmønter initiativerne i aftalen om at nedbringe sygefraværet, har vi bl.a. sikret, at kommunerne har mulighed for tidligt i sygeforløbet at give tilbud til alle sygemeldte efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det kan medvirke til, at sygemeldte fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet, inden de mister retten til sygedagpenge.

Derudover kan der, når vi sætter tidligt ind, hurtigere etableres en dialog mellem arbejdsgiveren, den sygemeldte, lægen og kommunen om, hvilke arbejdstilpasninger der er behov for, så den sygemeldte kan vende tilbage i job. Det kan måske være med en tilpasset arbejdsopgave, eller f.eks. på nedsat tid i begyndelsen.

Konsekvenserne er benhårde, hvis vi ikke gør noget. Hver femte, der har været sygemeldt i over 1 år, vender ikke tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor er det så afgørende, at der er en tidlig indsats for sygemeldte, og at indsatsen fokuserer på, at den sygemeldte hurtigst muligt vender tilbage i arbejde. Sygedagpenge er derfor en midlertidig ydelse, som skal suppleres med en aktiv indsats.

Men det er klart, at der skal være mulighed for at få forlænget sin sygedagpengeperiode, hvis der er behov for det. Derfor er der også en række forlængelsesmuligheder. Forlængelsesmulighederne er i vidt omfang baseret på, at den sygemeldte har udsigt til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det gælder, hvis der er udsigt til en revalidering, hvis det er nødvendigt at gennemføre afklarende foranstaltninger for at klarlægge arbejdsevnen, hvis den pågældende ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, men det ikke endeligt er afklaret, om den sygemeldte kan klare et fleksjob eller er berettiget til en førtidspension, eller hvis den sygemeldte er under eller venter på en behandling, som vil betyde, at den pågældende vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet inden for 2 år.

Derudover er det sikret, at der kan udbetales sygedagpenge i nogle helt specielle situationer. Det gælder, hvis der er påbegyndt en førtidspensionssag, før sygedagpengene ophører, hvis der er rejst en arbejdsskadesag, eller hvis den sygemeldte lider af en livstruende sygdom og de lægelige behandlingsmuligheder anses for udtømte. Her kan sygedagpengeperioden forlænges uden tidsbegrænsning.

Med lovforslag nr. L 117, som vi havde til første behandling her i Folketinget den 4. februar, foreslås det at udvide forlængelsesreglen om afklaring af arbejdsevnen med 13 uger, så der kan forlænges i op til 39 uger, når den sygemeldtes arbejdsevne skal afklares. Ved at udvide denne forlængelsesregel tilgodeser vi de mennesker med sygdomsforløb, hvor der af forskellige grunde opstår problemer med at nå at foretage en afklaring af den sygemeldtes arbejdsevne inden for den nuværende periode på 26 uger. Det kan skyldes, at der sker en væsentlig ændring i sygdomsforløbet, og at den helbredsmæssige situation derfor er uafklaret. Det kan også skyldes, at der f.eks. er ventetid på afklaringstiltaget.

Jeg synes, at vi med de nuværende forlængelsesregler og den foreslåede udvidelse samlet set får et sæt regler, der giver mulighed for at forlænge sygedagpengeperioden i rigtig mange situationer.

Derudover skal vi huske på, at det er et krav i sygedagpengeloven, at kommunerne skal anvende arbejdsevnemetoden for at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, fleksjob eller førtidspension, før kommunen standser sygedagpengene på grund af varighedsbegrænsningen.

Hvis en borger er berettiget til revalidering eller der starter en førtidspensionssag, vil sygedagpengene fortsætte, indtil den egentlige revalidering starter, eller indtil der er truffet en afgørelse i pensionssagen. Hvis en borger er berettiget til et fleksjob, vil der kunne udbetales ledighedsydelse, indtil fleksjobbet er fundet.

Jeg mener derfor, at sygedagpengelovgivningen i vidt omfang bærer præg af, at der er tænkt i sammenhænge, og at der er tænkt i overgange til andre beskæftigelsesmæssige eller sociale løsninger.

At afskaffe varighedsbegrænsningen i forbindelse med sygedagpenge som foreslået i det her beslutningsforslag, vil derfor medføre en række ulemper.

For det første vil det ændre grundlæggende på strukturen og sammensætningen mellem forsørgelsesydelserne. Det vil f.eks. give permanent mulighed for sygedagpenge, som er en væsentlig højere ydelse end kontanthjælp. Det skal ses i sammenhæng med, at det er relativt let at blive berettiget til sygedagpenge. Således kan ret til sygedagpenge på dagpengeniveau være baseret på helt ned til 13 ugers forudgående beskæftigelse. Den korte optjeningsperiode modsvares af, at sygedagpenge er en midlertidig ordning.

For det andet vil det være helt forkert at åbne for muligheden for, at en borger kan modtage sygedagpenge i et ubegrænset antal år, og på den måde fjerne fokus fra, at langvarigt syge skal hjælpes tilbage i job. Der er behov for en bagkant på sygedagpengeperioden, der betyder, at borgeren, kommunen og alle andre involverede parter har fokus på, at den sygemeldte vender tilbage til arbejdsmarkedet.

For det tredje vil en afskaffelse af varighedsbegrænsningen være forbundet med betydelige merudgifter. De nyeste beregninger fra Beskæftigelsesministeriet viser, at det vil koste ca. 224 mio. kr. årligt at fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. I beregningen er der ikke taget højde for adfærdsændringer, som forventes at betyde en større udgift.

Vi må derfor ud over disse hensyn fastholde den gældende varighedsbegrænsning og samtidig skabe de bedste forudsætninger for, at kommunerne kan lave den optimale opfølgning og indsats. Det er netop det, vi har gjort med aftalen om en styrket sygefraværsindsats. På den baggrund kan regeringen derfor ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Der er foreløbig fire med korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Østergaard.

Det kommer ikke som noget stort chok, at dette forslag heller ikke i dag fandt nåde for ministerens blik. Jeg synes dog alligevel, at jeg vil sige, at nu er Det Radikale Venstre jo medvirkende til noget af den indsats, der gøres i øvrigt over for de sygemeldte. Jeg har det bare lidt sådan, at hvis man tror på den indsats, man har aftalt – og det gør vi – burde man jo egentlig ikke være nervøs for at ophæve varighedsbegrænsningen, fordi der så bliver gjort en indsats over for de syge og der bliver fastholdt et arbejdsmarkedsperspektiv. Derfor kan jeg ikke sige mig fri for at føle, at ministeren ikke rigtig tror på den indsats, vi i anden sammenhæng har aftalt, når det er nødvendigt at opretholde en varighedsbegrænsning. Men det er bare en betragtning.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er, om ikke ministeren er enig i, nu hvor vi skal til at diskutere en førtidspensionsreform, at problemet, når der er en varighedsbegrænsning, er, at nogle kan have mistet så meget arbejdsevne og have brug for så lang tid til at komme sig over deres sygdom, at de, når de bliver ramt af varighedsbegrænsningen, så er nødt til at søge en førtidspension for på en eller anden måde at finde en hylde at være på, hvor de har et indtægtsgrundlag. Derfor medvirker varighedsbegrænsningen til at fremme førtidspensionering og er en del af problemet. Så hvis ikke man vil adressere det ved at fjerne varighedsbegrænsningen, vil ministeren så være med til at adressere det, når vi skal forhandle førtidspensionsreform?

Ministeren.

Nu tror jeg, at det er for tidligt at forhandle førtidspensionsreform lige her i dag, og jeg vil i hvert fald sige, at det ikke er det rette forum at forhandle førtidspensionsreform i. Så jeg vil vente med at komme med betragtningerne om førtidspensionsreformen, men blot sige, at jeg er meget glad for den store velvilje, som jeg fornemmer blandt forligspartierne, til netop at få kigget på førtidspensionsreformen. Når vi når dertil, vil jeg glæde mig meget til også at høre Det Radikale Venstres forslag og ideer til, hvordan vi kan ændre førtidspensionen. Når det netop er Det Radikale Venstre, vi taler om her, vil jeg sige, at jeg også ved, at der er en stor økonomisk ansvarlighed i det parti, så derfor anser jeg det for meget spændende at skulle i gang med at diskutere førtidspensionsreform med netop hr. Morten Østergaard og hr. Morten Østergaards parti.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Tak for den venlige omtale af vores økonomiske ansvarlighed, som jeg helt kan tilslutte mig. Derfor har vi jo i øvrigt også finansieret det her forslag i højere grad, end hvad ministeren lægger op til er nødvendigt. Jeg tror, at vi har regnet med, at det vil koste cirka ca. 300 mio. kr., men lad nu det ligge.

Jeg kan også godt forstå, at ministeren ikke kan løfte sløret for overvejelser om førtidspension, for det var nogle helt nye overvejelser, ministeren havde. Altså, i sidste uge skulle der ikke være en førtidspensionsreform, det skal der så i den her uge, og det er fint.

Men fra Det Radikale Venstres side er synspunktet meget klart, og der vil jeg bare bede ministeren om i det mindste at lægge sig noget på sinde og overveje det, inden vi så skal mødes, og det er: Netop fordi vi har et problem med de langtidssyge, som bliver ramt af varighedsbegrænsningen, og som har brug for længere tid til at blive raske, mener vi, at der for ikke at skubbe folk ud i en førtidspension skal laves en rehabiliteringsydelse – og det er fuldstændig i tråd med det, Arbejdsmarkedskommissionen har foreslået, og som i øvrigt Dansk Handicap Forbund også har foreslået – så man i en periode kan få en ydelse svarende til førtidspensionsniveau, men altså uden at være førtidspensioneret, så man har tid til at komme sig.

Vi er sådan set næsten ligeglade med, fra hvilken side man angriber det, om man ophæver varighedsbegrænsningen, eller om man laver en ny ydelse i forbindelse med førtidspensionsreformen. Men problemet er, at som sagerne står nu, er der nogle, der falder ned mellem to stole. Det skaber en helt unødig fattigdom i det danske samfund blandt folk, der er langtidssygemeldt, og det er ikke rimeligt.

Så er det ministeren.

I og med at det her vist nærmest var en kommentar, kan man jo replicere, som man vil. Jeg kan blot sige til hr. Morten Østergaard, at jeg ser frem til, at vi skal drøfte mulighederne for at lave en førtidspensionsreform.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Det ville også have undret mig temmelig meget, hvis ministeren i dag havde stillet sig op og havde sagt, at man nu vil ophæve varighedsbegrænsningen, og at det forslag, som oppositionen har fremsat, er rigtig godt. Det var jo tydeligt i den debat, vi havde i går i spørgetiden, at ministeren ikke åbnede så meget som en millimeter af ladeporten – så det overrasker mig ikke spor – på trods af at antallet af folk, der mister sygedagpengene, er steget fra 5.000 til 6.000. Men det er der så ikke noget at gøre ved.

Det, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at sige nu, er jo, at der er folk uden for denne sal, der holder øje med, hvad der sker. Bl.a. har jeg noteret mig, at formanden for HK her i Danmark, Kim Simonsen, har skrevet et brev til Folketinget – det vil jeg godt henlede opmærksomheden på, for så kan folk gå ind og kigge på det – hvor han direkte opfordrer til, at vi ophæver varighedsbegrænsningen.

Så er det ministeren.

Ja, og det er jo naturligvis et brev, som jeg også er bekendt med.

Man kan jo grundlæggende sige, at hr. Lennart Damsbo-Andersen i hvert fald ikke går ind til den her debat med den største selvtillid, i og med at hr. Lennart Damsbo-Andersen bruger det første halve minut af sin taletid på 1 minut på at sige, at hr. Lennart Damsbo-Andersen og – går jeg også ud fra – hr. Lennart Damsbo-Andersens parti heller ikke havde forventet at få det her forslag igennem. Så kan det selvfølgelig undre lidt, at man genfremsætter det gang på gang, men sådan er vi jo så forskellige.

Jeg kan blot sige, at jeg ikke har ændret holdning siden i går. Jeg mener, at der er ganske mange gode forlængelsesmuligheder på sygedagpengeområdet allerede nu. Og med den forlængelsesmulighed, som jo netop er til behandling i Folketinget nu, og som netop er blevet førstebehandlet, bliver der jo så endnu en. Derfor ser jeg, at tingene samlet set er, som de skal være.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Nu må ministeren jo ikke misforstå mig og tro, at fordi jeg sagde, som jeg gjorde før, betyder det, at vi overhovedet ikke har nogen tro på, at det her kan gøres anderledes. Virkeligheden siger jo, at der, hver gang vi har fremsat forslaget, er kommet små bidder af forandring, og at der er kommet forbedringer. Det tror vi selvfølgelig også på at der kommer denne gang, måske ikke fra ministeren, men så i hvert fald ved, at der er lydhøre medlemmer af Folketinget, som godt kan forstå, at de mennesker, der mister deres dagpenge på grund af varighedsbegrænsningen, står i en meget ulykkelig situation, og at vi, der nu sidder her i Folketinget, simpelt hen ikke kan være det bekendt.

Så er det ministeren.

Nu glæder jeg mig meget til at skulle høre hr. Lennart Damsbo-Andersens tale her lidt senere, for jeg går jo ud fra, at hr. Lennart Damsbo-Andersen har gjort sig nogle overvejelser om, hvad det egentlig vil betyde for det enkelte menneske, hvis man fjerner varighedsbegrænsningen. Dermed må hr. Lennart Damsbo-Andersen jo også have gjort op med sig selv, at det her i virkeligheden vil betyde, at man – kan man rolig sige – vil lade nogle i stikken, for det er afgørende, at der er en bagkant, så man netop både som borger og som kommunal sagsbehandler, og hvem der ellers er involveret i en sygesag som den her, kan have en bagkant at arbejde hen imod og vide, at det faktisk er helt afgørende, at man får tingene gjort inden da, at man får sat skub i sagen.

Derfor går jeg ud fra, at hr. Lennart Damsbo-Andersen netop vil bruge sin taletid på at komme med nogle overvejelser om det, for som det ligger her, er det jo helt tydeligt, at hr. Lennart Damsbo-Andersen ikke har gjort sig de her overvejelser. Men nu er der jo en halv times tid, til hr. Lennart Damsbo-Andersen skal på talerstolen, og så får hr. Lennart Damsbo-Andersen mulighed for at redegøre for det.

Men se, når man har ordet her, er der ikke en halv times tid. Der er faktisk kun 60 sekunder. Og når den røde lampe lyser, er de 60 sekunder gået, og når formanden rejser sig, er der gået 70 sekunder.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning af op til 1 minuts varighed.

Det her forslag vil jo blive fremsat, indtil det bliver gennemført, og det gør det jo så, når der kommer en ny regering inden længe.

Vores nuværende statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, omtalte faktisk de syge, den dag han blev udnævnt til statsminister, og det synes jeg er meget sympatisk. Statsministeren sagde, at der er brug for en stærk hånd under en, når man bliver syg, og det har han fuldstændig ret i. Man har virkelig brug for samfundet, når man bliver syg, ikke mindst når man bliver langtidssyg. Men lever samfundet så op til det? Nej, det gør det jo altså ikke, fordi inklusive de forlængelsesmuligheder, der er, er virkeligheden, at 6.000 langtidssyge mennesker i Danmark hvert år bliver frataget deres sygedagpenge på grund af den eksisterende lovgivning. Det er ikke en stærk hånd under en. Det er en stærk lige højre, en knockout, som sender en på en social nedtur.

Så mit spørgsmål er, om ministeren mener, at man som syg har en stærk hånd under en, når der 6.000 syge i Danmark, der mister sygedagpengene hvert eneste år på grund af varighedsbegrænsningen.

Så er det ministeren.

Jeg synes, at hr. Eigil Andersen anskuer det her på en meget skæv måde, fordi for mig er det at have en stærk hånd under sig, når man er syg, også fuldstændig afgørende. Det er netop det, der ligger i den aktive indsats, som der er på sygedagpengeområdet. Det, at der rent faktisk er nogle, der kerer sig om en hele vejen igennem fra start til slut, og at de, der kerer sig om en, også har det endemål, som man jo selvfølgelig selv har, netop at vende tilbage til arbejdsmarkedet igen, er det, der for mig ligger i, at der er en stærk hånd under en, samtidig med selvfølgelig – og det er jo en selvfølgelighed i det danske samfund – at der også rent økonomisk følger en ydelse med.

Så på den måde kan jeg sige et klart og rungende ja til hr. Eigil Andersen, når det gælder om, om der er en stærk hånd under en, når man er sygemeldt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Nu har den her regering jo lavet sindrige systemer og massevis af systemer med refusionsregler, der gør, at kommunerne bliver straffet økonomisk, hvis de syge ikke er aktiverede. Så der sker jo en hel masse under alle omstændigheder.

Jeg vil gerne sige, at når man er syg og man får stoppet sine sygedagpenge, er risikoen, at man må gå fra hus og hjem, at der er en skilsmisse, der truer. Det slider på parforholdet, hvis der er få penge til stede i familien, og man er usikker på sin fremtid. Så forstår jeg altså ikke, at man kan fremstille det som en hjælp, at man bliver frataget sin indtægt. 1.000-2.000 af de her syge, der bliver frataget deres sygedagpenge, skal oven i købet leve af 0,00 kr., fordi de heller ikke har ret til kontanthjælp. Jeg tror godt, at befolkningen forstår, og jeg forstår ikke, at ministeren ikke forstår, at det her ikke er en hjælp, det er en knockout, der sender mennesker på en social nedtur i stedet for.

Så er det ministeren.

Jamen det er jo netop derfor, at vi har en tidlig og en aktiv indsats over for sygemeldte. Det er jo netop, fordi man ikke skal nå derhen, hvor man mister sin ydelse. Det er jo hele pointen med den måde, vi har skruet hele sygefraværspolitikken sammen på. Så hvis det skal forstås sådan, at hr. Eigil Andersen egentlig indirekte kommer til at bakke op om det, siger jeg mange tak for opbakningen. Det skulle glæde mig meget. For det er jo netop det, at der er en stærk hånd, at der er nogle, der kerer sig, at man kommer tidligt ind i et forløb, som hr. Eigil Andersen efterspørger, og jeg er jo ikke et sekund i tvivl om, at hr. Eigil Andersens ønske altså også er, at folk skal vende tilbage til arbejdsmarkedet igen. Sådan er mit ønske også, og sådan er de sygemeldtes ønske selvfølgelig også. Det er jo derfor, at den tidlige og aktive indsats nu er blevet indført på det her område.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg kunne tidligere forstå på ministeren, at hvis man ikke opretholdt en regel om, at sygemeldte efter 52 uger enten kan ryge på kontanthjælp eller helt ud af forsørgelsessystemet, ville det få den konsekvens, at kommunerne ikke ville gøre nogen indsats for at få dem i arbejde. Kan beskæftigelsesministeren ikke forklare mig, hvad der driver kommunerne til ikke at gøre en indsats for igen at få de syge i arbejde, hvis det ikke er sådan, at de syge efterfølgende straffes?

Så er det ministeren.

Nu var det så ikke det, jeg sagde, men hr. Per Clausen kan selvfølgelig vælge at høre det, hr. Per Clausen vil høre, og det må man så sige at hr. Per Clausen har benyttet sig af i det her tilfælde.

Det er jo netop helt afgørende, at der er en bagkant, så kommunen, sagsbehandleren, den sygemeldte, og hvem der nu ellers i øvrigt er indblandet i en sag som den her, kan arbejde sammen om hurtigst muligt at få sat den indsats i værk, der skal til. Så jeg ser det, at der er en bagkant, som en meget stor fordel, og jeg ser det i særdeleshed som en meget stor fordel, nu hvor der netop gøres en aktiv indsats for de sygemeldte. De to ting koblet sammen synes jeg er en rigtig god løsning, og jeg synes faktisk, at det er en løsning, som vi skal være ret stolte af.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg er slet ikke tvivl om, hvad ministeren synes. Hun synes nemlig, at det er rigtig godt. Jeg spørger bare: Hvorfor er det sådan, at det for at få kommunerne og sagsbehandlerne til at gøre en indsats er nødvendigt, at de ved, at den syge ryger ned i et økonomisk hul, hvis vedkommende ikke kommer i arbejde? Hvorfor er det nødvendigt? Eller er det sådan, at beskæftigelsesministeren i virkeligheden mener, at de syge, der er på sygedagpenge, mangler en økonomisk motivation til at gøre en indsats for at blive raske? Er det i virkeligheden det, der ligger bag?

Det, som jeg gerne vil vide, er ikke, hvad ministeren synes, for det er meget enkelt og meget banalt, men hvorfor ministeren synes det, hun synes.

Så er det ministeren.

Jamen hr. Per Clausen behøver slet ikke at tillægge mig eller regeringen nogle grimme hensigter. Man fornemmer næsten, at det er det, hr. Per Clausen forsøger at gøre, men det behøver hr. Per Clausen overhovedet ikke at kere sig om eller bruge tid på.

Spørgsmålet om, at der skal være en begrænsning, skyldes jo netop, at det her er en midlertidig ydelse, og at det er vigtigt at sende et signal om, at det her er en midlertidig ydelse. Men det helt afgørende er jo selvfølgelig, at det her betyder, at sagsbehandleren, kommunen generelt, øvrige involverede parter og selvfølgelig den sygemeldte samarbejder på tværs om, at den sygemeldte hurtigst muligt kommer i gang.

Jeg ser i virkeligheden det her som en rigtig god ting for den sygemeldte, for så ved man også, at der skal komme skub i tingene. Er der så en eller anden grund til, at man f.eks. skal vente på revalidering, eller det skal afklares, om man skal have førtidspension, eller andre ting, er der jo netop forlængelsesmuligheder.

Så det, vi her står med, er i virkeligheden et meget fleksibelt system, som også gør, at man som borger ved, at der også er en bagkant, og at alle involverede parter skal samarbejde om det her.

Tak til ministeren, og så går vi i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Forslagsstillerne foreslår at afskaffe varighedsbegrænsningen for udbetaling af sygedagpenge. Det ville være at gøre sygedagpengemodtagerne en rigtig bjørnetjeneste. Vi skal ikke bare lade stå til, vi skal hjælpe dem, der bliver syge. Vi skal give handlemuligheder, så vi hjælper sygemeldte til at blive raske hurtigst muligt eller på anden måde få afklaret deres fremtid.

Undersøgelser viser, at jo længere man forbliver på sygedagpenge, jo mindre bliver chancen for, at man vender tilbage til arbejdsmarkedet, og det er hverken i den sygemeldtes eller samfundets interesse. At gøre det muligt at modtage sygedagpenge permanent ville derfor ikke bare være en dyr affære rent samfundsøkonomisk, men det ville også efterlade mange sygedagpengemodtagere i en blindgyde i udkanten af samfundet og uden fremtidsudsigter, og det ønsker vi ikke i Venstre.

Derfor er vi rigtig glade for, at aftalen om en forstærket indsats for nedbringelse af sygefraværet nu efterhånden er blevet udmøntet, og at kommunerne har fået rigtig gode redskaber til tidligt og effektivt at gøre en indsats for den enkelte sygedagpengemodtager. Ved hjælp af bedre og hurtigere dialog mellem kommune, læge, arbejdsplads og den sygemeldte vil det være muligt at afklare den enkeltes behov og dermed finde den bedste løsning, så den sygemeldte forhåbentlig kan blive rask hurtigst muligt, eller finde alternative løsninger, f.eks. fleksjob, revalidering eller førtidspension.

De seneste lovgivningsændringer har styrket kommunernes muligheder for at gøre en tidlig, målrettet og aktiv beskæftigelsesindsats over for alle sygemeldte, og det giver den enkelte sygemeldte muligheder i modsætning til dette passiviseringsforslag. Med den seneste forlængelse af muligheden for sygedagpenge, som er aftalt i finansloven for 2010, har vi givet bedre muligheder for at finde den rigtige løsning. Venstre afviser derfor forslaget.

Det giver også anledning til fire korte bemærkninger, men denne gang er det i en anden rækkefølge. Denne gang er det hr. Per Clausen først.

Nu er det jo så sjældent, jeg får mulighed for at vikariere som arbejdsmarkedsordfører. Det kan være derfor, jeg ikke forstår det, som ministeren siger, og det, som hr. Erling Bonnesen siger, for jeg forstår ikke, hvordan det at tage sygedagpengene fra folk får kommunerne til at gøre en større indsats for at få dem i arbejde. Jeg vil gerne vide, om hr. Erling Bonnesen kan forklare mig det, som ministeren ikke kan. Bare for alle eventualiteters skyld: Jeg mistænker ikke nogen for noget, jeg synes bare, det ville være dejligt, hvis jeg kunne få en fornuftig forklaring på, hvorfor regeringen og Venstre gør det, de gør.

Så er det ordføreren.

Hvis man bliver syg, er jeg af den opfattelse, at man så skal være glad for, at man bor i Danmark, for der er der jo masser af muligheder for netop lige præcis en målrettet hjælp til dem, som går hen og bliver syge.

Derfor vil jeg anbefale, at den syge prøver at sætte sig hen og danne sig et overblik over de mange muligheder, der er lige præcis for en tidlig indsats, hvor man straks tager fat og spørger, hvad man kan hjælpe med for at få iværksat den rigtige behandling. Og som vi også lige nu har hørt tidligere i debatten, så er der en række forlængelsesmuligheder, således at man altså kerer sig om det og hjælper, når folk bliver syge. Det er det, der er hovedkernen i det.

Der er yderligere en kort bemærkning til hr. Per Clausen.

Jamen jeg bliver nok alligevel nødt til at gentage mit spørgsmål. Jeg synes ikke rigtig, at der blev svaret på det. Det er i grunden ganske enkelt: Hvordan får det en kommune til at gøre en større indsats for at få en syg så rask, at vedkommende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, at man siger til den syge, at hvis det ikke lykkes, hvis du faktisk stadig væk er syg, så tager vi dit forsørgelsesgrundlag fra dig? Hvordan skulle det kunne hjælpe? Hvordan skulle det kunne få kommunerne til at gøre en større indsats? Og det andet: Hvordan skulle det kunne hjælpe den syge?

Jeg forstod på hr. Erling Bonnesen indledningsvis, at det at vedtage det her forslag ville være synd for de syge. Hvordan kan det være synd for de syge, som stadig væk er syge, at sikre, at de stadig væk har et forsørgelsesgrundlag, at de har noget at leve af? Jeg forstår det simpelt hen ikke, og hvis vi ikke i løbet af debatten i dag kan få en slags forklaring, så bliver vi nødt til selv at tænke over, hvad der kan være forklaringen. Og det er rigtig nok, som ministeren var inde på, at så kan man godt få grimme tanker.

Så er det ordføreren.

Hvis vi lige starter med at kaste et blik ud i den virkelige verden, så er der masser af kommuner, som jo lige præcis gør det, vi forsøger at redegøre for, men som det tilsyneladende er sådan lidt svært at komme igennem med heroppefra. Man tager lige præcis fat i det og gør noget ved det og får givet dem, der bliver syge, den rigtige behandling, det rigtige behandlingstilbud, således at de syge jo med den rigtige behandling forhåbentlig hurtigst muligt kan blive raske igen. Kan de så ikke blive det, er det klart, at der så vil være andre muligheder, f.eks. førtidspension eller andre ordninger, de så skal over på, og der kan vi da med glæde konstatere, at der er rigtig mange kommuner, der i den sammenhæng gør det rigtig godt. Med hensyn til de komplicerede tilfælde er der så også blevet redegjort for, at der er en række forlængelsesmuligheder, hvis det kræver lidt længere tid at få afklaret tingene.

Der er en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg noterede mig, at ordføreren faktisk er enig med i hvert fald Socialdemokratiet i, at det er vigtigt tidligere at gøre en aktiv indsats i forhold til at få syge tilbage på arbejdsmarkedet eller i hvert fald få dem afklaret, i forhold til om de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet eller skal have en pension eller et fleksjob.

Men når nu ordføreren er indstillet på, at man aktivt skal hjælpe de syge, hvordan opfatter ordføreren så det, at man tager pengene fra folk, altså at man simpelt hen tager sygedagpengene fra folk? Hvad er det for en hjælp, de får der?

Så er det ordføreren.

Men jeg er da glad for, at ordføreren for Socialdemokratiet også er enig i, at vi skal gøre en aktiv og hurtig indsats; det tror jeg sådan set at der er bred enighed om. Det er jo også lige præcis det, der er hovedsporet i hele den indsats, som kommer

Jeg tror da også, som jeg tidligere var inde på, at man, hvis man bliver syg, skal være glad for, at man bor i Danmark. For der har vi jo en kæmpe indsats, en helt palet af muligheder med indsatser. Det er lige præcis det, der er blevet gjort, så det er jo ikke en målsætning at tage penge fra folk.

Men som der også er redegjort for, skal man jo ikke bare stå permanent som sygedagpengemodtager. Det kunne næsten lyde på spørgeren, som om man bare skulle lade stå til og sige: Bliv stående som sygedagpengemodtager, så længe det passer dig. Prøv lige at se på Sverige, der er de jo lige præcis gået den anden vej i retning af de gode erfaringer, som vi har gjort os her i Danmark; de kopierer jo næsten den måde, vi gør det på nu.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg tror, jeg vil opfordre ordføreren til at læse vores forslag, som det ligger, for deri står rent faktisk, at hensigten er at afskaffe varighedsbegrænsningen indtil det tidspunkt, hvor man er afklaret, i forhold til om man kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller om man skal have en pension, eller om man skal have et fleksjob. Der er ikke noget med at lade stå til og bare lade folk være på sygedagpenge i evighed. Hvis man foretager det, som vi siger, nemlig en aktiv indsats for at få folk tilbage så hurtigt som muligt, så er der ingen, der kommer til at gå på sygedagpenge i evighed.

Så er det ordføreren.

Jamen jeg glæder mig da rigtig meget over, at de systemer, som regeringen sammen med flere andre partier har fået tilrettelagt, jo virker, for der er jo mange, der lige præcis får den rigtige behandling og forhåbentlig bliver raske igen. De, som ikke kan blive det, kommer over på nogle permanente ordninger.

Det er jo også, fordi man ved, at man skal tage fat på det, og ikke kun, som man jo tilsyneladende signalerer fra Socialdemokratiets side, blive stående på sygedagpenge. Det løser jo ingenting. Der er det da godt, at man kommer ud og får taget fat i den, som er blevet ramt af sygdom, og så får noget gjort ved det. Det er jo lige præcis det, som det handler om. Jeg forstår ikke det signal, man sender her fra Socialdemokratiet: Bare bliv stående.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Det er, som om hr. Erling Bonnesen ikke ved, hvad det er, vi i anden sammenhæng har aftalt. Vi har netop aftalt en tidlig opfølgning, en aktiv opfølgning, som forpligter kommunerne til – udover den behandling, der i sagens natur må være af den langtidssyge – efter den 10. uge at gøre en aktiv indsats.

Så kan man enten sige: Det her tror vi ikke på. Det er jo egentlig bare noget, vi gjorde for syns skyld. Vi tror ikke på, at det virker, og derfor er vi nødt til ligesom at have en bremse på sygedagpengene i den sidste ende. Eller også kan man sige: Vi tror faktisk på den strategi, vi har lagt, med en tidlig indsats, og så behøver vi jo ikke nogen varighedsbegrænsning. For hvis man tror på, at det, vi har gjort, at den strategi er rigtig, så siger det sig selv, at der er en aktiv indsats, så man hele tiden søger at bringe de syge tilbage mod arbejdsmarkedet, samtidig med at de bliver behandlet og forhåbentlig får bugt med deres lidelser.

Derfor synes jeg bare, at hr. Erling Bonnesen jo enten må sige, at han ikke rigtig tror på det, vi gør med den tidlige indsats, og at vi derfor er nødt til at have en varighedsbegrænsning, eller også må han tage konsekvensen af, at han tror, at strategien med den tidlige indsats virker, og så er der jo ikke noget behov for en varighedsbegrænsning, for så bliver der jo gjort en indsats over for alle efter den 10. uge.

Så er det ordføreren.

Jamen jeg tror fuldt og fast på de ordninger, som vi har tilrettelagt, og det kan jeg med god grund også gøre, for de virker jo. Det er jo langt de fleste, som enten – forhåbentlig – bliver raske eller kommer i et af de behandlingstilbud, der er.

Erfaringsmæssigt kan man jo kigge til Sverige, hvor man jo – i hvert fald i en periode – ikke har haft varighedsbegrænsningen, og det gik jo som bekendt ikke så godt, syntes man i Sverige, og derfor er det jo også, at de er begyndt at kopiere de måder, som vi gør det på her i Danmark. Så jeg tror da, at der er lige så meget behov for, at ordføreren kigger over på den anden side af sundet.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Jeg er glad for, at vi fik afklaret, at også hr. Erling Bonnesen er klar over, at der gøres en indsats, og at man er forpligtet på at lave en indsats for alle syge efter 10 uger – så langt, så godt. Det er man jo, fuldstændig uafhængig af om vi har en varighedsbegrænsning eller vi ikke har en varighedsbegrænsning. Derfor må hr. Erling Bonnesen jo trække sine ord tilbage, når han siger, at det er at lade stå til, og at det her vil betyde, at der ikke bliver gjort en indsats, fordi man kan være på sygedagpenge for tid og evighed. Det ville i givet fald være et brud med de regler, vi har lavet i fællesskab, om, at der skal være en aktiv indsats fra den 10. uge.

Derfor må vi bare konstatere, at den aktive indsats ikke afhænger af, om der er en varighedsbegrænsning eller ej; den afhænger af, om kommunerne overholder de regler, vi i øvrigt har lavet. Og derfor synes jeg, at hr. Erling Bonnesen må forklare, hvordan det er at gøre de syge en bjørnetjeneste at sikre dem et indtægtsgrundlag, mens den behandling og den indsats pågår, også når den varer længere, end vi selvfølgelig alle sammen håber på. Hvordan bliver det en bjørnetjeneste?

Så er det ordføreren.

Jeg er da glad for, at det også bliver anerkendt fra radikal side, at de ordninger, vi har, virker godt.

Det er jo et godt signal at få sendt, synes jeg, at hvis man bliver syg, kan man være tryg ved, at der kommer nogle og hjælper en så godt som muligt. Der skal altså ske noget, der skal ligesom lidt skub i sagen, og det er jo det, vi har alle ordningerne til.

Det er jo det rigtige signal at få sendt i stedet for at begynde at sende andre signaler om, at man bare ingenting vil gøre og blive stående: Så kan du jo sige til, hvis du får lyst engang.

Det synes jeg ikke om.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Sagens kerne er jo, at det her er en rigtig, rigtig dårlig sag for regeringen og regeringspartierne, og derfor prøver man at dreje debatten over på, hvilke former for aktivering der finder sted, mens man er syg, herunder også hvis man er langtidssyg. Men det er, fordi man ikke vil tale om det, som forslaget drejer sig om, nemlig at det er et faktum, at man – med regeringens egne tal – fratager 6.000 mennesker i Danmark årligt deres sygedagpenge.

Jeg kender ordføreren som en retskaffen mand, men med en helt forkert politik. Disse syge mennesker – de 6.000 – er også retskafne borgere i Danmark. De har fulgt reglerne til punkt og prikke, deres sygdom er bare trukket ud, men de har deltaget i behandlingerne, de har deltaget i de arbejdsprøvninger, der har været foranstaltet osv. osv. – men alligevel mister de deres sygedagpenge.

Hvordan tror ordføreren at det opleves at være en af de 6000, der har fulgt alle regler, men som alligevel mister sin indtægt?

Så er det ordføreren.

Jeg kan berolige spørgeren med, at jeg synes, vi har en god sag, fordi vi lige præcis har mange gode ordninger. Vi får taget fat på det. Vi lever i et velfærdssamfund, hvor man kerer sig om folk. Bliver man syg, kan man være rolig ved, at der kommer hjælp. Der bliver taget fat på det, og man gør alt, hvad man kan for at sætte den rigtige behandling i værk, så folk kan blive raske igen eller komme over på en anden ordning. Det er da et godt signal at sende, og derfor føler jeg selvfølgelig, at jeg har en god sag.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Den måde at svare på kan bruges i undervisningen i folkeskolen, for det bekræfter jo det, som jeg siger, at der bliver talt udenom. Der bliver talt om noget andet end det, som det her vedrører.

Det her forslag drejer sig jo ikke om, hvad der sker, mens man er syg. Det drejer sig om folk, der er så ulykkelige, at de bliver ramt af langvarig sygdom, og hvis forsøg på at komme i arbejde desværre også er langvarige. Dem ønsker ordføreren og hans parti at gøre fattige ved at fratage dem deres sygedagpenge. Det sker for 6.000 mennesker i Danmark hvert år, og af dem er der 1.000-2.000, som ikke engang kan få kontanthjælp, de havner i det såkaldte sorte hul. Hvordan ville ordføreren være tilpas, hvis hans indtægt var 0,0 kr.?

Så er det ordføreren.

Jamen der er ingen, der havner i den sorte gryde, og det er lige præcis derfor, jeg føler, vi har en god sag, for hvis der er nogle, der har brug for længere tid til at få den rigtige afklaring, kan jeg præcis pege på nogle af de ting, vi jo tidligere haft inde i debatten, og som er ved at køre igennem nu, nemlig nogle forlængelsesmuligheder. Der er oven i købet nogle muligheder for at kombinere dem, så man præcis kan få sat den rigtige behandling i værk. Så der er ingen, der havner i den sorte gryde.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Bent Bøgsted. Det hænger sammen med, at den socialdemokratiske ordfører er ordfører for forslagsstillerne, så han kommer i baghjulet – i gåseøjne selvfølgelig.

Tak, hr. formand.

Det forslag, vi står med her, om at fjerne varighedsbegrænsningen er jo – hvad skal man sige – en tilbagevendende begivenhed.

Det er sådan, at i den tid, hvor Dansk Folkeparti har været med, i hvert fald siden 2001, har vi lavet en hel del forlængelsesmuligheder i sygedagpengesystemet. Det er altid et stort problem, hvis man bliver syg af den ene eller den anden grund og ikke kan passe sit arbejde, og det er jo netop derfor, at der for et par år siden blev lavet en indsats mod sygefravær, som handlede om at få dem, der bliver syge, hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet. Det var den aftale, som arbejdsmarkedets parter selv var med til at indgå.

I Dansk Folkeparti synes vi ikke, det er den rigtige måde at fjerne varighedsbegrænsningen på, for vi har jo tidligere kunnet se, at kommunerne i sådan en situation har slækket på deres indsats over for den syge, for så haster det jo ikke med at gøre en indsats for at få vedkommende tilbage på arbejdsmarkedet. Der blev tidligere henvist til, at Sverige ikke har nogen varighedsbegrænsning, men det seneste, vi har set, er jo, at det har de fået nu, fordi det løb løbsk i Sverige. Det er måske årsagen til, at de er nødt til at indføre en varighedsbegrænsning, og det er den situation, vi også kunne få i Danmark, hvis vi bare ophævede varighedsbegrænsningen, for så havde kommunerne ikke behov for at lave en hurtig indsats.

Vi skal også lige huske på – det kan vi se, når vi ser tilbage på historien – at varighedsbegrænsningen på det private arbejdsmarked blev fjernet i 1990, var det vist. I 1995-96 fjernede den socialdemokratiske regering varighedsbegrænsningen på det offentlige område, og så er der lavet flere forlængelsesmuligheder. Efter at VK-regeringen kom til, har vi lavet en forlængelsesmulighed i 2007 og i 2009, hvor Dansk Folkeparti har fået indført en forlængelsesmulighed i forbindelse med finansloven. Senest med finansloven for 2010 har vi lavet en forlængelse af sygedagpengeperioden. De forlængelsesregler kan kombineres, så det vel snart nærmer sig 4 år, hvor man kan gå på sygedagpenge, hvis man bruger alle forlængelsesmuligheder.

Vi erkender så, at der er nogle problemer deri, bl.a. at kommunerne ikke behandler sagerne ens. Hvis vi kunne komme dertil, at kommunerne behandlede sagerne ens, slap vi jo for nogle af alle de her sager, hvor kommunerne har fjernet sygedagpengene, og hvor de bliver underkendt. Det er i hvert fald et sted, hvor vi skal se nøjere på om vi kan få kommunerne til at agere ens.

Vi ved også, at der er problemer, i forbindelse med at folk skal arbejdsprøves til, om de skal have førtidspension eller fleksjob, men det er jo de regler, som den tidligere SR-regering indførte sammen med SF. V og K stemte så for dengang. Det var reglerne om førtidspension og fleksjob, hvor meget arbejdsprøvning man skal igennem, og det er den førtidspensionsreform, der skal ses på. Er der nogen problemer her?

Dansk Folkepartis holdning er, at er man for syg til at arbejde, skal man enten have fleksjob eller førtidspension. Og de begrænsninger, der er deri, er altså med til at gøre, at der er nogle, der falder for varighedsbegrænsningen, fordi kommunerne trækker sagerne i langdrag, i forbindelse med at de vurderer, om folk skal have førtidspension eller fleksjob. Der synes jeg jo at forligspartierne til en start kunne begynde at se på, hvordan man kunne sikre, at der ikke var nogen regler, som kunne mistolkes af kommunerne i forbindelse med førtidspensionsreformen og som gjorde, at folk blev sendt på den ene arbejdsprøvning efter den anden og så fik at vide: Jamen du kan ikke få førtidspension, du kan heller ikke få fleksjob, og så falder du for varighedsbegrænsningen. Det kunne jo godt være, man skulle se på den reform, man selv har været med til indføre.

Alt i alt har vi et system, der burde kunne fungere, hvis kommunerne levede op til det og brugte de forlængelsesmuligheder, der er. Så er der ikke så mange, der kan komme i den situation, hvor de falder for varighedsbegrænsningen. Hvis man så på reglerne for, hvordan og hvorledes det fungerer i forbindelse med førtidspension og fleksjob, kunne det jo godt være, man kunne løse nogle af de problemer, der er i det. Men altså, at fjerne varighedsbegrænsningen ville være et incitament til, at kommunerne ikke behøvede at tage det alvorligt, at de kunne sige: Vi kan godt trække det lidt længere, vi behøver ikke lave den indsats her og nu. Det er Dansk Folkeparti ikke tilhænger af, det er bedst for de sygemeldte, at de hurtigst muligt kommer tilbage til arbejdsmarkedet.

Tak til ordføreren. Der er fire, der har bedt om en kort bemærkning. Først er det hr. Eigil Andersen.

Først vil jeg gerne sige, at når jeg har sagt, at der er 6.000 mennesker om året i Danmark, der mister sygedagpengene, så er det Beskæftigelsesministeriets tal, jeg nævner, og det er, efter at man har brugt forlængelsesmulighederne. Alligevel er der 6.000, der mister sygedagpengene.

Når man ser Dansk Folkepartis valgmateriale og ser, hvad der bliver sagt fra Dansk Folkepartis side, kan man se, at der bliver gjort et stort nummer ud af at være de svages og de syges fortalere. Derfor er jeg dybt skuffet over Dansk Folkeparti.

En afskaffelse af varighedsbegrænsningen vil koste 200-300 mio. kr., og Dansk Folkeparti krævede 200 mio. kr. under finanslovforhandlingerne til det her område – man fik 30 mio. kr. Jeg vil tro, at det vil hjælpe ca. 500 personer. Tilbage er der altså 5.500, som Dansk Folkeparti ikke vil redde fra at miste sygedagpengene. Er det at være de svages beskytter?

Så er det ordføreren.

Tak, hr. formand. Jamen altså man kan jo se på det på den måde, at man ser på, hvad Dansk Folkeparti har fået igennem: Vi har fået en forlængelsesmulighed igennem i 2007, i 2009 og nu i 2010. Og så kan man spørge hr. Eigil Andersen: Hvad har SF fået igennem? Ikke noget som helst.

SF har til gengæld været med til at lave de stramme regler, der gør, at der er mange, der falder for tidsgrænsen, fordi de ikke kan nå at blive færdige med arbejdsprøvningen til tiden, inden det bliver afklaret, om de kan få førtidspension og fleksjob. De stramme regler, der ligger der med hensyn til førtidspension, har SF været med til at indføre. Dansk Folkeparti har til gengæld lempet her.

Det er rigtigt, at vi ikke kunne komme igennem med 200 mio. kr. i finansloven, og det skyldes måske, at regeringen fattes penge. Det er det, vi har hørt finansministeren være ude at sige: Der skal strammes op, og der er ikke så mange penge til rådighed.

Men Dansk Folkeparti har faktisk fået flere forlængelser igennem i de sidste tre finanslove, og vi er egentlig ret tilfredse med, at vi trods alt har fået noget igennem, modsat hvad SF har fået.

Så er det hr. Eigil Andersen for yderligere en kort bemærkning.

Nu er det jo ikke, fordi det har skortet på forslag fra vores side om, hvordan vi mener det bør løses. Men jeg kan betro Dansk Folkepartis ordfører, at når der kommer et andet flertal, vil det her naturligvis blive gennemført som en af den nye regerings første handlinger; det er jeg slet ikke i tvivl om.

Det er sådan, hvad jeg også har nævnt tidligere, at der ud af de 6.000 er 1.000-2.000, som havner på 0,0 kr., fordi de havner i det sorte hul, hvor de ikke engang har ret til kontanthjælp, når de mister deres sygedagpenge – og det er så på grund af ægtefælleindtægt og det, at man bor i ejerbolig. Synes Dansk Folkeparti, at det er at være de svages beskyttere, at man i Danmark efterlader 1.000-2.000 mennesker om året uden sygedagpenge og uden kontanthjælp, altså med 0,0 kr.?

Så er det ordføreren.

Tak. Jeg kan sige så meget, at Dansk Folkeparti da selvfølgelig er et ansvarligt parti, og vi har en finanslovaftale, som vi skal leve op til. Vi har vores ønsker med i finanslovforhandlingerne, og i forhandlingerne om den her finanslov havde vi et ønske på 200 mio. kr. med, som vi gerne ville have haft igennem, men det kunne vi ganske rigtigt ikke få, og det beklager vi meget. Vi har fået noget med – hvad er det nu? – 30 mio. kr. den her gang, og vi vil fortsætte med at arbejde på at lave forbedringer.

Men jeg synes, det var på sin plads, at hr. Eigil Andersen måske tog fat i de forligspartier, der står bag forliget om førtidspension og fleksjob, og så på, hvad det er for nogle skrappe krav, der er deri, som gør, at kommunerne smider folk af og ikke siger: Når du er for syg til at arbejde, skal du have et fleksjob, eller du skal have en førtidspension. Det er jo med til at gøre, at det ikke fungerer helt – der er nogle, der bliver smidt af – og så er det også sådan, at kommunerne rundtomkring agerer på forskellig måde.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Så hr. Bent Bøgsted kan tilsyneladende ikke finde ud af, om det fungerer eller det ikke fungerer, for hr. Bent Bøgsted taler om, at det fungerer udmærket med de regler, vi har i dag, men det fungerer så alligevel ikke, for det skal vi kigge på i førtidspensionsreformen og i forhold til fleksjob. Men alligevel må hr. Bent Bøgsted være enig i, at der er nogle, der falder ned mellem stolene. Vi kigger på og har længe ønsket at diskutere førtidspensionsreformen, og det får vi så måske en lejlighed til nu.

Men det, jeg vil spørge hr. Bent Bøgsted om, er, om ikke også Dansk Folkeparti står ved det forlig, vi har lavet om indsatsen på sygedagpengeområdet, og derved erkender, at der ingen sammenhæng er mellem den indsats, der gøres, og varighedsbegrænsningen. Hvis ikke kommunerne gør en indsats over for folk, der er syge i ud over 10 uger, går det ud over deres refusion. Det er den sammenhæng, der er med indsatsen. Det har intet som helst med varighedsbegrænsningen at gøre.

Så er det ordføreren.

Selvfølgelig står Dansk Folkeparti ved den aftale, der er om indsatsen i forbindelse med sygefravær. Den står vi fuldt ud ved – det er klart – lige så vel som at De Radikale står ved den. Det er helt sikkert, der er ikke noget der.

Men jeg vil sige vedrørende indsatsen over for de syge, når de skal bedømmes og igennem arbejdsprøvning, med hensyn til om de skal have førtidspension, eller de skal have fleksjob, eller de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet – det var de skrappe regler, der blev lagt ind, dengang førtidspensions- og fleksjobreformen blev lavet – at man måske skulle se på, hvor mange arbejdsprøvninger kommunerne trækker dem igennem der. Jeg tror, at der langt hen ad vejen sker nogle unødige arbejdsprøvninger – altså arbejdsprøvninger, der ikke er behov for. Jeg er ikke sikker på, det er nødvendigt at lave syv til otte arbejdsprøvninger af 3 måneders varighed af dem, der er syge.

Så er det hr. Morten Østergaard for en sidste kort bemærkning.

Da hr. Bent Bøgsted ikke er bundet af førtidspensionsaftalen, kan Dansk Folkeparti jo stille alle de forslag, Dansk Folkeparti ønsker, om vilkårene for førtidspension og fleksjob. Men det, jeg mangler en erkendelse af, er, at der altså ikke er nogen sammenhæng mellem den indsats, der skal gøres over for den syge, og så varighedsbegrænsningen. De to ting er fuldstændig afkoblede hinanden. Den aftale, vi har lavet om en aktiv indsats over for sygemeldte, har ingen sammenhæng med varighedsbegrænsningen, fordi det handler om, at der efter 10 uger – altså længe før varighedsbegrænsningen sætter ind – skal gøres en aktiv indsats, og hvis ikke kommunerne gør det, bliver de ramt på refusionen.

Der er det så, at man spørger sig selv: Når man nu har lavet sådan nogle skrappe regler, der sørger for, at der er en aktiv indsats allerede fra den tiende uge, hvorfor skal man så have en varighedsbegrænsning, hvis eneste resultat er, at de, som den aktive indsats ikke har virket på, mister deres indtægtsgrundlag? Det kan da ikke være en socialt afbalanceret politik, det kan da ikke være Dansk Folkepartis politik, at det her skal opretholdes, når man har en forsikring om en aktiv indsats, og at man så vil have sådan et system kørende, der alene tjener til at fjerne folks indtægtsgrundlag, når de er syge.

Så er det ordføreren.

Det er da rigtigt, at sygefravær medfører, at der gøres en indsats her og nu over for den syge, men det ændrer jo ikke ved, at hvis der er nogle, der går og er syge i meget lang tid, som der er nogle der er, så skal man have afklaret, om de skal have en førtidspension, eller om de skal have et fleksjob, eller om de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det har jo ikke noget med aftalen om sygefravær at gøre. Det er fuldstændig rigtigt.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Lige meget hvor man kigger i materiale fra Dansk Folkeparti, når man ser annoncer, så ser man, at partiet fremstår, som om det er de svages beskytter, som det også tidligere blev nævnt her, og så kan det jo godt undre mig, at når vi så har en debat som den, vi har i dag, hvor Dansk Folkepartis ordfører, hr. Bent Bøgsted, har chancen for at stille sig op og virkelig være de svages beskytter, så taler ordføreren udenom i stedet og begynder at snakke om førtidspension og om, hvor mange gange man skal aktiveres osv.

Det her handler jo slet ikke om det. Det her handler jo om, at der i det her land rent faktisk er flere end 1.000 mennesker, der ryger i det, som vi kalder for det sorte hul, som fuldstændig mister indtægtsgrundlaget. Folk, der er syge, mister de penge, den indtægt, som de har. Og hvis ikke de er svage mennesker, så ved jeg ikke, hvad de er. Det burde jo netop være dem, som Dansk Folkeparti går ind og beskytter.

Så er det ordføreren.

Tak. Jamen altså, når hr. Lennart Damsbo-Andersen siger det, kan man jo undre sig over, at den socialdemokratiske regering i 1995-96 fjernede muligheden for ubegrænset at kunne få sygedagpenge på det offentlige område. Det gjorde den dengang. Det var under den tidligere Nyrupregering, man indførte en varighedsbegrænsning på sygedagpenge på det offentlige område. Jeg ved godt, at det på det private område skete tilbage i 1990, det var under Schlüterregeringen, og hvad der skete dengang, ligger før min tid i politik, men det skulle ikke undre mig, hvis Socialdemokratiet også stemte for det dengang.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jamen nu taler ordføreren jo udenom igen i stedet for at forholde sig til den virkelighed, vi har i dag. Vi har hvert år 6.000 mennesker, der mister deres sygedagpenge, som det er nu, og 1.000 af dem mister deres forsørgelsesgrundlag fuldstændigt. Det har jo ikke noget at gøre med, hvad der blev besluttet i 1995-96. Det er den virkelighed, som de mennesker står med nu, og som vi med det her forslag ønsker at gøre noget ved. Vi har forstået, at der er mennesker, der har det skidt i det her land, fordi de mister forsørgelsesgrundlaget. Det håber jeg også at Dansk Folkeparti vil forstå, og jeg vil godt appellere til ordføreren om, at han så også kommer med en positiv melding her fra talerstolen.

Så er det ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Lennart Damsbo-Andersen, at det jo også er derfor, Dansk Folkeparti har indført flere forlængelsesmuligheder i forbindelse med finansloven. Vi har fået indført det, vi kunne få igennem, i finansloven. Vi er et ansvarligt parti og er også nødt til at overholde finansloven. Vi kan ikke bare gennemføre et forslag om 200 mio. kr. uden om en finanslov, det kan vi altså ikke, og det kunne hr. Lennart Damsbo-Andersens parti heller ikke, hvis det sad som støtteparti til en regering, det gør hr. Lennart Damsbo-Andersens parti ikke nu og kommer nok heller ikke til at gøre det i meget lang tid fremover.

Så selvfølgelig er vi ansvarlige, og selvfølgelig erkender vi også, at der stadig væk er nogle, der har problemer. Men jeg erkender også, at nogle af disse problemer er skabt af de regler, som hr. Lennart Damsbo-Andersens parti indførte i forbindelse med den nye reform, der blev aftalt i 2001 – det var før regeringsskiftet. Den reform trådte så godt nok først i kraft i 2003, men nogle af de skrappe regler om, hvordan man får tilkendt førtidspension eller fleksjob, er nogle regler, som Socialdemokratiet indførte dengang, og det giver også nogle problemer. Derfor er det måske formålstjenligt at kigge på, hvordan det fungerer, også med hensyn til, hvordan kommunerne administrerer de regler.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg er meget glad for hr. Bent Bøgsteds bemærkninger om pension og fleksjob, for det er rart at høre, at der er nogle, som har forstået, at hovedproblemet ikke er, at det er for nemt at få adgang til et fleksjob og en pension, men at det i virkeligheden for mange er alt for svært. Jeg er meget glad for, at den erkendelse i hvert fald findes hos Dansk Folkeparti.

Men det, jeg ikke helt forstår, er, at hr. Bent Bøgsteds i virkeligheden vigtigste argument – ud over at han ikke kan skaffe pengene – for, at der skal være en tidsbegrænsning, er, at hvis der ikke er en tidsbegrænsning, så vil kommunerne holde op med at gøre en indsats. Jeg vil gerne spørge hr. Bent Bøgsted, om han synes, det er rimeligt, at man straffer mennesker, som falder ud af sygedagpengesystemet, fordi kommunerne svigter. Var det så ikke mere interessant at se på, om den gulerod og den stok, som man har indført over for kommunerne, er effektiv nok i stedet for at lade det gå ud over de syge?

Så er det ordføreren.

Det var absolut en mulighed.

Så er det hr. Per Clausen for en sidste kort bemærkning.

Jamen så synes jeg bare, at det skulle være udgangspunktet for at diskutere det her forslag videre. Det kunne være, at man sagde: Vi kan godt afskaffe den her begrænsning, men så kan det godt være, at vi skal se på, om motivationen for kommunerne er stærk nok. Så er vi også kommet der til, hvor vi sådan set enige om forslaget. Så kan det være, at det, der står tilbage, er, at hr. Bent Bøgsted alligevel vil ende med at sige, at han og hans parti har indgået en finanslovaftale, og at han derfor ikke kan få det gennemført nu. Men så er vi dog enige om, hvad der er målet, og det er da ikke så dårligt, at der er et flertal i Folketinget, som er enige om, hvad der er målet.

Så er det ordføreren.

Tak, hr. formand. Med hensyn til det her med varighedsbegrænsningen har det tidligere vist sig, at hvis ikke der er en varighedsbegrænsning, har kommunerne ikke travlt med at få hjulpet de syge tilbage på arbejdsmarkedet. Man har ikke travlt med at gøre en indsats. Det var det, der gik galt i Sverige, og derfor har de indført en varighedsbegrænsning derovre. Det har ellers været rost, at Sverige ikke havde nogen varighedsbegrænsning. Det ved jeg er blevet fremført tidligere her i Folketinget. Så indfører Sverige en varighedsbegrænsning, fordi det gik helt galt. De kunne slet ikke styre det derovre. Man kan så ikke helt sammenligne systemerne, for her i Danmark har vi flere forlængelsesmuligheder. Det er jo noget nyt. I Sverige skal de til at tænke på, hvordan de så vil bygge det op derovre. Men det er bare et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man bare fjerner varighedsbegrænsningen sådan uden videre.

Dansk Folkeparti så gerne, at det var sådan, at man, hvis ikke man kunne bestride et arbejde, hvis man var for syg til at arbejde og man ikke havde mulighed for komme tilbage på arbejdsmarkedet, så ikke skulle slæbes igennem systemet med den ene arbejdsprøvning efter den anden. Så skal man have førtidspension, eller man skal have tilbudt et fleksjob, hvis det er det, man kan klare. Det behøver ikke at være sådan, at det er 7-8 arbejdsprøvninger, man skal igennem, sådan som vi i nogle tilfælde ser det. Det tager både 2 og 3 år, inden forholdene er afklaret. Det kan godt gøres hurtigere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Eigil Andersen som ordfører for SF.

Desværre er det sådan, at der er flere og flere huller i velfærden i Danmark. Det er der så på den anden side flere og flere mennesker der indser, og derfor er jeg også overbevist om, at det vil afspejle sig ved næste valg, hvor der vil være et flertal, som vil indse, at der er en stor dobbeltmoral til stede; der er simpelt hen for lang afstand mellem det, der bliver sagt, og det, der bliver gjort, fra regeringspartiernes og DF's side, og det vil så føre til, at der kommer et andet flertal, som har et mere solidarisk indhold.

Det, som vi taler om her, er altså mennesker, som f.eks. lider af en meget, meget alvorlig sygdom, og det kan jo være mange forskellige ting. Det kan også være nogle, som har været ude for en trafikulykke og er blevet voldsomt skadet på grund af det, eller det kan være nogle, der har været ude for en arbejdsulykke, eller som er nedslidte gennem mange års arbejde på en fabrik eller ved rengøringsarbejde. Men det kan også være nogle, der har fået en psykisk arbejdsskade, psykiske arbejdsskader er i voldsom stigning i de her år, og meget af det her er meget smertefuldt, hvad enten det nu er fysisk eller det er psykisk, for det er der også en stor smerte i. Og den situation, man som langtidssyg havner i i Danmark, er ikke spor sjov. Man skal så deltage i nogle behandlinger inden for sundhedsvæsenet, som selvfølgelig er nødvendige. Der vil være lang ventetid på noget af det med hensyn til at komme til specialister og få undersøgt, hvad man egentlig fejler, og der kan være ventetid forskellige steder. Et sådant behandlingsforløb er i sig selv meget belastende. Også hvis man har fundet ud af, hvilken sygdom det er, kan det være en stor belastning at undergå den behandling; vi kan bare tænke på, hvordan det er at være kræftpatient.

En anden side af sagen er så, at man som syg bliver aktiveret, man skal ud at deltage i noget aktivt, og man skal også, når man kommer så langt, i arbejdsprøvninger. Og der vil jeg gerne sige til Dansk Folkepartis ordfører, at det er fuldstændig rigtigt, at der er arbejdsprøvninger, som går over gevind. Det er for meget, når man skal arbejdsprøves syv gange inden for 7 år, og det er da, kan jeg sige til Dansk Folkepartis ordfører, også et af de emner, som SF vil tage op over for de øvrige forligspartier, omkring fleksjob og førtidspension.

Men det tager tid, og man er usikker på, om man kommer tilbage på arbejdsmarkedet, om det nogen sinde vil ske. Man vil som langtidssyg være usikker på: Skal jeg nogen sinde arbejde sammen med mine kollegaer igen? Vi ved fra forskellige undersøgelser, at det er meget vigtigt for mennesker at have kollegaer, det er et vigtigt element i vores liv ved siden af, at det selvfølgelig også er vigtigt, at man har en funktion på arbejdspladsen. Samtidig med de her ting vil man som langtidssyg være i tvivl om, hvad det hele ender med, altså kort og godt og meget alvorligt: Vil jeg leve videre, eller vil jeg dø? Det er problematikken for mange af de her langtidssyge; så alvorligt er det. Der er et mylder af tanker inde i ens hoved i den forbindelse, det er meget, meget belastende, og det vil selvfølgelig i nogle tilfælde føre til meget dystre tanker. Hvis man lever videre, vil man være klar over, at det i hvert fald i mange tilfælde bliver på et andet niveau, med deltidsjob, med et stort indtægtstab og spørgsmålet om, hvordan man skal få det arrangeret i sin familie og i forhold til den bolig, man har.

Alle de her ting er uhyre belastende, og så kan jeg altså ikke se andet, end at det er en stor, stor urimelighed, og at vi som samfund ikke kan være bekendt, at vi over for sådan nogle mennesker kommer og siger: Nu tager vi din indtægt fra dig, nu stopper vi simpelt hen dine sygedagpenge. Det er en umenneskelig opførsel, som vi på ingen måde kan være bekendt, og derfor bør det rettes op. Jeg har nævnt, at der er 1.000-2.000 af de 6.000, der mister sygedagpengene, som får 0,0 kr. oven i alle de andre ulykker, som de er ude for i deres tilværelse. Det skal selvfølgelig være sådan, at man kan bevare sine sygedagpenge, indtil den dag hvor det er afklaret, om man kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår, om man skal have et fleksjob, eller om man skal have en førtidspension.

Så har vi fra HK fået nogle anonymiserede eksempler på mennesker, der har mistet deres sygedagpenge, og dem vil jeg nævne nogle stykker af. Der er en kvinde på 55 år, der er kontorassistent; hun har fået piskesmæld, og hun har hverken kontanthjælp eller sygedagpenge på grund af de her regler. Der er en 35-årig kontorassistent med en ryglidelse og efterfølgende psykiske problemer. Hun har overhovedet ingen indkomst. Der er en mand på 56 år, der har været ude for en faldulykke. Han har heller ingen indtægt, overhovedet ikke.

Sådan kunne jeg blive ved med at nævne en stribe eksempler, men jeg kan se på formanden, at jeg ikke får lov til det efter Folketingets taletidsregler, så hermed vil jeg opfordre til at stemme for det forslag, som vi har fremsat fra oppositionens side.

Der er en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Jo tak. Nu er det jo altid den til enhver tid værende oppositions både ret og pligt at prøve at gå til tingene med lidt kritiske øjne. Det, der bare kunne være ønskværdigt, var, at man prøvede at forholde sig til hele spekteret af det. Nu har ordføreren så prøvet at kigge på en vis del af det med kritiske øjne, men så kunne det være helt rart, hvis SF's ordfører vil bekræfte – og det er det, jeg vil prøve at spørge ind til – at der gøres en massiv indsats. Hvis man bliver syg i Danmark, kan man med de systemer, som eksisterer allerede i dag, regne med, at der gøres en massiv indsats for at prøve at hjælpe den, der bliver syg, så vedkommende forhåbentlig hurtigst muligt bliver rask og kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Det andet, det også kunne være rart at få bekræftet, er, at der ligger en lang række forlængelsesmuligheder, som kan kombineres, netop for at man kan få sat ind med den rigtige indsats. Vil SF's ordfører bekræfte de fakta?

Så er det ordføreren.

Ja, der bliver gjort en hel del for at forsøge at bringe syge tilbage på arbejdsmarkedet igen; noget af det er fornuftigt, andre dele er ikke særlig fornuftigt. Men det er slet ikke det, som den her debat drejer sig om, som jeg har sagt tidligere. Den drejer sig om, hvilken indtægt mennesker har, når de forlængelsesmuligheder, der er i sygedagpengeloven, er opbrugt. Sagen er, at for de 6.000, jeg har omtalt, er forlængelsesmulighederne brugt, og det gælder også for de eksempler, jeg nævnte før. Jeg kan da nævne et eksempel mere: En kvindelig butiksassistent med arbejdsbetingede nakke- og rygproblemer har heller ikke en eneste krone at leve af. Og en lægesekretær på 50 år, som har fået en blodprop, er frataget sin indtægt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Jamen tak for den første del af svaret, hvor det tydeligt blev bekræftet, at vi her i Danmark har nogle gode systemer, så der ydes en massiv indsats, når man bliver syg. Tak for den bekræftelse.

Vil SF's ordfører så også bekræfte, at hvis man ikke kan få kontanthjælp, er det, fordi man f.eks. enten har en ægtefælle, der har en indtægt ved siden af, eller fordi man selv har en formue eller andet?

Så er det ordføreren.

Nu har jeg ikke rost aktiveringsindsatsen til skyerne, men jeg har sagt, at der var fornuftige dele i den, men så er der andre dele, som vi mener er ufornuftige. Man skal f.eks. ikke som lungepatient, der ligger med iltslanger på sygehuset, blive ringet op og spurgt, om man kan møde til en samtale i jobcenteret en af de nærmeste dage om ens fremtid på arbejdsmarkedet. Det hører ingen steder hjemme.

Med hensyn til kontanthjælpen er det da helt rigtigt, at det så som regel er, fordi man har en ægtefælle eller man har en ejerbolig, at man ikke kan få den. Men det rører jo ikke ved, at det, at jeg er blevet syg eller har været ude for en ulykke uden egen skyld, pludselig medfører, at jeg står over for at skulle gå fra hus og hjem hjulpet på vej af den danske stat og de danske kommuner, som så på grund af en elendig lovgivning fratager mig mine sygedagpenge. Det giver jo en menneskelig nedtur af store dimensioner, som jeg har nævnt nogle gange, og ansvaret for de her nedture ligger herinde i Folketinget hos det borgerlige flertal.

Inden vi går videre med den næste korte bemærkning, skal jeg lige gøre opmærksom på, at når det indimellem sker, at en ordfører har mere på hjertet, end taletiden tillader, og det hænder jo indimellem, så er der en mulighed, for i Folketingets forretningsorden, side 69, er der også noget, der hedder anden omgang, hvor man har taletid på 3 minutter. Det har man altså. Det er ikke nogen opfordring; det er kun en forbrugeroplysning.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg tænkte, at nu ville jeg så benytte mig af en anden mulighed, og det er, at jeg simpelt hen vil bede ordføreren om at fortælle lidt mere – når der nu ikke var taletid nok under ordførertalen – om indholdet i det brev fra HK, og om, hvor mange der er på den liste, og så måske ridse lidt flere af de menneskeskæbner op, som det reelt handler om.

Så er det ordføreren.

Den liste, som vi har modtaget, er der 27 personer på, og det er 27 eksempler på de her tragiske forløb. Der er så 16 af dem, som ikke har nogen indtægt og havner på de nævnte 0,0 kr., så er der ni, som er havnet på kontanthjælp, og så er der to, hvor man siger, at de har en lavere indkomst på grund af nedsat timetal. Men altså, 16 ud af de 27 er havnet i det sorte hul. Jeg synes jo, at det er nogle eksempler, som viser, at det her kan ramme enhver. Jeg kan her nævne en salgsassistent, som har slidgigt i knæ, ryg og hænder, 55 år, og hun har også 0,0 kr.

Der er ikke flere korte bemærkninger til SF's ordfører. Vi går videre og så er det den konservative ordfører, fru Helle Sjelle.

Jeg bliver egentlig sjældent overrasket over de beslutningsforslag, som oppositionen fremsætter, men jeg må sige, at det her beslutningsforslag fra oppositionen har virkelig overrasket mig. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det nemlig betyde, at sygedagpengeperioden bliver uendelig, eller med andre ord at sygedagpenge, der i dag er en midlertidig ydelse til sygemeldte borgere, bliver en permanent ydelse.

Vi Konservative, må jeg sige, har den grundholdning, at selvforsørgelse er vejen til et godt liv for den enkelte, og desuden mener vi, at det er en forudsætning for at bevare vores velfærdsstat, hvilket vi synes er meget vigtigt, at der er så mange selvforsørgende danskere som muligt. Derfor er beslutningsforslaget også et stort skridt ikke i den rigtige retning, men i den gale retning.

Med de nuværende sygedagpengeregler er der mange gode muligheder for at forlænge sygedagpengeperioden ud over de 52 uger, altså 1 år, som er udgangspunktet. Hvis vi afskaffer varighedsbegrænsningen, sådan som oppositionen i beslutningsforslaget foreslår, vil det betyde, at tidsperspektivet forsvinder for den enkelte sygemeldte og for den ansvarlige kommune. I dag udgør udløbet af sygedagpengeperioden et vigtigt fikspunkt, der sikrer fokus på, at den sygemeldte skal vende tilbage til arbejdsmarkedet. Vi må huske på, at formålet med sygedagpenge ikke er at flytte endnu flere danskere over på permanent passiv forsørgelse, men derimod at give personer, der rammes af sygdom, og det er vigtigt, muligheden for at komme sig og derefter forhåbentlig vende tilbage i beskæftigelse igen. Det fikspunkt ønsker vi ikke at afskaffe.

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at vi bestemt ikke ønsker at lade den sygemeldte sejle i sin egen sø. Derfor har vi gennem længere tid været med til at sikre, at der finder en tidlig indsats sted for at hjælpe den enkelte sygemeldte. Det er afgørende, at der skabes kontakt mellem den sygemeldte, arbejdsgiveren, den praktiserende læge og kommunen, så den bedste individuelle løsning for den sygemeldte kan findes.

Alt i alt støtter vi – og det er nok ikke nogen stor overraskelse – ikke det her beslutningsforslag, og det skyldes altså primært to ting. For det første ønsker vi ikke, at endnu flere danskere skal leve af permanent passiv forsørgelse. Det mener vi er den forkerte vej. For det andet vil beslutningsforslaget også betyde store ekstraomkostninger for staten, og i en tid med et enormt underskud på den offentlige konto synes vi simpelt hen at det er uansvarligt.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg er sådan set lidt ærgerlig over endnu en gang at måtte bede en af ordførerne fra de regeringsbærende partier om egentlig at læse vores forslag rigtigt. For der står jo ikke noget som helst om en uendelig ydelse. Der står, at man skal have sygedagpenge, indtil man er afklaret i forhold til at komme tilbage til arbejdsmarkedet, eller man kan få pension eller efterløn. Men man skal bare ikke lades i stikken, sådan som tingene foregår i dag, og der skal netop foregå en aktiv indsats. Jeg tror, at vi formentlig er enige om, at med den indsats, der er, er der virkelig mulighed for at få en kort periode, hvor man skal have sygedagpenge, hvis ellers der bliver gjort det rigtige.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Er det ikke rigtigt, at det reelt er et problem for de mennesker, som mister sygedagpengene, et økonomisk problem, for de tusind mennesker, der hvert år, som det er i øjeblikket, mister enhver forsørgelse? Er det ikke et problem?

Så er det ordføreren.

Jeg vil gerne understrege endnu en gang, som jeg også gjorde i mit ordførerindlæg, at vi ikke synes, at den vej, der bliver foreslået af oppositionen, er den rigtige og optimale vej at gå i den her sammenhæng. Vi mener, at det, der er vigtigt, er at sikre, at vi selvfølgelig hjælper de mennesker i vores samfund, der er syge. Men det er også væsentligt at sikre, at mange af dem kommer tilbage på arbejdsmarkedet igen og netop ikke bliver ladt i stikken. Vi ønsker ikke et samfund, hvor det, at man siger, at man er syg, bliver mødt med: Nå ja, men hvad gør det? Nej, vi ønsker et samfund, hvor man virkelig tager hånd om de svageste. Det er også derfor, vi synes, at det er en rigtig dårlig idé at afskaffe varighedsbegrænsningen.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg er da glad for, at ordføreren siger, at det gælder om at få de syge tilbage på arbejdsmarkedet eller få dem afklaret osv. Det lyder rigtig godt. Men den vej, som regeringen har valgt, og som vi går ud ad i øjeblikket, betyder, at der rent faktisk fra sidste år til i år er kommet tusind mennesker mere på den liste over personer, der mister sygedagpengene. Den vej virker ikke. Når nu ordføreren åbenbart, som jeg kan høre det, ikke støtter det forslag, som vi fremsætter, hvilken vej skal det så være? For der må da være en anden vej, for den, der er nu, virker jo ikke.

Så er det ordføreren.

Jeg synes, at det, det handler om, er, at der bliver taget hånd om de svageste i vores samfund. Vi sikrer, at hvis man er syg, så bliver man hjulpet. Som jeg også sagde før, skal man på de bedst mulige måder komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Jeg bliver nødt til også at sige, at ud over de 52 uger, som der på nuværende tidspunkt er mulighed for at få sygedagpenge i, er der jo altså også muligheden for at få forlænget den her periode. Der er et væld af muligheder for netop at få forlænget perioden. Så jeg synes ikke på den måde, at folk bliver ladt i stikken.

Selvfølgelig er det beklageligt, når der er nogle enkelte tilfælde, som ikke bliver samlet op af systemet. Jeg tror desværre bare, at der, uanset hvor mange systemer vi prøver på at lave, og uanset hvor meget vi gør, vil være nogle situationer, hvor systemet ikke er i stand til at samle menneskene op.

Vi går til den næste korte bemærkning, som er fra hr. Eigil Andersen.

Jeg vil igen understrege, at for de 6.000 menneskers vedkommende, der mister sygedagpengene hvert år, er forlængelsesmulighederne brugt, men de mister sygedagpengene alligevel, for forlængelsesmulighederne holder jo også op.

Ordføreren siger, at det er vigtigt for Det Konservative Folkeparti, at der er så mange selvforsørgende som muligt. Hvad skal den syge gøre, som har mistet sine sygedagpenge, og som heller ikke kan få kontanthjælp, og som stadig væk er syg, for at skaffe sig en indtægt?

Ordføreren.

Jeg synes, at det, der er vigtigt at understrege i den forbindelse, er, at vi har et system her i Danmark, som gerne skal sikre, at vi tager hånd om så mange som muligt af dem, der er ramt af netop sygdom. Det synes jeg også at vi i høj grad gør. Der vil være nogle tilfælde – det tror jeg ikke man kommer uden om – som selvfølgelig falder uden for det system, også det fintmaskede system, som vi har. Vi prøver løbende på at revidere systemet, prøver på at gøre det bedre, prøver på at sikre det og se på, om det nu er godt nok, om der kan tages nogle tiltag, som kan gøre det endnu bedre, end det er.

Men jeg synes som udgangspunkt, at vi egentlig har et godt og solidt system, hvor vi prøver på at tage hånd om den enkelte, der nu er ramt af sygdom. Og så vil der – det beklager jeg – selvfølgelig være nogle tilfælde, hvor man kan sige, at det ikke slår til. Der må vi jo se, hvad vi så kan gøre.

Hr. Eigil Andersen.

Der bliver jo ikke rigtig svaret her, for konklusionen er jo, at den, som fortsat er syg efter at have mistet sygedagpengene, ingen mulighed har for at skaffe sig en indtægt. Det er sandheden. Så det med at blive selvforsørgende er ikke en reel mulighed.

Jeg har ellers altid opfattet Det Konservative Folkeparti som et parti med nogen social ansvarlighed. Den er i hvert fald meget langt væk lige for øjeblikket. Der er jo ikke tale om, at man i den her situation tager hånd om de svageste. Der er tale om, at samfundet, at staten skaber nogle svage, fordi de alvorligt syge mennesker, hvis situation jeg prøvede at beskrive før, ved, at de oven i købet oven i alle de problemer også mister deres indtægt.

Hvorfor er det så vigtigt for De Konservative at skabe fattigdom i Danmark?

Ordføreren.

Vi ønsker ikke at skabe fattigdom her i Danmark, som hr. Eigil Andersen forsøger at udtrykke det. Vi ønsker bestemt fra konservativ side at tage hånd om netop de allersvageste mennesker i vores samfund, og det er det, vi prøver på at gøre på bedst mulig måde. Vi synes så også som udgangspunkt, at vi har et velfærdssamfund, som på fin og fornem vis prøver på at samle de mennesker op, som falder uden for. Så vil der være nogle, som systemet ikke samler op, og det er selvfølgelig beklageligt. Vi skal løbende se på, hvad vi netop kan gøre for de mennesker.

Men det, der bare er væsentligt for mig at understrege her, er, at det her forslag efter vores opfattelse altså ikke løser de problemer. Det nytter bare ikke noget at sige til folk, at de kan parkeres på varig forsørgelse. Det er ikke det, der er løsningen. Det, det handler om, er at skabe nogle incitamenter. Det er selvfølgelig at få afklaret, hvad der kan gøres, så den syge bliver rask igen.

Tak til fru Helle Sjelle. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre.

Som medforslagsstiller kan Det Radikale Venstre naturligvis støtte forslaget. Det kan ikke komme som en overraskelse.

Jeg vil gerne bruge lidt tid på at forklare, hvorfor vi synes, at det her forslag er fuldt forsvarligt. Det peger lidt tilbage på den debat, som vi har haft med adskillige ordførere og også med ministeren. Det Radikale Venstre har medvirket til at tage ansvar for, at der bliver gjort en indsats for de sygemeldte, folk på sygedagpenge, for vi er enige i, at det er vigtigt at bevare et arbejdsperspektiv, og vi er enige i, at der kan være fornuft i ved siden af et behandlingsforløb også at holde et fokus på, at man skal tilbage på arbejdsmarkedet og holde en kontakt til arbejdspladsen – i det hele taget at gøre en aktiv indsats der, hvor det forsvarligt kan passe ind i behandlingen. Det er vi enige i, fordi adskillige eksperter, som har undersøgt det, siger, at det ikke nødvendigvis er godt for den sygemeldte alene at gå på sygedagpenge og prøve at komme sig over sin lidelse, men at det er godt, at der er en aktiv indsats.

Derfor har vi også sammen med andre være med til at finansiere den her meget tidlige tværfaglige indsats med inddragelse af både sundhedssektoren og hele viften af redskaber inden for beskæftigelsesområdet samt virksomhederne, for vi tror, at det er afgørende, at der bliver gjort en aktiv indsats. Vi er stærke i troen på det, fordi der har været nogle forsøg, der har vist, at det er en rigtig god øvelse at fokusere på at komme tidligt tilbage på arbejde.

Derfor mener vi også, at når man nu har knæsat den øvelse, og når man har lavet regler, der gør, at kommunerne er forpligtede til at gøre en sådan aktiv indsats for de sygemeldte, når de kommer ud over den tiende sygeuge, behøver vi ikke en varighedsbegrænsning. Man har nemlig også økonomisk sørget for, at hvis der ikke er en aktiv indsats, vil kommunerne blive straffet. Det betyder jo altså, at hvis der er nogle, der kommer i nærheden af den nuværende varighedsbegrænsning, er det jo ikke, fordi der ikke er gjort en aktiv indsats. Så er det, fordi behandlingen og den aktive indsats endnu ikke har ført til, at vedkommende kan vende tilbage til arbejdet.

Derfor er der ikke den sammenkobling, som flere ellers har forsøgt at gøre i dag, mellem varighedsbegrænsningen og det incitament, som kommunerne har til at gøre en indsats, eller som den enkelte ledige har til at gøre en indsats. Der er ikke den sammenhæng, fordi det starter langt tidligere. Det har vi medvirket til at sikre gennem det forlig, som vi har lavet om sygefravær.

Med den nye aktive indsats, som er indført ved siden af, er det, der i dag står tilbage i forhold til varighedsbegrænsningen, at den alene har det formål at tage forsørgelsesgrundlaget fra de folk, som har været igennem en aktiv indsats og et langvarigt sygdomsforløb, men som stadig væk er sygemeldte og uarbejdsdygtige. Vi kan jo se, at det for mange af dem betyder, at de går direkte fra sygedagpenge til ingenting, fordi de måske har en ægtefælle, der arbejder, og derfor ikke er berettigede til kontanthjælp. Man kan så sige, at så kan deres ægtefælle vel forsørge dem, men det betyder bare for de familiers økonomi, at det ved siden af forsøget på at komme sig over sygdommen virkelig er ned ad bakke.

Det er derfor, at vi siger, at hvis man tror på, at den tidlige indsats virker, må det også være en naturlig konsekvens, at man er klar til at afskaffe varighedsbegrænsningen. Man kan i hvert fald ikke komme og hævde, at det ikke er forsvarligt at afskaffe den.

Endelig vil jeg sige, at vi ser frem til – det hørte vi også at bl.a. Dansk Folkepartis ordfører var inde på, selv om Dansk Folkeparti ikke er en del af forligskredsen om førtidspension – at der kommer gang i forhandlingerne om en førtidspensionsreform, fordi det er så afgørende, at vi i forhold til nogle af dem, der har været sygemeldt rigtig længe, får skabt en ny ydelse, en rehabiliteringsydelse, som foreslået af så vidt forskellige organer som Arbejdsmarkedskommissionen og Dansk Handicap Forbund og i øvrigt også af Det Radikale Venstre, hvor man i nogle år kan lære at mestre sin sygdom og komme over sin sygdom uden at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet og uden at være nødt til at ty til førtidspension, fordi man ikke længere er berettigede til sygedagpenge.

Det vil for os at se være en god måde at imødegå den tendens, der desværre er i dag, til at flere og flere unge bliver førtidspensioneret på grund af psykiske lidelser. De burde ikke føre til en førtidspension, men burde føre til en intensiv behandling og indsats.

Derfor håber vi, at vi gennem diskussionerne i førtidspensionsforligskredsen kan tage hul på den problemstilling, og så håber vi, at vi gennem diskussionerne i sygefraværsforligskredsen kan medvirke til at gøde jorden for, at også regeringen, regeringspartierne og Dansk Folkeparti vil indse, at når vi har en aktiv indsats, når vi har en fokuseret tidlig indsats for de syge, behøver vi ikke også en varighedsbegrænsning. Den tjener alene til at gøre syge mennesker fattige, og det kan vi ikke være bekendt.

Tak til hr. Morten Østergaard. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

En af fornøjelserne ved at være ordfører for et lille parti er jo, at man har mange forskellige ordførerskaber. Derfor kan man sådan sammenkoble de forskellige meget interessante synspunkter, der fremføres. Når jeg er sundhedsordfører, kan jeg få det klare indtryk, at det skyldes regeringens sygehus- og sundhedspolitik, at mennesker som regel overlever sygdom, men i dag præsenterede hr. Erling Bonnesen en helt ny udlægning af det. De fleste bliver raske, sagde han, og man må forstå på sammenhængen, at de fleste blev raske, fordi de ellers ville miste retten til sygedagpenge.

Jeg synes alligevel, at det er en helt fantastisk nyvinding inden for lægevidenskaben og sundhedsvidenskaben, at hvis bare man fratager folk deres forsørgelsesgrundlag, bliver de raske. Jeg synes måske, at det er sådan lidt karakteristisk for niveauet i debatten, ligesom når man kan sige, at det at sikre, at en syg ikke bliver frataget sygedagpengene, er at gøre vedkommende en bjørnetjeneste.

Jeg kunne dog forstå, at det her i virkeligheden var sådan en lidt indirekte effekt, for synspunkterne er – og det var både ministeren og Venstres ordfører, der var inde på det – at hvis man ophæver varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, altså gør, at mennesker, der er syge, får sygedagpenge, indtil de enten kan vende tilbage til arbejdsmarkedet som raske eller har gjort sig fortjent til en anden ydelse, hvad enten det er et fleksjob eller en pension eller for den sags skyld Det Radikale Venstres nyopfundne ydelse, og hvis der ikke er den mulighed, at de så kan ryge over på kontanthjælp eller blive fuldstændig uafhængige af offentlige ydelser, fordi de er gift med en person, som har en helt almindelig indkomst, så vil kommunerne holde helt op med at gøre en indsats.

Alt det, som Det Radikale Venstre og VKO har aftalt med hensyn til at straffe kommunerne, hvis de ikke aktiverer folk, som ofte er så syge, at de slet ikke er i stand til at blive aktiveret, har slet ingen effekt på kommunernes måde at handle på. Det eneste, der holder kommunernes indsats oppe og i gang, er, hvis det er sådan, at folk, der er syge, mister retten til at få sygedagpenge efter 52 uger.

Jeg må indrømme, at det indtil videre ikke er gået op for mig, hvordan sammenhængen er – overhovedet ikke, må jeg indrømme. Det kan jo være, fordi sammenhængen ikke er der, for jeg er godt med på, at man kan få kommuner til at gøre mange ting ved at lave om på refusionsprocenter og den slags; det er den måde, man får kommuner til at handle forskelligt på. Det er det, der i nogle tilfælde kan få kommuner til at nå frem til det resultat, at et større antal borgere er berettiget til pensioner, mens de samme mennesker i andre tilfælde måske skal have fleksjob eller noget helt tredje; det er ved at flytte på refusionsprocenterne. Men at tro, at kommunerne, fordi en borger ikke ville miste retten til sygedagpenge, ikke ville gøre en indsats for, at vedkommende kom tilbage i arbejde, synes jeg er langt ude.

Konsekvensen af den her absurde tænkning er så, at 6.000 mennesker om året mister retten til sygedagpenge. 5.000 af dem ryger på kontanthjælp – godt for de offentlige kasser, da det jo er et lavere beløb, men skidt for de pågældende, som får økonomiske problemer oven i de sygdomsmæssige problemer, de havde i forvejen. Og man skal vist være Venstreordfører for at tro, at folk bliver raske af at blive fattige. Det strider i øvrigt også imod alle de undersøgelser, vi kender til, for økonomisk ulighed skaber yderligere forskel, også i forhold til om man er syg eller ej. Så er der selvfølgelig den mulighed, at man kommer helt ud af de offentlige kasser, og det er jo – i hvert fald på kort sigt – velsignelsesrigt for statens økonomi, for så klarer man sig jo bare selv.

Pointen er, at for at få kommunerne til at handle ansvarligt straffer man de arbejdsløse. Det er den logik, som bærer alle argumenter fra VKO i den her sag, og det synes jeg ærlig talt er en meget fattig argumentation. Og jeg er da glad for at kunne sige, at uanset hvilke fejl Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre skulle have begået på det arbejdsmarkedspolitiske område i fortiden – og det er mange – så vil den her fejl i hvert fald blive rettet, når vi får en ny regering.

Tak til hr. Per Clausen. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen som ordfører for forslagsstillerne.

Det er jo lidt interessant i dag, hvor vi behandler et forslag om varighedsbegrænsning på sygedagpenge, at opleve, at man også kan have noget, der hedder taletidsbegrænsning for politikere.

Jeg vil gerne have lov til at sige tak til ordførerne for debatten og for de kommentarer, som forslaget om afskaffelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge har fået her i salen i dag. Det er unægtelig lidt underligt for ikke at sige ærgerligt, at det er nødvendigt endnu en gang at have den her debat. For uanset hvor meget man gør syge og sygedagpenge op i tal og kolonner og statistikker, så ligger der menneskeskæbner bag hvert eneste cpr-nummer. Der har under dagens debat heller ikke været uenighed om her i Tinget, at det er vigtigt, at alle, der bliver syge, kommer tilbage på arbejdsmarkedet eller hurtigt bliver afklaret og får et job på andre vilkår eller en pension. Men når så midlerne til at nå det mål skal defineres, må man nok sige, at vandene skilles.

Det er åbenlyst, og det er bevist endnu en gang i dag, at den borgerlige fløj ikke vil indse, at der ikke er nogen, der bliver raske af, at man tager pengene fra dem. Tværtimod fastholder man en stædig retorik, der bliver mere og mere skinger, og der bruges argumenter, der overhovedet ikke forholder sig til det centrale spørgsmål, nemlig at syge fratages dagpenge og forsørgelse.

Sandheden er, at det en rigtig dårlig sag, de borgerlige har, og der er ikke nogen forblommede ord eller smarte vendinger, der kan bortforklare, at det er ødelæggende for menneske at blive frataget sin forsørgelse, samtidig med at man i øvrigt er syg. I løbet af det sidste år er antallet af personer, der falder for varighedsbegrænsningen, steget fra 5.000 til 6.200, og dermed er antallet af personer, der mister forsørgelsesgrundlaget, steget tilsvarende.

Så selv om oppositionen igen og igen har påpeget, at regeringens manglende reaktion på den forfærdelige udvikling har ødelæggende effekt for rigtig mange mennesker, sker der bare ingenting ud over nogle små lapperier, der skal tjene til at lukke munden på Dansk Folkeparti, uden at det reelt har nogen særlig stor effekt.

Dansk Folkeparti er virkelig et kapitel for sig. Sidste år stod hr. Bent Bøgsted på denne talerstol og deklarerede, at nu skulle Lena Knak reddes, så hun ikke mistede sygedagpengene. Der blev lagt 13 uger til den tid, der var til at få afklaret, hvor mange timer man kan arbejde i fleksjob. Man gavnede det Lena Knak? Nej, det gjorde det ikke, for hun skulle bruge længere tid, og alle de fine ord og de mange løfter fra Dansk Folkeparti var intet, absolut intet værd. Så meldte Dansk Folkeparti hårdt ud i forbindelse med dette års finanslov, at der nu virkelig skulle gøres noget. Og hvad er det endt med? Endnu en lille forlængelse, der gavner maksimalt 10 pct. af de ramte. På vegne af de resterende 90 pct. er jeg nødt til at spørge hr. Bøgsted: Hvor blev alle løfterne fra Dansk Folkeparti af? Bluff og varm luft er, hvad det er!

Hvis jeg skulle tage fejl, ville det jo have vist sig her under dagens debat, for så havde Dansk Folkeparti uden at blinke stillet sig på Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraternes side og indstillet B 95 til vedtagelse, så vi kunne få fjernet varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.

I forhold til de bemærkninger, der er faldet i dagens debat, vil jeg godt kommentere et par ting. Hr. Erling Bonnesen udtaler – og jeg prøver at citere nogenlunde ordret: Når man bliver syg, bliver man hjulpet. Og jeg citerer videre: Ingen havner i den sorte gryde.

Det er jo for så vidt godt at have sådan en tankegang. Jeg går ud fra, at det er ud fra den tanke, at de regler, der bliver gennemført nu, skal tage hånd om alle. Jeg vil også tage det som et løfte om, at såfremt de regler, der gælder nu, inklusive det i L 117, som vi arbejder på i øjeblikket, skal hjælpe alle, men ikke gør det, vil Venstre være de første til at afskaffe varighedsbegrænsningen.

Til ministeren: Det var lidt interessant at få ministerens forklaring på, at sygedagpenge jo er en nem ting at få. Man skal blot være i arbejde i 13 uger, og så kan man få sygedagpenge. Det er ikke, fordi det var noget nyt for mig, men man kan sige, at det var at gå ind på hele sygedagpengedebatten fra en lidt anden vinkel.

Det, der også var vigtigt, synes jeg, i ministerens udtalelse, er det her med, at det er en midlertidig ydelse. Det er jeg jo for så vidt ikke uenig i, for det skal jo netop være en midlertidig ydelse, og det vil det også være, hvis vi beslutter os for, at varighedsbegrænsningen skal afskaffes, for der står jo netop i vores forslag, at den kun skal gælde, så længe man er under afklaring, og når man er blevet afklaret, kommet i arbejde, fleksjob eller på pension, skal man ikke længere have sygedagpenge. Altså er det en midlertidig ydelse.

Ministeren siger også, at syge ikke skal lades i stikken. Men det bliver de altså, hvis man ophæver varighedsbegrænsningen. Så det synes jeg godt nok er en underlig måde at vinkle det på. Det bekræftes også lidt af, at ministeren siger, at man skal kere sig om dem, der er syge. Hvis det er at kere sig, som jeg opfatter det, så svarer det jo til, når man på godt gammeldags jysk, eller hvor nu kommer fra, siger, at den, man elsker, tugter man. Det må være den måde, man gør det på.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først hr. Bent Bøgsted.

Tak, formand. Jeg har da helt forståelse for, at hr. Lennart Damsbo-Andersen kritiserer, at Dansk Folkeparti har fået forlængelsesmulighederne igennem. I 2007 fik vi en forlængelsesmulighed på 52 uger igennem i forbindelse med finansloven, i 2009 fik vi yderligere 26 uger igennem, og i forhandlingen om finansloven i 2010 fik vi 13 uger mere. Det er helt forståeligt, at hr. Lennart Damsbo-Andersen kritiserer, at vi har fået de forlængelsesmuligheder igennem.

Det, jeg så ikke forstår, er, at hr. Lennart Damsbo-Andersen ikke i forbindelse med finanslovforhandlingerne slår mere på, at Socialdemokraterne gerne vil tage et ansvar for at få det her igennem og være med til at skaffe pengene til at afskaffe varighedsbegrænsningen for.

Det er jo ikke det, hr. Lennart Damsbo-Andersens parti har gjort i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Derfor er det påfaldende, at man står her og kritiserer Dansk Folkeparti, der har fået forlængelsesmuligheder igennem, men i forbindelse med finansloven vil man ikke tage ansvar for at få det igennem, som hr. Lennart Damsbo-Andersen gerne vil.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at hvis man skal danse, kræver det, at man bliver budt op, så man har mulighed for at danse med.

En del af Socialdemokratiets finanslovforslag hedder netop »Afskaffelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge». Der var sat 300 mio. kr. af til det i vores forslag. Men det var der ikke nogen der var interesseret i, heller ikke Dansk Folkeparti. Derfor er det ikke blevet til noget.

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen det er måske spørgsmålet, hvor helhjertet Socialdemokraterne gik ind i forhandlingerne i forbindelse med finansloven. Det er nemt at sige: Jamen vi blev ikke budt op til dans i forbindelse med finanslovforhandlingerne.

Det kunne også være, at Socialdemokraterne kunne have fået 200 eller 300 mio. kr. under forhandlingerne, hvis de var kommet og havde været mere konstruktive og havde sagt: Jamen vi vil gerne være med til at sikre den kommende finanslov, men vi har så lige forslaget om sygedagpengene, som vi gerne have med ind i den. Men der lænede man sig tilbage og sagde: Vi blev ikke budt op til dans, og så kunne vi ikke få noget igennem.

Det er sådan lidt påfaldende, at hr. Lennart Damsbo-Andersen står og kritiserer Dansk Folkeparti for at få forlængelsesmulighederne igennem, når det trods alt var Socialdemokraterne, der var med til at fjerne muligheden for at få ubegrænsede sygedagpenge. Det gjorde man tilbage på det offentlige område i, jeg tror det var 1995 eller 1996. Det var jo den socialdemokratiske regering, der lavede indgrebet og sagde: Nu kan man i det offentlige ikke få ubegrænsede sygedagpenge. Det indførte man.

Tilbage i 1990 under Schlüterregeringen skulle det ikke undre mig, om Socialdemokraterne stemte for det, jeg har ikke været inde og tjekke det, så jeg vil ikke lige direkte sige, at det er sådan.

Ordføreren.

Det er lidt sjovt, at hr. Bent Bøgsted bruger ordet helhjertet, for det passer sådan set meget godt til den situation, jeg prøvede at ridse op i min ordførertale, nemlig netop det der med, hvornår man er helhjertet.

Hvis man er helhjertet, når man gør det, man siger – og det er netop det, jeg kritiserer Dansk Folkeparti for ikke at gøre – så kan man sige, at vi i hvert fald ikke kan blive kritiseret for ikke at være det. Vi kan nærmere blive kritiseret for, at vi bliver ved med at gøre det, som vi siger. Hvis det er tredje gang, vi fremsætter det her forslag, på trods af at det blev stemt ned to gange, drejer det sig om, at vi bliver ved med at gøre det, vi siger.

Vi ønsker at afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Og uanset hvor meget Dansk Folkeparti og hr. Bent Bøgsted siger, at man gerne vil det, gør man jo ikke noget ved det. Man er ikke specielt helhjertet, for så havde man stået her i dag og sagt: Vi vil gå ind for forslaget om at afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.

Så er det hr. Bonnesen, kort bemærkning.

Nu er det jo fint nok, at oppositionen sådan forsøger at forholde sig, skal vi sige kritisk til tingene og prøver at sætte spot på nogle ting, men så er det, som om kæden ryger lidt af, når man kun sætter spot på et hjørne af tingene. Derfor kunne det være godt her og nu i kraft af spørgsmål også at få sat spot på hele området og ligesom prøve at tage resten med også.

Derfor vil jeg godt spørge ordføreren: Er det ikke fuldstændig korrekt, at som fakta er i dag, så bliver der med det samme, hvis man bliver syg, taget kontakt til en, og så er der en hel palet af muligheder til hjælp for den, der er blevet syg, for forhåbentlig at blive rask igen eller blive udredt og få den rigtige behandling og ligesom komme videre på en eller anden måde? Er ikke fuldstændig rigtigt, at der er en hel palet af muligheder? Der er oven i købet forlængelsesmuligheder, som kan kombineres på forskellige måder, så man har alle muligheder for lige præcis at hjælpe så rigtigt som muligt. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Med hensyn til den del kan jeg jo bare sige ja. Det er også ganske glimrende, at der bliver taget hånd om dem, der er syge, at de bliver aktiveret og undersøgt, sådan at man har mulighed for at finde ud af, om de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet eller komme på en pension eller i fleksjob. Det er jo klart, for det er ulykkeligt for mennesker at stå i en situation, hvor de er syge. Men det mest ulykkelige er jo så, at der, når alle de her ting er sat i værk, når alle de her ting er gjort, så er nogle mennesker tilbage, 6.200 efter regeringens egne beregninger, som mister sygedagpengene på grund af varighedsbegrænsningen. Det er nogle folk, som det her system ikke samler op. Uanset hvor meget vi roser det, så bliver de ikke samlet op af systemet, og ud af dem er der så 1.000, der fuldstændig mister deres forsørgelsesgrundlag. Det er dem, vi snakker om, og det er også det, vi kritiserer. Vi kritiserer jo overhovedet ikke alt det andet her i systemet, for det fungerer jo glimrende.

Hr. Erling Bonnesen.

Allerførst tak for bekræftelsen af, at vi rent faktisk på hovedbanen har nogle rigtig gode systemer, som hjælper, hvis man går hen og bliver syg. Det var godt at få det slået fast. Hvis vi så prøver lige nøjagtig at sætte spot på det allersidste, som ordføreren prøver at tage fat på igen, nemlig at der er nogle, der på en eller anden måde ligesom ryger i det sorte hul, er det så ikke korrekt, at det, hvis man er i en situation, hvor man ikke kan få kontanthjælp, så f.eks. er, fordi man har en ægtefælle, der har en god indtægt ved siden af, eller man måske selv har en formue eller på anden måde er selvforsørgende? Er det ikke korrekt, at det så er, fordi der lige pludselig ikke er behov for kontanthjælpen, fordi der er andre ting, der træder ind på banen i stedet for? Kan vi ikke få det bekræftet også?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke nøjagtig, hvordan indtægtsgrænsen skal være, for at man mister kontanthjælpen, men det, der er fakta i det her, er jo, at man kan risikere som ganske almindelig borger, der bliver syg, at stå i en situation, hvor man, hvis man har en ægtefælle og man bor i eget hus – og det kan man jo godt gøre – må gå fra hus og hjem og endda risikere at blive skilt, fordi det bliver én stor social deroute, at alt forfalder omkring en, fordi man ikke er i stand til at betale sine regninger mere, fordi der mangler en indtægt. Så enkelt er det jo.

Tak til hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Arbejdsmarkedsudvalget.

Det er godkendt.