Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 94:

Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsdomme til voldelige partnere som forsøg.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Karen Hækkerup (S), Lone Dybkjær (RV), Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 17.12.2009).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Folketinget havde i maj 2008 lejlighed til at drøfte et tilsvarende beslutningsforslag fra samme partier. Dengang udtalte regeringen sig imod forslaget om betinget straf med vilkår om behandling, og jeg vil allerede her sige indledningsvis, at regeringen heller ikke denne gang kan støtte det nu fremsatte beslutningsforslag, og det vil jeg selvfølgelig gerne uddybe. Men allerførst vil jeg gerne understrege, at det er regeringens holdning, at samlivsrelateret vold ligesom vold i alle andre sammenhænge er helt og aldeles uacceptabelt. Jeg er derfor også helt enig i intentionerne bag både det aktuelle og det tidligere beslutningsforslag; vi skal som samfund støtte voldsudøverne i at bryde med deres voldelige adfærd og hjælpe dem med at komme tilbage på rette spor. Det er også baggrunden for, at regeringen allerede har taget en række initiativer for at forhindre vold i samlivsforhold, herunder på behandlingsområdet.

Men inden jeg kommer nærmere ind på de initiativer, vil jeg gerne slå fast, at det i mange sager om samlivsrelateret vold i dag er sådan, at der ligesom i andre voldssager udmåles en ubetinget fængselsstraf. En ordning, hvormed samlivsrelateret vold fremover skulle straffes med en betinget dom med vilkår om behandling, ville således i vidt omfang skulle træde i stedet for en betinget fængselsstraf. En ordning som den, forslagsstillerne ønsker indført, vil derfor kunne betragtes som en rabatordning, der signalerer, at partnervold ikke er en lige så alvorlig forbrydelse som enhver anden form for vold. Noget sådant kan vi fra regeringens side selvfølgelig ikke støtte. Vold er en meget alvorlig forbrydelse, der indebærer en grov krænkelse af offeret, og det gælder naturligvis også, når der er en samlivsrelation mellem voldsudøveren og offeret. Det er med andre ord regeringens helt klare holdning, at samlivsrelateret vold er fuldt ud lige så alvorligt som enhver anden form for vold, og det bør strafudmålingen naturligvis også afspejle.

Ud over de nævnte retshåndhævelsesmæssige betænkeligheder, som en ordning med betinget dom med vilkår om behandling vil give, skal jeg endvidere henvise til Justitsministeriets forskningsenheds rapport fra november 2007 om behandlingsprogrammer for voldelige partnere. I rapporten var konklusionen, at forskningen ikke giver nogen stærk indikation på, at behandlingsprogrammer i betydelig grad vil reducere risikoen for, at voldelige mænd – for det er jo typisk mænd – på ny begår vold mod deres partner. Jeg nævner denne rapport, fordi jeg mener, at man bør være endog særdeles varsom med at indføre en rabatordning, hvor voldsudøveren idømmes en betinget dom med vilkår om behandling, når forskningen samtidig fortæller os, at vi ikke kan have nogen stærk forventning om, at denne behandling i betydelig grad vil reducere risikoen for tilbagefald. Jeg mener i øvrigt også, at man med rette kan stille sig selv det spørgsmål, om ikke en ordning som den foreslåede vil have en iboende risiko for, at det er udsigten til at slippe for en ubetinget fængselsstraf, der motiverer voldsudøveren til behandling, frem for et oprigtigt ønske om at ændre på sin voldelige adfærd. I den sammenhæng vil jeg gerne minde om, at en voldsudøver, der oprigtigt er motiveret til at ændre på sin voldelige adfærd, vil kunne indgå i et af de frivillige behandlingsprogrammer, som Kriminalforsorgen allerede i dag tilbyder de indsatte under afsoning af fængselsstraf. At regeringen ikke ønsker at indføre en ordning med betinget dom med vilkår om behandling, er således naturligvis på ingen måde ensbetydende med, at regeringen ikke ønsker at støtte voldsudøveren i at bryde med den negative voldelige adfærd.

Jeg kan i tilknytning hertil oplyse, at Kriminalforsorgen siden 2008 har haft et samarbejde med Dialog mod Vold. Dialog mod Vold udbyder behandling til personer, der har begået vold i nære relationer, og udgør netop et af de behandlingsprogrammer, der nævnes af forslagsstillerne. Jeg skal undlade at komme nærmere ind på enkelthederne i selve behandlingen, men blot oplyse, at samarbejdet giver mulighed for, at personer, der afsoner en fængselsstraf, fordi de har begået vold i nære relationer, kan indgå i et frivilligt behandlingsforløb. Behandlingen er ikke og skal heller ikke være et alternativ til frihedsstraf, men derimod et supplement til de eksisterende behandlingsformer, enten under afsoning eller som vilkår i forbindelse med prøveløsladelse. Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at der i øjeblikket er ca. 30 voldsdømte indsatte i Kriminalforsorgens institutioner, som er i gang med en behandling hos Dialog mod Vold. For at få flere i behandling har Kriminalforsorgen og Dialog mod Vold intensiveret indsatsen for at opsøge de personer, der er dømt for partnervold, og forsøge at motivere dem til behandling. Der er tale om en forsøgsordning, som vil blive evalueret i 2011, når ordningen har været i gang i godt 2 år. Før dette tidspunkt giver det ikke mening at foretage en evaluering af ordningen, da der er tale om lange behandlingsforløb.

Ud over de behandlingsforløb, som Dialog mod Vold står for, er der i Kriminalforsorgens regi en række andre behandlingsinitiativer, der også retter sig mod voldsdømte. Det drejer sig om »Anger Management«, som der også henvises til i bemærkningerne til beslutningsforslaget. Jeg kan også nævne det voldsforebyggende program VFP, som er et såkaldt højintensivt program, som har til hensigt at ændre adfærden og opstille alternative handlemuligheder i stedet for vold.

Herudover kan jeg nævne, at der på Indenrigs- og Socialministeriets område – og altså uden for strafferetsplejens rammer – findes en række behandlingstilbud til voldelige mænd. Via satspuljemidlerne ydes der således økonomisk støtte til fire projekter, der tilbyder rådgivning eller behandling til voldsudøvende mænd. Projekternes varighed og form er forskellige; bl.a. inddrager visse af behandlingstilbuddene også den voldsramte kvinde og eventuelle børn. Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer med de enkelte projekter, men blot nævne, at det drejer sig om projekterne Dialog mod Vold, Alternativ til Vold, Krisecenter Odense og endelig Manderådgivningen.

Som jeg tidligere har nævnt, har forskningen hidtil ikke kunnet påvise entydige og positive effekter af behandlingen af voldsudøvende mænd. Det er også baggrunden for, at det i tilslutning til projekternes bevilling er blevet besluttet, at der skal foretages en evaluering af projekterne. Det er Servicestyrelsen, som ligger under Indenrigs- og Socialministeriet, som skal foretage den evaluering. Evalueringen forventes at foreligge i 2011, sådan som det også er tilfældet med evalueringen af Kriminalforsorgens samarbejde med Dialog mod Vold.

Som jeg har redegjort for, er der allerede igangsat en række initiativer fra regeringens side, der sikrer, at personer, der er motiveret for behandling, har mulighed for at indgå i behandling. Regeringen har således konsekvent prioriteret bekæmpelse af samlivsrelateret vold meget højt. Allerede i 2002 fremlagde regeringen sin første handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder. Denne handlingsplan blev i 2005 afløst af en ny handlingsplan, der yderligere styrkede indsatsen, og regeringen er i øjeblikket ved at færdiggøre en ny samlet strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer. Denne strategi skal afløse handlingsplanen fra 2005.

Både politiet og anklagemyndigheden har tillige fokus på at forhindre vold mod kvinder. Rigspolitiet fremlagde i 2007 en overordnet strategi for en styrket indsats over for jalousidrab og alvorlige samlivsrelaterede forbrydelser, der bl.a. indebærer, at der oprettes særlige enheder, og at der i den enkelte politikreds udarbejdes en handlingsplan for indsatsen over for jalousidrab og andre alvorlige samlivsrelaterede forbrydelser. I forlængelse af Rigspolitiets strategi og for at styrke indsatsen mod jalousidrab og samlivsrelateret vold udsendte Rigsadvokaten i 2008 en ny meddelelse om behandlingen af sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser. Meddelelsen indeholder detaljerede retningslinjer for politiets og anklagemyndighedens efterforskning og tiltalerejsning i sager om vold i parforholdet.

Selv om debatten i dag tager afsæt i forslagsstillernes ønske om tiltag, der er målrettet voldsudøveren, vil jeg her afslutningsvis understrege, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer at anerkende vigtigheden af at støtte og beskytte ofrene for den voldelige adfærd. Jeg vil i den forbindelse gerne nævne reglerne om bortvisning og tilhold, som er vigtige værktøjer i den tidlige indsats mod samlivsrelateret vold. Herudover vil jeg nævne, at jeg i efteråret bad Strafferetsplejeudvalget om at se nærmere på reglerne om bortvisning og tilhold og i den forbindelse overveje, om der er behov for ændringer for at sikre, at ofrene kan få en bedre beskyttelse og en øget tryghed i hverdagen. Jeg har samtidig bedt Strafferetsplejeudvalget om at overveje, om der bør indføres en ordning med GPS-overvågning af voldelige eller truende mænd.

Hvis jeg kort skal opsummere, vil jeg sige følgende: Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen tager bekæmpelse af samlivsrelateret vold meget alvorligt. Regeringen har således siden sin tiltrædelse taget en række tiltag på området, og der foreligger allerede i dag gode muligheder for at indgå i et frivilligt behandlingsforløb. Det er imidlertid regeringens helt klare holdning, at samlivsrelateret vold er fuldt ud lige så alvorligt som enhver anden form for vold, og at der derfor i samme omfang som hidtil skal være mulighed for at idømme ubetinget fængselsstraf i disse sager. På den baggrund kan regeringen som sagt ikke støtte beslutningsforslaget.

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Jeg er enig med ministeren i, at samlivsrelateret vold er meget alvorligt og et meget stort problem, og derfor mener jeg også, det er et stort problem, at vi i dag ser, at der er mange, som ikke anmelder den samlivsrelaterede vold. Det kan være, fordi de – af nogle for os andre uransagelige årsager, kan man sige – stadig elsker deres mand eller kæreste og ikke ønsker at miste vedkommende. Nogle gange er det også, fordi de simpelt hen er bange, og selv om manden muligvis vil blive straffet og puttet i fængsel, kommer han jo dog ud igen – og med en, hvis han bare har været fængslet, ret lille chance for, at han er blevet mindre voldelig af det. Ofte er der jo også tale om, at den pågældende er far til kvindens børn.

Når ministeren nu ikke vil være med til det her, hvad er så ministerens plan for at sikre, at flere af de her voldstilfælde anmeldes og kommer frem i lyset?

Ministeren.

Det er en opfordring til alle, specielt kvinder, til at anmelde det, for at retfærdigheden kan ske fyldest og for også at sikre, at man kommer ind i et forløb, for som jeg nævnte, er der jo et væld af behandlingstilbud i fængslerne, når man først er derinde. Det må bare ikke erstatte den straf, som man får for at udøve vold mod sin samlevende. Og det, jeg vil være bekymret for, vil være den desavouering over for den samlevende af den straf, der så vil være.

Fru Maja Panduro.

Kunne man ikke forestille sig, at nogle af de her kvinder måske netop ville have mere lyst til at anmelde volden, hvis der var en chance for, at deres partner så rent faktisk blev sendt i behandling, således at problemet måske endda kunne løses?

Det, som vi foreslår her, er jo ikke, sådan som ministeren kalder det, en rabat på samlivsrelateret vold. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at det, vi foreslår, er et forsøgsprojekt, netop fordi det egentlig kniber lidt med viden på det her område. Og i den rapport, som ministeren selv citerer fra, siger man jo også, at selv om man har svært ved at påvise en statistisk holdbar effekt, er det ikke ensbetydende med, at det kan konkluderes, at det ikke er muligt at ændre de voldelige mænds adfærd, og ikke ensbetydende med, at der ikke kan være en effekt af det her. Var det ikke værd at efterprøve?

Ministeren.

Hvis den ene part udfører vold og den samlevende ikke vil anmelde det, må man jo indgå i et behandlingsforløb, som man aftaler med de sociale myndigheder. Det, jeg synes ville være en uskik, ville være, at man gav rabat for vold mod ens samlevende, og det vil det her forslag altså være ensbetydende med.

Så vil den voldelige handling ikke ligestilles med andre former for voldelige handlinger, og det synes jeg vil være et helt forkert signal at sende. Det betyder ikke, at man ikke skal opprioritere det og gøre alt, hvad man kan. Det har man behandlingsprogrammer til, som jeg nævnte, også i fængslerne, men man har det altså også uden for murene, for at man kan få stoppet specielt voldelige ægtemænd, som slår deres koner eller kærester.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Ministeren kan formentlig godt selv høre, at det antal mænd, han nævner under sin fremlæggelse, og som kommer i behandling, jo ikke er særlig højt. Man anslår, at der er ca. 28.000 kvinder, som lever med vold i forholdet, og 22.000 børn, så det er forsvindende få, som kommer i behandling. Det kræver altså, at vi bruger muligheden for at dømme til behandling, så vi kan sikre, at der er flere, der kommer i behandling, og at det ikke kun er dem, der har mange ressourcer og er ressourcestærke, og det betyder også, at vi kan fastholde folk i behandling.

Der er forskning, der viser, at 50 pct. falder fra i den frivillige behandling, og det synes jeg bare ikke er godt nok. Hvis vi skal løse det her problem, skal vi for det første have nogle kvinder til at anmelde, og det vil mange af de her kvinder ikke, når de ved, at manden skal ind at sidde i fængsel. De elsker den her mand, og de vender tilbage til den her mand efterfølgende. For dem vil det faktisk være fornuftigt, hvis manden får en dom til behandling. Så ved de, at han får hjælp, og så får familien hjælp. Kunne ministeren ikke godt overveje det her? Det er en forsøgsordning, lad os få noget viden om, hvordan det her rent faktisk kan bruges i praksis.

Ministeren.

Jeg tror, at det er den helt forkerte vej at gå. Hvis der er begået en strafbar handling, må man jo anmelde det, og hvis to personer er enige om, at det vil man ikke anmelde, må man prøve at løse det sammen. Hvis man indfører en rabatordning på den her måde, vil man sende et signal om, at vold i samlivsrelationer ikke er lige så forfærdelig som vold i andre relationer. Det er det, som er det uhyggelige i perspektivet. Jeg kan godt forstå intentionerne i det, jeg tror bare, at det er den forkerte vej at gå.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan forstå, at ministeren så anerkender, at det er bedre, at man ikke anmelder det her som voldsramt kvinde, fordi man ikke ønsker at sende manden i fængsel, og så skal man bare lade være med at anmelde, og det er sådan set godt nok. Så får vi det på plads.

Jeg kunne godt tænke mig at stille et andet spørgsmål til ministeren: Er det korrekt, at ministeren eller ministeriet har sendt en cirkulæreskrivelse ud til Kriminalforsorgens personundersøgere om, at de ikke må indstille et vilkår om dom til behandling for vold, fordi det simpelt hen er for dyrt?

Ministeren.

Hvis vi tager det sidste først, er det i hvert fald ikke noget, jeg har hørt om. Men spørgeren må meget gerne stille et skriftligt spørgsmål om det, og så vil jeg gerne undersøge det, men jeg har ikke personligt hørt noget om det.

Med hensyn til det første vil jeg godt lige slå fast, at jeg opfordrer alle kvinder til at anmelde, hvis der har været vold. Det er jo netop det, der er tilfældet her. Jeg synes, at man skal anmelde det. Hvis der er begået en strafbar handling, må man anmelde det, og så må straffesystemet tage sig af det, og så må man behandle det. Jeg siger, at hvis man ikke vil gøre det, må man jo søge behandling på anden måde, men problemet her er, at man altså så sender det signal, at den form for vold, der foregår i et ægteskab eller i forhold på den ene eller den anden måde, ikke er lige så slem og ikke lige så væsentlig som vold uden for et ægteskab eller uden for et forhold. Det synes jeg vil være et forkert signal at sende.

Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren er helt sådan overbevist om, at de straffe, vi har i dag, virker.

Ministeren.

Jeg tror ikke, at man bliver et bedre menneske af at få en straf, men vi sender et signal om, at vi ikke accepterer fra samfundets side, at man udøver vold og specielt ikke mod ens ægtefælle eller mod ens kæreste. Så det er det, som samfundet ligesom eksemplificerer med at idømme vedkommende en straf.

Fru Julie Rademacher.

Jeg kunne godt stille det næste spørgsmål, som er: Hvis den borgerlige regering ikke vil være med på det her forslag, hvilke alternativer har regeringen så? Så kommer der nok bare et svar med endnu en sort snak om, at yada, yada, yada, ja, ja, vi ville egentlig gerne, én lang smøre. Helt ærligt, vi kommer med et konstruktivt forslag her om behandlingsdomme til voldelige partnere. Der er rigtig, rigtig mange mænd, som gerne vil ud af det problem, som det er for dem, at de slår på deres kone. Man kan komme i den uheldige situation, at det kommer til at gå ud over flere koner. Så er svaret, at hvis to personer er enige om det, må man bare løse det sammen. De her mennesker er ikke i stand til at løse det sammen eller med sig selv, og derfor er det, at vi gerne vil have en behandlingsdom. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor mange flere mænd, og hvor langt vi yderligere skal gå i Danmark, før vi begynder at handle på det her. I både Frankrig og Spanien har man f.eks. taget initiativer i forhold til behandling af voldelige mænd.

Ministeren.

Hvis vi troede på, at det her virkede, og det ville betyde, at der var mindre vold, ville vi selvfølgelig gennemføre det, uanset hvem der havde foreslået det – selvfølgelig. Jeg tror bare, at det er den forkerte vej at gå. Jeg tror, at det bagatelliserer en form for vold, som er ekstremt ubehagelig, og som ud over et fysisk element også har et psykisk element. Så derfor er det så grov en forbrydelse, at det er en strafbar handling, som skal varetages på samme måde, og så må man igennem nogle behandlingsforløb, og dem er der jo rigtig mange af, og de er også ved at blive evalueret nu. Jeg skal ikke gøre mig til klogeåge over, hvilket behandlingsforløb der er det bedste, men der er mange behandlingsforløb, og jeg beskrev nogle af dem i min tale, og Kriminalforsorgen har også gang i en del projekter. Det er den vej, vi må gå, sammen med både en social indsats og en politiindsats og bagefter en behandlingsindsats.

Fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Vi har i en årrække her i Folketinget haft – i hvert fald for mig som medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti – en intensiv debat for at sikre, at hvis man f.eks. begår drab eller vold mod ens kæreste eller samlever, skal det ikke straffes mildere, end hvis man havde slået en tilfældig ned på gaden eller dræbt en tilfældig på gaden. Vi er gået meget op i, at det blev sikret, og at der ikke var nogen rabat. Det er nu blevet sikret. Domstolene har sådan set rettet ind, så fremover vil det ikke ske. Det er jo en sejr, fordi hvis det er partnervold, eller hvis man har dræbt en kæreste eller lignende, skal det selvfølgelig ikke straffes mildere. Mener ministeren ikke, at det her beslutningsforslag fra hele venstrefløjen, som vi her behandler, er et tilbageskridt i forhold til den kamp, som vi i et flertal i Folketinget rent faktisk har kæmpet i rigtig, rigtig mange år?

Ministeren.

Jo, det er jeg helt enig med spørgeren i. Det er jeg helt enig i.

Fru Marlene Harpsøe? Nej. Næste korte bemærkning er fra fru Lone Dybkjær.

Jeg kan sådan set godt forstå ministerens argumentation, og hvis man, om jeg så må sige, italesætter det, ministeren siger, nemlig at der er tale om en rabatordning, så er det jo også den opfattelse, der vil brede sig.

Jeg synes også, det er fint, at ministeren har slået fast, at voldtægt er voldtægt, og at vi forhåbentlig også får lovændringer nu på det område, for der mangler jo stadig noget i loven, før der er ligestilling. Det er fint nok, at domstolene nu har ændret linje, men det er jo også godt at få det fastslået i loven.

Det, der er problemet med det her, er, at livet jo ikke altid er så sort-hvidt, forstået på den måde at kvinden faktisk ikke tit nok anmelder overgreb i de samlivsforhold, hvor den ene er voldelig. Og det er forståeligt nok, fordi det fuldstændig ødelægger samlivet, ægteskabet, eller hvad ved jeg. Det er jo sådan set for at få nogle nye løsninger på banen, sådan at de her kvinder i højere grad kan anmelde, at det her forslag er fremsat.

Ministeren.

Jo, men altså alt det erkender jeg, og jeg kan sådan set også godt forstå, at det er ud fra et konstruktivt sigte, man har stillet det her forslag. Men jeg må bare sige, at på bundlinjen tror vi det får den modsatte effekt, altså at man signalerer en slags desavouering af vold mellem ægtefæller, mellem kærester, mellem partnere. Men jeg kan forstå, at man jo må prøve alt, og derfor er det helt o.k., at man stiller forslaget – ja, det er det jo altid – men jeg kan som sagt godt forstå, at man skal prøve alt.

Her er det bare vores bundlinjeanalyse, at det vil have den forkerte effekt, fordi der er en masse andre forhandlingsforløb i gang, og hvis man så fra lovgivningsmagtens side signalerer, at nogle godt kan få noget rabat, synes jeg, vi sender et forkert signal.

Fru Lone Dybkjær.

Det er heller ikke kun et spørgsmål om tro, vel? Det er også et spørgsmål om at prøve at finde noget viden på det her område, for vi har faktisk ikke nok viden. Så når ministeren siger, at han tror, det går den forkerte vej, ved vi faktisk ikke, hvad det vil indebære.

Jeg vil også sige, at vi jo bliver nødt til at gå ind og sige, hvad det er, vi vil med den straf. Hvis ministeren hele tiden siger, at det er en rabatordning, så bliver det sådan, at man desavouerer, og det synes vi heller ikke er acceptabelt. Men det, vi synes, vi er nødt til at arbejde med, er, hvordan vi får de her familier videre i deres liv. Det er jo sådan set det afgørende. Det er jo ikke bare for at have en straf. Det er jo altså faktisk også for, at de her familier kommer videre i deres liv – og der er også børn involveret. Og det er jo ikke nødvendigvis et gode for børnene, at de får deres – som oftest – far i fængsel.

Det er jo derfor, vi er optaget af, om vi kan prøve at kigge på nogle andre ting end bare det, at man kommer i fængsel. Så er det rigtigt, at der kan være noget behandling i forbindelse med fængselsopholdet, men skaden på familierne er jo meget ofte sket, ved at faren kommer i fængsel.

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at vi skal have mest mulig viden om forskellige behandlingsforløb for at forhindre en sådan situation, hvor volden mellem ægtefæller og partnere eksploderer. Derfor er man også i gang med selvfølgelig at se på alle de behandlingsforløb, der er, og jeg ved, som jeg også nævnte i min tale, at der vil være en evaluering af de eksisterende behandlingsprogrammer for at se på, om de generelt set er relevante og tilstrækkelige. Og så får vi den viden om, hvorvidt der kan gøres noget mere eller justeres på det, eller hvad man så skal gøre.

Tak til justitsministeren. Så er det Venstres ordfører, hr. Karsten Nonbo.

Vold er og bliver vold, og vold er og bliver modbydelig. Jeg synes ellers, at jeg sådan har kunnet mærke på forslagsstillerne, at de på mange områder i forhold til vold er blevet lidt mere hardcore. Der skal ikke være tale om, at der gives rabat for voldtægt i familien osv. Derfor er jeg egentlig ret overrasket over det her forslag. I det forrige beslutningsforslag ville man have indsatte ud af isolation, og nu vil man så have indsatte helt ud af fængslerne.

Jeg mener ikke, at der skal gives rabat. Vil man oprigtigt i behandling, kan vi jo overveje, og det kan personen også, at starte den behandling op i fængslet. Der er mulighed for, at man hver gang kan være til stede. Der er mulighed for, at man langsomt kan få det bedre. Det vil sige, at vi ikke har den risiko i opstartsfasen, at de får tilbagefald og måske gør vold på deres hustruer 14 dage efter, at de har fået deres dom og eventuelt skulle have været inde at sidde. Behandlingen kan stille og roligt startes op i fængslet, og der kan behandlingen så få den voldsdømte og hustruen og/eller børn til at begynde at arbejde bedre sammen.

Jeg kunne frygte, at man især som notorisk voldsmand ser denne mulighed for at indgå i et behandlingsforløb som en kærkommen straf og et større incitament til at slippe for at komme ind at sidde i fængsel. De vil sige: Jamen af to onder tager jeg behandlingen, og så kan jeg altid se, hvordan den er, for der kan jeg bedre melde fra, end jeg kan melde fra at sidde i fængsel.

Man må jo sige, og det er jo rigtigt nok, at det desværre er sådan, at voldsmænd har det med at slå til igen. Det er jo desværre også sådan, som justitsministeren sagde, hvilket jo er rigtigt, at selv om man har været i behandling, kan man bare sige, at behandlingen ikke slog til, men det gør voldsmanden derimod.

Der er ikke de helt store positive resultater endnu, men jeg vil da ikke være afvisende over for, at man kunne starte behandlingen, mens de sidder inde. Så er det i hvert fald dem, der virkelig vil, som vi i første omgang får til at indgå i behandlingen. Så kan vi jo starte med dem.

Venstre kan ikke tilslutte sig beslutningsforslaget.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jeg bryder mig ikke ret meget om den her snak om rabat. Jeg tror helt ærligt, at det er et ord, som man rigtig, rigtig godt kan lide at bruge, fordi alle skal synes, at det her er et vanvittig dårligt forslag.

Jeg vil godt spørge, hvad der er vigtigst for Venstres ordfører: Er det, at vi får nogle flere kvinder til at anmelde, fordi de ved, at deres partner får behandling frem for straf, eller er det, at vi bare sender nogle i fængsel og så sikrer, at de kommer ud efterfølgende og laver nye overgreb?

Ordføreren.

Hvis det er sådan, at de fruer tror så meget på, at behandlingen hjælper, så tror jeg egentlig slet ikke, at de vil anmelde det; så tror jeg bare, at de vil overtale deres mand til at gå i behandling. Det kunne man jo gøre uden om retssystemet. Når hun anmelder det, er det jo, fordi hun tager en vis afstand fra det, og så er det, fordi hun på en eller anden måde vil presse og tvinge ham i behandling, og det kommer der jo aldrig noget godt ud af. Hvis der er den oprigtige frivillighed, kan de jo snakke sammen om det. Det tror jeg bare ikke der er, for jeg tror desværre, at hun er under pres, og når hun er under pres, er den bedste måde at hjælpe ham i behandling på, at det foregår inden for murene.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det her med at overtale ad frivillighedens vej kan somme tider give nogle problemer. Vi har rent faktisk set, når vi har frivillige behandlingsforløb, at halvdelen af mændene falder fra. En dom til behandling vil give en mulighed for at fastholde de her mænd, og det vil give en mulighed for at få flere mænd i behandling. Der skal trods alt nogle ressourcer til at få sig snøvlet sammen til at gå i frivillig behandling, og jeg er rigtig bange for, at der er ret mange mænd, der ikke får taget sig sammen til det, og at der er ret mange kvinder, som ikke får held til at overtale de her mænd til at gå i behandling.

Kunne det ikke være en mulighed, at vi nu laver en forsøgsordning og ser, hvordan det her spænder af, ser, hvad effekterne af det er, inden vi bare afviser det og siger, at det slet ikke kan fungere, at det bare er en rabat, og at det ikke noget, vi skal kaste os ind i?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi faktisk fastholder folk bedst i fængslerne, og der kunne man så starte op. Er det en ikke så grov voldssag, er det jo ikke ret lang tid, vedkommende sidder inde, og så kommer vedkommende i gang. Hvis det er en rigtig, rigtig grov voldssag, tror jeg egentlig ikke, at behandlingen vil hjælpe under nogen omstændigheder.

Jeg synes stadig væk, at man, hvis man kan starte op, når man er inde, også kan fortsætte, når man kommer ud, hvis man virkelig vil det. Jeg er bange for, at man ikke vil det. Selvfølgelig er der nogle, der vil, men de vil alligevel, og de indser også, at det ikke er en farbar vej. Men for dem, der ikke indser, at det ikke er en farbar vej, og der, hvor konen også er helt forblændet af, at han kommer tilbage, er jeg bange for, at det ikke hjælper ad frivillighedens vej at komme i gang. Det kan godt være, at der skal tvang til at komme i gang, og så kan man håbe på, at den første måned motiverer ham til at indse, at han måske skal fortsætte med det her ad frivillighedens vej.

Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

Hvis regeringspartiet Venstre meget gerne vil gøre noget for ikke alene de her voldelige mænd, men også mange af de voldsramte familier, der er, hvad har regeringspartiet Venstre så i støbeskeen, når Venstre ikke bakker op om vores forslag om behandlingsdomme til voldelige partnere?

Ordføreren.

Først og fremmest har vi det i støbeskeen at lade være med det her, for det er da bedre end det her.

Fru Julie Rademacher.

Det var da godt nok et af de svageste svar, jeg overhovedet har fået i Folketinget, siden jeg blev valgt ind i 2007. Har Venstre overhovedet ikke noget bud på, hvordan vi hjælper de her mænd, der slår, og de voldsramte familier? Det siger da noget om, hvilket menneskesyn der ligger til grund for den politik, som Venstre fører. Jeg kan da ærlig talt godt forstå, hvorfor der så ikke er flere forslag fra regeringens side vedrørende det her, og jeg har meget, meget svært ved at forstå, hvorfor man så ikke i højere grad går ind og lytter til oppositionen, der har nogle gode, konstruktive forslag.

Mener hr. Karsten Nonbo, at de straffe, vi har i dag, hjælper de voldelige mænd? Mener hr. Karsten Nonbo, at vi får færre voldelige mænd, og at færre kvinder og færre familier bliver udsat for vold med det, vi har i dag?

Ordføreren.

Nu vil jeg skyde tilbage og sige, at hvorvidt det er et svagt svar eller ej, afhænger lige så meget af evnen til at tolke det. Et kort svar kan jo godt være godt, og så er det måske modtageren, der ikke kan tolke det ordentligt. Jeg mener stadig væk ikke, at det her forslag er hensigtsmæssigt, og jeg synes, justitsministeren har gjort rede for, hvilke muligheder der er, hvilke alternativer der er.

En af de forudsætninger, som jo absolut er påkrævet, for at man kan deltage i voldsforebyggende programmer, er, at man er til stede. Og det er man altså i en opstart, hvis man får den straf, som andre også får for at have begået vold. Så kan man for min skyld godt, når det er i gang og man siger, at her er der en kraftig og hurtig udvikling, fra Kriminalforsorgens side indstille til en hurtigere prøveløsladelse. Det har jeg det fint med, men jeg ser gerne, at man er i gang først, at man viser sin gode vilje, før man får en længere snor, og at vi ikke, som her i beslutningsforslaget, starter med at vise, jeg vil ikke engang sige god vilje, jeg vil sige naivitet.

Tak til hr. Karsten Nonbo. Det er fru Maja Panduro som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak. Forslaget her er jo endnu et i rækken af vores forsøg på at hjælpe regeringen med at rette op på den haltende retspolitik, som regeringen fører sammen med Dansk Folkeparti. Regeringen og Dansk Folkeparti er optaget af straf, straf og straf. Vi er optaget af straf, der virker, og af at tage fat om problemets rod i stedet for at symptombehandle.

I andre nordiske lande er man foran på det her område, hvor vi i Danmark med den borgerlige regering i spidsen halter voldsomt bagefter. Selv i Spanien har man gennemført reformer, i øvrigt med en mandlig premierminister i spidsen, som har erklæret sig som feminist, og Zapetero og hans regering har formået at tage initiativer for voldsramte kvinder og familier, fordi man har forstået, hvor alvorligt et samfundsproblem vold i familien er.

Når far slår, handler det nemlig ikke kun om vold mellem to mennesker og nogle blå mærker. Den fysiske vold er tit den, som vi kan forholde os til, men den er sjældent den værste. Den værste vold er frygten for ham, frygten for, hvornår han gør det igen, og hvor langt han går næste gang. Den værste vold er det mentale fængsel, som du bliver sat i, når han gennem slag og flere slag smadrer ikke bare din krop, men også din verden og din tro på dig selv. De fysiske slag heler igen og giver måske ar. Men de ar, som man får på sjælen, er dem, som det er allersværest at leve et liv med bagefter. Det gælder også for de børn, som vokser op i voldsramte familier. Det har man også forstået i Frankrig, hvor den i øvrigt borgerlige franske regering sætter fokus på vold i hjemmet, og hvor man nu også vil indføre, at psykisk vold også kan straffes.

I Folketinget vil Socialdemokraterne arbejde hårdt for, at vi får taget initiativer, hvor der ikke kun bliver sat fokus på den, der bliver slået, men også på den, der slår. Vi vil have, at volden i hjemmene stopper, og at den stopper nu. Vi vil hjælpe ofrene. Men der er også et gammelt ordsprog, der siger, at den, der slår, tit er det største offer. I hvert fald er det den, der slår, vi må ind at arbejde med, hvis vi vil have nogen effekt her, hvis vi vil have, at det stopper.

Vi kan ikke stilsigende se til, at en mand banker sin kone igen og igen, vi kan ikke stilsigende se til, at en mand måske endda banker den ene kone efter den anden, og vi kan slet ikke stilsigende se til, at børn skal vokse op med vold i familien og selv få øget risiko for en dag at havne i et voldeligt forhold, for det ved vi jo altså følger med.

Det er på tide, at vi også handler i Danmark. Det er på tide, at vi hjælper både kvinden, manden og børnene ud af volden. Derfor er vi med til at fremsætte det her forslag om forsøg med behandlingsdomme til voldelige partnere. Vi tror ikke på, at manden holder op med at slå, fordi man smider ham bag tremmer og låser ham inde. Der skal meget mere til. Tit har manden ellers et velfungerende liv, og hvis vi kan give ham de redskaber, der skal til for at få ham til at stoppe med at slå og starte med at give de næste generationer en bedre chance, siger vi ja tak. Vi mangler redskaber på det her område, redskaber, som kan løse problemerne i stedet for bare at behandle symptomerne. Derfor støtter vi naturligvis forslaget her.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.

Fru Maja Panduro går jo hårdt til den og siger, at regeringen og Dansk Folkeparti kun går op i straf. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg blev lidt underlig til mode over den bemærkning, for jeg har jo hørt Socialdemokraterne mange gange fortælle om, at hvis det er, man begår vold eller drab mod sin hustru f.eks., skal man straffes lige så strengt som den, der begår volden mod et helt fremmed menneske. Fru Maja Panduro ved sikkert godt, at der jo altså har været en forskel der. Der har nærmest været en rabat, så hvis man slog sin hustru ihjel eller man begik vold imod hende, fik man altså en lavere straf.

Synes fru Maja Panduro ikke, at det er lidt mærkeligt, at man fra Socialdemokraternes side sammen med et flertal i Folketinget har kæmpet for at komme den her forskel til livs, og nu står man så heroppe og siger, at man slet ikke interesserer sig for straf, men at man faktisk støtter et beslutningsforslag, som vil føre tilstandene tilbage igen i forhold til det, som et flertal i Folketinget har kæmpet for at opnå?

Ordføreren.

Jeg kan sagtens huske, at vi, da vi f.eks. for ikke så længe siden behandlede vores forslag fra oppositionen om at fjerne den rabatordning, som der er, hvis man voldtager sin samlever eller sin hustru, diskuterede det her, og da ville de borgerlige partier i øvrigt ikke være med på vores beslutningsforslag. Det husker jeg levende.

Men fru Marlene Harpsøe opstiller jo igen det her mærkelige med at forsøge at udstille oppositionen som nogle slappere, som om det her handler om rabat. Det gør det her forslag ikke. Det her forslag handler om, at vi også godt vil straffe, men vi foretrækker straffe, der virker, i stedet for bare symbolske straffe.

Fru Marlene Harpsøe.

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det, som Socialdemokraternes ordfører er ude i her, er langt ude. For jeg kan selvfølgelig også fortælle, at f.eks. Dansk Folkeparti gentagne gange her i Folketinget har fremsat forslag, som jeg ved Socialdemokraterne ikke har støttet, om at hæve straffen for voldtægt. Det kan godt være, at fru Maja Panduro mener, at vi fra Dansk Folkepartis side gerne vil udstille Socialdemokraterne som slappere, men det kan jeg sådan set kun give hende ret i, for det er det, der er sandheden: Man siger et i medierne, vil gerne håndhæve den danske lovgivning, gerne give nogle konsekvente straffe, men når det kommer til stykket hernede i Folketingssalen, er man fra Socialdemokraternes side med i et forslag, som vil trække os tilbage til tilstanden med at give milde straffe, give rabat til mænd, som slår deres koner. Det er da latterligt.

Ordføreren.

Må jeg bare igen minde om, at da vi diskuterede rabatordningen for partnervoldtægt, var det os, der fremsatte forslaget, og det var Dansk Folkeparti, der var imod. Så jeg synes, det er et meget mærkeligt spørgsmål fra ordføreren. Derudover er jeg faktisk ikke sikker på, at man kan kalde det her for nogen særlig mild straf. Jeg tror faktisk, at det for nogle af de her mænd vil være meget hårdere at skulle til at arbejde med at ændre adfærd og lære at holde op med at slå, end det vil være at få en i øvrigt tit relativt kort fængselsstraf – eller slet ingen straf at få, fordi konen eller samleveren ikke tør anmelde partnervold. Lad os nu i stedet lave nogle straffe, der virker. Det håber jeg at Dansk Folkeparti vil være med til.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Ja, det lyder jo meget besnærende med straffe, der virker, men jeg kunne godt tænke mig at høre angående den konsistens, der er i den socialdemokratiske politik. Vil man så også prøve at lave nogle forsøgsordninger med behandlingstilbud til folk, der voldtager? Jeg siger det faktisk ikke for at være flabet eller noget, men vil høre, om der skulle være en eller anden sammenhæng mellem de to ting. Jeg skal ikke gå ind i det slagsmål, som ordføreren før havde med Dansk Folkeparti, men bare høre, om der er en konsistens i i hvert fald Socialdemokraternes egen politik. Hvordan hænger de to ting sammen? Kan vi ikke godt få det uddybet?

Ordføreren.

Vi ved jo, at mange af de mænd, som slår, gør det, fordi de har psykiske problemer, måske selv har oplevet vold i barndommen og måske selv har været udsat for nogle overgreb, og derfor giver det rigtig meget mening at gå ind og sige, at hvis vi rent faktisk kan bringe manden ud af det her mønster, som han er i, skal vi gøre det i stedet for bare at spærre ham inde. Det her forslag går i øvrigt ikke ud på, at det er alle voldelige mænd, der skal behandles i stedet for at komme i fængsel, hvem det er, er noget, som man skal tage stilling til, det er noget, som man screener for.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil godt starte med at understrege, at vi i Liberal Alliance ikke har et eller andet ønske om straf for straffens skyld eller sådan noget, men vi har generelt det princip, at vi synes, at hårde forbrydelser skal straffes hårdt, og at milde forbrydelser skal straffes mildt. Det er en meget god sætning. Jeg synes stadig ikke helt, at jeg får svar på mit spørgsmål. Jeg må også sige ærligt, at jeg er lettere bekymret, når man lige får indføjet i ordførertalen, at den, der slår, ofte er det største offer. Jeg vil godt slå fast, at efter min overbevisning er den, der bliver slået, det største offer. Hver gang! Så kan det godt være, der også er nogle barndomstraumer og alt muligt andet, som man så kan tage hensyn til, og det vil vi også gerne i visse sager, men der er tale om vold mod kvinder. Så skal der ikke gøres noget mere end bare at lukke dem ud i et eller andet behandlingstilbud?

Den lyser ikke, det var derfor, jeg kom til at tale for længe.

Ordføreren.

Skal der ikke gøres noget mere end bare at lukke dem ud i et eller andet behandlingstilbud? spørger ordføreren. Jeg tror faktisk, at det allermest effektive, vi kan gøre, er at sende folk i behandling. Jeg mener ikke, at den her behandling skal være en eller anden badeferie, hvor man kan fedte rundt og hygge sig og så ikke vise nogen resultater af behandlingen, når man kommer ud. Det er jo ikke det, det handler om.

Grunden til, at vi vil lave det her som en forsøgsordning, er jo, at vi selvfølgelig vil se, at det kan virke, og hvis der er bare den mindste chance for, at det kan have en effekt på det mønster, som de her mænd har, så synes jeg, det er værd at undersøge.

Så vil jeg gerne beklage, at jeg fik sagt, at manden var det største offer. Det er ikke for at forklejne, at det selvfølgelig har nogle enorme konsekvenser for kvinden og for børnene, når det her sker, og det er jo netop derfor, vi fremsætter forslaget. Men jeg håber, at hr. Simon Emil Ammitzbøll er enig med mig i, at det jo er manden, vi skal ind og have fat i, hvis vi vil løse de her problemer.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marlene Harpsøe som ordfører for Dansk Folkeparti.

Venstrefløjen i Folketinget foreslår med det her beslutningsforslag at etablere et forsøg med at idømme betingede domme med krav om behandling til personer, der har begået vold mod en kæreste, en kone, en ægtemand eller en samlever.

Lad mig på Dansk Folkepartis vegne for det første slå helt fast: Vold er vold og er komplet meningsløs og uacceptabel, og det gælder selvfølgelig også vold mellem partnere, altså mellem ægtefolk og lignende. Vold i hjemmet og blandt ægtefolk og kærester er desværre udbredt, men heldigvis har en stor indsats bevirket, at antallet af personer, der udsættes for vold i et parforhold, er faldende. Derfor mener man også, at der i dag er ca. 28.000 kvinder og ca. 9.000 mænd, der udsættes for vold af en partner, en ægtefælle eller en kæreste.

I Dansk Folkeparti så vil gerne, at flere personer, der dømmes for partnervold, deltager i behandling, men at det sker, som det her beslutningsforslag lægger op til, som et vilkår i en betinget dom, kan vi ikke støtte fra Dansk Folkepartis side. For det betyder reelt, at man vil kunne undgå at komme i fængsel, hvis blot man indvilliger i at lade sig underkaste behandling. Det er uacceptabelt, hvis den voldsperson blot kan gå frit rundt. Desuden vil det ikke forhindre samme mand eller kvinde i at søge tilbage til konen eller manden og gentage sine voldelige handlinger.

En betinget dom giver ikke offeret den tryghed, som han eller hun har krav på. Derfor skal gerningsmanden selvfølgelig også bag lås og slå. Offeret skal føle sig tryg ved, at volden er stoppet og gerningsmanden er i fængsel. Det er netop denne helle, denne tænkepause, som venstrefløjen vil berøve den voldsramte person. Enhver, der har sat sig ind i sagerne, ved, at kvinderne ofte bliver i hjemmet, selv om de får bank, fordi de ved, at manden ellers ville lade det gå ud over børnene og på anden vis forsøge at forfølge hende, hvis hun overvejer at flytte. Det er netop her, fængselsstraffen har så stor en værdi, for i de måneder, hvor offerets plageånd ikke er hjemme, kan man give dem den tænkepause og ro, der skal til, for at hun kan finde et nyt hjem, skaffe sig en base og måske en hemmelig adresse, hvis det er det, der skal til.

Men der er ikke noget belæg for, at man ikke kan gå i behandling, når man er fængslet. Tværtimod bør man straffe hårdere og længere, og så kan man skære eksempelvis den sidste tredjedel af straffen, hvis de kriminelle samarbejder om at forbedre sig, eksempelvis via kognitiv træning eller lignende.

Hvis man har været så, undskyld jeg siger det, stupid og ansvarsløs at banke sin kone eller sin ægtemand, mener jeg ikke, at man skal belønnes og have en rabat ved at slippe for straf. Tværtimod bør sådanne personer altid som udgangspunkt idømmes ubetingede frihedsstraffe og gerne med krav om behandling. Man skal ikke belønnes for at tæske sin hustru eller sin ægtemand, men have den ubetingede fængselsstraf, som man fortjener.

Dansk Folkeparti kan derfor ikke støtte det her beslutningsforslag. Det tror jeg også fremgik meget tydeligt af min tale.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først fra fru Julie Rademacher.

Nogle gange kan man blive lidt overrasket, når fru Marlene Harpsøe taler og kalder os andre naive, for jeg synes da godt nok, det er naivt, hvis man tror, at fordi man smider folk i fængsel, bliver de mindre voldelige. Hvis jeg havde en voldelig mand og han kom tilbage i samfundet efter at have været i fængsel, tror jeg desværre ikke, at han ville være blevet mindre voldelig af det.

Vi vil rigtig gerne med det her beslutningsforslag ind og lave domme, der virker. Vi vil rigtig gerne ind og hjælpe mennesker.

Enhver, der har sat sig ind i sagerne, siger fru Marlene Harpsøe. Vi er faktisk mange, der både har oplevet og kender mange, der har med det her at gøre. Derfor undrer jeg mig da også meget over, at Dansk Folkeparti ikke har støttet mange af vores andre beslutningsforslag på det her område, f.eks. fodlænker til voldelige mænd, der netop ville gå ind og sikre og gøre, at kvinderne følte sig mere trygge. Mit spørgsmål lyder egentlig, om fru Marlene Harpsøe tror, at det hjælper at smide voldelige mænd i fængsel. Bliver de mindre voldelige af det?

Ordføreren.

Jeg tror bestemt, at det hjælper at smide en voldelig mand eller en voldelig kone i fængsel. Det hjælper særligt det offer, som måske i månedsvis eller i årevis har været udsat for vold, og som måske dagligt har fået tæsk og har været udsat for både fysiske og psykiske ydmygelser. Ja, der tror jeg rent faktisk, at det hjælper offeret at få den her gerningsmand, den her voldelige mand eller voldelige kone, fjernet fra hjemmet og i fængsel.

Seriøst, jeg synes virkelig også, at hvis det er, man har været så dum at banke sin kone eller banke sin mand, så skal man altså også i fængsel. Så skal man ikke have en eller anden rabatordning, der siger: Det, at du har slået din kone, er ikke lige så forfærdeligt som al mulig anden vold, så du får lige en rabat. Sådan fungerer verden bare ikke. Det mener vi ikke i Dansk Folkeparti, og derfor kan vi heller ikke støtte det her beslutningsforslag.

Fru Julie Rademacher.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at hvis der er noget, der virkelig kan gøre mig arrig, sur og vred, er det bl.a., når mænd slår deres koner og udsætter deres familie for det her. Vi er fuldstændig enige om, at de skal straffes. Men jeg ville bare også gerne, at vi blev enige om at se de her mennesker som ofre, som skal hjælpes, så man ikke bare symptomatisk med en fængselsstraf går ind og behandler, men også prøver noget nyt og ser, om man ikke kan gå ind og give en behandling, der rent faktisk hjælper, så han ikke bare igen kommer ud af spjældet, slår endnu en kone og så i øvrigt ryger lige ind igen.

Nej, jeg tror bestemt, at det hjælper, hvis det er, vi fra det danske samfunds side går ind og tænker i behandling og tænker i løsninger både for dem, der slår, og for de familier, der bliver udsat for volden.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg har noget spørgsmål, fordi jeg ikke ved, om jeg har lyst til at høre flere svar fra fru Marlene Harpsøe. Men et spørgsmål kunne jo være: Når fængselsstraffen har en så stor værdi, hvorfor hjælper den så ikke i dag?

Ordføreren.

Jeg er glad for at høre, at man fra Socialdemokraternes side er enig i, at der selvfølgelig skal straffes, når det handler om partnervold. Men det beslutningsforslag, som vi her behandler, handler jo ikke om straf. Det handler om, at man kan få en betinget dom med en rabatordning. Hvis det er, man slår sin kone eller sin mand, betragtes det ikke som lige så forfærdeligt og voldeligt, som hvis det var, man havde slået en helt fremmed ned på gaden. Jeg synes bare, det er så dobbeltmoralsk.

Jeg må også sige, at jeg bare har hørt Socialdemokraterne så mange gange snakke for, at når det f.eks. gjaldt drab på ægtefæller eller vold blandt ægtefæller, skulle det straffes lige så hårdt, som hvis det var mod vildfremmede. Der har været en forskel - den er gudskelov blevet udslettet i dag - men jeg har bare hørt Socialdemokraterne sige så mange gange, at den forskel skulle væk. Nu vil man altså bringe forskellen tilbage. Det hænger bare ikke sammen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Dobbeltmoral er jo som bekendt dobbelt så godt. Sådan som jeg husker det, var Dansk Folkeparti jo imod SF's beslutningsforslag om at afskaffe begrebet husspektakler, fordi det signalerer, at vold i visse tilfælde er mindre strafværdig. Det var Dansk Folkeparti dengang ikke indstillet på, men det er jo så en anden historie; det er bare sådan lidt kvalmende at høre på.

Vil Dansk Folkeparti ikke godt forholde sig til den problemstilling, at der er kvinder, som elsker de her mænd, som går tilbage til de her mænd, og som ikke vil anmelde volden eller trækker en voldsanmeldelse tilbage, fordi de ikke vil have, at manden kommer i fængsel? De her kvinder har behov for, at der kan dømmes til behandling, så vi sikrer, at de her mænd holder op med at slå, så vi sikrer, at børnene ikke længere skal overvære volden i hjemmet. Vil Dansk Folkeparti ikke godt forholde sig til den problemstilling?

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at jeg også synes, det er rigtig, rigtig forfærdeligt, og nogle gange kan det også være rigtig svært egentlig at sætte sig ind i, at man kan leve i et parforhold, hvor ens ægtefælle optræder så grusomt mod en, altså kalder en grimme ting, slår en, altså ydmyger en på en forfærdelig, forfærdelig måde. Altså, det kan være uforståeligt for mange, men ikke desto mindre er det da vigtigt, at vi i det enkelte tilfælde giver kvinden – hvis det er en kvinde, der er offeret – den hjælp, som hun har behov for.

Men i forhold til om hun – hvis det er en kvinde, der er offeret – anmelder en voldsepisode eller ej, for at manden så kan blive dømt, synes jeg ikke at der er noget belæg for at sige, at hun så bare vil anmelde hver gang. Det synes jeg ikke at der er noget belæg for at hun så vil gøre med det her beslutningsforslag, for manden skal jo stadig væk konfronteres med retssystemet, altså med domstolssystemet; det skal manden jo stadig væk.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jo, men det her skal jo igennem en dommer og igennem retssystemet, så det er ikke sådan, at det ikke bliver reguleret. Det her bliver bare en mulighed blandt andre muligheder. Der er jo ingen, der siger, at det her skal anvendes hver gang og for alle mænd. Vi siger bare, det er vigtigt, at vi får nogle erfaringer med, hvordan det her kan virke.

Vores udfordring med det her er jo at sikre, at der er nogle flere kvinder, som skal leve uden vold i familien, at der er nogle flere børn, som skal leve uden vold i familien. Derfor synes jeg, at det ville være meget fint at få en forsøgsordning, og det kan jeg ærlig talt ikke forstå Dansk Folkepartis argumenter imod.

Noget helt andet er, at vilkår om behandling ikke bliver brugt ret meget; det siger en strafferetsprofessor. Og der noterer jeg mig jo, at Dansk Folkeparti i en artikel i Berlingske Tidende har været ude at sige, at det ville være en god idé at gøre muligheden for behandlingsdomme i straffeloven tydeligere, så man oftere anvender dem. Jeg nærer ingen illusioner om, at Dansk Folkeparti støtter vores forslag, men kunne vi så i det mindste blive enige om at lave en fælles beretning, hvor vi sikrer, at det her bliver tydeliggjort, så vi får nogle flere mænd dømt til behandling?

Ordføreren.

For det første vil jeg i forhold til forsøg sige, at vi som udgangspunkt ikke har noget imod forsøg, men der er nogle gange nogle forslag om forsøg, som er så langt ude, at vi selvfølgelig ikke fra Dansk Folkeparti side kan støtte dem. Og det er et af dem, som vi bliver præsenteret for her, for man vil ikke putte gerningsmanden i fængsel – nej, han skal have lov til at have sin frihed, man vil gerne give ham lidt rabat, fordi han har tæsket sin kone. Det kan vi slet ikke acceptere.

For det andet vil jeg i forhold til behandling sige, at det da også er rigtigt, som jeg også sagde i min ordførertale, at Dansk Folkeparti meget gerne så, at der var flere, som kom i fængsel for at håndtere deres vrede og lignende, for at sikre, at vedkommende, når denne kommer ud af fængslet igen, ikke fortsætter de her voldelige tendenser. Der så vi gerne i Dansk Folkeparti, at det f.eks. blev sådan, at der med i dommen, hvis man f.eks. var i et partnerforhold og fik en dom for netop vold i partnerforholdet, også var et krav om behandling. Det så vi gerne.

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Ordføreren fik ikke svaret fru Julie Rademacher før på, hvorfor fængselsstraf ikke virker i dag, og hvorfor det ikke bliver bedre, når ordføreren mener, at det virker så godt. Vil ordføreren gå ud til de kvinder, som lever med vold i hjemmet, og som lever med den her frygt, og til de børn, som lever med den, og sige: Det system, vi har i dag, er fint, det er supergodt. Det kan ikke blive bedre. Vi har ikke tænkt os at være med til overhovedet at undersøge, om der da ikke kunne gøres noget for at få ændret den adfærd, som de her mænd har, og for at få bremset volden.

Ordføreren.

Jeg vil gerne lige starte med at sige, at det jo ikke er sådan, at Dansk Folkeparti ikke vil gøre noget for at sikre, at en person, der er blevet dømt for vold og kommer i fængsel, ikke kommer ud igen og fortsætter volden. Vi vil gerne have vedkommende i behandling. Altså, det er bare lige for at sige det som det første, for den måde, man formulerer sig på fra Socialdemokraternes side, er nærmest at sige, at Dansk Folkeparti slet ikke vil behandling og slet ikke vil noget godt på det her område, og jeg vil bare sige, at det er forkert.

Jeg synes, det var rigtig godt, at fru Maja Panduro lige nævnte børnene. Jeg må nok indrømme, hvis jeg sådan tænker rationelt, at jeg mener, at hvis et barn gentagne gange har set sin far slå moren, vil det skabe større tryghed også for barnet, at faren rent faktisk kommer i fængsel, kommer uden for hjemmet, for så skal barnet i det mindste ikke blive ved med at blive konfronteret med, at far slår mor. Det mener jeg i høj grad vil være godt for barnet.

Fru Maja Panduro.

Så er realiteten jo altså desværre bare, at når han kommer tilbage fra fængslet og ikke har været tvunget til at gå i behandling, fortsætter han med at slå mor, og det skal det her barn så fortsat se på. Her var det jo netop, at vi rent faktisk kunne gøre en forskel for det barn, hvis vi fik sikret faren behandling. Vi ved jo, at i den her frivillige behandling, som ordføreren er så glad for, er der 50 pct., der falder fra. Vi ved altså også, at der er mange af de her mænd, hvis de overhovedet bliver anmeldt, og hvis de overhovedet bliver fængslet for partnervold, der kommer ud igen allerede efter få uger.

Så den her tænkepause er søreme nogle gange ikke særlig lang, og behandlingen er søreme nogle gange heller ikke særlig grundig, uanset om de så skulle have nået at kigge bare en lille smule på det.

Ordføreren.

Jeg vil tage det sidste først, det med straffens længde, at det ikke er særlig lang tid, vedkommende sidder inde, og sige, at hvis Socialdemokraterne er med på det, må man meget gerne bakke Dansk Folkepartis forslag om at hæve straffen også på det her område op. Det må man meget gerne gøre; jeg ville synes, at det var helt suverænt, hvis man gjorde det.

Med hensyn til behandling vil jeg sige, at Dansk Folkeparti ikke har noget imod at tvinge de her voldelige mænd eller koner i behandling, men det skal bare ikke være i forbindelse med en betinget dom, altså, det skal ikke være et vilkår i en betinget dom. Vi mener, det skal være ubetingede domme med krav om behandling. Ellers kan man sådan set bare få rabat for at tæske sin mand eller sin kone, og det mener vi er uacceptabelt, ikke kun for ofrene, men i høj grad også for retsfølelsen i det danske samfund.

Tak til ordføreren. Hr. Tom Behnke som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Heller ikke Det Konservative Folkeparti kan støtte beslutningsforslaget, og det er der to væsentlige grunde til at vi ikke kan.

For det første er det vores opfattelse, at vold skal straffes konsekvent, og det gælder også i forhold til vold i parforhold. Vi har jo netop været igennem en proces, hvor vi fik rettet op på en skævhed, der var opstået over år, hvor Folketinget nu klart og entydigt har præciseret over for domstolene, at der ikke skal straffes mildere i voldssager i parforhold eller i drabssager i parforhold. Der skal ikke være en sådan rabatordning. Der skal være lighed for loven, og der skal straffes lige hårdt, hvad enten det foregår i parforhold eller uden for parforhold. Vold skal straffes som vold.

Hvis det her beslutningsforslag blev gennemført – det er der ikke noget der ser ud til at det gør – ville det jo betyde, at vold i parforhold ikke længere blev straffet med ubetinget fængsel, som anden vold bliver. Så ville man kunne nøjes med at få en betinget dom i stedet for en ubetinget dom, og det ville alt andet lige betyde, at vold i parforhold blev straffet mildere end anden vold, hvis beslutningsforslaget blev vedtaget. Det er den første væsentlige grund til, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Den anden del af det og det andet argument for ikke at støtte beslutningsforslaget er, at der allerede i dag findes behandlingstilbud til voldsdømte. Det gælder også voldsdømte, der har begået vold i parforhold. Der er mulighed for, at man kan tage imod behandling. Det synes vi er et rigtig godt tilbud. Vi synes, det er en rigtig god ordning, og det er en ordning, som vi gerne ser bliver mere udbredt. Vi ser gerne, at man gør en øget indsats for at motivere nogle af de her voldsmænd til at gå i behandling og få dem overbevist om, at det også er til deres eget bedste, at de sørger for at få styr på sig selv og deres vrede.

Men det, der også gør sig gældende, er jo, at en sådan behandling nødvendigvis skal være frivillig. Hvis det er sådan, at man skal ind og mentalt bearbejde en person og give personen nogle redskaber og værktøjer til at kunne leve en tilværelse uden at benytte sig af vold, skal vedkommende jo være indstillet på og motiveret til det og være klar til at indgå i en sådan behandling. Hvis det ikke er tilfældet, så tror jeg, behandlingen har en meget, meget lille effekt, hvis den overhovedet har en effekt. Så en form for tvangsbehandling tror vi ikke på vil kunne lade sig gøre i den her sammenhæng.

Der er altså to væsentlige ting. Den ene er, at Konservative ikke mener, vi skal straffe mildere for vold i parforhold, og den anden er, at vi allerede i dag har mulighed for at give behandling. Den behandling kan sagtens finde sted, mens man sidder og afsoner en straf. Det er måske oven i købet en fordel, for så er vedkommende til stede, når behandlingen skal foregå, og man ved, at vedkommende er der. Så kan det jo meget vel være – og det synes jeg da ville være helt fint – at kriminalforsorgen i høj grad lader det indgå i overvejelserne om prøveløsladelse og måske endda overvejer tidligere prøveløsladelse end ellers. Man kan der gå ind og sige, at hvis vedkommende aktivt har medvirket i et sådant behandlingsprogram, så lad os se, om vedkommende ikke kan blive belønnet på den ene eller anden måde. Det synes jeg ville være fint, og det vil være fremgangsmåden set med De Konservatives øjne.

Samlet set kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Julie Rademacher for en kort bemærkning.

I stedet for at gå ind og vurdere efter en skala, der går fra hårde til milde straffe, hvorfor går man så ikke bare ind og vurderer efter en skala, der går fra virker- til virker ikke-straffe? Det ville vi rigtig gerne fra Socialdemokraternes side. Derfor er det, vi foreslår den her forsøgsordning med behandlingsdomme til voldelige partnere.

Jeg kunne godt tænke mig at høre den konservative ordfører, om han mener, at de straffe, vi har i dag, rent faktisk virker, hvorfor De Konservative ikke vil være med til at forbedre det her område, og om De Konservative har alternative forslag.

Ordføreren.

Se, vi er fra konservativ side sådan set af den klare opfattelse, at når domstolene giver en sanktion, skal et af de parametre, man tager med i sine overvejelser, være at finde den sanktion, der også er med til på bedst mulig vis at sørge for, at den kriminelle holder op med at være kriminel – absolut. Men set i forhold til det her forslag skal det jo ikke være sådan, at det så kun er i nogle tilfælde, altså sådan at kun hvis man begår vold imod sin partner, kan man få den mulighed. Så må det jo gælde alle voldsmænd. Man kan ikke lave sådan noget, for der skal jo være lighed for loven. Behandlingstilbud til voldsmænd skal gælde alle og altså ikke kun være fokuseret på de mænd, der slår deres koner.

Den anden del er, at vold jo ikke bare er vold, og at det heller ikke er sådan, at alle voldsmænd er behandlingskrævende, altså har behov for behandling. Vold er jo mange ting. Vold kan jo bare være en her og nu-reaktion, og vold kan modsat også være noget, der sker over længere tid, hvor der virkelig er behov for behandling. Så man kan ikke bare lave sådan en generel overskrift.

Fru Julie Rademacher.

Den konservative ordfører svarer sådan set ikke på mine spørgsmål. Har De Konservative nogen alternativer til, hvordan vi hjælper de her voldelige mænd? Og så må jeg sige, at det også går op for mig, hvad man mener med ordet stokkonservativ: Det er, når man ikke rigtig vil nogen vegne, og det er, når man egentlig tror, at det hele er godt nok, som det er. Der er utrolig mange kvinder, der hver eneste dag bliver slået, og der er utrolig mange børn, der bliver udsat for vold i familien. Hvorfor vil De Konservative ikke være med til at gå ind og kigge på behandlingsdomme til voldelige partnere? Hvorfor vil man ikke søge mere viden? Og hvorfor vil man ikke prøve nogen nye ting? Er det, fordi man bare er stokkonservativ?

Ordføreren.

Nej. Nu er det jo ikke i mine ører noget negativt at være, det synes jeg egentlig ikke det er. Men det, der er sagen, er, at selv om vi nu ikke lige synes, at det her forslag er det rigtige forslag, er det jo ikke ensbetydende med, at vi ikke vil gøre noget; det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke vil foretage os noget; det er jo ikke ensbetydende med, at verden står stille; det er jo ikke ensbetydende med, at vi er ligeglade, og det er ikke ensbetydende med, at vi synes, det er i orden, at mænd slår deres koner. Det er det ikke. Tværtimod. Og det var også det, jeg startede med at sige: Vi synes faktisk, det er ganske alvorligt, vi synes, det er rigtig meget alvorligt. Derfor ønsker vi også, at straffen bliver hård og konsekvent for dem, der gør det. Og når vi så har straffet, eller mens vi straffer, giver vi også mulighed for, at vedkommende person kan komme videre med sit liv uden vold. Det er derfor, vi har sørget for, at der er behandling til voldsmænd, når de sidder i fængsel. Det har vi jo sørget for.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Nu nævner den konservative ordfører, at der er et motivationsproblem. Ordføreren tror simpelt hen ikke på, at når man dømmer til behandling, vil man kunne sikre, at folk har lyst til at ændre sig og være i behandling og komme ud af deres problemer.

Altså, hvis den argumentation holder stik, skulle man heller ikke kunne bruge vilkår om behandling i dag, man skulle ikke kunne dømme pædofile til behandling, man skulle ikke kunne dømme psykisk syge til behandling eller forvaring. Er det sådan, jeg skal forstå den konservative ordførers argumentation for det her, eller tror man på, at der rent faktisk kan gøres noget med hensyn til motivation? Jeg kan i hvert fald oplyse, at de i Dialog Mod Vold har gode udsigter til at vende den ydre motivation, altså det, at man er tvunget i behandling, til en indre motivation.

Ordføreren.

Vi tror absolut på, at behandling er en god ting. Vi tror også på, at der i forhold til visse kriminelle kan være ræson i at give behandlingsdomme. Vi tror også på, at der i forhold til f.eks. sindsyge kan være ræson i at give behandlingsdomme. Men det er forskellige situationer.

Vi kan f.eks. tage behandlingsdomme til narkomaner. Narkomaner, der har begået berigelsesforbrydelser, og som ikke er personfarlige, har mulighed for at komme på afvænning, hvis det er sådan, at det er narkomanien, der er årsagen til, at de stjæler med arme og ben. Det er jo en helt anden situation, for der er det jo sådan, at man så går ind og fjerner en ydre faktor og har mulighed for at behandle den pågældende.

Her er der altså tale om, at det er nogle, som begår vold. Begår man vold, er det vores klare opfattelse, at det første, man skal starte med at gøre, er at sikre, at de, der begår vold, bliver straffet hårdt og konsekvent. Derefter vil vi sikre, at de modtager behandling. Vi er helt overbevist om, at dem, der får fængselsstraf og tager imod behandling, også er dem, der, hvis der var en valgmulighed, ville vælge at gøre det. Det, det gælder om, er altså, at vi sørger for, at dem, der får en dom, dem, der bliver fængslet for vold mod deres partner, får muligheden for at blive motiveret til behandling.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hvis der var mulighed for at dømme til behandling, kunne vi jo sikre, at der kom flere i behandling, så det ikke bare er dem, som er ressourcestærke, der henvender sig og går i frivillig behandling. Det betyder også, at vi kunne fastholde dem, hvor rigtig mange nu falder fra.

Noget helt andet er, at vilkår om behandling ikke bliver brugt særlig meget. Det siger strafferetsprofessor Gorm Toftegaard Nielsen højt og klart. Det var i hvert fald et område, hvor vi kunne gøre mere, når vi nu ikke kan komme videre ad den her vej.

Så vil Det Konservative Folkeparti gå med til at lave en beretning for at sikre og præcisere det her grundlag, så vi får flere dømt til behandling?

Ordføreren.

Jeg synes godt, jeg positivt vil overveje, om vi kunne få afdækket området noget bedre generelt set og måske også få afdækket de forskelle, der kan være på forskellige typer kriminalitet og forskellige typer kriminelle.

Men hvis forslaget her skulle bevirke, at flere kommer i behandling, end der er i dag, så ville det være, fordi beslutningsforslaget blev gennemført på en sådan måde, at man kunne tvinge nogen i behandling. Og vi tror simpelt hen ikke på, at man kan tvinge til behandling. Hvis den, der skal behandles, ikke er indstillet på at blive behandlet, ikke er motiveret til at blive behandlet, tror vi ikke på, at det har den ønskede effekt. Derfor ville det være et slag i luften, og det ville alt andet lige betyde, at vi kom ud i den situation, at vi pludselig dømte mildere over for dem, der begår vold i parforhold, end over for dem, der begår anden vold. Den forskelsbehandling vil vi ikke være med til. Vi ønsker at straffe lige hårdt, hvad enten det er partneren, der får bank, eller det er en tilfældig på gaden.

Tak til ordføreren. Det er fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

Jeg vil sige lidt i anledning af den sidste bemærkning, altså om de skal straffes lige hårdt, hvad enten det er partneren, eller det er en tilfældig person på gaden. Gennemgående begås der jo ikke gentagne tilfælde af vold over for en eller anden tilfældig person på gaden, og det er vel den store forskel mellem partnervolden og den anden form for vold.

Men Det Radikale Venstre er jo medforslagsstiller på det her beslutningsforslag, og det, jeg synes er vigtigt nu, er at prøve at finde ud af, hvad vi kan bruge det her forslag til i det videre forløb. Det er jo klart nok, som det er fremgået af ordførertalerne, at der ikke er et flertal for forslaget. Det, som jeg synes er lidt interessant, er jo, at når nogle af ordførerne, specielt fra den borgerlige side, siger, at de ikke tror på, at man kan tvinge til behandling med et godt resultat, så er det jo en trossag. Det betyder ligesom, at der ikke kan ske noget under en eller anden proces, og det kan der jo faktisk normalt ofte. Derfor synes jeg, det er vigtigt nu at få afdækket en lang række af de her trosspørgsmål, som har været fremme i dag, og at se, om ikke vi kan få dem omsat, sådan at vi kan få noget mere viden på området. Det er næsten det vigtigste nu, nemlig at vi prøver at få noget mere viden på området, både hvad der foregår i udlandet og få det præciseret i en beretning, og også mere viden om selve behandlingsformerne.

Jeg vil sige, at jeg måske synes, at Dialog Mod Vold har fået en lidt for stærk placering i bemærkningerne. Jeg synes, vi skal prøve at trække nogle af alle de andre behandlingsmetoder frem også, sådan at vi får en reel vurdering af, hvad de kan bruges til. Når jeg siger det på den her måde, er det, fordi der står, at voldsudøverne forinden screenes for deres behandlingsegnethed – og det er jo så Dialog Mod Vold, der henvises til – og jeg synes måske ikke, at man ensidigt skal satse på Dialog Mod Vold, men også have nogle af de andre metoder frem. Det synes jeg vi skal bruge udvalgsarbejdet til og som sagt finde ud af, hvad der er af erfaringer fra udlandet, som vi kan få frem, så vi måske kan få en mere vidensbaseret diskussion end den, vi har haft i dag.

Det andet er så, at vi kan få andre behandlingsmetoder frem, sådan at de kan indgå i fremtiden.

Tak til ordføreren. Fru Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslistens ordfører.

Da Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod, ikke kan være til stede i dag, har jeg lovet at læse fru Line Barfods ordførertale op.

Regeringen har alt for længe haft et ensidigt fokus på strengere straffe som redskab til at stoppe volden. Men mange af dem, der udøver vold, holder ikke op, bare fordi de får en straf, og derfor er det vigtigt, at vi får langt mere behandling, så vi rent faktisk får stoppet volden. Der er brug for, at de, der begår vold, lærer, hvordan man kan reagere på en anden måde end med vold. Hvis man er vildt forelsket i sin kone og bange for at miste hende, er det ikke ret smart at slå hende. Der er rigtig gode resultater med at lære folk, hvad man kan gøre i stedet for.

Det bedste er, hvis vi kan få dem, der har tendens til at begå vold, i behandling, før det går galt. Det er klart, at det absolut vil give de bedste resultater. Hvis ikke det kan lade sig gøre, mener vi, at man skal se på muligheden for en behandlingsdom, ligesom vi idømmer behandlingsdomme i forbindelse med alkohol- og narkomisbrug. Man skal også inddrage den dømtes indstilling til at indgå i en behandling.

Jeg kan simpelt hen ikke læse, hvad fru Line Barfod her har skrevet, så den må jeg eller hun selv vende tilbage til.

Så afslutningsvis vil jeg sige, at det samtidig er rigtig vigtigt, at vi også får taget hånd om den, der er blevet slået, og især om børn, der har oplevet vold i hjemmet. De, der begår vold, har meget ofte selv oplevet vold, da de var børn, og hvis ikke vi tager hånd om børnene og sørger for, at de får hjælp, risikerer vi, at voldsspiralen bare fortsætter, når de bliver større.

Så Enhedslisten støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Tak. I Liberal Alliance mener vi, at de største ofre for volden er dem, der bliver udsat for den, men også de børn, der skal overvære den.

Det er sådan, at vi har, som jeg tidligere har været inde på, det princip, at hårde forbrydelser skal have hårde straffe, milde forbrydelser skal have milde straffe. Vi mener generelt ikke, at der er brug for mildere straffe, hvad angår vold, voldtægt, trusler, pædofili og mord, hvad enten det er inden for familien eller uden for familien, og derfor heller ikke i tilfældet B 94.

Når det så er sagt synes jeg sådan set, at forslagets intentioner om, at vi kan gøre noget for at sikre, at folk ikke begår vold og ikke gentager vold – som jo er det, det i virkeligheden handler om – er gode nok, og det vil vi gerne støtte op om. Så vi er sådan set heller ikke afvisende over for, at man i forbindelse med en eller anden beretning kunne finde ud af, hvordan man kunne øge vidensniveauet.

Altså, hvis det stod til os, kunne behandlingen jo være indeholdt i fængselsstraffen, sådan som den jo allerede er i en række tilfælde. Man kunne ligefrem, hvis man skulle lytte til forslagsstillerne, foreslå det modsatte, nemlig at sørge for, at de var længere tid i fængsel. Så kunne de få rabat på den tid, vi øvede det på, hvis der skulle være sådan en særlig mening med det. Men at sørge for, at det skulle være helt ud af fængslet, som det foreslås her, er vi ikke meget for.

Jeg synes også, at de ord, som fru Johanne Schmidt-Nielsen nåede at læse op af fru Line Barfods tale, i forhold til hvad man kan gøre for især børnene, er meget vigtige. Vi ved jo, at der er en statistisk overrepræsentation af børn, hvis forældre selv har været i fængsel og selv har oplevet vold – og i øvrigt også incest, hvis det er dertil det kommer – altså, at der er sådan nogle gentagne mønstre; selvfølgelig ikke i alle tilfælde, men der er en statistisk overrepræsentation. Og vi er da meget interesseret i, at man kan gøre noget ved, hvordan man kan sikre børnene. Det er jo en lidt anden sag i forhold til det her, men det har jo stadig det samme formål.

Men vi stemmer imod forslaget – for lige at skære det ud i pap til sidst – men vi vil gerne være med til at se på, om der er noget sådan mere konkret, vi eventuelt kan blive enige om i en indberetning. Så vi vil ikke være afvisende over for, at der kan være ting, som kan gøre det bedre for de voldsramte og de voldsramtes familier, og som også kan sørge for, at dem, der begår volden, ikke gør det i så stort omfang, som de hidtil har gjort.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for debatten her i dag.

Når oppositionen har fremsat det her forslag, er det, fordi vi ønsker at gøre noget ved den problemstilling, at al, al for mange familier i Danmark lever med vold. Vi mener, at der er behov for at få en forsøgsordning simpelt hen for at få noget mere viden om, hvorvidt vi kan få flere kvinder til at anmelde vold, hvis de f.eks. ved, at partneren ikke kommer i fængsel, men kan få en dom til behandling, som hjælper familien videre. Der er amerikanske undersøgelser, som tyder på, at kvinder er mere tilbøjelige til at anmelde, når de har den mulighed, og derfor er det vigtigt for os at få nogle erfaringer med det.

Vold findes desværre i alle samfundslag og i alle aldersgrupper. Det er et kæmpeproblem for de kvinder og de mænd, der lever med vold, for vi må jo konstatere, at der også findes voldelige hustruer. Det er et problem for de ca. 22.000 børn i Danmark, som lever med vold, og det er særligt et problem, når vi ved, at de kommer til at gentage volden.

Det første danske studie, vi har af voldelige mænd, viser, at 80 pct. af de mænd har oplevet vold i deres barndomshjem. Det er også typisk de mænd, som bliver involveret i slagsmål, i vold i nattelivet, i værtshusmiljøer, og det betyder, at hvis vi vil gøre noget ved den problemstilling, hvis vi vil sikre, at de problemer ikke bliver ført videre, jamen så skal vi har fat i de mænd, og vi skal have dem behandlet.

Det er også samfundsøkonomisk et kæmpe problem. For de 28.000 kvinder, som bliver udsat for vold, betyder det ud over et kæmpe tab af livskvalitet – for det er jo frygteligt for de kvinder, der er udsat for det her – et samfundsøkonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste, kvinder på overførselsindkomster, kvinder på skadestuer, kvinder på krisecentre, og jeg kunne blive ved. Det koster rigtig mange penge, så der også god økonomi i at gøre noget ved det, udover at vi gør livet lettere og bedre for de mennesker, som bliver ramt af det her.

Vi ved også, at halvdelen af de mænd, som kommer i behandling i frivilligt regi, falder fra. Nogle af dem vender godt nok tilbage igen og fuldfører behandlingen, men vi har brug for, at flere mænd kommer i behandling, og at mænd kan fastholdes i den behandling. Det kan vi, hvis vi kan dømme dem til behandling, for det er klart, at der må være sanktioner forbundet med ikke at overholde behandlingen. Udgangspunktet må være, at vi kan sikre, at de kommer i behandling.

Dialog mod Vold, som har haft nogle af de her mænd i behandling, siger, at de godt kan vende den ydre motivation, altså det, at manden faktisk er tvunget derhen, for ellers går kvinden fra ham; nu har hun sat ham stolen for døren, og nu skal han gå i behandling. Den ydre motivation kan de faktisk godt vende til en indre motivation, så manden også selv får lyst til at være en del af behandlingen og får lyst til at holde op med volden. Hvis man skal tro deres resultater som refereret i Berlingske Tidende, har de faktisk succes med at få 4 ud af 5 mænd til at holde op med volden. Det synes jeg er rigtig spændende resultater. Det er muligt, at der er mange andre behandlingsmetoder, som kan tages i brug, og vi er meget åbne over for, at vi også får diskuteret og evalueret dem.

Der er behov for at lave en forsøgsordning med det her, for vi er også nødt til at finde ud af, hvordan det egentlig virker at kunne dømme til behandling i fængslet, og hvordan det egentlig virker at kunne dømme til behandling i et regi uden for Kriminalforsorgen. Vi mangler simpelt hen mulighed for at kunne evaluere de to ordninger i forhold til hinanden – det er der en forsker der peger på. Derfor er det her forslag også en måde at komme videre og få samlet noget viden på, og det kan godt være, at vi vender tilbage til, at det nuværende system er det bedste til at håndtere det her.

Jeg synes bare, at vi må anerkende, at der er al for mange familier, der lever med vold, og at nogle kvinder simpelt hen afholder sig fra at anmelde det her, fordi de trods alt elsker den mand, som slår dem, og vender tilbage til ham gang på gang. Vi ville gerne have, at nogle flere af de kvinder fik anmeldt det her og fik sikret, at de her mænd kom i behandling.

Det er korrekt, at der er modstridende forskningsresultater, når man kigger på behandlingens effekt, men det betyder ikke, at man kan konkludere, at behandlingen faktisk ikke virker. Der er noget, der tyder på, at det har noget at gøre med behandlingens kvalitet og længden af behandlingen; korte programmer virker ikke. Det mangler vi også viden om og evaluering af.

Så er det blevet nævnt, bl.a. af De Konservative, at der måske er et motivationsproblem. Jamen som jeg har sagt, kan det godt vendes til en indre motivation, og vi behandler også i en lang række andre tilfælde, f.eks. dømmer vi også pædofile til behandling, fordi vi jo anerkender vigtigheden af at få de her mennesker til at forandre deres adfærd. Så selvfølgelig skal vi gøre det.

Jeg må så konstatere, at vold åbenbart har en helt anden prioritet for regeringen, end den har for oppositionen. Her er man ikke indstillet på, at vi skal afprøve nogle nye og andre muligheder. Vi er meget indstillet på, at der skal være en afgrænsning af det her. Vi siger jo ikke, at det er alle mænd, der nødvendigvis skal dømmes til behandling på den måde, som vi foreslår. Jeg tror også, man må anerkende, at der vil være situationer, hvor volden er så grov, at man ikke kan anvende den her måde, men det er jo nogle afgrænsninger, som vi må snakke os til rette om, og som vi kan lægge fast, hvordan de skal være. I hvert fald er det vigtigt, at vi får muligheden.

Vi kan også se, hvis man skal tro den strafferetsekspert, der har været ude at sige noget om det her, at muligheden simpelt hen ikke bliver anvendt nok. Det synes jeg vi skal have undersøgt meget nøje. Der er også flere partier, der er i samme artikel giver opbakning til, at man gerne vil være med til at præcisere det her grundlag for, hvornår man dømmer til behandling, så man kan sikre, at man får flere i behandling. Det vil jeg i hvert fald meget opfordre til at vi får lavet en beretning om på et eller andet tidspunkt, når vi har fået undersøgt det bedre.

Jeg synes – selv om forslaget her ikke bliver til noget – at vi er kommet et skridt ad vejen, for jeg tror, at vi trods alt har fundet en enighed om nogle af punkterne. Ærgerligt, at vi ikke kan få regeringen med på mere progressive tanker her i dag, men lad os få undersøgt området og lad os komme videre ad den vej, som vi nu kan.

Tak til ordføreren. Fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Nu, hvor venstrefløjen har fremsat det her beslutningsforslag om, at hvis man f.eks. banker sin kone gul og blå og det bliver anmeldt, så skal man have en betinget dom med vilkår om, at man går i behandling.

Men hvad så, hvis man har slået sin kone ihjel? Mener forslagsstillerne så også, at man skal have en betinget dom med krav om behandling? Eller hvad?

Ordføreren.

Jeg ved godt, det er ved at være sent og det er fredag og det er lige før weekenden, og derfor er man måske ikke helt opmærksom fra Dansk Folkepartis side her i salen, for jeg har faktisk sagt, at vi jo må diskutere afgrænsningerne. Det er klart, at der er visse ting, som er så grove, at man ikke bare kan sige til gerningsmanden: Jamen du får en dom til behandling, og så kan du i øvrigt tage hjem til din familie efterfølgende. Men sådan en dom vil sagtens kunne give mening i nogle tilfælde.

Det er jo en afgrænsning, vi må diskutere os frem til. Jeg tror bare, det er vigtigt at sige, at vi ikke lægger os fast på, at det skal være på den ene eller den anden måde. Lad os få undersøgt det her, og lad os få en forsøgsordning og finde ud af, hvad erfaringerne er. Det vigtigste må da være, at vi sikrer de kvinder og de børn, som lever i de her frygtelige forhold, at det her hører op, og at det ikke går ud over en ny kvinde.

Fru Marlene Harpsøe.

Når man fra Socialistisk Folkepartis side ikke kan give en klar afgrænsning af det her fænomen og fortælle, hvor grænsen går for de her betingede domme med vilkår om behandling, skal jeg så virkelig forstå det sådan, at man fra Socialistisk Folkepartis side godt kunne forestille sig, at en mand, der slår sin kone ihjel, kunne få en betinget dom med krav om behandling? Er det vitterlig det, jeg hører?

Ordføreren.

Nej, det ikke det, Dansk Folkepartis ordfører hører; Dansk Folkepartis ordfører hører ikke, hvad jeg siger.

Der er ting, der er så grove, at behandling ikke nødvendigvis lige på den måde, som det ligger her i forslaget, vil være en god og farbar vej, og det tror jeg bestemt ikke det vil være ved et drab – nu tror jeg, man skal lukke ørerne op og lytte efter, hvad der bliver sagt – men en afgrænsning i de mildere tilfælde må vi kunne snakke os til rette om. F.eks. er det jo ved førstegangsvold vigtigt, at vi får grebet ind og får stoppet den med det samme.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.