Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 84:

Forslag til folketingsbeslutning om udvikling af retningslinjer for duftstoffer på sygehuse og i daginstitutioner.

Af Pia Olsen Dyhr (SF) m.fl.

(Fremsættelse 10.12.2009).

Forhandlingen er åbnet. Miljøministeren.

Beslutningsforslaget, vi nu skal til at behandle, drejer sig om en meget relevant problemstilling. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi i forhold til duftstoffer, overfølsomhed og allergi står med et problem.

Siden vi etablerede Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed i 2006, har vi fået viden om duft- og kemikalieoverfølsomhed samlet på et sted, og der er allerede skabt vigtige og yderst relevante resultater om de duftrelaterede symptomer, som beslutningsforslaget henviser til. Men det er vigtigt for mig at understrege, at vi desværre stadig mangler meget viden på det her område. Vi ved stadig væk ikke helt specifikt, hvordan symptomerne fremkaldes og af hvad. Vi ved heller ikke, hvem der er særlig følsomme og hvorfor. Det, vi ved, er, at nogle mennesker er parfumeallergikere, og at reaktionerne typisk kommer i forbindelse med direkte hudkontakt med parfumestoffer, mens andre føler sig generet af dufte og kemikalier i luften.

Vi ved også fra nye undersøgelser, at mennesker med tilbøjelighed til astma, eksem eller allergi har en større risiko for at blive generet af duftstoffer, og her taler vi altså også om helt almindelige dufte, altså duften fra en blomst, duften fra tryksværten i avisen eller stegeosen.

Det er vanskeligt at forbyde alting, der dufter. Det er også derfor, at det er vigtigt at finde ud af og vedblive med at arbejde for at finde ud af, hvad der er årsagen til den særlige overfølsomhed over for dufte. Så kan vi forhåbentlig i langt højere grad forebygge symptomer hos de overfølsomme og undgå, at der er flere, der udvikler overfølsomhed.

For Miljøministeriet er det naturligvis særlig vigtigt at få mere viden om, hvordan kemikalierne spiller ind i forhold til sundheden, og hvad vi kan gøre i miljøpolitikken for at forebygge problemerne. Vi arbejder løbende på at få sænket kemikalietrykket, men vi må også erkende, at vi ikke kan undvære kemikalier. De er også en del af det moderne samfund. Det, at vi stadig mangler viden omkring duftstoffer, må selvfølgelig ikke betyde, at vi ikke gør noget for de mange mennesker, som generes af dufte og af kemikalier i luften, og derfor er regeringen da også overordnet enig i, at vi skal undgå duftstofferne så vidt muligt, især på sygehuse og i daginstitutioner.

Forslaget her indeholder både initiativer om indkøb og brug af parfumefri produkter og om personalets brug af parfumestoffer. Med hensyn til indkøb og brug af produkter uden duftstoffer støtter regeringen, at regionerne og kommunerne sigter mod at indkøbe produkter uden duftstoffer til sygehuse og daginstitutioner. Jeg vil blive ved med at have fokus på, at der indgår relevant information om duftstoffer i miljøvejledningerne for indkøb, både på sygehuse og i daginstitutioner, fordi det simpelt hen er forudsætningen for, at en indkøber er fuldstændig oplyst og dermed har muligheden for at styre uden om duftstofferne.

Vi ved, at cirka 70 pct. af indkøberne kender vores miljøvejledninger, så det er da et godt sted at informere, og det vidner også om, at der stadig er 30 pct., som måske ikke er orienteret godt nok om, hvordan man undgår duftstofferne, når man køber ind. Jeg vil også fortsat arbejde for, at miljømærkekriterierne for Blomsten og Svanen udelukker parfumestoffer eller som minimum i hvert fald udelukker de særligt allergifremkaldende parfumestoffer, sådan som det nu f.eks. er sket i forbindelse med vaskerierne.

Til gengæld mener jeg ikke, at forslagets anden del, som handler om personalets brug af duftstoffer, hører hjemme hos os. Det ansvar hører hjemme hos arbejdsgiveren, hos regionerne, hos kommunerne. I forhold til daginstitutionerne er det jo kommunalbestyrelsen, som i sidste ende er ansvarlig for at fastsætte og for at offentliggøre mål og rammer for daginstitutionerne i de enkelte kommuner. Derfor mener regeringen også, at det er et kommunalt anliggende at vurdere, om der er behov for at udvikle en lokal duftpolitik i daginstitutionerne i den pågældende kommune.

I forhold til sygehusene er regeringen enig i, at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis personalet på sygehusene anvender meget stærke dufte på deres arbejdsplads, fordi det siger sig selv, at det kan være til gene for personer med følsomme luftveje. Men igen er det altså ikke noget, jeg mener hører hjemme på Christiansborg i en lovgivning omkring forbud mod duftstoffer på personer. Det er regionerne i det her tilfælde, når vi taler om sygehusene, som er ansvarlige for at gennemføre retningslinjer i forhold til duftstoffer på sygehuse.

Så min konklusion må være her, at vi afviser forslaget, men ikke, fordi vi er uenige i den grundlæggende hensigt om at undgå eller i hvert fald nedsætte brugen af duftstoffer, hvor det er muligt, men simpelt hen fordi beslutningsforslaget indeholder initiativer, som hører under kommunernes og regionernes område.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren for en meget åben tilgang til den her problemstilling, for jeg mener, det er en alvorlig problemstilling, men det kan jeg høre at ministeren også mener, så det vil jeg gerne sige tak for.

Nu vil jeg sige, at forslaget handler om, at daginstitutioner og hospitaler skal indføre retningslinjer. Jeg er helt enig med ministeren i, at Folketinget ikke skal beslutte, hvad det skal være for nogle retningslinjer, men at man laver en politik de pågældende steder. Det kan godt være, at beslutningsforslaget skal omformuleres, så det rammer mere der, men vil ministeren så være enig med SF i, at vi skal få institutioner og hospitaler til at lave nogle retningslinjer, hvor de så selv kan bestemme, om det er personale, der ikke må have parfume på, eller hvordan de nu gør det, men så de får forholdt sig til den her problemstilling ude på daginstitutioner og hospitaler, hvor de mest sårbare grupper er.

Ministeren.

Jeg er for så vidt enig med fru Pia Olsen Dyhr i den gode hensigt, med hensyn til at man har retningslinjer for, hvordan man arbejder med tingene. Men der, hvor vores enighed så hører op, er, om vi fra centralt hold skal lovgive om, at man skal lave retningslinjer, at man skal have en duftpolitik. For jeg tror ikke på, at det nødvendigvis skaber de resultater, som jeg helt klart også fornemmer at vi er enige om at vi skal have. Hvordan kan sådan nogle resultater skabes? Hvad kan der ske, hvis man netop i en kommune siger: I vores daginstitutioner har vi en duftpolitik?

Det, der er vigtigt at sige her, er, at der i hvert fald ikke i dag er noget, der forbyder eller forhindrer, at man i en kommune siger: I vores daginstitutioner har vi en duftpolitik. Det er vigtigt for os at signalere til forældrene og medarbejderne, at vi altså er optaget af, at børn i daginstitutioner ikke udsættes unødigt for duftpåvirkninger.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Vi har meget fokus på, at institutioner og skoler f.eks. skal lave mobbepolitikker, og det er noget, som Folketinget har vedtaget, så det plejer ikke være et problem for Folketinget at blande sig lidt i, hvad der skal ske ude lokalt. Altså, vi har også en masse andre lovgivninger, som jeg måske ikke mener at vi burde vedtage herinde, men lad det nu ligge. Det skal vi ikke slås om.

Der er en anden problemstilling, som forslaget faktisk ikke handler specifikt om, men som jeg synes ministeren skal være opmærksom på er på vej. Det er, at vi i stigende grad ser butikker og produkter markedsført via dufte. Det er f.eks. sokker, der bliver solgt med rosenduft, for tænk, hvis de her fødder duftede af fodsved. Og et firma, der producerer hygiejnebind, har indført, at de putter dufte i det her hygiejnebind. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der synes, de her dufte er specielt lækre, men det er med til at øge vores mangel på kontrol med dufte.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre på det område, for så havde det været en del af forslaget, men jeg vil spørge ministeren, om ministeren ikke vil få sit ministerium til at kigge nærmere på, hvad vi kan gøre i forhold til brands og dufte i fremtiden, for jeg tror, det er et stigende problem.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte over for ordføreren, at jeg faktisk i forbindelse med forberedelsen til det her beslutningsforslag netop tog en samtale med flere eksperter på det her område. Det er fuldstændig rigtigt, som ordføreren siger, at vi virkelig ser, at det eskalerer med brug af duft i forhold til vores adfærdsregulering simpelt hen. I supermarkedet skal der dufte af jordbær, når vi går ind i frugtafdelingen, og der skal dufte af stegt oksekød, når vi går videre ind i slagterafdelingen. Jeg er helt enig i, at det kan vi kun gøre noget ved, ved at vi oplyser om, om det er hensigtsmæssigt, og ved at vi får undersøgt, om det er skadeligt. For det afgørende for mig er også, om det er skadelige kemikalier, man bruger til at skabe de her dufte til at få skabt de her associationer. Det er i jeg hvert fald også optaget af.

Fru Bente Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Ministeren nævner, at vejen frem er mærkningsordninger, som gør, at forbrugerne kan vælge til og fra. Det Radikale Venstre mener også, at mærkningsordninger er udmærkede til det, som mærkningsordninger kan bruges til, for lige det, vi taler om i dag, er jo mennesker, der bevæger sig rundt i det offentlige rum, mennesker, der bevæger sig på sygehuse og i daginstitutioner, hvor de er tvunget til at opholde sig i en periode og derfor ikke kan vælge fra og til, mærkningsordninger eller ej.

Så er det, jeg gerne vil høre, hvordan ministeren har den kobling til, at mærkningsordninger kan bruges i den sammenhæng, som vi behandler i dag.

Ministeren.

Da jeg valgte at nævne mærkningsordninger, var det i forhold til de indkøb, man foretager, netop til daginstitutioner og sygehuse. Eksempelvis har vi jo også set mærkningsordninger for ydelser, som altså ikke kun er sæben og shampooen, men også vaskerierne, der nu kan få et svanemærke, hvis de anvender parfumefri produkter. Så det var sådan set det, der var begrundelsen for at nævne mærkningsordningerne som et af redskaberne.

Men det er jo fuldstændig rigtigt, som ordføreren siger, at man jo ikke som sådan kan bruge mærkningsordningen på en person, som er ansat på et sygehus, og mærke vedkommende som værende duftfri, om end det selvfølgelig er det, Socialistisk Folkeparti ønsker.

Fru Bente Dahl.

Jeg mener jo også, det ville være helt fint, hvis vi kunne pålægge de enkelte institutioner at have en politik på området eller i hvert fald at have en plan for, hvad de købte ind, og hvad de ikke købte ind af de ting her.

Ministeren nævnte også i sin tale, at der er mange grunde til, at mennesker reagerer på de forskellige dufte, og at der er meget lidt viden om de forskellige grunde, allergianfald og andre former for reaktioner. Så jeg vil gerne høre, om ministeren har sat nogle undersøgelser i værk for at gøre os klogere på det område her, eller om ministeren agter at sætte sådan nogle undersøgelser i værk. Og så vil jeg gerne spørge, hvornår ministeren mener at vi har tilstrækkelig viden til at foretage os noget politisk.

Ministeren.

Nu siger fru Bente Dahl i sit spørgsmål, at de enkelte institutioner rigtig gerne vil have en mærkningsordning, at de rigtig gerne vil have en duftpolitik eller lade sig profilere som duftfri institution, og det er der jo ikke noget der forhindrer. Der er overhovedet ikke noget til hinder for, at en institution eller et hospital aktivt vælger at sige: Vi vil gerne ud og anerkendes for at have en duftpolitik i forhold til vores medarbejdere eller i forhold til folk, der kommer hertil som patienter. Altså, det er der jo ikke noget der forhindrer.

Med hensyn til manglende viden på området er det jo, jeg siger, at vi netop etablerede Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed i 2006. Der sker utrolig meget på det her område, bare det, at vi har fået samlet viden et sted, hvor vi arbejder målrettet med at blive klogere på hele duft- og kemikalieoverfølsomhedsområdet. At have fået det samlet et sted vidner da i hvert fald om, at der løbende sker en udbygning af vores videngrundlag og dermed også vores handlemuligheder.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Der er jo ingen tvivl om, at en sygdom som MCS er stærkt handicappende, og derfor skal vi naturligvis også gøre, hvad vi kan, for at forhindre, at folk kommer til at lide af duftoverfølsomhed; det er en meget vigtig sag.

Men et af de elementer, som ministeren selv er inde på, er jo dette, at dufte også breder sig i markedsføringssammenhæng. Mangler vi ikke der en stærkere indsats i forhold til faktisk at regeloverholde de retningslinjer, der allerede findes? Det er jo rent faktisk sådan, at benytter man sig af duftmarkedsføring i dag, lyder Forbrugerombudsmandens retningslinjer, at det så tydeligt skal skiltes. Men det er også meget tydeligt, at i de forretninger, hvor man anvender det her – det kan jo være lidt svært at bevise det, det kan være svært at vide, hvor man rent faktisk anvender det – benytter de sig ikke af de her skiltninger. Er det ikke en problemstilling, vi også skal tage hånd om?

Ministeren.

Jeg er da glad for, at det i hvert fald også her med hr. Benny Engelbrechts spørgsmål netop bliver understreget, at der findes meget, meget velbeskrevne retningslinjer. Altså, der står jo ikke på den måde sort på hvidt, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Jeg synes, det er en problemstilling, som vi skal have set nærmere på.

Jeg mener, det er vigtigt, at man som borger er oplyst og dermed har muligheden for at vælge til eller fra. Og med hensyn til om det skulle gå i retning af, at man skal skilte med, om man er duftsupermarked eller duftfrit supermarked, vil jeg sige, at det da kunne være en mulighed, men at man stadig væk altid, synes jeg, i sådan nogle situationer også skal overveje graden af informationsniveau, i forhold til hvordan man agerer. Jeg synes, at det, der går forud for at have en mærkningsordning, jo sådan set er en viden om, om de her produkter skader, om de her dufte skader, eller om de ikke gør.

Hr. Benny Engelbrecht.

For omkring en måneds tid siden bragte Ritzau netop et telegram om denne problemstilling, der handler om duftmarkedsføring. Og det var ret tydeligt, at branchen selv opfatter det som ret uskadeligt, når de eksempelvis i en tøjforretning placerer en maskine, som spreder duft ud i hele forretningen.

Men jeg tror da, at vi alle herinde kan blive enige om, at det kan være en problemstilling, at man udsætter de kunder, der kommer ind i et par minutter i en forretning, for noget duftstof, men at en anden problemstilling sandelig kan være spørgsmålet om arbejdsmiljø, altså om medarbejdere, der befinder sig 8, 10 eller 12 timer i træk i et rum, som er kunstigt beduftet, eller hvad vi nu skal kalde det. Jeg ved ikke, om der findes et udsagnsord, der hedder det, men så har vi da opfundet noget nyt i dag; og det er en problemstilling i sig selv. Lad mig bare lige også slå fast, at det rent faktisk er sådan, at retningslinjerne fra Forbrugerombudsmanden er, at det skal skiltes tydeligt, hvis man anvender sådanne duftmaskiner.

Nu er det ord i hvert fald lanceret her i Folketingssalen; det kan vi konstatere.

Ministeren.

Jeg synes også, det er vigtigt at arbejde med beduftning, eller hvad vi nu kalder det, men lad mig – for jeg hørte egentlig ikke som sådan et spørgsmål – i hvert fald også bare slå fast, at det helt klart også er min egen holdning, at der, hvor brugeren ikke selv kan vælge, skal indkøberen eller i det her tilfælde ejeren af supermarkedet jo netop have tænkt på borgeren, kunden, arbejdstageren, eller hvem det nu er.

Man tager jo et stort ansvar på de menneskers vegne, når man byder dem indenfor – om det så er i et supermarked eller i en tøjbutik. Og jeg vil da også klart opfordre til, at man som butiksindehaver, supermarkedsejer, eller hvad ved jeg, lige præcis sørger for, at brugeren har et valg.

Tak til ministeren. Hr. Eyvind Vesselbo som ordfører for partiet Venstre.

Jeg vil gerne starte med at rose fru Pia Olsen Dyhr og SF for at sætte fokus på det her problem. Jeg synes, det giver respekt, at fru Pia Olsen Dyhr hele tiden stædigt forsøger at sætte fokus på problemerne med de farlige stoffer og kemikalier i vores samfund, og derfor er det selvfølgelig også med stor tilfredshed, vi kan sige, når der bliver sat fokus på det her, at vi sammen – SF, Venstre og regeringen – har lavet en kemikaliehandlingsplan, som netop tager fat i nogle af de ting, som gør, at man kan få bragt nogle af de farlige kemikalier ud af produktion og væk fra det danske samfund.

Der er ikke tvivl om, at netop det her, at nogle mennesker bliver påvirket af kemikalier og dufte i hverdagen, er et kæmpe problem for dem – det kan godt være, det er en meget lille gruppe, men det er et stort problem for dem, det rammer. Vi har jo i Miljøudvalget her i Folketinget ved flere lejligheder haft besøg af nogle af de mennesker, som er påvirket af dufte i hverdagen, og vi har et par enkelte gange oplevet, at de har siddet med masker på for ikke at blive påvirket af duftene fra Miljøudvalgets medlemmer og omgivelserne. Det understreger jo netop betydningen af, at man får sat fokus på det her.

Det foreliggende forslag om, at man skal pålægge daginstitutioner, sygehuse og måske også andre institutioner at lave en duftpolitik, er for mig og Venstre ikke den rigtige vej at gå. Den bedste måde er jo, at de institutioner, som skal tage stilling til det her, gør det ud fra en vilje og en forståelse af, at det her er et problem, som de godt vil løse, og ikke bare, fordi der kommer en lov og nogle bestemmelser fra Folketinget, som siger, at de skal lave en plan for en duftpolitik. Det er meget bedre, at man har folk med sig i de her ting og de forstår problematikken og derfor gør det.

Jeg har mange gange oplevet, at man i institutioner eller på arbejdspladser har fået pålagt, at man skal lave en eller anden politik, og så har man siddet i rum og skrevet 25 linjer, som egentlig ikke har haft betydning for den institution, men man skulle bare gøre det. Der er det altså meget bedre, at man selv er med og kan forstå problematikken.

Så står der i beslutningsforslaget, at man tager udgangspunkt i det almindeligt accepterede princip om, at unødvendige kemikalier skal undgås, og at unødvendig udsættelse for kemikalier ligeledes skal undgås. Med hensyn til formuleringen »et almindeligt accepteret princip« vil jeg sige, at det jo skal afgrænses, og det er her, jeg også synes, der er et problem i beslutningsforslaget, hvor sympatisk det end kan være, at man får lavet de her planer.

Så jeg synes, det er godt, at der bliver sat fokus på det, og det kan måske gøre, at der netop sker det, jeg foreslår, nemlig at man udeomkring lokalt siger: Nå jo, det er fint, at de ikke vil pålægge os det her, for vi skal selv tage stilling, og vi skal selv mene, at det er vigtigt, så nu gør vi det, fordi vi mener det. Og det er derfor, Venstre ikke kan støtte det her forslag. Vi mener, at det skal foregå ude lokalt, bl.a. gennem arbejdsmiljøforanstaltninger i de lokale institutioner. Så vi kan ikke støtte forslaget, men vi vil på alle mulige måder gerne arbejde videre både med fru Pia Olsen Dyhr og også andre her i Folketingssalen om at gøre noget ved at få nedbragt brugen af de farlige kemikalier i det danske samfund. Så vi siger nej, men håber, at det her beslutningsforslag alligevel vil få en positiv virkning.

Fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg er meget glad for, at Venstre også synes, at det her er et problem, og at ordføreren også lægger op til, at vi skal gøre noget for at øge opmærksomheden om det her. Hvilke redskaber skal vi så benytte os af, hvis vi ikke skal benytte os af at sige til institutioner og hospitaler, hvor de mest sårbare grupper findes, at de skal udarbejde en politik? Vi har ikke sagt, hvad politikken skal indeholde, vi har sagt, at de skal udvikle en duftpolitik. Hvad skal vi ellers gøre for at øge opmærksomheden på det her punkt, for at de bliver opmærksomme på, at det kan være et problem? Når ordføreren siger, at der er tale om nogle få mennesker, så vil jeg gøre ordføreren opmærksom på, at der er en ph.d.-studerende i MCS, som har lavet en større undersøgelse af den danske befolkning, og det viser sig, at 45 pct. af danskerne er påvirket af dufte i det daglige, og at 27 pct. af dem udvikler deciderede symptomer. Det er jo rigtig meget, det er en fjerdedel af danskerne.

Ordføreren.

Ja, det er fuldkommen rigtigt, at der er mange, der bliver påvirket af dufte. Der er også nogle, der får symptomer, men når jeg siger, at det som udgangspunkt kan være en lille gruppe, som har så store gener, at det forhindrer dem i en normal tilværelse i det danske samfund – det er sådan set det, jeg tager udgangspunkt i – så er jeg ganske klar over, at der jo også er flere og flere, som bliver allergiske over for stoffer og også over for dufte. Så det er et kæmpestort problem. Men det er dog alligevel en lille gruppe, en forholdsvis lille gruppe, som bliver påvirket på en sådan måde, at de må gå med masker og bliver forhindret i at leve en i hvert fald rimelig normal tilværelse.

Når fru Pia Olsen Dyhr spørger mig, hvad vi så kan gøre, så synes jeg, at fru Pia Olsen Dyhr jo på glimrende vis har vist en af de måder, man kan gøre det på, nemlig ved at sætte fokus på det, og man kan lave yderligere oplysning om problemerne her. Der kommer nok et spørgsmål til, så kan jeg uddybe det.

Det gør der lige præcis. Fru Pia Olsen Dyhr.

Jamen det vil jeg gerne have. Ordføreren sagde i sin indledning, at SF er med i kemikaliehandlingsplanen, og jeg synes også, det var et godt forløb, vi havde i forbindelse med kemikaliehandlingsplanen, men duftpolitik er jo ikke en del af kemikaliehandlingsplanen. Kan man forestille sig – det er sådan lidt noget, man normalt tager i en forligskreds – nu, når vi alligevel diskuterer dufte, at det kunne være et område, som vi brugte informationskampagnepenge til netop at sætte mere fokus på?

Ordføreren.

På en eller en måde er duftpolitikken og duftproblematikken jo også en del af kemikalieproblematikken, fordi dufte jo kommer fra noget, der er kemikalier, noget, der i hvert fald i de fleste tilfælde ikke er hensigtsmæssigt, fordi det påvirker os som mennesker på en negativ måde. Det kan godt være, at dufte kan være dejlige, og det kan være godt, at folk dufter godt, i modsætning til hvis de ikke bruger nogen ting, der fjerner den dårlige duft, men det er jo også sådan, at der ikke er nogen tvivl om, at meget af det, der påvirker os, jo er kemikalier, og at de påvirker os på en negativ måde. Så derfor er det da er en del af problematikken i forbindelse med kemikaliehandlingsplanen, og derfor kunne man jo godt overveje, om ikke det kunne pege på, at der netop i den forbindelse var nogle af de midler, der er sat af til information, som også kunne komme til at dække området omkring dufte.

Nu er vi jo i forlig sammen, så vi kan sådan set bestemme, hvad der skal ske sammen med de andre. Så lad os gå videre med det.

Tak til hr. Eyvind Vesselbo. Det er hr. Benny Engelbrecht som ordfører for Socialdemokraterne.

Duften af friskplukkede jordbær kan sikkert få mundvandet til at løbe hos de fleste, men hvis duften er kunstig, er det måske snarere næsen og øjnene, der begynder at løbe i stedet – i al fald hvis man er en af de desværre mange mennesker, der lider af overfølsomhed over for duftstoffer.

Lidelsen duft- og kemikalieoverfølsomhed, der forkortes MCS, er betegnelsen for symptommanifestationer, der er udløst af lave koncentrationer af almindeligt forekommende luftbårne kemiske stoffer. Det skal siges, at forskningen i MCS endnu er på et stade, hvor det ikke er muligt at stille en mekanismeorienteret diagnose baseret på objektive kriterier, men det er oplagt, at en person, der lider af en overfølsomhed over for dufte, helst ikke skal udsættes for disse. Det er også oplagt, at anvendelsen af duftstoffer i det offentlige rum kan medvirke til at fremprovokere overfølsomhedsreaktioner.

Omfanget af overfølsomhed over for bestemte duftstoffer er ganske stor, således peger populationsbaserede studier på, at symptomerne er hyppige i befolkningen. Forskere angiver prævalensestimater, altså antallet af personer med den givne sygdom på et givent tidspunkt i en afgrænset befolkning, til at være mellem 9 og 33 pct. Forekomsten af lægediagnosticeret MCS eller svær social og erhvervsmæssig påvirkning som følge af MCS, estimeres til at være mellem 0,5 og 6,3 pct. Flere studier peger på, at tilstanden kan være kronisk.

Det foreliggende forslag tager, som Socialdemokraterne vurderer det, hul på to væsentlige problemstillinger. Den ene er forebyggelsen af udviklingen af duft- og kemikalieoverfølsomhed, og den anden er, hvordan vi håndterer personer med duft- og kemikalieoverfølsomhed i det offentlige system. Svært kemikalieoverfølsomme personer kan reagere over for den mindste smule parfumestof, som det også er fremgået af debatten her. Det kunne være en deodorant hos en sygeplejerske eller ganske enkelt den afgasning, der sker fra et printet stykke A4-papir som det, jeg står med her.

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed har anslået, at der på landsplan er op imod 17.000 voksne danskere, som oplever symptomer på grund af indånding af dufte og kemiske stoffer i en sådan grad, at det påvirker deres udfoldelse socialt og erhvervsmæssigt. Samtidig anslås det, at forekomsten af parfumeallergier er fordoblet i en periode på 10-15 år. Det gør det nødvendigt at arbejde generelt med duftpolitikker i det offentlige rum. SF's forslag peger også på sygehuse og daginstitutioner. Nu tolker jeg forslaget, og hvis jeg tolker forslaget rigtigt, er det baseret på, at der er en udstrakt grad af lokal indflydelse på udformningen på det enkelte sygehus og i den enkelte institution, når den lokale duftpolitik skal udarbejdes. Jeg går ud fra, at forslagsstillerne vil redegøre for dette nærmere i denne debat.

Jeg skal understrege, at vi finder det afgørende, at det netop er den enkelte institution, der skal arbejde med det, for en duftpolitik virker nu engang bedst, hvis medarbejderne og de øvrige parter selv har haft indflydelse på udformningen. Jeg vil ikke udelukke, at der kan blive behov for at præcisere dette nærmere i udvalgsarbejdet. Derfor opfatter vi også de elementer i konkrete duftpolitikker, som omtales i forslagets bemærkninger, som retningsgivende for eller eksempler på, om man vil, hvordan en duft- og kemikaliepolitik kan udformes.

Socialdemokraterne finder, at forslaget er yderst relevant og håber, at regeringspartierne her kan se et behov for handling. Vi er også indstillet på, hvis ministeren vil være med til det, at skrive en fælles beretning på forslaget, for jeg er sikker på, at vi alle har en interesse i at finde en løsning på problemstillingen. I det arbejde kunne man også inddrage miljøministerens kollega, indenrigs- og sundhedsministeren, der har det direkte ansvar for henholdsvis sygehuse og daginstitutioner.

Når dette er sagt, må jeg dog også påpege en anden problemstilling, nemlig omfanget af duftstoffer, der anvendes i øvrigt i det offentlige rum. Eksempelvis anvendes duftstoffer i markedsføring i stigende grad, også selv om Forbrugerombudsmanden klart har slået fast, at det skal skiltes, når der anvendes duftstoffer i forretninger. Men det sker sjældent. Tilsvarende er det stærkt bekymrende, at man overhovedet anvender kunstige duftstoffer i forretninger for at påvirke kundernes købeadfærd. Dels er der som nævnt en række personer, for hvem det er et sundhedsproblem, dels er der tale om skjult reklame, som man eksempelvis også kender fra subliminal reklamepåvirkning, altså hvor korte billedklip, der kun kan opfattes ubevidst, indsættes i film.

Jeg vil derfor bebude, at vi i udvalgsarbejdet med dette forslag også søger at belyse problemerne med duftstoffer i det offentlige rum i øvrigt, og viser det sig, at vi må sikre klarere retningslinjer og yde en yderligere indsats, håber jeg også, at Tingets partier vil medvirke til at finde en løsning på det.

Vi ser meget frem til arbejdet med forslaget, og under hensyntagen til de afgivne bemærkninger vil Socialdemokraterne altså kunne støtte det fremsatte forslag.

Tak til ordføreren. Hr. Jørn Dohrmann som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Efter den debat, der har været indtil nu i hvert fald, kan man jo egentlig spørge sig selv, hvad vi skal med kommuner, hvad vi skal med regioner. Jo flere ting vi pålægger både kommunerne og regionerne herindefra, jo mere selvbestemmelse bliver der i hvert fald taget væk fra dem. Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg da er enig i, at vi hele tiden skal have netop det her klare fokus på, hvad der skal ske på det her område, hvad det er for en udvikling, der sker, og hvordan vi kan få taget hånd om de problemer, der netop er med de her kemikalier – både dem, der er i direkte kontakt, og dem, der er i indirekte kontakt med menneskerne rundtomkring.

Men er det nu en opgave for Folketinget at pålægge kommuner eller regioner, at de nu skal lave nogle retningslinjer, kan man sige, på det her område? Er det ikke noget, som kommunerne sagtens selv kunne tage sig af, hvis de ville? Der er jo egentlig mange forskellige ting, man kunne lave retningslinjer for. Det kunne være udstødningsgasser. Det kunne også være, i forbindelse med at der importeres masser af nyt lejetøj ved juletid. Så kender vi jo alle sammen til, at det måske ikke dufter helt så godt, når vi pakker posen op. Så der var måske mange andre steder, hvor vi skulle koncentrere vores kræfter og sørge for, at der blev taget hånd om de her ting, altså om, hvad det er for nogle tilsætningsstoffer, der bruges.

Derfor må jeg også sige, at vi i Dansk Folkeparti jo er glade for, at man har oprettet et videncenter netop for at få mere samling på og større koncentration af den her viden, der er tilgængelig, og den viden, vi mangler, sådan at vi ved, at der er ét sted, vi skal hen for at få mere klarhed på det område.

Det, vi mener i Dansk Folkeparti, er, at vi selvfølgelig også skal ud med informationerne på det her område. Er der nogle, der har noget information, så skal vi være behjælpelige med at få informationen ud. Det kan bl.a. ske på hjemmesider, og det kan ske i form af direkte information i pjecer og den slags ting. Men for os at se er det vigtigt, at vi bevarer fokus på det her område, sådan at vi får taget hånd om det. Der er jeg i den diskussion, jeg har hørt i dag, i hvert fald glad for, at alle partier, som har udtalt sig indtil nu, er meget optaget af, at det her netop er et punkt, som bliver diskuteret, ikke blot i forbindelse med kemikaliehandlingsplanen, men også på andre områder.

Derfor må vi sige, at vi meget støtter, at vi hele tiden bevarer fokus på det her. Vi har jo bl.a. været med til at løfte videncenteret, kan man kalde det, så det har fået nogle penge på det her område, og derfor vil vi fortsætte den her politik. Men lige nøjagtig med hensyn til det forslag, som her er fremsat, om, at vi pålægger regeringen, at den skal udvikle retningslinjer, mener vi, at det altså klart er en opgave for bl.a. regionerne og kommunerne at tage fat på. Og der er jo nok at tage fat på på det område. Men det er altså også kommunerne, som f.eks. i det daglige har kontakten til børneinstitutionerne, og det er regionerne, som har kontakten til hospitalerne. Den kontakt skal de så bruge.

Derfor må vi sige, at som forslaget ligger her, er vi ikke helt enige i det, der er beskrevet, og den måde, det skal gøres på. Men vi vil gerne se på, hvordan vi kommer videre, sådan at vi ikke bare får løst de her problemer, men får sat endnu mere fokus på problemerne. Så vi er glade for diskussionen, og vi ser også frem til debatten i udvalget og til at se, om vi ikke kan finde ud af at lave nogle andre konstruktive løsninger, hvilket vi jo selvfølgelig gerne vil deltage i. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pia Olsen Dyhr for en kort bemærkning.

Jeg synes, at det er positivt, at Dansk Folkeparti også kan støtte op om ideen om, at vi skal have styr på det her dufthelvede, for det er jo egentlig lidt det, der er problemet, nemlig at det er så ukontrollerbart. Vi har brugt 1 år på det her forslag, fordi det er et svært område at lovgive om. Vi har jo ikke lyst til, at nogen skal lugte dårligt, eller specielt at vi alle sammen skal lugte naturligt – det tror jeg godt nogle gange jeg vil være fri for – men der er et behov for på en eller anden måde at få grænser for, hvor mange kunstige dufte, der må tilføjes. Vi har f.eks. i legetøj meget klare regler om, at der ikke må være parfume. Vi har meget klare regler på rygeområdet. Så vi har egentlig allerede fra Folketingets side blandet os langt ud i leddene. Det, der ligger i forslaget, er, at de skal udvikle politikker, ikke hvad der skal være i politikkerne. Det kan Dansk Folkeparti ikke støtte, men hvad kunne Dansk Folkeparti så forestille sig at man kunne lave på området?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at vi jo netop skal presse kommunerne, regionerne til at komme videre på det her område. Jeg tror også, at fru Pia Olsen Dyhr vil give mig ret i, at vi jo gang på gang prøver at presse regeringen. Før jul snakkede vi om bisfenol-A, hvor vi jo netop som et godt eksempel prøver på at presse regeringen til at gå videre på nogle områder. Det vil vi også gøre på det her kemikalieområde, fordi det er så vigtigt. Duftområdet er vigtigt, for det berører mange folk, og derfor tror jeg også på, at jo mere vi presser, jo flere sejre kan vi få i hus. Det er et langt, sejt træk, men det er det, der skal til, for at vi ligesom får løsningen på nogle af de her problemer. Jeg tror, hverken Socialistisk Folkeparti eller Dansk Folkeparti kan komme med nogle egentlige løsninger i dag, for det er et kompliceret område, men vi vil gerne arbejde videre med det.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Fra SF's side har vi netop prøvet at komme med et konkret forslag, som i hvert fald er med til at gøre folk mere opmærksomme på den her problemstilling.

Jeg står med et brev fra Aida Winther, som skriver til mig, at hun ikke kan garanteres en parfumefri hjemmehjælper. Hun har astma, hun har en lungesygdom, hun kan ikke tåle parfume eller dufte, for hun får kvælningsfornemmelser og åndenød af det. Det er en person som Aida, som vi gerne vil sikre en bedre dagligdag. Hvad vil Dansk Folkeparti være med til at gøre for at sikre det?

Ordføreren.

Det er jo netop der, vi siger, at vi jo gerne vil være med til at sætte fokus på, at man i kommunerne tager det her problem alvorligt. Det er jo netop kommunerne, som kommer ud med hjemmehjælpen til fru Hansen eller til fru Nielsen, eller hvem det er, der har problemet derude, hvor man netop sætter fokus på og siger: Nu har vi en politik på området her. Man kan sige, at vi jo også er med til at sige, hvad det er for nogle rammer, kommunerne styrer under, og derfor skal vi også være med til at sige til dem: I har altså noget handlefrihed på det her område, men vi så gerne, at I klart fortæller jeres borgere, hvordan I skal behandle borgerne i hvert enkelt tilfælde. Dermed kan man jo ikke love, at det kan ske hver eneste gang, altså, at man kan tage hundrede procent hensyn til det, fordi der kan være nogle gange, hvor det glipper, hvor man ikke lige er opmærksom eller den slags ting. Men man skal så vidt muligt sørge for at tage hensyn – det er i hvert fald min opfordring til kommunerne – til borgernes ønsker, for vi er forskellige. Vi er nogle, der er høje, vi er nogle, der er lave, vi er nogle, der er tynde, og vi er nogle, der er tykke. Det er altså den forskellighed, vi lever under, og nogle kan ikke tåle de her kemikalier, og det skal vi også tage hensyn til, og det tror jeg også at kommunerne kan gøre.

Tak til ordføreren. Det er hr. Steen Konradsen som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan tilslutte mig det, der er sagt indtil nu, om problemet. Det er uomtvisteligt, at der klart bliver flere og flere allergikere og overfølsomme mennesker, uden at man vel egentlig helt kan forklare, hvad årsagen er; og jeg skal ikke kloge mig på det.

Men på godt og ondt har vi jo et indemiljø, som er meget rent og efterhånden næsten grænsende til sterilt, og en populær forklaring fra nogles side synes at være, at vores immunforsvar efterhånden stilles på færre og færre opgaver, så man populært sagt kan forestille sig, at det af ren kedsomhed begynder at arbejde med ting, som immunforsvaret dybest set slet ikke skulle arbejde med. Og det gælder også ganske naturligt forekommende allergener, som der er et stigende antal mennesker, der har problemer med.

Det er selvfølgelig et alvorligt problem for dem, det går ud over, og det er noget, der skal tages alvorligt af dem, der har ansvaret for det. Og jeg er meget enig i, at anvendelsen af duftstoffer generelt, ikke mindst i markedsføring, har taget et alt for stort og vanvittigt omfang.

Så hos De Konservative er vi bestemt enige i, at regionerne og kommunerne, som har ansvaret for hospitaler og daginstitutioner, skal tage det her meget alvorligt. Det ligger i lovgivningen, at de skal sikre et ordentligt miljø og arbejdsmiljø, så vi kan kun opfordre til, at de gør noget ved det.

Men der er regler og love nok, så vi har generelt den holdning, at de værktøjer, som regionerne og kommunerne behøver, har de, og derfor kan vi ikke isoleret set, som det foreligger her, støtte forslaget. Men man kunne jo forestille sig, at hele duftproblematikken også blev taget op i en større sammenhæng, fordi vi både i markedsføring og i produkter får det ind i landet i store mængder. Så måske burde det tages op i en større sammenhæng, så der kan komme nogle retningslinjer for det generelt.

Men som det ligger, kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Bente Dahl som ordfører for Det Radikale Venstre.

I Det Radikale Venstre er vi positivt stemt over for beslutningsforslaget om at pålægge regeringen at udarbejde en duftpolitik, som skal være med til at bekæmpe kunstige duftstoffers og parfumers allergifremkaldende virkninger, og inden for rammerne af denne lade de enkelte arbejdspladser udforme deres egne politikker.

Naturligvis skal der tages en lang række hensyn, herunder til det enkelte individs værdighed og ønsker, og netop det at lade den enkelte daginstitution og det enkelte sygehus udforme egne regelgrundlag muliggør sådanne hensyn, samtidig med at en række allergi- og sygdomsfremkaldende stoffer kan forsvinde fra store fælles opholdssteder.

Så vi vil støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg takker for de mange positive tilkendegivelser fra de forskellige partier. Egentlig kan jeg generelt fornemme på stemningen, at alle ønsker at gøre noget ved duftproblematikken. I hvilket omfang kan måske diskuteres, men jeg er ikke i tvivl om, at vi i kemikaliehandlingsplanen nu også vil diskutere problemet med duftpolitikker, og om vi eventuelt skal lave informationskampagner særlig fokuseret på duftpolitikker.

SF havde gerne set, at vi var gået længere, men det er i hvert fald et skridt på vejen. Vi omgives nemlig af masser af dufte i vores dagligdag. Udviklingen går i retning af et rent dufthelvede, hvis vi politikere ikke diskuterer, hvordan vi forholder os til det. Vores forslag går i al sin simpelhed ud på, at daginstitutioner og hospitaler i fremtiden skal udvikle duftpolitikker, ligesom mange offentlige institutioner i dag har en stresspolitik eller en rygepolitik. Men i modsætning til rygepolitikken mener vi ikke at politikken skal udvikles af os herinde på Christiansborg, men derimod af dem, der benytter sig af hospitalet, patienterne og personalet, og i daginstitutionerne af pædagoger og forældre.

Så mit svar til Socialdemokraternes ordfører, hr. Benny Engelbrecht, skal være, at det, der står i bemærkningerne til forslaget, er retningsgivende for, hvad en duftpolitik kan indeholde. For det, man skal kigge på, er rengøringsmidlerne, vaskepulveret og parfumen, både hos forældre og så sandelig også hos personalet, hvorvidt man er interesseret i, at det fortsat skal være der.

Hvorfor er det så vigtigt? Det er det, fordi antallet af allergikere hertillands er stigende. 1 million danskere har allergi i dag, og det stiger. Vi kan ikke klart konstatere en sammenhæng mellem forekomsten af parfume og allergi, hvilket ministeren også var inde på, men noget tyder på, at der er en sammenhæng, og det bør vække til eftertanke, for vi har ikke brug for duftene. De er helt unødvendige. Derfor ser vi også gerne, at der kommer mere forskning på området, og vi vil også gøre opmærksom på, næste gang vi skal forhandle kemikaliehandlingsplanen, at det er et af de områder, der skal prioriteres og opprioriteres.

45 pct. af alle danskere føler sig generet af dufte. 27 pct. af alle danskere er så generet af dufte, at de udvikler symptomer, såsom løbende næse eller hovedpine. 17.000 danskere er så alvorligt generet, at de ikke kan leve et helt almindeligt liv, og det er 17.000 for mange. Så det er alvorligt. Dufte, som egentlig bare skulle være et krydderi, er blevet til et stort problem.

Vi ved stadig væk alt for lidt om duftproblemet, og vi har brug for mere viden, men indtil den viden er fundet, foreslår vi i SF altså en lidt mere bevidst brug af dufte, end vi ser i dag. For vi står derudover også over for en kæmpe udfordring med duftbranding, som er på vej ind på det danske marked. Det er udbredt i USA; her findes hoteller, hvor der bl.a. parfumeres med eukalyptus eller vanille for at sende et bestemt signal. Der findes et tøjmærke, som parfumerer hele linjen for at brande tøjet i en bestemt retning. Det er et mærke, der er på vej til bl.a. Danmark, så det er ikke kun et problem, der findes i USA.

I supermarkeder bliver der spredt dufte rundtomkring for at øge købelysten, alt fra brødduft i brødafdelingen, vanille i slikafdelingen og jordbær i frugtafdelingen, så det findes også i Danmark. Tøjbutikkerne gør det, og Always reklamerer decideret for det på deres hjemmeside: Den friskeste Always fås nu med let duft. Færch Plast er også begyndt at udvikle emballage med duft, og det vil sige, at vi i fremtiden vil se kaffe pakket ind, men alligevel med kaffeduft, eller brød pakket ind, hvor plasten vil dufte af brød. En af mine kollegaer, hr. Steen Gade, er såmænd faldet over et par strømper med rosenduft, og nok kan fødder dufte grimt, men alligevel.

Alt det her sker for at stimulere vores købelyst. Det kan man jo godt forstå, når der skal tjenes penge, men når det dufthelvede betyder, at flere af os bliver syge, siger vi altså i SF fra over for det, og det er vores forslag et første forsøg på. Vi ser det gerne udbredt, og vi er også villige til at diskutere det, for vi synes ikke, det er nemt. Vi har brugt mere end et år på det her forslag, så det er ikke et nemt område at regulere. For hvem har lyst til at regulere og beslutte, at alle skal dufte grimt?

Jeg forventer på baggrund af den positive reaktion, der har været her, at det betyder, at vi i forligskredsen om kemikaliehandlingsplanen nu også vil inddrage diskussionen om duftpolitik, og jeg forventer egentlig også, at Miljøministeriet derfor går i gang med at diskutere, hvordan man kan forestille sig at duftpolitikker kan være i fremtiden, hvordan man kan regulere på det her område, om man kan regulere og i hvilket omfang.

Så jeg vil sige tak for den positive tilkendegivelse i forhold til det, og vi vil selvfølgelig arbejde videre på det, så vi er sikre på, at de mennesker, der er duftallergikere, kan få en bedre hverdag.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Vi har et lille problem lige nu. Vi mangler en minister, og det skal vi altså have, når vi har en førstebehandling. Det er endda hans eget forslag, det er justitsministeren, er han på vej? Han har ringet, får jeg at vide, så vi bliver nødt til suspendere mødet, indtil han er ankommet, og så kan han få en røffel, når han kommer.

Mødet er suspenderet og genoptages kl. 12.15.

Mødet er udsat. (Kl. 12:10).

(Talen er under udarbejdelse)