Tak, formand.
Det, vi gerne vil med det her forslag, er at sikre, at vi kan få en transport, som er klimavenlig.
Vi vil ikke sende danskerne tilbage til jordhulerne eller ud på cyklerne alle sammen – danskerne må meget gerne cykle, men vi vil ikke tvinge dem til at cykle 30 km på arbejde og 30 km hjem igen.
Det, vi gerne vil, er at finde en metode, som kan gøre, at vi kan fastholde det, at man har transport i personbiler, men samtidig gøre det klimavenligt.
Det er sådan set bare det, det her drejer sig om.
Vi har nu behandlet fire forslag i dag, hvor Socialdemokraterne prøver at komme med nogle meget klare svar på nogle af de store udfordringer, vi står over for:
Hvordan reducerer vi energiforbruget i vores bygninger, og hvordan reducerer vi CO
2
-udledningen ved transport?
Derfor synes jeg jo, at det er ærgerligt, at regeringen konsekvent har fejet vores forslag af bordet.
Meningen med at få fremmet elbiler er jo, at vi skal have vedvarende energi ind i stikkontakten og fra stikkontakten ind i bilerne, sådan at vi kan køre på vedvarende energi.
Det er meget simpelt og meget enkelt.
Vi vil med det her forslag gerne sige til både danskerne, der skal ud at købe en bil, og i høj grad til bilimportørerne og ikke mindst til bilproducenterne uden for landets grænser:
Kom an, vi er parate.
Nu laver vi infrastrukturen.
Vi laver ladestationerne.
I kan bare levere bilerne, så skal vi nok sørge for, at de bliver billige via afgifterne, og vi skal nok sørge for, at der er ladestationer, så borgerne også kan komme frem.
På den måde vil vi fremme elbiler som et realistisk alternativ til de personbiler, vi har i dag.
Jeg køber overhovedet ikke den der med, at elbiler er håbløse, og at vi skal have brint og alt muligt i stedet for.
Elbiler er lige nu det eneste realistiske alternativ, vi kan se lige foran os, til privatbilerne.
Fordelene er oven i købet ikke kun, at de kører på el og dermed er mere CO
2
-venlige.
De larmer heller ikke lige så meget.
Det er rigtig godt.
Støj er et stort problem.
Støj er en meget stor stressfaktor i Danmark.
Elbiler fremkalder heller ikke lige så mange partikler.
Det vil sige, at luftforureningen vil mindskes.
Vi vil simpelt hen få en bedre luft i byerne.
Det eneste problem, jeg kan se, som jeg plejer at sige, er, at de er så stille, at vi er nødt til at give dem en kunstig lyd, for ellers får vi nakket alle de stakkels cyklister, som ikke opdager, at bilerne kommer.
Jeg ved ikke om, andre herinde nogen sinde kommer ovre ved Nationalmuseet, men der kører nemlig den her bycirkelelbus, og jeg ved fra cyklende kolleger, at den er meget, meget stille.
Det er et problem, jeg tror vi nok skal løse, men det er faktisk nok noget af det, jeg tror der er det største problem ved det her.
Med hensyn til de tekniske problemer anerkender jeg meget, hvad fru Anne Grete Holmsgaard siger.
Vi skal selvfølgelig kigge på de tekniske problemer.
Selvfølgelig skal vi kigge på implementering af det her.
Vi skal kigge på, om vi kan lave det i etaper.
Vi skal sikre os, at der bliver skabt nogle rammer for teknologien.
Det, der har været vigtigt for os, har været, at vi ikke fra Folketingets side går ind og skal bestemme, hvad for en slags elbiler, plug-in-biler whatever, der er den rigtige.
Det finder markedet bedst selv ud af.
Det, vi gerne vil sige, er:
Kom nu med de biler, så leverer vi de ladestationer.
Det er ikke noget, vi har grebet lige ud af den blå luft.
Det her er baseret på erfaringer fra London.
Vi ved, at Kina investerer 3 mia.
dollars på at udbygge med elbiler.
Der er jo ikke noget, der bare lige kommer ud af den blå luft.
De 3 års ekstra afgiftsfritagelse fra regeringens side er vi glade for, men det er jo ikke nok … Der bliver signaleret.
Er det til mig?
Nej.
3 års afgiftsfritagelse er jo ikke nok.
Når man køber en bil, vil den normalt være finansieret efter 6, 7, 8 år.
Man låner pengene til at købe en bil.
En af de rigtig, rigtig store investeringer, danskerne foretager sig i deres liv, er jo, når de køber en bil.
Så er 3 års viden om afgifter ganske enkelt ikke tilstrækkeligt.
Der skal mere til.
Jeg har fået nogle meget, meget interessante beregninger fra Dansk Energi, som viser, at en elbil kun udleder 54 g CO
2
/m
3
, selv om den kører på den strøm, vi har i dag, som altså også er kulbaseret strøm, i modsætning til de 154 g CO
2
/m
3
, som en almindelig bil udleder.
Det vil altså sige, at vi snakker om en tredjedel af det.
Hvis den får 100 pct.
VE-energi, snakker vi om en meget, meget lav CO
2
-udledning.
Elbiler er altså fremtiden.
Det er fremtiden for persontransport.
Så jeg glæder mig rigtig meget til, at vi får drøftelserne om elbiler i energiforligskredsen, for jeg hører jo undtagen fra Dansk Folkeparti, at der faktisk er en interesse for at gøre noget her.
Jeg kunne jo godt tænke mig, at vi virkelig for alvor speedede op og sagde:
Nu rykker vi på det, bilimportører, I kan bare importere, for vi skal nok sørge for, at infrastrukturen kommer til at virke, og at det ikke bliver ligesom med test i skolerne, tinglysningssystemerne og andre systemer, der ikke virker.
Det her skal virke.
Selvfølgelig skal det.
Jeg går altså ind i udvalgsarbejdet med håbet om, at vi for alvor kan få rykket på det her, fordi det her handler selvfølgelig dels om, hvad det er, vi gør, dels om, at et ikkebilproducerende land som Danmark sender et signal.
Vi sender et signal til danskerne om, at de trygt kan købe en elbil, fordi det er den vej, vi skal.
Men vi sender det også til producenterne og til importørerne og siger:
Venner, kom nu i gang.
Kom ind i kampen.
Lad os komme over på elbiler.
Når vores mål er 100.000 elbiler i 2015, skal vi den ondelyneme snart …