Energibesparelser er i stort set alle tilfælde en god investering.
Man kan diskutere, hvor hurtigt den er tilbagebetalt – nogle gange går det rigtig stærkt, nogle gange tager lidt længere tid – men det er nu engang sådan, at den kilowatttime, man ikke behøver at bruge, er gratis, og den er billig for samfundet.
Vi er enige i intentionerne om, at man skal kunne få foretaget et energitjek af sin bolig.
Ofte er det jo sådan, at folk står og overvejer, om de skal gøre noget ved deres tag – det er måske rigtig gammelt – eller deres vinduer eller noget andet ved huset.
Da er det godt at have en ordentlig, sammenhængende rådgivning med hensyn til, hvad man bør gøre i den situation.
Det kan godt være, at vinduerne er lidt dyrere end det, der er en national standard, men det er måske alligevel en god idé at investere i dem.
Vi har i årevis – og det har vi også fremsat beslutningsforslag om tidligere – agiteret for, at man skal have pakkeløsninger.
For en af barriererne på det her område er, at det ser uoverskueligt ud for den enkelte:
Hvad skal jeg egentlig gøre, og hvad med finansieringen?
Under energiforhandlingerne har jeg også til hudløshed – der er vist nogle, der har været ret trætte af det – bedt om, at der kom forskellige kreative forslag på det her område:
Hvordan kunne man lave de her samlede pakkeløsninger?
Kunne man f.eks.
tilbyde en lånegaranti til folk?
Det er jo aktuelt i øjeblikket, hvor det kan være svært at låne, også selv om man måske har noget friværdi tilbage i sin ejerbolig.
Kunne vi give lavere forrentede lån, eller hvad kunne vi gøre?
Jeg var derfor noget skuffet, da regeringen kom med sit udspil i april 2009 – det udspil, som klima- og energiministeren henviste til.
Det var jeg af to årsager:
for det første, fordi det her slet ikke var med, og for det andet, fordi strategien kom stærkt forsinket – den kom ikke den 1.
april – den kom stærk forsinket, fordi regeringspartierne var så uenige internt.
Så da den endelig kom til os andre, kunne der ikke rykkes et komma, fordi de så at sige lå som en strandet hval, udmattede efter at have skændtes med hinanden i rigtig lang tid.
Det er jo selvfølgelig ret ærgerligt, og jeg synes også, det er en dårlig måde, når man ellers har gennemført en forhandling, så at stå i den situation, at man som forhandlingspart overhovedet ikke har nogen mulighed for at få indflydelse på det.
Da var Lykke Friis ikke selv klima- og energiminister, men man arver jo, når man træder ind i en regering, også fortiden.
Det er med henvisning til NRGi i Jylland blevet sagt heroppefra – bl.a.
af ministeren – at der er nogle energiselskaber, der tilbyder sådan et tjek.
Og det er rigtigt, men der er også mange selskaber, der ikke gør det, fordi de simpelt hen kan få flere sparepoint i posen og på deres regning ved at gå ud og hente besparelser nogle andre steder.
Derfor er der altså brug for, at vi ruster op på det her område, så boligejerne også får noget.
For hver gang man renoverer og gør det mindre godt, end man kunne have gjort, hvis man havde fået en ordentlig rådgivning, mister man jo faktisk nogle muligheder.
De fleste renoveringer bliver jo ikke gentaget før i hvert tilfælde 30 år senere; det gør de kun, hvis man er kommet til at lave en fejlinvestering.
Nu har vi så en aftale med energiselskaberne, som jo er blevet forhandlet af ministerens forgænger og ikke af os andre.
Vi har haft mange forslag til det, men vi har lidt svært ved at se, hvor vores forslag er blevet af i den forhandlingsproces, og det er rigtig ærgerligt.
Jeg vil sige, at fra vores side skal der i hvert fald lyde en kraftig opfordring til energiselskaberne om at komme op i omdrejninger på det her område og få lavet pakkeløsninger.
Vi har rigtig, rigtig mange boliger i Danmark, der ligner hinanden.
De er typisk bygget inden for et årti – det kan være 1960'erne, 1970'erne, det kan være mellemkrigsårene – og det er altså bare sådan, at det ville være rigtig godt, hvis man kom med pakkeløsninger på de her områder.
Heldigvis er der jo også mange andre, der gør en indsats, f.eks.
Husets Web, som er et rigtig godt instrument, og hvor man kan gå ind og se, hvordan det så egentlig står til med ens egen bolig, og få rådgivning den vej.
Endelig er der Center for Energibesparelser, som det jo efter meget, meget lang tids drøftelse – ja, et år – alligevel lykkedes at få indsat en uafhængig bestyrelse og oprettet et uafhængigt sekretariat for.
Og jeg tror – eller rettere sagt, jeg håber meget – at det center vil udfolde den samme kreativitet, iderigdom og pågåenhed, som den foregående Elsparefonden gjorde, for så tror jeg faktisk, man kan skubbe mange ting igennem på det her område.