Tak.
Det er mange år siden, at Socialdemokratiet første gang diskuterede det her forslag – i første omgang internt, i anden omgang blev det til et forslag i 1997, som vi gik videre med til vores minister.
Af forskellige årsager var der ikke så mange erfaringer med det endnu, men det er der i dag.
Socialdemokratiet viste, at det er et parti, der arbejder for fri og lige adgang til sundhed, og det forslag, vi behandler her i dag, er et forsøg på at sikre, at også stofafhængige kan indtage stoffer under hygiejniske forhold og dermed sikre både deres liv og deres lemmer og deres fortsatte overlevelse, indtil den dag de måtte være motiveret for at komme i behandling og komme ud på den anden side.
Det er en skadestue på gadeplan, der imødekommer det faktum, at gadens folk ikke har tid til at sidde i et venteværelse og ofte ikke har andre muligheder end at indtage deres stoffer på gaden med urene kanyler; de stikker sig forkert og har ikke viden om, hvad der er det rigtige, og hvad der er det forkerte.
Man må bare konstatere, at med det flertal, vi har her i Folketinget i dag, er velfærd for stofmisbrugere offentlige toiletter, for det er jo ikke sådan, at folk ikke tager stoffer, fordi et flertal i Folketinget mener, at de ikke skal mødes dér, hvor de gør det.
Nej, faktum er jo bare, at man fixer andre steder på uhygiejniske måder.
Jeg synes ærlig talt, at vi burde være kommet lidt længere som velfærdssamfund, når vi i dag står her og ved, at det her tiltag ville kunne redde liv.
Vi ser det i Hamborg, vi ser det i Barcelona:
Erfaringerne er gode.
Vi ser det rigtig mange steder udeomkring i verden.
Under debatten har vi hørt argumenter om, at det altså er forbudt at besidde narkotika, og der er blevet spurgt om, i hvor stor en cirkel rundt om et sådant stofindtagelsesrum oppositionen vil tillade det ulovlige osv., osv.
Men det er altså sagt før, at med den narkotikapolitik, vi har i Danmark, er det først og fremmest stofmisbrugerne, der lider umanerligt under det totale fravær, vi har i dag, af koordination fra oven til neden mellem det retlige, det sociale og det sundhedsfaglige.
Faktum er jo, at da Folketinget for årtier siden kriminaliserede besiddelse af stoffer, var det specifikt for
ikke
at ramme stofmisbrugerne selv, men for at ramme fæle bagmænd i sager, hvor anklagemyndigheden havde vanskeligt ved at løfte bevisbyrden for hensigt om videresalg.
Selv om Folketinget gennemførte endnu en strafskærpelse i 2007 – for nu skulle brugerne virkelig forstå, at det ikke bare var forbudt at tage stoffer, det var rigtig meget forbudt – blev der jo samtidig etableret en kattelem, således at de meget stærkt stofafhængige, altså dem, som er målgruppen for et sundhedsrum, kunne få lov til at besidde selv små mængder illegalt stof til eget forbrug, f.eks.
helt op til 200 mg heroin eller kokain, og det skulle som udgangspunkt kun sanktioneres med en advarsel, også i gentagelsestilfælde.
Den kriminalitet, man altså begår, når man tager en smule stof med sig ind i et sundhedsrum, findes således af Folketinget så lidet strafværdig, som det overhovedet er muligt i det danske straffesystem, allerede som det er i dag.
Det er altså middelalderligt at straffe mennesker for potentiel selvskade.
Normalt bruger vi jo altså straffeapparatet til at kriminalisere eller straffe de mennesker, som har gjort skade på andre.
Den eneste undtagelse er måske, hvis man kører uden sikkerhedssele.
Der er vi også ude i at give folk bøder for, at de i virkeligheden kan skade sig selv, men der handler det måske også om, hvilke konsekvenser det får ude i trafikken, hvis folk kører galt og ikke har sikkerhedssele på og ryger igennem forruden.
Vores stofmisbrugere hører ikke hjemme i straffeapparatet, hvis vi kan undgå det.
De hører hjemme dér, hvor vi kan hjælpe dem, nemlig på sundhedsområdet eller det sociale område.
Det er det, jeg synes at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mangler at svare på:
Hvor mener de at de her omkring 20.000 stofmisbrugere i Danmark hører hjemme?
Hvad er det egentlig, der sker, når politiet konfiskerer deres stoffer gang på gang på gang?
Tror man, at stofmisbrugerne så ligefrem holder op med at bruge stof, eller tror man at de går ned og laver ny kriminalitet, fordi de er afhængige af det?
Hvis det, vi gør i dag, er så effektivt, hvordan kan det så være, at vi kun har haft en stigning i antallet af folk, der er afhængige af stoffer?
Hvordan kan det være, at vi kun har set, at folk stadigvæk dør på gaden af overdoser, at de dør af skader, at de stadig væk bliver smittet med hepatitis og hiv?
Jeg må også sige til sundhedsministeren:
Hvad vægter sundhedsministeren?
Vægter sundhedsministeren fortsat, at man straffer stofmisbrugerne for forhold, som på retsområdet er takseret til en advarsel, eller vægter han muligheden for at give overlevelseshjælp, reducere antallet af dødsfald på grund af overdosis, reducere antallet af hjerneskader som følge af ikkefatale overdoser, reducere smitterisikoen ved hiv og hepatitis?
Og hvad med alle de ressourcebesparende ting vi kunne gøre for vores sundhedsvæsen ved at hjælpe brugerne til et bedre liv?
Er ministeren sundhedsminister, eller er ministeren i dag faktisk justitsminister?
Hr.
Bertel Haarder, du må vælge.
(
Formanden
:
Det hedder det ikke!).
Hr.
Bertel Haarder må vælge.
(
Formanden
:
Det hedder det heller ikke!).
Undskyld!
Hr.
minister må vælge.
(
Formanden
:
Det nærmer sig).
(
Munterhed
).
Hvis ministeren, sundhedsministeren, vælger, at stofmisbrugerne fortsat hører hjemme i straffeapparatet, må ministeren komme herop og forklare hvorfor, og hvilke gevinster der skulle være ved det.
Der er blevet sagt mange gange, at vi må sende klare signaler, men det er ligesom prøvet, og det virker tydeligvis ikke efter hensigten.
Så hvor længe skal Folketinget blive ved med at sende uvirksomme signaler til de her mennesker, som er så afhængige af stoffer, at de dagligt indtager dem op til flere gange, begår kriminalitet for at få fat i dem, og er så langt ude, at de ofte risikerer at dø af det i en tidlig alder?
Jeg synes i hvert fald, at det – som sagt tidligere – er tankevækkende, at det, vi i dag kalder velfærd for nogle af de allermest udsatte mennesker, vi har på gadeplan, er offentlige toiletter.
Det synes jeg er et problem, og derfor synes jeg, at de mennesker i Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti, der er enige i de her argumenter, i dag skulle tage at springe på det øvrige Folketings holdning og stemme for et
forsøg
med etablering af sundhedsrum, hvor man også kan indtage stoffer under hygiejniske forhold.
Det er i dag kun Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der fortsat holder krampagtigt fast i den holdning, at det altså er forbudt, og derfor er forbudt.
Tak for ordet.