Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 113:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Magtanvendelse over for voksne).

Af indenrigs- og socialministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 27.01.2010).

Sammen med dette punkt foretages:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 66:

Forslag til folketingsbeslutning om alarm- og pejlesystemer til opsporing af demente.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 27.11.2009).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og socialministeren.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er meget enig med forslagsstillerne i, at vi skal anvende teknologiens muligheder der, hvor det giver mening, det vil sige der, hvor teknologiens redskaber kan bidrage til øget livskvalitet, eksempelvis for vores ældre medborgere, og i dette tilfælde mener jeg at anvendelsen af teknologi, f.eks. i form af et GPS-system, faktisk kan bidrage til ikke blot større tryghed og sikkerhed, men også til øgede frihedsgrader for en borger med en demenslidelse.

Vi ved jo, at antallet af danskere, som har en demenssygdom, vil stige i de kommende år som følge af bl.a. befolkningsudviklingen, og borgere med demens udgør en gruppe af særligt svage ældre med specielle behov for pleje og omsorg. Derfor har regeringen over en årrække givet demensindsatsen et løft, bl.a. ved at øremærke betydelige midler til området. Senest har regeringen som opfølgning på forhandlingerne om finansloven for 2010 nedsat en tværgående arbejdsgruppe, som til efteråret skal fremlægge en national handlingsplan for demensindsatsen.

Udfordringerne, som følger af et betragteligt antal demente ældre, stiller bl.a. særlige krav til medarbejderne i plejesektoren, og også pårørende til demente kan befinde sig i svære situationer. Det er situationer, hvor forskellige hensyn må afvejes for at opnå den størst mulige tryghed for både den demente og for de pårørende. Og dette er baggrunden for, at regeringen i forbindelse med den revision af magtanvendelsesreglerne, som vi jo altså så også behandler her i dag med lovforslag nr. L 113, har fremsat forslag om, at det skal være nemmere at anvende de såkaldte alarm- og pejlesystemer over for gruppen af demente borgere.

Jeg vil gerne med det samme understrege, at vi her er inde på et område, hvor hensynet til, at den rette omsorg og pleje over for den enkelte varetages, altid skal holdes op imod hensynet til, at der ikke begås overgreb på borgerens integritet. Regeringen mener derfor, at det er væsentligt at fastholde de grundlæggende principper i det danske magtanvendelsesregelsæt, og det vil jeg gerne slå fast.

Reglerne skal sikre, at borgere, der af den ene eller den anden årsag er svækket på deres psykiske funktionsevne, og som derfor ikke er i stand til selv at tage vare på deres tilværelse, bevarer deres selvbestemmelsesret og deres personlige integritet. Formålet med reglerne er at sikre retssikkerheden og altså at sikre de grundlovssikrede frihedsrettigheder for disse mennesker, som ofte ikke er i stand til at give et gyldigt samtykke, samtidig med at vi lever op til den omsorgsforpligtelse, vi som samfund har over for denne gruppe.

Reglerne udgør også et nødvendigt retsgrundlag for de personalegrupper, der arbejder i omsorgssektoren. Det er disse medarbejdergrupper, som i deres daglige arbejde oplever, at de forskellige værdier og hensyn så at sige kan støde sammen. Og det er derfor vigtigt med et klart og afbalanceret regelsæt. Magtanvendelsesreglerne er på den måde med til at sikre retssikkerheden for både personale og for brugere.

Jeg vil gerne fremhæve, at det er helt centralt i regelsættet, at omsorgsindsatsen altid går forud for magtanvendelsen. Den mindst indgribende løsning skal have førsteprioritet. Vi ved jo af erfaring, at personalet med socialpædagogiske metoder kan nå utrolig langt i forhold til de demente. Men når det så er sagt, mener jeg altså også, at vi skal have for øje, hvordan vi bedst udnytter de nye muligheder, som bl.a. den teknologiske udvikling giver. På det punkt er jeg enig med forslagsstillerne af beslutningsforslaget i, at vi skal have et åbent sind, ikke mindst hvis det betyder, at borgere med en demenslidelse, kan få øgede frihedsgrader.

Af og til høres der kritiske røster om øget overvågning og big brother-tilstande i plejesektoren. Men den teknologiforskrækkelse, som det er et udtryk for, vil jeg meget gerne få manet i jorden her og nu, for hvorfor skulle personalet dog give sig til at overvåge en ældre dement borger uden grund? Der er jo ikke tale om en konstant registrering af den dementes færden; der er alene tale om et redskab til at alarmere eller til at lokalisere, og det synes jeg bestemt giver god mening. Det er altså ikke hensigten – og det vil jeg gerne sætte en tyk streg under – at teknologiske redskaber skal erstatte den menneskelige omsorg og opmærksomhed. Et pejlesystem skal jo udelukkende finde anvendelse, hvis det er gået så galt, at den demente er blevet borte. Og vi kender desværre alle sammen til alle de forfærdelige historier, som er fremme i offentligheden med mellemrum. Det kan desværre have fatale følger, hvis en svært dement borger er faret vild.

I forhold til formålet er regeringen altså enig i elementerne i Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Regeringen foreslår således i forbindelse med revisionen af reglerne om magtanvendelse, at gruppen af demente, som ikke direkte modsætter sig, kan udstyres med et alarm- og pejlesystem, uden en forudgående myndighedsafgørelse. Dette vil kunne ske som led i den omsorg og pleje, som skal ydes over for den pågældende i det daglige. For gruppen af demente, som direkte modsætter sig, mener regeringen, at det er væsentligt at bevare et krav om, at der skal foretages en myndighedsafgørelse. På den måde sikres det, at beslutningen om eventuelt at bruge et GPS-system til en dement bliver truffet på baggrund af en grundig sagsbehandling. På grund af demenslidelsens fremadskridende karakter foreslås det endvidere, at tilladelsen til at anvende systemet kan gives tidsubegrænset.

Regeringen er altså et langt stykke ad vejen enige i hensigten med Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Jeg håber derfor, at Folketingets partier kan samles om at vedtage L 113, som også her er til første behandling i dag, for med L 113 imødekommes jo hensigten med beslutningsforslaget, som derfor kan afvises, mens L 113 kan blive gennemført.

Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerne, og den første ordfører er Venstres ordfører. Det er så hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Hver dag forsvinder 10-25 demente fra eget hjem eller plejebolig. Det er en ubehagelig situation, der i værste fald kan ende tragisk, og som skaber stor ængstelse og bekymring blandt pårørende, medarbejdere og den demente selv.

Lovforslaget her, L 113, vil gøre det nemmere for medarbejdere og pårørende at bruge den moderne teknologi til at opspore en dement, som kort og godt er faret vild. Det vil betyde større tryghed for både demente og pårørende og vil også hjælpe med at sikre den demente et værdigt liv.

GPS er en teknologi, der til daglig anvendes af hovedparten af befolkningen, når de skal finde vej i bilen, ligesom de fleste mobiltelefoner er udstyret med GPS. Det er derfor helt oplagt at anvende de muligheder, som denne dagligdags teknologi giver for at afhjælpe ubehagelige og unødvendige situationer; dermed medvirker den også til at skabe større tryghed.

I yderste tilfælde kan en GPS redde liv. En GPS vil desuden give demente mulighed for eventuelt at blive længere i eget hjem, hos pårørende i længere tid. Pårørende får større tryghed ved at have muligheden for at kunne opspore den demente, hvis vedkommende skulle forvilde sig bort, og vil derfor i højere grad føle sig i stand til at påtage sig ansvaret for den dementes velbefindende. En GPS vil give frihed i forhold til at kunne gå alene og give stor tryghed for de pårørende. Der er derfor ingen tvivl om, at forslagets forbedrende muligheder for anvendelse af GPS vil betyde en reel forbedring af livskvaliteten hos demente og deres familier.

Venstre kan derfor støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Lise von Seelen.

Tak. Vi opererer jo i lovforslaget her med et nyt fænomen i forhold til begrebet magtanvendelse over for voksne. Det er, at man taler om en tidsubegrænset foranstaltning. Vi taler jo om demente mennesker, som ikke kan tage vare på sig selv.

Jeg vil spørge ordføreren, om han ikke vil kunne følge den tankegang, hvis man skal vedtage en tidsubegrænset plan, at man da sikrer den enkeltes retssikkerhed ved at sige, at i det specifikke spørgsmål skal der beskikkes en værge, for at man er helt sikker på, at der ikke bliver gennemført et overgreb.

Så er det ordføreren.

Retssikkerheden skal man altid iagttage med største agtpågivenhed, ingen som helst tvivl om det. Men hele forslaget med alt, hvad det rummer, tager jo også sigte på at prøve at skabe den størst mulige tryghed omkring personen og som følge deraf selvfølgelig også i forhold til de pårørende. Der er det da vigtigt også at markere, at selv om der i forslaget ligger, at det bliver tidsubegrænset i beslutningen, så er det jo ikke sådan, at man bare siger, at så er den situation løst, og så er det en sag, man lægger på plads. Nej, så er der nogle muligheder, man har, og man kan så selvfølgelig fortsat følge udviklingen.

Vi kan da godt være enige om, at en demenssygdom ikke er statisk, den udvikler sig jo hele tiden, og mange gange – kan man sige – desværre til det værre. Så kan der ligge nogle tekniske ting i det, så lad os prøve at få set på det i udvalgsbehandlingen. Det er vigtigt at få det præciseret nøje, men for mig og for Venstre handler det netop også om præcist at give den største tryghed omkring borgeren, i den her situation den demente.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Lise von Seelen.

Vi er helt enige om, at det her handler om borgeren. Jeg forstår også, at vi er enige om, at det handler om en høj grad af retssikkerhed over for den enkelte. Jeg tænker på et andet sted i lovforslaget, og der opererer man jo netop med en værge i forbindelse med tvangsflytninger. Man kan sige, at det jo er et forholdsvis lille indgreb, for det er jo ikke et spørgsmål om at umyndiggøre personen fuldstændig – kun i det her spørgsmål og imens den her beslutning pågår – og så vil personen have sin fulde myndighed igen. Så det glæder mig meget, at ordføreren er åben over for at drøfte spørgsmålet. Men det der med, at man vedtager en plan eller et tilbud, som er tidsubegrænset, gør man vel, fordi man betragter lidelsen som kronisk eller stationær, ellers er der jo ingen grund til at gøre den tidsubegrænset.

Så er det ordføreren.

Som jeg også markerede lige før, er en demenssygdom jo ikke statisk, den udvikler sig jo løbende. Den behøver ikke at være kronisk, men mange gange udvikler den sig jo desværre i negativ retning. Så er det også vigtigt lige at markere, at mange ældre, som kommer i en demenssituation, jo også har pårørende, som de har tæt kontakt til.

Det er vigtigt også for mig at markere, at vi har udvalgsbehandlingen til at få afdækket de bekymringer, der kunne ligge i det her, sådan at vi er sikre på, at vi lever op til det, der er intentionen i lovforslaget. Jeg er sikker på, at vi også vil slutte med, at det her handler om at forbedre den samlede tryghed omkring den demente og selvfølgelig også afledt i forhold til de pårørende.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det netop fru Lise von Seelen, men denne gang som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak. Når vi taler om at lette adgangen til brug af elektronisk overvågning i form af alarm- og pejlesystemer over for personer, der lider af sygdommen demens, er det rigtig, rigtig vigtigt, at vi fokuserer på, hvad det er, forslaget skal bibringe. Det skal nemlig bibringe ændringer, forbedringer, for den, der lider af demens.

Vi skal også være opmærksomme på, at det aldrig nogen sinde må erstatte den del af tilbuddet, som handler om pleje, som handler om omsorg, og som handler om menneskelig kontakt. Vi taler om en gruppe borgere med sygdommen demens i et stadie, hvor de ikke kan tage vare på sig selv. Vi taler om personer, der, som udtrykt i forslaget, på baggrund af den fornødne faglige dokumentation i en personlig handleplan kan opnå en bedre hverdag, i forbindelse med at elektronisk overvågning skal indgå som en del af et samlet tilbud til den borger.

Vi Socialdemokrater er meget optaget af, at man er vågen over for at benytte den nye teknologi til at forbedre hverdagen for mennesker, som har brug for det. Når vi siger ny teknologi, mener vi faktisk, at nu er man ved at være der, hvor det er anden generation af de tekniske løsninger, man kan få. Det er ikke standardløsninger, det er individuelle løsninger, så vi vil under ingen omstændigheder betragte det her som en standardløsning på spørgsmålet om at overvåge folk. Det må være en del af en samlet plan for en person, og der kan det her indgå dér, hvor det giver mening. Det skal foregå på et fagligt grundlag. Lige præcis derfor opfatter vi, at de her foranstaltninger kan integreres i et samlet tilbud så tidligt i forløbet, at vi kan forebygge, at farlige situationer opstår for mennesker med demens.

Vi ved også, at noget af det, der kan nedsætte tempoet for, hvordan sygdommen udvikler sig, er, at mennesker er fysisk aktive. Det er klart, at hvis den nye teknologi kan medvirke til, at folk kan fastholde deres fysiske aktiviteter i højere grad, vil det være et rigtig godt vilkår for folk. Men der er den vanskelighed, at kun to tredjedele af gruppen af demente er fuldstændig udredt og har fået en præcis diagnose med en beskrivelse af sygdommen. Det er et rigtig, rigtig vanskeligt vilkår, når man skal beskrive de rigtige tilbud efterfølgende.

Men det er nu engang den virkelighed, vi står i, og jeg synes, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få alle fuldstændig udredt, fordi det fortjener de. Vi kan ikke lave de rigtige tilbud, før vi ved, hvordan det er, hjernen er angrebet af den her sygdom.

Vi anser det som et svært spørgsmål, at der indgår tidsubegrænsede planer. Det gør vi ud fra et spørgsmål om retssikkerhed for den enkelte. Vi synes ikke, at det er rammet godt nok ind. Vi synes faktisk, at man skal finde en model for, hvordan man kan tilskikke en værge, i det omfang man taler om en tidsubegrænset plan.

Vi opfatter også, at man i forbindelse med tvangsflytninger skal være rigtig, rigtig opmærksom på, at der ikke sker overgreb på de mennesker. Men vi opfatter, at det er en forbedring og til gavn for den enkelte borger, at man kan flytte borgeren, uden at borgeren kan give et aktivt tilsagn, fordi de borgere, vi jo taler om her, langt hen ad vejen er forhindret i at give et aktivt tilsagn.

Lovforslaget beskriver de pårørendes rolle. Vi synes, det er vigtigt, at man pointerer, at de pårørende spiller en vigtig rolle.

Vi mener også, at det er et problem, at man i lovforslaget igen har en konstruktion, hvor kommunen langt hen ad vejen skal kontrollere sig selv. Det mener vi også man skal kigge på i udvalgsbehandlingen. Det kan vi gøre bedre, og igen er det sagt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt over for den enkelte borger.

Vi er altså positive med hensyn til at gå ind i den her snak om en lovændring i serviceloven. Vi vil meget, meget gerne have værgen ind i forbindelse med det spørgsmål, som jeg nævnte før. Vi anser det for et relativt lille indgreb, og vi anser det ikke for at være en umyndiggørelse af personen undtagen i det specifikke spørgsmål. Man kan ophæve umyndiggørelsen igen, og så har man igen en fuldt myndig person. Vi mener, det er den bedste måde at sikre den enkelte på, og det mener vi at man bør gøre.

Så synes jeg, at der er nogle gråzoner i forslaget, men det kan vi komme ind på under udvalgsbehandlingen.

Så vil jeg her som afslutning sige, at jeg ikke har kommenteret på beslutningsforslaget, for jeg synes, at det er overflødigt, i forhold til at der ligger et lovforslag, som vi har været optaget af at koncentrere os om.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Det er da alle tiders, at Socialdemokraterne synes, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag er overfladisk – fred være med det.

Fordi vi jo fra Dansk Folkepartis side har fremsat et beslutningsforslag om det her før, har man fra socialdemokratisk side haft lejlighed til tænke lidt over, hvad man mener om det tidsubegrænsede aspekt i det. Skal jeg bare forstå det sådan, at det, Socialdemokraterne siger, er, at hvis ikke der kan udpeges en værge, vil man stemme imod lovforslaget?

Hvis man vil det, synes jeg da, det er dybt problematisk, for det her lovforslag – og sådan set også Dansk Folkepartis beslutningsforslag – er jo noget, der kan være med til at skabe tryghed for den enkelte demente. Det er noget, der kan være med til at skabe tryghed for de pårørende, for familien og også for plejepersonalet, og er også noget, der kan være med til at sikre, at den demente eksempelvis kan være mere aktiv, for hvis den demente lige pludselig kommer på afveje, kan man forholdsvis hurtigt, hvis der er mulighed for at aktivere et pejlet alarmsystem, finde den pågældende igen. Hvis vi kunne få et svar på det, ville det være glimrende.

Så er det ordføreren.

Debatten her i salen ville jo glide noget lettere, hvis vi hørte efter, hvad hinanden sagde. For det første sagde jeg ikke, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag var overfladisk, jeg sagde, det var overflødigt, fordi vi har et lovforslag. Det gør jo en lille forskel.

For det andet: Hvis hr. Martin Henriksen havde lyttet til min ordførertale, havde han fattet, hvad det var, jeg opfattede var vigtigt i forhold til at tilskikke en værge i det spørgsmål, der handler om tidsubegrænsede planer.

Vi opfatter det sådan, at de tidsubegrænsede planer kun kan komme på tale der, hvor der er tale om en tilstand i sygdommen, som man betegner som kronisk eller som en varig nedsættelse af funktionsevnen. Og der bliver vi jo igen ramt af, at den udredning ikke er fuldstændig. Det er et svært vilkår for os, det medgiver jeg gerne, men vi kan ikke forestille os, at man vil bruge tidsubegrænsede planer i et forløb, hvor sygdommen stadig væk er i udvikling. Det kan vi ikke forestille os.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Fru Lise von Seelen svarede ikke på spørgsmålet om, hvorvidt det så, hvis ikke man får en værge, indebærer, at Socialdemokraterne vil stemme imod et forslag, som jo alt andet lige indebærer, at der bliver skabt større tryghed for den demente selv, for den ældre selv og for de pårørende.

Jeg kunne også godt tænke mig at høre, hvordan Socialdemokraterne stiller sig til, at det jo er sådan, både i forbindelse med lovforslaget og med Dansk Folkepartis beslutningsforslag, at de pårørende skal inddrages. Ifølge regeringens forslag bliver det jo sådan, at det præciseres i forhold til den nuværende lovgivning, at de pårørende skal inddrages, og at de pårørende også har mulighed for at anke den beslutning, altså klage over den beslutning, som måtte blive truffet ude på det enkelte plejecenter.

Derfor er der jo lagt nogle retssikkerhedsmæssige aspekter ind i det, og man har forsøgt at tage de nødvendige hensyn. Mener Socialdemokraterne ikke, at det er tilstrækkeligt til at sikre, at man både ser på, hvad der er bedst for den demente, og hvad der er bedst for de pårørende, og på, hvad de pårørende mener er bedst for den demente? Og så skal vi vel også i sidste ende have lidt tillid til, at plejepersonalet også formår at inddrage de pårørende og træffe de beslutninger, som er de bedste for den ældre.

Så er det ordføreren.

Jeg vil som svar på det første repetere, hvad jeg sagde i min ordførertale: Vi er positive over for forslaget, og vi håber, man kan tale noget mere om den retssikkerhed for den enkelte, som vi er så optagede af.

Som svar på spørgsmålet om de pårørende nævnte jeg jo netop, at vi anser det for at være en god ting, at det er nævnt i lovforslaget. Det er vores opfattelse, at de steder, hvor de her ting fungerer rigtig godt, er de pårørende også i dag inddraget i de planer og dispositioner, der træffes i familier, hvor der er et dement medlem, som ikke kan tage vare på sig selv.

Men det flytter jo ikke ved det vilkår, at retssikkerheden altså sikres ved, at man har en værge, der skal tage vare på den enkelte. Det vil jo være sådan, at statsforvaltningen vil kunne beskikke et familiemedlem som værge i det her spørgsmål – det er jo helt legitimt. Men det, vi på den måde kunne sikre, er bare, at der er retssikkerhed for den demente, som ikke kan tage vare på sig selv. Det er vi noget optaget af, og vi tror sagtens, det kan lade sig gøre. Og på den måde vil man sagtens kunne integrere arbejdet med de pårørende med det med at sikre retssikkerheden. Og det synes vi er et godt formål.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Folketinget behandlede i starten af 2009 et forslag fra Dansk Folkeparti, der skulle lette adgangen til at benytte pejle- og alarmsystemer, f.eks. GPS, over for demensramte. Det gjorde vi, fordi der med jævne mellemrum var sager, hvor demensramte forsvandt fra deres boliger og i værste fald omkom på grund af myndighedernes manglende muligheder for at gribe ind og på grund af begrænsningerne i lovgivningen.

I starten af 2009 og i forbindelse med førstebehandlingen af Dansk Folkepartis forslag tilkendegav regeringen, at den ville gå i gang med et arbejde, der skulle munde ud i en lempelse af reglerne på området. Det arbejde skulle udmønte sig i et regeringsudspil i efteråret 2009. Der kom ikke noget konkret, og regeringens arbejde er trukket ud. Derfor fremsatte Dansk Folkeparti kort før jul endnu et beslutningsforslag i håbet om, at regeringen og andre ville fremskynde processen. Om det lige er Dansk Folkeparti, der skal have fortjenesten for, at regeringen har fremsat et forslag, kan man jo filosofere længe over. Der er i hvert fald sket noget.

Nu står vi så med to forslag i dag, både et fra Dansk Folkeparti og et fra regeringen. Begge forslag betragter jeg som forbedringer af den nuværende lovgivning, og jeg tror, at uanset hvilket forslag der bliver vedtaget, vil det i sidste ende indebære mærkbare forbedringer for både den demensramte og de pårørende. Også i de tilfælde, hvor myndighederne går ind og iværksætter en eftersøgning, vil forslagene medføre, at kommunen og politiet hurtigere vil kunne finde frem til borgeren og dermed få bragt ro over situationen.

Det er glædeligt at stå med to forslag, der begge medfører forbedringer, og som jo i sidste ende kan redde menneskeliv. Dansk Folkeparti har presset på for at få ændret lovgivningen, og vi er glade for, at der nu tegner sig et flertal i Folketinget. Det skal retfærdigvis siges, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag er mindre omfangsrigt end regeringens og alene omhandler en udvidelse af adgangen til at vedtage tidsubegrænset brug af pejle- og alarmsystemer, f.eks. GPS, til demente. Regeringens forslag har det samme sigte som Dansk Folkepartis forslag, og derudover indeholder regeringens forslag en række andre initiativer, som andre allerede har redegjort for her på talerstolen. De initiativer ser vi positivt på.

For at der ikke skal opstå politisk usikkerhed og tvivl om, at det vigtigste er at få udvidet lovgivningen på området, lægger Dansk Folkeparti op til efter førstebehandlingen at trække sit beslutningsforslag og stemme for regeringens lovforslag, men vi afventer naturligvis først ordførernes indlæg.

Det vigtigste er, at reglerne ændres, og at ønskerne på området imødekommes. Når man læser høringssvarene, må man også sige, at der er bred opbakning til forslagene. Både Ældre Sagen, Kommunernes Landsforening, Danske Ældreråd og Alzheimerforeningen udtrykker tilfredshed med forslaget om lempelse af mulighederne for at anvende pejle- og alarmsystemer, hvilket jo klart understreger behovet for, at det her kommer ud at virke så hurtigt som muligt.

Disse initiativer sammenholdt med de øvrige initiativer på ældreområdet og i særdeleshed på demensområdet er med til at løfte indsatsen ude i kommunerne, og jeg vil også senere komme ind på de andre indsatser, som er igangsat, og som vil blive igangsat på demensområdet af regeringen og Dansk Folkeparti.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at afvise den kritik, som med jævne mellemrum er blevet fremført af bl.a. Socialdemokraterne. Kritikken er gået på, at vi forringer den demensramtes retssikkerhed, og på frygten for, at pleje- og omsorgsdelen vil blive automatiseret, hvis reglerne bliver lempet. Det er efter min overbevisning en overfladisk kritik, en skræmmekampagne, som bidrager til at skabe usikkerhed frem for tryghed for familierne og de ældre selv.

Dansk Folkeparti kunne aldrig drømme om at fjerne den demensramtes retssikkerhed. Tværtimod vil en udvidelse af regelsættet medføre større sikkerhed for den demente selv, for familien omkring den demente og for plejepersonalet. Naturligvis er det sådan, at regler, så længe de administreres af mennesker, kan misbruges og bruges forkert. Den risiko løber vi altid, når vi lovgiver, og jeg har da også haft mine overvejelser og tvivl, og det skal der selvfølgelig være plads til. Men når regnestykket skal gøres op, står det klart, at reglerne åbenlyst skal lempes, ikke til gavn for systemet, men til gavn for borgerne.

Jeg har også noteret mig, at regeringens lovforslag ligesom Dansk Folkepartis forslag indeholder en bestemmelse om, at loven skal undersøges i første halvår af 2013, så Folketinget til den tid får et overblik over, hvilke praksisændringer lovgivningen har givet anledning til.

Det skal være mine indledende bemærkninger, og så vender jeg tilbage i anden omgang og forsøger at beskæftige mig lidt bredere med indsatsen over for demente. Men det her trækker klart i den rigtige retning.

Der er en kort bemærkning fra fru Lise von Seelen.

Jeg noterede mig med glæde, at hr. Martin Henriksen også er optaget af borgerens retssikkerhed i det her tilfælde, og jeg tillader mig at være så optimistisk at tro, at det er et signal om, at vi i udvalget kan få en rigtig konstruktiv snak om det her, og at det ikke bliver til noget spilfægteri om, hvem der nu kan overgå hinanden i at ville den bedste retssikkerhed. Kan jeg have tillid til det?

Så er det ordføreren.

Det er jo, ligesom når fru Anne Baastrup går herop under det tidligere lovforslag og beder om at få en garanti for, at der kommer en udvalgsbehandling. Der kommer altid en udvalgsbehandling af lovforslagene, og der kommer også en udvalgsbehandling at det her lovforslag, og vi vil fra Dansk Folkepartis side deltage i den udvalgsbehandling af det her lovforslag, ligesom vi vil med hensyn til det tidligere lovforslag.

Så vil jeg også bare sige: Jeg mener ikke, at det er Dansk Folkeparti, der har været med til at skabe lidt uklarhed i debatten. Det er da Socialdemokraterne, der, hver gang vi har behandlet det her og, så vidt jeg ved, også i medierne har givet indtryk af, at det her skulle være sådan et forslag, der går på, at man ikke vil det bedste for de demente, som det vedrører. Og det synes jeg altså bare er en underlig måde at føre debatten på. Altså, det her handler jo om, at plejepersonalet sammen med familien, når der er nogle folk, som desværre er blevet ramt af demens og ikke længere er i stand til at ytre, hvad de gerne vil, eksempelvis så skal have mulighed for at gå ind og sige: Her kommer der er et pejle- og alarmsystem, så vi har styr på vedkommende, og så vi kan finde vedkommende til gavn for vedkommende selv.

Så er det fru Lise von Seelen for en sidste kort bemærkning.

Ja, og det er jo vigtigt at tilføje, at de ting skal foregå i forbindelse med en personlig plan, som lever op til lovens bogstav og intention, så det ikke er sådan noget, man bare lige gør i en middagspause.

Men grunden til, at jeg spørger, om jeg kan have tillid til, at vi får en drøftelse af det retssikkerhedsmæssige spørgsmål i udvalget i åbenhed – vi kan selvfølgelig ikke dispensere fra forretningsordenen her i Folketinget; jeg ved ikke, hvor hr. Martin Henriksen havde fået den idé fra – er, at jeg efterlyser en åbenhed, altså at man går ind og taler om de her spørgsmål med en åbenhed i sindet. Det ville jeg gerne høre om formanden for Socialudvalget ikke let kunne love; det ville det jo være enkelt at gøre.

Så er det ordføreren.

Altså, jeg kan bekræfte, at der kommer en udvalgsbehandling af det her lovforslag, ligesom der kommer det af alle andre lovforslag, og at der på dagsordenen i Socialudvalget vil være et punkt, hvor der står noget med politisk drøftelse eller politiske bemærkninger, og der kan man så tilkendegive, hvad man mener. Sådan er det jo altid. Altså, jeg synes igen, at den her måde, man fører diskussionen på, fører debatten på fra Socialdemokraternes side, er meget symptomatisk; man hænger sig i, hvordan udvalgsbehandlingen skal foregå, og vil have en bekræftelse fra mig som formand for Socialudvalget på, at vi kan drøfte tingene der.

Selvfølgelig kan vi drøfte tingene der; det gør vi jo altid. Det, der er det væsentlige, er indholdet i lovforslaget, og hvordan vi sikrer, at det kommer ud at virke til gavn for borgerne. Og hvis man kigger på høringssvarene fra Ældre Sagen, fra Alzheimer Foreningen osv., kan man se, at der da er forholdsvis bred enighed om, at det her faktisk er en god ting for de ældre mennesker, som det handler om.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det SF's ordfører, fru Astrid Krag.

Alt for ofte hører vi i medierne om, hvordan demente borgere forvilder sig væk fra deres hjem og må efterlyses. Politiet finder i langt de fleste tilfælde den demente, men det sker desværre også, at den demente ikke findes, før det er for sent. Eksperter anslår, at omtrent 1.500 demente danskere hvert år går hjemmefra, så problemet eksisterer og er omfattende.

Det her lovforslag kan jo ikke forhindre, at demente går hjemmefra, men ved at forbedre mulighederne for at anvende alarm- og pejlesystemer over for mennesker med demenslidelser kan vi forbedre mulighederne for, at den demente hurtigt findes og bringes hjem i trygge omgivelser.

I SF er vi overvejende positive over for forslaget, men samtidig er det vigtigt at bruge anledningen til at få sagt, at de her teknologiske sporingsløsninger ikke må overskygge den helt grundlæggende indsats i arbejdet med demente. Det vigtigste er stadig den personlige omsorg, at der er tilstrækkeligt med fagligt kvalificeret personale og ordentlige ældreboliger. Når forholdene er på plads, kan alarm- og pejlesystemer være et værdifuldt supplement til den faglige pleje, en faglig pleje, der med tilstrækkelige ressourcer og uddannet personale kan forhindre, at situationen og behovet overhovedet opstår. To hurtige eksempler, for det er ved at være lidt småsent, jeg kender, er dels det plejehjem ved Horsens, hvor man har opsat et kunstigt busstoppested og en bænk ved udgangsdøren, så de dørsøgende demente ældre sætter sig ned og venter på bussen og har det hyggeligt med det, indtil de rejser sig og går hjem igen, glade og tilfredse, dels plejehjemmet på Sydfyn, hvor man på den væg, hvor udgangsdøren er, har malet et smukt landskab af det sydfynske øhav, og der sætter de ældre sig også typisk og kigger på det i stedet for at forlade stedet.

Det er vigtigt, at den slags innovation og kreativitet i plejesektoren ikke stopper, også selv om man opnår lettere mulighed for at anvende alarm- og pejlesystemer. I SF mener vi nemlig, at ny teknologi er godt, så længe man har tilstrækkelig normering af veluddannet personale. Ny teknologi skal være et supplement til en i øvrigt god pleje. Det må ikke blive et skalkeskjul for forringelser i den menneskelige omsorg.

Vi synes, at det vigtigt, at vi i løbet af udvalgsarbejdet bliver fuldstændig sikre på, at borgernes ret til selvbestemmelse og den enkeltes retssikkerhed ikke forringes med det her forslag, særlig når det kommer til det, vi har været inde på, nemlig alarm- og pejlesystemer uden tidsbegrænsning, ligesom vi også godt kunne tænke os mere præcision om, hvad det er, der udgør fornøden dokumentation for den nedsatte psykiske funktion, som er en forudsætning for brugen af de her alarm- og pejlesystemer. Det er i virkeligheden meget i forlængelse af det, som Socialdemokraternes ordfører var inde på med den manglende udredning.

Vi ser også frem til svaret i forhold til muligheden for at anke kommunalbestyrelsens afgørelse i det sociale nævn om, hvorvidt det har opsættende virkning. Så vidt den del af forslaget.

I forhold til den del af forslaget, der handler om muligheden for at kunne træffe afgørelse om flytning uden personers samtykke, er det vigtigt for os, at muligheden kun bliver brugt i ganske særlige tilfælde. Med den her del af lovforslaget forholder vi os til, at Højesteret i en dom har bemærket, at Folketinget bør tage stilling til, om bestemmelserne i servicelovens § 129 har fået et mere restriktivt indhold end tilsigtet. Er indholdet mere restriktivt end ønsket, er det nødvendigt at få kigget på det, for så kan det være en hindring for at finde den bedste løsning samlet set for borgeren. Vi er derfor positive over for også at se på den del af forslaget. Det er bare helt afgørende, at vi begrænser flytning uden samtykke til helt særlige situationer.

Så behandler vi også beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, og ligesom andre ordførere før mig finder jeg en længere debat om det forslag overflødig, set i lyset af det her lovforslag, som vi er i gang med at behandle. Så vi kommer ikke til at kunne støtte beslutningsforslaget, som jeg også kan forstå at Dansk Folkeparti trækker. Til gengæld er vi overvejende positive i forhold til lovforslaget fra regeringen, og vi ser frem til under udvalgsarbejdet at få belyst nogle enkelte ting yderligere.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, og det er fru Vivi Kier.

Sidste sommer og efterår, eller også er det endnu længere siden, kørte familien »Sommer« hen over skærmen. Det var en rigtig, rigtig fin udsendelse, som satte fokus på mange relevante udfordringer i en familie. Vi så unge mennesker med en sårbar psyke. Vi så unge mennesker og deres forhold til alkohol, men det allervigtigste i serien familien »Sommer« var hovedpersonen, som blev ramt af Alzheimer og dermed blev dement. Vi så, hvordan en enkelt person ændrede personlighed og forvildede sig væk fra det vante miljø og gjorde alle i den øvrige familie stærkt bekymret.

Den historie står desværre ikke alene. Vi ser og hører hyppigt lignende historier om mennesker med en demenssygdom, der bliver eftersøgt. Indimellem ser vi også tragiske udfald på disse historier, udfald, der faktisk kan ende med døden. Derfor er det et rigtig fint lovforslag, vi står med i dag. I sidste lovgivning på det her område var der jo indsat en bestemmelse om en revision i nøjagtig det her folketingsår, 2009-2010, og det er jo sådan en revision af det tidligere lovforslag, vi nu er i gang med at behandle.

Jeg synes, det er positivt, at vi nu tager fat på at udnytte moderne teknologi, og at vi ikke gør det mere bureaukratisk end højst nødvendigt. Vi hilser derfor begge elementer i lovforslaget velkommen. Men som konservativ socialordfører ser jeg også frem til vejledningen, der kommer i kølvandet af den ny lovgivning – vejledningen, som ud over disse nye tiltag i selve lovgivningen også lægger vægt og fokus på særlige døråbnere på plejecentre. En enkelt kode på en yderdør kan også være med til at forhindre en dement i at forlade sin bopæl.

Jeg må sige, at forslaget, vi lige hørte fra SF's fru Astrid Krag om en busholdeplads og en bænk, var et rigtig, rigtig godt lille eksempel, som man godt kan putte ind i en vejledning, hvor man sådan tænker helt andre tanker.

I vejledningen ønsker vi Konservative også præciseret det med et eventuelt plejetestamente med tilkendegivelser om, at hvis man skulle blive dement og have for vane at forvilde sig væk, kan man da blive udstyret med GPS, eller hvad der måtte komme, og at vi efterkommer ønsket i sådan et plejetestamente.

Vi skal som politikere til enhver tid sikre, at vi gør lovgivningen bedre for den enkelte borger, og bedre lovgivning for borgere, der måtte lide af en demenssygdommen, er jo det, der er sigtet med det her lovforslag, og fra konservativ side kan jeg varmt tilslutte mig forslaget.

Så er der B 66. Hvis jeg læser de første linjer, kan jeg se, at der står, at regeringen i indeværende folketingsår skal fremsætte lovforslag for bl.a. brug af GPS, og det er lige nøjagtigt det, vi står og gør. Så den mener jeg er en integreret del i L 113.

Jeg må slutte med igen at sige, at det her ikke skal erstatte omsorg og pleje. Det skal alene være, at vi tager hensyn til ny teknologi, der er kommet på området.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og vi er kommet ned til den radikale ordfører, fru Anne Marie Geisler Andersen.

I Det Radikale Venstre er vi positive over for forslaget, som først og fremmest vil være med til at hindre, at demente går ud og gør skade på sig selv eller på andre.

Der er en ting, der undrer mig, og det er, at så vidt jeg kan se, fremgår det ikke specifikt af lovforslaget, at det kun omhandler demente, men det kan være, at ministeren kan svare på den bekymring.

Hvad angår, at det kan besluttes at anvende alarm- og pejlesystemer uden tidsbegrænsning, er det vigtigt at understrege, at det er et almindeligt princip, at beslutninger efter den sociale lovgivning, herunder beslutninger om indgreb i en persons frihed, kun kan opretholdes, så længe de materielle betingelser for beslutningen er til stede. Det påhviler derfor under alle omstændigheder kommunalbestyrelsen løbende at vurdere, om betingelserne for at opretholde beslutningen om anvendelse af alarm- og pejlesystemer over for den pågældende fortsat er til stede. Dette er også blevet indsat i de generelle bemærkninger.

I Det Radikale Venstre finder vi det positivt, at kommunalbestyrelsen skal inddrage de pårørende i varetagelsen af interesser for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Men det er også vigtigt at understrege, at denne inddragelse selvfølgelig skal ske under respekt for personens integritet og selvbestemmelse.

Hvad angår forslaget om flytning af en borger uden samtykke, finder vi også dette positivt, da de nuværende regler jo har medført ret så uhensigtsmæssige afgørelser. Men det er også væsentligt at understrege, at flytning jo kun kan ske, hvis det skønnes i den enkeltes interesse.

Vi vil gerne fremhæve, at det fremgår af serviceloven, at magtanvendelse aldrig må erstatte pleje, omsorg og socialpædagogisk bistand, som ministeren også fremhævede. Det er vigtigt, at vi holder fast i dette.

Ligeledes er det vigtigt, at al magtanvendelse fortsat registreres og indberettes, samt at man har udskilt formålsbestemmelsen med henblik på at tydeliggøre hensigten bag magtanvendelsen, nemlig at begrænse indgrebet i selvbestemmelsesretten mest muligt.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Umiddelbart er der jo ikke nogen tvivl om, at hensigten med det her lovforslag er positiv, og at man også har fremsat lovforslaget på baggrund af nogle reelt eksisterende problemer. Og i den sammenhæng er det selvfølgelig besnærende at udnytte de nye teknologier, der konstant tilbydes inden for velfærdsområdet. Det mener vi sådan set også man skal gøre, og hensigten er her, som jeg sagde, god og fornuftig. Men det, man dog nok alligevel må tage en lille diskussion af, er, om der var andre måder, hvorpå man kunne opnå den samme effekt, og om en af forklaringerne på, at man har de her episoder med ældre, der bliver væk, om man så må sige, også kunne hænge sammen med, at der er noget galt med de ressourcer, vi har afsat til dem, der beskæftiger sig med de ældre. Altså: Hvis det er sådan, at demente ældre har et stort behov for, et stort ønske om at komme ud at gå og få motion, kunne man så forestille sig, at en mere aktiv fysisk indsats i forhold til de demente kunne reducere behovet for at tage den her teknologi i anvendelse? Det synes vi i hvert fald i Enhedslisten at man skal gøre sig nogle ret præcise overvejelser om. Og det betyder også, at selv om man så skulle få det her redskab, skal det i hvert fald bruges med en vis forsigtighed.

Vi vil godt under udvalgsarbejdet have belyst lidt mere, om det er fornuftigt med en ændret myndighedsstruktur, hvor det ikke længere er det sociale nævn, men kommunalbestyrelsen, der skal godkende magtanvendelse; det må vi jo prøve at gå ind og se på om der findes gode grunde til.

Som jeg sagde før, kan vi godt se, at der kan være nogle gode begrundelser for at bruge systemet med anvendelse af alarm- og pejlesystemer. Vi synes til gengæld, at en tidsubegrænset anvendelse efter vores opfattelse ikke er rigtig og rimelig i en sådan sag, og at det er udtryk for et skråplan, også selv om man givetvis kan argumentere for det og sige, at det, man mest ser i de her tilfælde, er, at situationen bliver dårligere og dårligere. Men jeg synes faktisk, at man bør tage sådan noget op til overvejelse. Så det er i hvert fald også en af de ting, vi vil kigge kritisk på.

Vi er sådan set også enige i, at den del af lovforslaget, der handler om flytning uden samtykke, i nogle tilfælde vil kunne være en fordel. Der synes jeg så i hvert fald, at man ikke mindst med hensyn til det forslag, men i virkeligheden også til det forslag, der handler om anvendelse af alarm- og pejlesystemer, skulle kigge på hele systemet og på, hvordan man kunne benytte en værge, f.eks. hvis borgeren er dement, både i forhold til en tidsubegrænset overvågning og i forhold til flytning uden samtykke, altså på nogle områder, hvor man kunne sige, at der var en person, som havde den opgave at varetage den ældre borgers interesser og sikre, at der ikke skete overgreb. Jeg er helt med på det, som flere har sagt: at hvorfor skulle man begynde at udøve overgreb mod de ældre. De mennesker, der er ansat i de institutioner, er gode, professionelle, dygtige mennesker med de bedste hensigter, men det er nu engang sådan, at vi langt hen ad vejen også lovgiver med udgangspunkt i at sikre borgerne imod noget, som det måske ikke er særlig sandsynligt de bliver udsat for. Derfor synes jeg, at man i det her tilfælde skulle prøve at kigge på det element, der handler om værger.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i ordførerrækken. Næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance.

Der er jo ingen tvivl om, at dette lovforslag bliver vedtaget, og det bliver også vedtaget med Liberal Alliances stemmer.

Jeg tror, vi har haft nogle af de samme overvejelser, som rigtig mange andre partier har haft, og som handler om dilemmaet om, at vi gerne vil sikre de ældre demente, som skulle forvilde sig ud på egne veje, og at vi samtidig også gerne vil sikre en retssikkerhed for de borgere, det nu engang handler om. Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at vi håber, at der bliver en meget grundig behandling af lige præcis det her lovforslag, for der er en række spørgsmål, som man godt kan rejse, vedrørende, om retssikkerheden er i orden.

Der har været nævnt en række ting, både om det tidsubegrænsede og om værger – en række ting, og jeg skal ikke stå og gentage dem alle. Men vi vil i hvert fald også stille en række spørgsmål for at sikre os, at retssikkerheden er i orden, så der ikke pludselig opstår nogle situationer, som vi ikke havde regnet med, noget, vi ikke havde håbet på i al vores iver efter at gøre noget godt for de mennesker, som er blevet væk – jævnfør de historier, vi har hørt om mennesker, som ikke kunne overskue deres egen situation og derfor pludselig ikke kunne findes og måske frøs ihjel, eller hvad ved jeg.

Det er jo det, det dybest set handler om. Så det vil sige, at vi stemmer for, men vi vil gerne gå dybere ind i nogle af detaljerne i løbet af udvalgsbehandlingen. Det er sådan set fint nok.

Så vil jeg sige vedrørende Dansk Folkepartis forslag, at jeg måske der har en lidt anden tilgang end så mange andre. Jeg vil sådan set gerne have lov til at rose Dansk Folkeparti. Det synes jeg sådan set burde være gjort noget mere her fra talerstolen i denne sag. Altså, roses den, som roses bør, som man siger. Og man kan jo sige, at Dansk Folkeparti var hurtigere på aftrækkeren end regeringen til at tage den her sag op. Så kan man diskutere, om man skal opretholde forslaget og bla bla bla; det kan vi have lange petitesseagtige diskussioner om.

Vi vil i hvert fald gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti har taget det her emne op, for vi synes faktisk, at det er utrolig vigtigt, at vi får gjort noget for de her mennesker. Om det så lige er det ene eller det andet forslag, der bliver vedtaget, håber jeg at de oprindelige forslagsstillere også lever med, når vi nu husker at rose dem for, at de faktisk tog emnet op.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er nogen, der ønsker korte bemærkninger. Så vil jeg give ordet til indenrigs- og socialministeren. Værsgo.

Tak for det. Så lad mig afslutte med at sige tak for partiernes bemærkninger til lovforslaget, som vi jo har sambehandlet med Dansk Folkepartis beslutningsforslag om det samme emne. Jeg hører også, at der er enighed om, at vi netop her med lovforslaget varetager den svage borgers interesse, og det er min overbevisning, at både borgere med nedsat fysisk funktionsevne, deres pårørende og medarbejderne vil opleve, at regeringen med forslaget her får balanceret hensynet mellem omsorgspligt og selvbestemmelsesret. Endelig vil jeg gerne gentage, at magtanvendelse fortsat kun kan komme på tale i situationer, hvor forholdene gør det påkrævet. Den mindst indgribende foranstaltning kommer i første række, og jeg synes, det er vigtigt igen at få understreget, at det er det, der er udgangspunktet.

Så samlet set mener jeg, at vi med dette lovforslag sætter hensynet til borgeren i højsædet. Og som jeg indledte med at sige, er regeringen altså et langt stykke ad vejen enig i hensigten med Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Med L 113 imødekommes jo hensigten med beslutningsforslaget, som derfor er blevet afvist, men altså med den begrundelse, at det er L 113, som gennemføres.

Så vil jeg bare afslutningsvis sige, at jeg også ser frem til at følge behandlingen i udvalget.

Der er en enkelt kort bemærkning til ministeren, som bedes blive stående. Værsgo til fru Lise von Seelen.

Tak. Det, jeg gerne vil spørge ministeren om, er vedrørende flytninger, uden at der er givet accept fra borgerens side. Der er vi meget tilfredse med, at det ifølge lovforslaget skal ind at vende i Det Sociale Nævn. Det synes vi er rigtig godt, og det er godt placeret på den måde.

Men mit spørgsmål til ministeren er, om det har opsættende virkning. For lad os nu sige, at en kommune beslutter, at en borger skal flyttes fra A til B; så skal sagen en tur i Det Sociale Nævn, og vi ved, at de har sagsbehandlingstider, der ligger i omegnen af 9 måneder, tror jeg det er lige nu. Og imens den sag ligger i Det Sociale Nævn, bliver borgeren så i sin bolig. Altså, man kan ikke gennemføre flytningen, før den afgørelse er faldet i Det Sociale Nævn – håber jeg ikke, for ellers giver det jo ikke nogen mening. Kan ministeren svare mig på det?

Værsgo til ministeren.

Lige umiddelbart synes jeg, det er vanskeligt at besvare fuldstændig uddybende, så jeg vil nok også anmode om, at vi som et supplement får mulighed for lige at besvare det skriftligt.

For der er jo netop tale om, at der skal foreligge særlige forhold. Med hensyn til en flytning uden samtykke vil jeg sige, at flytning fra et botilbud, hvor borgerens pasning og pleje kan sikres, jo skal være begrundet i hensynet til borgeren og ikke f.eks. i hensynet til, om det nye botilbud osv. er det rette. I hvert fald kan der efter forslaget her jo anlægges en samlet bedømmelse af, hvad der vil være til gavn for borgeren. Og det er jo selvfølgelig i den her vurdering, at man kan inddrage hensynet til, at borgeren og de pårørende også kan bevare kontakt med hinanden osv.

Men hvad angår spørgsmålet om, om det helt konkret har opsættende virkning i forbindelse med behandling i Det Sociale Nævn, vil jeg give en skriftlig besvarelse af det for at gå i detaljen med det.

Værsgo til fru Lise von Seelen for sin anden korte bemærkning.

Men vi har jo bare også set andre eksempler på, at man i en kommune har ønsket at indrette nye afsnit, at man har villet flytte folk, som ikke har været interesseret i det. Så der er jo mange, mange eksempler, man kunne drage frem.

Det, jeg tænker om det, er, at hvis man flytter en borger, inden afgørelsen er truffet i Det Sociale Nævn, og nævnet beslutter, at borgeren ikke skulle have været flyttet, så er skaden sket. De her sårbare mennesker kan man jo ikke flytte frem og tilbage.

Værsgo til ministeren.

Igen må jeg helt overordnet sige, at jeg mener, at vi med det her lovforslag sætter hensynet til borgeren i højsædet. Der er jo ikke tale om, at der bliver åbnet op for sådan en eller anden vilkårlig flytning af borgeren fra et botilbud til et andet. Og det vil formentlig være i ret få tilfælde, at betingelserne for at foretage en flytning vil være opfyldt.

Men igen anmoder jeg om en mulighed for at lave en detaljeret skriftlig besvarelse af det helt specifikke spørgsmål i forhold til en afgørelse i Det Sociale Nævn.

Jeg ser ikke flere, der har spørgsmål til ministeren. Jeg tror, jeg ser rigtigt, når jeg ser, at hr. Martin Henriksen ønsker ordet for afslutning af selve beslutningsforslaget. Der har været formandsskifte, men så vidt jeg kan se, er der 10 minutters taletid. Værsgo.

Tak. Jeg vil godt starte med at sige tak til Liberal Alliance og til ministeren for de pæne bemærkninger til Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Jeg synes, vi har haft en udmærket debat om de to forslag, men jeg synes også, at forslagene skal ses i en større sammenhæng.

Ud over de initiativer, som Folketinget behandler i dag, har Dansk Folkeparti været medvirkende til en række konkrete tiltag på demensområdet, og de tiltag vil jeg kort komme ind på. De er bl.a. blevet iværksat for midler, som regeringen og Dansk Folkeparti tidligere har afsat i forbindelse med finanslovene for 2003 og 2005 og i forbindelse med senere indgåede finanslovaftaler. Det er bl.a. værd at fremhæve, at der over hele landet er blevet udbudt kompetence- og uddannelseskurser med henblik på at efteruddanne medarbejdere på sygehusene og i plejesektoren. Kurserne skal medvirke til at sikre sammenhængende og rolige forløb for demensramte. Der blev ligeledes i 2009 gennemført uddannelsesinitiativer om demens for medarbejdere, som foretager forebyggende hjemmebesøg. Der bliver i år åbnet op for, at også medarbejdere, der ikke direkte arbejder med forebyggende hjemmebesøg, kan tilmelde sig kurserne, således at viden om forebyggelse på demensområdet kan nå ud til en bredere kreds i ældresektoren. Det er initiativer som disse, der på sigt kan være med til at løfte hele indsatsen over for udsatte ældre og deres pårørende.

I forbindelse med dagens forslag er det relevant at påpege, at der generelt er stor efterspørgsel efter de fire udgivelser om nedbringelse af magtanvendelse, som er udarbejdet på baggrund af de midler, regeringen og Dansk Folkeparti har afsat. Udgivelserne henvender sig til medarbejdere, ledere og andre, der er i berøring med demensområdet.

I forbindelse med globaliseringsforhandlingerne i efteråret fik Dansk Folkeparti afsat midler til øget forskning i et strategisk forskningsprojekt, som skal ligge inden for demensforskning. Med det sammenholdt med midlerne til stamcelleforskning, som formentlig og forhåbentlig vil komme demente til gavn, er det Dansk Folkepartis håb, at forskningen vil udmønte sig i forbedringer for den enkelte borger, som er demensramt.

Vi skal altså videreudvikle vores velfærdssamfund, og her skal den nyeste viden, de nyeste forskningsresultater og ny teknologi og praktiske erfaringer inddrages og spredes ud til dem, der hver dag arbejder med og for de demente. Vi har altså været i gang, og derfor bør dagens debat også ses i sammenhæng med den generelle indsats på området; forslagene, som er til behandling i dag, kan og skal naturligvis ikke stå alene.

Sidste år behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, der omhandlede en øget indsats på demensområdet, og i forbindelse med dette års finanslovaftale fik Dansk Folkeparti ind i aftaleteksten, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal fremlægge en national handlingsplan på demensområdet. Socialudvalget har efterfølgende vedtaget en beretning, der bakker op om en national handlingsplan. Arbejdsgruppens formål er bl.a. at indsamle viden, sikre bedre koordinering mellem offentlige aktører, afdække mulighederne for anvendelse af ny teknologi samt at fremlægge konkrete forslag til forbedringer på demensområdet.

Det er Dansk Folkepartis politik, at enhver, der har behov, skal have den nødvendige hjælp. Pleje og omsorg af ældre, herunder demensramte, er en væsentlig offentlig opgave, og det skal sikres, at disse grupper af borgere får et værdigt og trygt liv overalt i landet. Vore ældre skal tilbydes gode og trygge rammer for deres alderdom, vi har meget at takke de ældre generationer for, og de har krav på en velfungerende plejesektor og en effektiv sundhedssektor. Samfundet skal sørge for, at der er et righoldigt udbud af aktiviteter for ældre mennesker – aktiviteter, der svarer til den enkeltes behov.

Ældres helbred bliver stadig bedre, og flere lever længere. Det er jo en glædelig udvikling, men længere levetid medfører også en række udfordringer, eksempelvis at gruppen med demensramte bliver større. Opgaverne med de udfordringer må vi så tage på os og løse, og det gør vi selvfølgelig gerne.

Med Dansk Folkepartis indtog på den politiske scene er den tilsidesættelse af de ældres behov, som fandt sted før 2001, ophørt. Vi har sikret tilførsel af midler til ældrepleje, og hver gang Dansk Folkeparti har forhandlet finanslov, har vi sat fokus på ældrepolitik, og det agter vi fortsat at gøre, så længe vælgerne giver os mulighed for det.

Familien er kernen i det danske samfund, og Danmark er afhængig af de vilkår, familierne tilbydes. Det nære bånd mellem børn og forældre er bærende for den enkelte, og derfor skal familierne sikres de bedste muligheder for at kunne fungere, og det betyder, at der skal tages hensyn til den demensramtes pårørende, og familien skal så vidt muligt inddrages. Det har Dansk Folkeparti lagt vægt på i sit beslutningsforslag, og det fremgår også af regeringens forslag, at kommunalbestyrelsen skal inddrage de pårørende, ligesom det fremgår, at de pårørende ligeledes skal inddrages i forbindelse med udøvelsen af omsorgen og plejen rettet mod den enkelte ældre.

Selv om bl.a. Socialdemokraterne har kritiseret lovforslaget og Dansk Folkepartis beslutningsforslag, er der i høringssvarene bred opbakning fra en række foreninger og organisationer til initiativerne, som vi diskuterer her i dag, og derfor skal der selvfølgelig handles. Det står klart, at der er flertal for at lempe reglerne på området, og at der i regeringens forslag er taget hensyn til Dansk Folkepartis bemærkninger, og derfor stemmer Dansk Folkeparti for regeringsforslaget, og dermed kommer vores eget beslutningsforslag ikke til anden behandling. Til gengæld vil beslutningsforslaget indgå i vores betænkningsbidrag.

Tak til ministeren for forslaget og tak for debatten.

Tak til ordføreren.

Jeg ser ikke flere, som har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.