Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 65:

Forslag til folketingsbeslutning om tilskud til tandbehandling til personer med sjældne sygdomme.

Af Lone Møller (S), Karl H. Bornhøft (SF), Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 25.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren for sundhed og forebyggelse. Værsgo.

Tak. Som det lige blev sagt, foreslår Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, at der indføres et særligt tilskud til tandpleje til personer med sjældne sygdomme. Det er et sympatisk forslag, det er jeg enig i, men det er også et ressourcekrævende forslag. Det kræver med andre ord en prioritering, både i forhold til sundhedsvæsenet generelt og også i forhold til tandplejen.

Som bekendt har regeringen netop vedtaget en finanslov for 2010 sammen med Dansk Folkeparti, og i aftalen har vi i høj grad valgt at opprioritere sundhedsvæsenet. Vi har bl.a. valgt at investere i nye og moderne sygehusstrukturer. Det er vi nødt til, hvis vi vil leve op til vores vision om at skabe et sygehusvæsen i verdensklasse. Samtidig har vi valgt at fokusere på særlige patientgrupper. F.eks. har vi valgt at styrke indsatsen for de sindslidende, og vi har valgt at fortsætte den særlige indsats på kræftområdet.

I forhold til tandplejen mener vi ikke, at vi for at finde penge til nye tilskud eller gratis behandling på tandområdet skal reducere tilskuddet til de forebyggende ydelser. Det er netop prioriteringen af forebyggelse i tandplejen, der helt generelt har givet danskerne en meget høj grad af tandsundhed. Egenbetalingen i voksentandplejen skal ses i sammenhæng med, at vi har valgt at satse massivt på forebyggelse gennem den vederlagsfri børne- og ungdomstandpleje. Det er et fokus, jeg tror er rigtigt. Vi ser jo, at vores tandsundhed i al væsentlighed er bedre, end den var for f.eks. 20 år siden. Men denne nødvendige prioritering betyder, at der er andre værdige formål, som ikke kan støttes. Derfor og i lyset af de begrænsede ressourcer har regeringen ingen aktuelle planer om at gennemføre en omlægning af tilskuddet i voksentandplejen.

Så lad os se lidt på udgifterne i beslutningsforslaget. Forslagsstillerne har anslået, at udgifterne vil være ca. 5,9-11,5 mio. kr. Selve forudsætningerne for det skøn mangler fuldstændig. Det er nu heller ikke noget nemt skøn. Det skal jeg meget gerne medgive. Men jeg har spurgt Sundhedsstyrelsen, og ifølge dem vil der være cirka 4.300 patienter med sjældne sygdomme og ikke de her 1.300-2.500, som det fremgår af forslaget. Det vil betyde, at forslaget formentlig koster op imod 20 mio. kr. om året.

Lad mig minde om nogle af de muligheder, der allerede er, for at få hjælp, hvis man har særlige tandproblemer. Grundstenen i vores tandplejetilbud er den førnævnte vederlagsfri børne- og ungdomstandplejen, hvor der er lagt meget stor vægt på den forebyggende indsats. I børne- og ungdomstandplejen er der også tilbud om gratis specialiseret tandpleje til børn og unge, som har sjældne sygdomme. Til voksne er der tilskud til regelmæssige undersøgelser, kontroller og forebyggende ydelser hos praktiserende tandlæger. Samtidig er der tilskud til en række behandlinger som f.eks. karies og paradentose.

Men der er borgere, som ikke kan benytte sig af de almindelige tandplejetilbud, f.eks. på grund af et svært fysisk eller psykisk handicap. I de tilfælde tilbyder kommunerne bl.a. omsorgstandpleje, hvor en tandlæge f.eks. kan komme hjem til patienten. En patient kan højst komme til at betale 430 kr. om året for omsorgstandpleje. Kommunerne tilbyder også specialtandpleje til sindslidende og psykisk udviklingshæmmede. Her kan egenbetalingen maksimum blive 1.600 kr. om året.

En del af de sygdomsgrupper, som nævnes i beslutningsforslaget, omfatter patienter, der kan få tandpleje gennem omsorgstandplejen eller specialtandpleje. Jeg vil også nævne de odontologiske landsdels- og videnscentre, som tilbyder højt specialiseret rådgivning og behandling til patienter med sjældne sygdomme og handicap, som giver særlige problemer i tænder, mund og kæbe. Mange af de patienter, som er nævnt i beslutningsforslaget, og som lider af tandmisdannelser, manglende tandanlæg, problemer med emaljen osv., er omfattet af et tilbud i videnscentrene.

Endelig er det vigtigt at nævne, at der er tilskudsmuligheder i den sociale lovgivning. Det er tilskud, som kan gives efter en helt konkret og individuel vurdering til borgere, der ikke selv har mulighed for at betale for nødvendig tandbehandling.

Der er kort sagt en lang række tandplejeordninger og muligheder for støtte til personer, der har særlige tandplejeproblemer, eller som af anden årsag måtte have svært ved at benytte sig af de almindelige tandplejetilbud.

Som jeg sagde, da jeg indledte mit indlæg, synes jeg, at selve ideen i forslaget er sympatisk. Det kunne være relevant at drøfte en udvidet støtte til patienter med særlige tandplejeproblemer, når vi engang får mulighed for at tage en samlet diskussion og prioritere på hele området. Men det er ikke endnu, og derfor kunne forslagsstillerne jo eventuelt tage spørgsmålet op i forbindelse med de kommende satspuljeforhandlinger, hvor man netop skal fordele midler til de særlig udsatte grupper. Men også her skal det igen understreges, at der også i sammenhæng med satspuljen er begrænsede midler og også mange andre sympatiske forslag, der kunne trænge til ekstra støtte. Derfor skal det selvsagt også vejes op imod andre udsatte gruppers behov for en ekstra håndsrækning.

Hvis jeg kort skal opsummere, vil jeg sige, at vi har et rigtig godt tandplejetilbud i Danmark, som rækker vidt. Ja, der er en vis egenbetaling. Det er et vilkår, som følger af den svære, men nødvendige prioritering på sundhedsområdet. Men vi har også nogle særlige ordninger og tilskudsmuligheder for borgerne med særlige tandproblemer, og det er netop disse særlige tilbud, som er relevante for de patientgrupper, der indgår i beslutningsforslaget.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Lone Møller.

Det er ikke mange timer siden, vi hørte en stor forespørgselsdebat i denne sal om netop ulighed i sundhedsvæsenet, og hvis ikke man var sløj, blev man det da af at følge den fra sidelinjen. Der blev ikke talt ret meget ulighed, men der var alle mulige andre temaer, der blev taget op. Men der er jo ingen tvivl om, og det kan ministeren vel heller ikke betvivle, at det er klart dokumenteret, at der er en ulighed i tandsundheden i Danmark.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lige lavet en undersøgelse, som viser, at mindrebemidlede ikke går til tandlæge. Nu har vi for ikke så længe siden behandlet et næsten lignende forslag fra De Radikale, som dog var et noget bredere forslag, og der kom man også ind på hele børne- og ungetandplejen.

Mit spørgsmål er: Kan ministeren bekræfte, at de mennesker, vi her taler om, er mennesker, der har en kronisk lidelse, og som uden egen skyld får nogle tandproblemer? Det ville faktisk svare til at tage krykken fra en person på to krykker og sige: Ved du hvad, vi kan desværre ikke give dig det bedste, du får kun det næstbedste, du kan få én krykke.

Synes ministeren, det er et pænt træk i dagens Danmark?

Sundhedsministeren.

Jeg kan jo bekræfte, at den forespørgselsdebat, vi havde tidligere på dagen, handlede om, at der var ulighed i sundheden for de mest socialt udsatte. Jeg bekræftede, at det altid har været sådan i Danmark, og at det også under vores regeringstid er sådan, at der er nogle socialt udsatte grupper, der ikke på samme måde som andre beneficerer af de tilbud, som sundhedsvæsenet giver. Men jeg sagde også, at vi hver dag skal gå på arbejde for at stræbe efter at skabe lige muligheder, og at jeg mener, at vi generelt i den primære behandling via det udvidede frie sygehusvalg og mange andre rettigheder, også via ting finansieret af satspuljen, har fokuseret på at løfte de svageste og dermed har givet dem større mulighed for lighed.

Hvis vi så skal vende tilbage direkte til det her beslutningsforslag, som vi behandler nu, kan jeg da sige, at der er nogle af de her udsatte mennesker, som fru Lone Møller nævner, der er omfattet af specialtilbud i tandplejen. Det er da rigtigt, at der er unge mennesker, der undlader at gå til den almindelige tandpleje. Det her beslutningsforslag omhandler udsatte mennesker, for hvilke det gælder, at der i høj grad for mange af dem allerede foreligger nogle andre tilbud enten i den sociale lovgivning eller som jeg nævnte i specialtandplejen eller på videnscentrene.

Fru Lone Møller.

Ministeren er formentlig bekendt med, at nogle af de her diagnosegrupper faktisk har langvarige behandlingsbehov. Nu siger ministeren, at de kan få tilskud til højt specialiseret behandling. Men kan ministeren ikke bekræfte, at det faktisk kun er én gang, man får tilskud til højt specialiseret behandling? Det vil sige, at en 20-årig kan risikere at få at vide, at nu får han en stor behandling, og vi ved, at det på et tidspunkt kræver en ny operation, men den skal han altså selv betale. Er det ikke korrekt, at der kun er betaling til højt specialiseret behandling én gang?

Ministeren.

Jeg bliver her svar skyldig. Altså, når jeg står her og vil sige, at det kan jeg ikke bekræfte, så er det ikke, fordi det ikke nødvendigvis forholder sig, som fru Lone Møller angiver, så er det, fordi jeg på stående fod ikke ved, om det er tilfældet. Det må jeg sende et skriftligt svar på til udvalget.

Tak. Den næste er hr. Per Clausen.

Nu er det jo i sig selv komplet urimeligt og uden andet end sådan en historisk begrundelse, at sygdom i tænderne behandles anderledes end andre sygdomme.

Det her er jo endnu mere grotesk. Der er tale om mennesker, som har en kronisk lidelse, og som, hvad angår alle de øvrige skavanker, de har i forhold til det, får dem behandlet af det offentlige sygehusvæsen uden at betale. Men når vi så kommer til tænderne, skal de i en række tilfælde selv betale. Ministeren kan da ikke mene, at det er rimeligt, og ministeren kan da ikke mene, at det problem ikke kan løses, før vi har haft en generel debat om, hvordan vi bruger pengene i sundhedsvæsenet. Det er da fuldstændig urimeligt.

Ministeren.

Til spørgsmålet om rimelighed vil jeg sige, at det er underlig elastisk. For ministeren kan ikke mene om det her, at det er rimeligt, medmindre det er sådan, at der er absolut ubegrænsede midler. Hvis der var det, synes jeg også, at man skulle prioritere det her forslag. Jeg har jo sagt, at jeg rent faktisk synes, at det er sympatisk. Men der skal altid foretages prioriteringer, og det er vi nødt til, selv om vi har tilført yderligere 21 mia. kr. til vores sundhedsvæsen. Så er der kræftbehandling, så er der hjertebehandling, så er der hele det somatiske område, de medicinske patienter, der er forebyggelse, der er det psykiatriske.

Vi har i forvejen generelt en meget, meget god tandpleje, børne- og ungetandplejen. Derfra kommer børn i 18-års-alderen af sted ind i voksenlivet med generelt set de bedste tænder i hele Europa. Her har vi altså valgt at prioritere og sige, at der skal være en vis form for egenbetaling. Men husk nu på, at den personkreds, der er omfattet af det her beslutningsforslag, også har andre muligheder for offentlig betaling.

Hr. Per Clausen.

Jamen altså, det kan godt være, at ministeren er i stand til at konstruere en forklaring, hvor det er rimeligt, at mennesker, som lider af alvorlige kroniske sygdomme, har alvorlige problemer.

Lige præcis når det så handler om deres tænder og konsekvenserne der, så skal de selv betale. Vi har så fået lavet en ordning omkring kræftpatienter. Her lykkedes det at få så meget debat om det, at vi fik en ordning. Men når det kommer til de her mennesker, er der ikke nogen ordning. Ministeren står her i en situation, hvor man dog alligevel ved finanslove jonglerer med tocifrede milliardbeløb, både til skattelettelser og andre ting, mens han siger, at det der med at finde et sted mellem 6 og 12 mio. kr. til det her formål, er helt umuligt, og at det må vente, indtil man kan indføre øget brugerbetaling andre steder i sundhedssystemet eller sådan noget. Det kan godt være, at ministeren mener, at det er rimeligt, men jeg synes, at det er ret usselt.

Ministeren.

Nu holdt eksemplet med de 6-12 mio. kr. altså heller ikke, men lad nu det være.

Alting er en prioritering, og jeg har nævnt, at det her forslag i den bedste af alle verdener ville være sympatisk. Hvis det er sådan, at vi skal lave om på det, skal det ikke være fragmentarisk, en lille brik i et lille hjørne, så skal det ses i en helhed, og det er altså ikke det, vi gør ved at stå med et beslutningsforslag i salen om en lille fragmentarisk del af tandplejen.

Så er det fru Lone Dybkjær.

Jeg håber virkelig, at ministeren ikke ved, hvad han snakker om – virkelig for alvor. Her taler vi om mennesker, der er kronisk syge.

Nu taler jeg ikke om De Radikales forslag, nu taler jeg om det her forslag, det her er nemlig meget smallere end vores forslag. Og ministeren kan ikke på en og samme gang sige, at man siden 2001 har tilført 16 mia. kr. til sundhedsvæsenet, og at den her meget veldefinerede gruppe vil man – og lad det så koste 20 mio. kr. – lade sejle for tid og evighed, man vil kun prioritere inden for tandplejeområdet.

Jeg vil sige til ministeren: Der er her tale om kronisk syge mennesker! Hvis man finder andre mennesker med sjældne sygdomme, lader man da ikke dem sejle deres egen sø og siger, at det må vente, til vi får en generel diskussion af sjældne sygdomme-området. Og lad være med at sige, at de kan få tilskud, lad være med at sige det, for vi har eksempel på eksempel på, at mennesker kommer og fortæller os, at det koster dem 100.000 kr., 200.000 kr. at få deres tænder bragt i orden.

Ministeren.

Jeg sagde ikke noget om, at vi havde tilført sundhedsvæsenet 16 mia. kr. siden 2001. Jeg sagde, at vi havde tilført det 21 mia. kr.

Så må jeg ikke sige noget om, hvad det er, vi rent faktisk gør. Det gør det jo svært at svare, hvis det er sådan, at jeg ikke må sige, hvad vi rent faktisk gør, for der er jo problemer med afgrænsningen af den her persongruppe. Der er personer i det her forslag, som rent faktisk har dækning via andre ting; det skal man jo altså også have defineret.

Fru Lone Dybkjær.

Det var 16.000 mio. kr., jeg hørte finansministeren sige under forrige onsdagsspørgetime – ikke bare én, men virkelig mange gange. Jeg er ligeglad med, om det er 16.000 mio. kr. eller 21.000 mio. kr., eller, som jeg foretrækker at sige det, 16 mia. kr. eller 21 mia. kr., for det er sådan set ligegyldigt i den her sammenhæng. Det er et stort tal, og det er da godt, at udviklingen ikke har stået stille, siden regeringen kom til. Det synes jeg er fint, også for patienterne.

Det, jeg bare siger, er, at hvis det så er, at der er nogle i den her lille gruppe, der får en behandling, jamen så gør det da beløbet mindre. Kunne vi ikke blive enige om, vil jeg spørge ministeren, at nu laver vi i det mindste en kortlægning af det her.

Af en eller anden grund er mine spørgsmål åbenbart ikke kommet frem, i hvert fald har fru Lone Møller ikke kunnet finde dem, men så kan vi finde dem igen, sådan at vi får at vide – for det lader sig afklare – hvad det her præcis handler om. Og lad os så spørge os selv om, hvorfor denne lille patientgruppe fuldstændig skal negligeres i forhold til andre små patientgrupper. Dem negligerer vi da ikke. Vi giver da halve og hele millioner om året til mennesker med sjældne sygdomme, fordi vi synes, at deres liv er værdifuldt. Derfor må de her mennesker da også kunne få.

Ministeren.

Jeg synes jo, jeg har svaret, at forslaget i bund og grund er sympatisk, men at alting er udtryk for en prioritering, og at vi i regeringen – i tråd med den tradition, der har været i Danmark, ikke skabt af os, men som går mange, mange år tilbage – har valgt at satse på den forebyggende tandpleje, hvilket har gjort, at danskere forlader ungdomsalderen og går ind i voksenalderen med de bedste tænder i Europa.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har spørgsmål til ministeren.

Inden vi går videre, skal jeg lige beklage over for ordførerne, hvis min stemme knækker over en gang imellem. Jeg har lidt med halsen, og det er ikke, fordi jeg har overværet sundhedsdebatten i dag. Det er ikke derfor, jeg er blevet dårlig. Som fru Lone Møller var lidt inde på, kunne man godt blive dårlig af at overvære den. Så hvis det kniber med at høre, hvad jeg siger en gang imellem, er det altså, fordi jeg har lidt med halsen i dag. Det skal jeg meget beklage.

Den første ordfører er hr. Flemming Møller, Venstre.

Jeg hører også til dem, der ikke blev dårlig af at høre på debatten i dag, men til beslutningsforslaget:

B 65 vil betyde en væsentlig udvidelse af det antal patienter, der skal være omfattet af § 166 i sundhedsloven, hvorefter patienten højst betaler 2.000 kr. om året. Forslaget er meget sympatisk, da det naturligvis er helt urimeligt, at nogle mennesker bliver ramt af sygdom, og det gør det jo bestemt ikke bedre, når de samme mennesker bliver påført væsentlige økonomiske udgifter. Vi kan alle se det urimelige i, at nogle mennesker bliver ramt, men samfundet har nu engang begrænsede midler og er derfor tvunget til at prioritere.

Forslagsstillerne angiver, at forslaget vil betyde en merudgift på mellem 5,9 og 11,5 mio. kr., mens Sundhedsstyrelsen angiver 19,8 mio. kr. som mere sandsynligt. Der er selvfølgelig en væsentlig forskel, men det er der sådan set ikke så meget grund til at diskutere nu, da forslagsstillerne overhovedet ikke har ikke angivet nogen finansiering af forslaget.

Da de midler, der er til rådighed i sundhedssektoren, allerede er prioriteret, må Venstre afvise beslutningsforslaget. Hvis forslagsstillerne i stedet vil arbejde for forslaget i satspuljeforhandlingerne, vil vi se positivt på det.

Tak. Det medfører en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Det er jo en spændende tankegang, der ligger bag her: Hvis der skal gøres noget for en gruppe mennesker med kronisk sygdom, så tag det op i satspuljeforhandlingerne, så de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre på overførselsindkomster kan betale, så vi andre kan slippe.

Jeg vil godt spørge hr. Flemming Møller, om han virkelig mener, at det udtryk for en fornuftig prioritering i sundhedsvæsenet, at der er en lang række sygdomme, som på ingen måde kan betragtes som kroniske, og som slet ikke er så alvorlige som dem her, hvor man er sikker på at få en behandling i løbet af en måned uden selv at betale en krone, mens det her koster. Hvis hr. Flemming Møller kun vil prioritere inden for sundhedsvæsenet, vil jeg godt høre, om det er en fornuftig prioritering.

Ordføreren.

Jeg synes først og fremmest, at det ikke er en fornuftig prioritering ikke at finansiere sine forslag, for hvis der var en finansiering til det her forslag, kunne vi forholde os til det. Hvis der var et sted, man ville spare for at komme netop disse mennesker til hjælp, så kunne vi forholde os til det. Her kan vi rent faktisk ikke forholde os til det, men kun sige, at det jo ser ganske rimeligt ud; men vi skal lige finde pengene.

Hr. Per Clausen.

Jeg synes jo alligevel, at det er en lille smule interessant, at hr. Flemming Møller ikke engang er i stand til at gå ind i en diskussion af, om de prioriteringer, regeringen har valgt at gøre inden for sundhedsområdet, kunne være anderledes, sådan at man kunne tilgodese den her gruppe. Den her gruppe er åbenbart så ilde stedt i Venstres prioritering, at der ikke er nogen som helst mulighed for at diskutere, om de kunne få penge fra noget som helst andet end satspuljerne, hvor man jo altid kan finde penge til det, man ikke vil betale for.

Ordføreren.

Nej, jeg udtrykker ikke nogen som helst prioritering. Jeg siger bare, at det ikke er noget, vi kan afgøre nu og her med et beslutningsforslag i salen. Hvis vi skal prioritere om, skal vi tage hele baduljen med, have det hele vendt en gang og prioritere tingene mod hinanden. Og det tror jeg ikke er særlig fremkommeligt.

Så er det fru Lone Dybkjær.

Jeg synes, det er utroligt. Her har vi en lillebitte gruppe mennesker, som jeg mener med fuld ret kan føle sig diskrimineret. I virkeligheden kan man spørge sig selv, om det ville holde for en højere lovgivning – nu tænker jeg ikke på den her helt oven over som menneskerettighedslovgivning og diskriminationslove og forskelligt andet. Det drejer sig om en meget specifik lille gruppe mennesker, som har en kronisk sygdom, men som ikke får den behandling, alle andre mennesker får.

Vi behøver jo ikke at køre hele sundhedsområdet eller hele tandlægeområdet igennem; vi kan bare kigge konkret på det her. Her er nogle mennesker med en kronisk sygdom, som rammes ekstraordinært hårdt.

Jeg synes, det er fint, at ordføreren åbner for brug af satspuljen og sådan noget. Men når der optræder et andet menneske med en sjælden sygdom, som koster ½ mio. kr. om året at behandle – det er der jo nogle af dem, der gør – så giver vi heldigvis penge til, at disse mennesker skal kunne overleve. Kunne man i det mindste så ikke på samme måde sige, om man ikke lige skulle prøve at kigge på den her lille gruppe mennesker? Jeg fristes jo til at sige, at hvis ikke man har hele Kræftens Bekæmpelse bag sig, kan man ikke opnå noget som helst i det her land.

Ordføreren.

Jeg skal ikke dømme og sige, at disse mennesker ikke skal have lige så god behandling som andre. Selvfølgelig skal jeg ikke det. Men jeg kan kun forholde mig til, at der er lavet en prioritering, og der har man selvfølgelig prioriteret de mennesker, som er dårligst stillede, og alle, der i øvrigt modtager ydelser. Det er, fordi man har vurderet, at de har behov for de ydelser. Vi ville gerne hjælpe dem alle sammen – selvfølgelig ville vi gerne det – men midlerne, vi har til rådighed, er trods alt begrænsede, og det må vi forholde os til. Så kan vi ikke komme bagefter og begrænse om igen.

Fru Lone Dybkjær.

Hør nu her, det er altså mennesker, der rammes af fuldstændig urimelige udgifter, fordi de har en kronisk sygdom. Og fordi den tilfældigvis befinder sig i tænderne, er den pludselig overhovedet ikke på linje med alle andre.

Kunne Venstres ordfører ikke godt bare acceptere den tankegang, at en kronisk sygdom et eller andet sted i kroppen – hvad enten det er i hjernen, eller det er i fødderne, eller det er i tænderne – nu engang er en kronisk sygdom, og at den skal behandles ligesom alle andre kroniske sygdomme?

Ordføreren.

Der ikke noget som helst forkert i at forestille sig, at det kunne være sådan, og det ville også være sådan i et ideelt samfund, hvor vi havde midler nok til rådighed. Og jeg indrømmer da klart, at der er noget tradition i, hvordan man håndterer den slags ting. Men det her er det, vi er kommet til nu, når vi har prioriteret efter bedste evne. Prioriteringen er foretaget, så lad os tage det til næste år.

Fru Lone Møller.

Det hjælper jo ligesom ikke rigtigt de borgere, at vi bliver ved med at skyde det ud. Jeg hørte også godt, at ministeren sagde, at sådan havde det jo altid været. Vi har jo i mange år haft egenbetaling på tandlægeområdet, og det har Socialdemokratiet også været med til at indføre, men vi lever vel ikke et samfund, hvor man træffer en beslutning ud fra, hvordan det altid har været.

Hvis man i 8 år har haft muligheden for at kunne gå ind at lette tilværelsen for en meget lille gruppe, som har meget, meget store udgifter, mener hr. Flemming Møller så ikke, at man burde kigge på prioriteringen?

Forstod jeg hr. Flemming Møller rigtigt, da han sagde, at nu havde man prioriteret? Hvis der kom et eller andet uforudset, ville det være umuligt at prioritere om – skal jeg forstå det sådan?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at det kunne man have gjort noget ved i de sidste 8 år, og det kunne man såmænd også i de foregående 8 år, da det var nogle andre, der sad på regeringsmagten. Så det er der ikke noget mærkeligt i. Prioritering er altid et spørgsmål om en afvejning af, hvem der har størst behov, og der er det altså faldet ud på den måde, som det nu er. Jeg ville meget gerne hjælpe de mennesker, men så længe forslagsstillerne ikke kommer med en finansiering af forslaget, kan vi reelt ikke forholde os til det, for spørgsmålet er: Hvem skal af med de penge, hvem skal ikke have de ydelser?

Fru Lone Møller.

Det er åbenbart blevet et mantra hos regeringspartierne, det hørte jeg også hele eftermiddagen. Altså, jeg har faktisk siddet her så mange år, hvor der både har siddet den ene og den anden regering, og sådan 10, 15, 20 mio. kr. er ikke besværligt at finde, skulle jeg hilse at sige. Vi har jo faktisk også snart nogle forhandlinger om en finanslov. Der kunne man, hvis man var interesseret og villig, give et tilsagn om, at man ville finde pengene på finansloven, at man nok skulle være med til at finde finansieringen.

Så vil jeg lige spørge: Er der ikke noget med, at vi lige har fået rigtig, rigtig mange penge i ufinansierede skattelettelser?

Ordføreren.

Det sidste først: Nej, det er ikke rigtigt. Vi har ikke fået mange penge i ufinansierede skattelettelser. Der er gennemført en fuldt finansieret skatteomlægning, men lad det ligge.

I eftermiddag gik debatten ikke på, at der var noget, der ikke var finansieret, men derimod at man finansierede noget med de samme penge flere gange. Der vil jeg sådan set gerne kvittere for, at man her åbent og ærligt siger, at man ikke har nogen finansiering til det her forslag, i stedet for at trække tobaksafgifterne op af skuffen en gang til. For det havde jo dog trods alt været værre.

Kunne jeg få en kort bemærkning til?

Tak til ordføreren. Fru Lone Møller har haft to korte bemærkninger.

Der har i dag været sådan en gennemgående tendens til, at man gerne vil have tre bemærkninger, men nu er der kommet en ny formand på, og nu kører det altså efter reglerne. Og læg lige mærke til, at mikrofonerne også virker nu.

Tak til ordføreren. Så er det fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Det her er jo en sag, som jævnligt dukker op, og som vi i Dansk Folkeparti gerne så en løsning på. Så sent som for et par måneder siden havde De Radikale et beslutningsforslag, der også omhandlede tandområdet.

De grupper, som er nævnt i beslutningsforslaget her, er bestemt grupper, som Dansk Folkeparti mener har brug for en økonomisk håndsrækning, netop på grund af at de har særlige sygdomme og handicap, som de har pådraget sig helt uden skyld. Som også vi alle sammen er klar over, er der alene historiske årsager til, at patienter med alvorlige tandlidelser selv skal betale for behandlingen.

Vi har flere gange set på tandbehandlingsområdet. Men da det er omkostningstungt, er der endnu ikke fundet en finansiering af behandlingen. Det savner jeg også lidt i det her forslag. Reserven er ikke en holdbar finansiel løsning.

Tidligere har man set på tilskudsmodeller samt omfordeling af tilskud, da det var et stort ønske fra alle partier i Folketinget. I 2007 blev der lavet en udredning for at se, om man kunne lave en omfordeling i voksentandplejen. Her gik man ind og så på, om man kunne give mindre bidrag til tandrensning samt diagnosticering for at give tilskud til gruppen med f.eks. aggressiv paradentose. Denne model mener jeg at vi kan prøve at kigge på igen, for der var en mulighed for en omlægning. Det vil blot medføre, at der flyttes midler fra ydelser rettet mod hele befolkningen til ydelser rettet mod borgere med særlige sygdomme eller handicap. Jeg vil foreslå, som jeg gjorde sidst, at vi tager det op i Sundhedsudvalget for at se, hvilke muligheder der ligger i det, eller om det vil virke uhensigtsmæssigt på forebyggelse på andre områder.

Dansk Folkeparti ser også tandbehandling som et område, vi vil prioritere, og derfor har vi også i mange år arbejdet på, at flere grupper skal kunne få tilskud til tandbehandling. Her taler vi om kræftramte, der får strålebehandling eller kemoterapi, patienter med sygdommen Sjøgrens syndrom og udviklingshæmmede.

Samtidig har vi ved sidste finanslov sørget for, at 14.000 flere folkepensionister og førtidspensionister kan modtage et helbredstillæg, der bl.a. omfatter et tilskud til medicin og tandbehandling. Dette har vi gjort ved også at forhøje formuegrænsen med 10.000 kr., og det betyder altså, at 13.000 flere folkepensionister vil kunne modtage den såkaldte ældrecheck.

Hvorom alting er, har vi en god forebyggende og gratis tandbehandling af vores børn og unge og en omsorgstandpleje for vores allersvageste, som på grund af nedsat førlighed eller vidtgående handicap, fysiske eller psykiske, ikke kan benytte den almindelige tandpleje. Vi har en specialtandpleje til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan benytte de andre tilbud. Så alt i alt gør vi meget herhjemme i Danmark for at højne tandsundheden og forebygge tandproblemer. Det her er netop et godt eksempel på, at forebyggelse betaler sig. Vi har mange ordninger, som skal tage hensyn til syge og handicappede. Det er også de fleste, der kan få hjælp eller det tilskud, der skal til. Blot er der tilfælde, som falder udenfor, eller ordninger, som bliver for omstændelige.

Jeg vil endnu en gang nævne § 166, som jeg mener vi bør kigge på og evaluere. Jeg har selv spørgsmål til ministeren både om § 166 og om rapporten, der blev lavet i 2007. Det mener jeg at vi skal tage med i en udvalgsbehandling.

Samtidig har vi lov om aktiv socialpolitik, hvor der faktisk står, hvad kommunen kan yde hjælp til. Den mener jeg også vi bør skæve til, netop fordi vi har set i medierne – det er ikke så lang tid – at der var nogle, der bare fik trukket en tand ud, og så blev der ikke lavet mere. Det er ikke det, der står i lov om aktiv socialpolitik. Der står, at man skal yde tilskud til de personer, der ikke har mulighed for at betale udgifter selv, og hvis behandling er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Det er nogle af de ting, som jeg mener er vigtige at tage op sammen med alle de forslag om tandbehandling og de forskellige ydelser og se, om ikke der er nogle ting, vi kan gøre anderledes, for at vi kan få den her gruppe med. Tak.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Lone Dybkjær.

Tak. Og tak til ordføreren, fordi hun er positiv over for at se på det her område. Det, jeg egentlig godt vil spørge ind til, er, om fru Liselott Blixt ikke kan acceptere, at vi diskuterer de her sjældne tandsygdomme på linje med andre sjældne sygdomme f.eks., så vi ikke skal ind og rode med alle tandtilskudsordningerne, for jeg synes altså ikke, at de hører med i hele den der diskussion om tænder.

For mig er tænder en del af kroppen, og de bør behandles, som om de er en del af kroppen. Så kan der da godt være noget brugerbetaling. Det kan vi vende tilbage til. Men altså, lad de her sjældne sygdomme gå ind i en rubrik med andre sjældne sygdomme. Vi diskuterer jo ikke udgifterne til en række sjældne sygdomme. Kunne vi så ikke også sige, at de her sådan set er på linje med det, og så lad os se at sætte det ind i det forhold i stedet for – om jeg så må sige – at sætte det ind i et eller andet tandtilskudsforhold?

Ordføreren.

Sådan er det jo desværre med nogle ting, at de hører til i nogle bestemte puljer. Jeg så også helst, at man kunne gå ud og sætte nogle penge af ved siden af til det her forslag. Jeg ville gerne have, at man kunne have sjældne sygdomme, og når man fik problemer med sine tænder, så kunne man få et tilskud, så man ikke selv enten kom ud i nogle økonomiske faldgruber, hvor man ikke havde råd til det, eller at man blev nødt til at nøjes med ikke at få tænderne lavet.

Desværre er det jo ikke muligt, og jeg er ikke finansordfører, så jeg kan ikke stå og love noget. Jeg kan sige, at vi kan tage nogle ting med. Jeg kan tage nogle ting med, og jeg giver dem videre til vores forhandler, for jeg kunne godt tænke mig, der kom noget på området. Men det, jeg kan gøre, og som jeg er i stand til, er at sige, at jeg tager det op i Sundhedsudvalget, og at vi kigger på den ordning, der ligger. Det er desværre det, jeg har magt til.

Fru Lone Dybkjær.

Nu er ordføreren jo også medlem af en magtfuld gruppe, hvis man skal tro både medierne og gruppen selv. Derfor må det jo også være muligt at tage en diskussion om det her i gruppen, tror jeg.

Det, jeg sådan set bare beder om, er, om vi ikke kan lade være med at se det som et, om jeg så må sige, tandproblem, men som et sjældne sygdomme-problem, sådan at vi f.eks. prøver at liste et passende antal af de sjældne sygdomme op og så spørger os selv, om det ikke er meget rimeligt, at en given tandsygdom kommer ind på linje med dem. Det er bare det.

Det er jo sådan set også et sundhedsproblem, men det er jo ikke anderledes, end at man må kunne diskutere, om de her definitioner er rigtige. Vi kan selvfølgelig arbejde med det i Sundhedsudvalget, og så vil jeg appellere til ordføreren om, at vi ikke bare kigger på det som et særligt tandproblem, men at vi også kigger på, hvorfor vi ikke har anerkendt en given sygdom som en sjælden sygdom, som skal behandles på linje med andre sjældne sygdomme.

Ordføreren.

Som sagt vil jeg gerne have, at vi tager en diskussion om det for at prøve at se, om vi kan definere det. Jeg tror bare, vi skal passe på, at det ikke bliver en glidebane, sådan at der også kommer en masse andre ting, der kan gå udenom. I øjeblikket taler vi om tandsygdomme, men hvis vi kan vi få en anden definition, så de bliver betegnet som sjældne sygdomme, der hører ind under noget andet, er det o.k. med mig. Så jeg synes, vi skal tage en snak om det og finde ud af, hvordan vi definerer det.

Hr. Per Clausen.

Nu er det sådan, at fru Liselott Blixt jo både erkender problemet, erkender, at det sådan er historiske tilfældigheder, der gør, at der er et problem, og er indstillet på at gøre noget ved det inden for de rammer, der nu engang er at arbejde inden for for fru Liselott Blixt. Det har jeg sådan set meget stor respekt for.

Men jeg vil godt spørge fru Liselott Blixt, om hun ikke er enig med mig i, at det er åbenlyst urimeligt, at det her problems løsning skal finansieres inden for tandområdet, som jo i forvejen er et område, hvor der er meget stor brugerbetaling. Altså, det burde jo være muligt at få løst det her problem i forbindelse med enten finanslovforhandlingerne eller andre forhandlinger ved at skaffe nogle penge fra andre steder end tandbehandlingsområdet. Jeg vil bare sige, at jeg da er sikker på, at det vil vække stor glæde og begejstring i mange små hjem, hvis det var en af konsekvenserne af de næste finanslovforhandlinger.

Ordføreren.

Til det kan jeg jo kun sige, at det kan jeg arbejde for at det kan blive. Men jeg mener stadig væk, at vi skal prøve at kigge på nogle af de løsningsmodeller, der blev lagt frem her for et par år siden, så vi kan se, om vi kan gøre noget her og nu. Som forslagsstilleren selv siger, handler det jo ikke om så stort et beløb, og man kan måske omfordele nogle af de ting her, så det bliver sådan, som mange andre går og siger, nemlig at det er dem, der har mest, der giver mest.

Hr. Per Clausen.

Jamen så er vi vel bare der, hvor vi ikke kommer meget længere i dag. Vi er jo sådan set relativt enige, og jeg er da helt enig med fru Liselott Blixt i, at vi selvfølgelig også i Sundhedsudvalget skal prøve at se på alle de muligheder, der er. For der er tale om en gruppe, som efter min mening bliver helt urimeligt behandlet, og det bør vi kunne finde en løsning på. Men nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre i udvalgsarbejdet. Ellers vil der jo nok fortsat være en politisk debat om, hvordan man får løst det her problem.

Ordføreren.

Nu er det jo også sådan, at det ikke kun drejer sig om det her beslutningsforslag. Vi havde et andet beslutningsforslag, der var bredere, og hvor der var aggressiv paradentose med. Jeg ved, der er andre sygdomme, som ikke er taget med i det her beslutningsforslag, og som jeg ved fra Danske Handicaporganisationer er blevet glemt. Og samtidig har vi det næste beslutningsforslag, så jeg synes, der er mange områder, vi skal ind og kigge på. Så det drejer sig ikke kun om et enkelt beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Jeg beklager, hvis fru Lone Møller havde markeret.

Hr. Karl H. Bornhøft.

Tak. At leve med en alvorlig sygdom er belastende, og det kræver rigtig mange kampe, og så kræver det altså desværre også ekstra udgifter i hverdagen. Når sygdommen giver patienten store tandproblemer, er det altså oven i alt det andet en voldsom belastning og en stor økonomisk byrde, nogle gange på rigtig mange tusinde kroner. Hvis man lider af en sygdom, som giver problemer med tænderne, er det jo i dag hovedsagelig ens eget ansvar at betale. I SF mener vi faktisk ikke, det er rimeligt, og det er derfor, vi sammen med Socialdemokratiet har fremsat det her forslag om at give tilskud til patienter, der får store udgifter til tandbehandling på grund af deres sjældne, medfødte sygdom.

En hel del kræftpatienter får store problemer med tænderne, det har vi erkendt – ikke på grund af selve kræften, men på grund af den strålebehandling eller den kemoterapi, der gives. Og heldigvis sikrer vi igennem sundhedsloven, at de her kræftpatienter så får tilskud til deres tandbehandling. Det er en ordning, som vi i SF er meget glade for, og det deler vi jo heldigvis med rigtig mange andre i den her sammenhæng. For det er hårdt at leve med en kræftsygdom. Og i den her sammenhæng må vi så sige, at vi har løst problemet for kræftpatienterne, men der er altså andre mennesker, der står tilbage med det her problem.

Det gælder jo altså for en række andre patienter – patienter, som på grund af anden sygdom får store tandproblemer og store udgifter til tandlægeregninger. Ca. 5.000 danskere lider af en sjælden medfødt sygdom, som giver dem ekstra store problemer med tænderne og derfor ekstra store udgifter til hyppige tandlægebesøg med meget omfattende og dyre behandlinger. Ligesom kræftpatienterne får de altså tandproblemer på grund af deres sygdom, og derfor må det være helt oplagt, at vi også for denne gruppe vælger at skaffe en løsning, selv om gruppen jo naturligvis er mindre end hele gruppen på kræftområdet. De patienter, som forslaget jo altså her omhandler, er en relativt afgrænset gruppe – et sted mellem 1.300 og 2.500 personer. Jeg vil da ikke lægge skjul på, at vi meget gerne vil hjælpe mange flere i den her sammenhæng. Men jeg synes, at det her er et problem, som vi næsten nødvendigvis er tvunget til at løse, fordi vi faktisk næsten har løst det tilsvarende problem for kræftpatienterne. Derfor hænger det for mig uløseligt sammen, at vi også får den her del af det med.

Jeg er nødt til at sige i den her sammenhæng, at det er oplagt en prioriteringssag. Her synes jeg så desværre, at vi skal konstatere, at regeringen og oppositionen åbenbart har forskellige prioriteringer. Det har debatten jo afspejlet. Regeringen synes jo åbenbart, det er vigtigere at have fokus på at give de private sygehuse ekstra profit. Vores fokus er så på at give flest muligt patienter en værdig behandling, også når sygdommen sidder i tænderne.

Derfor er det lidt beskæmmende, at vi skal have den her diskussion på den her måde, for det her forslag er et beslutningsforslag. Vi kan sagtens finansiere det i SF's forslag til finanslovprogrammet. Nu er det ikke det, der er blevet vedtaget, desværre. Så derfor må det være sådan, at hvis der nu var en politisk vilje til det her, så sagde ministeren og de øvrige borgerlige partier: Ja, vi går ind og bearbejder det her beslutningsforslag, og så finder vi sammen en finansiering af det her. Det synes jeg der ville have været format over. Desværre ser det så ud til, at det måske ikke lykkes denne gang. Men så er der jo det håb for fremtiden, at regeringer da gudskelov ikke sidder evigt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Vivi Kier.

Det er jo ikke så lang tid siden, vi stod i salen og diskuterede et lignende forslag fra Det Radikale Venstre, så min tale bliver jo sådan næppe fuld af den helt store nytænkning.

Et velfungerende tandsæt er af stor betydning både fysisk og psykisk for det enkelte menneskes almene sundhedstilstand, og i Danmark har vi et enestående forebyggende arbejde på hele tandområdet, som starter med den gratis forebyggende tandbehandling, fra man er helt lille, og frem til man er fyldt 18 år. Det er jo netop via forebyggelse, at vi skal sikre, at så få voksne som overhovedet muligt får brug for dyre og omfattende behandlinger. Jeg har derfor også stor forståelse for det her forslag, der omhandler en række særlige sygdomme, der kan medføre en dårlig tandsundhed med dyre tandlægeregninger til følge, og vel at mærke dyre tandlægeregninger, som ikke skyldes, at man har misligholdt sine tænder.

Jeg vil gerne sige, at det jo kan virke ret underligt med den forskel, der er på sundhedsområdet her. Hvis man har en byld i sin arm, går man til læge, man bliver henvist til behandling, bliver opereret og behandlet og bliver så rask. Får man derimod en byld i sin tand, ja, så går turen til tandlægen, og så går man hjem med et girokort. Men det er jo altså sådan, vi har indrettet vores system hidtil. Og igen må jeg gøre opmærksom på, at der ud over den forebyggende tandpleje også i dag er muligheder for særlige ordninger og tilskud med sigte på nogle af de grupper, som nævnes i det her forslag.

Men når alt det her er sagt, vil jeg gerne indrømme, at vi står over for et sundhedsvæsen med konstante og fremtidige udfordringer. Som sagt er det jo ikke logisk, at man betaler for én slags ydelser, mens en anden slags ydelser er gratis. Som konservativ sundhedsordfører er jeg altid indstillet på at tage en både bred og fordomsfri debat om hele vores sundhedssystem, men som forslaget ligger her og med den økonomi, der ligger bag, eller nærmere den manglende finansiering, må jeg sige nej til indstillingen.

Jeg har i de 2 år, jeg har siddet i Folketinget, stået her rigtig mange gange og debatteret tænder, og jeg synes, det er et rigtig væsentligt emne at forholde sig til og snakke om, men jeg tror altså ikke, det er en løsning, som man klarer at finde natten over, og slet ikke en løsning, som det her beslutningsforslag lægger op til. Jeg tror, at det er noget, der kræver en meget bred og grundig debat. Men et forslag uden finansiering kan vi slet ikke støtte. Og så skulle jeg hilse fra Liberal Alliance og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lone Dybkjær.

Min hals har det ikke meget bedre end formandens, så jeg skal forsøge mig uden alt for meget hosten.

Det her forslag minder jo om Det Radikale Venstres forslag, som vi tidligere har behandlet. Vores forslag var lidt mere vidtgående, men lad det nu ikke skille os ad. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at vi får taget hul på det her område.

Jeg har tidligere under den her debat sagt, at jeg ikke synes, at vi skal blive ved med at betragte det som et særligt tandproblem. Det er selvfølgelig et tandproblem, men jeg vil gerne se det i et bredere sundhedsperspektiv, for jeg synes, at det må være relativt ligegyldigt, om det drejer sig om ens fod eller tand, for begge dele er væsentligt for ens videre tilværelse. Foden bliver jo behandlet gratis; det gør tanden ikke. Derfor synes jeg, at det skal sættes ind i en overordnet sammenhæng, også når vi kigger på finansieringen.

Jeg vil meget appellere til, at vi får det ind under den kategori, der hedder sjældne sygdomme. Og hvis vi kigger lidt på historien, uden at gå for meget i detaljer med den, tror jeg også, at al begyndelse for behandling af sjældne sygdomme har været svær. Det er ikke sådan, at de er blevet anerkendt lige med det samme, og det er ikke sådan, at de har fået tilskud lige med det samme eller lige med det samme er kommet ind under det almindelige sundhedsvæsen. Jeg synes, at vi skal betragte de her tandproblemer på samme måde.

Det, der piner mig mest ved det her, er, at der, så vidt jeg kan se, faktisk er tale om diskrimination. Det er en lillebitte gruppe mennesker – det er 1.000 eller 2.000 mennesker eller måske 5.000 mennesker, vi taler om, som oven i købet har forskellige sygdomme – som vi ikke hjælper i det her samfund, hvor vi ellers praler af, at der er lige adgang til sundhedsvæsenet. Jeg synes i virkeligheden, at det ikke bare er en sjælden sygdomssag. Det er også en diskriminationssag. Det er simpelt hen noget, vi ikke kan være bekendt.

Nå, for at komme videre med det her tror jeg, at det er meget vigtigt, at vi under udvalgsarbejdet – og som jeg tidligere har sagt, ser det ud til, at alle mine spørgsmål er smuttet, men så kan de blive gentaget – nøje får kortlagt, hvad det er, vi snakker om, og hvad udgifterne er til det. For jeg tror, at hvis vi tager det sygdom for sygdom, vil vi med nogenlunde sikkerhed kunne få at vide, hvor mange der er. Vi kan selvfølgelig ikke få at vide, om der er 1 eller 10, men vi kan få at vide, om der er 100 eller 1.500 – et eller andet vil vi kunne finde ud af, og så kan vi meget præcist danne os et indtryk af, hvad vi snakker om.

Jeg synes også, at vi skal kigge på, hvad det koster, og hvad det i øvrigt koster at behandle de andre sjældne sygdomme, som vi behandler. Nu vil jeg slet ikke tale om de store folkesygdomme som kræft og de nye kræftbehandlinger. Jeg skal være den første til at sige, at det skal fortsætte, for det er der brug for. Men der er faktisk også brug for, at vi hjælper denne her gruppe mennesker, for det er jo for manges vedkommende en invaliderende sygdom.

Så jeg vil appellere til, at vi under udvalgsarbejdet får det kortlagt og eventuelt får sammenlignet det med nogle sjældne sygdomme, med andre ord trækker det ud af den her tanddiskussion. For vi skal ikke diskutere, om brugerbetalingen på tænder er rimelig eller ej, den ville ikke være kommet, hvis det var dukket op i dag, så ville tandsygdomme blive behandlet som almindelige sygdomme. Nu dukkede det ikke op i dag, men lad os lade være med at gå ind i alt det der og sige, at der altså er en brugerbetaling. Det er der også på meget fysioterapi og forskellige andre ting. Lad os bare kigge på den isolerede ting, der hedder de her sjældne tandsygdomme, og lad os få puttet det ind i kategorien sjældne sygdomme og lad os tage den derfra.

Det vil være min appel til udvalget, og det håber jeg at ministeren vil medvirke til, så vi i det mindste ved, hvad vi snakker om. Hvis jeg nu er rigtig flink, vil jeg sige, at jeg håber, at ministeren vil være med til det her, så vi alle kan blive klogere.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Per Clausen.

Det er jo rigtigt, at det kan virke en smule besynderligt, at vi, stillet over for den problemstilling, at der er – i hvert fald ifølge de tal, vi har indtil nu – 5.000 mennesker, og det kan være, der er flere, som lider af fire-fem forskellige meget alvorlige kroniske sygdomme, og som også har brug for tandbehandling, så ender i en diskussion af, hvordan vi skal finde nogle ekstra penge inden for et af de mest brugerbetalte områder i sundhedsområdet overhovedet, nemlig tandplejen. Det synes jeg i lighed med fru Lone Dybkjær og andre overhovedet ikke virker rimeligt, og det virker overhovedet ikke rimeligt, uanset om man så i øvrigt synes, at det er fornuftigt, at der, når vi snakker om tandbehandling, bør være en brugerbetaling, i hvert fald for dem, som har selvforskyldte tandlidelser. Jeg er glad for, at man, når man møder op i sundhedsvæsenet med en noget misligholdt krop, ikke risikerer at få at vide, at det har man selv været ude om, så det må man selv betale. Det er jeg glad for og taknemlig for, vil jeg sige, for det kunne jo for nogle af os være et større problem end tandbehandling, hvis det kom dertil.

Det er det første, jeg vil sige. Det andet, jeg vil sige, er, at det drejer sig om nogle mennesker – og der har været lidt diskussion om behandlingen – der i nogle tilfælde får foretaget den første behandling på samfundets, skatteydernes regning. Men når der så skal følges op på det og repareres på det, må de selv betale. Det svarer jo lidt til, at hvis man har fået skiftet et knæ ud én gang, skal man i hvert fald ikke komme 20 år senere og sige, at nu skal det skiftes ud igen, for man har fået det ene knæ, der kan tilkomme en.

Hvis man sætter det her i forhold til andre sygdomme, alvorlige sygdomme, kroniske sygdomme, og hvordan vi behandler dem, bliver den diskussion vi har i dag, helt absurd – at vi ikke finder en løsning på problemet. Man kan jo sige, at sammenlignet med, hvad det her handler om, kan vi jo i de kommende år se frem til ganske store udgifter, f.eks. på kræftområdet til medicin, ny medicin, hvor man vel må konstatere at et beløb, som det, vi snakker om her, findes. Og jeg kan ikke se og ikke forstå, at fordi det handler om tænder, skulle det være anderledes.

Så kan man spørge: Kan det lade sig gøre at finansiere det? Ja, det tror jeg godt det kan i et land, hvor man jo siden 2001 har været i stand til at tillade, at ganske store indtægter på jord og fast ejendom, som folk ikke har arbejdet for ét sekund, ikke bliver belagt med skat. Det tror jeg man har råd til i et land, hvor man har givet en række skattelettelser, ikke mindst til de højestlønnede. Det tror jeg man har mulighed for i et land, hvor man på trods af det har været i stand til at tilføre sundhedssektoren flere penge. Så jeg tror sådan set godt, at den her opgave kunne løftes, hvis der var politisk vilje til det.

Men det bedste, vi kan gøre i den nuværende situation, er vel at lægge et massivt pres og sørge for, at der bliver en ordentlig behandling i Sundhedsudvalget, og at sagen bliver belyst til bunds. Og så bliver sagen vel enten løst efter et valg, hvor et nyt flertal får løftet opgaven, eller også kan det jo være, at Dansk Folkeparti i en sen nattetime har det her med i tasken og så får det igennem. Og skulle det sidste ske, er det jo lige så godt for patienterne, som hvis det er et nyt flertal, der gennemfører det. Jeg tror bare, vi er mere sikre på det, hvis vi får et nyt flertal til at gennemføre det.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Lone Møller.

Jeg skal på det her sene tidspunkt forsøge ikke at forlænge debatten. Jeg vil gerne takke for de positive meldinger, der har været også fra de partier, som ligesom har sagt, at de ikke kan støtte forslaget, som det ligger, de er ikke sikre på finansieringen. Ministeren kom frem med, at nogle af de grupper, der var i vores forslag, allerede var dækket.

Men jeg tror alligevel, at alle, uanset hvilket parti man kommer fra, har det rigtig, rigtig dårligt med den her sag. Så kan det godt være, at vi kan skyde det ind under, at vi må prioritere, og at vi har brugt penge på alt muligt andet, men i det her velfærdssamfund er det fuldstændig urimeligt, at vi har mennesker, som har en sygdom, som klart er dokumenteret medfører problemer med tænderne, men alligevel får beskeden: Det må du selv betale.

Selv kræftpatienter må gøre det. Jeg har et eksempel her fra i går, som jeg tror kom fra Kræftens Bekæmpelse, om en kvinde, der har fået skader af strålebehandlingen. Man er jo faktisk dækket ind, som ministeren siger, man kan få tilskud alle steder fra. Det kan man altså ikke. Lad os så få det afdækket. Hvor er det, de kan få de her tilskud? Den her kvinde har virkelig et behov og må meget ofte til tandlæge, også resten af sit liv. Hun har fået tilskud til den dyre behandling efter sundhedslovens § 166. Hun har fået 60.000 kr. i tilskud fra regionen og har selv stået med en regning på 20.000 kr., vel at mærke en regning som følge af en sygdom, som hun er blevet behandlet for.

Så lad os nå dertil, at også ministeren, som jeg ikke oplevede at få noget klart tilsagn fra, alligevel også måske gerne selv vil blive lidt klogere. Er det kun én behandling, man kan få på de specialiserede afdelinger? Er der nogle af de patientgrupper, der er dækket ind under tilskudsregler i dag? Hvor mange drejer det sig om? Så må vi vel også kunne finde nogle beregninger, og hvis viljen er der, er jeg sikker på, at vi nok skal finde pengene. Det kan altid lykkes i det her Folketing, hvis viljen er der. Jeg oplevede i hvert fald, at man var positiv.

Jeg glæder mig til, at vi nu i udvalget virkelig går i gang med det her forslag, får stillet nogle spørgsmål, og jeg håber, at ministeren vil være meget villig til at være os behjælpelig med at få afdækket de uklarheder, der er med lige netop den her gruppe, og ikke, at vi skal i gang med at lukke op for hele området for brugerbetaling.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.