Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 56:

Forslag til folketingsbeslutning om at ændre ægteskabslovgivningen, så den ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par.

Af Simon Emil Ammitzbøll (LA) m.fl.

(Fremsættelse 18.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Formålet med beslutningsforslaget er at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par, så alle, der indgår ægteskab, opnår samme rettigheder og bliver pålagt samme pligter. Forslaget svarer i vidt omfang til beslutningsforslag nr. B 76 og lovforslag nr. L 67, som blev behandlet her i Folketinget i henholdsvis 2007 og 2008. Beslutningsforslagets tema har altså allerede flere gange været grundigt diskuteret i salen.

Som bekendt fik vi i 1989 loven om registreret partnerskab, og dermed blev registrerede partnere, med visse undtagelser, sidestillet med ægtefæller. Siden er der gennemført en række ændringer af lovgivningen, som yderligere har begrænset forskellene i retsstillingen for henholdsvis registrerede partnere og ægtefæller. Senest blev partnerskabsloven ændret i 2004, så alle ægteskabslovens regler om indgåelse af ægteskab, bortset for muligheden for vielse, nu gælder ved indgåelse af registreret partnerskab.

Også reglerne i adoptionsloven er blevet ændret, så det nu er muligt for registrerede partnere at stedbarnsadoptere et barn allerede fra fødslen, når barnet er blevet til ved kunstig befrugtning. Tidligere kunne en sådan adoption først ske 3 måneder efter fødslen, og den registrerede partner gik derfor bl.a. glip af muligheden for at holde orlov med dagpengeret fra barnets fødsel. Et registreret partnerskab har altså som hovedregel samme retsvirkning som et ægteskab; der gælder dog fortsat enkelte undtagelser.

Det drejer sig for det første om muligheden for vielse. For det andet gælder der et særligt krav om tilknytning til Danmark, hvis man ønsker at indgå registreret partnerskab her i landet. Tilknytningskravet betyder, at registrering af partnerskab kun kan ske, hvis en af parterne har bopæl her i landet og er dansk statsborger, eller hvis begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste 2 år før registreringen. Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland, Island og Holland sidestilles i denne henseende med dansk statsborgerskab, og jeg ved, at Familiestyrelsen for tiden arbejder på at udvide den ordning med andre lande, som har en lovgivning om registreret partnerskab, som svarer til den danske.

For det tredje finder adoptionslovens regler i dag ikke anvendelse på registreret partnerskab. Dog kan en registreret partner adoptere den anden partners barn, en såkaldt stedbarnsadoption, medmindre der er tale om et adoptivbarn fra et andet land. Registrerede partnere kan heller ikke få fælles forældremyndighed over et barn, medmindre det sker ved stedbarnsadoption. Desuden finder bestemmelser i lovgivningen, som indeholder særlige regler om den ene part i et ægteskab bestemt ved dennes køn, ikke anvendelse på registrerede partnere. Det drejer sig bl.a. om regler om faderskab.

På langt de fleste områder er der ikke desto mindre allerede i dag ligestilling mellem registrerede partnere og ægtefæller, og en sådan ligestilling er noget, som regeringen støtter. Regeringen kan imidlertid ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag.

Når det gælder kirkelig vielse mellem to personer af samme køn, har regeringen tidligere afvist at støtte forslag om ligestilling. Vores holdning til dette spørgsmål har ikke ændret sig, da der hverken fra en samlet folkekirke eller fra andre trossamfund er udtrykt ønske om at få mulighed for at medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab. Det er regeringens opfattelse, at et sådant ønske skal komme frivilligt og indefra.

Regeringen finder også fortsat, at en fuldstændig ligestilling mellem registrerede partnere og ægtefæller, som forslaget lægger op til, er betænkelig, når det gælder spørgsmålet om den tilknytning, der skal være til Danmark, hvis man ønsker at indgå registreret partnerskab her i landet. Det er korrekt, at mange lande har indført en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, eller endda har tilladt ægteskab mellem to personer af samme køn. Imidlertid er der fortsat en overvægt af lande, der ikke tillader indgåelse af registreret partnerskab eller ægteskab mellem to personer af samme køn. Dette gælder også de europæiske lande. Hvis vi på dette punkt ligestiller indgåelse af registreret partnerskab med ægteskab, risikerer vi, at udenlandske par gifter sig her i landet, selv om dette ingen retsvirkning vil have i deres hjemland, og det vil så kunne betyde, at de pågældende i deres hjemland lovligt vil kunne indgå ægteskab, men at der efter dansk ret i sådanne situationer principielt vil være en risiko for bigami. En sådan ordning har jeg svært ved at se det hensigtsmæssige i.

Så er der spørgsmålet om adoption og forældremyndighed. Regeringen har i overensstemmelse med en folketingsbeslutning fra foråret for nylig sendt et lovforslag i høring, der har til formål at sidestille registrerede partnere med ægtefæller med hensyn til adoption. Lovforslaget lægger samtidig som det mindre i det mere op til, at det bliver muligt at overføre forældremyndigheden over et barn til registrerede partnere i forening. Folketinget vil altså senere i denne samling få lejlighed til at tage nærmere stilling til spørgsmålet om, hvorvidt registrerede partnere skal ligestilles med ægtefæller i disse henseender.

Som jeg var inde på før, er der også den forskel i retsstillingen for henholdsvis registrerede partnere og ægtefæller, at registrerede partnere er undtaget fra de bestemmelser i lovgivningen, som indeholder særlige regler om den ene part i et ægteskab bestemt ved dennes køn, f.eks. regler om faderskab. Beslutningsforslaget giver ikke nærmere anvisninger på, hvordan der vedrørende disse regler skal skabes ligestilling mellem registrerede partnere og ægtefæller. Der er altså med andre ord tale om en usikkerhed i forhold til konsekvenserne af beslutningsforslaget, og det taler efter regeringens opfattelse i sig selv imod forslaget.

Alt i alt kan regeringen som sagt ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg vil bare takke justitsministeren for redegørelsen. Vi kan jo sige, at langsomt bliver man slæbt til truget, hvis vi kan sige det sådan. Det kan man jo også se af noget af det, der bliver sagt om det kommende forslag. Det udvidede indhold glæder mig da også, og det vil jeg bare kvittere for.

Det er lidt det der med, at man mangler et svar fra den samlede folkekirke. Det er jo en diskussion, som vi har haft før, og også noget, jeg har forsøgt at få afklaret før. Engang diskuterede man, hvor postkassen sad på et militærskib, så man kunne spørge, om de havde atomvåben med eller ej. Hvor spørger man en samlet folkekirke? Det vil jeg gerne spørge justitsministeren om. Det synes jeg er meget svært at få afklaret og at få et svar på.

Ministeren.

Det er jo ikke op til mig eller regeringen at afgøre. Jeg kan bare konstatere, at der ikke er en samlet folkekirke eller andre trossamfund, som har udtrykt ønske om at få mulighed for at medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab. Det gælder altså, uanset om en sådan ordning er tvungen eller frivillig for præsterne. Der ønsker regeringen ikke at presse en sådan ordning ned over kirken i deres indre anliggender. For sådan et ønske skal altså komme af sig selv og indefra.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Man kan jo sige, at det er en argumentation, der går i ring. Man skal have et ønske fra en samlet folkekirke, men der er ingen, der ved, hvordan en samlet folkekirke kan sige noget som helst. Vi havde næppe haft kvindelige præster, hvis en samlet folkekirke skulle udtrykke det ønske, bare for at tage et andet eksempel.

Så er der det her med, at der ikke er nogen trossamfund, der udtrykker ønske om det. Det tror jeg også at vi har diskuteret før. Man kan gå ind på i hvert fald et enkelt trossamfunds hjemmeside, hvor man kan se, at de direkte skriver, at de går ind for ægteskab mellem folk af samme køn. Jeg ved ikke, hvordan de skal udtrykke det. Skal de sende et brev til justitsministeren, og hvis de gør det, har de så udtrykt et ønske? Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at få svar på. Og vil det rykke lidt ved sagen, hvis de sender et ønske?

Ministeren.

Det, jeg kan forholde mig til, er, at folkekirken ikke samlet har udtrykt ønske om at få en sådan mulighed. Så kan man jo altid botanisere i, hvor mange der skal være ud af en samlet folkekirke, men det er i hvert fald ikke sådan, at regeringen har fået et ønske fra en samlet folkekirke om, at der skal være en mulighed for det.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Justitsministeren må have mig undskyldt, men der er altså noget, der ikke hænger sammen, for det fremgår tydeligt af talen, at regeringen rigtig gerne vil ligestilling, men hvorfor vil regeringen dog ikke fritstille trossamfundene, herunder også folkekirken, så de selv kan bestemme, om de vil have et vielsesritual, der også gælder to personer af samme køn?

Det, der jo ligger fuldstændig klart, er, at vi rent praktisk vil kunne gøre det. Vi kan fritstille alle trossamfund, så de af egen fri vilje inden for trossamfundet kan bestemme, om de ønsker at have et vielsesritual for homoseksuelle par eller ej.

Hvorfor kan vi ikke få den borgerlige fløj her i salen til at indse, at det vil være ligestilling? Det, vi har i dag, er ikke ligestilling. Det er en klart diskriminerende del i vores lovgivning, at det er os, der går og venter på, at det er trossamfundene, herunder folkekirken, der skal komme og bede om det. Det er os, der sætter rammen og begrænsningen op for dem.

Ministeren.

Der er den elementære logiske forklaring, at regeringen ikke vil tvinge noget ned over hovedet på den danske folkekirke. Der har ikke været et samlet ønske fra folkekirken om en sådan ændring. Vi ville føle, at det ville være et helt malplaceret overgreb på folkekirkens suverænitet og autonomi, hvis vi gik ind og lovgav på det område.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg må blot sige, at jeg ikke forstår, at det her bliver anset som et spørgsmål om at presse noget ned over folkekirken. Det, som vi netop gør i dag, er, at vi presser noget ned over folkekirken. Vi presser fra Folketingets side det ned over hovedet på folkekirken, at de ikke må have et ritual for homoseksuelle par, der ønsker en kirkelig velsignelse. Der kan godt laves en velsignelse, men den er ikke sidestillet med en velsignelse af et heteroseksuelt par. Nu taler vi om folkekirken, men det gælder for alle trossamfund, så jeg må blot sige, at der er noget, der slet ikke hænger sammen.

Ministeren.

Det hænger meget logisk sammen. Vi vil ikke presse noget ned over hovedet på de forskellige trossamfund, og vi vil ikke blande os i kirkens indre anliggende. Det er et grundlæggende princip for regeringen, og det ville være ødelæggende også for folkekirken, hvis vi tilsidesatte den autonomi og selvstændighed, der må være i den danske folkekirke.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Nu nævnte ministeren jo, at Danmark har gennmført registreret partnerskab, og at der er indført ligestilling med hensyn til insemination af lesbiske. Der blev nævnt en række sager om adoption og også om overtagelse af stedbarnsadoption m.m. Kunne ministeren ikke forklare, hvor mange af de her forslag Det Konservative Folkeparti har støttet? Hvor mange af disse forslag er blevet gennemført med støtte fra Det Konservative Folkeparti?

Ministeren.

Det Konservative Folkeparti har været imod langt de fleste af de forslag.

Hr. Kamal Qureshi.

Det, jeg sådan set mente, var, om Det Konservative Folkeparti stemte for registreret partnerskab, om de stemte for retten til, at lesbiske kan få kunstig insemination og for stedbarnsadoption.

Det Konservative Folkeparti har været imod hvert eneste lille skridt af forbedringer, der er sket på det homoseksuelle område. Hvert eneste skridt har Det Konservative Folkeparti stemt imod, og det er helt o.k., det er i orden, at vi er politisk uenige. Men jeg synes bare, det er værd at nævne det, fordi jeg fik det indtryk, da ministeren læste op af sin tale, at der, hvor vi er nået til i dag – som vi i hvert fald synes ikke er godt nok, vi vil gerne længere, vi vil i hvert fald gerne op på niveau med de andre europæiske lande – dertil er vi nået på grund af noget, som ministeren velvilligt har gjort.

Sådan er det jo ikke. Det er vi sådan set, fordi der har været et andet flertal i Folketinget, der har gennemført de ting, og det er det samme flertal, som nu prøver at tage endnu et skridt.

Ministeren.

Som jeg sagde før – det kan være, at spørgeren ikke hørte det – så stemte Det Konservative Folkeparti imod langt de fleste af de forslag.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Ministeren siger, at han ikke vil tvinge noget ned over folkekirken. Jeg vil bare gerne have lov at gå tilbage i historien. I 1921 var der en voldsom debat om kvinders mulighed for at blive tjenestemænd. Der var sådan set alle enige om, at nu var tiden kommet til at kvinder skulle kunne blive tjenestemænd på linje med mænd. Men der var en enkelt undtagelse, og efter meget, meget stor debat og så et nyvalg endte det med, at man tog en undtagelse, der hed: med undtagelse af militæret og kirken. Kvinder kunne ikke blive præster.

I 1941 skete der det, at der var en menighed, der gerne ville ansætte en kvindelig præst, og så gennemførte Folketinget, at kvinder kunne blive præster. Er det en model her?

Ministeren.

Jeg kan kun forholde mig til den verden, vi lever i i dag, i 2010. Den siger, at regeringen ikke vil blande sig i den autonomi og det skjold, der må være omkring den danske folkekirke.

Da vi ikke har set noget samlet ønske fra den danske folkekirke, vil vi ikke foretage det overgreb, det så vil være at bryde ind i den autonomi.

Fru Lone Dybkjær.

Men det er jo en klar undertrykkelse af nogle mindretal, vil jeg sige til ministeren. Der var det så dengang i 1941, da der var en menighed, der gerne ville ansætte en kvindelig præst, at Folketinget sagde: Det vil vi ikke forhindre. Så nu gør vi det muligt for kvinder også at blive præster. Var det ikke fair?

Ministeren.

I 2010 er situationen den, at der ikke er noget ønske fra en samlet dansk folkekirke om, at der skal være en sådan mulighed. Det er jo det, vi som regering må forholde os til. Der er ikke noget samlet ønske, og der vil det være et overgreb imod folkekirken, hvis vi så gik imod så at sige, at der ikke er en samlet folkekirke, som har det ønske. Derfor vil vi ikke gøre det.

Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Jeg bliver helt bevæget ved at høre den omsorg for folkekirken, som den socialdemokratiske og den radikale ordfører udviser. Men det er selvfølgelig også, fordi de ønsker at undergrave folkekirken. Jeg komplimenterer justitsministeren for hans lødige forsvar for, at folkekirken er en kristen kirke. Som den, der i 40 år har viet ægtefolk i kirken, kan jeg sige, at kun et forhold mellem mand og kvinde selvfølgelig er et ægteskab. Det er ikke helt uden forbindelse med bibelen, hvor det udtrykkeligt siges, at som mand og kvinde skabte han dem og satte dem sammen, for at de skulle udgøre et ægtepar, der dermed kunne formere sig og skabe en familie.

Så vil jeg lige sige til fru Lone Dybkjærs sammenligning med de kvindelige præster – jeg har selv to døtre, der er præster – at det er en fuldstændig misforstået sammenligning, for der er intet i bibelen, der overhovedet forbyder, at kvinder bliver præster, for der er intet, der sætter dem lavere end mænd. At der var en ritus i de korintiske menigheder var udelukkende et borgerligt spørgsmål og havde intet at gøre med det principielle.

Ministeren.

Jeg tror, det taler for sig selv, for der var ikke rigtig noget spørgsmål til mig.

Så er det hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Jeg agter, når det bliver min tur, på mit partis vegne at holde en konservativ ordførertale, altså en kulturkonservativ ordførertale. Jeg kunne egentlig godt have ønsket mig, at den konservative justitsminister havde gjort det samme.

Hvorfor svarede justitsministeren ikke hr. Kamal Qureshi: Ja, det er rigtigt. Vi har stemt imod alle de forsøg på skridt for skridt at ligestille homoseksuelle parforhold med ægteskabet? Uanset hvor fortræffeligt og smukt og udmærket et homoseksuelt parforhold er, kunne en konservativ justitsminister dog godt svare: Et ægteskab er det ikke, og derfor er det rigtigt, at vi har stemt imod også de tidligere forslag.

Ministeren.

Det var præcis, hvad jeg svarede den foregående spørger, hvor jeg nævnte, at jeg havde stemt imod de fleste af de forslag, der blev nævnt, som repræsentant for Det Konservative Folkeparti.

Hr. Jesper Langballe, ikke flere? Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg må jo forstå justitsministeren sådan nu, at fordi han er enig i Dansk Folkepartis grundsynspunkt om, at der jo i bibelen står, at et ægteskab er mellem mand og kvinde, så vil en henvendelse fra den danske folkekirke eller præster i den danske folkekirke om, at man gerne vil vie homoseksuelle, blive afvist, fordi det strider mod religiøse dogmer.

Ministeren.

Nej, det har vi ikke taget stilling til. Det, vi tager stilling til, er, at der ikke er nogen samlet dansk folkekirke, som har rettet den henvendelse.

Hr. Per Clausen.

Det ville da være dejligt, hvis justitsministeren var i stand til at svare på, om han er enig med hr. Jesper Langballe og hr. Søren Krarup, eller om han ikke er det. Det mangler vi jo at få et svar på. Jeg synes, det er lidt spændende, om justitsministeren altså afviser det her forslag med henvisning til, hvad der står i Bibelen, eller om det er, fordi han mener, at man ikke skal blande sig i, hvad der foregår i folkekirken. Der er meget stor forskel, synes jeg.

Ministeren.

Jeg har jo udtrykkeligt sagt flere gange på vegne af regeringen, at regeringen afviser det her forslag, fordi der ikke er noget ønske fra en samlet dansk folkekirke om det.

Tak til justitsministeren. Herefter er det Venstres ordfører, hr. Karsten Nonbo.

Da Venstres ordfører, fru Louise Schack Elholm, ikke har mulighed for at være til stede, idet hun er til forhandlinger i Socialministeriet, har jeg lovet at fremføre Venstres ordførertale.

Beslutningsforslaget har to elementer. Med det første element ønsker forslagsstillerne at sikre, at homoseksuelle skal have mulighed for at opnå ægteskab ved såvel borgerlig som kirkelig vielse. Det andet element betyder, at forslagsstillerne ønsker at ophæve tilknytningskravet ved registreret partnerskab eller vielse af homoseksuelle par.

Lad mig starte med at sige – og det »mig« er altså ikke mig, men hende, der har skrevet talen – at jeg mener, at det er vigtigt, at vi behandler folk ens uanset race, religion eller seksualitet. Jeg mener også, at homoseksualitet heldigvis allerede er accepteret i Danmark i dag. Med hensyn til de mere konkrete forslag i beslutningsforslaget vil jeg gennemgå det del for del.

Det første element omhandler homoseksuelles ret til at blive viet såvel borgerligt som kirkeligt. Her ser jeg et problem med, at staten skal påtvinge en religion at vie homoseksuelle. Det er allerede muligt i dag for homoseksuelle at få en kirkelig vielse. Folkekirken har ikke udtrykt ønske om at udføre kirkelige vielser af homoseksuelle. Man kan spørge sig selv: Er det så en statslig opgave at tvinge præster til at vie homoseksuelle? Er det en statslig opgave at bestemme, hvordan forskellige religioner skal forholde sig til ægteskabet? Det mener Venstre ikke at det er.

Det andet element omhandler at ophæve tilknytningskravet for homoseksuelle registrerede partnere. Problemstillingen er, at det ikke er alle lande, der anerkender det registrerede partnerskab, hvorfor der er risiko for, at den pågældende kan gifte sig i hjemlandet og hermed i realiteten begå bigami.

Venstre kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne spørge om noget med hensyn til den konkrete afstemning om det her forslag. Det kan godt være, at det er lidt problematisk, når det ikke er ordføreren på området, der er her, men er det her et udtryk for den samlede Venstregruppe, eller er der et mindretal i Venstres gruppe, som ikke er enige i det, ordføreren siger?

Ordføreren.

Det er tilladt at spørge. Det er selvfølgelig også tilladt at lade være med at svare, for vi har ikke ytringspligt, så det vil jeg holde mig til, og så kan jeg ønske held og lykke med debatten ved andenbehandlingen.

Hr. Kamal Qureshi.

Jeg synes sådan set, at det er fint nok, hvis vikaren – var jeg lige ved at sige – ikke kan svare, fordi man ikke ved det. Men det plejer at være sådan i Venstre, i hvert fald hvis det har været oppe i gruppen, at der nogle gange er en mindretalsudtalelse, så det var lidt det, jeg prøvede at spørge om. Er der det i den her kontekst, eller er det den samlede gruppe, der står bag udtalelsen?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det kan jeg ikke bekræfte, men jeg kan da bekræfte, at der somme tider har været mindretalsudtalelser i Venstres folketingsgruppe.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg vil sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll, at jeg altså ikke bemærkede, at han markerede. Man skal lige være lidt mere hurtig på aftrækkeren.

Værsgo til Socialdemokraternes ordfører.

Tak for det. Formålet med dette beslutningsforslag er at ændre ægteskabslovgivningen, så den ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle par. Hvis alle, der indgår ægteskab, skal opnå lige rettigheder, kræver det, at der foretages en række nødvendige administrative og lovmæssige ændringer. Således vil Danmark kunne tilslutte sig en voksende gruppe af såvel europæiske som ikkevestlige lande, der indfører en liberal, kønsneutral ægteskabslovgivning. Jeg kan nævne Sverige, Norge, Belgien, Spanien og sågar Sydafrika som eksempler herpå.

Socialdemokratiet er enige med forslagsstillerne i, at den nuværende lovgivning skal ændres og gøres tidssvarende, så homoseksuelle opnår ligestilling. Når det er sagt, står vi dog ganske uforstående over for, at hr. Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliance holder fast på at fremsætte dette beslutningsforslag uden samarbejde med øvrige partier i oppositionen. For i oppositionen har vi over en lang årrække beskæftiget os med dette vigtige diskriminationsspørgsmål, og vi har flere gange fremsat lov- og beslutningsforslag og arbejder løbende med problematikken. Derfor undrer det os altså, at Liberal Alliance går enegang på det her punkt. Denne problematik kræver det bredest mulige forlig. Der er tale om en sag, der i de sidste årtiers debat har vist sig at stikke dybt i vores demokratiske fundament, når det gælder to vigtige aspekter: minoritetsbeskyttelse og forholdet mellem kirke og stat.

Som det ser ud i dag, er Danmarks ægteskabslovgivning klart diskriminerende, når det gælder seksuel orientering. Ægteskabslovgivningen lader staten bemyndige folkekirken og andre trossamfund til at indstifte ægteskab med retsvirkning. Der er dog den begrænsning, at ægteskab indgået mellem to af samme køn ikke er tilladt. Derfor kan homoseksuelle i dag kun vælge registreret partnerskab og en eventuel kirkelig velsignelse, vel at mærke selv om flere præster i den danske folkekirke gerne vil vie homoseksuelle. Det er ren og skær diskrimination, endda med demokratiets velsignelse.

Socialdemokratiet ønsker ikke, at en ændring af ægteskabsloven griber ind i kirkelige anliggender. Selv om kirkelig vielse af homoseksuelle bliver muligt rent lovgivningsmæssigt, må det respekteres, hvis en præst nægter af religiøse årsager. Det må være op til den enkelte præst at afgøre, men han eller hun skal have muligheden og ikke være bundet af en gammeldags, dogmatisk lovgivning. Denne disput handler således ikke om, at de homoseksuelle kræver et særligt privilegium, men blot at der skal fjernes en begrænsning i loven, der er udtryk for en usaglig diskrimination.

Den nuværende lovgivnings indvirkning på, hvad den enkelte præst må eller ikke må foretage sig i sin kirke, åbner unægtelig op for den vigtige diskussion netop af statens forhold til kirken. Det er en udbredt holdning blandt Folketingets partier, at man fra politisk hold ikke skal blande sig i kirkelige anliggender, et princip, der i praksis hæmmes af, at dansk lovgivning netop blander sig i kirkens virke, når ægteskabsloven presser et forbud mod homoseksuelle ægteskaber ned over kirken.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var personlig for en tilladelse til kirkelig velsignelse af homoseksuelle og en ændring af ægteskabslovgivningen, som han betegnede som – og jeg citerer – historisk begrundet og udtryk for tidligere tiders formørkede kirkelige kræfters indflydelse. Citat slut. På bemærkelsesværdig vis ønskede han dog ikke at sætte politisk handling bag ordene og mente, at initiativet skulle komme fra kirken selv. Det argument håbede jeg ikke at vi skulle høre her i salen i dag, men det har vi allerede hørt rigtig mange gange.

Vi kan som lovgivende magt ikke overlade ansvaret for et stykke diskriminerende lovgivning til kirken, der vel at mærke ikke har én fælles stemme og derfor ikke kan forventes pludseligt at samle sig og bede politikerne om at ophæve restriktionerne. Ligesom Folketinget i 1948 på eget initiativ ændrede lovgivningen, så kvindelige præster kunne virke i folkekirken, må vi kunne samarbejde om at sikre lovmæssige rammer, der ikke i sig selv er diskriminerende for minoriteter, enten ved indførelse af kønsneutral ægteskabslovgivning som i flere andre lande eller ved et mindre indgreb, der ophæver den del af den nuværende lovgivning, der fordrer skelnen mellem kønnene.

Socialdemokraterne kan naturligvis støtte forslaget.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Altså, ud over at jeg lige skal have ordføreren ud af den vildfarelse, at Liberal Alliance skulle tilhøre oppositionen, er jeg selvfølgelig meget glad for, at Socialdemokraterne støtter det beslutningsforslag, vi har fremsat. Jeg går også ud fra, at ordføreren kan bekræfte, at det ikke ville gøre nogen forskel for de homoseksuelles rettigheder, om Socialdemokraternes navn skulle have stået på forslaget.

Så vil jeg i øvrigt godt bede ordføreren om at bekræfte, at det med fremmedadoption for homoseksuelle er et forslag, som har været fremsat af oppositionspartier og behandlet ca. ti gange i Folketinget, rigtig mange gange, og det blev aldrig vedtaget, men da undertegnede fremsatte det uden om oppositionen, kunne det finde flertal i Folketinget. Er det korrekt?

Ordføreren.

I forhold til at Liberal Alliance fik lidt af en reprimande, hvis det måtte tolkes sådan, fra socialdemokratisk side, synes jeg, det er rigtigt opfattet. Vi syntes, det var klædeligt for så væsentlig en sag som den her at sikre, at så mange som overhovedet muligt stod bag forslaget. Vi tror fra socialdemokratisk side, at det vil lette forslagets videre liv her i Folketingssalen.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg skal nøjes med at stille et enkelt spørgsmål den her gang, så kan det være, at der kommer svar på mindst et af de spørgsmål, jeg stiller, og spørgsmålet er, om ordføreren vil bekræfte, at der ca. ti gange i Folketinget har været diskuteret fremmedadoption for homoseksuelle. Det er faldet, hver gang det har været fremsat af et oppositionsparti, men da undertegnede fremsatte det uden medvirken fra oppositionen, fik det flertal i Folketinget.

Er det korrekt, eller er det ikke korrekt? Det er spørgsmålet til hr. Flemming Møller Mortensen.

Ordføreren.

Det har jeg hverken grund til eller belæg for at benægte. Det var en stor, stor dag her i Folketinget, da det blev stemt igennem.

Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Jeg vil ikke stille noget spørgsmål, men når jeg hører den socialdemokratiske ordfører stå og tale om det kønsneutrale, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvad det er for en verden, han lever i, at et menneskes køn skulle være noget, der kunne bagatelliseres endsige fejes væk. Går det ikke op for hr. Flemming Møller Mortensen, at når man taler om mennesket som et neutrum – og neutrum betyder intetkøn – taler man ikke om virkeligheden? Det er simpelt hen en ideologi, der bygger på den rene og skære tomhed, og som i sine konsekvenser fører til den direkte menneskeforagt. For det er jo det, der ligger i hele denne tale om det kønsneutrale.

Nej, i et retssamfund er man ligestillet for loven, men det er som mand og kvinde, og det er ikke noget kønsneutralt, der er tale om.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg kun kan sige det på én måde som svar til hr. Søren Krarup, og det er, at hvis der er nogen her, der udtrykker foragt for og forskelsbehandler mennesker i den her sammenhæng, er det hr. Søren Krarup. Når der bliver talt om kønsneutralitet, tales der udelukkende om, hvordan vi her som folkestyre kan sætte et administrativt, lovgivningsmæssigt regelsæt op, som giver lighed for alle og ikke skaber foragt mellem mennesker.

Hr. Søren Krarup.

Kunne det ikke tænkes, at hr. Flemming Møller Mortensen kunne begribe, at når man vil tale om lighed i alle forhold, også mellem mænd og kvinder – i alle forhold og ikke kun i forhold til den gældende lov i landet – så er det måske udtryk for en dyb foragt for de forskelle, der er mellem mand og kvinde. Jeg er ganske klar over, at det strider mod hele hr. Flemming Møller Mortensens ideologi, men jeg vil ikke desto mindre sige til ham: Den der tale om neutralitet, om neutrum, når man taler om menneskelivet, er ren virkelighedsforfalskning. Det er ren menneskeforagt, der ligger i denne tro på det neutrale.

Ordføreren.

Det er en retorik, som naturligvis ikke overrasker mig, men den forekommer mig fuldstændig upassende. Om jeg begriber noget? Nej, jeg tror noget, og jeg tror noget, der er lige så rigtigt som det, hr. Søren Krarup mener og tror om mennesket.

Det, jeg taler om her, er lighed og kærlighed, og det er en kærlighed, der kan være lige så stærk mellem to personer af samme køn som mellem en mand og en kvinde. Men det tror jeg næppe at hr. Søren Krarup kan begribe. Jeg bruger gerne meget tid på det, og jeg ville ønske, at jeg kunne få hr. Søren Krarup til at begribe det, men jeg tror, at mange har forsøgt forud for mig.

Hr. Kamal Qureshi, kort bemærkning.

Jeg havde bare behov for at spørge den socialdemokratiske ordfører, om alle de forbedringer, der er sket på homoområdet inden for de sidste 10 år, måske, er sket med bredt støttede lovforslag fremsat af det, man i dag kan kalde for venstrefløjen, eller hvad man nu skal kalde det – inklusive De Radikale. Og er de seneste lovinitiativer, der har givet markante forbedringer for lesbiske og med hensyn til stedbarnsadoption m.v., kommet fra den eksisterende opposition og ikke fra de borgerlige partier?

Ordføreren.

Det kan jeg bekræfte. Men jeg må så alligevel tilføje, at vi naturligvis ikke har kunnet gøre det uden enkelte borgerlige medlemmers medvirken, og det er noget, der naturligvis skal roses og prises.

Tak til ordføreren. Herefter er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jesper Langballe.

Når vi siger et blankt og afgjort nej til det her forslag, er det ikke, fordi vi ikke under de homoseksuelle par alt muligt godt, men så er det for ægteskabets skyld og dermed for familiens skyld. I Vesteuropa har vi siden 1500-tallet haft en klar og entydig ægteskabslov, fordi vi har haft en klar og entydig definition af, hvad et ægteskab er: et monogamt og efter sin intention livslangt forhold mellem en mand og en kvinde med henblik på at få børn og derved danne en sluttet familie. Denne entydige ægteskabsordning har været det vigtigste fundament for borgernes og børnenes frihed og et værn mod især statens indblanding i privatlivet, f.eks. i børneopdragelsen.

Ægteskabet er et frihedens værn, fordi det lægger en retligt bindende urørlighedszone omkring familien. Hvis man begynder at kalde enhver form for samliv, hvor smukt det end måtte være i sig selv, for et ægteskab, forsvinder ægteskabet ud i den blå luft. Vi har ikke selv valgt, at ægteskabet består af en mand og en kvinde, der kan få børn sammen; det lærer vi af naturen og traditionen, og ingen af delene skal vi opfinde. Folketinget skal ikke vedtage at indføre en anden virkelighed end den virkelige, den givne virkelighed.

Den britiske historiker Paul Johnson har i en markant forelæsning i USA talt om familien som frihedens skjold og værge. Han siger her, at ægteskabsloven er fundamentet under al anden lovgivning, og at den bl.a. er forudsætningen for kapitalismens opblomstring og den velstand, den har medført. Men han ser spirende tegn i USA på – og det her blev altså sagt i 1980 – at ægteskabsinstitutionen reduceres til et stykke papir og en registrering uden reel retlig betydning, bl.a. i den omstændighed, at visse amerikanske stater har afkriminaliseret bigami, og at højesteret er gået alt for langt med hensyn til at sidestille homoseksuelle parforhold med ægteskab. Den tendens er ikke bare ødelæggende for ægteskabet, men dermed for hele samfundet, siger Paul Johnson.

Ægteskabet betyder jo, at den mand og den kvinde, der deltager i det, tilhører hinanden. Og tilhører vi mennesker ikke hinanden, tilhører vi staten, partiet eller den offentlige mening.

Et homoseksuelt forhold kan være smukt og godt – det kan det forhold også, at f.eks. en mand i al uskyldighed bor sammen med sin gamle mor – men et ægteskab er det nu ikke. Hvis man vedtog dette forslag, ville jo kun fantasien sætte grænser for, hvad der kunne anses for et ægteskab. Hvorfor egentlig altid kun tale om parforholdet? Hvis man vil gøre hele tilværelsen til et eksperimentlaboratorium, hvorfor så ikke lade et ægteskab omfatte to eller fire af diverse køn? Faktisk husker jeg tre lesbiske søstre i Tyskland, der for nogle år siden besværede sig offentligt over, at de ikke alle tre samlet kunne stå hvid brud i kirken.

Det registrerede partnerskab, som vi fik i 1989, er en god ting. Det fjernede nogle arveretlige uretfærdigheder: Et homoseksuelt par kunne leve trofast sammen et helt liv, og når den ene døde, kunne hans eller hendes tvangsarvinger rydde boet. Det er vi heldigvis ude over. Men stadig væk: Et ægteskab er det ikke, og det er derfor, at folkekirken siger nej til at indføre det.

Kort sagt: Der står langt mere på spil, end man umiddelbart kan læse ud af forslaget. Hvis man gennemførte det – det er rent hypotetisk – ville det være en katastrofe for friheden, den frihed, som alle, også de homoseksuelle, nyder godt af.

Hr. Kamal Qureshi, kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, at det nogle gange kan være imponerende at se hr. Jesper Langballe bevæge sig i en virkelighed, som simpelt hen er svævende og uden nogen form for jordforbindelse eller kontakt til danskernes virkelighed og hverdag. Hr. Jesper Langballe nævner, at man indgår ægteskab med henblik på at få børn. Der er jo rigtig, rigtig mange par derude, som måske lytter til det her, og som overhovedet ikke har begreb om, hvad det er for en virkelighed, hr. Jesper Langballe snakker om, fordi de lever med hinanden i kærlighed, og ikke fordi de ønsker at få børn. Der er masser af voksne mennesker, der indgår ægteskab uden at få børn.

Hr. Jesper Langballe sagde også, at det var en katastrofe, og at familien ville gå nedenom og hjem og det ene og det andet, da vi fik vedtaget forslaget om lesbiske kvinders ret til insemination. Mig bekendt er hverken familieinstitutionen eller Danmark gået nedenom og hjem, siden den lov blev gennemført.

Ordføreren.

Det er egentlig mærkeligt at høre hr. Kamal Qureshi, for jeg har under den her debat siddet og tænkt på, at jeg synes, det er hr. Kamal Qureshi, der bevæger sig i nogle abstrakte tåger og fuldstændig uden jordforbindelse, fordi hr. Kamal Qureshi ikke har noget som helst forhold til Danmarks eller Nordens historie. Det hele er bare teorier, som man kan opfinde og jonglere lidt med. Det er jo rigtigt, at der er ægtepar, der lever sammen uden at få børn. Som regel, når folk er gift, er barnløshed vel uønsket. Det er såmænd også rigtigt, at der er mange, der lever lykkeligt og får børn uden at være gift.

Men stadig væk vil jeg sige, at også for disse menneskers samliv kan man sige, at vores ægteskabsbegreb, vores forståelse af, hvad et ægteskab er, er prototypemodel for samlivet. Det betyder, at ægteskabet har en særlig legitimation fra lovgivningens side, og den legitimation overføres jo også på de ugifte samlevende, som danner en god og lykkelig familie.

Jeg skal bede om, at taletiden bliver overholdt til punkt og prikke. Det er sent på aftenen. Hr. Kamal Qureshi.

Tak. Man må jo sige, at de ytringer, som hr. Jesper Langballe kommer med, og som jo i allerhøjeste grad må siges at være familiefundamentalistiske, er jeg ikke nødvendigvis sikker på er fantastisk dansk. Jeg vil i hvert fald vove at påstå, at det nok er noget, som hører mere hjemme i andre dele af verden, end det hører hjemme i en europæisk kontekst. Det er jo rigtigt, at hr. Jesper Langballe sandsynligvis kender meget mere til historien i detaljer, end jeg gør. Jeg er sådan lidt mere videnskabeligt uddannet, end jeg er historisk uddannet. Men omvendt vil jeg så også sige, at hr. Jesper Langballes problem er, at han befinder sig i historien og ikke er kommet frem til nutiden, mens det her forslag lægger op til en nutidig debat og ikke en debat, der kunne have foregået for 50-100 år siden, hvor hr. Jesper Langballe desværre stadig befinder sig.

Ordføreren.

Jamen jeg skal ikke tale foragteligt om hr. Kamal Qureshis historiske viden, men jeg vil nok sige, at hr. Kamal Qureshis forståelse af, hvad historie er, er meget afslørende for hele hr. Kamal Qureshis måde at betragte tilværelsen på. For hr. Kamal Qureshi tror, at historie bare er fortid, og at vi, når vi er ude af historien, er i nutiden. Nej, vil jeg sige til hr. Kamal Qureshi, historie er noget, vi har for nutidslivets skyld, og vi, der lever og arbejder og diskuterer lige nu, er selv med i historien.

Når man har det udgangspunkt, ser tilværelsen pludselig anderledes ud, for så er mennesket ikke en tabula rasa, som man kan kradse sine egne ideologiske skriverier ned på og definere, men så er menneskelivet noget, vi har overtaget, og som vi skal være forpligtet på.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Til det sidste vil jeg sige til hr. Jesper Langballe: Gid, at det var flere, der ikke bare levede i historiens fortid, men også i historiens nutid. Jeg kan ikke andet end at tolke hr. Jesper Langballes udsagn som et udtryk for forhistorie.

Jeg er til gengæld rigtig glad for, at hr. Jesper Langballe siger, at et homoseksuelt forhold kan være både smukt og godt. Jeg er sikker på, at der er mange i Danmark, som giver hr. Jesper Langballe fuldstændig ret i, at det er sådan, for det, som det bygger på, er kærlighed. Hvor bliver kærligheden af i hr. Jesper Langballes kommentar, indføjning og indfletning af ægteskabet? Det er jo det, det drejer sig om i den her sammenhæng.

Jeg vil blot som det sidste bede hr. Jesper Langballe om at svare på, om der er forskel på ægteskab og vielse. Det, som vi fra socialdemokratisk side taler om, er, at de trossamfund, som ønsker det, også skal kunne give en velsignelse af og vie homoseksuelle par.

Ordføreren.

Nu siger hr. Flemming Møller Mortensen, at jeg er tilbage i forhistorien. Forhistorie er vist noget med dinosaurer og sådan noget. Det mener jeg ikke er særlig relevant i den her forbindelse.

Jeg vil sige, at hvis der var kommet sådan et lovforslag, mens jeg var præst – nu er jeg gået af som præst – ville jeg selvfølgelig have sagt nej. Det ville jeg ikke ud fra nogen bestemte bibelfundamentalistiske præmisser, men fordi vi i kirken har en historisk tilgang til den nutidige virkelighed. Det betyder, at jeg ville sige, at det ikke er et ægteskab. Uanset om jeg siger ja eller nej til at foretage en vielseslignende handling, så bliver det aldrig et ægteskab.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Lad mig blot lige korrigere hr. Jesper Langballe. Jeg tror nok, at jeg meget præcist fik sagt, at man kunne leve i historiens fortid eller kunne leve i historiens nutid. Det havde ikke noget med det forhistoriske at gøre, for det er rigtigt, at så er vi rigtig langt tilbage i tiden.

Hr. Jesper Langballe siger, at hvis ordføreren havde været præst i dag, ville ordføreren have sagt nej. Det er jo lige nøjagtig her, jeg synes, at det helt afgørende ligger i det, som jeg sagde i min ordførertale: Vi ønsker på ingen måde at presse noget ned over folkekirken eller over andre trossamfund. De må selv vælge, om det er det, de vil; om de synes, at det er det rigtige. Men vi skal da ikke have en administrativ lovgivning, som ikke giver trossamfundene mulighed for det, hvis de gerne vil det. Det er deri, at jeg præciserer diskriminationen, og jeg mener virkelig, at den er der.

En sidste kommentar skal være: Vi kunne jo løfte folkekirken og andre trossamfund fri og lave en sidestilling af borgerlige vielser og registreret partnerskab. Alene på den måde ville vi komme homoseksuelle par et skridt i møde, men ikke gå hele vejen.

Ordføreren.

Nej, for kirken står ikke frit. Kirken skal aldrig stå frit. Kirken er bundet til et ganske bestemt evangelium og nogle ganske bestemte bekendelsesskrifter, og så er den bundet til landets love. Den her kulturradikale tro på det fuldstændig frie menneske, der svæver over det hele og kan bestemme alting selv, deles ikke af den evangelisk-lutherske kirke.

Jeg ved godt, at der vil komme et hyl om, at jeg prædiker, men vi snakker om folkekirken, og der prædiker man faktisk, at verden er skabt af gud. Det betyder, at vi ikke selv skal opfinde verden. Vi skal ikke selv opfinde vores egen virkelighed. Vi skal ikke selv opfinde ægteskabet. Det overtager vi, sådan som det er overleveret os.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll, kort bemærkning.

Hvis jeg var præst, sagde hr. Jesper Langballe. Nu er det jo altså Folketingets talerstol og ikke en prædikestol, som hr. Jesper Langballe står på i øjeblikket. Det her forslag handler jo ikke alene om at give mulighed for præster til at vie homoseksuelle, det handler også om, at der kan foretages en borgerlig vielse, et ægteskab i en borgerlig sammenhæng eller et muslimsk ægteskab eller et jødisk ægteskab, eller hvad man nu kan forestille sig.

Derfor synes jeg, vi skal prøve at vende tilbage til det, det handler om, nemlig at vi vil give muligheden, ikke at vi vil tvinge nogen som helst til noget.

Ordføreren.

Det lyder interessant. Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Det vil sige, at det her beslutningsforslag altså også sigter på, at vi skal påbyde muslimerne, at de skal foretage vielser mellem to af samme køn. Jeg er meget spændt på, hvordan det vil falde ud.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu er det jo et udsøgt hus og en udsøgt forsamling, så jeg vil ikke tale om, hvem der kan læse bibelen hvordan, men sagen er den, at vi vil give det enkelte trossamfund mulighed for at sige ja eller nej til at vie homoseksuelle. Vi vil ikke påtvinge nogen noget.

Hvad angår folkekirken, vil vi give den enkelte præst mulighed for at sige ja eller nej. Så hvis hr. Jesper Langballe stadig var præst, så kunne han jo bare sige nej og så dog lade de mange præster, som skriver til mig, når hr. Langballe og jeg har været i fjernsynet, at de glæder sig til den dag, de kan vie homoseksuelle, gøre det.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg må gentage over for hr. Simon Emil Ammitzbøll, at jeg simpelt hen ikke mener, at der skal foretages sådan nogle vielser i folkekirken, fordi jeg ikke mener, at det er et ægteskab, selv om Folketinget får den tovlige idé at vedtage, at det er det.

Jeg vil egentlig godt sige noget andet. Det her forslag er ført frem gang på gang, og det er jo også ført frem af de organiserede homoseksuelle. Jeg fatter egentlig ikke rigtigt det anerkendelsesbehov, der ligger i det. Hvorfor kan man ikke bare overtage sit liv som homoseksuel og leve det lykkeligt og godt eventuelt sammen med en fælle, uden at man partout skal have en mand i sort kjole eller en borgmester til at sige nogle rituelle ord for at give forholdet legitimitet. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Tak til ordføreren. Herefter er det SF's ordfører, hr. Kamal Qureshi.

I 1989 blev lovgivningen om registreret partnerskab vedtaget i Danmark. Dermed blev Danmark foregangsland for anerkendelse af seksuelle minoriteters trivsel og rettigheder. Det er Danmark desværre ikke længere.

Selv om tiden for længst er løbet fra diskrimination på baggrund af seksuel orientering, tilbyder den danske lovgivning fortsat ikke seksuelle minoriteter fuld ligestilling i forhold til ægteskabslovgivningen. Dels mangler den symbolske anerkendelse, der ligger i, at samfundet anerkender homoseksuelle og heteroseksuelle pars forpligtelse til hinanden med enslydende ord og regler, dels mangler der, at homoseksuelle opnår ligestilling på de områder, hvor homoseksuelle par endnu ikke har de samme rettigheder som heteroseksuelle.

I de senere år har flere europæiske lande, herunder Norge, Sverige, Holland, Belgien og Spanien, gennemført ligestilling af homoseksuelle par med heteroseksuelle par. Men også uden for Europa ser man en lignende udvikling; det gælder eksempelvis Canada og sågar Sydafrika, som for kun relativt få år siden var kendetegnet af et politisk styre baseret på forskelsbehandling.

En ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, er et vigtigt politisk signal om, at forskelsbehandling af seksuelle minoriteter ikke er acceptabel. Ligebehandling er et grundelement i det danske demokrati, ligesom det fortsatte arbejde for ligestilling uanset seksualitet ligger i umiddelbar forlængelse af grundlæggende danske og europæiske værdier om ligeværd og frihed. SF støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører – som allerede er her – hr. Tom Behnke.

Tak for det. Jeg er i øvrigt stand-in for vores sædvanlige ordfører på området, fru Vivi Kier, som desværre ikke kan være til stede på nuværende tidspunkt. Det var vi nok nogle flere der ville ønske at vi heller ikke kunne, men sådan er det jo. Debatten kører, og klokken er blevet mange, og derfor skal jeg bare nøjes med kort at ridse op her, hvordan den konservative position i forhold til beslutningsforslaget er.

Forslaget falder jo på en måde i tre elementer. Hvad angår den kirkelige vielse, så siger vi nej til det. Der er ikke udtrykt noget ønske om det, og vi føler fra konservativ ikke behov for at fremføre det pågældende synspunkt, endsige at indføre den pågældende ordning.

Med hensyn til at ophæve tilknytningskravet synes vi, det kan være problematisk, for det vil jo lukke op for, at udenlandske par af samme køn vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark, vel vidende for dem selv, at det ikke har nogen juridisk betydning i deres hjemland, og det betyder, at man kan komme i den situation, at de i virkeligheden kan tage tilbage til det land, de nu kom fra, hvor det ikke er tilladt, og så indgå andre former for ægteskab der, og dermed opstår risikoen for bigami. Men i det hele taget er princippet om, at man begynder at skabe nogle konstellationer, som juridisk ikke er holdbare, og at de pågældende mennesker alene tager til Danmark for at omgå deres eget lands love og regler, ikke noget, vi vil medvirke til.

Det tredje element handler om adoption, og lige præcis spørgsmålet om adoption har der jo været et utal af diskussioner og debatter om her i Folketinget, og det, der gør sig gældende med hensyn til det punkt i beslutningsforslaget lige nu, er, at der jo er et forslag på vej fra regeringen, som netop tager hånd om den problemstilling.

Men alt i alt kan vi fra konservativ side ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til den konservative ordfører. Og så er det den radikale ordfører, fru Lone Dybkjær.

Nu er talelysten ved at falde, og jeg skal nok lade være med at sige noget til hr. Tom Behnke, så vi i det mindste ikke forlænger debatten med det. Men jeg vil gerne sige, at hr. Simon Emil Ammitzbøll jo har taget det her forslag frem fra det radikale lager, og det skal være ham inderlig velundt, det, jeg bare gerne havde villet, var, at han havde taget et senere forslag fra det radikale lager frem. For under førstebehandlingen af det forslag, opdagede vi jo, at der var nogle problemer, som jeg nemlig tror var det med, at ingen af os ville tvinge nogen præster til at vie homoseksuelle, men vi ville give dem frihed til at vie homoseksuelle, og det fremgår ikke af det her beslutningsforslag. Så når justitsministeren siger, at det plus det, der hed – nu skal jeg lige se, for det var så det seneste forslag – L 67, er samme suppe, vil jeg sige, at det er det ikke. Derfor har – nu skal jeg jo passe på med ikke at sige dine embedsmænd – justitsministerens embedsmænd i hvert fald ikke læst forslaget ordentligt, hvis det var det, som justitsministeren har fået fra dem, og som vi hørte ham læse op af, for i lovforslaget er det jo netop anderledes, da vi laver en ændring, således at det er frivilligt for præsterne, om de vil vie de homoseksuelle eller ej, men de får mulighed for at gøre det, sådan at vi fjerner det eksisterende påbud, men ikke laver et nyt påbud. Og det synes vi er meget væsentligt.

Så har jeg tidligere i dag fremhævet debatten fra 1921 og det slagsmål, der dengang var om kvindelige præster, og man kan jo somme tider, når man hører visse debatindlæg i dag, føle, at man ikke er kommet ret meget længere. Men i 1941 blev det i det mindste vedtaget. Det, at en menighed – ikke hele kirken, men en menighed – henvendte sig og sagde, at de gerne ville ansætte en kvindelig præst, mente Folketinget dengang man ikke kunne sidde overhørig, og derfor blev det gennemført. Det er derfor, jeg i denne sene aftenstund så opfordrer nogen, hvis der skulle være nogle enkelte seere eller lyttere eller andre, der følger med, til at gøre det, jeg siger. Kan der ikke komme bare en menighed, der skriver ind og siger: Vi vil gerne have tilladelse til at vie homoseksuelle? Så må Folketinget tage stilling til, hvad de så vil gøre ved det. Jeg håber selvfølgelig, at de vil gøre det samme, som de gjorde i 1941, da de vedtog, at kvindelige præster kunne ansættes: det var ikke en tvang, at man skulle ansætte kvindelige præster, men man kunne ansætte kvindelige præster. Og på tilsvarende måde håber jeg at man her vil sige, at det ikke er en tvang at skulle vie homoseksuelle, men at man kan vie homoseksuelle.

Nå, men vi har så senere genfremsat vores forslag, med henvisning til at vi har haft det en gang, sådan at vi kan få debatten igen, og jeg forstår også, at andre fra oppositionen vil fremsætte deres forslag om andre trossamfund og den slags, og så kan vi jo køre videre. I mellemtiden kan vi jo så se, om vi ikke kunne få ikke bare et, men måske et hav af menighedsråd, til at skrive ind til os og sige: Vi vil gerne have lov til, at vores præster kan vie homoseksuelle – for vi tror sådan set også på, at det er en del af ligestillingen, og den synes vi også skal være de homoseksuelle forundt. Jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, at netop dem fra kirken siger, at det synes de ikke de skal have lov til; jeg synes netop, at de skal have lov til det, for også mennesker, der er homoseksuelle, kan have en stærk tro og derfor et stærkt behov for at føle sig ligestillet med andre mennesker i forhold til kirken.

Hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Ja, det, jeg nu siger, gælder jo ikke bare fru Lone Dybkjær, men jo også flere andre, der har haft ordet her i dag. Jeg er egentlig lidt forbløffet over fru Lone Dybkjærs enorme tillid til præster, også selv om præsterne siger noget vidt forskelligt. Hvordan kan det være, at fru Lone Dybkjær synes, at det skal bero på den enkelte præsts fuldstændig frie valg? Er det trods alt ikke i Folketinget, at ægteskabslovgivningen vedtages? Det er, som om fru Lone Dybkjær synes, at vi her i Folketinget skal sige: Gør, hvad I vil, det kan såmænd være lige meget. Og så er det op til den enkelte subjektivt at vurdere, hvad han eller hun vil. Er det ikke en urimelig tillid til præster, at de så at sige skal overtage det arbejde, der burde ligge i Folketinget?

Ordføreren.

Det er jo altså interessant. Det er jo ikke, fordi det undrer mig, hvordan Dansk Folkeparti kan vende og fordreje alting. Altså, i dag er det sådan, at man ikke kan få lov at vie homoseksuelle. Det er sådan, det er i dag. Så vil vi lave en ægteskabslovgivning, der siger, at hvis man har lyst til det, kan man gøre det, og hvis ikke man har lyst til det, så skal man ikke gøre det, for vi vil ikke tvinge præsterne til noget. Sådan som jeg ved, det er i dag, er det også sådan, at præster kan lade være at vie fraskilte. Det mener jeg, men det kan hr. Jesper Langballe, der kender meget mere til det end jeg gør, be- eller afkræfte. Sådan har vi skabt en vis rummelighed inden for folkekirken. Der er nogle præster, jeg har stor tillid til, og jeg kan hilse og sige, at der også er nogle, jeg har ret lille tillid til.

Hr. Jesper Langballe.

Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad fru Lone Dybkjær siger, at der gælder en vis samvittighedsfrihed for præster, og det er sikkert meget fornuftigt. En præst skal kunne sige nej til at vie fraskilte, hvis det er hans overbevisning. Jeg synes ikke, den overbevisning er særlig kristelig, men det bliver hans sag. Det kan han. Men husk på, at det er en undtagelse. Man har en fuldstændig klar lovgivning om, at fraskilte selvfølgelig kan blive viet i folkekirken eller på rådhuset. Det er lovgivningen. Og så laver man nogle undtagelser, hvor præsterne kan slippe fri af denne. Men fru Lone Dybkjær vil jo fjerne alle regler og gøre det hele til undtagelser ved at sige, at de egentlig selv må om det. Vi forbyder nu, at man gør det. Det er jo, fordi vi har et bestemt syn på, hvad ægteskabet er. Men fru Lone Dybkjær vil bare slippe det hele løs.

Ordføreren.

Ja, det kan jeg godt gøre i en masse sammenhænge, men nu ikke i den her. Altså i det lovforslag, jeg tidligere har fremlagt – det er nøjagtig det samme, som jeg vil fremlægge igen, jeg troede, hr. Jesper Langballe måske kunne huske den debat, vi havde dengang, men skidt med det – står der, at det er tilladt, kan man sige, at det på linje med fraskilte er sådan, at man kan få en kirkelig vielse, men at den enkelte præst kan sige nej. Det er altså samme undtagelse.

Så derfor er det ikke en stor forvirring, det er bare sådan, at jeg siger, at jeg ikke vil tvinge en præst til at vie homoseksuelle, hvis det er imod hans eller hendes samvittighed. Det er den samme undtagelse som ved skilsmisser, nøjagtig.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

For så vidt illustrerer hele den her debat jo den dybt ulykkelige situation, vi er bragt i på grund af den totale sammenblanding mellem stat og kirke, som vi har i Danmark. Det er jo f.eks. det, der får den konsekvens, at jeg, når jeg, primært af arvelovgivningsmæssige årsager, indgår et ægteskab forrettet på det det lokale rådhus, så bliver indskrevet i hele hr. Jesper Langballe og hr. Søren Krarups kristelighed og i hele deres begreb omkring ægteskabet. Jeg ville jo foretrække, at jeg havde mulighed for at få mit partnerskab med min kone registreret, og at vi så efterfølgende kunne tage stilling til, om vi havde brug for den ene eller den anden religions velsignelse/den ene eller den anden religions særlige hellige betegnelse for vores forhold. Det ville være at skabe ligeværdige vilkår. Så når vi støtter det her beslutningsforslag, er det sådan set ikke ud fra en opfattelse af, at det er den konsekvente løsning på de problemer, man står over for, men at det dog er et forsøg på at etablere ligestilling.

Det er klart, at jeg sådan set mener, at hr. Jesper Langballe og hr. Søren Krarup har ret i, at man ved at sige, at der kan indgås ægteskab også af to mennesker af samme køn, og ved at man accepterer, at der er personer, der som jeg i virkeligheden indgår et ægteskab udelukkende af arvemæssige grunde, jo selvfølgelig så er med til at udtynde og udhule det religiøse ægteskabsbegreb. Men det er jo den pris, man må betale, når man insisterer på at have en kirke, som i stor udstrækning finansieres af staten, og hvis virksomhed reguleres af staten. Så mit hovedsynspunkt her er altså, at det selvfølgelig bør være sådan, at man har mulighed for at blive gift/indgå registreret partnerskab, uanset om man tilhører det samme køn, man tilhører hvert sit køn eller man er almindeligt kønsforvirret; det burde der ikke være nogen indgreb i. Jeg anerkender, at der stadig væk kan være en række i og for sig saglige argumenter for at sige, at den slags partnerskaber kun kan indgås mellem to personer, men det er jo altså set fra mit synspunkt ikke noget særlig godt argument, at det er fundamentet for hr. Langballes og hr. Krarups religion, at det forholder sig på den måde. Pointen er altså, at vi støtter, at der bliver etableret ligestilling.

Så er der en diskussion om, om man skal kunne tvinge kirken eller tvinge præster til at gennemføre de her vielser af mennesker, som har det samme køn, og som ønsker at blive gift. Nej, det synes jeg ikke, selv om jeg jo et eller andet sted må indrømme, at man, hvis man vil være embedsmand i den danske stat, vel så også må udføre de beslutninger, som den stat træffer. Og hvis den stat træffer den beslutning, at man skal kunne blive gift i folkekirken, uanset om man har det samme køn eller ej, er det vel en ret, den borger har. Men på den anden side er der jo en vis tradition for en liberal tilgang til kirken – man accepterer mandlige præster, som ikke ønsker at give kvindelige præster hånden; man accepterer præster, som ikke ønsker at vie folk, der har været gift tidligere; man accepterer jo alle mulige underlige synspunkter, når præster giver udtryk for dem – og indimellem kunne man selvfølgelig ønske sig, at det frisind også ville brede sig til at omfatte andre mennesker, som er ansat i den offentlige sektor, og at de også havde lov til at udfolde sig lidt mere frit, men det frisind er ikke til stede. Så min pointe er, at jeg nok også vil støtte dem, der siger, at nu skal vi ikke tvinge præsterne til noget, det er jo følsomme mennesker. Men jeg vil bare sige, at den rigtige frihed, den totale frihed, for et religiøst samfund jo består i at gøre sig uafhængig af staten, og at det, vi måske skulle beslutte os til, var, at staten registrerede partnerskaber, og at kirkerne og de religiøse samfund så kunne tage sig af at etablere ægteskaber med henvisning til de bibelcitater og korancitater eller citater fra asatroen, som de nu synes er relevante.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil gerne starte med at takke for de mange tilkendegivelser, der er givet her i dag – selvfølgelig mest dem, som har været positive. Der kan man jo bemærke sig, at i hvert fald Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten bakkede op om vores forslag. Hvad er det, man siger: Gammelt venskab ruster ikke? Eller hvordan er det, det er?

Jeg forstod Socialdemokratiets indlæg sådan, at man er enig i forslaget, men ærgerlig over, at vi fremsatte det alene, men man støttede dog op om det. SF støttede op som altid, især med ordførerens kæmpe arbejde for homoseksuelles rettigheder, som der altid er god grund til at kvittere for. Det Radikale Venstres ordfører gik lidt ind i en diskussion om, hvilke gemmer det var at forslaget var fundet fra. Man kan dog sige, at det er mindre end 10 år siden, at jeg skulle overbevise den nuværende leder af Det Radikale Venstre om, at homoseksuelle også skulle have lige rettigheder med heteroseksuelle, så der er udvikling mange steder. Det kan man jo altid glæde sig over. Enhedslisten var selvfølgelig også parat med opbakning.

Justitsministeren holdt også en tale, som jo egentlig lød meget flot, og som var rigtig god, og hvor jeg faktisk var glad over at høre om alle de fremskridt, som er sket i Danmark for homoseksuelles rettigheder i de sidste 21 år. Senere svarede justitsministeren så også, at hans eget parti stort set ikke havde stemt for nogen af dem; det må man jo så medgive, men derfor er de blevet gennemført alligevel.

Faktisk er der jo den sjove sammenhæng i homoseksuelles rettigheder her i landet, at de som regel bliver vedtaget, mens der sidder borgerlige regeringer, der er imod. Det registrerede partnerskab kom under Schlüter, KVR-regeringen, adoption fik vi jo på vej her under Foghregeringen, og den bliver forhåbentlig endelig vedtaget her under Løkkeregeringen og nu åbenbart også med fælles forældremyndighed. Så det rykker virkelig, når der er regeringer, der er imod homoseksuelles rettigheder, så er det nemmere at få Socialdemokraterne med. Det glæder vi os over.

Danmark var, som det også har været nævnt flere gange, det første land, der indførte det registrerede partnerskab tilbage i 1989. 10 år senere i 1999 gav man ret til stedbarnsadoption, og nu her 10 år efter bliver der også ret til fremmedadoption, hvis der ikke skulle blive valg forinden; det kan jo ændre meget.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at der skal være en anerkendelse af de homoseksuelle par, og vi ønsker en fuldstændig ligestilling mellem de homoseksuelle par og de heteroseksuelle. Man skal huske, at den lovgivning, der er nu, jo hverken er indstiftet af Gud eller er givet af nogle naturlove. Det er mennesker, der har vedtaget, at trossamfundene ikke kan vie homoseksuelle par. Det er menneskets lov. Det er menneskets lov, der gør, at man ikke på rådhuset kan få et ægteskab, hvis man er et homoseksuelt par. Det er menneskets lov, der gør, at den enkelte præst i den danske folkekirke ikke selv kan vælge, om han eller hun vil vie et homoseksuelt par.

Tilbage i 1989 var vi jo det her fantastiske foregangsland, der var meget foran. Siden da er vi blevet overhalet totalt udenom og indenom og ovenover og nedenunder af en række andre lande. Sverige har ægteskab for homoseksuelle, Norge har, Holland har, Belgien har, ja, selv et katolsk land som Spanien har, og nu er de sågar også ved at vedtage det i et andet katolsk land, nemlig Portugal. Det er netop blev vedtaget, at i Mexico City kan homoseksuelle også indgå ægteskab, og for nylig meddelte Luxembourgs katolske kristendemokratiske justitsminister, at man regner med at gennemføre ægteskab for homoseksuelle inden sommerferien, så der er skred i tingene, og det er godt at se, og vi håber, at vi kan få Danmark med op i front igen.

Så har der været talt om, at der var sådan en historisk begrundelse for, at man ikke skulle ændre det: Det har altid været sådan, og det er det, der er meningen. Men ægteskabet har faktisk ikke været så uforanderligt, som det umiddelbart er fremgået af debatten. Jeg synes egentlig, at hr. Jesper Langballe gjorde ret i at lade være med at tage kærligheden for meget ind i sin argumentation for ægteskabet, for sandheden er jo, at man ikke skal langt tilbage – ej heller i dette land – før ægteskabet dybest set var nogle alliancer mellem forskellige familier, der ofte blev arrangeret af forældrene. Det var det, man i dag ville kalde arrangerede ægteskaber, og som de fleste af os vil være imod. Det er også sket her i landet. Hvis vi taler præster, var det jo også tit sådan, at man skulle gifte sig med præstens enke for at kunne få jobbet som præst bagefter, så også der var der visse praktikaliteter, som måske var mere interessante end lige netop kærligheden.

Men kærligheden er det, som er i fokus i dag, og ligesom der også kan være forandringer på det område, om det er det arrangerede eller det kærlighedsmæssige, der skal være i fokus, kan der selvfølgelig også være forskel på, hvordan et ægteskab skal være i forhold til den kønsmæssige sammensætning.

Så kan man diskutere, hvad et ægteskab er, altså, hvis man slår op forskellige steder, kan man jo se, at der også var ægteskaber før kristendommen. Altså, det har jo ikke noget med den danske folkekirke at gøre. Den nuværende danske folkekirke er vel skabt efter Reformationen i 1536, og det er i hvert tilfælde ikke der, ægteskabet opstod, så der er masser af ting, der er ændret. Og i øvrigt er der ret mange ting, der er ændret siden 1536, og da heldigvis for det.

Så er der hele diskussionen om, at folkekirken selv skal komme med et ønske eller de andre trossamfund selv skal komme med et ønske. Jeg tror, jeg har sagt både til den nuværende justitsminister, den forrige justitsminister, den nuværende statsminister og den forrige statsminister, at der faktisk findes trossamfund i Danmark, der ønsker at foretage vielser af homoseksuelle. Jeg tror, at nu kommer tiden, hvor jeg skal opfordre dem til at sende breve til justitsministeren, for så kan man i hvert fald ikke påstå, at man ikke har fået en henvendelse eller et ønske.

Så er der det andet, det her med, at der skal komme et samlet ønske fra folkekirken. Jeg tror, at når man har hørt danske præster f.eks. blande sig i den offentlige debat, vil det være alment kendt, at der er meget, meget lang tid til, at den danske folkekirke nogen sinde kommer med et samlet ønske. Jeg tror ikke, at det kommer til at ske. Det er jo heller ikke det, der er sket, når man andre gange har prøvet at rykke folkekirken, f.eks. i forhold til kvindelige præster, som også fru Lone Dybkjær var inde på.

Til sidst vil jeg lige tage fat i noget, som hr. Jesper Langballe sagde, nemlig at ordføreren ikke fattede det anerkendelsebehov, som de homoseksuelle har, som det blev sagt i et af svarene, eller også var det i talen, det kan jeg ikke huske. Det er også underordnet. Det blev sagt. Jeg tror, man skal forstå det anerkendelsesbehov, som der bliver talt om, og jo netop også hvis man har sans for historien, som hr. Jesper Langballe selv gør meget ud af at han har, på baggrund af at der jo har været en utrolig stor mangel på anerkendelse. Det er langt bedre i dag, og jeg mener, at for langt, langt størstedelens vedkommende har vi en fuldstændig anerkendelse af homoseksuelle i dag.

Men hvad er det så, der gør, at man ikke kan give den sidste anerkendelse? Er det, fordi man er bange for folkekirken? Det er jo den, man hele tiden taler om. Ville man så være parat til at lægge ud med, at der kunne indgås ægteskaber på rådhuset for homoseksuelle, uden at vi gjorde noget fra trossamfundenes side? Ville det være noget, man var parat til? Så kunne man jo starte der.

Jeg håber i hvert fald, at det her ender med, at vi inden sommerferien får vedtaget det her beslutningsforslag, så vi i næste folketingssamling kan vedtage et lovforslag, der gør, at homoseksuelle kan blive viet både på rådhuset og i virkeligheden også af de præster, som har lyst til det. Jeg får heldigvis rigtig mange henvendelser fra danske folkekirkepræster, der håber, at det her forslag bliver vedtaget, så vi fremadrettet også kan være i front i forhold til den ligestilling af heteroseksuelle og homoseksuelle, i øvrigt den anerkendelse og ligestilling, som vi jo ved hver eneste lejlighed skal høre at netop Dansk Folkeparti stikker nytilkomne udlændinge til landet i næsen at de skal gå i front med, før de kan blive anerkendt som en del af vores fællesskab. Det kunne da være, at man skulle stille de samme krav til sig selv, som man stiller til andre, men det ville jo selvfølgelig være en total nyskabelse på det her område.

Men jeg håber som sagt, at vi, ud over det store mindretal, der allerede har sagt ja til forslaget, som ved andre lejligheder vil fiske et par løsgængere, et par Venstrefolk og måske en enkelt konservativ. Tak.

Hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Jeg vil indskrænke mig til at svare på de ting, som hr. Simon Emil Ammitzbøll kom ind på vedrørende den principielle debat. Hvad angår kærlighed, er jeg fuldstændig enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll i, at det absolut er at foretrække, at et ægteskab er indgået på grund af kærlighed og ikke på grund af et eller andet slægtsarrangement. Men det betyder ikke, at ethvert kærlighedsforhold er et ægteskab. Det kunne jo også være et kærlighedsforhold, der var i konflikt med ægteskabet. Uanset hvor uenige vi er om, hvordan vi definerer ægteskabet, så vil jeg spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll, om vi ikke godt kan blive enige om, at en erotomani, hvor man flagrer fra den ene til den anden af kærlighed eller forelskelse hver gang, i hvert fald ikke er i overensstemmelse med ægteskabets idé.

Det der om anerkendelse venter jeg med.

Ordføreren.

Jeg må jo sige, at det står folk frit for, også inden for folkekirkens rammer, så vidt jeg har forstået, at gifte sig nærmest det antal gange, de selv har lyst til, så det er jo også muligt at give sin kærlighed inden for diverse ægteskaber, hvis man har lyst til det. Hvordan folk ellers lever deres liv, har jeg sådan set ikke rigtig nogen holdning til. Det må de gøre op med sig selv i forhold til det forhold, de har til sig selv og eventuelt til deres ægtefælle.

Det, det her handler om, er, at vi gerne vil skabe rammerne for, at homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle par kan indgå ægteskab og kan blive viet de samme steder som heteroseksuelle par. Mere er der sådan set ikke i det, og det danske samfund styrter jo ikke i grus, sådan som hr. Jesper Langballe har forudset ved enhver debat, hvor vi har diskuteret homoseksuelles rettigheder. Det er jo heller ikke sket de sidste 21 år, så vidt jeg er orienteret.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg synes ikke, der var så forfærdelig mange principielle vitaminer i det svar. Men så lad mig gå over til at tale om det der med anerkendelsesbehovet. Nu spørger jeg sådan fuldstændig åbent: Jeg forstår godt det der med, at det er forrige tiders mangel på anerkendelse, der presser på og skaber det der behov, men er man ikke kommet ud over det? Hvorfor kan man ikke bare hvile i sig selv og overtage sin seksualitet og i det hele taget sit liv, sådan som det nu engang er, uden at det nødvendigvis betyder, at man skal ind at ødelægge ægteskabet? Jeg gjorde jo rede for i min ordførertale, at der efter min mening vil være tale om ødelæggelse af ægteskabet, hvis man gennembryder den faste, entydige ægteskabsdefinition, der har været gældende i de sidste 500 år.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at svaret skal matche spørgsmålet, hvis jeg nu skal svare på det første først.

Derefter vil jeg sige, at angsten for, at ægteskabet skulle blive ødelagt af det her, er mig fuldstændig fremmed. Sandheden er jo den, at jeg som liberal selvfølgelig vil give folk den frihed, at de selv kan vælge, men selvfølgelig ikke på en sådan måde, at de skader andre. Men der er da ingen som helst, der bliver skadet af, at to mænd eller to kvinder skulle indgå et ægteskab. Det tager da ikke friheden fra nogen andre, det tager da ikke ægteskabet fra nogen andre.

Det er da et utrolig sørgeligt ægteskab, man skal lede efter, hvis det skulle blive påvirket af, hvem der i øvrigt måtte indgå et ægteskab. Altså, når man ser på alle de ægteskaber, der i øvrigt bliver indgået, så kan man sagtens finde nogle, der kunne få folk til at blive triste nok til mode, til at det i sig selv kunne give anledning til sørgmodighed. Men sådan er det jo ikke. Det ene ægteskab påvirker ikke det andet, vil jeg sige til hr. Langballe.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.