Efter beslutningsforslaget pålægges regeringen at sikre, at politiet indskærpes pligten til at undersøge motivet i forbindelse med potentielle hadforbrydelser.
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det naturligvis er fuldstændig uacceptabelt, at mennesker bliver udsat for chikane og det, der er værre, på grund af f.eks.
deres seksuelle orientering eller religion.
Det er da også et helt grundlæggende princip i det danske samfund, at ingen må udsættes for forskelsbehandling på grund af etnisk tilhørsforhold, tro, politisk overbevisning eller seksuel orientering.
Derfor tror jeg også, at vi alle sammen i bund og grund kan være enige i intentionerne bag beslutningsforslaget.
Men når det er sagt, vil jeg gerne her indledningsvis slå fast, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget på trods af de gode intentioner i forslaget.
Det vil jeg gerne uddybe.
Den første del af beslutningsforslaget lægger op til, at politiet indskærpes pligten til at undersøge motivet i forbindelse med potentielle hadforbrydelser.
Der tales om en landsdækkende handlingsplan for at øge politiets opmærksomhed på og kompetencer til at håndtere hadforbrydelser.
Formålet skulle være at sikre, at politiet indsamler den fornødne dokumentation til, at straffen i en given straffesag kan skærpes med henvisning til straffelovens § 81, nr.
6, som opregner en række forhold, der i almindelighed skal indgå i skærpende retning ved straffens fastsættelse.
Efter min opfattelse er der imidlertid ikke på nuværende tidspunkt behov for yderligere tiltag til at sikre politiets opmærksomhed på hadforbrydelser.
Regeringen har således allerede iværksat flere tiltag for at styrke politiets indsats over for hadforbrydelser, hvilket jeg bl.a.
havde lejlighed til at redegøre for i december under min mundtlige besvarelse af spørgsmål nr.
S 488.
Politiets nye sagsbehandlingssystem får således et særligt felt til registrering af mulige hadforbrydelser.
Det skal være med til at sikre, at hver enkelt sagsbehandler hos politiet og anklagemyndigheden husker at overveje, om gerningen har et særligt motiv og eventuelt udgør en hadforbrydelse.
Herudover kan jeg nævne, at Københavns Politi sidste januar udsendte en informationsfolder og en vejledning i sagsbehandling og efterforskning af sager om hadforbrydelser.
Formålet hermed er at sikre, at politiet i forbindelse med den indledende sagsbehandling husker at stille spørgsmål til offerets og eventuelle vidners opfattelse af motivet til forbrydelsen.
Jeg vil også gerne nævne, at Københavns Politi indgår i et tæt samarbejde med interesseorganisationer og andre relevante aktører på området, herunder Det Kriminalpræventive Råd, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og repræsentanter for etniske minoritetsgrupper.
Samarbejdet har til formål at styrke indsatsen over for hadforbrydelser og sikre, at flere potentielle hadforbrydelser anmeldes til politiet, og, hvad der også er centralt i denne sammenhæng, at ofrene selv er opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at politiet bliver gjort bekendt med det mulige motiv for overgrebet.
Der er således allerede stor opmærksomhed på denne type forbrydelser hos politiet.
Efter beslutningsforslaget skal der også oprettes en ny taskforce under Rigspolitiet.
Dertil vil jeg gerne sige, at det afgørende for mig at se først og fremmest er, at alle relevante medarbejdere i landets politikredse er opmærksomme på forhold, der kan tyde på, at en forbrydelse har et særlig hadrelateret motiv.
Dernæst er det også afgørende, at sådanne forhold registreres på sagen, så det indgår i den videre efterforskning.
Her tror jeg altså ikke at en særlig taskforce skulle have nogen særlig merværdi.
En central taskforce kan have værdi, når vi taler om mere komplekse former for kriminalitet som f.eks.
menneskehandel, økonomisk kriminalitet.
Men hadforbrydelser er jo ikke knyttet til sådan en speciel politifaglig ekspertise inden for et bestemt område, for flere former for kriminalitet kan være motiveret af offerets etniske oprindelse, seksuelle orientering m.v.
I mange tilfælde er der jo tale om vold eller hærværk og lignende forbrydelser, som politi og anklagemyndighed lokalt fuldt ud er i stand til at håndtere.
Det vil derfor være forkert, at man så at sige overfører ansvaret for bekæmpelse af hadforbrydelser til en særlig enhed under Rigspolitiet.
Indsatsen bør forblive forankret og integreret i politiarbejdet i de enkelte politikredse.
På den baggrund kan regeringen ikke støtte oprettelsen af en særlig taskforce under Rigspolitiet.
Jeg kan også henvise til, at der allerede centralt i politiet er fokus på hadforbrydelser – PET kortlægger således omfanget og karakteren af hadforbrydelser i Danmark i forbindelse med den årlige RACI-redegørelse, som jeg lige straks vil vende tilbage til.
Endelig vil jeg nævne, at man, i det omfang de enkelte politikredse finder anledning hertil, naturligvis lokalt kan samle ekspertisen om særlige aspekter af håndteringen af hadforbrydelser.
Et eksempel herpå er Københavns Politis oprettelse af en særlig kampagnestab i forbindelse med kampagnen »STOP hadforbrydelser«.
Forslagsstillerne opfordrer også til, at der oprettes et permanent register over både hadforbrydelser, der er ført til dom, og hadforbrydelser, der ikke er ført til dom.
Hertil vil jeg gerne sige, at regeringen naturligvis anerkender vigtigheden af, at der indsamles så meget information som muligt på området.
Samtidig er det dog vigtigt, at den egentlige politiindsats ikke overskygges af et nyt registrerings- og indberetningssystem ved siden af de ordninger, som allerede findes i dag, for hadforbrydelser registreres sådan set allerede i dag.
Jeg kan af ordninger bl.a.
nævne, at politiets indberetninger forelægges som sager om straffelovens § 266 b om racisme og sager om racediskriminationsloven.
Efter denne ordning skal alle sager af denne type forelægges Rigsadvokaten, der herefter vurderer, om der er grundlag for at rejse tiltale i den pågældende sag.
Derudover skal spørgsmål om afvisning af anmeldelser eller indstilling af efterforskning altid forelægges vedkommende statsadvokat med en indstilling om, hvorfor anmeldelsen bør afvises eller efterforskningen indstilles.
Der er således stort fokus på denne type potentielle hadforbrydelser fra anklagemyndighedens side.
Som et andet eksempel på registrering af hadforbrydelser vil jeg gerne vende tilbage til PET's RACI-redegørelse, der bygger på en ordning, hvor alle kriminelle forhold med en mulig ekstremistisk baggrund indberettes til efterretningstjenesten.
Baggrunden for udvidelsen af ordningen, som man gennemførte den 1.
januar 2009, har været et ønske om at skabe en bredere og mere samlet kortlægning af hadforbrydelser.
Formålet med udvidelsen er således netop at skabe det overblik over omfanget og karakteren af hadforbrydelser, som forslagsstillerne efterspørger.
Efter den nye ordning indhenter PET selv de relevante oplysninger direkte fra politiets sagsbehandlingssystem.
Dermed sikres en højere grad af ensartethed.
Ordningen vil endvidere give et mere dækkende og nuanceret billede af hadforbrydelser i Danmark.
Men til trods for de forskellige indberetningsordninger kan det jo meget vel være rigtigt, at der er et stort antal hadforbrydelser, som ikke anmeldes eller ikke føres til doms.
Der kan godt være et stort mørketal, når vi taler om antallet af hadforbrydelser i Danmark.
Derfor har vi jo også fra Justitsministeriets forskningspulje sidste år bevilget penge til Institut for Menneskerettigheder bl.a.
med henblik på at få belyst, hvorfor politiet så forholdsvis sjældent registrerer hadforbrydelser.
Når resultatet af den redegørelse foreligger, vil regeringen naturligvis overveje, om der er behov for at iværksætte yderligere tiltag på dette punkt.
Regeringen pålægges også at fremsætte et lovforslag, så offerets køn, alder og handicap tilføjes til straffelovens § 81, nr.
6 om forhold, som i almindelighed skal tillægges skærpet vægt ved strafudmålingen.
For så vidt angår forslaget om at tilføje køn, er det anført i bemærkningerne til forslaget, at der hermed sigtes til at medtage forbrydelser rettet mod transkønnede.
Hertil skal jeg bemærke, at straffelovens § 81, nr.
6 allerede henviser til forurettedes seksuelle orientering som en strafskærpende omstændighed.
Det skal således allerede i dag indgå i skærpende retning, at en forbrydelse er motiveret i, at offeret er transkønnet eller transseksuel.
Så der er altså ikke nogen merværdi på det her punkt i forslaget.
Straffelovens § 81, nr.
6 omfatter ikke alder og handicap, men hvis motivet for en forbrydelse har baggrund i offerets alder eller handicap, vil dette kunne tillægges betydning i medfør af straffelovens § 81, nr.
10.
Ifølge denne bestemmelse skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling, hvilket jo f.eks.
kan være høj eller lav alder eller handicap.
Straffeloven giver således allerede i dag mulighed for at lægge vægt på, at en forbrydelse er motiveret i offerets alder eller handicap.
Det er derfor regeringens opfattelse, at der ikke er behov for at tilføje yderligere henvisninger i loven som foreslået.
Forslagsstillerne ønsker herudover, at sager om hadforbrydelser skal kunne henvises til konfliktråd.
Der synes jeg, det er vigtigt at fremhæve, at allerede den 1.
januar i år gennemførte vi en permanent og landsdækkende ordning om anvendelse af konfliktråd i straffesager.
Konfliktråd kan anvendes i alle typer straffesager, hvor man kan identificere et offer, og hvor betingelserne for konfliktråd i øvrigt er opfyldt, herunder at gerningsmanden i det væsentlige har tilstået, og at begge parter ønsker at deltage i konfliktråd.
Så heller ikke på det punkt lægger beslutningsforslaget op til noget nyt.
Regeringen pålægges desuden at undersøge en model for styrkelse af rådgivning og vejledning af personer, som udsættes for hadforbrydelser.
Det er bestemt vigtigt, at der er mulighed for tilstrækkelig rådgivning og vejledning.
I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve, at regeringen meget snart forventer at kunne fremlægge en ny og opdateret handlingsplan om ligebehandling og respekt for den enkelte.
Handlingsplanen vil bl.a.
omfatte initiativer, der har særligt fokus på at styrke mulige ofres kendskab til deres rettigheder og klagemuligheder.
Som et sidste element i beslutningsforslaget skal der udarbejdes materiale til, at man i folkeskolen kan diskutere opfattelser af køn, seksualitet og etnicitet ud fra et diskriminations- og ligestillingsperspektiv.
Jeg vil gerne slå fast, at oplysning, information og diskussion uden tvivl er et af de mest effektive midler til at opnå større tolerance og bekæmpe diskrimination og fordomme i vores samfund.
Jo tidligere, vi sætter ind med den indsats, desto bedre.
Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Undervisningsministeriet allerede i 2006 udgav undervisningsmaterialet »Undervisning i demokrati« til grundskoler og ungdomsuddannelser.
Materialet behandler emner som grundlæggende demokratiske værdier og ekstremisme og anvendes i dag af både grundskoler og på ungdomsuddannelser.
Undervisningsministeriet udgav endvidere i oktober 2009 undervisningsmaterialet »Udsigt til indsigt« om køn, etnicitet og ligestilling, der fokuserer på børns roller og forståelse i forhold til køn, etnicitet og ligestilling.
Dette materiale henvender sig til elever og lærere på 4.-6.
klassetrin og er lagt ud til fri afbenyttelse på Danmarks undervisningsportal.
Den indsats, forslagsstillerne efterspørger, er således efter min opfattelse allerede i fuld gang.
Hvis jeg her skal samle op på min besvarelse og mine bemærkninger, vil jeg sige, at regeringen bestemt tager bekæmpelse af hadforbrydelser meget, meget alvorligt.
Bare inden for det sidste år er både politiets registreringer og PET's indberetningsordning blevet forbedret og udvidet, og samtidig har politiet iværksat initiativer om oplysning og samarbejde både internt og eksternt.
Efter regeringens opfattelse kan politiets indsats imidlertid ikke stå alene.
Bekæmpelse af hadforbrydelser er en opgave, der kræver hele samfundets deltagelse.
Bl.a.
for at sikre dette fremlægger regeringen inden for kort tid en omfattende handlingsplan med fokus på ligebehandling.
Regeringen har endvidere afsat midler til forskning i registrering af hadforbrydelser.
Regeringen har således allerede ydet og vil fortsætte med at yde en prioriteret indsats for at bekæmpe hadforbrydelser i Danmark.
Jeg synes, at SF med det her beslutningsforslag har sat et vigtigt emne på dagsordenen, men som det er fremgået, gør regeringen allerede en meget betydelig indsats på området.
Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget af de grunde, som jeg har nævnt.