Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 5:

Forslag til folketingsbeslutning om en national handlingsplan om demens.

Af Tina Petersen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.10.2009).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og socialministeren.

Dansk Folkeparti har fremsat et forslag om, at der skal nedsættes en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal udarbejde en national handlingsplan om demens. Regeringen bakker op om forslaget om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en handlingsplan. Spørgsmålet om det indgår netop i de igangværende finanslovforhandlinger. Dette arbejde skal tage afsæt i den positive udvikling, der er sat i gang med de mange initiativer på demensområdet, som er sket her i regeringens tid. For der er sket et markant løft på området, og det vil jeg gerne uddybe.

Men først vil jeg sige lidt om, hvad det er for udfordringer, som ældreområdet står over for. Fremtiden for ældresektoren byder først og fremmest på én grundlæggende udfordring, nemlig befolkningsudviklingen. Det er ikke et uløseligt problem, men der skal altså handles i tide og handles rigtigt.

Vores positive udfordring er altså, at der bliver flere og flere ældre. Det skyldes bl.a. store årgange i midten af forrige århundrede, og det skyldes det glædelige faktum, at vores gennemsnitlige levealder er stigende. Samtidig med at vi får flere ældre medborgere, bliver de ældre også ældre, om jeg så må sige. Det er især gruppen af borgere over de 80 år, som bliver større. Desværre tyder vores erfaring på, at flere af de ældste medborgere også betyder flere demente. Og demens er jo en sygdom, der har store konsekvenser – både for den demente selv og i høj grad også for dennes pårørende.

Mennesker med svær demens kan være svære at håndtere for deres omgivelser. Nogle demente bliver konfuse, forvirrede og indesluttede. Andre bliver udadreagerende og endda truende. I sådan nogle situationer kan det være nærliggende at anvende medicin til at dæmpe dem eller ligefrem fastholde eller isolere dem, men det er altså fortidens triste løsninger, som for mig at se ikke er svaret på fremtidens udfordringer.

Jeg mener, at det er væsentligt for indsatsen, at den er helhedsorienteret, og at der er fokus på både omsorg og tryghed frem for på tvang. Erfaringen viser jo, at man netop med tålmodighed, med omsorg og med en professionel socialpædagogisk indsats når rigtig langt i forhold til gruppen af demente. Jeg vil i den forbindelse i øvrigt gerne benytte anledningen til at anerkende det store arbejde, som mange pårørende til demente borgere yder. Det er absolut ikke let at skulle håndtere, at ens nære bliver dement.

Men nu kommer jeg til løsningerne og til det markante løft af hele ældreområdet, som vi har oplevet her i regeringens tid. Udfordringerne med, at der bliver flere ældre og også flere demente med et betydeligt plejebehov, er bl.a. baggrunden for, at regeringen har fremlagt en kvalitetsreform. Og det er også baggrunden for, at regeringen har indgået en omfattende aftale med partierne bag finansloven for 2010 om regelforenkling på bl.a. ældreområdet.

Målet er, at kommunerne får mere frihed til at skabe de bedste løsninger for borgerne, og at der frigives tid i plejesektoren til den direkte kontakt med eksempelvis de svageste ældre, fordi der ganske enkelt kan anvendes mindre tid på administration. Regeringen har som en del af kvalitetsreformen afsat midler til investeringer i velfærdsteknologi, som skal lette arbejdet i ældresektoren og frigive tid til den direkte omsorg for de svageste ældre. Og potentialet er stort. Derfor har regeringen med kvalitetsreformen afsat hele 3 mia. kr. over en årrække til netop at støtte sådanne projekter med velfærdsteknologi.

Endelig og bestemt ikke uvæsentligt har ældreområdet fået et gevaldig økonomisk løft i regeringens tid. Siden regeringen tiltrådte og i samarbejde med Dansk Folkeparti, er ældreområdet løbende blevet tilført flere midler. Kommunerne har fra 2002 og fremefter årligt fået et særtilskud på 500 mio. kr. til et generelt løft af ældreplejen. Og fra 2006 er der lagt yderligere 500 mio. kr. årligt oveni til en styrkelse af kvaliteten i ældreplejen. Med finanslovaftalen for 2010, som netop er indgået med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, afsættes der så yderligere 300 mio. kr. målrettet ældreområdet.

Sådan kunne jeg blive ved her, men foruden det generelle økonomiske løft af ældreområdet har en samlet række målrettede initiativer de seneste år også givet et markant kvalitetsløft specifikt på demensområdet. Siden 2003 har regeringen sammen med Dansk Folkeparti afsat ca. 140 mio. kr. til demensområdet, altså målrettede midler, som understøtter det generelle løft på ældreområdet. Midlerne er bl.a. anvendt til initiativer, som handler om efteruddannelse af plejepersonale, om nedbringelse af magtanvendelse gennem socialpædagogiske metoder, om forbedring af boligindretning, udvikling af dag- og aflastningstilbud for demente og pårørende og en sammenhængende indsats mellem social- og sundhedsområdet. En stor del af den her indsats er sundhedsrelateret.

Herudover skal sundhedsaftalerne også nævnes. De skal sikre sammenhæng i patientforløbet på tværs af region og kommune. De første erfaringer med sundhedsaftalerne er positive, og det forventes, at den næste generation af sundhedsaftaler, der skal indgås af de nye kommunale råd og regionsråd, i endnu højere grad vil styrke samarbejdet mellem aktørerne, dvs. sygehusvæsenet, de praktiserende læger og kommunerne. Det vil også komme patienter med en demenssygdom til gavn. Resultatet af de samlede initiativer er og bliver fremadrettet forankret i den kommunale praksis, dels i kraft af den metodeudvikling, der har fundet sted, dels i kraft af den øgede viden, som er blevet udbredt i kommunerne. Det kan mærkes.

Jeg vil også gerne lige nævne boliger til demente. Det er kommunernes opgave at tilvejebringe det nødvendige antal plejeboliger til svage ældre. Boligerne skal med hensyn til udstyr og udformning være indrettet, så de opfylder det behov, de svage ældre har for pleje og omsorg. I den forbindelse vil jeg gerne påpege, at langt de fleste af landets moderne almene plejeboliger med den rette indretning er i stand til at opfylde de behov, som personer med demens har. Det er min opfattelse, at de rammer, kommunerne i dag har for at opføre plejeboliger, langt hen ad vejen muliggør, at de kan imødekomme det lokale behov for plejeboliger. Det gælder altså også boliger, som er egnet for demente.

Jeg vil afslutningsvis fremhæve, at regeringen i denne folketingssamling vil fremsætte forslag til ændringer af reglerne om magtanvendelse i serviceloven. I den forbindelse bliver der set på mulighederne for at lempe reglerne om, hvordan man kan udstyre demente med et GPS-system eller lignende, altså systemer, som kan opspore den demente, hvis det er gået så galt, at han eller hun er faret vild.

Baggrunden for det her forslag er jo altså, at der desværre med jævne mellemrum er sager fremme i offentligheden om demente, som farer vild, og som ikke kan finde hjem, og desværre også indimellem med aldeles tragisk udgang. Der mener jeg altså ikke, vi skal være sene til at se eller udnytte, at teknologien altså her kan være medvirkende til at skabe større tryghed og i det hele taget til at forebygge, at de her forfærdelige sager opstår.

Med alt det her vil jeg gerne sige, at det på ingen måde er en overraskelse for regeringen, at der bliver flere ældre i fremtiden og dermed sandsynligvis også flere demente. Med alle disse tiltag, jeg har beskrevet og det kvalitetsløft på ældreområdet, som regeringen har sikret, er det min klare overbevisning, at kommunerne har fået nogle stærke rammer til at løfte opgaven.

Men den gode udvikling skal fortsætte, og den skal understøttes, og regeringen støtter derfor forslagets sigte, nemlig at der skal udarbejdes en handlingsplan for den fremadrettede indsats på demensområdet. Jeg glæder mig meget til at se resultatet af det arbejde.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Lise von Seelen.

Det er fuldstændig rigtigt, hvad ministeren siger, at der bliver flere ældre, og at de flere ældre også lever længere, så derfor bliver der også flere mennesker, der kommer til at lide af demens. Ministeren siger i sin indledning og hæfter sig mange gange ved, at det er en sygdom, vi taler om. Det glæder mig, at vi jo så er enige om, at det er en sygdom i hjernen, og at det er meget afgørende, at den rigtige diagnosticering finder sted, for at man kan finde den rigtige behandling til den enkelte person.

Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, om ministeren ikke undrer sig over, at det ikke er sundhedsministeren, der står på talerstolen. For at vi kan nå det rigtige resultat, er det vigtigt, at sådan et område er forankret det rigtige sted, og når demens har en udbredelse, der gør, at vi godt kan kalde den for en folkesygdom, hvordan kan det så være, at det ikke er sundhedsministeren, sagen er blevet oversendt til?

Så er det ministeren.

[Lydudfald] … lige så vel som jeg kunne stå og tale for det her område. For det, der er meget væsentligt, er, at vi netop, som jeg også sagde i min tale, sikrer helheden i indsatsen, at vi sikrer, at der tages udgangspunkt i den pågældende borger, som dels kan være påvirket af sin sygdom, dels af alt det omkringliggende, herunder lige præcis den socialpædagogiske indsats i forhold til rammerne for det liv, den pågældende demensramte lever, og i høj grad også, hvad de pårørende til den demente har af muligheder. Så jeg synes sådan set, at det er meget, meget vigtigt, at vi holder fast i, at det er en helhedsorienteret indsats, og dermed er det jo altså både sundhedsministeren og socialministeren, der skal tage et ansvar her.

Så er det fru Lise von Seelen for en sidste kort bemærkning.

Jeg er helt med på, at hvis det her skal lykkes, er der flere parter, der skal være aktive i sagen. Jeg vil godt holde fast i, at det er rigtig afgørende, at man lægger sagen det rigtige sted i udgangspunktet, og når ministeren siger, at det lige så godt kunne være hos sundhedsministeren, så mener jeg faktisk ikke, at jeg har udtrykt mig godt nok. Jeg mener, at det her er et spørgsmål om en hjernelidelse, og det er meget, meget vigtigt, at vi bliver klogere på den hjernelidelse, og derfor er det også vigtigt, at udspringet er i den lægefaglige del. Så er det rigtigt, at de har brug for både gode boliger og en social indsats. De har brug for træning og genoptræning. Enig.

Men vil ministeren ikke være med til at sikre, at vi får det her forankret rigtigt fra starten, så vi ikke kommer til at lave en fodfejl, som kommer til at plage os senere hen?

Så er det ministeren.

Når der skal tages initiativer til at lave en national handlingsplan på et område, synes jeg, at det er meget, meget vigtigt, at vi husker helheden på det område. Ved at låse sig fast, som jeg måske lidt hører fru Lise von Seelen efterlyse at man skal gøre – altså låse sig fast på, at vi her isoleret set taler om en sygdom – så vil jeg mene, at vi går den forkerte vej ved blot at låse det fast som udelukkende et sygdomstilfælde. Og der er jeg da også glad for at spørgeren anerkender, at der er behov for helheden i lige præcis en fremadrettet handlingsplan om at imødekomme de udfordringer, vi jo heldigvis også enige om ligger der.

Der er yderligere tre korte bemærkninger. Først fru Lone Dybkjær.

Jeg forstår, at facit er, at vi får en national handlingsplan på det her område. Jeg håber, at ministeren har snakket med sin kollega sundhedsministeren, som i et svar til mig på spørgsmål nr. 2 i Sundhedsudvalget klart har meddelt, at regeringen ikke finder, at der er behov for en national handlingsplan for demens. Det vil altså sige, at regeringen har skiftet standpunkt på det her område. Det vil jeg bare gerne have bekræftet.

Så er det ministeren.

Jeg står her med et forslag fra Dansk Folkeparti om, at der skal nedsættes netop en tværfaglig arbejdsgruppe, som skal udarbejde en national handlingsplan. Det er altså regeringen, der bakker op om det her forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe.

Fru Lone Dybkjær for yderligere en kort bemærkning.

Regeringen har selvfølgelig lov til at have forskellige holdninger på forskellige tidspunkter. Jeg henviser bare til, at jeg har spurgt til det her, altså om regeringen ville lave en handlingsplan på det her område, fordi jeg syntes, at det var en nemmere procedure end at fremsætte et forslag til folketingsbeslutning, og der har jeg klart fået det svar, at det mener regeringen ikke der er baggrund for. Men jeg skal da ikke være ked af, at regeringen skifter holdning. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at der her altså er tale om, at en smule koordination i regeringen måske ville have været hensigtsmæssig.

Ministeren.

Jamen jeg konstaterer sådan set blot, at der nu i forbindelse med de igangværende forhandlinger om finansloven for 2010 bliver set på området og på, hvordan den fremadrettede indsats kan tage sig ud. Og det er jo lige præcis med udgangspunkt i de tidligere initiativer, for en række af de projekter, som netop er sat i gang med midler fra tidligere finanslove, er jo løbet helt frem til 2009, og derfor er det da også vigtigt, at vi fremadrettet ser på det.

Så er der kommet det her forslag, som vi sådan set bakker op om, og det er det, jeg står her og tilkendegiver på den samlede regerings vegne.

Så er der en kort bemærkning fra fru Meta Fuglsang.

Tak. Ministeren sagde, at der i denne regerings tid er sket et vældigt løft på området demens, og de eksempler, som ministeren nævner, er kvalitetsreformen og spørgsmål i forbindelse med finansloven for 2010, og det vil sige, at det er noget, som, så vidt jeg ved, faktisk slet ikke er færdigforhandlet endnu. Så det er måske nogle lidt luftige ting vedrørende demens, der bliver nævnt, synes jeg.

Jeg vil gerne bede ministeren uddybe, hvad det er for nogle løft, der er sket på demensområdet. Her tænker jeg på, at ministeren jo her omtaler ældreområdet meget, men demens er jo desværre ikke kun forbundet med ældreområdet, der er også yngre demente. Så hvad er det for nogle ting, der faktisk er sket, og hvad er ministerens visioner for at få sådan en handlingsplan? Hvad er det, ministeren ser som muligheder for det her? Umiddelbart lyder det på ministeren, som om at regeringen gør det hele rigtig godt, og at den bare kan fortsætte, men hvad er så ministerens visioner så for en handlingsplan?

Så er det ministeren.

De skibe, der allerede er sat i søen, og som jeg også lige kort berørte i min tale til at starte med, handler bl.a. om efteruddannelse af plejepersonale. Og når vi ser på målgruppen og statistikkerne i forhold til antallet af demente, er det da vigtigt, at vi også holder fast i, at man har de fagligt kvalificerede mennesker til at drage den nødvendige pleje og omsorg for de her mennesker, der bliver ramt af demens.

Så handler det om nedbringelse af magtanvendelse netop gennem socialpædagogiske metoder og i det hele taget en forbedring af boligindretningen. Det synes jeg jo heller ikke entydigt kun taler for ældre demente, hvis fru Meta Fuglsang hentyder til, at der også er en målgruppe, som er under 60 år, eller hvor det måtte være grænsen går dér.

For mig handler det om, at vi også fremadrettet fastholder en sammenhængende indsats på både social- og sundhedsområdet, altså, at vi sikrer sammenhængen i indsatsen.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Meta Fuglsang.

Jeg bliver nok nødt til så at spørge igen. Det, ministeren svarer på nu, handler jo netop om det, der hører til den sociale del, altså plejedelen og omsorgsdelen, og der er ikke i det svar, jeg nu får fra ministeren, en inddragelse af det, som udgør hele sundhedsdelen, dvs. forskning, forebyggelse, diagnosticering og arbejdet med organisering af hele det her område.

Derfor vil jeg gerne spørge igen: Hvad er ministerens visioner for det her arbejde? Det skal jo være tværfagligt, så hvad er det, vi gerne vil med det? Jeg går ud fra, at der skal mere til, end det, vi plejer at gøre, hvis vi skal lave sådan en handlingsplan.

Så er det ministeren.

Det synes jeg også jeg har svaret meget, meget klart på. Det, der er afgørende for regeringen i sådan en handlingsplan er jo netop, at vi sikrer os helheden i indsatsen. Der har jeg også helt klart i min tale redegjort for, at en stor del af indsatsen jo netop er sundhedsrelateret i forhold til diagnosticering, forskning osv.

Når man vælger at lave en national handlingsplan og nedsætter en tværministeriel arbejdsgruppe, så kommer der jo lige præcis de faglige øjne på fra alle sider, fra helheden. Så det ville jeg ikke være så bekymret over fra spørgerens side.

Så er der en kort bemærkning fra fru Tina Petersen.

Jeg vil starte med at sige tak til ministeren for hendes oplæg og hendes tale. Dernæst er det jo med en vis undren og med et lille smil på, at jeg nu kan se og konstatere, at man begynder at stille spørgsmål til det her med det tværfaglige.

Jeg er ikke medlem af Sundhedsudvalget, og med den forkærlighed, jeg lige netop har for det område her, har jeg valgt at stille forslaget til denne minister, hvad der for mig egentlig er fuldstændig ligegyldigt, for det, det drejer sig om, er at få den her nationale, meget tværfaglige handlingsplan, som berører sundhedsområdet, socialområdet, justitsområdet, uddannelsesområdet, boligområdet, alle områderne. Vi skal lære at samarbejde tværfagligt om det her. Det mener jeg. Og jeg håber da også, at socialministeren vil hjælpe, så det lykkes at få den her tværfaglige gruppe. Men det kan ministeren jo svare på.

Så er det ministeren.

Jamen det kan jeg da naturligvis svare bekræftende på. Det glæder mig også, at forslagsstilleren netop siger, at jeg i princippet også kunne have indkaldt sundhedsministeren til præcis det samme, og han ville også have sagt, at det her handler om, at der er en helhed i indsatsen, og at vi netop sikrer det tværfaglige arbejde også fremadrettet.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Der skal nok komme et par stykker yderligere under debatten, tror jeg.

Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er traditionen tro Venstres ordfører, og det er hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Dansk Folkeparti har fremsat et forslag om, at der nedsættes en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til en national handlingsplan om demens. Det er et meget fornuftigt forslag, og det støtter vi i Venstre. Jeg noterer også med tilfredshed, at spørgsmålet allerede indgår i de igangværende finanslovforhandlinger, og så er det jo i de bedste hænder.

Demens er en frygtelig sygdom. Der er allerede flere tiltag på området, og her vil jeg kort fremhæve flere penge til ældreområdet generelt, som senest også nu indgår i de igangværende finanslovforhandlinger. Kommunerne har igennem årene lavet forskellige tiltag, f.eks. i ældrecentrene. Vi drøfter også anvendelse af GPS, og der kommer også nye muligheder med velfærdsteknologi.

Derfor er det godt, at vi nu kan få nedsat en arbejdsgruppe, så vi kan få inddraget de forskellige relevante parter og aspekter. Det er f.eks. vigtigt, at både de sociale og sundhedsmæssige aspekter koordineres, og vi ser frem til et godt arbejde i arbejdsgruppen.

Venstre støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Lise von Seelen.

Tak. Jeg hæfter mig ved, at hr. Erling Bonnesen også benævner demens som en sygdom – et synspunkt, jeg jo har tilkendegivet jeg deler.

Så vil jeg gerne spørge, om hr. Erling Bonnesen ville synes, det havde været naturligt, hvis vi her på det sociale område skulle behandle f.eks. en hjerteplan. Vi ved godt, at man, hvis man har en hjertesygdom, også kan have brug for genoptræning, træning og mange andre ting, som ligger i det kommunale system. Men vi er vel enige om, at udgangspunktet for en sygdom, en lidelse, som kan være meget alvorlig, hører til der, hvor de rigtige diagnoser stilles. Så vil hr. Erling Bonnesen dele mit synspunkt: at vi skal have det her forankret rigtigt, når vi nu tager fat på det?

Så er det ordføreren.

Det, jeg forholder mig til som Venstres ordfører i sagen her, er den sag, som er på bordet. Der er fremsat et forslag om, at vi skal tage stilling til nedsættelse af en tværfaglig arbejdsgruppe; det støtter vi i Venstre, og det er sådan set holdningen.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er netop den socialdemokratiske ordfører – det er fru Lise von Seelen.

Tak. Demens er en alvorlig sygdom i hjernen, og vi har de sidste år opnået mere viden om den sygdom, og hvordan den udvikler sig. Men der er stadig væk alt for meget, vi ikke ved.

Vi ved, at der i fremtiden vil være vækst i antallet af mennesker med demens, både fordi der bliver flere ældre, og fordi de flere ældre lever længere. Derfor er det meget afgørende, at vi får lavet en national handleplan, som kan samle de forhold, som har betydning for området. Det er afgørende vigtigt, at der stilles de rigtige diagnoser, når man har en sygdom, og de rigtige diagnoser skal selvfølgelig stilles så tidligt som muligt i forløbet. Når vi taler om en sygdom i hjernen, er det naturligvis lægen, neurologen, psykiateren, som kan stille den rigtige diagnose med hensyn til demens. Det er afgørende, at diagnosen stilles rigtigt for en patient, der har demens, og det er også afgørende for mennesker, der ikke har demens, at de ikke bliver benævnt som demente.

Vi kender ikke i dag en behandling, der kan kurere demens, så tanken om at blive rask er urealistisk. Men vi ved fra nyere forskning, at tidspunktet for demens i udbrud kan udskydes, og at det er muligt at nedsætte tempoet for, hvordan sygdommen udvikler sig. Det er afgørende, at forebyggelse foregår i kommunen i form af træning, både fysisk træning og intellektuel træning, og det betyder, at ældre, der lever aktive liv, forebygger demens i udbrud. Det modsatte er også kendt stof, nemlig at ældre, der har en passiv hverdag med for få oplevelser og for få udfordringer, har en risiko for, at demens bryder ud tidligere. Vi kender også de udsagn, de ældre selv giver os, når vi spørger om det, og det er, at rigtig mange ældre ønsker en mere spændende hverdag med oplevelser og bedre og mere socialt samvær med mennesker omkring sig. Der er rigtig god plads til forbedringer her, og det vil alt sammen medvirke til at forebygge demens.

Vi ved også, at boligmiljøerne har stor betydning for, hvordan sygdommen udvikler sig. Her er der alt for lidt gang i opførelsen af byggerier, der lever op til at forebygge demens, og som lever op til kravene om at skærme mennesker, som har demens i udbrud. Boligmiljøet skal være medvirkende til at nedsætte tempoet for, hvordan sygdommen udvikler sig, og det er rigtig flovt, at ministeren ikke har større ambitioner for, hvor mange velegnede boliger der skal opføres hurtigt.

Vi ved, at den sygdomsramte, der befinder sig i et fremskredet stadium af sygdommen, har brug for meget bistand og vejledning. Vi ved også, at de familier, der har et medlem, som får demens, meget ofte bliver ramt af skamfølelse, og at de har brug for støtte og bistand.

Det, vi i dag behandler inden for det sociale område, synes vi retmæssigt burde høre ind under det område, hvor man kan lave den forskning, vi savner, det område, hvor der kan stilles de rigtige diagnoser, nemlig sundhedsområdet. Men det betyder også, at vi til en national plan naturligvis skal have integreret det sociale område, og vi skal også have integreret boligområdet. Men det er meget afgørende for, at vi ikke kommer galt af sted, at vi får det rigtigt placeret fra en start. Vi skal nemlig bruge mere forskning på det her område, og vi ved, at amerikanerne er meget langt med deres forskning, og det vil være rigtig lykkeligt, hvis vi også kunne blive ambitiøse på det her område.

Vi Socialdemokrater er optaget af en national handleplan. Vi er også optaget af, at det bliver forankret rigtigt, og jeg lagde mærke til, at ministeren her i sit svar til sidst nævnte, at det her ikke alene skulle være en tværfaglig gruppe – ministeren sagde faktisk tværministeriel. Jeg håber, at vi i udvalget kan komme frem til, at vi laver en beretning, sådan at vi får forankringen rigtig placeret, og at vi så hjælper hinanden på socialområdet og på boligområdet – hjælper med at bidrage til sundhedsområdet, så vi får det gjort rigtigt. Alle de mange mennesker med demens har fortjent, at vi får det gjort rigtigt, og det har deres familier også. Derfor kan det ikke nytte noget, at vi i forbindelse med en lidelse i hjernen alene snakker om en social indsats. Det er der heller ingen der har sagt, men ministeren var lige ved at sige, at jeg havde stirret mig blind på, at det var en sygdom. Demens er altså en sygdom, og demens skal altså diagnosticeres i den lægefaglige verden, og så skal indsatsen være stykket sammen af både det sociale og det boligmæssige. Men det er en sygdom, og det skal vi holde fast i. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Tina Petersen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge den socialdemokratiske ordfører, om jeg skal tolke den måde, vores forslag her bliver fremlagt på af Socialdemokratiet, sådan, at der ikke i forslaget står, at det skal være en tværfaglig arbejdsgruppe, som skal arbejde med at lave den her nationale handlingsplan. Når jeg hører Socialdemokratiets ordfører tale, lyder det for mig meget, som om der slet ikke er tænkt på det. Men det står faktisk ganske vel beskrevet i forslaget. Vil ordføreren give mig ret?

Så er det ordføreren.

Nu står der jo ikke så voldsomt meget i forslaget, men det er rigtigt, at der står, at det er en tværfaglig gruppe, og jeg anser det for at være en god ting, at det står der. Som jeg også har tilkendegivet her i min ordførertale, er det vigtigt, at det er tværfagligt, men jeg anser det også for meget vigtigt, at det bliver rigtigt forankret. Jeg forstår på ordføreren, som jo siger, at det her er en meget vigtig sag, at vi måske kan komme frem til, at vi skal have fremmet sagen bedst muligt, og det tror jeg at vi gør ved en forankring. Jeg hørte også ordføreren sige for lidt siden, at det er ligegyldigt, hvor det hører til. Det synes jeg faktisk ikke det er. Det er meget, meget vigtigt, når vi taler om den her type planer, at vi får taget det rigtige udgangspunkt.

Så er det fru Tina Petersen for yderligere en kort bemærkning.

Den socialdemokratiske ordfører kan jo have helt ret i, at man så skal sørge for at få den forankret rigtigt. Men set med Dansk Folkepartis øjne, er alle områder ret vigtige, lige netop når vi snakker om demens. Det handler om det sociale, pårørende, påvirkning, bolig, forskning, om, at vi får forsket endnu mere i den her frygtelige sygdom, som berører så mange mennesker og vil komme til at berøre rigtig mange mennesker – hele området er vigtigt. Og jeg ville sådan ønske, at man måske begyndte at tænke lidt, at det mere handler om at fremme formålet end at kigge på, hvilke ministerier de her ting kommer fra. Kunne det være en tanke, som Socialdemokratiet begyndte at bakke op om?

Så er det ordføreren.

Vi er i høj grad optaget af netop at fremme formålet, og derfor er det for os rigtig, rigtig afgørende, at man, når man er patient, får den rigtige diagnose, og at man får opstillet det rigtige behandlingsforløb. Derfor kan man sige, at man jo ikke kan forestille sig – det kan jeg i hvert fald ikke – at vi kunne have en hjerteplan, der tog sit udgangspunkt i det sociale område, på trods af at der også er rigtig mange spørgsmål omkring, som jeg sagde før, træning og genoptræning.

Så vi er optaget af, at vi får lavet noget, som rammer hele sygdomsforløbet ind, men som anerkender en hjernelidelse som det, det er, en svær sygdom, og hvis vi skal forske i det her område, er det altså også lægerne, neurologerne og psykiaterne, som skal hjælpe os med det, for det er dem, der kan fortælle os noget om, hvad der sker i hjernen i forhold til de indsatser, vi har. Derfor er det meget, meget afgørende, at vi får det gjort rigtigt fra starten. Men vi er glade for, at vi kan få en handleplan. Vi håber, vi kan få den forankret rigtigt.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er SF's ordfører, fru Meta Fuglsang.

Jeg vil starte med at gå lige på og sige, at vi er meget positive over for arbejdet med en forbedring af den viden, der er om demens, og at vi er meget positive over for, at der kommer et forslag om en national handlingsplan på det her område. Så lad det være sagt med det samme: Vi synes, at det er en vigtig ting.

Demens er jo en sygdom, som har meget store menneskelige omkostninger, ikke bare for dem, der rammes af sygdom, men også for de pårørende, og det er et område, hvor jeg er helt sikker på at vi kan gøre det bedre, end vi gør nu. Så derfor er det vigtigt at gøre det. Jeg vil alligevel godt knytte nogle kommentarer til forslaget i stedet for bare at stoppe her og: Ja tak.

Forslaget her nævner jo den tværfaglige arbejdsgruppe, og helt konkret mener vi i SF, at arbejdet her skal forankres i Sundhedsudvalget i stedet for i Socialudvalget. Det er en sundhedsopgave i forbindelse med en sygdom, som rammer desværre ikke bare ældre, men også yngre personer, og selv om der er en tværfaglig arbejdsgruppe, er det vigtigt, at forankringen, det vil sige, at de, der har ansvaret for at tilrettelægge arbejdsgruppens arbejde, de, der er den faglige reference, har en sundhedsfaglig indgang til det, eller i hvert fald er vant til at arbejde med sundhedsfaglige problemstillinger.

Jeg synes, det er vigtigt, at arbejdet i udvalget bliver så konstruktivt, som det kan lade sig gøre, og at det vil være muligt at tage den her snak og diskussion videre i udvalget, når vi nu skal arbejde med det og finde en løsning på det, så man får en eller en form for sundhedsfaglig forankring, hvis det ikke kan lade sig gøre at få det flyttet over til Sundhedsudvalget, hvad jeg bestemt ville mene i hvert fald var det bedste at gøre. Det, vi ved, når vi står her i Folketinget og har mulighed for at træffe beslutninger, er, at de gode viljer ikke er nok. Det er vigtigt at have en faglig forankring, det er vigtigt, at vi tilrettelægger arbejdet med beslutningsforslag og lovforslag sådan, at det bliver det bedst mulige resultat.

Det nævnes i beslutningsforslaget, at arbejdsgruppen bl.a. skal skabe overblik over, hvem der gør hvad, og samle international erfaringer. Og det er, synes jeg, et lidt tyndt oplæg. Vi ville gerne have set et mere ambitiøst oplæg til arbejdet med en national handlingsplan, når det handler om demens. Og som jeg læser forslaget, er det noget, man skal arbejde videre med i udvalget, så vi åbenbart får sat nogle flere ord på, for jeg synes, at det er et lidt tyndt grundlag: Hvad er det større mål med forslaget, altså, hvad er det, vi skal bruge den her indsamling af oplysninger til?

Det her område er jo vigtigt. Det er vigtigt, at vi får et grundlag for at arbejde med en mere langsigtet strategi for arbejdet med demens. Vi skal jo prioritere de ressourcer, der er. Både økonomiske ressourcer og arbejdsmæssige ressourcer er jo knappe, og sådan er det bestemt også på det her område, og derfor er det vigtigt, at vi får et så solidt grundlag som muligt, så vi kan arbejde videre med at prioritere de ressourcer, for vi slipper ikke for at prioritere. Dermed siger jeg også, at man skal være klar over, når arbejdet her sættes i gang, at der også skal prioriteres midler til at arbejde videre med området.

Vi skal også have et grundlag for at kunne se på den bedst mulige tilrettelæggelse af arbejdet, dvs. organiseringen af det arbejde, der skal udføres, så vi får de rigtige videnkompetencer ind og den bedst mulige koordinering af indsatsen på hele demensområdet. Der er tal, der indikerer, at det kun er en tredjedel af dem, der har demens, der faktisk diagnosticeres, og det er simpelt hen ikke godt nok. Så ud over den plejedel, som vi nu har snakket meget om i den første del af den her debat, er der hele diagnosticeringsdelen, forskningsdelen og arbejdet med den sundhedsfaglige del, som er vigtige, for at vi kan komme videre med det her, så det ikke kun er plejen af dem, vi kender til er diagnosticeret, men hele arbejdet med, at alle, der har en demensproblematik, faktisk bliver diagnosticeret, der kommer ind under det her arbejde.

Men jeg vil også hænge et lille håb på ministerens bemærkning om den tværministerielle arbejdsgruppe og håbe på, at vi finder en fornuftig løsning på det her, så sundhedsområdet får den plads, det skal have, når det handler om demens.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og næste ordfører er den konservative ordfører, og det er fru Vivi Kier.

Sidste år, tror jeg, det var, sendte Danmarks Radio en helt fantastisk serie om familien Sommer. Serien var fantastisk, fordi der blev vist en familie, som blev ramt af demens hos en af beboerne, nemlig faren i familien. Her sad vi så, hele familien Danmark, og fik et indblik i en verden, som ikke alle kender til – en verden med glæder, med sorger og med den magtesløshed, som mange pårørende føler i den situation, når de har et familiemedlem, der får demens.

Demens er betegnelsen, som det er sagt rigtig mange gange før, for en svigtende hjernefunktion, og det må betegnes som en kronisk sygdom. Årsagen til demens kendes meget sjældent, men nogle gange ved man, at demens skyldes alzheimer, som er en sygdom, der ikke kan helbredes, men hvis symptomer alligevel godt kan mildnes med medicin. Ikke bare i Danmark, men også i resten af verden ser vi en stigning i antallet af mennesker, der lever med en demenssygdom. Derfor er det vigtigt, at patienter med demens sikres både en hensigtsmæssig udredning og behandling. Det er vigtigt at blive undersøgt og få stillet den rigtige diagnose, for, som jeg sagde før, kan nogle symptomer ved alzheimer faktisk behandles.

Der foregår heldigvis meget forskning på det her område, og eksperter forudser væsentlige banebrydende fremskridt både inden for forskning og behandling af demenssygdomme i de kommende år.

Igennem de sidste år er der søsat mange forskellige tiltag såsom en redegørelse om demens i 2001, der er blevet etableret et nationalt videncenter for demens i 2007, der er udformet sammenhængende patientforløb og sundhedsaftaler, og sidst, men ikke mindst synes jeg, det er vigtigt at hæfte sig ved, at der i det her år, 2009, foregår et intensivt arbejde i forbindelse med den danske kvalitetsmodel. Der er udvalgt syv temaer, og et af de syv temaer er området demens. Det bliver der arbejdet rigtig intensivt på, og der ligger noget materiale klart ved udgangen af det her år.

Når alt det her er nævnt, skal der ikke være nogen tvivl om, at demens er en svær diagnose at leve med både for hver enkelt sygdomsramt og især for de pårørende. Kan vi gøre det endnu bedre for denne gruppe af borgere og pårørende? Ja, det er jeg sikker på vi kan. Spørgsmålet er nok nærmere: Hvordan kan vi gøre det bedre?

Derfor synes vi, det er et godt tiltag, at man nedsætter en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal skabe et overblik på hele demensområdet – et overblik, der sammen med arbejdet, som jeg lige nævnte, i den danske kvalitetsmodel, der afsluttes i indeværende år, kan vise, hvor langt vi er, hvad der sker i udlandet, og hvordan vi i det hele taget kan gøre det endnu bedre, end vi gør det i dag.

Demens kommer oftest snigende, og det kan være svært at være pårørende. Det viste familien Sommer på en meget fin og meget letforståelig måde.

Som konservativ er jeg altid indstillet på at se på, om vi kan gøre tingene endnu bedre, og vi kan tilslutte os, at vi arbejder med en tværfaglig gruppe, der ser på hele området demens.

Der er en kort bemærkning fra fru Lise von Seelen.

Tak. Jeg noterede med både glæde og tilfredshed, at ordføreren gjorde meget ud af det afsnit i ordførertalen, der handlede om både udredning og diagnosticering. Og jeg kan ikke andet end ved at lytte til ordførertalen høre, at det røber sig, at ordføreren også er medlem af Sundhedsudvalget og kender de problematikker netop fra Sundhedsudvalget.

Er ordføreren enig i, at det ville være en rigtig, rigtig stor fordel, at det ikke alene bliver en tværfaglig arbejdsgruppe, men også en tværministeriel arbejdsgruppe?

Så er det ordføreren.

Tak. Som fru Lise von Seelen sagde, er jeg jo også en tværfaglig ordfører. Jeg er både sundhedsordfører og socialordfører, så det er jo rigtig dejligt.

Jeg hæftede mig også ved, at ministeren sagde et tværministerielt arbejde, og det synes jeg er rigtig, rigtig fint. Jeg hæftede mig ved alle de her ting med udredning, diagnose og medicin, men jeg synes også, at den anden del af det er lige så vigtig, og det er hele området vedrørende de pårørende. Den del må vi heller ikke glemme. Hvad er det, man kan gøre, for at det måske faktisk er nemmere også at beholde den demente hjemme og såmænd ikke altid alle mulige andre ting?

Så det tværministerielle hæftede jeg mig ved, og jeg synes, det er fint, at der er en arbejdsgruppe, der kigger på det. Og jeg har jo så ikke de store udfordringer som ordfører, fordi jeg er ordfører begge steder.

Tak til ordføreren, dobbeltordføreren. Vi går så videre til De Radikales ordfører, og det er fru Lone Dybkjær.

Lad mig starte med konklusionen. Det Radikale Venstre er positive over for forslaget; så kan vi altid diskutere nogle detaljer i udvalget. Vi har jo ligesom ordføreren for forslagsstillerne ladet os inspirere af Alzheimerforeningen, og det er jo fint nok, at der er nogle foreninger, der kommer og påpeger et problem, og at vi så tager det op.

Der har så været meget diskussion om, om det skal forankres i Sundhedsministeriet eller Socialministeriet. Jeg vil bare sige, at jeg tror, det er meget lykkeligt, at det er blevet forankret i Socialministeriet, fordi sundhedsministeren jo, som jeg har nævnt det tidligere, til mig har sagt blankt nej til en handlingsplan. Jeg vil gerne henvise til spørgsmål 1, 2 og 3 i Sundhedsudvalget, hvor sundhedsministeren siger, at det overhovedet ikke er nødvendigt, at alt er perfekt inden for området, og at der slet ikke er nogen grund til at lave en handlingsplan. Så, tja, jeg synes stadig væk, det skal være tværministerielt, men sundhedsministeren har altså hidtil ikke været så positiv. Det kan også være, at regeringen ikke har været så positiv, før det er kommet ind i en større sammenhæng; det skal jeg ikke kunne sige. Selvfølgelig ved vi godt, at der er stor forskel på folk herinde i Folketinget, og sådan er det vel.

Men jeg tror, det er vigtigt, at vi får større indsigt i og overblik over emnet. Det er jo også interessant, at Europa-Kommissionen har spillet ud med noget. Det er sådan set også efter lang tids arbejde for nogle af europaparlamentsmedlemmerne, tror jeg nok. Jeg kan i hvert fald huske, at der, da jeg var i Europa-Parlamentet, var nogle, der var voldsomt optaget af, at der burde ske noget på området, og at der ikke skete nok. Det er ikke for at genere ordføreren, at jeg siger noget om Europa i denne sammenhæng, men jeg synes, det er vigtigt, og jeg tror faktisk, at det er klogt, hvis vi indsamler data, at vi så også bruger, hvad der på europæisk plan findes af viden, erfaring og alt muligt, sådan at vi laver en udveksling af den konkrete viden, forskning og alt muligt andet.

Den konservative ordfører var meget inde på spørgsmålet om de pårørende. Jeg tror nu, at der er en hel del sygdomme, hvor man kan sige det ville være ønskeligt, hvis de pårørende blev inddraget på en anden måde. Det bliver jeg nødt til at sige, for de pårørende er jo alligevel dem, der til syvende og sidst skal tage fra. Og jeg synes generelt måske godt, at der i sundhedsvæsenet fra forskellige institutioners side kunne være en lille smule mere fokus på de pårørende og på måske at tilrettelægge arbejdet på sygehusene og andre steder en lille smule mere, sådan at de pårørende kunne inddrages på en eller anden fornuftig måde. For det er jo til syvende og sidst meget ofte de pårørende – heldigvis, kan man sige – der skal samle op, og hvis ikke man har de pårørende inde i billedet, er der forløb, der i hvert fald ikke bliver særlig gode. Der synes jeg måske godt at man på sundhedsområdet kunne lære noget af det sociale område. Det vil jeg ikke afvise.

Det andet er faktisk forebyggelse, som jeg ikke er helt klar over om man har med i så høj grad i forbindelse med den globaliseringsaftale, der er lavet, og hvor der står, at et af projekterne skal være et demensforskningsprojekt – det synes jeg er fint, for jeg tror, det er vigtigt, at vi også fokuserer på forskning inden for det her område. Altså, selv om det er en sygdom, og det hører jeg også til dem, der mener at det er – det er en kronisk sygdom, og hvad ved jeg – er der jo altså faktisk også sygdomme, der kan forebygges. Vi ved jo mig bekendt ikke så meget om, hvem der egentlig får demens, og det er så også vigtigt at få kortlagt. Det, vi ved fra andre sygdomme, er jo nu, at nogle af os er mere prædisponerede for forskellige sygdomme. Kræft er nu erkendt, men der er også andre sygdomme, hjertesygdomme og andre sygdomme, hvor det er erkendt.

Jeg ved ikke, om der er nogle prædispositioner inden for det her område, men det er jo under alle omstændigheder vigtigt at få kortlagt. Det er selvfølgelig en forskningsmæssig side af det, men jeg synes da også, det er vigtigt at få klarlagt, hvad vi kan gøre på forebyggelsesområdet. Kan vi gøre noget med en eller anden form for livsstil, vil det jo være godt. For tallene er jo alarmerende, som forslagsstillerne også peger på.

Jeg vil så sige, at jeg i det videre arbejde ikke synes, at vi skal lade Alzheimerforeningen diktere, men jeg synes godt vi kan lade os inspirere af noget af alt det arbejde, de allerede har lavet, og prøve at få det med ind i det fagministerielle eller tværministerielle arbejde, eller hvad det nu er, vi skal kalde det arbejde, der skal foregå. Og måske kan vi, hvad enten det foregår i det ene eller det andet udvalg, få en dialog om – i forbindelse med samråd, eller hvad ved jeg – hvad vi synes er retningslinjerne, sådan at vi bliver lidt klogere på, i hvilken retning vi rent faktisk synes at tingene skal gå.

Jeg er helt med på, at de 5 minutter er gået, og at man havde glemt at trykke på knappen, så jeg er færdig. Jeg stod også og skævede derned og tænkte: Hvad sker der?

Men overordnet set er vi positive og afslappede med hensyn til, hvor forankringen er. Jeg synes sådan set, det skal være forankret der, hvor den mest positive stemning er.

Tak til ordføreren. Vi går videre til hr. Frank Aaen som ordfører for Enhedslisten.

Jeg kan så gøre fru Lone Dybkjærs skade god ved at holde en kort tale.

Enhedslisten støtter selvfølgelig det her forslag, men da vores ordfører, fru Line Barfod, ikke kan være til stede i dag, så bliver det ikke ret meget mere end det. Men hvis jeg så tager mit eget ordførerskab som finans- og skatteordfører på, så vil jeg sige, at jeg håber, at den handlingsplan, som vi er glade for nu bliver udarbejdet, også bliver fulgt op med nogle penge, sådan at der er råd til at gøre en indsats, så vi ikke begynder at tage penge fra andre områder, og at man sørger for, at der sker en udvidelse af den ekstra indsats, som jeg kan høre at alle er enige om at der er brug for. Og vi er altså også enige i, at der er brug for sådan en handlingsplan.

Tak til ordføreren. Så tager vi ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Tina Petersen.

Man bliver jo næsten helt tavs. Jeg vil starte med at sige tusind tak til alle. Jeg tror, det var en sund idé, jeg fik, med at fremlægge den her plan i Socialudvalget, for socialministeren og andre. Jeg kan høre, at det åbenbart betyder meget, hvor denne nationale handlingsplan for demente bliver forankret. Jeg har kastet en bold op i luften. Jeg er ikke fagmand på området, men jeg bliver berørt af de historier, jeg hører, og jeg kan høre, at det vigtigste her er at få skabt en national handlingsplan.

I Dansk Folkeparti mener vi absolut, at det allervigtigste her er at få nedsat denne tværfaglige og tværministerielle gruppe bestående ikke kun af Sundhedsministeriet og Socialministeriet, det var ikke min tanke. Der er også nogle juridiske spørgsmål, som absolut vil komme hen ad vejen, og nogle spørgsmål på forskningsområdet som sagt, på uddannelsesområdet, boligområdet – på alle områder, der kan have indflydelse på det. Nu springer jeg videre til den tale, jeg havde forberedt.

Det kan ikke være nogen hemmelighed for nogen, at Dansk Folkeparti igennem efterhånden mange år har været meget aktive på demensområdet. Vores sidste forslag, beslutningsforslag nr. B 96, blev jo udmøntet i perioden 2008 og 2009. Det var som sagt også fremsat af Dansk Folkeparti.

Nationalt Videnscenter for Demens har lavet nogle beregninger, der imidlertid viser, at der her i Danmark er en stigning på 40 pct. inden for området her. Det svarer til, at der inden for de næste 10 år vil være ca. 100.000 danskere, som bliver berørt af det. Det, der er bekymrende, er at se, at Sundhedsstyrelsen også har fastsat nogle tal på området, som siger, at kun 56.000 vil blive berørt. Det, der gør en sådan lidt skeptisk, og som er bekymrende, er, at der er så stor forskel på tallene. Jeg mener absolut, at det er et område, vi bør gå ind og kigge på, hvad jeg også gjorde. Jeg kunne se, at vi bør gå ind og få lavet den her nationale handlingsplan hurtigt, for om 10 år er altså lige om lidt, og der står vi med et megastort problem.

Demenssygdomme koster i dag samfundet de her 15 mia. kr. Pengene går bl.a. til udredning, behandling og pleje, inklusiv betaling i forbindelse med tabt arbejdsfortjeneste til de pårørende. Demens er rigtig mange ting, herunder alzheimer. Man ved ikke, hvorfor mennesker med Alzheimers sygdom får den, og hvordan den egentlig opstår. På nuværende tidspunkt findes der ingen behandling på området; der er ikke nogen kur mod den her dødelige sygdom. Sygdommen rammer hjernens funktioner og medfører absolut store vanskeligheder, når vi snakker funktion, og også store handicap. Til sidst dør man faktisk af den her sygdom.

Sygdommen berører ikke bare den demente, men også rigtig mange pårørende i Danmark. I dag er ca. 400.000 danskere berørt af at have et familiemedlem, der lider af demens. Her kunne jeg godt tænke mig at citere bare lidt fra, hvordan pårørende ser på det her område. Jeg citerer bl.a. fra B.T. den 29. oktober 2009, hvor der var flere store artikler om området:

»Alzheimers er den ondeste sygdom, jeg kan komme i tanke om – at blive frataget sin forstand og sit liv over så mange år er frygteligt.«

»Alzheimers er verdens længste … farvel.«

De sygdomme gør mennesker til levende døde.

Vi har simpelt hen en forpligtigelse her i Folketinget til at løse denne problematik, som er så alvorlig. Jeg kan så glæde mig over, at vi er enige om det. Det gør vi netop ved at få nedsat den her tværfaglige gruppe, ministerielle gruppe, om man vil, og for mig er det sådan set ligegyldigt, hvor den forankres, bare vi kommer i gang. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om den skal ligge i Sundhedsstyrelsen, eller om den skal ligge i Socialudvalget eller Socialministeriet, bare vi kommer i gang med at få løst det her og får lavet en national handlingsplan, som man har gjort i Norge, England, Holland og andre steder i Europa. Vi kan simpelt hen ikke være andet bekendt. Det vil så være mine afsluttede bemærkninger. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.