Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 45:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en nærmere definition af forfølgelse og chikane i straffeloven, fjernelse af kravet om et politihold, før forfølgelse eller chikane er strafbart, og indførelse af alternative straffesanktioner.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Karen Hækkerup (S) m.fl.

(Fremsættelse 05.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Beslutningsforslaget går ud på at pålægge regeringen inden årets udgang at fremsætte et lovforslag om ændring af straffelovens § 265, så der indføres en nærmere definition af chikane og forfølgelse, og så der ikke længere stilles krav om et forudgående polititilhold, før der kan straffes for forfølgelse m.v. Efter beslutningsforslaget pålægges regeringen endvidere at indtænke behandlingsdomme og konfliktråd i disse sager.

Politiet kan efter straffelovens § 265 meddele en person en advarsel, et såkaldt polititilhold, mod at trænge ind på, skriftligt forfølge eller på anden lignende måde forulempe en anden person. Overtrædelse af et tilhold straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år. Bestemmelsen omfatter en bred vifte af krænkelser m.v., og der behøver ikke at være tale om krænkelser, som i sig selv er strafbare. Der kan f.eks. også meddeles tilhold ved hyppigt uønskede personlige eller telefoniske henvendelser, eller hvis gerningsmanden gentagne gange uønsket sender f.eks. blomster til den forurettede. Afhængigt af de konkrete omstændigheder kan der også være tale om forhold, som i sig selv udgør en overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven, f.eks. om vold eller trusler. I de tilfælde, hvor indholdet er rettet mod handlinger, som ikke i sig selv er strafbare, er tilholdet med til at gøre det klart for gerningsmanden, at hans eller hendes henvendelser er uønskede, og at fortsatte henvendelser til den, der er beskyttet af tilholdet, er strafbart.

Jeg vil gerne slå fast, at regeringen ser meget alvorligt på tilfælde, hvor en person bliver udsat for chikane og forfølgelse. Det er en meget ubehagelig og utryg situation for offeret, og det er vigtigt, at der i disse sager reageres hurtigt og konsekvent. Regeringen lægger stor vægt både på indsatsen for at hjælpe og støtte ofrene i disse sager og på en klar og konsekvent retshåndhævelse over for gerningsmanden, der står bag chikane og forfølgelse.

Sager om chikane og forfølgelse har ofte deres udspring i opløste samlivsforhold, hvor der jo også kan være tale om vold og trusler. Regeringen har stort fokus på dette område og har løbende taget en række initiativer på området. Jeg kan f.eks. nævne bortvisningsloven fra 2004 og regeringens handlingsplan fra 2005 om bekæmpelse af mænds vold mod kvinder og børn i familien.

Regeringen er nu i gang med at udarbejde en ny national strategi mod vold i nære relationer. Det er også et område, som politi og anklagemyndighed har fokus på. Rigspolitiet har f.eks. i 2007 udsendt en strategi for en styrket indsats over for jalousidrab og andre alvorlige samlivsrelaterede forbrydelser, og Rigsadvokaten har i 2008 udsendt nye retningslinjer bl.a. for at sikre en ensartet og effektiv anvendelse af polititilhold.

Det er efter regeringens opfattelse væsentligt løbende at se på, om indsatsen på dette væsentlige område kan styrkes for at beskytte personer mod at blive udsat for forfølgelse og chikane. Det gælder, uanset om forfølgelsen sker i forbindelse med ophævede samlivsforhold m.v. eller over for andre personer. Vi lægger vægt på, at der bliver handlet hurtigt, målrettet og effektivt for at sikre den pågældendes sikkerhed og tryghed. Derfor har jeg bedt Strafferetsplejeudvalget om at gennemgå gældende regler og praksis vedrørende meddelelser af tilhold og overveje, om der er brug for ændringer, navnlig for at sikre en bedre beskyttelse af og en øget tryghed for offeret. Udvalget vil i den forbindelse overveje de spørgsmål om udformningen af reglerne om et tilhold, som er nævnt i beslutningsforslaget, herunder om der bør kunne straffes for fredskrænkelser, selv om der ikke forudgående er givet et tilhold. Jeg kan tilføje, at udvalget også skal overveje en række andre spørgsmål i relation til tilholdsreglerne, og udvalget skal bl.a. overveje spørgsmålet om at indføre adgang til elektronisk kontrol med overholdelse af tilhold, f.eks. via GPS-overvågning.

Regeringen finder det på den baggrund rigtigst i første omgang at afvente Strafferetsplejeudvalgets samlede gennemgang af tilholdsreglerne, inden der tages nærmere stilling til de spørgsmål, der rejses i beslutningsforslaget. Strafferetsplejeudvalgets betænkning forventes at foreligge i 2010, så der i givet fald kan fremsættes lovforslag på området i næste folketingssamling.

Forslagsstillerne anfører desuden, at bl.a. konfliktråd bør indtænkes i disse sager, eventuelt som et vilkår i dommen. Som bekendt vedtog Folketinget inden sommerferien regeringens lovforslag om konfliktråd i straffesager, og de nye regler træder i kraft den 1. januar 2010. Konfliktråd vil, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, også kunne anvendes i straffesager vedrørende overtrædelse af tilhold og andre former for chikane og forfølgelse. Det er et væsentligt element i konfliktrådsordningen, at både offeret og gerningsmanden ønsker at deltage i konfliktråd. Man kan efter regeringens opfattelse ikke tvinge offeret til mod sin vilje at deltage i konfliktråd med gerningsmanden, og hensynet både til offeret og til mulighederne for at gennemføre en reel konfliktmægling indebærer efter regeringens opfattelse, at også gerningsmanden må være indforstået med at deltage. Som jeg nærmere redegjorde for i forbindelse med Folketingets behandling af konfliktrådslovforslaget, er det endvidere regeringens opfattelse, at konfliktråd ikke skal kunne være et alternativ, men alene et supplement til sædvanlige straffesager.

Beslutningsforslaget nævner også, at gerningsmanden kan være helt eller delvis psykotisk, og at der derfor i nogle tilfælde kan være behov for i dommen at fastsætte vilkår om behandling. Sådanne tilfælde vil være omfattet af straffelovens gældende regler om foranstaltninger over for sindssyge m.v., som indebærer, at der ved dommen i stedet for straf fastsættes de sædvanlige og relevante bestemmelser om behandling. Der kan f.eks. være tale om ambulant psykiatrisk behandling kombineret med tilsyn af Kriminalforsorgen, eller at man indlægger på en psykiatrisk afdeling.

Sammenfattende lægger regeringen stor vægt på indsatsen over for personer, som udsættes for chikane og forfølgelse. Det gælder i relation til at støtte og hjælpe ofrene og i relation til en klar og konsekvent retshåndhævelse over for gerningsmændene. Efter regeringens opfattelse er det rigtigst i første omgang at afvente Strafferetsplejeudvalgets betænkning med en samlet gennemgang af reglerne om tilhold m.v. Udvalgets betænkning, som også vil omhandle de spørgsmål, der rejses i beslutningsforslaget, forventes at foreligge i løbet af 2010.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag.

Så er der en kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Nu har jeg jo tidligere i dag rost ministeren for, at det er dejligt med den her åbenhed over for nye ideer, og at det er dejligt, at ministeren også, hvad det her beslutningsforslag angår, imødekommer vores forslag. Jeg synes bare, at det på et eller andet tidspunkt også må være tid til handling. Det er meget godt med alt det her med nye ideer og udvalg. Jeg har bl.a. en artikel fra Ritzau fra februar i år, hvor ordførerne fra både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er enige om, at nu skal stalking stoppes. Det er slået stort op med en stor overskrift: Nu vil regeringen gøre noget ved stalking. Og sådan er der flere eksempler.

Så kunne vi ikke snart rykke?

Ministeren.

Det er jo derfor, vi handler. Men det, der er en regerings opgave, er at gøre det ordentligt og grundigt og på en seriøs måde. Derfor har vi bedt Strafferetsplejeudvalget om at foretage en samlet gennemgang af tilholdsreglerne, med henblik på at vi får sikret en bedre beskyttelse og øget tryghed for ofrene. Det tror jeg vi alle sammen er enige om i Folketinget. Derfor håber jeg da på, at vi, når udvalget er færdigt med sit arbejde, kan blive enige om samlet, alle Folketingets partier, at gøre en indsats på det område. Men det er altså vigtigt, at vi sætter de rigtige folk til at se på det, eksperterne, advokaterne, dommerne, for at vi gør det på den rigtige måde.

Fru Maja Panduro.

Ministeren bliver bestemt ikke uenig med mig i, at vi selvfølgelig skal gøre det på en ordentlig og rigtig måde. Jeg synes måske bare stadig, at det må være muligt at gøre det uden sådan flere års betænkningstid. Man har jo været opmærksom på det her igennem længere tid, også før den artikel, jeg omtalte før. Jeg er også faldet over et spørgsmål til ministeren fra formanden for Retsudvalget, Dansk Folkepartis hr. Peter Skaarup, hvor man svarer, at Justitsministeriet lige nu drøfter med Rigspolitiet og Rigsadvokaten, om der er anledning til at overveje ændringer i relation til det her. Det svar er altså givet i marts måned sidste år.

Så vil ministeren måske fortælle, hvad det er, der mangler, før vi kan komme i gang med rent faktisk at forbedre vilkårene for de her mennesker, der bliver udsat for stalking i deres dagligdag?

Ministeren.

I marts måned sidste år var jeg ikke justitsminister, men der sad jo en anden minister, og der diskuterede man jo også de her temaer.

Det, der sker nu, er, at vi har bedt Strafferetsplejeudvalget om at se på det, fordi vi mener, at det er et relevant tema, og fordi vi mener, at der skal ske noget. Jeg er sådan set fuldstændig enig med fru Maja Panduro i, at der altså her er et område, hvor vi bliver nødt til at gøre noget hurtigt. Derfor er det også min besked, at de skal være færdige næste år. Derfor kommer vi også med et lovforslag næste år, som jeg håber på vi kan samle alle Folketingets partier om, så vi gør en indsats på det område.

En kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Egentlig burde jeg jo være rigtig glad, fordi ministeren igen er imødekommende over for et af SF's forslag. Men jeg synes, det er ved at være en lidt kedelig vane, at ministeren parkerer alle SF's udmærkede forslag i forskellige former for udvalg. Vi så det med ofrene og nu også med stalking. Og Det Radikale Venstres forslag i dag om bedre beskyttelse af voldtægtsofre er også blevet parkeret i et udvalg. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ministeren er enig med SF i, at man skal kunne åbne en sag meget, meget tidligere. I dag er det jo sådan, at der skal gives et tilhold, og så skal tilholdet overtrædes, før man rent faktisk kan skride til handling. Det mener vi er alt, alt for sent.

Jeg står her med en sag fra en kvinde, som har taget 2 år om at samle de fornødne beviser. Det mener jeg simpelt hen er drevet alt, alt for langt ud.

Så er ministeren enig med SF i, at det skal være muligt at starte en sag op langt tidligere?

Ministeren.

Jeg vil ikke sådan kommentere konkrete sager, for der kan både være en masse ting, som vi ikke ved noget om, og selvfølgelig være nogle andre perspektiver i de sager, som jeg selvfølgelig ikke vil kommentere.

Jeg har den grundlæggende holdning, at hvad man kan gøre, skal man gøre her, og det vil sige, at man også skal gribe tidligere ind. Og derfor har jeg sagt, at vi nu lige må afvente Strafferetsplejeudvalgets arbejde, for der er en masse komplikationer i det her. Det er ikke sådan bare lige til at sige, at man skal åbne en sag tidligere. Hvornår skal man gøre det? Ved man selv, at man udfører stalking? Ved man det?

Derfor er det meget vigtigt, at der bliver et ordentligt retsgrundlag for det her, og derfor skal vi gøre det på den seriøse måde. Og det her betragter jeg ikke som sådan et stort politisk tema, hvor man kan opnå uenighed, hvis det er det, man gerne vil, for jeg er sådan set helt sikker på, at vi kan blive enige om det her, når Strafferetsplejeudvalget er kommet med sin anbefaling. Så vil regeringen lave et lovforslag, og det forventer jeg klart at Folketingets partier bliver enige om.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg tror, at mange af de kvinder – for det er hovedsagelig kvinder, der bliver udsat for stalking – som befinder sig udeomkring i Danmark, ville blive rigtig, rigtig glade, hvis ministeren ville give et tilsagn om, at det skulle være nemmere at rejse en sag på baggrund af stalking. Jeg synes, det er ganske urimeligt, at en kvinde i 2 år må finde sig i, at hendes ekskæreste møder op på arbejdet og står alle mulige steder og sender e-mails og sender sms'er. De behøver jo ikke at være truende, men derfor kan det alligevel godt være meget ubehageligt.

Ministeren kan bare tage sin telefon og ringe til kvindehusene og få at vide, at det her er et kæmpestort problem, og at det er et kæmpestort problem at løfte bevisbyrden i de her sager. Ja, selvfølgelig skal stalkeren have at vide, at han skal høre op, men det skal han have at vide på et langt tidligere tidspunkt, end han får i dag. Er ministeren ikke enig med SF i, at det er drevet alt, alt for langt?

Ministeren.

Jeg har den grundlæggende holdning, at folk skal have lov til at kunne gå i fred. De skal ikke forulempes, hverken psykisk eller fysisk. Men jeg har også den grundlæggende holdning, at vi lever i et retssamfund, og derfor skal man vide det, hvis man gør noget forkert. Derfor er der altså brug for en præcisering af de regler, der er, og derfor er der også brug for, at udvalget kigger på de her ting.

Vi kommer til at skride til handling, men vi kommer også til at gøre det på et grundlag, hvor man ikke sådan er ude i et anarkistisk samfund, hvor man sådan bare retter anklager mod nogle uden at kunne præcisere, hvad det er, man retter anklager om. Derfor vil der ske noget, og derfor vil vi også beskytte kvinder og mænd bedre mod stalkere.

Så er det fru Julie Rademacher.

Der er ikke nogen strafferetlig definition af stalking, og vi har også hørt, at ministeren og regeringen er blevet klogere og klogere med tiden. Der har været nogle indrømmelser i dag, og jeg kan sige, at det er vi i oppositionen rigtig glade for.

I maj havde vi bl.a. et forslag oppe om GPS-lænker, altså fodlænker til voldelige mænd. Dengang var ministerens svar, at der ikke er nogen teknisk løsning med hensyn til fodlænker, så jeg vil høre nu, om der er kommet en teknisk løsning i forhold til fodlænker, og hvor langt vi er i den sag. Hvis det er sådan, at regeringen og oppositionen ikke er uenige, må det da være ministerens ansvar at handle nu, så tiden ikke skal gå og flere mænd og kvinder skal udsættes for chikane.

Ministeren.

Nu er sagen blot den, at vi har ansvar for god lovkvalitet, så ingen mennesker i det her samfund føler sig på lovløst grundlag: at man ved, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er lovligt, og at der kun lovgives ud fra ting, som kan lade sig gøre.

Det, der har været tilfældet tidligere angående f.eks. GPS-fodlænker, har været, at der har været en masse vidtløftige planer om det og ønsker om det, bl.a. med henvisning til Norge. Hver eneste gang, vi så, fordi vi føler, vi har et ansvar for kun at gennemføre lovgivning, der kan lade sig gøre, har undersøgt, hvad der foregår i Norge, har vi fået at vide, at det ikke er blevet gennemført i Norge, at man kun har haft planer om det, og at teknikken ikke er på plads endnu.

Det er sådan set det, der er kendsgerningen, og derfor gennemfører vi kun ting, der kan lade sig gøre, fordi vi ikke vil komme med tomme løfter. Men på området her kan jeg sige, at vi kommer med en plan. Vi kommer med et forslag, som jeg tror vil kunne samle opbakning hos i hvert fald de fleste af Folketingets partier, og vi vil også arbejde videre med tankerne om GPS-fodlænker.

Så er det fru Julie Rademacher.

Justitsministeren arbejder videre og tænker og sådan noget. Det er altså mange år siden, det første menneske satte fod på Månen. Vi kan utrolig mange ting, tidligere i dag har vi her i Folketingssalen diskuteret kampfly, der også kan alle mulige ting. Jeg har i øvrigt selv haft fornøjelsen af at flyve i et, og det var fabelagtigt. Sikken en teknologi!

Men nej, nej. Når det drejer sig om fodlænker til voldelige mænd, siger ministeren: Ah, det må vi lige se på, og nu må vi også vente. I maj måned snakkede vi om det sidst, ministeren har stadig ikke rigtig noget klart svar, og jeg kan ærlig talt ikke forstå, hvorfor ministeren ikke udtrykker en større lyst til at få de her ting hurtigt igennem. For hver eneste dag er der kvinder, der bliver slået, og hver eneste dag er der kvinder og mænd, der bliver forfulgt, så er det ikke på tide, at vi går fra ord til handling?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om den tale er opsamlet helt tilbage fra 1969, hvor den første mand gik på Månen. Jeg tror ikke, spørgeren var født på det tidspunkt.

Det, at man gerne vil noget, kræver jo også, at man kan det, og jeg har ikke set, at Socialdemokratiet har kunnet trække nogle eksempler ned fra Norge, som har vist, at der er et GPS-forsøg, som virker, for i Norge virker det ikke. I Norge har man ikke fået teknikken til at virke, så hvis Socialdemokratiet har en hjernetrust, som hokuspokus ud af jakkens skjulte inderlomme kan komme med et forslag fra Norge, som virker, vil jeg da meget gerne se det.

Vi stopper ikke. Vi vil sørge for, at der er en måde, hvorpå det kan lade sig gøre at bruge f.eks. GPS-fodlænker. Jeg havde så sent som mandag aften møde i Bruxelles med den spanske justitsminister, hvor vi snakkede om, hvad man kunne gøre på det her område, fordi man har lavet afgrænsede forsøg på området i Spanien. Men det viser sig altså, når vi undersøger det, at det ikke kan lade sig gøre i Norge, som der hele tiden bliver henvist til, så derfor har vi taget fat på andre områder.

Derfor har jeg så taget et møde med den spanske minister for at høre, hvad man gør dernede. Vi sender nogle mennesker til Spanien for at undersøge, hvad man har gjort dernede, så vi handler, vi gør noget, og vi skal nok sørge for, at det bliver gennemført så hurtigt som muligt i Danmark, fordi vi vil beskytte både kvinder og mænd, som bliver udsat for overgreb af andre mennesker.

Tak til ministeren. Så er det Venstres ordfører, fru Marion Pedersen.

Tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at fastslå, at Venstre ser meget alvorligt på alle former for forfølgelse og chikane. Samtidig ved jeg, at forfølgelse og chikane kan have alvorlige konsekvenser for de mennesker, der bliver offer for de handlinger. Derfor lægger vi i Venstre meget stor vægt på indsatsen for at hjælpe og støtte disse personer.

Det fremgår i dag af retningslinjerne for § 265, at politiet ikke bør være tilbageholdende med at meddele en advarsel, når personen, der henvender sig, har været udsat for alvorlige krænkelser, som f.eks. voldtægt, grovere vold eller trusler, apropos det spørgsmål, der lige kom til ministeren. Desuden kan politiet i dag også hjælpe den udsatte ved at tilbyde vedkommende en overfaldsalarm, som går direkte til politiet. I visse tilfælde, når det f.eks. drejer sig om vold og trusler i familien, kan politiet bortvise en voldelig eller truende person fra hjemmet, vel at mærke også selv om personen er ejer af boligen. Derfor er det også vigtigt på dette punkt løbende at se på, om indsatsen er fyldestgørende, eller om der skal foretages nødvendige ændringer. Ændringerne skal dog foretages på et oplyst og velovervejet grundlag, således at vi sikrer, at de retslige rammer for samfundet fortsat er tidssvarende og politisk ansvarlige.

I Venstre er vi derfor meget positivt indstillet over for justitsministerens tiltag i forhold til at lade Strafferetsplejeudvalget gennemgå reglerne på hele området for tilhold m.v. En sådan gennemgang vil også belyse og inddrage de spørgsmål, som forslagsstillerne fremhæver ved dette beslutningsforslag. Justitsministeren har endvidere bedt udvalget overveje, om der er behov for ændringer, specielt i forhold til ofrene. Her skal man se på, om beskyttelsen kan forbedres og trygheden øges. Udvalget vil derfor også inddrage de forslag til udformning af regler om tilhold, som er nævnt i dette beslutningsforslag. Som eksempel skal de overveje, om betingelserne for at meddele et tilhold eventuelt bør lempes, og det skal samtidig overvejes, om der i visse tilfælde bør kunne straffes for krænkelser og forfølgelse, selv om der ikke før er blevet givet et tilhold.

Ministeren talte i sin tale også om den nationale strategi om vold i nære relationer, som regeringen har under udarbejdelse. I Venstre anser vi det derfor som det mest fornuftige og ansvarlige at vente, til Strafferetsplejeudvalgets betænkning foreligger, hvilket jeg har forstået på ministerens tale forventes at være i løbet af 2010. Når denne betænkning er udfærdiget, er vi i Venstre meget parate til igen at diskutere området, og diskussionen vil efter min mening på det tidspunkt foregå på et langt bedre oplyst og nuanceret grundlag. Derfor kan Venstre ikke støtte forslaget, som det foreligger i dag.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Maja Panduro.

Tak. Jeg vil gerne spørge, om det er rigtigt forstået, at Venstre gerne vil være med til at se på, om vi bør fjerne kravet om, at der skal være givet tilhold, inden man kan straffes efter § 265.

Ordføreren.

Det kommer an på, hvad udvalget kommer tilbage og siger til os. Der er jo i dag muligheder for, at politiet kan gå ind ret tidligt i processen. Derfor undrer det mig også lidt med hensyn til den sag, der blev bragt op før over for ministeren, at det kan tage 2 år, før der kan gives et sådant tilhold, hvis man virkelig er forfulgt. Det lyder helt forkert i forhold til de ting, jeg har set der er mulighed for, men det kan selvfølgelig være mig, der har misforstået det.

Fru Maja Panduro.

Vi hører netop fra ofrene og også fra advokater, at det kan være utrolig svært at opnå, at der bliver givet det her polititilhold. Det kan være nærmest umenneskelig svært, når man oven i købet er i den pressede situation, som man er i, hvis man bliver udsat for det her, at skulle løfte den bevisbyrde, der er.

Hvis vi nu oven i købet, som vi har foreslået, definerer nærmere, end det er tilfældet i loven i dag, hvad der er stalking, hvad ville der så være til hinder for, at vi sagde, at det er ulovligt allerede første gang, allerede når man opfylder definitionen – særlig når nu vi ved, at der også er risiko for, at stalking eskalerer over tid, og at den netop ender med at blive til vold eller voldtægt? Hvorfor så ikke stoppe det noget før?

Ordføreren.

Det skal jo være sådan, at dem, der udøver den forfølgelse og den chikane, er klar over, at det er noget strafbart, de har gang i. Det bliver man jo nødt til at fortælle dem først. Mennesker gør underlige ting, når de er forelskede, og nogle gange er det jo sådan noget, der er baggrund for en chikane, nemlig at man ikke tager et nej for et nej. Derfor skal man være klar over, at det, man har gang i, er strafbart. Det bliver man nødt til først at sige til folk, inden man kan begynde at give dem et tilhold.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Noget lignende må så gælde for folk, der slår. De ved godt på forhånd, at det er strafbart. Så det her handler nok også om oplysning. Jeg synes, at det er ganske urimeligt, at man skal have rigtig mange chancer og skal have at vide: Det her må du ikke, nu skal du vide, at det her er ulovligt. Nej, det synes jeg går alt for vidt.

Er Venstres ordfører ikke enig i, at der her er et hul i retsbeskyttelsen af nogle mennesker? Her er faktisk nogle mennesker, som bliver forfulgt, og som ikke har en retsbeskyttelse, da regeringen ikke har leveret den på det her område. Kan Venstre virkelig være tilfreds med, at vi nu skal parkere det i et udvalg, når vi har muligheden for allerede her i dag at gøre noget ved det? Kan Venstre virkelig leve med, at de her mennesker fortsat skal kunne stalkes, mens endnu et udvalg kigger på den her problemstilling?

Ordføreren.

Tak. Venstre kan godt leve med, at vi træffer vores beslutninger på et meget oplyst grundlag. Jeg ville ikke kunne sige ja til det her forslag i dag, fordi jeg ikke mener, at vi er ordentligt oplyst. I øvrigt mener jeg heller ikke, at man skal kunne give et tilhold uden først at advare folk.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt sagde, at man godt ved, at man ikke må slå. Nu er jeg ikke jurist eller retsekspert, og så godt kan jeg heller ikke straffeloven, men jeg mener kun, det er, hvis man slår børn, at det er decideret strafbart. Hvis to voksne mennesker stikker hinanden en på kassen, er jeg ikke sikker på, at det er strafbart i den forstand. Men det kan jeg godt tage fejl af. Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget man slår.

Men jeg mener, at vi skal vente, til vi ser, hvad det udvalg kommer med, og de kommer altså med noget i 2010.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan godt ærgre mig over, at Venstre ikke vil være med til at levere en omgående retsbeskyttelse af de her stakkels mennesker, som bliver udsat for forfølgelse. Det kan i nogle tilfælde antage helt uhyrlige dimensioner, hvad angår, hvad man må finde sig i. I den pågældende sag, som jeg nævnte, har det taget 2 år at samle de konkrete beviser, og det er efter min opfattelse alt, alt for lang tid.

Men nu til mit spørgsmål: Vil Venstre være med til at se på behandlingsmuligheder? For det er jo ikke nok, at vi kan straffe noget tidligere eller give advarsler noget tidligere. Vi skal også sikre, at det her holder op. Jeg har jo tidligere med justitsministeren diskuteret muligheden for f.eks. i forbindelse med vold at lave behandlingsdomme, og der er jeg ikke kommet særlig langt endnu. Men vil Venstre være indstillet på at se på behandling til de her mennesker, som forfølger andre?

Ordføreren.

Jeg vil sige ja til det sidste, for på en eller anden måde må man jo om ikke have en brist så i hvert fald være psykisk meget ude af balance, hvis man begynder at forfølge andre mennesker langt ud over, hvad der er rimeligt. Jeg vil også medgive, at hvis det tager 2 år at give et tilhold og man selv skal skaffe beviser frem og alt sådan noget, er der et hul i loven, og det vil vi også gerne være med til at se på.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Maja Panduro.

Forestil dig at blive spam’et med i hundredevis af sms'er hver dag; forestil dig at få oprettet falske profiler på nettet i dit navn, som bliver brugt til at ydmyge og genere dig og dine venner; forestil dig konstant at måtte se dig over skulderen, fordi han eller hun måske/måske ikke følger efter dig igen i dag; forestil dig aldrig at kunne få en hel nats søvn, fordi han igen ringer til dig med 1-times-intervaller hele natten igennem – og gad vide, om han står uden for vinduet igen i aften?

Hvis man ikke selv har prøvet at blive chikaneret eller forfulgt eller stalket, som vi kalder det på nydansk, kan det være svært overhovedet at forestille sig, hvor opslidende det er, og hvor uoverstigelige konsekvenser det kan have for offerets liv og helbred.

Med det her beslutningsforslag ønsker vi at komme de anslåede 5.000-10.000 danskere til hjælp, som i dag lever med nogle af eller alle de her eksempler i deres hverdag. Der er tre elementer i forslaget:

Vi foreslår, at vi fjerner kravet om, at der skal være givet polititilhold, før man kan straffes for forfølgelse efter straffelovens § 265.

Vi foreslår, at vi i vores straffelov bruger flere kræfter end i dag på at definere forfølgelse og chikane. Det kunne måske også fjerne nogle af problemerne, som fru Marion Pedersen er bekymret over, nemlig om man ved, om man gør noget ulovligt eller ej. Det er et spørgsmål om, at vi går ind og nøje definerer, hvad det er, der er stalking, og hvad det er, der er ulovligt.

Så foreslår vi, at vi indtænker alternative straffesanktioner, konfliktråd og krav om behandling i de her sager.

Hvis vi tager det sidste først, vil jeg sige, at det jo handler om, at vi af erfaring ved, at brugen af konfliktråd kan skabe øget tryghed for offeret, og vi ved også, at gerningsmanden i de her sager ofte har psykiske problemer eller sygdomme. Derfor er det sund fornuft at indtænke alternative sanktioner i de her sager.

Det næste er, at vi vil indføre en nærmere definition af forfølgelse eller chikane, som netop vil give politiet muligheden for at gribe tidligere ind i sagerne. Vi ved, at mange af sagerne eskalerer, jo længere tid der går, og at de risikerer at ende i vold eller seksuelle overfald. En klarere definition vil netop gøre det helt klart for både offer og stalker, at der altså er tale om ulovlige og strafbare handlinger.

Netop derfor er det, at vi i samme ombæring bør fjerne kravet om, at der skal være givet en politiadvarsel, før man kan straffes. Forfølgelse og chikane er grove psykiske overgreb mod offeret, og ligesom fysiske overgreb er ulovlige i sig selv allerede første gang og ikke først efter et tilhold, bør de her overgreb også være det.

Der er mange kvinder, som i dag afholder sig fra at søge om tilhold, fordi det virker uoverskueligt, og fordi de frygter, at et tilhold, hvis det endelig lykkes at få det, risikerer at animere stalkeren til at optrappe og raffinere sin chikane. I yderste konsekvens frygter nogle af de her jo dødsens alvorlige følger. Vi skal af med den frygt. Stalking har uoverstigelige konsekvenser for offerets liv og helbred, og derfor er vi nødt til at handle nu. Det håber vi meget at Folketingets øvrige partier vil være med til.

Tak. Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Tom Behnke.

Jeg vil bare spørge: Hvis nu man forestillede sig den helt teoretiske situation, at jeg valgte at sende en buket blomster til fru Maja Panduro, vil det så kunne betragtes som chikane? Det er jo ikke sikkert.

Hvis nu jeg sendte fem buketter eller 50 buketter med jævne mellemrum, kunne det godt være, at det på et eller andet tidspunkt kunne opfattes som chikane, men hvem er det så, der skal definere, at der er tale om chikane, og hvordan skal jeg kunne vide, hvornår jeg bryder grænsen, hvornår det bliver til chikane? Er det efter fem buketter blomster eller efter otte buketter blomster?

Hvor mange buketter blomster skal fru Maja Panduro modtage, før det bliver opfattet som chikane?

Det kommer jo til at knibe med vaser. Så er det fru Maja Panduro.

Jeg glæder mig meget til at modtage alle de flotte buketter fra hr. Tom Behnke, og heldigvis føler jeg mig ikke truet af den konservative ordfører, så jeg skal nok lade være med at drage retlige konsekvenser af det.

Men i virkeligheden er det jo lige præcis det problem, vi har i dag, som hr. Tom Behnke rammer ned i. For det er nemlig rigtig svært i dag at gennemskue og definere, hvornår det egentlig er chikane. Det er det for offeret: Hvornår kan jeg tillade mig at melde det her til politiet? Er jeg bare pivet, eller hvad? Men det er det også i den enkelte politikreds, som jo står med det i dag, og måske er det også svært for gerningsmanden selv at se, hvornår det er, man går over stregen. Og netop derfor er det jo, at vi foreslår, at vi skal definere det nærmere.

Det er i virkeligheden både en hjælp til offeret og en hjælp til ham, som stalker. Så kan han i hvert fald vide, at det er noget forkert, han gør, og så har vi mulighed for at sanktionere det efterfølgende.

Hr. Tom Behnke.

Det er præcis her, vi er nået til kernen i problemet – eller problemets kerne – nemlig at lige nøjagtig i det her tilfælde synes fru Panduro, at det vil være helt fint, og det vil hun glæde sig til, og hun vil ikke føle sig truet og vil ikke tage nogen retlige skridt. Næh, men hvordan skal jeg kunne vide det som potentiel gerningsmand?

Det vil altså sige, at hvorvidt jeg laver noget strafbart eller ikke laver noget strafbart, afhænger altså af modtageren af blomsterne, og så er jeg da i et retligt vakuum, hvor jeg ikke ved, om det, jeg foretager mig, er ulovligt eller ej. Det er vel derfor, at vi i dag har en bestemmelse, der hedder, at hvis nu modtageren af de her blomster føler det som chikane, kan vedkommende anmelde det til politiet, og så kan politiet lave et tilhold. Så har jeg pludselig et stykke papir, hvor der sort på hvidt står: Lad nu være med at sende flere blomster til fru Maja Panduro. Og hvis jeg så gør det alligevel, ved jeg, at jeg gør noget strafbart. Det er vel det, der er det flotte i den ordning, der er i dag.

Fru Maja Panduro.

Jeg skal altså forstå det sådan, at ordføreren mener, at den ordning, der er i dag, er tilstrækkelig og fungerer udmærket. Der må jeg så bare konstatere at vi er uenige.

Selvfølgelig skal vi ikke risikere, at en masse stakkels mænd, som bare er kærlighedssyge eller meget forelskede, nu bliver anholdt og straffet for stalking, og det er jeg ærlig talt heller ikke så bekymret for kommer til at ske.

Jeg bliver bare nødt til at sige, at for Socialdemokraterne er det altså vigtigt, at vi får gjort noget, at vi får skredet ind for at hjælpe de her kvinder, for det er for svært i dag, og det har vi jo i hundredvis af eksempler på – desværre i tusindvis – hver eneste dag. Og derfor er det jo sådan, at hver eneste dag vi venter, hver eneste dag vi ikke strammer op på det her, er der en kvinde, som bliver forulempet, som bliver forfulgt, og som går rundt og er utryg.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Dennis Flydtkjær.

Dette beslutningsforslag tager fat i det meget aktuelle emne om chikane og forfølgelse. Det ser desværre ud til, at der er gået inflation i, at folk bliver chikaneret, og de, der bliver chikaneret, føler sig ofte uden rettighed til at få stoppet den her chikane. Den udvikling skal vi helt klart have lavet om på.

Så vidt jeg ved, findes der i dag ikke nogen opgørelse over, hvor mange der bliver forfulgt eller chikaneret, men det vurderes, at det er tusindvis, der udsættes for chikane, og jeg kan også forstå på den tidligere ordfører, at vurderingen var, at det drejer sig om mellem ca. 5.000 og 10.000.

Chikane kan jo foregå på mange måder, bl.a. via sms, det kan være forfølgelse, det kan være trusler, det kan være via breve, og det kan også være gennem nye medier som Facebook. Så det kan have mange forskellige ansigter. Men lige meget hvilken metode der bruges, er det jo stærkt generende for offeret og kan have stærke personlige konsekvenser. I Dansk Folkeparti mener vi derfor, at der skal gøres noget for at forbedre vilkårene for de danskere, der hvert år udsættes for chikane, og endnu vigtigere er det at sørge for at få stoppet det, inden det i værste fald bliver til et jalousidrab. Vi skal simpelt hen give stalkeren så svære vilkår som muligt.

En af løsningerne kan, som der står i beslutningsforslaget, være, at politiets brug af tilhold er en af mulighederne. I dag skal politiet jo først give en advarsel til personer, som udsætter andre for forfølgelse, og først når det kan bevises, at advarslen bliver overtrådt, kan gerningsmanden straffes. Det ønsker man at lave om, så gerningsmanden ikke først skal have den her advarsel. Netop det kan jeg forstå på justitsministeren at han har bedt Strafferetsplejeudvalget se på, altså om der i visse tilfælde skal kunne straffes for chikane, selv om der ikke på forhånd er udstedt et tilhold. Desuden skal udvalget se på, om man kan straffe en mand for at opholde sig tæt på kvindens bolig, arbejdsplads eller uddannelsessted, selv om der ikke er givet et tilhold, og selv om han ikke kontakter kvinden. Udvalget undersøger også, om der skal gives tilhold alene ved risikoen for, at kvinden udsættes for chikane, f.eks. af en fra et tidligere forhold.

I Dansk Folkeparti synes vi, der er mange positive tiltag i beslutningsforslaget, men vi mener også, det vil være mest logisk, at vi venter på, at Strafferetsplejeudvalget kommer med sine anbefalinger, inden vi træffer en beslutning. Jeg vil anbefale, at vi tager emnet op på det tidspunkt og der diskuterer, hvordan vi bedst løser de her problemer med forfølgelse og chikane.

Lad os så kun opfordre justitsministeren til måske at skynde lidt på det her udvalg. Nu fik jeg at vide, at det skulle være i 2010, at Strafferetsplejeudvalget kommer med sine anbefalinger, men man kan frygte, at det bliver i december 2010, så jeg håber på, at han kan skynde lidt på det, så vi får det her udvalg klar med nogle løsningsforslag så hurtigt som muligt.

Der er et par korte bemærkninger. Den første fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg må ærlig talt sige, at hjertet sank lidt i livet på mig, da jeg hørte Dansk Folkepartis ordfører oppe på talerstolen, for hr. Peter Skaarup har været ude at støtte det her varmt, og det så ud, som om hr. Peter Skaarup var klar til handling med det samme. Derfor skuffer det mig lidt, at Dansk Folkeparti nu også er klar til at parkere det her i et udvalg.

Jeg kan ikke rigtig forstå, at der er den store bekymring for, at man sløjfer tilholdet. I sidste ende er det jo et spørgsmål, om domstolene kan bevise, at der har fundet stalking sted, altså om der kan findes bevis for, at der har været de her gentagne ubehageligheder, som har ført til, at en person har følt sig stalket. Så det, vi egentlig har brug for, er faktisk en klar definition af stalking i paragraffen, så vi kan vide, at noget er overtrådt.

Vil Dansk Folkeparti ikke nok genoverveje sin parkering af det her beslutningsforslag i udvalget, så vi kan komme videre?

Ordføreren.

Jeg har også læst artiklerne, hvor hr. Peter Skaarup har udtalt sig, og jeg er meget enig med ham, og jeg kræver handling på det her område, men jeg mener også, at det skal være på det bedst mulige grundlag, og der tror jeg at det kunne være godt at få det her udvalgsarbejde med.

Så jeg synes ikke, at vi skal lave hovsaløsninger eller lave hurtige løsninger på det her område, for det er det for alvorligt til. Som jeg også sagde i min afslutning, håber jeg, at vi hurtigst muligt kan få de her udspil på banen, så vi kan få noget handling. Jeg vil ikke afvise, at en af løsningerne kunne være, at man lavede den her definition af chikane. Jeg synes bare, at vi skal have udspillet først fra det her udvalg, så vi har det rigtige grundlag at træffe beslutningen på.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen jeg har sådan set ikke noget imod saglighed og grundighed og sådan nogle ting. Jeg plejer bare at anse Dansk Folkeparti for at være et parti, der plejer at være lidt hurtigere på knapperne; når det kommer til alle mulige andre forslag, strør man om sig med forslag og er klar til at gennemføre den ene drastiske lovændring efter den anden, uden at ting skal parkeres i udvalg osv. Så jeg er meget ærgerlig over, at man modtager S og SF's forslag om at give en bedre beskyttelse til nogle stakkels kvinder med så kølig en skulder som det her.

Men så vil jeg spørge Dansk Folkeparti, og det er også et spørgsmål, som jeg har stillet andre her i dag: Er Dansk Folkeparti villig til at se på muligheden for behandlingsdomme til stalkere? For det afgørende er jo, at vi får stalkerne til at holde op, og det er jo ikke sikkert, at en straf er nok til at klare den sag.

Ordføreren.

Jeg kan starte med sige, at jeg nu ikke synes, jeg snakkede meget køligt om det her forslag – jeg synes faktisk, at jeg snakkede meget varmt om det her forslag. Jeg synes, der er mange positive ting i det, men jeg mener som sagt, at vi skal vente og se, til vi får det her udvalgs beretning, så vi får det bedst mulige beslutningsgrundlag. Jeg har ikke blankt afvist det, men jeg siger bare, at vi skal kigge på det.

Angående behandling synes jeg også, det kunne være en positiv del. Jeg synes bare ikke, at den skal være et alternativ til straf, for der er også en retsfølelse hos den, der er blevet chikaneret, altså den, der er i den anden ende, som typisk er en dame, vi skal tage hensyn til. Vi er nødt til at kigge på, at der også skal tages hensyn til retsfølelsen hos de personer, der er blevet chikaneret, men det er jo helt klart, at vi også skal prøve på at løse problemet for dem, som har en eller anden sygelig besættelse af en anden person, så de ikke efter at have udstået straf falder i igen og måske gør det over for en helt anden person.

Så er det fru Maja Panduro.

Jeg er da glad for, at ordføreren synes, det er et godt forslag, vi har lavet. Jeg vil faktisk også blive virkelig glad, hvis ordføreren gerne vil være med til at skynde lidt på ministeriets arbejde her – det synes jeg absolut der kan være brug for. Men jeg har måske svært ved at gennemskue – og her kan ordføreren måske hjælpe mig lidt – om det er, fordi ordføreren er en mere forsigtig mand end hr. Peter Skaarup, eller om det er, fordi ordføreren er mindre vidende på området, at man nu pludselig ikke rigtig er i stand til at tage stilling, før udvalget har arbejdet færdigt. Nu har det jo egentlig lydt sådan gennem et år, som jeg i hvert fald synes at jeg har fundet artikler tilbage i, at Dansk Folkeparti altså var klar til at tage aktion på det her. Dansk Folkeparti var enig i, at det nærmest kun kunne gå for langsomt med at få hjulpet de her kvinder.

Hvad er det, der er sket?

Ordføreren.

Om jeg er en mere forsigtig mand end hr. Peter Skaarup, eller om han er mere vidende end mig, er svært for mig at udtale mig om, men det er han nok på mange områder. Han er en mere erfaren gut her i Folketinget, kan jeg i hvert fald sige. Men den skala kan jeg ikke lige vurdere os begge to på.

Det, der er i det her forslag, synes jeg som sagt er positivt, men jeg tror heller ikke, at det her alene løser problemet for ofrene. For hvis man forestiller sig, at man ikke giver det her påbud, men allerede første gang siger, at det er ulovligt, vil jeg tro, at der stadig væk vil være nogle af de her stalkere, som ikke lytter til det og fortsætter. Jeg tror, at der er flere værktøjer, vi skal have kigget på for at kunne løse det her problem; det her kunne helt klart være et af dem.

Men når det her udvalgsarbejde foreligger, forventer jeg helt klart, at der er nogle flere værktøjer end bare et. Det skal vi have kigget på, ikke bare det her ene punkt. Derfor skal det være en mere helhedsorienteret plan og ikke kun et enkelt initiativ til at starte med.

Fru Maja Panduro.

Jeg synes jo, at der er mange rigtig gode toner i det, som ordføreren siger. Det lyder også, som om vi ville kunne blive enige om en masse ting, og at vi her har en fælles sag, som optager os. Det kan være, at ordføreren her vil give tilsagn om, at det er noget, som vi kan kigge på i udvalget, og om vi skal skrive beretning over det her meget vigtige område. Så kunne vi også få mulighed for at udfolde nogle flere af de, synes jeg, interessante tanker, som ordføreren har. Var det noget, vi måske kunne finde ud af?

Ordføreren.

Jeg kan kun give spørgeren ret i, at det er et emne, tror jeg, som vi generelt herinde har meget svært ved at blive uenige om, og jeg vil se meget positivt på, at vi kan behandle det her i udvalget og også eventuelt kigge på en beretning. Så ja, det synes jeg vi skal prøve at kigge på.

Fru Lone Dybkjær.

Jeg kan bare sige, at jeg er glad for ordførerens svar her, for det, jeg netop ville have spurgt ordføreren om, var, om vi ikke kunne lave en beretning, sådan at vi på en eller anden måde – også over for regeringen – signalerede, at vi gerne vil have, at der sker noget på det her område så hurtigt som overhovedet muligt.

Ordføreren.

Jeg tager det som en kommentar og ikke som et spørgsmål, så jeg har ikke lige noget at sige til det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Tom Behnke.

Der er stigende fokus på det problem, at nogle bliver forfulgt, at nogle ikke kan lade andre være i fred. Det er godt, at der er fokus på det, for det må være en meget vigtig forudsætning for os alle som mennesker, at vi kan leve frit og bevæge os frit uden at blive chikaneret, uden at vi bliver udsat for chikane, som vi helst er fri for.

Derfor er det også godt og relevant, at justitsministeren i den her sammenhæng har bedt Strafferetsplejeudvalget gennemgå reglerne om tilhold for at se på, om der er noget her, der kan trænge til en revision, om der er noget her, der er behov for at få strammet op på, om der er noget, der skal gøres nemmere og mere strømlinet, altså om der i det hele taget er behov for, at vi lige får gået de her paragraffer igennem og set på den praksis, der er.

Jeg tror nemlig, at der er meget stor forskel i den praksis, der er ude i landet. Jeg tror, at der er meget stor forskel på, hvordan man håndterer de her sager, alt efter hvor vi kommer hen i landet. Jeg tror, at politireformen i sig selv løser en del af det her, ved det at vi med politireformen har fået 12 store, slagkraftige politikredse, hvor man har så mange politifolk og så stort et område, at man har kapacitet og råd til, om jeg så må sige, at sætte politifolk af til at beskæftige sig specifikt med den her problemstilling. Dermed er der politifolk, som kan få det her speciale at have indsigt i den her form for kriminalitet og dermed også blive bedre og hurtigere til at få ekspederet de anmodninger, der er, om, at der bliver givet et tilhold.

Se, det med sådan bare at kaste sig ud i at springe leddet med tilhold over vil jeg gerne på De Konservatives vegne have lov til at advare imod. Vi synes, det er problematisk, hvis det er sådan, at man kan straffe folk med helt op til 2 års fængsel for noget, som de slet ikke selv betragter som værende ulovligt, de har slet ikke forstået, at det, de gør, er ulovligt. De gør faktisk en gerning, som måske i mange andre sammenhænge slet ikke ville blive betragtet som værende kriminelt.

Vi havde ordvekslingen med ordfører fru Maja Panduro om det der med, hvor mange buketter blomstrer der skal til. For nogles vedkommende vil det være chikane allerede på et tidligt tidspunkt, for andre skal der mere til, og nogle er sådan set ligeglade, de synes bare, at det er dejligt at få alle de her blomster. Men hvordan skal den potentielle gerningsmand kunne vide det? Det er ikke længere et spørgsmål om at have den onde vilje til at gøre noget strafbart, det er et spørgsmål om den tilfældighed, der ligger i, hvem det nu er, man har forelsket sig i, og som man sender blomster til.

For det, jeg kan forstå, er, at man lægger op til en bestemmelse i forslaget om, at det kan opfattes som chikane, hvis gerningsmanden uden gyldig grund og gentagne gange etablerer indirekte eller direkte kontakt til offeret eller en af offeret kendt person. En sådan indirekte eller direkte kontakt kan jo godt være fra en, der er håbløst forelsket og sender kærlighedsbreve eller sender blomster eller chokolade eller et eller andet, og det kan godt for nogle være ganske generende og ubehageligt, specielt hvis den, der modtager det, er i et fast samlivsforhold eller er gift – så kan det selvfølgelig være stærkt problematisk, for hvad er det nu for noget? Det kan opfattes som chikane, men hvis den, der gør det, overhovedet ikke betragter det som værende det, hvordan skal vedkommende så kunne vide det? Hvordan skulle man overhovedet nogen sinde i fremtiden turde sende en buket blomster til en, som man holder af, for hvad nu hvis vedkommende går ned og anmelder det? Så kan man altså risikere op til 2 års fængsel med det samme.

Der er det bare min opfattelse, og der vil jeg gerne fastslå, at vi fra konservativ side også har et ønske om at styrke indsatsen på det her område. Men vi ønsker ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Vi ønsker at fastholde de retsprincipper, der gælder allerede i dag, men til gengæld er det vores klare opfattelse, at det skal være lettere at give et tilhold. Det skal gøres lettere, sådan at den, der chikanerer, på et tidligt tidspunkt får en skriftlig tilkendegivelse om, at vedkommende skal lade være med at gøre det. Og så har vedkommende stående sort på hvidt, hvad vedkommende må og ikke må, specielt hvad vedkommende ikke må.

Som jeg nævnte før, er det også vigtigt, at der i politikredse gives plads til, at en, to eller tre betjente, alt efter hvor mange der nu er behov for i politikredsen, kan få lov til at specialisere sig i det her, at de kan blive eksperter udi det her, så anmeldelser kan blive behandlet hurtigt og effektivt, når de kommer, for det er jo også vigtigt.

Når man så har givet et tilhold, er det også vigtigt, at man ikke tøver med at skride ind, hvis tilholdet bliver overtrådt. Det er helt afgørende. Det er helt afgørende, at gerningsmanden i den situation ikke tror eller forledes til at tro, at der ikke sker noget ved det, og at man kan gøre det ene og det andet og det tredje. Der er det meget vigtigt, at politiet skrider ind første gang, og at de skrider ind hver gang og sørger for at sanktionere hver eneste overtrædelse af et tilhold. Det er helt afgørende.

Til sidst vil jeg lige sige, at det også er vigtigt for os at understrege – og det håber vi også kan komme ud af det her Strafferetsplejeudvalgs arbejde – at der skal være en bedre beskyttelse af ofrene, at vi prøver at se på, hvordan vi kan gøre situationen bedre for dem, der bliver chikaneret.

Tak. Der er tre med korte bemærkninger, og den første er fru Julie Rademacher.

Jeg vil meget gerne spørge den konservative ordfører, om han også mener, at vi skal vente på, at nordmændene er klar med en løsning for danskerne. Skal vi være mere progressive i Danmark – det kunne jeg godt tænke mig – og sige, at vi vil finde en teknisk løsning i forhold til den her sag med fodlænker?

Ordføreren.

I det omfang det kan lade sig gøre og det er teknisk muligt og det er økonomisk overkommeligt, er det her også noget, der står på vores ønskeseddel. Vi kunne også godt tænke os, at vi brugte elektronikken og de digitale muligheder til at skride ind over for de her personer.

Så vi er indstillet på så hurtigt, som det kan lade sig gøre, og så hurtigt, som vi kan få rejst midlerne til det, at udvirke, at man kan bruge fodlænker, GPS-ordninger eller lignende, sådan at man har en bedre mulighed for at skride ind på et tidligere tidspunkt over for dem, der krænker.

Det er ikke sådan, at vi går og synes, at man nødvendigvis behøver at vente på Norge, men det, der vil være hensigtsmæssigt er jo dog, at man lærer af de erfaringer, de har andre steder, så vi ikke starter helt forfra hver gang. Så der er altså noget teknologi, der skal på plads, men den politiske vilje er der.

Fru Julie Rademacher.

Jeg synes, det er en rigtig god idé at lytte til nordmændene. På ligestillingsområdet har jeg mange gange haft ligestillingsministeren i salen og spurgt: Hvorfor gør vi ikke, ligesom nordmændene gør på en række områder, hvor de har succes? Så det er jeg helt med på, kan jeg fortælle den konservative ordfører.

I forhold til den tekniske løsning er det jo sådan i dag, at man sætter lænker på folk, der kan aftjene deres straf i hjemmene. Så vi har allerede en form for teknisk løsning, og jeg er sikker på, at hvis man ringer til Danmarks Tekniske Universitet, kan de også finde en teknisk løsning. Så kan jeg nu regne med, at vi har en aftale med den konservative ordfører om, at hvis vi forelægger en teknisk løsning, vil den konservative ordfører være med til at sikre, at justitsministeren også får det her implementeret i Danmark?

Ordføreren.

Se, det er her, fru Rademacher springer over, hvor gærdet er lavest, og kun nøjes med at være politiker og ikke tager hensyn til teknologien. For afsoningen med elektronisk fodlænke i eget hjem, som var en idé, som jeg fremsatte i 1995, og som den her regering heldigvis har virkeliggjort, er jo et spørgsmål om, at man har en ordning, hvor den pågældende er knyttet til sit hjem. Hvis man forlader hjemmet og den afstand, der er mellem fodlænken og et apparat i hjemmet, bliver overskredet på visse tidspunkter, går der en alarm.

Det, vi taler om med den her ordning, er jo det modsatte. Det skal altså være en fodlænke med en GPS-anordning, således at man kan se, hvor vedkommende er henne, og at vedkommende ikke kommer for tæt på den, der bliver chikaneret. Det er altså en anden form for fodlænke, for den her fodlænke skal indeholde en GPS, som virker, som kan bruges, og som også retssikkerhedsmæssigt skal være i orden. Så det er to forskellige ting, vi taler om. Den politiske vilje har vi, men det er ikke sådan, at vi bare kaster os ud i det ene eventyr efter det andet. Vi har en forståelse og en respekt for, at tingene også skal kunne lade sig gøre i praksis.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kan ikke forstå, at hr. Tom Behnke er så bekymret for, hvornår gerningsmanden ved, at han har trådt over linjen. Inden for erstatningslovgivningen har man det princip, at hvis man kunne indse eller burde have indset, at handlingen ville føre til skade, så ifalder man et erstatningsansvar. Noget lignende må man kunne lave på det her område, hvis man indså eller burde kunne have indset, at den her form for forfølgelse ville den pågældende ikke bryde sig om.

Hvis man nu for tiende dag i træk står foran vedkommendes arbejde og vedkommende ikke ligefrem ser glad ud, når vedkommende træder ud fra sit arbejde, må det være meget tydeligt, og så burde man have indset, at vedkommende ikke bryder sig om den her form for negativ kontakt. Så jeg mener, at der er løsninger på de her problemer, som hr. Tom Behnke rejser. Mener hr. Tom Behnke ikke alligevel, at vi burde springe ud i det her?

Ordføreren.

Nej, hvis jeg mente det, var jeg jo startet med at sige det, så det er et lidt underligt spørgsmål at stille. Man kan jo ikke sammenligne erstatningsret med straffelovsovertrædelser. Det er to vidt forskellige ting. Det, man skal være opmærksom på i forhold til forfølgelse og chikane, den såkaldte stalking, og meget andet, er, at det har så mange forskellige facetter og så mange forskellige udtryksformer, så bare at lave en enkel formel tror jeg ikke på kan lade sig gøre.

Det er derfor, det er hensigtsmæssigt, at den, der føler sig forfulgt, henvender sig til politiet. Der er jeg til gengæld enig i, at så skal politiet meget hurtigt behandle den her sag og lynhurtigt træffe en beslutning om, hvorvidt der skal gives et påbud og så få udstedt det påbud i en fart. For så ved den, der forfølger, den, der chikanerer, præcis, at nu er det nok, at det skal vedkommende holde op med. Så har vi et rigtig godt retsgrundlag for efterfølgende at retsforfølge vedkommende, hvis vedkommende så alligevel overtræder de spilleregler, der er udstukket.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Er hr. Tom Behnke ikke enig i, at hele forudsætningen for det her er, at vi har en definition af, hvad stalking er? Altså, før vi får den brille på, som fortæller os, hvad stalking egentlig er – og vi har jo givet nogle bud i vores beslutningsforslag på, hvordan den definition kunne se ud – bliver det meget, meget svært at reagere på en situation med stalking.

Så vil hr. Tom Behnke være med til at lave en beretning om det, så vi kan komme lidt hurtigere med en definition og så tage selve konsekvensen og tilholdet og alle de der ting efterfølgende – altså en definition af, hvad stalking kan være, så vi i det mindste får rettet blikket ind imod, hvad det også kan være?

Ordføreren.

Jamen problemet ved det bliver jo lynhurtigt, at hvis vi får det defineret alt for præcist, hvad så med det, der ligger lige præcis uden for, men som alligevel af offeret bliver opfattet som chikane? Hvad gør vi så med det? Det er jo et problem, og derfor synes jeg, at vi skal lade være med at gøre det. For det her har så mange ansigter, det har så mange facetter, at det er den konkrete situation, der skal afgøre det. Og det er derfor, vi skal have nogle levende politifolk ind og vurdere den konkrete situation: Skal der gives et tilhold – ja eller nej?

Forslagsstillerne har jo forsøgt på at konkretisere, hvad det er, de mener, og jeg har allerede problematiseret et af stykkerne og sagt, at allerede der er der jo nærmest ingen grænser for, hvad der kan blive opfattet som værende chikane, og at man altså, uden at man overhovedet ved det, uden at man har fået et tilhold, uden at man har fået en advarsel, uden noget som helst og som lyn fra en klar himmel pludselig står til 2 års fængsel. Det synes vi ikke er rimeligt, og derfor er vi ikke med på ideen om, at man allerede forlods, før man har fået et tilhold, skal kunne straffes. Jo, selvfølgelig, hvis det er sådan, at der er tale om husfredskrænkelser, trusler, egentlig chikane, fysisk chikane osv., det er klart, men det er allerede i forvejen strafbart.

Men med det, vi taler om her, altså stalking, forfølgelse, den håbløst forelskede, er det vores klare opfattelse, at det, der skal ligge forud for det, er et tilhold til vedkommende. Det skal gøres meget hurtigt, og når det så er på plads, er vi til gengæld også indstillet på, at der skal straffes hårdt og konsekvent hver gang.

Så er det fru Lone Dybkjær.

Nu har hr. Tom Behnke jo et vist talent for at dreje diskussionerne hen i en anden retning, og al respekt for det. Men lad os nu tage blomsterdiskussionen. Hr. Tom Behnke sender 40 blomsterbuketter med jævne mellemrum til en person, som ikke vil have dem. Vi tager det som forudsætning, at vedkommende ikke vil have dem. Personen henvender sig så til politiet og siger: Jeg vil altså ikke have de her blomsterbuketter, jeg føler mig forfulgt af afsenderen. Mener hr. Tom Behnke så, at det er tilstrækkeligt, for at politiet kan give et tilhold?

Det er tilstrækkeligt til, at politiet skal tage imod den anmeldelse og finde ud af, hvad der er op og ned i det her. I rigtig mange tilfælde i den virkelige verden, i det praktiske liv, viser det sig, at politiet så kalder pågældende person ind til en afhøring og siger: Prøv at høre her, vi har fået en anmeldelse om, at du chikanerer den og den person ved at sende blomster; det er vedkommende meget træt af og vil gerne være fri for. Allerede ved den afhøring kan den potentielle gerningsmand sidde og sige: Jamen det var slet ikke meningen; det var slet ikke det, jeg ville, så det stopper jeg selvfølgelig med det samme; det skal aldrig nogen sinde gentage sig. Så er problemet løst allerede ved afhøringen. Hvis vedkommende ikke helt kan forstå det, kan det være nødvendigt, at politiet skriver det ned på et stykke papir til vedkommende, så vedkommende hver morgen, når vedkommende står op, lige kan læse, at vedkommende skal lade være med at sende blomster til fru Lone Dybkjær eller nogen andre, som man ikke må have lov til at chikanere.

Det, der er min pointe, er, at det her i vores optik kræver og forudsætter en anmeldelse til politiet, en undersøgelse, en afhøring af vedkommende, og, hvis det er nødvendigt, et tilhold. Og så skal det komme meget hurtigt.

Så er det fru Lone Dybkjær.

Vil det så sige, at hr. Tom Behnke sådan set er indstillet på, at det bliver nemmere, end det er i dag, for der kræver det jo temmelig meget at få politiet til at reagere? Jeg ved ikke, om politiet vil reagere over for 40 buketter blomster – lad os bare tage det som eksempel – eller om politiet, som de jo ofte gør i forskellige anmeldelsessituationer, bare vil sige: Du kan da sådan set godt leve med, at du får så mange blomster. Man vil sige, at det sådan set ikke er så dårligt; det vil mange tænke.

Så for at være lidt mere alvorlig: Er konsekvensen af det, at folk sådan set kan gå hen og anmelde en sag, og så vil politiet, som hr. Tom Behnke siger, meget hurtigt, forstår jeg også, prøve at finde ud af, hvad der er op og ned på det her, og så tage kontakt til offeret – også i tilfælde af at det drejer sig om 40 buketter blomster, som politiet måske synes er helt o.k.?

Ordføreren.

Politiet skal altid tage anmelderne alvorligt. Jeg mener også helt klart, at man skal ekspedere de her sager meget hurtigt, og jeg tror på, at man med de nye store politikredse har kræfterne til at kunne gøre det, at man kan afsætte det antal politifolk, der skal til for at håndtere de her sager, og at de også får den tilstrækkelige indsigt i sagerne til, at de meget, meget hurtigt kan vurdere dem, hurtigt kan få foretaget nole afhøringer og hurtigt kan få udstedt de her tilhold. Det, jeg sagde som pind nummer et i det, vi fra konservativ side meget gerne ser, er lettere adgang til, at der bliver givet tilhold.

Så ja, vi har den opfattelse, at det skal være nemmere og hurtigere at give et tilhold, så personerne ved, at det, de er i gang med, er forkert, og at de skal holde op med at gøre det.

Så er det fru Maja Panduro.

Jeg var egentlig på en eller anden måde en lille smule opløftet, efter justitsministeren havde været på talerstolen, for da jeg havde hørt justitsministerens tale, forstod jeg det stort set sådan, at vi var ret enige, og at ministeren var positiv over for vores forslag. Nu skulle vi selvfølgelig lige have dem igennem det her udvalg, men ellers var det i højere grad mere et spørgsmål om tid end et spørgsmål om politisk uenighed om, hvad man skulle gøre i forhold til det her.

Den konservative justitsminister repræsenterer, antager jeg, regeringen. Den konservative ordfører repræsenterer Det Konservative Folkeparti. Hvordan skal jeg forstå de divergenser, som jeg synes der ret tydeligt er imellem det, den konservative ordfører siger, og det, som den konservative justitsminister siger?

Ordføreren.

Jamen det kan også være svært at holde alle boldene i luften på en gang. Det, der er sagen, er, at justitsministeren har bedt Strafferetsplejeudvalget gennemgå reglerne om tilhold, og ministeren er naturligvis i den situation åben over for, hvad Strafferetsplejeudvalget kommer med af udspil. Det skal ministeren selvfølgelig være. Hvis man på forhånd som minister vidste, hvad man ville, var der ingen grund til at bede et udvalg om noget; så kunne man mere præcist sige: Skriv lige nogle paragraffer. Så selvfølgelig er ministeren åben over for, hvad der kommer af ideer herfra, og så tager vi en diskussion af det på det tidspunkt.

Som konservativt folketingsmedlem tilkendegiver jeg, hvad Det Konservative Folkepartis holdning er til det her spørgsmål: Hvad er vores indgangsvinkel? Hvad er vores prioriteter i det her? Hvad er det, vi gerne ser? Hvordan vil vi gerne styrke det her område? Og vi er ikke enige med forslagsstillerne i, hvordan vi styrker det her område. Vi mener, at vi skal styrke den eksisterende ordning.

Fru Maja Panduro.

Det vil altså sige, at jeg, hvis De Konservative får magt, som de har agt, kan regne med, at det vil gå den her arbejdsgruppe og det her kommissorium, som det er gået så mange arbejdsgrupper og kommissorier tidligere under den her regering, hvor man nedsætter dem, lader dem arbejde og siger: Nu skal vi vente, vi kan ikke have nogen holdning til det her, før de er færdige med deres dygtige og seriøse arbejde.

Vi ved jo endnu ikke, hvad den her arbejdsgruppe vil konkludere, men lad os hypotetisk antage – ligesom vi før var hypotetiske med hensyn til blomsterne – at arbejdsgruppen faktisk kommer og siger, at den mener, det vil være en god idé. Det har flere strafferetseksperter jo trods alt været ude at sige.

Jeg har stadig forstået på både Dansk Folkepartis ordfører og Venstres ordfører, at man også her er positiv over for forslaget, så er der en eller anden konservativ enegang i regeringen, eller er det hr. Tom Behnke, der sådan er kamikazeagtig? Jeg synes ikke, at signalerne fra regeringspartierne er entydige.

Ordføreren.

Men hvis nu det var sådan, at regeringspartierne altid var enige om alting, var der sådan set ikke nogen grund til, at vi havde to forskellige partier, vel? Der er forskellige tilgange til det her, der er forskellige indgange til det her. Jeg tror måske også, at jeg er lidt fagligt belastet af, at jeg rent faktisk har arbejdet med den her form for sager uden for det her hus' tykke mure, så jeg ved godt, hvad det er for nogle situationer, vi taler om.

Det, der er sagen, er, at der nu er et udvalg, Strafferetsplejeudvalget, der kigger på det her, og vi er også åbne over for, hvad de kommer med. Det er jo ikke kun det her ene, som forslagsstillerne beskæftiger sig med, at udvalget tager fat i, det tager fat i hele problemstillingen – før, under og efter. Hvordan kan vi styrke situationen i forhold til ofrene, hvordan kan vi gøre en bedre indsats i forhold til gerningsmændene osv.? Der er vi da åbne over for, hvad der kommer af udspil derfra. Og hvis det er sådan, at udvalget er i stand til på en faglig, saglig, velargumenteret måde at gå ind at sige, at det godt kan lade sig gøre at lave nogle definitioner – i hvert fald på dele af det her område – sådan at man kan skride ind på et tidligere tidspunkt, jamen så lad os se på det, og så er vi åbne over for det.

Men vores indgang til det her er ikke den samme som forslagsstillernes; vores indgang er at styrke mulighederne for at give tilhold. Det skal gøres hurtigere, og så skal der skrides mere konsekvent ind, når tilhold bliver overtrådt.

Tak til ordføreren. Fru Julie Rademacher har haft to spørgsmål, og der er ikke flere spørgsmål.

Næste ordfører er fru Lone Dybkjær.

Det Radikale Venstre er positiv over for det her beslutningsforslag, forstået på den måde at vi mener, at der bør gøres noget i forhold til den eksisterende tilstand. Og det forstår jeg sådan set at der er et bredt flertal i Folketinget der allerede udadtil også har udtalt sig om, altså at der skal ske et eller andet. Så kan der være lidt forskellige nuancer i, hvad det er, der skal ske. Under alle omstændigheder synes jeg, at det ville være godt, hvis vi igennem en beretning kunne skrive noget ned om, hvad det er, vi forventer, at der kommer ud af arbejdet, sådan at den ligger der til, når der engang kommer et forslag fra Strafferetsplejeudvalget.

Det er jo klart nok, at vi ikke kommer længere i dag, for der er jo et flertal for, at vi afventer det her udvalgsarbejde, og det må vi så gøre, og så må vi så bare opfordre til, at udvalget arbejder så hurtigt som muligt, så det vil være muligt at få en ændring på det her område i næste folketingssamling.

Det er jo klart nok, at der er nogle mennesker, der er frygtelig generede og får deres liv ødelagt, ved at der er personer, der direkte og indirekte forfølger dem, og det er selvfølgelig ikke acceptabelt. Derfor er det nødvendigt, at vi hurtigt gør en indsats.

Jeg tror måske, at det kan være muligt at finde nogle veje, hvor man ikke nødvendigvis skal have et polititilhold, men hvis det er sådan, at polititilholdet kan foregå på en ganske anderledes måde end i dag – at politiet er i stand til at forstå meget mere, end de er i dag – så vil det være fint. Jeg har nok ikke helt samme lyserøde opfattelse af politiet i enhver sammenhæng. Jeg tror, at der er mange kvinder, der vil opleve, at de måske ikke får den sublime forståelse, når de henvender sig med de forskellige problemer f.eks. inden for det her område, f.eks. inden for voldtægtsområdet og alle andre områder. Derfor tror jeg ikke, at det er så enkelt, som hr. Bent Tom Behnke siger.

Jeg har bestemt heller ikke nogen fornemmelse af, at de store politikredse giver svaret på alting. Foreløbig har de givet svar i form af øgede udgifter, men vi mangler endnu at se nogen som helst resultater fra de store politikredse. Det kan vi jo håbe på kommer, men indtil videre har vi ikke set nogen resultater.

Men vi kommer jo ikke videre, for ministeren har sagt, at han har bedt et udvalg om at se på tingene, og det bliver så facit her. Hvis vi kunne lave en beretning, hvor vi på en eller anden måde lagde pres på ministeren, for at det her arbejde bliver færdigt, så vi kunne få et forslag i næste folketingssamling, synes jeg, det ville være godt, men det kan jo godt være, at det ikke kan lade sig gøre, fordi regeringen på en eller anden måde appellerer til Dansk Folkeparti om, at der ikke skal skrives nogen beretning med et positivt indhold. Vi kan håbe, at Dansk Folkeparti vil leve op til det, som de har sagt udadtil.

Tak til ordføreren. Så er det fru Line Barfod.

Jeg synes også, det er rigtig godt at få set på det her område. Det er fint, at forslagsstillerne er kommet med forslaget, og at udvalget ser på, hvad der kan gøres.

Vi har jo i mange år gjort en stor indsats mod vold, som også langt hen ad vejen er lykkedes. Det er lykkedes at få forbudt vold mod tyende. Det forekommer meget sjældent i dag, at arbejdsgivere slår deres ansatte. Vi har fået forbudt vold mod ens ægtefælle. Det forekommer desværre stadig væk i et alt for stort omfang, men det er dog trods alt i et langt mindre omfang, end det var for 100 år siden. Vi har fået forbudt skolelærernes vold mod børn. Vi har for ganske få år siden fået forbudt forældres vold mod deres børn.

Det er rigtig dejligt, at vi i dag er i den situation, at ingen længere har ret til at udøve fysisk vold mod andre, og vi skal selvfølgelig fortsat sikre, at det ikke sker, men jeg synes samtidig, at det er vigtigt at tage det næste skridt og også se på psykisk vold, for den kan være lige så nedbrydende for mennesker som fysisk vold. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at tage fat i det og se på, hvordan vi skal definere psykisk vold.

Der har godt nok også været afgrænsningsproblemer i forbindelse med definitionen af fysisk vold. Det har f.eks. krævet en række domme at få fastslået, at det at kaste vand på hinanden også kan være vold, at det at spytte på hinanden kan være fysisk vold osv. Og der skal nok også en del udvikling til, før vi nærmere får fastslået, hvad den psykiske vold er, men det er rigtig godt at komme i gang og få fastlagt nogle nærmere kriterier for det og få set på, hvad det er for nogle situationer, og hvordan vi kan håndtere de forskellige situationer.

Der er jo forskel på, om det er en kendt person, der bliver udsat for, at der hele tiden er en, der følger efter vedkommende, eller om det er en kvinde, som ekskæresten hele tiden bliver ved med at forfølge, og hvor der måske også er nogle børn, som de slås om, inde i billedet, eller om det er den situation, som hr. Tom Behnke har snakket om, med en forelsket mand, som bliver ved med at sende blomster.

Det er forskellige situationer, og man skal selvfølgelig se på, om de skal håndteres forskelligt, men selve det at få fastslået, at hvis man er udsat for forfølgelse og chikane, er det altså noget, der skal tages meget alvorligt. Det mener jeg er på tide, og jeg synes, det er rigtig godt at få set på, hvilke muligheder vi har for at sætte ind. Hvordan kan vi sætte meget hurtigere og mere effektivt ind? Hvordan kan vi vise, at vi tager denne form for psykisk vold meget alvorligt?

Jeg håber, at vi senere kan komme videre og også se på andre former for psykisk vold og se på det, der foregår på arbejdspladserne, i skolerne og andre steder, og tage det meget alvorligt, for det kan være lige så nedbrydende. Man kan i øvrigt også i øjeblikket se i den julekalender, som de viser i Danmarks Radio, hvordan det kan være med til at ødelægge livet for børn, hvis der er for meget mobning. Jeg mener, det er nødvendigt, at vi ser på, at det også har stor betydning, og at det skal tages alvorligt, når der foregår psykisk vold.

Vi støtter altså, at man skal se på chikane og forfølgelse og se på, hvordan vi kan sætte mere effektivt ind over for det. Og vi håber, at det kan blive starten til, at vi ser mere på psykisk vold, og hvordan vi kan håndtere det også i forhold til strafferetten.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg vil gerne på Socialdemokraternes og SF's vegne sige tak for debatten i dag. Der har været mange gode spørgsmål, og det har været vældig interessant at følge.

Jeg er selvfølgelig glad for, at ministeren får set det her efter. Jeg er mindre glad for, at vi parkerer endnu en ting i et udvalg, og at vi skal vente på, at de mennesker, som er udsat for stalking, får den retsbeskyttelse, som vi mener de har krav på. Men det må vi jo tage til efterretning, og vi må se, om vi kan presse igennem, at det her arbejde bliver afsluttet hurtigere. Det ville være dejligt, hvis ministeren lige gik på talerstolen efterfølgende og kortlægger for os, om det forholder sig på samme måde som for Straffelovrådet, at det er et udvalg, som man ikke sådan lige kan påvirke til at arbejde efter en tidsfrist, eller om noget andet gør sig gældende for Strafferetsplejeudvalget, så vi ved, om der er en mulighed for at fremskynde den her proces.

SF har jo af flere omgange keret sig for de personer, som bliver udsat for overgreb. Vi havde sidste år den føromtalte offerpakke, som jo også udløste et udvalg. Vi har foreslået behandlingsdomme til voldelige mænd, så vi får overgrebene til at høre op. Vi var ude omkring vidnebeskyttelse her i weekenden, og nu har vi så sammen med Socialdemokraterne fremsat det her stalkingforslag. Vi mener, at der fortsat er meget at gøre på det her område. Vi er oprigtigt optaget af at beskytte de mennesker, som lever med vold, eller som lever med stalking.

Det er sådan i dag, at 28.000 kvinder stadig væk lever med vold i Danmark – det mener vi afgjort er for mange – og et ukendt antal bliver forfulgt og chikaneret, og det er rigtig, rigtig vanskeligt at rejse en sag. Hvert år har sine tragiske jalousidrab. Det er oftest kvinder, som må lade livet. Nogle er startet med stalking, andre med vold og andre igen med en kombination. Det er alvorligt, og det skal vi naturligvis sætte ind over for.

Jeg kan konstatere, at der er en lang række lande, som er kommet længere i forhold til at beskytte ofre mod stalking. F.eks. har Canada allerede en meget udpindet definition af stalking. Stalking er ikke kun et problem for de kendte. Jeg tror bare, man skal spørge kvindekrisecentrene. Her kender man udmærket fænomenet, og man kender også magtesløsheden og håbløsheden i forhold til at gøre noget ved det her. For hvad gør man, hvis man bliver ved med at modtage sms'er, som man ikke ønsker? Hvad gør man, hvis partneren tilfældigvis står uden for ens arbejdsplads hver eneste dag, når man får fri? Hvad gør man, hvis ens ekspartner kontakter arbejdsgiver, venner, bekendte og spreder løgne eller videregiver billeder, som er taget under mere private former? Det er rigtig, rigtig svært. Det kan i hvert fald opleves som rigtig, rigtig krænkende.

Det er også vigtigt for SF og Socialdemokraterne, at vi får stoppet chikanen effektivt, og derfor er det jo ikke gjort med, at vi får mulighed for at gribe ind tidligere. Vi skal også kunne gribe målrettet ind med behandling i forhold til at få stoppet den her proces. Vi så gerne, at der ville være mulighed for at kunne idømme dom til behandling.

Så vil jeg godt kommentere lidt på nogle af de ting, der er blevet sagt af ordførerne her i dag. Til Venstres ordfører vil jeg sige, at jeg er glad for, at Venstres ordfører tilkendegav, at man var interesseret i at kunne dømme til behandling. Jeg er også glad for, at man anerkender, at der ser ud til at være et hul i loven, når det tager 2 år at samle beviserne. Det er for lang tid, og det er jeg meget glad for at Venstres ordfører også synes. Det giver i hvert fald en basis for at komme videre med det.

Til Dansk Folkeparti vil jeg sige, at det lyder fint, hvis vi kan enes om at lave en beretning på det her område. Det ville være rigtig dejligt. Jeg håber på, at vi kan skubbe på det her udvalgsarbejde. Så vil jeg igen sige, at det jo er domstolene, der skal vurdere, om bevismængden er o.k. Så det vigtige er jo, at vi får lavet en definition, så vi ikke behøver at være så bekymret for, om det er stalking, og om stalkeren ved, at han er overgrebsmand, fordi det må være domstolene, der skal bevise, om noget har tenderet mod at være stalking. Jeg er også glad for, at Dansk Folkeparti ikke er afvisende over for behandling.

Den konservative ordfører nævnte netop det her med, at det er meget vigtigt, at politiet reagerer. Der må jeg bare sige, at jeg ikke altid er overbevist om, at man reagerer med den alvor, der er påkrævet over for de her tilfælde. Så sent som i dag lå der et ritzautelegram om en sygeplejerske, som var blevet afvist af politiet. Hun var blevet udsat for trusler på sit arbejde – og det er jo endda endnu værre end stalking, kan man sige – og hun var blevet afvist med den besked: Du har jo selv valgt det arbejde, ergo må du også kunne holde til det her. Når sådan nogle ting forekommer, mener jeg, at vi har et skridt at gå endnu. Det er helt rigtigt set af den konservative ordfører, at der også er noget, vi kan arbejde med.

Så tak for debatten i dag. Nu vil vi prøve at se, om vi kan presse på i udvalgsarbejdet og sikre de mennesker, som oplever de her unødvendige indgreb i deres hverdag, mod stalking.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)