Først og fremmest skal jeg sige, at jeg også taler på De Radikales vegne i dag.
Det er rigtig glædeligt, at vi i dag kan ratificere Danmarks tiltrædelse af IRENA, Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi.
Jeg ved, at Danmark har arbejdet for at få formandsposten samt støttet Tyskland i bestræbelserne for at få agenturet placeret i Bonn.
Det lykkedes desværre ikke, og agenturet endte i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater med små afdelinger i Bonn og Wien.
Det er måske ikke verdens bedste signal at lægge agenturet for vedvarende energi i en oliestat, men omvendt har Abu Dhabi besluttet sig for at bygge en stor CO
2
-neutral by i Masdar, så man kan jo håbe, at de mener noget med det.
IRENA har nemlig en vigtig opgave.
Det skal sørge for at få samlet viden og information om vedvarende energi, så det bliver tilgængeligt for medlemslandene.
Det skal sørge for, at offentligheden får kendskab til fordelene ved vedvarende energi; det skal foretage specifik policy-rådgivning, finansiering og lave strategier, der kan øge andelen af vedvarende energi.
Det skal støtte forskningsprojekter og være med til at fremme teknologioverførsel og investeringer i vedvarende energi.
Dette er vigtige opgaver, som danske virksomheder og rådgivere har stor erfaring med, og derfor er vi selvfølgelig interesserede i, hvordan Danmark fortsat kan øve indflydelse på IRENA's arbejde og bidrage med dansk knowhow og erfaring.
SF ser især tre vigtige opgaver for IRENA, som vi vil presse på for at få Danmark til at arbejde for.
Allerførst – og som det vigtigste – mener vi, at IRENA bør beskæftige sig med systemintegration af vindkraft, altså hvordan man får passet meget store mængder af vind ind i sit energisystem.
Faktum er, at vind bliver den helt store spiller på mellemlangt sigt, hvis vi skal have store mængder vedvarende energi ind i vores energisystemer på globalt plan.
Det er et af de områder, hvor IEA ikke har været gode nok, og her har IRENA muligheden for at få en god profil.
I SF mener vi, at Danmark skal tage en førerrolle.
Vi skal tilbyde vores viden til et vindintegrationsprojekt mod, at vi så får formandskabet for det her projekt og kan give Energinet Danmark rollen.
SF mener endda, at Danmark kan benytte sig af den mulighed, der er i IRENA's statutter om at give et frivilligt bidrag, hvis det bliver målrettet et sådant projekt om systemintegration af vindkraft, og vi sikrer os formandskabet.
For det andet mener vi, at det skal være IRENA, der dygtigt laver nogle af de ambitiøse globale VE-scenarier for, hvordan verden i 2050 kan være fuldstændig fri for fossile brændsler.
For det tredje mener vi, at IRENA må stille sig op som autoritet og gå ind i diskussionen om, hvor meget biomasse, vi kan bruge til energiformål, så det ikke går ud over skove og kulstofindhold i jorden.
IRENA skal altså tænke bæredygtigt om biomasse og biobrændstoffer, og det vil være et godt sted for IRENA at samle viden og gøre sig til en autoritet på området.
Med de begrænsede mængder biomasse, vi har på globalt plan, og med den store kamp om jorden, som vi oplever i øjeblikket, er det nødvendigt at få tænkt tingene grundigt igennem på det her område.
Derudover vil jeg bare gerne spørge klima- og energiministeren, om hun vil fortælle os mere om IRENA's arbejdsplan, budgetter og organisering, hvis der er kommet mere frem end det, man kan læse på hjemmesiderne.
Så skal jeg også sige fra Enhedslistens ordfører, at de støtter ratifikationen.