Jeg skal starte med at takke for en, synes jeg, langt hen ad vejen god og udbytterig diskussion.
Det er jo rigtigt, som Dansk Folkepartis ordfører nævnte i sit indlæg, at der findes en række undersøgelser, som ikke alle sammen når frem til præcist det samme resultat.
Jeg tror heller ikke, vi skal forvente, at det bliver sådan i fremtiden, altså at vi kan træffe beslutning på baggrund af, at der kun findes én videnskabelig sandhed på det her område.
Jeg tror, at der vil blive ved med at være faglig uenighed, og derfor opfattede jeg det også som en fortalelse, da fødevareministeren kom til at sige, at forudsætningen for, at hun kunne gribe ind, var videnskabelig enighed.
I virkeligheden mente fødevareministeren vel bare, at EFSA skal sige et eller andet ganske bestemt, og så følger vi det.
Der tror jeg at det er meget klogt, at vi erkender, at den europæiske fødevaremyndighed ikke bare er et videnskabeligt center for den højeste sagkundskab, men også et center, som forholder sig til en politisk-økonomisk virkelighed, og som derfor indimellem når frem til nogle andre konklusioner end dem, som andre forskere, som er i andre situationer, når frem til, og måske også i virkeligheden kan påvirkes af den debat, der foregår i vores samfund.
Det er jo ikke sådan, at vi kommer med et forslag om forbud mod bisfenol-A i en række produkter, uden at det baserer sig på viden, som findes, men det er klart, at når vi har lavet det her forslag, er det, fordi vi vælger at sige, at vi ikke vil løbe nogen unødvendig risiko.
Hvis nu bisfenol-A var et fuldstændig uundværligt produkt, som man slet ikke kunne klare sig uden, så kunne det godt være, at snittet ville være et andet sted.
Men i dag må vi sige, at man kan klare sig uden, og vi må sige, at vi ved, at det er skadeligt.
Der er lidt uenighed om, hvor store mængder der skal til, før det for alvor er skadeligt, og vi ved, at det er særlig skadeligt for små børn.
Derfor er jeg meget glad for, at vi i dag i hvert fald også kunne konstatere, at der er et flertal i Folketinget, som synes, at vi i den her folketingssamling – altså inden sommerferien – har brug for at foretage os et eller andet i forhold til de 0-3-årige.
Hvor langt vi så kan komme med resten af vores forslag må vi jo se på.
Jeg har det jo sådan, at når jeg fremsætter forslag, er det altid med udgangspunkt i, at det hele skal vedtages, men det er også en af de erfaringer, jeg har gjort mig i et efterhånden langt liv, at det er sjældent, at de forslag, jeg fremsætter, bliver vedtaget første gang, de bliver fremsat.
Vi kom et lille stykke ad vejen før sommerferien, og vi kan komme et længere stykke ad vejen nu, og det synes jeg bare er positivt.
På den anden side er det da fuldstændig klart, at hvis der kommer videnskabeligt bevis for, at bisfenol-A er fuldstændig uskadeligt – altså, hvis det lige pludselig bliver bevist – så vil vi selvfølgelig trække forslaget tilbage.
Det tror jeg da godt jeg kan love på forslagsstillernes vegne.
Det her handler grundlæggende om to ting, som jeg synes er vigtige at få nævnt.
Der har været mange, som har været inde på problemerne med bisfenol-A, men det drejer sig i virkeligheden om to ting, som jeg synes er meget afgørende, når vi diskuterer politik, både når vi diskuterer sundhed og fødevaresikkerhed, og når vi diskuterer vores forhold til EU.
For det første at vi siger:
Jamen det er faktisk vores opfattelse, at vi nogle gange beslutter os til, at vi vil tillægge sundheden og miljøet en større vægt end hensynet til det indre marked.
I nogle tilfælde vil vi sige, at det godt kan være, at producenter osv.
siger, at de i grunden ifølge det indre marked har ret til at sælge nogle produkter og producere nogle varer, indtil det endegyldigt er blevet sådan bevist, at EFSA, den europæiske fødevaremyndighed, anerkender, at det er farligt.
Over for det kan vi sige:
Jamen der findes også den politiske realitet, at vi indimellem siger, at vi ikke vil acceptere nogle risici, som vi synes er for store.
Når vi diskuterer EU’s forsigtighedsprincip har jeg jo tit fornemmelsen af, at forsigtighedsprincippet forsvinder fuldstændigt mellem fingrene på os.
Vi har sådan set i Enhedslisten overvejet – og vi arbejder stadig væk med det – at fremsætte et beslutningsforslag, der konkretiserer, hvordan man kan forstå forsigtighedsprincippet.
For vi synes, at som det er nu, bliver det jo sådan set aldrig anvendt, fordi man altid finder en eller anden undskyldning for, at det ikke kan bruges.
Men i udgangspunktet handler det altså om at sige:
Jamen indimellem træffer vi altså en beslutning om, at vi synes, man skal bruge forsigtighedsprincippet og tage hensyn til nogle risici, som vi ved er store, og som vi ved, at hvis det er rigtigt, at de er der, har meget alvorlige konsekvenser, og at vi så handler.
Det andet, som jeg også synes er vigtigt, og som selvfølgelig også har med EU-debatten at gøre, er, om Danmark ikke bør have en offensiv politik i forhold til EU.
Bør det ikke være sådan, at vi klart og utvetydigt melder ud til EU, at vi vil have lavet nogle ting om, og bør det ikke være sådan, at vi indimellem også bruger den metode til at lægge et politisk pres på Kommissionen, når det drejer sig om, hvad der foregår i de andre EU-lande, og at vi i Danmark siger:
Nu gennemfører vi det her, og så må vi jo se, om der er nogle, der har lyst til at gøre det til en sag for EU at tvinge danske forbrugere til at købe bisfenol-A-produkter, fordi man ikke har nogen mulighed for at fravælge dem.
Den situation synes jeg er meget vigtig at holde fast i, altså at vi indimellem gør det.
Det er klart, at man selvfølgelig kan påstå, at Enhedslisten bare er glad for det her, fordi det kan skade EU, men jeg synes altså faktisk, at det er de EU-tilhængere, som bruger EU-kortet til at forhindre det her beslutningsforslag i at blive vedtaget, som skader EU allermest.
Og tak for det!
For pointen er jo, at det her er et forsøg på ligesom at sige, at uanset om man nu grundlæggende set er positiv eller negativ over for EU-medlemskabet, kan man altså godt stå for en offensiv politisk linje, som også udfordrer EU indimellem.
Det er jeg faktisk meget, meget glad for at de øvrige oppositionspartier er med på, og de redegør jo på udmærket vis for, at det passer fint sammen med deres i øvrigt uforståeligt venlige holdning over for EU.
Så er det selvfølgelig også positivt, at Dansk Folkeparti grundlæggende er enigt i, at vi kan betræde den vej, og så må vi jo indimellem, når beslutningsforslagene skal igennem Folketinget her for at få et flertal for dem, lave lidt om på dem i afslutningsfasen.
Det har vi gjort før, og det er vi selvfølgelig også indstillet på at gøre her, så derfor håber jeg da, at vi frem til sommerferien kan få det her beslutningsforslag til at antage en sådan form, at vi kan få det vedtaget.
Det synes jeg der er blevet skitseret nogle muligheder for i dag, og dem vil vi arbejde videre med.