Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 3:

Forslag til folketingsbeslutning om en undersøgelse af årsagerne til finanskrisen.

Af Frank Aaen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 07.10.2009).

Økonomi- og erhvervsministeren.

Enhedslisten har foreslået, at der nedsættes et udvalg, som skal undersøge årsagerne til finanskrisen. Det foreslås, at undersøgelsen bl.a. skal omfatte en vurdering af reglerne for finansiel virksomhed, myndighedernes tilsyn med den finansielle sektor og en afdækning af andre årsager til finanskrisen.

Jeg er enig med Enhedslisten i, at det er vigtigt at kende årsagerne til den alvorlige krise, som har ramt den internationale finansielle verden og stadig præger sektoren og samfundsøkonomien. Det er vores ansvar at sikre, at en tilsvarende krise ikke opstår igen. Når det er sagt, mener jeg, at en stor del af områderne, som ønskes behandlet i udvalgets undersøgelse, allerede er afdækket i andet regi. Her tænker jeg især på de analyser, som er foretaget i internationale fora. EU, G 20 og andre internationale fora har drøftet årsagerne til finanskrisen indgående. Det giver simpelt hen god mening, når der er tale om en international finansiel krise, at det også er på internationalt plan, at årsagerne til krisen afdækkes. Samtidig er en fælles erkendelse af årsagerne til krisen vigtig, set i lyset af at den finansielle regulering i høj grad er international og derfor også skal ændres internationalt. Det kræver et fælles udgangspunkt. Derfor mener jeg ikke, at der overordnet set er behov for at igangsætte et særskilt dansk udvalgsarbejde om årsagerne til finanskrisen. Mere specifikt foreslår Enhedslisten i beslutningsforslaget, at udvalget bl.a. skal vurdere reglerne for finansiel virksomhed.

På europæisk plan er det grundlæggende arbejde allerede blevet gjort af bl.a. en ekspertgruppe under ledelse af Jacques de Larosiere, som tidligere har været direktør i IMF. Gruppens rapport fokuserer på fem faktorer, som kunne have bidraget til at identificere, at en krise var under opsejling, og som kunne have medvirket til at reducere krisens omfang.

For det første finder ekspertgruppen, at de finansielle tilsyn har for stor fokus på de enkelte finansielle virksomheder frem for også at fokusere på det samlede billede. For at styrke overvågning foreslås det, at der etableres et organ, der på makroniveau kan overvåge de finansielle markeder og rådgive om systemiske risici i den finansielle sektor. Det forventes, at etablering af et sådant makroovervågningsorgan bliver vedtaget på Det Europæiske Råds møde i december 2009.

For det andet var samarbejdet om tilsyn med grænseoverskridende finansielle virksomheder ikke tilstrækkeligt. Rapporten foreslår, at der etableres tre europæiske tilsynsmyndigheder, som sammen med de nationale finanstilsyn har til formål at styrke tilsynet. Der har været bred opbakning i EU til forslaget, og forhandlingerne er allerede i gang.

For det tredje konkluderer rapporten, at aflønningsstrukturen i flere finansielle virksomheder skabte incitamenter til at løbe overdrevne risici eller til at have et overdrevent fokus på kortsigtede resultater på bekostning af virksomhedernes langsigtede profitabilitet og overlevelse. Kommissionen fulgte i foråret op på dette med flere tiltag rettet mod aflønning i den finansielle sektor, og vi har også på den hjemlige front med kreditpakken kigget på aflønningen i sektoren. Jeg har også nedsat et hurtigarbejdende udvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvorledes Kommissionens henstillinger skal implementeres i Danmark. Det er væsentligt for mig at understrege, at vi jo i Danmark har en arbejdsmarkedsmodel, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der selv forhandler, men vi vil meget gerne medvirke til, at de henstillinger, der er kommet fra Kommissionen, også bliver ført ud i livet herhjemme uden at gå på kompromis med den måde, vi traditionelt har valgt at lade arbejdsmarkedets parter selv klare tingene på.

For det fjerde fandt rapporten, at der er områder i den finansielle sektor, der hverken nationalt eller på europæisk niveau har været reguleret tilstrækkeligt; det drejer sig særlig om kapital- og hedgefonde. Som svar herpå er Kommissionen kommet med et udspil – bl.a. på baggrund af det danske indspil fra sidste efterår – og har derudover indført krav om registrering i EU for kreditvurderingsbureauer.

For det femte har krisen vist, at mange banker ikke har haft tilstrækkeligt med kapital til at kunne modstå krisen. EU er derfor allerede nu i gang med at revidere kapitalkravsdirektiverne på flere punkter. Her er der er et helt centralt element, nemlig at bankerne i gode tider skal lægge fra til dårlige tider. Derfor skal regnskabs- og kapitaldækningsreglerne strammes op.

Jeg mener, at der på internationalt plan er en fælles forståelse for årsagerne til finanskrisen, og at der allerede nu er iværksat vigtige initiativer, som skal forebygge, at en tilsvarende international krise opstår på et senere tidspunkt.

Den internationale finanskrise har haft stor betydning for de danske finansielle virksomheder. Likviditetskrisen betød sidste efterår, at danske banker fik problemer med at skaffe likviditet til driften, men det er ikke alle banker, der er blevet ramt lige hårdt. Likviditetskrisen ramte først og fremmest de banker, der har baseret deres virksomhed på et stort indlånsunderskud. De banker, der har haft balance mellem udlån og indlån eller en stabil langsigtet finansiering, har haft det lettere.

Der er også en række banker, der har haft en meget stor del af deres udlån inden for ejendomsbranchen. Den kraftige opbremsning i aktiviteten inden for denne branche og det kraftige ejendomsprisfald har fået en afgørende betydning for disse bankers overlevelsesmuligheder. Blandt disse banker er der nogle, som ikke har kunnet klare sig igennem krisen, og de er enten blevet overtaget af andre banker eller er endt hos statens afviklingsselskab Finansiel Stabilitet A/S.

I flere tilfælde har en gennemgang af lånene hos de kriseramte banker afsløret meget kritisable forhold. En meget stor koncentration af udlån til en branche og en ukritisk tro på, at prisen på fast ejendom ville fortsætte med at stige, har – kombineret med en tilfældig og lemfældig tilgang til den kontrol og risikostyring, der skulle have fundet sted – betydet, at man ikke har forhindret de værste fejltagelser.

At det er gået så galt i nogle banker og sparekasser i Danmark, skyldes ikke kun den internationale finanskrise, men også andre faktorer.

For det første har nogle bestyrelsesmedlemmer og deres direktører ikke været deres opgave voksen. Deres kompetencer har ikke været tilstrækkelige til at kunne håndtere den vækst, som de i øvrigt selv har taget beslutning om. For det andet kan det ikke afvises, at nogle banker har jagtet kortsigtede gevinster på bekostning af længerevarende stabilitet. Her kan aktieoptions- og bonusprogrammer have skabt uheldige incitamenter for ledelsen. Derfor blev det allerede med bankpakken besluttet, at der skulle ses nærmere på den mere permanente regulering af og rammerne for den finansielle sektor. Mere konkret skulle der skabes større gennemsigtighed i forbindelse af bankernes solvens og risikoprofil, ligesom der skulle strammes op på reglerne for bankernes salg af egne aktier og anvendelse af variable løndele.

Med kreditpakken blev det besluttet, at der skulle ses nærmere på behovet for en styrket og mere fokuseret finansiel regulering for at genvinde virksomhedernes og husholdningernes tillid til de finansielle markeder. Det skal bl.a. ske, ved at institutterne bliver gjort mere robuste. Det skal undersøges, hvilke nationale muligheder der er for at øge institutternes kapitalpolstring. Det gælder bl.a. en afdækning af, hvorvidt det gennem kapitaldækningsreglerne kan modvirkes, at pengeinstitutter i fremtidige opgangsperioder bygger deres forrentning på en overdreven og uholdbar høj udlånsvækst.

Med afsæt i bank- og kreditpakken har vi allerede iværksat en række initiativer, som skal sikre mod en uheldig risikoadfærd blandt finansielle virksomheder.

For det første skal kreditinstitutter offentliggøre deres individuelle solvensbehov, så offentligheden får indblik i institutternes finansielle styrke. For det andet er der blevet indført regler, der sikrer, at direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder ikke må modtage en variabel aflønning, dvs. bonus, aktieoptioner eller lignende, med beløb, der overstiger 50 pct. af den faste løn. For det tredje indeholder kreditpakken et forbud mod, at pengeinstitutter udbyder lån, som er øremærket til at købe en banks egne aktier eller garantbeviser i sparekasser.

Sammen med de tiltag, som er blevet taget på internationalt plan for at styrke bankernes kapitalberedskab, er det min vurdering, at vi allerede er godt i gang – både internationalt og her i Danmark – med den gennemgang af reglerne for finansiel virksomhed, som Enhedslisten efterlyser i deres beslutningsforslag.

Forslagsstillerne foreslår også, at udvalgets undersøgelse skal omfatte myndighedernes tilsyn med den finansielle sektor; samtidig slår forslagsstillerne dog fast, at mistanke om eventuelle ansvarspådragende forhold overlades til de relevante myndigheder, og at de ikke vedrører den foreslåede undersøgelse. Givet denne afgrænsning synes jeg ikke, at det fremgår helt klart, hvad en undersøgelse af myndighedernes tilsyn i så fald skal afdække.

I Danmark er det Finanstilsynet, der fører tilsyn med den finansielle sektor, og i forhold til Finanstilsynets rolle er der allerede med sagen om Roskilde Bank foretaget en undersøgelse af Finanstilsynet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Samtidig er der i sagen om Roskilde Bank blevet foretaget en advokatundersøgelse, som skulle vurdere, hvorvidt der var blevet begået strafbare forhold eller der var grundlag for at anlægge erstatningssager og/eller udtale kritik mod medlemmer af bestyrelse, direktion, ledelsesteam samt intern og ekstern revision. Finansiel Stabilitet A/S vil foretage lignende undersøgelser af de enkelte pengeinstitutter, som selskabet overtager.

Endelig har sagerne om nødlidende danske banker givet anledning til overvejelser om, hvorvidt Finanstilsynet har de rigtige redskaber til at kunne gribe effektivt ind. I forbindelse med bank- og kreditpakken er der derfor tilført Finanstilsynet flere ressourcer og værktøjer til at styrke tilsynet med bankerne. Det drejer sig bl.a. om regler, som skal sikre, at Finanstilsynets vurdering af det enkelte institut i en eller anden udstrækning skal offentliggøres på institutternes hjemmeside. Derudover præciseres reglerne for ledelsesmedlemmernes egnethed og hæderlighed, så det i praksis kan blive lettere for Finanstilsynet at gribe ind og afsætte en direktør eller bestyrelsesformand, som ikke driver en finansiel virksomhed på betryggende måde.

Finanstilsynet er endvidere ved at undersøge mulighederne for at kunne udstede administrative bøder til finansielle virksomheder. Finanstilsynet vil fremover i langt højere grad se på, hvorvidt institutterne driver deres forretning efter en holdbar forretningsmodel, frem for udelukkende at se på, om de enkelte regler hver især er overholdt. Det vil også blive præciseret i lovgivningen. Det er vigtigt at sikre, at Finanstilsynet har de nødvendige redskaber og indgrebsmuligheder. Derfor er vi allerede godt på vej til at sikre dette med de igangværende initiativer, og skulle der opstå behov for yderligere initiativer til at styrke tilsynet med de finansielle virksomheder, ja, så er jeg åben over for det.

Enhedslisten foreslår også, at undersøgelsen skal omfatte en undersøgelse af andre årsager til, at den finansielle sektor kunne bryde sammen på en måde, der har været medvirkende til den generelle økonomiske krise og medført de store bankpakker. Med hensyn til behovet for hjælpepakker til den finansielle sektor er der langtfra tale om et isoleret dansk fænomen. Der har været gennemført finansielle hjælpepakker i en lang række lande i EU, i USA og i Asien. I de tilfælde, hvor det har været nødvendigt for at afdække særlige forhold, har regeringen allerede iværksat de nødvendige undersøgelser; det gælder bl.a. pantebrevsmarkedet og pengeinstitutternes salg af egne aktier. Både med hensyn til pantebrevsmarkedet og med hensyn til bankernes salg af egne aktier har undersøgelserne ført til, at reglerne vil blive skærpet og styrket, og jeg vil gerne slå fast, at hvis der viser sig nye behov for at få afdækket specifikke forhold, vil regeringen også fremover få undersøgt forholdene til bunds.

Så jeg er som sagt helt enig med Enhedslisten i, at det er vigtigt at få belyst årsagerne til finanskrisen. Det mener jeg også at vi allerede er godt i gang med. Jeg mener, at årsagerne allerede er tilstrækkelig solidt belyst med den eksisterende afdækning til, at vi nu kan fokusere vores energi på at implementere de mange initiativer, som skal forebygge, at en tilsvarende ny krise kan opstå. Og med dette udgangspunkt mener jeg ikke, at behovet eller tiden er til at igangsætte et særskilt udvalgsarbejde som foreslået af Enhedslisten i B 3.

En kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Ja, vi er selvfølgelig bekendt med, at der er foregået en lang række diskussioner og undersøgelser internationalt. Der er ikke kommet så forfærdelig meget ud af det, men de er dog gennemført, også her i landet naturligvis, og det skal man jo ikke gentage. Men muligvis er der brug for at sammenfatte det i forhold til også den danske virkelighed. Der er f.eks. meget stor forskel på, hvordan aflønningssystemerne er i Danmark, sammenlignet med hvordan de er i USA. Der er altså nogle forskelle, som er så store, at vi ikke bare kan overføre, hvad der er undersøgt internationalt.

Men der er en anden ting, som jeg vil pege på. Det er, at de undersøgelser, som er foretaget vedrørende Danmark, jo er gennemført af regeringen og dens egne institutioner. Det vil sige, at det er dem, der også havde ansvaret for det, der skete, der undersøger. Derfor kunne det jo være en god idé at have nogen udefra til at komme og kigge på tingene og ikke bare lægge sig op ad de undersøgelser, regeringen selv har ansvaret for.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at jeg som sagt mener, at der allerede er igangsat en lang række initiativer, og jeg mener også, at der er en bred anerkendelse af, at der altså med langt, langt størstedelen af de problemer, som er opstået og har forårsaget den finansielle krise, er tale om internationale problemer.

Med hensyn til Finanstilsynets arbejde er der jo allerede med sagen om Roskilde Bank foretaget en undersøgelse af Finanstilsynet og af Økonomi- og Erhvervsministeriet. Samtidig er der faktisk også i sagen om Roskilde Bank blevet foretaget en advokatundersøgelse, som skulle vurdere, hvorvidt der var blevet begået strafbare handlinger i denne sag. Det er derfor også vores vurdering, at der er iværksat de fornødne initiativer til at få fastlagt et ansvar i de konkrete sager, hvor det har været nødvendigt. Og jeg vil meget gerne gentage, hvad jeg også sagde i min tale – men jeg sagde jo mange ting, for der er sket rigtig meget – at det klart er vurderingen, at det i de øvrige sager, der måtte komme, når Finansiel Stabilitet A/S overtager et pengeinstitut, vil være fast praksis, at der bliver igangsat en advokatundersøgelse, altså en undersøgelse foretaget af folk udefra, for at undersøge, om der kan gøres et ansvar gældende.

Hr. Frank Aaen.

Jamen det anerkender jeg da. Alt andet ville også være yderst mærkeligt. Men der er et forhold mere, jeg gerne vil henlede opmærksomheden på. Det er, at krisen selvfølgelig har en international dimension, men den har også en national særegenhed. For sammenligner vi udviklingen i Danmark med udviklingen i de øvrige EU-lande, sammenligner vi udviklingen i Danmark med USA, sammenligner vi med Norge og Sverige, de skandinaviske lande, så er der det karakteristiske, at krisen startede tidligere i Danmark end i de andre lande, og den er indtil videre dybere, end den er i de andre lande, og vil formentlig også vare længere end i de andre lande. Det er jo et særtræk, som jeg nok mener der var brug for at få undersøgt. Det er også en af de ting, vi gerne vil have inddraget i en undersøgelse.

Ministeren.

Jeg vil sige, at selv om vi måske i Danmark har en tendens til indimellem at være lige lovlig navlebeskuende og synes, at vi er det vigtigste i verden, tror jeg nu alligevel nok, at man kan finde lande, som er i en dybere krise end den finansielle krise, som har ramt de danske pengeinstitutter, hvis man ser på, hvad der sker i USA, hvor mange banker der er krakket og gået ned, hvis man ser på, hvad der foregår i Storbritannien, og hvis man i det hele taget ser på, hvad der er foregået – i Island for at nævne et andet eksempel. Jeg mener jo, at det er en kombination af, at et bredt flertal i Folketinget valgte at udvise meget stor rettidig omhu og lederskab og gennemføre først bankpakken og efterfølgende også kreditpakken, som har været med til at sikre, at den finansielle sektor i Danmark ikke har været ramt så hårdt, som det ellers måtte have været tilfældet.

Men jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at jeg jo sådan set grundlæggende er helt enig i, at der er ting, der er gået galt; og der er også ting, der er gået rigtig galt for danske pengeinstitutter, bl.a. fordi der ikke har været en ordentlig balance mellem indlån og udlån, og man har været meget, meget stærkt eksponeret inden for særlige brancher. Men det har vi jo forsøgt at tage hånd om med nogle af de initiativer, vi har nu, hvor vi laver en slags gabestok i form af krav om offentliggørelse af solvens og andet, der gerne skulle medvirke til at sikre, at der bliver langt større åbenhed og dermed også fokus på, hvordan bankerne fremover drives.

Tak til ministeren i den her omgang. Så er det fru Tina Nedergaard som ordfører.

Tak for det, så blev det Venstres tur.

Enhedslisten har fremsat forslag om en undersøgelse af årsagerne til den finansielle krise, hvilket ministeren også meget fint gennemgik. Fra Venstres side har vi den opfattelse, at tanken bag i og for sig er helt i orden, og vi i Venstre støtter sådan set også principielt, at årsagen bag krisen undersøges grundigt og til bunds, for det er jo afgørende, at vi forbereder vores samfund på at kunne imødegå tilsvarende internationale tilbageslag i økonomien.

Men vi kan alligevel ikke støtte forslaget, da vi ikke finder, at der er behov for de beskrevne undersøgelser. Situationen er nemlig den, at man internationalt, regionalt og nationalt allerede har igangsat en lang række initiativer, hvor man allerede nu er i færd med og allerede har truffet beslutninger om en række tiltag, som skal imødegå tilsvarende situationer i fremtiden, hvilket ministeren også fortræffeligt gennemgik.

Derudover er det jo en kendsgerning, at krisen er international. Stort set alle verdens lande er bragt i krise som følge af ubalance i den globale finansielle verden. Årsagerne til krisen og dermed valg af mekanismer, som kan imødegå tilsvarende ulykkelige konsekvenser, som vi ser for folk, der går fra hus og hjem og mister deres job, vil derfor også i allerhøjeste grad skulle findes internationalt.

Vi i Venstre er derfor også tilfredse med, at der allerede er igangsat disse massive og næsten altomfattende undersøgelser og vurderinger i regi af IMF, G20 og også EU – og ikke mindst i EU. Særlig i EU undersøges de ubalancer på kapitalmarkederne, som har bidraget til eller forårsaget krisen. Der tages initiativer, som sikrer et klart forbedret tilsyn på nationalt niveau, men også i forhold til de enkelte virksomheder inden for den finansielle sektor. Der indføres forbedrede spilleregler, som sikrer samspil mellem landene og også i forhold til de forskellige internationale og nationale niveauer.

Så lægges der vægt på og sættes fokus på kapitaldækningen og soliditetskravene, hvilket jo også er helt afgørende. For der er ingen tvivl om, at forslagsstillerne har ret i den antagelse, der ligger bag, nemlig at man måske ikke har været velpolstret nok til at påtage sig de mange udlån, man så rundhåndet delte ud af, mens det gik godt med økonomien.

Alt dette gøres jo for at sikre, at finanssektoren understøtter den globale og nationale økonomi og ikke ruinerer den, sådan som den faktisk har været på vej til. Samtidig er det også vigtigt for os i Venstre, at man regionalt og internationalt modarbejder incitamentsstrukturer, som medvirker til en alt for aggressiv markedsføring, sådan som vi har set det i Danmark, men i allerhøjeste grad også med nogle udlånstyper og boliglån i USA, som jo netop i sig selv var medvirkende til, at krisen overhovedet opstod.

Der er altså rigtig meget igangsat internationalt og nationalt, og vi har også fulgt op nationalt med øgede krav i form af tilsyn i forbindelse med bankpakken og kreditpakken, og det er besluttet, hvilket ministeren gennemgik, at man i forbindelse med enhver virksomhed, som overtages af Finansiel Stabilitet A/S, skal iværksætte en undersøgelse af, hvorvidt der er foretaget noget decideret ulovligt, og at man også vil drage personen til ansvar, som har gjort noget sådant.

Vi bakker i øvrigt op om de mange initiativer, som ministeren beskrev, og som regeringen har iværksat, og vi indgår meget gerne i det videre samarbejde med de partier, der står bag bankpakken og kreditpakken.

I Venstre har vi altså intet mod intentionerne i forslaget, men vi støtter fuldt og helt op om de initiativer, der er taget, og afventer også resultaterne af dem, også de beslutninger, der er blevet truffet som følge af de internationale og regionale undersøgelser.

Vi kan desværre ikke støtte forslaget, men støtter i princippet intentionerne bag.

En kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jeg skal da starte med at takke for støtten til intentionerne i forslaget. Jeg er selvfølgelig lidt ked af, at man så når til den konklusion, at man alligevel ikke vil støtte det. Derfor har jeg følgende spørgsmål: Hvis det nu er undersøgt, hvad er så forklaringen på, at krisen begyndte tidligere i Danmark end i USA, EU, Norge og Sverige, og at den er blevet dybere end i de lande, og at den ser ud til at ville vare længere end i de lande? Hvad er svaret på det spørgsmål, som jo dog må siges at være ret grundlæggende?

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig er det et helt grundlæggende spørgsmål. Jeg mener alligevel, at vi har tilstrækkelig viden nu til at tilbagevise, at alt det der skulle være tilfældet, for så ville det jo i sig selv være problematisk. Men hvis vi ser på, at det startede tidligere i Danmark, så er det vel situationen i Roskilde Bank, der henvises til, som jo på det tidspunkt bredt blev opfattet, også her i Folketinget, som en isoleret situation som følge af en meget aggressiv markedsføring, hvor man havde givet udlån, som der ikke var belæg for, fordi man simpelt hen ikke kunne hente forrentningen ind på dem igen.

Det andet er jo også, at hvis vi rammes hårdere og dybere, er det måske ikke så unaturligt for en meget lille, åben økonomi, hvor vi fører en fastkurspolitik, men har en meget lille valuta, som jo også skal beskyttes. Det har effekt på vores pengepolitik.

Så vil jeg også drage i tvivl, hvorvidt vi rammes hårdere, for noget af det, der jo virkelig er bekymrende for os i Danmark, er ledighedsudviklingen. Men hvis vi ser på, hvad ledigheden ligger på i Danmark i øjeblikket i forhold til de omkringliggende lande – Spanien, USA og andre steder – kan vi se, at vi fortsat ligger meget lavt, hvad angår ledighed. Jeg når ikke mere lige nu, kan jeg se på formanden.

Hr. Frank Aaen.

Det er jo altså vismændene, der med kurver i deres sidste vismandsrapport på side 1, så selv den, der ikke læser så langt i rapporten, vil støde ind i dem, helt klart dokumenterer – og senere bliver det uddybet med flere kurver i vismandsrapporten – at krisen her startede før end i alle de andre lande, at faldet i økonomien er væsentlig større end i de andre lande, og dermed også, og det er også det, man forudser, at kriseforløbet bliver mere langstrakt end i de øvrige lande.

Det, jeg ikke kan forstå, er, at regeringen ikke synes, at det er værd at undersøge, hvordan det kan være, for hvis ikke man ved, hvordan det kan være, at vi bliver ramt på en måde, som er anderledes end i andre lande, kan vi jo ikke forebygge, at det sker igen.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi, hvis man ser på makrotallene, bliver hårdt ramt, i kraft af at regeringen fører en meget ekspansiv finanspolitik. Så hvis man ser på omslaget i den økonomiske politik fra 2008 til finanslovforslaget, der ligger, for 2010, kan man se, at det er en af de største vendinger i finanspolitikken, overhovedet. Og hvis man tolker det, som om vi er ramt hårdere af den økonomiske krise i Danmark end andre steder, mener jeg ikke, at det er den rigtige konklusion. Jeg mener tværtimod, at det er udtryk for, at man netop sætter hårdere ind for at imødegå krisen.

Hvorvidt krisen vil vare længere i Danmark end i udlandet, er jo alt for tidligt at spå om nu. Men som ministeren jo også har tilkendegivet, er vi faktisk fra regeringspartiernes side – i hvert fald regeringen og Venstre – villige til at se nærmere på, hvordan man undgår det her i fremtiden. Der er jo iværksat undersøgelser, og som jeg redegjorde for i ordførertalen, afventer vi også de beslutninger, som både regionalt og internationalt følger af de undersøgelser, som er iværksat. Vi er jo så langtfra til bunds i undersøgelserne, i og med at krisen ikke er overstået.

Tak til ordføreren. Så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører.

Tak. Vi står ind midt i en af de værste finansielle kriser i vort lands historie. Dansk økonomi er hårdt ramt på mange områder, også hårdere ramt end landene, vi normalt sammenligner os med. Hvad værre er, at det ser ud til, at der er lang vej til enden af den tunnel. Hver eneste dag er der mennesker, der mister deres arbejde. De sidste tal viser, at der i sidste måned var 300 danskere dagligt – også lørdage og søndage – der mistede deres arbejde.

For et par uger siden fik vi konjunkturvurderingen fra de økonomiske vismænd. Det var dystre beskeder, vi fik. De understregede, at vi oplever et markant tilbageslag i 2009 på alle de økonomiske områder. Alle økonomiske indikatorer peger i den forkerte retning. Vores BNP, bruttonationalprodukt, falder med 5 pct., eksporten falder med mere end 10 pct., erhvervsinvesteringerne falder med næsten 15 pct. i år, og sådan har vismændene punkt for punkt beskrevet en meget kedelig udvikling. De ser heller ikke nogen umiddelbar vending i fremtiden. Som de sagde på mødet med Finansudvalgt og Det Politisk-Økonomiske Udvalg: Vi forventer kun et forkølet opsving. Det sagde de.

Det var ikke særlig opløftende, og derfor er der naturligvis brug for, at vi får gennemanalyseret, hvad det er, der er gået galt, og hvorfor vi er blevet ramt så ekstra hårdt herhjemme i Danmark, som vi er.

Det er vigtigt, at vi lærer af de fejl, der er begået, og af den manglende rettidige omhu, der har kendetegnet hele forløbet under den her finanskrise. Der er mange spændende spørgsmål, der skal belyses i sådan en undersøgelse, som Enhedslisten foreslår her. Det er spørgsmål, som er nationale og ikke kan stilles, eller er afhængige af internationale eller udenlandske forhold, f.eks.: Hvordan kunne der opbygges så historisk stort et indlånsunderskud i den danske banksektor, uden at der skete noget? Hvordan kunne det ske, at der blev sendt rosenrøde beskrivelser af den danske finanssektor ud fra højeste sted, endda lige før det store sammenbrud? Hvordan kunne det lade sig gøre, at bankerne lånte 500 mia. kr. mere ud, end de havde stående på bankbøgerne, uden at nogen greb ind, vel at mærke? Hvor var regeringen, mens alt det her skete? Hvorfor var der ikke røde lamper, der lyste tilstrækkelig rødt ovre i ministerierne, så der blev reageret?

Spørgsmålene står i kø for at blive stillet og for at blive besvaret. Vi Socialdemokrater synes, at det er en god idé at få lavet en evaluering af situationen og finanskrisen. Det må være fornuftigt at få placeret et ansvar, men det vigtigste må være, at vi skal lære af de fejl og brølere, der er begået undervejs, og sikre os, at vi ikke kommer i en tilsvarende situation igen.

Alt i alt vil jeg sige, at vi synes, at der ligger nogle fornuftige intentioner i det her forslag. Vi tror, det er en god idé at få nogle eksperter til at komme med deres vurderinger af årsagerne til og forløbet af den finansielle krise. Der er så lidt med form og indhold og spørgsmål og sammensætningen af udvalget, som vi mener, der skal ses på, men intentionerne synes vi er gode, og dem støtter vi.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Colette L. Brix som ordfører.

Forslaget, vi behandler i dag, er en genfremsættelse. Folketinget har vist handlekraft og har taget initiativer, der har skånet Danmark for de allerværste følger af den globale finanskrise; sammen med regeringen, Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF har vi beskyttet indskyderne mod tab og spændt et sikkerhedsnet ud under danskerne og den finansielle sektor.

Hvis vi skulle have ventet på et udvalg, var Danmark gået rabundus. Mange danskere havde mistet deres indlån i bankerne, og endnu flere havde måttet gå fra hus og hjem og havde stået uden job. Som det eneste parti har Enhedslisten ikke stemt for hverken bankpakke eller kreditpakke eller for den sags skyld for de andre initiativer, der har stimuleret økonomien og mildnet uvejret fra den globale krise. Enhedslisten har heller ikke stemt for de stramninger, der er gennemført over for den finansielle sektor, herunder skærpet tilsyn fra bl.a. Finanstilsynet.

Den krise, vi er midt i, og som er den værste krise, vi har set siden 1930'ernes store depression, er drevet af en meget voldsom international kreditkrise samtidig med en nedsmeltning i hele verdensøkonomien. Det er måske den værste økonomiske cocktail, der nogen sinde er sammensat. Det kan et udvalg jo ikke gøre noget ved.

Vi skal derimod vise handling, så Danmark så skånsomt så muligt føres gennem krisen. Det har vi gjort med bank- og kreditpakker, så det finansielle system stadig står på benene, og med vækstpakker, der har taget brodden af det økonomiske chok, som har ramt vores samfund. Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det er korrekt, at vi har stemt imod bankpakkerne. Vi var f.eks. imod, at man, som vi kan se det ske nu, hældte milliarder af kroner ud af statskassen for at dække spekulanterne i Roskilde Bank. Det var vi imod, og det er vi imod. Vi ville have gjort noget andet, og jeg kan ikke forstå, at Dansk Folkeparti ikke også synes, man kunne have fundet klogere måder at bruge skatteydernes penge på. Vi har foreslået, at man gør noget andet, og derfor synes vi også, det er en misforståelse at tro, at man skal vente på de her undersøgelser, før man kan gøre noget. Man skal gøre noget her og nu, og så skal man lave en undersøgelse for at forebygge fremtidige kriser – det er noget ganske andet.

Det, jeg spørger til, er: Når nu man kan se et mere alvorligt kriseforløb i Danmark end i andre lande, og når Dansk Folkeparti faktisk har stemt for alle de love – skattelove, boliglove, pakkerne – som man har gjort det, er der så ikke grund til lige at vurdere, om alt det, man gjorde, var klogt?

Ordføreren.

Jo, hr. Frank Aaen har da fuldstændig ret i, at det altid er klogt at evaluere de lovforslag, man har gennemført, og overveje, om det, man har sat i gang, er godt nok. Men hr. Frank Aaen må bare ikke lade, som om der ikke er blevet gjort noget herinde fra Folketinget, for det er der, og samtlige partier er med, undtagen Enhedslisten.

Vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kunne, og der er jo ingen, der siger, at mulighederne er udtømt. Det kan jo være, at der kommer flere tiltag, det er der jo ikke nogen af os der ved endnu. Det er en sørgelig situation – meget sørgelig – men der er jo ikke nogen, der kan spå om fremtiden, og der er heller ikke nogen, der kan gøre noget med tilbagevirkende kraft. Derfor er vi nødt til at se fremad nu og se på, hvad der kommer af forskellige internationale analyser af, hvad der er sket, og prøve at se på de nationale tiltag, der vil komme på bordet, netop som ministeren sagde. Altså, vi er jo ligesom nødt til at have en rettesnor.

Hr. Frank Aaen.

Nu er fru Colette L. Brix meget optaget af det, der sker lige nu, og det, man gør og måske vil gøre mere. Vores forslag går jo i virkeligheden mere ud på – ikke for at erstatte, at man gør noget – at se på, hvad det var, der skete, og hvordan vi undgår, at det sker igen.

Det, der skete, har Dansk Folkeparti sammen med regeringen jo et meget stort ansvar for, herunder en politik, som forgyldte boligejere nord for København, og som var med til at skabe en boligboble, som er en af årsagerne til, at krisen i Danmark blev særlig voldsom. Det var også en politik, som indebar tildeling af skattelettelser til de rigeste i samfundet, som gør, at vi i dag får et kanonstort underskud på statsfinanserne og ikke har råd til nok velfærd, heller ikke til de ældre.

Var det derfor ikke værd at undersøge, om den politik, der blev ført, var med til at forstærke krisen, og hvad det så er, vi har gjort forkert?

Ordføreren.

Hr. Frank Aaen nævner altid alt det negative, hver gang vi taler om krisen. Han nævner aldrig nogen sinde det positive, at der blev gjort noget, at vi foretog os noget herinde fra Folketinget. Det kommer bare aldrig nogen sinde med. Det handler altid om, at det, vi alle sammen har været ude at gøre, næsten har ødelagt hele landets økonomi, og at folk er gået bankerot. Sikke noget sludder.

Tænk, hvis vi ingenting havde gjort. Tænk, hvis vi havde ladet det sejle. Tænk, hvis Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative havde sagt: Hov, det er ikke vores bord, det må de selv finde ud af derude, lad bankerne bare gå ned, lad fru Jensens indestående på 300.000 kr., som hun har sparet op hele sit liv, bare gå kødets gang.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at sådan gør vi ikke i Dansk Folkeparti. Vi tager et medansvar, og det står vi ved, og vi går med hele vejen for at prøve at redde det her, så vi kan komme ovenpå igen, så forretningslivet kan blomstre, og danskerne kan tjene deres penge og bevare deres arbejdspladser. Det er faktisk det, det handler om.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Ole Sohn som ordfører.

Intentionerne i Enhedslistens forslag deler vi fuldt ud. Vi ville måske nok ikke selv have fremsat forslaget om, hvad årsagerne til krisen er, for de er vel egentlig ret velkendte. Jeg tror sådan set også, at Enhedslisten er klar over, hvad der er årsagen. Det er jo klassisk logik, nemlig at når markedskræfterne ikke bliver styret og tøjlet, viser grådigheden og griskheden sig ud over alle grænser, og det er sådan set det, vi har været vidne til både nationalt og internationalt. Derfor er svaret, at man får en klarere regulering af den finansielle sektor både på nationalt plan, på europæisk plan og på globalt plan. Der kan man sige, at der er et godt stykke vej endnu. Der er taget nogle få begyndende skridt med bankpakke I og II, men det er kun begyndelsen.

Jeg vil godt sige, at der selvfølgelig er forskel på – og der forstår jeg ikke helt Enhedslisten – den rolle, som den finansielle sektor har i samfundet, og den funktion et metalværksted eller Lindø Skibsværft har, for den finansielle sektor har jo fået en placering i samfundet, som gør, at de er kommet helt ind i maskinrummet, en hjertefunktion i samfundet. Der kan man sige, at det vil være uansvarligt over for danske lønmodtagere, hvis den finansielle sektor i samfundet bryder sammen.

Derfor er det, der skete med bankpakke I og II, jo sådan set en tvungen opgave for at undgå et totalt kollaps ikke bare af den finansielle sektor, men også af titusindvis af danske arbejdspladser. Derfor var det en begyndelseserkendelse, og det synes jeg man skal rose regeringen og Dansk Folkeparti for, altså at de dog trods alt erkendte, at man var nødt til at gribe ind over for den finansielle sektor og den måde, som de havde organiseret sig på, og at de lempelser af deres spilleregler, som var kommet op igennem årene, var gået for vidt.

Jeg mener sådan set, at det her har været en øjenåbner, og at vi fra nu af skal sætte mere ind på at få – nu ved jeg ikke, om De Konservative misforstår det – en lidt mere konservativ bankdrift, sådan at den finansielle sektor bliver mere polstret, får et bedre fundament for at kunne agere, og for at undgå, at vi kaster os ud i de her vilde spekulationsprojekter, som vi har været vidne til i al for høj grad, og som er det, der har været med til at tilte en række finansielle virksomheder. Det er det ene. Og der vil SF gerne være med nationalt til at skærpe reglerne for den finansielle sektors virksomhed, men vi vil også arbejde for det på EU-plan og på globalt plan, for der findes ingen løsninger, der kun kan fungere nationalt i en globaliseret verden.

Det andet element, som Enhedslisten også ganske rigtigt peger på, er jo regeringens og Dansk Folkepartis medansvar for udviklingen. Regeringen og Dansk Folkeparti har den opfattelse, at alt det, der rammer Danmark, er noget, der kommer til os udefra, og som vi intet ansvar har for. En stor del af det er rigtigt, men når regeringen og Dansk Folkeparti har nægtet at føre konjunkturregulerende økonomisk politik, men tværtimod skubbede til udviklingen, så skubbede det jo udviklingen opad, da det gik fremad, og der skulle være flere skattelettelser, øget privatforbrug, lempelser i finansiering af boligerne, sådan at danskerne lånefinansierede deres forbrug i en grad, som ikke er set tilsvarende i Europa. Når krisen så rammer Danmark, slår den dobbelt hårdt, og derfor oplever vi en gældsætning, der eksploderer, og vi oplever en stærkt stigende arbejdsløshed og en krise, som bliver dybere og længerevarende i Danmark end i andre europæiske lande. Her har regeringen og Dansk Folkeparti et stort ansvar, som de desværre ikke har erkendt endnu, men det tror jeg de kommer til, for hvis ikke man fører sådan en konjunkturregulerende politik, puster man til ilden, og dermed skaber man også den store krise. Det er den anden lære af det.

Der tror jeg sådan set, at oppositionen samlet vil være i stand til at give nogle klare bud. Derfor vil jeg da også efterlyse over for ministeren ... Jeg vil gerne efterlyse ministerens opmærksomhed, for jeg har et spørgsmål, og det er sådan set lidt vigtigt, at ministeren også lige hører det, for det kan være om ikke til andet så til inspiration. Jeg mener sådan set, at det er regeringens hovedansvar hurtigst muligt at fremlægge en revideret 2015-plan, sådan at vi får regeringens bud på, hvordan regeringen vil foreslå, at dansk økonomi genvinder sin holdbarhed, efter at man har kørt økonomien fuldstændig i sænk. Der har regeringen et ansvar for at give Folketinget en mulighed for at få en debat, men også give vælgerne en forståelse af, hvad der skal til for at genskabe holdbarheden i dansk økonomi efter de her år med et enormt stort overforbrug.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det blev jo i hvert fald til, at vi nok kunne forhandle os på plads til at lave en undersøgelse af forløbet, SF og Enhedslisten sammen med Socialdemokratiet. Det lyttede jeg mig til, men det kommer vi nok ikke igennem med, og så må vi se, hvordan teksten skal være.

Men hr. Ole Sohn kritiserede Enhedslistens manglende deltagelse i bankpakkerne med de ufattelig mange milliarder. Jeg vil sige, at vores tilgang til det var jo, at den finansielle sektor både globalt og i Danmark består af en efter min opfattelse enormt skadelig og i hvert fald uproduktiv spekulationssektor og en fornuftig sektor, som vi alle sammen har brug for, når vi skal have penge i banken og låne lidt, og som virksomhederne også har brug for. Det, vi plæderede for i hele forløbet, var, at den fornuftige del, som vi har brug for, ville vi hjælpe, men vi ønskede ikke at finansiere spekulanternes tab, og det er jo det, der sker i øjeblikket i Roskilde Bank. Her fosser milliarderne ud af skatteydernes lommer til at dække den spekulation, den bank gennemførte.

Ordføreren.

Det er klart, at hvis den ledelse, der er sat ind i Roskilde Bank, kunne finde på at realisere tabene i dag, har jeg ikke nogen grund til at betvivle, at det er i nærheden af 4 mia. kr., men jeg kan da ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at de vil realisere tabene nu. Der står jo boliger, som man selvfølgelig ikke sælger på nuværende tidspunkt, men venter, til boligpriserne ændrer sig. Roskilde Banks egne aktier er væk, men der kunne være en anden del af aktieporteføljen, som genvinder noget luft, og dermed bliver tabene jo ikke så store. Det er jo alt for tidligt at sige.

Men det, der er hele pointen, er, at hvis den finansielle sektor bryder sammen i et samfund, er det ikke spekulanter, der bliver de store tabere. De taber nogle penge, og godt for det, men de store tabere er jo ganske almindelige lønmodtagere, som mister deres job, og det synes jeg da er en katastrofe. Her må vi bare erkende, at den finansielle sektor har fået en sådan nøglerolle i samfundet, at det ville være samfundsmæssigt uansvarligt at sige: Vi tror, vi kan knalde nogle spekulanter alene og redde alt andet. Det lader sig ikke gøre.

Hr. Frank Aaen.

Nu er det jo banken selv, der beregner, hvad der er tabt. Det er foreløbig 10 mia. kr., og når man så afskriver aktiekapitalen og andre poster, er der altså et nettotab, som skatteyderne skal betale, på foreløbig 4 mia. kr., og det sådan set et relativt stort beløb.

Det, man gjorde i Roskilde, og som SF desværre var med til, var jo sådan set det modsatte af det, Enhedslisten foreslog. Man gjorde det i Roskilde, at alle de fornuftige dele af Roskilde Bank – de, der var sunde, og som der var brug for i samfundet – solgte man fra til nogle andre banker, hvorimod alt det, der var spekulationsresterne og de store udgifter, beholdt staten, og det er jo det, der er så forkert. Det, der er penge i, privatiserer man, og det, der er tab i, nationaliserer man. Det var lige præcis det, der skete i Roskilde, og derfor gik vi imod.

Ordføreren.

Jeg vil godt gentage, at hvis man realiserer tabene nu, bliver det 4 mia. kr., men det gør man forhåbentlig ikke. Noget andet er så, at hvis man ser på bankpakke II, er den jo – det må man måske ikke sige højt – indtil videre en knaldhamrende god forretning for staten, så når regnestykket gøres op, er jeg såmænd ikke sikker på, at der er nogen, der taber penge ved det.

Hele pointen var, at der skulle findes nogle penge, der kunne stilles til rådighed for den finansielle sektor, og som staten så kom til at tjene penge på, for at imødegå nogle af de tab, som alle vidste ville komme. Når det samlede regnebræt gøres op, er jeg ikke sikker på, at det bliver nogen dårlig forretning for staten, men i virkeligheden synes jeg, det er en detalje, selv om det er mange penge, vi snakker om, i forhold til det, der blev helt afgørende. Og det er, at man får et bedre samfundsmæssigt greb om den finansielle sektor, sådan at man fremmer bankernes investeringer i de produktive dele af erhvervslivet og hæmmer de mere spekulative investeringer. Vi skal jo kanalisere pengene derhen, hvor vi kan være med til at understøtte nye vækstområder og nye arbejdspladser og dermed det, der er fundamentet for samfundets fremtid.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Mike Legarth som ordfører.

Tak, hr. formand. Enhedslisten foreslår, at der inden den 1. maj 2010 skal fremlægges en foreløbig rapport om årsagerne til den finansielle krise. Det nævnes af Enhedslisten, at formålet med udvalgets arbejde er at kortlægge årsagerne til den finansielle krise med henblik på at undgå gentagelser. En stor del af de emner, som ønskes behandlet i udvalgets undersøgelse, er allerede afdækket i andet regi. Baggrunden for finanskrisen har i høj grad været international – det tror jeg vi alle kan være enige om. Det er derfor også på internationalt plan, der skal ses på de bagvedliggende årsager til krisen, og det er dér, der skal findes løsninger for at undgå fremtidige kriser.

Finanskrisen har givet anledning til analyser, drøftelser og tiltag i en række internationale fora som EU, IMF og G 20, og der er alle steder bred enighed om, at krisen udsprang af globale ubalancer og en manglende fundamental forståelse for, hvordan prisen på risiko skal fastsættes. Krisen har også vist, at der er svagheder i kapitaldæknings- og regnskabsreglerne, som skal sikre, at kreditinstitutterne er tilstrækkeligt polstrede til også i fremtiden at imødegå kriser. På globalt plan er der samtidig ved at blive set nærmere på, hvad finanskrisen giver anledning til af behov for ændringer i den finansielle sektor. En lang række initiativer er sat i gang for at styrke reguleringen af og tilsynet med de finansielle virksomheder; det drejer sig bl.a. om at styrke tilsynet med sektoren, og det skal ske ved at etablere et europæisk organ, som skal overvåge risici i det finansielle system. Samtidig etableres der et europæisk finanstilsynssystem, der skal styrke samarbejdet mellem de nationale finanstilsyn, fremme harmoniseringen af reglerne og forbedre reglerne for kapitaldækning. Det skal også sikre, at pengeinstitutterne opbygger mere solide stødpuder i gode tider til at modstå tab i dårlige tider og mindske tilskyndelsen til at løbe overdrevne risici via løn- og bonussystemer eller til et overdrevent fokus på kortsigtede resultater på bekostning af virksomhedernes langsigtede overskud og overlevelse.

Under finanskrisen er en række danske pengeinstitutter kommet i klemme. Det skyldes ikke kun finanskrisen, men også at de institutter, som er kommet i problemer, har ført en lemfældig kreditpolitik over for bl.a. ejendomsinvestorer. De nødlidende pengeinstitutters problemer har selvklart givet anledning til at overveje, om der er forhold i reguleringen og tilsynet med den finansielle sektor, som bør ændres. Derfor blev det allerede med bankpakken besluttet, at der skulle ses nærmere på den fremtidige mere permanente regulering af rammerne om den finansielle sektor. I forlængelse af det blev det med kreditpakken besluttet, at der skal ses nærmere på, hvordan institutterne fremadrettet kunne blive mere robuste, herunder hvilke nationale muligheder der er for at øge institutternes kapitalpolstring.

I Danmark er det Finanstilsynet, der fører tilsyn med den finansielle sektor, og i forhold til Finanstilsynets rolle er der allerede med sagen om Roskilde Bank foretaget en undersøgelse af Finanstilsynet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Samtidig er der i sagen om Roskilde Bank blevet foretaget en advokatundersøgelse, som skal vurdere, hvorvidt der er begået strafbare forhold, eller om der var grundlag for at anlægge erstatningssager og/eller udtale kritik af medlemmerne af bestyrelse, direktion, ledelsesteam samt intern og ekstern revision. I enhver sammenhæng, hvor de pengeinstitutter kommer under finansiel stabilitet, har vi pålagt os selv, at de skal udsættes for den her undersøgelse for at se, om direktionen kan udsættes for kritik.

Så kan jeg se, at min taletid er ved at være ovre, og så må jeg jo lade det være op til hr. Frank Aaen og Enhedslisten at stille supplerende spørgsmål.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Kan jeg gøre noget godt for De Konservative, så gør jeg det selvfølgelig altid. Vi har altså en situation, hvor arbejdsløsheden buldrer i vejret, hvor statens underskud kommer i nærheden af 100 mia. kr. bare ét år, og så må man selvfølgelig stille det spørgsmål, hvordan det er kommet dertil.

Så har jeg forstået på det, hr. Mike Legarth sagde, at det meste var kommet til os fra udlandet, og så var der nogle bankdirektører, der havde været uansvarlige, og så var måske nogle embedsmænd, der ikke havde ført ordentligt tilsyn. Har regeringen overhovedet ikke gjort noget forkert i det forløb? Er der slet ingen anledning til at overveje, om noget af det, regeringen har gjort eller ikke gjort, skulle have været anderledes?

Ordføreren.

Det her er jo et tilbagevendende spørgsmål fra hr. Frank Aaen, og hver gang stiller jeg det modspørgsmål, at hvis der er enkelte ting, bestemte retninger, som hr. Frank Aaen tænker på, så bedes han præcisere, hvad det er, han synes, at den her regering har gjort forkert, og så skal vi diskutere den enkelte sag.

Så vil jeg bare generelt sige, at i løbet af de 2 år, hvor Danmark har gennemgået den nok største krise, som de fleste af os, der er til stede her, kan huske, kan det da godt være, når vi er kommet igennem den og evaluerer tingene, at der kan være ting, der kunne have været gjort anderledes, men jeg er ikke bekendt med, at nogen af de handlinger, vi har foretaget os her i Folketingssalen, altså alle de tiltag og alle de stramninger af krav osv. osv., vi har gennemført for at sørge for, at Danmark kommer nænsomt og skånsomt igennem krisen, har været forkerte, ikke i min optik.

Hr. Frank Aaen.

Tak for erkendelsen af, at der teoretisk set godt kunne være sket noget forkert. Det er ifølge De Konservative ret utænkeligt, men det var alligevel en lille åbning, og den kvitterer jeg da for.

Når man nu ikke har kunnet få øje på noget, der måske er gjort forkert, og i hvert fald ikke er ret ivrig efter at få det blotlagt – sådan synes jeg at jeg kan høre det – var det så ikke en rigtig god ting at få nogle uafhængige til at kigge på forløbet? Så kan de jo give hr. Mike Legarth ret i, at regeringen har gjort alt det, den skulle, til rette tid og til ug med kryds og slange, som det hed i gamle dage, eller de kan – det kan selvfølgelig også ske – give hr. Frank Aaen ret i, at der i stedet for kunne være gjort det og det og det. I stedet for, at vi flere gange skal stå her, hvor jeg siger, at regeringen har gjort meget galt, og hvor regeringen siger, at den ikke lige ved af, at den har gjort noget galt, var det så ikke en god idé at få nogen til at kigge på det?

Ordføreren.

Hvis regeringen ikke havde gjort noget, eller hvis et bredt flertal i Folketinget ikke havde gjort noget, er det rigtigt, at det ville være en god idé. Men sagen er jo, at der er iværksat et hav af undersøgelser, der er rapporter, og vi har brugt stort set hele vores vågne tid til at forholde os til den krise, der er skyllet ind over os, for at finde ud af, hvad vi kan gøre for at dæmme op for, at en tilsvarende krise en anden dag skal skylle ind over os.

Der har jo allerede af de foregående ordførere været redegjort for Bankpakke I og II, realkreditobligationer, forlængede momsfrister, stramninger af Finanstilsynets rolle osv. osv. Vi har jo allerede søsat en lang række tiltag, der forbedrer vores muligheder for at dæmme op for det i fremtiden, og den proces vil fortsætte, for det er da klart, at vi ikke kan lukke øjnene for nogen af de problemstillinger, der har gjort, at vi er havnet, hvor vi er. De steder, hvor der kan gøres noget for at rette op på det, skal vi selvfølgelig gøre det, men den proces er i gang. Den er selvfølgelig først og fremmest international, for det her er ikke et dansk problem. Vi skal først og fremmest se på at få løst problemet internationalt, men vi skal selvfølgelig også se i vores egen baghave og få foretaget de justeringer og tilpasninger, der er nødvendige. Og det vil ske.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører – gætter jeg på – er fru Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre.

Tak. Det er ganske rigtigt.

I Det Radikale Venstre har vi forståelse for Enhedslistens forslag, selv om vi ikke kan støtte det. Jeg vil godt pointere, at vi er enige i, at krisen kom tidligere i Danmark end andre steder, og at den er dybere i Danmark end andre steder, og jeg vil minde om, at den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i oktober 2008, for et år siden, stod på den her talerstol og fortalte vidt og bredt med stolthed i stemmen, at dansk økonomi var noget af det stærkeste i denne verden. Men allerede på det tidspunkt – kan vi se i dag – var krisen på vej på en sådan måde, at regeringen har talt imod bedre vidende på det tidspunkt, og vi kan se det ved, at vi havde et overskud på 65 mia. kr., og det overskud er nu blevet vendt til et underskud på minimum 90 mia. kr. Det er en kæmpestor forskel på meget, meget kort tid.

Jeg kan så trøste hr. Frank Aaen og Enhedslisten med, at min erfaring er, at der vil komme et hav af analyser af det her fra internationalt hold, uanset hvad den danske regering og flertallet i Folketinget gør eller ikke gør. Man kan ikke gemme sig i det her samfund længere.

Jeg vil i øvrigt også henvise til en analyse i Valutafondens rapport fra april i år, som er meget interessant, og hvis man sammenholder det med konklusionerne, kan man se, at Valutafondens analyse er skarpere end konklusionerne. Det er bare en venlig læsehenvisning.

Så har vi jo en uafhængig instans i Danmark, Det Økonomiske Råd, som er uafhængigt af Folketingets flertal og af andre politiske instanser, og de har jo påpeget i deres seneste rapport, at det nominale skattestop og fastlåsningen – som det nu er sket her i Danmark – af ejendomsværdibeskatningen har gjort boligboblen i Danmark meget, meget mere alvorlig, end den behøvede at være, fordi de to økonomiske faktorer ikke har fået lov til at virke på den afdæmpende måde på konjunkturudsvingene, som de ellers er beregnet til at gøre. Det vil sige, at forbrugerne oplever et formuetab, og det påvirker selvfølgelig fornuftigt nok – set med forbrugernes øjne – deres opfattelse af, hvad de har af muligheder for privatforbrug. Og det hjælper SP-midlerne og skattelettelserne i de kommende år ikke på; tværtimod øger det Danmarks underskud.

Regeringen gør ikke noget. Den nægtede at gøre noget, den forsømte faktisk at gøre noget i de gode tider, hvor det ville have været klogt at fortsætte reformarbejdet på arbejdsmarkedet og andre steder i vores samfund, og nu, hvor det er galt, nægter regeringen at gøre noget, fordi der er krise.

Jeg spekulerer på, hvad den daværende statsminister, Poul Schlüter, ville have bedrevet, hvis han havde haft den samme holdning i efteråret 1982, da han overtog ansvaret for en dansk økonomi, der var på vej i stærk fart i den forkerte retning. Tænk, hvis han havde sagt: Vi gør ikke noget, så længe der er krise. Tænk, hvis den senere statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde sagt det samme i 1993, hvor vi havde en alvorlig krise. Heldigvis var der ingen af de to, der gjorde det. De tog ansvaret på sig og lavede de reformer, der skulle til, for at vi fik mere styr på den økonomiske udvikling og beskæftigelsen i Danmark.

Nu er vi i en situation, hvor der er tre kriser, der rammer Danmark, tre dybt alvorlige kriser: en gældskrise, som der ikke er nogen udsigt til at regeringen vil gøre noget ved, den håber bare; en oliekrise, fordi indtægterne fra Nordsøen hører op inden ret mange år og vi stadig væk er dybt afhængig af olie; og som det tredje en konkurrenceevnekrise, som er dybt alvorlig.

Så kan man selvfølgelig diskutere frem og tilbage, hvad årsagen til det her er, og for mig at se er det politiske forsømmeligheder i stor udstrækning. I hvert fald er det regeringens og regeringsflertallets ansvar, at vi er havnet i en dybere krise, end vi burde være.

Jeg vil foreslå, at man, eftersom Enhedslisten ikke får flertal for sit forslag, overvejer, om man i Det Politisk-Økonomiske Udvalg kan lave en høring, der belyser nogle af de her ting, og hvis ikke det kan lade sig gøre, fordi et flertal vil blokere for det, vil jeg give tilsagn om, at Det Radikale Venstre gerne vil være med til at lave en partimæssigt funderet høring om disse forhold. Jeg synes, at vi selv kan tage initiativer, hvis ikke vi har en ansvarlig regering, der vil bidrage til en opklaring af de problemstillinger, Danmark er havnet i.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Villum Christensen som ordfører.

Tak for det. Jeg har faktisk lyst til at sige, at jeg er stort set hundrede procent enig i analysen fra hr. Frank Aaen. Det er hævet over enhver tvivl, at vi kom før ind i krisen, at vi kommer dybere ned i krisen, og at det også varer længere tid, inden vi kommer ud af den igen. Jeg er derimod ikke enig i, at vi nødvendigvis skal lave en specifik undersøgelse af årsagerne til det her. Det er stort set udelukkende det, hele den nationaløkonomiske sagkundskab beskæftiger sig med. Om vi taler om Nationalbanken, om vismandsrapporterne, lige meget hvor vi kigger hen, er det jo mere eller mindre direkte eller indirekte de her forhold, som bliver vendt.

For vores vedkommende har man egentlig heller ikke nødig at undersøge særlig meget mere. Det står forholdsvis klart i mit hoved, hvad de afgørende faktorer er, nemlig det forhold, at regeringen selvfølgelig har ført en alt for lempelig kreditpolitik. Det har været alt for nemt at låne penge, og jeg er hundrede procent enig i fru Marianne Jelveds analyse, som går på, at også mulighederne for at låne på boligmarkedet har været alt for gode. Det siger jo sig selv, at hvad der kommer let, går let. Den medicin har vi jo smagt, så det batter, må man sige. Det tror jeg også at regeringen vil lære af. Man kan jo ikke slå op i en eneste nationaløkonomisk analyse, uden at den cirkler om de samme elementer. Så derfor har vi såmænd ikke nødig at lave nogen stor undersøgelse på det her område.

I forhold til hvad der så er sket efterfølgende, vil jeg sige, at jeg synes, at regeringen har været meget omhyggelig og har gjort tingene rettidigt. Lige så lidt rettidig omhu man udviste, da man lempede kreditpolitikken og finanspolitikken, da det gik godt, lige så kraftfuldt synes jeg faktisk regeringen langt om længe handlede, så snart krisen var oppe over, men der var det selvfølgelig også for sent. Det kan vi jo se.

Men det ender med, at jeg er nødt til sige til hr. Frank Aaen, at selv om jeg er enig i analysen, synes jeg altså ikke, at der er behov for at lave en selvstændig undersøgelse. Vi kender godt baggrunden. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Frank Aaen.

Jeg vil starte med at takke Socialdemokratiet, SF og De Radikale, der mener, at der er noget at undersøge, og som i varierende grad så også har bakket op om det forslag, vi har fremsat. En lillebitte tak til hr. Villum Christensen, som dog sagde, at der var nogle årsager, hvor vi langt hen ad vejen er enige. Hr. Villum Christensen mener så, at de er afdækket. Jeg kunne godt tænke mig en bedre afdækning, ikke mindst en kollektiv afdækning, altså at det ikke bare er min politiske opfattelse eller Liberal Alliances politiske opfattelse, der præger, men at det måske kan vise en lidt mere ekspertdomineret opfattelse af, hvad der var krisens årsager.

Fru Marianne Jelved nævnte, at hvis ikke der kunne blive enighed om at lave en undersøgelse, så kunne Det Politisk-Økonomiske Udvalg, som jeg i parentes bemærket er formand for, stå for en høring. Til det vil jeg sige, at vi på sidste udvalgsmøde har besluttet at lave et ekspertmøde internt i udvalget i første omgang her i november, som vi er ved at prøve at lave et program til, og som vi håber vi kan blive enige om. Og jeg er faktisk indstillet på, når vi har haft en eksperthøring, at overveje, om ikke vi skulle lave et arrangement for offentligheden, hvor vi inddrog flere mennesker og flere organisationer og lavede en egentlig høring om sagen. Men for at være sikker på, at vi har et godt grundlag for at lave sådan en høring, starter vi med et ekspertmøde. Så det vender vi tilbage til.

Regeringen og Dansk Folkeparti har jo sagt klart nej til at lave en sådan undersøgelse. Det forstår jeg i grunden godt, for hvis man lavede en sådan undersøgelse, hvor man også kiggede på, hvad danske myndigheder og den danske regering har gjort, så vil man jo i den internationale målestok, men ikke mindst i den nationale målestok kunne forvente, at der kommer kritik af den måde, regeringen har ageret på i sin økonomiske politik og ikke mindst i forhold til boligpolitikken, som var med til at lave en boligboble, der er en stor del af krisen, og som har ramt Danmark særlig hårdt. Men der er også den politik, man har ført i forhold til den finansielle sektor, hvor alt jo ikke er internationalt reguleret, men hvor man også har nationale muligheder for at tage stilling til, hvad det er, der sker – om det, der sker, er hensigtsmæssigt.

Så kan man tilføje, hvilket fru Marianne Jelved også lige var inde på, det med den lalleoptimisme, som man bare kørte videre på, selv om det også internationalt var klart, at krisen var under udvikling. Men man blev bare ved med at sige: Huhej, hvor det går, vi er verdensmestre. Men statsministeren var jo så heldig at træde af pladsen, før krisen rigtig foldede sig ud. Og det er der selvfølgelig ikke nogen sammenhæng i, det er jeg med på.

Så vil jeg sige, at vi altså har en krise, der er den mest omfattende siden 1930'erne. Alle lande er mere eller mindre berørt. Det er ikke bare grupper af lande, hvilket vi tidligere har set. De fleste brancher er berørt. Det er ikke bare en it-boble. Det er en international krise, som godt nok blev sat i gang på det finansielle marked i USA, hvor det virkelig tog fart, men det var i virkeligheden i gang lidt tidligere. Men ud over det internationale så har vi altså også nogle nationale særtræk, og man kan ikke bare sige, at krisen er kommet fra udlandet.

Forklaringen skal findes i flere elementer, både internationalt og nationalt. Jeg tror godt, jeg vil starte med at nævne – for vi ved jo også, at der er tilbagevendende mindre kriser i kapitalismen, det er en del af kapitalismens lovmæssighed – at det, vi ser i øjeblikket, er et resultat af, at den finansielle sektor både i Danmark og internationalt er eksploderet i størrelse. Det er en stadig større andel af samfundets profitter, der er havnet hos de finansielle virksomheder. Man kan jo sige meget om almindelige virksomheder, der producerer ting eller ydelser. Det gør de jo for at sælge, og der er en eller anden form for samfundsnytte i det, de laver. Men det, den finansielle sektor laver, som jeg sagde før, er jo bare papirer, som man sælger til hinanden, og hvor en spekulant måske snyder en anden. Men der skabes ikke egentlig samfundsnyttig værdi. Og det er den sektor, der ikke skaber egentlig samfundsnyttig værdi, der er eksploderet i ekstrem grad og har tilranet sig en stærkt voksende andel af den fortjeneste, det overskud, der produceres i samfundet.

Det er en del af årsagen til, at vi har krisen nu. Man betjente sig jo bl.a. af de her fantastiske afledte finansielle instrumenter, derivater, som de også kaldes, som på deres højdepunkt nåede et omfang af spekulationspapirer på 625 tusind milliarder dollar. Og for dem, der ikke lige ved, hvad det tal dækker over, svarer det til, hvad hele verden producerer på 10 år. Det er altså en ufattelig spekulationsboble. Det er bare et af flere andre instrumenter, som man tog i anvendelse, og som har været med til at drive tingene langt over kanten, og det var sammenbruddet i det cirkus, der er en meget stor del af forklaringen.

Der var den danske finansielle sektor jo ganske aktiv. Altså, jeg mener, at hos Lehman Brothers tabte Danske Bank penge. Også på Madoff, den store spekulant i USA, der drev sit pyramidespil til 281 mia. kr., tabte Danske Bank og andre penge. Altså, de var jo med på alle de der karruseller, som så viste sig at være mere eller mindre snyd. De udlånte flere hundrede milliarder mere, end de havde i indskud, og derfor var de ude at låne i udlandet.

Bare som et lille kuriosum: Lidt efter at bankpakke II var udstedt, hvor staten og skatteyderne i Danmark garanterer for ethvert beløb, nogen dansk bank låner i udlandet, tog Danske Bank så lige en tur til USA, til nationalbanken derovre, og spurgte, om den ikke lige kunne låne 170 mia. kr., som vi garanterer for, og som banken ikke skulle bruge til at lave virksomheder for – ikke skulle låne ud til produktive formål i Danmark – men som den alene skulle bruge for at kunne at afdække nogle af de spekulative forretninger, som banken har, og som den i øvrigt taber enorme beløb på. Det er den ene ting.

Den anden ting er etableringen af de finansielle supermarkeder. Hvor en bank før var en bank, er en bank nu både bank, forsikringsselskab, pensionsselskab, kreditforening, værdipapirhandel, forretningsspekulant og alt muligt andet, altså en kæmpemæssig butik, hvor problemer i den ene del jo automatisk smitter af på dele i den anden del, og hvor den enkelte institution bliver så kæmpestor, at man ikke fra samfundets side kan gøre, som man gør inden for alt andet erhvervsliv, nemlig lader en virksomhed, som ikke kan tjene penge nok til at overleve, gå ned. Det er skidt for dem, der mister deres arbejde, men det er ikke en katastrofe for samfundet. Det er oplagt, at hvis Danske Bank, Nordea eller nogle af de andre går ned, er det en katastrofe for samfundet. Det er jo derfor, vi også hver gang i den debat har sagt, at når der er tale om at lave redningspakker til bankerne, var vi til enhver tid villige til at gå ind og redde den sunde, fornuftige del af en bank, men at vi ville skære spekulationsdelen fra, for den er der ikke brug for, den er overflødig, den er unyttig, den er skadelig – og i hvert fald skal skatteyderne ikke betale for den.

Det er det skel, vi har prøvet at lægge ind hver eneste gang, og som vi desværre ikke er kommet igennem med, og derfor står danske skatteydere i dag og har garanteret indskud i danske banker eller lån til danske banker i et omfang af 3.000 mia. kr., så det er ikke småpenge, vi taler om. Så ved jeg godt, at banker og andre siger, at det nok giver overskud. Det vil jeg gerne se, før jeg tror det. Det med at lave disse finansielle supermarkeder og gøre dem så store, som de er blevet, er også en del af krisen.

Vi har været inde på det nogle gange undervejs, nemlig boligboblen, som jo blev skabt ved, at man indførte skattelettelser til dem, der har de dyreste huse nord for København, og som har været med til at drive priserne op, også i dele af Århus og Aalborg og i Odense – selv om jeg ikke lige kender boligmarkedet i Odense – altså i de store byer. Det var også med til at skabe en boligboble, som var med til at skabe et lånefinansieret forbrug af enorme dimensioner, og det, at det er faldet sammen nu, er også med til at forstærke krisen.

Nu har jeg før sagt, at krisen kom før til Danmark end til andre lande, er blevet dybere i Danmark end i andre lande, har varet længere i Danmark end i andre lande, og at privatforbruget, som ellers er regeringens store gimmick for at få gang i økonomien, er faldet mere end i andre lande. Altså, der ikke nogen af de centrale faktorer, hvor det ikke er gået værre i Danmark end i andre lande, og alligevel siger man: Vi gør alt det, som er nødvendigt – o.k., med tilføjelsen, at man måske vil gøre noget mere, hvis det kommer dertil. Men det, der er det forunderlige, er, at man ikke ønsker at undersøge, hvorfor det er gået værre i Danmark.

Altså, hvorfor er vi, der for kort tid siden havde verdens stærkeste økonomi, endt med at have en så miserabel økonomi på de centrale faktorer og en værre økonomi end andre lande? Det burde man undersøge, men det vil man ikke, for så kommer regeringens og Dansk Folkepartis eget ansvar frem i lyset, og det er selvfølgelig det, man siger nej til i dag. Men jeg tror, at jeg kan sige med sikkerhed, at når vi efter næste valg får et nyt flertal i Folketinget og en ny regering, vil der også komme en undersøgelse af det forløb, vi lige nu er igennem.