Tak for det.
Hvad er problemet med det forslag om fremtidssikring af kolonihaver, vi står og behandler her i dag?
Det lyder meget flot.
Dansk Folkeparti går også ind for at fremtidssikre kolonihaverne.
Vi går meget ind for kolonihaver, ingen tvivl om det.
Men hvor er problemerne egentlig henne?
Der må jeg bare spørge fru Mette Gjerskov:
Er det ikke rigtigt, at netop Københavns Kommune som en af de største kommuner, bl.a.
med Ritt Bjerregaard i spidsen dengang, var med til at nedlægge kolonihaver uden at oprette nye i samme mængde?
Er det ikke rigtigt, at det er andre socialdemokratisk ledede kommuner rundtomkring i Danmark, som gang på gang nedlægger kolonihaver, altså at socialdemokratisk ledede kommuner med støtte fra Socialistisk Folkeparti har nedlagt kolonihaver uden at erstatte dem med nye?
Er det ikke det, der er det reelle problem?
Det tror jeg det er.
Lad mig bare nævne, dengang man skulle lave banen imellem København og Ringsted.
Da var der jo også problemer med kolonihaver.
Hvorfor var Socialdemokraterne ikke på banen og sørgede for, at de her kolonihaver blev sikret?
Var det ikke, fordi fru Helle Thorning-Schmidt i Kolonihaveforbundets blad fik plads til en leder, at man nu gik ud og talte kolonihaverne sag?
Det er det, der er den reelle grund til, at vi står her.
For hvis man ville sikre kolonihaverne, også i fremtiden, havde vi jo set markante forslag ude i kommunerne, som netop ville sikre kolonihaverne den her permanente stilling.
Der er jeg bare nødt til at spørge fru Mette Gjerskov:
Hvor mange steder har man fremsat et sådant forslag, hvor man ønsker at gøre de her kolonihaver permanente?
Jeg synes jo, at det ville være nemt, hvis det var, man ville det allerbedste for det her område, at tage fat i sine byrådspolitikere og sige:
Her har vi et område, som vi selvfølgelig kan sikre ved at gøre dem permanente; lad os gøre det.
Men det er ikke sket.
Så det her er nok kun et halvt forslag, og man mener selvfølgelig egentlig ikke det, man skriver her.
Men det lyder flot at sige, at man nu vil tale kolonihavernes sag.
Derimod har vi jo i Dansk Folkeparti bl.a.
været med til at sikre, at man forskellige steder har afsat jord til kolonihaver, og der kan jeg bare nævne min egen kommune, Kolding Kommune, hvor vi har været ude at undersøge, hvor vi kunne udlægge de her kolonihaver på en god og ordentlig måde.
Der har vi også haft diskussionen om, hvorvidt vi skulle gøre dem permanente eller vi ikke skulle gøre dem permanente.
Så vidt jeg husker, var det netop Socialdemokraterne, som var imod, at de skulle gøres permanente.
For så kunne vi jo ikke rykke rundt på dem, hvis det var, sygehuset skulle bruge arealet til udvidelser.
Så man kan sige, at kommunalbestyrelserne nok et eller andet sted skulle agere mere på det her område.
Men til det andet spørgsmål om, hvorvidt man må give et tilskud til at have kolonihaver.
Jamen når man har gjort dem permanente, skal man jo udleje dem på markedsvilkår.
Det vil altså sige, at når der står, at det kun kan være kolonihaver, så er det nok også begrænset, hvor meget man kan få i markedsleje, og dermed sikres det jo, at der ikke kommer til at ligge alt muligt andet inde i det her område – altså når det er et permanent kolonihaveområde.
Så man kan sige, at det vel er reelt nok, at folk betaler det, det nu engang skal koste, hvis der er mange andre folk, der også gerne vil have en kolonihave.
Så er det nødt til at afspejle markedsværdien.
Så skal det jo ikke være sådan, at bare fordi man kender nogen, ligesom i fagbevægelsen, så kan man få noget hjælp, og så kan man komme videre i systemet.
Sådan skal det jo helst ikke være, i hvert fald ikke hvis det står til Dansk Folkeparti.
Så skal det være på markedsvilkår, så det er reelt nok.
Men vi vil gerne debattere, hvordan vi sikrer kolonihaverne og giver mulighed for, at der er nok af dem, og derfor har vi bl.a.
– kan jeg sige ud fra situationen i min egen kommune – undersøgt, hvor behovet er, sådan at vi kommer så tæt på befolkningen som overhovedet muligt, for det mener vi er vigtigt, og sådan at vi får kommunalbestyrelsen til at træde i karakter på det her område.
Så vi er fortrøstningsfulde over for den måde, det kører på på nuværende tidspunkt.
Vi ved, at Fødevareministeriet selvfølgelig også har på dagsordenen, hvordan man sikrer det at stille arealer til rådighed, og vi ved, at DSB, Banedanmark, på det her område jo også er en stor hjælp.
Så derfor må vi sige, at vi ikke kan støtte det her forslag, men at det er godt, at vi får debatten.
Tak.