Det sidste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 197:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til et værdigt liv for alle ældre.

Af Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 26.03.2010).

Forhandlingen er åbnet. Socialministeren.

Dagens beslutningsforslag er en genfremsættelse af B 105, som Folketinget førstebehandlede den 10. maj 2007. I beslutningsforslaget foreslår Enhedslisten, at regeringen skal bruge 35 mio. kr. på et projekt om ældrepleje for at sikre alle ældre ret til et værdigt liv. Ja, faktisk er det nu fjerde gang, at Folketinget behandler et næsten identisk beslutningsforslag fra Enhedslisten.

Enhedslisten tager udgangspunkt i ti rettigheder, som FOA og Dansk Sygeplejeråd formulerede i 2001. De ti punkter omfatter retten til selv at træffe valg på en række områder såsom post, bolig, påklædning, indkøb m.v. Jeg tror, at de fleste vil være enige i, at de ældre selvfølgelig skal have indflydelse på helt basale ting som f.eks., hvilket tøj de skal have på, hvornår de skal i seng om aftenen, og hvilken mad de skal spise. Vores ønske om indflydelse på vores liv og hverdag ændrer sig ikke, blot fordi vi bliver ældre. Og bare fordi man er fyldt 80 år, har man ikke nødvendigvis samme behov og ønsker som andre 80-årige.

Derfor er det også regeringens holdning, at der skal være størst mulig grad af selvbestemmelse for de ældre i den pleje, de modtager fra det offentlige. En god pleje er i videst muligt omfang tilrettelagt efter den ældres individuelle ønsker og behov. Dette kommer både til udtryk i den eksisterende lovgivning og i mange af de initiativer, som regeringen har igangsat på ældreområdet, initiativer, som netop sikrer de ældre mere valgfrihed, mere fleksibilitet og mere kvalitet i den pleje, de modtager, og dermed også en højere grad af selvbestemmelse og værdighed.

Lad mig blot nævne nogle af initiativerne. Indførelse af frit valg har som hovedformål at sikre de ældre valgfrihed i forhold til, hvilke leverandører der skal komme og gå i deres hjem. Ca. 29 pct. af modtagerne af praktisk hjælp i hjemmet har valgt en privat leverandør. Regeringen har med reglerne om fleksibel hjemmehjælp sørget for, at de ældre har ret til at bytte ydelser, og med retten til erstatningshjælp er de samtidig sikre på at modtage den hjælp, de har krav på, også selv om der sker aflysninger. Plejeboliggarantien sikrer, at de ældre får tilbudt en plejebolig, senest 2 måneder efter at de er blevet visiteret. For mange ældre vil det være stort skridt at flytte i plejebolig, og her kan sikkerheden for, at der maksimalt vil gå 2 måneder, før man får tilbudt en plejebolig, være med til at skabe tryghed hos de ældre.

Regeringen har indført en forbedret kontaktpersonordning, som sikrer, at de ældre, der modtager personlig og praktisk hjælp, ved, hvem de kan kontakte, når der opstår spørgsmål om hjælpen. Derudover har regeringen og Dansk Folkeparti sørget for et loft over de ældres betaling for madservice i plejeboliger, og vi har netop fremsat et lovforslag, der også indfører et loft over egenbetaling for madservice for ældre i eget hjem. Regeringen har altså forbedret de ældres muligheder for selvbestemmelse og kvalitet i ydelserne på en lang række områder. Men det stopper ikke her.

Også fremadrettet vil regeringen have fokus på at forbedre mulighederne for, at de ældre sikres et værdigt liv. Det netop fremsatte afbureaukratiseringslovforslag har til formål at give kommunerne større valgfrihed til lokalt at beslutte, hvordan opgaverne bedst løses, herunder også på ældreområdet. Lovforslaget indeholder bl.a. otte konkrete initiativer, der skal frigøre mere tid til ældreplejen. Regeringen vil f.eks. gøre det frivilligt at udarbejde plejeplaner. Sagsbehandlingen i forbindelse med visitation skal forenkles og tilsynet med plejecentrene målrettes.

Regeringen ser også et stort potentiale i velfærdsteknologien. Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afsatte derfor i forbindelse med finansloven for 2008 3 mia. kr. til ABT-fonden. Det skal være med til at medfinansiere projekter, som afprøver og implementerer nye teknologier. Udbredelsen af teknologiske løsninger på ældreområdet kan ud over at frigøre ressourcer også skabe tryghed og værdighed for de ældre ved at gøre dem mere selvhjulpne.

Derudover har regeringen som led i kvalitetsreformen igangsat en række kvalitetsprojekter, som skal være med til at understøtte udviklingen af den faglige kvalitet i ældreplejen. Her vil jeg blot nævne udvikling af sammenlignelige brugertilfredshedsundersøgelser, som på sigt vil give både os og kommunerne mulighed for at sammenligne brugertilfredsheden på tværs af institutioner og kommuner og dermed også give os og de enkelte kommunalbestyrelser mulighed for at identificere institutioner, der gør det særlig godt, og som andre derfor med fordel kan lære af.

For yderligere at understøtte udbredelsen af de gode lokale erfaringer har regeringen igangsat projektet »Faglige kvalitetsoplysninger«. Projektet har til formål at tilbyde et katalog af redskaber, som medarbejderne i plejeboliger kan anvende til at måle og sammenligne den faglige kvalitet. På plejeboligområdet vedrører redskaberne bl.a. systematisk viden om ældres ernæringstilstand og, med afsæt i den danske kvalitetsmodel, sårplejemedicinering samt et innovativt projekt om viden om svage ældres livskvalitet og trivsel. Udviklingen af redskaberne sker i samarbejde med Kommunernes Landsforening og Socialministeriet.

Det tredje og sidste kvalitetsreforminitiativ, som jeg vil nævne, er forsøget med at indberette utilsigtede hændelser på socialområdet. Her får bl.a. plejepersonale og beboere og pårørende mulighed for anonymt at indberette fejl, utilsigtede hændelser og svigt i plejen til et lokalt forankret indberetningssystem. Hensigten med projektet er, at indberetningen af de utilsigtede hændelser skal føre til ny viden og læring og dermed forebygge hændelser, som helst ikke skal ske igen. I sidste ende handler det om at give borgerne en bedre service og opbygge en kultur med fokus på læring og udvikling.

Som det er fremgået, har regeringen allerede sikret trygge og gode rammer samt en øget grad af selvbestemmelse for de ældre. På den baggrund kan regeringen ligesom de tre tidligere gange ikke støtte Enhedslistens beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Det var jo en lang opremsning af ministeren om alle mulige andre ting på ældreområdet. Det kan vi sagtens tage en lang debat om, og nogle af tingene har vi jo diskuteret for nylig, bl.a. afbureaukratisering, som indebærer, at man fjerner noget retssikkerhed og demokrati og andre ting i stedet for at fjerne alt det, der handler om at måle og veje.

Men jeg vil sådan set godt høre, om ministeren helt grundlæggende er enig i, at ældre mennesker skal have ret til at bestemme over deres eget liv. Mener ministeren helt grundlæggende, at vi skal tilrettelægge vores ældrepleje ud fra, at ældre skal have ret til selv at bestemme, hvornår de vil sove, skal have ret til selv at bestemme, hvad de vil have at spise, og i det hele taget skal have mulighed for at bestemme i deres eget liv, ligesom de har kunnet, indtil de blev afhængige af hjælp fra andre?

Tak. Så er det ministeren.

Ens ønsker og behov ændrer sig jo ikke, ved at man får nogle flere år med sig i livet. Derfor er det klart, at det frie valg og mulighederne for at udøve mest mulig selvbestemmelse i forhold til de ting, der sker omkring en, er ekstremt vigtigt. Men det sker nogle gange, at der er behov for, at man hjælper den ældre med pleje og omsorg, f.eks. hvis der er tale om demens. Her har vi jo også netop fremsat og fået vedtaget et lovforslag om brug af GPS.

Men det er vigtigt og meget væsentligt, at vi også giver de ældre mulighed for at kunne være længst muligt i eget liv. Derfor er der også blevet sat en række projekter i gang rundtomkring i kommunerne, som faktisk viser nogle rigtig gode resultater med hensyn til, at de ældre kan være længere tid i deres eget hjem og i længere tid være selvhjulpne. Det sker f.eks. ved, at man sørger for, at de er mere mobile og får en bedre ernæring. Det er nogle rigtig gode projekter, der er i gang, og som viser nogle gode resultater. Så vi har gang i ting for at sørge for, at de ældre længst muligt kan blive i eget liv. I det hele taget er hele serviceloven jo fokuseret på, at den hjælp, der skal gives, er hjælp til selvhjælp.

Tak. Fru Line Barfod for endnu en kort bemærkning.

Det var jo en lang snakken udenom. Det, jeg spurgte om, var sådan set, om ministeren helt grundlæggende mener, at ældre skal have ret til at bestemme i deres eget liv, at de f.eks. skal have ret til selv at bestemme, hvornår de vil sove, og hvad de vil have at spise.

Derfor prøver jeg igen at spørge, om ministeren mener, at det er det, der skal ligge til grund for det, for hvis kommunerne skal have ret til at tilrettelægge deres ældrepleje ud fra, at ældre skal have ret til at bestemme i deres eget liv, kræver det jo, at de får lov til de, i stedet for at skulle tage hensyn til, at alt skal måles og vejes, for at private firmaer kan komme ind og tjene på det.

Derfor vil jeg gerne høre, hvad der er vigtigst for ministeren: Er det, at ældre kan få ret til at bestemme i deres eget liv, eller at private firmaer skal tjene penge på ældreplejen, og man derfor skal måle og veje alting?

Tak. Så er det ministeren.

Som kommune er det jo vigtigt at tilrettelægge en god ældrepleje, og om det sker på et plejehjem, eller om man skal tilrettelægge en ældrepleje, der foregår i hjemmet, må tage udgangspunkt i borgerens behov. Det er der ikke nogen tvivl om, og der har kommunerne et stort ansvar. Jeg mener også helt klart, at vi kan se, når man måler på, hvad de ældre mener om den praktiske hjælp i hjemmet eller ældreplejen, at der stor tilfredshed.

Men til det, som fru Line Barfod fremfører: Kommunerne kan vælge, om de vil køre efter en udbudsmodel, eller om de vil køre efter en godkendelsesmodel. Det er jo klart, at udbudsmodellen er langt mere simpel for kommunerne at bruge til at finde ud af, hvad det egentlig koster, hvis de går ud på markedet. Så jeg kan ikke se nogen problemer i, at man undersøger det og får set på, hvad det samme tilbud egentlig koster i den private sektor. Det kan jeg ikke se går ud over plejen.

Tak. Så er det fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Jeg må ligesom fru Line Barfod sige, at jeg synes, ministeren lykkedes meget dygtigt med ikke at forholde sig til det konkrete forslag, der ligger her. Vi fik en lang opremsning af, hvad regeringen indtil videre har lavet af forskellige ting og sager, men egentlig ikke sådan nogen rigtig konkret forholden sig til det her forslag.

Hvis vi nu tager og lægger de ti konkrete rettigheder til side, vil jeg egentlig spørge ministeren, om hun vil forholde sig til spørgsmålet om at få en forskningsenhed, som kan kigge på, hvordan vi kan sørge for, at der konstant er en udvikling i vores hjemmepleje. Til det vil jeg starte med at spørge ministeren, hvad hun synes om det konkrete, og så vil jeg spørge ministeren, om hun ikke synes, at der kunne være god brug for, at vi fik en egentlig vækstfond for velfærdsteknologi i Danmark, så vi ikke kun har den gamle ABT-fond, som giver penge til velfærdsteknologi, der allerede er udviklet, men om der ikke kunne være en dobbeltgod idé i, at vi fik en vækstfond, så vi både kunne sørge for, at ældre i Danmark får den nyest udviklede teknologi, og i virkeligheden også kunne blive et land, der kan tjene penge på velfærdsteknologi fremover.

Tak. Så er det ministeren.

Det var jo en række spørgsmål. I forbindelse med udvikling af ældreplejen nævnte jeg nogle af de projekter, som man har sat i gang inden for kvalitetsudviklingen, projekter, der ligger i forbindelse med kvalitetsreformen, bl.a. det med brugerundersøgelser, og hvordan man kan lave nogle, der er sammenlignelige på tværs af kommuner og på tværs af institutioner. Så der er jo en masse projekter i gang for at udvikle kvaliteten i ældreplejen.

I forhold til ABT-fonden vil jeg sige, at det jo er en fond med 3 mia. kr., og der er stadig væk rigtig mange penge i fonden til at støtte udvikling af nye teknologiske løsninger. Så det er jo bare med at komme i gang med at søge fonden og komme med nogle gode forslag, der kan lette hverdagen for medarbejderne i ældreplejen, og som kan give de ældre noget mere tryghed og integritet i deres alderdom.

Tak. Så er det fru Astrid Krag for endnu en kort bemærkning.

Det er faktisk nyt for mig, at der fra ABT-fonden gives penge til at udvikle ny teknologi. Som jeg har forstået ABT-fonden, er den altså kun til at implementere allerede udviklet teknologi. Så det er altså helt ny viden for mig, at det skulle være sådan. Det ville da være rigtig dejligt.

Så snakker ministeren om det her med det frie valg, og der vil jeg bare spørge ministeren: Kunne ministeren ikke være enig i, at der er behov for, at vi får udvidet forståelsen af det frie valg, så man som ældre borger ikke alene har et valg mellem, om det skal være den ene eller den anden private udbyder eller kommunen, der udbyder det, man er blevet visiteret til, men at den ældre faktisk i højere grad kunne få noget indflydelse på, om vedkommende vil lægges i seng klokken halv ni eller faktisk gerne vil lidt senere i seng, hvis man har brug for hjælp til at få støttestrømper af, eller hvad det nu kan være, blive liftet i seng osv., at vi altså tager nogle andre briller på og kigger på, hvad det frie valg egentlig skal være, så det bliver den ældres frie valg til at bestemme ting i sit eget liv og sin egen hverdag i højere grad, end det er i dag, hvor det frie valg alene er et spørgsmål om, hvilket logo der skal være på ryggen af den hjælp, der kommer ud?

Tak. Så er det ministeren.

Jamen jeg hæfter mig jo også ved, at der er borgere, som vælger nogle private leverandører. 29 pct. af de ældre borgere vælger en privat leverandør til f.eks. praktisk hjemmehjælp. Og hvis man ser på de målinger, der findes, af tilfredshed blandt de ældre borgere med praktisk hjælp og også personlig pleje, jamen så er der jo en høj grad af tilfredshed med den hjælp, som borgerne modtager. Det betyder vel også, at man lytter til borgernes behov, og det giver sig jo udtryk i, at der er nogle høje og gode tilfredshedsmålinger.

Så hvis man ude i kommunerne skal tilrettelægge en god ældrepleje, er det da helt centralt, at man også lytter til, hvad det er for nogle behov, og hvad det er for nogle ønsker, der er hos den enkelte ældre, om det er en privat leverandør, eller om det er en offentlig leverandør.

Tak til socialministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen.

Et godt samfund er bl.a. kendetegnet ved, at det tager sig godt af sine ældre medborgere. Det gør vi i Danmark, og netop i tider som disse med en international finanskrise, der også blæser ind over Danmark, skal alle vore gode ordninger og velfærdsgoder stå deres prøve. Derfor er jeg glad for, at vi kan konstatere, at det danske velfærdssamfund er robust, og at vi kan fortsætte det ældrepolitiske arbejde, hvor der lægges vægt på tryghed, stabilitet og udvikling.

Naturligvis kan der findes enkelte dårlige eksempler, og dem skal man jo sørge for at få udryddet i kommunerne, men jeg glæder mig over, at når man spørger de ældre selv, så viser forskellige undersøgelser, at der er meget stor tilfredshed blandt dem med den hjælp, som de får. Jeg glæder mig over, at det også er lykkedes for VK-regeringen i godt samarbejde med Dansk Folkeparti at gennemføre en række forbedringer for de ældre igennem årene.

Jeg vil blot nævne forhøjelsen af ældrechecken. F.eks. vil ca. 225.000 ældre nu i 2010 modtage op til det maksimale, som er 10.700 kr. Jeg kan nævne den faste kontaktperson til modtagere af hjemmehjælp, som blev indført fra den 1. jan. 2009, og at kommunerne vil søge at nedbringe antallet af forskellige hjemmehjælpere hos den enkelte ældre. Så er der endelig også fra den 1. januar 2003 blevet indført frit valg af hjemmehjælp, og der er vi nu oppe på, at ca. 48.000 ældre benytter sig af det; det har været jævnt stigende helt til nu.

Så er der loftet over madservice, frit valg af plejebolig, plejeboliggarantien, forbedret ledsageordning, og i 2008 blev der frigjort 1 mia. kr. mere fra Kvalitetsfonden til kommunale anlægsopgaver på borgernære områder. Det er alt sammen forbedringer, som regeringen – Venstre og Konservative – har sørget for sammen med Dansk Folkeparti.

I det kommende år står ældreplejen over for en del udfordringer, i form af at der bliver flere ældre. Det er udfordringer, der skal tages hånd om. Vi mener, at den bedste måde at gøre det på er gennem bedre organisering, øget digitalisering, lavere sygefravær og ikke mindst ved at anvende de nye teknologiske hjælpemidler, som hele tiden bliver udviklet. Det er den slags konkrete initiativer, som vi mener er vejen frem, for at man også i fremtiden kan sikre ældre et godt liv.

Jeg må derfor undre mig over, at Enhedslisten nu kommer med et forslag – nærmest en kopi af tidligere forslag – og denne gang så blot for – tilsyneladende – at sende det hele i udvalg. Det vil vi naturligvis ikke være med til, og Venstre afviser derfor forslaget fra Enhedslisten.

Tak, der en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Der var jo ikke megen begrundelse fra Venstres ordførers side af, hvorfor man ikke vil støtte, at ældre skal have ret til selv at bestemme, hvornår de vil stå op om morgenen; skal have ret til selv at bestemme, hvad tøj de vil have på; skal have ret til selv at bestemme, hvornår de skal spise, og hvad de skal have at spise osv. Det kunne da være rart at høre fra Venstres ordførers side, hvorfor Venstre er imod, at ældre får lov til selv at bestemme i deres eget liv? Hvorfor mener Venstre ikke, at man skal have lov til at bestemme i sit eget liv, og at ældreplejen skal indrettes, så man kan sikre, at de ældre kan bestemme i deres eget liv, bare fordi de er blevet afhængige af hjælp fra andre?

Tak, så er det ordføreren.

Jamen nu har Enhedslisten jo sådan sin egen vane med at opstille sit eget fiktive billede af, hvordan tingene hænger sammen. Jeg glæder mig over, at 80-90 pct. – stigende igennem årene, også her på det sidste – er meget tilfredse med den service, de får.

I Venstre går vi jo også ind for den personlige frihed, og jeg er glad for, at der, kan man sige, løbende bliver visiteret, så man lige præcis får sat ind med den rigtige hjælp til den enkelte ældre, og så man så godt som muligt støtter op om de behov, den enkelte har. Det viser sig jo, at de ældre er godt tilfredse med det, så det er jeg selvfølgelig glad for.

Tak, så er det fru Line Barfod for endnu en kort bemærkning.

Jeg kan godt forstå, at de ældre er glade for de hjemmehjælpere, de har, som knokler. De ældre kan jo se, hvordan de løber af sted for at nå det hele, selv om de måske skal nå 20 ældre på en dag og bare være et sted i 5 min., og så være det næste sted i 5 min. osv. – og madpakken skal indtages på cyklen undervejs, og hvad det ellers er for vilkår, man byder dem. Jeg kan godt forstå, at de ældre er glade for dem, de har, men det var sådan set slet ikke det, jeg spurgte om.

Jeg spurgte: Hvorfor? Hvad er argumenterne fra Venstres side, for at man ikke ønsker, at ældreplejen skal indrettes, så ældre får ret til at bestemme i deres eget liv?

Ville hr. Erling Bonnesen finde sig i, at det ikke var ham selv, der skulle bestemme i sit eget liv, men at det var nogle andre, der skulle bestemme – ikke ud fra, hvad der var bedst for hr. Erling Bonnesen, men ud fra, hvad der var bedst, i forbindelse med at nogle andre skulle tjene penge på det?

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen det er meget nemt at svare på, for jeg kan henvise til det svar, jeg allerede har afgivet. Fru Line Barfod ønsker jo ikke at høre de svar, men kommer bare med sine egne sådan lidt fiktive billeder af det. Det skal jeg ikke gå længere ind i.

Jeg hæfter mig ved, at vore ældre er meget, meget tilfredse med den ældrepleje, som de får, og jeg har også markeret den udvikling, der har været, og de forbedringer, der er sket i VK-regeringens tid. Enhedslisten er så imod de forbedringer, og det må så være Enhedslistens vurdering, men det er jo ikke nyt, at vi stort set ikke er enige med Enhedslisten om noget som helst her i Folketinget.

Vi går ind for den personlige frihed, og vi ønsker at støtte så godt som muligt op om de ældre, når de kommer i nogle situationer, hvor de ikke længere kan tage fuldt vare på sig selv og har behov for hjælp, og det går tilsyneladende meget godt, når man spørger de ældre selv.

Så er det fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Jamen i forlængelse af det, jeg også spurgte ministeren om i forhold til det med det frie valg og hvad man betragter som værende det vigtigste frie valg for de ældre borgere fra Venstres side – det er jo et af de eksempler, som Enhedslisten har taget med i bemærkningerne til det her beslutningsforslag, nemlig et ældre menneske, som gennem hele sit liv har været B-menneske, som har nydt de sene aftentimer, og som har nydt at kunne sove længe næste dag – vil jeg spørge: Mener hr. Erling Bonnesen, at det er rimeligt, at den ældre har mulighed for selv at vælge, hvornår vedkommende vil i seng, og hvornår vedkommende selv vil stå op? Kunne det være det, der skulle være det primære fokus med det frie valg, eller skal det være sådan, som ordningen ser ud i dag, nemlig at det frie valg primært handler om, hvem der skal levere hjemmeplejen?

Tak, så er det ordføreren.

Som Venstremand er jeg stolt over, at vi for år tilbage, da VK-regeringen kom til, fik indført det frie valg under meget skrig og skrål. Og jo længere det har virket, jo mere fokus er der kommet på det, og det er godt, for vi kan se, at der er flere og flere ældre, der gerne vil bruge det.

Vi går ind for den personlige frihed, og den bliver så i den konkrete situation udmøntet omkring visitering, som løbende bliver fulgt op, sådan at man så godt som muligt støtter op om de behov, som den enkelte ældre har. Så det er en løbende proces. Og når vi kan henvise til, at der er mellem 80 og 90 pct., der er godt tilfredse, er det ikke så ringe endda.

Tak. Så er det fru Astrid Krag for endnu en kort bemærkning.

Nu er de fleste ældre borgere, jeg har mødt, jo høflige væsener, og det tror jeg altså også nogle gange vi må huske, når vi kigger på de her tilfredshedsundersøgelser. Det er sådan set ikke så meget dem, jeg spørger ind til.

Måske skulle jeg konkretisere det lidt anderledes og spørge hr. Erling Bonnesen, hvad han, når han bliver en ældre borger, personligt ville synes var det væsentligste frie valg. Ville det væsentligste frie valg være, hvilket firmalogo der stod på den jakke, den forhåbentlig SOSU-uddannede hjemmehjælper, der kom for at hjælpe ordføreren med, hvad han nu ikke selv var i stand til, havde på, eller ville det være et federe frit valg at kunne sige: Jamen i dag har jeg faktisk mere behov for at få rullet curlers i mit hår, så jeg kan se lidt pæn ud, når børnebørnene kommer i eftermiddag, end jeg har for den gulvvask.

Nu ved jeg godt, at hr. Erling Bonnesen muligvis ikke vil tillægge sig curlers, når han bliver ældre, men ville det ikke være sådan noget a la det, der ville være et mere oplagt frit valg end det her frie valg, hvor man alene fokuserer på, hvem det er, der udbyder ældreplejen?

Tak. Så er det ordføreren … [Lydudfald].

Hvis man skulle få den slags ønsker, er det jo rart, at man har det frie valg, også hvis man skulle deltage i en lokalrevy eller andet, for så kunne det jo være, at der var behov for det. Lige præcis derfor er det også godt, at vi lige præcis kommer fra et parti som Venstre, hvor man lægger vægt på den personlige frihed og også på valgfrihed, hvis der skulle blive behov for det. Om der så lige præcis skulle blive behov for det, må tiden jo vise. Den må vise, om der er en lokalrevy på det tidspunkt.

Hermed siger vi tak til Venstres ordfører. Så er det fru Yildiz Akdogan som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at sige tak til Enhedslisten for at genfremsætte beslutningsforslaget, der som bekendt også blev fremsat i 2007. Aktualiteten af emnet er ikke blevet mindre, siden vi sidst drøftede det. Vi har alle ret til et værdigt liv fra barndommen over voksenlivet til alderdommen. Som borgere i det danske samfund har vi alle ret til et godt liv, hvor alder ikke skal være nogen hindring for velvære og glæde.

I forslaget oplister Enhedslisten ti rettigheder, som alle ældre mennesker skal have. Det er selvfølgelig en diskussion, om lige netop disse ti rettigheder er de mest nødvendige og afgørende, eller om andre rettigheder kunne være blevet tilføjet. Men grundsubstansen er jeg helt enig i, jeg er enig i Enhedslistens forslag om, hvad ældre mennesker skal have ret til, og hvad der er nødvendigt.

Forslaget griber nemlig fat i den helt grundlæggende problemstilling, som bliver ved med at være aktuel under den borgerlige regerings styre, nemlig at ældre mennesker har alt for lidt velvære, og at det skyldes alt for stort minuttyranni i ældreplejen. Det er de nære forhold, der betyder noget for folks velvære. Trivsel i hverdagen er dybt afhængig af, at de nære forhold får lov til at blive dyrket og gro i de ældres liv. Det gælder om, at de ældre får mulighed for indflydelse på deres egen hverdag, selv om de har brug for pleje. Det er de nære forhold, den nære velfærd, der bliver kvalt af minuttyranniet og regelvældet i ældreplejen.

Mange ældre fortæller os, at ensomheden og kedsomheden er det sværeste at håndtere i hverdagen. Vi har alle brug for inspirerende oplevelser i givende og elskelige fællesskaber. Det er et grundvilkår for menneskers velvære. Hvis de ældre mangler det i hverdagen, kan det let resultere i passivitet, og en depression kan lure lige om hjørnet.

Vi skal op af den dybe grøft, vi er i nu, hvor mange ældre føler sig oversete i hverdagen, fordi de mennesker, som er ansat til at hjælpe dem med de nære forhold, har alt for travlt. Og de ældre bliver blot set som brugere af velfærdsservices og ikke som de personligheder, de nu er, personligheder med historier, familier, ønsker og drømme.

Vi skal vende ældreplejen om. Ældreomsorgen skal ikke styres efter systemer, men skal styres efter de mennesker, der skal drages omsorg for. Det er omsorgen, der er kernen, ikke systemet og bureaukratiet. Derfor har vi også i Socialdemokratiet kæmpet for at sætte ind med konkrete initiativer. Vi har i satspuljen afsat ca. 22 mio. kr. til en målrettet indsats for at sikre ældres livskvalitet. Det er en pulje, der netop skal bidrage til at sikre ældre borgeres fortsatte livskvalitet ved at understøtte og udvikle deres kompetencer til så vidt muligt at kunne håndtere fysiske og psykiske udfordringer i forbindelse med en øget alder, f.eks. i forhold til områder som at klare generelle gøremål såsom indkøb, madlavning, tøjvask, rengøring m.v., at sikre mulighed for at deltage i sociale sammenhænge og arrangementer, at sikre mulighed for et aktivt ældreliv og at modvirke ensomhed.

Jeg vil endnu en gang takke Enhedslisten for at tage dette vigtige emne op, men jævnfør vores ældrepuljeindsats, hvor en række af de nævnte emner, som Enhedslisten efterspørger, allerede er sat i gang, kan jeg på vegne af den socialdemokratiske folketingsgruppe ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Jeg vil da gerne prøve at tage udgangspunkt i, at man kan kigge lidt ud i den virkelige verden. Når man spørger de ældre selv, er de, der rent faktisk bruger servicen, faktisk meget godt tilfredse. Der er over 80 pct. tilfredse og i flere undersøgelser også over 90 pct. Er det så ikke lidt vanskeligt og underligt som ordfører at skulle stå nærmest og kritisere det, som de ældre selv er godt tilfredse med? Og når man er godt tilfreds, er det lige præcis, fordi vi har fået indført det frie valg. Og jeg kan spørge, hvorfor man i Socialdemokratiet er imod det frie valg.

Tak, så er det ordføreren.

Jeg ved ikke lige, hvad det er for en undersøgelse, hr. Erling Bonnesen henviser til. Jeg ved heller ikke, hvad det er for et frit valg, som hr. Erling Bonnesen refererer til. Jeg har ikke snakket om det frie valg i min tale. Jeg har netop opremset nogle af de gode initiativer, som Enhedslisten har i sit beslutningsforslag. Men som jeg også sagde i min ordførertale, har vi i satspuljen allerede afsat midler, der imødekommer nogle af de initiativer og nogle af de spørgsmål, som Enhedslisten efterspørger. Så jeg er ikke helt klar over, hvad det egentlig er, hr. Bonnesen efterspørger.

Tak, så er det hr. Erling Bonnesen for endnu en kort bemærkning.

Jeg har forstået, at Socialdemokraterne nu kører fuldstændig i retning af det, som Enhedslisten vil. Her i weekenden kørte Socialdemokraterne så i retning af det, som SF og Villy vil. Det er så det. Det skal jeg ikke blande mig i. Men det er også derfor, jeg spurgte, som jeg gjorde, for jeg refererer jo til de brugerundersøgelser hos de ældre, som bliver foretaget derude. Det er jo bare at slå op og se. Der er lavet forskellige uvildige undersøgelser. Når man spørger de ældre selv, er fra 80 til over 90 pct. meget godt tilfredse. Det er de jo bl.a., fordi vi har fået indført det frie valg.

Så er det, jeg spørger: Er det ikke lidt underligt at stå og læse sådan en tale op, hvor man så er imod det, som de ældre rent faktisk ønsker? Og hvorfor er Socialdemokraterne imod valgfrihed?

Tak, så er det ordføreren.

Jamen vi er bestemt ikke imod valgfrihed. Og så er der det med, at vi skulle støtte nogle af de gode initiativer, som Enhedslisten efterspørger. Vi har jo netop kæmpet for det i vores satspuljeforlig, som hr. Erling Bonnesen også er med i. Det er derfor, vi ikke kan støtte forslaget, for vi mener, at nogle af de initiativer, der bliver efterspurgt, allerede er sat i gang. Fra 2010 til 2013 er der afsat en pulje på 22 mio. kr. Så jeg kan egentlig ikke rigtig forstå, hvad det er, hr. Erling Bonnesen prøver på at gøre til et problem her. Jeg forstår det virkelig ikke.

Tak, så er det fru Birgitte Josefsen for en kort bemærkning.

Der er jo ikke i den lovgivning, der er vedtaget herindefra, besluttet, at man ikke må have lov til at sætte curlere i fru Jensens hår og gå tur med fru Jensen, eller hvad det nu er, den enkelte borger har behov for. Men jeg registrerer i ordførerens tale sådan en tone hele vejen igennem, der siger, at det system, vi har nu, sådan set er ganske forfærdeligt. Men når jeg nu er ude at møde ældre borgere og besøge borgere på plejehjem og også dem, der får hjælp i eget hjem, kan jeg jo høre, at kommunerne faktisk har været dygtige til at tilrettelægge hjælpen, så der er fleksibilitet i den hjælp, der ydes, så man netop kan dreje det hen til det, der er behov for fra den ene gang til den anden.

Jeg vil gerne høre, om Socialdemokratiet vil ind og overrule det princip, altså at man fratager kommunerne mulighed for at tilrettelægge plejen og hjælpen individuelt i forhold til det, borgerne har behov for.

Tak, så er det ordføreren.

Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor man pludselig gør det her til et spørgsmål om det frie valg eller ej. Jeg har på intet sted i min tale problematiseret det frie valg. Tværtimod har jeg til gengæld sat spørgsmålstegn ved, hvor godt de ældre har det.

Jeg ved ikke, hvad det er for en undersøgelse, fru Josefsen og for den sags skyld også hr. Bonnesen henviser til, men vi ved, at de ældre ikke har haft det specielt godt. Vi ved også, at de, der tager sig af de ældre, ældreplejen, har haft det meget svært. Det har været et minuttyranni, fordi der ikke har været tid til ældrepleje, fordi der var så mange andre bureaukratiske tiltag, der skulle ordnes. Det er det, jeg problematiserer i min tale.

Det er også derfor, at jeg fremhæver, at det er vigtigt, at vi prøver at sætte fokus på velfærd og velvære hos de ældre, og det er også derfor, at jeg er meget godt tilfreds med, at vi har sat det beløb af til den målrettede indsats, netop bedre kvalitet for de ældre.

Tak. Så er det fru Birgitte Josefsen for endnu en kort bemærkning.

Nu ved jeg ikke, hvordan det er, man i Socialdemokratiet læser forskellige undersøgelser. Som det er præciseret her i dag, viser de borgertilfredshedsundersøgelser, der bliver udført ude i den enkelte kommune, at der er en meget høj grad af tilfredshed med den hjælp, der bliver ydet både på plejecenteret og ude i de enkelte hjem.

Når man spørger de klageråd, der sidder i kommunerne, og som jo er lovpligtige og skal forvalte eventuelle klager på området, er der jo flere, der har henvendt sig til kommunalbestyrelsen for at spørge, om de kunne blive nedlagt, fordi der ikke kommer nogen klager. Det er sådan set et udtryk for, at det går ganske godt.

Det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan være plads til forbedringer. Det kan der, uanset hvilket område vi snakker om, når vi snakker velfærdsområdet. Men jeg synes, det er lidt beskæmmende, at Socialdemokratiet får det til at lyde, som om hele ældreplejen i Danmark ligger ned.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg er enig i, at der skal være plads til forbedringer. I 2009 fremsatte Socialdemokratiet et forslag om, at vi netop skulle prøve at have en konkret handlingsplan, hvor man kunne reducere selvmordsraten blandt de ældre over 65 år. Det er desværre ikke sket endnu.

Der er nogle undersøgelser, der viser, at det går den rigtige vej. Men vi ved også, at der er andre undersøgelser, der viser, at der stadig væk er nogle udfordringer, og der er et kæmpestort område, vi skal løfte. Det var det, jeg fremhævede i min tale.

Tak. Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Tak til fru Yildiz Akdogan for de pæne ord om vores forslag. Men jeg forstod ikke helt det her med, at der var gennemført en hel del af det, som vi foreslår. Hvis man skal gennemføre det, vi foreslår, kræver det helt grundlæggende et opgør med den måde, ældreplejen er indrettet på. Så kræver det jo, at man giver kommunerne mulighed for at sætte hensynet til de ældre over hensynet til, at private firmaer skal kunne komme ind og tjene penge.

Derfor vil jeg gerne høre, om Socialdemokraterne er enige med regeringen og Dansk Folkeparti i, at det vigtigste, i forhold til hvordan ældreplejen skal organiseres, er, at private firmaer skal kunne komme ind og tjene penge, eller om det for Socialdemokraterne er det vigtigste at organisere ældreplejen i forhold til at kunne tage hensyn til de ældres egne ønsker.

Tak. Så er det ordføreren.

Tak for det. Med hensyn til nogle af de initiativer, jeg remsede op, er det nogle initiativer, der skal i gang, som der er afsat midler til i perioden 2010 til 2013. Det var dem, jeg henviste til ved at sige, at nogle af de initiativer, som Enhedslisten efterspørger i deres beslutningsforslag, allerede er fremhævet i den her pulje. Så jeg håber, at det nu er afklaret.

Med hensyn til spørgsmålet om, om ældre skal i fokus, tror jeg ikke, at der kan herske nogen tvivl om, at for Socialdemokratiet er det først og fremmest de ældres ve og vel, vi sætter fokus på. Om det er de private eller det offentlige, der udfører arbejdet, er ikke vigtigt. Det vigtigste er, at de ældre får den nødvendige pleje, der skal til.

Tak. Så er det fru Line Barfod for endnu en kort bemærkning.

Men det er jo afgørende, hvordan man organiserer ældreplejen, altså om man siger, at det grundlæggende princip for organisering af ældreplejen er sådan, som en del kommuner tidligere havde det, at ansatte og ældre selv kunne tilrettelægge arbejdet – man havde små grupper af hjemmehjælpere, der selv sammen med de ældre kunne tilrettelægge, hvornår de kom, som kunne skifte rundt, så det passede i forhold til den ældres ønsker osv., og som kunne finde ud af at få det til at fungere – eller man siger, at alt skal foregå efter faste skemaer, fordi man hele tiden skal kunne se, om private firmaer kan byde ind, og ældreplejen skal splittes op i mange små delelementer, som private firmaer kan byde ind på.

Det er to grundlæggende forskellige hensyn at organisere ud fra. Derfor vil jeg gerne høre, hvad Socialdemokraterne mener er det grundlæggende, man skal organisere ældreplejen ud fra, altså hensynet til de ældre eller muligheden for, at private firmaer kan byde ind og tjene penge.

Tak. Så er det ordføreren.

Det er først og fremmest hensynet til de ældre. Jeg vil igen henvise til det satspuljeforlig, der er blevet indgået mellem regeringen og oppositionen undtagen Enhedslisten. Det er netop en meget målrettet pulje, altså at man i forbindelse med de organisationer, der er med, går ind og kigger på at sikre de ældres livskvalitet. At det er de ældres livskvalitet, der er i fokus, kan der vel ikke herske nogen tvivl om.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. René Christensen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Lige når man ser forslaget her, må man sige, at titlen »Forslag til folketingsbeslutning om ret til et værdigt liv for alle ældre« er der formodentlig ikke nogen der kan være uenig i. Det er jo det, som alle gerne vil. Jeg vil ikke bruge så meget tid på at sige, hvad vi har gjort, for det synes jeg ministeren og hr. Erling Bonnesen har gjort så ganske udmærket. Der er blevet nævnt alle de tiltag, som Dansk Folkeparti har været med til i den tid, der er gået.

Når jeg kigger på forslaget som sådan, vil jeg bare spørge: Hvad er intentionerne med det, man foreslår her? Jeg sad og fik en lidt mærkelig fornemmelse: Gjorde man det her, fordi man virkelig mente, at de ældre skulle have et værdigt liv, eller gjorde man det, fordi man syntes, at man ligesom ville komme på banen? For nogle af tingene kan man for så vidt ikke være uenig i, men andre af tingene kan godt virke sådan lidt påtagede, i forhold til hvordan det er, det skal foregå. For hvad er værdigt? Er det værdigt, at der skal komme en og høre på, at man fortæller sin livshistorie, og skal sidde og lytte til en, fordi personen får penge for det? Er det værdigt for den ældre at vide, at den ting, man har sammen med den plejeperson, som er kommet ud, har man kun, fordi personen får penge for at lytte til en?

Jeg synes, at man meget mere skal støtte op om det, som Ældre Sagen laver med besøgsvenner, telefonkæder og andre ting, som folk går ind i, fordi de har lyst til det. Jeg synes, at det er meget mere vigtigt, at man ude i kommunerne har de her tanker og måske gør det på en anden måde, og at man siger: Hvordan får vi de her ældre til at være sammen om de her ting og giver dem mulighed for at tale sammen, så det bliver værdigt, og så dem, der skal lytte, dem, der skal give den omsorg – som jo ikke er den omsorg, der kræves for at kunne leve, men som er en menneskelig omsorg – gør det af lyst? Jeg mener altså, at der er stor forskel på kun at gøre det for pengenes skyld og på at gøre det, fordi man har lyst til det.

Så vil jeg også sige, at jeg synes, det er ærgerligt, at man ligesom mellem linjerne siger – det har jeg også kunnet høre på spørgsmålene her – at de ude i kommunerne ikke magter at visitere de her borgere efter en individuel vurdering af den enkelte borger. Det er sådan, at når man taler med borgerne – det er der også flere der har sagt – er der rigtig mange, der er tilfredse med deres ældreservice. Der er selvfølgelig også nogle, der ikke er det, og sådan vil det nok altid være. Der er nok også nogle, som kommer tidligere i seng, end de ønsker. Men jeg er sikker på, at de mennesker ude i kommunerne, der visiterer, som jo også er fornuftige mennesker, og som er uddannet til det, gør det så godt som muligt.

Når jeg læser forslaget her, synes jeg også, at nogle af tingene fokuserer meget på – hvad skal man sige? – de større byer, hvor der er en stor koncentration af ældre på et mindre område. Når man kommer ud i periferien, hvor der er langt imellem husene, og hvor de ældre også gerne vil blive ved med at bo på deres ejendom, kan det godt være mere vanskeligt sådan rent logistisk at få det til at stemme overens med nogle af de forslag, som ligger her. Man bruger også flere steder udtrykket nede om hjørnet i kiosken og nede om hjørnet på kroen. Sådan er det altså ikke, når man kommer uden for København. Så er det ikke lige nede om hjørnet, alting er. Så kan der godt være længere mellem husene.

Jeg vil sige, at når jeg læser forsiden af forslaget, synes jeg faktisk, at det ser pænt ud. Men når jeg ser på nogle af forslagene, synes jeg også, at jeg kan se, at man går lidt på kompromis med arbejdsmiljøet og den plejepersonalestandard, der skal være ude hos de ældre. Man siger, at der ikke skal udskiftes ting, som eventuelt bør udskiftes, for at den ældre kan få den pleje, som den ældre faktisk har behov for.

Så vi må sige, at vi ikke kan stemme for det. I forhold til retten til et værdigt liv for alle ældre vil jeg sige, at den overskrift kan vi godt stemme for, og at vi arbejder på det hele tiden. Men man kan ikke lave et beslutningsforslag, der sikrer retten til et værdigt liv for alle ældre, ved at man afsætter 35 mio. kr. over en 5-årig periode. Det er hver eneste dag, man skal arbejde hårdt for, at de ældre får en værdig alderdom, og det gør vi hver eneste dag.

Tak. Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Nu er det jo et forslag om et forsøg. Pengene er i høj grad afsat til, at man skal lave et forsøg, og man skal så også følge op på, hvad resultaterne af det forsøg er, og hvad der sker undervejs. Men jeg forstår simpelt hen ikke det, hr. René Christensen siger. At de ældre skal have besøgsvenner, som de skal snakke med, synes jeg er fint, men tænk, at man forestiller sig, at den ældre ikke skal snakke med de ansatte. Det, man netop hører igen og igen i ældreplejen, er jo, at der ikke længere er tid til, at man kan snakke sammen, at der ikke er tid til, at man kan sætte sig ned og tage en kop kaffe og i det hele taget behandle hinanden som mennesker. Det kan jeg ikke forstå hvis Dansk Folkeparti ikke synes vi skal indrette ældreplejen ud fra.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg mener bestemt, der skal være tid til, at man kan få en værdig og god ældrepleje ude i kommunerne. Jeg må sige i forhold til det her minuttyranni, som er blevet nævnt flere gange, at jeg altså tror, at der er nogle af ordførerne, som bliver nødt til at tage ud og køre med en hjemmehjælper, som har en pda, og som kan vise, hvordan den her pda bliver brugt, altså vise, hvordan tidsregistreringen virker. Det er jo faktisk sådan, at man bruger sin tidsregistrering på den måde, at man registrerer, hvornår man kommer, og at man registrerer, hvornår man går. Det er jo ikke sådan, at man registrerer, at nu har man brugt 3 minutter på noget, 2 minutter på noget andet og 1 minut på noget tredje. Nej, man registrerer, hvornår man er kommet, og hvornår man er gået.

Det er faktisk sådan, at hvis man spørger plejepersonalet i dag, om de ønsker at komme af med deres pda, er der rigtig mange, som siger, at det ønsker de faktisk ikke. For den her pda – kaldet minuttyranni – er faktisk en arbejdsseddel, som hjælper dem i deres hverdag til at registrere, hvor de er henne. Det hjælper dem også i den situation, som der desværre er nogle der kommer i, hvor der er pårørende, som siger: Mine pårørende har ikke fået den pleje, de skulle have. Der kan man så hjælpe de ansatte, hvis de kommer i den situation, med at bevise, at de faktisk har været der på det pågældende tidspunkt.

Tak. Så er det fru Line Barfod for endnu en kort bemærkning.

Jeg snakker ikke om pda’en. Det er jo bare en håndholdt computer, det er bare et redskab, som kan nogle fornuftige ting. Det er sådan set underordnet. Det, der er væsentligt, er, hvordan man tilrettelægger arbejdet, hvordan man styrer ældreplejen: om det er et spørgsmål om, at de ansatte og de ældre sammen kan tilrettelægge arbejdet, at en lille gruppe hjemmehjælpere har en lille gruppe ældre, som de kender, og som de kan være hos i længere tid og løse flere opgaver for, eller om, at de skal rundt til 20 ældre på en dag og er 5-10 minutter hvert sted. Det gør jo en kolossal forskel.

Derfor vil jeg gerne igen spørge, om det er Dansk Folkepartis holdning, at hjemmehjælperne er nogle, der skal komme ind og ud og løse nogle praktiske opgaver eller nogle sygeplejeopgaver eller lignende, og så skal de ud igen; og at, alt det, der handler om menneskelig kontakt, så skal være noget, som besøgsvenner og frivillige tager sig af. Eller mener Dansk Folkeparti faktisk, at der skal være sat tid af, til at man have et menneskeligt forhold, til at man kan nå at snakke sammen, til at man kan holde lidt i hånd eller man kan læse det brev, der lige er kommet fra kommunen, og som er uforståeligt – eller hvad det nu er, der skal til, for at den ældre også bliver behandlet som et menneske og føler, at nogen tager sig godt af ham eller hende?

Tak. Så er det ordføreren.

Det er jeg meget enig i. Det er utrolig vigtigt, at de ældre og plejepersonalet har et godt forhold til hinanden. Det er også sådan, at plejepersonalet får en meget, meget stor plads i den ældres liv og hverdag. De skal jo også have meget kontakt med hinanden, bl.a. intimkontakt og andet i forbindelse med vask. Så der er ingen tvivl om, at det er utrolig vigtigt, at man har et godt forhold til den hjælper, som kommer.

Jeg vil også igen sige, at hvis man tager med ud, vil man se, at det jo ikke er sådan, at hjemmehjælperne ikke taler til den ældre, når de kommer ind, at de bare går hen og får den ældre op af sengen og giver vedkommende tøj på og så går igen. Det er faktisk sådan, at mange af de SOSU-assistenter, som kommer ud i de her forskellige hjem, faktisk gør et fantastisk dygtigt arbejde og opfører sig rigtig pænt over for de ældre. De ældre er rigtig glade for, at de kommer, og de har faktisk et godt liv med hinanden, hvis man kan sige det sådan. For det er jo en person, som fylder utrolig meget i den ældres liv, og jeg oplever, at hjælperne er utrolig gode til at huske ting – hvad der skete i går, hvad der skete for 14 dage siden, og at børnebørnene nu har været på besøg. Der er jo den her snak. Mens man går og arbejder, har man også den her kontakt. Jeg synes, at det er lidt synd, hvis man siger, at hjemmehjælperne ikke magter den opgave, for de er faktisk ret dygtige til deres arbejde.

Tak. Så er det fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Der er jo ingen her, der siger, at de mange dygtige SOSU-hjælpere, der er rundtomkring i landet, ikke magter deres opgave, ikke gør det godt nok og ikke er hensynsfulde, varme og omsorgsfulde over for de ældre borgere, de kommer til. Det tror jeg sådan set ikke der er nogen her der vil sætte spørgsmålstegn ved. Men de gør det på trods af det system, de er en del af, de gør det på trods af de nedskæringer og omstruktureringer, der hele tiden gennemføres. Det tror jeg også bare er et faktum, og det tror jeg også at hr. René Christensen ved, hvis han har været ude i ældreplejen for nylig.

Jeg synes, at den her diskussion er meget spændende og meget sigende, og jeg siger tak til Enhedslisten for at have fremsat det her beslutningsforslag, for det viser jo noget om, hvad det er for en grundmodel, vi vil have for vores hjemmepleje. Derfor synes jeg også, det er interessant, når ordføreren for Dansk Folkeparti bruger så meget tid på at sige, at en masse opgaver skal løses ad frivillighedens vej – det er vel også det, man kalder civilsamfundet – og de toner har vi jo hørt før, da det var Karen Jespersen, der var velfærdsminister. Hun sagde, at flere opgaver skulle løses af familierne.

Det er jo en vej at ville gå med vores ældrepleje, men det er ikke den vej, jeg vil gå, det er ikke på den måde, jeg vil sikre, at der også i fremtiden bliver taget hånd om alle ældre borgere i det her land, der har haft et langt liv på arbejdsmarkedet og nu har brug for noget hjælp. Derfor vil jeg bare spørge: Er det den vej, Dansk Folkepartis ordfører ser at vi skal gå i den danske ældrepleje?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg mener bestemt ikke, at det skal være frivillige, der skal udføre ældreplejen, bestemt ikke, og det har vi jo heller ikke lagt op til. Hvis man kigger på de forskellige finanslove, der er blevet gennemført årene igennem, kan man jo også se, at der er blevet afsat flere og flere midler år efter år, og at der også er blevet afsat puljer, hvor man kan arbejde efter nye metoder. Det er også, for at man kan frigøre mere tid, og der er det utrolig vigtigt, at der også er sat penge af til, at man kan bruge nye teknologier i ældreplejen, så man får givet mere tid til den enkelte ældre, fordi der er ting, som rent teknologisk kan hjælpe os.

Med hensyn til det, jeg sagde om Ældre Sagen, så nævnte jeg bare, at en menneskelig kontakt, der ikke er ægte, ikke er lige så meget værd, som hvis kontakten gives, fordi man har lyst til det. Dermed ikke sagt, at ældreplejen ikke kan give den kontakt, for selvfølgelig kan de det. Men med hensyn til det, der er lagt op til her i forslaget på mange andre områder, tror jeg bare, at man ude i kommunerne skal være mere dygtig til at bakke op om de her ting, måske være mere med til at spørge: Hvad kan vi gøre for at få bragt de her samtalevenner frem og tilbage, hvordan kan vi bakke op om det frivillige liv, der faktisk er?

Ældre Sagen er en kæmpestor organisation, og de gør et kæmpe stykke arbejde, og det skal man også bakke op om ude i kommunerne.

Ja tak. Så er det fru Astrid Krag for endnu en kort bemærkning.

Det bestrider jeg overhovedet heller ikke, og der bliver gjort et rigtig godt stykke arbejde af de frivillige organisationer. Men jeg må alligevel spørge ordføreren fra Dansk Folkeparti: Hvor går grænsen så? Hvilke behov må den offentlige hjemmehjælp/hjemmepleje løse, hvis de ikke må løse sociale behov, hvis de ikke må hjælpe de 40 pct. af ældre på vores plejehjem, der siger, de er ensomme, hvis hjemmehjælperne ikke må snakke med dem? Hvor går grænsen? Hvad er det, civilsamfundet, de frivillige, familien skal lave, hvis vi spørger ordføreren for Dansk Folkeparti? Og hvornår kan man snakke om, at et problem er så stort, at det har en selvstændig pointe, at vi fra samfundets side faktisk går ind og er opmærksomme på det? Jeg synes f.eks., at det er et alarmerende stort problem, at undersøgelsen foretaget af Ældre Sagen viser, at 40 pct. af de ældre på vores plejehjem siger, at de er ensomme, og at de trænger til at tale med nogen. Det mener jeg da er noget, vi som samfund også er nødt til at forholde os til. Vi kan ikke bare sige, at det må de frivillige organisationer ordne, det må familierne ordne. Når vi nu kan se, at det ikke sker, så mener jeg faktisk, at vi som ansvarlige politikere skal sørge for, at der kommer nogle løsninger.

Derfor er jeg bare sådan lidt foruroliget over de ord, vi hører fra ordføreren for Dansk Folkeparti, der prøver at sætte det meget skarpt op, hvad det er, det offentlige skal og ikke skal tage sig af.

Ja tak. Så er det ordføreren.

Jeg tror bestemt ikke, jeg prøvede at sætte det skarpt op. Jeg sagde bare, der var nogle andre – hvad skal jeg sige? – muligheder for, at den ældre også kunne få noget livskvalitet, og man skal selvfølgelig bakke det op og gøre det så nemt som muligt for organisationerne, så de kan få mulighed for at udføre det, som de så gerne vil.

Den undersøgelse, der viser, at nogle ældre føler sig ensomme på plejehjem og plejecentre, viser jo også, at det, de ældre også savner meget, er familien. Nogle har jo ikke noget familie tilbage, og nogle oplever også, at familien kommer meget sjældent. Og jeg tror altså ikke, lige meget hvordan man gør det, at man kan – hvad skal jeg sige? – gå ind og overrule de familiære bånd. Det vil altid være sådan, at hvis der er noget familie tilbage, vil den ældre, det vil man jo også som ung, altid gerne have lov til at være sammen med sin familie, og man kan nok ikke sådan i rent kommunalt regi – eller statsligt for den sags skyld – give den ydelse. Men vi skal selvfølgelig også tale med de ældre, når vi er derude, og jeg er helt sikker på, at vores SOSU-hjælpere gør et kæmpestort stykke arbejde, også i forhold til at tale med vores ældre medborgere.

Så er det fru Erika Lorentsen.

[Lydudfald] … at ordføreren sagde, at Dansk Folkeparti vedvarende arbejder for forbedringer for de ældre. Jeg ved jo, at Dansk Folkeparti har stemt for den privatisering, som regeringen har gennemført, og som misvisende bliver kaldt en frit valg-ordning – for det er jo ikke et reelt frit valg. Jeg har selv oplevet det. Jeg har arbejdet i hjemmeplejen før og efter privatiseringen, og jeg har oplevet, hvor store forringelser det har givet for de ældre med det minuttyranni og den detailstyring, man har indført. Man har umyndiggjort både medarbejderne og de ældre.

Vil ordføreren virkelig påstå, at det er en forbedring, og hvordan har det forbedret kvaliteten af ældreplejen?

Så er det ordføreren.

Jeg kan sige, at fra 2001 til 2008 er udgifterne på ældreområdet steget med 2,7 mia. kr., og det vil sige, at der ikke er kommet færre penge ud til ældreplejen. Vi har gang på gang sat midler af, for at der kan komme en bedre ældrepleje. Det sidste, der skete, var, at der på sidste finanslov blev sat 300 mio. kr. af, som blev sendt direkte ud til kommunerne, og det eneste, der er øremærket ved dem, er, at de skal gå til de ældre. Der har kommunerne mulighed for at sige: Hvordan vil vi bruge de her ekstra penge, der er kommet ud? Vil vi gøre noget ekstra for de ældre med de her penge? Og det er jo så op til kommunerne.

Så kan man sige, der måske er nogle kommuner, som har behov for at blive fuldstændig detailstyret, fordi de ikke er dygtige nok. Det kan vi godt være enige om, men spørgsmålet er, om man skal prøve at have tillid til kommunerne, eller om man skal detailstyre dem fuldstændig. For der er kommet penge ud til kommunerne, så de har haft mulighed for at give en værdig og bedre ældrepleje.

Tak. Så er det fru Erika Lorentsen for endnu en kort bemærkning.

Der er jo ikke noget at sige til, at man har været nødt til at sende penge ud til kommunerne med det forfærdelige bureaukrati, man har pålagt dem, og den måde at organisere arbejdet på, hvor de medarbejdere, der går omkring de ældre, ikke kan få lov at lave justeringer, men hele tiden skal have en visitator ind over. Så jeg kan godt forstå, at man har været nødt til at sætte mange penge af.

Men jeg synes ikke, ordføreren svarede på mit spørgsmål, som gik på, hvordan den privatisering, man har lavet, har været med til at forbedre vilkårene for de ældre. For det kan jo ikke være en forbedring, at de kan vælge imellem en privat og en offentlig leverandør. Man kunne jo bare lade dem selv vælge mellem de kommunale hjemmehjælpere.

Så er det ordføreren.

Det er vel altid rart som menneske at have noget at vælge mellem og ikke kun at kunne få én ydelse, hvor der, hvis man ikke er tilfreds med den, bliver sagt: Jamen hvis du ikke er tilfreds med ydelsen, kan du jo bare vælge den fra. Nu kan man vælge den fra og vælge noget andet til. Det, der er det gode ved det frie valg, er jo, at der er noget, man kan vælge fra, og noget, man kan vælge til, og det er der også nogle der har benyttet sig af. Dermed ikke sagt, at det ene er bedre end det andet, men så har man muligheden for at vælge til og fra, og det mener vi faktisk er utrolig vigtigt.

En anden ting, jeg vil sige, er i forhold til visitatorer. Der må vi sige, at der desværre er sket en udvikling i samfundet de seneste 10-15 år på den måde, at vi vil vide, hvad det er, vi får, og vi vil kunne klage over det. Sådan er det desværre også blevet på ældreområdet. Specielt de pårørende vil meget, meget gerne vide, hvad det er for nogle ydelser, deres forældre eller bedsteforældre eller andre får. De vil også gerne kunne måle på, om de ældre får den ydelse, der er blevet lovet. Derfor er vi desværre nødt til at have visitatorer, som går ud og visiterer de enkelte ældre til den ydelse, som de er berettiget til.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Astrid Krag som ordfører for SF.

Det er jo ikke første gang, at vi behandler Enhedslistens forslag om et værdigt liv til alle ældre, men derfor er der så meget mere grund til at understrege, at vi i SF er enige i forslagets formål, nemlig at sikre, at ældreplejen i Danmark tilrettelægges på en måde, så alle ældre sikres ret til et værdigt liv, hvor de selv kan træffe valg vedrørende centrale ting som bolig, mad, daglige rutine osv., og så meget desto mere grund til at konstatere, at når forslaget bliver fremsat igen, er det, fordi der desværre stadig er behov for at få en diskussion om, hvad det er for en ældrepleje, vi vil have her i landet.

Måden til at sikre en værdig ældrepleje er i det aktuelle beslutningsforslag en række rettigheder til den ældre borger, som er fundet i en rapport udarbejdet af fagforbundet FOA og Dansk Sygeplejeråd i 2001. Det er rettigheder, der sætter den ældre i fokus, og som handler om, at fordi man efter et langt arbejdsliv ikke længere selv kan klare alle dagens gerninger – har fået nedsat sin funktionsevne, som det hedder i fagsproget – skal man ikke samtidig miste retten til at bestemme over sin egen hverdag; sin egen mad, sin egen påklædning eller sin egen sengetid for nu at tage nogle eksempler.

Det her forslag rammer ind i en højaktuel dagsorden. Hvad er det for en ældrepleje, vi vil have? Er det en ældrepleje, hvor der er tid til omsorg og respekt for personalets faglighed? Hvis svaret til det er ja, hvordan vil man så sikre det fremover, når kommunerne igen skal på smalkost, og når også ældreplejen kommer til at holde for?

Det går ud over den daglige pleje, men det går også ud over noget mere grundlæggende. I stedet for udvikling af vores ældrepleje får vi en langsom afvikling. For hvad sker der med metodeudviklingen, når der skæres til benet og SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter fyres, som det allerede nu sker i mange kommuner, og som det for alvor vil ske, når regeringens udmelding om 8.000 færre ansatte i kommunerne skal føres ud i livet – for slet ikke at tale om den nulvækst, der vil koste 30.000 job i det offentlige og op mod 10.000 afledte job på det private arbejdsmarked? Det kan de fleste vist forestille sig. Fagligheden og udviklingen af nye metoder, der kan sikre en bedre hverdag for de ældre, der har behov for hjælp, og det personale, der arbejder inden for feltet, ryger i baggrunden, hvis det da ikke ryger helt af dagsordenen.

Derfor peger forslaget også på noget væsentligt, når der tales om oprettelsen af en forskningsenhed, der skal inddrage de ældres egne interesseorganisationer, medarbejdernes egne fagforeninger og Kommunernes Landsorganisation. Noget af det, der glider ud, når man står i en presset situation, som de gør rundtomkring lokalt, er netop udviklingen af, hvordan vi ruster vores ældrepleje til en fremtid, der på mange måder rummer udfordringer for os alle sammen.

Til de ti konkrete rettigheder i beslutningsforslaget: Man kunne måske have tilføjet nogle flere eller formuleret dem anderledes, men som jeg ser det, så tjener de det vigtige formål at få skabt nogle pejlemærker og mål, som ikke er i form af kroner og øre på en presset kommunalbestyrelses budget eller minutter og sekunder klikket af på en håndholdt computer i hjemmeplejen.

Hvis vi skal væk fra den slags kassementalitet, kan det her forslag fungere som et klart signal, og derfor er vi i SF positive over for forslaget, for vi skal have en ældrepleje, der ikke umyndiggør den enkelte ældre, men har fokus på livskvalitet, trivsel og livsglæde.

Tak til SF's ordfører. Så er det fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Menneskesynet og holdningen til ældre mennesker er for mig det helt afgørende omdrejningspunkt i senior- og ældrepolitikken. Det at blive ældre er ikke et onde, men et livsvilkår, som sætter tilværelsen i perspektiv. En værdig aldring kræver respekt og valgmuligheder, omsorg og tryghed i form af fleksible kvalitetstilbud.

Målet med Det Konservative Folkepartis ældrepolitik er, at de ældre skal kunne stole på, at de får omsorg og pleje, når de har behov for det, og at de skal have frit valg og udfoldelsesmuligheder, når de magter det.

Siden november 2001 er der sket markante forbedringer til gavn for vores ældre medborgere. Vi har skabt tryghed og tillid omkring ældrepolitikken. Ældre har fået retskrav på visiteret hjemmehjælp, større indflydelse på hjælpen og frit valg mellem offentlig og privat leverandør. Der er blevet frit valg med hensyn til ældrebolig, og de ældre har også fået ret til at få deres ægtefælle med. Herudover har ældreområdet fået et økonomisk løft, og den sociale og sundhedsmæssige indsats er styrket. Initiativerne er mange og afspejler tilsammen en stor indsats for en tryg og værdig alderdom.

Som sagt af mange før mig er det jo ikke første gang, at det her beslutningsforslag er blevet fremsat. Jeg vil også takke for debatten, for jeg synes, det vigtigt, at vi tør snakke om og får snakket om de ældres muligheder og vilkår. Jeg synes, at den her regering og satspuljepartierne tilsammen igen og igen har sat fokus på ældreområdet og har iværksat en masse nye tiltag og forbedringer, som er med til at skabe et værdigt ældreliv.

Når det så er sagt, skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at vi altid kan gøre det bedre, og det skal vi bestræbe os på, og det gør jeg som politiker også, hver eneste gang jeg kan.

Med de ord må jeg sige, at vi heller ikke denne gang kan tilslutte os beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Erika Lorentsen.

Det var til ordførerens bemærkning om, at den ældre har fået større indflydelse på hjælpen. Nu er det velkendt, at De Konservative jo også har stemt for den der privatisering, som jeg i hvert fald har oplevet har givet mindre indflydelse i forhold til den måde, man organiserede arbejdet på før, og den måde, man kommunikerede med de ældre på før, hvor der var en god dialog. Så mødes den ældre jo i dag af en visitator, som ikke kender den ældre, og som måske ofte overruler den ældre.

Er det, fordi man kan vælge mellem en privat og en offentlig leverandør, ordføreren mener, at den ældre har fået større indflydelse på hjælpen?

Tak, så er det ordføreren.

Jeg kan godt fortælle, at jeg kommer fra Odense, og Odense var faktisk den første by – overhovedet før der blev besluttet herindefra, at ældre skulle have et frit valg – der indførte den ordning. Vi lavede en måling over, hvor tilfredse de ældre var med de tilbud, kommunen havde. Så indførte vi frit valg. Det var såmænd ikke, fordi der var mange, der benyttede sig af det frie valg og det private tilbud, men et par år efter var der sket en markant stigning i tilfredsheden blandt de ældre. Hvis jeg kun kunne handle i Brugsen hver eneste dag, ville jeg måske heller ikke være helt tilfreds. Nu har jeg mulighed for at kunne vælge. Jeg synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at ældre også får et tilbud.

Så bliver jeg rigtig ked af det, når jeg hører spørgeren sige, at den der visitator bare overruler den ældre. Jeg må sige, at det overrasker mig, at Det Radikale Venstre mener og nu siger, at man ikke har tillid til offentligt ansatte. Det plejer ellers at være deres kodeord.

Tak, så er det fru Erika Lorentsen for endnu en kort bemærkning.

Nu er det ikke, fordi jeg ikke har tillid til offentligt ansatte, men visitatoren er jo ansat for at begrænse mængden af hjælp til den ældre, for ellers har de jo ikke nogen berettigelse, når man tænker på det store administrative apparat, de er ansat inden for. Det er i hvert fald den oplevelse, jeg selv har haft med visitator.

Men jeg fik stadig væk ikke rigtig svar på, hvordan sådan helt konkret den ældre har fået mulighed for at få indflydelse på hjælpen. Jeg forstår, at man har fået mulighed for at vælge en privat leverandør. Man kunne jo også give dem mulighed for at få en anden hjælper, hvis de nu ikke kommunikerede så godt med den hjælper, de havde i forvejen. Man behøvede jo ikke at privatisere det hele.

Men hvordan, helt konkret, har den ældre fået indflydelse? Det vil jeg godt have et svar på.

Tak, så er det ordføreren.

Jeg må jo sige, at jeg står og er lidt rystet, for at sige, at den eneste grund til, at der er ansat en visitator i kommunerne, er for at begrænse hjælpen, altså for at sikre, at den ældre ikke får nogen hjælp, det synes jeg simpelt hen er helt uhørt.

Så siger spørgeren til mig, at hvis man ikke er tilfreds med den kommunale hjælper, kan man jo bare bede om at få en anden. Jamen det har jo lige nøjagtig været problemet i kommunerne, at den ældre faktisk har fået en ny hjemmehjælper hver eneste uge, at det ikke har været den samme. Så hvad skulle det nytte at sige, at man gerne ville have en anden?

Vi skal til stadighed her rette fokus på ledelse, for ledelse betyder rigtig, rigtig meget. Og hvis jeg så også skal nå at svare på, hvor den ældre har fået mere hjælp, så prøvede jeg at sige, at der faktisk er kommet et retskrav, så udebliver hjemmehjælpen, har man krav på at få en erstatning. Sådan var det ikke før. Det er blevet muligt nu, at den ældre kan få sin ægtefælle med. Sådan kunne jeg blive ved. Den røde lampe lyser. Der er masser af gode frie valg for den ældre.

Tak, så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jamen der mangler jo at komme svar fra fru Vivi Kier på, hvordan fru Vivi Kier mener at det gør det bedre for de ældre, at alting skal måles op i minutter i forhold til visitationen, og at man så får mulighed for at vælge, om man vil have en privat eller en offentlig leverandør, frem for at man får en god pleje, hvor der er tid nok fra hjemmehjælpernes side til at tage sig af de ældre. Hvorfor er det vigtigere at kunne vælge imellem en privat og en offentlig leverandør end f.eks. selv at kunne bestemme, hvornår man vil i seng?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at jeg heller ikke mener, at alting skal måles op i minutter. Som det tidligere er sagt heroppefra, må jeg sige til det spørgsmål, vi tidligere hørte fra fru Astrid Krag, om, om man nu ikke skulle have lov til at kunne vælge, at i dag ville man gerne lige have curlere i håret, fordi man skulle et eller andet, i stedet for at få vasket gulv, at man altså har den mulighed i dag. Man er visiteret til noget, men man må godt vende det om.

Ville det ikke være bedre, at den ældre kunne få tid nok? Til det må jeg sige: Jo, det er jo ønskeligt. Jeg har også mange ældre i min familie, og uanset hvor meget tid man er der, så synes de aldrig, at det er tid nok, når man går. Jo, men jeg synes ikke, at billedet er så negativt. Men jeg er med på, at vi kan gøre det langt bedre, end vi gør det. Og det er jeg altid åben for.

Tak. Så er det fru Line Barfod for endnu en kort bemærkning.

Jeg prøver igen: Hvorfor synes fru Vivi Kier, det er vigtigere, at man kan vælge imellem, om man vil have en privat eller en offentlig leverandør til den halve time, man er visiteret til, end at man selv kan få lov at bestemme, hvornår man vil i seng?

Tak. Så er det ordføreren.

Det frie valg synes jeg er rigtig vigtigt. Det vil jeg prøve at lade være med at bruge så meget tid på. Jeg synes, at det er rigtig dejligt, at jeg kan vælge, om jeg vil handle i Brugsen, Netto, Føtex, eller hvor jeg nu vil handle. Lige så godt er det, at man som ældre også har en valgmulighed for at vælge noget andet. Det behøver man ikke nødvendigvis at gøre.

Jeg glemte lige det sidste spørgsmål, jeg beklager.

Godt. Så er det fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Det kan jeg lige gentage, og det bliver så tredje gang, og så må vi håbe, at ordføreren får svaret på det, nemlig om ordføreren kan forklare værdien af at kunne vælge, hvilken leverandør man har i hjemmeplejen, frem for værdien af at kunne vælge, hvornår man vil i seng. Det er faktisk et meget basalt spørgsmål, og det er også noget af det, jeg gerne vil høre. Om man køber sin agurk i Brugsen eller Netto eller Føtex, er det så det, der er afgørende, hvis man faktisk har meget mere lyst til gulerødder?

Jeg bliver altså nødt til at sige, at jeg synes, at det her frie valg, regeringen slår sig så meget op på, er et fesent frit valg. Jeg synes, at det har meget større værdi, hvis man kan have mere indflydelse på sit eget liv, hvis man i højere grad kan måle kvalitet på det end at måle kvalitet på, om man nu også har brugt de 5 minutter på at få støttestrømpe på, som er det, der er afmålt. Derfor vil jeg spørge den konservative ordfører – og mit eget spørgsmål skal så være det her: Nu hørte vi fra Dansk Folkepartis ordfører, at der altså er nogle ting, som man synes at det må være familien eller civilsamfundet der tager sig af. Er det en opfattelse, som den konservative ordfører deler, og i så fald hvor går grænsen?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg skal prøve at se, om jeg kan nå at svare inden for tiden. Med hensyn til sengetid beklager jeg, at jeg ikke lige fik skrevet det ned, og så forsvandt det for mig. Jamen det ideelle ville jo være, at alle mennesker, der har brug for hjælp til at komme i seng, især hvis det er i eget hjem, kunne komme i seng på det tidspunkt, man ville. Men der er vi også nødt til at være realistiske og sige, at man jo ikke hver eneste dag kan regulere på det her tidspunkt.

Men jeg kender selv til ældre mennesker, der har haft brug for den her hjælp. Jeg har i hvert fald oplevet den kommunale fleksibilitet, at var den ældre B-menneske, som min mor var, så skulle man ikke møde op kl. 8.00 om morgenen, så måtte man meget gerne først komme efter frokost. Så den mulighed er der, og der er også muligheden for i små grupper at tilrettelægge, hvordan man gerne vil gøre det.

I forhold til civilsamfundet må jeg jo sige, at når man kommer ud og oplever en ældre, som er meget ensom, når man kommer ud som hjemmehjælper i hjemmet og oplever, at der er mangel på tid, og at der er en, der har brug for at snakke, så synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at den ældre godt kan benytte sig af de fine, fine tilbud, som civilsamfundet har.

Tak. Så er det fru Astrid Krag for endnu en kort bemærkning.

Mig bekendt er et af de store problemer, at der ikke er besøgsvenner nok, altså at efterspørgslen simpelt hen er for stor. Derfor vil det da være interessant at høre her i dag, både hvad De Konservatives ordfører synes vi skal gøre ved det inden for – hvad kan man sige – det frivillige systems rammer, og også hvad der skal være af øgede muligheder inden for det offentlige system, hvis der kunne være nogle bud på det.

Jeg vil også gerne holde fast i det her med, hvor grænsen går. Altså, om hvilke ting skal vi ligesom sige: Nå, det kan ikke være det offentliges problem – f.eks. at 40 pct. af de ældre borgere på plejehjemmene er ensomme, må de selv ligge og rode med, det må de frivillige organisationer selv ligge og rode med? Eller hvornår kan vi anlægge et helhedssyn og sige, at vi skal sørge for, at den ældre har et godt liv hele vejen rundt og får den omsorg, der er brug for hele vejen rundt?

Jeg tror nemlig, at de ting spiller utrolig meget sammen. Jeg tror, mange dårligdomme og sygdomme starter med noget, som man måske ikke mener er det offentliges ansvar: ensomhed. På den måde tror jeg faktisk at vi kunne få en bedre ældrepleje for alle og også økonomisk set, hvis vi tænkte helhedssyn, når vi snakker ældrepleje for de ældre, og ikke opdelte i minutter og enkelte serviceydelser som i dag.

Tak. Så er det ordføreren.

Det er rigtig mange spørgsmål. Helhedssyn? Ja, det er jeg ikke uenig i. Der er desværre også rigtig mange ældre, som overhovedet ikke har brug for hjælp til alle de her praktiske ting eller personlig pleje, som alligevel er ensomme, og dem skal vi fange på et andet plan.

I forhold til besøgsvenner, som der bliver sagt at der ikke er nok af, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er medlem af et parti, som synes, at frivilligt arbejde betyder rigtig, rigtig meget. Frivillige besøgsvenner kan yde noget, som samfundet eller det offentlige aldrig nogen sinde kan yde. Jeg bliver en lille smule overrasket, når jeg hører fru Astrid Krag lyde meget negativ i forhold til civilsamfundet.

Jeg oplevede faktisk, at Socialistisk Folkeparti den anden dag havde et indlæg i avisen, som hed 2 plus 2 er 5. Det er måske knap så overraskende, for sådan regner Socialistisk Folkeparti på tingene – men skidt nu med det – men indholdet i læserindlægget var, at vi skulle bruge frivilligt socialt arbejde meget mere.

Vi står over for nogle kæmpe udfordringer, for vi har faktisk ikke ansatte nok, hvis vi skuer nogle år ud i fremtiden. Så vi har en udfordring, jeg gerne være med til at tackle.

Tak til den konservative ordfører. Så er det fru Erika Lorentzen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Regeringens minuttyranni og detailstyring af f.eks. hjemmeplejeområdet har sat mødet med den enkelte borger under pres. Borgeren bliver nemt gjort til et objekt og mødes så ikke som det hele menneske, vedkommende er. Der er ikke tid til en dannet omgang med hinanden på grund af det helt urimelige tidspres og mangelen på nok medarbejdere. Der fokuseres alt for meget på ydelser og ikke på det gode liv. Dokumentationskrav sluger tid til omsorg, og de voldsomme besparelser, vi lige nu ser i kommunerne, gør selvfølgelig ikke situationen bedre. Så der er virkelig behov for, at vi fokuserer på mødet med den enkelte borger, den enkelte ældre, som det bliver gjort i det her forslag.

Derfor har jeg faktisk stor forståelse for formålet med det her forslag, som Enhedslisten har fremsat. Formålet er jo at udvikle metoder til at sikre kvaliteten i mødet mellem borger og ansat. De, der er tæt på problemerne, er også tæt på løsningen. Det er helt fint og meget i tråd med vores tillidsreform. Men så skriver Enhedslisten også:

»Af samme grund kan der ikke på forhånd peges på, præcis hvilke metoder der skal afprøves, eller præcis hvilke konkrete mål der skal stiles mod. De vil i sagens natur være forskellige fra den ene borger til den anden og fra kommune til kommune. Det er netop forskelligheden og mangfoldigheden, som skal hjælpes frem af de metoder, som borgeren og personalet peger på.«

Det er vi meget enige i. Men hvordan harmonerer det med ønsket om at tage udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov at opstille 10 rettigheder på forhånd? Hvad nu hvis det, der har givet mig livskvalitet, er at rejse? Skal jeg så også kunne tage min hjemmehjælper med ud at rejse? Hvem siger, at ældre i dag ikke har indflydelse på de ting, de køber, eller som bliver købt til dem? Hvad nu hvis tilgængelighedshensyn eller afstand ikke taler for, at man fortsat handler i den sædvanlige dagligvarebutik?

Så set sådan lidt fra oven og lidt overfladisk betragtet er det jo et ret sympatisk forslag, Enhedslisten er kommet med. Hvem ønsker ikke større fleksibilitet for de ældre? Hvem ønsker ikke en bedre hjemmehjælp? Hvem ønsker ikke større fokus på alle de ømme punkter, der desværre er i ældreplejen i dag?

Jeg tror i og for sig, at der er et bredt ønske i hele Folketinget om at forbedre vilkårene for de ældre – vi er bare ikke altid enige om hvordan. Derfor synes jeg også, at det bliver ramt lidt skævt i det her forslag, det skal jeg ikke lægge skjul på. Svaret på de problemer, der er i hjemmeplejen, er ikke nødvendigvis at opstille 10 rettigheder, som lige præcis er de 10 rettigheder, de ældre skal tilbydes.

Vi tror egentlig, at det, der skal til, for at ældreplejen bliver bedre i Danmark, og det, der skal til, for at den enkelte ældre føler, at der bliver taget hånd om hans eller hendes situation, er, at vi tør overlade beslutningen og ansvaret til den ældre selv i samarbejde med de medarbejdere, der er i spil. Det vil sige, at vi egentlig ikke har lyst til at lægge os fast på lige præcis 10 eller 12 eller 20 rettigheder eller ting, som hjemmeplejen skal tjekkes på.

Vi har lyst til at vise tillid, og vi har lyst til at give fagligheden tilbage til den enkelte medarbejder i hjemmeplejen. Vi har lyst til at give flere ressourcer i forbindelse med de ømme punkter, ikke mindst til de socialt udsatte ældre. Vi har lyst til at satse på massiv videre- og efteruddannelse af de mennesker, der arbejder i hjemmeplejen, og satse på deres faglighed, deres vurderinger af samarbejdet med den borger, som det hele handler om.

Af den grund kan vi ikke umiddelbart stemme for forslaget. Selv om vi deler intentionerne om at få en bedre ældrepleje, er vi ikke sikre på, at det er vejen til det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Nu fremgik det også af den radikale ordførers tidligere deltagelse i debatten, at De Radikale også er imod det frie valg, og det er også fremgået af den radikale ordførers deltagelse i debatten, at man – sådan var tonen i hvert fald – ikke har tillid til offentligt ansatte. Det kan jo så undre, når den radikale ordfører også selv har markeret, at hun har været ansat – sådan hørte jeg det i hvert fald – i den kommunale ældrepleje.

Men jeg vil gerne sådan ind at have fat dér, hvor jeg tror kæden røg af for den radikale ordfører. Det er i forhold til visiteringen, hvor det jo fremgik af debatten, at den radikale ordfører ligesom påstod, at det var en funktion, der havde til formål at reducere hjælpen til de ældre.

Det er min opfattelse, at det er det bestemt ikke, og derfor skal mit spørgsmål til den radikale ordfører være, om hun ikke er enig i, at visiteringen lige præcis skal sikre, at man får tildelt den rigtige hjælp i forhold til den helbredssituation, man er i på det pågældende tidspunkt af sit liv.

Tak, så er det ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at jeg har stor tillid til de offentligt ansatte. Jeg har ikke sagt andet. Ordføreren forsøger at lægge mig nogle ord i munden. Men når ordføreren så spørger til visitatorens funktion, vil jeg nok sige, at min helt klare oplevelse er, at når man ikke har det daglige kendskab og den daglige omgang med borgeren, er det svært at have fagligheden til at lave alle de justeringer, der skal til. Det foregik jo før ved, at de medarbejdere, der kendte de ældre godt, og som gik om dem og havde indsigt i alle tingene, lavede de tiltag. Så fagligt er det en klar forringelse; det er ikke en forbedring.

Som jeg ser det, er det jo et styringsredskab, fordi man skulle lave en privatisering. Det vil sige, at man skulle sikre, at det ikke bare blev et tagselvbord for de private virksomheder. Så det er det, jeg mener med, at de skal styre, at der ikke visiteres til for meget. Jeg ved ikke, om det er en forklaring, der er til at forstå.

Tak, så er det hr. Erling Bonnesen for endnu en kort bemærkning.

Jeg tror, vi lige er nødt til at prøve at holde en lille smule fast i det hjørne. Det overordnede er jo at sikre, at den ældre på det stadie, den pågældende nu er i sit liv, får tildelt præcis den rigtige hjælp, og det skal jo ikke bare være, som vinden blæser, altså efter om man nu synes det ene eller det andet hen ad vejen.

Derfor er det lige præcis, at systemet er indrettet, som det er nu, sådan at man set med de rigtige faglige briller kan få tildelt den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt – så det ikke er de her tilfældigheder, der styrer, og som den radikale ordfører giver udtryk for at hun hellere vil tilbage til. Men jeg kan så forstå, at det er den radikale linje: Man skal tilbage til fortidens tilfældigheder. Det er jo en klar markering, og den kan vi så bare tage til efterretning.

Tak, så er det ordføreren.

Jeg vil også gerne lige sige, at jeg overhovedet ikke er imod frit valg. Jeg er imod en privatisering af hjemmeplejen, fordi det har forringet den. Jeg vil gerne svare bekræftende på, at jeg bestemt synes, at det ville være godt at rulle det tilbage til det, man havde, før den nuværende regering tvangsprivatiserede alle kommuners hjemmepleje. For det er netop vigtigt, at den ældre får den rigtige hjælp, og den gives jo bedst af medarbejdere, der har den rigtige faglige uddannelse, og som også har det rigtige faglige kendskab til den ældre. Det har visitatoren ikke. Så derfor er det en klar forringelse.

Jeg har selv som medarbejder i systemet oplevet, at man gang på gang må kontakte visitator for at få justeret hjælpen, så den kan fungere i virkeligheden. Det kræver et stort bureaukrati at gøre de der ting, og det kræver meget energi, for der er jo ikke sat tid af til, at man i den grad skal kontakte visitator for at retlede vedkommende, så man kan få den rigtige pleje visiteret til den ældre.

Tak. Så er det fru Birgitte Josefsen med en kort bemærkning.

Det er virkelig grove beskyldninger, De Radikales ordfører kommer med her fra talerstolen. Ved et tidligere spørgsmål stillet til De Konservatives ordfører sagde ordføreren fra De Radikale, og jeg citerer: Visitatorer er ansat for at begrænse hjælpen til de ældre. Og nu står ordføreren og siger, at de visitatorer, der er rundtom i de 98 kommuner, overhovedet ikke har forstand på, hvad det er, de har med at gøre, og at de ingen faglighed har.

Hvis jeg sad ude i de 98 kommuner og lyttede til den her debat, ville jeg sådan set kunne høre, at der fra talerstolen blev sagt, at de sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og andre med en sundhedsfaglig baggrund, der er ansat ude i kommunerne til at være visitatorer, ikke har begreb om det, de har med at gøre. Det er det værste, jeg nogen sinde har været udsat for i den her sal. Vi har medarbejdere, der er ansat ude i den offentlige sektor til at yde omsorg, pleje og hjælp til de ældre, og det gør man, uanset om man er hjemmehjælper, social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent eller visitator. Hvis jeg var kommunalbestyrelsesmedlem eller visitator, ville jeg virkelig tage afstand fra alt, hvad der er blevet sagt fra den her ordførers side.

Tak. Så er det ordføreren.

Nu taler Venstres ordfører om grove beskyldninger. Altså, jeg ville nok sige, at det her vist mere handler om grove fordrejninger af de ord, jeg brugte. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at de personer, der er ansat som visitatorer, ingen faglighed har. Jeg har sagt, at det er den måde, man organiserer arbejdet på, der giver problemerne. For problemet er jo, at man, når man er ansat som visitator og skal visitere til pleje, skal visitere efter de små justeringer, der er i plejen, og som jo foregår fra dag til dag og fra uge til uge, uden at have det nære kendskab til den ældre. Det er jo det, der giver de faglige problemer, fordi man ikke kender den ældre.

Tak. Så er det fru Birgitte Josefsen for endnu en kort bemærkning.

Nu er det jo sådan i behandlingen i Folketinget, at alt bliver optaget, så derfor vil jeg anbefale ordføreren at gå tilbage og skrive det, der er sagt under den her første behandling, ud, når det ligger på nettet, for der blev sagt direkte, og jeg citerer: Visitatorer, der er ansat, er ansat for at begrænse hjælpen til de ældre.

Det er virkelig grove beskyldninger at komme med i forhold til de visitatorer, der sidder ude omkring i kommunerne. De er jo netop ansat for, at man kan give det tilbud, der er behov for at levere i forhold til den ældre, så man tager udgangspunkt i, hvilket helbredsniveau den enkelte har, og hvilket behov den enkelte har.

Så vil jeg gerne have et helt konkret svar på, om Det Radikale Venstre vil bevare det frie valg, eller om de vil afskaffe det frie valg, for jeg synes også, at ordføreren i de meldinger, der er kommet fra talerstolen, roder sig meget, meget langt ud og er på dybt vand. Vi får faktisk ikke et svar på, om De Radikale vil bevare det frie valg for de ældre, eller om de vil afskaffe det.

Tak. Så er det ordføreren.

Visitators rolle er jo at sikre, at den ældre ikke får for meget hjælp, og det var det, jeg mente, da jeg sagde »begrænse«. Altså, jeg synes, det er en voldsom overfortolkning af den måde, jeg har formuleret mig på. Selvfølgelig forsøger visitator at give den hjælp, der er tilpas, men nogle gange er det jo svært at lave den vurdering, når man ikke har det daglige kendskab.

I Det Radikale Venstre går vi jo ind for en tillidsreform af hele den offentlige sektor, og det betyder selvfølgelig også, at vi ikke går ind for, at man detailregulerer og tager fagligheden fra de medarbejdere, der går sammen med den ældre i dagligdagen.

Tak. Så er det hr. René Christensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg havde egentlig ikke planer om at skulle stille flere spørgsmål, men det bliver jeg simpelt hen nødt til.

Visitatorerne har ikke faglighed, blev der sagt. De daglige plejere, der kommer, har faglighed, men det har visitatorerne ikke. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvad det er for en faglighed, de mangler? Hvad er det for noget uddannelse, de mangler? Faglighed har jo ikke noget med den daglige kontakt at gøre – det er faglighed, de mangler, altså de er ikke klædt godt nok på fagligt til at være visitatorer. Jeg vil godt høre ordføreren om, hvad det er for en faglighed, visitatorerne mangler.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg siger ikke, at de mangler faglighed. Jeg siger, at de mangler den daglige kontakt og det daglige kendskab til den enkelte ældre, og det er faktisk en vigtig forudsætning for at kunne lave en god faglig vurdering. Det er sådan, det hænger sammen.

Tak. Hr. René Christensen for endnu en kort bemærkning.

Tak. Så blev der sagt om visitatorerne, at de skal give en begrænset service til de ældre medborgere, de kommer ud og besøger.

Mener ordføreren virkelig, at når visitatoren kommer ud, så kigger visitatoren kun på, hvad man kan tage væk, men ikke på, om den her borger eksempelvis har udviklet sig i en – hvis man kan bruge udtrykket – negativ retning, er blevet en svagere ældre?

Har ordføreren aldrig været udsat for i sit arbejde i hjemmeplejen, at en visitator bliver tilkaldt, fordi den ældre har brug for yderligere hjælp, fordi den ældre er kommet i en situation, hvor vedkommende har brug for mere hjælp? Den ældre kan f.eks. være faldet og skal derfor have hjælp til at komme op af sengen eller andet, og visitatoren kommer ud og kigger på den ældre og siger: Jo, det er korrekt, der skal yderligere hjælp til den ældre i en periode.

Altså, visitatorerne er der da for borgernes skyld, de er der netop, for at borgerne kan få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Eller er man fuldstændig uenig i det?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg tror ikke, de er der for borgernes skyld, for der er mange borgere, der har oplevet det som meget ubehageligt, at der kommer nogen ud, som overhovedet ikke kender dem, og som spørger dem ud om meget private ting, fordi de skal tildele dem en hjælp. Og selvfølgelig forsøger visitatorerne at tildele den hjælp, som de mener er rigtig til den ældre – det vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved – men de er der jo for at styre, hvad den ældre tildeles. Det er jo den funktion, de har.

Tidligere var det jo de medarbejdere, som havde det daglige kendskab til og den daglige omgang med den ældre, som visiterede ydelserne, og der har man jo så indført den der visitation for at få en mere central styring af, hvad der tildeles af ydelser.

Ja tak. Hermed siger vi tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Line Barfod.

Jeg vil gerne takke for debatten. Den illustrerer jo meget godt forskellen på regeringen og oppositionen: Hvad er det, man tager udgangspunkt i, når man skal finde ud af, hvordan vores samfund skal være indrettet? Er udgangspunktet, at man skal tænke som forbrugere, der skal vælge, om de skal købe varer i Netto eller i Fakta eller i Aldi, eller er udgangspunktet, at vi bor i et demokrati, at vi er borgere, og at vi skal prøve at sikre, at alle borgere har mest muligt at skulle bestemme i deres eget liv og får den bedst mulige hjælp, hvis de bliver afhængige af hjælp fra os andre? Det er to vidt forskellige udgangspunkter. Vi hører meget tydeligt i dag, at for regeringen er det afgørende, at man skal være forbruger, og afgørende, at ældreplejen er indrettet, så det er muligt for private firmaer at komme ind. Det er det grundlæggende princip: Man skal kunne vælge et privat firma, og ældreplejen skal være tilrettelagt ud fra det, og så kommer det med, om den ældre kan bestemme i sit eget liv, i anden række.

For os er det stik modsat. For os er det afgørende at sige: Danmark er et demokratisk land, vi er borgere i samfundet, og vi ønsker, at vores velfærd skal være tilrettelagt ud fra, at de, der er afhængige af hjælp fra andre, skal kunne bestemme mest muligt i deres eget liv, og at det skal være de ældre og de ansatte, der selv skal tilrettelægge arbejdet. Sådan fungerede det mange steder tidligere, men regeringen og Dansk Folkeparti valgte at sige: Her skal tvangsprivatiseres. Og der er brugt hundredvis af millioner af kroner på masser af bureaukrati for at indføre den her tvangsprivatisering, som ikke er til gavn for de ældre, men kun for de firmaer, der prøver at byde ind. Vi har jo så oven i købet hørt fra adskillige kommuner, at det koster dem i den grad, når der så endelig er et privat firma, der byder ind, fordi kommunen jo skal stå klar med beredskabet til at kunne overtage, i samme øjeblik det private firma går konkurs eller af andre grunde ikke kan klare opgaven. Så det er ikke, fordi det er en fordel for samfundet at have de private firmaer inde, det er det kun for de private firmaer.

Vi synes jo, at man skal se på og organisere ældreplejen fuldstændig anderledes. Inspirationen til det her forslag er, som nogle ordførere også har været inde på, og som det står i forslaget, kommet fra FOA og Dansk Sygeplejeråd, der for 10 år siden gennemførte et stort projekt for at diskutere fagligheden i ældreplejen og se på, hvordan man bedre kunne få fokus på de ældres rettigheder. Og jeg synes, det er vigtigt at sige, at for os er det afgørende, at man skal have friheden ude i kommunerne til at organisere det. Jeg har nogle gange været i Rødekro Kommune, da den stadig eksisterede, før kommunalreformen, og som var en lille kommune i Sønderjylland, og det var et af de steder, hvor man lod de ansatte og de ældre selv organisere arbejdet, og hvor man var i stand til at have tillid til medarbejderne og stolede på, at de godt kunne finde ud af at ringe til fru Hansen og sige: Er det i orden, hvis vi ikke kommer i dag, for fru Olsen har altså brug for rigtig meget ekstra hjælp? Og fru Hansen vidste, hun kunne stole på medarbejderne, så når det var hende, der havde brug for ekstra hjælp, fik hun det. Det kunne sagtens fungere. Og hvis der var en dag, hvor der ikke var nogen ældre, der havde brug for ekstra hjælp, jamen så kunne de ansatte godt finde ud af at gå hen på plejehjemmet og hjælpe til. Hvis man viser de ansatte tillid og giver dem mulighed for selv at organisere arbejdet, så kan de godt, især hvis man sørger for, at de har nok tid til deres arbejde, og at de faktisk også har en uddannelse til det og løbende får den efteruddannelse, der er nødvendig. Så kan vi få en meget bedre ældrepleje end den, vi har i dag. Det kræver også, at der er grænser for, hvor mange ældre man skal tage sig af, ligesom der er grænser for, hvor mange hjemmehjælpere der skal komme hos den enkelte ældre.

Regeringen har jo ønsket, at det hele skal splittes op, så private firmaer kan byde ind, så derfor bliver alle de opgaver, der skal udføres, splittet op i en hel masse forskellige dele. Der er nogle, der skal købe ind, der er nogle andre, der skal levere mad, nogle, der skal vaske gulv, og andre, der skal komme og give støttestrømper på osv. Det er rigtig mange forskellige mennesker, der skal løbe ud og ind af ens hjem i løbet af en dag.

I stedet kunne man sige: Det er de samme mennesker, der kommer og kan udføre forskellige opgaver; som kender den ældre; som kender hjemmet; som ved, hvor tingene er, og som kan sørge for at tilrettelægge arbejdet på en god måde. Det er meget svært for private firmaer at tjene penge på den måde, men det synes vi heller ikke skal være det bærende for den måde, man organiserer det på.

Fru Yildiz Akdogan var i sit ordførerindlæg inde på to af de helt store problemer, vi har på ældreområdet: ensomhed og kedsomhed. Der er ingen tvivl om, at der skal meget mere til, end hvordan vi organiserer ældreplejen. Men det er altså også en væsentlig del af det, at der er nogle gode ansatte, som også har tid til at snakke med de ældre, nogle, som har tid til at se, at der her måske er noget, man skal tage hånd om, som kan hjælpe med at få kontaktet frivillige organisationer, kan hjælpe med, at den ældre kommer på et lokalt værested, aktivitetscenter, eller hvad det nu kan være, den ældre har lyst til. Man kan sikre, at den ældre på den måde kan komme ud af ensomhed og kedsomhed og kan få noget at lave.

Men det kræver igen, at den ældre har tid og overskud, og at det faktisk er noget arbejde, som man værdsætter og siger at den ansatte godt må bruge tid på, i stedet for det, som vi desværre alt for ofte hører i dag, at hvis de ansatte bruger deres faglighed og bruger deres medmenneskelighed, så er det faktisk noget dårligt, som de kan risikere nærmest at blive fyret for, også hvis de bruger tid på noget, som der ikke er visiteret til, eller hvis de bruger mere tid end den, de egentlig er ansat til at bruge.

Det er altså et kæmpe problem, at man i dag vil have de ansatte til at opføre sig på en måde, som er i strid med det, man som menneske føler for. Det gør også sammen med det, at man skal løbe så stærkt, at alt, alt for mange af de ansatte bliver nedslidt af stress og ikke kan holde til arbejdet.

Fru Astrid Krag sagde i sit indlæg også noget meget vigtigt om, dels selvfølgelig at vi har fået en afvikling af ældreplejen i stedet for en udvikling, dels at vi skal have fokus på at få en ældrepleje, der giver livsglæde. Det er ikke noget, der er i høj kurs hos regeringen. Det er ikke noget, der tæller med, når vi opgør bruttonationalproduktet. Men det burde jo være væsentligt at stille sig spørgsmålet: Hvorfor er det, at vi skal tjene så mange penge? Hvorfor er det, at vi skal løbe så stærkt, hvis det ikke giver nogen livsglæde, men vi tværtimod får ældre, der sidder og er kede af det og ensomme; nogle af dem får det så slemt, at de begår selvmord. Og hvis vi har ansatte, der bliver nedbrudt som mennesker, får det så dårligt, at de måske ender med slet ikke at kunne arbejde mere, fordi de er blevet helt ødelagt af de arbejdsvilkår, så er det sådan set heller ikke økonomisk fordelagtigt. Hvis vi i stedet for kun at fokusere på, hvem der kan løbe stærkest og være mest effektive, i stedet for at fokusere på, hvad indholdet er i arbejdslivet og livet i det hele taget, og hvordan vi sikrer livsglæde og livskvalitet, så får vi faktisk nogle bedre resultater, også for samfundsøkonomien.

Det er jo den måde, vi har opbygget vores velfærdssamfund på. Det er, ved at vi har sat nogle andre værdier i højsædet end kun det at kunne tjene flest muligt penge på kortest mulig tid. Det er jo det, der har gjort, at vi har fået så stærkt et samfund både i Danmark og i de andre nordiske lande. Det er jo netop, fordi vi har satset på nogle andre værdier. Som fru Erika Lorentsen sagde: Vi skal fokusere på det gode liv. Hvis det er det, man sætter som overskrift, er det jo en helt anden ældrepleje, vi får. Det er nogle helt andre liv, vi får, end det er, når man som regeringen og Dansk Folkeparti kun vil fokusere på, hvordan vi indretter det her, så private firmaer kan komme til at tjene penge, og tror, at det er det, der gør, at vi skulle blive lykkelige.

Jeg har endnu ikke set nogen eksempler på lande, hvor det har gjort, at man er blevet mere lykkelig. Tværtimod kunne jeg for nylig se, at nogle norske økonomer havde lavet et gnierindeks, som viste, at jo flere penge man tjente, jo mere nærig blev man også. Det viser sig også på verdensplan, jo mere rigdom, der kommer, jo mere nærig bliver man også, og jo mindre gør man for at udrydde den fattigdom, der er i verden. Derfor gør det, at der bliver ophobet rigdom hos nogle få, altså ikke, at de mange får et bedre liv. Der er det nogle helt andre kvaliteter, vi skal gå efter. Derfor glæder jeg mig til, at vi snart får et andet flertal og kan begynde at se på, hvordan vi sætter livsglæde og det gode liv i fokus i stedet for at sætte hvordan private firmaer kan tjene flest muligt penge i fokus.

Tak. Jeg skal lige bede ordføreren om at blive, for der er en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg må sige, at jeg faktisk synes, at det almindeligvis er rigtig rart at være i salen sammen med fru Line Barfod, det er altid sådan en fair debat, vi har. Det undrer jo nok ikke ret mange, at vi som forskellige politiske partier ikke er enige på ret mange områder. Men jeg synes godt nok ikke, at det er en fair fremstilling, der har været under debatten i salen i dag.

Jeg hører, at fru Line Barfod står og roser oppositionen, roser Socialdemokraterne, roser Det Radikale Venstre og roser SF, fordi deres positive tilgang vil noget på det her ældreområde. Men som jeg lyttede mig frem til, sagde Socialdemokraterne, at de ikke kunne stemme for det her forslag. Som jeg lyttede mig til det, sagde De Radikale, at de ikke kunne stemme for det her forslag, og som jeg lyttede mig til det, var SF sådan lidt mere noget med »bare positive«, men de sagde i hvert fald ikke tydeligt, at de kunne stemme for det.

Vi var faktisk nogle andre partier, der også talte positivt om ældreområdet. Synes fru Line Barfod, at det her er en helt fair fremstilling?

Så er det ordføreren.

Det, der er det helt afgørende i det her forslag, og som jo har været det afgørende tema i debatten i dag, er, om man mener, at ældreplejen skal organiseres ud fra, at private firmaer skal tjene penge, eller om man mener, at den skal organiseres ud fra, at man har tillid til, at de ansatte og de ældre kan tilrettelægge arbejdet.

Det, jeg hørte både fra Socialdemokraterne, SF og De Radikale, var, at man ønsker at organisere ældreplejen på en anden måde, så det ikke er hensynet til private firmaer, der står øverst.

Derimod hørte jeg både fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, at man ikke vil være med til at ændre på ældreplejen, at man fastholder, at private firmaer skal kunne tjene penge, og at det er det, det skal organiseres ud fra. Der kom lange opremsninger af alle mulige ting, man har gjort på ældreområdet, men det væsentlige var stadig, at det, man anser for vigtigt, er, at private firmaer skal kunne komme ind og tjene penge, og at de ældre skal være forbrugere i stedet for borgere.

Fru Vivi Kier for endnu en kort bemærkning.

Jeg er fuldstændig klar over, at Enhedslisten synes, at det er odiøst at tjene penge, at det er odiøst at have private firmaer. Gad vide, hvordan vi skal klare vores velfærdssamfund i fremtiden? Men det lader jeg lige ligge.

Jeg må igen bemærke, at samtlige andre partier, også oppositionen, som Enhedslisten vil støtte lige om et øjeblik, sagde, at de ikke var indstillet på at afskaffe det frie valg – det var bare en lille bemærkning. Og hvad angår ansatte og tillid, må jeg sige, at kommunerne i dag har kommunalt selvstyre; de må organisere deres hjemmetilbud og organisere i grupper, ligesom de vil. Hvor er fru Line Barfods tillid til det kommunale selvstyre? Eller ønsker man også det afskaffet?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har svært ved at se, hvornår i alverden jeg skulle have syntes, at det var odiøst at tjene penge. Det, jeg peger på, er spørgsmålet om, hvorvidt man skal indrette ældreplejen efter, at private firmaer skal tjene penge på at tage sig af ældre. Der er spørgsmålet om, hvad grundlaget for den måde, vi organiserer vores velfærd på, er – om det sker ud fra, at private firmaer skal kunne tjene penge, eller om det sker ud fra, at det her er en velfærdsopgave, som vi demokratisk løser, og hvor vi skal sikre, at de ældre og de ansatte har gode vilkår.

Jeg har meget svært ved at se, at man skal organisere det ud fra, at firmaer skal kunne tjene penge, jævnfør også økonomiministeren, der i går var ude og sige, at problemet med privatiseringen af lufthavnen og TDC er, at man kan se, at private firmaer går efter at tjene penge og ikke efter, hvad der tjener samfundets interesser. Det samme mener jeg sådan set gør sig gældende i forhold til ældreplejen.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.