Nu var fru Sophie Løhde jo inde på, hvad hun manglede af politiske steder at have erfaring fra, og der vil jeg da gerne skynde mig at sige, at man jo også kunne overveje seniorråd og ældreråd, når den tid kommer.
Men tilbage til det spørgsmål, som vi behandler her i dag.
Det er jo sådan set spørgsmålet omkring de konstitueringer, som vi har haft, og som vi oplevede ved det seneste kommunalvalg i november 2009.
Det var jo ikke første gang, vi oplevede, at der i nogle kommuner var tumultariske oplevelser, sådan som hr.
Rasmus Prehn var inde på.
Det er noget, der sker rundtomkring.
Der er politiske rævekager.
Der er nogle, der skal sætte en dagsorden, og der er nogle, der prøver på at sabotere den dagsorden.
Det spillerum skal der også være plads til.
Men i Dansk Folkeparti deler vi sådan set forslagsstillernes intention og synspunkt, nemlig at man med god saglighed kan kigge på, om ikke den tid, der er til rådighed, er for lang.
Om det så skal være 10 dage eller 14 dage, skal jeg ikke kloge mig på, men jeg synes, det er oplagt, at vi selvfølgelig afventer de konklusioner og anbefalinger, der kommer fra den arbejdsgruppe, som jo bl.a.
sidder og kigger på de her problematikker.
Jeg synes også, der er noget, man i samme forbindelse skal kigge på.
Det er noget, som jeg i hvert fald kan se ikke er nævnt i det, jeg har kunnet se, nemlig at man jo kan se, at den arbejdsgruppe, som har været nedsat, sidder og arbejder med den række af de forskellige forslag, der er kommet fra forskellige partier.
Bl.a.
er der jo kommet det forslag om at afkorte konstitueringsperioderne, som vi har hørt her i dag fra Socialdemokraterne.
Og også Det Konservative Folkeparti er nævnt i det notat, jeg har fået.
Så er der også et spørgsmål om direkte valg af borgmester, således at man samtidig med at man deltager i en afstemning om at vælge sit byråd, så også vælger at give sin stemme til, hvem der skal være borgmester i kommunen.
Det er et forslag, som er kommet fra Dansk Folkeparti.
Vi synes, det er vigtigt at få kortlagt fordele og ulemper ved det, for vi tror på, at det faktisk kunne give en langt, langt større forståelse af og en større situationsfornemmelse, hvad angår dem, der så kan blive valgt til byrådet, at borgmesterposten faktisk allerede er afsat til den, som kommunens borgere har valgt skulle have den.
Det synes vi er sund fornuft, og det synes vi er reelt og sagligt, praktisk demokrati.
Jeg synes også, det er værd at notere sig nogle af de anbefalinger, der jo kommer fra Kommunernes Landsforening om en kodeks for god konstitueringsskik i kommunerne.
Det er jo noget, som måske ikke er ophævet til lov, men det er noget med nogle anbefalinger, som enhver borgmesterkandidat og enhver politiker i kommunerne i øvrigt bør tage til sig.
Jeg synes også, det er værd at notere sig, at der er et andet sted, hvor det kan være et problem, i hvert fald som jeg har kunnet se, nemlig at der er nogle kommuner, hvor man har en lokal styrelsesvedtægt og man så kan sige, at valg af borgmester kan begæres afholdt hemmeligt.
Så kan man jo sige, at der er frit spil for både mus og kat, hvis de hemmeligt skal sidde og stemme om, hvem der skal have borgmesterposten.
Jeg husker faktisk tilbage til for mange år siden i 1980'erne i min gamle hjemkommune, Tørring-Uldum Kommune, hvor Venstre havde et flertal på 10 ud af 19 mandater.
Så var der en, der begærede hemmelig afstemning, og så var der saftsuseme ti, der stemte på en, der ikke var Venstremand, som borgmester.
Det var jo selvfølgelig noget af en fantastisk oplevelse for det lokale parlament dengang.
Det er noget af det, der kan ske, når politikere prøver på at lave rævekager.
Men jeg synes bare, at vi i det her arbejde også skal kigge på problemet omkring hemmelige afstemninger.
Det var sådan set bare et lille supplement til det.
Men det, der skal siges, er, synes jeg, allerede blevet sagt fra indenrigsministerens side.
Der er en arbejdsgruppe i gang.
De kigger på alle de her forskellige forslag, alle de her forskellige problemstillinger, og fra Dansk Folkepartis side vil vi sådan set sige, at vi synes, at man for at følge op på god og saglig sagsbehandling bør afvente anbefalingerne fra den nedsatte arbejdsgruppe.
På den baggrund kan vi ikke anbefale det fremsatte forslag.