Det næste punkt på dagsordenen er:

34) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 173:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et ekspertudvalg til udarbejdelse af en officiel dansk fattigdomsgrænse.

Af Özlem Sara Cekic (SF), Yildiz Akdogan (S), Anne Marie Geisler Andersen (RV) og Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 26.03.2010. 1. behandling 20.04.2010. Betænkning 27.05.2010).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Fru Özlem Sara Cekic.

Vi skal stemme om, hvorvidt vi skal have en fattigdomsgrænse i Danmark. Det er ikke det, hele beslutningsforslaget går ud på. Det går mere ud på at nedsætte et udvalg, der skal kigge på, hvor der skal være en grænse, men ikke på, om der skal være en grænse. Det mener vi i SF, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Vi mener, at det er rigtig vigtigt at synliggøre det antal fattige, der er i Danmark, men også at gå aktivt ind og tage et ansvar i forhold til, hvad man kan gøre, for at de mennesker kommer ud af fattigdom.

De nye planer, der kommer fra regeringen, med børnechecken, der ryger for de familier, som har lidt for mange børn – det synes Dansk Folkeparti åbenbart – vil også bevirke, at 13.000 ekstra børn vil blive ramt af fattigdom. Her har vi så et Dansk Folkeparti, der gentagne gange siger, at de er de udsattes stemme, og igen har vi fremsat et beslutningsforslag her i Folketingssalen, der muliggør, at man kan gå ind og give en håndsrækning til de her fattige familier, men det vil Dansk Folkeparti ikke være med til.

Beslutningsforslaget går også ud på, at man aktivt går ind og siger: De ting, der er med til at skabe fattigdom, kigger vi på. De Konservative sammen med Venstre siger selv, at de lave kontanthjælpsydelser, dvs. loft over kontanthjælp, starthjælp og 300-timers-reglen, er fattigdomsindikatorer. De erkender selv, at det er fattigdomsindikatorer, men de vil ikke afskaffe det. Jeg synes, det lyder utrolig mærkeligt i mine ører, at man på den ene side erkender, at de er med til at skabe fattigdom, men på den anden side – når det kommer til stykket og vi skal stemme om de her forslag hernede i salen – vil man ikke afskaffe dem. Hele den her dagpengesituation vil også gøre, at der er rigtig mange mennesker, der vil ende på kontanthjælp og senere hen vil blive ramt af loft over kontanthjælp, fordi jobbene ikke hænger på træerne.

Men her har man muligheden for, at vi kan gå ind og gøre en forskel i forhold til de her mennesker, som er ramt af fattigdom: at vi aktivt ligesom mange andre EU-lande tager diskussionen i den her fattigdomsdebat, sætter en grænse og efterfølgende gør noget for at bekæmpe fattigdommen. Det er det, vi mener i SF, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, og jeg håber at der måske også blandt de borgerlige er nogle, der synes, at det er på tide, at vi får gjort noget for at stoppe fattigdommen.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Nu har venstrefløjen jo i rigtig lang tid argumenteret for, at vi skal have en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Man har så været lidt usikker på, hvor den her fattigdomsgrænse rent faktisk skulle ligge, og i lang tid har man jo kritiseret Dansk Folkeparti og også regeringspartierne for ikke at bakke op om venstrefløjens fattigdomsgrænse. Men det er jo lidt svært at bakke op om en fattigdomsgrænse, som man ikke engang selv ved hvor skal ligge, og derfor synes jeg ærlig talt, at diskussionen er blevet lidt hul, og efter en politisk sæson, hvor det hule og den store intethed sådan har taget overhånd, er det jo meget karakteristisk, at venstrefløjen slutter af med et beslutningsforslag, og at man bl.a. kritiserer Dansk Folkeparti for ikke at ville tage stilling til en fattigdomsgrænse, samtidig med at man ikke ved, hvor fattigdomsgrænsen skal ligge.

Så er det ordføreren.

Altså, uanset hvad vi gør, tilfredsstiller det jo ikke Dansk Folkeparti. SF har jo gentagne gange stillet det her forslag hernede i salen, og vi har også spurgt, om det kunne være den ene eller den anden model. Der har man jo også stemt imod. Jeg synes i stedet for, at man skal være mere ærlig og sige, at man er imod, at der er en fattigdomsgrænse. Nu går vi ind og siger, at man skal nedsætte et udvalg, som skal kigge på, hvor grænsen skal være. For det er da klart, at det er meget alvorligt; når man laver en fattigdomsgrænse i et land, der er så rigt som Danmark, skal det gøres ordentligt, og eksperterne skal vurdere det. Der er jo mange ting, man skal tage hensyn til. I Norge går de f.eks. ind og spørger, hvor lang tid man har været fattig. Og så er der jo forskellige grænser; i EU har man sat det i antal procent, i OECD har de gjort det på en anden måde.

Det er jo også derfor, at vi – selv om mange folketingsmedlemmer synes, de er de klogeste her på jorden – synes, at der altså også er noget ekspertise udefra, som man kan trække på; det er det, vi gentagne gange har sagt. Derfor synes jeg, at Dansk Folkeparti skylder os et svar på: Er det ikke, fordi man i bund og grund bare er imod, at der er en fattigdomsgrænse i Danmark?

Hr. Martin Henriksen for endnu en bemærkning.

Jo, men jeg synes altså selv, vi gør en dyd ud af ikke at tale udenom: Vi er i Dansk Folkeparti imod, at der kommer en fattigdomsgrænse, for det vil være at foregøgle danskerne, at det kan være med til at forbedre den sociale indsats. Altså, det kan det jo ikke. Man kan da kigge på mange andre lande, som har en officiel fattigdomsgrænse; USA har en officiel fattigdomsgrænse. Jeg ved ikke, om man vil påstå, at amerikanerne er et forbillede i forhold til at hjælpe økonomisk udsatte eller socialt udsatte; det vil man vel ikke. Man kan også finde mange andre lande, som har en fattigdomsgrænse, og hvor det heller ikke har medvirket til, at de er blevet bedre til at forebygge de sociale problemer. Så man foregøgler folk, at man ved at indføre en fattigdomsgrænse – som man i øvrigt ikke selv ved hvor skal ligge – så kan løse de sociale problemer i Danmark, og det er forkert.

Jeg synes i øvrigt også, det ville klæde Socialdemokraterne, som siden 2004 – siden 2004 – har efterlyst en fattigdomsgrænse, at sige, hvor den grænse skulle ligge. Nu står vi i 2010, og man er stadig væk ikke i stand til at sige, hvor den fattigdomsgrænse, som man foreslog i 2004, skal ligge henne. Det her er ligesom al anden politik, vi ser fra venstrefløjen, nemlig tom snak; der er overhovedet intet i det, og det er da et eller andet sted at gøre grin med folk – fortsæt bare.

Ordføreren.

Det er da ikke os, der gør grin med folk. Det er da Dansk Folkeparti, der tager børnechecken fra folk, der har det rigtig, rigtig svært; det er Dansk Folkeparti, der går ind og siger, at man skal forkorte dagpengeperioden for folk, der har det rigtig svært. Nu siger ordføreren, at man bare skal se på USA. Men mig bekendt er USA ikke en del af EU. Det her handler om, at 2010 er EU's fattigdomsår, og Danmark har forpligtet sig til at gå ind og belyse og bekæmpe fattigdommen, og det er jo også en af årsagerne til, at vi endnu en gang stiller det her forslag. For vi vil rigtig gerne have, at samtlige regeringer, der kommer, også dem, der kommer efter os – vi ved godt, at vi kommer til om meget kort tid – bliver forpligtet i forhold til, at man gør noget ved fattigdommen. Det er det ene.

Så siger ordføreren for Dansk Folkeparti – det er det andet – at der, hvis man går ind og giver folk penge, så ikke er incitament til at gå ind og lave socialt arbejde. Det er jo noget vrøvl. Selv om vi siger, at man skal give folk penge, når de, når kalenderen viser den 20., mangler penge til at købe mælk til deres børn, kan man jo ude i kommunerne stadig væk arbejde for, at folk får et arbejde, og man kan da stadig væk gøre noget i sundhedsvæsenet for folk ved at nedbringe antallet på ventelisterne til psykiatrisk behandling. Det ene udelukker ikke det andet, men vi kommer bare ikke udenom, at der er familier i Danmark, som ikke har råd til at købe et klassebillede til 30 kr. til deres børn, og derfor synes jeg også, at forslaget er rigtig godt; vi støtter det. Og der kommer jo meget snart et regeringsskifte, og så kommer vi også til at gennemføre det, med eller uden Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren. Så det fru Anne Marie Geisler Andersen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Jeg undrer mig til stadighed over, at man fra regeringens side, når det gælder hjemløse, gerne vil starte med at give den hjemløse en bolig, men når det gælder fattige, vil man ikke starte med at afskaffe de fattigdomsskabende ydelser. Hvad angår hjemløse, anlægger man den her housing first-strategi, der betyder, at man først skal have en bolig, og så kan der blive taget hånd om alle de andre problemer, der måtte være – misbrug osv.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke gør det samme i forhold til mennesker, der lever i fattigdom. Hvorfor afskaffer man ikke de fattigdomsskabende ydelser som starthjælp, kontanthjælpsloft, 450-timers-regel? Vi ved, at det betyder, at folk lider afsavn, når de er på de her ydelser.

Dernæst undrer det mig meget, hvordan man i det hele taget vil følge op på EU's 2020-strategi. Hvordan vil man sætte sig mål for at reducere fattigdommen, når man ikke vil være med til at definere, hvad det vil sige at være fattig? Er det lettere at definere, hvad det vil sige at være i risiko for at være fattig, end det er at definere, hvad det betyder at leve i reel fattigdom? Det vil jeg meget gerne have et svar på.

Dernæst undrer det mig også meget, at Dansk Folkepartis ordfører siger, at man ikke vil være med til at nedsætte et udvalg, der skal kigge på, hvordan man kan lave en fattigdomsgrænse. Dansk Folkeparti foreslog jo selv, at man skulle nedsætte en hel kommission, en vulkankommission, og det var ifølge Dansk Folkepartis ordfører, fordi askeskyen kostede kassen. Det her forslag berører jo vel blot 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, men det er måske ikke nok til at gøre indtryk på Dansk Folkeparti.

Desuden går vores beslutningsforslag ud på, at der skal nedsættes et udvalg, der skal fastlægge en fattigdomsgrænse. Der er ikke nogen, der siger, at det kun skal være et fast beløb. Der kan sagtens knyttes andre kriterier til. Vi har jo netop lagt op til, at man skal kunne tage udgangspunkt i forskellige metoder, man skal også kunne kombinere de metoder, og man kan lægge flere kriterier ned over det. Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor man ikke kan støtte det fra VKO’s side.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen, der uden for ordførerrækken har bedt om ordet som privatist.

Jeg kunne ikke undlade at gå her op i dag, for jeg har som ordfører deltaget i en lang række debatter i løbet af året om 450-timers-reglen, 300-timers-reglen, varighedsbegrænsningen på sygedagpenge – jeg kunne blive ved. Jeg synes jo, det er lidt beskæmmende, når man har haft alle disse debatter herinde, at det så viser sig, at der reelt ikke er nogen af de borgerlige her i Folketinget, som er interesseret i at gøre noget ved fattigdommen. Det kan jo sådan set undre mig lidt, for da vi sad her for godt og vel et år siden, da statsministeren tiltrådte, sagde han i sin tale den dag, at en af regeringens vigtigste opgaver var at bekæmpe fattigdom og social udstødelse i Danmark.

Jeg sad også den anden dag under afslutningsdebatten netop og kiggede efter i citaterne for at se, om det nu også var korrekt husket, og jeg kan sige til medlemmerne her i salen, at det er korrekt citeret; det var det, ministeren sagde.

Så tænkte jeg: Nå ja, det kan da godt være, at statsministeren så har levet op til det, han lovede, og så sad jeg også og kiggede i »Regeringens resultater«, som jo også var udkommet netop i forbindelse med afslutningsdebatten. Der står jo mange glimrende ting i den, men jeg kunne ikke finde et eneste forslag, hvor der står noget om, at man vil gøre noget ved den fattigdom, der er i Danmark. Det eneste sted, jeg kunne finde noget, hvor der stod noget om forbedring, var, hvor der stod noget om bedre velfærd for malkekvæg. Det synes jeg godt nok lige er at stramme den i forhold til at få bedre forhold i Danmark.

Samtidig ved vi jo, som det blev nævnt tidligere af en af de andre ordførere, at det er EU's fattigdomsår. Jeg tror simpelt hen, at regeringen og den borgerlige fløj her i Folketinget har misforstået, hvad det betyder at have et fattigdomsår. Det betyder ikke, at man skal gøre flere mennesker fattige.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Der bliver talt om mange ting, som dybest set ikke vedrører det her forslag.

Man har jo stillet forslag om, at vi skal have en fattigdomsgrænse, og nu vil jeg bare gerne høre: Når Socialdemokraterne siden 2004 – i 6 år – har sagt, at vi skal have en fattigdomsgrænse, kunne vi så ikke i 2010 få at vide, hvor Socialdemokraterne synes den fattigdomsgrænse skal ligge, og hvem den skal omfatte?

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Hvis det er sådan, at hr. Martin Henriksen synes, vi skal have nedsat et udvalg, så vi kan finde ud af, hvor fattigdomsgrænsen skal være, vil jeg da gerne høre om det først, inden vi begynder at diskutere, hvor vi mener, den skal være. Årsagen til, at vi beder om at få nedsat et udvalg, er jo netop, at man blandt kloge mennesker i dette land på en passende måde kan få defineret, hvor grænsen skal være.

Hr. Martin Henriksen for endnu en kort bemærkning.

Når man siden 2004 har kritiseret andre partier for ikke at ville bakke op om Socialdemokraternes forslag om en fattigdomsgrænse, synes jeg bare, at det er lidt underligt, at man så 6 år efter stadig væk ikke kan finde ud af, hvad ens eget forslag går ud på. Det er da lidt underligt, at man nu i 6 år har rendt rundt og foregøglet danskerne, at hvis vi får en fattigdomsgrænse, vil det være med til at løse de sociale problemer.

Hvis man i Socialdemokratiet virkelig mener, at en fattigdomsgrænse vil være med til at løse de sociale problemer, hvorfor i alverden har man så ikke gjort sig den ulejlighed at sige, hvor fattigdomsgrænsen skal ligge, og hvem den skal omfatte? Det er da en overskrift, og så er der overhovedet ikke noget indhold. Det hjælper hverken de rige eller de fattige eller dem i midten. Det hjælper jo ingenting – ingenting. I gør grin med folk, for I siger, at hvis ikke Dansk Folkeparti og regeringspartierne stemmer for en fattigdomsgrænse, kan vi ikke få bedre socialpolitik i Danmark, og I ved ikke engang, hvor den fattigdomsgrænse skal ligge henne. Det er da pinligt.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg synes nu, at det pinlige ligger i, at Dansk Folkeparti, som i mange år har slået sig op på at være de fattiges og de svages forsvar her i Folketinget, står her og kritiserer, at der i det hele taget begynder at være en diskussion om at definere, hvem der er fattige, og hvem der ikke er fattige. Men jeg tror, at det måske er et meget godt udtryk for, hvordan partiet reelt tænker.

Tak til hr. Lennart Damsbo-Andersen. Så er det fru Mette Frederiksen som ordfører.

Jeg har lyttet til debatten med stor interesse og kan egentlig godt forstå, at Dansk Folkeparti har så stort et behov for at gøre det her til en teknikdiskussion. Siden 2001 er fattigdommen vokset i Danmark. Siden 2001 er antallet af børn, der vokser op i fattigdom med materielle afsavn, med risikoen for sammen med deres mor og far at blive sat ud af deres lejemål, steget.

Nu har Dansk Folkeparti sammen med regeringen så fremlagt en såkaldt genopretningspakke, hvor et af de primære elementer er, at familier med mange børn skal sættes endda voldsomt ned i ydelse. Alle ved, at hvis man sætter børnefamilieydelsen ned, som det nu er foreslået af Dansk Folkeparti og regeringen, vil det selvfølgelig betyde, at endnu flere børn i Danmark kommer til at vokse op i fattigdom.

Ville det ikke klæde det her Folketing, hvis vi brugte dagen i dag til at diskutere, hvorfor fattigdommen er steget, og hvordan vi kan bekæmpe den fattigdom, i stedet for at gøre det til et spørgsmål om teknik?

Fra Socialdemokratiets side er vi tilhængere af, at der indføres en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Den ambition og den målsætning deler vi med den øvrige opposition, som i lighed med os ønsker, at vi som samfund aktivt bekæmper den økonomiske fattigdom blandt børnefamilier, blandt pensionister og andre, der ikke har ret meget at gøre med sidst på måneden. Vi har foreslået at indføre en officiel fattigdomsgrænse ad flere omgange. Hver evig eneste gang har ikke alene regeringen, men også Dansk Folkeparti vendt tommelfingeren nedad.

I erkendelse af – vi har ikke 90 mandater – at det borgerlige Danmark ikke ønsker, at der skal indføres en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, har vi nu fremsat det her beslutningsforslag, hvis hovedkerne er, at ligegyldigt hvad man end måtte mene om fattigdom, hvorfor den opstår og dens konsekvenser, så kunne vi måske i Folketinget blive enige om at bede de mennesker, der ved allermest om fattigdommen, dens betydning og dens konsekvenser, om at komme med forslag til Folketinget om, hvordan en officiel dansk fattigdomsgrænse skal se ud.

Vi ønsker ikke at jappe det her igennem. Skal vi i Danmark indføre en officiel fattigdomsgrænse, skal det selvfølgelig gøres på et oplyst og grundigt grundlag. Derfor har vi fremsat forslaget. Et er, at man er imod en fattigdomsgrænse. Et er, at man er en del af et politisk flertal, der aktivt og bevidst har understøttet stigningen i fattigdom. For det er det, der er tale om. Der er jo tale om en regering og et støtteparti, der nu igennem snart 10 år bevidst har forøget andelen af fattige danskere ved at sætte en række sociale ydelser ned og ved ikke i tide at bekæmpe den økonomiske krise.

Når vi så fra oppositionen kommer med det helt ydmyge forslag om at lægge de politiske stridigheder lidt til side og i fællesskab blive enige om at nedsætte et ekspertudvalg, der kan komme med anbefalinger til forskellige modeller for en fattigdomsgrænse, så afviser man også det. Det gør man altså, samtidig med at man nu gennemfører en genopretningspakke, som vi ved kommer til at betyde, at endnu flere børn i Danmark kommer til at vokse op i fattigdom.

Jeg ved ikke, hvordan andre har det, jeg har det selv sådan, at jeg synes grundlæggende ikke, at fattigdom klæder Danmark. Jeg synes, vi skal kæmpe for et Danmark, hvor børn og unge selvfølgelig reelt har og får lige muligheder, hvor der ikke er nogen, der skal vækkes af fogeden eller bankes op af fogeden, fordi man ikke har haft råd til at betale sin husleje. Jeg bryder mig ikke om, at der kommer den ene undersøgelse efter den anden, der viser, at vi har familier, der har svært ved at købe lægeordineret medicin, som har svært ved at betale huslejen og i det hele taget sørge for ordentlige opvækstbetingelser for deres børn. Det er derfor, vi fremsætter det her forslag.

Kunne man nu ikke lægge parolerne lidt til side og blive enige om, at den regering, der nu i rigtig mange år har nedsat den ene kommission efter den anden, også gør det på fattigdomsområdet? Lad os få nedsat det ekspertudvalg, der kan komme med anbefalinger til, hvordan en officiel dansk fattigdomsgrænse skal se ud. Det er det forslaget, handler om. Jeg synes ikke, at vi skal gøre det til et spørgsmål om teknik. Jeg synes, vi skal gøre det til et spørgsmål om holdninger. Ønsker vi et Danmark med fattigdom eller ej? Det er sådan set det spørgsmål, der skal besvares.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Det var en let og elegant måde at feje et spørgsmål fuldstændig af banen på. Man kan ikke svare på spørgsmålene, hvis det lige pludselig er teknik.

Socialdemokraterne siger, at vi skal nedsætte en kommission af kloge folk, der har forstand på fattigdom, for så kan de finde ud af, hvor en fattigdomsgrænse skal ligge. Så må man jo sige, at Socialdemokraterne har meget lidt forstand på problemstillingen. Hvis man siden 2004 har sagt, at vi skal have en fattigdomsgrænse og samtidig ikke selv har kunnet finde ud af at definere, hvor den skal ligge henne, så må det jo være, fordi man ikke rigtig har forstand på problemstillingen. Man har ellers haft god tid til at tænke over, hvor den fattigdomsgrænse skal ligge.

Det eneste, man sådan hovedløst kan sige heroppefra, er, at det handler om teknik, og teknik skal vi ikke tale om, fordi det ikke hjælper noget, forstår jeg. Men hvis det er teknik at finde ud af at få en fattigdomsgrænse, og man mener, at en fattigdomsgrænse hjælper, så forstår jeg ikke helt sammenhængen i argumentationen.

Og så lad mig bare sige i forhold til de sociale ydelser, hvor venstrefløjens bud er at hæve de sociale ydelser, at det rent faktisk er sådan takket være kontanthjælpsloftet og starthjælpen, at der er en hel masse mennesker, der er kommet i arbejde, og det har jo faktisk hjulpet dem og deres familier til at få nogle bedre forhold.

Men lad os få et svar på, hvor fattigdomsgrænsen skal ligge.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig godt, at vi får den her diskussion, fordi vi jo nærmer os en meget, meget principiel diskussion, og det er: Synes vi som parlamentarikere, at det grundlæggende er en god idé at gennemføre alt med det snævrest mulige flertal? Jeg er helt klar over, at Dansk Folkeparti nok som det eneste parti her fuldstændigt og aldeles vedkender sig blokpolitikken og aldrig kunne drømme om at efterstræbe, at man samtaler om tingene, at man søger dialogen, at man søger de brede løsninger.

Jeg bliver bare nødt til at erindre Dansk Folkeparti om, at vi i Danmark har en årelang tradition for på de mest afgørende og vitale samfundsområder at søge løsninger, der rækker hen over den politiske midte. Hvad enten vi diskuterer folkeskolepolitik, sender vores soldater i krig eller laver kommunalreform, er vi nogle, der grundlæggende har den overbevisning, at man skal søge det bredest mulige flertal.

Jeg siger gerne fra den her talerstol, at den dag, vi kommer til at indføre en fattigdomsgrænse i Danmark, håber jeg, at det bliver med flere stemmer end kun fra den nuværende opposition. Jeg håber på, at i hvert fald et af de borgerlige partier – det kunne sagtens være Det Konservative Folkeparti – efter et folketingsvalg, hvor mandaterne måtte se anderledes ud, har lyst til at bakke op omkring det her. Det er sådan set derfor, vi gør tingene, som vi gør.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg synes igen, at der bliver sagt mange ting, som ganske enkelt ikke passer. Fru Mette Frederiksen ved jo udmærket godt, at der på socialområdet bliver ført bred politik. Der bliver jo indgået brede politiske forlig netop på socialområdet – i høj grad på socialområdet. Det er jo realiteten. Det kan man slå op og se i Folketingets referater, og man kan følge med i medierne og se, at der rent faktisk bliver indgået meget brede forlig på det her område.

Men jeg synes helt ærligt, at når man siden 2004 har sagt, at en fattigdomsgrænse kan være med til at løse de økonomiske og sociale problemer, vi har i Danmark, så er det da at gøre grin med vælgerne, at man stadig væk så lang tid efter ikke ved, hvor den fattigdomsgrænse skal ligge, som man har kritiseret andre for ikke at bakke op om.

Og så er alt den her snak om, at det er teknik, og at vi skal have et udvalg, jo bare udenomssnak. Hvorfor indrømmer man ikke bare, at man har gjort grin med vælgerne? Man har gjort grin med dem, som rent faktisk er socialt udsatte, fordi man har foregøglet dem, at ved at indføre en fattigdomsgrænse kan man løse problemerne, men man har ikke engang gidet gøre sig den umage at tænke over, hvor den fattigdomsgrænse skal ligge. Ærlig talt!

Ordføreren.

Der må være en eller anden grund til, at Dansk Folkepartis ordfører hidser sig så meget op, og der må være en eller anden god grund til, at man bruger det ordvalg og har behov for det ordvalg, som man har anlagt her. Jeg tror, det handler om noget helt andet, sagt til hr. Martin Henriksen. Jeg tror, det grundlæggende handler om, at Dansk Folkeparti slet ikke ønsker en fattigdomsgrænse. Jeg tror, det handler om, at Dansk Folkeparti faktisk ikke synes, at vi har et fattigdomsproblem i Danmark. Jeg tror, det handler om, at Dansk Folkeparti er utrolig glad for, at der nu skæres ned på børnechecken, vel vidende at det rammer rigtig, rigtig mange børnefamilier rigtig hårdt. Men vi bryder os ikke om fattigdom, og derfor fremsætter vi forslaget her i dag og ønsker selvfølgelig, at Folketinget skal stemme for det.

Må jeg så ikke i forhold til konsensus eller ej på socialområdet sige, at vi har et udmærket samarbejde omkring satspuljen på tværs af de politiske partier i Folketinget, men når det kommer til den øvrige socialpolitik, hører enigheden jo altså op. Vi har tidligere i dag stemt om et forslag om, hvorvidt vi skal lægge børn i elektroniske fodlænker. Deri er vi ikke enige. For få dage siden vedtog Dansk Folkeparti sammen med regeringen at sænke den kriminelle lavalder – en af de største, synes jeg, socialpolitiske problemstillinger i rigtig, rigtig lang tid – deri er vi bestemt heller ikke enige.

Tak til ordføreren. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For forslaget stemte: 50 (S, SF, RV og EL), imod stemte: 56 (V, DF, KF og LA), hverken for eller imod stemte: 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.