Det er jo rigtigt, at debatten om transkønnedes rettigheder har været rejst her i Folketinget i flere omgange.
Enhedslisten har to gange fremsat beslutningsforslag om sagen, og det har vi gjort ud fra den grundlæggende opfattelse, at vi synes, at den meget firkantede opdeling, hvor man ligesom siger, at enten er mennesker mænd, eller også er de kvinder, har vist sig at være ude af trit med den måde, vores kultur har udviklet sig på.
Der er faktisk flere og flere mennesker, der selv definerer sig som et eller andet derimellem – eller noget helt tredje.
Det kan man selvfølgelig være forundret over, forvirret over, desorienteret over, når man selv med nogenlunde sikkerhed mener at vide, hvilket køn man har, men det kunne også være udtryk for mangel på fantasi, og at systemets og samfundets evne til at få os alle sammen til at tilpasse os havde sat sig igennem.
Det, som er vores grundlæggende opfattelse, er, at samfundet skal give mennesker mulighed for at udfolde sig så frit, som det overhovedet er muligt, når det sker på en måde, der ikke på nogen måde kan genere og chikanere og ødelægge livet for andre mennesker.
Og det har været vores udgangspunkt for at tage debatten op.
Jeg vil sige, at da vi tog debatten op første gang, fik vi jo at vide, at al lovgivning var god nok, og at der ikke var nogen grund til at lave noget om.
I anden omgang fik vi resultatet med det berømte X-pas, som man jo nu kan konstatere bruges som et argument for ikke at lave yderligere fremskridt.
Det var jo helt klart et fremskridt, og jeg mener oven i købet, at det faktisk var et enigt Folketing, der endte med at skrive det ind i en beretning og få det på plads.
Og det synes jeg da er rigtig godt, for det viser da, at tingene udvikler sig, ligesom diskussionen om navneloven sidste år jo også gav et lille fremskridt, og det synes jeg ikke man skal afvise.
Men alligevel synes jeg, det er svært helt at forstå nogle af de argumenter, der fremføres, for hvad er i grunden argumentet for, at et myndigt menneske ikke selv må bestemme, hvad vedkommende skal hedde, ud over henvisning til traditioner, hvad selvfølgelig kan være interessant og relevant, men vel næppe noget afgørende argument – synes jeg i hvert fald ikke – og ud over at det er en måde, hvorpå man kan identificere menneskers køn?
Men det kan man jo sige netop er et argument for, at friheden er nødvendig, fordi der er mennesker, der føler, at det er stærkt generende, at de skal have et navn, som udsender et signal om en anden kønsidentitet end den, de føler de har.
Så jeg synes, det er rigtig, rigtig dårligt at fastholde en så relativt firkantet lovgivning på det her område, hvor man altså af myndighederne skal have tilladelse og godkendes som et særligt menneske med en særlig kønsopfattelse, før man kan få mulighed for at vælge det navn, man gerne vil have.
Det med identifikationskortet synes jeg jo for så vidt ligger i forlængelse af X-passet.
Vi forsøgte at løse nogle konkrete praktiske problemer ved at lave det her pas og har så bare kunnet konstatere, at der stadig væk eksisterer nogle konkrete problemer, og så forstår jeg ikke modviljen og uviljen imod også at få løst de problemer.
Enhedslisten har jo ad flere omgange foreslået, at man skulle løse problemet med cpr-nummeret ved at fjerne eller i hvert fald kønsneutralisere de sidste fire cifre.
Og det er jo rigtigt, som det er blevet sagt af bl.a.
fru Lone Dybkjær her i debatten, at det kan man jo gøre, uden at det forhindrer, at man kan lave udtræk, der gør, at man kan indkalde folk til undersøgelser osv., som er kønsspecifikke.
De informationer, som omhandler folks køn, ligger sådan set gemt, og det er bare et spørgsmål om, om man synes, det er vigtigt, at det synliggøres i forhold til de fire sidste cifre.
Det var der ikke nogen der syntes var noget problem, dengang man indførte cpr-nummeret – i hvert fald var det uendelig få.
Nu kan vi bare konstatere, at kulturen i vores samfund har udviklet sig, og så synes jeg, at man fordomsfrit skulle gå ind i det.
Hvis det så ikke er muligt, synes vi da i hvert fald, at det forslag, som vi har været med til at fremsætte her, er et forsøg på at løse nogle af de praktiske problemer, som mennesker kan stå over for, og forhindre, at folk udsættes for unødvendige ubehageligheder, fordi de går rundt med et kort eller et sygesikringsbevis eller lignende, som udsender et helt forkert signal om, hvilket køn de gerne vil opfattes at tilhøre.
Og det giver jo faktisk ubehagelige oplevelser for de mennesker, det vedrører; det hører vi om, og det mener jeg også fremgår af en række af de henvendelser, vi har fået i Folketingets Sundhedsudvalg, og som jeg er sikker på at vi nok skal sørge for at ministeren kan få anledning til at forholde sig til i det videre udvalgsarbejde.
Så er der spørgsmålet om operation på Sexologisk Klinik.
Oprindelig indtog Enhedslisten jo det standpunkt, at vi sådan set også på det område syntes, at man skulle lade myndige mennesker selv bestemme.
Det synes vi grundlæggende og principielt stadig, men vi anerkender også, at der selvfølgelig er tale om en stor, vigtig og væsentlig beslutning, hvor det er rimeligt nok, at samfundet går ind og beskytter den enkelte mod at foretage overilede handlinger, selv om vi i virkeligheden nok tror, at der er meget lille risiko for, at der vil være ret mange eksempler på, at folk får foretaget sådan en operation uden at tænke sig om, om jeg så må sige, ved egen kraft.
Men vi er med på, at der skal være en proces, som gør, at man sikrer sig, at folk har fået stillet alle de relevante spørgsmål og har fået taget stilling til det, der skal tage stilling til.
Det, vi bare kan konstatere, når vi ser på de henvendelser, vi får fra mennesker, som er i kontakt med Sexologisk Klinik, er, at en række af henvendelserne absolut ikke er rosende.
En række af henvendelserne giver udtryk for, at man mener, man bliver mødt med fordomme, at man bliver mødt med fordømmelse, og at man bliver mødt med en opfattelse af, at det nok er en sygdom, man skal kureres for, hvis man har den opfattelse, at man vil have gennemført en kønsskifteoperation.
Og jeg har da også den forhåbning, at vi igennem de drøftelser, der kan blive af det her i udvalget, og drøftelser af de henvendelser, vi har fået, og de svar, vi også får fra Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen, måske kunne komme frem til, at det ikke altid er ministerens holdning, der er rigtig, at det, der kommer som det officielle svar fra Sexologisk Klinik, ikke nødvendigvis er den fulde objektive og korrekte beskrivelse af forløbet, men at der godt kan være noget om snakken, når en række mennesker føler og oplever, at de bliver rigtig dårligt behandlet.
Og der kunne patientrettigheder, som i øvrigt er noget, regeringen smykker sig af, måske være den rette vej at gå.
Vi synes, vi skal have en ordentlig behandling af det her forslag, og så håber vi, at vi igen kan få nogle forbedringer på det her område.
Det er stadig tiltrængt.