Det sidste punkt på dagsordenen er:

26) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 167:

Forslag til folketingsbeslutning om øget kvalitetssikring af rekruttering af udenlandske studerende.

Af Christine Antorini (S) m.fl.

(Fremsættelse 26.03.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er undervisningsministeren.

Tak, formand. Det er regeringens ønske, at Danmark skal være et attraktivt uddannelsesland for kvalificerede og seriøse udenlandske studerende. Dette indebærer, at danske uddannelsesinstitutioner skal udbyde uddannelser af høj faglig kvalitet og standard, og at de skal være kritiske i deres rekruttering af udenlandske studerende. Tilsynsberetningen fra 2008 viste, at institutionerne generelt følger de regler, der er for udbud af uddannelse til udenlandske studerende, men at der var enkelte kritisable forhold, bl.a. omkring brugen af agenter.

Lad mig starte med at slå fast, at brugen af agenter er fuldt lovlig. Det er sågar nødvendigt, hvis en institution vil rekruttere studerende fra andre lande. Det har de fleste uddannelsesinstitutioner erkendt, og derfor er brugen af agenter udbredt på det internationale uddannelsesmarked. Men det er selvfølgelig nødvendigt, at institutionerne er kritiske i udvælgelsen af deres agenter, og at de fører skrap kontrol med agenternes virksomhed.

Institutioner skal derfor, før de indgår en aftale med en agent, sikre, at agenten er velinformeret og pålidelig, og at agenten har et indgående kendskab til Danmark og danske uddannelsesforhold. Samtidig skal institutionerne løbende føre effektiv kontrol med agenterne og de informationer, de giver til de studerende, så vi undgår eksempler på agenter, der udnytter det danske uddannelsessystem for egen vindings skyld, men jo også fører helt uskyldige unge bag lyset ved at lokke med snart det ene og snart det andet.

Det er min klare opfattelse, at rekrutteringen af studerende i udgangspunktet må være institutionens ansvar. Derfor er det også vigtigt, at det code of conduct, som altså er de retningslinjer, som de selvejende institutioner vil arbejde efter, og som p.t. er under udarbejdelse, også kommer til at indeholde retningslinjer for anvendelse af agenter. Det er både i forhold til de krav, institutionerne skal stille til en agent, før de indgår et samarbejde, og i forhold til den løbende kvalitetssikring af agenternes arbejde.

I forbindelse med udmøntningen af globaliseringspuljen 2009 blev der desuden afsat 30 mio. kr. over de næste 3 år til en servicepakke til modtagelse af udenlandske studerende. Servicepakken vil bl.a. indeholde initiativer, som skal styrke markedsføringen af Danmark som uddannelsesland og styrke modtagelsen og fastholdelsen af de udenlandske studerende, underforstået på institutionen, som kommer til Danmark. Det er min forventning, at servicepakken vil bidrage til at styrke Danmarks position på det internationale uddannelsesmarked og bidrage til kvalitetssikring af internationale uddannelser i Danmark.

Styrelsen for internationale uddannelser er desuden i gang med at etablere et lukket forum for institutioner. Det er tænkt som et rum for en løbende udveksling af erfaringer og oplysninger i forbindelse med markedsføringen. Jeg mener, at den form for erfaringsudveksling er mere hensigtsmæssig end en central styret agentliste.

Undervisningsministeriet følger løbende op på de forskellige initiativer, og ministeriet vil desuden gennemføre et opfølgende tilsyn sidst på året, med henblik på at afdække om institutionerne har rettet op på de forhold, der blev kritiseret i tilsynsberetningen for 2008, som vi jo også har set beskrevet i de danske medier.

På baggrund af de allerede igangsatte initiativer mener jeg ikke at oprettelse af uddannelseskontorer og etablering af centrale lister over kvalificerede agenter på nuværende tidspunkt er aktuelt. Til gengæld synes jeg rigtig godt om vores egen idé om, at man har et lukket forum, hvor man kan udveksle erfaringer med rigtig dårlige agenter. Vi bør i stedet for at gennemføre beslutningsforslaget afvente resultatet af de igangsatte initiativer og herefter vurdere, om der er behov for yderligere tiltag. Jeg mener derfor heller ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for at nedsætte den foreslåede arbejdsgruppe.

Lad mig lige kort redegøre for de initiativer, der er lige på trapperne eller lige er kommet i gang. For det første bliver der lavet nationale retningslinjer, som bliver revideret, hvor erhvervsakademi, erhvervsskoler og professionshøjskoler laver en national plan for, hvad der er god opførsel og god adfærd på det område. Derudover etablerer styrelsen for internationale uddannelser et lukket onlineforum, hvor man altså kan tjekke op på bl.a. gode og dårlige erfaringer med agenter.

Desuden skal de studerende jo være studieaktive, hvilket Integrationsministeriet er i gang med at udmønte i en bekendtgørelse, som er sendt i høring, og som vi forventer kan træde i kraft sommeren 2010.

Det vil yderligere blive sådan, at hvis en institution har over normalt frafald blandt de udenlandske studerende og man ligesom får et indtryk af, at der ikke foregår en ordentlig rekruttering, men en lemfældig rekruttering, vil de kunne få et formodningsafslag fra Udlændingeservice, når de skal give opholdstilladelse til udenlandske studerende. Og det er faktisk en meget dramatisk sanktion, for det vil betyde, at uddannelsesinstitutionen sådan set udelukkes fra at optage studerende fra tredjelande udenfor EU og EØS-landene, for så vidt de har spekuleret i at optage studerende, der reelt ikke er studerende.

Derudover skal vi jo også se effekten af de tre gange 10 mio. kr., som vi har tilvejebragt i globaliseringskredsen for i år og de to følgende år, og af, at vi jo også fra ministeriets side har sikret, at der nu bliver en systematisk registrering af det optag og det aktivitetsniveau, der er i forhold til udenlandske studerende på de danske uddannelsesinstitutioner.

Man kan undre sig over, at vi ikke har haft et sådant tidligere, men det skyldes jo, at den aktivitet, som vi som stat som udgangspunkt har en naturlig interesse i, er, hvor vi udbetaler taxametertakster, og det gør vi jo ikke i forhold til de udenlandske studerende. Derfor er det også et meget væsentligt skridt.

Endelig skal jeg nævne, at vi ved udgangen af 2010 iværksætter et nyt tilsyn, hvor institutioner, som indgik i det første tilsyn for 2008, igen vil indgå kombineret med nye institutioner, hvor vi måtte have en formodning om eller i det hele taget bare have en gisning om, at der kan være noget galt. Det er også for at høste de gode erfaringer, for det her er ud fra et dobbelt hensyn.

Hovedhensynet er, at vi får gode udenlandske studerende til Danmark, som lærer Danmark at kende, og som kan være vores agenter, når de rejser hjem igen. De kan måske endda, inden de rejser hjem igen, nå at lægge noget arbejdskraft i Danmark på nogle højtlønnede arbejdspladser. Det er det ene hensyn.

Vi vil også gerne have volumen i vores uddannelsesinstitutioner, så det er på den ene side et medhensyn. På den anden side, og det er bare vigtigt at understrege, kan vi som samfund ikke acceptere, at man bliver lokket til Danmark på falske vilkår med løfter om, at når man først er inde i Danmark, flyder det med mælk og honning. Det er ikke så langt fra, men vi må dog også erkende, at selv om vi set i international sammenhæng er et superprivilegeret samfund, er det jo ikke sådan, at man kan komme til Danmark og altid få indfriet de løfter, man er blevet givet, jævnfør mediernes dækning af rekrutteringen af udenlandske studerende.

Helt afslutningsvis vil jeg nævne, at i det seneste tv-program, der har været om udfordringen, havde jeg stillet mig til rådighed for en kommentar, fordi jeg simpelt hen mente, at det var vigtigt at få peget på, at regeringen har taget hånd om udfordringerne, og at vi følger det dag for dag, uge for uge, måned for måned, men man fandt ikke, at det var relevant, at den slags kendsgerninger skulle indgå i programmet. Derfor var det simpelt hen forældede data, der fremgik af programmet. Vi er nået – og heldigvis for det – meget længere i at varetage begge hensyn samtidig. Tak.

Så er der en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

En af de ting, som vi det synes har været rigtig, rigtig ærgerligt ikke har været på plads, er netop de såkaldte goal of conducts, som undervisningsministeren henviser til, altså de nationale retningslinjer, der er blevet lavet for, hvordan man håndterer hele det her internationaliseringsspørgsmål.

Hvis vi lige skal have lidt fakta på bordet, så lovede den tidligere undervisningsminister, at de nationale retningslinjer skulle være klar allerede for et år siden, i august sidste år. Da jeg bad om en status fra Undervisningsministeriet på viften af initiativer oven på de temmelig skandaløse sager, der havde været inden for dele af uddannelsesverdenen, i forhold til hvad der var tilbudt eller ikke tilbudt unge, der kom fra andre lande, sagde man, at de var på vej, og at man ville love, at de var klar i sommeren 2010, altså med et års forsinkelse.

Jeg kunne ikke helt forstå på det, som undervisningsministeren sagde, om de nu var blevet lavet, eller om vi stadig væk skal vente på, at de er der, her i 2010. Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er med et års forsinkelse, de ligger klar. Hvad skyldes den forsinkelse?

Så er det ministeren.

Allerede i oktober 2008 udsendte danske erhvervsskoler et sæt etiske retningslinjer for erhvervsakademiers udbud af uddannelser til udenlandske studerende. Nu er man så ved at udarbejde et revideret sæt retningslinjer.

Min opfattelse er, at når det er nødvendigt at revidere dem, og når de ikke ligger klar endnu, er det, fordi vi stiller rimelig høje krav til dem. Vi har simpelt hen ikke været tilfredse med det, der har været leveret, og fordi der på det her område er to væsentlige hensyn, ligger det os meget på sinde, at de nye retningslinjer er vandtætte, når de fremlægges, så de altså er fremtidssikrede og vi ikke skal igennem det her igen. For jeg medgiver, at det selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, at der, når man bliver opmærksom på et problem af denne karakter, så går en betydelig tid, inden man er færdig. Men det er altså udtryk for grundighed i ministeriet.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Jeg er nødt til at sige, at når der på baggrund af en række samråd med den tidligere undervisningsminister – og jeg tilgiver den nuværende undervisningsminister, for det har kørt under den tidligere undervisningsminister – og fordi der har været tilsyn med skærpende bemærkninger, blev lovet, at man fik udarbejdet nationale retningslinjer, så er det altså ikke tilfredsstillende, at de ikke ligger der endnu. Og der har været god tid til at udarbejde dem, for de skulle have ligget der i august sidste år. Så kan man være nok så grundig, men man kan også gøre noget for at speede en proces op, for det er vigtigt, at de er der.

Det, jeg vil spørge ministeren om, er: Hvorfor vælger man at lave en såkaldt negativliste over de agenter, der er dårlige, dvs. som har gjort noget galt? For dem er der så en negativliste. Hvorfor ikke gøre som i Holland, for det er jo det, som Socialdemokraternes forslag er inspireret af? Der har man en positivliste, der godkender man de agenter, som uddannelsesinstitutionerne må bruge. Det betyder også, at uddannelsesinstitutionerne ikke selv kommer i klemme, fordi der rent faktisk har været en godkendelsesprocedure.

Så er det ministeren.

Jeg er helt klart af den opfattelse, at det altså er uddannelsesinstitutionernes ansvar. Hvis jeg laver en positivliste, som staten så ligesom skal give sit stempel, så udelukker jeg også pr. definition nogle, som måske kunne være rigtig, rigtig gode, men som, fordi de ikke har været igennem min meget fine, lange bureaukratiske proces for at blive godkendt, så altså pr. definition ikke duer. Det er jeg ikke så vild med. Jeg synes simpelt hen også, at det er for centralistisk.

Det, jeg synes er supergodt ved det, vi faktisk samlet set er nået frem til her, er, at det entydigt placerer ansvaret hos uddannelsesinstitutionen. Uddannelsesinstitutionerne har værktøjerne til at leve op til lovgivningen. Det kan vi jo se, for der er rent faktisk uddannelsesinstitutioner, som overhovedet ikke har de her problemstillinger. Det viser tilsynet jo netop også. Der er jo altså nogle, der godt kan finde ud af at operere – det er faktisk klart flertallet – efter nogle fornuftige ledelsesmæssige retningslinjer, de selv har, men hvis jeg laver en bureaukratisk positivliste, så udelukker det altså potentielt rigtig, rigtig dygtige agenter, som institutionerne måtte ønske at bruge.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe.

Jeg vil da udtrykke min glæde over, at jeg kan høre, at ministeren virkelig tager den her sag med underlødige agenter, der lokker unge mennesker hertil under falske forudsætninger, dybt alvorligt.

Så vil jeg gerne spørge rent opklarende: Problemet er stort, kan man vel godt sige, men hvor udbredt er det? Altså, er det sådan, at der er tale om en generel kritisabel adfærd, eller er det sådan, at det er nogle få brodne kar inden for uddannelsesinstitutionerne, som når op på sådan nogle tal som f.eks. 46 pct. frafald for udenlandske studerende?

Det er jo klart, at det er fuldstændig uacceptabelt, men kan ministeren sige noget om udbredtheden af det?

Så er det ministeren.

Tak for de pæne ord om, at jeg tager det alvorligt, for det gør jeg – simpelt hen. Jeg synes, det er så uetisk og uklædeligt og uanstændigt. Mange af dem betaler jo penge, og de betaler dem, inden de kommer hertil, og de bliver stillet nogle ting i udsigt, som simpelt hen ikke kan indfries. Det er helt urimeligt over for mennesker, der kommer fra lande, der også er meget sårbare på grund af den økonomiske situation osv.

Til det rent opklarende spørgsmål kan jeg sige, at det ikke er vores opfattelse i ministeriet, at det er særlig udbredt. Det har været koncentreret på meget få institutioner, kan jeg konstatere, og jeg ønsker, at de institutioner indgår i mit nye tilsyn, som starter ultimo 2010.

Så må jeg blot sige, og det er bare sådan til generel advarsel, at når Udlændingeservice får mulighed for at bruge formodningsafslag, hvor hele institutioner kan rammes på den måde, hvis de har et frafald, der er over det normale, og når man fra Udlændingeservices side begynder at kunne foretage et skøn – det har de åbenbart nogle metoder til, som vi ikke besidder i ministeriet, og det er heller ikke vores kompetence – og kan afslå alle studerende at komme til den pågældende institution, er det et meget virksomt værktøj.

Der er ikke flere korte bemærkninger, tak til ministeren.

Vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er Venstres ordfører, hr. Troels Christensen.

Da vores ordfører på området er forhindret i at være her i dag, vil jeg godt have lov at fremføre Venstres synspunkter på B 167.

Viden og uddannelse, herunder adgang til viden og uddannelse, er en helt afgørende forudsætning for at skabe udvikling. I en international og globaliseret verden er det derfor helt afgørende, at også vores uddannelsesinstitutioner er internationale.

I Venstre har vi igennem en lang årrække været meget optaget af at sikre en øget internationalisering i hele det danske uddannelsessystem. Derfor ønsker vi, at institutionerne skal kunne tiltrække højt kvalificerede udenlandske studerende for derigennem at styrke kvaliteten af danske uddannelser og gøre uddannelsesinstitutionerne mere attraktive i den globale konkurrence.

Øget internationalisering af danske uddannelsesinstitutioner er et meget væsentligt bidrag til at imødekomme danske virksomheders efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft. Det er naturligvis helt afgørende, at uddannelsesinstitutionerne udbyder uddannelse af høj kvalitet, og at institutionerne er kritiske i deres rekruttering af udenlandske studerende. Hvis ikke dette er tilfældet, opnår vi ikke det, der er målet med internationaliseringen.

Med B 167 ønsker Socialdemokraterne at pålægge regeringen at gennemføre en række tiltag til øget kvalitetssikring af rekrutteringen af udenlandske studerende. Forslaget pålægger regeringen at oprette uddannelseskontorer i lande, som Danmark traditionelt modtager studerende fra, at etablere en liste over kvalificerede agenter og at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der skal undersøge, hvad det koster at gennemføre forslaget om uddannelseskontorer, og hvordan der kan skaffes finansiering.

I Venstre er vi nøjagtig som forslagsstillerne meget optaget af at sikre kvaliteten i forbindelse med rekrutteringen af udenlandske studerende. Undervisningsministeren gennemgik på glimrende vis de forskellige initiativer, som allerede er taget, netop med henblik på at sikre kvaliteten. Det skal jeg ikke her gentage, men jeg vil dog fremhæve, at det code of conduct, som er ved at blive udarbejdet, bl.a. vil indeholde retningslinjer om anvendelse af agenter og udarbejdelse af etiske retningslinjer for danske uddannelsesinstitutioners udbud af videregående uddannelse til udenlandske studerende, ligesom der i forbindelse med globaliseringspuljen i 2009 blev afsat 30 mio. kr. til en servicepakke til modtagelse af udenlandske studerende.

Det er to vigtige initiativer, som allerede er taget. Initiativerne er taget som opfølgning på tilsyn i 2008, som undervisningsministeren gennemgik, og vi mener således, at vi bør afvente effekten af disse initiativer, før der træffes beslutning om yderligere tiltag.

Med disse bemærkninger kan jeg sige, at Venstre ikke kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det Dansk Folkepartis ordfører.

Tag det bare roligt, hr. Langballe. Jeg trykker ikke på knappen, før ordføreren har indtaget talerstolen, og ordføreren er netop hr. Langballe.

Tak. Vi kan ikke støtte det socialdemokratiske beslutningsforslag, for det løser ingen problemer. Men det peger på et problem, som er ubestrideligt, og som regeringen og globaliseringsforligskredsen da også er opmærksomme på, nemlig uddannelsesinstitutioners brug af agenter til hvervning af udenlandske studerende.

For godt 5 år siden kaldte Dansk Folkeparti daværende undervisningsminister Bertel Haarder i samråd om sagen. Der havde vist sig et skandaløst stort antal misbrug, hvor agenter havde hvervet udenlandske studerende under falske forudsætninger og lovet dem guld og grønne skove, hvis de kom til Danmark og tog en uddannelse. Så viste det sig ret ofte, at de pågældende studenter end ikke havde sproglige forudsætninger for at gennemføre uddannelsesforløbet – ja, i enkelte tilfælde har man ifølge Undervisningsministeriets tilsynsråd oplevet, at agenter har hjulpet med at forfalske de studerendes papirer, formentlig for at de kunne komme ind i landet og ulovligt søge arbejde.

Det er uværdigt; det er til skade for landet, som får ukvalificerede udlændinge trukket hertil, og det er fuldstændig urimeligt over for de uddannelsessøgende, der er kommet hertil i god tro, men reelt er blevet snydt.

Siden har sagen jo været genstand for yderligere politisk drøftelse, og ministerierne har gjort en indsats for at komme problemet til livs. I 2008 blev der gennemført et tilsyn med udvalgte institutioners udbud til udenlandske studerende. Der blev, som vi har hørt, af globaliseringsmidlerne i 2009 afsat 10 mio. kr. til en servicepakke, der skal øge sikkerheden, og ministeriet forbereder, som vi også hørte, en code of conduct med retningslinjer for brug af agenter, også for at sikre ensartede kriterier for optaget.

Spørgsmålet er bare, om det er nok. I betragtning af at agentbureauerne tjener mellem 6.400 og 10.000 kr. pr. studerende, de hverver, så er fristelsen til misbrug jo hele tiden til stede. Derfor var det utrolig glædeligt at høre ministeren slå fast, at kontrol er nødvendigt, ikke bare formanende pegefingre.

Ministeriets tilsynsrapport taler stadig om institutioner, der har urimelig stort frafald af udenlandske elever. Vejledningen af institutionerne bør efter vores mening følges op af en kontrol, hvor deres indrapportering af frafaldet bliver ledsaget af oplysninger om, hvilke agentbureauer der har hvervet de frafaldne studerende, sådan at man kan få udelukket de brodne kar fra at drive agentvirksomhed. Det kan eventuelt ledsages af et strafansvar. Det vil altså sige en sortliste i stedet for den af Socialdemokraterne foreslåede positivliste. Det drejer sig jo ikke om at rose nogen, det drejer sig om at udelukke nogen.

Måske ville det allermest effektive være et bødeansvar for uddannelsesinstitutioner, der har stort frafald på grund af brugen af underlødige agenter. Jeg tror i og for sig, at det, jeg siger her, ligger meget i nærheden af det, ministeren sagde om et lukket forum, hvor man kunne få spottet de folk ud.

Det fremgår af tilsynsrapporten, at undervisningsinstitutionerne ikke selv i alle tilfælde har ført samtaler med den udlænding, der har påbegyndt en uddannelse. Det finder vi yderst kritisabelt. Sådan nogle samtaler bør være et ufravigeligt krav, og agenten bør have pligt til på forhånd at oplyse den uddannelsessøgende om, at han eller hun skal igennem det nåleøje, når vedkommende kommer til Danmark. Det er tiltag, som vi kunne bede ministeren om at overveje.

Når vi alligevel – trods det her sagte – ikke kan stemme for beslutningsforslaget om at oprette statslige uddannelseskontorer i en række lande til sikring af rekrutteringskvaliteten, så hænger det især sammen med, at det næppe vil have nogen som helst effekt. Brugen af agenter med kendskab til den enkelte institution og de uddannelses- og dermed jobmuligheder, den åbner for, vil jo alligevel fortsat være en nødvendighed. Principielt og praktisk bør det være uddannelsesinstitutionerne selv, der rekrutterer elever.

Så kan man føje til, at de udenlandske forsøg med statslige kontorer, som forslaget henviser til – især i Holland – slet ikke har kunnet måle nogen effekt på gennemførelselsfrekvensen. Desuden er de kontorer bebyrdet med andre opgaver af kulturmæssig og erhvervsmæssig art.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Nanna Westerby som ordfører for SF.

Tak for det. I SF er vi helt enige i, at Danmark har brug for en strategi for, hvordan vi opruster i forhold til internationalisering af uddannelse. Internationalisering har rigtig mange potentialer, både i forhold til danske studerende, der kan rejse ud og blive klogere på verden, og i forhold til at få udenlandske studerende til Danmark. Sidstnævnte kan tilføre danske studiemiljøer nye perspektiver og ny viden, ligesom der for Danmark er økonomiske muligheder i den internationalisering. Derfor synes vi også, at Danmark i langt højere grad end i dag burde kunne tiltrække de dygtigste studerende fra f.eks. Asien, men i stedet for at tænke i kvalitet er den danske internationaliseringsindsats alt for ofte gået op i kvantitet – flest mulige studerende igennem kasseapparatet, som vi også har hørt i dag. Derfor er SF begejstret for, at der nu er fremsat et forslag, der vil fokusere på kvaliteten.

Forslaget vil dels sikre, at rekrutteringen af udenlandske studerende kommer til at foregå på en ordentlig måde, dels vil det højne vores omdømme i resten af verden. Vi har hørt for mange historier om danske institutioner, der bruger upålidelige agenter i udlandet, og det giver os et dårligt ry, der skal ændres. Samtidig vil forslaget sikre, at vi bliver bedre til at nå ud til de studerende i udlandet. Danmark er et lille land, og vi er oppe imod store og meget kendte institutioner som Harvard og Oxford, og i den konkurrence forsvinder vi let. Derfor er der al mulig grund til at sikre et bedre rekrutteringsarbejde, end en dansk institution måske kan igangsætte alene. Det kan være svært at overskue som dansk institution, hvordan man kommer i gang med det her internationaliseringsprojekt, både i forhold til hvilke agenter man skal benytte, og hvordan man overhovedet skal nå ud til de udenlandske studerende med information.

Vi synes, vi skal understøtte institutionerne i internationaliseringsindsatsen, hvor vi kan, og derfor støtter SF beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Rasmus Jarlov som konservativ ordfører.

Tak for forslaget her, som De Konservative stemmer imod. Målet om at sikre ordnede forhold for rekruttering af udenlandske studerende deler vi naturligvis. Det er meget vigtigt for Danmark, at vi kan tiltrække talenter fra udlandet, og herunder er det selvfølgelig vigtigt, at ingen udenlandske studerende får dårlige oplevelser, for det er selvfølgelig vigtigt, at Danmark ikke får et dårligt rygte som uddannelsesland.

Men vi må styre os lidt herinde i Folketinget, og vi må lade være med at reagere på ethvert samfundsproblem, der bliver omtalt i pressen, med flere love, regler og opstramninger. Lad os lige få lidt ro på den her lovgivningsmaskine. Et problem som det her er det ministerens opgave at håndtere, og det gør ministeren ganske udmærket. Vi ser ikke nogen grund til at gribe ind i det forløb, som regeringen har planlagt, ved at vedtage det her beslutningsforslag.

Der er iværksat en masse initiativer, og de skal evalueres om ganske kort tid, nemlig ultimo 2010. Det er der ikke særlig længe til, og derfor er der ingen grund til at sætte sådan et hasteinitiativ i gang, som det her beslutningsforslag lægger op til. Efter evalueringen om kort tid vil det blive overvejet, hvordan initiativerne skal rettes til, og om der skal igangsættes yderligere initiativer. Det er et godt planlagt forløb, og der er ikke noget behov for, at Folketinget går ind i detailstyringen ved at vedtage at pålægge regeringen at gennemføre yderligere tiltag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Det er jo lidt morsomt, at De Konservative står her og fortæller Socialdemokraterne, at man ikke skal komme med forslag, hver gang der er et lille problem. Det var jo De Konservative, der kom med forslaget om det såkaldte burkaforbud.

Vi kan i Enhedslisten tilslutte os Socialdemokraternes ønske om at få styr på området med internationale studerende, og det er jo vældig, vældig positivt, at der kommer studerende hertil. Det giver danske studerende mulighed for at stifte bekendtskab med andre kulturer, det giver uddannelsesinstitutionerne et indspark udefra. Men desværre har internationaliseringen på uddannelsesområdet jo i de seneste år – i hvert fald nogle steder – været drevet af alt muligt andet end ønsket om kulturel udveksling. Markedsgørelsen af uddannelsessystemet har betydet, at nogle institutioner har været fristet til at betragte udenlandske studerende som en hurtig og nem måde at tjene penge på – dvs. som et redskab til at aflaste nogle i forvejen meget stramme budgetter.

Derfor støtter vi også helt klart, at der bliver strammet op på området, og at man gør det klart for de studerende, der kommer hertil, og som ønsker at komme til Danmark, hvad det egentlig er for nogle uddannelser, de søger ind på. Det kan man gøre gennem en positivliste, som Socialdemokraterne foreslår – en positivliste over kvalificerede agenter – og man kan også gøre det ved at oprette egentlige uddannelseskontorer. Det afgørende for os er, at det handler om bedre vejledning til de udenlandske studerende.

Så vil jeg bare lige afslutningsvis sige, at den bedste måde at sikre, at der kommer udenlandske studerende til Danmark på, jo er ved at lave aftaler om gensidig udveksling – dvs. lave ordninger, hvor studerende ikke skal have penge op af lommerne. På den måde undgår vi, at Danmark presses i forhold til at indføre brugerbetaling, og vi undgår, at enkelte uddannelsesinstitutioner skulle få den idé, at udenlandske studerende bare er sådan nogle, man tjener penge på.

Så skulle jeg hilse og sige fra Det Radikale Venstre, at de også bakker op om forslaget.

Tak til ordføreren for de to partier. Så er det hr. Villum Christensen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Fordi forslaget kommer fra Socialdemokratiet, betyder det jo ikke, at det automatisk er skruptosset. Vi synes i Liberal Alliance, at der her er særdeles slagkraftige argumenter for at organisere rekrutteringen af udenlandske studerende på en mere struktureret og samordnet måde – hvis jeg kan sige det på den måde.

Jeg har fra mit civile liv uden for Christiansborg en del erfaringer med området og kan bekræfte, at der i ikke så få tilfælde er noget wild west, tror jeg, jeg vil kalde det, over de rekrutteringsprocesser, som finder sted på området. På en erhvervsskole ikke så langt fra København kunne en institutionsleder opleve følgende to spørgsmål fra en ny international klasse fra Kina: Hvad er det for et land, jeg er i? Det var det første spørgsmål fra salen. Det andet spørgsmål var: Hvad er det for en uddannelse, jeg er tilmeldt?

Disse spørgsmål blev altså stillet, efter de var kommet til landet. Jeg ville have ønsket, at det var et sarkastisk indslag fra talerstolen, men det er det ikke. Selv om det ligger nogle år tilbage, illustrerer det niveauet på nogle af de meget, meget ubehagelige situationer, man kan opleve på det her område. Der er næsten ikke grænser for, hvad folk bliver lokket til. Vi har oplevet folk, der kommer på højskole og tror, at de kan tage en bachelorgrad, og vi har oplevet, at det er nogle andre, der er blevet sendt herop – det kan være en fætter eller en kusine – end den studerende, som er blevet godkendt ved sprogtest ude i den store verden på forskellige institutioner. Der er simpelt hen så mange brudflader inden for det her område, som giver problemer, at vi synes, at det her med at lave et centraliseret kontor vil være en god ting.

Om man kan certificere uden for meget bureaukrati, tør jeg ikke helt sige, men ideen om at samordne og koordinere det som en hjælp til institutionerne, synes vi er godt, for der bliver også brugt rigtig mange flyvetimer, skal jeg hilse og sige, for institutioner, der flyver verden rundt hver for sig. Der må være en høj grad af effektivisering at hente, hvis man kunne samordne de her ting.

Så vi synes, det lyder rigtig spændende med et uddannelseskontor, og vi vil selvfølgelig se på, hvordan det udvikler sig.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Christine Antorini.

Jeg vil gerne takke for debatten og de bemærkninger, der har været, for det er jo et ganske alvorligt problem, der har været. Det er rigtigt, at det ikke gælder alle uddannelsesinstitutioner, men der har desværre været for mange graverende sager, hvor nogle uddannelsesinstitutioner nok har tænkt mere i økonomi end i studerende, når man har entreret med udenlandske agenter, og man har overhovedet ikke sikret sig, hvad de egentlig repræsenterede, og hvad de kunne, bortset fra at man vidste, at de tog en rigtig god hyre for at lokke flest mulige udenlandske studerende til Danmark, uden at de nødvendigvis havde det fornødne sprogkendskab, uden at de havde de fornødne eksamener, og uden at de vidste, hvad det var, der mødte dem i Danmark. De var blevet bildt ind, at man uden videre kunne få sig et arbejde og nogle levevilkår, som overhovedet ikke havde noget at gøre med den virkelighed, de mødte.

Det har så betydet, at Undervisningsministeriet har gennemført en række tilsyn – og godt for det – og det har også betydet, at der er blevet strammet op på en række regler. Det vil vi gerne anerkende og også, at den tidligere undervisningsminister gik meget seriøst ind i at få strammet op på det her. Men ikke desto mindre er der altså stadig væk nogle huller. Det er jo ikke nogen hemmelighed – som vi også har sagt her i debatten – at vi ærlig talt synes, at det ikke bare er ærgerligt, men rigtig slapt, at de nationale retningslinjer, der skulle være på uddannelsesstederne, og som skulle have været klar for et år siden, altså ikke er klar endnu. Og det duer altså ikke, for vi ser desværre stadig væk eksempler på, at der ikke har været sådan helt rene kanter i de aftaler, der er blevet lavet. Og dem, der bliver tabere, er jo de udenlandske studerende, som helt uden grund bliver kastet ud i et forløb, hvor deres forældre typisk har lånt rigtig mange penge, for at de kunne komme til Danmark og få sig en uddannelse, og de får hverken uddannelse eller ordentlige levevilkår, fordi de ikke kan få arbejde, og de ender med at stå med en lang næse og en kæmpestor gæld.

Når vi har fremsat det her beslutningsforslag, er det for at gå ind og dække nogle af de huller, der er. Vi har været meget inspireret af Holland, som er et stort uddannelsesland, og det, som Holland har gjort i en række år, er, at man har etableret nogle uddannelseskontorer, enten som selvstændige uddannelseskontorer i de lande, hvor der var udenlandske studerende, der havde en interesse i at komme til Holland og læse, eller i forbindelse med at man har indgået et samarbejde med konsulater og ambassader, fordi de ofte har en del af de ekspertiser og kompetencer i forvejen. På den måde kan man relativt enkelt udvide med det, der skal til, for at man også her kan give en ordentlig information; man kan screene deres eksamensbeviser, gå ind i det i forhold til deres sprog osv. Det kan man jo gøre, fordi der er et land, der har gjort det, et land, som er et meget stort uddannelsesland, og som minder om Danmark både i størrelse og i at have et mærkeligt sprog, og man så må sige, men som alligevel kan tiltrække udenlandske studerende, der har lyst til at tage en uddannelse i det pågældende land.

Så derfor håber vi stadig, at undervisningsministeren, som er optaget af, hvordan vi får skabt bedre forhold også for internationale studerende, reelt også vil hjælpe de mange gode danske uddannelsesinstitutioner bedre på vej, for der synes jeg, Liberal Alliance havde en utrolig vigtig pointe. Sagen er jo den, at vi har en række danske uddannelsesinstitutioner, der gerne vil ud på det her marked, og som er ved at etablere sig i udlandet. Vi har i Folketingets Uddannelsesudvalg for nylig været på en større studietur til Kina og Singapore, og det, vi jo hørte fra de danske uddannelsessteder, der er ved at etablere sig der, er, at det faktisk er rigtig svært at finde ud af, hvordan man gør det. Man kommer til et fremmed land, en fremmed kultur med andre regler, og der vil man være rigtig godt hjulpet på vej af et internationalt uddannelseskontor og af det, som er med i vores beslutningsforslag, nemlig at der sker en screening af dem, man anvender som agenter.

Jeg må sige, at vi fra Socialdemokraternes side har ganske svært ved at forstå argumentet om, at det skulle være centralistisk og noget værre noget, at man laver en positivliste i forhold til, hvem de egnede agenter er, for det bruger vi jo i en række andre sammenhænge. Og jeg vil sige, at i de sager her, hvor vi har uddannelsesinstitutioner, der skal ud på et helt nyt marked, og ret beset næsten ikke ved, hvor de skal starte for at finde velegnede agenter, ville det være en kæmpe hjælp, at Undervisningsministeriet fandt en måde, hvorpå man kunne gå ind og lave en godkendelsesprocedure. Og det er rigtigt, at der vil være nogle, der slipper igennem det nåleøje, som viser sig alligevel ikke at være så kvalificerede agenter, som man havde håbet på, men det betyder dog, at der sker en vis screening, så hvem som helst ikke bare kan stille sig op og sige, at vedkommende er en agent, og så på meget underlødige vilkår rent faktisk rekruttere udenlandske studerende og sende dem til Danmark.

Så det ville være en kæmpe hjælp for de danske uddannelsessteder, hvis der blev lavet en positivliste. Og det kan godt være, at man i starten skal gøre det som en positivliste og så ende med at gå over til, at det er en negativliste, når man har et veletableret system. Det har vi bare ikke.

Både i forhold til at oprette uddannelseskontorer og lave en positivliste over kvalificerede agenter vil jeg gerne nævne nogle af de erfaringer, vi i Uddannelsesudvalget fik med fra Singapore og ikke mindst fra Kina. Der fik vi en rigtig god dialog med bl.a. det danske kulturinstitut, som holder til i Beijing, og de har sendt et notat til Uddannelsesudvalget, hvor de peger på en række ting, der vil fremme mulighederne for at etablere både danske uddannelser i udlandet og ikke mindst, at der kommer en kvalitetssikring i forhold til udenlandske studerende, der vil til Danmark, og de peger entydigt på, at uddannelseskontorer vil være en god idé.

I Folketingets Uddannelsesudvalg har vi for et par uger siden haft foretræde fra Niels Brock, en kæmpestor uddannelsesinstitution i Danmark, som er ved at etablere sig mange steder, herunder i Kina, og på baggrund af det har de også fremsendt et notat, og også Niels Brock peger på, at det ville være en kæmpe hjælp for deres arbejde, hvis nogen hjalp dem med at kvalitetssikre både via uddannelseskontorer og via en screening af de udenlandske agenter. Så der er en efterspørgsel efter det, og derfor håber vi nu alligevel, at undervisningsministeren vil overveje, om der kunne være en idé i det.

Der er jo en mulighed for, at vi også i forligskredsen kunne kigge nærmere på det – og det er det sidste, som jeg vil nævne fra vores beslutningsforslag – for i globaliseringspuljen har vi jo haft et særligt indsatsområde i forhold til at styrke internationaliseringen, herunder at der kommer kvalitet i det, og der blev etableret en såkaldt servicepakke for at styrke Danmark som uddannelsesland. Vi synes, det vil være oplagt at kigge på, om vi kunne være lidt mere præcise med hensyn til, hvad den servicepakke kunne bruges til netop i forhold til en positiv screening af agenter og etablering af uddannelseskontorer.

Jeg vil minde om, at beslutningsforslaget jo ikke siger, at vi skal gøre det på den her måde, men at der skal etableres et hurtigtarbejdende udvalg, der kigger på mulighederne og de erfaringer, der er, herunder de henvendelser, vi har fået fra danske institutioner, der kunne ønske sig, at der skete en opstramning. Vi er ikke så bange for at sige kontrol, for vi tror, at det er en kontrol, som vil hjælpe internationaliseringsbestræbelserne i Danmark, både til gavn for de mange uddannelsesinstitutioner, der gerne vil gøre det godt, og ved at vi forhindrer de få, der ikke har gjort det rigtigt, i at gøre sådan igen, og det vil også gavne de udenlandske studerende, ved at de, når de kommer til Danmark, kan det, der skal til, så de får en rigtig god uddannelse, som de kan bruge videre i deres liv.

Jeg vil gerne takke SF, De Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance for at støtte vores forslag. Det er ikke helt nok til et flertal, men vi vil bare opfordre til, at ideen bliver taget med i det videre arbejde.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe.

Det er nu ikke centralisme, der gør, at vi synes, en positivliste er en dårlig idé. Det er simpelt hen det, at det er hensigtsmæssigt at enes om en negativliste, en sortliste. For det, det drejer sig om, er jo at udelukke brodne kar og sige til samtlige uddannelsesinstitutioner: De agenter må I ikke bruge. Så kan de i øvrigt gøre, hvad de vil. Det var den ene ting.

Den anden ting er egentlig et ganske upolemisk spørgsmål. Jeg vil gerne spørge fru Christine Antorini, hvad det er, der overbeviser hende om, at statslige kontorer skulle løse alle problemer. Er der nogle resultater fra Holland, der viser, at det vil være en rigtig god idé?

Så er det ordføreren.

Dilemmaet ved negativlisten eller det, at man kan blackliste dårlige agenter, er, at der har de jo gjort noget, som er uacceptabelt, og så bliver de blacklistet. Det betyder, at det er først, når der er et antal, der har opført sig slemt nok, at de kommer på negativlisten. Vi tror, at det her er så nyt et felt, som danske uddannelsesinstitutioner er ved at bevæge sig ud på, og der er det altså en stor hjælp, at vi vender den om og siger, at vi starter med at screene det, og finder, at man skal godkendes til at være på listen. Som jeg også sagde i mit indlæg tidligere, kan det godt være, at det på et tidspunkt er så veletableret, at vi kan nøjes med at have sortlisten, men i starten vil positivlisten altså være en håndsrækning til dem, der bevæger sig ind på det felt.

Når vi henviser til Holland, er det på baggrund af et notat, som Undervisningsministeriet selv lavede til Uddannelsesudvalget, hvor de beskrev den hollandske model ret grundigt. Man har haft det i 10 år i Holland og tilsyneladende på en måde, som har været rigtig god, som uddannelsesinstitutionerne er glade for, og hvor der er nogle veletablerede procedurer. Så det er derfor, vi bruger det hollandske eksempel.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe.

Jeg forstår det stadig væk ikke rigtig, for fru Christine Antorini behøver da ikke se sig forfærdelig meget om for at få øje på misbruget. Misbruget skriger jo til himlen, og resultatet af misbruget er jo især meget synligt, nemlig at visse uddannelsesinstitutioner har et meget højt frafald. Der vil jeg spørge fru Christine Antorini, om hun kunne forestille sig, at man simpelt hen straffede uddannelsesinstitutioner, der på grund af brug af underlødige agenter har et uacceptabelt stort frafald, på pengepungen.

Så synes jeg ikke rigtig, der var noget svar i det der med de hollandske erfaringer. Kan fru Christine Antorini fortælle mig, om det er rigtigt, at disse hollandske uddannelseskontorer også er bebyrdet med andre opgaver, erhvervsfremmende opgaver, kulturfremmede opgaver, og hvad fru Christine Antorini så tror der bliver af mulighed tilbage for at vejlede om den enkelte uddannelsesinstitutions udbud?

Tak for det spørgsmål. Så er det ordføreren.

Jeg vil starte fra en ende af. Jeg synes, at hr. Jesper Langballe faktisk havde et godt forslag i sit indlæg, nemlig at såfremt det viste sig, at en uddannelsesinstitution havde anvendt en agent, som så ikke havde overholdt lovgivningen eller havde misbrugt sin rolle som agent, skulle den på baggrund af det informere om det, så der var mulighed for, at man stille og roligt kunne få en oversigt over, hvem der var underlødige agenter. Det synes jeg er et konstruktivt forslag, som man kunne arbejde videre med i den sammenhæng.

Så spørger hr. Jesper Langballe om muligheden for at straffe uddannelsessteder. Så vidt jeg husker fra den tilsynsrapport, der kom fra Undervisningsministeriet, var der ikke nogen tvivl om, at i det øjeblik der var nogle af uddannelsesstederne, som ikke overholdt lovgivningen på området, så ville der være mulighed for at straffe dem med en økonomisk sanktion, men, så vidt jeg ved, også, ved at de i sidste ende kunne få fjernet udbudsretten til en uddannelse. Så jeg ved, der er sanktionsmekanismer.

Men vi har tænkt det mere konstruktivt: Hvordan kan vi sikre, at uddannelsesstederne slet ikke kommer i den situation, fordi der rent faktisk er nogle velafprøvede procedurer, der sikrer den højest mulige kvalitet?

Så vil jeg bare igen henvise hr. Jesper Langballe til at læse Undervisningsministeriets notat om de hollandske erfaringer.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er nogen, der har bedt om ordet i anden omgang – og det er der ikke, kan jeg se – er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.