Det beslutningsforslag, som vi nu skal behandle, handler om et initiativ til at sikre, at der ikke vil være noget loft over betalingen i forbindelse med oprydningen efter olietanke.
Jeg vil med det samme sige, at jeg er fuldstændig enig i relevansen af at tage den her problemstilling op, og jeg vil også samtidig fortælle, at vi allerede er godt i gang med en dialog, både med KL og med oliebranchen, om netop det her emne, og at det er en dialog, som også vil fortsætte fremadrettet.
Det grundlag, vi har i dag, er en frivillig forsikringsaftale med oliebranchen og Topdanmark fra 2000.
Aftalen blev til i forlængelse af en ny jordforureningslov, som lagde ansvaret for forurening fra villatanke ubetinget over på tankens ejer.
Tankejeren blev samtidig forpligtet til at tegne forsikring, så han eller hun ville få dækket udgifterne ved en forurening, hvis der skete et uheld og kommunen i den forbindelse påbød ejeren at foretage en oprydning.
Oliebranchen tilbød i den forbindelse frivilligt automatisk at dække almindelige husejere med villaolietank.
Oliebranchen stod også for selve oprydningen via organisationen Oliebranchens Miljøpulje.
Jordforureningsloven sætter en beløbsgrænse på 2 mio.
kr.
for den krævede forsikringsdækning.
Baggrunden er dels rent forsikringsteknisk, dels, at den på det tidspunkt dyreste kendte oprensning af forureningen fra en villatank havde kostet 1,5 mio.
kr.
Så dengang ville man altså ikke risikere, at en villaejer selv endte med at sidde tilbage med ekstraregningen, hvis forsikringsdækningen skulle blive overskredet, og derfor blev det besluttet, at kommunen skulle dække en eventuel ekstraudgift.
Som det fremgår af begrundelsen for det her beslutningsforslag, har vi nu set sager, hvor beløbsgrænsen på de 2 mio.
kr.
er blevet overskredet.
Forslaget anfører en udgift på 27 mio.
kr.
for kommunerne i Region Vestsjælland, og det tal virker højt i forhold til det godt nok grove skøn over den samlede kommunale udgift for hele Danmark på 40-45 mio.
kr.
eksklusive moms, som oliebranchen har foretaget.
Fakta er, at vi kan se, at i 2009 er i alt fire sager blevet dyrere end de 2 mio.
kr., og overskridelserne i de her fire konkrete sager er tilsammen på under 0,5 mio.
kr.
Hvis vi følger det her beslutningsforslag, som handler om at ophæve den øvre beløbsgrænse, vil det formentlig komme til at betyde, at oliebranchen vil vælge at ophæve deres frivillige ordning.
Vi har ikke mulighed for at pålægge oliebranchen at skulle forsikre for oprydning efter olieforureninger, da det formentlig vil have ekspropriationsretlige aspekter.
Så status lige nu og her er, at vi kan konstatere, at den nuværende ordning overordnet set har fungeret godt.
I de 10 år, den har eksisteret, er der blevet oprenset ca.
1.500 forureninger til en samlet pris af ca.
800 mio.
kr.
Det er kun et mindre antal sager, hvor 2-millioner-kroners-grænsen er blevet overskredet.
Der har så været problemer med meget lange sagsforløb for et mindre antal indviklede sager.
Derudover har der været problemer for de kommuner, som har måttet dække ekstraregningen for oprydninger, som kostede mere end 2 mio.
kr.
Hvis vi ser på, hvordan vi fremadrettet kan håndtere disse problemer og finde løsninger på dem, kan vi konstatere, at antallet af forureningssager har været faldende gennem de sidste år, sandsynligvis fordi olietankbekendtgørelsen har medført en sløjfning af de utidssvarende gamle olietanke.
Tidligere så vi omkring 180-190 forureninger om året.
I 2009 var tallet mere end halveret, da var der ca.
80 forureninger.
I forhold til problemer med de lange sagsforløb forventer vi at se, at de her bliver minimeret, i hvert fald fremover, for årsagen er nemlig, at der i 2009 blev udarbejdet en klar vejledning fra Miljøstyrelsen om, hvordan de her sager skal løses, både teknisk og administrativt.
I 2009 var der, som jeg tidligere nævnte, i alt fire sager, som blev dyrere end 2 mio.
kr., og tilsammen var overskridelserne altså på under 0,5 mio.
kr.
Det her tal har vi da en formodning om vil blive reduceret, da den her vejledning altså også gerne skulle få den effekt, at oprensningerne bliver mere omkostningseffektive.
Der er oplagte fordele i, at forsikringen og oprydningen ligger som en automatisk ydelse fra olieleverandøren.
Den almindelige tankejer slipper for at skulle bekymre sig om, hvordan et eventuelt påbud opfyldes, og hvordan den praktiske del af oprydningen skal foregå.
Olietankejeren slipper for risikoen for selv at ende med hele regningen.
En større professionel organisation vil formentlig også kunne oprense både billigere og mere effektivt, og det vil derfor for mig at se i hvert fald være at foretrække, at den her ordning fortsætter.
Jeg mener også, at en forhandlingsløsning er at foretrække, og derfor har jeg taget initiativ til at forhandle med oliebranchen om at få hævet beløbsgrænsen.
Vi skal fastholde tankejerens ubetingede ansvar for en jordforurening.
Vi må aldrig komme til at stå i en situation, hvor en forurening ikke udbedres, simpelt hen fordi der ikke er et klart placeret ansvar.
Ansvaret skal også fremover være koblet med en obligatorisk forsikringsdækning.
Så beslutningsforslaget er velment, og jeg forstår ønsket om at arbejde med i hvert fald forhåbentligvis en hævelse af beløbsgrænsen.
Vi kan ikke støtte helt at ophæve grænsen, og derfor må jeg også konstatere, at vi ikke kan tilslutte os beslutningsforslaget, men vi ønsker i givet fald at lade resultatet af de igangværende forhandlinger med oliebranchen indgå i de videre drøftelser i udvalget, og så må resultatet af de her forhandlinger, der kører nu med oliebranchen, forventes at kunne foreligge i maj.