Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 157:

Forslag til folketingsbeslutning om at styrke det lokale samspil mellem det frivillige foreningsliv og kommunerne og erhvervslivet.

Af Bente Dahl (RV) m.fl.

(Fremsættelse 17.03.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er socialministeren.

Forslagsstillerne ønsker med beslutningsforslaget at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag om rammerne for et nationalt charter for samarbejde mellem civilsamfundet, den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Beslutningsforslaget skal have til formål at styrke samarbejdet mellem det frivillige foreningsliv, kommunerne og erhvervslivet.

Jeg er sådan set umiddelbart glad for beslutningsforslaget. Det giver os lejlighed til at diskutere et for mig meget vigtigt område, nemlig den frivillige sektors meget vigtige bidrag til et sammenhængende velfærdssamfund. Det er et område, som jeg selv har sat fokus på. Når jeg så nærlæser forslaget, holder begejstringen desværre ikke ved, men det vil jeg komme tilbage til senere.

Vi kan alle blive enige om, at civilsamfundet i dag spiller en vigtig rolle i løsning af en række social- og velfærdspolitiske udfordringer i det danske samfund, og den frivillige indsats har en positiv betydning ikke kun for de borgere, der har direkte gavn af tilbud og aktiviteter, men i høj grad også for etableringen af lokale netværk for de frivillige selv og for udviklingen af fællesskaber mellem borgerne. Gennem det frivillige engagement etableres nemlig vigtige netværk og tillid mellem mennesker, og det er væsentlige elementer i at skabe robuste og levedygtige lokalsamfund. Et stærkt sammenhold i lokalsamfundet har da også i flere tilfælde vist sig afgørende for at fastholde beboere, fremme lokalt entreprenørskab samt oprette og fastholde arbejdspladser i et område.

Det er kommunerne, som varetager de borgernære velfærdsopgaver, og kommunerne er derfor en central aktør i arbejdet med at udvikle og styrke samarbejdet med den frivillige sektor såvel som den private sektor. Det er derfor også kommunerne, der i stigende grad skal forholde sig strategisk og politisk til, hvilke opgaver den frivillige sektor kan deltage i løsningen af, og hvordan samarbejdet med civilsamfundets aktører i øvrigt skal foregå.

Vi kan formentlig også blive enige om, at det lokale samarbejde mellem kommuner, frivillige organisationer og det lokale erhvervsliv skal udvikles i overensstemmelse med lokale behov, muligheder og ønsker. Det skal være rettesnoren i kommunerne så vel som i de centrale initiativer på området.

Den seneste § 18-redegørelse, som beskriver samarbejdet mellem kommuner og de frivillige sociale organisationer, viser da også, at i 2008 har ca. 70 pct. af kommunerne etableret formaliseret samarbejde med de frivillige sociale organisationer. Det kan bl.a. være driftsoverenskomster, frivilligråd, frivilligcentre, dialogmøder og samarbejdsfora. Redegørelsen slår fast, at kommunerne i stigende grad har fokus på udviklingen af det mere strategiske samarbejde med de frivillige sociale organisationer. Næsten to ud af tre kommuner har i 2008 formuleret målsætninger om at styrke og udvikle samarbejdet med frivillige sociale organisationer. Så kommunerne er sådan set godt på vej.

Fra centralt hold har vi også iværksat en række initiativer, der støtter op om udviklingen og samarbejdet mellem frivillige sociale organisationer og kommunerne, herunder Center for frivilligt socialt arbejde, som yder en stor indsats for at fremme gode betingelser for det lokale samarbejde.

Med den seneste satspuljeaftale afsatte regeringen sammen med satspuljepartierne en pulje til etablering og drift af frivilligcentre landet over. Her har vi netop lagt vægt på at sikre, at de enkelte kommuner er involveret i finansiering af frivilligcentrene for at skabe lokalt ejerskab og dermed give centrene de bedste forudsætninger for at fremme lokalt samarbejde mellem kommunerne og de frivillige sociale organisationer.

Jeg er glad for at kunne konstatere ud fra forslaget, at De Radikale med deres forslag er på linje med anbefalingerne fra arbejdsgruppen om sammenhængende kommunale frivilligpolitikker, en arbejdsgruppe, som Socialministeriet nedsatte sidste år, og som netop har offentliggjort sin rapport. Det er jo dejligt og viser, at vi ikke er langt fra hinanden i overvejelserne om udviklingen i den frivillige sektor. Men det undrer mig, at forslagsstillerne mener, at statslig tvang gennem lovgivning er det rette værktøj at tage i anvendelse, når vi skal styrke det frivillige engagement i Danmark.

Jeg mener, at samarbejdet mellem de frivillige organisationer, kommunerne og erhvervslivet bedst udvikles, når det afspejler lokale forhold, ønsker og behov. Derfor skal det også være op til de enkelte kommuner at tilrettelægge samarbejdet mellem kommuner, frivillige organisationer og erhvervsliv, herunder bestemme struktur, indhold m.v. i samarbejdet. Med beslutningsforslaget risikerer vi både at begrænse det kommunale selvstyre og træde de frivillige organisationers selvstændighed under fode.

Frem for ny lovgivning vil jeg meget hellere se på mulighederne for at forbedre de nationale rammer for samarbejde mellem den frivillige sektor, erhvervslivet og den offentlige sektor gennem initiativer og med anvendelse af metoder, som faktisk involverer alle tre sektorer på ligeværdig, frivillig basis med blik for hinandens styrker og de fælles muligheder.

I forbindelse med FN's frivillighedsår i 2001 udviklede en lang række frivillige organisationer, kommuner og ministerier i fællesskab et charter for samspillet mellem frivillige organisationer og det offentlige. Charteret repræsenterede et fælles værdiggrundlag og udstikker principper for samarbejdet mellem sektorerne. Charteret er efterfølgende blevet videreført i mange af de kommunale frivilligpolitikker og har derigennem haft indflydelse på rammerne for det lokale samarbejde.

Det er min opfattelse, at charteret trænger til en ansigtsløftning – en opfattelse, som jeg i øvrigt deler med den føromtalte arbejdsgruppe om sammenhængende kommunale frivilligpolitikker. Derfor vil jeg tage initiativ til som opfølgning på anbefalingerne fra arbejdsgruppen om sammenhængende kommunale frivilligpolitikker og som led i EU's frivillighedsår i 2011 at revitalisere det eksisterende charter om samspil mellem den frivillige sektor og det offentlige.

Hvis et nyt charter skal blive en succes, kræver det, at det bliver udviklet og implementeret i et samarbejde mellem de frivillige organisationer, kommuner, stat og erhvervsliv.

Som det fremgår af regeringens arbejdsprogram, vil regeringen endvidere udarbejde en national strategi, der systematisk inddrager civilsamfundet og de frivillige organisationer i indsatsen over for socialt udsatte personer og familier. Strategien skal efter min mening sigte mod følgende: styrke rammerne for samarbejdet mellem det offentlige, den frivillige sektor og erhvervslivet om løsningen af sociale problemstillinger; fremme udviklingen af frivillige foreningers kapacitet til at indgå i samarbejde om løsning af sociale udfordringer; identificere områder, hvor brug af frivillige og private kan styrke den sociale indsats; fremme det opsøgende frivillige arbejde; synliggøre den frivillige sociale sektor og den frivillige indsats på socialområdet for at imødekomme danskernes stigende interesse for at tage et personligt ansvar; sidst, men ikke mindst, skal strategien sigte mod at fremme socialt iværksætteri og innovationsevnen blandt aktørerne.

Med strategien ønsker jeg, at vi sætter de ressourcer og potentialer, der ligger i civilsamfundet, i spil, og her tænker jeg både på områder, hvor der allerede i dag er aktiviteter, og på nye områder, hvor vi endnu ikke har taget fat. Derfor er det vigtigt, at vi udvikler området i et tæt og respektfuldt samarbejde med kommuner, frivillige organisationer og erhvervslivet, at vi afprøver nye metoder og udvikler samarbejdet ud fra fælles målsætninger sektorerne imellem, og at vi tager udgangspunkt i lokale ønsker, muligheder og behov. Det håber jeg også forslagsstillerne vil kunne bakke op om.

Jeg synes, vi skal bygge videre på anbefalingerne fra arbejdsgruppen om sammenhængende kommunale frivilligpolitikker, som jeg nævnte tidligere. Det mener jeg ikke vi gør med forslaget til folketingsbeslutning om ny lovgivning på området. Regeringen kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Bente Dahl, så ministeren skal lige vente et øjeblik.

Tak for redegørelsen og for det, ministeren sagde. Jeg hilser det meget velkommen, at ministeren vil revitalisere det omtalte charter. Jo mere styrke civilsamfundet får, jo bedre. Sådan ser jeg på det, og sådan hører jeg også ministeren sige det i den sammenhæng. Jeg anerkender bredden af ministerens initiativer med respekt for alle involverede.

Så siger ministeren, at hun vil prioritere nationale rammer for samspil mellem erhverv, kommuner og de frivillige. Jeg manglede at få at vide, helt præcis hvilke initiativer ministeren tænker på i den sammenhæng.

Socialministeren.

Jeg opremsede faktisk en række mulige emner, der kunne være i en national strategi for at styrke civilsamfundet. Og som jeg også nævnte i min tale, er det et arbejde, vi er gået i gang med nu. Så af de grunde – og det er gode grunde – kan jeg ikke blive mere specifik, da arbejdet er i gang.

Fru Bente Dahl.

Tak. Når ministeren ikke kan løfte sløret mere for det arbejde, end ministeren kan nu, så må jeg spørge, om ministeren i udvalget har inddraget den viden, der er i den rapport, som Cevea kom med i oktober 2009, der hedder »Borgernes inddragelse – afdækning af det frivilliges potentiale«, hvor der er 22 rekommandationer, og hvoraf de fem vigtigste er at oprette et frivillighedsministerium, en national handlingsplan, en ny national fridag, at det offentlige skal købe social-økonomisk, og at styrke de selvejende institutioners uafhængighed. Specielt er jeg interesseret i at høre om ministerens holdning til en national handlingsplan.

Socialministeren.

Jeg har jo sådan set i mit oplæg sagt, at vi skal i gang med at udvikle en national strategi for styrkelse af civilsamfundet og for at styrke den frivillige indsats i Danmark. Så der har jeg sådan set allerede svaret på en del af spørgerens spørgsmål.

I forhold til viden er det jo klart, at vi inddrager al den relevante viden, der er på området. Her har vi bl.a. fået nogle rigtig gode anbefalinger fra Frivilligrådet, som for nylig kom med deres forslag, og nu har vi jo også den helt nylig udarbejdede rapport fra arbejdsgruppen, så jeg synes, der er masser af viden og masser af materiale til det kommende arbejde.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, og jeg siger tak til socialministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og det er hr. Troels Christensen fra Venstre.

Vi er i Venstre glade for, at De Radikale med det her beslutningsforslag kaster lys over det her vigtige emne. Det er også vigtigt for Venstre, at frivillighedsarbejdet har gode kår, og vi er i hvert fald også af den opfattelse, at der er en masse rigtig god energi i Frivillighedsdanmark, og at det skal have så gode kår som muligt. Der er jo ad den vej blevet bidraget til at skabe noget mere velfærd. Det betyder ikke, at det skal overtage velfærden, men man skal på den måde kunne tilbyde noget ekstra. En af grundene til, at vi er et så forholdsvis velstillet land, er jo, at vi beskæftiger os med nogle fornuftige ting i fritiden i stedet for kun at sidde og drikke pebermyntete.

Men når det er sagt, har vi selvfølgelig også nogle bekymringer, og det drejer sig jo primært om det, at man her fra Folketinget med det beslutningsforslag, der ligger, skulle gå hen og styre med lovgivning på området. Jeg har i hvert fald en række erfaringer som borgmester i 5 år i en lille landkommune og har set, hvordan det var, specielt da vi blev enige om at nedlægge kommunen og ligesom sagde til lokalområdet: Hvad gør vi nu, for om lidt bliver her stille? Så skulle man se, hvad der skete. Vi så, hvordan lokalråd blomstrede op, og hvordan de lokale kræfter, ressource- og overskudspersonerne fandt sammen i fora, og det var sådan set både organisationer og foreninger og erhvervsfolk. Der var det jo vigtigt, at vi som kommune ligesom sikrede dem det rigtige åndedræt, så de kunne blomstre, og at man kunne sikre den sociale sammenhængskraft og de der kulturelle fora, som de jo også var en del af, samtidig med at de selvfølgelig så var talerør i forbindelse med at kunne kvalificere debatterne om lokalplaner osv. Det er jo en del af det.

En anden del er jo, at hele Foreningsdanmark på en måde kan komme ind og være med og spille med. Det har vi også en masse gode eksempler på, men det grundlæggende og det underliggende er jo, at det skal vokse nedefra, og at man skal tage bestik af de ressourcepersoner, der er, og det tror jeg altså ikke at vi skal blande os i herfra. Vi skal give nogle gode rammer. Jeg så meget hellere, og det siger jeg sådan set også lidt til vores egen regering, at vi måske alle sammen rundtomkring kiggede på: Hvad er det, der hindrer, at frivilligheden er optimal? Har vi noget bøvl? Er der noget lovgivning herindefra, vi kunne ændre på en måde, så vi kunne sikre, at vi kan få alle de gode energier til at arbejde så optimalt som overhovedet muligt?

Til sidst vil jeg selvfølgelig sige, at jeg var glad for at høre, at ministeren går i spidsen for den her nationale strategi på feltet, at man er godt i gang med arbejdsgruppen, at det kører, og at der kommer nogle gode forslag der, og lad os kigge på dem sammen. Det er jo sådan, at Frivillighedsdanmark skal tilbage på dagsordenen, og det er altså, uanset om det gælder socialt arbejde eller arbejde for børn og unge. Mange har brug for lidt ekstra, og her kan Frivillighedsdanmark også bidrage.

Jeg har en kort bemærkning fra fru Bente Dahl.

Tak for det. Jeg har jo, som ordføreren ved, også selv en fortid inden for det frivillige i lokalområdet, og med den erfaring, jeg har der, er jeg nødt til at spørge ordføreren, om ordføreren ikke mener, at det er nødvendigt, at Folketinget sætter de overordnede rammer, sådan at det lokale foreningsliv kan blomstre. Der skal nogle overordnede rammer til, for at det lokale foreningsliv kan blomstre i lokalområderne. Ordføreren nævnte, at vi ikke her fra Folketinget skulle styre med love, men jeg vil gerne høre, om ordføreren ikke mener, at det er nødvendigt med en national handlingsplan eller lignende for at sikre, at der er rammer, så det lokale foreningsliv kan blomstre.

Ordføreren.

Det kommer helt an på, om det skal foregå som et diktat, for så siger jeg nej. Men jeg ser selvfølgelig meget gerne, at vi skal sikre de bedste forudsætninger for Frivillighedsdanmarks ageren. Der håber jeg og tror meget på den måde, som kommunerne tilrettelægger det lokalt. Nogle steder har de folkeoplysningsudvalg; jeg ved godt, at det ikke er alle kommuner, der har det på det felt. Men det er jo igen sådan, at det er traditionerne, hvad man er vant til, og overskudsmenneskene i det enkelte område, der er afgørende.

Hvis man vil lave et charter og en national handlingsplan – det var ministeren nemlig også så rigtigt inde på – skal vi passe på med ikke at træde dem, der er i gang, over tæerne. De har måske allerede et rigtig godt forum, de har lokalt fundet løsningen, og det er sådan, de får tingene til at rykke, og så skal de lige pludselig til at rende til møder i et helt andet forum. Så vi skal passe på med herindefra at lægge noget lovgivningsmæssigt ud over det lokale samarbejde, som der er i forvejen. Men ja til en handlingsplan, og ja til gode rammer.

Fru Bente Dahl.

Tak. Det er netop en af mine bekymringer, at de folkeoplysningsudvalg, som jeg synes fungerer særdeles udmærket, jo er frivillige for kommunerne at have. I øjeblikket ser vi desværre en række kommuner nedlægge disse folkeoplysningsudvalg. Det er en af grundene til, at jeg har sat det her beslutningsforslag i værk.

Jeg mener bestemt, at de ting, der er i gang, skal have lov til at blomstre. Er det nødvendigt at have rammer, sådan at ting kan blomstre i hele landet, så forudsætningerne er til stede for, at det frivillige foreningsliv kan blomstre i hele landet?

Ordføreren.

Lige med hensyn til det med folkeoplysningsudvalg synes jeg, at det er utrolig vigtigt, og det har jeg syntes hele tiden. Nu har jeg også den kasket på, at jeg er lokalpolitiker, og jeg er rigtig glad for, at vi i Slagelse har fået det tilbage på banen igen efter 4 år uden noget folkeoplysningsudvalg, med hvad det gav af problemer og frustrationer i det lokale foreningsliv. Så jeg er selv en stor fortaler for det samme som De Radikale på det her felt, men jeg håber, at man lokalt får de erfaringer og finder ud af, hvad der fungerer til alles bedste.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokraterne.

Jeg vil fra Socialdemokratiet gerne starte med at takke Det Radikale Venstre for et godt forslag. Der er nogle spændende tanker i det, nogle spændende og interessante måder at organisere sig på – meget interessant læsning. Vi Socialdemokrater mener jo, at der selvfølgelig skal skabes de bedst tænkelige rammer for et samarbejde mellem det frivillige foreningsliv, kommunerne og erhvervslivet. Dette samarbejde skal vi selvfølgelig styrke alt det, vi lige kan.

På nuværende tidspunkt er det omkring 35 pct. af den danske befolkning, der yder en frivillig indsats inden for det frivillige foreningsliv. Det er rigtig mange, og det skal vi bestemt holde fast i; det tror jeg vi alle sammen her er enige om. Så hvorfor skal vi ikke forsøge at skabe synergi mellem disse i lokalområderne rundtomkring i Danmark?

Det forslag her om et nationalt charter ville, som jeg ser det, kunne øge kreativiteten og skabe mulighed for, at de involverede ville kunne tage et større medansvar, og ikke mindst selvfølgelig styrke fællesskabet mellem de forskellige parter. Derudover vil det også kunne bidrage til en øget vidensdeling foreningerne imellem.

Sådan et charter vil endvidere, som jeg ser det, kunne være med til at skabe et samspil mellem unge og det danske erhvervsliv. Unge, der endnu ikke har den store erfaring med arbejdsmarkedet, ville faktisk kunne få mulighed for at netværke med erfarne medborgere fra det lokale erhvervsliv.

En undersøgelse fra Gallup fra maj 2009 viser, at to ud af tre danske erhvervsledere rent faktisk har været aktive i foreningslivet. Vi gad også godt se, hvor mange herinde der også har været aktive i foreningslivet. Det er nok rigtig mange flere. Engagementet har gavnet deres karriere, og det har gjort dem til bedre ledere. 75 pct. af cheferne med foreningserfaring mener rent faktisk, at det har gavnet deres karriere. Derfor synes jeg også, at vi skal kigge meget mere på en sammenkobling i det her.

Vi mener, at landets kommuner og det frivillige foreningsliv allerede gør et rigtig stort stykke arbejde, så det her skal selvfølgelig ikke på nogen måde ses som en irettesættelse, men faktisk bare som et forslag til at optimere forholdene, en slags hjælpende hånd. Det handler primært om nytænkning i en tid, hvor vi kan drage fordel af de mange menneskelige ressourcer, der allerede er derude. Samspillet skal selvfølgelig baseres på tillid og respekt for hinandens opgaver og roller. Så det handler simpelt hen for mig, når jeg læser det her, om at have fokus på det her område, om at holde fast i det.

Jeg havde nu nok forventet, at regeringen og ministeren havde støttet op om forslaget. Grunden til, at jeg gjorde det, og at forventningen var så høj, var, at den tidligere indenrigs- og socialminister, Karen Ellemann, på baggrund af en rapport udarbejdet af Servicestyrelsen i 2009 foreslog, at der skulle udformes et nationalt charter med henblik på at få flere mennesker med handicap til at blive en del af foreningslivet. Det charter skulle udskrives i samarbejde med repræsentanter for foreningslivet og det offentlige. Så det må jo betyde, når jeg læser det på den måde, at regeringen har ændret holdning her, så man ikke længere synes, at et nationalt charter er en god løsning, at regeringen også på det punkt har hoppet, men det er jo også sket et par gange her i de sidste par dage.

Jeg synes, det er et rigtig godt forslag, og derfor støtter Socialdemokratiet op omkring det.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti.

Det Radikale Venstre foreslår, at regeringen fremsætter lovforslag om rammerne for et nationalt charter for samarbejdet mellem civilsamfundet, den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Det har til hensigt at styrke samspillet mellem det frivillige foreningsliv, kommunerne og erhvervslivet.

Der må vi som udgangspunkt sige, at det er et positivt forslag. Vi i Dansk Folkeparti er, som jeg faktisk forventer alle her i salen er, tilhængere af det frivillige arbejde. Vi er jo i Danmark beriget med rigtig mange foreninger og frivillige organisationer. Ligeledes er jeg faktisk meget overbevist om, at særlig kommunerne er meget opmærksomme på, at det faktisk er ret store opgaver, de frivillige løfter. Hvis vi skulle ud at kapitalisere det her arbejde, er jeg faktisk overbevist om, at vi ville få et meget, meget stort tal. Derfor er jeg også meget overbevist om, at kommunerne har en interesse i at vise visioner og vilje til at investere i og udvikle det frivillige sociale arbejde sammen med det private erhvervsliv.

Men hvad er det så, der bliver foreslået her?

Der skal udvikles et nationalt charter for samarbejde mellem den offentlige sektor, det private erhvervsliv og civilsamfundet. Charteret skal fastlægge en række grundantagelser om, hvordan og på hvilke præmisser det tværgående samarbejde bør udvikles. Det skal fungere som det fælles nationale grundlag, som ethvert frivilligråd opfordres til at tilslutte sig og bruge som konkret udgangspunkt for arbejdet med lokale spilleregler, og det bør bl.a. indeholde følgende: et bredt sammensat frivilligråd; et frivilligcenter; en lokal mødeplatform/mødested og udvikling af lokale spilleregler, der udmønter det nationale charter i en lokal sammenhæng. Og det er her, jeg synes det er lidt synd, for her lægger man egentlig det frivillige op i nogle rammer, som virker lidt stramme. Jeg synes, der er meget her i forhold til »bør« og »skal udmøntes efter«, det er lidt synd.

Jeg vil sige, at jeg meget gerne vil opfordre alle kommuner til at opretholde deres folkeoplysning. Der er stor interesse for folkeoplysning, og der er også en masse værdier for kommunerne i det. Jeg mener også, at det skal være op til den enkelte kommune, hvordan den vil understøtte sine frivillige, hvordan den vil arbejde sammen med de frivillige. Så vi kan altså ikke støtte det her forslag. Men nu har vi faktisk 98 kommuner, og jeg synes ikke, at vi her fra Christiansborg skal styre, hvordan de skal understøtte deres frivillige arbejde. Men igen: Fokus på det frivillige er meget positivt, og jeg vil da sige, at hvis den her debat har været med til at fremme det positive i forhold til det frivillige arbejde, er vi også i Dansk Folkeparti glade over det.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det er fru Anne Baastrup fra SF – Socialistisk Folkeparti.

»Mere samfund, mindre stat – 2+2=5«. Det kunne i virkeligheden være overskriften på det her. Jeg synes, det er meget trist, at den til enhver tid siddende minister i den her regering tilsyneladende altid skal være negativ over for oppositionens forslag. Om det hedder strategi, om det hedder charter, eller om det hedder handlingsplan, eller hvad ved jeg – herregud, det er jo ikke det, der skal skille os ad. Det, Det Radikale Venstre nu har sat på dagsordenen, synes jeg vi skal være glade for.

I de her bemærkninger, som tilsyneladende er helt forfærdelige, anvender man ganske vist begrebet charter i stedet for strategi, men jeg synes, socialministeren skulle prøve at genlæse ånden i forslaget og forholde sig til ånden i forslaget, og lad os så i fællesskab få udviklet det civile samfund. Vi har jo alle sammen en viden om, at hvis vores velfærdssamfund skal fungere og skal kunne overleve forskellige typer kriser, er det vigtigt, at den enkelte borger har retten og oplever pligten til at deltage i det civile samfund.

Hvad er så det civile samfund? Det er kun fantasien, der sætter grænserne. Lad mig nævne et par eksempler. Natteravnene er en kæmpe organisation, som forældre aktivt selv tilvælger at blive medlem af, og de går torsdag nat, fredag nat, lørdag nat, hvornår det nu er nødvendigt, og passer på de unge i byen. Vi har besøgsvenner, der tager ud og besøger gamle damer, som sidder alene i en lejlighed, efter at manden er død, og drikker kaffe og hygger. Vi har folk, der aktivt søger at få fat i de indsatte i fængslerne for at lære dem at læse, skrive og regne, så de lader være med at begå ny kriminalitet. Der er så mange gode elementer i den danske befolkning, som aktivt gerne vil deltage i udviklingen af velfærdssamfundet – og jeg understreger ordet samfundet. Det er ikke staten, der skal stå for det her.

Så kan man diskutere, hvor faste rammerne skal være, men helt ærligt, lad os i stedet prøve at tale sammen i stedet for at gå efter den splittelsesterminologi, som ministeren jo lagde op til, og som de andre ordførere loyalt fulgte op. Hverken Venstre eller Dansk Folkeparti kan jo seriøst gå imod, at vi udvikler det frivillige arbejde. Så vi siger: Mere samfund, mindre stat. Lad os bare på det her område få det samarbejdende folkestyre, for det savner vi undertiden. Vi støtter efter omstændighederne forslaget. Nu kommer det aldrig til afstemning, men vi – og jeg håber inderligt, det bliver hele Uddannelsesudvalget – laver i fællesskab en beretning, som gør, at alle kan flytte sig, herunder også socialministeren.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Vivi Kier fra Det Konservative Folkeparti.

Som ordførere før mig har sagt det, vil jeg også sige, at det er et rigtig væsentligt tema, som sættes til debat. Det er et tema, som faktisk også er beskrevet i regeringens arbejdsprogram, og det viser dermed, at vi faktisk tager frivilligt arbejde, frivilligt socialt arbejde, ret alvorligt.

Med det nye regeringsgrundlag ønsker regeringen at styrke inddragelsen af det frivillige Danmark og særlig i det sociale arbejde. Det frivillige Danmark har store ressourcer, og dem skal vi bruge mere målrettet og offensivt. Som ministeren sagde, vil regeringen udarbejde en strategi for systematisk inddragelse af civilsamfundet og kvalificerede frivillige organisationer i arbejdet med socialt udsatte personer og familier. Så kan vi kalde det charter, handlingsplan eller alt muligt andet – regeringen har kaldt det en strategi.

Strategien skal jo bl.a. være med til at identificere de områder, hvor brug af frivillige og private kan styrke den sociale indsats. Det kan f.eks. være i forhold til at opsøge personer og familier, som er i fare for at miste tilknytning til samfundet eller har gjort det, eller det kan være i forhold til at etablere og drive tilbud målrettet sårbare grupper.

Vi Konservative lægger stor vægt på det personlige ansvar. Det personlige ansvar skal forstås som det medmenneskelige ansvar, vi alle har, både over for vores egen familie, de mennesker, vi møder i vores hverdag, og over for det omkringliggende samfund, som vi også er en del af. Vi har alle sammen et ansvar for at bidrage til det samfund, som vi er en del af, og det gør vi, når vi f.eks. lige tager naboens dreng med hjem fra fodbold, når forældrene ikke rigtig kan få det til at hænge sammen; når vi bruger en time eller to som besøgsven; når vi indlæser breve og bøger for synshæmmede; når vi passer døgntelefon for udsatte børn og voksne; eller når vi giver en håndsrækning i den lokale varmestue. Det er alle sammen meget vigtige opgaver, der løses, og det er en hjælp, som samfundet ikke kunne være foruden. De frivillige er en afgørende lim i samfundet. Ligesom samfundet til stadighed er under udvikling, og der opstår nye behov for socialt engagement, er de frivilliges deltagelse også under stadig udvikling.

Frivillige er en væsentlig del af løsningen på samfundsmæssige problemer, og det er der flere grunde til. For det første vil det offentlige ikke kunne levere oprigtigt menneskeligt samvær. Eksempelvis løser besøgstjenesten en kæmpe opgave, som det offentlige aldrig vil kunne løse. For det andet kan frivillige organisationer møde udsatte mennesker på en helt anden måde, end det offentlige kan. Mange udsatte har desværre ikke tillid til det offentlige, men finder fortrolighed i kontakten med frivillige organisationer.

Vi må ikke binde de frivillige organisationer på hænder og fødder, deres force er netop, at de har en anden frihed og dermed tilgang til at løse deres opgaver, og det skal man bevare. Men vi skal lære af den frivillige sektor, og vi skal videreudvikle de rammer, som de arbejder inden for, så vi kan udbrede den frivillige sektor og dens arbejde.

Når vi så siger nej til forslaget, er det, fordi der nu er igangsat et arbejde. Det kunne spørgeren måske ikke vide, dengang man fremsatte beslutningsforslaget. Men jeg synes, det er glædeligt, at arbejdet er i gang.

Til slut vil jeg bare komme med en forbrugeroplysning til Socialdemokraterne, som ligesom syntes, der var et rodet forhold her. Jeg må sige, at det, den daværende indenrigs- og socialminister, fru Karen Ellemann, sagde dengang, var, at hun gerne ville revitalisere det eksisterende charter om samspil mellem det offentlige og den frivillige sektor. Og det er jo netop det arbejde, der er sat i gang, og som den nuværende socialminister lige har stået og fortalt om, nemlig en national strategi. Så der er fuld overensstemmelse mellem det, den ene minister siger, og det, den anden siger.

Der er en kort bemærkning fra fru Bente Dahl.

Tak for det. Den konservative ordfører siger, at vi ikke må binde det frivillige arbejde på hænder og fødder. Det er der sandelig heller ikke nogen, der har intentioner om at gøre – og slet ikke Det Radikale Venstre. Tværtimod har det her forslag, vi behandler i dag, en intention om at styrke området, styrke forudsætningerne for, at de frivillige kan få bedre forudsætninger, så det arbejde, der bliver lavet så fantastisk derude af de frivillige, bliver fremmet.

Ordføreren nævner næsten udelukkende socialt frivilligt arbejde. Jeg vil høre, om ordføreren også mener, det er mere omfattende end som så, og i så fald, hvilke områder det omfatter ud over det sociale.

Ordføreren.

Frivilligt arbejde er stort, bredt og omfattende. Det er jeg helt med på. Jeg er også en del af den frivillige verden og har lavet frivilligt socialt arbejde i mange år, og jeg har også lavet andet frivilligt arbejde, som ikke var socialt arbejde. Når jeg snakkede noget om, at vi ikke måtte binde, er det nok ud fra den holdning, jeg har til hele den frivillige verden. Jeg vil gøre opmærksom på, at det skal vi huske på. Jeg er enig i, at det, vi skal, er at styrke hele den frivillige verden, og det var også det, jeg opfattede ministeren sagde, nemlig at den nationale strategi, der vil komme, vil styrke hele det her samarbejde. Jeg forventer da helt klart, at vi som ordførere vil blive inddraget i det arbejde.

Fru Bente Dahl.

Tak for det. Nu har Det Konservative Folkeparti og det andet regeringsparti og støttepartiet talt om, at der er behov, og at det er vældig godt med en national strategi, men så begriber jeg ikke, hvorfor regeringen og Dansk Folkeparti ikke kan støtte det forslag, der foreligger her. Det er også en yderligere styrkelse af det at få en national strategi – man kalder det charter, men det er et spørgsmål om ord; det kan være handlingsplan, det kan være strategi – sådan at vi sammen kan få skabt forudsætningerne for, at lokale initiativer kan blomstre, altså en national handlingsplan, en national strategi som forudsætning for, at det lokale kan blomstre.

Er ordføreren enig med mig i, at det er nødvendigt med en national strategi for at få skabt forudsætningerne for, at de lokale foreninger kan få optimale vilkår?

Ordføreren.

Jeg er meget enig i det, men jeg håber ikke, at det her skal blive en diskussion om, om det hedder charter, handlingsplan eller strategi. Jeg synes, det her emne er alt for vigtigt til det. Jeg takkede også for, at det var sat på dagsordenen, men som sagt er der faktisk, som ministeren sagde, et vældig stort arbejde i gang, som kommer med en hel række input. For mig at se kunne De Radikales forslag sagtens være en del af det input, der indgår i det, vi ender med at nå frem til.

Det, vi skal ende ud med, er jo, at vi styrker det her område, at vi signalerer, at det betyder noget, og at det er rigtig, rigtig vigtigt. Alle de her mange mennesker, som er derude i den frivillige verden, vil jo gerne, og de vil gerne have nogle flere med, og det er derfor, vi skal styrke hele området. Som sagt kan den frivillige verden løfte nogle opgaver, som det offentlige aldrig nogen sinde ville kunne løfte.

Hr. Leif Lahn Jensen har bedt om en kort bemærkning, værsgo.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville tage ordet, men jeg er nødt til at kommentere det om den tidligere minister.

Det Centrale Handicapråd skriver: På baggrund af undersøgelsen er indenrigs- og socialminister Karen Ellemann klar med nye initiativer for at give flere mennesker med handicap mulighed for at deltage i foreningslivet.

Ministeriet skriver så følgende: Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann vil udforme et nationalt charter, der forpligter underskriverne til at arbejde for, at flere mennesker med handicap bliver en del af foreningslivet. Charteret skal skrives i samarbejde med repræsentanter for foreningslivet og for det offentlige.

Hun ville altså udforme, og hun ville forpligte. Er det ikke korrekt, at det i hvert fald er at lave et nyt?

Fru Vivi Kier.

Jeg må så igen sige, at jeg jo hørte ministeren sige, at hun ville revitalisere det nuværende charter, og det er jo det, vi gør nu med en national strategi. Så jeg ser ikke helt, at der er et misforhold, som jeg godt kan høre spørgeren rigtig gerne vil have der skal være. Men det ser jeg ikke helt der er.

Så siger jeg tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og vi er nu nået til ordføreren for forslagsstillerne, fru Bente Dahl.

Først vil jeg sige rigtig mange tak for kommentarer og tilkendegivelser, der er kommet under debatten, og tak for de mange positive ord, ikke mindst fra S og SF. Det er bare ærgerligt, at ordene, inklusive det her forslag, ikke kan blive udmøntet i politik. Jeg anerkender, at ministeren siger, at der bliver nedsat et udvalg, som vil arbejde med det, men jeg havde gerne set, det også havde taget udgangspunkt i vores forslag her i dag.

Beslutningsforslaget her er blevet til, fordi det frivillige foreningsliv bærer meget af samfundets liv og udvikling. Det frivillige foreningsliv er bredt, både socialt og kulturelt, og al udvikling sker altså i samspil imellem mennesker. For at der kan være et samspil, skal der være steder at mødes, og der skal være nogle, der indkalder til møderne. Der er desværre en tendens i kommunerne i dag til at nedlægge folkeoplysningsudvalgene, som er en del af de strukturer, der bærer den frivillige sektor frem. En undersøgelse fra oktober 2009 belyser tendensen, og det er en bekymrende tendens.

Det overordnede formål med B 157 er at skabe bedre vilkår for, at forskellige parter kan mødes fysisk for i dialog med hinanden at gøre noget, lave aftaler, udføre noget, der gavner det frivillige, kommunerne og erhvervslivet – og meget gerne andre også. I det krydsfelt er der meget uudnyttet potentiale. I beslutningsforslaget ligger der ikke noget krav om, hvad der skal udføres, hvad der skal tales om, men beslutningsforslaget lægger op til at skabe rum, mødesteder, muligheder. Mødestederne kan være mange. Beslutningsforslaget kommer med et par forslag i den lokale organisatoriske ramme om f.eks. frivilligcentrene, men vi forestiller os også, at der sagtens kan findes andre løsninger, skoler, forsamlingshuse i landdistrikterne, i Dansk Husflids huse, der findes rundtomkring i hele landet, sportshaller osv. osv. Mødesteder er det ene element, der er nødvendigt. Det andet element er, at der er mindst en, der er ansvarlig for, at parterne finder sammen. Beslutningsforslaget her har også nogle forslag til, hvem der kan være ansvarlige for det.

Vi ser meget gerne, at alle kommuner opretter et foreningsråd eller et frivilligråd. Navnet er ikke afgørende, det er indholdet og det, at det giver mulighed for mennesker i den frivillige sektor til af og til at træffe mennesker fra andre sektorer. Vi foreslår her et nationalt charter – vi kan kalde det handlingsplan, vi kan kalde det strategi. Det er ikke ordene, det er afhængigt af. Vi mener, det skal være over hele landet, der skal sikres møder mellem frivilligsektoren og andre sektorer. Et charter kan være et udvalg, der nedsættes, ligesom det var, da vi første gang så det i 1999 – mig bekendt var det første gang. Jeg håber da også, at ministerens nye udvalg arbejder med følgende formål, nemlig det formål, der var i 1999 for det charter: at give den enkelte borger de bedst tænkelige rammer for at være en aktiv del af forpligtende fællesskaber og styrke samfundets sammenhængskraft; at bidrage til respekten for det frivillige Danmarks mangfoldighed af formål og organisationsformer; at styrke og udvikle samspillet mellem det frivillige Danmark og det offentlige med respekt for forskellighederne; at fastholde og udvikle det frivillige Danmarks bidrag til samfundets udvikling, fællesskabernes velfærd og den enkeltes livskvalitet; at synliggøre og fremme den frivillige indsats.

Selv om det er 10 år siden, har det frivillige foreningsliv stadig aktualitet, så det kan dårligt undre, at der kom en rapport – den, jeg før nævnte, da jeg spurgte ind til det – fra tænketanken Cevea i oktober 2009 med rapportering om borgernes inddragelse, afdækning af det frivillige potentiale. Og ministerens omtale af det arbejdende udvalg viser jo også aktualiteten, og så regeringens grundlag ikke at forglemme.

Jeg vil nævne de fem forslag, Cevea-rapporten selv trækker frem af det omfattende idékatalog på 22 forslag: 1) opret frivillighedsministerium, 2) national handlingsplan, 3) ny national fridag, civilsamfundsdagen, 4) det offentlige skal købe socialøkonomisk, 5) styrk de selvejende institutioners uafhængighed.

Det er jo sådan set forslag nr. 2, vores beslutningsforslag her i dag lægger op til. Et nationalt charter skal udvikles, og vi må have en national handlingsplan, der formuleres nationalt på tværs af Kulturministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet og sammen med dem alle tre, og handlingsplanen skal udføres lokalt. Det er i krydsfeltet mellem sektorerne, der kan løftes opgaver.

I England er denne form for samarbejde meget udbygget jævnfør Anthony Giddens teorier om »Den tredje vej«. Vi må altid fastholde, at frivilligt arbejde gøres af lyst og udelukkende af lyst. Frivillige kan ikke trække andre læs end netop det frivillige. De kan ikke erstatte arbejdspladser, men det er altså igen i krydsfeltet mellem det frivillige og andre sektorer, det rykker.

Det Radikale Venstre mener, det ville være godt og meget frugtbart med foreningsråd, frivilligråd i alle kommuner. De skal have til huse et bestemt sted og have en bestemt sammensætning fra alle sektorer, der er involveret. De skal koordinere, sætte i gang, rådgive, hjælpe, men de skal ikke hindre det, der allerede er i gang, de skal bare give yderligere muligheder. Derved udvikles den der tredje vej, som er den vej, der går imellem markedet og staten, nemlig den civile vej. Tak for debatten.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.