For ikke så lang tid siden var der nogle enslydende artikler i en del af dagens aviser, hvor overskriften lød, at efterskoler gør børn til rygere.
Det, der stod efter overskriften, var:
Hvis du sender dit barn på efterskole, fordobler du risikoen for, at barnet bliver ryger.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi som Socialdemokrater overhovedet ikke synes, at sådan nogle overskrifter er spor spændende at læse.
Det er, fordi når vi foreslår, at vi tager en diskussion nu om at skærpe rygeloven, er det, fordi der både er en holdningsdiskussion i forhold til at sende nogle klare signaler om, hvor farlig rygning er, og at der rent faktisk også er brug for politiske initiativer.
Det er jo også derfor, at efterskolerne selv, på trods af at der ikke er krav om rygestop bl.a.
på efterskolerne, selv har taget det her op, for de kan jo heller ikke leve med, at det er sådan.
Det er desværre alt for veldokumenteret, at efterskolerne er et af de steder, hvor flest børn får deres rygedebut.
Jeg ved også, der er mange efterskoler, der ville ønske, at der kom en egentlig lovgivning på området, der strammede op på det, og heldigvis er der en del af efterskolerne, som har nogle endda meget stramme regler – regler, de selv har vedtaget.
Nogle af de ting, som de har gjort selv de steder, hvor de frivilligt har lavet det, er, at de f.eks.
har besluttet, at efterskolen skal være røgfri, vel at mærke så konsekvent, at rygeforbuddet skal gælde hele efterskoleopholdet, undtagen når man er hjemme på weekend.
Forbuddet gælder både i skoletiden og fritiden, og uanset om man er på skolens område eller et andet sted.
Alle eleverne skriver inden skoleårets start under på, at de er indforstået med skolens krav om røgfrihed.
Så kan man selvfølgelig sige:
Jamen er det ikke fint, at de kan finde ud af det selv, hvorfor skal vi dog blande os som politikere?
Når Socialdemokraterne er nået frem til, at vi skal blande os som politikere, er det, fordi det faktisk en af de opgaver, vi har som politikere.
Når vi har en meget veldokumenteret viden om, at totalt rygestop på de uddannelsesinstitutioner, hvor børn færdedes, virker, er vi da nødt til at lytte til det.
Derfor har vi selvfølgelig også bemærket, at regeringens egen Forebyggelseskommission er kommet med en fuldstændig klar anbefaling af, at når det handler om børn, er der behov for et klart rygestop.
Det er der, fordi alle de halve løsninger, som er blevet prøvet i årevis, slet ikke virker tilstrækkeligt.
Jeg vil godt takke undervisningsministeren for en generelt meget positiv modtagelse af intentionerne med beslutningsforslaget, for der er brug for, at vi alle sammen trækker på samme hammel i forhold til holdningsdiskussionen.
Det var også det, jeg hørte hos undervisningsministeren.
Når vi nu ved, at der er brug for nogle strammere regler, synes vi, det er ærgerligt, at den ene side i salen, nemlig Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, bare over en kam, men med lidt forskellige begrundelser, afviser, at man skal gøre yderligere.
Det er altså 2.000 nye rygere om året, som efterskolerne fostrer, fordi det er muligt at starte med at ryge dér.
Og det er bare efterskolerne, vi taler om.
Vi synes, det er tal, der bør gøre indtryk.
Så bliver der henvist til, at Socialdemokraterne bare kommer nu og vil lave et forligsbrud.
Nej, det vil vi ikke.
Der er en god praksis i, at vi kan have den type holdningsdiskussioner her, og derfor tager vi heller ikke vores beslutningsforslag til andenbehandling.
Men når vi fremsætter det igen – for vi har haft diskussionen tidligere – er det jo, fordi der også var en beslutning om, at man i rygelovforligskredsen skulle revidere reglerne, bl.a.
for at kigge på skærpelser i forhold til børn og unge, senest i 2009-10.
Det, vores beslutningsforslag på det tidspunkt blev afvist med, var:
Nu skal vi lade være med at diskutere det, for det skal jo revideres i 2009-10.
Men det gik hverken værre eller bedre, end at den daværende konservative sundhedsminister så var ude at sige, at der overhovedet ikke var brug for nogen som helst ændringer af rygeloven – inden forligskredsen overhovedet var samlet igen.
Det har jo så været tydeligt, at der er meget forskellige holdninger til, om man ønsker at beskytte bl.a.
børn og unge, hvor nogle af de partier, herunder ordføreren for Dansk Folkeparti, jo også tydeligt har tilkendegivet, at så farligt er det da heller ikke, og det skal vi i hvert fald ikke blande os i, og derfor skal der ikke ske videre i forhold til børn og unge.
Det synes vi er rigtig trist.
Vi vil godt understrege, at vi stiller os på børnenes side i denne sag, og vi synes, det er rigtig ærgerligt, at man ikke kunne nå videre end til at udskyde en revision af rygeloven til 2012.
Det vil sige, at der efterhånden er gået 3-4 år, før vi når dertil, at man overhovedet igen begynder at diskutere, hvad vi skal gøre, for at gøre det, der virker, nemlig få indført det totale rygestop.
Nu er det jo sådan, at der både er kommet ny sundhedsminister og ny undervisningsminister, siden rygeloven skulle have været revideret, men hvor det altså bare blev udskudt.
Derfor noterer jeg virkelig med glæde, at den nye undervisningsminister faktisk tager positivt imod intentionerne i forslaget, og jeg håber også, at den tidligere undervisningsminister, der nu er blevet sundhedsminister, på samme måde positivt vil gå ind i den nødvendige informationskampagne.
Men det er ikke tilstrækkeligt, og det er derfor, vi har fremsat beslutningsforslaget, og derfor vil jeg også benytte lejligheden her til sidst til at takke SF og Det Radikale Venstre for at støtte intentionerne bag et rygestop for børn og unge, herunder også på efterskoler.
Vi ved, det er et forslag, som faktisk vil blive taget rigtig godt imod mange steder, for det kan godt være, det lyder grimt med forbud, men her beskytter det rent faktisk børn og deres sundhed.