Jeg kan da love den liberale alliance endnu mere presseomtale, end man fik på at besøge det sted, hvor man har planlagt at lægge testcenteret i Østerild i Thy.
At man besøgte det lidt senere end alle vi andre, er selvfølgelig én sag, men jeg er sikker på, at hvis man rejste rundt i landet med planer om, at der skulle være atomkraftværker de pågældende steder, var man sikker på en ganske stor og entusiastisk lokal medleven.
Så hvis man mangler opmærksomhed omkring sine politiske synspunkter, er det nok en rigtig vej at betræde.
Ellers vil jeg bare sige, at der med undtagelse af Liberal Alliance, som mente, at regeringens initiativer på det her område var spild af tid og spild af energi og spild af ressourcer og nærmest skadelig, jo blandt Folketings øvrige partier i al almindelighed er enighed om, at det ville være en rigtig god idé at gennemføre en undersøgelse af de statslige arealer med henblik på at sikre, at der også der kan laves en plan for, hvor der kan opstilles vindmøller.
Det er klart, at man i den forbindelse skal tage hensyn til naturinteresser, og man skal også tage hensyn til lokalbefolkningen.
Jeg er nu sikker på, at hvad angår det sidste, altså hensyn til lokalbefolkningen, vil man se en ganske stor opbakning, hvis man i forhold til de vindmøller, der opstilles på land, tager afsæt i en strategi, der handler om at involvere og engagere lokalbefolkningen som medejere af vindmøllerne i form af vindmøllelav, anpartsselskaber osv., hvor lokale kan indgå.
Jeg skal bare i den sammenhæng nævne, at jeg i går var til et møde i Aalborg, hvor bl.a.
hr.
Jens Kirk, der jo er formand for Folketingets Energiudvalg og medlem af Venstre, med stolthed i stemmen talte om den glæde og begejstring, der var derude, hvor han kom fra, i den vestlige del af Jylland, for et vindmølleprojekt, netop fordi man havde mulighed for at være medejer.
Så jeg tror, at det er vejen, man skal gå.
Jeg er selvfølgelig meget glad for, at regeringen allerede er i gang med at gennemføre det her.
Og af samme grund er det selvfølgelig også inderligt overflødigt at stemme om det og bruge tid på en anden behandling af beslutningsforslaget, når regeringen på det her område helt klart er længere i sin forberedelse af arbejdet, end jeg havde forventet.
Så må vi til efteråret selvfølgelig vende tilbage til det og se, hvor hurtigt det er gået, og hvordan arbejdet er, med henblik på at kunne følge op på det.
Én af baggrundene for, at vi faktisk fremsatte det her beslutningsforslag, var jo, at vi havde konstateret, at regeringen, når det drejede sig om placeringen af vindmølletestcentret, var meget fokuseret på de statslige ejendomme og de statslige arealer.
Måske har det været på en måde, som har været blokerende og har gjort, at man har lukket for at se andre muligheder uden for de statsejede arealer.
Det har i det her tilfælde, synes vi, været en unødvendig indskrænkning af den måde, man har undersøgt tingene på.
Men det, at det i det ene tilfælde er en indskrænkning og en udelukkelse af noget andet, betyder jo ikke, at det ikke er uhyre fornuftigt at se på de statslige arealer i forhold til opstilling af landplacerede vindmøller.
Når det er vigtigt og rigtigt at gøre det, er det jo, fordi der er klare fordele ved vindmøller på land.
Der tales tit om ulemperne, men der er også klare fordele.
Der er den klare fordel, at de er billige at opføre.
Der er den klare fordel, at de driftsmæssigt er betydeligt billigere at holde i gang.
Der er lidt delte meninger om, hvorvidt det er 50 pct.
af udgifterne, man kan spare, eller om det er lidt mere eller lidt mindre, men det er i hvert fald helt klart meget billigere.
Derfor ville det være urimeligt, hvis man ikke også baserede sig på det i fremtiden.
Vi kan jo også se, at det, hvis man ser på de planer, der har været fremlagt om, at man i 2020 skulle være i stand til at producere cirka halvdelen af vores elforbrug ved hjælp af vindenergi, forudsætter både en udbygning af vindmøller til havs og en udbygning af vindmøller til lands.
Så det er altså nødvendigt, at vi satser på begge dele.
Jeg vil sige, at jeg jo synes, at det er positivt og glædeligt, at vi er enige om det.
At det så ender med, at det i historiebøgerne nok vil indgå som noget, regeringen får æren for – i hvert fald foreløbig – og at vi må nøjes med at sige, at vi i hvert fald fik stillet et beslutningsforslag på et tidspunkt, hvor vi kunne være med til at fastslå, at der eksisterer den her enighed, er så en anden sag.
Vi vil følge det videre arbejde i regeringen med den sædvanlige positive opmærksomhed.
Det kan jeg godt love.