Jamen det var jo ikke uventet, at hr.
Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne igen, jeg vil næsten sige for gud ved hvilken gang, her fra Folketingets talerstol skal fortælle om, hvor dårligt det er, at vi i Danmark har en rigtig god indgangsvinkel til det at lade private virksomheder være en del af det kommunale og lade private virksomheder gå ind og deltage aktivt, få lov til at give tilbud, få lov til at være med, få lov til at være med til at give det, der hedder velfærd, til kommunernes borgere og til de danske borgere, men selvfølgelig er der også nogle steder, hvor det er gået galt, og det er så i de få tilfælde, Socialdemokraterne elsker at plædere.
Man tænker så ikke på alle de steder, hvor det faktisk er gået godt.
Vi skal jo ikke længere tilbage end til i går, hvor der var en melding i en rapport, som Udbudsrådet var kommet med, om, hvordan det var gået med udlicitering i forskellige sammenhænge.
Der var foretaget undersøgelse af 114 konkrete sager, og i 73 ud af de 114 sager viste det sig, at det var til gavn og vel at mærke også til økonomisk gavn for kommunerne, at tingene havde været sendt i udbud, og at der kun i fire tilfælde var registreret direkte negative effekter ved, at man havde valgt at konkurrenceudsætte en opgave, som så var endt på private hænder.
Hvis man kigger på det i dag, viser det sig, at omkring 53 mia.
kr.
af de penge, der bruges inden for det offentlige, kommunerne, er milliarder, der bliver betalt til private virksomheder, som så til gengæld udfører et godt stykke arbejde for kommunerne med en lang række opgaver inden for forskellige områder.
Det har så også resulteret i den gevinst, som vi kan se der er ved det, nemlig at de private virksomheder opnår en større andel af de opgaver, der er, og de nyeste tal viser jo, at det for 2009 drejer sig om 25 pct.
af de opgaver, som er blevet konkurrenceudsat.
Men at sige, at noget bliver konkurrenceudsat, er jo ikke det samme som at sige, at det ender på private hænder.
Det, der er meningen med den her lovgivning, er jo netop, at man vil gøre det så tilgængeligt som overhovedet muligt, så også private virksomheder får lov til at gå ind og byde på de her forskellige opgaver, og det kan Dansk Folkeparti altså ikke forstå hvorfor Socialdemokraterne og andre her i Tinget har så stor en forskrækkelse over for.
Vi synes, det er sundt, at man lader private virksomheder komme ind og være med til at give et bud på forskellige kommunale opgaver, og vi tror også, at ved at lade private virksomheder eksempelvis få 53 mia.
kr.
i årlig omsætning, som er det, de har nu, vil det betyde, at de her forskellige virksomheder ud over at få den omsætning på 53 mia.
kr.
kan bruge deres overskud og deres soliditet til at udvikle deres virksomheder til andre typer job, som så bagefter giver andre job rundtomkring i de samme virksomheder.
Så vi kan ikke støtte det her forslag, som det ligger.