Efter den foregående afstemning er der i hvert fald ingen, der skal sige, at vi ikke arbejder for sagen, for vi kæmper videre, også i forhold til en forkortelse af dagpengeperioden.
Og i forhold til det er der bare sige, at Arbejdsmarkedskommissionen jo helt klart sagde, at efterlønnen er det væsentlige, det er det store, man kan gøre.
Den eneste anden ting, der rykker lidt, er en forkortelse af dagpengeperioden.
Derfor prøver vi også at foreslå det og rejse en debat, om det egentlig ikke var på sin plads at forkorte dagpengeperioden.
Vi kunne jo desværre godt høre under førstebehandlingen af det her forslag, at det næppe er noget, der vinder bred tilslutning, men igen må jeg stille spørgsmålet:
Hvad har man så tænkt sig at gøre?
Hvordan har man tænkt sig at fremtidssikre dansk økonomi?
Hvordan har man tænkt sig, at vi skal være et af verdens rigeste samfund, også i årene der kommer?
I forhold til dagpengeperioden foreslår vi jo blot at halvere perioden fra 4 år til 2 år; selve ydelsen ændrer vi jo ikke på, det er kun selve perioden, man kan modtage dagpenge i.
Der er det bare værd at sige, at dagpenge jo er noget, man får, når man er arbejdsløs, når man kommer i den situation, men det er altså de færreste, som har brug for dagpenge i 3-4 år, ja, langt de fleste mennesker har faktisk slet ikke brug for dem i så lang tid, som vi vil gøre det muligt med en 2-års-dagpengeperiode.
Faktisk var det sådan, at da man for år tilbage havde en lidt højere arbejdsløshed, som svarer til den, vi har i dag, var det gennemsnitlige forbrug af dagpengeperioden 37 uger.
Vi foreslår, at man kan få dagpenge i 104 uger, det vil altså sige cirka tre gange så lang tid som det gennemsnitlige forbrug af dagpenge.
Hvis vi sætter perioden ned til 2 år, så er vi stadig et af de lande i den vestlige verden, der har den længste dagpengeperiode.
Faktisk vil det være sådan, at det kun er Belgien og Island, der sammen med os vil have dagpengeperioder på over 1½ år.
Og der kan man vel stadig væk sige, at vi har et ret flot system, vi har et ret flot forsikringssystem, og vi har en ret flot længde på perioden, hvor man kan blive kompenseret, hvis man skulle komme ud i arbejdsløshed.
Men sandheden er jo den, at vi har en midlertidig stigning i arbejdsløsheden i øjeblikket, og det medfører selvfølgelig, at der er flere, der kommer på dagpenge, men det medfører jo ikke, at der er horder af folk, der kommer på dagpenge i mere end 2 år.
Så det er spild af penge, og det er med til at sørge for at holde folk i passiv forsørgelse i længere tid, end det egentlig er nødvendigt.
I Liberal Alliance går vi meget ind for, at folk, der er syge eller ikke kan klare sig selv i øvrigt, bliver kompenseret fra det offentlige, også på et ordentligt og rimeligt niveau, men folk, som dybest set bare burde tage sig sammen og komme i gang med at søge et job og få et arbejde, skal også gøre det og komme ud på arbejdsmarkedet og forsørge sig selv, bidrage til samfundet og dermed have den tilfredsstillelse, det giver at have et arbejde og også sørge for at bidrage til den generelle samfundsøkonomi.
Så vil jeg til sidst knytte en enkelt bemærkning i forhold til Det Radikale Venstre, som jeg jo virkelig undrer mig over ikke stemmer for det her forslag:
Altså, fair nok, at man ikke stemmer for efterlønsforslaget, for der har man jo bundet sig til et eller andet forlig, der først går i gang i 2019, eller hvad ved jeg, men på dagpengeområdet forstod jeg i hvert fald på ordførertalen fra hr.
Morten Østergaard under førstebehandlingen, at det var sådan, at Det Radikale Venstre egentlig er tilhænger af forslaget.
Man er egentlig ikke bundet af noget forlig, der gør, at man ikke kan stemme for det, men man synes sådan set ikke rigtigt, at man har lyst alligevel, fordi man gerne skulle have en masse andre gode ting gennemført, før man også kan stemme for det her i øvrigt gode forslag.
Det er jo en meget spændende logik, især for et parti, der senere i dag har et forslag om afskaffelse af multimedieskatten på programmet, det vil man så godt gøre som en god ting, selv om man ikke får hele skattereformen.
Men der er åbenbart ikke nogen indre sammenhæng imellem argumentationen på skatteområdet og på arbejdsmarkedsområdet fra Det Radikale Venstres side.
Når man ser den radikale partileder, fru Margrethe Vestager, igen og igen markedsføre halvering af dagpengeperioden i den ene avis efter den anden, i det ene radioprogram efter det andet, i det ene tv-program det andet, så er det da utroligt, når man ikke er bundet af noget forlig og man siger, at man ønsker det her, at man så ikke kan stemme for forslaget, når vi fremsætter det i Folketingssalen.
Så må vi jo bare sige og konstatere, at Det Radikale Venstre har én politik, når de er i medierne, og en anden politik, når partiet er i Folketingssalen.
Men sådan er det.
Partiet kan selvfølgelig modbevise min påstand ved at stemme for beslutningsforslaget om ganske få minutter.