Det sidste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 128:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod kønsopdelt undervisning og kønsopdelte møder i folkeskolen.

Af Marlene Harpsøe (DF) m.fl.

(Fremsættelse 10.02.2010).

Forhandlingerne er åbnet. Undervisningsministeren.

Tak. Lad mig begynde med at slå fast, at jeg er enig med forslagsstillerne i, at ligestilling er en helt grundlæggende værdi i det danske samfund og derfor også i folkeskolen. Folkeskolens værdigrundlag kommer klart til udtryk i folkeskolens formålsparagraf. Den slår bl.a. fast, at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Ligeværd i et demokratisk samfund som det danske samfund opfattes som en selvfølgelighed, og det gør også ligestilling mellem mænd og kvinder. Dette princip skal være styrende for skolens aktiviteter, og der kan derfor ikke iværksættes diskriminerende foranstaltninger eller andet, der er i strid med formålsparagraffen.

Men jeg er ikke overbevist om, at den bedste måde at sikre, at ligestilling også bliver en realitet i praksis, er, at Folketinget i detaljer regulerer, hvordan man skal tilrettelægge hverdagen på den enkelte skole, f.eks. ved at forbyde den ene eller den anden type undervisning eller møder. Vi har på folkeskoleområdet tradition for, at man i den enkelte kommune og på den enkelte skole har stor frihed til at finde de løsninger, der passer bedst til de udfordringer, man lokalt står over for, og det er en tradition, vi bør holde fast ved. Beslutninger om, hvordan man på den enkelte skole vil gribe opgaven an med at føre folkeskolens formål ud i livet, bør efter regeringens opfattelse træffes på skolen. Det bør de af den simple grund, at det er der, man på baggrund af lærernes og ledernes faglige viden og deres kendskab til lokale forhold har de bedste forudsætninger for at træffe de beslutninger. F.eks. kan det give god mening at dele børnene op efter køn i dele af undervisningen i idræt, naturfag eller seksualundervisning.

Det samme gælder i forældresamarbejdet. Den konkrete tilrettelæggelse af forældresamarbejdet er overladt til skolelederen i samarbejde med skolebestyrelsen. Det gælder f.eks. beslutninger om, hvilke arrangementer skolen skal forestå, og hvem målgruppen for det enkelte arrangement skal være. Det følger dog af folkeskoleloven, at alle forældre skal have adgang til arrangementer, hvor forældrene underrettes om skolens syn på elevernes udbytte af undervisningen, f.eks. skole-hjem-samtaler og forældremøder.

Forældresamarbejdet er meget vigtigt, for forældrene kan være et stort aktiv for deres barns skolegang. Men undersøgelser viser, at de fleste skoler har problemer med at få samarbejdet med de tosprogede forældre til at fungere så godt, som det burde. Det kan bl.a. skyldes, at forældrene kommer fra lande, hvor man ikke har den samme tradition for skole-hjem-samarbejde, og derfor har svært ved at se formålet, eller at de føler sig utrygge ved et skolesystem, de ikke kender så godt.

Mange skoler arbejder hårdt og målbevidst på at håndtere den udfordring, og der er behov for, at ledelsen på den enkelte skole har plads til at kunne tage utraditionelle initiativer i indsatsen for at få samarbejdet til at fungere, men at dette jo alene bør kunne ske netop ud fra et hensyn til, at skolen og samarbejdet skal kunne fungere. Ligesom når det gælder holddannelse i undervisningen i øvrigt, mener jeg altså heller ikke her, at vi i Folketinget skal blande os i den lokale beslutning om, hvordan man laver inddelinger, og det er som følge deraf heller ikke min opfattelse, at vi skal ændre folkeskoleforliget på dette område.

Regeringen kan ikke støtte forslaget, om end regeringen sagtens kan følge de overvejelser, der ligger bag. Men som det også var tilfældet ved det foregående beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, som vi har behandlet, er det generelt regeringens vurdering, at når det kommer til de grundlæggende ting i folkeskolen om, hvordan man udøver dens formål, så er der en række beslutninger, der ligger bedst lokalt. Tak.

Tak til ministeren. Fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

I Dansk Folkeparti synes vi, det er udmærket, at der kom den her regeringsrokade, og at bl.a. den nuværende undervisningsminister kunne kalde sig undervisningsminister. Det var vi da begejstrede for. Men jeg må indrømme, at jeg som ordfører for Dansk Folkeparti er lidt skuffet over ministeren her i dag. Man tilkendegiver, at ligestilling er en grundlæggende værdi i Danmark; vi skal arbejde for ligestilling i praksis, og der kommer en masse fine ord. Men helt ærligt: Kan det være rigtigt, at ministeren på vegne af regeringen slet ikke vil gribe ind og sikre ligestilling, sikre, at kvinder ikke bliver undertrykt? For det er jo netop det, der foregik ved mødet på Holbergskolen, og det kan vi da ikke være bekendt i et land, som er fortaler for ligestilling og kvinders frie rettigheder.

Ministeren.

Jeg bliver selvfølgelig en anelse bekymret over, at Dansk Folkepartis ordfører siger, at man var glad for udnævnelsen af undervisningsministeren. Men når det er sagt, vil jeg sige, at det jo er klart, at regeringen, uagtet at der er kommet nye ministre, fortsat er en VK-regering, og derfor ændres politikken ikke sådan fra den ene dag til den anden. Jeg var selv som ordfører med, da vi lavede den store ændring af folkeskolen og forhandlede den del af forliget, og derfor vil jeg sige, at man ikke skal være skuffet over, at jeg ikke har ændret holdning, for det har hele tiden været min holdning konkret til dette spørgsmål. Men det ændrer jo ikke på, at den overvejelse og bekymring, som ligger bag Dansk Folkepartis beslutningsforslag, genkender jeg godt, og det er derfor, jeg fra dag et – nej, det var måske dag seks, at jeg fik lejlighed til det – understregede, at jeg er minister for hensyn til alle i folkeskolen og ikke minister for særhensyn.

Fru Marlene Harpsøe.

Det sidste, som undervisningsministeren sagde, at undervisningsministeren ikke var minister for særhensyn, er jeg sådan set enig i. Hvorfor skal man tage det særhensyn, at man tillader et kønsopdelt forældremøde, fordi fædrene ikke bryder sig om, at mødrene kommer til et forældremøde, hvor der er andre mænd til stede? Det er da at tage et særhensyn, og det er absolut ikke givtigt i et Danmark, hvor vi tager ligestilling meget, meget seriøst.

Jeg kan også citere fra den tidligere undervisningsminister, hr. Bertel Haarder, som sagde:

»Den skoleleder bør tage fat i de fædre ved først kommende lejlighed, give dem en ordentlig skideballe og sige, at det her er Danmark: Her kan man komme til møde, selv om der er nogle med af det andet køn.«

Er ministeren ikke enig i det, og hvorfor vil ministeren så ikke tage et tiltag?

Ministeren.

Når jeg understreger, at jeg er minister for hensyn til alle, er det faktisk en imødekommelse af Dansk Folkepartis synspunkt, nemlig at vi ikke skal benytte enhver lejlighed, som andre partier måske kunne være tilbøjelige til, til at sige, at nu må hensynet til flertallet og den kulturelle baggrund, som vi jo bærer med os, vige af hensyn til andre grupper. Så det var sådan set en imødekommelse og ikke en – hvad skal man sige? – imødegåelse af Dansk Folkepartis forslag.

Men jeg er jo sådan set enig i, at der påhviler skolen et stort ansvar for at gå i dialog med de fædre, der har et problem med, at der er kvinder til stede. Men hvis svaret er, at jeg skal stille med en national lovgivning på området, vil jeg sige, at det jo bliver yderst kompliceret at håndhæve det, i og med at det, der jo kan ske – og det ville efter min opfattelse være det værste, der kunne ske – er, at så er der slet ikke nogen, der kommer og har kontakt med skolen, hverken den ene eller den anden forælder.

Hr. Jesper Langballe.

I forlængelse af det udmærkede citat af indenrigs- og sundhedsministeren, som fru Marlene Harpsøe anførte, vil jeg spørge: Er ministeren ikke enig med os i, at det, man skal sige til de mennesker, er, at de må tro, hvad de vil, men når det drejer sig om adfærd, har vi en ganske bestemt orden her i landet, og den skal de simpelt hen følge?

Jeg kunne tænke mig at spørge ministeren: Har ministeren eller regeringen en eller anden smertegrænse for, hvad man vil være med til? Lad os nu sige, at det en dag bliver et krav, at piger og drenge skal gå ind i klasseværelset ad hver sin dør, og drengene skal sætte sig på de forreste rækker og pigerne på de bageste. Ville det have overskredet regeringens smertegrænse? Og hvis ikke: Hvor går den så, vil der være noget krav om kønsadskillelse, som regeringen ikke kan gå med til?

Ministeren.

Ja, det ville der jo være, og de grænser har VK-regeringen i fællesskab med de to partier Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne jo også sikret i folkeskolens formålsparagraf, hvoraf det bl.a. kommer til udtryk, at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og at det selvfølgelig også betyder ligestilling mellem mænd og kvinder. Det betyder jo helt klart, at man ikke ville kunne lave den ordning inden for den nuværende formålsparagraf, at børnene skulle gå ind ad hver sin dør.

Jeg mener, at det er ret afgørende, at hr. Jesper Langballe og Dansk Folkeparti ikke misforstår regeringens position på det her område. Det, der holder os tilbage, er sådan set ikke ønsket om at sikre ligestilling mellem de to køn eller at tage et opgør med det forældede syn på kvinder og mænds samkvem og sameksistens, at man ikke kan være i samme rum, men det er en sikring af, at beslutningerne træffes lokalt, fordi vi ikke ville kunne formå at skabe en negativliste, der var så omfattende, at vi alligevel kunne løse problemerne ad national vej.

Hr. Jesper Langballe.

Jo, men den principerklæring, som ministeren fremsatte på regeringens vegne, synes jeg er meget smuk og fin, og jeg synes, det lyder flot; jeg synes også, at indholdet er godt, men der er jo bare det, at hvorfor er man politiker og især minister – regering? Det er jo ikke først og fremmest for at bruge ord – det er det også, man skal begrunde principielt, hvad man går ind for – det er jo først og fremmest for at handle, skride ind i det enkelte tilfælde og sige: Her siger vi stop. Og det er derfor jeg stiller det spørgsmål, helt konkret og lavpraktisk: Har regeringen en eller anden smertegrænse for krav om kønsopdeling i folkeskolen?

Ministeren.

Ja, det har vi jo, og jeg har oven i købet et system, som kan bruges til at se, hvilket jo har været debatteret f.eks. hele dagen i dag, om Skolestyrelsen overholder tilsyn med skoler om, hvorvidt de lever op til at forberede – ikke tilberede, men forberede – eleverne på et samfund i frihed og folkestyre. Så vi har helt klart nogle smertegrænser, og det er, at man skal leve op til både folkeskolelovens, hvis man er folkeskole, og friskolelovens bestemmelser, hvis man er friskole, om de frihedsgrader og det grundsyn, som er dannet qua vores grundlov i det danske samfund. Så jeg vil sige: Jo, jo, jo, vi har en smertegrænse. Den er ikke overskredet for mit vedkommende, vil jeg så godt sige, ved et enkelt møde; det fører mig simpelt hen ikke til at tage initiativ til, at vi i folkeskoleforligskredsen skal prøve at lave hele den nationale lovgivning om for den danske folkeskole. Men der er klart en smertegrænse, også for regeringen, og det er derfor, jeg gerne vil understrege, at det er ment som en imødekommelse, det er selvfølgelig mine egne synspunkter, men det er også helt klart en adressering til Dansk Folkeparti, at når jeg siger, at det er af hensyn til alle, så er det for at understrege, at flertallet også har rettigheder.

Tak til ministeren. Hr. Per Bisgaard som ordfører for Venstre.

Forslagsstillerne skriver i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at en avisartikel i Berlingske Tidende den 4. februar 2010 med overskriften »Fædre ingen adgang til skolemøde« er årsag til fremsættelsen af det her beslutningsforslag.

I Venstre er vi traditionelt ikke begejstrede for forbud, og i det konkrete tilfælde, hvor Dansk Folkeparti ønsker et forbud mod såvel kønsopdelt undervisning som kønsopdelte møder, ja, så er vi glade for, at der ikke behøves flere forbud – eller for den sags skyld yderligere lovgivning – for at kunne løse den slags problemer, som jo synes at være baggrunden for den megen polemik, der var om et møde på Holbergskolen i København. Folkeskoleloven opridser på tydeligste vis de rammer, der er gældende for folkeskolens virksomhed, og her kan man jo, som det allerede er blevet nævnt, men jeg nævner det igen, i § 1 læse, at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, hvilket, som undervisningsministeren også meget tydeligt fremhævede, jo betyder, at der er ligestilling mellem mænd og kvinder.

Jeg vil ikke tage udgangspunkt i den konkrete sag fra Holbergskolen, for det viste sig jo efterfølgende, at der ikke var tale om et forældremøde i det, man kunne kalde traditionel forstand, og derfor heller ikke en – i gåseøjne, skal jeg sige – overtrædelse af gældende regler for afholdelse af forældremøder. På enhver skole i enhver kommune er der mulighed for at løfte en række udfordringer, løse en række problemer, ved at anvende de løsningsmuligheder, som egner sig bedst til de forhold, som er gældende på netop den konkrete skole. Det er en fantastisk frihed, som skal behandles med varsomhed og forsigtighed, og derfor er det vigtigt, at skolelederen har afstemt sine handlinger i forhold til det sæt regler, som skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen har besluttet.

Kønsopdelt undervisning kan i visse sammenhænge være nyttigt og i bestemte sammenhænge være en af flere gode løsninger. Men det må jo aldrig være normen, for udgangspunktet for undervisningen i den danske folkeskole er den udelte klasse, og at eleverne skal undervises samlet i den overvejende del af undervisningen. Det er dog set, at der findes klasser, hvor der udelukkende er piger eller drenge, men også her lykkes det ofte lærere og skoleledere at finde en undervisningssituation, hvor man får blandet kønnene, ved f.eks. at inddrage flere årgange.

I Venstre er vi opmærksomme på, at der i visse kommuner, på enkelte skoler er forhold, der kan gøre det vanskeligere at tilrettelægge en traditionel, normal undervisning, herunder også et traditionelt forældresamarbejde, hvad det så end måtte indebære, men her har vi tillid til, at skolelederen i samarbejde med skolebestyrelsen måske kan anvende utraditionelle initiativer, der kan være med til at løse tilspidsede situationer, men alt sammen naturligvis inden for gældende lovgivning.

I Venstre deler vi ikke den bekymring, som Dansk Folkeparti har angivet i sit beslutningsforslag, og vi ønsker ikke at indføre flere forbud og kan derfor ikke støtte forslaget.

Fru Marlene Harpsøe.

Altså det, jeg hører fra hr. Per Bisgaard, er jo sådan set, at man åbenbart vil tage lokale hensyn her. Man gør det, at for at sørge for, at der lokalt kan tages nogle beslutninger, så giver man frie hænder. Til gengæld gør det så ikke noget, at man så går på kompromis med ligestillingen.

Jeg skal bare lige vide, hvad Venstres ordfører og Venstre i det hele taget egentlig mener om ligestilling. Er det noget, man tager alvorligt, eller er det noget, man ikke tager alvorligt? Det vil jeg gerne have et meget klart svar på.

Ordføreren.

Det tydelige svar er, at vi har en folkeskolelovgivning, som vi skal følge, og som også er blevet fulgt på den pågældende skole. Der har man haft en situation, som har krævet et anderledes initiativ, end man normalt bruger, og det har man så grebet til, og jeg synes egentlig, der er grund til at rose en skoleleder, som er i stand til at vurdere den aktuelle situation og anvende nogle værktøjer, som er praktiske i den sammenhæng.

Fru Marlene Harpsøe.

Måske praktiske i hr. Bisgaards øjne og måske praktiske i den skoleleders øjne, som tog den her beslutning, men bestemt ikke praktiske for de indvandrerkvinder, som hver dag bliver undertrykt, og som ikke har de samme muligheder for at bevæge sig uden for døren. Og er det virkelig det signal, vi ønsker at sende til landets skoleelever, at her i Danmark har vi det sådan med kvinder, at de kan få lov til at passe sig selv, hvis de er undertrykte og fædrene ikke vil have, at de går med til et forældremøde, hvis der er andre mænd til stede? Det er da en middelalderlig tankegang, og det må hr. Bisgaard da bekræfte og så sige: Jamen det gør vi da selvfølgelig noget ved, for her i landet mener vi noget med ligestillingen.

Ordføreren.

Jeg sagde godt nok, at jeg ikke ville gå ind i den aktuelle sag, men jeg er jo så nødt til at kommentere det her og sige, at der ikke var tale om det, man kalder et ordinært forældremøde, for det er sådan, at når man afholder forældremøder, er der mulighed for, at mænd og kvinder, altså fædre og mødre, kan komme til det. Der var tale om et såkaldt kaffemøde, hvor der samledes nogle kvinder, og det synes jeg er noget andet end et forældremøde. Sådan ville jeg i hvert fald reagere som lærer, og jeg ville også reagere sådan som skoleleder. Så jeg synes, han har handlet klogt.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg bliver desværre nødt til at korrigere hr. Per Bisgaards historiske fremstilling. Da den der søforklaring kom frem om, at der slet ikke var tale om et ordinært forældremøde, men bare om, at man ville lave sådan en mødrecafé som et utraditionelt initiativ, må jeg indrømme, at jeg hoppede på den. Det gjorde udviklingsminister Søren Pind også. Det gjorde hr. Per Bisgaard også. Men jeg er så hoppet af limpinden igen, og det hænger sammen med, at jeg er blevet klar over, hvad den virkelige forklaring er. Det er, at der var tale om et ordinært forældremøde. Skolen får at vide, at mændene ikke vil tillade, at deres koner kommer og kan beglos af andre mænd, og så er det, man bagefter, da kritikken vælter frem, finder den søforklaring. Jeg ved det bl.a. fra en ansat på skolen, og det har også været fremme. Synes hr. Per Bisgaard ikke, at den forklaring trænger til en korrektion?

Ordføreren.

Jeg skal tilstå, at jeg har hele min viden fra medierne, og det er korrekt, som jeg fremlægger den. Senest har jeg så også hørt, og det er også fra en pålidelig person, at det møde var afholdt for midler, som kommer fra satspuljen. Det kunne jo tyde på, at det ikke var et såkaldt forældremøde. Men jeg er nødt til at fastholde, at det er den viden, jeg har om det.

Jeg kan jo også huske, og jeg kan jo gense, at der var masser af politikere, som var ude at udtale sig de første to-tre dage, som måtte træde et par skridt tilbage, da der kom andre forklaringer på det.

Men jeg skal ikke sige, om det ene er mere rigtigt end det andet. Jeg har min viden fra medierne.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg trådte selv et skridt tilbage, da jeg fik den der forklaring, indtil jeg blev klar over, at den simpelt hen ikke holder vand. Men vi har altså hver vores kilder, og det kan vi ikke komme videre med.

Men kan hr. Per Bisgaard ikke se, at man på den baggrund her får en lede over for denne stadig vigende holdning, og kan hr. Per Bisgaard egentlig ikke godt forstå, hvis de muslimske familier, som der er tale om her, selv bliver grebet af en dyb foragt for danskerne, der åbenbart er villige til at bøje sig for hvad som helst?

Ordføreren.

Jeg kan ikke svare på, om man bøjer sig for hvad som helst. Jeg må sige, at det jo er første gang i min levetid, at jeg var stillet over for sådan en problemstilling. Der, hvor jeg har været skolelærer, har jeg ikke set og oplevet problemer som det her, men jeg har mange gange set, at skolelederen har indkaldt en række forældre, nogle drengeforældre eller nogle forældre til drenge, må jeg jo hellere sige, for at løse en problematik, som handlede om vold og mobning. Jeg fandt det ikke forkert, at man valgte at tage fædrene ind, men jeg kan godt se, at man da godt kunne have taget mødrene med også, men det var altså et valg, som den skoleleder tog.

Jeg synes, man kan handle forskelligt i forskellige situationer. Det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke deler dele af de synspunkter, som hr. Jesper Langballe kommer med.

Jeg vil også gerne referere til de kønsopdelte undervisningstimer, hvor man jo via forskning har fundet ud af, at der er visse fag, hvor det i nogle sammenhænge er fornuftigt at have pigerne for sig og drengene for sig. Men stadig væk, som jeg nævnte tidligere, skal det jo ikke være normen.

Tak til ordføreren. Hr. Leif Lahn Jensen som ordfører for Socialdemokraterne.

Jeg vil godt starte med at sige, at det jo selvfølgelig er godt, at man kan diskutere de her ting, og at vi gør det, så man også på den måde ser, hvad der foregår i skolerne, og hvad de gør for at få tingene til at fungere.

Jeg synes også, at denne sag er et godt eksempel på en sag, der er blevet blæst op til noget meget grumt et sted, hvor den slet ikke hører hjemme. Den blev gjort til et møde, som kvinderne ikke måtte gå til, fordi mændene undertrykte dem. Senere kom det så frem, som også en tidligere ordfører sagde, at der ikke var tale om et forældremøde, men en kaffeklub eller et sted, hvor man eventuelt kunne danne netværk og andre ting, vi kender andre steder fra.

Nu kommer det forslag, hvor Dansk Folkeparti ønsker at forbyde kønsopdelt undervisning. Jeg kender nogle eksempler på pigemøder i klassen, hvor man simpelt hen løser pigeproblemer, fordi pigegruppen fylder utrolig meget og de har problemer med hinanden. Man lærer pigerne – børnene – at diskutere, lytte og tage hensyn til hinanden, og dette kan man bedst gøre, når pigerne er alene og drengene ikke er der. Det håber jeg ikke at Dansk Folkeparti har noget imod.

Jeg kender til eksempler, hvor drengene laver nogle vilde ting sammen – det kan være rollespil, det kan være meget andet – som simpelt hen ikke er noget for pigerne. Drengene lærer at udtrykke sig, at danne hold, at danne kammeratskab, at tage hensyn til hinanden, og de gør det på en sjov og lærerig måde. Det håber jeg heller ikke at Dansk Folkeparti har noget imod.

Dansk Folkeparti ønsker nu også at forbyde kønsopdelte møder. Vi hører eksempler på, hvordan man via mødrecafeer, kaffeklubber og noget, som man også kalder bydelsmøder, som ganske rigtig hører under satspuljen, som Dansk Folkeparti vist også er med i, er med til at skabe netværk, skabe forståelse for kulturen i landet og for, hvordan vi gør tingene, hvordan vi tænker i dette land. Jeg har også set et eksempel, som er blevet nævnt, på, hvordan en kvinde fortalte nogle af de her kvinder, hvor meget en dansk børnefødselsdag betyder for børnene, hvor vigtigt det er at komme til sådan noget, hvor vigtigt det er med børnefødselsdage herhjemme. Det kunne vedkommende godt forstå. Det at danne netværk, det at hjælpe hinanden, at holde cafeer, kaffeklubber synes jeg bestemt er meget, meget dansk. Det håber jeg heller ikke at Dansk Folkeparti har noget imod.

Vi mener, at skolen er en god garant for de danske værdier, at den netop er rigtig god til at integrere nye børn og deres forældre. Vi mener også, at skolen er nødt til at have et vist frirum til at reagere i. Derfor skal vi passe på ikke at lovgive deres muligheder fuldstændig i stykker. Hver gang vi foreslår at give kommunerne flere penge til at give borgerne ekstra service – det kan være over for ældre og andre – får vi at vide af Dansk Folkeparti, at det kan vi ikke, fordi vi går ind og fjerner kommunernes frihed. Det er interessant. Det er jo netop det, Dansk Folkeparti gør nu. Også derfor kan vi ikke gå ind for forslaget.

De Radikale er ikke til stede, og jeg skulle sige for dem, at de støtter den linje, vi har lagt over for forslaget, og at de derfor heller ikke støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Marlene Harpsøe.

Det kan jo undre, at Socialdemokratiet gang på gang indtager en meget fjendsk holdning over for danske værdier og i det her tilfælde over for ligestilling. Må jeg bare lige minde om, hvad det er, skolelederen egentlig har forklaret, bl.a. i en artikel i Berlingske Tidende. Skolelederen sagde: Der er indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, hvis der er andre mænd til stede.

Går Socialdemokratiet normalt ind for den holdning, som de mænd har, altså at de ikke mener, at deres koner må være i rum med andre mænd? Det kunne også være på en arbejdsplads – i det her tilfælde er det på en skole. Går man i Socialdemokratiet ind for bare at acceptere det?

Ordføreren.

Selvfølgelig går vi ikke ind for det, men det er jo heller ikke det, vi snakker om her. Efterfølgende er den samme person også blevet citeret for at sige, at selv om Holbergskolens første mødrecafé skabte stor debat, har skolen ikke mistet modet. I samarbejde med projektet »Bydelsmødre« har skolen arrangeret endnu en mødrecafé, nemlig den 10. marts. Det vil sige, der er tale om en mødrecafé.

Fru Marlene Harpsøe.

Så må jeg jo bare henvise til, at børn og unge-borgmesteren i København, fru Anne Vang, bakkede Holbergskolen op i, at de gerne måtte kønsopdele. Men så kom hr. Henrik Dam Kristensen, som jo er en del af den socialdemokratiske ledelse her på Christiansborg, på banen og gav fru Anne Vang tørt på. Han sagde:

»Jeg kan dårlig tro, at Anne Vang synes, at det er en god idé, at vi skal kønsopdele det her samfund for at tilfredsstille nogle mørkemænd med nogle forskruede holdninger.«

Er hr. Leif Lahn Jensen egentlig sikker på, at hr. Leif Lahn Jensens ordførertale er blevet clearet af ledelsen i Socialdemokratiet? For det undrer i hvert fald mig som ordfører for Dansk Folkeparti, at hr. Leif Lahn Jensen står her og siger et, og at ledelsen i Socialdemokratiet siger noget helt andet, når det kommer til medierne.

Ordføreren.

Det, der er fantastisk, er, at Dansk Folkeparti ikke har lært ret meget af det, der er sket her. Mange andre partier har også, efter de har hørt, hvad der rigtig var sket, sagt: O.k., vi træder lige et par skridt tilbage. Men det gør Dansk Folkeparti ikke. Dansk Folkeparti bliver ved med at bygge deres politik op på spinhistorier og ikke på virkeligheden. Det er noget, vi skal forholde os til i den her sal, og sådan må det jo bare være.

Hr. Jesper Langballe.

Vi hører nu igen det her med, at det i visse tilfælde er hensigtsmæssigt også i danske skoler, at man laver noget for piger og noget for drenge – og det finder sted. Hør, hvad er det egentlig, vi taler om her? Min mor gik, fra hun var 7 år, til hun blev student, på en ren pigeskole, det var Ingrid Jespersens skole dengang. Hun syntes, at det var en fremragende skole, men i dag har vi altså den orden, at vi har blandede skoler, og vi holder meget stærkt på, at der skal være ligestilling. Så er det da ikke noget at komme med et eksempel på, hvordan det kan være i nogle tilfælde. Det er da i orden, at man i enkelttilfælde siger, at nu tager man lige pigerne ind, eller at nu tager man lige drengene ind, men her er der jo tale om en befolkningsgruppe, som konsekvent af religiøse grunde ikke vil have piger og drenge sammen.

Ordføreren.

Det, vi taler om, er B 128, som Dansk Folkeparti har ønsket at få til debat, og som jeg ikke er sikker på at spørgeren har læst. For til sidst i bemærkningerne står der:

»Det vigtigste for forslagsstillerne er, at kønsopdelt undervisning og kønsopdelte møder i folkeskolen hurtigt bringes til ophør.«

Hr. Jesper Langballe.

Det er vist det, man normalt kalder at stikke tungen ud ad vinduet. Jeg forstod overhovedet ikke meningen med svaret. Det, jeg anholder, er, at ordføreren først nævner, at man vistnok i nogle tilfælde kan finde på at skille drenge og piger ad, fordi man finder det hensigtsmæssigt. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle eksempler, ordføreren henviser til, men lad os så sige, at sådan noget foregår en gang imellem. Det sammenligner ordføreren derefter med en befolkningsgruppe, der konsekvent og af religiøse grunde ikke vil have drenge og piger til at blive undervist sammen. Det er da søforklaringer og udenomssnak.

Ordføreren.

Jeg ved godt, det er meget svært at få hr. Jesper Langballe til at forstå det, jeg siger. Det er nok mere eller mindre umuligt. Jeg prøver også på at få hr. Jesper Langballe til at forstå, hvad der sker ude i skolerne med pigegruppeproblemer og mange andre ting, og jeg prøver også på at få hr. Jesper Langballe til at forstå, hvilke problemer man har derude. Det er en opgave, jeg simpelt hen ikke kan bære på mine skuldre.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Vigsø Bagge som ordfører for SF.

I SF fører vi politik på baggrund af almindelige menneskers virkelighed og ikke med udgangspunkt i overskrifter i Berlingske Tidende. Det er måske i virkeligheden en rigtig, rigtig væsentlig og stor og afgrundsdyb forskel på Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, at Dansk Folkeparti simpelt hen fører politik ud fra avisoverskrifter. Det kan vi jo se af det her forslag.

Jeg er simpelt hen ikke i stand til at forstå, hvad kulturelt bestemt kønsopdelt undervisning er i den form, som Dansk Folkeparti her vil forbyde. Jeg ved f.eks., at på Sct. Annæ Skole her i København, som er en ganske almindelig folkeskole, som orienterer sig mod sang kulturelt betinget og bestemt, har man et drengekor, som bliver undervist for sig, og et pigekor, der bliver undervist for sig. Det skal så være forbudt med dette forslag.

Jeg ved, at det er kulturelt betinget, at der i den danske folkeskole undervises i idræt. Der er rigtig mange kulturer, hvori man ikke gør det. Det foregår også kønsopdelt i den danske folkeskole, og det skal være forbudt, fremgår det af forslaget.

Jeg synes simpelt hen, at det her forslag er under lavmålet. Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt set, at når der holdes skole-hjem-samtaler i den danske folkeskole, er mor og far selvfølgelig begge to velkomne, og sådan er det også i praksis derude. Jeg synes også, at det skal stå klart, at det i mine øjne er spild af Folketingets tid, når man på den her måde laver politiske beslutningsforslag med udgangspunkt i overskrifter.

Så er jeg nødt til her at anholde det, hr. Jesper Langballe sagde tidligere i debatten om, hvad der i virkeligheden er foregået på Holbergskolen. For jeg har efterfølgende besøgt Holbergskolen, og jeg har talt både med skolelederen, med en ansat og med skolens integrationsmedarbejder. Det forholder sig fuldstændig, som det er blevet sagt: Det her møde var ikke et ordinært forældremøde, og det var ikke et møde baseret på skole-hjem-samtalen om den enkelte elev. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Marlene Harpsøe.

Ordføreren siger, at Dansk Folkeparti fører politik på avisoverskrifter. Når fru Pernille Vigsø Bagge i dag netop anfører det, forstår man måske godt de argumenter, som fru Pernille Vigsø Bagge kommer med mod Dansk Folkeparti, især når man tænker på, at nogle af de overskrifter, som var at læse i aviserne, var nogle, som hr. Villy Søvndal, som jo er formand for Socialistisk Folkeparti, sådan set bidrog med.

Jeg kan også bare igen citere hr. Villy Søvndal, som jo er formand for ordførerens parti, som f.eks. sagde: Det er en fuldstændig tosset beslutning. Vi skal ikke ofre ligestilling og fædrenes ret til at deltage i deres børns skoleliv af hensyn til nogle forstokkede religiøse opfattelser. Altså, hvor er det, vi er henne med ligestillingen her? Er den fuldstændig ligegyldig, så længe det bare handler om en bestemt kultur her i Danmark, som i øvrigt er i mindretal?

Ordføreren.

Nu er der jo rigtig mange måder at fremme ligestillingen på, og jeg synes faktisk, at skolelederen på Holbergskolen gjorde det eneste rigtige i forhold til at holde en mødrecafé, oven i købet finansieret af satspuljepenge, som alle tilstedeværende i Folketingssalen undtagen Enhedslisten har været med til at bevilge. Jeg synes faktisk, at det er et fremskridt for ligestillingen, at mødre, som ofte ikke udtaler sig i forsamlinger – det gælder både danske kvinder og udenlandske kvinder – kan mødes på en mødrecafé og give deres mening til kende i forhold til skolen. Det synes jeg sådan set er prisværdigt.

Jeg må så anerkende, at det er forkert, hvis der er nogle skoler i dette land, der afholder forældremøder baseret på forhold i en klasse eller andet, som udelukker det ene køn, fordi man netop har det køn, man nu har.

Fru Marlene Harpsøe.

Jeg må sige til fru Pernille Vigsø Bagge, at jeg blot må erkende, at Socialistisk Folkeparti siger en ting i medierne og en anden ting her i Folketingssalen. Jeg kan kun forestille mig, at det er en del af den der socialistiske kamp, som der føres i øjeblikket fra Socialistisk Folkepartis side, fordi man gerne ser sit parti have regeringsmagt efter næste valg. Derfor gør man alt, hvad man kan, for at kue vælgerne ude i offentligheden, mens man her på Christiansborg fører en anden politik. Det er da pinligt. Enten tager man ligestilling alvorligt, eller også gør man det da ikke. Man går da ikke på kompromis med ligestilling, det holder da simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Det der indlæg fra fru Marlene Harpsøe gav ikke rigtig mening. Vi har fremsat et hav af ligestillingsforslag her i Folketingssalen, og Dansk Folkeparti har stemt imod samtlige. Der er så til gengæld aldrig kommet et ligestillingsforslag fra Dansk Folkeparti. Men lad os tage en ligestillingsdebat, det er jeg meget, meget interesseret i, eftersom Dansk Folkeparti forfægter en politik, der holder kvinder i fattigdom, især kvinder fra muslimske lande, der er kommet her til Danmark, gennem starthjælp, kontanthjælpsloft osv. Det synes jeg er meget interessant. Så lad os tage en debat om den ligestillingsdagsorden. Det har Dansk Folkeparti indtil videre ikke været villig til, men lad os tage den. Det ser jeg meget frem til.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg må sige, at jeg synes, at argumenterne næsten begynder at blive morsomme. Nu får vi at vide, at på Sct. Annæ Skole har man et drengekor og et pigekor. Det er fuldstændig rigtigt, vil jeg sige til fru Pernille Vigsø Bagge, at drenges og pigers stemmer lyder forskelligt, og i blandede kor er det yderst sjældent, at man sætter en kvinde til at synge bas og en mand til at synge sopran. Det forekommer næsten aldrig.

Det betyder jo, at naturen er kønsopdelt, så det basker, men det er da ikke ensbetydende med, at den skole, som vi indretter, skal være kønsopdelt. Der følger vi ikke bare naturens orden, der følger vi en orden ud fra en etik, som vi hylder.

Ordføreren.

Jeg må bare konstatere, at hr. Jesper Langballe går ind for, at vi forbyder den praksis, der finder sted på Sct. Annæ Skole her i København. Det står højt og tydeligt i forslaget. Hr. Leif Lahn Jensen læste det op, og jeg gør det også gerne:

»Det vigtigste for forslagsstillerne er, at kønsopdelt undervisning og kønsopdelte møder i folkeskolen hurtigt bringes til ophør.«

Det står klart og tydeligt i forslaget, og jeg synes da, at det skal være op til hr. Jesper Langballe at forklare sig ud af, hvad det er for nogle forbud, man vil lægge ned over den danske folkeskole, i stedet for at lade skoleledere og pædagogisk personale, der er i stand til at vurdere de her ting, tage stilling til, hvordan undervisningen skal foregå i folkeskolen.

Hr. Jesper Langballe.

Altså, fru Pernille Vigsø Bagge må selv inderst inde have en fornemmelse af, at hun står med en dårlig sag, når hun kan komme med sådan noget meningsløst nonsens. Det, at man har pige- og drengekor, og at der er forskel på sopraner, der er piger, og basser, der er mænd eller drenge, bliver kædet sammen med det her, og så er det hele jo gjort fuldstændig til pjat.

Fru Pernille Vigsø Bagge ved jo godt, hvad den her sag drejer sig om. Den drejer sig om nogle, der konsekvent af religiøse grunde og i alle sammenhænge vil have adskilt pigers og drenges undervisning i folkeskolen.

Ordføreren.

Jeg er bare nødt til at sige, at jeg så synes, at Dansk Folkeparti skal få noget udvalgsbistand til at udfærdige de her beslutningsforslag, for det er ikke det, der fremgår af forslaget.

Vi kan godt tage et andet eksempel: Hvad med seksualundervisningen i folkeskolen? Det er en kulturelt bestemt kendsgerning, at vi har seksualundervisning i den danske folkeskole, men det er der rigtig, rigtig mange andre kulturer, som ikke har. Skal vi også her insistere på, at drenge og piger sammen har seksualundervisning i folkeskolen, eller kunne hr. Jesper Langballe anerkende, at det kan være rigtig fornuftigt at opsplitte de to køn i forbindelse med seksualundervisning?

Det her forslag indikerer klart, at man vil have et forbud mod kønsopdelt undervisning i folkeskolen. Det er det, der er forrykt. Det er DF, der har en utrolig dårlig sag.

Tak til ordføreren. Hr. Rasmus Jarlov som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti støtter ikke beslutningsforslaget. Vi deler sådan set fuldstændig Dansk Folkepartis modvilje mod kulturel eller religiøs betinget kønsopdeling, som tager udgangspunkt i, at kvinder er mindre værd end mænd – og selvfølgelig også, hvis det havde været omvendt.

Jeg har glædet mig til at behandle det her beslutningsforslag, for det er første gang, jeg er citeret i et beslutningsforslag i Folketinget. Det er jeg meget beæret over, så tak for det til Dansk Folkeparti. Jeg vil også sige, at forslaget faktisk er et ret nøjagtigt kopi af et beslutningsforslag fra Københavns Borgerrepræsentation, som jeg selv havde skrevet, og som vi fremsatte sammen med Venstre og Dansk Folkeparti. Så der er ikke nogen, der kan sige, at vi ikke har kæmpet imod kulturel og religiøs betinget kønsopdeling. Det synes vi er forkert, og vi finder det uhensigtsmæssigt.

Uanset om det er Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet eller SF, der fremsætter et beslutningsforslag her i Folketinget, har vi altid den overvejelse, om det er noget, man skal beslutte centralt og nationalt, eller om det er noget, som ligger bedre ude i kommunerne.

I det her tilfælde er det første spørgsmål, som man skal overveje, om et københavnerproblem skal ophøjes til at være et stort nationalt problem, der skal laves national lovgivning om. Jeg mener godt, at jeg som københavner kan tillade mig at sige, at det måske i det her tilfælde lidt er at skyde spurve med kanoner.

For det andet skal man jo overveje, hvis der er tale om et nationalt problem, om beslutningerne og kompetencen ligger bedst her i Folketinget, eller om det skal ligge ude i kommunerne. Det mener vi i det her tilfælde at det skal. Det skal være en kommunal beslutning, også selv om vi jo blev stemt ned kommunalt i lige netop det her spørgsmål.

Jeg synes netop, at sagen om Holbergskolen viser, at det er meget svært nationalt at vurdere, hvad der er op og ned i de her sager om kønsopdeling. Vi så en eklatant mangel på dømmekraft, og vi så nogle landspolitikere eksemplificeret ved hr. Villy Søvndal, som sprang op som løver, derefter læste meningsmålingerne og så faldt noget forvirrede ned. Det var pinligt at iagttage, hvordan folk sejlede rundt og skiftede holdninger, fordi de simpelt hen ikke kunne vurdere omstændighederne bag den kønsopdeling, som havde fundet sted på Holbergskolen.

Jeg vil godt sige, at jeg ikke har skiftet holdning om det, der er sket ude på Holbergskolen. Efter alt hvad jeg har at dømme ud fra, og jeg er altså næstformand for børne- og ungeudvalget i Københavns Kommune, mener jeg stadig væk, at det, der er foregået ude på Holbergskolen, virker kritisabelt. Men jeg synes, at det skal være noget, der bliver besluttet kommunalt.

Så vil jeg i øvrigt tilføje, at da man skrev det her beslutningsforslag, burde man have pointeret, at det ikke bare skal være en religiøs og kulturel betinget kønsopdeling, men også være en kulturel og religiøs betinget kønsopdeling, som tager udgangspunkt i en forskel mellem mænd og kvinder, hvor kvinder betragtes som mindreværdige i forhold til mænd, for ellers løber man lidt ind i de her problemstillinger, som fru Pernille Vigsø Bagge før fremhævede, nemlig det, der ifølge det her beslutningsforslag ville blive forbudt, og det ville ikke være hensigtsmæssigt.

Der er nogle eksempler på kønsopdeling, som er o.k. Hvis man eksempelvis har kønsopdeling i idrætstimerne, er det helt fint. Det er også o.k., hvis det er begrundet i nogle forskellige interesser blandt kønnene, hvor der ikke er tale om uligeværd, men om, at mændene er mere interesseret i en Champions League-aften, end kvinderne er. Så jeg vil ikke have noget som helst problem med, at man afholdt en Champions League-aften for fædrene ude på en folkeskole. Det ved jeg heller ikke om Dansk Folkeparti ville have, men det vil vi i hvert fald ikke.

Konklusionen er altså, at vi deler væmmelsen ved kønsopdeling, der tager udgangspunkt i kvinders mindreværd, men fastsættelsen og vurderingen af reglerne skal ske kommunalt, fordi man bedst kommunalt kan vurdere, hvorvidt kønsopdelingen sker af acceptable eller uacceptable grunde. Det er det, der er afgørende i de her sager.

Tak til ordføreren. Fru Marlene Harpsøe.

Hr. Rasmus Jarlov går jo glip af en helt, helt ganske særlig chance i dag i det danske Folketing. På lokalt plan har hr. Rasmus Jarlov kæmpet for, i hvert fald som hr. Rasmus Jarlov siger, at man altså ikke skal have kønsopdelte møder og lignende i den danske folkeskole, i hvert fald ikke i Københavns Kommune. Det er selvfølgelig prisværdigt, at man på lokalt plan gør den her indsats, og det skal hr. Rasmus Jarlov også have tak for. Men jeg kan så også høre på det hele, at det desværre ikke i Københavns Kommune var muligt at danne det her flertal. Men ville det ikke have været fantastisk, hvis vi i dag, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som de her frihedselskende mennesker, de her ligestillingselskende mennesker, kunne blive enige om og dermed få gennemført det her beslutningsforslag, så vi ikke skal se på, at man accepterer kvindeundertrykkelse og lignende?

Ordføreren.

Jeg bryder mig grundlæggende ikke særlig meget om lovgivning, og jeg er også nødt til at have det princip, at selv om der bliver truffet beslutninger kommunalt, som jeg ikke er enig i, betyder det ikke automatisk, at vi griber til lovgivning fra Christiansborgs side. Det er derfor, at jeg også her må acceptere, at vi blev stemt ned i Københavns Kommune, men det betyder altså ikke, at vi så går ind og banker Københavns Kommune og lader det gå ud over 97 andre kommuner, at vi så går ind og laver lovgivning. Det synes jeg ikke er en rigtig måde at gribe det an på generelt som folketingspolitiker.

Fru Marlene Harpsøe.

Nu er det jo ikke kun et problem i Københavns Kommune, at man tager de her religiøse særhensyn. Der er lavet en forespørgsel, der viser, at en tredjedel af landets folkeskoler tager særhensyn, bl.a. i forbindelse med kønsopdelte religiøse og kulturelle møder. Er det i orden? Mener hr. Rasmus Jarlov, at den her tredjedel af folkeskolerne gør det godt i ligestillingens navn, når man så tillader de her religiøse særhensyn, bl.a. i forhold til en kønsopdeling på baggrund af en religion, som ikke ser lige så positivt på ligestilling mellem mænd og kvinder, som vi jo normalt gør i Danmark?

Ordføreren.

Sagens kerne er jo netop, at det er meget svært at vurdere ud fra sådan en opgørelse i en avis, hvor man alene har svaret på et meget simpelt spørgsmål. Som vi har diskuteret her i den her sag om Holbergskolen og i mange andre sager, hvor forskellige forklaringer har skøjtet rundt, er det meget vigtigt, at man sætter sig ret grundigt ind i, hvad der var baggrunden for kønsopdelingen, for det er baggrunden for kønsopdelingen, der afgør, om det er acceptabelt, eller om det ikke er acceptabelt. Det er i nogle tilfælde acceptabelt at lave kønsopdeling, i andre tilfælde er det det ikke. Det kræver en nøje vurdering, og der er kernen altså her i vores afslag til beslutningsforslaget, at vi mener, at den vurdering bedst finder sted ude i kommunerne.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg vil da gerne kvittere for hr. Rasmus Jarlovs meget klare ordførertale. Den var så klar, at jeg synes, konklusionen er overraskende, for når nu hr. Rasmus Jarlov selv nævner sit prisværdige initiativ i Københavns Kommune, må man spørge: Hvorfor gik det så, som det gik, og hvad skyldes det?

Jeg forstår godt modviljen mod, at det skal ordnes centralt, for man kan ordne det ude i kommunerne. Men hr. Rasmus Jarlov kan jo ikke være blind for, at skolerne og kommunerne er under et kolossalt pres, og at det kunne være en lettelse for dem, når de skulle sige nej, at de så kunne sige, at der er nogle, der har taget ansvaret for, at det står i loven.

Ordføreren.

Det kan man selvfølgelig godt argumentere for, og så kunne et andet flertal om 10 eller 20 år, når det måske havde fået magten, argumentere modsat, at der var nogle skoler, der ville synes, det var rart, at det lavede en central national lovgivning. Men det er altså ikke den vej, som Det Konservative Folkeparti og jeg ønsker at gå, at vi skal have en meget rigid og detaljeret central lovgivning på folkeskoleområdet.

Det er faktisk en problemstilling, vi har oppe hele tiden. Nu er det tredje gang i dag, jeg kommer ind på den problemstilling her fra talerstolen. Jeg synes, der skal gives mere frihed, og jeg synes, der skal lægges flere beslutninger ud lokalt til kommunerne.

Hr. Jesper Langballe.

Jo, men det kan altså ikke være hr. Rasmus Jarlov ubekendt, at når udfaldet af det prisværdige initiativ i Københavns Kommune blev, som det blev, var det jo altså ikke noget tilfælde. Men hr. Rasmus Jarlov er her på Christiansborg en del af et flertal, som virkelig kunne gøre noget, og som jeg vil sige også kunne give de enkelte skoler og også de enkelte kommuner et rygstød, så de virkelig følte det legitimt, at de ikke hele tiden skal fedte for at tækkes alle, men kan sige klart og tydeligt nej.

Ordføreren.

Jeg har ikke så meget at tilføje i forhold til det, jeg sagde før. Tak for rosen af vores kommunale initiativ, men vi mener altså ikke, det er hensigtsmæssigt at tage et landspolitisk initiativ på det her område i form af lovgivning.

Tak til hr. Rasmus Jarlov. Så er det fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Da vores ordfører på området, fru Johanne Schmidt-Nielsen, ikke kan være til stede, skal jeg på hendes vegne fremføre følgende:

Det er svært at se, hvorfor vi skal gå ind og gøre noget på dette område, for der er rigtig mange problemer på folkeskoleområdet. Klassekvotienterne stiger over hele landet, bygningerne forfalder, der er et stigende behov for specialundervisning, og så sker der oven i købet det, at man rundtomkring i kommunerne er begyndt at fyre lærerne, fordi der skal spares ude i kommunerne på grund af regeringen og Dansk Folkepartis uansvarlige økonomiske politik.

Jeg synes ærlig talt, at det, vi skulle være optaget af, var at løse nogle af de problemer, der faktisk er i folkeskolen, i stedet for at fremmane problemer, der reelt ikke eksisterer. Der er en del kønsopdelt undervisning i skolen. Der er idrætsundervisning, der er seksualundervisning, og på en del skoler deler man klassen op, når der skal diskuteres kønssygdomme, graviditet, sex og menstruation, fordi eleverne er mest trygge ved at stille spørgsmål og diskutere, når det modsatte køn ikke er til stede. Men jeg kan forstå, at det ikke er her, Dansk Folkeparti mener, at forslaget skal gælde. Nej, problemet opstår først, hvis man finder nye steder at dele eleverne op, hvis man i den situation begrunder opdelingen religiøst eller kulturelt.

Jeg har aldrig hørt om, at der skulle være problemer på vores folkeskoler med klasser, der blev delt op i drenge og piger på baggrund af religiøse hensyn. Hvis det var tilfældet, ville jeg bestemt synes, at debatten her var relevant – altså hvis der var skoler, der lod drengene og pigerne få undervisning hver for sig, fordi man af religiøse grunde ikke mente, at de måtte sidde sammen. Vi ønsker ikke, at det skal være religion, der styrer i folkeskolen, og det er så også grunden til, at vi støtter Socialdemokraternes forslag om, at man ikke må bede morgenbøn og ikke må udøve forkyndelser. Men vi har aldrig hørt om, at der skulle være problemer med kønsopdelt undervisning begrundet i religion.

Nu vil Dansk Folkeparti så også forbyde kønsopdeling, der er kulturelt begrundet, og det er lidt interessant, for når folkeskolerne ofte mener, det er en god idé at dele eleverne op på baggrund af køn i seksualundervisningen, er det vel på grund af kultur – en kultur, hvor det er pinligt for skoleelever at tale om sex, når der er både drenge og piger til stede. Man kunne jo sagtens forestille sig en kultur, hvor det ikke var tilfældet; hvor vi var opdraget til, at det var helt naturligt at tale om det, uanset hvem der var til stede. Her er det altså kulturelt betinget, og det er lidt uklart, om det er det, Dansk Folkeparti vil forbyde.

Forslaget handler også om kønsopdelte forældremøder. Det er meget begrænset, hvor mange kønsopdelte forældremøder jeg har hørt om. Så vidt jeg ved, har det i den offentlige debat været fremme, at en enkelt skole i Jylland har lavet arrangementer kun for fædrene, og det var i parentes bemærket pæredanske fædre. Fædrearrangementerne blev lavet for at få fædrene til at engagere sig mere i børnenes dagligdag, og det skyldes vel så også en kultur, hvor det er kvinderne i højere grad end mændene, der tager ansvar for børnenes opvækst. Her er der nok grund til at ændre kulturen, men spørgsmålet er, om det skal gøres ved at forbyde, at man laver særlige arrangementer for fædrene.

Mødremødet på Holbergskolen blev holdt for at styrke integrationen og for at forbedre det sociale miljø på skolen. Det har man vældig gode erfaringer med i både Nordvestkvarteret og på Nørrebro i København. På Blågårdsskolen har man i årevis holdt særlige cafeer for mødrene, både dem med brune øjne og dem med blå øjne, fordi det er en rigtig god måde for mødrene at lære hinanden at kende på, præcis ligesom når man har lavet særlige fodboldturneringer, hvor fædrene stillede hold med det formål at engagere fædrene og med det formål at få knyttet bånd på tværs af social, etnisk og kulturel baggrund.

Vi er rigtig glade for de fremskridt, der har været på ligestillingsområdet i Danmark. Men de fremskridt ville aldrig være kommet, hvis ikke kvinderne også havde sat mændene uden for døren og holdt møder for sig selv, hvor de fik organiseret kampen for ligeløn, for ordentlig barsel, for gode muligheder for børnepasning og for muligheden for selvorganisering. Det er en mulighed, kvinder har brugt i kampen for ligestilling i generationer, og det er ærlig talt temmelig småligt, hvis man vil fratage vores nye medsøstre, som også har ulige vilkår at kæmpe imod, den mulighed.

Kort sagt er det her forslag en temmelig tynd kop te. Vi kan alle sammen blive enige om, at ligestilling er en helt afgørende værdi, som vi skal forsvare, og at vi skal forsvare os mod middelalderlige mørkemænd, som vist er det mest populære udtryk for tiden, uanset hvilken kultur eller religion de har. Men det her er et ligegyldigt symbolforslag. Der er brug for at se på de alvorlige problemer i folkeskolen i stedet, og derfor er vi imod forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Marlene Harpsøe.

Man skal jo altid, fordi man selvfølgelig er godt opdraget – det er jeg i hvert fald – sige tak til ordførerne for den her behandling i Folketingssalen sådan en sen aftentime. Men når den tak så er sagt, kan man jo høre på debatten, at der langtfra er enighed her i Folketinget, i hvert fald ikke i forhold til Dansk Folkepartis holdning og et flertal i Folketingets holdning, om, hvad man skal gøre for at sikre, at kvinder ikke bliver undertrykt og i det her tilfælde bliver tilsidesat, fordi deres mænd ikke ønsker, at de skal deltage i et forældremøde. Derfor holder man altså nogle andre møder, hvor de her kvinder så kan komme alene, og som mændene ikke er inviteret til. For det ville jo også være helt forfærdeligt. Tænk engang, hvis de her muslimske kvinder skulle pleje omgang med nogle forældre, som tilfældigvis er af hankøn.

Dansk Folkeparti har fremsat det her forslag bl.a. på baggrund af sagen om Holbergskolen i København. Det har vi jo været inde på mange gange i dagens anledning. Men vi skal jo huske på, at begrundelsen for at invitere mødrene ifølge skolelederen var, at der var tale om indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, hvis der er andre mænd til stede. Så hvis mændene altså fik adgang, kunne det betyde, at kvinderne ikke kom.

Helt ærligt, er det den ligestillingskamp, den ligestillingssag, som vi vil kæmpe her i Danmark? Den her tilkendegivelse, der er fra Folketingets partier minus Dansk Folkeparti, er jo langt fra BH-afbrændinger i de glade 1970’ere til venstrefløjens benovelse. Det er de mange restriktioner, som den muslimske kultur pålægger danske kvinder såvel som indvandrerkvinder, der bekender sig til islam.

Der er da ingen kvinde, der ville forfatte en religion, som indebærer, at hun selv har halv arveret i forhold til manden; at hun er underlagt sin ældste søns autoritet; at hun skal dække sig for solen, selv om hun så kommer til at lide af alvorlig D-vitamin-mangel; at hun ikke bestemmer over sin egen fremtid; at hun ikke selv får lov til at vælge ægtefælle; at hun ikke har ret til at bestemme over sin egen seksualitet og seksuelle debut og i det hele taget ikke har nogen afgørende indflydelse på sin egen skæbne. Det er jo så, fordi den skæbne afgøres af patriarken og imamen, som begge i øvrigt er mænd.

Er det det samfund, er det det Danmark, som vi vil have? I Dansk Folkeparti siger vi nej. I Danmark anerkender vi altså, at vi har nogle grundlæggende danske værdier. Vi har ikke nogen værdier, som hedder, at kvinder skal undertrykkes, at kvinder skal holdes nede og ikke have lov til lige rettigheder på linje med mænd. Vi har altså nogle værdier i Danmark, som går højt og flot op i, at vi skal have ligestilling. Det er det, vi i Dansk Folkeparti kæmper for, og jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt her i salen i dag at høre, at der er adskillige partier, som mener, at ligestilling åbenbart fremmes ved at gå på kompromis med ligestilling. Det er altså helt, helt hen i vejret.

Det er sjældent, jeg er enig med hr. Villy Søvndal, men hr. Villy Søvndal sagde jo i Berlingske Tidende i forbindelse med den her sag om Holbergskolen, at det er en fuldstændig tosset beslutning. Vi skal ikke ofre ligestilling og fædrenes ret til at deltage i deres børns skoleliv af hensyn til nogle forstokkede religiøse opfattelser.

Det synes jeg var nogle meget, meget gode ord, som faktisk kunne være taget direkte ud af Dansk Folkepartis mund. Derfor var det selvfølgelig også vældig ærgerligt at se, at den pibe, som hr. Villy Søvndal til daglig ryger på, kom frem igen. Man kunne alligevel ikke bakke op om det, man selv havde været ude at sige. Det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt, især for de indvandrerkvinder, som altså skal slå sig til tåls med en accept af, at et flertal her i Folketinget åbenbart ikke ser deres ønsker, deres rettigheder til et frit liv. Det synes jeg er smadder, smadder ærgerligt.

Men det er altså ikke kun Holbergskolen, der tager religiøse særhensyn. Ifølge en artikel i Politiken er det hver tredje folkeskole, som tager religiøse særhensyn. Skoleledernes formand, Anders Balle, sagde i denne artikel, at hvis en ekstra fridag ved en religiøs højtid gør, at en hel familie ser mere positivt på skolen som helhed, er den godt givet ud.

Men det er langtfra virkeligheden. Det er at gøre eleverne en bjørnetjeneste. Det er at vanskeliggøre en integrationsproces, som jeg i hvert fald formoder at vi alle på den ene eller den anden måde støtter, medmindre man helst ser Danmark som et multietnisk samfund, hvor danske værdier og dansk kultur skal stilles lavere end muslimsk kultur og alle mulige andre kulturer.

Det er da ikke og har da aldrig været meningen, at vi i Danmark skal lægge os på maven for et mindretal i Danmark, heller ikke i landets folkeskoler. Men det er altså det, man gør. Man negligerer danske værdier og er forskrækkede over alt, der er dansk.

Vi har selvfølgelig noteret os, at der er nogle her i salen i dag, som desværre ikke – selv om de siger, at de har det – helt har forstået det her beslutningsforslag. Jeg kan således læse op fra forsiden, hvor der står:

Folketinget pålægger regeringen at forbyde kønsopdelt undervisning og kønsopdelte møder i folkeskolen, der er begrundet i religiøse og kulturelle hensyn.

Der er jo ikke så meget tvivl, især ikke når der i beslutningsforslaget henvises til en sag fra Holbergskolen, hvor man netop praktiserer et kønsopdelt møde, fordi man har lagt sig på maven, har lagt sig på knæ for nogle mænd, som ikke ønsker, at deres koner skal deltage i møder, hvor der er andre mænd. Det er jo ikke noget, som burde praktiseres i Danmark. Det hører nogle ekstreme stater til. Det hører f.eks. Iran til, som jo er totalitært og muslimsk. Det hører ikke Danmark til.

Derfor synes jeg, det er ærgerligt, at vi ikke kan finde flertal for det her i Folketinget. Men i Dansk Folkeparti er vi utrættelige i vores kamp. Det er der jo sikkert flere ordførere der har bidt mærke i. Vi stopper ikke, selv om partier i Folketinget ikke umiddelbart bakker Dansk Folkepartis forslag op.

Derfor vil vi selvfølgelig fortsætte med at kæmpe den kamp, som vi mener er den bedste kamp at kæmpe, nemlig en kamp for danske værdier, men også en kamp for de indvandrerkvinder, som vi bør have respekt for, og som selvfølgelig bør anerkendes, og som skal have lov til at have de samme rettigheder som enhver anden kvinde i det danske samfund.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Lahn Jensen.

Når ordføreren står og siger, at man fortsat vil kæmpe den kamp, kommer jeg til at tænke lidt over, at det jo er godt – det synes vi også – at vi her i salen kan tage et B-forslag op og diskutere nogle ting. Men vi har jo hver gang taget det tilbage igen af respekt for skoleforliget.

Jeg vil gerne spørge fru Marlene Harpsøe, om hun har gjort sig nogen overvejelser om, om det her forslag fortsætter til anden behandling eller det stopper i dag.

Ordføreren.

Vi respekterer altid i Dansk Folkeparti et skoleforlig, men når det er sagt, vil jeg sige, at det jo ikke forhindrer os i at fremsætte beslutningsforslag her i salen. Jeg har da bidt mærke i, at i Socialdemokratiet er det heller ikke sådan, at man bliver forhindret i at fremsætte beslutningsforslag her i salen, fordi man deltager i et skoleforlig. Derfor vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at få det her igennem. Det vil vi blive ved med at køre på.

Altså, det bedste ville jo sådan set være, hvis Dansk Folkeparti fik 90 mandater efter næste valg. Man skal altid have høje og gode og positive ambitioner for Danmark, og det har vi i Dansk Folkeparti. Det har vi også for indvandrerkvinder, og det er derfor, at vi har fremsat det her beslutningsforslag.

Derudover er det jo godt at få en debat om det her, for man kan jo høre, at én ting er, hvad nogle ordførere og nogle folketingspolitikere siger ude i medierne og til offentligheden, og så er der åbenbart en anden dagsorden herinde.

Hr. Leif Lahn Jensen.

Jeg er da helt enig med ordføreren i, at man skal have debatten. Jeg stod sådan set også lige og roste ordføreren, for vi gør det jo selv, og det synes jeg er fair nok. Men så hørte jeg også ordføreren sige, at ordføreren havde respekt for forliget, og derfor er det jo klart, at hvis ordføreren ikke stopper her, men vi ser det til andenbehandlingen, er det sådan set et forligsbrud, eller hvad?

Ordføreren.

Hvad var det, hr. Leif Lahn Jensen ikke hørte mig sige? Altså, som jeg sagde, har vi respekt for det forlig, der er, og det synes jeg faktisk jeg gjorde meget tydeligt og klart for hr. Leif Lahn Jensen.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at det er godt at få debatterne. Jeg synes, det er rigtig godt i dag at få tilkendegivet fra så mange ordførere her i salen, at man åbenbart ikke tager ligestilling særlig seriøst, men at man i stedet ud fra en eller anden absurd idé om, at man skal opnå ligestilling, så går på kompromis med den. Altså, det holder simpelt hen ikke i Dansk Folkepartis logik, og derfor må jeg også sige, at i Dansk Folkeparti står vi med en – heldigvis – utrættelig kamp. Vi vil fortsætte den, uanset hvad hr. Leif Lahn Jensen eller andre ordførere vil mene om det.

Hr. Rasmus Jarlov.

Nu siger ordføreren, at Dansk Folkeparti vil gøre alt, hvad de kan, for at fortsætte den her kamp, og så kom jeg bare til at tænke på, at vi jo ikke på noget tidspunkt har modtaget en henvendelse fra Dansk Folkeparti om det her forslag. Man har ikke forsøgt at skabe flertal for det, og det undrer mig bare lidt.

Jeg har ikke været så længe igen i Folketinget, men jeg har dog luret, at hvis man gerne vil have noget igennem, er det faktisk vigtigt, at man taler med de andre partier om det. Her er det bare blevet fremsat i Folketingssalen uden videre, og så kan man jo godt lidt tænke, at det måske mest handler om at lave en markering og ikke så meget om, at Dansk Folkeparti regner med rent faktisk at få det igennem.

Ordføreren.

Jeg fremsætter tit beslutningsforslag i Folketinget, det tror jeg også at nogle af de her udvalgssekretærer i de forskellige udvalg kan bekræfte. Det er ikke nødvendigvis sådan, at fordi vi i Dansk Folkeparti fremsætter et beslutningsforslag, har vi også taget det med ind til et forligsbord forinden. Det hænger ikke nødvendigvis sådan sammen.

Selvfølgelig kan det da også være sådan, at vi kan tage tingene op her i salen og finde ud af i fællesskab, om vi bakker det op eller ej. Man behøver ikke nødvendigvis tage en forhandling med nogle forskellige ordførere for forskellige partier her i Folketinget, inden man fremsætter et beslutningsforslag. Det kan godt være, at det for hr. Rasmus Jarlov er sådan, det altid bør være, og det kan godt være, det er, fordi man fra regeringens side helst ikke vil stå med en kedelig sag, at man opfordrer til det, men i Dansk Folkeparti har vi forskellig praksis på området.

Hr. Rasmus Jarlov.

Det er fuldstændig rigtigt, at man ikke behøver gøre det. Pointen er bare, at jeg vil opfordre Dansk Folkeparti til at gøre det en anden gang, hvis man virkelig ønsker, det kommer igennem, for så er chancerne for, at det bliver til noget i virkeligheden og får en påvirkning af det danske samfund, alt andet lige større, end hvis man fremsætter det uden diskussioner.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, der har været diskussion. Altså, der har jo været rigtig, rigtig mange tilkendegivelser i medierne. Hr. Villy Søvndal var virkelig negativ over for de her kønsopdelte forældremøder. Hr. Rasmus Jarlov har været ude at fordømme de her skolemøder. Socialdemokraterne har også været ude at sige sådan. Jamen det er jo et fantastisk stort flertal, der er i medierne, men åbenbart ikke herinde på Christiansborg, og det er ærgerligt. Jeg troede rent faktisk, at holdningerne var klaret af, fordi man har sagt det, man har sagt i medierne, men det kan man åbenbart ikke holde fast ved, når det bliver taget ind i salen, desværre.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.