Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 124:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en følgegruppe på specialundervisningsområdet i grundskolen.

Af Pernille Frahm (SF) m.fl.

(Fremsættelse 09.02.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er undervisningsministeren.

Det foreslås, at regeringen nedsætter en følgegruppe, der skal rådgive og vejlede skoler og kommuner om, hvordan man bedst sikrer, at børn får den undervisning, de har brug for. Som begrundelse for forslaget peges der bl.a. på, at det efter forslagsstillernes opfattelse er af økonomiske grunde, at kommunerne ikke følger indstillingen fra den pædagogisk-psykologiske rådgivning om støtte til elever med særlige behov.

Skolerådet har allerede til opgave at følge og vurdere det faglige niveau og den pædagogiske udvikling i folkeskolen samt elevernes udbytte af undervisningen. Rådet skal også vurdere skolens evne til at bidrage til at bekæmpe elevers negative sociale arv og skolens evne til at øge integrationen af elever med anden etnisk baggrund end dansk. Skolerådet afgiver årligt en skriftlig beretning til undervisningsministeren om rådets virksomhed med forslag til initiativer, der fremmer kvaliteten i hele folkeskolen. Skolerådet skal således følge udviklingen på hele folkeskoleområdet, herunder også specialundervisningsområdet.

Det fremgår af forslaget, at følgegruppen også skal rådgive og vejlede skoler og kommuner om specialundervisning. Det er en opgave, som i dag varetages af ministeriets grundskoleafdeling, som efter min bedste overbevisning også er dem, der har den største ekspertise på området. Jeg kan i denne forbindelse oplyse, at grundskoleafdelingen ud over den daglige rådgivning og vejledning også afholder årlige informationsmøder om specialundervisningsområdet. I efteråret 2009 har afdelingen afholdt tre informationsmøder for henholdsvis specialskoleledere, skolekonsulenter og PPR. Afdelingen har desuden afholdt tre møder for almindelige skoleledere om specialundervisningsområdet. De arbejdsopgaver, som den foreslåede følgegruppe skal varetage, varetages således allerede i dag af Skolerådet og ministeriets grundskoleafdeling.

Med hensyn til besparelser lad mig først understrege, at der ikke i denne regerings levetid er sparet på folkeskoleområdet, tværtimod. Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men der synes at være et behov for at gentage denne kendsgerning. Fra 2001 til 2010 er kommunernes samlede budgetterede driftsudgifter for folkeskolen steget fra 34,8 mia. kr. til 38,2 mia. kr. i 2010-priser. Der er i bemærkningerne til beslutningsforslaget henvist til, at der er sket store besparelser inden for specialundervisningsområdet. Det foreløbige budgettal for 2010 for folkeskolens specialundervisning på regionale og kommunale specialskoler udgør 5,3 mia. kr. I 2007 var budgettallet 4,2 mia. kr. i 2010-priser. Der er således tale om en stigning fra 2007 til 2010 på over 1 mia. kr., dvs. en stigning på næsten 25 pct. i udgifterne på 3 år.

I aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2009 blev det aftalt, at der skulle iværksættes en analyse af den samlede specialundervisning i folkeskolen. Analysen skal omfatte grundlaget for kommunernes styring og organisering af specialundervisningen samt ressourceforbruget hertil. Analysen forventes afsluttet medio 2010, med henblik på at der kan afrapporteres endeligt til forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2011.

Jeg forventer, at analysen kan give et bedre grundlag for at vurdere udviklingen i det samlede ressourceforbrug på specialundervisningsområdet. Det gælder især de ressourcer, som kommunerne anvender til støttetimer i normalklasser og specialundervisning i specialklasser, og her har vi i dag ikke valide tal.

Den pædagogisk-psykologiske vurdering har til formål at belyse elevernes kompetencer med henblik på at yde skolen, forældrene og eleven rådgivning om tilrettelæggelse og indhold af en undervisning, der kan tilgodese elevens særlige behov. Forældrene skal altid inddrages i forløbet. Skolelederen træffer herefter ud fra en samlet vurdering afgørelse om den specialpædagogiske bistand til eleven. Ud over den pædagogisk-psykologiske vurdering indgår også forældrenes ønsker og skolens kendskab til den pågældende elev.

Også skolens muligheder for at yde den specialpædagogiske bistand må nødvendigvis indgå i vurderingen. Det må derfor indgå i vurderingen, om skolen har de nødvendige lærerkræfter til at give den specialpædagogiske bistand, eller om det er nødvendigt at henvise eleven til en anden skole eller eventuelt til et regionalt undervisningstilbud.

Det må desuden indgå i skolelederens vurdering, om elevens behov kan tilgodeses på en mindre omfattende måde end foreslået af PPR. Jeg skal i denne forbindelse gøre opmærksom på, at økonomiske hensyn ikke er et sagligt argument for at afvise støtte til elever, der har behov for specialpædagogisk bistand.

Jeg kan ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag. Jeg har hermed lagt vægt på, at Skolerådet og ministeriets grundskoleafdeling allerede varetager den foreslåede følgegruppes arbejdsopgaver. Jeg har også lagt vægt på, at der er betryggende klagemuligheder, og at klageadgangen er blevet udvidet væsentligt på folkeskoleområdet. Efter kommunalreformen kan alle forældre til børn med vidtgående behov for specialundervisning indbringe sagen for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Det giver en sikkerhed for, at børnene får den specialundervisning, de har behov for.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, og det er fra fru Pernille Frahm.

Det overrasker mig jo ikke, at ministeren afviser forslaget, for det er jo sådan næsten en reflekshandling, når der kommer noget fra oppositionen. Men det overrasker mig alligevel, at ministeren ikke går lidt med på nogle af de tanker, der indholdsmæssigt ligger i det forslag her. For ministeren har næsten kun talt ud fra den ene del af baggrunden for forslaget, nemlig antallet og timer og kroner og øre – hele den økonomiske og kvantitative del af sagen, kan man sige – men der er faktisk også en anden del af sagen, som trænger til at blive belyst.

Det er det faktum, at forældre til børn, der har vanskeligheder, og børn, der har vanskeligheder, lige nu ligger i et retligt vakuum. Hvad har man ret til, og hvad har kommunerne pligt til? Det er ikke særlig tydeligt, det er faktisk nærmest meget uklart. Og en af måderne at få afklaret det på var at få lavet den her følgegruppe, så man kunne finde ud af, om børn rent faktisk får det, de har behov for, om der er noget i loven, vi skal ændre, for at de får det, de har behov for, og om loven er god nok osv. osv. – altså hele det retlige grundlag. Det vil jeg gerne høre ministerens kommentarer til.

Ministeren.

Min respons på det er, at jeg faktisk mener, at det retlige grundlag er i orden, men at vi jo har med mennesker at gøre, og derfor kan der ske fejlskøn ude i kommunerne. Jeg kan heller ikke stå her og sige, at der aldrig sker en skelen til økonomien på det her område, men jeg vil bare sige, at med de tal og den udvikling, der er sket – en 25-procents-stigning på 3 år – skeles der i hvert fald ikke ret meget til det.

Men jeg vil ikke afvise, at der er familier, som oplever problemer, og det er også derfor, at jeg mener, at det var rigtig godt, da vi i forbindelse med kommunalreformen lagde det mere decentralt ud, at det blev fulgt op af en klart bedre klageadgang for forældrene. For selv om det er kompliceret at klage, er det dog immer væk bedre at have muligheden end at blive efterladt med en frustration over, at man ikke mener, at man får den service leveret, som man faktisk har et retligt krav på.

Fru Pernille Frahm.

Problemet med det retlige grundlag er to ting: For det første er det jo kun den udvidede specialundervisning, man kan klage over, og det betyder, at der er lidt mindre retssikkerhed, kan man sige, omkring den almindelige specialundervisning, som måske ellers kunne forebygge større problemer og forebygge, at nogle røg ud i den udvidede specialundervisning. Det var den ene del af det.

Den anden del af det er, at ja, flere kan klage nu efter kommunalreformen, men ministeren er vel også opmærksom på, at det er der så sandelig også flere der gør – og der er flere, der får ret i deres klager, et stigende antal forældre får ret i deres klager. Det betyder jo, at når summen af penge er den samme – for det er den jo – så får børnene af de forældre, der klager og får ret, tilført ressourcer fra den samlede pulje, og det betyder, at børnene af de forældre, som ikke klager, får tilsvarende mindre, fordi puljen er konstant. Der er et retligt problem her, som undervisningsministeren bliver nødt til at forholde sig til.

Ministeren.

Det er overhovedet ikke på grund af manglende viden, men jeg beklager, at jeg ikke helt forstår, hvad der lægges i den definition, at det er en fast pulje, en pulje, der ikke ændres, for det skal den jo. Og det kan man så også konstatere at den gør, for den skal jo ændres, efter det behov der er, for sådan er loven. Men det kan man jo også se på udgiftsændringerne. Der er sket en stigning på 25 pct. på 3 år, og det viser jo, at det ikke er en særlig konstant pulje af penge, der er tilført området.

Jeg mener også, at fru Pernille Frahm må erkende, at hvis vi skal lykkes med at løse opgaverne i vores samfund, er vi også nødt til at se på, at når vi har så dramatisk en stigning i udgifterne og forældrene tilsyneladende ikke er blevet lykkelige, er der noget, der er i disharmoni. Og derfor er det jo godt, at kommunerne og regeringen i samarbejde kigger området igennem, så vi kan se, hvor problemstillingerne opstår.

Tak til undervisningsministeren. Vi går til ordførerrækken, og den første ordfører er fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Specialundervisningen og specialundervisningsområdet er et stort og komplekst område. For bare lige at ridse det lidt op: Det rummer betydelige udfordringer i forhold til, at vi sikrer, at samtlige børn, vi har, får det særlige hensyn, og at de får den undervisning, der passer til dem. Lad mig også spørge: Hvilke kan vi snakke om? Ja, vi kan jo snakke om dem med Down's syndrom, vi kan snakke om dem med ADHD, vi kan snakke om dem med autisme, vi kan snakke om dem med Aspergers syndrom, vi kan snakke om dem med dysleksi, generelle indlæringsvanskeligheder eller socioemotionelle problemer for bare at nævne nogle.

Derfor forstår jeg fuldstændig, at SF understreger vigtigheden og siger, at vi skal tage ordentlig hånd om, at disse elever får det bedst mulige tilbud med den højeste faglighed og med den personlige udvikling, det giver. Så langt siger jeg ja.

Hvordan sikrer vi så, at det retskrav overholdes, og inden for hvilke ressourcerammer skal det foregå? Jamen det har jo egentlig længe været diskuteret vidt og bredt, og Venstre kan altså ikke genkende det billede, som tegnes af Socialistisk Folkeparti om, at kvaliteten af specialundervisningen direkte er faldet, bl.a. på grund af at der er for få ressourcer inden for den kommunale ramme, for i de redegørelser, Folketinget har modtaget fra Det Regionale Udviklingsråd, og som vi jo altså også har fået over og efterfølgende gennembehandlet - det er sket tre gange - kan vi jo se, at man går ind og laver nogle reguleringer, og at man taler sammen, regioner og kommuner. Hovedkonklusionen har været, at serviceniveauet er fastholdt siden kommunalreformen.

Det betyder så, at Venstre ikke kan støtte SF's beslutningsforslag, som det ligger her. Det er korrekt, at vi er enige om, at vi har udfordringer, og vi mener også, vi skal blive ved at tale, og vi skal blive ved med at forebygge, så vores børn slet ikke kommer til at skulle have det behov – hvis det er muligt – altså for at få specialundervisning. Men jeg må sige, at jeg ser, at vi allerede har sat ind, for vi har jo lavet tidlig sprogvurdering, vi har givet flere timer. Vi har også sørget for, at der er indført obligatoriske nationale test, og de skal også være med til at finde børn, der har behov. Der er ikke nogen, der siger, at de nationale test er dem, der er diagnostiske og dermed siger, hvad behovet er, men de skal i hvert fald gøre, at vi kan finde børn, der har behov, som skal afdækkes, og som der skal fokuseres på, så vi får givet den hjælp, der er behov for.

Det vil jo så altså sige, at jeg egentlig ser meget frem til, at vi får den redegørelse, for mon ikke også, at vi andre får lov til at se den, når kommunerne og regeringen er færdig med at afdække det område, som skal indgå i KL's og regeringens forhandlinger, når vi når juni. Jeg har i hvert fald stor tiltro til, at vi der vil få nogle af de svar, som vi søger.

Hermed sagt, at vi stadig mener, at vi skal være gode til at fokusere. Vi skal ikke opfinde hjulet for anden gang ved at lave en dobbelt funktion, som der foreslås her, med at sætte en følgegruppe på, for jeg synes faktisk, vi allerede har en følgegruppe. Vi har Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen, og de skal jo lige præcis kigge på kvaliteten af undervisningen. Og når skolerne skal melde tilbage til kommunerne, så skal de jo skrive i deres kvalitetsrapport, hvad de vil gøre for at hjælpe der, hvor de har svagheder. Så altså, jeg mener ikke, der er behov for, at vi skal sætte et andet hjul i gang nu. Der er et hjul i gang, men jeg er enig i, at vi skal holde fokus.

Så Venstre siger nej til beslutningsforslaget, men støtter altså, at vi stadig væk har fokus på specialundervisning.

Der er korte bemærkninger fra fru Pernille Frahm.

Nu ved jeg jo godt, at fru Anne-Mette Winther Andersen og undervisningsministeren er fra samme parti, så det, der kommer her, skulle ikke overraske. Men alligevel er der altså en vis overraskelse over, at Venstre heller ikke vil være med på det her.

Det, der er sagen, er, at vi jo ikke har det overblik, som fru Anne-Mette Winther Andersen siger vi har. Vi har ikke det indblik i, hvordan timerne bliver brugt. Vi har ikke det overblik over, hvor mange børn der sidder og venter, og hvor længe de venter. Vi har ikke det indblik i og overblik over, hvor mange børn der ikke får den specialundervisning, som de pågældende lærere mener de burde have, altså det, de lærere, der har med børnene at gøre, og det, de skoleledere, der har med de børn at gøre, mener. Vi har ikke det samlede overblik.

Nu har jeg læst de der redegørelser hvert eneste år. Der er ikke noget overblik i det. Jeg laver ikke sådan et forslag for sjov.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om fru Anne-Mette Winther Andersen synes, man skulle undersøge andet end den økonomiske situation, for det er jo det, regeringens og KL's arbejdsgruppe skal forholde sig til nu. Det er de stigende udgifter. Har fru Anne-Mette Winther Andersen lyst til at undersøge andet end bare kroner og øre-problematikken?

Nu går jeg ud fra, at spørgsmålet er rettet til fru Anne-Mette Winther Christiansen. ( Pernille Frahm (SF): Ja, det er det naturligvis, undskyld). Så er det ordføreren.

Jamen jeg blev også rasende godt gift for 16 år siden, men jeg vedkender mig min arv fuldstændig.

Jeg har det faktisk sådan, at jeg mener, at man ikke kan kigge på den økonomiske ramme, uden at man ser på: Hvorfor er behovet, som det er? Og hvem er det, der udløser det behov?

Kommunerne er jo i den grad interesseret i at give det bedste, det ved vi jo. Som udgangspunkt er det altså alle menneskers ønske at gøre det bedste for hinanden. Der er ikke ret mange, jeg kan forestille mig kunne have det ønske at sige: Hvordan kan vi gøre det dårligst muligt for nogen. Så derfor har kommunerne jo ønsket om at gøre det bedste. Derfor mener jeg også, at vi er nødt til at få det afdækket på en måde, så det bliver mere tydeligt, og det bliver det jo nu, fordi de går ind og ser på, hvordan det her egentlig ser ud.

Vi kan roligt regne med, at kvalitetsrapporterne og de nationale test sammen vil give et billede, som bliver tydeligt, og dermed er det igen en klar afdækning, der viser, hvor behovet er, hvem der har behovet, og bliver det lavet, som det skal? For skolerne skal melde ind til kommunerne, hvordan de vil løse problemet.

Fru Pernille Frahm.

Nu skal jeg passe på med de der navne, men ordføreren kan så måske gøre det klart for mig, hvordan de test er i stand til at vise, hvor mange børn der sidder og venter nu på at få den specialundervisning, de har brug for, og hvordan de test vil vise, hvordan timerne bliver brugt, når specialundervisningen bliver bevilget. Hvordan vil de test vise det? Det forstår jeg simpelt hen ikke, og det er der ingen andre, der forstår. Men det kan være, at ordføreren kan forklare det.

Ordføreren.

Jeg vil nok egentlig give et helt andet eksempel og sige: Sidste år havde vi et lovforslag her i salen, som også mødte modstand fra det samme parti. Det gik på, at man gerne måtte starte en specialundervisningssituation, før der var en klar udredning, hvis forældrene var enige, hvis skolen var enig, hvis lærerne tydeligt havde beskrevet, hvad der var af behov.

Det betød jo, at man så efterfølgende kunne lave den psykologiske udredning, PPR-udredningen, der skulle til for at bekræfte, at det her var fuldstændig rigtigt set. Den bliver ikke brugt særlig meget, men den er der.

Det er lagt op ad, at vi har de nationale test, hvor vi i hvert fald vil finde nogle, som har svært ved at svare på spørgsmålene, og som har svært ved at læse spørgsmålene. Og der er jo en afdækning: O.k., her er i hvert fald noget, der skal findes ud af. Er det overhovedet, fordi læsningen ikke er på plads? Eller er det på grund af ordblindhed? Eller er det på grund af noget andet?

Det spørgsmål vil naturligvis komme frem hos læreren, når resultatet ser ud, som det gør, plus at jeg ved, at Socialistisk Folkeparti i hvert fald siger, at lærerne jo kender børnene. Så det gør de jo allerede, inden de sætter børnene til at løse testen.

Tak til fru Anne-Mette Winther Christiansen. Så er det hr. Leif Lahn Jensen som ordfører.

Mange af os, der enten har siddet i en kommunalbestyrelse eller jævnligt kommer ud til kommunerne, ved jo godt, at der er et stigende problem på specialundervisningsområdet. Antallet af børn, der skal have ekstra hjælp, er stigende, og det kommer kun til at se værre og værre ud. Det er efterhånden et kæmpe problem i kommunerne, fordi de simpelt hen ikke har penge nok til at tage sig af det, som de jo ifølge loven er forpligtet til.

Forslaget beskriver ganske godt de problemstillinger, der er på det her område: I 2009 sparer 41 pct. af landets kommuner på området vedrørende disse børn, det vil nok heller ikke blive bedre med regeringens nulvækst, der er et stigende antal klager fra forældre, det er ikke alle elever, der får den undervisning, de har behov for, og der er også nogle, som må vente over et halvt år på specialundervisning, altså ting, som ingen overhovedet kan være tilfredse med.

Der er jo et svært område, og man kan spørge sig selv, hvad søren man skal gøre, hvad der er rigtigst at gøre: Skal vi skyde flere penge i det? Jo, nulvækst hjælper jo ikke, for når udgifterne for tiden stiger ret meget, er nulvækst faktisk det samme som besparelser. Men foreslår man det, vil man bare høre ministeren sige: Penge, penge, penge, I vil altid have penge, og flere penge giver ikke nødvendigvis bedre skoler. Det har vi jo hørt den tidligere minister, hr. Bertel Haarder, sige, og det vil vi sikkert også høre den nuværende minister sige.

Derfor synes vi jo, det er et rigtig godt og konkret forslag fra SF, fordi det her ikke nødvendigvis koster det store. Man foreslår simpelt hen at lave en følgegruppe af eksperter, ikke eksperter, som ministeren finder blandt sine egne folk, men eksperter, som har noget at gøre med de her børn til daglig, og det synes jeg lyder rigtig, rigtig interessant. De vil jo helt klart være de rigtige til at fortælle os, hvad de rette løsninger er, hvad problemstillingen er, og selvfølgelig hvordan man løser den.

Gruppen skal rådgive og vejlede skolerne, belyse udviklingen inden for specialundervisningen, få overblik over bl.a. ventelister, tildeling og visitation samt vejlede Uddannelsesudvalget og ministeren.

Ministeren vil også gerne løfte skolen og eleverne. Det har vi jo senest set, da ministeren nedsatte en arbejdsgruppe, der skal løfte de dygtigste elever. Så siger jeg: Her nedsætter vi en gruppe, der skal løfte de svageste elever, og så må man jo sige, at det hele ligesom passer sammen.

Tak til hr. Leif Lahn Jensen, der er ikke ønsker om korte bemærkninger. Så er det hr. Hans Kristian Skibby som ordfører.

Det her forslag fra Socialistisk Folkeparti, som vi behandler nu, er et forslag, som Dansk Folkeparti jo principielt vil sige er anerkendelsesværdigt, altså at vi med forslaget får sat fokus på en debat om, hvordan det skal gå med den målrettede specialundervisning af børn, der har behov for det, udeomkring i landets kommuner og i kommunernes folkeskoler. Men vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger her, og det er der sådan set en række årsager til.

Hvis man kigger på den i forslaget beskrevne sammensætning af det her rådgivende organ, ser man, at Danmarks Lærerforening, PPR, Skole og Samfund, Skolelederforeningen, Dansk Handicap Forbund, Socialpædagogernes Landsforbund, Kommunernes Landsforening samt en eller flere relevante uddannelsesforskere skal sidde med i det her såkaldte rådgivende organ. Og vi ved jo alle sammen godt, hvad det munder ud i, nemlig at når de rådgivende funktioner kommer i gang, vil det også betyde, at der vil komme et politisk pres.

Alene rådets omfattende sammensætning vil meget let kunne tegne et billede af, at der er alt for mange kokke om alt for lidt mad. Det vil meget let kunne blive et billede af et partsindlæg, og det vil gøre, at man nemt vil få en diskussion, hvor det kan være vanskeligt at se forskel på, om det er et partsindlæg eller det decideret er et rådgivende analysearbejde, som skal vurderes.

Hvad der er endnu mere vigtigt, er jo netop, at den her opgave ligger fast forankret og bliver forvaltet i kommunerne af de enkelte skoleledere, af de enkelte valgte byråd og kommunalbestyrelser. Her ligger ansvaret, og her skal opgaven også ligge helt og holdent. Dette ses også tydeligt, ved at rammerne for udgifter til specialtilbud er udvidet markant gennem de senere år, og at de normale undervisningstilbud er under kraftigt pres.

Endelig vil jeg gerne sige på vegne af Dansk Folkeparti, at det jo er sådan, at vi i forvejen har et ganske glimrende klagesystem, som sikrer, at både børn, forældre og pårørende kan indbringe de tvivlssager, der måtte komme, for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Det er en instans, som vi kan se modtager mange sager til behandling.

Så på den baggrund kan vi ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Frahm.

Det er sådan for at forsøge at afdække, hvad Dansk Folkeparti egentlig mener om situationen nu, for det blev der ikke rigtig sagt noget om. Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti synes, at det skal kommunerne og den enkelte skole og den enkelte skoleleder bare selv ordne, og så spørger jeg Dansk Folkeparti, der ellers godt kan finde ud af at centralisere beslutningerne herindefra, når det handler om andre områder:

Synes hr. Hans Kristian Skibby, at det fungerer? Synes hr. Hans Kristian Skibby, at det er tilfredsstillende med det stigende antal klager, der kommer hvert eneste år, og det stigende antal borgere, der får ret i deres klager?

Ordføreren.

Altså, man kan jo sige, at vi har mange forskellige komplekse situationer i Danmark, og vi har også mange forskellige sager inden for det sociale område og inden for undervisningsområdet, hvor man har mulighed for at ytre sig ved at sende en klage, såfremt man ikke er tilfreds med den myndighedsbehandling, som man får i Danmark. Det må sådan set være det helt grundlæggende element i det, at vi har et klagesystem, som fungerer, og som også er der, når folk synes, at de vil gøre brug af det.

Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at vi skal klandres for, at vi prøver på at bibeholde nogle opgaver og et ansvar udeomkring, decentralt i kommunerne. Jeg synes, at det er lidt underligt, at ordføreren på vegne af Socialistisk Folkeparti ligesom siger: Jamen kan det være meningen, at Dansk Folkeparti vil kæmpe for, at ansvaret ligger, hvor udfordringerne er, og ligger så tæt på borgerne som overhovedet muligt? Det kan vi simpelt hen ikke rigtig forstå, så jeg anerkender ikke den sammenligning.

Fru Pernille Frahm.

Det var mange ord, men det var ikke noget svar på spørgsmålet, så jeg stiller det lige en gang til:

Hvordan synes ordføreren for Dansk Folkeparti at det går? Synes han, det går godt, når nu der er et stigende antal klager, og når et stigende antal af dem, der klager, får ret i deres klager? Er det så et udtryk for, at det går godt?

Det er jo et meget enkelt spørgsmål.

Ordføreren.

Altså, fru Pernille Frahm ved udmærket, at man ikke kan vurdere et tilbud, ud fra hvor mange klager der kommer. Klageinstanserne er der, og det betyder selvfølgelig også, at forældrene har mulighed for at klage efter forgodtbefindende, hvis de synes, de får en forkert behandling.

Men det retfærdiggør jo ikke, at vi med det her forslag skal til at lave et rådgivende organ, som bliver meget, meget stort, meget, meget bredt funderet, og som skal gå ind og overrule kommunerne. Det her ansvarsområde ligger hos kommunerne. Det ligger hos de enkelte skoleledere, og det ligger hos de enkelte lokalt valgte byrådspolitikere og kommunalbestyrelser, og sådan skal det altså være.

Jeg synes, det er en uskik, hvis vi begynder hele tiden at ville tage lovinitiativer, som gør, at vi fratager kommunerne en lang række kompetencer. Det tror Dansk Folkeparti at man meget let ville kunne komme til, hvis det her forslag blev til virkelighed, og derfor bliver det ikke til virkelighed.

Tak til ordføreren. Herefter er det den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov.

Jeg må jo sige, at jeg er meget på linje med Dansk Folkepartis og Venstres ordførere i den her sag. Vi anser også beslutningsforslaget som overflødigt, men der er ikke nogen tvivl om, at vi er nødt til at kigge på udviklingen på specialundervisningsområdet. Udgifterne er kraftigt stigende, og det er et problem; der er så mange klagere, der får medhold, at det udgør et problem for kommunernes økonomi. Derfor ser vi også frem til, at der kommer den analyse, som regeringen og KL vil have lavet af specialundervisningsområdet, og vi håber, at der kan dannes grundlag for et bedre overblik over udviklingen på området og også udviklingen i omkostningerne. Vi føler os godt dækket ind af dette som startpunkt, og vi mener ligesom Dansk Folkepartis ordfører, at man skal passe på med at nedsætte en hel masse forskellige organer, som lapper over hinanden, i og med at vi jo allerede har skolerådet, som har til opgave at udføre det arbejde, som det foreslås, at den her følgegruppe skulle gøre ifølge beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Når man snakker om specialundervisning til børn, er der sådan set ifølge lovgivningen ikke nogen tvivl om, at dem, der har brug for det, også har ret til det. Til gengæld må man sige, at specialundervisning af børn nok alligevel befinder sig i et krydsfelt, hvor det ikke altid er det, der er bedst for børnene, der sejrer. Det er på den ene side i forhold til de rettigheder, man har – og jeg er da sådan set overbevist om, at udgangspunktet for kommunerne, hvilket både ministeren og adskillige ordførere har sagt her i dag, givetvis er at gøre det så godt som muligt. På den anden side er det også en realitet, at vi har at gøre med et område, som er dyrt, som koster mange penge, og som derfor påkalder sig en vis kommunal interesse, også for at se på, om man kunne spare på pengene. Og indimellem kan man jo legitimere sine besparelser med sådan en floromvunden snak om, at vi skal have en rummelig folkeskole og den slags ting.

Så derfor mener vi faktisk i Enhedslisten, at der er meget, der tyder på, at alt for mange børn ikke får den undervisning, de har krav på. Vi tror som sagt ikke, at det skyldes ond vilje; det skyldes, at kommunerne har nogle ganske snævre økonomiske rammer og derfor prøver at se kritisk på alle de udgifter, de har. Der må man sige, at det jo er værd at være opmærksom på, at der er tale om en meget alvorlig situation, det er en meget alvorlig sag, vi har med at gøre. Hvis et barn fastholdes i en undervisningssituation, som barnet reelt ikke får noget ud af på grund af ventetid, eller hvis barnet må nøjes med 5 timers specialundervisning frem for de 15 timer, som barnet har brug for, så er der en meget stor risiko for, at barnets selvtillid og lyst til at lære for alvor lider et knæk. Det har alvorlige konsekvenser, når et barn ikke får den undervisning, som det har behov for.

At der er noget, der er galt på det her område, må jo stå lysende klart for alle, når vi ved, at antallet af klagesager, som Klagenævnet for videregående specialundervisning modtager, stiger, og når vi ved, at i ca. 43 pct. af folkeskolesagerne er kommunernes afgørelse enten blevet ændret eller sagen blevet henvist til fornyet behandling – noget er altså galt. Ikke mindst af hensyn til de mange forældre, som ikke har overskud til at klage eller ikke ved, at de har mulighed for at klage, vil det være vældig fornuftigt at oprette en følgegruppe, der kan holde øje med, om børnene nu også får den undervisning, de har krav på.

Enhedslisten kan altså støtte SF's beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Frahm.

Jeg vil sige tak til dem, der har givet forslaget en velvillig behandling, og jeg vil egentlig også sige tak til de andre ordførere og til ministeren for, at vi har fået den her debat igen.

Grundene til, at jeg synes, det er vigtigt, at vi får en grundig debat nu, er flere. En af dem er den dom, der faldt for ganske nylig i den såkaldte Viborgsag, hvor nogle forældre til en dreng, som ikke har lært at læse i skolen, sagsøgte kommunen, fordi det viste sig, at drengen rent faktisk, hvis han havde fået tilstrækkelig hjælp, den rigtige hjælp ville have kunnet lære at læse. Det problem, der rejser sig i kølvandet på det, er: Hvad er det så egentlig, skolen har pligt til? Hvad er det så egentlig, børn har ret til, når vi har alle de mange, mange paragraffer? Hvis man googler folkeskoleloven og googler specialundervisning, vil man få tre eller fire A4-ark tæt beskrevet med paragraffer, underparagraffer og bestemmelser, og jeg skal komme efter dig, om specialundervisning. Så det er jo ikke, fordi der ikke står en masse i folkeskoleloven. Spørgsmålet er bare, hvad det egentlig er, det betyder.

Efter Viborgdommen er det jo i hvert fald helt uklart, hvad det er, det så betyder. Hvad er det, børn har ret til, og hvad er det, kommunerne har pligt til? Derfor er det her forslag faktisk blevet ekstra aktuelt efter Viborgdommen. Vi bliver nødt til at dykke ned i det her.

Jeg skal også sige, at det ikke er ret mange år siden, at samtlige ordførere fra alle partier bortset fra Venstre – Venstres ordfører sagde nej til det – sagde: Vi er parate til at ændre folkeskoleloven, så det står helt klart, at børn har ret til at få den specialundervisning, de har brug for. Det blev sagt op til folketingsvalget i 2005. Samtlige uddannelsesordførere sagde det dengang, og det var med udspring i den sag, som der senere er faldet dom i. Derfor undrer det mig sådan lidt, at der ikke er mere vilje til at kigge på det her retlige grundlag. Hvad er det egentlig, børn har ret til? Har de ret til noget som helst? Og hvad er det, kommunerne har pligt til?

Det her forslag skal ikke ses som et krav om endnu flere penge, men et forsøg på at sætte nogle af de folk, vi ved har forstand på børn, har forstand på pædagogik, har forstand på specialundervisning, har forstand på de forskellige strukturer, vi har for vores folkeskole, for vores specialundervisning, til at kulegrave, hvad der egentlig foregår. Vi ser en himmelflugt i udgifterne, og vi ser også en himmelflugt i utilfredsheden, og de to ting taler dårligt sammen. Derfor er det et ansvar, som påhviler os herinde i det her hus at gøre noget ved. Det behøver ikke at være, at der bare skal hældes endnu flere penge i det. Det tror jeg faktisk personligt ikke, at det er, men vi kan jo rent faktisk ikke vide det, for der er ikke et samlet grundigt overblik over, hvad der foregår. Vi ved ikke, hvad timerne bliver brugt til.

Formentlig – og det er kun igen et gæt ud fra tilfældige statistiske analyser – er der et stigende behov for specialundervisning med baggrund i adfærd, men dalende med baggrund i indlæring. Det er da en opgave, vi skal tage på os, nemlig at finde ud af, om det så er det rigtige, vi gør, om det måske er den rigtige måde, vi laver skole på. Måske er det ikke specialundervisningen, men skolen som sådan, der har brug for, at nogle folk kigger grundigt på det og giver os nogle råd og noget vejledning om, hvordan vi laver en folkeskole, hvor der bliver et mindre behov for at skille børn ud.

Det her er som sagt ikke en kritik af specialundervisningen og den måde, den bliver kørt på i dag. Det kunne der godt være i det, men det er det ikke, fordi jeg tror, ligesom mange andre har sagt, at kommunerne rent faktisk gør, hvad de kan. De tager den her opgave meget alvorligt, og de lærere, der sidder med klasser med børn, der har problemer og vanskeligheder, tager det meget alvorligt, og de børns forældre tager det meget alvorligt. Men vi oplever en stigende gruppe af dybt ulykkelige og fortvivlede forældre, der ikke aner deres levende råd, forældre, som oplever, at deres børn f.eks. bliver frataget støtte, som de har svært ved at forestille sig at barnet kan klare sig uden.

Der mangler vi et godt svar til de forældre. Vi mangler at kunne give dem den tryghed at sige: Hør her, vi tager os af det, vi tager det alvorligt, vi tager jeres børns problemer alvorligt; vi vil nemlig gerne have, at den andel, der går ud af folkeskolen og kan læse og skrive og komme videre i en ungdomsuddannelse, stiger. Regeringen har jo selv en 95-procents-målsætning, så jeg synes virkelig, at det er underligt, at man ikke vil være med på et forslag, der er utrolig billigt, og som ville gøre, at vi herinde ville blive bedre rustet, ministeriet ville blive bedre rustet, og ministeren ville blive bedre rustet til at komme med nogle rigtig gode bud på det.

Jeg ved ikke, om kvaliteten er faldet. Det er jo også noget, vi mangler et overblik over. Rapporterne fra de regionale udviklingsråd giver ikke det overblik. Nu nedsætter regeringen en arbejdsgruppe sammen med KL, der skal kigge på det. Jeg vil bare sige, at det ikke er nyt. Den type arbejdsgruppe har vi haft før. Vi havde den helt tilbage i Amtsrådsforeningens dage, hvor det var Amtsrådsforeningen, der stod med det stigende problem. De lavede tilsvarende undersøgelser af, hvad udgifterne var til det. Til højre for mig sidder en finansminister, der sikkert også kan huske nogle af de ting, man har gjort – nej, det gør der ikke mere, men det gjorde der tidligere – og hvordan bekymringen allerede dengang var der. Den bekymring er jo ikke blevet mindre. Vi ser stadig væk en stigning. Ergo skal der kigges tilbundsgående på, hvordan vi laver den folkeskole, hvad det er, timerne bliver brugt til, hvad det er, børn bliver udsat for, og om børn har nogen som helst rettigheder i forhold til det her.

Det er jo også det interessante, når man kigger på det retlige grundlag. Kommunerne har pligt til at oprette specialundervisning, men faktisk står der ikke nogen steder, at børn har ret til den. Det var måske en måde, man kunne forholde sig til emnet på, nemlig at man kunne begynde i langt højere grad at tale om børns ret til f.eks. at lære at læse. Jeg ved, at man har gjort det i Norge. I Norge har man faktisk besluttet, at børn har et retskrav på at lære at læse. Så ved vi jo alle sammen godt, at der er nogle, der aldrig får lært at læse, men den gruppe er så forbavsende lille, at i stedet for at fokusere på den så lad os fokusere på den rigtig store gruppe, vi i dag taber på gulvet, som f.eks. drengen i Viborgsagen, hvor det jo viste sig, at efter 2 år på efterskole og efter nogle år på VUC kom drengen til at læse, men så sent, at det var svært for ham rigtigt at kunne få lov at anvende det og kunne få lov at have glæde af det.

Selv om der ikke et flertal, der støtter forslaget, håber jeg alligevel, at vi, når vi går i gang med udvalgsarbejdet, kan nå til en eller anden form for fælles forståelse i Uddannelsesudvalget for, at det er nødvendigt, at vi som uddannelsesordførere, vi som folketingsmedlemmer påtager os et ansvar for, hvordan vi får analyseret det her til bunds, hvordan vi får sikret, at vi ved, hvad der foregår i specialundervisningen, at vi ved, hvordan timerne bliver brugt, og at vi ved, om børn har ret til at lære at læse. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.